Censur i Sønderborg. (Efterskrift til Politivennen)

Frit Ordskifte

Haandhæves Censuren forsvarligt?

Vi har modtaget:

Paa Haandværker- og Industriudstillingen i Sønderborg fra 1.-18. Maj dette Aar opførtes der næsten daglig en Revue, der paa Grundlag af sit i moralsk Henseende overmaade daarlige Indhold vakte stor Forargelse.

Jeg fremkom derfor i Dagspressen med en skarp Kritik af Revuen, som havde til Følge, at jeg modtog et Brev fra Hotelejer Bang i Sønderborg, der havde ladet Revuen opføre i sit Restaurationstelt paa Udstillingspladsen. I dette Brev meddelte Bang, at de Sange, som jeg særlig havde paatalt for Deres tvetydighed og Slibrighed, var censurerede af Censor i København. Efter at jeg havde faaet Censors Adresse opspurgt, tilskrev jeg ham følgende:

Hr. Censor P. A. Rosenberg. København.

Ved Haandværker- og Industriudstillingen i Sønderborg fra 1.-18. Maj opførtes der en Revue, i hvilen der blev sunget en Sang, som to Venner af mig, der to Gange var til Stede, har noteret to Vers af. Versene lyder saaledes:

1. Vers:

Jeg er gift, en Hustrus Lod er streng,
Naar min Mand gaar ud om Natten,
Tror De han kommer hjem i Seng?
Naar jeg spørger ham, saa svarer han:

Refrain:

Jeg gør det ikke om jeg faar Penge til,
men saa er der saa mange andre, der vil.

2. Vers:

Jeg elsker Børn, selv har jeg fem,
i Ægteskabet fik jeg dem alle,
Tror De min Mand siger, han er Fader til dem?
Naar jeg spørger ham, saa svarer han:

Refrain:

Jeg gør det ikke, om jeg faar Penge til,
men saa er der saa mange andre, der vil.

I en Artikel i "Sonderburger Zeitung" har jeg omtalt Revuen og betegnet dette Digt som umoralsk, da det omhandlede Horeri og Ægteskabsbrud. I Henhold til denne Artikel i "Sonderburger Zeitung" har Hotelejer  Hoffmann Bang, som lod Revuen opføre i sit Restaurationstelt, tilskrevet mig, at den af mig paatalte Sang, tillige med Revuens andre Sange er censurerede af Censor i København.

Jeg beder godhedsfuldt at ville meddele mig, om det forholder sig saaledes, som Hr.  Hoffmann Bang skriver. Svarporto vedlægges. Ærbødigst

C. Jørgensen, Sognepræst.

Efter nogle Dages Forløb modtog Jeg følgende Svarskrivelse, som jeg med Censor P. A. Rosenbergs Tilladelse meddeler:

Herr Pastor C. Jørgensen!

I Gensvar paa Deres ærede Forespørgsel skal jeg meddele, at den omtalte Vise har været fremlagt til Censur og er tilladt af mig. Hvis man i den Art lette Løjer vil søge Krænkelse af Moralen, kommer man til at forbyde omtrent alle Operetter, tyske, franske, engelske, danske, og de allerfleste Kabaretviser. Det er min Opfattelse, at dette vilde være meget uklogt, og Jeg tvivler om, at slige Narrestreger kan gøre noget Menneske Skade. Med denne Motivering har jeg tilladt Visen.

Deres meget ærbødige
P. A. Rosenberg.

Vi mener, at den Maade, paa hvilken Hr. Censor Rosenberg haandhæver Censuren, staar i en skarp Modsætning til den kristelige Morals Fordringer, og at Smudslitteraturen derved faar Lov til, frit at udbrede sig til stor moralsk Fordærvelse af vide Kredse af vort Folk. Det vilde derfor være ønskeligt, om Censoren fra det Ministerium, hvorunder han sorterer, kunde faa Bemyndigelse til en kraftigere Censur, eller hvis - hvad Censors anførte Brev synes at antyde - han ikke finder et Systemskifte nødvendigt, der da kunde ansættes endnu en Censor, under hvem denne Art af Skriverier kunde sortere. Det maatte da være en Mand, som klart ser den Fare, der truer vor Ungdom gennem Smudslitteraturen. En saadan vil ikke være vanskelig at finde.

Sønderborg, d. 8. Novbr. 1924.
T. Biering, Provst. 
C. Jørgensen, Sognepræst.

(Heimdal 10. november 1924)

Den Fransk-Tydske Krig - Udbruddet. (Efterskrift til Politivennen)

Den fransk-tyske krig 1870-1871 mellem Frankrig og Det Nordtyske Forbund (støttet af Baden, Bayern, Hessen og Württemberg) var bl.a. udløst af fransk frygt for en tysk samling under Preussens ledelse. Ved udsigten til at den spanske trone skulle overtages af en preussisk prins, følte Frankrig sig omklamret og det endte med en fransk krigserklæring den 19. juli 1870. Nogle aviser i Danmark luftede ideen om at Danmark skulle gå ind i krigen på fransk side, bl.a. for at få Nordslesvig. Nogle mente endda at stemningen blandt befolkningen var for det. 

Franske Sympathier. Hvis man behøvede en ærligere Bekræftelse paa Sandheden af de forskjellige Meddelelser om, at der hos Hovedstadens Befolkning atter har viist sig en frisk og frimodig Stemning, som bringer Mindet om Martsdagene i 1848 til at staae klart for den ældre Slægt, og som danner en glædelig Modsætning til den uhyggelige Aand, der hvilede over Byen i 1863, vilde man i Løverdags i Tivoli have faaet en saadan. Fra de franske Orlogsskibe paa Rheden havde fire Officerer foretaget en Udflugt til Tivoli, og Synet af disse elektriserede formelig det ellers saa adstadige Løverdagspublikum, Da de omtrent Kl. 9½ gik over imod Basaren, spillede Dahls Orkester Marseillaisen, som de Fremmede hørte paa med blottede Hoveder, medens Publikum hilsede Sangen med levende Hurraaraab, Efter tredie Afdelings Slutning i Koncertsalen forlangte flere Røster blandt det talrige Publikum under stormende Bifaldsraab, at Orkestret skulde spille Marseillaisen; men da Krigsraad Lumbye meddeelte, at Direktionen havde forbudt denne Sangs Udførelse (!), forlangte man "den tappre Landsoldat", hvilket Ønske blev efterkommet, og Sangen lød atter fra de Tilstedeværende med samme løftende Begejstring som for over 29 Aar siden. Imidlertid var et af Direktionens Medlemmer kommet tilstede og havde formodentlig suspenderet det meningsløse Forbud, forhaabentlig for bestandig; thi et Øieblik efter lød fra Orkestertribunen den franske Nationalsang, hilset med stormende Jubel, som gjentog sig efterat Melodien tre Gange var spillet og sungen med fuldtonende Røst af saavel Damer som Herrer i den tætfyldte Sal. (Dags-Telgr.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 2. august 1870).

I Nordslesvig opbyggede Preussen forsvar mod et eventuelt fransk flådeangreb på havnene, bl.a. ved Dybbølstillingen, Sønderborg og Als. 

Hertugdømmerne. (Af et Brev fra Mellemslesvig den 1ste August.) De militaire Transporter langs den slesvigske Jernbane vedvare endnu bestandig. I de sidste Dage er der foruden Landeværnstropper især blevet befordret Munderingsgienstande, Vaaben, Ammunition og Proviant. Sidstnævntes Bestemmelsessted er væsentlig Sønderborg. Betydelige Qvantiieter Meel, Riis. saltet Kød, Salt og Havre ophobes i denne Byes Magasiner, landevejen fra Flensborg til Sønderborg frembyder en uafbrudt Færdsel i denne Tid. En stor Deel af Transporten udføres imidlertid ad Søveien og selv de smaa Dampskibe "Adler" og "Seemöwe", der ellers tre Gange dagligen besørge Farten imellem begge Byer, anløbende 8 Mellemstationer paa begge Sider af Fjorten, have maattet indskrænke deres Farter paa Grund af de omtalte Militairtransporter. Postdampskibsfarten fra Korsør til Flensborg er som bekjendt bleven standset. Det svensk-norske Viceconsulat har nu ogsaa under den 28de f. M. meddeelt, at Dampskibs-farten mellem Christiania og Flensborg, der udføres af "Viken", foreløbig ophører. Det nordtydske Expeditionsselskab (Norddeutsche-Packet Beforderungsgesellschaft) befordrer paa Grund af Krigen ingen Pakker mere langs jernbanerne. De tydske Assuranceselskaber speculere allerede i de snart forestaaende Fjendtligheder og forventede Krigsskader, idet de i de Localblade, der endnu have Lov at udkomme, meddele Betingelserne for Forsikkringer mod Brandskader foranledigede ved Krig, og Beskadigelser af Eiendomme, hidrørende fra Oprør. Fra Sønderborg vedvarer Udvandringen, især af Kvinder, Børn og de mere velhavende Indvaanere, hvis Næringsvej ikke nødvendig knytter dem til Stedet. Den af de Herrer Knuth, A. Ingwersen, C. Christiansen, J. Balzer, E. Jürgensen og F. R. Friedrichsen bestaaende Comitee i Flensborg har seet sig istand til at skaffe ikke faa af de Flygtende Befordringsmidler og Logis til og i nævnte By. Den Troppemængde, der nu er forsamlet til Forsvar for Fæstningsværkerne ved Alssund anslaaes til 7-8000 Mand, deriblandt henved 2000 Mand Artillerister og Ingenieurer. Det er foruden den slesvigske Fæstnings Artilleri- Afdeling Nr. 9 væsentlig Landeværns Batailloner, der nu have taget Ophold i Sønderborg, Sundeved og paa Als. Byen vil blive forfærdelig overfyldt, naar Fæstningsværkerne i den nærmeste Fremtid skulde blive blokerede eller angrebne og Mandskabet, der just ikke hører mere til de ganske Unge, vilde i det tilstundende Efteraar komme til at døie utroligt, dersom det lille Sønderborg ved et Bombardement eller andet fjendtligt Angreb skulde afbrænde heelt eller tildeels som i ren sidste Krig. For Tiden arbeider en stor Deel af samme i Skandserne, af hvilke en Deel endnu savne det fuldstændige Antal Skyts og den fornødne Ammunition. Der siges her, at samtlige fortificatoriske Værker ere forbundne med hverandre ved en underjordisk telegraphisk Ledning, samt at der, foruden en Ledning imellem Sønderborg og det ligeoverfor liggende Brohoved, findes et hemmeligt lagt Kabel længere nordpaa i Sundet. Endnu i den allersidste Tid er der ved den sydlige Udkant af Sundet blevet arbeidet paa Jordværker, der skulle forøge den Krydsild, med hvilken Preusserne mene at kunne afværge de franske Pandserskibes Fremtrængen til Nærheden af Sønderborg. Befolkningen paa Als er stærkt bebyrdet med Kjørsler og Indkvartering og bliver vel neppe fri for en ufrivillig Leverance af Slagtekvæg, naar Tropperne maae forlade Fæstningens fjernere Omegn. Stemningen er imidlertid ingenlunde trykket hos Øens dansksindede Parti.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. august 1870)

En fransk Østersø-eskadre på ca. 10 skibe heriblandt 5 panserfregatter patruljerede i danske farvande og ud for Kiels havn. Tilsvarende lå der en fransk flåde på bl.a. 6 panserskibe som stod overfor preussiske kanonbåde. Preusserne posterede formodentlig 20-25.000 tropper, der blev indført en kortvarig belejringstilstand, pålagt pressen censur og arresteret enkelte fremstående dansksindede personer, fx Kryger Bevtoft:

Stemningen. Det er er sand Fornøielse, skriver "V. A. F". i disse Dage at være Vidne til den Aand, som aabenbarer sig i Folket saavelsom i By paa Land. Har man været i Vilderede med Folkets Stilling overfor Tydsk og Dansk, saa behøver man blot at gaae ud og høre. Allevegne hvor man kommer, er Krigen Dagens "brændende" Spørgsmaal, og allevegne aabenbarer sig den dybeste Uvillie imod Preussen og den meest levende Sympathi for Frankrig. Vi troe dog ikke, at Uvillien mod Preussen egentlig kan kaldes Tydskerhad, saaledes at man hader Tydskerne som Folk, men det er som Danmarks Fjende og Retfærdighedens Undertrykkere man ønsker det alvorlig tugtet, at Folket maaskee kan komme til at fatte dets egentlige Opgave. Danmarks Deeltagelse i Kampen omtales ogsaa allevegne, og hvis der bliver Tale om, at vi skulle tage Parti, gaaer Folket omtrent eenstemmig med Frankrig; derimod gives der vel ikke saa, navnlig blandt de Ældre, hvem Krig er en Modbydelighed, og derfor nok kunne ønske os udenfor; men Ungdommen er omtrent overalt stemt for, at Danmark bør gaae med, og mange Ældre ere af samme Mening. Man har nu i over 4 Aar talt om Sønderjyllands Gjenerhvervelse, siger man, nu foreligger Lejligheden med den største Sandsynlighed for et heldigt Udfald; skulde vi nu ikke gribe den, ialfald hvis vi blive opfordrede til at tage Deel, saa maae vi helst for Eftertiden lade være at tale om Sønderjyllands Gjenerhvervelse. Denne Skildring af Stemningen er aldeles tilforladelig, forsaavidt som vi i en temmelig udstrakt Kreds have kunnet erfare. Det er nok Sagnet om Holger Danske, der har begyndt at vække den vcnme danske Fædrelandskjærlighed; Gud give den Værd og Fremgang !

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 3. august 1870)

Kredsdagen for Sønderborg. (Efterskrift til Politivennen)

Sønderjylland. Kredsdagen for Sønderborg Kreds afholdt ifølge "Dybbølpst." sit tredie Møde den 5te ds. Landraad Matthiesen aabnede Forhandlingerne og betjente sig derved saavel af det danske som det tydske Sprog. Forinden der begyndtes paa de egentlige Forhandlingsgjenstande erklærede Landraaden, at han var nødt til efter Regjeringens Bestemmelser at betjene sig af begge Sprog, da den sidste Skrivelse, der var udgaaet fra Regjeringen angaaende Sproget, bestemte, at der skulde føres en Originalprotokol i det tydske Sprog, da dette var Regjeringens Embedssprog, og at der ikke var kommet nogen Bestemmelse angaaende Kredsdagens i dens 2det Møde tagne Beslutning, at fastholde, hvad der var besluttet i det første Møde angaaende Sproget. Det vil erindres, at denne Beslutning lød saaledes: "Forretningssproget skal være det danske; men det skal imidlertid staae de Medlemmer, der ere det danske Sprog enten slet ikke eller dog ikke tilstrækkeligt mægtigt, frit for ogsaa at udtale sig i det tydske Sprog, og at Oversættelse fra det ene Sprog til det andet skal finde Sted, saavidt som muligt, samt at den officielle Protokol skal føres i det danske Sprog." Landraaden meente, at det vilde lette Sagen, om man forandrede denne Beslutning derhen, at begge Sprog bleve ligeberettigede, som det var foreslaaet af Regjeringen. og bemærkede, at Forhandlingerne dog hovedsagelig vilde blive førte paa Dansk, og at man vist havde lagt Mærke til, at han havde holdt det forrige Møde paa begge Sprog i Begyndelsen, men at han dog tilsidst uvilkaarligt var kommen bort fra det tydske og til at betjene sig næsten alene af det danske. Sagen sattes under Afstemning, og det vedtoges at fastholde den to Gange tagne Bestutning og bede Regjeringen om at slutte sig til den. Det forestoges at ledsage dette Andragende af en Motivering og at vælge tre Medlemmer til at udarbejde en saadan, og dertil valgtes Ahlmann, Fenger og Rasmussen.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 14. maj 1870)

Christian Matthiesen var den første preussiske landråd (Amtmann) efter Krigen 1864 og fungerede 1865-1874. Samme år var Matthiesen sluppet godt igennem som regeringsbeskikket valgkommissær ved valghandlingen i Gråsten: Det danske flertal var blevet respekteret og tilfreds med udnævnelsen af valgbestyrelsen. Her blev Ahlmann som ventet valgt.

Valg i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Striden mellem tyskere og danskere i Nordslesvig var nogle gange ret livlige. I Flensborg skulle alle de tyske kandidater med behørig deltagelse være valgt, hvis ikke det var lykkedes danskerne gennem bedre disciplin at få en halv snes af deres farver igennem. Tyskerne vandt fuldstændigt i Sønderborg på Als såvel som i Haderslev, hertugdømmets nordligste by. Også det danske parti blev fuldstændig besejret i Aabenraa og Tønder. I Aabenraa fik den 1/5 af de afgivne stemmer den første dag, og den følgende dag undlod den ligesom i Haderslev at stemme. Disse valg har vist at det bymæssige element i Nordslesvig overvejende er tysk, mens valgene til delstatsparlamentet og rigsdagen viser, at nordslesvigs landbefolkning langt den største del ubetinget adlyder den parole de får fra København. Men situationen er også sådan, at der på landet er en del tyskere blandt ejerne af større landbrugsejendomme, og forholdsmæssigt er der flere af dem, jo ​​større ejendommene er. Kirkevalget foregik som helhed med endnu mindre deltagelse og gav et endnu mere varieret resultat end de bymæssige.

- - -

Zwischen Deutschen und Dänen ist in Nordschleswig der Kampf mitunter recht lebhaft gewesen. In Flensburg hätten bei gehöriger Betheilung die deutschen Candidaten sämmtlich durchgebracht werden müssen, die Dänen haben aber durch bessere Disciplin ein halbes Duzend ihrer Farbe durchgebracht. In Sonderburg auf Alsen haben die Deutschen vollständig gesiegt, ebenso in Hadersleben, der nördlichsten Stadt des Herzogthums. Auch in Apenrade und Tondern wurde die dänische Partei vollständig geschlagen. In Apenrade brachte sei es am ersten Tag auf 1/5 der abgegebenen Stimmen, am folgenden Tage hat sie wie in Hadersleben Wahlenthaltung geübt. Diese Wahlen haben gezeigr dass in Nordschleswig das städtische Element überwiegend deutsch ist, während allerdings aus den Wahlen zum Landtag und zum Reichstag hervorgeht, dass sie ländliche Bevölkerung Nordschleswigs zum bei weitem grössten Theil der ihr von Kopenhagen aus gegebenen Parole unbedingt gehorcht. Doch steht die Sache auch auf dem Lande so das unter den Besitzern grösserer bäuerlicher Grundstücke nicht wenige Deutsche gefunden werden, und zaw verhältnissmässig um so mehr, je grösser die Grundstücke sind. Die kirchlichen Wahlen sind im ganzen unter noch geringerer Theilnahme erfolgt, und haben ein noch bunteres Resultat ergeben als die städtlichen.

(Allgemeine Zeitung. 23. november 1869) 

Fra Slesvig skriver man den 20. november: "Schw. M.": Glæden over tyskernes valgsejr i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa er stor i det tysksindede Nordslesvig, og det viser sig nu, at danskerne ved udsigten til et nederlag, foretrak slet ikke at stemme, for ikke derved at afsløre deres mindretal. I Haderslev (den nordligste by) var det ikke engang sådan, at spillet var lige til den første overslag. Ved vurderingen af ​​de enkelte vælgeres holdninger var der umiddelbart en betydelig overvægt af tysksindede vælgere. Det betyder selvfølgelig ikke, at der er vundet sejre, og nu gælder det om at få så mange ligesindede som muligt til stemmeboksen. Danskerne i Sønderborg vil forsøge at udføre en trussel om at opildne landboerne mod byens borgere, som stemmer tysk, på en sådan måde, at de hverken skal købe eller samarbejde med dem, og det vil helt sikkert resultere i alvorlige tab for nogle mennesker, men det vil med tiden udligne sig igen, da danskerne ikke kan skabe andre forsyningskilder, der ville være mere bekvemme for landbefolkningen på Als.

Aus Schleswig schreibt man unterm 20. Novb.: dem "Schw. M.": Die Freude über den Wahlsieg der Deutschen in Hadersleben, Sonderburg und Apenrade ist im deutschgesinnten Nordschleswig gross, und es stellt sich jetzt heraus, dass die Dänen in Voraussicht ihrer Niederlage das Abstimmen gar nicht fortsetzen, um nicht ihre Minderheit andauernd offenbar werden zu lassen. In Hadersleben (der nördlischsten Stadt) was es aber nicht einmal so, dass für den ersten Ueberschlag die partie gleich stand. Bei der Abschätzung der Gesinnung der einzelnen Wähler ergab sich sofort ein ganz bedutendees Uebergewicht der deutsch-gesinnten Wähler. Damit sind freilich Siege noch nicht gewonnen, und nun erst handelte es sich darum, die Gleichgesinnten möglichst alle zur Wahlurne zu bringen. Die Dänen in Sonderburg werden ihre Drohun, die Landbewohner gegen die in deutschen Sinne stimmenden Bürger der Stadt in der Weise aufzuhetzen, dass man bei den betreffenden weder kaufen noch arbeiten lassen solle, wahr zu machen suchen, und gewiss werden für manch emppfindliche Verluste daraus hervorgehen, mit der Zeit wird sich dies aber wieder ausgleichen, da die Dänen doch nicht andere Bezugsquellen, welche den Landleuten auf Alsen bequemer wären, schaffen können.

(Fränkischer Kurier : Nürnberg-Fürther neueste Nachrichten ; Mittelfränkische Zeitung. 26. november 1869)

I Slesvig-Holsten er tyskerne og danskerne nu hårdere imod hinanden end nogensinde. Der var en voldsom valgkamp i Flensborg og i Sønderborg udgav "Düppelposten" i anledning af valget til byrådet en smæde-artikel underskrevet af mange landmænd, hvor der blev fremsat trusler mod de tyske vælgere. Samme dag, på foranledning af danske agitatorer, marcherede landboerne i massevis ind i byen for at imponere vælgerne. Der var stor ophidselse, men til sidst vandt de tyske kandidater.

In Schleswig-Holstein stehen sich die Deutschen und Dänen jetzt schroffer gegenüber denn je. In Flensburg gab es einen heftigen Wahlkampf und in Sonderburg veröffentlichte aus Anlass der Wahlen für das Stadtverordneten-Collegium die "Düppelpost" einen von vielen Bauern unterzeichneten Schmähartikel, in welchem gegen die deutschen Wähler Drohungen ausgesprochen wurden. Auf Veranlassung dänischer Agitatoren zogen an demselben Tage Landleute massehaft in die Stadt, um den Wählern zu imponiren. Die Aufregund war gross, schliesslich aber siegten doch die deutschen Candidaten.

(Lindauer Tagblatt für Stadt und Land : Amtsblatt für den Stadtmagistrat Lindau und das kgl. Amtsgericht Lindau ; amtliches Bekanntmachungsorgan ... 24. november 1869).

Sønderborg Realskole. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slesvig. Til "Fyens Stiftst." skrives fra Sønderdorg den 7de ds.: Efter lange og fortvivlede Anstrengelser er det nu endelig lykkedes Tydskerne her at realisere et af deres Yndlingsprojekter. nemlig for Sønderborgs Vedkommende at faa bygget en ny Realskolebygning, da den gamle - efter deres Mening - ikke længere kan benyttes, fordi den tydske Sæd, som der udsaaes, ikke rigtig vil bære de forønskede Frugter. Den 2den ds. blev Grundstenen til dette tydske Drivhus lagt med alle for tydsk "Sittlichkeit" egne Ceremonier. I en Urne bleve endel Dokumenter indmurede, hvoriblandt en Fortegnelse over Eleverne samt et Skrift af Skolens forrige Rektor Th. Hansen, betitlet "Die Realschule in Sonderburg", hvilket naturligvis engang i Tiden vil angive et værdigt Basis for, paa hvilket Trin den tydske Dannelse i Sønderborg stod i det 5te Aar efter "Befrielsen", eftersom Forfatteren af denne Pjece ikke har skyet noget Middel for at rive ned paa Alt, hvad der benævnes Dansk, og blandt andre smukke Ting ogsaa fortæller, at Befolkningen her kun er "halv dannet", eftersom den hverken vil eller kan tale og skrive Tydsk. Naar man tager Hensyn til Nødvendigheden af denne Anstalt for Sønderborgs Vedkommende, saa synes det næsten, som om den kun er blevet til for at presse et Par Tusinde Thr. mere ud af Befolkningens Lommer, hvis ikke - som der i forskjellige Kroge ymtes om - Fosteret skulde komme til at dø i Fødselen of Mangel paa Næring, da den Sum af 1.000 Thlr. der af Regjeringen er bevilget, ikke antages at ville slaa til.

(Dags-Telegraphen_(København) 11. november 1869)

Fra 1864 var folkeskolen i Sønderborg delt i fire drenge- og fire pigeklasser i Caroline Amalie-Skolen og Wilhelmineskolen. Senere kom Hertug Friedrich-Skolen på Løkken (Reimersskolen). Realskolen fra 1869 var en overbygning på disse. I 1862 oprettedes en realskole i Sønderborg, den senere Sønderborg Statsskole. Den i 1865 oprettede private tyske realskole blev 1879 overtaget af den preussiske stat og i 1882 blev kongeligt realgymnasium.

I 1868 var der 10 gymnasier, 1 realskole (i Rendsborg) og 3 højere borgerskoler i Slesvig-Holsten. I 1873 var dette steget til 10 gymnasier, 5 realskoler (tilkommet var Flensborg, Altona, Kiel og Neumünster) og 8 højere borgerskoler (i Slesvig By, Haderslev, Sønderborg, Segeberg, Marne og Wandsbeck). 

Den stadig eksisterende Ahlmann-Skole blev indviet 1907. Den var da en drengeskole ved Kaiser Wilhelms Allé. I 1911 blev der indviet en højere skole (Oberrealschule) ved siden af tegnet af de berlinske arkitekter Jørgensen og Bachmann (de stammede fra Slesvig-Holsten). Hjørnegrunden mellem Kaiser Wilhelm Allé og den senere Ringridervej. De delte gymnastiksal. Ved åbningen havde skolen 232 elever. Den blev dansk statsskole i 1920.

Sønderborg. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Slesvig-Holsten. Sønderborg, 22. januar. For noget tid siden blev det bekendtgjort at tysk skoleundervisning skulle genindføres her; på den sidste søndag blev nu, ifølge "Slesvig-Holsten. Z." civilcommissærens bestemmelse offentliggjort. Der står: straks skal som før 1848 al undervisning udføres på tysk, med den eneste undtagelse at religionsundervisningen af ​​dem der skal konfirmeres inden påsken 1866, forbliver i den tidligere form. Danskerne beordrede fx at i Augustenborg skulle konfirmationen gennemføres på dansk, selvom børnene kun havde tre uger til at lære sproget. Fra påske kommer skolens fulde organisering; så får vi folkeskoler, en rektorklasse, et gymnasium, der nyetableres, og også folkeskoler for piger og en støttet pigeskole, der bliver etableret. - I går aftes sendte den civile myndighed et telegram, hvor de fortalte, hvordan de nu godkender: at den manglende tredjedel til de nedbrændte huse for en sikkerheds skyld bliver bevilliget af statens midler. Denne skal alene gøre en fortsættelse af de talrige bygninger mulig; der var allerede opstået alarmerende blokeringer nogle steder. Der er også behov for helt særlige tilskud til os ved store kontanttab. Der mangler stadig 300.000 mark alene til skader på inventar, selvom vi takker for den store opbakning, vi har fået.

Schleswig-Holstein. Sonderburg, den 22. Januar. Schon vor einiger Zeit verlautete, dass der deutsche Schulunterricht wieder hier eingeführt werden solle; am letzten Sonntage ist nun, der "Schleswig-Holstein. Z." zufolge, die desfällige Bestimmung der Civilcommissaire öffentlich bekannt gemacht. Darin heisst es: dass sofort aller Unterricht wie vor 1848 herzustellen sei, in deutscher Sprache, nur mit der Ausnahme, dass der Religionsunterricht der bis Ostern 1866 zu Confirmirenden in früherer Weise verbleibe. Die Dänen ordneten der Zeit an, dass in Augustenborg z. B. die Confirmation dänisch zu vollsiehen sei, obgleich den Kindern nur drei Wochen zur Erlernung der Sprache blieb. Mit Ostern wird die vollständige Organisation der Schule eintreten; wir haben dann Bürgerschulen, eine Rektorklasse, eine Realschule, die neu begründet wird, und für die Mädchen gleichfalls Elementarschulen und eine subventionirte Töchterschule, die eingerichtet wird. - Die Civilbehörde hat gestern Abend telegraphisch hierher melden lassen, wie sie nunmehr genehmige: dass für die abgebrannten Häuser aus Staatsmitteln vorschutzweise das fehlende Drittel hergegeben werde. Diese Hülse macht eine Fortsetzung der zahlreichen Bauten allein möglich; schon waren bedenkliche Stockungen an manchen Stellen eingetreten. Ganz besondere Zuschüsse thun uns bei den grossen baaren Verlüsten auch Noth. Noch fehlen allein 300,000 Mark für Mobiliärschäden, obgleich wir dankbar die grossen Unterschützungen die uns geworden, anerkennen.

(Königlich Preußischer Staats-Anzeiger 26. januar 1865)

Fra Sønderborg (Dtlgr). Naar man nu seer Sønderborg, skulde man undre sig over, hvorledes det er muligt at fremkalde en saa stor Forandring i den Tid, som er gaaet siden Branden, De fleste Huse ere allerede opbyggede igjen, og det er jo en Selvfølge, at Byen er smukkere, end den har varet, da der for var enkelte Gader, som vare meget uheldigt beliggende, f. Ex. den, som førte ned imod Sønderbroen. Blandt Husene i denne Gade falder Bager Langelo's meest i Øinene. Det er opført af gulhvide Steen med røde Striber, og paa et fremspringende Frontespice er Taget belagt med blaa Steen, hvorimod den øvrige Deel af Taget har røde Steen. Det seer temmelig "schleswigholsteinsk" ud, men det Mærkelige ved Tingen er, at Langelo altid har havt Ord for at være en rigtig god dansk Mand, og man undres derfor over hans Adfærd og spørger hinanden, hvad der gaaer af Manden. "Han vil være deputeret Borger" - sige Nogle, "Han vil ikke regnes med blandt "Pöffelen" sige Andre; thi "Pöffelen" er et staaende Udtryk for de Dansksindede i Sønderborg. Kommer der en preussisk Officeer slentrende ned ad Gaden med en af vore Hjemmetydskere under Armen, og de møde nogle Smaaborgere, som tale Dansk, saa er det "Pöffel", og sidder der Folk i Deputeretkollegiet, som forstaae at sige Hr. Paschkowski ("der Burgermeister") Sandheden, saa er det ogsaa "Pöffel", og man man gjøre, hvad man kan, for at rydde den afveien, mener Hr. Paschkowski, og saaledes gik det til, at Slagter Reimers, Bogtrykker Grimm og Brændeviinsbrænder Andreas Mathiesen bleve afskedigede som deputerede Borgere; thi naar Deputeretkollegiet har Magt til at vælge Raadmænd, og der sidder "Pöffel" i Kollegiet, hvor let kunde der saa ikke ogsaa komme "Pöffel" ind i Raadet? Det maa jo Hr Paschkowski forstaae! Reden for de tydske "Probenreutere", Gjæstgivergaarden "Holsteinisches Haus", har faaet en Altan udenfor, og man siger, at Gaarden er bleven opbygget for hamborgske Kjøbmænds Penge, Det er ikke urimeligt, thi i saa Henseende ere Tydskerne langt forud for os.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 24. februar 1865)

Danemark: Vue de la ville de Sonderburg ile d'Alsen. L'Illustration: Journal universel, 12. marts 1864.

Slesvigholsteenske Pøbeloptøier.

(Af et Brev fra Sønderborg til "Dbl.", dateret den 19de Februar:) I Fredags Aftes forefaldt der i Augustenborg et Optrin, som næsten minder om Revolutionens Rædselsnætter i Paris. Der var efter fælles Aftale fra By og Land arrangeret en stor Kanetour, som havde Augustenborg til Endepunkt. Deeltagerne vare Størstedelen af Øens større Landeiendomsbesiddere og Handlende samt flere af Byens bedste Mænd, lutter Dansksindede, hvad der da ogsaa var tydeligt nok at see, idet Kanetæpperne og Tæpperne paa Hestene i Reglen bare de kjære danske Nationalfarver. De kjørte fra Sønderborg i et stort Tog og ankom Kl. 4 til Augustenborg, der paa sin Viis havde smykket sig festlig til de Danskes Modtagelse ved at udhænge alle sine slesvigholsteenske Pjalter. Det havde desuden været paatænkt at lade en Mand med en slesvigholsteensk Klud ride foran Toget, og en Person var allerede leiet til dette Hverv; men Toget kom noget tidligere end ventet, saa at der ikke blev Noget af denne Deel af Forestillingen. Man tog ind paa Gjæstgivergaarden, hvor der indloges et Middagsmaallid, ved hvilket Stemningen var meget gemytlig, uagtet man fra et tilstedende Værelse blev opvartet med Sange som "O, Hannemann" o. desl,, hvilket gaves til Bedste af slesvigholsteensk Pøbel og nogle preussiske Soldater, som beværtedes med Punsch og senere med Champagne af en ilde berygtet Person, en Rebslager i Augustenborg, der selv er saa fattig som en Kirkerotte, men sagtens har havt Andres Pung at holde sig til. Efter Bordet skulde der dandses, og første Dands var i bedste Gang, da der kom en Steen ind ad Vinduet i Salen. Dandsen fortsattes imidlertid trods denne noget uventede Forstyrrelse, og man begyndte paa anden Dands. Men denne blev den sidste, thi lidt efter trængte Pøbelen ind i Salen med en preussisk og en slesvigholsteensk Fane i Spidsen. To Gange joges Urostifterne ud, efter dog at have saaret flere af Selskabet, men den tredie Gang beholdt de Valpladsen, og det skyldes kun de Danskes Rolighed at det ikke gik værre, end det gjorde, skjøndt dette var slemt nok. De preussiske Soldater, som deeltog i Overfaldet paa det værgeløse Selskab, havde dragne Sabler, og i deres Iver for at værge Damerne imod de brutale Voldsmænd, saaredes flere af Herrerne slemt, saaledes Forpagter Rosen paa Rønhave, Raadmand And. Karberg o, A. Næsten Ingen undgik Slag enten af Næver eller Sabler, og selv Damerne have faaet deres Deel med; en af dem fik saaledes flere Slag af en Klinge, en anden Næveslag i Ansigtet og en har faaet en Flagstang med den slesvigholsteenske Pjalt jaget igjennem Kjole og Skjorter. Herredsfoged Lüders viste under Optøierne en Lunkenhed, som man forresten ikke kan undres over, og han holdt snarere med Tumultanterne, end han var imod dem. Der er igaar indgivet Andragende til Civilkommissairerne om Nedsættelse af en Kommission til at undersøge det Passerede, og vi haabe, at den maa gaae tilbunds i Sagen. Slesvigholstenerne glæde sig naturligviis over Historien, men bliver der viist Spor af Retfærdighed, saa vil vel til Slutning deres Glæde blive forvandlet til Sorg, Her i Byen er der i de danske Gjæstgivergaarde ikke Fred om Aftenen for den værdige Gensdarmvagtmester, der frækt trænger ind i alle Værelser, hvor han seer Lys, selv naar de beboes af Fremmede, for at søge efter, Gud veed hvad,

- Den 20de Februar. I dette Øieblik er der her passeret en Historie, som har bragt mig i den meest ophidsede Stemning. Forbi mine Vinduer kom et Optog af endeel tydske Haandværkssvende, i hvis Spidse der naturligviis gik en Karl med det slesvigholsteenske Flag. Han efterfulgtes af et Par Rækker, og derpaa saae man et Syn, der vilde bringe ethvert dansk Hjerte til at banke af Harme. Et Menneske med et røveragtigt Udseende blev trukken af et Par Personer, og paa ham var der hængt et Dannebrog - det kjære gamle Dannebrog - som ved en Jernlænke var fæstet til "Slavens" Fod, medens denne dreves frem med en Stok. Allusionen kunde ikke mistydes! Processionen gik op forbi vor værdige Politimester, forhenværende Stivelsefabrikant Paschkowskys Bolig, og Ordenens Haandhæver stod ganske rolig i sit Vindue og saae til, som om det ikke vedkom ham. Først, da Deeltagerne i Optoget paa Tilbagevejen ind i Byen havde faaet nogle Puf af de faa Danske, der ved høilys Dag vilde indlade sig i et Gadeslagsmaal med det sammenløbne Pak, først da saaes Hs. Høivelbaarenhed paa Gaden. Meget have vi Danske maattet taale, men endnu dog Intet som dette, og kan en slig Forhaanelse af en "venskabelig" Nations Flag gaae uhindret hen i en preussisk Provinds, da forstaaer jeg det ikke. Man siger, at vi iaften skulle have vore Vinduer slaaede ud, men det kunde vel være, at det i saa Fald ikke vilde løbe rolig af, thi vi have taalt saa Meget idag, at vi ikke ere tilsinds al taale Mere. - Idag fortælles det, at en af den slesvigholsteenske Wühler Apotheker Poulsens Døttre, da i Fredags Kanetoget satte sig i Bevægelse, skal have sagt: "Ja, nu ere de glade, men det vil nok være omvendt, naar de komme hjem." Det er slet ikke usandsynligt, at vore lumske Hjemmetydskere her have foranstaltet de ommeldte Spektakler; ialfald er det temmelig afgjort, at Pøbelen i Augustenborg var leiet til at forstyrre de Danskes Glæde, om den end i sin Iver gik noget videre, end dens Beboere havde tænkt sig. - Imorgen er der igjen Uddeling af Penge til Sønderborgs Indvaanere med Undtagelse af Advokat Pingel, Redakteur Grimm, Doktor Gade og Mad. Richter, om hvem Slesvigholstenerne paastaae, at de faae Understøttelse fra Kjøbenhavn, hvilket de desværre for dem selv ikke mærke Noget til. - E. Skr. Som jeg hører nu, ere tre af Urostifterne fra idag arresterede. Den hele Bande skal have faaet Prygl af danske Karle og Svende, der ikke kunde taale at see gamle Dannebrog forhaanet.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. marts 1865).

Georgius Thomas Nicolaus Franz v. Paschkowsky (1828-1904) havde deltaget i krigen 1848-1850 og virket som korrespondent til tyske blade. Han  blev cand. jur. i Flensborg 1853. Han blev konstitueret 1. juli 1864 som borgmester, stadsfoged, stadssekretær i Sønderborg og som herredsfoged i Als sønderherred, afskediget fra disse stillinger 15. september 1865 da hans konstitution ophørte, og formentlig også fordi han havde gjort sig upopulær hos prøjserne. Han fortsatte som sagfører og notar i Tønder.

En af hans sidste embedshandlinger (slut juni 1865) var at forbyde afspilning og sang af "Den tapre landssoldat" på offentlige steder, flagning med dannebrog og danske kokarder pga demonstrationer. Dette ville medføre en bøde på 2-10 thaler, eller fængsel på vand og brød:

Anden paaskedag den 17. april 1865 brændte købmand Christian Karbergs hørfabrik i Sønderborg. Der var mange til at slukke, men ingen kommando, fordi borgmester Paschkowsky var fraværende. Mandskabet arbejdede, saa godt det kunne, og sang dertil "Den tapre landsoldat“. Imidlertid var borgmesteren, der ogsaa var byens politimester, kommet til stede, og da han hørte ordene: "og den har tysken haanet og traadt den under fod; nej, dertil er vor fane for gammel og for god“, forbød han sangen. Da nedlagde mandskabet arbejdet; drengene kastede vandspandene og løb op paa en nærliggende bakke, hvorfra de vedblev at synge, indtil politiet jog dem bort. Ilden skøttede imidlertid sig selv, og ingen ville tage fat paa arbejdet, før politiet fjernede sig. Da først igen begyndte arbejdet og sangen. Borgmester Paschkowsky havde slet ingen myndighed, og man kaldte ham spottende „amdamsfabrikanten.

(Christian Knudsen samlinger til en familiehistorie, VII bind, side 29-30)

Tidligere sagfører og notar, justitsraad von Paschkowsky, afgik i morges ved døden. Den afdøde har i en menneskealder været sagfører her og har tjent sig en stor formue, som han dog for en del har staaende  i badeanstalten paa Amrom. Trods sit polske navn var Paschkowsky en ivrig Slesvig-Holstener og yndede heller ikke prøjserne, hvorfor man ogsaa kunne finde ham i oppositionens rækker som de tyskfrisindedes fører her i byen. I de sidste aaringer havde sygdom lammet den gamle mands virkekraft“. I samme blads nummer 47 af 25. februar fandtes yderligere følgende: "Den afdøde sagfører, justitsraad v. Paschkowskys blev i dag (onsdag) ført til Gelting, hvor hans for to aar siden afdøde hustru ligger begravet. Den afdøde var en søn af oberst Paschkowsky i Altona og deltog som juridisk student i oprøret 1848. Han blev officer i et friskarekorps. Efter krigen fuldendte han sine studier, men da han som deltager i opstanden ikke kunne faa beskikkelse indenfor det danske monarki, købte faderen en stivelsesfabrik til ham i Angel. 1864 blev Paschkowsky borgmester i Sønderborg, indtil han afskedigedes af prøjserne, og grunden er ret betegnende. Paa kong Wilhelm I fødselsdag 22. marts holdt Paschkowsky festtalen og udbragte en skaal for kongen med det ønske, at majestæten ville give Slesvig-Holstenerne deres rettigheder. Denne begrundelse af et leve for monarken tiltalte ikke magthaverne, og Paschkowsky opnaaede ikke sin beskikkelse, hvorefter han nedsatte sig som sagfører her i byen. Medens de saakaldte „Slesvig-Holsteneres“ store masse efter Pragfreden med flyvende faner gik over til Prøjserne og fuldstændig glemte at protestere mod indlemmelsen 1867, var der dog enkelte, der holdt ideens fane højt, og blandt dem var afdøde. - Han efterlod et fælles testamente mellem ægtefællerne, som var uden børn. Dette fælles testamente skal efter forlydende indeholde bestemmelsen om adskillige legater, mest til enligstaaende kvinder her i byen. Men ogsaa byen skal være betænkt med et legat paa 30000 mark.“

(Vestslesvigs Tidende“ nr. 44 af 22. februar 1904. Nekrologen var skrevet af redaktør Peter Skovroy, Tønder.)

Ældre folk i Tønder fortæller, at von Paschkowsky døde som en fattig mand, fordi badeanstalten paa Amrom medførte et større tab for aktionærerne, deriblandt ogsaa bankdirektør, tidligere mellemskolelærer Fast og hotelejer Andresen, „Stadt Hamborg“ (nu Hotel Tønder) i Tønder.

(Oplysningerne om Paschkowsky stammer fra Personalhistorisk tidsskrift 1961, 14. række 3. bind).

Münchener Punsch, 16. april 1865: To hunde (Preussen og Østrig) slås om knogle Slesvig-Holsten. Lauenburg er allerede afsat, mens musen Friedrich VIII ser til i baggrunden. Teksten lyder: Welch' ungeheurer Grad von - Gutmüthigkeit gehört dazu, um die vertrauensvolle Erwartung zu hegen, dass sie zwei den Knochen fallen lassen, um ihn einem im Hintergrunde wartenden Mäuslein auszuliefern! (Hvilken enorm grad af - godmodig natur, der skal til for at værne om den tillidsfulde forventning om, at de to vil tabe knoglen for at aflevere den til en lille mus, der venter i baggrunden!)

Beretninger fra Jylland. 19de til 21de Juli 1864. (Efterskrift til Politivennen)

N. Pr. Z. indeholder en Beretning fra Vestjylland, dat. Holstebro den 11te. Forfatteren kom, efter at have reist 10 Miil en heel Dag, til "Varde, en venlig lille By med omtrent 1500 Indv. Her var samme Dag Borgemesteren (Byfogden) bleven fængslet, da han vægrede sig ved at udføre Reqvisitioner til Østerrigerne, hvorfor Indvaanerne heller ikke viste Soldaterne venlige Ansigter. Men ialmindelighed finder den phlegmatiske og i Grunden godmodige Jyde sig udvortes ganske roligt i sin Skjæbne, saa haard han end fremstiller den naar man spørger ham derom. For Forstaaelsen imellem Indvaanerne og de Militaire er den Omstændighed meget gunstig, at de enkelte Troppedele i Reglen ikke selv reqvirere deres Fornødenheder paa hvert Sted, hvor de opholde sig, men at de i Form af Contributioner fra Forvaltningen uddeles over hele Landet. Saaledes modtage Troppemagazinerne deres Fornødenheder af Centralmagazinerne. "Forholdet imellem Indvaanerne og Tropperne er i Virkeligheden et saa godt, som det ved en saadan Lejlighed kun kan være. I de større Stæder, som Colding, Veile osv., er naturligviis Pøbelen undertiden tilbøielig til Excesser, men paa Landet veed man slet intet om saadanne Ting. Soldaterne staae paa den anden Side under stræng Mandstugt og det er en Lyst at see paa, hvorledes Ungarerne, Slowakerne osv., som dog just ikke komme fra Europas meest cultiverede Stammer, omgaaes venligt med Jyderne. - "Gode Karl die Østerriig", sagde min Kudsk, "sehr gode Mensk; hav drei Wochen med sie fahren; das is vistnok." "Nutiden synes Folkene vel haard, men den usikkre Fremtid er dog et langt tungere Mareridt for dem. Hvad de iøvrigt af deres Eiendom under Vaabenhvilen have kunnet skaffe ud af Landet, have de som reddende Bier slæbt afsted. Pengene ere borte lige til den sidste Skilling; Heste, Køer, Stude og Faar ere vel for Trefjerdedelen førte ud af Landet. Dog er det saa rigt derpaa, at den tilbageblevne Fjerdedeel vel endnu nogle Maaneder kan holde ud endnu. Rigtignok ere af stort Qvæg kun de magreste og ældste Køer blevne tilbage. Et Træk af jydsk Harmløshed morede mig - Igaar Middags (Søndag) traf jeg et halvt Dusin unge Karle temmelig lystige i en Kro. Jeg opfordrede dem til at synge noget, maaskee "den tappre Landsoldat". De tog da ogsaa strax, rigtignok i meget umusicalske Toner, fat paa at skraale og da de kom til Stedet om "den tydske Røver" og saae mig smile, udbrede de i et almeent Munterhedsbrøl. At jeg var "en Tydsker", havde jeg alt iforveien sagt dem, - dog tilbage til min Reise. Fra Varde kjørte jeg hele Natten til 10de igjennem, til det 8 Mile derfra liggende Ringkjøbing ved Fjorden af samme Navn. Her undrede jeg mig ikke lidet over at finde en meget net reenlig lille By, som med sine Huse af brændte Muursteen, forzirede Gavle og Træværkets lyse brogede Anstrøg ikke lidet mindede mig om de hollandske Stæder. Derfra kom jeg igaar, efter 7 Miles lang Kjørsel, til Holstebro, ligeledes en særdeles venlig By med omtrent 2000 Indv., 2 Mile sydligt for Liimfjorden. Her havde Brigaden Kalik idag samlet sig, bestaaende af Infanterieregimenterne Khevemüller og Ramming, en Escadron Windischgratz-Dragoner, et Batteri riflede 8pundinger og den 22te Jægerbataillon samt en Sanitetsafdeling. Efter at den i 4 Dage var marscheret hertil fra Veile, holdt den idag Rastdag. Men imorgen rykker den til Liimfjorden, hvorhen dens Avantgarde allerede er dirigeret forud og vel ogsaa snart vil overskride den. Der er nemlig en Gjennemstreifning af den nordligst for Liimfjorden beliggende Deel af Jylland iværk, til hvilket Øiemeed den preussiske Afdeling rykker frem i Øst og denne Brigade i Vest. Til dette Øiemeed ankom Feldtmarschallten. v. Gablenz's Hovedqvarteer, som den 9de Kl. 4 om Morgenen havde forladt Colding, ligeledes igaar hertil. Imorges Kl. 10 gik det i nordlig Retning videre."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. juli 1864).

Uddrag af en artikel om et besøg på Als. Original nedenfor:

Sønderborg får nu mere liv hver dag efter at de fleste af beboerne er vendt tilbage og genoptaget det borgerlige liv. En sand velsignelse for den stakkels soldat da han nu i det mindste har bedre støtte fra de kvindelige beboere til at tilberede sine måltider. Nysgerrige mennesker ankommer stadig hver dag og beundrer det preussiske artilleris succeser. Bygherrerne har allerede travlt, og de nyetablerede myndigheder gør en indsats for at sætte sig ind i deres nye kontorer. Det sociale samvær er også blevet bedre, og om aftenen morer en omrejsende flok sangere fra Flensborg den militære og civile verden efter bedste evne i Colosseums sal. Der anmodes om den "tapre soldat" med sit "Hurra" som omkvæd hver aften til morskab og klappes efter gehør.

Sonderburg gewinnt jetzt täglich mehr Leben, nachdem die meisten Einwohner zurückgekehrt und sich wider eingebürgert haben. Ein wahrer Segen für den armen Soldaten, da er nun wenigstens besser in der Bereitung seiner Speisen durch den weiblichen Theil der bewohner unterstützt wird. Neugierigetreffen noch täglich ein, die Erfolge der Preussischen Artilleri bewundernd. Die Bauhandwerker rühren sich schon tüchtig und die neu eingefessten Behördeen sind mit Anstrengung beschäftigt, sich in ihren neuen Aemtern einzuarbeiten. Auch im geselligen Verkehre ist es besser geworden und Abends erheitert eine passable Sängergesellschaft aus Flensburg im Saale des Colosseums die militärische und Civilwelt nach Kräften. Der "tappere Landsoldat" mit seinem "Hurrrah" als Refrain wird zur Ergözung allabendlich verlangt und nach Gehöhr beklatscht.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 19. juli 1864)

Sønderborg, 15de Juli. For at forhindre, at den her grasserende Typhus skal gribe videre om sig, ere igaar paa Physicatets Anmodning, endeel af de her Indqvarterede forlagte omkring paa Landet. Iforgaars døde 2 og igaar 3 af Byens Indvaanere af denne farlige Sygdom. Koppesygdommen grasserer i Omegnen af Hørup og Kekenæs. Den stærke Hede bidrager meget til disse Sygdommes Udbredelse.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. juli 1864).

Fra Hjørring tilskrives der "Dgbl." under 15de Juli: Den 14de Juli have Preusserne ved deres Dragoner taget en stor Deel Heste paa Landet i Vendsyssel, og idag Formiddag Kl. 16 have alle Heste af Hjørring By maattet møde for at synes. Fjenden har deraf taget 13 samt desuden 2 Heste fra en Ægtvogn, som skulde kjøre hjem. Her ligge c. 1000 Mand af alle 3 Vaabenarter. Fjenden har reqvireret Forplejning. hvilken efter kommunalbestyrelsens Bestemmelse i de 2 første Dage er given af Qvarteerværterne og senere i Naturalpræftationer. Hestene tages uden videre til at remontere med. Fra en Mand i Hjørring have de taget alle hans 4 Heste, og den ovenmeldte Ægtbonde havde kun de 2 røvede Heste. Forøvrigt ere ingen Reqvisitioner endnu stillede, men Amtmanden har faaet Ordre til den 14de at møde for v. Falkenstein i Frederikshavn og har i sit Sygdomsforfald lade møde ved Byfoged Uttenreiter, som endnu ikke er vendt tilbage.

- Hermed stemmer, hvad der berettes i "Hjørring Avis". Herefter bestaaer Besætningen i Hjørring af 700 Mand Infanteri og c. 200 blaae Husarer. Skagen skal have en Indqvartering af 1000 Mand. 

 

(Fyens Stiftstidende 20. juli 1864).

Kjøbenhavnernes Forskrækkelse. "Fædrelandet' udbreder sig over den Frygt for et Angreb paa Sjælland, som har grebet Københavnerne og som bevæger dem til at ønske Fred. Bladet yttrer blandt Andet: Saa længe Hæren stod ved Dannevirke, var man (i Kjøbenhavn) modig og tapper og kom i den heftigste Bevægelse ved Hærens Tilbagetog. Da Fjenden udbredte sig i Slesvig og Nørrejylland, forblev man ved usvækket Mod, men neppe var AIs taget, neppe havde det viist sig, at Fjenden var istand til at overskride et smalt Sund, saa sank paa eengang Troen paa Øernes Sikkerhed og dermed Modet og Glæden. Paa Ølhusene blev Dødsdommen fældet over de nedrige Sjæle, som skulde have foranlediget Krigen; Tjenestepigerne og Håndværkssvendene ilede til Sparekassernes Kontoirer, for at tage deres Deposita tilbage; de smaa Kapitalister solgte ikke deres Papirer for Sølv, men for Guld, for at de kunde bære det hos sig, og endog Bladene som hidtil havde prædiket Mod og Udholdenhed, fulgte Stemningen og floge ind paa en anden Tour og raabte: "sauve qui peut " (redde sig, hvo der kan!) Og alt dette kom saa hurtigt og overraskende, at det var umuligt at staae imod Strømmen, og prædike Fornuft med nogen Nytte Den der rigtig kjender Kjøbenhavn, har naturligviis ikke kunnet undre sig herover, thi han har længe vidst, at Hovedstaden vel indeslutter Blomsten af det danske Folks Dygtighed og Indsigt men tillige indeholder en god Deel af dets Bærme. Det overfladiske og nydelsesrige Liv i Hovedstaden maa virke slappende ogsaa paa den bedre Deel af Befolkningen, saa at det vil falde den vanskeligt at bestaae en alvorlig Prøve. Og dog er "Fædrelandet" tilbøieligt til at troe, at hvis en virkelig Fare viste sig, vilde Kjøbenhavn opføre sig meget bedre; thi da vilde de bedste Kræfter blive satte i Bevægelse, der vilde blive appelleret til de ædleste Følelser, og Faren vilde virke styrkende og opløftende paa Befolkningen, som nu har ladet sig overvælde af tom Frygt og ugrundede Indbildninger. Men i ethvert Tilfælde har Kjøbenhavns Forskrækkelse havt den faktiske Følge at skaffe et nyt Ministerium. Man kan meget passende kalde det nuværende Ministerium det "kjøbenhavnske", thi det er Kjøbenhavn som har indsat det. Da Hovedstaden saa høit og saa eenstemmig raabte paa Fred, saa troede Hs. Majestæt at opfylde et Folkeønske ved at afskedige de Ministre, som ikke have kunnet forebygge Krigen. Sluttelig formaner Bladet de Kjøbenhavnske Borgere til ikke at kjøbe Freden ved Opgivelse af de dem tilsikrede politiske og personlige Friheder.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 20. juli 1864).

Land og Folk i det østlige Jylland. Under denne Titel indeholder "N. Pr. Zlg." en Skildring, hvoraf vi uden Bemærkninger hidsætte Følgende: "Dit kjære Brev fik jeg iforgaars (27de), og da vi idag have en saa fortræffelig jydsk Regndag, da Nordsø, Skagerak og Kattegat fra alle Sider hvirvle En deres liflige Vande i Ansigtet, kan jeg intet bedre gjøre end strax besvare det. Siden Søndag er Krigstilstanden nu atter indtraadt. Nu har jeg snart ligget her i denne idylliske Landsby i 5 Uger i bedste Harmoni med de indolente, kun hist og her af Embedsmændene ophidsede Bønder, hvilke vore "flinke" Folks Beskedenhed og Tjenstvillighed har stemt gunstige for os. Som vore Soldaters første Hoveddyd fremhævede altid, at de ere saa "flinke", hvilket rigtignok maa være høist paafaldende for denne klodsede, træskoklædte, dovne, velnærede Nation. Kun min Hr. Pastor, der under Vaabenhvilen gjorde sig udtilbeens (unruhig), ja endog understod sig at kalde en Garde-Husar, som lod sin Officeers Hest græsse paa hans Græsplaine. en "Karl", - han bliver nu drastisk belært om, at vi ere Seierherrerne. Hans Græsplaine lige for hans Vinduer er nu indrettet til Turnplads, og den "flinke" Grenadeer springer, bajonetter, løber nu hver Eftermiddag om derpaa lige for hans Næse. Igaar Aftes lod jeg ham ovenikjøbet overraske med den glade Efterretning, at Als var taget . . . Dette Folks karakteristiske Symbol er den tunge, jernbeslagne Træsko, som hele Landbefolkningen og den lavere Klasse bærer. Træskoen hænger ved alle deres Livsyttringer, ved deres Tænkemaade, ved deres Krigsførelse, ved deres Bedrift. Jeg vil engang beskrive Dig en saadan jydsk Landbedrift. En smuk, stor, firkantet, lukket Gaard; Indkjørselen gjennem Laden, tilhøire Kvægstalden, tilvenstre Hestestalden, ligefor Vaaningshuset, meget stadseligt (mit har 14 Fag Vinduer, Front, Kjælder, 5-6 Værelser, deriblandt en, Sal, godt tapetseret, med forgyldte Lister, malet Loft smukt malede Døre osv.) I disse luxurieuse Værelser lever Familien imidlertid et høist kontrasterende Liv; Fruentimmerne ere dorske og gjerrige, deraf kommer det; den ene Dag spiser de "Mælk med Riis", den næste Dag "Mælk med Byggryn", kun undtagelsesviis et lille Stykke ristet Flæsk. Bondemanden selv er en Original; en stor stadselig Mand, der, om han ogsaa kun gaaer over Gaarden for at vande en Kobbel Kalve stedse bærer en Parisercylinder paa Hovedet; dertil er han naturlig aldrig af Træskoene. Denne Cylinder veed Manden, naar han møder mig, at tage af for mig med en beundringsværdig Høflighed, dybt, dog ikke servilt, men med en isandhed fornem Værdighed. Den Fremmede drager gjerne, naar han er i fremmed Land, almindelige Slutninger af enkelte Billeder. Således forekommer Bonden her mig som Urtype paa Danskheden, en Blanding af Rusticitet (Bondeklodsethed?) og en vis Anstand, som udspringer af Bevidstheden om materiel Uafhængighed; et socialt Demokrati, som kommer af sig selv hvor der intet Høiere eller Lavere gives, men Alt er lige; men som bliver regeret af (kjøbenhavnske?) Embedsmænd og tyranniseres af Kjøbenhavns Demagoger, imod hvem det er værgeløst. Thi det (c: det jydske Demokrati) eier for meget til at lade sig rive ud af sin Indolents (paa Dansk Sovesyge) ved Indgreb (?) i dels materielle Vellevnet, og paa den anden Side for lidt til at "udvikle ud af sig aandige Potentser, som kunde træde op imod et intelligent demagogisk Kjøbstadstyranni".

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 21. juni 1864)

Tyfus raser i en ikke ubetydelig Grad paa Als blandt de tydske Tropper og har udbredt sig til Indvaanerne, af hvilke den 12te to og den 13de tre døde af Sygdommen. Ogsaa Kopperne grassere, og man frygter meget for at Sygdommene skulle blive værre ved den herskende Varme.

(Dags-Telegraphen (København) 21. juli 1864).

Fra Vendsyssel skrives bl. A. til "Dagstel.": Navnlig vare Kavaleriets Officerer reactionaire i høiste Grad. Understaben og de Menige vare af et bedre Stof. Jeg hørte ikke Klager over Andet, end over den jammerlige kommando. Jeg talte navnlig med Slesvigere og Holstenere. Det kostede naturligvis flere Flasker Brændeviin og Øl, og da man heroppe ikke tracterer Soldater, var jeg i høieste Grad feteret af dem for min tarvelige Gavmildhed. "Hørte vi saadanne Ord af og til", sagde en Kieler, "saa var det ingen Sag", og en Rendsborger tilføiede: "Vore danske Kammerater betragte os Alle som Forrædere, og de betænke ikke, at en Dragon sagtens kan smøre bort, naar han vil glemme Ed og Pligt". Jeg holdt meget af disse Karle - der var et andet Liv over dem end over vore egne jydske Dragoner, jeg tracterede en heel Eskadron med Brændeviin - Gud give, jeg havde kunnet give hele Regimentet. Nu skulde korpset, som var her, føres tilbage. Først sendte man alle Kanonerne ud til Græsholmen og hele kavaleriet til Hørsholmen (begge Øer ere 3 Fjerdingvei fra Frederikshavn), hvor der i 3 Dage laa 1600 Heste og Ryttere. Da de patriotiske Øboere forlangte 1 Mk. for en Kop daarlig Kaffe og 24 Sk. for et Glas ligesaa ildesmagende Punsch, fik de Bank, hvorved Priserne nedsattes i Forhold til de modtagne Bank. Jeg er aldeles vis paa, at Jyderne blive mere forekommende imod vore Fjender end imod vore Egne. Saa kalder en Spasfugl Sognefogdens Kone til Side og besværger hende at tænke paa sin og Børnenes Sikkerhed. Naar hun vilde være taus, skulde han betroe hende en stor Hemmelighed. Hun tilsværger ubrødelig Taushed. "Veed De, hvorfor Artilleriet ligger ovre paa Græsholmen? Derfra er begyndt en Minegang til denne Ø, for komme Tydskerne herover, vil Generalen hellere sprænge os alle i Luften, for Tydskerne skulle have vore Heste. De kan ikke begribe Faren, og vi Ryttere maae finde os i Skjæbnen; men de mange Kvinder og Børn - og navnlig De, gode Kone, som sælger Kaffen 2 Sk. billigere end de andre her paa Øen - nu græd Soldaten - at De og Deres haabefulde Børn skulle omkomme saa ynkelig - Med Lynets Hurtighed var Efterretningen trods den lovede Taushed over hele Øen. De øvrige Soldater greb Ideen, bekræftede Sandheden med de helligste Forsikkringer, og en Officeer maatte til, for ved sit Æresord at berolige den angstfulde Befolkning. Forresten var snart Alt derovre taget i Brug. Barakker laa ved Barakker, og Gaderne havde de kjøbenhavnske Navne: Hjertensfrydgaden, Philosofgaden og Peer Madsens Gang og Malurtgaden, som de alle burde hedde, da hele Øen dufter af Malurt. I Hotel Phønix krøb man ind paa alle Fire. Stadt Berlin var det meest ansete Hotel. Paa en Barak var opslaaet en Auctionsplacat: Paa Grund af hurtig Flytning agtes dette Huus med Bohave snarest muligt bortsolgt, helst underhaanden. Foruden et passende Qvantum Svinefjeder (Halm), tjenligt til Brug for Øens mandlige og kvindelige Beboere, mærkes et antik Steenbord og 4 dito Stole, som især anbefales Besøgendes antike Opmærksomhed.

(Fyens Stiftstidende 21. juli 1864).

Ubekendt: Militærarbejdere. På fotoet t. h. Bro, Hans Hansen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Thisted, den 21de Juli. I en Ugestid har vor By nu været besat af Fjenden med en Styrke af 7 a 800 Østerrigere. Der holdes en god Mandstugt, og paa faa Undtagelser nær har de indkvarterede Troppers Opførfel været upaaklagelig. Til det moralske Tryk, en fjendtlig Okkupation alligevel under alle Omstændigheder medfører, bidrager meget Savnet af alle Efterretninger, og der var derfor ønskeligt, at BetingeIserne for Vaabenstilstanden, som vi endnu ikke nærmere kjende, ialfald gjorde en regelmæssig Postgang mulig, samt at der af Postbestyrelsen allerede maatte være truffet de nødvendige Foranstaltninger dertil. Efter Alt at dømme vil den nuværende Strid med Tydstland hurtigt finde en Løsning, udenat vi dog deri see noget glædeligt Tegn for vort Fædrelands Fremtid, men hvad der her end maatte blive vor Lod, hvad enten Okkupationen bliver længere eller kortere, vil Befolkningen i denne Egn sikkert ikke staae tilbage for de jydske Brødre hiinsides Fjorden.

Med den igaar indtraadte Vaabenbvile er, antage vi, Udskrivningernes og Rekvisitionernes Tid forbi. Hvorledes og i hvilket Omfang de af Fjenden have været fremtvungne heri Amtet, skulle vi senere omtale.

(Thisted Amtsavis 21. juli 1864).

Sundeved, Als 11te til 13de Juni 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel om akut hjælp til bønderne på Sundeved: 

Eksekutivkommissionen for Deputeretforsamlingen i Frankfurt modtog følgende beretning fra Flensborg om de foranstaltninger, der var truffet til støtte for krigsinvaliderne i Sundeved: "Den tyske hjælpekomité i Flensborg for de trængte Sundeved blev dannet i begyndelsen af ​​marts, d.v.s. straks forstærket af pålidelige patrioter, der var i stand til at arbejde i Sundeved og støttet af den slesvig-holstenske forening i Hamborg begyndte sine aktiviteter med at godkende småbeløb på fire til seksten preussiske thaler for at afhjælpe det presserende behov. På denne måde blev der i første omgang over 150 forskellige former for støtte blev bevilget til familier. Efter at Dybbøl skandser var faldet den 18. april og dermed i det mindste frigjorde hertugdømmet Slesvigs fastland fra det danske åg, havde udvalget et bredt aktivitetsfelt at vælge imellem. Det var nu mere end at yde midlertidig støtte. Den næste bekymring var dyrkningen af ​​markerne, da det stadig var muligt at bringe frøet ned i jorden. Denne aktivitet forhindrede en undtagelsestilstand hvis eftervirkninger ville have vist sig i stigende omfang i de kommende år. Flensborgs Hjælpeudvalg skaffede større kornindkøb og havde fornøjelsen af ​​at kunne forsyne bønderne med det sædekorn de havde brug for, blot fjorten dage efter stormen på voldene. Fordelingen skete efter oplysninger fra de tillidsmænd, der var mødt til formålet i de forskellige sogne. Enhver indbygger i det egentlige Sundeved som beviseligt har mistet sin frøforsyning, har fået hvad han havde brug for. I alt blev der uddelt 1.240 tons havre, 850 tons ærter, 70 tons boghvede, 50 tons kartofler, 240 pund kløverfrø, med en samlet værdi af 8.400 thalere, til 214 personer. Denne hurtige og effektive hjælp som de for det meste dansktalende sundevedere fik af deres tyske landsmænd, gjorde dybt indtryk. Desuden hørte man en taxation af de beskadigede, men endnu ikke reparerede lejligheder hos de små husmænd og daglejere, og der blev givet 6600 mark i større og mindre bidrag til 50 familier til restaurering af disse bygninger. Der blev også opfordret tømrere og glarmestre fra Flensborg og omegn til at arbejde, og de fleste af disse mindre familier er nu rimeligt bosat igen. Landmændene hvis huse også er revet ned, men som også konsekvent er meget velhavende, vil blive tilbudt støtte fra Herzog-Friedrich-Fonden, og efter nærmere drøftelse med eksperter og efter en inspektion på stedet, tror vi at vi vil skal bruge 15.000 mark til dette. Alt i alt er der øremærket 8.000 thalere til Sundeved kontant fra Herzog-Friedrich-Foundation Thaler. Med disse beløb vil der også kunne ydes tilskud til opførelsen af ​​de helt nedbrændte gårde og lejligheder, omkring en snes i antal, da der formentlig vil gå lang tid før krigsskaden er erstattet og statens brandkasse opfylder sine forpligtelser. Så vidt det kan oplyses, er der allerede siden krigens begyndelse brugt i alt 45.390 mk. crt i Sundeved. Så inklusiv ovenstående 23.000 thalere bruges i alt omkring 100.000 mark, hvoraf en stor del kommer fra de midler, som det centrale sikkerhedskontor i Frankfurt har overført til Hamburg-foreningen. Desuden er der leveret mange ting i naturalier, nemlig 1 million pund halm fra den holstenske kommission i Kiel. Linned, tøj og børnetøj kom fra hele Tyskland. Skanserne leverede en masse træ som blev overdraget af militæret. Der er blevet gjort en indsats fra alle sider for at afhjælpe den triste lod for Sundeveds befolkning, så godt de kan.

Fotograf Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Danske og tyske sårede på lazarettet i Flensborg. Det kongelige Bibliotek Fri af ophavsret.

Aus Flensburg ist der geschäftsleitenden Commission der Abgeordnetenversammlung zu Frankfurt nachstehender Bericht über die zur Unterstützung der Kriegsbeschädigten in Sundewitt getroffenen Vorkehrungen zugekommen: "Das deutsche Hülfescomite in Flensburg für die nothleidenden Sundewitter bildete sich Anfang März, d. h. verstärkte sich sofort durch zuverlässige, im Sundewitt anfässige Patrioten und begann, unterstützt durch den schleswig-holsteinischen Verein in Hamburg, seine Thätigkeit, indem es kleinere Summen von vier bis sechszehn Thaler preuss. bewilligte, um der Augenblicklich dringenden Noth abzuhelfen. Auf diese Weise sind anfänglich über 150 verschiedene Unterstützungen an Familien gewährt worden. Nachdem am 18. April die Düppeler Schanzen gefallen, somit wenigstens das Festland des Herzogthums Schleswig von dem dänischen Joche befriet war, bot sich dem Comité ein weites Feld der Thätigkeit dar. Es galt jetzt mehr als temporäre Unterstützungen zu gewähren. Die nächste Sorge war auf Bestellung der Felder gerichtet, da es noch möglich wurde das Saatkorn in die Erde zu bringen. Durch diese Thätigkeit ist einem Nothstande vergebeugt worden dessen Nachwirkungen sich in wachsender Grösse noch Jahre land geäussert haben würden. Das Flensburger Hülfscomité beschaffte grössere Kornkäufe, und hatte die Freude, schon vierzehn Tage nach der Erstürmung der Schanzen den Bauern das Saatkorn liefern zu können, dessen sie bedurften. Die Vertheilung richtete sich nach den Angaben der Vertrauensmänner, die zu diesem Zweck in den verschiedenen Kirchspielen zusammengetreten waren. Jedem Einwohner des eigentlichen Sundewitt, der nachweislich seinen Vorrath an Saatkorn eingebüsst hatte, ist zu Theil geworden, was er bedurfte. Im Ganzen sind 1240 Tonnen Hafer, 850 Tonne Eerste, 70 Tonnen Buchweizen, 50 Tonnen Kartoffeln, 240 Pfund Kleesaat, im Gesammtwerth von 8400 Thaler, an 214 Personen vertheilt worden. Diese schnelle und wirksame Hülfeleistung, die den grossentheils dänisch redenden Sundewittern von ihren deutschen Landsleuten zukam, hat einen tiefen Eindruck gemacht. Ausserdem ward eine Tazation der beschädigten, aber noch zu reparirenden Wohnungen der kleinen Grundbesitzer und Taglöhner vergenommen, und wurden zur Widerherstellung dieser Baulichkeiten 6600 Mark in grösseren und kleineren Beiträgen an 50 Familien gegeben. Es wurden ferner Tischler und Glaser aus Flensburg und Umgegend veranlasst, dort Arbeit zu nehmen, und sind die meisten dieser kleineren Familien jetzt wieder einigermassen wohnlich eingerichtet. Den Bauern, deren Häuser ebenfalls zu Theil demoliert, die aber auch durchgehends sehr wohlhabend sind, wird man eine Understützung aus der Herzog-Friedrich Stiftung anbieten, und glauben wir nach näherer Besprechung mit Sachkündigen und nach Besichtigung an Ort und Stelle hierfür 15,000 Mark zu bedürfen. Im Ganzen sind aus der Herzog-Friedrich-Stiftung Thaler, an baaren Unterstützung 8000 Thaler für das Sundewitt bestimmt worden. Mit diesen Summen wird es auch ermöglicht werden, zum Aufbau der gänzlich abgebrannten Gehöfte und Wohnungen, circa verizig an der Zahl, einen Zuschuss zu gewähren, da es wohl längere Zeit anstehen wird, bis die Kriegsschäden ersetzt werden und die Landes-Brandkasse ihre Verbindlichkeiten erfüllt. So viel sich ermitteln liess, sind im Ganzen seit Beginn des Krieges im Sundewitt bereits verwendet worden 45,390 Mk. Crt. Es kommen also mit Einschluss der obigen 23,000 Thaler im Ganzen cirka 100,000 Mark zu Verwendung, davon ein grosser Theil aus den Mitteln, welche der Centralausschutz in Frankfurt dem Hamburger Verein überwiesen hat. Ausserdem sind viele Naturalien geliefert worden, namentlich 1 Million Pfund Stroh von der holsteinischen Commission in Kiel. Aus den verschiedensten Orten Deutschlands kamen Leinzeug, Kleidungsstücke und Kinderzeug. Die Schanzen haben viel Holz geliefert, das vom Militär verabfolgt worden. So ist man von allen Seiten bestrebt gewesen, das traurige Loos der Sundewitter Bevölkerung nach Kräften zu lindern.

(Kemptner Zeitung 11. juni 1864) 

Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Sundewitt Ekensund (Egernsund). 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oversættelse af et uddrag af en længere artikel, originalen findes under oversættelsen:

Som regel gælder det at jo længere væk fra hovedstaden, jo dårligere bliver embedsmændene, og i de sidste 15 år er alle slags danske prædikanter, læger, skolelærere, dommere og administrative embedsmænd som man af forskellige grunde ikke kunne bruge på øerne, blevet sendt til Slesvig. Skønt danskerne trods deres overmod syntes at blive mere og mere usikre på deres stilling i Slesvig-Holstein, så var deres sociale liv for de af befolkningen så ringeagtede danske embedsmænd så ubehagelig der, at alle virkelig dygtige og anstændige mænd kun undtagelsesvis kom, og de ønskede så vidt det var muligt kun midlertidigt at acceptere et job i de tyske hertugdømmer. Alle de danskere der er langt væk fra hovedstaden og har en beskæftigelse som på dansk passende kaldes "levebrød", forsøger at udnytte deres embede så økonomisk som muligt og skyr ingen midler til at tjene mange penge, og med deres mange penge og samlede formue og en pension derefter at vende tilbage til København. Det skal være ganske overordentlig mange penge der på denne måde erhverves af embedsmændene i hertugdømmerne og i Jylland og senere forbruges i København, altså trækkes væk fra provinserne.

Denne masse af stokdanske embedsmænd som altid blev sendt fra København til fastlandet, kombineret med forfængeligheden, som er et så karakteristisk træk ved ø-danskerne, skaber også en latterlig rivalisering og trang til titler som man næsten ikke har et begreb om i Tyskland. For eksempel er en meget almindelig titel for de danske postmestre: "krigsråd", og uden titlen "justitsråd" eller "etatsråd" er næsten ingen embedsmand der har noget ry, tilfreds. Til alle sådanne titler er forbundet personlig adel, som der lægges stor vægt på i Danmark.

Je weiter von der Hauptstadt entfernt, desto schlechter werden in der Regel die Beamten, und gar nach Schleswg sandte man in den letzten 15 Jahren allen Ausschuss an dänischen Predigern, Aerzten, Schullehrern, Richtern und Verwaltungsbeamten, die man auf den stets bevorzugten Inseln aus verschiedenen Gründen nicht brauchen konnte. Schien den Dänen, trotz ihres Uebermuthes, ihre Stellung in Schleswig-Holstein doch immer unsicherer zu werden, so war das sociale Leben der von den Bevölkerung verachteten dänischen Beamten dort so unangenehm, dass alle wirklich tüchtigen und anständigen Männer nur ausnahmesweise und dann wo möglich auch nur vorübergehend, eine Anstellung in den deutschen Herzogthümern annehmen wollten. Alle solche fern von der Hauptstadt befindtlichen Dänen, welche eine Anstelling haben, die im Dänischen recht bezeichnend "liebes Brod" heisst, suchen ihr Amt in pekuniärer Hinsicht möglichst auszubeuten und verschmähen kein Mittel, um ja recht viel Geld zu erwerben und sich mit dem gesammelten Vermögen und einer Pension dann wieder nach Kopenhagen zurückzuziehen. Es soll ganz ausserordentlich sein, wie viel Geld auf dieser Weise in den Herzogthümern und in Jütland von den Beamten erworben und später in Kopenhagen verzehrt, also den Provinzen entzogen wird.

Diese Unmasse stockdänischer Beamten, welche man stets von Kopenhagen aus auf das Festland sandte, verbunden mit der Eitelkeit, die einen so sehr bezeichnenden Charakterzug der Inseldänen bildet, erzeugt auch eine lächerliche Rivalität und Titelsucht, von der man in Deutschland kaum einen Begriff hat, unter ihnen. So ist s. B. ein sehr gebräuchlicher Titel für die dänischen Postmeister: "Kriegsrath", und ohne den Titel "Justitzräthe" oder "Etatsräthe" heissen, sich fast kein Beamter, der nur etwas Ansehen hat zufrieden gibt. Mit allen solchen Titeln ist der persönliche Adel auf den in Dänemark viel Gewicht gelegt wird, verbunden.

(Neue Würzburger Zeitung : Würzburger Abend-Zeitung ; Würzburger Anzeiger und Handelsblatt. 11.juni 1864)

Silkeborg, den 13de Juni.

- Som sidst bebudet, ankom hertil i Løverdags en Transport af c. 70 preussiske Tyfus- og Øiensygepatienter eller Rekonvalescenter, som vare paa Reisen mod Syd. De bleve indlagte i et Par store Lokaler, som for Øieblikket staae ledige, og afreiste igaar Morges videre til Skanderborg. Det hedder, at den ægyptiske Øiensygdom samt en smitsom Tyfus skal være meget udbredt blandt de tydske Tropper heri Jylland.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 13. juni 1864)

Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:

Fra Flensborg, 5. juni, skrives: For nylig er slesvigernes vogne som blev ført til Als af ​​danskerne, frigivet derfra, og af de mere end 900 vogne er hidtil omkring 350 vendt tilbage. Antallet der er blevet bragt over dagligt på det seneste, er 75 til 100 stk. Det siges at 250 af de bedste forspand skal forblive der. Man kan ikke forestille sig den tilstand hvori nogle af hestene, næsten alle vognene og de fleste mennesker vendte tilbage; en sten ville få medlidenhed med den behandling mænd og kvæg har fået. Striberne på kuskens ryg viser endnu de steder, hvor vognkontrolløren i Nygaard i Sønderborg skrev sit navn; hans stok har rørt mænds rygge mere end jorden; end ikke den svage gamle mand blev skånet for hans brutalitet. Uanset om de kommer fra det sydlige eller nordlige Slesvig, er alle de hjemvendte enige om at udøve folkelig ret mod deres plageånd så snart de får fat i ham, og denne gang vil han ikke så let væk som på Als hvor han måtte bære sin arm i bandage i otte dage som følge af en sådan scene. 10 species rakte til at sætte en bedre vogn af sted, og bondevagten gav ofte den manglende sidste skilling. Omkring halvtreds kuske siges at være døde, nogle faldt på forposter fordi de blev tvunget med sabel i hånden til at styre trafikken over broerne nær Sønderborg under bombardementet af Sønderborg og under stormen den 18. april.

Aus Flensburg, 5. juni, wird gescrieben: Seit kurzem swerden die Fuhrwerke der Schleswiger, die nach Alsen von den Dänen mitgenommen wurden, von dort entlassen, und sind von den mehr als 900 Wagen bis jetzt etwa 350 zurückgekehrt. Die Anzahl der in letzter Zeit täglich herübergeschafften beträgt 75 bis 100 Stück. Wie es heisst, sollen 250 der besten Spannwerke dort verbleiben. Von dem Zustand in welchem ein Theil der Pferde, fast sämmtliche Wagen, die meisten Menschen zurückkehren, kann man sich keine Vorstelling machen; ein Stein müsste sich erbarmen über die Behandlung welche Menschen und Vieh zu Theil geworden. Noch zeigen Stiemen am Körper der Kutscher die Stellen wo der Wagencontroleur in Nygaard in Sonderburg seinen Namen eingezeichnet; sein Stock hat mehr den Rücken der Menschen als die Erde berührt; nicht einmal den schwächlichen Greis hat seine Brutalität verschont. Gleichviel ob Süd- oder Nordschleswiger, alle Heimgekehrten sind einig Volksjustitz an diesem ihrem Peiniger zu üben sobald seiner habhaft werden, und diessmal möchte er nicht so leicht davonkommen wie auf Alsen, wo er in Folge einer solchen Scene den Arm acht Tage lang in der Binde tragen musste. Um besseres Fuhrwerk auszulösen genügten 10 Species, und hat gar oft die Uhr des Bauern den noch fehlenden letzten Schilling gegeben. An fünfzig Kutscher sollen theils gestorben, theils auf Vorposten gefallen seyn, da man mit dem Säbel in der Hand sie gezwungen während des Bombardements von Sonderburg und während des Sturms am 18 April den Verkehr über die Brücken bei Sonderburg zu bewerkstelligen.

(Allgemeine Zeitung 13. juni 1864)

Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:

Fra Hørup (?) på Als, 1. juni, skriver en slesviger der tjener i den danske hær, som meddelt i "Alt. Nachr.": "For os slesvigere (fra 10. og 12. regiment) er der oprettet et arbejdskorps som består af fire kompagnier og som bruges til det ringeste arbejde. Vi skal feje gaderne og gøre mere af det samme. Det meste af tiden skulle vi bygge skanser, for det meste under granatregn, men alligevel fik vi kun to døde og tre sårede. I et stykke tid blev vores kompagni brugt som brandkorps under bombningen af ​​Sønderborg, hvilket betød at vi var mål for de preussiske granater. Mere end én gang protesterede vi, men danskerne truede med at skyde hver tiende mand der ikke adlød officerernes ordre. Vi afventede at preusserne skulle komme over, som vi ventede med åbne arme som vores frelsere."

Von Hollerup auf Alsen, 1 Jun., schreibt ein im dänischen Heer dienender Schleswiger, wie die "Alt. Nachr." mittheilen: "Aus uns Schleswigern (aus dem 10. und 12. Regiment) ist ein Arbeitscorps errichtet worden, welches aus vier Compagnien besteht, und die zu den niedrigsten Arbeiten verwendet werden. Wir müssen die Strassen fegen und derartiges mehr in Sonderburg verrichten. Den grössten Theil der Zeit haben wir Schanzen bauen müssen, und zwar meistens unter dem Saufen der Granaten; trotzdem haben wir nur zwei Todte und drei Verwundete zu beklagen. Eine Zeitlang wurde unsere Compagnie während des Bombardments von Sonderburg als Spritzencorps verwendet, bei welcher Arbeit wir dann den preussischen Granaten zur Zielscheibe dienten. Mehr als einmal haben wir uns aufgesetzt, aber die Dänen drohten jeden zehnten Mann zu erschiessen der sich den Befehlen der Officiere widersetzte. Sehnsüchtig harrten wir auf das Herüberkommen der Preussen, die wir als unsere Retter mit offenen armen erwarteten."

(Allgemeine Zeitung 13. juni 1864)