Ildebrand. (Efterskrift til Politivennen)

Den stedfundne Ildløs i Løverdags Efterm., Kl. 2 i det gamle 2-Etages Sted paa Hjørnet af Halmstræde og Lille Kongensgade i Kbhavn. var saa pludselig og voldsom, som man i Mandsminde neppe har været Vidne til, og som, dersom ikke lykkeligvis Brandstedet laae i Læ af Nicolai Taarn, kunde have faaet en frygtelig og uberegnelig Udvidelse, idet der netop blæste en halv Storm af Sydvest. En uhyre Mængde Mennesker vare, begribeligviis paa denne Tid af Dagen, stimlet sammen, saa at det knap blev muligt for Slukningsredskaber og Mandskab at bane sig Vei, forinden Brandvagten havde indfundet sig. Ilden var opkommen ved at Drengen hos Urtekræmmer Elvius, der havde Boutik i Stueetagen, nede i Kjælderen af Vanvare havde slaaet Hul paa en Camphinflaske, og for nu at undersøge hvormeget, eller maaskee skjule hvad der var spildt, havde han tændt en chemisk Svovlstik, ved hvilken Leiligbed hele Camphinbeholdningen var kommen i Brand. Det var frygteligt at see de voldsomme Luer, der med Lynets Hurtighed udbredte sig fra Kjælderen til Boutiken, ligesom paa eengang at slaae ud af alle Vinduer t nederste Etage og den frygtelige Røg og Oes meddele sig over hele Huset og Nabobygningerne, hvorfra man i vild Hast nedkastede alle mulige Gjenstande: Sengeklæder, Linned, Dækketøi, der Altsammen flagrede i Vinden og hvoraf vistnok meget, reddet fra Flammerne, dog gik tabt. Hele Huset er, saa at sige, udbrændt ligesom ogsaa det Meste af Varerne og Bohavet maatle blive et Rov for Luerne. Naboen til Østergade, Silke- og Klædekr. Monies, har lidt endeel Skade af Camphinoesen, da den stærke Hede af den spiritueuse Flamme ikke tillod at redde Noget af Betydenhed. (Aarh. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. april 1855)

Halmstræde er nu den lille gade mellem Nikolaj Plads og Østergade.

Lille Kongensgade set mod vest. Til venstre er Holmensgade. For enden af Lille Kongensgade ses hjørnet ved Halmstræde og allerbagerst hjørnet ved Hvælvingen. Det lyse hus midt i fotoet er formentlig det hus der blev opbygget på tomten. Dette blev senere nedrevet, og i stedet i 1937 opført den store forretningsbygning Østergade 47. Det kan ikke være det andet hjørne da bygningen her er fra 1750. Kbhbilleder.  Public domain.

Hvem var Fatter Nagel i Lille Kongensgade? (Efterskrift til Politivennen).

I Politivennen var der i august 1825 en klage over de prostitueredes opførsel på netop denne adresse. Det usædvanlige var at ejeren af bordellet svarede igen. Endda i hele to afsnit i Politivennen. Indslagene er anonyme, og det er uvist om det er "Fatter Nagel" der er ophav til dem. Sikkert er at det beviser hvad huset blev brugt til. Nedenfor Carl C. Christensens artikel i København næsten 100 år efter:

Af Carl C. Christensen.

Der findes vist ikke den Københavner, som ikke kan de 2 første Linier af Visen om "Fatter Nagel", dem, der for en Del Aar siden blev Lavet om i Sommerrevyen af 1895 til at lyde 

I Lille Kongensgade
Der boede Biskop Absalon. 

Men den rigtige Vise, som for mange Aar siden udkom (vist i Omtryk) paa Jul. Strandbergs Forlag, og som nu er en Sjældenhed, da den vistnok kun findes paa Bibliotekerne, den havde følgende Titel: "Fatter Nagels Vise eller Erindringer om den temmelig gemytlige Brumme i Lille Kongensgade", Visen begyndte saaledes:

I Lille Kongensgade
Der boede Fatter Nagel,
Mjav, Mjav, Mjav og Singsalia.
Der kunde man faa Skade,
For der var lidt Spektakel,
Mjav. Mjav, Mjav og Singsalia.
Hurra, Hurra, Hurra, Hurra,
Hurra for Fatter Nagell
Aa Hurra og Singsalia.

I Stuen der var Skænken
Den passed Nagel dejlig.
Mjav, Mjav, Mjav og Singsalia.
Stol var der ej, men Bænken
Var ellers ret belejlig.
Mjav, Mjav, Mjav og Singsalia.
Hurra, Hurra o. . v.

Jeg tror nok, at de fleste, som har sunget denne ret kendte Vise (i sin Tid var den i ethvert Fald ret kendt), næppe tænker over, at "Fatter Nagel" virkelig har været et rigtigt levende Menneske og ikke blot et Navn, som omtaltes i Visen, men som ellers ikke havde noget med Virkeligheden at gøre. Han har virkelig levet og eksisteret i det rigtige gamle Kongens København hvor han vakte en alt andet end smigrende opmærksomhed om sin person for over 100 år siden. 

Den 12te Juli 1771 havde Trompeter Christian Nagel og Hustru, Franciska, født von Bergen (Ægteparret boede paa Vestergade) i Vor Frue Kirke en Søn til Daaben, og denne Søn, som blev den senere saa kendte og omtalte "Fatter Nagel", fik Navnene Christian Otto Nagel. Om Trompeter Nagel var en Efterkommer af Torvemester Karl Kaspar Nagel paa Købmagergade, og som man mener skal have tjent sin Genbo i David Skolemesters Gaard, Ludvig Holberg, til Model for Jacob von Thybo, skal jeg lade være usagt. Nok er det, at Christian Otto døbtes nogle Dage efter sin Fødselsdag, som man nu ikke kender, og blandt hans Faddere var den bekendte Kobberstikker Søren Quist og Hoftrompeter Ejler Thomsen Lund. Foruden dette Barn havde Nagels tvende andre, nemlig en Søn ved Navn Frederik Conrad og en Datter Rebekka, som senere blev gift med en Traktør Hoffmeyer.

Om Christian Ottos tidligste Aar véd man egentlig talt kun snare lidet. Man véd dog saa meget, at han valgte Haarskærerprofessionen som sit Erhverv og blev Damefrisør, men da han næppe kunde leve af denne Profession alene, blev han ogsaa Billardholder og Spisevært i Lille Grønnegade (Ny Adelgade) i Hjørnestedet bag ved Hovedvagten. Det var for Resten i det samme Lokale, at Traditionen senere sagde, at Spisegrejerne var lænkede fast til Bordene, og at Maden ikke serveredes paa Tallerkener, men derimod i Fordybninger i Bordene.

Smaat har det været med Nagels Fortjeneste, thi hans Kone, Elisabeth Marie, født Berg, hjalp til at fortjene til Hjemmet ved at vaske og farve Fjer og Flor. De gik imidlertid ikke med at ernære sig paa ærlig Vis, og Nagel slog sig derfor paa Røver- og Tyvehaandværket, i hvilken Egenskab han den 1. Marts 1802 for at have overfaldet Jøden Gotschalk og frataget denne hans Tegnebog blev dømt til at betale en Bøde paa 3x3 Seks Lod Sølv. Senere boede han en Tid i Store Brøndstræde Nr. 98 (det senere Nr. 3), som kaldtes for "Skansen", og som var beliggende omtrent paa det Sted, hvor nu "Gutenberghus" i Vognmagergade ligger. Her drev han en meget kendt Beværtning, som just ikke søgtes af de allerfineste af Byens Indbyggere, men som viste sig at være et Slags Tilholdssted for Tyve og Røvere.

Han bliver Hæler for disse, og han afkøber dem deres Tyvekoster, men i 1813 bliver det atter galt med ham. Han bliver atter anholdt og tiltalt for at have solgt Tyvekoster, og i denne Sag var hans Søster Rebekka, der imidlertid var blevet gift med Traktør Hoffmeyer, impliceret, men hun blev frikendt. Den 20. Maj 1816 bliver han atter dømt, men det lader ikke til, at de mange Domme har hjulpet noget paa ham, thi allerede Aaret efter var han paa Spil igen, og denne Gang var det alvorligere for ham, thi han blev arresteret, sad som saadan i længere Tid, kom for Inkvisitionsdomstolen, blev underkastet den "skarpere Examination" og blev den 4. Aug. 1818 dømt til Tugthusstraf. Det viste sig nemlig ved denne Retssag, at Nagel saa at sige havde været Formand eller vel rettere Anfører for en regulær københavnsk Røverbande, der hovedsagelig havde opereret under hans Vejledning, idet Nagel nemlig havde givet saavel Kvinder som Mænd ikke alene Anvisning paa, men ogsaa ligefrem Ordre til at foretage nærmere bestemte Indbrud, Tyverier, Overfald og Røverier. Med andre Ord Visens besungne "Fatter Nagel" viser sig at være en veritabel Røverhøvding efter de bedste Mønstre. Desuden havde han hjulpet Slaver til at undvige og havde huset dem. Dommen over ham og hans Medskyldige faldt i Aaret 1818, og det blev under Retssagen oplyst, at Nagel var blevet saa velhavende, at han var blevet Ejer af Ejendommen Nr. 234 (det nuværende Nr. 3) i Antonistræde, ligesom vi af Retssagen faar at vide, at han havde 3 Børn. Aaret før Retssagen kom frem, var han blevet sin Broder, Frederik Conrad, der var Værtshusholder og boede i Brogade Nr. 3 (det nuværende Nr. j) et Beløb af 2500 Rdlr. skyldig, og dette Beløb gav 19 Aar efter, altsaa i 1835, Anledning til en ny Retssag, som jeg skal omtale nærmere senere. Som Sikkerhed for Laanet pantsatte Nagel hele sit store Indbo og Inventarium, hvorimellem der bl. a. var 8 Senge, 12 større og mindre Spejle, en Mængde Stole, Kobbersager, Tintøj etc.

Efter at Nagel har udstaaet sin Straf, flytter han til Lille Kongensgade i Nr. 60. det nuværende Nr. 12, og her, hvor han boede fra 1822 til 1846, altsaa i 24 Aar, er det, at hans Beværtning bliver rigtig bekendt som Sømandsbeværtningen, men næppe fordi det var en helt ud dydig Beværtning. Fra 1824 staar han som ejer af ejendommen. Af hvad Art hans Værtskab har været, faar vi at vide af Visen, hvori det hedder:

Der drak man Snaps og Skaller,
Der fik man svære Hatte,
Der gjorde man Rabalder,
Og drak, saa det ku' batte

Men oppe der paa Salen
Der boede jo hans Glutter,
Der trivedes Skandalen,
Og der kom Sømandsgutter

Og Nagel sa'e: Her har De
Mit Fuglebur forretten,
Og har De Mønt, værsaartig,
Man skal jo elske Næsten.

Som vi ser af Visen, indtog Nagels Beværtning saavel Stuen som 1ste Salen i Lille Kongensgade, og Salen har næppe kunnet staa for en streng Kritik, thi her var det vistnok kun prostituerede Kvinder eller "Salsdamer", som man den Gang kaldte dem, som boede. Der er efter al Sandsynlighed blevet ført et meget lystigt "Leben" her, hvor Vinen og Øllet flød, og hvor Dalerne rullede. Men naar Sømændene havde brugt deres surt erhvervede Dalere hos Nagel i Selskab med dennes "Salsdamer", saa hedder det i Visen:

Og naar saa Pengepungen
Var bleven tom og slatten ,
Saa smækked han med Tungen
Og sa'e: Nu kommer Katten.

Saa var man fuld, og førend
Man rigtig kom paa Scenen.
Saa var man smidt paa Døren
Og laa i Rendestenen.

Der er intet Under, at "Fatter Nagel"s Værtshus for Efterverdenen staar som Indbegrebet af Sold, Svir og Ballade, thi allerede i Datiden finder vi i en "satirisk-komisk og skælmsk Ledsager i Danmarks Hovedstad", der udkom i 1839 følgende om denne Beværtning i Afsnittet om Lille Kongensgade:

"I denne Gade boer den geniale Hr. Værtshusholder Nagel, i hvis reenlige og venlige Huus man kan blive beværtet med Alt, hvad Legemet ønsker."

Selvfølgelig skal denne Udtalelse tages ironisk. 

I 1835 faar Nagel sin sidste Retssag, idet der nemlig præsenteres ham hans gamle Gældsbevis, som han i 1816 udstedte til en Broder, men som efter dennes Død er overgaaet til en eksam. juris Gjørling. Gældsbeviset var nu nedbragt til 200 Rdlr.. som C. O. Nagel imidlertid nægtede at betale, med den Begrundelse, at han havde betalt dette Restbeløb. Som Bevis fremkom han med en Art Kvittering fra sin afdøde Broder, men denne Kvittering kunde ikke holde rigtig stik overfor Domstolene. ja man ymtede noget om, at den ikke var kvitteret af den Afdøde selv, saa Nagel fik ikke noget ud heraf, men blev dømt til at betale. Det ærgrede imidlertid ham, at han maatte af med Pengene, og han foranstaltede derfor hele denne Retssag trykt og udgivet saa at alle og enhver kunde se, hvor skammeligt Værtshusholder Nagel var blevet behandlet, naar Retten ikke vilde anerkende de saakaldte Beviser, som han fremkom med. Det blev det sidste, som man kom til at høre fra Nagel; nu holder han sig i Ro, d. v. s. overfor Offentligheden, lige til sin Dødsdag, Mandagen den 16. Februar 1846 læser vi saa i Adresseavisen følgende Avertissement:

"Herved bekjendtgøres for Familie og Venner, at min Mand, Værtshusholder C. O. Nagel, ved Døden er afgaaet den 10de d. M, i sit 45de Aar. Kjøbenhavn, den 14. Febr. 1846.
M. E. Nagel.

Adresseavisen har imidlertid en Trykfejl i dette Avertissement, thi der skal ikke staa, at Nagel døde i sit 45de, men derimod i sit 75de Aar, hvilket ogsaa fremgaar af Holmens Kirkes Begravelses Protokol for 1848 i hvilken der staar, at Værtshusholder C. O. Nagel er afgaaet ved Døden af Alderdom, 75 Aar gl, den 10de Februar 1846, og at han begravede den 14d fra Frederiks Hospital, hvor han altsaa er død.

Dermed var "Fatter Nagel" Saga ude, men endnu 76 Aar efter hans Død lever hans Minde blandt os i de Ord:

I Lille Kongensgade
Der bode Fatter Nagel.

Carl C. Christensen.

(København, 3. april 1922)

Lille Kongensgades ene side er velbevaret siden Fatter Nagel holdt til her. Numrene 2-20. Nummer 12 er den forreste del af de blå bygning som ligger til venstre for den røde murstensbygning (den anden halvdel er nr. 14). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fatter Nagel er også beskrevet i tidsskrifter som Personalhistorisk Tidsskrift. Af Fatter Nagels  tilholdssteder findes ikke længere Lille Grønnegade (Ny Adelgade) i hjørnestedet bag ved Hovedvagten, Store Brøndstræde 98 (senere nr. 3 - nu Gutenberghus, Antonistræde 3 og Brogade 3. Derimod er Lille Kongensgade 60 - nuværende 12 - hvor han boede 1822-1846 - opført 1800, og kan altså den dag i dag beses.

Svar paa det Indsendte i Lollands Falsters Stift-Avis No. 9.

I Politivennen No. 607 læses følgende påanke der af selve politimesteren i København er censureret.

Endnu vedbliver den yderst stygge tagsprøjte at skæmme gården i Lille Kongensgade hvor gadepumpen er, og på samme tid at overøse fodgængere der skal tage deres vej på fortovet neden under samme. Det er nu vist tyvende gang at dette blad har anket om og ivret imod denne vederstyggelighed. De andre husejere i gaden der havde lige sådanne, om ikke fuldt, så langt udstående tagsprøjter, og fandt dem påankede i Politivennen, har alle haft den agtelse for deres pligt mod medborgeren at de har afskaffet nedgående tagrendepiber og derved bidraget til deres ejendommes og gadens forskønnelse, og til fodgængernes sikkerhed og bekvemmelighed. Men det er så langt fra at udgiveren håber virkning enten af dette eksempel eller af sin påanke, hos den her omtalte afskyelige tagsprøjtes ejers mageløse stivhed, at han, som sidste tilflugt, opfordrer den magt, hvem gadesikkerhed og orden er underlagt, att formå ham at borttage sprøjten, med eller uden anbragt tagrendepibe.

(Politivennen 607. Formentlig 16. december 1809)

Her gengivet efter Lollands Falsters Stifts Kongelig privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, som forsendes med Ride-Posten, 2. februar 1810.

Til Hr. Liebe.

Ved fredag aften den 12. i denne måned henimod kl 10 at passere Halmstræde, hørte indsenderen heraf fra forstuen i huset nr. 55 i Lille Kongensgade en kvinde råbe i en jamrende tone: "red mig, de vil myrde mig!" og flere mandfolk som udførte eder og trusler mod hende. Indsenderen tillige med flere nærmede sig stedet for at komme den lidende til hjælp, men fandt gadedøren lukket. Omtrent en halv snes minutter senere kom en grædende pige ud af huset som sagde det var den ældre hr. Liebe der slog hende, mens sønnerne bandede og truede hende. Da det vist nok interesserer flere at vide dette stakkels fruentimmers brøde, anmoder man Dem, hr. Liebe at publicere den, samt indprente Deres sønner at det ikke klæder sig godt for kavalerer enten at ophidse andre mod eller selv at slå et fruentimmer som man i almindelighed når man besidder humanitet, bærer agtelse for. 

(Politivennen nr. 990, Løverdagen den 20de December 1834, s. 885-886)  

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1834 er optegnet hofbogbindermester J. Liebe, Lille Kongensgade 54, i 1806 ejet af bogbinder Liebe. 1859 Lille Kongensgade 36 og fra 1917 hed adressen Nikolaj Plads 6-8. Huset eksisterer ikke længere. Halmstræde er nuværende Nikolajgade.

Hold paa Tallerkenen.

Et råd til gæsterne hos spisemester Bang i Lille Kongensgade.

Det er hændt undertegnede 2 gange og sidste gang for nogle dage siden at følgende underlige opførsel er vist mod mig hos nævnte Bang. Efter at jeg havde fået den ret jeg forlangte, har  tjenestepigen den ene og madammen selv den anden gang snuppet tallerkenen før jeg havde fortæret portionen. Førte gang troede jeg at det var sket ved en fejltagelse eller fordi manden havde mangel på tallerkner. Men da det skete anden gang, beklagede jeg mig over det til spisemesteren der vel gjorde mig en del komplimenter på sin vis, men hvormed jeg ikke var nær så godt tjent som jeg havde været ved at beholde mit kun halvt fortærede gåselår der var snuppet fra mig. 

Da Bangs spisekvarter ikke er af de fornemste her i byen, kan jeg ikke tro at denne opførsel er vist mig fordi jeg har indfundet mig der i min anstændige skipperdragt der dog vel er lige så hæderlig som en liberikjole. Dog ved jeg at samme tallerkensnupperi er sket en anden skipper som er bosat her i byen hos nævnte Bang. Det er som jeg har hørt et ikke ganske afgjort spørgsmål hvorvidt en offentlige spisevært er berettiget til at nægte nogen som indfinder sig hos ham, spise. Men afgjort er det at har jeg fået min portion, er den min ejendom. Og må ikke snuppes fra mig før jeg har fortæret den.

Jeg gentager derfor mit råd til Bangs gæster:

Hold på din tallerken som smeden på sin tang.
Hvis du vil spise det du har forlangt hos Bang

P. Olsen
Skipper fra Præstø

(Politivennen nr. 772, Løverdagen den 16de October 1830, s. 666-668)

Lile Kongensgade mellem Holmensgade og Nikolaj Plads. (Kreditering: Københavns Museum, Niels Ludvig Mariboes billedsamling, 60-80 år efter Politivennens artikel. Fotoet er taget nogenlunde fra Lille Kongensgade 25 - som altså ikke kan se på fotoet)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1830 må der være tale om Niels Bang, værtshusholder, Lille Kongensgade 85. Som i 1859 skiftede nummer til Lille Kongensgade 25. Stedet eksisterer ikke længere.

En besynderlig Liigfærd.

Det er så langt fra at anmelderen ynder pragtfulde eller bekostelige begravelser, at han tværtimod anser det for dårligt således at bortødsle summer som de afdødes familier enten må sætte sig i gæld for at skaffe, eller dog siden må føle savnet af. Men han holder det på den anden side for upassende at en jordefærd sker på en måde der støder velanstændigheden eller tiltrækker sig mængdens særdeles opmærksomhed.

Anmelderen var i næst forrige uge vidne til en sådan ligfærd i Lille Kongensgade. Uden for huset nr. 76 holdt de fattiges ligvogn. Kusken samt en mand iklædt en grøn frakke bar den ene ende af kisten og en skomager i sin arbejdsdragt med grønt forklæde og stribet nattrøje tillige med hans læredreng i samme kostume, bar den anden ende. Og satte således liget i vognen, hvorpå kusken tog sin sørgelige kappe på, steg op og kørte bort med liget uden at et eneste menneske fulgte samme. Hvilket vakte den derfor samlede mængdes største forundring.

På nærmeste forespørgsel har anmelderen erfaret at den afdøde var en 84 årig olding ved navn A. Molinari, født i Italien, kom han i sin ungdom til Danmark, hvor han i henved 60 år har ernæret sig ved at forfærdige meteorologiske instrumenter. Hans duelighed i dette fag var almindeligt kendt. Vel efterlod han sig aldeles ingen formue, men dog formodentlig så meget at det kunne være tilstrækkeligt til at skaffe ham en anstændig begravelse. Hvilket han som borger i over et halvt århundrede vel kunne have fortjent og som han sikkert også havde fået hvis hans herværende landsmænd og bekendte var blevet underrettet om hans død. Men dette skete ikke ligesom hans dødsfald endnu ikke er offentligt bekendtgjort.

(Politivennen nr. 735, Løverdagen den 30te Januar 1830, s. 65-67)

Lille Kongensgade. Nr. 7 lå til venstre, hvor Magasin ligger.

Redacteurens Anmærkninger

Lille Kongensgade 76 (fra 1859 Lille Kongensgade 7) eksisterer ikke mere. Den lå på det areal hvor Magasin ligger nu. Molinari står i Krak 1829: "Molinari, A. Barometm., l. Kongensgade 76"

Anmodning til Theaterdirectionen.

Indsenderen har med en slags modbydelighed ofte betragtet de lazaronklædte maskinfolk der i deres smudsige dragt passerer frem og tilbage gennem parketgangen om aftenen når de søger hen for at få en hjertestyrkning i deres stamkvarter, den såkaldte "Røde Huse" i lille Kongensgade. Men foruden at det er et modbydeligt syn at se disse fedtede karle mellem pyntede damer og herrer, er det endnu værre at de på deres hyppige gennemmarch stryger sig op ad de skuespilbesøgendes klæder. Det løber vist som oftest ikke af uden pletter på grund af den fedtede berøring. Indsenderen vover derfor herved at anmode den ærede teaterdirektion om den opmærksomhed for publikum at anvise disse folk en anden vej som de uden at besvære de skuespilbesøgende, kan vandre ad for at hente deres fornødenheder.

På samme måde var det ikke af vejen om det subjekt der tænder lysene i den kongelige loge, havde dragt der passede til stedet. For at en skiden blå trøje stikker frem i logen en halv time før herskabet træder ind i samme, synes efter indsenderens mening aldeles at stride mod den uindskrænkede højagtelse man skylder kongehuset.

(Politivennen nr. 679, Løverdagen den 3die Januar 1829, s. 4-5)

Bøn til Politiet

Man må anerkende vores årvågne politis opmærksomhed for den tryghed som gør at man om natten kan passere vores gader, ja at endog den mest befærdede Østergade efter borgerlig aftentid, fordi de er renset for kønnets udskud, nemlig de offentlige fruentimmer. Men det er meget at beklage at netop der i nærheden, i så henseende herefter desto større uorden, ja endog forbundet med sådan lovløs fremgangsmåde at den roligt gående risikerer overfald og lemlæstelse. Og dette er virkelig tilfældet på gadehjørnet af Lille Kongensgade og Nikolajgade hvor der fra kl. 10 om aftenen og næsten hele natten er en stor forsamling af offentlige fruentimmer som tiltaler og antaster enhver. Og til deres assistance har de fra en nærliggende port en del slagsbrødre til medhjælpere. Indsenderen er ikke alene selv på den mest uforskyldte måde kommet i ulejlighed med denne røverhob, men har endog set og oftere hørt at det er hændt andre lige så.

Igennem dette blad vover man derfor at henlede politiets opmærksomhed på nævnte gadestrøg med håb om at en sådan uorden vil blive hæmmet.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 719-720)

"På gadehjørnet af Lille Kongensgade og Halmstræde er der fra kl. 10 om aftenen og næsten hele natten en stor forsamling af offentlige fruentimmer som tiltaler og antaster enhver." (Lille Kongensgade og hjørnet til Halmstræde, nuværende Nikolajgade krydser ved efter det gule hus. Eget foto, 2015)

Bekendtgørelse.

Efter hvad man senere har erfaret var den person der på en så skammelig måde mishandlede en sovende engelsk matros i Lille Kongensgade, ikke virkelig, men kun interimsportør på Frederiks Hospital. Han har senere for at undgå videre ubehagelighed absenteret sig da han rimeligvis kunne gætte sig til sagens udfald. Den mishandlede matros er taget under kur på nævnte hospital.

(Politivennen nr. 512. Løverdagen den 22de October 1825, s. 10094-10095)

Skammelig Fremfærd mod en sovende engelsk Matros.

Motto: Hvis du ikke lemmer, liv vil vove
Stå ej på gaden for at sove.

Hr. Udgiver.

Da det er enhver god undersåts pligt at bidrage til at se nedrig kådhed og ondskab straffet, bedes De at indføre følgende bevislige faktum i Deres gavnlige blad.

Onsdag den 5. oktober i middagsstunden stod en engelsk matros ved en forspændt vogn i Lille Kongensgade og sov. Han støttede hovedet på en pose som han havde lagt på vognen. Adskillige forbigående standsede vel ved at se ham, men da de erfarede at han sov, gik de igen. Endelig kom en karl (portør på Frederiks Hospital), rygende på sin pibe til stedet. Og da han blev opmærksom på matrosen, betragter han ham noget, går derpå hen til ham, griber ham i håret, løfter hovedet op og rusker ham. Men matrosen som sov meget tungt - en følge af en stærk rus som man siden erfarede han havde haft - vågnede ikke. 

"En engelsk matros stod ved en forspændt vogn i Lille Kongensgade og sov, støttende hovedet på en pose han havde lagt på vognen." (Lille Kongensgade 2015. Eget foto).

Nu fandt portøren på et andet middel. Han begyndte nemlig at puste ham røgen af sin pibe i ansigtet, hvorpå matrosen begyndte at røre på sig. Men da han dækkede sit ansigt til med posen for at undgå tobaksrøgen, trak portøren den fra ham, stak piben ind under hans arm op mod kinden og brændte ham således i ansigtet med pibehovedet, idet han vedblev at dampe og puste røgen ud af piben. Nu vågnede matrosen. Men efter længe at have søgt at skærme sig mod denne påtrængende og ondskabsfulde vækker, tabte han tålmodigheden og hans harme brød ud imod denne så skadefro plageånd. Han sprang op imod portøren. Men da han ikke kunne tale dansk, og så sig omgivet af en del mennesker, trak han i sin forvirring og forbitrelse en kniv op af lommen, formodentlig for at forsvare sig med en,eller hævne sig på sin tyran. Men da denne så dette, fik han af en tilstedeværende en stang eller knippel og for med den ind på matrosen samt mishandlede ham med morderiske slag. Dette bragte den endnu berusede matros endnu mere i harnisk. Han kastede sin trøje for i mag at slås med sin modstander. Men da denne havde trukket sig lidt tilbage og den berusede ikke straks fik øje på ham, løb han ned ad gaden. 

Imidlertid var der adskillige der anmodede portøren om at begive sig bort, hvortil han dog ikke var villig, men gav tværtimod sin hat til en af tilskuerne, og da matrosen kom tilbage, for han straks løs på ham, kastede ham ned i rendestenen og slog ham atter morderisk, hvorefter han endelig gik sin vej. Matrosen blev efter at have ligget og jamret sig meget bragt hen til hr. amtskirurg Westphal som drog omsorg for at han blev bragt på hospitalet. 

Anmelderen kan ikke undlade at offentliggøre ovenstående skønt han beklager derved at fremsætte et eksempel på at der blandt de godmodige danske findes enkelte som uden given årsag udøver sådan niddingsdåd mod sagesløs mand og således skænder det danske navn hos fremmede.

(Politivennen nr. 511. Løverdagen den 15de October 1825, s. 10074-10077)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 512. 22. oktober 1825, s. 10094-10095. 

Svar paa: "Bøn om Nattero i lille Kongensgade."

(Slutning se forrige nummer)

Hr. Fruentimmerhaderen har også lyst at ride på vægteren. Og han søger at gøre denne latterlig ved at anmærke at han sysler i den anden ende af gaden. Og når han endelig kommer, forøger han ståhejen med sin hårde stemme og siden i en monolog med lydelig røst fortæller hvilken plage han må udstå på sin post. I denne anledning bemærkes at vægteren som har sin post fra Kongens Nytorv til Halmstræde, og i Halmstræde, Integade samt det halve af kirkegangen ved slagterboderne, umuligt til alle tider kan være til stede når klammeri sker i den anden ende af gaden. Især da han mest opholder sig i nærheden af Holmensgade hvor de fleste optrin i almindelighed forfalder. Men ved mindste lyd iler han straks til det sted hvor det nødvendiggøres og søger at holde så god orden som der står i nogen vægters magt at udføre.

Af fruentimmerhaderens udladninger om vægterens moral skulle man næsten tro at det er hans mening at denne skal lemlæste mennesker. Men da dette nok strider mod hans foresattes vilje, handler han meget rigtigt ikke at slå eller arrestere uden højst nødvendiggøres. For når vægteren skal arrestere nogen, går der gerne en times tid inden han kommer tilbage, og i den tid kunne mange slemme optrin forefalde, så meget mere da vægterne i de tilstødende gader må assistere med arrestationen.

"Vægteren kan umuligt til alle tider være til stede når klammeri sker i den anden ende af gaden. Men ved mindste lyd iler han straks til det sted hvor det nødvendiggøres og søger at holde så god orden som der står i nogen vægters magt at udføre". (En vægter forviser et logerende fruentimmer. Lahde kobberstik).

Hr. fruentimmerhaderen anmærker også at jeg muligvis ville tabe noget i min leje ved at fratage de logerende gadedørsnøglen og dette tab mener han ikke ville blive føleligt da jeg efter sigende skal være i besiddelse af en indbringende næringsvej. Rigtignok har jeg borgerbrev som værtshusholder. Og uagtet jeg ikke har flasker og glas i vinduerne, driver denne næringsvej. Men hvorvidt den er indbringende vil næppe denne herre kunne bestemme. 

Hr. Fruentimmerhaderens lærde udtryk lyder til slut således: at jeg desuden er en mand af udmærket industri, men erklærer i øvrigt ikke at kende mig. Jeg bringes derved til at tro at han har ladet sig noget fortælle af andre. For hvorledes kan den der ikke kender en mand, bedømme hans handlinger. Eller også må jeg antage at han lader sig bruge af andre som redskab til offentligt at fremsætte ting for at lede opmærksomheden på en eller anden genstand. Jeg erklærer i den anledning at den som uden hjemmel og uden at være sit navn bekendt fremsætter ubeviselige *) usandheder i et offentligt blad er en nidding.

Efter således at have besvaret de af hr. Fruentimmerhaderen i Politivennen nr. 498 gjorte anmærkningen, lader jeg ham herved vide at jeg ikke kan bønhøre hans bøn, nemlig at fratage de logerende gadedørsnøglen. Og skulle fruentimmerhaderens nerver være så svækkede at han ikke kan tåle den gadeståhej som muligvis kan forefalde i lille Kongensgade, vil jeg give ham det gode råd: at være så human at flytte til en anden gade.

*) Forfatteren vil erindre sig at hvad der er ubevist ikke altid er ubeviseligt.
Udgiveren.

(Politivennen nr. 502. Løverdagen den 13de August 1825, s. 9929-9932)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 498. 16. juli 1825, s. 9862-9864, første del af dette svar findes i Politivennen nr. 501. 6. august 1825, s. 9915-9918. Mange år senere blev adressen behandlet i avisen "København" i en artikel af Carl V. Christensen om "Fatter Nagel i Lille Kongensgade".

Svar paa: "Bøn om Nattero i lille Kongensgade".

Den som vil føre anke over noget i offentlige blade, bør ikke sige usandhed. Hvilket er tilfældet med anmelderen i Politivennen nr. 498. Han siger at ejeren af huset nr. 69 i Lille Kongensgade har lejet alle sine værelser ud til de såkaldte logerende fruentimmer. Men det forholder sig ikke således. For ejeren som hverken bor i huset eller i København, har lejet hele huset bort til en mand som ifølge lejekontrakten er berettiget til at benytte huset som han bedst vil og kan. Og at denne mand som har en stor familie og sidder for svære udgifter, udlejer sine værelser til hvem der betaler ham bedste uden hensyn til hvad køn, vil nok ingen fornuftigt tænkende miskende. Og denne mand er det nu som træder frem for at tage til genmæle mod de øvrige af anmelderen i Politivennen anførte usandheder som på visse steder tillige viser højeste grad af ondskab.

Anmelderen vil efter udgiveren af Politivennens sigende ikke være sit navn eller bopæl bekendt *), uagtet han har anført gaden, mit husnummer mm, hvoraf enhver tydeligt kan se hvem den mand er som han søger at gøre suspekt. Og hans udtryk imod de logerende fruentimmer som han kalder væsener og ådsler, viser tydeligt at han må være en hader af det smukke køn og giver mig begrundet formodning til at tro at han må være en elsker af det modsatte køn, og da jeg ikke ved eller kan få at vide hans navn eller karakter, vil jeg indtil videre benævne ham Fruentimmerhaderen.

Denne hr. Fruentimmerhader siger at jeg fortjener tak af gadens beboere ved at fratage de logerende fruentimmer gadedørsnøglen. Han fremtræder altså som offentlig kommissionær for hele gadens beboere. Og på en måde vil han have man skal tro at disse har anmodet ham om den anførte bøn om nattero i lille Kongensgade. Men så vidt mig er bekendt er de fleste af gadens beboere fornuftige mænd som vist ikke har givet ham denne kommission.

Hr. Fruentimmerhaderen anfører videre at den hyppige gadesværm begynder på den tid dansestederne ophører og vedvarer almindeligvis til morgenstunden, og der forløber næsten ingen nat uden optrin. Dette er usandhed. For flere uger og måneder kan hengå hvor der ikke sker klammerioptrin og sjældent efter kl. 12. Og da lille Kongensgade er midtpunktet i byen hvor alle nationers søfolk har deres fart igennem, dels til dansestederne, dels til de små huse i Holmensgade, så vil ingen undres over at klammerioptrin undertiden kan forefalde uden de logrende fruentimmers dertil givne anledning.

Hr. Fruentimmerhaderen anfører videre ved det at de logerende fruentimmer spadserer op og ned af gaden, geråder liebhaberne gerne i klammeri og at en mand for nogen tid siden er blevet såret i næsen af et knivstik. Atter usandhed. For den person som fik et lille sår i næsen, bestod blot deri at han i slagsmål med to personer fik et neglerift ved det ene næsebor som kan hænde i ethvert slagsmål.

At der ofte spadserer logerende fruentimmer i Lille Kongensgade, vil hr. Fruentimmerhaderen vel ikke kunne modsige, og derfor bør ikke alt skrives på de logerendes regning som bor i nr. 69.

(Sluttes i næste nr.)

*) Jeg har aldrig kunnet tillade mig en ytring som den anførte. hvorimod jeg efter pligt nægtede at opgive forfatterens navn for en mand der for mig som her for publikum erklærede at være lejer og ikke ejer af huset nr. 69 i lille Kongensgade.

Udg.

(Politivennen nr. 501. Løverdagen den 6te August 1825, s. 9915-9918)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 498. 16. juli 1825, s. 9862-9864 og afsluttes i Politivennen nr. 502. 13. august 1825, s. 9929-9932. Mange år senere blev adressen behandlet i avisen "København" i en artikel af Carl V. Christensen om "Fatter Nagel i Lille Kongensgade".

Bøn om Nattero i lille Kongensgade.

Ejeren af nr. 69 i lille Kongensgade som har udlejet alle sine værelser til de såkaldte logerende fruentimmer, ville vist fortjene tak af gadens beboere ved at fratage disse væsener gadedørsnøglen, da den hyppige gadesværm som almindeligvis vedvarer til morgenstunden, derved ville forebygges. Sværmen begynder egentlig når spillet i danseknejperne ophører. Og går det her som skrevet står: hvor ådslet ligger, forsamler ørnene sig. 

Der forløber næsten ingen nat uden optøjer. For disse fruentimmer spadserer op og ned ad gaden og liebhaberne geråder da gerne i klammeri. For nogen tid siden blev et mandfolk såret i næsen af et knivstik. Vægteren sysler gerne i den anden ende af gaden og når han endelig på anskrig kommer til, forøger han kun ståhejen ved med sin hårde stemme at larme og bande. Og siden i en monolog med tydelig røst at fortælle hvilken plage han må udstå på denne post. Muligvis ville ejeren ved at fratage dem nøglen tabe noget i sin leje. Men dette tab ville næppe blive føleligt for ham, da han efter sigende skal være i besiddelse af en indbringende næringsvej og desuden en mand af udmærket industri. Anmelderen der forøvrigt ikke kender ejeren, og flere med ham, nærer det håb at han vil være så human at realisere det her fremsatte rimelige ønske.

(Politivennen nr. 498. Løverdagen den 16de Juli 1825, s. 9862-9864)

"Ejeren som hverken bor i huset eller i København, har lejet hele huset bort til en mand som ifølge lejekontrakten er berettiget til at benytte huset som han bedst vil og kan." (Lille Kongensgade 69 er i dag nr. 12, og er det blå hus som ligger bagest i billedet efter stilladset mellem det rødpudsede og murstenshuset. På den anden side ligger Magasin. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 501. 6. august 1825, s. 9915-9918 og Politivennen nr. 502. 13. august 1825, s. 9929-9932. Mange år senere blev adressen behandlet i avisen "København" i en artikel af Carl V. Christensen om "Fatter Nagel i Lille Kongensgade".

Lille Kongensgade 69 blev i 1856 sammenlagt med nr. 68 og fra 1859 kom adressen til at hedde Lille Kongensgade 12. Huset er opført år 1800, og ligger der altså endnu, se foto ovenfor.

Advarsel til Logeprangeren i lille Kongensgade.

Det har flere gange behaget denne pranger at avertere til salg "lige for teateret", hvilket sidste er bemærket i Politivennen. Men da det er nok så bekendt at han ikke ejer sådanne pladser til udlejning, så håber man at han for fremtiden ophører med det. Skryderi er det at avertere noget man ikke har i sin magt at bortleje. Og derfor håber man også at modehandlerinden i Lille Kongensgade nr. 93 ikke oftere tåler at sådant skryderi averteres derfor.

(Politivennen nr. 430. Løverdagen den 27de Marts 1824, s. 6958-6959)

Redacteurens Anmærkning.

Lille Kongensgade 93 har siden 1859 ændret nummer til nr. 41 og i dag Bremerholm4/ Lille Kongensgade 45. Huset er fra 1975.

Utilbørligt Forhold.

I Lille Kongensgade i København udenfor nr. 60 ses ikke sjældent en dynge af en hvid, kalket, fedtet og ildelugtende materie, bestående undertiden af et, undertiden af flere læs der bliver udbragt af denne gårds port ved at bæres ud i spande og tømmes, dels på gaden, dels også på fortovet. Efter at have ligget nogle timer, bliver det sædvanligvis hentet af en vogn med to heste for. For fodgængerne især der passerer denne gade, er det yderst ubehageligt at få deres skotøj smurt med denne kalkmasse som man desuden ikke kan vide hvor skadelig den er for læderet eller ej, og da denne uhumskhed flere dage efterlader spor på fortovet, uagtet det dog løselig affejes, efter at kalkmassen er bortkørt, så ønskede man gerne at gadekommissæren beordredes til at henvende sin opmærksomhed herpå og pålægge vedkommende da der er port på gården at lade en vogn trække derind og der læsse samme fuld, hvorefter denne kunne afhentes og bortkøres, så at ikke uvedkommende og forbigående skal have ulejlighed og måske også skade deraf. Desuden er jo sådant i strid mod offentlig orden. Mærkeligt er det ellers at det nye rendestensbræt som brolægningskommissionen i forrige års december måned besørgede godt og forsvarligt lagt udenfor denne gårds port allerede nu næsten er ganske fortæret og gjort ubrugelig. Mon man ikke også deraf kan slutte at den omtalte kalksmøre er skadelig for de forbigåendes fodtøj? Ingen af de øvrige rendestensbrætter i denne gade som alle blev besørgede på samme tid nygjorte under gadens brolægning forrige år, er i mindste måde brøstfældige, og altså må enten omtalte kalk have bevirket dets hastige ødelæggelse eller også uforsigtig nedkasten af tunge foustager osv. derpå.

(Politivennen nr. 347. Løverdagen den 24de August 1822, s. 5621-5623).

Spørgsmaal i Anledning af Vandmangel i Gaardene.

Beboerne af huset nr. 72 i Lille Kongensgade har næsten hele sommeren, men især i de sidste 8 til 12 uger helt manglet vand i gården, da opstanderen og pumperedskabet er helt forfaldent. Så længe de omkringboende hus- og gårdejere tillod at man hentede sit vand fra deres poster, gik det endda an. Men nu er de endelig blevet kede af at lade deres pumperedskaber opslide af uvedkommende, og man er derfor ik en ikke ringe forlegenhed. Vel er der en gadepost i gaden, men det er meget byrdefuldt for en husmor der ikke holder pige, at hente vandet så langt fra sin bopæl, eller også meget bekosteligt når man hver gang skal betale en karl for dette arbejde. I denne anledning fremsættes følgende spørgsmål som man ønsker besvaret af en sagkyndig:

1) Kan det fra det offentliges side tåles at en ejer lader sine pumperedskaber forfalde i den grad at vandet i gården aldeles mangler. Kan det ikke få følger fx i ildebrandstilfælde, og bliver vandet derved ikke ødelagt for naboerne?

2) Kan en sådan husvært med rette kræve vandskat af beboerne eller kan de uden videre lade være med at betale den?

(Politivennen nr. 300. Løverdagen den 29de September 1821, s. 4829-4830).

Svar til Spørgeren om Conditor Minnis Caffe.

Den spørger som med hensyn til konditor Minnis bekvemme og skønne, men dyre huslejlighed, hans store samling af danske, norske, engelske og franske dagblade, og især den udmærkede godhed af hans kaffe med tilhørende fløde og sukker, ikke finder sig tjent med at give 12 skilling for en kop kaffe, denne spørger meddeles herved det simple, ufejlbarlige råd at drikke sin godtkøbskaffe og søge det samme svarende tilbehør og selskab hvor det måtte behage ham. Blot ønsker indsenderen som er en af hr. Minnis meget tilfreds gæster, at spørgeren til fordel for husholdningskunsten i disse knappe tider, vil offentliggøre den dybe regnekunst ifølge hvilken hr. Minni skal kunne tjene 300 procent på en kop kaffe til 12 skilling.

(Politivennen nr. 289. Løverdagen den 14de Julii 1821, s. 4653).

Redacteurens Anmærkning.

Den schweiziske konditor Jacob Minis konditori lå på hjørnet af Kongens Nytorv og Lille Kongensgade.

Anmodning til Fiskebløderen i Ulkegaden.

En del af Lille Kongensgades beboere anmoder Dem  venskabeligst om at lade Deres fiskevand udløbe om aftenen sent eller om natten, og ikke som i nogen tid er sket, om morgenen, da de er færdige at forgå af den væmmelige og utålelige stank som dette vand fører med sig. Beboerne i den del af gaden fra hjørnet af Halmstræde til Ulkegade lider nok om aftenen og om natten af stanken fra de mange renovationsvogne som kører igennem Halmstræde og Nikolaj kirkegang, skal de nu også om morgenen pines med den lige så ækle og ulidelige stank af fiskeblødervand, så må de hellere ønske ingen næse at have.

(Politivennen nr. 188, Løverdagen den 7de August 1819, s. 3026-3027)

Redacteurens Anmærkning.

H. C. Andersen boede i Ulkegade 108, 2. sal hos madam Henckel september 1819 til april 1821. April til oktober 1821 hos madam Henckel i Dybensgade 167 (nu nr. 20), men fattede tilsyneladende ikke hvad pigerne i gaden levede af. 

Peter Christian Klæstrup: 1820-1882. Folkeliv i Ulkegade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Uforskammet Betlerie.

Man tor at burde gøre følgende bekendt: I lørdags i forrige uge kom to tysktalende personer ind på et sted i Lille Kongensgade og tiggede med en yderst uforskammethed. Den ene af dem havde omtrent 1 uges tid i forvejen været der og viste en overmåde grov opførsel da han intet fik. Da anmelderen var til stede og hørte at han ligeledes ytrede sin uforskammethed, var han nødt til at vise ham døren med magt, eftersom han ikke godvillig ville gå bort. Men denne person blev ved at opmuntre den anden til også at være uforskammet. Den ene af disse personer var klædt i en gammel grøn trøje og blåstribede benklæder, den anden havde frakke på. Sikkert var ikke tiggeri årsag til deres komme, men måske de har til hensigt at lære at kende det lokale for om muligt med tiden at gøre en bedre fangst.

(Politivennen nr. 95, Løverdagen den 25de October 1817, s. 1583-1584)

Svar paa det i No. 85 Indførte, under Titel. Uhjelpspmhed og Egennytte.

Nævnte indsender har behaget at dolere over at svenden hos den i Lille Kongensgade boende kirurg skal have nægtet at modtage en til dette sted anbragt syg og at give denne noget at styrke sig på, uagtet betaling derfor blev tilbudt, hvorimod indsenderen blev henvist til Nyhavn nr. 2 hvor redningsmaskinerne (?) forefandtes. Denne handling har denne indsender bestræbt sig for endvidere at påsætte et kainsmærke ved at kalde den et modstykke af ædelmodighed begået den 29. juli på Nyholm. Det synes at være klart at hr. indsenderen ikke har megen sans for at skåne de levendes ære og agtelse. For han søger åbenbart at ville indbilde publikum at blot uvilje var årsag til at den indbragte såkaldt syge blev nægtet øjeblikkelig hjælp. Men da han derhos tilstår at principalen ikke var hjemme og indsenderen af nærværende forsikrer at han ikke var i besiddelse af noget som helst til den indbragtes tilstand passende lægemiddel og han tillige vedgår at være blevet henvist til vedkommende sted som er beliggende en kort vej fra Lille Kongensgade, så vil enhver tænkende selv kunne dømme hvad titel den mand fortjener som for at kunne udbasunere sin måske første fortjenstlige handling søger at nedrive andres gode navn og rygte.

Jørgensen
hos amtskirurg Westphael.

(Politivennen nr. 88, Løverdagen den 6te September 1817, s. 1479-1481)

Redacteurens Anmærkning.

Nyhavn 2 er nutidens nr. 3. det er opført før 1731, dog senere ombygget.