Kjøbenhavns offentlige Politiret. Juni 1865. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns offentlige Politiret,

1ste Afdeling, Assessor Sporon.

Mandagen den 12te Juni.

- Havde Høker D. Nielsen blot i Fredags instrueret det Bybud rigtigt, som forleden gav Møde for ham i Retten, saa havde han sluppet med 4 Mark for sin Helligbrøde, medens han nu idag maatte af med 1 Rd.

- Da Fjerhandler Haunstrup har konfereret med Politiet angaaende Duns Ud- og Indførsel i Vingaardstræde og er villig til at rette sig efter Politiets Forskrifter, saa kan han ogsaa idag slippe med en Advarsel.

- I over 20 Aar har det været Kutume blandt Nørrebros havebesiddende Beboere, at Latrinudførslen fra Eiendommene skeer ved, at man fører der ildelugtende, men kraftige Gjødningsstof ud i Haverne, hvor det nedgraves, for at Træerne kunne have godt deraf. Men have Træerne godt deraf, saa have Naboerne ondt deraf, og derfor blev det idag betyder Fuldmægtigen for Restauratrice Jfr. Olsen paa Nørrebro, at Latrinudførslen for Fremtiden skal ske paa den anordningsmæssige Maade. 

- Den gamle Sag mod Jens Christiansen, som forleden ved at transportere 9 Grise havde tabt en uskyldig lille Gris paa Gaden, hvorved Grisen stødte sin ene Taa saa stærkt, at den ikke kunde reise sig og derfor blev liggende, var atter for idag, og Jens Christiansen skulde for sin uforsvarlige Kjørsel have indbetalt i Rd., men da han ikke i lang Tid havde seet 1 Rd., betalte Slagter Østergaard, som var mødt, fordi der muligvis kunde være Grund til at antage, at han havde gjort sig fyldig i Dyrplageri, Mulkten for Jens, hvormed Sagen hævedes, da der oplystes, at Slagtermesteren aldeles ikke havde gjort sig skyldig i Dyrplageri.

- Snedkermester Thorsen var stævnet, fordi Latrinerne i hans Eiendom vare i Uorden, men hans Søn, Urtekræmmet Th., mødte og erklærede meget smagfuldt, "at hans Fader hverken kunde give Møde eller skrive nogen Fuldmagt. da han var ifærd med at reise af til Storarmeen." Sagen hævedes med en Advarsel, da Thorsen jun. oplyste, at Uordenerne i rette Tid vare hævede.

- Vognmand Søren Nielsen havde forleden Søndag med sin Karetvogn taget uberettiget Holdeplads paa Kongens Nytorv, og ved sin megen Snakken frem og tilbage idag i Retten, hvorved han understøttedes heldigt af et af ham medtaget Vidne, Billedskærer Bruun, lykkedes det ham at trække Sagen en halv Time i Langdrag. Paa Onsdag vil Vognmanden faa sin Dom. 

- For Vandspild betalte Grosserer Schoustrup 2 Rd.. og en lignende Bøde udrededes af Snedkermester Kaalund, der havde ladet et Par Læs Murgrus udkaste fra sin Eiendom paa Nørrebrogade. 

- En Skomagersvend, der havde overtraadt Politiets Tilhold om Anmeldelse ved Politiprotokollen, fik i den Anledning en Advarsel, da han dog havde gjort den fornødne Anmeldelse til Politiassistenten. 

- Sidse Marie Rasmussen, der havde forladt Ladegaarden mod Politiets Forbud, fik en Anvisning paa den samlede Ret, og Frederik Wilhelm Wildborg, der havde begaaet den samme Forseelse, maatte vente til et senere Retsmøde for at faa sin Dom at høre.

(Dags-Telegraphen (København) 13. juni 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Wallick.

Lørdagen den 17de Juni.

- - -

- I et af de forrige Retsmøder var der fremstillet en 15aarig Dreng, der var anholdt for Tyveri af er Uhr. Uhrets Eiermand, Bødkermester Thorngreen, havde i sin Anmeldelse til Politiet rettet en stærk Mistanke mod Drengen, hvem han Udligne havde antruffet i Tyveri, navnlig af nogle Gummiballoner. Drengen, der har været i Lære hos Thorngreen, har vel tidligere engang taget nogle Gummiboldte paa Bødkerens Loft for at lege med dem, og paa dette ubetydelige og aldeles intetsigende Faktum havde Thorngreen ikke taget i Betænkning at reise en bestemt Anklage mod Drengen. Drengens Moder erklærede for Skranken, at Thorngreen ikke var bekjendt for at behandle sine Læredrenge godt, ja at det endogsaa aldrig havde været muligt for nogen Læredreng at holde ud hos Thorngreen, til han blev Svend. Ved det sidste Gang og idag afholdte Forhør fremkom der imidlertid ikke det Allermindste, der kunde bidrage til at anse Drengen for den Skyldige, og Sagen blev derfor hævet, efterat Thorngreen havde faaet en Paamindelse om, at man ikke burde være saa rask med at mistænke den Første den Bedste.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 18. juni 1865)

Gadeoptøier i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen).

Allerede i flere Aftener have her paa Gaderne, hedder det i "Aalborg Avis", fundet Sammenløb og Slagsmaal Sted imellem Soldater og Læredrenge, der navnlig Fredagaften (Markedsdagen) og i Søndags førte til heftige Optrin, hvis Fornyelse igaar Aftes ved de enkelte Politiofficianters Anstængelse og Soldaternes, skjøndt sene, Bortfjernelse endnu itide blev forhindret. Som det erfares har denne Tumult havt sin Aarsag i kaade Drillerier af Læredrengene mod de ellers fredeligtsindede Soldater, der desaarsag havde samlet sig for at gjøre Modstand. At et saadant Uvæsen skal kunne drives af Drenge, der staae under deres Mestres Tugt, er vistnok at beklage, og det tør derfor forventes, at Politiet kraftigen vil indskjærpe Anordningerne om Opsynet med Læredrengene udenfor Arbeidstiden og tillige vaage over disses Efterlevelse, saaog at der strængelig paasees, at ingen offentlig Udskjænk til Drenge eller lignende til Udskeielser og Demoralisation førende Uordener finder Sted. Ved den Orden og Rolighed, der ellers altid har været kjendelig ved den herværende Soldateske, bør maa haabe, at ogsaa fra denne Side hver Anledning til eller Næring af urolige Collisioner vil blive forebygget, i hvilken Henseende man efter de foregaaende Afteners Optrin vel allerede turde have ventet præventive Foranstaltninger. Skulde imod Formodning nye Tumulter af denne Natur indtræde, var det vistnok ogsaa ønskeligt, at Politiet uskaansomt vilde giøre Brugen af sin Magt og vid denne adsplitte Hobene, hvad enten disse bestaae af Drenge eller Soldater, hvilke sidste ved Sammenløb paa Gaderne naturligvis ere den samme civile Politimyndighed underlagte som enhver anden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. september 1842).

Bekjendtqjørelse fra Politimester Ræder i Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

indrykket i Byens Avis: Læredrengene her i Byen have i længere Tid besøgt Kipperne og lignende Steder, og der afstedkommet mange og mange Slags Uordener, indtil jeg troede at gjøre bedre i at tillade dem, indtil et bestemt Klokkeslet, at besøge visse Værtshuse, dog uden at de der maatte spille eller drikke. Paa denne Maade dreves Drengene ud af Kipperne. Det har imidlertid viist sig, at Værtshuusbesogene have ført til endnu større og mere almindelige Uordener, og jeg har derfor nu maattet forbyde samme. Forudseeligen vil dette Forbud have til Følge, at Drengene igjen ville søge til Kipperne, hvilket Politiet vistnok, saavidt muligt, vil søge at forhindre, men dog alene ikke vil være istand til at forebygge. Ondet har nemlig sin Rod i den altfor store Frihed, som ikke blot om Søn- og Helligdagene, men selv om Sognedagene indrømmes Drengene, og saalænge Forældre og Mestere ikke i dette Stykke ville virke i Forening med Politiet, vil dette kun beholde Valget imellem at drive Drengene fra Værtshusene til Kipperne og fra Kipperne til Værtshusene. Jeg opfordrer derfor paa det Indstændigste enhver samvittighedsfuld Mester, Fader eller Huusbonde til at holde deres Drenge og Sønner saavel fra Kipperne som fra Værtshusene, og derimod at søge paa passende Maade at beskjæftige dem i deres Fritimer, eller at forskaffe dem anstændig Fornøielse hjemme, hvilket i al Fald ved Foreninger imellem et Antal Mestere letteligen vil lade sig gjøre. Erfaringen har i den seneste Tid viist, for hvilke Farer Haandværksdrenge og lignende unge Mennesker, naar de formeget ere overladte til dem selv, ere udsatte, og ingen brav Mand vil have det paa sin Samvittighed at have bidraget til at styrte et ungt Menneske i Fordærvelse, der af Forsynet eller af Forældre og Værger var overdraget ham til Opdragelse og Omsorg.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1842).

Haandværksdrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Haandværksdrengene i Kjøbenhavn ere det tydeligste Bevis paa, hvor meget Oplysningen i de senere Aar har virket til de lavere Menneskeclassers moralske Forbedring. For neppe tyve Aar siden saae man Læredrenge, især af Skomagerprofesssionen, ideligen drive deres Spil paa Gaderne, og forstyrre den offentlige Rolighed ved deres Kaadheder. Man frygtede ordentlig for at komme igjennem Klosterstrædet, Grønnegade og Antonistrldet. En Skomagerdreng var den Gang en Person, der ved Gadeopløb, der hørte til Dagens Orden, spillede en vigtig Rolle.  Han behøvede kun at fløite i Fingrene naar han saae en heel eller halvbeskjenket Kjerling, og strax samledes tusinde andre Cammerater ved det første Løsen. Ved Bryllipsilluminationer forherligede saadanne Drenge Festen med adskillige Løier, saasom: at sye Pigerne sammen og sværte dem Ansigtet med Kjønrøg. Om Vinteren kastede de Snebolder efter Folk, og i enhver Aarstid repræsenterede de i en vis Henseende den offentlige Retfærdighed, ved at forfølge en stakkel Tyv igjennem alle Gader, og naar denne just ikke opbyggelige Procession var endt, at bringe ham op paa Politiekameret. Simple Folk havde i de Tider den Skik, selv at straffe den Tyv, der havde stjaalet en Ubetydelighed hos dem, ved at sættee ham under Posten o. s. v., og siden at overlevere ham til Gadedrengene. Alle disse Misbrug ere nu næsten ganske forsvundne. Opløb på Gaden ere en stor Sjeldenhed, og de fleste Haandværksdrenge besidde en Æresfølelse, der afholder dem fra at begaae Kaadheder. Det er et reent Særsyn, at see en barfodet Skomagerdreng med en Stabel Tallerkener og Potter i Form af en Pyramide paa Hovedet, eller en sneehvid Parykmagedreng med en Æske Paryker paa Nakken gjøre Optøier paa Gaden. Saare sjeldent seer man Drenge flokke sig sammen og forvolde Opløb, og Adelgaden er næsten den eneste Gade, hvor man endnu af og til møder en Dreng, der minder os om hvad Haandværksstanden og Læredrengene i Kjøbenhavn engang havde været. Hvad er Aarsagen til denne paafaldende Forandring til det bedre? Intet uden vort forbedrede Skolevæsen. Vore Friskoler have betydeligen tiltaget i Tallet, og ere blevne hensigtsmæssigere indrettede. Ungdommen af de lavere Stænder sysselsættes førend den kommer i Lære hos Haandværksmestere paa en nyttig og passende Maade. De faae tidligen et Slags Dannelse, der stikker mærkeligen af mod den Raahed og Vankundighed, der tilforn vare saa almindelige Egenskaber hos menig Mand. Udenlandske Svende strømme ikke mere herind i saadan en Mængde som tilforn, og Haandværksclassen bestaaer mest af Indfødte, som have nydt en bedre Opdragelse og Skoleundervisning. Søndagsskolerne have især bidraget meget til dette værdige Øiemeds Fremme. Haandværkdrengen har nu Leilighed til at anvende de Fritimer, han tilforn tilbragte i Ørkesløshed: denne Moder til alt Ondt og al Ryggesløshed, til at erhverve sig de for hans Bestemmelse høist nødvendige Kundskkaber. Saa øiensynlige ere Frugterne af dette Gode, saa umiskjendelige Oplysningens Virkninger! Held derfor enhver, der ved sine Indsigter, sin Formue og sine gode Raad har bidraget og endnu fremdeles bidrager til vort Skolevæsens Fremtarv. Paa denne beroer det meste. Oplysningen er et Blomster, som sjelden trives i en udyrket Bund. Denne maa tidligen gjødes, renses og luges, naar den spæde Blomst skal kunne spise og ikke qvæles af Ukrud eller hentørres af Mangel paa nærende Safter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 66
Løverdagen den 27 Maji 1809
Spalte 1049-1051

Læredreng. (Efterskrift til Politivennen)

Da jeg har erfaret, at min Dreng Niels Olsen tilligemed hans Fader Ole Nielsen, gaaer omkring blandt mine Kunder og indbilder dem, at jeg efter det engelske Bombardement, der satte mig ud af Stand til at virke med min Profession, ikke vil løsgive Førstnævnte af sin Lære, for igien paa andet Sted at vorde anbragt; saa bedes mine Velyndere, der saaledes let kunde forledes til at miskiende mig, vel at lægge Mærke til: at jeg tvertimod villigen frafalder min Paastand paa bemeldte Dreng, naar denne med sin Cautionist Peter Nielsen indfinder sig hos mig, og paa lovlig Maade hæver den med mig oprettede Lærecontract. Med Faderen derimod, kan og bør jeg ikke af flere Aarsager indlade mig.

Niels Jensen, Kleinsmedemester i Dronningensgade paa Christianshavn No. 260.

(Kiøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger den 8. oktober 1807)

En besynderlig Methode.

(Indsendt fra Helsingør.)

En vis skomagermester der i nogle år har været plaget af apopleksi eller lammelse og som på grund af det ikke kan flytte sig fra et sted til et andet uden hjælp, har allerede længe troet at kunne standse sine smerter ved at tyrannisere sine lærlinge. Han lider nemlig kun i underkroppen af denne svaghed, og kan da temmelig godt bruge arme og hænder. Når nu smerten med forandring af vejrliget eller på grund af alt for mange strabadser tager heftigt på, kalder han på en eller anden af drengene og lader dem opsøge et eller andet på gulvet. Og når han da har dem i fælden, tyranniserer han dem på det skammeligste ved at slå dem i hovedet med læste eller hvad der er for hånden. Da denne metode langt fra kan være rigtig, og da det ikke mindsker hans smerter, var det uden tvivl mest hensigtsmæssig at han lod den være.

(Politivennen nr. 1420. Løverdagen, den 17de Marts 1843. Side 165-166). 

Sudergade i Helsingør. Suder er et plattysk ord for ”skomager.” Og skomagere var der mange af her dengang gaden lå i udkanten af byen. Stanken fra garvningen af læder gjorde dem uønskede i bymidten. På Politivennens tid lå Sudergade dog inde i byen.

Om den næsten af Mode gaaende, men i Aar atter begyndte Nytaarsgratulation.

(Indsendt fra Helsingør)

Når man i år mod sædvane ikke har haft den fornøjelse at få "et glædeligt nytår" af politibetjente, så har man desværre haft visit af lære- eller håndværksdrenge.

Da disse penge kun sjældent bruges til nødvendige ting, men som oftest til drik eller svir, kortspil osv. (man ved vel at drenge ikke må søge værtshus, men de gør det dog hyppigere end deres mestre og svende9, så var det ønskeligt om der måtte sættes et lovbud som på det strengeste forbød såvel folk at give noget nytårsgratiale, som lærlinge m. fl. at gratulere. Tiggeri forbydes, hvorfor ikke også dette gratulationsvæsen.

Kræmmerne havde for et års tid siden forpligtet sig med hinanden ikke at give jule- eller nytårsgaver, tilgift i varer eller penge. Men dette synes at være gået i sig selv, i det mindste med hensyn til tilgiften og gratialer til gratulanterne.

(Politivennen nr. 1410. Løverdagen, den 7de Januar 1843. Side 10)

Anmodning til Herr' Reebslageren i Sølvgaden.

Flere af Sølvgades beboere ville være nævnte rebslager meget taknemmelig hvis han om søndagen ville forskåne dem for han og hans folks utålelige råben, skrigen og banden. Det begynder med den tidlige morgen og vedvarer uafbrudt næsten hele dagen. Man tror denne anmodning i høj grad er rimeligt begrundet. For når man hele ugen har udholdt disse plager og hvert øjeblik på dagen har måtte være vidne til hvorledes en ulykkelig dreng der står i lære, bliver udskældt, pryglet og tyranniseret for den mindste forseelse på den mest barbariske måde, så tror man med rette at kunne kræve at blive fri for disse oprørende og hjerteskærende optrin på den dag hvor sindet efter hele ugen har været i virksomhed, ønsker ro og hvile efter sine forretninger.

(Politivennen nr. 800, Løverdagen den 30te April 1831, s. 313-314)

Redacteurens Anmærkning

Der var rebslagerier langs Østervoldgade mellem Sølvgade og Stokhusgade i nyere tid, se fx foto fra det Kongelige Bibliotek og Væggen. Så langt tilbage som folketællingen 1787 boede en rebslager i Stokhusgade. Sabinsky fortæller at "i 1849 da Fredericia-slaget var vundet, blev der sendt en stor masse Slesvig-Holstenere hertil som fanger, omtrent 1100. Da stod jeg og drejede for rebslagerne ved Østervold, da fangerne kom forbi og rebslagerne trillede er stort postetræ oppe fra volden og ned på dem. Det var jo oprørere fra Fredericia slaget. De skulle til Sølvgades kaserne." 

Farlig Uorden paa Hauserpladsen.

Som et bidrag til de andre der flere gange er fremkommet i dette blad mod den københavnske gadeungdoms kådheder m.m. tjener følgende:

På en på den ovennævnte plads beliggende grund som tilhører hr. murermester Sibbern, og som er aldeles uindhegnet til den side der vender ud til Suhmsgade, forsamler sig dagligt en del større og mindre gadedrenge som morer sig med kortspil og forskellige slags lege. Skønt de ved denne lejlighed i deres sædvanlige maner tillige både hujer og skriger, hvorved de i flere henseender ulejliger beboerne i de tilstødende huse, skulle man dog ikke have påtalt sådant, når dette var den eneste ulempe som deres forsamlinger medfører. Men da de tillige morer sig med at kaste sten, dels efter nabohusenes tage, vinduer etc. etc., ja endogså ved at kaste efter nogle træer der står i en lille have ved den førnævnte plads, hvis toppe rager op over et plankeværk der indhegner haven, og udsætter de personer som går i denne have for den største fare, så anser man det for en pligt at annoncere denne uorden, der hvis den ikke i tide blev påtalt og søgt hæmmet, kunne have meget ubehagelige følger. Den her nævnte forsamling er især talrigst på søn- og helligdagene, idet der foruden de anførte individer tillige forsamler sig en del læredrenge på den påankede, uindhegnede grund, og på disse dage er især stenregnen stærkest og mest vedholdende. Således holdt fx sidstafvigte søndag en forspændt vogn i en af nabogårdene omtrent et kvarters tid, og mens den således holdt, faldt der adskillige sten i vognen og en ditto på den ene hest, hvilket nær havde forårsaget at hestene var blevet løbske. Blot i anmelderens have og på en dertil stødende plads har hans folk opsamlet over 150 sten af større og mindre vægt.

Annoncenten slutter med det ønske: at hr. Sibbern ville gøre sit til at hæmme den påankede og lignende uordner ved at indhegne den omtalte grund der tilhører ham, ligesom han heller ikke rager i tvivl at politiet jo vil søge at standse en i sine følger så farlig uorden som den skildret ovenfor.

(Politivennen nr. 650, Løverdagen den 14de Juni 1828, s. 390-392)

Besværligt Drengecommers.

I den senere tid er udenfor huset nr. 81 i Vognmagergade hvor kollektøren bor i stueetagen, blevet et samlingsplads for 6 til 7 temmelig voksne håndværkerdrenge der meget højt efter kl. 9 hver søndag aften, diskuterer og meget ofte spærre passagen såvel på fortovet som til nævnte hus når en eller anden skal op til sammes beboere.

Man håber vedkommende mestre der alle bor i nærheden, ikke vil lade denne påmindelse være frugtesløs så at man herefter forskånes for den ubehagelighed sådanne personers højtklingende - meget ofte - bekvemme talemåder fører med sig.

(Politivennen nr. 394. Løverdagen den 19de Julii 1823, s. 6379).

En daarlig Opmuntring for Snedkerhaanværket.

En af de professioner som især har nået et temmelig højt niveau her i Danmark, er unægtelig snedkerprofessionen. I den henseende kan vi vel måle os med de fleste øvrige europæiske nationer. Derfor er det et rimeligt ønske at dette håndværk måtte vedblive at nyde opmuntring. Men for begyndere udi samme findes den nu om stunder desværre ikke i den grad det kræves for at opnå hensigten. 

"Snedkerprofessionen i Danmark kan måle sig med de fleste øvrige europæiske nationer. Derfor er det et rimeligt ønske at dette håndværk måtte vedblive at nyde opmuntring." (Møbler fra borgerstue på Politivennens tid. Om det er dansk eller udenlandsk skal jeg ikke kunne sige. Nationalmuseet, eget foto 2015)

Følgende tilfælde vil vise at de som bedømmer denne professions arbejder, ikke altid betjener sig af de midler der i den henseende er mest hensigtsmæssige. En snedkermester her i byen har to drenge som efter at have stået deres visse år i lære, findes værdige af mestrene til at gøre deres svendestykke. I den anledning indgiver hver en tegning til det Kongelige Kunstakademi. Den ene på en kommode, den anden på et chatol. Den førstes tegning blev antaget, dog med det vilkår at han skulle forandre noget på samme, hvilket altså af vedkommende blev forandret på drengens tegning. Men snedkeren fandt at denne forandring var så ubetydelig at da kommoden allerede var sat i arbejde og køberen ønskede at have den som den var på den første tegning, lod man drengen forarbejde kommoden som den første bestemmelse var. Han frygtede imidlertid for at dette stykke kunne have nogen vanskelighed for at blive antaget af vedkommende, da det ikke svarede fuldkommen til den befalede opgave. Men til hans store fornøjelse blev det ikke alene antaget, men også særdeles rost. 

Den anden drengs tegning som var et chatol, blev straks antaget uden at der blev gjort forandring på den. Mesteren glædede sig især over at denne hans dreng ville indbringe ham ære, da han var overbevist om hans særdeles duelighed. Arbejdet blev færdigt og indstillet til prøve. Mesteren ventede med længsel på efterretning om den ros han håbede hans dreng havde fået. Dog til hans store forundring kom drengen bedrøvet hjem og sagde at hans chatol var kasseret, og at han havde fået ubehagelig omtale, ikke for arbejdet skyld, men fordi det var for brillant. Hvis han forandrede noget af dette og gjorde det mere simpelt, kunne det måske antages, men med den tilføjelse at det ellers ikke ville blive antaget som svendestykke. Da stykket i øvrigt svarer til tegningen, og intet kan udsættes på arbejdet, findes det virkelig urimeligt at vedkommende kan fremkomme med sådan anke, og deres grunde kan ikke let vides.Imidlertid kan det sikkert ikke være til opmuntring for begyndere i snedkerhåndværket, og mestrene kommer herefter til at lade dem lave vinduesrammer, skamler, spytbakker osv. for at arbejdet ikke skal få ord for at være for brillant.

(Politivennen nr. 381. Løverdagen den 19de April 1823, s. 6165-6168).

Redacteurens Anmærkning.

En annonce i Adresseavisen, 5. januar 1837 fortæller lidt om svendestykkernes betydning og brug:

Snedkerlaugets Interessenter tilkjendegives herved, at Fredagen den 6te Januar 1837, om Formiddagen Kl. 9, bliver i et af Magistratens Værelser for den befalede Commission foreviist Svendestykkerne af de til Udgang af 4de Qvartal 1836 Udlærte, tilligemed Døbe-, Vaccinations- og Læremester-Attester, samt af dem, som ere værnepligtige, Amtmandspas. Søndagen den 8de f. M. bliver Ind- og Udskrivning hos mig om Eftermiddagen Kl. 4 paa min Bopæl i Skindergaden Nr. 38. Mandagen den 9de og Tirsdagen den 10de næstefter indbetales paa Laugshuset Snedkersvendenes Tidepenge og Løverdagen den 14de f. M. indbetales Mester-Oplag og Fattigpenge for det sidstforløbne Qvartal med 2 mk. Tegn.

Kjøbenhavn, den 27de December 1836.

J. C. Holst, Oldermand.

Advarsel til en Kjeldermand i Pilestrædet.

Ved nogle gange om aftenen kl. 9 at have passeret Pilestræde har anmelderen set slagsmål af voksne drenge uden for nr. 122 og i den tilstødende port. Ved at forhøre sig nøjere herom, har han fået at vide at en del håndværksdrenge, især skrædder- og hattemagerdrenge, søger i denne kælder, og da de så ofte kommer i klammeri, formoder man at dette sker over deres tab eller gevinst i spil. Foruden at drengenes mestre og husbonder på flere måder taber ved sådan værtskab, kan dette også have betydelige følger for drengenes fremtid. At holde drikke- og spillehus for drenge er utilladeligt, og da beboeren af nævnte kælder synes at være uvidende herom, så gives ham herved denne underretning for at han i fremtiden kan vogte sig for de ubehagelig følger et utilladeligt og ulovligt værtshushold for drenge sikkert vil drage efter sig.

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5830).

Om Opløb og store Stæder.

Det skændige uvæsen der viser sig ved voldelig overfald på rolige og fredelige undersåtters ejendom, må harme hver retsindig mand. Dersom en sammenløben pøbel gør regning på sin store, men uordentlige masse, da forregner den sig sikkert, og må naturligvis kræve hver brav mands løftede arm imod sig. For af alt regimente på jorden er dog vel pøbelregimentet det afskyeligste og nederdrægtigste. Til dettes undertrykkelse er unægtelig intet virksommere middel fra den offentlige autoritets side end at møde egenrådig vold med lovlig kraft på stedet. Disse pøbelskarer og drengeherrer der tror sig voksne til at udføre et gadeherredømme der gør indgreb i den offentlige ro, i den sikkerhed som enhver venter i en kultiveret stat på offentlig gade, følelig og drøjt vises på stedet at den optugtelse de mangler eller tror sig vokset fra, endnu er til stede. Intet kurerer den kåde, tøjlesløse og til dels ondskabsfulde pøbel bedre end tørre hug hvor der ikke lægges fingre imellem. Man bør slå til rette tid således at de pågældende kan føle, føle længe at det er alvor. For at kurere fra bunden af vil det ved sådanne lejligheder på ingen måde komme an på nogle arme og ben, for det almindeliges vel som her er spørgsmål om, er af langt højere betydning og vægt. At kaste vinduer ind og forvolde urostiftende opløb i en stor by, er et af de fejeste og nederdrægtigste skarnstykker anmelderen kender, og ved ingen straf for hård for udøveren, om end den til lovlig sikkerhed og orden autoriserede magt på stedet hængte vedkommende i lygtepælen.

At såkaldte velklædte folk af alle stænder og køn kan som til en forlystelse tillade sig at gå gade op og gade ned for at se og mætte deres nysgerrighed på sådanne uvaner og voldsomme overfald, er lige så meget at forundres over som at beklage. Heller ei bør den offentlige myndighed der må og skal foutineres, ske på kjole eller køn, men uden både persons- og kønsanseelse udøve deres lovlige kald og pigter. Ingen har ved sådanne lejligheder at beklage sig over det ham tilstødte, men må skrive det modtagne på de bevæggrundes regning der har forvoldt dem.

Disse store masser af det menneskelige køns udskud som alle hovedstæder er overlæsset med, hører der vist nok en stærk arm til at holde i tømme, når de først er i gæring. Men de er på ingen måde frygtelige, så længe de ikke har vigtig og indflydelsesrige støtter de kan holde sig til og opretholdes af. Ved mod og kraft er de hastig brudte, og rejses ikke mere. Slappelse og eftergivenhed er da kun styrkningsmidler for dem.

Den offentlige ro og sikkerhed der uden grund, blot af ondskab eller kådhed brydes er så oprørende hos hver retskaffen og veltænkende mand at den offentlige autoritet altid må regne på det overvægtige parti.

Men til denne offentlige understøttelse trænger sig anmelderen nogle bemærkninger på han ikke kan lade uberørte. I tider som nærværende er det uden tvivl ikke ligegyldigt  at lade gamle af vane gåede gode ordensindretninger igen træde i kraft. Hertil regner jeg at det hele personale af land- og sømagten bør som før rette sig efter tappenstreg og vagtskud. Hvorfor denne gode subordinationsindretning er efterladt, er mig ubekendt. Men at den er gavnlig, rigtig og i flere end en henseende nødvendig i store stæder er jeg overbevist om. Det er langt fra anmelderen at jeg lader mindste mistanke om uorden fra disse side gælde i opløbstilfælde, men så meget er vist at de forøger stimlen, at de bidrager til at dække de skyldige, og gør det vanskeligere for autoriteterne at skelne og kende hvem disse er. Det samme er tilfældet med de nyhedsgridske fruentimmer af alle klasser, og derfor bør skørtet ikke fri dem for et dygtigt rap hvor det træffer på. De har der intet at gøre og må tåle lidt for at få deres allevegne fremstikkende nysgerrighed tilfredsstillet. - Dog! man bør i fremtiden ikke alene vente, men kræve som samfundspligt hos en dannet nation at enhver af hvad køn, stand eller alder han end er, vil bidrage til at befæste selskabets indvortes ro og vise dette ved at sky steder som pøbel og urostiftere har valgt til tumleplads, for der ville i modsat tilfælde let klæbe en skadelig mistanke på deres sindelag som de i så fald ene kunne tilskrive sig selv og vanskelig aftvætte.

Overskriftens andet indhold: store stæder, egner sig ikke udførlig på dette sted at afhandles. Men løselig vil anmelderen kun berøre det synspunkt hvorfra jeg betragter disse. Jeg anser dem som hovedkilderne til alle staters forfald, og er så langt fra at agte den stat for stor og lykkelig som brovter af den største menneskemasse samlet på et sted, at jeg snarere tror derfra at udlede den første kilde til dens fald. I det mindste hjemler historien mig ret. Det kommer til visse ikke an på hvor stort et tal af mennesker der indesluttes inden for en bys mure for at udgøre dens hæder og vel, men hvilke mennesker det er. Jo større tal af mennesker en by opviser, jo vissere er man på at under dette tal udgør bærmen det største. Man nævner hvilken stad man vil, og man skal finde denne sandhed bekræftet. Det er altså klart at storheden herved falder sammen. De mange ørkesløse og alene tærende kræfter som opdynges i store stæder, er således en fordærvelse for det hele. At arbejde disse imod, at fordele dem og derved tvinge dem til gavn for sig selv og staten, var lige så ønskeligt som tilrådeligt. Mest bemærkelsesværdigt synes sammenhobningen og overlæsningen af mennesker på et sted at vise sine skadelige følger i de mindre stater hvor så at sige hele staten er indesluttet i en stor stad. Heraf rejser sig for den store stad mangehånde ulemper, som fx levnedsmidlernes og alle øvrige fornødenheders fordyrelse, ligesom de mindre købstæders så betydelige aftagen og hendøen uden tvivl står dermed i nøje forbindelse. Heraf den uhyre fattigskat som den vindskibelige må yde på det at den lade kan leve. Det er langt mere end beklageligt når den stræbsomme og ærekære husfar med en stor familie skal tvinges af sit redelige erhverv at afgive den skærv han ikke kan miste for sine egne, for dermed at bringe enten ubesindigheden eller ladheden et offer. Der er intet bedre middel til fattigvæsenets afskaffelse end det: at der ingen fattige må findes. Det vil sige: krøblingen, den aldrende og syge skal være berettigede til at finde understøttelse af menneskeligheden, men ikke den karske og sunde der med hele lemmer og arbejdsførhed aftvinger staten sin underholdning uden anden grund end den han er fattig. Arbejde bør staten skaffe en sådan, men erstatte sit ophold skal han. For dette er den eneste måde at tvinge ladheden på. Til afværgelse af den overhåndtagende masse af fattige i de store stæder ville det især være hensigtsmæssigt og nødvendigt at indskrænke så usle næringsveje som disse: med 1 tønde øl og 1 anker brændevin at indgå en ægteskabelig forbindelse *) der om få år leverer staten en hel rede fuld af børn tilligemed forældrene. Hvorledes kælderfamilier der har lidt eller intet at leve af, have forøget sig navnlig i København på de sidste tyve til tredive år, vil mange vist mindes. Herfra skriver sig især oplaget for fattigvæsnet. Herfra i påkommende tilfælde den rivende strøm af mennesker der som man siger, vil fiske i rørte vande fordi den store hob intet har at tabe. Når til disse klynger sig den store svær af håndværksdrenge hvis tøjlesløshed på de senere årgange også mærkbart synes at overskride den magt og myndighed som deres mestre og husbonder bør have over dem, så foranlediger sådant vist nok at et politi i en stor stad må have kraft for at virke. Til at befæste denne kraft synes det middel som i dette blad forrige år foreslog og som senere i en tysk stad også blev i lignende tilfælde gjort til politianordning at være særdeles anvendeligt. Dette bestod nemlig i at enhver husfar og håndværksmester strengt blev pålagt at være ansvarlig for sine drenge når opløb skete. Heraf fulgte at man ikke således kunne forstyrres i sin ro og husfred af drengekådhed og ondskab som sket er. For alle drenge som fandtes ved opløb enten deltagende deri eller opholdende sig derved, skulle pågribes og vedkommende husbond, far eller mester stå til ansvar **).

Måtte i disse vink findes noget der kunne anses for nyttigt og anvendeligt, for at hindre optrin der er så forargelige og upassende for kultiverede samfund og hvorunder ondskab, lyst til at bryde den indvortes fred, eller hvad andre hensigter skjuler sig, så ville det være ønskeligt at et statsklogt hoved ville drøfte en materie der synes nærmere at trænge til geniets hjælp, end hvad der hypotetisk vil foregå på jorden om nogle hundrede år - eller aldrig. Efter anmelderens individuelle og uforgribelige mening ville undersøgelser om det nærværende bringe et gavnligere udbytte og rigere renter end hint og være aldeles på sted og tid, eftersom det tidspunkt vi leve og færdes i, ikke kan være udtømt for nyttige genstand der egner sig tænkernes granskning og bistand af råd.

*) De ægteskabelige forbindelsers lethed for almindelig mand turde mulig have en rigtigere og alvorlige side at betragtes fra, end den gavn de bringer folkeformerelsen. For at lade vellysten tilfredsstile sin trang på vindskibelighedens bekostning, er næppe en vinding for nogen stat. Man skal ikke lette overbefolkningen i store byer, men så meget muligt arbejde hen imod hvor den ikke synlig er produktiv og gavnlig. Den vil blive stor nok alligevel.

**) At håndværksdrenge skal findes i store flokke på gaderne kl. 9-10-11 ja senere, synes aldeles stridende mod god hustugt og orden. Heraf også den liderlighed som allerede følger den unge alder ikke alene i fagter og ord, men i veneriske tilfælde der ikke er så sjældne blandt læredrenge.

(Politivennen No. 246, Løverdagen den 16de September 1820. Side 3967-3977)

Bemærkning over Sveitzer-Conditorerne.

I nr. 229 af Politivennen læstes en bemærkning om en del schweitzeres ankomst hertil. Man ønsker dem til  lykke, og at det må gå dem som deres forgængere, nemlig at de må få gode konditioner, siden heldig næring for egen regning, for at de til slut kan drage hen i fred med deres sammensparede rigdo.

Virkelig er de schweitzer konditorer i almindelighed særdeles heldige i handelen. De har valgt sig de bedste beliggenheder som fx tre på Kongens Nytorv, en på Østergade, en på Amagertorv og en på Nytorv osv. i stedet for at de danske sukkerbagere behjælper sig med ringere lejligheder. Men derfor får disse også kun 1 mark for en kop chokolade, mens de andre tager 20 skilling.

Deres husstand består for størstedelen af mandligt personale af deres egne landsmænd, og man finder intet eksempel på at nogen dansk dreng af dem er oplært i deres håndtering.

Forordningen af 23. december 1681 dens 11 § bydere blandt andet: "Og må enhver mester tage og forskrive så mange svende som han vil og kan forskaffe arbejde, men i hvert håndværk skal enhver mester have en dreng i det mindste i lære som i kongens riger og lande er født, og må han ikke forskyde nogen som er dygtig. Hvem herimod handler, bøder til laugets fattige 40 lod sølv."

Endvidere siger sammen forordning: "enhver oldermand skal for magistraten gøre sin ed, at han vil efterleve ikke alene denne forordning, men endog de særordninger som herefter forfattes."

Anmelderen ved ikke om denne forordning ikke skulle være anvendelig på konditorerne, eller om nogen af samme nogensinde har måttet betale den nys nævnte mulkt, men da konditorerne nu udgør et laug og har en oldermand, så tør man vist vente at hvis forordningen angår dette laug, vil denne sikkert se den håndhævet, og altså flittig undersøge om nogen af de fremmede konditorer har i det mindste en dansk dreng i lære.

(Politivennen nr. 232. Løverdagen den 10de Juni 1820, s. 3758-3760)

Bøn om Roe i Vognmagergaden.

I den senere tid er et sammenrend af drengeleg blevet iværksat i Vognmagergade, og da denne uorden som for det meste begynder fra klokken 6 om aftenen, medfører en ubehagelig støj, ikke alene for de i nærheden boende familier, men også for adskillige i samme gade logerende studerende der gerne ønsker på denne tid at have deres tanker samlede ved hjemstanden, efter at deres dags forretninger er tilendebragt, men ofte bliver afbrudt i deres læsning af disse kåde drenges skingrende råb, så anmodes vedkommende forældre og mestre i det mindste at holde deres børn og læredrenge hjemme indtil mørkningen for at man dog måtte få den ro man ellers i enhver velordnet stad kan gøre påstand på. I modsat fald vil anmelderen heraf hvis denne påmindelse bliver frugtesløs, gøre hr. politidirektøren opmærksom på det, og da vil vist denne uorden snart blive forebygget.

(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2858-2859)

En Skjærv til Hjelp for udlærte Haandværksdrenge

(Indsendt)

Det er glædeligt for patrioten at se hvordan mange gode indretninger der altid sker i staten når høje vedkommende af oldermænd eller af en og anden bliver gjort opmærksom på samme, og hvor redebon regeringen er til altid at fremme undersåtters vel. Det er derfor enhver tro og redelig borgers pligt at vække opmærksomhed på alt hvad der synes at kunne være til almindelig nytte. I den tanke altså at stifte nytte og med tryg tillid at det af vedkommende vel optages, vover anmelderen at fremsætte følgende.

Det er en bevislig sandhed at de fleste mestre af alle professioner holder 2 til 3 ja ofte flere drenge og derimod slet ingen svende. For så snart en dreng er udlært, har mesteren gerne en anden i beredskab og udlærlingen må vandre med de ord: Nu behøver mesteren ham ikke. At mesteren kan have fordel af at holde drenge i stedet for svende, eftersom ugelønnen derved spares, kan være meget muligt. Men denne skik er vist til stor skade for professionerne og de svende som har lært samme. Er det en sandhed at en skomagersvend syr bedre sko efter at han har været svend i 2 til 3 år end den dag da han kommer ud af læren, så gælder det nok om alle håndværkere. Især i de små købstæder hvor en dreng ofte lærer lidt nok, da han må gøre så mange ekstraarbejde uden for professionen. Desuden kan man vel også antage at selvom en lærling er blevet gjort til svend, kan han dog endnu trænge til at lære meget inden han kan kaldes udlært i professionen. Det værksted hvor flere ældre svende arbejder, leverer vist bedre arbejde end det som bestyres alene af drenge.

Der kan vel ikke være to meninger om at den uskik som især finder sted i købstæderne, nemlig at håndværkere antager drenge i lære på kortere tid end den sædvanlige, imod at der erlægges en vis betaling for dem er meget skadelig. De fleste af sådanne drenge er bønderbørn. Disse sættes sjældent i lære så tidligt som købstadsbørn, og så snart de endog efter den kortere læretid er udlært, bliver de indkaldt til soldatertjeneste når de er tjenstdygtige. Og når nu sådan en bondekarl er udtjent til regimentet, drager han for det meste tilbage på landet igen og får sig der et hus eller en stue og driver da det håndværk som han har lært dårligt, ikke øvet i 6 år og altså næsten glemt. At hans arbejde kan kaldes fuskeri er der vel ingen tvivl om. Vel bruger mestrene den såkaldte måde at jage efter dem. Men denne har også sine vanskeligheder. For da den kun må foretages med rettens betjente, så vil der nok altid vindes så megen tid, at vedkommende kan få det pågældende bragt til side så at hverken omkostningerne eller ulejligheden kan betale sig. Anmelderen uforgribelige mening er derfor.

1. At det aldrig burde tillades nogen bondedreng at lære noget håndværk hos nogen købstadsmestre når ikke en eller anden legemsfejl eller bræk gør ham udygtig til bondearbejde. Agerdyrkningen, rigets guldmine, trænger vist til alle de hænder der kunne være duelig til at beskæftige sig dermed.
2. At når en mester holdt 2 drenge, han da også måtte forpligtes til at holde en svend, og hvis han holdt 3 til 4 drenge, da 2 svende, og at der fra oldermandens og politiets side måtte haves strengt tilsyn dermed, hvilket let kunne ske hvert kvartal da de fleste lav holder et såkaldt kvartalsmøde. Anmelderen er temmelig overbevist om at når dette gik i opfyldelse, ville man for størstedelen blive befriet for de mangfoldige, halvnøgne håndværkersvende, som 2, 3, 4 ad gangen kommer betlende og klagende over at de intet arbejde han få. Og hvorledes er dette også muligt når ingen svende holdes mod det store antal lærlinge, så år for år udlæres og således selv må udvandre. Ja det er ikke for meget sagt når man påstår at i de små købstæder hvor der er et antal svende af de såkaldte geschengte professioner, at disse næppe selv kan tjene så meget i ugeløn som de må give til deres medbrødre. Vel er det bekendt at en håndværkersvend ikke må betle, men når han dog så uformærket, halvnøgen og med elendigt fodtøj anmoder om lidt hjælp til rejsen efter at have løbet så længe uden at kunne få arbejde, så ynkes man dog over ham og giver ham en almisse. Dette fremsættes i bedste hensigt til højere vedkommende og kyndigere medborgeres nøjere eftertanke

***

Udgiveren som for en stor del er enig med forfatteren af ovenstående, tror at burde tilføje at han anser en urtekræmmers, isenkræmmers og klædekræmmers, kort sagt enhver detailhandlers lærling der bliver tjenesteløs for langt ulykkeligere end enhver håndværkers lærling. For denne sidste har dog lært noget som hvor lidt det end er kan til nød brødføde ham på et eller andet sted. Men hvad har en af de første egentlig lært efter 7 års tjeneste og kan det han har lært beskytte ham for mangel eller sætte ham i stand til at erhverve sig livets ophold? Har en sådan person egen formue eller venner som kunne og ville sætte ham i stand til at etablere en egen handel, har han da i så ung en alder kunnet samle sig den erfaring, menneskekundskab, sindighed og klogskab der udfordres for at være en sådan husfader og borger som staten kan have gavn af eller være tjent med? Og nu den der ikke er så heldig at eje disse lykkens goder, hvordan går det ham? Hvordan skal han kunne leve? 

Ville man adspørge en del af vores talrige handelskommissærer om deres levnedsløb, så ville man vist komme til det resultat: At de var forulykkede svende der ikke have kunne få tjeneste og altså måtte skabe sig en næringsvej som de kunne leve af. Om denne næringsdrift er gavnlig for handelen eller det almindelige hører ikke til her. Imidlertid tror udgiveren at om den ypperlige forandring der for nyligt er sket med bagerlavet i henseende til svendenes skiftetid, som nu er sat i lighed med andre tjenestetyendes også blev udvidet til flere lavssvende ville dette allerede bidrage meget til at afhjælpe de mangler som anmelderen af forestående påanker.

(Politivennen nr. 102, Løverdagen den 13de December 1817, s. 1685-1692)

Et Middel mod Slagterpaahæng

Hr. Udgiver!

Næsten hver dag forstyrres jeg i mine forretninger ved ringen eller banken på min dør. Og når jeg åbner samme finder jeg altid en karl eller dreng i slagterkostume med et trug på nakken hvorpå er lagt kalve-eller lammekød. Hvilket tilkøbes for meget godt køb. Det hjælper ikke noget at forsikre om at man intet behøver eller allerede er forsynet med denne vare. Og man kan ikke slippe for en sådan igle før man har gjort et bud på samme. 

"Når jeg åbner døren finder jeg altid en karl eller dreng i slagterkostume med et trug på nakken hvorpå er lagt kalve-eller lammekød." (Slagtersvend med trug på skulderen fra Politivennens tid. Lahdes Kobbertryk).

I den tanke at ville blive dette overhæng kvit ved at jeg gjorde et så urimeligt bud som fx en tredjedel af hvad andre slagtere der holder åben bod sælger kødet for, har jeg mange gange måttet stå ved købet og er således blevet forsynet med kød i overflod mod min vilje. Værre måske sker det for den husmor der ikke er vant til at turde byde sådanne folk langt under det forlangte når hun i mandens fravær befinder sig alene med en sådan person, hvis håndtering alene indgyder frygt. Men da jeg også nogle gange har erfaret at vedkommende personer undertiden kneb på vægten hvad de lod afgå i prisen, spurgte jeg også en anden som falbød kød til mig, hvem de var, hvor de boede og til hvem jeg kunne henvende mig, når jeg ønskede at få kød fra dem. Men sådan efterretning kunne jeg ikke få, men fik altid til svar at de næsten hver dag kom til byen og ville da høre om jeg behøvede noget. Men de kom ikke siden. Af andre som falbød mig kød, fordrede jeg at se den tilladelse de havde fået af øvrigheden til at gå omkring for at sælge deres varer. Men sådant bevis eller tilladelse har jeg heller ikke gået at se. 

Da jeg nu endelig har fundet et middel til at holde en del af disse folk fra mine døre, så beder jeg Dem i Deres blad om at bekendtgøre det for andre, der ønsker at slippe fri for sådan påtrængenhed. Overalt synes virkelig antallet af slagtere at være stort nok, og måske dette just er årsag til de høje priser på kødet. For jo flere der skal gøre indkøb af kreaturer, jo dyrere må disse jo blive. Og den fortjeneste hvoraf 100 kunne leve, strækker ikke til når 200 skal dele den. Men i alle tilfælde gør man dog nok rigtigst i at henvende sig til en af dem der har haft bopæl og udsalg enten i byen eller på torvene. For så er man sikker på at få sin rigtige vægt og har i påkommende tilfælde en mand for sig hvem man i mislige tilfælde kan drage til ansvar.

(Politivennen nr. 85, Løverdagen den 16de August 1817, s. 1426-1429)

Drenge-Selskab i store Fiolstræde.

Om aftenen efter kl. 10 samler sig uden for huset nr. 181 i Fiolstræde en 16 til 10 store, fuldvoksne snedkerdrenge og spærrer gaden således at intet honet fruentimmer kan passere denne vej uden at udsættes for de største grovheder. Da vægteren vil ikke kan få bugt med denne sværm, var det ønskeligt om de ansvarlige mestre ville holde deres drenge inde så sent om aftenen eller forbyde dem at holde sådanne urolige gadeforsamlinger.

(Politivennen nr. 58, Løverdagen den 8de Februarii 1817, s. 905-906)

Redacteurens Anmærkning

Store Fiolstræde (fra 1862 bare Fiolstræde) 181 blev i 1859 til nr. 34. I 1986 Fiolstræde 34-36. Nr. 34 (1810) og 36 (1812)

Slemme Optøier paa Østergade.

På nogle aftner når klokken er slået 8, har man på Kongens Nytorv og i tilstødende gader hørt en utålelig støj og hylen af de fra Tegneakademiet kommende læredrenge. Især har de vist sig frygtelig på Østergade imod de fruentimmer de har mødt, og ved at kaste alle slags skidne ting ind i butikkerne hvad enten dørene til disse står åbne eller ikke. I den del af Østergade der ligger mellem Kongens Nytorv og Integade, synes de at have haft råderum, da vægteren derimod i den øvrige del af gaden til Købmagergade har gjort den tapre modstand og sat sig i respekt hos dem. Men da dette uvæsen kan drives for vidt, så var det at ønske at de vedkommende lærlinges forældre eller mestre ville formå eleverne til en anstændig og rolig opførsel på gaderne og gøre det klart for dem at de i modsat fald udsætter sig for ubehagelige følger.

(Politivennen nr. 49, Løverdagen den  7. december 1816, s. 772-773)

Et par Ord om Helligbrøde

Det er befalet at detailhandlere af alle slags skal have deres udsalgssteder lukket på helligdage, således at udsalg fra samme under gudstjenesten ikke finder sted. Imidlertid er det almindeligt kendt at denne lov ikke overholdes. Ja at der næppe findes en ud af tyve handlende der virkelig efterkommer den. Går man forbi den største del af vores detailhandleres boder om søndagen, vil man rigtigt nok finde dem lukket og glasdørene forsynet med et slags, om man så tør sige, forlorne skodder. Men at denne tillukning, at disse skodder er sat på skrømt vil enhver let kunne overbevises om. For man kan til enhver tid købe og handle på helligdage lige så meget som på søgnedage så meget man lyster. Hvor dørene for alvor og af frygt for politiet virkelig er lukkede, har man dog en genvej hvorigennem man indlader sin næste for at afhjælpe hans mangel på en eller anden fornødenhed. 

Kræmmerbod ved Amagertorv, Kokkegade (nu Valkendorfsgade). Til højre ses indgangen til Helligåndskirken. Der er åbent, så det er nok ikke søndag, med mindre altså at indehaveren som skribenten beskriver det, trodser åbningstidsforbudet. (Udsnit af stik af Eckersberg, 1802). 

Om en sådan handel på helligdagene egentlig kan skade, eller om en lov som forbyder samme, i vores oplyste tidsalder kunne ophæves, er et spørgsmål som anmelderen ikke vil indlade sig på at forsvare. Men overlader det til højere personers bedømmelse. Kun tror han at så længe denne lov er i kraft, bør den som enhver anden ikke illuderes om, og selv om overtrædelse af samme ikke direkte kan have skadelige følger for det almindelige, kan den dog bevirke sådanne for enkelte individer i særdeleshed. For når man antager at en detailhandler år ud og år ind får hjælp af en dreng som altid må være nærværende, kan denne dreng jo sjældent eller aldrig enten overvære gudstjenesten eller få sig en motionstur i fri luft. Hvilket han i allerhøjeste grad kunne trænge til, når han i 8 til 14 dage har stået ved sin disk, ligesom sans comparaison, et bæst ved sin krybbe. Anmelderen tror derfor at hvis eftergivenhed mod overtrædelse af denne lov kan finde sted fra en side, må der fra en anden side i henseende til enkelte tilkommende stadsborgeres fysiske opdragelse haves meget at indvende derimod.

(Politivennen nr. 48, Løverdagen den 30. november 1816, s. 756-758)