Holmens Broe. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, den 23de Juni.

Ved den Ombygning, som nu foretages med Holmens Bro, havde det været paatænkt, ligesom det ved Høibroes Ombygning var Tilfældet, vexelviis kuns at dæmme for Canalens halve Brede, saa at Strømmen kunde have frit Løb igiennem den anden Halvdeel; men da dette ikte var muligt, formedelst Canalens mere indskrænkede Brede ved Holmensbro, og formedelst den derværende stærke Strøm, som vilde have undergravet Afdæmningen, var det nødvendigt, at opføre Dæmninger over hele Canalen. Man havde desuden historisk Vished for, at dette ligeledes havde været Tilfældet ved Broens sidste Ombygning omtrent for 100 Aar siden. Da imidlertid de ubehagelige Uddunstninger, som i Almindelighed spores om Sommeren ved denne Canal, især ved Gammelstrand, iaar vare usædvanligen stærke, maatte man formode, at de tildeels hidrørte fra denne Spærring af det sædvanlige Vandløb. Man har derfor allerede i et Par Dage arbeidet paa, strax at gennembryde Dæmningerne, for øieblikkeligen at forskaffe Vandet Afløb, hvorefter en Rende (det eneste hensigtsmæssige Aflednings-Middel, som uden Risiko for Arbeidet kunde anvendes) vil blive anbragt fra den ene Dæmning til den anden. Ved denne Rende, der vil blive af sex Fods Brede, og anlægges i Højde med Dæmningerne, som ere beregnede paa den høieste Vandstand, men saaledes, at dens Bund er to Fod under daglig Vandlinie, vil Strømningen i Canalen vorde vedligeholdt og saaledes de Ubehageligheder, som stillestaaende Vand kan medføre, formodentligen vorde forebyggede. - Fra Politiets og Havnevæsenets Side vare allerede tidligere adskillige hensigtsvarende Foranstaltninger trufne. Saaledes var Forbudet imod, fra Skibene, Fiskertorvet og ellers fra Canalens Omgivelser, at udkaste døde Fisk, Ureenligheder o. s. v. paa det strængeste blevet indskjærpet. Slamkisterne renses hyppigere end sædvanligt, og tvende Mand ere hele Dagen igjennem sysselsatte med, i en Pram at optage de døde Fisk og andre ildelugtende Ting, som maatte findes flydende i Canalen. Ved disse Foranstaltninger, der alle skulle iværkssættes saa hurtigt som muligt, tør man vente de stedfindende Ubehageligheder aldeles hævede.

(Dagen 23. juni 1832)

Ildebrand. (Efterskrift til Politivennen)

Den 18de dennes, om Eftermiddagen Klokken 4 3/4, opkom Ildløs i Gaarden Nr. 63 paa Hiørnet af Østergade og Christenbernikowsstrædet i en Bagbygning, der brugtes til Stald. Røgen og Gnisterne af det derværende Foder forøgede Faren af denne Ildløs, der truede den meest bebyggede Deel af Byen, saameget mere, som det snevre Stræde og de omliggende høie Bygninger giorde det vanskeligt at virke paa Ilden. Hans Majestæt Kongen, der altid i slige ulykkelige Tilfælde er een af de Første, der nærme sig Faren for at paaskynde Redningen og at oplive den ulykkeliges Mod og Haab var strax tilstæde. Det syntes for selve Øienvidnernenæsten utroeligt, hvor hurtigt vort raske Brandkorps blev Herre over Ilden, saa at allerede Klokken 5 3/4 Ildens Standsning kunde tilkiendegives ved det sædvanlige Sgnal. Allene Spærværket af den ovenmeldte Staldbygning afbrændtes.

Dagen 23. oktober 1820

Kiøbenhavn, den 23de October. (Efterskrift til Politivennen)

I denne Maaned have de herværende Tropper foretaget Vaabenøvelser udenfor Staden, saaledes at de den 3die, 5te, 7de og 12te October maneuvrerede i eet Corps paa Stadens Broer og Fælleder imod en suppponeret. Fiende.

Den 10de October vare Tropperne afdeelte i 2de Corpser, hvoraf Hans Majestæt Kongen behagede Selv at kommandere det ene Corps, hvilket angreb det andet, som commanderedes af Hans Høihed PPrinds Frederik Ferdinand til Danmark. Dette Corps retirerede fra sin Position ved Lygten og Grøndal til Gladsaxe Bye og Omegn; men da det efter Suppositionen var antaget, at samme fik Forstærkning, gik det angrebsviis til Værks og attaquerede i forskiellige Colonner det Corps, som Hans Majestæt Selv commanderede, hvilket da retirerede ind til Lygten og Grøndal, hvor de sidste Positioner bleve tagne og Maneuvret endt.

Den 14de dennes vare Tropperne atter afdeelte i 2de Corpser, hvoraf det ene; som Generallieutenant, Greve af Schmettau commanderede, forestillede Avantgarden af et fiendtligt Corps, som var rykket frem og stod deels ved og deels paa Røveskovs Bakke, havende sine Feldtvagter og Forposter staaende i Egnen Sønden for Gientofte og Vangede Byer. Det andet Corps, som commanderedes af Generallieutenant Greve v. d. Schulenburg, angreb i 3 Colonner hiint Corps og drev det tilbage til Egnen, Sønden for Lyngbye, hvor det efter Suppositionen var antaget af Generallieutenant Greve v. Schmettaus Corps fik Forstærkning og skulde begyde at agere angrebsviis. Generallieutenenant Greve v. d. Schulenburgs Corps begyndte derfor Retiraden, som skeet i 3 Colonner, nemlig Hovedcolonenne ad Kongeveien til Lundehuset, høire Flanke-Colonne over Jægersborg, Gientofte til Bernstorffs- eller Ordrupveien og venstre Flanske-Colonne over Vangede til Søeborghuus. Da Colonnerne, forfulgte af det fiendtlige Corps, vare ankomne paa disse 3de Punkter, endtes Maneuvet.

Hans Majestæt Kongen har med Velbehag atter i Aar seet Sine herværende Tropper udføre lle Bevægelser saavelsom Maneuvren i det Hele med al den Orden, Rolighed og Raskhed, som kan forlanges af et vel dresseret Armeecorps, ligesom at de forskiellige Vaabenarter stedse paa den meest hensigtsvarende Maade have benyttet Terrainet, saaledes som det egner sig for enhver især; hvorfor Hans Majestæt ogsaa har tilkiendegivet disse brave Tropper Sin allerhøieste Tilfredshed.

Dagen 23. oktober 1820.

Frederikke Dorotheas forlis og videre skæbne. (Efterskrift til Politivennen)

Skibet Frederikke Dorothea af Kiøbenhavn Capit.A. A. Rouberg, bestemt fra Rouen til Petersburg, strandede Natten mellem den 16de og 17de Sept.ved Thorsmindegab, mellem Ringkiøbing og Lemvig.
Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende, 7. oktober 1820.

Saavidt vides, efter en Reisendes Udsagn, har det ved Ryssensteen indstrandede Skib fra Frankrig kuns medbragt Vahre til Forhandling i Rusland og ikke (som et indenrigsk Blad anfører) Foræringer fra det Kongelige franske til det russiske keiserlige Hof. De 2 Fruentimmer som vare med, vare franske, som havde giftet sig ed russiske Officerer, og havde været i Familiebesøg i Frankrig - Den ene af dem havde et Barn; hun turde ikke oppebie den muelige Redning, men bandt Barnet med et Schavl fast paa sin Ryg og svømmede i Land - Den anden blev reddet af Skibsfolkene. Kuns det havarerede af Ladningen blev solgt, saasom: franske koulørte og hvide Handsker, Blonder, Pyntsager, Pomade etc. Ladningen bestod endeel af Theaterdragter, der ved Søevandets Paavirkning saae meget utheatralske ud - Hele Ladningen ansloges til 50,000 Rdlr. Courant. Det Havarerede skal være blevet got betalte.
Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 7. oktober 1820.

Til at overbringe den Damepynt, som blandt flere kostbare Foræringer fra den franske Regiering til den russiske keiserlige Familie befandtes paa det nylig imellem Ringkjøbing og Lemvig indstrandede Skib, skal efter Forlydende være medbragt tre franske Modehandlerinder, hvoraf kun den ene slap herfra med Livet. Af den indehavende betydelige Ladning Champagnevin skal Toldvæsenet i Ringkiøbing have konfiskeret 150 Flasker, som vare kjøbte før Auctionen til indsmugling. Skibet er aldeles slaaet istykker
Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 10. oktober 1820.

Paa Gaarden Rysensteen ved Lemvig bliver Mandagen den 23de Oct. foretaget offentlig Auction over Ladningen af det den 16de Septbr. indstrandede Skib, bestaaende af: 25,740 Flasker Champagne, et stort Qvantum fiin fransk Porcellain til Thee- og Spise-Service, en Mængde laqverede Lamper, glas Lysekroner, pletterede Lysestager og Skrivertøier, uldne Tepper og Schawler, adskillige Stykker Atlask, Bomuldstøier og Tørklæder, samt desuden en vigtig Samling af forskjellige Malerier, som og et Partie fine Kobberstykker, foruden nogle sieldne Oliemalerier m. v. Betalingen erlægges contant, dog kan, imod Caution, erholdes 6 Ugers Credit.
Den Kongelige Privilegerede Viborg Samler, 11. oktober 1820.

Auctionen over Ladningen af det ved Ryssensteen indstrandede Skib, som begyndte Mandagen den 23de endtes Torsdagen den 26de Octbr. Først solgtes Bøgerne, hvoraf der var circa 1500 Nummere, hvoriblandt endeel gode og kostbare Værker, dernæst endeel havarerede Lamper, ogle ucompllette Lysekroner, tomme Kasser samt 24 Stykker Taft, og endelig 6000 Flasker Champagne istedet for 25740 Flasker. Af det averterede store Qvantum fransk Porcellain, uldne Trøier, Schawler, Kobberstykker, m.m. blev aldeles intet solgt. At Liebhaverne, som havde indfundet sig fra Sjæland og langtfraliggende Steder i Jylland og derefter forgjæves ventet i 3 Dage, mens Bøgerne og det øvrige Ragelse solgtes, fandt dem særdeles misfornøiede, vare ikke uden Grund. Nogle af dem nedlagde derfor og Protest mod Auctionens Hævelse eller i modsat Fald paastod Skadeserstatning; om de faaer den vil Tiden lære. Champagnen kostede indtil 90 Rbd. rede Sølv pr. Kasse (60 Fl.) foruden Sallarium 12 sk r. S. pr. Rbd. - En Restauratør fra Lemvig havde indfundet sig, som formodentlig gjorde god Reise, og Liebhaverne maae virkelig og yde ham Tak, da de ellers vare udsatte for Mangel.
Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 30. oktober 1820

Af et Brev fra Egnen ved Lemvig, den 14de November 1820
Udentvivl har Du allerede hørt og læst endeel om den her paa Kysten i sidstafvigte September indtrufne Stranding af en Skibsladning Modevare, Theaterstads, Damepynt, Champagneviin, Malerier, Kobbere, Bøger, Silketøier m.m., kommende fra Frankrig og bestemt til Petersborg? Vistnok er der ogsaa i den Anledning ikke lidet at fortælle, da der neppe i de senere Aar paa nogen Kant af Danmark er indtruffen en betydeligere Stranding. Uforgribelige Anmærkninger saavel over denne i Besynderlighed, som over andre her forefaldende Strandinger i almindelighed giver jeg mig til sin Tid maaskee den Frihed at meddele; I Dag blot dette. Kysten her, fra Thorsminde langs hen ad det stolte Bovbierg, har i denne Tid gienlydet af Lovtaler og Lovsange til den fortryllende undergiørende Champagneviins Priis; da selv den roelige Jyde paa Nordhavets kolde Bredder nu har lært at kiende og ære den, som en extroprobat Mirakkelessents mod al menneskelig Meen og Bræk paa Legeme og Siæl. En granskende ægte Naturphilosoph har nyeligen meddeelt mig: at han foruden at have fundet det meest evidente empiriske Beviis for den Lære, at man selv under den stiveste, af anden Spiritus bevirket, Pe??al bliver, ved at nyde en Flaske Champagne, fuldkommen ædrue, og efter Wessels Ord som man aldrig havde havt en, tillige har naaet det Held, ved denne Viin at opdage en anden mageløs og hidtil ukendt Egenskab. I det han nemlig, af Lyst til at trænge dybere ind i Naturphilosophien, anstillede det Experiment, at indtage saa stort et Qvantum, at Naturen maatte vise det tilbage, befandt han, at denne, hvilken han nu hylder som den ædleste af alle Jordens Druearter, paa Retouren yttrede samme veldædige og behagelige Virkninger paa Smagsorganet som ved Indtrædelsen, og altsaa giorde dobbelt Nytte. Med adskillige Kassers Indhold skal være foregaaet Metamorphoser, der vække Forundring; ja Champagnevinen i tilproppede, med Staaltraad og Harpix tilbørligen forvoxede Flasker har endog, efter Sigende, ventelig af fransk Høflighed, allerydmygst antaget Skikkelse af ærlig dansk Finkel, og udføre Rollen med frappanteste Lighed. Hvorledes vi i øvrigt vide at anvende og sætte Priis paa de os beskierede Rariteter vil Du, blandt andet, see af Følgende: En Havboe, som fik et Stykke fiin fransk Ost, tog det for Sæbe, indsmurte Skiæget dermed, og kunde ikke noksom undre sig over, at Sausen paa ingen Maade var at bringe i Skum; en anden aad derimod med hierteligste Appetit et Stykke Sæbe i den fulde Overbeviisning, at det var den kosteligste Ost; vellugtende Vaskekiid i smukke Papirsæsker indtager man portionsviis i Brændeviin, som et ypperligt Sundhedsmiddel. Skiøndt der ved de Auctioner, der over Ladningen ere holdte paa Ryssensteen, en lille, forældet, i gothisk Smag opført, Herregaardsbygning, der bekiendt under Titel af Bøvling Slot nu Sæde for en Hog??ikke nær, hvilket Du har seet af Hempels Avis No. 153, blev solgt saa meget som der offentligen var averteret, og ihvorvel de langveis fra komne Auctionsgiester, hvis ikke en barmhiertig Lemviger med mueligste Geskieftighed og Omhu havde antaget sig deres Tarv og Trang, og i et ham anviist, desuden til Giemmested for Tørv og Kaartofler afbenyttet, Locale restaureret og holdt dem ilive, skulde været udsatte for at vansmægte, kan det dog ingenlunde nægtes: at for ægte Kiendere, resolute Speculantere, for Folk af Conduite, over Erfaring og raffineret Industrie var begivenheden ønskelig og Leiligheden gunstig, da selv en smagløs, erkedum, skidenkarrig og oppustet Bondeknold i roligste Mag og allerdybeste Neglige var istand til, herved at giøre sig overordentlig betydelige Fordele.
(Randers Av.)
Dagen, 9. december 1820

Plakat.

Torsdagen den 29 Marts førstkommende om Formiddagen Kl. 10 bliver efter Vedkommendes Begjæring holdt offentlig Auction paa Gaarden Ryssensteen pr. Lemvig, over den hidtil usolgte Deel af Ladningen fra det indstrandede Skib Frederikke Dorothea, bestaaende af en betydelig Deel særdeles fiin og kostbar Porcellain, nogle Stykker Madras og andre Tøier af Bomuld, endeel fine uldne Tepper og Chawler, et stort Partie udsøgte fine Kobberstykker og Tegninger, som og 58½ Kasser hvid Champagne a 60 Bouteiller pr. Kasse, med videre.
Det anførte Porcellain og Bomuldstøierne samt de uldne Tæpper og Shawler sælges til Udførsel af Landet, men det øvrige til Forblivelse i Landet mod Betaling i rede Sølv, og forøvrigt efter de Konditioner, som bekjendtgjøres paa Auctionsstedet, hvor de Lysthavende indbydes at møde. Lemvig den 1 Marts 1821. F. S. Skønau, Auctionsdirecteur.
Fyens Stifts Kongelige allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 9. marts 1821

Redacteurens Anmærkning.

At fremmødet til strandinger ikke altid skete af humane grunde, antyder en dom som kort forinden overgik en strandejer som havde maset sig på for at bjerge et strandet skib, imod skipperens ønske. Det ser ud til at han oven i købet havde backup fra den lokale strandridder, hvis opgave ellers var at se til at alt gik ordentligt til. Se Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 10. januar 1821:

Ved Ryssensteens Birketings Extraret er af Birkedommer Claudi den 2den August 1820, dømt saaledes: "Tiltalte Strandeier Capitain Falkenberg bør for sit urigtige Foregivende at den strandede Skipper Wedsted var syg og at han var antaget at bierge og mod Skipperens Villie samt Vagtens Erindring anmasset sig Bjergningen, bøde til harboøre Sogns Fattigkasse 10 Rbd. Sølv og Strandrider Søren Mølgaard ligeledes for sin Benægtelse ikke at ville forklare under Forhøret, hvor han havde faaet de til Reengjørelse leverede Syenaale, at erlægge i Mulct til Harboøre Fattigkasse 2 Rbd. Sølv; endelig bør Capitain Falkenberg betale Actor Prokurator Skaaning udi Salarium for Sagens Førelse 20 Rbd. Sølv, som alt udredes inden 3de Solemærker efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Lovens videre Tvang. Hvorimod tiltalte Strandeier Capitain Falkenberg og Strandrider Søren Mølgaard for Actors videre Tiltale i denne Sag bør frie at være"

Kiøbenhavn, den 5te December. (Efterskrift til Politivennen)

Collegialtidenden indeholder følgende ligesaa mærkelige som sieldne Mønster paa Flid og Vindskibelighed:

Amtmanden over Svendborg Amt havde til Cancelliet indsendt en Beretning fra Sognepræsten for Allested og Veile Menigheder under Salling Herred, samt 4 Gaardmænd sammesteds, hvoraf erfaredes, at Pigerne Anne og Birthe Henningsdøttre af Allested Bye og Sogn i Svendborg Amt i 5 Aar have forrettet alt Arbeidet ved deres Moders Avlsbrug af 11 Skpr. Hartkorn, deels Fæste- deels Kiøbe-Jord. De havde nemlig pløiet og saaet Jorden, giort alt Træearbeide ved Ploug og Harve og slaaet Plougjernene paa, sat Harveskier i Harven, selv forfærdiget Grebe, Skovle, River, Vognhamler, Klappetræer til at tøire Hestene og Creaturene i. Saa have de og selv slaaet og høstet, selv slebet deres Leer, giort dem skarpe og harret dem, slaaet dem paa Meietøiet og Staarstaven, giort Strøger at vætte Leerne med. De have spundet Hamp og deraf giort Reeb til Tøir, samt Hammelreeb, For- og Bagreeb. Fremdeles have de selv redet til Smedde med Hestene og holdt dem op, imedens de bleve skoede, skaaret Hakkelse til og fodret dem. Det avlede Korn have de selvtærsket, kastet og reengiort. Endvidere have de hugget Skov, gierdet Gierderne og grøftet Voldene omkring Jorden, skaaret den fornødne Tørv, givet 2 nye Hiulbøre til at trille Tørv med og sat Skafter paa Grav- og Tørvespader. I Aarene 1817 og 1820 have de paa den kiøbte Jordlod bygget 9 Fag Stuehuus og 18 Fag til Lade og Stald, i alt 27 Fag, derved forrettet meget Arbeide, saasom strøget 5000 Steen, muret Vindueskarmene i, opmuret Kakkelovnen, muret, spækket og kalket alle Væggene, lagt Gulv i Stuerne. De have lagt Broe i Gaarden og Staldene med Kampestene, giort Spiltouge ved Hestene og Skillerum mellem Kreaturene, giort Krybber og Hækker samt sat Egeplanker mellem Hestene. I Gaarden have de selv gravet en Brønd, 5 Alen dyb, hvori er godt Vand. Haugen have de indgrøftet med en bred Vold og plantet 59 Favne med levende Hegn. I haugen ere mange Slags Kiøkkenurter og flere Slags Frugttræer, som de have giødet ved Roden, i alt 96 Stykker.

Under disse Mands Arbeider have de ikke tilsidesat deres Huusarbeider, men forfærdigen smukt Tøi, Dynevaar, Vadmel, Multum, Hvergarn, Dreiels tærnet Tøi, som er vævet i Kam, Hør og Blaarlærreder, syet alle Sletsømme, syet Ravn og broderet.

Forfatteren af denne Indberetning havde derhos yttret den Formening, at bemeldte Piger ved deres roesværdige Forhold havde gjort sig fortjente til at erholde saadanne Udmærkelses Tegn, som Hans Majestæt forhen allernaadigst har tildeelt andre Bønder-Fruentimmer, som, uden at forsømme de egentlige qvindelige Arbeider, have forrettet saadant Landboe-Arbeide, som ellers ikkun Mandkjønnet afgiver sig med, og Amtmanden over Svendborg Amt, bevidnede Rigtigheden af det Anførte, anbefalede disse Piger, især Anne Hennings Datter, for deres roesværdige Flid til en  passende Belønning.

Da det Foredragne var bevidnet saavel af Sognepræsten som 4 andre i Sognet bosiddende Gaardmænd, og Rigtigheden deraf bekræftet af Amtet, og da Cancelliet fandt, at disse tvende ugifte Fruentimmere havde udmærket sig paa en saare sielden Maade, troede man at burde forelægge Hans Majestæt denne Sag og tillige at henstille til Allerhøistsammes Naade, om disse tvende Piger for deres roesværdige Bestræbelser ved Landbruget maatte værdiges Hans Majestæts allerhøieste Opmærksomhed, enten ved offentligen igiennem Amtmanden over Svendborg Amt at tilkiendegives Hans Majestæts allerhøieste Tilfredshed, eller ved at forundes en passende Belønning, der mueligen kunde bestaae i et af følgende trende Smykker, der bæres af Fruentimmer af Bondestanden, og som oftere under Krigen, til Exempel ved hans Majestæts allerhøieste Resolution af 11te Februar 1809 og 21de Juli 1810 allernaadigst er tilstaaet for Landboflid, nemlig: 1) et sølv Skildt med 2 Alen Kiæde, 2 Snørenaale og 16 Maller, samt den Indskrift: "for Landboeflid", eller 2) tre Sølv Livspænder med Filigran-Arbeide, og samme Indskrift: 3) eller to Sølv Livspænder, ligeledes med Filigran-Arbeide.

Paa Cancelliets i Overeensstemmelse hermed nedlagte allerunderdanigste Forestilling, behagede det ogsaa Hans Majestæt allernaadigst at resolvere: at bemeldte Anne og Birthe Henningsdøtre for indbemeldte af dem udviste Flid og forrettede Landboe-Arbejde skulde forundes hver en Belønning, bestaaende af et Sølv Skildt med 3 Alen Kiæde, 2de Snørenaale og 16 Maller, samt med Indskrift: "for Landboeflid", som ved Amtmanden over Svendborg Amt offentligen skulde tildeles dem, hvorhos de tillige skulde tilkiendegives Hans Majestæts allerhøieste Tilfredshed med deres Færd.

Dagen, 5. december 1820

Ikke et foto af Birthe og Anne Hennings Datter, derimod to kvinder på en gård på Frilandsmuseet beskæftiget med mere traditionelt kvindearbejde. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2017.

Fælles Urtid. (Efterskrift til Politivennen)

Den Forskeel i Uhrenes Gang, som i Kiøbstæderne i Provindserne ikke sielden finder Sted, har hidtil giort det vanskeligt med den behørige Nøiagtighed at controllere, hvorvidt Posternes Befordring blev udført i anordnet og befalet Tid. For at afhelpe denne Mangel, har Generalpostdirectionen med Hans Majestæts dertil givne allernaadigte Bemyndigelse, overdraget en sagkyndig Mand at bereise de forskiellige Hovedpostrouter i landet, for ved at opdrage Middagslinien enten paa Raadhuset eller Kierken i enhver Kiøbsted, at bevirke den fornødne Eensformighed i Uhrenes gang paa de forskiellige Stationer, hvilken Foranstaltning saaledes ikke allene vil være til Gavn for Postvæsenet, men og forskaffe vedkommende Kiøbsteder den Fordeel, at deres Uhre altid kunne vise det Klokkeslæt, som et efter Middeltid stillet Uhr bør angive.

Dagen, 14. august 1820.

"Secten" i Kjerteminde: De Opvakte (Efterskrift til Politivennen).

 Omkring 1820 opstod "den gudelige forsamlingsbevægelse" på Fyn, med nogenlunde samme kristendomssyn som "de opvakte" i Jylland, senere betegnet af vækkelsesprædikanten Peter Larsen (1802-1873) som "de stærke jyder". Myndighedernes reaktion gik ikke så meget på det ideologiske indhold som på at møderne ifølge datidens lovgivning var ulovlige (heraf navnet "forsamlingsbevægelse"). Hvor paranoid enevælden var overfor dens slags, fremgik klart gennem sagen mod dr. J. J. Dampe, se baggrundsartikel om dr. Dampe. Nedenfor bringes nogle samtidige avisartikler om bevægelsens udspring i Kerteminde i 1820. Af dem fremgår det at mens de lokales interesse var en diskussion om religion og opførsel, fokuserede myndigheder på om organisationen kunne ses en oppositionel gruppe. Bemærk at aviser bragte altid kun officielt godkendte holdninger.

Politivennenbegyndte først i 1837 at skrive om vækkelserne på et tidspunkt da de var mere omfattende. Jeg har lagt artikler på Live Blogging, bl.a. om baptisterne. På det tidspunkt var den politiske situation en helt anden. Kjøbenhavnsposten mente fx ikke at enevældens sædvanlige metode til at bekæmpe den slags - vold - var vejen frem. Men det er en anden historie. Nærværende er ment som baggrundartikel til disse.

Der er tale om den såkaldte "forsamlingsbevægelse". Medlemmerne gik i kirke, men afholdt også møder i egne hjem uden den lokale præst. De kunne derfor  retsforfølges efter konventikelplakaten fra 1741. Normalt var straffen bøder og fængsel. Og det var også hvad der overgik i hvert fald den i artiklerne nævnte Kristen Madsen (1776-1829) fra Bregnør. Han rejste ligesom i øvrigt "efterfølgeren", Peter Larsen Skræppenborg (1802-1873) rundt i landet. Kristen Madsen var blevet vækket i 1819. Sekten mødte en anden bevægelse fra Christiansfeld. 

De lokale myndigheder forbud og forfølgelse af disse "gudelige forsamlinger", satte tilsyneladende endnu mere gang både i dem og i modbevægelser fra lokale indbyggere i form af stenkastning og uroligheder i Kerteminde og Drigstrup. I 1820 angives medlemstallet til omkring 54 medlemmer. 

Kancelliet udbad sig  den 16. januar 1821 hos biskop Plum, Odense nærmere oplysninger. Stiftsøvrigheden blev efterfølgende af Kancelliet beordret til at gøre det klart for snedker Rasmus Klink, skomagersvend Svane og Kristen Madsen som hovedmænd at de ikke måtte afholde forsamlinger, fordi det stred imod Forordningen af 13. januar 1741. Sekten fortsatte dog de nu ulovlig kendte aktiviteter, nu blot mere skjult. Det lader til at der egentlig ikke skete yderligere. 

En kancelliskrivelse i 1824 ophævede konventikelplakaten fra 1741. Det var såmænd Fyns guvernør - den senere Christian 8. der gjorde det. Statsmagten havde fundet ud af at bevægelsen ikke var rettet mod konge eller statsmagt. Og da de lokale ikke følte sig truede på deres tro, affandt man sig med sekten, måske som en flok tosser. Sekten selv blev et par årtier senere opslugt af vækkelsesbevægelsen, sygnede måske også lidt hen og blev internt splittet.

Starten af Sekten

Sekten var startet i 1819/20, og blev omtalt i aviserne fra januar 1821. En af de første var Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende, 4. januar 1821. Artiklen var modstander af sekten, og fremstillede lederne som nogen der var ude efter at tjene penge. Den giver dog også et indblik i hvordan aviserne så på hvad der foregik:

Kerteminde.

Her er opstået en fanatisk sekt, der udbreder sig mere og mere. En snedker, en skomager og den såkaldte blinde Louise er menighedens piller. Skomageren (den såkaldte Biskop) skal engang i yngre dage have fordrevet djævelen ud af en pige i Svendborg, men medisancen siger, pige fik 1 til 2 børn c: djævelen for ud i sådan en skikkelse. Snedkeren hvor forsamlingerne holdes, er tillige kræmmer. Jo flere proselyter, jo flere kunder: tager man ligkister hos ham, så fås gode køb, ligeså urtekramvare til gilder. Blinde Louise er en gammel hospitalslem, der skal have været en slem datter med sin moder, og håber nu ved bøn og sang at komme højt op i Himmerig. Forsamlingen holdes hver søndag efter aftensang, hvor der synges, bedes og prækes, indtil ånden kommer. Men dette sker ikke altid. Forstanderen for dem i sognet skal efter rygtet have været hos det vidunderlige barn, og sagt: at de kunne begrave det, når de ville, for sjælen var for længe siden i Guds Rige, det var kun legemet som spirer lidt. Nogle af Kerteminderne skal sige: der vil blive noget stort af dette barn, I sognet skal andagten drives indtil ækelhed, så de endog forsømmer deres daglige sysler. Forstanderen som efter rygtet går til alters hver 9. uge, (var) forleden hos degnen og ville tegnes. "Det ser ikke ud til, at det bliver altergang" siger denne. Hvad? hvorfor ikke? "Der er ingen tegnet endnu, og det er langt hen i uge", siger degnen. Jo jeg må sandelig; for synden trykker mig så såre. Sekten har udbredt sig i Maale, Wiby og flere sogne på Hindsholm. Dog er det næppe troligt, at enkelte af dem skal have understået sig at disputere med præsten under katekisationen.

Mere om sekten kunne man læse i et referat fra Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 8. januar 1821, oprindeligt fra Iversens Avis, hvori en af sektens medlemmer havde forsvaret sig. Denne avis ligger ikke på Mediestream. Artiklens forfatter går til angreb mod sekten såvel lovgivningsmæssigt som bibelsk:

Indsendt. 

Endelig fik man da i Iversens Avis nr. 2 d. å. engang noget at høre direkte fra sekten på Kertemindeegnen, og forfatteren skyldes tak, om ikke for andet, så fordi han derved stadfæster, at sådan et separatistisk samfund virkelig eksisterer i den danske kirke, hvor regeringen omhyggelig våger over religionsfrihed og så mange værdige kirkens lærere bestræber sig for at tolke Guds ord og undervise i sand kristendom.

Indsenderen af bemeldte indrykkelse, der forkynder sig selv som sektens ordfører og repræsentant (for bestandig hedder det: "Vores hovedsag", "Vi tror", "Vi har", "Vi holder os" o. s. v. ) slår i øvrigt om sig med andres forkætrelse, djævel og helvede, mens han i samme åndedræt vånder sig over de troendes spot, hån og forfølgelse, og ligner deri på et hår den salig Hauge og alle lignende sekter, som har ført det samme sprog. Hvorvel man ved, det er spildt arbejde at ville tale det slags folk til rette, lærer dog også historien hvilken fængende pest sværmeriet er, og til hvilke skrækkelige vildfarelser sådanne afsondringer omsider kan lede. Sekten fortjener derfor unægtelig opmærksomhed, og alene i denne hensigt holder man det for en vistnok lidet behagelig pligt, at gøre det offentlige nøjere bekendt med dens væsen. For altså at vise hvad grund der var til at omtale sekten offentlig - og hertil bør den, så lidt som noget andet samfund i staten, holde sig for god - vil anmelderen opvarte læserne med endnu et bidrag, som han har fra aldeles troværdig Kilde:

- I Drigstrup Sogn består sekten for øjeblikket af 54 medlemmer under forsæde af en forstander (C. M.), men der hverves daglig. De samles søn- og helligdage hos ham. Foruden dem fra sognet kommer mange fra Munkebo, Hindsholm - især til højtiderne - endog fra den anden side af Odense. Forsamlingerne begynder kl. 4 og vedvarer ofte til kl. 12 om natten: Mænd og koner, karle og piger, tværtimod forordningen af 13. jan. 1741 § 8. Deres hververier overgår alle grænser. Således blev en kone i sognet for et halvt år siden så forvirret og sindssyg, at manden, da han kom efter at denne fynske kvæker havde forsnakket hende en del vås, lod Præsten kalde for at berolige hende. En faders eneste datter har på denne farisæers råd forladt sin faders hus og tjeneste for at gå over til hans lære, skønt faderen er bekendt for en skikkelig og redelig mand. For omtrent et år siden blev en kone anmodet om at gå over til sekten; men undskyldte sig med, at hun ikke turde for hendes mand. "Hvad vil du bryde dig derom"? fik hun til svar, "vil du forspilde din evige salighed for at føje ham ;" "men hvad? om han jager mig på døren" "så må du komme til mig" - sagde skalken - jeg vil modtage dig." Denne svovlstikkerpræst har for nylig ved et barselgilde - han behager uopfordret at præke d. e. våse efter måltidet ved gilder - holdt en lang og vidtløftig tale, hvori han formanede alle tilstedeværende til at antage hans meninger og lade sig indlemme i hans selskab, under trussel af åndelig død og evig fordømmelse. Efter at have pustet en halv times tid, begyndte han på ny og snakkede uophørlig næsten i to klokketimer om denne materie anførende mangfoldige sprog til bevis; men som nogle af tilhørerne - al anvendt møje uagtet - ikke kunne finde i Bibelen."

Hvad synes læserne nu om denne prøve, hvoraf flere kunne følge? Er det ikke beklageligt, når mænd, der står på et højere kundskabs trin, og har helligere pligter at varetage - for derfor antager man indrykkelsens forfatter - vil gå i ledtog med sådanne galninge? Hvad vil al den skvalder om andres meninger sige? Er der ikke enten pure Galimatias eller forslidte kunstgreb, når hr. Ordføreren vil indbilde os, at sektens hovedsag er at sky synden og være gode kristne? Ret som det ikke var pligt for enhver, eller som var det endog forbudt, eller ikke lod sig udføre uden i hemmelige selskaber, hvor lærefaget som oftest forvaltes af enten vankundige eller opblæste dårer, der læser Bibelen som en vis! Ånder ikke hvert ord, klædt i ydmygheds dragt, den skammeligste hoffærdighed og ukærlighed? Hvem forfølges vel i vore dage for sine religionsbegreber!? Ren pølsesnak! Tværtimod er det netop jeres forfølgelsesånd, jeres ukristelige fordømmelsessyge, jeres indblanding i uvedkommende sager, jeres skinhellighed, jeres hyklermasker, vi laster. Fører I ikke et sprog, som gaves der ikke en kristen i landet uden jer, og dog! er I så himmelvidt fra den Kristi visdoms og kærligheds salige ånd, at om han atter vandrede her i tiden, ville I blive hans arrigste forfølgere, lige såvel som de skriftkloge, de farisæer, de øjentjenere, imod hvilke hans tale er så udmærket skarp. Eller vil I høre hans egen dom? Hvor bibelstærke I end er, holder I jer alene til det, som efter jeres vrange udtydning kan nære mysticismen. Hvorfor læser I ikke også steder som følgende: 

Matth. 15, 20. "Thi jeg siger Eder: uden Eders Retfærdighed overgaaer de Skriftkloges og Pharisæers, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige " - Kristus. 
Matth. 11, 16 - 19. "Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den er liig de smaae Børn, som sidde paa Torvene og raabe til deres Staldbrødre og sige: Vi fløjtede for Eder -og I vilde ikke dandse; vi sang klagelig for Eder, og I vilde ikke græde? Thi Johannes kom, som hverken aad eller drak, og de sige: han haver Djævelen. Menneskene Søn kom, som æder og drikker, og de sige: See! en Fraadser og en Viindranker ! Tolderes og Synderes Ven!" - Kristus. 
Matth. 12, 50. "Hvo som gjør min Faders Villie, som er i Himmelen, den er min Broder og Søster og Moder." - Kristus. 
Matth. 23, 15, 24. 28. 33. Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer! I Øienskalke! at I drage om til Lands og Vands for at vinde en Tildrager, og naar han er bleven det, gjøre I et Helvedes Barn af ham, dobbelt være end I ere." - I blinde Veiledere! I som sie Myggen af, men nedsluge Kamelen. - I synes vel udvortes retfærdige for Menneskene; men indvortes ere I fulde af Øienskalkhed og Uret. - I Slanger i I Øgleunger! hvorledes kunne I undflye Helvedes Dom?"- Kristus. 
Joh. 10, 37- 38. "Dersom jeg ikke gjør min Faders Gjerninger, troer mig ikke. Men dersom jeg gjør dem, og I end ikke ville troe mig, da troer Gjerningerne; paa det I kunne kjende og troe, at Faderen er i mig og jeg i ham? - Kristus. 
Joh. 15, 14. "I ere mine Venner dersom I gjøre hvad jeg befaler Eder." - Kristus.
Det var nødvendigt at vise jer, at vi også kender skriften, og at jeres egne våben fælder jer. For enten er I ikke selv kristne, eller også I ikke holder andre derfor, og begge dele strider mod Guds åbenbarede ord.
Den 5 Januari 1821

Drigstrup Kirke. Kredit: Bococo / CC BY-SA (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0).

Påbud og opfølgning

Retsligt blev sekten tilsyneladende ikke af myndighederne anklaget for at være kættere, men for at holde forsamlinger. Det fremgår bl.a. af Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 30. marts 1821:

Kerteminde d. 24. marts. I dag kommunikerede byfogden skomager Svane og snedker Rasmus Klink kancelliets resolution og forbud for den såkaldte sekt: "Ingen forsamling at måtte holde for eftertiden", hvormed politiet skal have strengt opsyn. Christen Madsen af Drigstrup Sogn var også indbefattet derunder; men han henhører under en anden jurisdiktion. - På Hindsholm er imidlertid opstået en ny profet, en skrædder, som også skal hverve, og spå en stor religionskrig i år i Danmark, hvori han selv er bered til at opofre livet etc. 

I Dagen, 26. maj 1821 berettes om hvordan de lokale myndigheder (sognefogden) greb ind overfor forsamlingerne:

Kerteminde, den 18. maj.

Sektånden vedbliver endnu at spøge her og i omegnen; men øvrighedens årvågenhed vil nok vide at dæmme for den. Første påskedags aften greb den påpassende og virksomme sognefoged i Drigstrup forstanderen sammesteds, just som han havde menigheden samlet. En af forstanderne herfra var i en anden landsby i samme hensigt; men da han mærkede uråd, slap han linklædet og flyede nøgen. Nogle kvinder er også begyndt at opfriske dette uvæsen, og at samles i det såkaldte Helved Hus. Forleden søndag var atter forsamling hos snedkeren, og da rådstuetjeneren, efter forgæves i al sindighed at have formanet dem til at skilles ad, omsider hentede byfogden, skal en tilstedeværende, som ellers i ingen henseende kan regnes til flokken, have protesteret temmelig kækt imod forsamlingens ophævelse. 

For en 14 dage siden holdt byfogden efter ordre fra stiftet, forhør over snedkeren og skomageren i anledning af at den første var truffet i Drigstrup Sogn som prædikant. Han skal også have opmuntret sine tilhængere til at stå fast, "når forfølgelsens time kommer." På anmeldelse om det samme til hr. herredsfoged Fristedt, lod denne ham også tilligemed degnen og sognefogden, indkalde for retten i Odense forrige lørdag, hvor snedkeren viste sig helt stiv, og sagde, at han ikke kunne love at holde op med sin præken som han troede ikke kunne forbydes ham. Nu menes at der bliver nedsat en kommission i denne anledning. (Hemp. Av.)

Sognefogdens indgriben synes i hvert fald på kort sigt at have en vis virkning, ifølge Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 10. juli 1821. Men uden at sekten helt standsede sine aktiviteter:

Kerteminde den 29. juni. Her holder sekten sig nu temmelig rolig. I Kjærbye, Drigstrup Sogn, traf sognefogden derimod om aftenen den 19. juni en forsamling af 12 personer, under forsæde af en fanatisk skanderborger, som på forespørgsel: i hvad anledning de var forsamlede? svarede: "for at handle om vor sjæls salighed." Sognefogden modtog hans pas til næste dag, da han måtte forføje sig ud af sognet, og tog vejen søværts til Sletten. I passet benævnes denne person: "Handelsmand Jens Frederiksen fra Skanderborg". For nogen tid siden var her på egnen også en selvgjort profet i skikkelse af en skræder fra Aarhuus i samme ærinde. I et af disse godtfolks yndlingsskrifter, "Om det evige Liv" kaldet, i 5 bøger, står blandt andet følgende smukke tirade: "Naar Menneskene ikke havde syndet, skulde de ei have døet. Adam kunde saa reist rundt om i Verden til hele Familien og sagt: See! nu er jeg 5000 Aar og har hverken Rynker, graae Haar eller er kroget; men endnu lige saa rask som paa Skabelsens Dag. O, hvor der skulde have været en Kyssen! (dette udtryk står nogle hundrede gange i Bogen). Menneskene skulde have avlet børn i de første 600 år af deres liv o. s. v. "

Styrets ængstelse for ikke-kontrollerede, offentlige talere/forelæsere gav sig bl.a. udslag i følgende plakat, offentliggjort i bl.a. Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 7. august 1821. En plakat der synes at afspejle sagen om doktor Dampe:

Ved plakat af 25. juli d. å. har det behaget Hs. Majest. Kongen, med hensyn til den ret, at holde offentlige forelæsninger, for fremtiden allernådigst at anordne og fastsætte: "1) At ingen, der ikke som lærer ved Københavns Universitet, eller ved en anden af Hs. Majestæts sanktioneret læreanstalt dertil er særlig berettiget, må holde forelæsninger som enten offentlig anmeldes, eller på anden måde kan anses at have nogen offentlighed, med mindre det danske Kancellis tilladelse dertil først er erhvervet. -  2) At alle forelæsninger ved universitetet i forvejen skal være anmeldt i lektionskatalogen, eller hvis nogen dertil berettiget måtte efter at bemeldte katalog allerede er trykt, bestemme sig til at holde en forelæsning, at derom da forud bør ske anmeldelse til konsistorium; og 3) at lærere ved enhver anden af Hs. Majestæt sanktioneret læreanstalt som holder forelæsninger, skal, ligesom ved universitetet finder sted, anmelde samme i en lektionskatalog, eller til læreanstaltens foresatte."

Ikke desto mindre ser det ikke ud til at have haft den ønskede effekt, se Kjøbenhavs Skilderie, 27. november 1821:

Kerteminde, d. 21. novbr. Med sekten her på egnen som til trods for alle forbud ikke har ophørt med at virke, bliver det nu atter værre. I annekset Drigstrup har den fanatiske formand ikke kunnet afholde sig fra at holde prædikener for hele forsamlinger, dem han ganske i den sædvanlige form, sluttede med fadervor og med at lyse velsignelse over de tilstedeværende. Andagten var som man kan tænke, helt forskellig: en mand blandt tilhørerne græd bitterlig, mens en gammel kone - sov. Men det værste var at taleren også ville polemisere og angreb den i kirken hørte prædiken, sigende blandt andet at han deri kun fandt liden kærne, men meget avne m.m. Da præsten derefter ville tale ham til rette, viste han sig trodsig imod alle formaninger, beråbte sig som den slags mennesker da altid gør, på et indvortes kald; han kunne ikke nedgrave sit pund i jorden; Man burde adlyde Gud mere end mennesker etc.

Efter anmeldelse herom er nylig afholdt et politiforhør, hvori han tilstod alt, og sagen bliver nu indberettet til øvrigheden, som sikkert vil træffe de kraftigste foranstaltninger til at dæmpe dette uvæsen. I Kerteminde har også været holdt lignende forsamlinger, mest af fruentimmer, under forsæde af de før ommeldte forstandere og blinde Lovise. Efter undersøgelse af det årvågne politi indfandt byfogden sig for at skille forsamlingen ad; men også her trodsede man og brugte alle de skingrunde, som ordgyderi og fanatisme kan indgive. Også i Maaløe udbreder denne åndelige epidemi sig atter.

En anden version af samme hændelse, men med et andet indhold, fra Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 27. november 1821:

Kerteminde d. 21. novbr. Med sekten her i egnen, som, til trods for alle forbud, ikke har ophørt at virke, bliver det nu atter værre. I annekset Drigstrup har den fanatiske formand ikke kunnet afholde sig fra at holde prædikener for hele forsamlinger, dem han, ganske i den sædvanlige form, sluttede med fadervor og med at lyse velsignelse over de tilstedeværende. Men det værste var, at taleren også ville polemisere og angreb den i kirken hørte prædiken, sigende blandt andet, at han deri kun fandt liden kærne, men meget avne m.m. I Kerteminde har også været holdt lignende forsamlinger, mest af fruentimmer under forsæde af de før ommeldte forstandere og blinde Lovise. Efter undersøgelse af det årvågne politi indfandt byfogden sig for at skille forsamlingen ad; men også her trodsede man. Også i Maaløe udbreder denne åndelige epedemi sig atter. 

I Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 4. februar 1822 står en noget enkeltstående hændelse:

Odense. Under forhørene over sekterne fra Kerteminde-egnen er blandt andet også fremkommet en dumdristig ansøgning til en høj person, som disse helgener efter gammel priselig sædvane, har formastet sig til at indgive, og skal indeholde de skammeligste beskyldninger mod geistlige og verdslige embedsmænd. - Hvem ville vel tvivle om at det sker i de kristeligste hensigter, ikke for at fremme deres egen, men alene - Guds sag. 

Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 29. marts 1822 konstaterer at sekten nu holder sig i ro, men man efterspørger også et opgør med deres tro:

Kerteminde den 26. marts. Sekten forholder sig nu nogenlunde rolig, siden de to medlemmer, der var arresterede, igen er løsladte. Imidlertid ønsker enhver retsindig at disse skinhellige må blive lønnede efter fortjeneste for de beskyldninger, de har vovet at pådigte agtværdige embedsmænd.

En kort notits i Lollands Falsters Stifts Kongelig priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, som forsendes med Ride-Posten, 19. juli 1822 antyder at myndighederne tilsyneladende har fået forsamlingen under kontrol, og er ret ligeglade med deres dommedagsforkyndelser. Efter denne artikel er der stille i aviserne om sekten:

Kerteminde, 2. juli. Sekten her i omegnen er endnu i fuld ånde, og får jævnlig besøg af tilhængere endog fra Norge. En af formændene holdt i forgårs en opbyggelig præken ved et barselsgilde og beklagede blandt andet at det var kommen så vidt, at man forbød dem at tale Guds ord, ligesom han også forsikrede at de ildebrande, man hørte tale om, og den hungersnød, markerne true med, var en Guds straf for vore synder.

Som nævnt blev forsamlingerne tilladt i 1824. Og herefter skrev aviserne om dem som obskure personer, se fx Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 29. juni 1826, hvor "de opvakte" fremstilles som lidt latterlige og overtroiske:

I disse dage har det Hoffmannske Kunstner-Selskab prægtig moret publikum og haft stort tilløb. Søndag den 11. d. lod det en luftballon opstige i Kerteminde, som steg temmelig højt og gik med meget held ad Drigstrup til. Her var som sædvanlig - de opvakte forsamlede, og ved synet af denne kommende gæst blev enige om at det måtte være et overjordisk væsen. Mens der rådsloges hid og did om, hvorledes man skulde modtage det, dalede luftballonen ved de i tøjr stående heste. En af disse slog hul i den, og nogle drenge gav den resten.

Senere fik bevægelsen følgeskab af andre vækkelsesbevægelser, og blev internt splittet. Men artiklerne her må ses altså ses som kilder til den allerførste spire til vækkelserne i Danmark.

Marked i Odense. (Efterskrift til Politivennen)

Odense, den 18de Juli

I Gaar Eftermiddags tog de saakaldte store St. Knuds Marked en Ende med alle sine Herligheder. Det særdeles smukke Veir havde den egentlige store Markedsdag lokket Mennesker nok til Byen. Paa Boder, lige fra de meest Glimrende til af det simpleste Indhold, var der heller ingen Mangel. Kræmmerne havde derfor de bedste Aspekter til at reise bort med tomme Telter; men - ogsaa her hørtes allevegne Henriks Klage i Komoedien: "ingen Penge!" De faa Skillinger, Menigmand havde tilovers, gik i Vaffelbagerskens Lomme; skiøndt det giorde et lille Skaar i hendes Glæde, at Brandvæsenet og Politiet med megen Føiee havde forbudt at bruge Ild i et Fielleskur midt paa det aabne Torv, fyldt med lutter let antændelige Ting. Men Vaflerne skulde og maatte smages og med Glæde gaves 8 skilling Stykket; thi det hollandske Navn de bare og Opvarterindernes underlige Dingeldangel af Hovedtøi var jo allene Pengene værd, skiøndt man neppe havde givet 2 Skilling for et bedre Slags, lavede af danske Hænder. Den sande Essents, som imidlertid skulde fremholde Vaffelboutiquen, var Punsch, Limonade og Liquerer, som da ogsaa gjorde "mangt et Hoved ør og Mangen't Hierte glad. De som maaskee aldrig nyde den Lykke at skue disse Vaffelfabriker kunne trøste sig med, at det er hverken mere eller mindre, end et Slags transportabelt Krohuus, eller paa godt dansk Narrestreger, der, ligesom de andre, Wiener-Kongressen, Gyngerne o.s.v. omsider reent ville nedbryde Ideen om Markeder, en almindelige Omsætning af Flids- og Kunst Produkter, og hielpe til at udbrede Raahed og Pøbelaand, hvorfor ogsaa Boutiken maatte fredes med Militairvagt, for at afværge Spektakler.

Dagen, 22. juli 1820.

Vesterbroe Skole. (Efterskrift til Politivennen)

Skolecommissionen for Menigheden paa Vesterbroe har til Underretning for sammes Beboere bekiendtgiort, at dens Skole som i nogle Aar har været bestyret for offentlig Regning, vil fra 1ste Juli dette Aar blive som privat bestyret for Vedkommendes egen Regning. Commissionen har derfor overbragt den meget duelige og øvede Skoleærer Hr. Seehausen, de hidtil afbenyttede Skoleværelser hos Tracteur Wahl i No. 31 paa Vesterbroe, hvor han ved Medhjælp af Lærere og Lærerinder agter at udvide Skolen til et Institut for Børn af begge Kiøn.

Dagen 1. juli 1818 

Vesterbro 31 lå nogenlunde ved nuværende Vesterbrogade 64.

Rødbye Marked, den 17de Marts. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Morgenstunden skylregnede det. Caravanerne fra alle Lollands Hiørner rullede i hele Hærskarer igiennem Mariboe til Rødbye. Saalænge Farten gik ad den nye anlagte Vei gik det noget godt; men da man kom til den egentlige Rødbynieske Vei, gik Hestene til Bugen i Dynd og Skarn, og Vognene over Axlerne. Det blev ved at regne til Middag; imidlertid morede Markedsgiesterne dem med suur Viin. Som sædvanlig bleve nogle Heste forhandlede og ombyttede. En, der kunde være 5 a 6 Aar gammel kostede 150 Rbd. Natten hengleed i Fryd og Gammen. Om Morgenen rørtes Stadstrommen; hvis Herold proclamerede deels tabte, deels fundne Tegnebøger med Bancosedler og Heste der havde forladt deres Principaler.
(Mariboe Av.)

Dagen, 30. marts 1818.

Aalborg, den 19de Marts. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen mod de Bønder ved Kokkedal i Hanherred, som for nogen Tid siden fra et Baghold overfaldt og forsloge Forvalteren, er i fuld Gang. De sidde arresterede her i Aalborg. I afvigte Uge vare de ude i Hanherrede og bleve der confronterede med Degnen Dietz fra Brønsted, som ellers sidder i Sæbye, men var bragt herud i denne Anledning. De førtes under Militairbedækning af en Capitain, 3 Underofficerer og 18 Soldater. Dietz er overbeviist om Vinkelskriverie og desuden tiltalt for Meened og andre Forbrydelser. Han er vel henved 60 Aar, en født Sønderjyde eller Slesviger og har før været Skolemester i Aalborg og Randers. Hans Hustrue deler frivilligen Fængslet med ham.

Blandt Forbrydere i Aalborgs Arrester er et ugift Fruentimmer, norsk af Fødsel, som har forgivet sit Barn med Skedevand, hvoraf det døde efter de grueligste Pinsler Dagen efter. Dette Barnemord fandt sted i Slutningen af forrige Aar.
(Aalborg Av.)

Dagen 27. marts 1818.

Helsingør Politikammer. (Efterskrift til Politivennen)

Et stort antal reisende Haandværkersvende have i den senere Tid indfundet sig her i Byen, ankomne hertil deels fra Kiøbenhavn for at gaae videre giennem Landet til Tydskland, deels fra andre Stæder i Sielland. Den største Deel af disse Personer eie intet for at kunne fortsætte Reisen med. Det er og sielden deres Attraae at faae Arbeide, men de falde de respectives Lauge til Byrde, fordre Understøttelse af disse, og da de ikke finde denne tilstrækkelig, tigge de sig frem baade her i Byen og i de Districter som de giennemvandre. For at komme denne Uskik og sikre baade Byen og Omegnen for slige Personers Besøg, har jeg med Oldermændene for samtlige Haandværkslauge overlagt, hvorledes der paa den meest hensigtsmæssige Maade kunde raades Bod herpaa, uden dog at berøve Mestrene Leiligheden til, naar de trænge til Svende, at live forsynede med duelige Subjecter, eller og at lægge unødvendige Hindringer i Veie for retsindige og arbeidsomme reisende Svende. I denne Anledning ere her truffet følgende Foranstaltninger, der saa meget mueligt søges bragte til offentlig Kundskab.

Uagtet de fleste Lauge her i Byen ikke vilde ophøre at sørge for, at efter gammel Vedtægt en reisende Haandværkersvend første Nat han opholder sig her faaer frit Logis, saa ere de dog samtlige blevne enige om, aldeles ikke for Fremtiden at ville yde megen Understøttelse i Penge eller give de saakaldte Geschenck, saa at ingen Svend kan være tient med at komme hertil aldeles blottet for Penge.

Saasnart en reisende Haandværkersvend anmeldes paa Politiekammeret, indhentes fra Politiets Side strax Underretning hos vedkommende Oldermand, om der i Lauget er nogen Mester som trænger til en Svend; er dette ikke Tilfældet, faaer den ankomne Svend i Almindelighed ikke Tilladelse at forblive længere i Byen, da han ellers vil udsætte sig for at blive anseet som Løsgiænger.

Fra Politiets Side vil der baade her i Byen og de tilstødende Kystdistricter anvendes den største muelige Aarvaagenhed for at faae anholdte de Svende der løbe om og tigge, hvilke da strax vil blive arresterede og dømte efter Anorningerne for deres lovstridige Fremgangsmaaade.

Helsingørs Politiekammer den 16de Marts 1818.

J. A. Mariboe.

(Dagen for 20. marts 1818)

Fodposten. (Efterskrift til Politivennen)

Under 24de dennes har det allerrnaadigst behaget Hs. Majestæt at bestemme: at det Kongel. privilegerede Fodpost Contoir maa istedet for Horn bruge en Klokke, der forkynder Fodpostens Nærværelse. - Denne allerhøieste Resolution bekiendtgiøres derved til Publikums behagelige Efterretning og Afbenyttelse. - Bestyrerinden haaber ved paalidelige Folk at see Enhvers Ønske og denne nyttige Indretnings Hensigt opfyldt. Samme tager sin Begyndelse den 4de April førstkommende.

Dagen 29. marts 1814

Fattigdom. (Efterskrift til Politivennen)

Af den i Adresseavisen sidst indrykkede Bekiendtgiørelse fra de Mænd, der i denne saa usædvanlig og i saa mange Henseender trykkende Vinter have, ved at indsamle og uddele milde Gaver, søgt at lindre de mange Lidendes Nød, seer man, at uagtet den indkomne Sum virkelig ikke er ubetydelig, Trangen dog kun for en liden Deel har kunnet afhjelpes. Mange, saare Mange ere endnu tilbage, som sukke uhiulpne, Mange, som for Øieblikket hiulpne ved den Hielp, de nød, dog med Gysen see trods dens sparsomme Anvendelse, det sig nærmende Øieblik imøde, da den slipper. Indsenderen, som har havt Leilighed at kiende Mange af Hovedstadens Nødlidende, og som med Glæde har seet, hvorledes mange af dens Formuende, deeltagende i deres Næstes Nød, have rundelig rakt Haand til at hielpe, ønskede at kunne lede end Fleres Opmærksomhed paa denne dem saa værdige Gienstand. Stod al den uafhiulpne Nød, der findes inden for Hovedstadens Volde, tydelig fremstilt for vore Medborgere, sikkerlig vilde endnu saare mange betydelige Bidrag blive Commissionen tilstillede. Det er ikke alene eller især Almueklassen, som Dyrheden og den strænge Kulde trykke; disse Ulykkelige, der tit ikke have andet Ly end iskolde Lofter, hvor de uden andet Skiul, end deres daglige Pjalter, ikke sielden med syge af Sult forkomne Børn saa smertelig føle denne overordentlige Vinters Haardhed, ere for det meste vante til Lidelser og en næsten utrolig Nøisomhed. Men ogsaa i den hæderlige Haandværkerstand, i Middelklassen hersker ustyerlig megen Nød. Det er enten aldeles vrang Mening at Haandværksmanden ingen Nød har, da han kan lade sig sit Arbeid betale efter sit Behov. Mange af Hovedstadens Professionester have i de sidste Maaneder lidet eller intet Arbeid kunnet faae, de have da først maattet tære paa det forhen fortiente, og naar det er forbi, gribe til det ødelæggende Huusraad, at sælge, eller hvad næsten er ligesaa fordærveligt, pantsætte et Stykke af deres Bohave efter det Andet. Betænker man nu, hvor lidet de under slige omstændigheder faae derfor eller derpaa, hvor ganske de ere give Blodsuere til Priis, hvor vanskeligt, tit uoverkommeligt det bliver dem, [enten] at kiøbe eller indfrie Sengeklæder, Lagener, Kiøkkentøi, Klædestykker, maaskee vel endog Værktøi - thi hvad maa ikke opofres for det uundværlige Brød - da han man, naar man ikke forsætligen lukker sine Øine, vel ikke falde i Tvivl, at det er den uundgaaelige Undergang man redder dem fra, ved at række dem Haand i beleilig Tid. Endnu er der intet talt om, en høiere Middelstandsklasse som tit endnu tungere føler Nød, fordi den troer sig mere forpligtet at lægge Dølgsmaal derpaa. Dog nok. - Thi neppe er der Nogen, der har Øie og Hierte, der jo lettelig vil kunne overtyde sig, at denne Skildring er langt fra at være overdreven. O at da den danske Goddædighed, som endog fjerne Udlændinge ved ædel Gienkaldelse af hundredaarig Uret ved Elbens Bred viser sig i saa beundringsværdigt et Lys, ogsaa her vilde blive sig tro og ikke vorde træt, mens Nøden endu var langt fra at aftaget.

Dagen 1. marts 1814

Gaver til fanger. (Efterskrift til Politivennen)

Directionen for Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i Kbhavn har under 25de Novbr. bekjendtgjort: At den har bragt i Erfaring, at nogle blandt Stadens Indvaanere deels af løsladte Fanger og deels af uredelige Underbetjentere, ere blevne tilbragte Breve og aftryglede enten Penge, Klædningsstykker eller Fødevare under Foregivende, at Saadant skulde komme i Straffeanstalten inddømte Fanger tilgode. Da nu saadanne Foregivender i Almindelighed ere falske, og slige Gaver, som Følge af den ved Straffehusene befalede Orden, ikke kan komme de Paagieldende tilgode, saa anseer Directionen det som Pligt, at oplyse Publikum derom, og at opfordre Enhver, som i Fremtiden kunde blive anmodet om Understøttelse til inddømte Fanger, at nægte sligt. Enhver Gave eller anden Understøttelse, som Beslægtede eller Venner af inddømte Fanger ønske at maa komme disse tilgode, kan derimod afleveres paa Straffehusenes Contoir, hvor de, forsaavidt saadant ikke er stridende imod det befalede Regulativ og Omstændighederne tillade det, ville, om forlanges imod Qvittering, blive modtagne og anvendte efter Giverens Ønske.

Dagen, 27. november 1813

Frue Arbejdshus. (Efterskift til Politivennen)

De Spadserende og Gaaende ved Nørrevold uden for No. 227, standses ofte paa en behagelig Maade i deres Gang, ved en af Smaapigerne i Frue Arbeidshuus af og det der, mellem dem selv indbyrdes anstillet, saare skiøn Vocalmusik. De have vakre Stemmer, og maaskee kunde deres Foresatte ved at lade dem høre et Par Timer af og til i disse Sommeraftener fra 8 en halv til 10 en halv, skaffe disse med saa megen Anlæg til Sang og Musik begavende unge Piger en ikke liden Indtægt, naar Indgang for ubestemt Priis tillodes, da Kiøbenhavnerne, som man veed, rundeligen giver, naar det gielder om at opmuntre Talent, Konst og Flid.

Dagen 25. juni 1813.

Norge - Guldbrandsdalen. (Efterskrift til Politivennen)

Til Kongen!

Medens Krig og Tvedragt udbredte Skræk og Elendighed over de fleste europæiske Stater, nøde endnu i en Række af Aar Tvillingrigets Nordboere Fredens Velsignelser. Vi dyrkede vore Marker, pleiede vore Hiorder og nøde deres Frugter i Tryghed. Dog kunde Viisdom og Retfærdighed ikke forhindre, at Voldsmænd brøde Freden og søgte og hindre Inførsel fra Søsterlandet, hvorved vi, Dalens Beboere, have under et barskere Clima fornemmeligen følet Mangel paa Korn. Men, ogsaa da sørgede Deres Majestæt faderligen for os. Deels ved Præmier, deels ved de senere anordnede Providerings-Commissioner har De fremmet Korntilførselen, og saaledes lindret vor ublide Skiæbne. Især er De i dette Aar, under vor store og almindelig Nød, kommet os til Hielp baade med Korn og Penge.
Og vi skulle ikke være besielede af de varmeste Taknemmeligheds og Kierligheds Følelser for vor lyksaligheds Stifter, vor Velgjører?
Ja, allernaadigste Konge! Vi føle dybt og inderligen, hvad vi skylder den vise og milde Regiering, hvorunder vi vare og ere saa lykkelige. Vi erkiende med den inderligste Taknemmelighed Deres Majestæts Naade og Godhed, og anbefale os, som troe Undersaatter, til Deres fremtidige Beskyttelse og hulde Forsorg.
Forgieves vilde vi, i denne vor allerunderdanigste Adresse stræbe at tolke Deres Majestæt vore Følelser, i Anledning af Naborigets Fordring paa Norge. Vi vil bede Gud, om mueligt, afvende den Grund, da vi med Magt maatte modsætte os denne [Paakand]; men Konge!  Fader! naar Baunen lyser paa vore Fieldes Tinding, da iler Dalen til Kamp mod Voldsmændene. End rinder saa [snek] Laugen giennem vor Dal, og minder os kraftigen om Forfædrenes Daad oppe ved Dovres Fod.
Faaberg i Guldbrandsdalen d. 6 Junii 1813
Allerunderdanigst
Andreas Broch
Provst over Guldbrandsdalens Provstie, Sognepræst til Faaberg, Ridder af Dannebrog
Lars Steen
Capelan pro Persona.
Erik Biørnsgaard
Klokker

Dagen 24. juni 1813.

Jødiske fabrikker. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af Forespørgselen i Adresseavisen om Antallet paa Fabrikanter af den jødiske Menighed, meddeles derved følgende Fortegnelse: Hofraad og Grosserer D. A. Meyer med Interessenterne Abrahamsom og H. Adrensen have anlagt en Klædefabrique, Philipsen et Henriques en dito, Michael Behrend en dito, Moses Warburg en dito, Brødrene Frænkel en dito, Levin Ballin en dito, ialt 6 Klædefabriker. Maglekildes Interessentere, som ere de Hrr. Glückstadt, Abrahamson, Brødrene Fürst, L. Simonsen og Lubscütz, have et Tvistspinderie, en Papirmølle, en Bomuldsfabrique, en Strømpefabrique; M. Hamm en Strømpefabrique, Meyer et Fürst drive en Bomuldsfabrique, Brødrene Unna en dito; L. J. von Halle og Intereressentere have en Bomuldsfabrique og et Tvistspinderie, og J. S. Goldschmidt en dito. Moses Magnus har en Glandslærredsfabriue og H. Vallentin in dito. M. Bendix et Davidsen, M. Behrend, H. J. Ruben og J. Goldschmidt drive Kattuntrykkerier; S. Hamm, J. Henriques og Brødrene Cantor har Tapetfabrique; Brødrene Italiänder, Lübschütz et Neukirch, Monnis et Soldin og Abt. Rannis, have Tobaksfabriker; v. Halle, Ree et Comp., Joseph Jacob og J. Henriques have hver et Garverie; Wulff Salomon har en Fayancefabrique; Hanover har en Hattefabrique og J. Jonas en Blomsterfabrique. Hamm har ogsaa en Fabrique af Væverstole og Indretninger til Strømpevæverne. Her er altsaa ialt 34 Fabriquer, som alle drives af denne Menigheds Kiøbenhavnske Medlemmer. Desuden ere vel i det mindste 12 eller 15 Fabriker der drives af Medlemmer af samme Troesbekiendelse i Provindserne: maaske kunne man ogsaa dertil regne det meget betydelige Ølbryggerie, der er anlagt af Salomonsen i Odense.

Dagen 22. juni 1813.

Importforbud. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af at Mange staae i den urigtige Formeening, at Indførsel af forbudne Varer til eget Brug skulde mindre stride mod de Kongel. Anordninger end Indførsel til Forhandling, har det behaget Hs. Majestæt Kongen allernaadigst at befale det Vestindiske-Guinesiske Rente- og General-Toldkammer at giøre enhver opmærksom paa, at Forbudenes hensigt, at indskrænke Brugen af fremmede Fabrikater for at ophielpe den indenlandske industrie, aldeles vilde forfeiles, saafremt det blev Nogen særskilt tilladt til eget Brug at indføre de forbudne Varer og derved paa den skadeligste Maade at virke mod den endnu kun svage Lyst til at hielpe sig med indenlandske Frembringelser, som hver velsindet og tænksom Statsborger burde giøre sig til ufravigelig Pligt.

Dagen 19. juni 1813.

Indkvartering. (Efterskrift til Politivennen)

Magistraten i Kbhavn har bekjendtgjort, at i Følge det kongl. danske Cancellies Skrivelse, grundet paa allerhøieste Befaling, paalægges det Staden Kiøbenhavns og dens Forstæders Indvaanere uvægerligen at overlade til Opstaldning af de Kavallerieheste, som i næste Uge dertil ankommer, alt det Staldrum der findes ledigt og anvises af Oldermanden for Rodemesterne, Overkrigskommiissair Leisner, hvad enten saadant staaer til Eierens eller Leierens Raadighed.

Dagen 8. juni 1813