Er det Kobbersmedene tilladt at udøve deres Haandværk paa de offentlige Gader?

Enhver vil vist besvare nærværende spørgsmål benægtende, selv om den jævnlige erfaring viser at sådant undertiden finder sted.

Ikke alene at naboer og genboer såvel som forbigående personer på det mest ømfindtlige forulempes af den støjen der som en torden fra disse på gaden oprettede værksteder gennemryster den forbigående, så at han ofte nødes til at gå en lang afvej, for at undgå denne kanonade, men endog såvel kørende som ridende personer står i fare for, ved at passere et sådant sted, selv at blive beskadiget, og at beskadige andre på lemmer og helbred, ja vel endog at miste livet.

Således gik det indsenderen da han for nogen tid siden kørte med 2 (ellers ikke sky heste) forbi tre på gaden arbejdende, og på en en stor kedel hamrende kobbersmede, at nemlig hestene ved denne alarm nær havde taget magten fra kusken, og følgelig løbet løbsk, dersom ikke denne havde været desto mere duelig i at køre, og tøjet på hestene desto stærkere.

Vort ypperlige politi der i alle henseender sørger for stadens bedste og borgernes sikkerhed, vil vist også hæmme denne uorden ved kraftige foranstaltninger. Det var jo mere passende og mindre skadebefrygtende, om disse håndværkere blev forpligtet at udøve dette rolighedsforstyrrende arbejde i gården ved end netop på gaden udenfor deres hus, hvilket virkelig kan give anledning til stor skade.

(Politivennen Nr. 1543, Fredagen den 30 Mai 1845, s. 329-330)

Anmodning til de Herrer Kobbersmedmestere.

Dersom en skomager, skrædder eller anden uden larm arbejdende professionist ville forsøge på at flytte sit værksted ud på gade eller fortov, ville han vist nok snart blive vist indenfor sine egne grænser. Men kobbersmede derimod ser man jævnligt uforstyrret at drive deres støjende profession på offentlig gade. Vel er det humant af øvrigheden at den tillader sådant for ikke at hindre borgere i deres erhverv, men på den anden side kan det dog ikke nægtes at larmende arbejde på gaden fører megen ulempe med sig. For ikke at tale om færdslen især i smalle gader, derved spærres og at den igennemtrængende, dundrende lyd som fremkommer når 3 svende hamrer på en stor sukker- eller brændevinskeddel, er højst ubehagelig for de forbipasserende. Men hvad må den ikke være for de der bor i nærheden, der er nødt til hele tiden at låne øre til det, og især for den syge der trænger til ro og hvis bedste medicin er søvn? Troligt er det også at ejendomsbesiddere i nærheden af et sådant værksted lider skår i deres indtægter eller har ondt ved at få deres værelser udlejet for en nogenlunde rimelig pris. Men det værste er at heste ved denne larm kan blive sky og afstedkomme uerstattelig skade. 

Sådant havde nær hændt i fredags i næstforrige uge i Møntergade. Imens 3 svende hamrede på en stor kobberkedel, kom en karl med to løse heste fra Pilestræde og drejede ind i gaden, men da disse hørte denne banken, blev de urolige, stejlede og ville ikke gå frem, så at karlen måtte vende om og tage en anden vej. På samme tid kom fra den anden ende af gaden en bagervogn, men da den nærmede sig larmen, blev hestene sky, så at karlen ikke formåede at holde dem og først ved flere hjælp fik vogn og heste trukket tilbage, ved hvilken manøvre vognen nær havde tørnet på og væltet en drosche hvori der sad en dame der ikke blev indjaget så lidt skræk. Under dette optrin vedblev svendene deres arbejde og hamrede på kedlen af alle kræfter. 

Møntergade. Bagest Pilestræde hvor karlen kom fra med de to løse heste. Forrest hvorfra bageervognen kørte ind i Møntergade. (Foto. Erik Nicolaisen Høy, 2015)

Man tillader sig i denne anledning at anmode de herrer kobbersmedsmestere om at de, betænkende de fortrin de således nyder frem for den største del af deres medborgere, vil pålægge deres folk at disse når de under deres arbejde på gaden ser heste blive urolige, skal holde inde med arbejdet indtil at hestene er bortfjernet. Man har det håb at de vil opfylde denne anmodning, da arbejdets forsinkelse i et par minutter vel ikke kan komme i betragtning mod den ulykke eller skade dets uophørlige fortsættelse muligvis kan afstedkomme. Det militære viser i almindelighed den humanitet at det standser dets spil når urolige heste der kan forårsage skade, kommer det i nærheden. Hvorfor skulle man da ikke vente samme humanitet af borgere?

(Politivennen nr. 1002, Løverdagen den 14de Marts 1835, s. 168-171)

Helvedes-Concert i Borgergaden.

Indsenderen der ofte passerer nævnte gade, har bemærket at samme i det mindste fra Gothersgade til Dronningens Tværgade er meget musikalsk. Rigtignok er det en egen slags musik, men at den om ikke skøn, dog er særdeles kraftig, trøster jeg mig til at bevise ved følgende:

1) Kommer vi til smedesvendes herberg. Her er nu lystighed og glæde i alle ender, tyske og danske viser afløser hinanden, og de dundrende fodslag forkynder den livlige dans der dog NB sommetider varer lidt vel langt ud på natten. Der kan, såmænd, være mange i nærheden der ønsker at sove når Vulkans sønner våger.

2) Har fra den tidlige morgen indtil aften den midt i gaden boende kobbersmed sit spil gående. Den evige hamren på de store kedler og det midt på gaden, piner folk og forskrækker fæ. Kommer man fra Grønnegade hvor et lignende væsen drives af en laugsbroder, da er man allerede døv på det ene øre; i Borgergade bliver man det på det andet med og uvilkårligt må man bede: "Fra kobbersmedens (disse øreplageres) raseri, fri os kære herre Gud!"

Der er allerede ofte skrevet mod den uskik at hamre kedler på offentlige gade - men ørkenen er stor og min røst er vel ligesom de andres for svag til at trænge igennem. 

Imidlertid er det højst besynderligt at man ikke alt for længe siden har villet sætte grænser for et så skændigt uvæsen, hvilket har forundret anmelderen så meget desto mere som han er overbevist om at ingen, end ikke den mest fredelige håndværker ville få tilladelse til at drive sin stille håndtering på offentlig gade, skønt sammes udøvelse der ikke i fjerneste henseende kunne ulejlige de omboende eller de passerende. Fik til eksempel en skrædder eller skomager i sinde at flytte sit værkstedsbord ned på gaden for der at drive sin rolige håndtering, da tør anmelderen vædde ti mod en at det næppe blev ham tilladt en halv time, skønt han ikke ulejligede en eneste dermed, og dog er man (mirabile dictu) så superhuman ikke engang at ænse de for ørenerverne rædsomme rolighedsforstyrrere (kobbersmedene), men anser den lige så frygtelige som for nykkegale heste skadelige hamren som et nødvendigt onde der ikke kan afværges. Mon man dog ikke i det nittende århundrede skulle finde det passende at anvise sådanne personer plads udenfor stæderne, og indtil dette efterhånden kunne ganske iværksættes, tilholde dem at leje et sådant lokale at de ligesom andre næringsbrugere, kunne have behørigt gårdrum til deres dont, om muligt ved volden eller på andre, lidt befolkede kanter af byen.

Lægger man nu hertil den lungestærke karl med sit:Sand! Sand! Sa-hand! Bønder med pindebrænde, kællinger med fisk, vognenes larm og gadedrengenes skrig - så kan ingen djævel forlange skønnere harmoni i selve Helvede.

(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 579-582)

Kobbersmede. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Kobbersmeden i store Grønnegade.

Denne mand plager i denne tid ikke alene Grønnegades beboere med sin hamren, men også beboerne i Lille Grønnegade, Peder Madsens Gang, Didrik Badskjærs Gang, Regnegade, Gothersgade og foran i Borgergade lider ved hans spektakel.

Forunderligt er det at et menneske har tilladelse til at plage så mange af sine medborgere. Denne plage er mere mærkbar om sommeren (da man på grund af heden har vinduerne åbne) end om vinteren. Men dette er kobbersmeden ligegyldigt. Han hamrer og vil blive ved med at hamre, skønt hans medborgeres ører lider derved. Han hamrer skønt den syge og trætte ønsker et øjebliks hvile for at samle nye kræfter. Han spærrer gaden og hamrer skønt det første er forbudt ved anordningerne og det sidste forårsager at heste der nødvendigt skulle passere gaden let kan blive løbske. Han hamrer skønt de talrige handlende råber ak og ve, for hvor mange har vel lyst til at købslå i en butik når denne er i nærheden af en så frygtelig larm. Og endelig, han hamrer skønt husejerne lider ved det idet de for at blive deres lejligheder kvit må leje samme bort til uhørt billige priser. 

Indsenderen gør i samtlige beboeres navn de høje ansvarlige hvem det altid var om orden at gøre, opmærksom på denne uorden idet han foreslår at kobbersmeden måtte påbydes enten at flytte til værksted til en mindre befærdet gade (som ved volden), eller i det mindste at hamre i vognmandens gård hvis han med denne nabo kunne træffe aftale om det.

(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 503-505)

"Denne mand plager i denne tid ikke alene Grønnegades beboere med sin hamren." (Grønnegade år 2015. Her har billarmen erstattet kobbersmeden. Eget foto).

Nogle Ord til Betænkning for den, der anmodede om nye Foranstaltninger med Kobbersmedene.

Om det er tilladt kobbersmedene at udøve deres håndværk på de offentlige gader, spørges i Politivennen, og det besvares benægtende. Imidlertid har dog kobbersmedene i mands minde ved store brygger- og brændevinskedler arbejdet disse færdige på gaden udenfor deres værksteder, og man ved aldrig at dette er blevet dem forbudt, og det vist nok af den simple grund at det ikke lod sig gøre på anden måde. Da de ikke kan få disse store kedler ud af deres værksteds- eller husdøre, undtagen man ville have at de skulle som den projektmager der i sit hus byggede en mekanisk maskine som ikke kunne gå ud af døren, og derfor lod huset nedrive. Men de kunne jo leje sig lejlighed i store gårde, hører jeg sige. Det lader sig vel sige, men ikke så let udføre. For i de store gårde er gerne brillante værelser, og sådanne er ikke passende for kobbersmede, og disse værksteder. Det ville jo også forulempe de folk der boede i samme og i de tilhørende steder, lige så meget for dem der nu bor i nærheden af deres huse. Lejen i en sådan stor gård ville blive alt for trykkende. Ja, særdeles voveligt ville det være på det uvisse hån om at få det store arbejde at blive nødt til at fæste en sådan lejlighed. For som man hører, kan de længe forgæves vente efter samme, og hos enkelte udebliver det måske hele år igennem. For de kobbersmede som ejer deres eget hus, og i en række af år har drevet deres profession i samme, ville det vist være til stor skade at fraflytte de så længe iboede huse og enten blive lejere eller også selv vide at tilkøbe sig gårde med store porte på.

Enhver ny foranstaltning i denne henseende ville altså bidrage til at en del nyttige borgere blev undertrykkede, eller måske endog ødelagte, af hvilke der desværre allerede er nok. Indsenderen tror endvidere aldrig at have hørt at heste er løbet løbsk for kobbersmedenes hamren der desuden ikke er ulig skud, hvortil de fleste heste er afrettede. Men hvem der vel egentlig havde mest årsag at besvære sig over kobbersmedene, er naboerne, og jeg tror allerede at have sagt at det ville blive det samme hvis de arbejdede i gårde hvor de der bor sammen med dem, såvel som de tilstødende naboer, ville have samme forulempelse som nu. Der bliver altså nu kun tilbage at gøre det forslag at jage alle kobbersmede ud af byen.

At hugge og save brænde på gaderne er også et slemt onde som med hensyn til heste er langt farligere, ja endog farligere for fodgængere. Men det er et onde ligesom det med kobbersmedene som det selskabeligste liv i stæderne fører med sig, og man kan vel med rette spørge den kobbersmedenes antagonist hvorfor han ikke tillige påankede disse brændehuggerværksteder midt på gaden hvorved man let både an få økser og brændestykker i hovedet som er lige så farlige og skadelige!

Indsenderen heraf er hverken kobbersmed eller står i forbindelse med disse. Det er altså ikke af interesse at disse linjer er nedskrevet. Men af agtelse for de arbejdende klaser, og fordi jeg er af den mening at man i disse næringsløse tider ikke for en lille inkonveniens bør fremkomme med ensidige ønsker om nye foranstaltninger der kunne skade en hel klasse af arbejdende og næringsdrivende borgere. Men at man i en tid som nuværende hellere med glæde måtte høre flidens hammer buldre, i hvor ubehageligt  det i og for sig selv måtte være.

(Politivennen nr. 500. Løverdagen den 30te Julii 1825, s. 9894-9898)

Redacteurens Anmærkning.

Debatten fortsætter i Politivennen nr. 504, 27. august 1825, s. 9961-9966: "Fornødent Gjensvar til Kobbersmed-Advocaten." Denne artikel er dog fortrinsvis en gentagelse af argumenter og oplysninger.

Er det Kobbersmedene tilladt at udøve deres Haandverk paa de offentlige Gader?

Enhver vil vist besvare nærværende spørgsmål benægtende, selv om den jævnlige erfaring viser at sådant undertiden finder sted.

Ikke alene at naboer og genboer såvel som forbigående personer på det ømfindtligste plages af denne støjen der som en torden gennemryster den forbigående fra disse værksteder oprettet på gaden så at han ofte nødes til at gå en lang omvej for at undgå denne kanonade. Men endog såvel kørende som ridende personer står i fare for ved at passere et sådant sted selv at blive beskadigede og at beskadige andre på lemmer og helbred, ja vel endog miste livet.

"Naboer og genboer såvel som forbigående personer plages på det ømfindtligste af denne støjen der som en torden gennemryster den forbigående fra disse værksteder". (En kobbersmeds værksted. Christian Andreas Schleisner, 1859. Statens Museum for Kunst). 

Således gik det indsenderen da han for nogen tid siden kørte med 2 (ellers ikke sky heste) forbi tre kobbersmed på gaden der arbejdede og hamrede på en stor kedel, at nemlig hestene ved denne larm nær havde taget magten fra kusken og følgeligt løbet løbsk, dersom ikke denne havde været desto mere duelig i at køre og tøjet på hestene desto stærkere.

Vores ypperlige politi der i alle henseender sørger for stadens bedste og borgernes sikkerhed, vil vist også hæmme denne uorden ved kraftige foranstaltninger. Det var jo mere passende og mindre skadebefrygtende om disse håndværkere var forpligtet til at udøve dette fredsforstyrrende arbejde i gården ved, end netop på gaden uden for deres deres. Hvilket virkelig kan give anledning til stor skade.

(Politivennen nr. 497. Løverdagen den 9de Juli 1825, s. 9833-9834)

Dito til Kobbersmeden sammesteds.

Hr. kobbersmeden i Store Strandstræde ville meget forbinde sig naboer og genboer dersom han jo før jo bedre ville forandre sit løse udhængende skilt således at det ikke ved sin klirren og klapren i stormvejr kunne forstyrre de i nærheden boendes søvn om natten. 

(Politivennen No. 259, Løverdagen den 16de December 1820. Side 4187-4188)

En stor Uorden i flere Gader.

I Politivennen nr. 225 for 22. f.m. læstes en lille notits angående en uorden med løs hamps nedkastelse fra et pakhus i Kattesundet som farlig for de forbigående. Idet indsendern heraf i hovedsagen er aldeles enig med forfatteren af det stykke, kan det dog ikke andet end højligt undre ham at en anden her i staden i svanggående uorden som både langt farligere og mere lovstridig i så lang tid er undgået offentlighed, og navnlig Politivennens opmærksomhed og påtale, nemlig den selvtagen rådighed af en del af stadens kobbersmede at benytte offentlige gader og fortove, til dels som værksteder ved derpå at forarbejde store stykker af kedler, brændevinspander mm. Fra hvilken som helst synspunkt dette uvæsen betragtes, kan det ikke andet end at anses for bestemt lovstridigt, den offentlige og private ro og sikkerhed i lige grad forstyrrende. At det er bestemt i strid mod politilovgivningen og god orden i staden, således at bruge omtrent det halve af gadens bredde og fortovet til værksted, er det vel overflødigt ved citater af politilove at bevise, for hvilken som helst politilov man får fat på, betræffende de offentlige gader og den offentlige ro, viser ganske tydeligt at ingen ufredfrembringende, passagen stoppende adfærd må foretages der, og for blot at nævne et af de nyeste i denne henseende udgivne forbud, vil indsenderen alene fremføre bekendtgørelsen fra politiet af 11. december f. å. hvori foruden flere unoder der forstyrret den offentlige ro og orden, omtales og forbydes i § 3, at bruge slæder og hænge disse bag vognene fordi de bevirker megen støj og uorden i gaderne. Imidlertid frembringes dog langt mere uorden og afstedkommes dog langt mere støj ved at kedler på 30-50 tønders størrelse forarbejdes på gaden. 

At den offentlige og private ro og sikkerhed lider ved denne rasende spektakel, når 3 (som sædvanlig er antallet) hamrer på en sådan maskine af kedel, trænger vel lige så lidt til juridisk bevis, skulle det imidlertid anses fornødent, da behager man blot at spørge beboerne i gaden ved en sådan Per Døver op imod Gothersgade hvor kobbersmeden i nr. 270 netop i disse dage og endnu i dette øjeblik dette skrives, har opvartet og opvarter med denne harmoniske koncert, hvilket også er tilfældet i Klædeboderne og de vil sikkert alle bejae indsenderen tanker og mening at denne adfærd er så fredsforstyrrende som tænkes kan. At arbejde med eftertanke under denne hamren er aldeles umuligt, for ikke at tale om at der ikke må tænkes på i de nærmeste huse da at kunne samtale med sin familie eller andre. Men nu den syge og nervesvage, man tænker sig dens stilling om natten måske berøvet den velgørende søvn, og om dagen udsat for den mest larmende og gennemtrængende lyd og spektakel som kan tænkes. Kan heste blive afspændstige og løbske ved noget, da er det upåtvivleligt ved denne afskyelige lyd og skrallen som den påhamrende kedel frembringer, og når der først er ulykke derved frembragt, står det da i den forårsagendes magt at erstatte mig eller mine medborgers liv og lemmer?

Hvorfra hidrører at denne ulovlige adfærd i så mange år har gået i svang (afg. etatsrød og politidirektør Haagen var dog så fri at påtale denne med hensyn til en i Læderstræde boende kobbersmed) er indsenderen aldeles ubegribelig da han ikke er i stand til at tænke sig endog en blot tilsyneladende grund til at denne professionist skal have ret til at handle tværtimod lovene og god orden, og foretage sig handlinger som når lignende udøves af andre, ville sikkert drage velfortjent straf efter sig. Den grund at vedkommende ikke har den fornødne plads til sådanne svære stykkers forarbejdning i værkstedet i huset, vil man vel aldrig finde på at fremsætte da det jo falder af sig selv, at de da må ligesom andre professionister, se sig om passende lejlighed og lokale. Man ser heller ikke andre professionester skønt haåndtering i ingen henseende med hensyn til skadelighed og faren, kan sættes i lighed med denne påtalte uorden, at betjene sig af gader og stræder til værksteder, ikke engang en fattig brødkone må fremstille sin kurv på gaden, lige så lidt som kobbersmeden selv tør hensætte noget på fortovet til skilt, men dette desuagtet skal han have lov til pro lubitu at arbejde på gaden? Man ivrer så meget med slagtere, fiskeblødere, garvere m. fl. og ville de sågar skulle ud af byen, uagtet ved tilbørlig renholden og vask den af diss forårsagede ulempe, dog betydelig om ikke aldeles kan hæves, men hvad i det mindste indsenderen angår, da vil han hellere bo imellem en hel skov af disse end ved siden af eller lige overfor en af de omtalte kobbersmede, og dog er han nnu selv kommet til at bo ved en sådan, men skønt han bor meget bekvemt, billigt og for sine forretninger belejligt, nødes han dog til at opofre alle disse livets sande goder, og hvorfor? Fordi en af hans medborgere behager at trodse lovene og god orden. I det faste håb at vores almenagtede og nidkære politidirektør vil vide at hæmme denne uorden, som formodentlig af mangel på påtale ikke for længst er sket, har han nedskrevet dette og tilføjer blot den bøn at høje vedkommende vil lære de herrer kobbersmede som gør sig skyldige i denne lovstridige adfærd, at holde sig lovene efterrettelige og som ordsproget siger: tøjre på deres eget.

(Politivennen nr. 227. Løverdagen den 6te Maj 1820, s. 3677-3682)

Flere Eksempler på urigtige og latterlige Indskrivter

(Efter indsendt)

I Dronningens Tværgade nr. 346 står på et skilt "Snedker Herberg. Thisler Herberg".

På et nyligt udkommet kobberstik der koster 2 rigsdaler pr eksemplar står følgende: "Den Engelske Nations Skiensel udøvet paa Nyhom, den 17de October 1807. Tilegnet det nærværende Engelske Ministerium. Dette er i Øjeblikket da Skibet begiynder at falde. Stuket af Haas"

(Politivennen nr. 534, 23. juli, s. 8566)

Redacteurens Anmærkning

Haas: Der er muligvis tale om kobberstikkeren Georg Christian Wilhelm Haas (1751-1817). Idet hans to brødre der også var kobberstikkere, var hhv i udlandet eller døde. København havde rigeligt med kobberstikkere på dette tidspunkt så Haas må nok have taget af arbejde hvad han kunne få. Han forblev fattig til sin død. Hans plader opbevares i dag af Søkortarkivet, ligesom Kobberstiksamlingen har noget. 

Forsvar for de københavnske Kobbertrykkerier.

I anledning af en artikel i Dagen nr. 42 om kobberstikkere og kobbertrykkere, hvor udgiveren roser stikkerne og kritiserer trykkerne, finder jeg mig beføjet til at gøre indvendinger imod det anførte, ligesom også at forklare årsagen til hvorfor kobbertrykkerne ikke er hvad de kunne være.

En kobberstikker har Kunstakademiet som vejledning, og han kan med akademiets eller egne bekostning på rejser forøge sine kundskaber på fremmede steder. En kobbertrykker derimod har ingen vejledning herhjemme i sit fødeland. Han har derfor aldrig lært hvad han burde lære. De der bliver kobbertrykkere, er derfor fuldstændig ukyndige mennesker der først gennem lang øvelse er nødt til at studere det, som kunne læres gennem undervisning på et meget lærd sted.

En anden årsag er, at alle de kobbertrykkere som er i København, er fattige folk, der ikke har råd til at anskaffe sig de nødvendige kostbare presser.

For at bringe trykkeriet til det det burde være, har jeg i sin tid indgivet en ansøgning om understøttelse til at anskaffe mig en engelsk presse. Men jeg spildte min tid med at skrive ansøgninger, og 5 rigsdaler for at tegne en sådan presse.

Al vejledning, al understøttelse er derfor stoppet for en kobbertrykker, og under disse omstændigheder bliver det altså umuligt for en dansk kobbertrykker at levere arbejder, som engelske og franske. Den danske kobbertrykker er derfor nødt til at leve af små arbejder, som han med sine ikke særlig gode presser kan trykke. Disse arbejder består for det meste i blanketter, visitkort, adresser og plader, som boghandlerne lader stikke og trykke. Men da disse ikke kan betale arbejder således som andre, da de ellers ville få for store udgifter, så følger også deraf, at kobbertrykkerne ikke kan levere så gode aftryk som de kunne levere hvis det blev bedre betalt.

Kobberstikkere har Kunstakademiet som vejledning, og kan med akademiets eller egne bekostning på rejser forøge sine kundskaber på fremmede steder. En kobbertrykker derimod har ingen vejledning herhjemme i sit fødeland. Han har derfor aldrig lært hvad han burde lære. Hvordan ville Gammeltorv i Johan Jacob Bruuns Novus Atlas Daniæ (1761) have været uden begge disse vigtige håndværk?

Her er altså årsagen til hvorfor kobbertrykkerne ikke er det de burde være. Redaktøren af Dagen må vist ikke være dansk, eller også være smittet af den syge, som i mange år har været gængs, at tro at enhver udlænding kan gøre tingene bedre end vi. Selvom det dog undertiden ikke er bedre, men endog dårligere, hvilket jeg kan bevise.

Jeg er så lykkelig at have bedre arbejdere end de fleste kobbertrykkere, og kan derfor overleve. Men at kunne bringe trykkeriet til det, som det burde være, dertil er min formue ikke stor nok.

Dagen fortæller, at rygtet har sagt, at hr. kobberstikker Clemens vil foretage en udenlands rejse for at få aftryk af sin plade over slaget den 2. april 1801. Rygtet har løjet. For der er slet ingen rimelighed i denne ting. Hr. Clemens ejer en presse, som jeg tror har alle de fuldkommenheder som en god engelsk presse har. Hr. Clemens har været udenlands og vist set de bedste trykkerier. Det må derfor være afgjort, at han ikke har ladet gøre en presse, der ikke havde alle mulige fuldkommenheder. Når dette er sandhed, hvorom vist ingen tvivler, end ikke redaktøren, da skulle det være underligt, hvis ikke der skulle findes en mand, der kunne viske en plade. Altså bliver det afgjort at herr. Klemens ikke behøver at rejse udenlands for at få sin plade aftrykt.

Det var ønskeligt at i stedet for (efter Dagen) der skulle komme en fremmed, at nedsætte sig og fallareres, at man ville opmuntre en dansk mand, ved at lade ham undervise, af kyndige mænd. Han ville da nå lige så stor fuldkommenhed som nogen udlænding.

Til at undervise i kobbertrykkeriet kender jeg ingen bedre end Danmarks berømte kommandørskab Løvenørn som så mange år har været bestyrer af kortarkivet på Holmen.

Denne mand ville vist ikke findes uvillig til at give kobbertrykkerne al den oplysning han kender. Derved blev den danske hvad han kunne være, og Danmark nød den ære at være fuldkommen i denne som i andre ting.

København den 22. marts 1805
Schiøtt
Kobbertrykker

(Politivennen nr. 361, 23. marts 1805, s. 5733-5738)

Redacteurens Anmærkninger

Schiøtt

I Kraks Vejviser for 1804 (s. 361) står Schøtt (uden fornavn) som kobbertrykker på hjørnet af Christen Bernikowsgade og Antonistræde 3, 31 og 32. Måske Johannes Sørensen Schiøtt, som i Weilbachs kunstnerleksikon står opført som far til kobberstikker Søren Schiøtt (1795-1868). Sønnen var erhvervsgrafiker. Han udmærkede sig ikke ved "større billedkunstneriske evner, men hans virke kan ses i lyset af det stigende behov for fortrykte formularer, brevpapir, etiketter osv., der opstod i samfundet i forbindelse med den begyndende industrialisering og masseproduktion af varer samt den tiltagende modernisering af samfundslivet. Hans etikette til den kendte eau de cologne Esprit de Valdemar, fremstillet siden 1836, er et eksempel på et stykke brugsgrafik af reklamemæssig karakter, der opnåede vid udbredelse i hans samtid og senere. Etiketten, der har en umiddelbar naiv charme, inspireret af den nyvakte interesse for dansk middelalder, var beregnet på at blive klæbet på de slanke sekskantede flasker, som Holmegaards glasværk fremstillede til dette produkt". (Billedet fremstiller nok mere end retro-flaske).

Poul Løvenørn

Poul Løwenørn (1751-1823) er til gengæld kendt. Inden for søfartskredse nærmest legendarisk: Søfartsstyrelsen opkaldte 2001 et skib efter ham. Dansk Biografisk Leksikon om Poul Løvenørn skriver han havde "mange jern i ilden, men han formåede at holde de mange stillinger han indehavde ude fra hinanden". Bl.a. som spion, ekspeditionsleder, lods. grundlægger af det danske fyr- og vagervæsen, organisator af færgevæsenet i Danmark. Han blev 1784 Søkortsarkivets første direktør.

Han er begravet på Assistenskirkegården. På stenen står bl.a. står en gravsten med denne indskrift: "Denne grav rummer de jordiske levninger af contra-admiral Poul Løwenørn. Overlods i Sjælland og direkteur for de kongelige søekaart-archiv m. m. Storkors af dannebroge samt dannebrogsmand. Ridder af st. anna ordenens 1. klasse. Commandeur af sværd ordes..."

Artiklen i Dagen, nr. 42 1805 lød således:

Rygtet siger, at vor berømte Kobberstikker Clements, der nu er fremmelig med sin Plade over Slaget d. 2 April om nogen Tid fortager en Reise, for udenlands at faae af trykt samme. Beklagelligt at vi ikke have Kobbertrykkerier, hvor vore Kobberstikkeres bedre Arbeider, saaledes som de burde, kunne afrykkes. Det var et Ønske at vort Kunstakademi var saa rigt, at det kunde afstaae den Kobbertrykker der forstod sin Kunst tilfulde, og her vilde nedsættes sig, en vis aarlig Løn, for blot at boe her. Vi have Kobberstikkere, der ere Mestere i deres Kunst, vi have Yndere af de skjønne Kunster, der ikke finde de Penge spildte, hvormed de lønne Kunstnere, men hvad hjelper det at faa Plader herligt stukne, naar de ej kunne aftrykkes men fordærves i ukyndige Hænder. Hr. Kammerherre Bernt Anker har fra England, med 600 Pd. St. Bekostning, faaet 2 deslige Kobberplader i kulørt Maneer, den ene over Kristiania, den anden over en anden norsk Udsigt, men de kunne her ikke aftrykkes.

Om Kobbersmede

(Efter indsendt)

De har skrevet om trommeslagning på torvene og den skade som det kan forårsage med sky og uvante heste. Men har så vidt jeg husker ikke skrevet om en anden uorden, som let kan forvolde ulykkelige tilfælde. Nemlig at kobbersmede står på gaden og forfærdiger store kedler. Det skete for nyligt i en periode på 14 dage i Klædeboderne tæt på Gammeltorv, i Kompanistræde, i Gothersgade og flere andre steder. Dette er vist farligt når sky heste kommer i nærheden, hvilket sker tit. Desuden er den halve gade ved sådanne lejligheder spærret for gående såvel som kørende. For slet ikke at tale om den megen larm som lyder stærkere på gaden end i husene. Det er især ubehageligt for syge som ikke kan finde ro. Af disse årsager burde det vel forbydes kobbersmede at købe huse eller bo til leje steder hvor man ikke kan indrette det sådan at de store kedler kan færdiggøres i husene. Hvis jeg husker ret, var det før ildebranden indrettet sådan hos den kobbersmed som boede i Klædeboderne. De som nu har huse eller bor til leje og ikke har sådanne indretninger, burde henvises til en offentlig og lukket plads til at lave sådanne kedler, formedelst en lille afgift til byen eller dens fattige.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 267, 4. juni 1803, s.4249-4251)

Om de elendige Forestillinger af den 2. april i Landemærket

De herrer Kørner og Zirn der hos det københavnske publikum som erindrer sig en Pierres duelighed, som mekanikere ikke kunne få bedre titel end fuskere, synes dog efter deres avertissementer at dømme, at måtte have ikke så lidt tilløb. Og virkelig har man så ofte haft sådanne eksempler at man ikke misunder dem deres penge, hvis de blot ville afholde sig fra, med vanhellige hænder at røre vores nations hæder, fra at gøre den jammerligste og mest falske forestilling af den 2. aprils kamp. Denne foregribelse kan vel næppe revses af statspolitiet, men derfor burde den nok ikke slippe, så længe der er mænd som det tilkommer at våge over nationens dekorum. 

Disse folk ville vel påberåbe sig at de har kongelig tilladelse, men det kunne let bevises at de ikke har kongelig tilladelse til at vise det de viser. Tilladelsens ord hjemler dem vist ikke ret til at give falske og nationen fornærmende forestillinger.

Det er mere begribeligt at engelske kobberstikkere forsøger at give en falsk forestilling af den 2. aprils hændelser, og tro at de løgne de indgraverer i kobber kunne døve og kvæle de sandheder erfaringen i Kongedybet indgraverede i de engelske søfolks minde, fra Nelsons til den mest ringe matros’. Enhver som vil se hvorvidt engelsk uforskammethed kan gå lige såvel i stik som på prent, og ikke vil købe de 5 velstukne løgnetryk, som er kommet her til byen, kan se dem i konditor Komerabilis stue, hvor de er ophængt til skam.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 190, 12. december 1801, s. 3035-3037)

Irr i Valdbykonernes Smør.

Anmelderen har flere gange bemærket grønne pletter på de smørklumper, valbykonerne så nydeligt sidder med på Gammeltorv. Han formodede hvad en af sælgerinderne straks i sin oprigtighed fortalte ham, at der var af den messingtråd hvormed de skærer smørret ud til salg. Vist nok er det derfor kun små portioner af ir, men det er nok at det er ir, den værste og pinligste art af gift, og en sådan behandling af en madvare bør nok aldrig finde sted. En jerntråd vil ikke udsætte for ir, og om den ikke varer så længe, så koster den igen så meget mindre.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 146, 7 Februar 1801, s.2327-2328)

Et Vink for Stadspolitiets Dyrkere.

Iblandt de mange besværligheder som store stæders indbyggere er underkastede, er den konstante forandring af til- eller fraflyttende naboer og genboer ikke den mindste. Den rolige tænker, der hidtil uforstyrret kunne efterhænge sine granskninger, finder sig på engang ubehageligt hindret ved en nylig i nabolaget indflyttet kobbersmed, blikkenslager o. fl. a. Den sygelige, der mere trænger til frisk luft end til føde, finder sin sundhed på engang voldsomt angrebet, sit blod fordærvet ved de stinkende dunster af en nær tilflyttet fiskebløders lud eller en stivelsebløders vand eller ved en slagters ankomst der anstikker den hele lavere del af gaden med sin urenlighed!

Man behøver bare at spørge en husejer der har en garver, en feldbereder, en fiskerbløder, en stivelsefabrikant ved siden af sig, hvad han ville give for at blive ham kvit, og man vil på hans bud straks høre hvor meget han tror sine lejligheder nedsat i lejernes dom ved dette naboskab. Man vil mærke at her er en mangel i stadspolitiet.

Og i sandhed det er en stor mangel når ejendom ikke er sikret og er det ikke tilfældet her? Eller er måske sundhed og en behagelig role tilværelse ikke en dyrebar ejendom? Eller er min ejendom ikke formindsket, er jeg ikke bestjålet når de lejligheder jeg før udlejede for hundrede daler, nu kun indbringer mig tres fordi en kvælende stank eller et døvende hverdagsbulder skræmmer folk af svagt helbred af sine nerver eller af lyst til et stille ustøjende liv, fra at leje dem af mig?

Og dog sker dette indbrud på ens ejendom uden mindste betænkning eller skånsel, uden at tro sig i mindste måde forpligtet til at give nogen erstatning. Den der ville gyse tilbage for tanken om at udstrække sin hånd til det mindste af en andens gods, gør sig ingen samvittighed over ved hvad der hører eller tros at høre til hans næringsvej langsomt at dræbe personer han ager og elsker, eller betydelig at forringe deres ejendom. Den omstændighed at han selv er udsat for lige kands, den uopmærksomhed stadspolitiet hidtil har vist på denne slags usikkerhed, døver eller rettere dræber den følelse af ret og uret der ellers ikke ville undlade at lade sin stemme høre.

Selv øvrigheden der skal overholde sikkerheden, synder ikke mindre heri og er ikke mere inkonsekvent end borgerne indbyrdes. Den samme øvrighed der ville anse det for vold at påbyde byggeren af et hjørnehus at afskære sin hjørne uden at få skadeserstatning for den tabte grund, lader ikke den mindste tanke om erstatning opstå hos sig, om den finder det nødvendigt fx på et nyt sted at anlægge en slamkiste, eller at tilplante en gades lys og udsigt, eller at anvise kanefarerne en anden kurs, eller at henstille et par snese tambourer, der uophørlig plager de nærboendes øren med det vederstyggeligste af alle buldre, eller at anlægge inde i staden et pestførende trankogeri osv. Uagtet husejerne der ikke som beboerne kan undvige efter et halvt års forløb, taber uendelig mere ved sådan en forandring end ved at se deres grunde indskrænkes et par kvadratalen.

Man vil måske indvende at hvis jeg kan forbyde min nabo at leje til en slagter, så pålægger jeg ham en servitus eller indskrænker hans rådighed over sin ejendom. Jeg svarer: kan jeg ikke forbyde det, så indskrænker han jo min ejendom selv?

Det er bestemt hvorvidt jeg må frabygge en anden sit lys, burde der da ikke også være lovbestemte grænser for mit indgreb på hans nydelser ved næsen og øret.

Skulle ikke nogen af vore grundige lovkyndige af ovenstående finde anledning til at skænke publikum en udvikling af den en borger kan have, eller ikke have imod enhver moralsk eller fysisk person der formindsker hans bopæls behagelighed, sundhed eller værdi.
Følgende bestemmelser synes foreløbig at kunne antages:

1. Alle servitutter som er nødvendige for hele stadens væsentlige tarv, må tåles af enhver borger. Således må staden have sine slamkister på de fornødne steder, dens renovation må ske, men de som bor i nabolaget af sådanne, eller lider ved denne, har ret til en skadeserstatning af hele staden.
2. Ethvert servitut som en væsentlig nødvendighed for nabo eller genbo nøder ham til at pålægge den enkelte borger, må denne tåle uden skadeserstatning fordi han igen pålægger hin de samme servitutter eller i det mindste beholder ret til i tilfælde at pålægge ham dem. Således kan jeg ikke forlange skadeserstatning fordi fx en forbedring på hans tag afspærrer min vej for en tid eller fordi han kalker sin mur, uagtet mine øjne lider ved glansen.
3. Alle næringsveje som ikke kan drives i en stad uden at fornærme nabolaget, bør forlægges uden for staden. Sådanne er slagterier, garverier, trankogerier, feldberederier, fiskebløderier, stivelsefabrikker, anker- og kobbersmedjer og flere lignende. Det samme gælder om eksercering i fredstider hvis denne ikke kan holdes uden bulder.
4. Alle servitutter hvorved min medborger eller øvrighed uden nogen væsentlig nødvendighed enten for den enkeltes eller for dets heles tarv, angriber mit vel, må loven sætte mig i stand ti at tibagevise. Således må min genbo vel kalke sin mur, men ikke bemale den med en liderlig eller væmmelig figur. Således må min nabo vel lade et indkøbt læs aflæsse på fortovet og derved nøde mig til at gå så længe på kørebanen. Men han må ikke bruge fortovet til et varelager.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 84, den 30 November 1799, s 1337-1343)

Forskrifter hos Boghandler Pelt - en Advarsel til Publikum

Hr. Boghandler Pelt bekendtgjorde i Addresseavisen nr. 169 d. å. at engelske og danske forskrifter var at købe hos ham for 1 mark. Jeg som flere sendte min mark hen for at få disse forskrifter, som jeg formodede var stukne af en berømt kobberstikker. Men tænk sig min forundring da jeg for min mark fik et halvt ark papir bemalet med nogle skæve linjer af en stymperagtig skrift, som jeg, ved at sammenholde den med breve af hr. Pelts egen håndskrift fandt højst rimelig at være hans. Jeg betænker mig ikke på at kalde dette et væmmeligt og en boghandler højst uværdigt kneb at lokke folk, ved en mørk og ufuldstændig bekendtgørelse, til at jage et bud hen i en udkant af byen for at købe en ting for sin gode mark, der ikke er en pibe tobak værd. Og i sandhed, når hr. Pelt nok engang indrykker dette avertissement uden at tilføje disse ord: Skrevne med en mådelig hånd, er det efter min mening politiets pligt at revse ham. En prøve af dette nydelige skønskriverprodukt er henlagt til enhvers beskuelse hos udgiveren af Politivennen.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 63, den 6 Juli 1799, s 1001-1002)

Redakteurens Anmærkning

Ifølge Addresseavisen boede Pelt på hjørnet af Stormgade nr. 289. Dvs på det hjørne ved Frederiksholms Kanal hvor senere Nationalmuseet udvidede. Ejendommen eksisterer således ikke længere.

Bøn til Økonomi- og kommercekollegium, eller til lav og høj Magistrat

Da det er sandt, som ved anstillet undersøgelse straks kan erfares, at vi kobbersmede ofte befinder os i den største forlegenhed for kobber til vores næringsdrift, og vores underhold da det som fås ved fabrikken ofte skorter, var det da ikke muligt at kollegiet, hvis ellers dets virkekreds tillader det, ville skaffe et kvantum kobberplader hertil, hvoraf mestre, der ikke har råd til at forskrive, kunne købe for en snes daler ad gangen? Eller skulle magistraten, høj eller lav, ikke burde eller ville anskaffe sligt oplag? For når en fattig mester skal nødes til at købe sit materiale af den rigere, så ser det kun slet ud med erhvervet.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 43, den 16. februar 1799, side 686-687)

Uordener

1) Op til hjørnet af Frue Kirkegård mellem Store Kannikestræde og Nørregade ligger en banke af ler eller andet, der let kan i regnvejr bringe dem som hastigt drejer om hjørnet, til at glide.

2) Intet kan ligne den anmasselse, hvormed fortovet for hjørnehuset af Vimmelskaftet og Badstuestræde er belemret af auktionsmands-allehånde. Se nr. 22.

3) Straks når man fra Østergade drejer ind i Pilestræde bor på højre en kobbersmed, som næsten bestandig opfylder fortov og gade med kobbergods. Især har en bund af en uhyre kedel stået der i overmåde lang tid fuld af vand, og dog er dennes skarpe kant særdeles farlig i mørke.

4) I dag d. 15. oktober har de i Politivennen alt to gange omtalte stygge kælderluger på hjørnehuset af Vimmelskaftet og Klostræde stået åbne, og hvor mange menneskers klæder må ikke være blevet tilrakkede, inden den søle, som var på dem af det koskarn hvori de, som nr. 24 rigtig anmærker og som endnu kan ses, have ligger, blevet afgnedet.

5) Endnu har militæret ikke borttaget de flere gange angivne pløkke uden for eksercerhuset. Skulle vel politiet altså endnu ikke have påmindet vedkommende?

6) I egnen af Petri Kirke holdes en gedebuk, som løber løs på gaden imod anordningerne, og af drenge der agter anordningerne lige så lidt som den, hidses på folk, der både kunne forskrækkes og beskades. Anmelderen måtte i søndags for at redde sin kone stå og holde bukken i hornene indtil hun kom ind i kirken, og siden med møje se tl at retirere selv. Også i nærheden af Amalienborg løber deslige dyr omkring.

7) Vinhandleren på hjørnet af Store købmagergade og Silkegade, der engang syntes at værdige Politivennen sin opmærksomhed, ved på dens råd at rydde sit fortov i Silkegade, har nu optaget det på den ulovligste måde. Desværre synes dette at være noget, som flere end en vinhandler anset for lovligt, men den veltænkende tror ikke at tusindes misbrug retfærdiggør hand. Fra en minde alvorlig side måtte det synes, som en tilbeder af Bachus kunne fordre at dennes præster, efter at have lammet hans fod, mindst skulle lægge ham anstød i vejen.

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 25, s. 397-398. [Estimeret dato: 13. oktober 1798])