Møntergade - Gammel Møntkvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

 

Der er nu sat fuld Kraft paa Nedrivningsarbejdet i Møntergade-Gammel Mønt-Kvarteret. Adskillige af de dødsdømte Ejendomme er allerede forsvundne, en Del af de øvrige er delvis demolerede, og Resten følger efter i den nærmeste Tid.

Et Besøg paa de raserede Grunde har stor Interesse. En Mængde Tilskuere samles da ogsaa daglig i de to Gader for at iagttage Arbejdets Fremadskriden; Nedrivningen gaar for sig med prisværdig Hurtighed, og efterhaanden som Facademurene forsvinder, faar Tilskuerne Lejlighed til at kaste et sidste Blik ind i Husene, i de gamle, ejendommelige Beboelsesrum, der i det sidste Hundredaar - ja, for flere Huses Vedkommende i endnu længere Tid - har huset en Mængde Københavnere.

Enkelte Familier har boet her gennem flere Slægtled - mellem disse findes flere bekendte Personer, bl.a. Georg Brandes.

For de fleste af TIlskuerne er Terrænet ret ukendt, og til Orientering skal vi da fremsætte nogle Oplysninger.

Nedbrydningsarbejdet foregår i tre Afdelingen, saaledes at efterhaanden et bestemt Antal af Husene forsvinder.

I første Omgang falder følgende Huse: Gothersgade Nr. 51 og 53, Møntergade Numrene 20-36 inklusive og Gammel Mønt Numrene 16-36 inklusive.

Paa det raserede trekantede Areal tages der straks fat paa Opførelsen af de nye Komplekser, som danner den ene side af Kristian den Niendes Gade.

Størsteparten af de nævnte Huse i Møntergade, bl.a. Povel Fecktels Stiftelse, er nedrevne. Fig. 1 viser hvorledes Pladsen nu ser ud. Det ældgamle Morbærtræ, der ses paa Midten af Billedet, og som var den sidste Rest af et i fordums Tid pragtfuldt Haveparti, har nu maattet falde for Øksen. I baggrunden tilvenstre ses enkelte af Baghusene, som hører til Gothersgade-Ejendommene; I Midtpartiet strækker sig Baghusene fra Store og Lille Regnegade, og længst tilhøjre ses nogle Baghuse i Gammel Mønt.

Tværs over dette Terræn er det, at den projekterede Kristian den Niendes Gade skal anlægges. Gaden skal begynde tilvenstre paa Billedet, udfor Hørups Port, og udmunder i Gammelmønt, netop der, hvor de nedrevne Huse fra Nr. 16 til 22 danner et Gab.

Gaardinteriør fra Gammelmønt.

Fig. 2 viser et Gaard-interiør fra de baghuse paa Gammelmønt, der nu staar for Tur til at falde.

Oktober Flyttedag 1907 fortsættes med nedbrydning af følgende Huse: Gammelmønt 10-14 inklusive; St. Regnegade 1; Lille Regnegade Nr. 11; Gothersgade Nr. 45-47-49.

Fra April Flyttedag 1908 skal følgende Huse nedrives: Store Regnegade Nr. 3-15 inklusive; Lille Regnegade 1-9 inklusive; samt Baghuset til Nr. 43 i Gothersgade.

Og endelig falder ved April flyttedag 1909 den sidste Rest, nemlig Forhuset til Ejendommen Nr. 43 i Gothersgade.

Det raserede Terræn ser nærmest ud, som om det havde været hærget af en vældig Ildebrand; eller maaske er Sammenligningen med den ved et Bombardement forvoldte Ødelæggelse mere betegnende.

Det er netop 100 Aar siden, at Englændernes Bomber, Kongreveraketter og Brandpile regnede ned over København. 

Den Demolering, der nu foregaar i Møntergade, er heldigvis af en mere fredelig og nyttebringende Natur.

Kaster man Blikket ind over Pladsen til de omtalte Baghuse, saa ser man elendige, faldefærdige Rønner, som er klasket op paa bedste Beskub, vinde og skæve, afvekslende Bindingsværkshuse eller Kalkstensmur, opført tilsyneladende ganske uden Plan og uden mindste Hensn til Symmetri eller Skønhedssans. Byen maa være himmelglad over, at disse Rønner forsvinder og giver Plads for lyse og luftige Bygninger.

Georg Brandes' Barndomshjem.

Raadhusforvalteren, Hr. Nyrop-Larsen, har med vanlig Engeri indsamlet en hel Del interessante Sager fra de gamle Huse; Sagerne er dels gaaet til Nationalmusæet, som har ladet optage en Serie fortrinlige Fotografier fra Husene, og en Del af de gamle Ting er indlemmet i Raadhussamlingen.

Af størst Interesse er de opbevarede Sager fra Ejendommen Møntergade 26, der i Aarene 1843-44 opførtes af Grosserer Niels Adler. I dette hus boede bl.a. Grosserer Brandes, Fasder til Brødrene Georg og Edvard Brandes, der har tilbragt deres Barndomsaar her.

Huset var oprindelig villaagtig Sommerbolig med tilhørende Have ud mod Bismergangen. Værelserne var dekoreret med smukt Træskærerarbejde, og paa Væggene saas interessante kolorerede Billeder, malet paa Lærred. Disse Sager, samt en Jærnlaage, der har siddet for et kældervindue i Baggaarden, opbevares i Raadhussamlingen.

Bygherren, Niels Adler hjembragte fra Udlandet Skitserne til Malerierne, og Udførelsen overdroges til Kunstmaler Dahl. Bagved Huset laa i sin Tid de såkladte "Sælgeboliger". Baggaardens Værksteder, fra hvis Støberi er udgaaet den Davisstatue, som staar foran Frue Kirke.

I Huset fødtes Gehejmeraad Johan Gunver Adler, Kabinetssekretær hos Kristian den 8de, Grosserer Niels Adler og Adjunkt, landsthingsmand Peter Adler.

Fra Huset Nr. 28 i Møntergade opbevares i Raadhussamlingen Indskriptionsstenen over Porten, paa hvilken læses: "Poul Fechtels Hospital 1739".

Fra Huset Nr. 16 paa Gl. Mønt opbevares et Brændevinsbrænderskilt af Sandsten, der har været anbragt over Gadedøren, og paa hvilken læses de mystdiske Linier:

"Dig førte Raune Kjød og Brød

Aarlig og Silde til Din Føde.

I. S. S. - K. A. D.

Anno 1730"

Desuden er der paa Stenen anbragt forskellige Brændevinsbrænderiapparater, omgivet af Ravne.

Af de øvrige Sager, der opbevares i Raadhussamlingen, kan anføres følgende:

Gl. Mønt 18: Tag over en Kælderdør fra Forhusets Gaardside; fra Nr. 20: En Gadedør; Nr. 22: et Smedejærnsgelænder; Nr. 24: Et Dørparti; Nr. 30: Vinduesrammer over Gadedøren; Nr. 34; Numerpladen, som har siddet over den saakaldte Bismergang.

Sagerne er til Eftersyn for Raadhusbesøgende.

N. B. 

(Social-Demokraten 19. juni 1907).

Noget om Macaroni Fabriken i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I mange år har man været i den tro, at makaroni kun kunne fabrikeres i Italien, hvorfra dette sunde og velsmagende fødemiddel indforskreves og betaltes sædvanlig med 2 mk. 8 sk til 3 mk. pr pund så at denne spise kun kunne nydes af de rige, der betragtede makaroni som en udenlandsk delikatesse. Siden en indenlandsk fabrik er opstået, haves nu makaroni fra 18 til 26 sk. pr. pund. Hr E. Nielsen skyldes indførelsen af denne industri i Danmark, hvor man hidtil ikke har troet det muligt at fabrikere makaroni.

Sagen er, at der til makaroni behøves et eget slags udmærket et godt hvedemel og dette var hidtil ikke at få i Danmark. Den herværende makaronifabrikant E. Nielsen indså dette forinden han anlagde sin makaronifabrik, og henvendte derfor sin opmærksomhed på mølleriet, hvilket var at tage sagen fra grunden; han indforskrev derfor franske møllere, og disse bevirkede ikke alene, at de finere franske møllesten, som man havde forskrevet hertil fra Frankrig, men ikke vidste at bruge, kunne komme til nytte og anvendes i en af vore bedste møller, men han indførte også den forbedrede franske måde at male på, og gik således gradevis frem, først ved at producere et hidtil her ukendte semoule af dansk hvede og tillige skaffe hvedemel, der i mængde og kvalitet overgik hvad der hidtil var frembragt her. Efter således at have arbejdet utrættelig og med megen bekostning anlagde hr. Nielsen sin makaronifabrik, som nu er i fuld gang og producerer varer, der i kvalitet og pris fuldkommen kan måle sig med de italienske. Det er ved indforskrevne kyndige folk, at denne fabrik drives, og ved hjælp af egne dertil anskaffede maskiner, at man er kommet såvidt her at fabrikere makaroni, nudler, lasagnes og semoule. Hr. Nielsens makaroni er lige så gode som de fra Italien forskrevne, og risikerer man ikke fra Herr Nielsens Fabrik at få forlagte eller midrede varer.

Hr. Nielsens semoule er fortræffelig, hvad enten kogt i grød, vælling, til kødsuppe eller frugtsuppe, såkaldt sødsuppe, i mælk eller vand, og overgår i rensmag og drøjhed de hidtil brugte grynsorter. Semoulen indeholder kun den mest kærnefulde del af hveden og er derfor så særdeles drøj og nærende. 

I Frankrig bruges semoulen til barnemad i stedet for her bruges revet tvebak også som sygemad er semoulen anvendelig og anbefalelig.

Da mange er uvidende om måden hvorpå makaroni anvendes i husholdningen, har hr. Nielsen udgivet et lille hefte, hvor  gives anvisning og opskrift på nogle og tyve retter, som kan laves med makaroni, nudler, lasanges og semoule, således som opgivet af en herværende fransk kok. Denne lille brochure fås for 4 sk. i makaroniudsalget nr. 139 i Møntergaden ind ad porten, eller hos hr. franskbager og makaronifabrikant C. Nielsen Hauserpladsen Nr. 204.

En ven af industrien.

(Kjøbenhavnsposten, 10. september 1847)

Nielsen er formentlig identisk med den i Dansk Biografisk Leksikon omtalte bager Hans Mads Christian Nielsen (1810-84). Han nedsatte sig i 1840 som "franskbager", og anlagde en semoule-og makaronifabrik. Han gik i kompaniskab med Troels Marstrand om en dampmølle, og da den brændte i 1856, oprettede han Christianshavns Dampmølle. Samtidig opgav han bageriet.

Notits i Morgenposten, 15. juli 1847 for Nielsens Makaronifabrik. Samme avis kunne i øvrigt berette den 17. september 1847: "Den sardinske korvet der i denne tid har ligget her på reden, har fundet sig i den grad tilfreds med hr. Nielsens makaroni, at den har købt 40 centner eller 4000 pd. af samme. (Fdl.)

Møntergade 139 blev til Gammel Mønt 34/Møntergade 26. Det blev i 1907 nedrevet og udlagt til offentlig gade. Hausergade 204 lå tæt på Kultorvet 6 og 8.

Christianshavns Dampmølle skulle ifølge kbhbilleder (public domain) være bygningen foran Christianskirken (til højre). Bag ved Knippelsbro som ses forrest i billedet. Bygningen er nedrevet. Det var denne som makaronibager Nielsen var med til at oprette.

Concert paa Hjørnet af Myntergade og Pilestræde.

I den senere tid bliver beboerne af Pilestræde, Møntergade og de gader der ligger i nærheden, for det meste hver aften opvartet med en offentlig koncert der vedvarer omtrent fra kl. halv ti til ti. Denne musikalske nydelse tror anmelderen at publikum skylder hr. omnibusejer Petersen på hjørnet af Møntergade og Pilestræde der formentlig betaler sin omnibuskusk at opføre samme for at sammenblæse passagerer til omnibusfarten. Dog er der vist mange aldrende og sygelige personer som kun nyder lidt ro og hvile, der på denne sene tid af aftenen ønskede sig fritaget for denne uhyggelige horntuden som denne virtuos på posthorn ideligt udfører. 

I tirsdag aftes opførtes således ikke færre end en halv snes forskellige ufuldendte og mislykkede koncert- og vaudevillestykker, og når man så tillige hører koncertgiveren på bukken akkompagneret af flere af nabolagets ikke-musikelskende hunde, så kan enhver der bor i et af stadens roligere kvarterer, nok gøre sig en forestilling om hvad oven nævnte gaders beboere må udstå. Skulle det ikke være muligt at der fra det offentliges side kunne gives hr. Petersen en instruks hvorledes han på en for disse gaders beboeres mindre foruroligende måde om aftenen kunne sammenkalde sine omnibuspassagerer?

(Politivennen nr. 1375, Løverdagen, den 7de Mai 1842. Side 298-299). 

Annoncer fra Adresseavisen, 23. august 1843. På billedet ses et indtryk af hvordan sådanne hestetrukne omnibusser så ud, og de blev forlæg for senere tiders sporvogne, ligesom navnet overlevede som nutidens busser.

Redacteurens Anmærkning

Omnibusfart havde en kort opblomstringsperiode fra 1840'erne til 1860'erne som alternativ til hestedroskerne. Det var ikke kun hornmusik der gjorde dem upopulære. Datidens marksten på vejene kombineret med dårligt affjedrede omnibusser gjorde dem trods alt til en begrænset konkurrent. Da sporvognene dukkede op, forsvandt hesteomnibusserne helt.

Kjøbenhavnsposten havde allerede i 1839 beklaget at man endnu ikke havde fået indført omnibusser i Danmark (illustrationen stammer derfra).

Hvo boer i Slippen Nr. 155, 1ste Sal?

På ovennævnte sted findes i vinduet opstillet 2 dameportrætter hvortil originalerne skulle bo indenfor. Er dette sådan, da er det hos os den første udstilling af denne art. Om disse damer skulle være portrætmalerinder og ville således give en prøve på deres kunstfærdighed, vides ikke. Men man ved at det på flere steder i udlandet skal være skik at skøger således udstiller deres portrætter for at drage kunder til sig. Da der nu ved vores fortrinlige politi er truffet den ikke nok så påskønnede, men meget rosværdige foranstaltning at disse væsner ikke længere tør offentligt udstille deres halvnøgne yndigheder i vinduer og døre, så kunne man let falde på at tro at de her omtale kvinder var af dette slags og på denne måde ville omgå loven. Dette vil man dog håbe ikke lader sig gøre på denne måde som vel snart ville blive almindelig. Især på dette sted ville det være en dobbelt skandale, da der i samme hus er en skole, og lige overfor flere offentlige skoler, hvoriblandt en pigeskole hvor mange skikkelige folks børn og deriblandt indsenderens, dagligt skal hente deres undervisning i dyd og gudsfrygt der skal være deres bedste støtte gennem hele livet. Man forventer altså at en nøjagtig undersøgelse vil finde sted og at før nævnte damer fjernes fra et sted hvor de må give en sørgelig forargelse hvis de driver den smudsige profession som her er antydet.

(Politivennen nr. 1251, Løverdagen, den 21de December 1839. Side 804-805)  

Redacteurens Anmærkning

Slippen 155 lå i det berygtede kvarter ved Lille Brøndstræde. I 1873 hed adressen Landemærket 30/Lille Brøndstræde 14. Siden 1913 indlemmet i matrikel 267, og 1928 til matrikel 268 (Møntergården) som er opført 1915-16.

Til Eierinden af Huset Nr. 135 i Myntergade.

De gøres opmærksom på at det ser noget så ganske forfærdeligt ud når en af de personer til hvem De formodentlig har udlejet det på Deres hus værende dueslag, stiger op på den øverste del af skorstenen, således som fredag den 8. i denne måned var tilfældet om eftermiddagen henved kl. 3 og der, fritstående med en 6 til 8 alen lang stang i hånden jager med duer så at naboer og genboer hvert øjeblik må frygte for at han fra denne højde skal styrte ned på gaden. At De som ejerinde af huset kan befri de omkringboende for den skræk at se et sådant menneske i sit dueraseri at sætte selve livet på spil for en i sig selv ussel fornøjelse, det tvivler vel ingen om. Men når De uagtet gentagne klager som fra beboerne i nabolaget før er fremført over førnævnte dueslag og dets levende inventarium alligevel bortlejer det til alle slags personer, ja for få år siden så man endog en nattevægter at forlyste sig med disse duer, så skulle man næsten tro at De sætter større pris på et par skillinger et sådant dueslag kan indbringe Dem i leje end på Deres medmenneskers ro.

Den i ovenstående linjer omhandlede forvovenhed synes i øvrigt at fortjene politiets opmærksomhed da andre i tilfælde af en ulykkelige hændelse kunne være udsat for fare på liv og lemmer.

(Politivennen nr. 1072, Løverdagen, den 16de Juli 1836. Side 460-461)

"De gøres opmærksom på at det ser noget så ganske forfærdeligt ud når en person stiger op på den øverste del af skorstenen". (Møntergade 16 er ejendommen efter den røde hjørneejendom. Skorstenen må altså være en af de øverste midt i billedet. Eget foto, 2015.)

Redacteurens Anmærkning

Møntergade 135 er nutidens nr. 16. Huset er fra 1730-41 og ombygget mellem 1766 og 1787. Se ovenstående foto.

Anmodning til de Herrer Kobbersmedmestere.

Dersom en skomager, skrædder eller anden uden larm arbejdende professionist ville forsøge på at flytte sit værksted ud på gade eller fortov, ville han vist nok snart blive vist indenfor sine egne grænser. Men kobbersmede derimod ser man jævnligt uforstyrret at drive deres støjende profession på offentlig gade. Vel er det humant af øvrigheden at den tillader sådant for ikke at hindre borgere i deres erhverv, men på den anden side kan det dog ikke nægtes at larmende arbejde på gaden fører megen ulempe med sig. For ikke at tale om færdslen især i smalle gader, derved spærres og at den igennemtrængende, dundrende lyd som fremkommer når 3 svende hamrer på en stor sukker- eller brændevinskeddel, er højst ubehagelig for de forbipasserende. Men hvad må den ikke være for de der bor i nærheden, der er nødt til hele tiden at låne øre til det, og især for den syge der trænger til ro og hvis bedste medicin er søvn? Troligt er det også at ejendomsbesiddere i nærheden af et sådant værksted lider skår i deres indtægter eller har ondt ved at få deres værelser udlejet for en nogenlunde rimelig pris. Men det værste er at heste ved denne larm kan blive sky og afstedkomme uerstattelig skade. 

Sådant havde nær hændt i fredags i næstforrige uge i Møntergade. Imens 3 svende hamrede på en stor kobberkedel, kom en karl med to løse heste fra Pilestræde og drejede ind i gaden, men da disse hørte denne banken, blev de urolige, stejlede og ville ikke gå frem, så at karlen måtte vende om og tage en anden vej. På samme tid kom fra den anden ende af gaden en bagervogn, men da den nærmede sig larmen, blev hestene sky, så at karlen ikke formåede at holde dem og først ved flere hjælp fik vogn og heste trukket tilbage, ved hvilken manøvre vognen nær havde tørnet på og væltet en drosche hvori der sad en dame der ikke blev indjaget så lidt skræk. Under dette optrin vedblev svendene deres arbejde og hamrede på kedlen af alle kræfter. 

Møntergade. Bagest Pilestræde hvor karlen kom fra med de to løse heste. Forrest hvorfra bageervognen kørte ind i Møntergade. (Foto. Erik Nicolaisen Høy, 2015)

Man tillader sig i denne anledning at anmode de herrer kobbersmedsmestere om at de, betænkende de fortrin de således nyder frem for den største del af deres medborgere, vil pålægge deres folk at disse når de under deres arbejde på gaden ser heste blive urolige, skal holde inde med arbejdet indtil at hestene er bortfjernet. Man har det håb at de vil opfylde denne anmodning, da arbejdets forsinkelse i et par minutter vel ikke kan komme i betragtning mod den ulykke eller skade dets uophørlige fortsættelse muligvis kan afstedkomme. Det militære viser i almindelighed den humanitet at det standser dets spil når urolige heste der kan forårsage skade, kommer det i nærheden. Hvorfor skulle man da ikke vente samme humanitet af borgere?

(Politivennen nr. 1002, Løverdagen den 14de Marts 1835, s. 168-171)

Advarsel.

Når handlende sætter varer i vinduerne, tror man at det sker for at de skal beskues af eventuelle købere, og at enhver forbigående derfor har tilladelse til at tage samme i øjesyn. Men at dette ikke overalt er tilfældet, har en kagebager i Møntergade i forrige uge givet et eksempel på. En fattig dreng stod nemlig udenfor hans bopæl og betragtede de i vinduerne hensatte kager og lækkerier. Men med et springer manden ud, river den studsende dreng kasketten af hovedet og kaster den langt hen på gaden, og ved at give ham nogle slag, spilder drengen i rendestenen den mad han havde hentet fra den velgørende bespisningsanstalt i Gothersgade. For nu at lignende ikke skal hænde andre, fremsættes dette til advarsel hvortil man må føje det ønske at nævnte mand og andre ligetænkende ville sætte et varsko ved deres varer, omtrent lydende sådan: "Ingen må se på disse sager".

(Politivennen nr. 999, Løverdagen den 21de Februar 1835, s. 123)

Redacteurens Anmærkning.

Episoden blev rettet til at have fundet sted i Møntergade udenfor kælderen i nr. 134, ikke nr. 43 i Politivennen nr. 1000, 28. februar 1835, s. 143-144. Adressen er i dag Møntergade 14. Huset er opført mellem 1730 og 1736 for murersvend Niels Hansen Juul, og ombygget i 1763. På fotoet er det huset med bevoksningen omkring vinduet midt i billedet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Slemt Svineri i Myntergade.

Den 27. september tog jeg logi i Møntergade nr. 50 på første sal hvor jeg havde lejet for en måned. Da jeg om aftenen var gået til sengs og alt var roligt, hørtes en uafbrudt grynten af svin, og med denne ubehagelige musik opvartedes jeg hele natten. Om morgenen erfarede jeg at denne grynten forårsagedes af en stor flok svin som var jaget ind i nogle små rum hvor de ikke havde plads at ligge. Tillige medførte denne sammendyngede masse en modbydelig stank som jeg troede ikke ville være så utålelig når jeg blev vant til det. Men nogle dage gik og det onde blev værre da to karle skulle rengøre kælderen hvor svinene slagtes og hver der samles en stor del urenligheder som tarmstumper og deslige der hurtigt går i forrådnelse. Dog denne stank blev endnu mere overgået af nogle dragter forrådnet vand der blev kastet under mine vinduer og som selv om de var lukket, forårsagede en så utålelig stank at jeg måtte forlade huset i nogle timer. 

Ved min hjemkomst var det næsten det samme. For møddingen indeholdt nu de ingredienser som kælderen før havde bevaret. Det var ønskeligt at svineslagterenken fik påtalt at lade svinene slagtet og skoldes i gården da der er et stort halvtag hvori hun ikke behøver at gemme sin mødding, der når den køres væk, opvarter huset beboere med en ingenlunde behagelig frokost. Nogle af disse for hvilke jeg ytrede min misfornøjelse over den fæle lugt, som kunne afhjælpes eller formindskes ved ikke at holde så mange svin, og tillige ved at sørge for mere renlighed, fortalte at når fedtsmeltningen blev foretaget, var det endnu værre, da smeltekedlen står således at emmen må ud gennem vinduer og døre, hvorved huset omspændes af en så utålelig stank at beboerne må forlade samme. Stod kedlen i skorstenen, kunne lugten ikke så meget falde beboerne til besvær. 

For at undgå disse ubehageligheder flyttede jeg den 11. oktober og der var den dag 15 til 16 store svin i svinehuset. Jeg håber at dette vink vil formå slagterenken til at forebygge disse her påankede ubehageligheder eller at vedkommende som sørger for ordens vedligeholdelse, vil holde hende dertil da huset beboere virkelig lider meget.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 698-700)

Redacteurens Anmærkning.

Møntergade 50 eksisterer ikke længere. 

Skiden Opdækning i Myntergaden.

Allerede i nogle år har en fejl fundet sted ved afløbsslusen mellem Møntergade og Pilestræde så at vandet sjældent kan få flugt og ofte samler sig til en stillestående pøl der afgiver den afskyeligste stank, således at man i denne tid må holde sine vinduer lukket i stedet for at kunne indånde den behagelige og forfriskende sommerluft. Stanken har fuldkommen lighed med den man hjemsøges af når det behager vedkommende kørekarle at opvarte publikum med en dosis vellugt mellem kl. 10 og 11 om aftenen. Hertil kommer endnu den store ubehagelighed at Pilestræde er forsynet med en brændevinsbrænder og en fiskebløder hvis duftende udførsler og udgydelser ofte bringer lugteorganet i forlegenhed. Den sidste slags næringsvej burde aldeles forvises fra en stor stad når vedkommende ikke kan eller vil indrette det således at det rådne fiskevand gaves afløb efter kl. 11 om aftenen, eller i den tidligste morgenstund. For det er dog alt for ubehageligt at indånde sådant når man om aftenen kl. 9 eller 10 kommer hjem fra en spadseretur som man har foretaget sig for at styrke sundheden.

Man håber med sikkerhed at vedkommende vil ufortøvet sørge for ovenmeldte sluseafløbs istandsættelse samt at opsigtsbetjentene måtte beordres ikke at tilstede fejekoner og fejekarle at dæmpe gadestøvet ved at overøse gaden med uhumskheder fra rendestenene, men at hente et par spande vand dertil. For ellers gør de kun ondt værre og forpester den luft der trænger ind gennem åbenstående vinduer.

(Politivennen nr. 714, Løverdagen den 5te September 1829, s. 584-585) 

Skiden Opdækning i Myntergaden.

Allerede i år har en fejl fundet sted ved afløbsslusen mellem Møntergade og Pilestræde så vandet sjældent kan få flugt og ofte samler sig til en stillestående pøl der afgiver den afskyeligste stank, således at man i denne tid må holde sine vinduer lukket i stedet for at kunne indånde den behagelige og forfriskende sommerluft. Stanken har fuldkommen lighed med den man hjemsøges af når det behager vedkommende kørekarle at opvarte publikum med en dosis vellugt mellem kl. 10 og kl. 11 om aftenen. 

Hertil kommer endnu den store ubehagelighed at Springgade er forsynet med en brændevinsbrænder og en fiskebløder hvis duftende udførsler og udgydelser ofte bringer lugteorganet i forlegenhed. Det sidste slags næringsvej burde helt forvises fra en stor stad når vedkommende ikke kan eller vil indrette det således at det rådne fiskevand gives afløb efter kl. 11 om aftenen eller i den tidligste morgenstund. For det er dog alt for ubehageligt at indånde sådant når man om aftenen kl. 9 eller 10 kommer hjem fra en spadseretur som man har foretaget sig for at styrke sundheden.

Man håber med sikkerhed at de ansvarlige ufortøvet vil sørge for ovennævnte sluseafløbs istandsættelse, samt at opsigtsbetjentene må beordres ikke at tilstede fejekoner og fejekarle at dæmpe gadestøvet ved at overøse gaden med uhumskheder fra rendestenene, men at hente et par spande vand dertil. For ellers gør de kun ondt værre og forpester den luft der trænger ind gennem åbenstående vinduer.

(Politivennen nr. 714, Løverdagen den 5te September 1829, s. 584-585)

En reent forbandet Fugl i Myntergade.

For et par år siden forstyrrede en forbandet fugl de omkringboendes ro i Springgade. Men i år finder samme om muligt i endnu højere grad, sted i Møntergade, nemlig hos den franske farver. Den piber og støjer fra morgen til aften, fløjter som en skomagerdreng og udskælder de forbigående når vinduet er åbent. Det er næppe ejeren selv der har lavet disse smukke kunster, fordi han vel ikke kan så meget dansk, men om end sådant uvæsen skulle være mode i Paris, ønsker man sig dog helst fritaget derfor i København, og beder derfor ejeren om at skaffe fuglen bort eller i det mindste sætte den i et værelse til gården.

(Politivennen nr. 710, Løverdagen den 8de August 1829, s. 522-523)

En ubehagelig Skraaler.

Som et sidestykke til den i dette blad adskillige gange omtalte sandvræler, kan anføres en person der næsten hver formiddag lader sin behagelige stemme høres i strøget af Møntergade, Pilestræde, Kronprinsensgade og Sværtegade. Hans evindelige pinnæ-brænde-pinnæ-brænnæ (pindebrænde) fremfører han i den ynkeligste tone eller retter hylen, så at man skulle tro at et menneske var kommet til skade. - Da vist flere sammen med indsenderen ønsker at denne vrælen måtte ophøre, tager man sig den frihed at anmode skråleren om at holde inde med denne vederstyggelige musik.

(Politivennen nr. 666, Løverdagen den 4de Oktober 1828, s. 676)

Bekjendtgjørelser.

2. De af det musikelskende publikum der ønsker at høre en vokalsolo, kan få samme at høre gratis, når de hver aften vil behage mellem kl. 10 og 12 at spadsere forbi gården nr. 43 i Møntergade hvor en mosaisk bogtrykker til stor moro, for ikke at tale om uro - for naboer og genboer, fremtvinger sin hunds behagelige tenorstemme.

(Politivennen nr. 594. Løverdagen den 19de Mai 1827, s. 322).

Et højst upassende Begravelsessted ved Hjørnehuset af Møntergaden og Pilestrædet.

Som bekendt har man fundet det hensigtsmæssigt at anlægge kirkegårde uden for stadens porte, rimeligvis for at forebygge at de afsjælede legemer skulle forpeste luften og således bevirke farlige sygdommes udbredelse.

At de samme grunde er til stede når talen er om at begrave husdyr, synes at være uomtvisteligt, og anmelderen fandt det derfor så meget mere besynderligt at man for omtrent 12 dage siden dristede sig til at nedgrave kroppene af to døde og derefter flåede heste på den ridebane der hører til hjørnestedet af Møntergade og Pilestræde.

Man har ikke ville undlade at henlede vedkommendes opmærksomhed på denne lovstridige adfærd der muligvis kan drage uberegneligt farlige følger med sig, især da de for hestekroppene foranstaltede grave kun havde en dybde af omtrent 30 centimeter.

(Politivennen nr. 567. Løverdagen den 11de November 1826, s. 749)

Uordener.

1) På hjørnet af Gammel Mønt og Møntergade er i sidst nævnte gade over nedgangen til kælderen for få dage siden anbragt et kælderskur, eller rettere sagt en hætte som sidder så lavt at man meget let kan støde derimod og skamslå hovedet, især når man kommer fra førstnævnte gade og går om hjørnet, ligesom også dette meget let kan ske på mørke aftener fra hvilken som helst side man endog kommer.

(Politivennen nr. 534. Løverdagen den 25de Marts 1826, s. 205-206)

Ubehagelig Natteconcert paa Ridebanen for den jødiske Ungdom.

Ejeren af den ridebane på hjørnet af Møntergade og Pilestræde hvor de håbefulde jødiske ynglinge undervises i den ædle ridekunst, ville gøre sig naboer og genboer meget forbundet ved at forskåne disse for den fæle monotone klokkelyd hans sammesteds anbragte æolsklokker forårsager. Ikke sjældent er de omkringboende i stormfulde nætter blevet vækket ved disse klokkers højst ubehagelige lyd der har meget til fælles med brandklokkernes rædsomme toner. Man forventer derfor at ejeren behageligst enten vil borttage nævnte klokker eller også drage omsorg for at give dem en behagelig og harmonisk stemning. Til slut må man bemærke at man ikke har let ved at forklare i hvilket øjemed de allerede nævnte klokker er anbragt, da det næppe kan være for at skræmme de fugle der så jævnligt besøger pladsen.

(Politivennen nr. 520. Løverdagen den 17de December 1825, s. 10355)

"Ridebanen på hjørnet af Møntergade og Pilestræde hvor de håbefulde jødiske ynglinge undervises i den ædle ridekunst, ville gøre sig naboer og genboer meget forbundet ved at forskåne disse for den fæle monotone klokkelyd hans sammesteds anbragte æolsklokker forårsager." (Pilestræde med Møntergade i baggrunden. Der er ikke meget tilbage af bygningerne fra Politivennens tid. Eget foto, 2015)

Uordener

5) På hjørnet af Vognmagergade og Møntergade, første sal, sidste fag om til Vognmagergade, blev forbigående personer mandag den 2. om aftenen kl. 11 hilst med spytklatter eller noget endnu værre af nogle personer der stod ved de åbne vinduer. Da de pågældende udtrykte misfornøjelse over det, blev de gengældt med skældsord. Man håber at sådant for eftertiden ikke mere vil finde sted, men at gående får lov til at vandre i fred.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9252)

"Forbigående personer blev hilst med spytklatter eller noget endnu værre af nogle personer der stod ved de åbne vinduer." (Det ene af de fire hjørnehuse Gammel Mønt/Vognmagergade- Møntergade. De tre andre er alle nyere bygninger. Huset er opført 1734 og et af de få ildebrandshuse der ikke er blevet forhøjet med nogle etager. Det er fredet. Eget foto, 2015)

Bøn til en Svineslagter

Det er en meget slem indretning svineslagteren i Møntergade har, da han slagter svinene i en kælder som vender ud til gaden. Forbigående studser ved det ynkelige skrig af disse dyr som  falder for den dræbende kniv. Og jævnligt (for eksempel i dag fredag den 2. januar) samledes mange personer uden for vinduerne for at være tilskuere til fæle, blodige optrin. beboerne der i nærheden som så ofte må høre at for dem meget ubehageligt skrig, kunne ønske at slagteren ville foretage sin dont inde i gården eller skaffe sig et lokale der mere end nuværende var passet efter hans metier.

(Politivennen nr. 418. Løverdagen den 3die Januar 1824, s. 6763)