Odense, den 18de Juli
I Gaar Eftermiddags tog de saakaldte store St. Knuds Marked en Ende med alle sine Herligheder. Det særdeles smukke Veir havde den egentlige store Markedsdag lokket Mennesker nok til Byen. Paa Boder, lige fra de meest Glimrende til af det simpleste Indhold, var der heller ingen Mangel. Kræmmerne havde derfor de bedste Aspekter til at reise bort med tomme Telter; men - ogsaa her hørtes allevegne Henriks Klage i Komoedien: "ingen Penge!" De faa Skillinger, Menigmand havde tilovers, gik i Vaffelbagerskens Lomme; skiøndt det giorde et lille Skaar i hendes Glæde, at Brandvæsenet og Politiet med megen Føiee havde forbudt at bruge Ild i et Fielleskur midt paa det aabne Torv, fyldt med lutter let antændelige Ting. Men Vaflerne skulde og maatte smages og med Glæde gaves 8 skilling Stykket; thi det hollandske Navn de bare og Opvarterindernes underlige Dingeldangel af Hovedtøi var jo allene Pengene værd, skiøndt man neppe havde givet 2 Skilling for et bedre Slags, lavede af danske Hænder. Den sande Essents, som imidlertid skulde fremholde Vaffelboutiquen, var Punsch, Limonade og Liquerer, som da ogsaa gjorde "mangt et Hoved ør og Mangen't Hierte glad. De som maaskee aldrig nyde den Lykke at skue disse Vaffelfabriker kunne trøste sig med, at det er hverken mere eller mindre, end et Slags transportabelt Krohuus, eller paa godt dansk Narrestreger, der, ligesom de andre, Wiener-Kongressen, Gyngerne o.s.v. omsider reent ville nedbryde Ideen om Markeder, en almindelige Omsætning af Flids- og Kunst Produkter, og hielpe til at udbrede Raahed og Pøbelaand, hvorfor ogsaa Boutiken maatte fredes med Militairvagt, for at afværge Spektakler.Dagen, 22. juli 1820.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar