Iblandt de mange besværligheder som store stæders indbyggere er underkastede, er den konstante forandring af til- eller fraflyttende naboer og genboer ikke den mindste. Den rolige tænker, der hidtil uforstyrret kunne efterhænge sine granskninger, finder sig på engang ubehageligt hindret ved en nylig i nabolaget indflyttet kobbersmed, blikkenslager o. fl. a. Den sygelige, der mere trænger til frisk luft end til føde, finder sin sundhed på engang voldsomt angrebet, sit blod fordærvet ved de stinkende dunster af en nær tilflyttet fiskebløders lud eller en stivelsebløders vand eller ved en slagters ankomst der anstikker den hele lavere del af gaden med sin urenlighed!
Man behøver bare at spørge en husejer der har en garver, en feldbereder, en fiskerbløder, en stivelsefabrikant ved siden af sig, hvad han ville give for at blive ham kvit, og man vil på hans bud straks høre hvor meget han tror sine lejligheder nedsat i lejernes dom ved dette naboskab. Man vil mærke at her er en mangel i stadspolitiet.
Og i sandhed det er en stor mangel når ejendom ikke er sikret og er det ikke tilfældet her? Eller er måske sundhed og en behagelig role tilværelse ikke en dyrebar ejendom? Eller er min ejendom ikke formindsket, er jeg ikke bestjålet når de lejligheder jeg før udlejede for hundrede daler, nu kun indbringer mig tres fordi en kvælende stank eller et døvende hverdagsbulder skræmmer folk af svagt helbred af sine nerver eller af lyst til et stille ustøjende liv, fra at leje dem af mig?
Og dog sker dette indbrud på ens ejendom uden mindste betænkning eller skånsel, uden at tro sig i mindste måde forpligtet til at give nogen erstatning. Den der ville gyse tilbage for tanken om at udstrække sin hånd til det mindste af en andens gods, gør sig ingen samvittighed over ved hvad der hører eller tros at høre til hans næringsvej langsomt at dræbe personer han ager og elsker, eller betydelig at forringe deres ejendom. Den omstændighed at han selv er udsat for lige kands, den uopmærksomhed stadspolitiet hidtil har vist på denne slags usikkerhed, døver eller rettere dræber den følelse af ret og uret der ellers ikke ville undlade at lade sin stemme høre.
Selv øvrigheden der skal overholde sikkerheden, synder ikke mindre heri og er ikke mere inkonsekvent end borgerne indbyrdes. Den samme øvrighed der ville anse det for vold at påbyde byggeren af et hjørnehus at afskære sin hjørne uden at få skadeserstatning for den tabte grund, lader ikke den mindste tanke om erstatning opstå hos sig, om den finder det nødvendigt fx på et nyt sted at anlægge en slamkiste, eller at tilplante en gades lys og udsigt, eller at anvise kanefarerne en anden kurs, eller at henstille et par snese tambourer, der uophørlig plager de nærboendes øren med det vederstyggeligste af alle buldre, eller at anlægge inde i staden et pestførende trankogeri osv. Uagtet husejerne der ikke som beboerne kan undvige efter et halvt års forløb, taber uendelig mere ved sådan en forandring end ved at se deres grunde indskrænkes et par kvadratalen.
Man vil måske indvende at hvis jeg kan forbyde min nabo at leje til en slagter, så pålægger jeg ham en servitus eller indskrænker hans rådighed over sin ejendom. Jeg svarer: kan jeg ikke forbyde det, så indskrænker han jo min ejendom selv?
Det er bestemt hvorvidt jeg må frabygge en anden sit lys, burde der da ikke også være lovbestemte grænser for mit indgreb på hans nydelser ved næsen og øret.
Skulle ikke nogen af vore grundige lovkyndige af ovenstående finde anledning til at skænke publikum en udvikling af den en borger kan have, eller ikke have imod enhver moralsk eller fysisk person der formindsker hans bopæls behagelighed, sundhed eller værdi.
Følgende bestemmelser synes foreløbig at kunne antages:
Man behøver bare at spørge en husejer der har en garver, en feldbereder, en fiskerbløder, en stivelsefabrikant ved siden af sig, hvad han ville give for at blive ham kvit, og man vil på hans bud straks høre hvor meget han tror sine lejligheder nedsat i lejernes dom ved dette naboskab. Man vil mærke at her er en mangel i stadspolitiet.
Og i sandhed det er en stor mangel når ejendom ikke er sikret og er det ikke tilfældet her? Eller er måske sundhed og en behagelig role tilværelse ikke en dyrebar ejendom? Eller er min ejendom ikke formindsket, er jeg ikke bestjålet når de lejligheder jeg før udlejede for hundrede daler, nu kun indbringer mig tres fordi en kvælende stank eller et døvende hverdagsbulder skræmmer folk af svagt helbred af sine nerver eller af lyst til et stille ustøjende liv, fra at leje dem af mig?
Og dog sker dette indbrud på ens ejendom uden mindste betænkning eller skånsel, uden at tro sig i mindste måde forpligtet til at give nogen erstatning. Den der ville gyse tilbage for tanken om at udstrække sin hånd til det mindste af en andens gods, gør sig ingen samvittighed over ved hvad der hører eller tros at høre til hans næringsvej langsomt at dræbe personer han ager og elsker, eller betydelig at forringe deres ejendom. Den omstændighed at han selv er udsat for lige kands, den uopmærksomhed stadspolitiet hidtil har vist på denne slags usikkerhed, døver eller rettere dræber den følelse af ret og uret der ellers ikke ville undlade at lade sin stemme høre.
Selv øvrigheden der skal overholde sikkerheden, synder ikke mindre heri og er ikke mere inkonsekvent end borgerne indbyrdes. Den samme øvrighed der ville anse det for vold at påbyde byggeren af et hjørnehus at afskære sin hjørne uden at få skadeserstatning for den tabte grund, lader ikke den mindste tanke om erstatning opstå hos sig, om den finder det nødvendigt fx på et nyt sted at anlægge en slamkiste, eller at tilplante en gades lys og udsigt, eller at anvise kanefarerne en anden kurs, eller at henstille et par snese tambourer, der uophørlig plager de nærboendes øren med det vederstyggeligste af alle buldre, eller at anlægge inde i staden et pestførende trankogeri osv. Uagtet husejerne der ikke som beboerne kan undvige efter et halvt års forløb, taber uendelig mere ved sådan en forandring end ved at se deres grunde indskrænkes et par kvadratalen.
Man vil måske indvende at hvis jeg kan forbyde min nabo at leje til en slagter, så pålægger jeg ham en servitus eller indskrænker hans rådighed over sin ejendom. Jeg svarer: kan jeg ikke forbyde det, så indskrænker han jo min ejendom selv?
Det er bestemt hvorvidt jeg må frabygge en anden sit lys, burde der da ikke også være lovbestemte grænser for mit indgreb på hans nydelser ved næsen og øret.
Skulle ikke nogen af vore grundige lovkyndige af ovenstående finde anledning til at skænke publikum en udvikling af den en borger kan have, eller ikke have imod enhver moralsk eller fysisk person der formindsker hans bopæls behagelighed, sundhed eller værdi.
Følgende bestemmelser synes foreløbig at kunne antages:
- Alle servitutter som er nødvendige for hele stadens væsentlige tarv, må tåles af enhver borger. Således må staden have sine slamkister på de fornødne steder, dens renovation må ske, men de som bor i nabolaget af sådanne, eller lider ved denne, har ret til en skadeserstatning af hele staden.
- Ethvert servitut som en væsentlig nødvendighed for nabo eller genbo nøder ham til at pålægge den enkelte borger, må denne tåle uden skadeserstatning fordi han igen pålægger hin de samme servitutter eller i det mindste beholder ret til i tilfælde at pålægge ham dem. Således kan jeg ikke forlange skadeserstatning fordi fx en forbedring på hans tag afspærrer min vej for en tid eller fordi han kalker sin mur, uagtet mine øjne lider ved glansen.
- Alle næringsveje som ikke kan drives i en stad uden at fornærme nabolaget, bør forlægges uden for staden. Sådanne er slagterier, garverier, trankogerier, feldberederier, fiskebløderier, stivelsefabrikker, anker- og kobbersmedjer og flere lignende. Det samme gælder om eksercering i fredstider hvis denne ikke kan holdes uden bulder.
- Alle servitutter hvorved min medborger eller øvrighed uden nogen væsentlig nødvendighed enten for den enkeltes eller for dets heles tarv, angriber mit vel, må loven sætte mig i stand ti at tibagevise. Således må min genbo vel kalke sin mur, men ikke bemale den med en liderlig eller væmmelig figur. Således må min nabo vel lade et indkøbt læs aflæsse på fortovet og derved nøde mig til at gå så længe på kørebanen. Men han må ikke bruge fortovet til et varelager.
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 84, den 30 November 1799, s 1337-1343)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar