Svar paa forestaaende Stykke om Mad. Larsens (ikke Lassens) Curer

Forfatteren af forestående har virkelig ret når han siger: "Det er et særsyn i medicinalvæsnets annaler *) at der i Danmarks hovedstad skal gives et kvindeligt subjekt til at udøve lægekunsten". Men man vil ikke være så uartig som forfatteren og påstå at hovedstadens læger er uvidende eller uduelige. Derimod er det nok en afgjort sag at de fleste må besidde en dygtig portion gensidighed og egensindighed når de ser at madame Larsens lægemåde har reddet så mange syge som deres egen metode ikke var i stand til at hjælpe, og dog hårdnakket forsmår at anvende hendes, af den usle grund at den kommer fra en ulærd. 

Men var de da andet end ulærde, alle disse mænd og kvinder i lægekunstens tidligste tidsalder, hvis erfaringer eftertidens mere lærde læger benyttede og til dels forøgede? Vi bærer den dybeste højagtelse for al videnskab og kunst, følelig også for lægekunsten når dens dyrkere med deres bogstudium hele tiden forbinder naturens studium og lytter til erfaringens ufravigelige resultater. Forsømmer eller foragter de den sidste, da vil menneskeheden trods alle de nye systemer som lægerne hele tiden skiftevis bygger og kuldkaster, fremdeles nødes til at sukke over ulægelige svagheder, som endog simple mennesker i Indien og Arabien i umindelige tider har forstået at helbrede og om hvis lægemåde måske Spaniens klosterbiblioteker siden maurernes tid har opbevaret mange vink. At opsøge og benytte disse, ville vist være menneskeheden til lige så stort gavn som at aftegne græske billedstøtter eller opmåle Egyptens pyramider. 

At i øvrigt madame Larsen ikke læger noget sår uden først ved hensigtsmæssige lægemidler at have uddraget det onde der indtil den tid har gjort såret ulægeligt, ikke heller har forværret nogens onde. At "samvittigheden" ikke altid tilbageholder læger fra at læge sådanne sår, viser blandt flere andre krigsrådinde L.s eksempel, hvis ben adskillige gange blev lægt af vores mest berømte læger, men som altid brød op igen, indtil hun efter 15 års lidelser betroede sig til madame Larsen som på få uger kurerede hende. Og siden har hun i en tid af 6½ år uafbrudt nydt en blomstrende sundhed. Var madame Larsens kur så let at eftergøre som nogle mener, da er det jo et sandt mirakel i vores næringsløse tid at ingen, hverken blandt hendes patienter eller andre, søger at efterligne hende og at skaffe sig en lige så udstrakt kongelig bevilling som den hun er i besiddelse af. Næppe var denne bevilling blevet meddelt hende hvis hendes lægemåde forkortede menneskenes liv eller satte det på spil. Det er endog ubegribeligt hvorledes man tør fremføre sådanne om den er autoritet og altså forud tilstrækkelig prøvet.

*) Ikke i "medicinhistoriens annaler", for dette er med forfatterens tilladelse en tautologi.

(Politivennen nr. 385. Løverdagen den 17de Mai 1823, s. 6241-6244).

Redacteurens Anmærkning.

Madame Lassen (1768?-1833) hed egentlig Anna Larsen Jacobsdatter og var fra Overdråby ved Jægerspris. I Historiske Meddelelser om København 1, V, findes s. 27-65 en artikel "En københavnsk kvaksalverske i tiden 1810-30" om hende. Artiklen fortæller at hun i 1804 var uddannet jordemoder, hvilket dengang var et usselt job. I 1811 blev hun første gang indberettet til politimesteren og fik en bøde. Klog af skade forsøgte hun herefter at få en tilladelse. 

Herefter udviklede hendes karriere sig mellem Sundhedskollegiet som ikke kunne godkende hendes metoder, et stort antal patienter som blev kureret, og Kancelliet som på trods af Sundhedskollegiet bestandig gav hende flere og flere tilladelser. Sundhedskollegiet gav hende i 1814 lov til at kurere åbne sår og benskader. Og udtrykte også en vis interesse i at lære hendes metoder at kende. Kancelliet anså hende for i besiddelse af kundskaber i at kurere benskader som læger forgæves ikke havde kunnet gøre noget ved. Mad. Lassen opretholdt sin praksis ikke bare med benskader, men også lammelser efter apopleksi, underlivstilfælde, hudsygdomme, menstruationsforstyrrelser mm. Hendes mislykkede forsøg gjorde Sundhedskollegiet uden stort held opmærksom på. Efter datterens dramatiske død ophørte hun næsten med sin praksis, i 1828 var der kun 2 patienter. 

Mad. Lassen døde i 1833, se Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhus Stiftstidende, 12. december 1833:

Madame Lassen, bekjendt over hele Landet under Navn af den kloge Kone i Kjøbenhavn, der i sin virksomme Tid har reddet saa manget Liv, givet saa mangen af Lægerne for uhelbredelig erklæret, Helbred og Sundhed igjen, er nu død, som man seer af Raketten. Hun havde, som bekjendt, den store Sorg, for nogle Aar siden at miste en Datter paa en høist sørgelig Maade, ved at en Spiritusflaske sprang, og den omkringstrømmende Spiritus antændtes af Lyset, og forbrændte hende saaledes, at da Moderen havde baaret hende ned til Posten, for at slukke Ilden i Klæderne, var hun allerede død. Ved denne Leilighed fik Mad. Lassen et Knæk paa sin Sundhed, der nu har lagt hende i Graven. Hendes frelsende Kunst er gaaet med hende i Graven. En lille simpel Gravhøi dækker Liget af denne Kone. At leve, gjøre godt i Verden, døe og forglemmes, er det almindelige i Menneskelivet. Den samme Forglemmelse, der hviler over hendes Erindring, har ogsaa fulgt hendes frelsende Kunst, der er gaaet i Graven med Hende. Ingen kjender hendes Methode eller Midlerne. De levende Døttre vare komne ind i en heel anden Kreds, der var ganske forskjellig fra den sygelige Tilværelse der omgav den gamle kyndige Moder, hvor hun stod som en frelsende Genius; de havde andet at tænke paa, end at koge Salver og Plastre; og en Veninde af Huset, hvem hun tilbød at lære sin Kunst, var grusom nok mod sine Medmennesker til at undslaae sig derfor.  

Mad. Lassen havde tilsyneladende lært fra sig I Brevposterne Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 14. august 1841 stod: 

Til Lægeverdenens Nyheder hører, at den bekjendte Mad. Lassen i Nyboder, der curerede for al udvortes Sygdom, har faaet en Efterfølgerske i Mad. Jensen, der med kgl. Tilladelse har nedsat sig som Doctorske i Lyngby, og ny trækker en Mængde Syge dertil. Hun skal især være heldig med Gigtpatienter. (Aarh. Av.)

Og i Fyens Stifts Kongelig eneprivilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, 30. juli 1845 stod følgende at læse (i uddrag):

(Indsendt) Naar en Mand, af Tilskikkelsen eller Tilfældet, bliver kastet ind i et eller andet Hverv eller Forhold, og han rygter samme med Duelighed og Redelighed til alle Omgivendes Tilfredshed; rammes han i saadant Hverv af Skjebnens Slag, der uventet kommer over hans Hoved, som et Lyn fra den klare Himmel, da finder han dog alle oplyste og billigtænkende Menneskers Deeltagelse og Medlidenhed, og dette er Tilfældet med Boelsmand Christian Nielsen Rold.

Vistnok i Aarhundrede har hans Forfædre været i Besiddelse af en Videnskab til at helbrede Beenbrud og friske Saar, hvis Lige maaskee sieldent finder Mage. Skjøndt en talrig Familie, har dog ikke uden een (saavidt mig bekjendt) paa en og samme Tid været indviet i eller dyrket denne Kunst til Fuldkommenhed. Christian Nielsen blev opdraget af en gammel Tante, der havde lært denne Kunst eller Videnskab af sin Fader, og som lig en anden Mad. Lassen hjalp Folk i hundredviis til deres sunde og førlige Lemmer, og hvis Kurer vistnok sielden eller aldrig mislykkedes. Opdraget af denne Kone blev han saa at sige oplært i denne Videnskab uden sit eget Vidende, den han hjalp til at udøve i hendes Alderdom, og alene udøvede under hendes Veiledning i hendes Svaghed. Hun indsatte ham til Arving af hans nuværende Bopæl paa Rold. 

Christian Nielsen søgte bevilling om at kurere benbrud, men fik kun tilladelse til at forbinde benbrud når der ikke har tilkaldt læge.  Da han imidlertid opfattede dette som om han også måtte kurere, blev han sagsøgt og dømt.