Flere Eksempler på urigtige og latterlige Indskrivter

(Efter indsendt)

I Dronningens Tværgade nr. 346 står på et skilt "Snedker Herberg. Thisler Herberg".

På et nyligt udkommet kobberstik der koster 2 rigsdaler pr eksemplar står følgende: "Den Engelske Nations Skiensel udøvet paa Nyhom, den 17de October 1807. Tilegnet det nærværende Engelske Ministerium. Dette er i Øjeblikket da Skibet begiynder at falde. Stuket af Haas"

(Politivennen nr. 534, 23. juli, s. 8566)

Redacteurens Anmærkning

Haas: Der er muligvis tale om kobberstikkeren Georg Christian Wilhelm Haas (1751-1817). Idet hans to brødre der også var kobberstikkere, var hhv i udlandet eller døde. København havde rigeligt med kobberstikkere på dette tidspunkt så Haas må nok have taget af arbejde hvad han kunne få. Han forblev fattig til sin død. Hans plader opbevares i dag af Søkortarkivet, ligesom Kobberstiksamlingen har noget. 

Forsvar for de københavnske Kobbertrykkerier.

I anledning af en artikel i Dagen nr. 42 om kobberstikkere og kobbertrykkere, hvor udgiveren roser stikkerne og kritiserer trykkerne, finder jeg mig beføjet til at gøre indvendinger imod det anførte, ligesom også at forklare årsagen til hvorfor kobbertrykkerne ikke er hvad de kunne være.

En kobberstikker har Kunstakademiet som vejledning, og han kan med akademiets eller egne bekostning på rejser forøge sine kundskaber på fremmede steder. En kobbertrykker derimod har ingen vejledning herhjemme i sit fødeland. Han har derfor aldrig lært hvad han burde lære. De der bliver kobbertrykkere, er derfor fuldstændig ukyndige mennesker der først gennem lang øvelse er nødt til at studere det, som kunne læres gennem undervisning på et meget lærd sted.

En anden årsag er, at alle de kobbertrykkere som er i København, er fattige folk, der ikke har råd til at anskaffe sig de nødvendige kostbare presser.

For at bringe trykkeriet til det det burde være, har jeg i sin tid indgivet en ansøgning om understøttelse til at anskaffe mig en engelsk presse. Men jeg spildte min tid med at skrive ansøgninger, og 5 rigsdaler for at tegne en sådan presse.

Al vejledning, al understøttelse er derfor stoppet for en kobbertrykker, og under disse omstændigheder bliver det altså umuligt for en dansk kobbertrykker at levere arbejder, som engelske og franske. Den danske kobbertrykker er derfor nødt til at leve af små arbejder, som han med sine ikke særlig gode presser kan trykke. Disse arbejder består for det meste i blanketter, visitkort, adresser og plader, som boghandlerne lader stikke og trykke. Men da disse ikke kan betale arbejder således som andre, da de ellers ville få for store udgifter, så følger også deraf, at kobbertrykkerne ikke kan levere så gode aftryk som de kunne levere hvis det blev bedre betalt.

Kobberstikkere har Kunstakademiet som vejledning, og kan med akademiets eller egne bekostning på rejser forøge sine kundskaber på fremmede steder. En kobbertrykker derimod har ingen vejledning herhjemme i sit fødeland. Han har derfor aldrig lært hvad han burde lære. Hvordan ville Gammeltorv i Johan Jacob Bruuns Novus Atlas Daniæ (1761) have været uden begge disse vigtige håndværk?

Her er altså årsagen til hvorfor kobbertrykkerne ikke er det de burde være. Redaktøren af Dagen må vist ikke være dansk, eller også være smittet af den syge, som i mange år har været gængs, at tro at enhver udlænding kan gøre tingene bedre end vi. Selvom det dog undertiden ikke er bedre, men endog dårligere, hvilket jeg kan bevise.

Jeg er så lykkelig at have bedre arbejdere end de fleste kobbertrykkere, og kan derfor overleve. Men at kunne bringe trykkeriet til det, som det burde være, dertil er min formue ikke stor nok.

Dagen fortæller, at rygtet har sagt, at hr. kobberstikker Clemens vil foretage en udenlands rejse for at få aftryk af sin plade over slaget den 2. april 1801. Rygtet har løjet. For der er slet ingen rimelighed i denne ting. Hr. Clemens ejer en presse, som jeg tror har alle de fuldkommenheder som en god engelsk presse har. Hr. Clemens har været udenlands og vist set de bedste trykkerier. Det må derfor være afgjort, at han ikke har ladet gøre en presse, der ikke havde alle mulige fuldkommenheder. Når dette er sandhed, hvorom vist ingen tvivler, end ikke redaktøren, da skulle det være underligt, hvis ikke der skulle findes en mand, der kunne viske en plade. Altså bliver det afgjort at herr. Klemens ikke behøver at rejse udenlands for at få sin plade aftrykt.

Det var ønskeligt at i stedet for (efter Dagen) der skulle komme en fremmed, at nedsætte sig og fallareres, at man ville opmuntre en dansk mand, ved at lade ham undervise, af kyndige mænd. Han ville da nå lige så stor fuldkommenhed som nogen udlænding.

Til at undervise i kobbertrykkeriet kender jeg ingen bedre end Danmarks berømte kommandørskab Løvenørn som så mange år har været bestyrer af kortarkivet på Holmen.

Denne mand ville vist ikke findes uvillig til at give kobbertrykkerne al den oplysning han kender. Derved blev den danske hvad han kunne være, og Danmark nød den ære at være fuldkommen i denne som i andre ting.

København den 22. marts 1805
Schiøtt
Kobbertrykker

(Politivennen nr. 361, 23. marts 1805, s. 5733-5738)

Redacteurens Anmærkninger

Schiøtt

I Kraks Vejviser for 1804 (s. 361) står Schøtt (uden fornavn) som kobbertrykker på hjørnet af Christen Bernikowsgade og Antonistræde 3, 31 og 32. Måske Johannes Sørensen Schiøtt, som i Weilbachs kunstnerleksikon står opført som far til kobberstikker Søren Schiøtt (1795-1868). Sønnen var erhvervsgrafiker. Han udmærkede sig ikke ved "større billedkunstneriske evner, men hans virke kan ses i lyset af det stigende behov for fortrykte formularer, brevpapir, etiketter osv., der opstod i samfundet i forbindelse med den begyndende industrialisering og masseproduktion af varer samt den tiltagende modernisering af samfundslivet. Hans etikette til den kendte eau de cologne Esprit de Valdemar, fremstillet siden 1836, er et eksempel på et stykke brugsgrafik af reklamemæssig karakter, der opnåede vid udbredelse i hans samtid og senere. Etiketten, der har en umiddelbar naiv charme, inspireret af den nyvakte interesse for dansk middelalder, var beregnet på at blive klæbet på de slanke sekskantede flasker, som Holmegaards glasværk fremstillede til dette produkt". (Billedet fremstiller nok mere end retro-flaske).

Poul Løvenørn

Poul Løwenørn (1751-1823) er til gengæld kendt. Inden for søfartskredse nærmest legendarisk: Søfartsstyrelsen opkaldte 2001 et skib efter ham. Dansk Biografisk Leksikon om Poul Løvenørn skriver han havde "mange jern i ilden, men han formåede at holde de mange stillinger han indehavde ude fra hinanden". Bl.a. som spion, ekspeditionsleder, lods. grundlægger af det danske fyr- og vagervæsen, organisator af færgevæsenet i Danmark. Han blev 1784 Søkortsarkivets første direktør.

Han er begravet på Assistenskirkegården. På stenen står bl.a. står en gravsten med denne indskrift: "Denne grav rummer de jordiske levninger af contra-admiral Poul Løwenørn. Overlods i Sjælland og direkteur for de kongelige søekaart-archiv m. m. Storkors af dannebroge samt dannebrogsmand. Ridder af st. anna ordenens 1. klasse. Commandeur af sværd ordes..."

Artiklen i Dagen, nr. 42 1805 lød således:

Rygtet siger, at vor berømte Kobberstikker Clements, der nu er fremmelig med sin Plade over Slaget d. 2 April om nogen Tid fortager en Reise, for udenlands at faae af trykt samme. Beklagelligt at vi ikke have Kobbertrykkerier, hvor vore Kobberstikkeres bedre Arbeider, saaledes som de burde, kunne afrykkes. Det var et Ønske at vort Kunstakademi var saa rigt, at det kunde afstaae den Kobbertrykker der forstod sin Kunst tilfulde, og her vilde nedsættes sig, en vis aarlig Løn, for blot at boe her. Vi have Kobberstikkere, der ere Mestere i deres Kunst, vi have Yndere af de skjønne Kunster, der ikke finde de Penge spildte, hvormed de lønne Kunstnere, men hvad hjelper det at faa Plader herligt stukne, naar de ej kunne aftrykkes men fordærves i ukyndige Hænder. Hr. Kammerherre Bernt Anker har fra England, med 600 Pd. St. Bekostning, faaet 2 deslige Kobberplader i kulørt Maneer, den ene over Kristiania, den anden over en anden norsk Udsigt, men de kunne her ikke aftrykkes.

Om de elendige Forestillinger af den 2. april i Landemærket

De herrer Kørner og Zirn der hos det københavnske publikum som erindrer sig en Pierres duelighed, som mekanikere ikke kunne få bedre titel end fuskere, synes dog efter deres avertissementer at dømme, at måtte have ikke så lidt tilløb. Og virkelig har man så ofte haft sådanne eksempler at man ikke misunder dem deres penge, hvis de blot ville afholde sig fra, med vanhellige hænder at røre vores nations hæder, fra at gøre den jammerligste og mest falske forestilling af den 2. aprils kamp. Denne foregribelse kan vel næppe revses af statspolitiet, men derfor burde den nok ikke slippe, så længe der er mænd som det tilkommer at våge over nationens dekorum. 

Disse folk ville vel påberåbe sig at de har kongelig tilladelse, men det kunne let bevises at de ikke har kongelig tilladelse til at vise det de viser. Tilladelsens ord hjemler dem vist ikke ret til at give falske og nationen fornærmende forestillinger.

Det er mere begribeligt at engelske kobberstikkere forsøger at give en falsk forestilling af den 2. aprils hændelser, og tro at de løgne de indgraverer i kobber kunne døve og kvæle de sandheder erfaringen i Kongedybet indgraverede i de engelske søfolks minde, fra Nelsons til den mest ringe matros’. Enhver som vil se hvorvidt engelsk uforskammethed kan gå lige såvel i stik som på prent, og ikke vil købe de 5 velstukne løgnetryk, som er kommet her til byen, kan se dem i konditor Komerabilis stue, hvor de er ophængt til skam.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 190, 12. december 1801, s. 3035-3037)

Irr i Valdbykonernes Smør.

Anmelderen har flere gange bemærket grønne pletter på de smørklumper, valbykonerne så nydeligt sidder med på Gammeltorv. Han formodede hvad en af sælgerinderne straks i sin oprigtighed fortalte ham, at der var af den messingtråd hvormed de skærer smørret ud til salg. Vist nok er det derfor kun små portioner af ir, men det er nok at det er ir, den værste og pinligste art af gift, og en sådan behandling af en madvare bør nok aldrig finde sted. En jerntråd vil ikke udsætte for ir, og om den ikke varer så længe, så koster den igen så meget mindre.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 146, 7 Februar 1801, s.2327-2328)

Forskrifter hos Boghandler Pelt - en Advarsel til Publikum

Hr. Boghandler Pelt bekendtgjorde i Addresseavisen nr. 169 d. å. at engelske og danske forskrifter var at købe hos ham for 1 mark. Jeg som flere sendte min mark hen for at få disse forskrifter, som jeg formodede var stukne af en berømt kobberstikker. Men tænk sig min forundring da jeg for min mark fik et halvt ark papir bemalet med nogle skæve linjer af en stymperagtig skrift, som jeg, ved at sammenholde den med breve af hr. Pelts egen håndskrift fandt højst rimelig at være hans. Jeg betænker mig ikke på at kalde dette et væmmeligt og en boghandler højst uværdigt kneb at lokke folk, ved en mørk og ufuldstændig bekendtgørelse, til at jage et bud hen i en udkant af byen for at købe en ting for sin gode mark, der ikke er en pibe tobak værd. Og i sandhed, når hr. Pelt nok engang indrykker dette avertissement uden at tilføje disse ord: Skrevne med en mådelig hånd, er det efter min mening politiets pligt at revse ham. En prøve af dette nydelige skønskriverprodukt er henlagt til enhvers beskuelse hos udgiveren af Politivennen.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 63, den 6 Juli 1799, s 1001-1002)

Redakteurens Anmærkning

Ifølge Addresseavisen boede Pelt på hjørnet af Stormgade nr. 289. Dvs på det hjørne ved Frederiksholms Kanal hvor senere Nationalmuseet udvidede. Ejendommen eksisterer således ikke længere.