01 juni 2019

Mdm. Stutterheim (Efterskrift til Politivennen)

Ved slutningen af 1800-tallet havde den akademiske medicin som følge af systematisk forskning udviklet de behandlingsmetoder som vi forbinder lægevidenskab med i dag. En masse virkningsløse og skadelige behandlingsmetoder var afprøvet og kasseret. Men inden da, florerede folkemedicin, gamle husråd, kloge folk, trolddom og naturlæger som ganske almindeligt søgte midler for sygdomme. Med nogen grund, for lægevidenskaben i Guldalderen byggede hovedsagelig på den oldgamle græske sygdomsopfattelse, ofte ikke mere effektiv end den underskov af helbredsmetoder som var baseret på andre teorier. 

Nedenfor tre eksempler på sådanne: Frau Stutterheim fik stor succes selv om hun i samtiden blev stemplet af lægevidenskaben som kvaksalver. En københavnsk pendant til Frau Stutterheim fru Lassen som er udførligt behandlet i Politivennen. Og endelig fyrst v. Hohenlohe. Der var dog afgørende forskelle mellem dem, selvom deres virkemidler er ikke helt offentlige. Frau Stutterheims  fremstår endog næsten hemmelige: "Sympatimidler" byggede på en hundredår gammel tankegang om forbindelsen mellem immaterielle og materielle væsner, onde ånder og dæmoner. Stjernerne og det guddommelige liv kunne kurere. 

I Salmonsens Konversationsleksikon omtales Sympatimidler. Lægemidler, hvis virkning skal bero ikke på deres fysikalske egenskaber, men på en formodet, overnaturlig egenskab, der står i  "sympatisk" forhold til vedk. patient og derfor hos denne fremkalder betydelige virkninger, særlig på nervesystemet.

Madame Lassen virkede i København, og er behandlet i artikler i Politivennen som jeg har forsynet med supplerede noter og materiale:  27. maj 182318 november 182625. november 1826. Hun påstod dog modsat Frau Stutterheim aldrig at kunne kurere alle sygdomme. Begge blev undersøgt af statslige læger. Madam Stutterheim blev erklæret for kvaksalver, mens madam Lassen delvis blev anerkendt. Imod Sundhedskollegiets vilje, men overtrumfet af kongen. Og set med nutidens øjne havde mad. Lassen måske bare tilfældigvis stødt på desinfektion: Hun kogte plastre og behandlede patienter enkeltvis. På hospitalerne betød snavs og sammenstuvning af patienter ofte at lægerne ikke fik en chance.

Madam Lassen opnåede at være kendt og anvendt lang tid efter sin død. I "Slægten Grøn-Müller-Klein" (1905) omtales fra midten af 1800-tallet (og andre lignende beretninger findes):

I Bedsteforældrenes Hus var i mange Aar kommet en Kone til Vask; hun hed Babette. Nu var hun bleven ældre og kunde ikke taale det strenge Arbejde. Bedstemoder fik derfor den Ide at lære hende sine sympatetiske Kure og Midler. Der var imidlertid et aber ved at lære dette fra sig, nemlig at en Kvinde kun kunde lære en Mand det og omvendt. Der maatte derfor gaas Omveje; Bedstemoder lærte sin ældste Søn, Onkel Louis, det, og han igen Babette det. Hun boede i Borgergade og fik i Tidens Løb ikke ringe Indtægt ved dette sit nye Erhverv. En velstaaende og kendt Grosserer her i Byen viste sin Taknemmelighed overfor hende, da hun havde kureret ham, efter at han havde forsøgt alt andet, ved saa længe hun levede at betale hendes Husleje. Samme Babette strejfede forresten engang ind paa Faders Territorium angaaende en Patient med Rosen; dog fik han det aldrig at vide. Først for kort Tid siden har jeg tilfældig truffet Patienten, som ved at høre, at jeg nedskrev Erindringer fra tidligere Tid, fortalte mig, at de havde søgt Babette samtidig med, at Fader, som var Huslæge, kurerede paa hende, fordi de syntes, at Helbredelsen trak saa længe ud. Man hældte efter Babettes Raad lidt efter lidt den Medicin bort, som Fader havde ordineret; thi ikke for alt i Verden vilde hun støde eller fornærme sin Velgørerindes Svigersøn, og Fader var i den Formening, at hans Kur hjalp. Dette var naturligvis Uret, og hun fortalte, at hendes Fader— hun selv var den Gang en lille Pige — havde sagt: »Jeg smider den Kælling ned ad Trapperne, hvis jeg ser hendel Det er en Skam mod Dr. Grøn...."

Retssager mod behandling ved sympatimidler kendes Danmark så sent som i 1872 i Bjerge-Aasum Herred. 200 år efter lever deres behandlingsmetoder stadig videre i forskellige afarter. Et eksempel på en Sympatikur som kan illustrere nogle af de nedenstående tekster, er et "probat Middel imod Tungsindighed." Her indgår tallene 3 og 9, tavshed, nat:

Gaa Sant-Hansdags Aften paa Kirkegaarden og pluk stiltiende imellem familiernes Grave Kl. 9 9 Slags Blomster, om de er der at finde, ellers tag Blade og Knopper af hvad  som findes, indtil Tallet 9 bliver fuldt, kog deraf en The, drik den i 3 Aftener i Rad og hold saa op 3 Aftener, drik atter i 3 og atter hold op i 3, og saa drik igjen i 3 Aftener, bliver i alt 9 Aftener. Denne simple Middel har hjulpet mange Mennesker. Jeg har lært den·af en Kone født i Norge. A- U K. Ug 1858 i Juni A. u. Ulfborg. 

Nu til artiklerne om mad. Stutterheim. De blev publiceret i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 17. juli 1819 (nænsomt omskrevet til nutidigt sprog), og iøvrigt i en lettere forkortet version i Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende , 26. juli 1819:


Kvaksalversken Stutterheim i Holsten.


I tidsskriftet Originalien for maj måned d. å. læses fire breve fra det holstenske angående en kone ved navn madam Stutterheim, der på grund af sine kure, har gjort stor opsigt der i landet og er blevet draget til ansvar. Vi leverer her et udtog af disse brev.


Første brev.

Du ønsker, bedste ven nogle nærmere efterretninger om den gamle kone som er indbragt hos os i lænker. Vores formodning at hun måtte være en farlig forbryderske, retfærdiggøres rigtig nok ved den måde hvorpå hun indbragtes. Men hun er hverken brandstiftersken fra Neustadt, eller en morderske, men en spåkone, en menneske- og kvægdoktorinde, der har udøvet sine forretninger hemmeligt på forskellige steder i landet. Hun har fået endnu flere tilhængere end hun nogensinde havde før, da de mest ansete mænd interesserer sig for hende, så tiltager interessen for hende i den grad, at man allerede ret almindeligt taler om hende som om et vidunder. Hendes ry var også allerede draget med hende fra sted til sted ved hendes kuske og ledsagere. Hun skal have helbredt mennesker som lægerne ikke har kunnet hjælpe, og - du må længe nok le af det - uden medicin, ved Sympati, nogle urter og deslige. 

Af en troværdig ven har jeg erfaret følgende om hendes kure på et sted hvor hun før opholdt sig. Blandt 22 patienter var også en bondekone som havde almindelig krampe. For denne kogte hun selv en drik af tidsler og andre hensigtsmæssige urter i en kedel, under uforståelige sprog, og derpå siede hun dem gennem en bestemt særk, fx af et pigebarn. Om natten da det var stjerneklart, skød hun den syge med begge hænder lagt om hofterne, foran sig omkring i fri luft, lod denne se op til en bestemt stjerne, strøg, efter højtidligt lønsprog, hendes legeme, slog derpå begge hænder hvæsende op mod himlen, og ville forjage den lidendes onde til stjernen, ligesom visse folk sædvanligvis plejer at gøre det med høns. Tre aftner blev dette gentaget, og således kørte den syge, efter at hun havde tømt drikken og igen tilbørligt opkastet den, dernæst betalt 2 mark for denne og 6 mark for kuren, betydeligt bedre hjem igen. Ganske udmattet ankom patientinden nu til sine slægtning, som straks måtte sende bud efter en læge.


Andet brev.
Vort vidunder kommer, ganske imod dine spådomme og fornuftsberegninger, mere og mere til ære. Ikke alene adskillige af vores fornemste indbyggere, for ikke at tale om borgere, bønder og tiggere, går til hende. Men også to læger har besøgt hende og taler ingenlunde ufordelagtigt om hende. Du spotter over overtro. Vil du fremdeles tænke således når jeg forsikrer sig, at en lærd præst ikke alene skal have søgt råd hos hende for et medlem af sin familie, men endog for andre syge? Kan du endnu spotte over menigmands og gamle kællingers lettroenhed? Det vil være mange af os ubegribeligt hvorledes en mand skal have fortæret 9 stykker l... på smørrebrød som et middel for gulsot, hvilket middel blev ham tilrådet som Sympati. Skade at det lige så lidt ville hjælpe hos en syg som en afdød, og at disse små dyr må samles af tre brødre, hvilket er noget misligt, og så meget mindre kan anbefales som probat. 

Madam Stutterheim er født i en saksisk landsby, hvor hendes far skal have været stabslæge. 1813 kom hun i land med de sorte husarer ved hvilke hendes mand skal have tjent som fanesmed. Men han skal være død i slaget ved Sehstedt - og på denne måde kunne hun let besidde en skat af kundskaber. Upåtivleligt ville hun underkaste sig en tilbørlig prøvelse, dersom hun ikke havde bragt det så vidt, ganske hurtigt at kurere alle tilfælde på en hidtil fra alle bekendte lægemetoder afvigende måde - ved Sympati - bestående i befølen, bestrygen og stjernekiggeri! Hvilket fakultet havde nu heri bragt det så vidt at hun kunne holdet et kollokvium der? Heraf forfølgelsen af uindviede og vanføre. Også i vores stad har hun under sit ophold her fundet blandet andre en bestemt mod stander i en læge, der tillige allerede har klaget over hendes kureren, men det er hidtil ikke lykkedes ham at overbevise hendes tilhængere, trods alle de af ham anførte grunde om den overtro og det kvaksalveri som herved befordres, og den åbenbare skade som er en følge af de salver, skarpe vand og pulvere hun giver øjensyge og andre patienter. Man anser tværtimod hans utilfredshed for brødnid, da hans andre kolleger intet har foretaget mod hende. 

Ingen time på dagen har den gode gamle fred. Om aftenen vandres, haltes, og bæres hen til hende. Gerne ville jeg underrette dig noget om de kure der er lykkedes hende, om det var mig muligt, hvor almindeligt det end siges og fortælles. Ingen af de syge tør tale om sympatisøren, da det ville forhindre helbredelsen. Derhos blæser og regner det nu stærkt, og på sådan en tid kan hun ikke virke. Alle syge gives fortrøstning på lyse nætter og vindstille som fortrinligt skulle lette gigtsyges kur. Desuden må den syge mere eller mindre klæde sig af i fri luft, selv i den mest bidende frost, og holde de lidende dele mod stjernene. 

Et tilfælde kan jeg fortælle dig, hvilket gjorde almindelig opsigt. En skomager klager sin nød til hende, at han har en ko som ikke vil give mælk om dagen, hvorfor hans ægtefælle må malke den om natten. Madamen råder ham til at udspejde hvem der er hans arrigste fjende. Denne havde tre gange strøget koen mod hårene. Ifald samme igen ville stryge dem tilbage, så ville det onde være hævet. Manden drager med sin gjorte opdagelse tilfreds hjem, fortæller hvor han har været, at den kloge kone havde sagt ham alting, og at han nu nok skulle få fat på den slette karl. Den fredselskende ægtemage bliver bange, tror i hans tale at finde en hentydning på en soldat som hun kender, og som ganske fredeligt ind imellem havde holdt lyset for hende og gjort hende selskab når hun malkede Fra det øjeblik af giver koen igen mælk om dagen og ensstemmigt roser mand og kone den vidunderlige kur. 


Tredje brev.

Madam Stutterheim skal i tugthuset og derpå forvises ud af landet. Men hendes venner har tilbudt en betydelig kaution. Vogne fulde med krøblinge på ånd og legeme ankommer, ja selv skibe med sådanne folk ombord, letter anker. Det vrimler af folk der søger hjælp. Udenlands må hendes ry allerede genlyde. Fra det hannoverske ankom for nogle uger siden en possemyntmager med sin kone og et barn der kun endnu havde lighed med et menneske. Han anholdt om tilladelse til at opholde sig der i te dage, i hvilken tid hans barn skulle være helbredt. Men de gode folk måtte straks igen tiltræde deres tilbagerejse. 

Hvem hendes kure hidtil har hjulpet, vides ikke. Derudover hviler et hemmelighedsslør. Mange syge føler sig efter sigende allerede bedre ved hendes nærværelse - dog synes ingen at turde tale om sin helbredelsesmåde. 

Megen alarm gør nogle syge fra Hamborg der er helbredt ved Sympati. Men du kan ikke tro det, skønt du ikke er i stand til at modsige det. Jeg priser den af dig anførte gigtsyge spiseværts fikse tro. 

Vores distriktsfysikus ankom her for nogen tid siden efter højere befaling for ikke alene på embeds vegne at undersøge det fortsatte kvaksalveri, men tillige de derved forårsagede forfuskelser. Mennesker med benedder fandt man belagte med plastre, blinde havde man strøet pulver i øjnene og forårsaget dem derved unyttig smerte og hævelse. Seks slags medikamenter havde hos en lille pige af et lille bensår gjort en benhævelse med mange sår osv. Det vigtigste tilfælde ved undersøgelsen var en betydelig hævelse en fattig kone der var sendt herhen fra nabodistriktet, havde på fodballen. Sympatien skulle anvendes, ifald den kloge kone ville påtage sig at kurere hende. I modsat fald skulle den syge overgives en herværende læge til operation. Ligesom madam Stutterheim overalt antager alle syge, således antog hun også denne kone, og lovede at kurere hende. Ja, hun erklærede endog at den syge ufejlbarligt måtte dø når nogen læge opererede skaden. Men den syge blev, denne forjættelse uagtet, dagligt værre, og efter et par ugers forløb var hendes lidelser steget til den højeste grad. Endelig blev der tilkaldt en læge som tog sig af den syge, men på ny opbragt over sådan frækhed, anmeldte det på vedkommende sted. En af kvaksalversken givet spiritus med kamfer havde bevirket og forøget betændelsen i foden på sådan måde at benet måtte afsættes den syge lige ved hoften, i stedet for at ved en anden behandling eller når hævelsen tidligere var blevet skåret, foden havde kunnet være reddet. 

Nu er alle foranstaltninger føjet til at ingen mere skal komme til at lide ved kvaksalverskens Sympati og fuskeri. På højere befaling sidder hun nu under utilgængelig bevogtning og man venter den allerhøjeste stadfæstelse af den over hende afsagte dom. 


_____________________

I nr. 61 af samme tidsskrift læses under overskriften: "Bidrag til en historie om den vidunderlige kone i Holsten", følgende svar på disse breve: "Det er bekendt at denne kone har befriet adskillige mennesker for sygdomme, som ingen læge kunne kurere. Også mænd der beklæder embeder og hædersposter har talt med stor agtelse og berømmelse om hendes Sympati-kunst. Når man ikke mere vil tro sådanne mænd, så ophører jo al tillid til menneskeheden! Men vi har her selv en agtværdig borger der i en del år har været plaget af de skrækkeligste stensmerter, og som hverken de mest duelige læger kunne hjælpe eller ved brugen af mange bade har fundet lindring. Denne mand rejst til Itzehoe og takker endnu denne time Gud for at han gik til denne kone. For han er nu fuldkommen befriet for dette onde. Der kunne også indtræffe tilfælde der ikke altid kronedes med det lykkeligste udfald, men dette kan også finde sted hos de mest duelige læger uden at de er skyld i det. Den fornuftigt dømmende vil ikke straks fordømme lægen eller nægte ham kundskab og indsigt. For lægen er altid dog kun et menneske. - Ligeledes anfører brevenes forfatter en mand fra Hamborg der har været hos denne kone for at bruge denne kur. Dette har sin rigtighed. Denne mand har denne kone at takke for en stor del af sin generhvervede sundhed.

I Abend-Zeitung (Dresden), 12. april 1820 kaldes hun for "Die magnetische Wunderfrau i Warmbeck", 78 år gammel, sund og kraftig, enkel og from. Avisen fastslår at hun har kureret flere uhelbredeligt syge. Mere indgående blev hun beskrevet i "Kieler Beyträge", hrsg. von e. Gesellschaft Kieler Professoren, Bind 2. Taubstummen Inst., 1821, s. 427-449. Heri:  VI Erinnerung an die Frau Stutterheim Zunächst veranlasst durch das Archiv für den thierischen Magnetismus. Von C. H. Pfaff in Kiel.

I indledningen forklarer forfatteren grunden til at tage dette emne op igen flere år efter afgørelsen: nemlig at der vedbliver at fremkomme lignende teorier og behandlingsmetoder, og at disse derfor er værd at beskæftige sig med. Han refererer til et essay af professor Grohmann - daværende specialist i psykologi - som i et tidsskrift (u)frivilligt agiterede for "forkerte forfølgelse af usædvanlige magiske årsagsforbindelser og astrologiens entusiasme og beslægtede dårskab." Ligeledes at excorcisten Gassner endog er anerkendt af en professor Eschenmeyer. Artiklen opgiver også nogle informationer om hvem Frau Stutterheim var:

”Ms. Stutterheim blev født i en saksisk landsby, hvor hendes far var læge, skulle hun gifte sig med en flagsmeder til det prøyssiske regiment af de sorte husarer, og ledsagede ham til Holstein i 1813, hvor han blev ved mødet med Sehestedt og hans enke, undertiden som en spåmand, undertiden som en kvæg- og menneskelig læge fik et stort ry o. s. v . "

Jeg kan ikke afgøre, om de første omstændigheder er fuldstændigt funderet. Fru Stutterheim siger intet mere om sig selv i et fortroligt manuskript end at hun blev ført til Holstein af krigsforfølgelserne og bragt kunsten at helbrede mennesker og kvægsygdomme, der blev lært af hendes bedstefar, en saksisk militærlæge, for at komme væk. Selv foregiver hun at være kun 76 år gammel, sandsynligvis (i det mindste efter sit omdømme) meget ældre for at vække deltagelse, end hun virkelig er. 

Endelig et sidste eksempel på mirakeldoktorer fra Tyskland, fra Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 20. juli 1821:

T y d s k l a n d. Hvo der har den Ulykke at være blind, døv, stum eller halt, gjør nu bedst i at reise til Würtzburg, hvor der er opstaaet en halv gejstlig, halv verdslig Mirakeldoktor, som kuperer Alt hvad inkurabelt er og det endog uden nogen Slags Magnetisme. Man behøver blot at medbringe en ret fast Troe paa J e s u G u d do m. (ved hvilket ene Ord den gode Mand strax dokumentere hvis Udsending han er) og kunne aabne Munden til et Ja, naar han forespørger sig derom (Af de Stumme tager han vel i al Fald tiltakke med et Nik). I en Haandevending er da Miraklet skeet. Denne Profet er ingen anden end Domherren, Fyrst. v. Hohenlohe/Schillingsfürst, som prædiker i Kirken der fra Morgen til Aften, og har i en egen Skrivelse villet gjøre Borgemester og Raad vils paa, at Velsignelsen af hans durchlauchtige Mund virkelig kan udrette saa store Ting. Hvad de Vantroense angaaer, ih nu! til deres Omvendelse raabe alt 30 H j u l p n e (Rygtet lægger med sædvanlig Tjenstagtighed endnu et Nul til) med høi Røst: Probatum est! og den bayerske Statstidende (!) fortæller desuden, at Kronprindsen derved er bleven sin tunge Hørelse qvit. Hvad, have vi. da, yderligere Vidnesbyrd behov?

Den 5. november 1821 kunne Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende dog meddele at Hohenlohe ikke pt kunne helbrede noget, pga sit eget svage helbred. Han blev dog rask igen, for Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 13. december 1823 meldte om at han var i Prag, "hvor hans Mirakelkurer skaffer ham stort Tilløb." Den 19. februar 1825 meldt Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende at han var blevet domherre i Grosswardein i Ungarn. Han vedblev med at udføre mirakler langt op i 1820'erne og 1830'erne. I 1836 vedkendte han sig at være jesuit.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar