Høkerhandel. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 2den Februar.

Fra flere Stæder reiser sig Modstand imod Lovforslaget om Høkerhandelen paa Landet som indgribende i Kjøbstædernes "Privilelegier" og deres Velvære. Privilegium paa Handel og Høkeri have nu Kjøbstæderne, som bekjendt, slet ikke; ellers vilde der heller ikke alt være Handel og Høkeri paa Lander rundtom. Det forundrer os imidlertid endnu meer, at man ikke vil erkjende, at det hidtil fulgte Bevillingsvæsen ved Tilstedelse af Handel og Høkeri paa Landet alt i og for sig er en Adgang til Misbrug og personlig Gunst for Enkelte, og at det fornemmelig er ved alle disse rundtom strøede Bevillinger at Kjøbstæderne lide, fordi derved Concurrencens og Kiøbstadhandelens Indflydelse herpaa udelukkes, imedens det er det store Gode, netop for Kiøbstæderne, ved det nye Lovforslag, at Bevillingsvætenet ophører og den stedlige Concurrcnce indtræder. Kjøbstæderne faae da, som Handelspladse, almeen Indflydelse paa og medvirkende Deelagtighed i Landhandelen, der nu fortiden er given i Enkeltes Vold og derved udelukker Kjøbstædernes Handelsvirksomhed derfra, istedetfor den nye Indretning vil medføre det Modsatte. Efter vor Overbeviisning have Kjøbstæderne, navnlig dens Handelsdrift, især naar den ikke skal være Høkeri, snarere Grund til at glæde sig over den nye Landhøkerlov, som jo tillige maa befordre Omsætningen og Vareforbruget paa Landet, der atter maa søge sin Kilde i Kjøbstaden, og hvilket Forbrugs Tiltagen overhovedet er Kjøbstadhandelens og Kjøbstædernes Velværes Kilde.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. februar 1855).

i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. februar 1855 var en 2 spaltet artikel af "en af de større og virksomste handlende og industrielle samt mangeårig vigilant kommuneforstander" som bakkede ovennævnte op. Argumentationen var nogenlunde samme som ovenstående. 

- Den af Ribe Borgerrepræsentation til Landstinget indgivne Adresse i Anledning af Høkerloven lyder saaledes:

"Det til Folkethinget indbragte og der antagne Forslag til "Lov om en ny Ordning af visse Handelsfag udenfor Kjøbstæder og Handelspladser" har ikke saameget forundret os med Hensyn til Ideens Opfattelse af Indbringeren, som Thingets villige Indgaaen derpaa høiligen har forbauset os. Det har svækket den Tro, vi hidtil have havt: at de Anliggender, der forhandles i Thinget, forhandles med Indsigt, Retfærdighed og med billigt Hensyn til de Parters Interesser, der berøres ved en Lovs Tilblivelse.

Forflaget foreligger nu det høitærede Landsthing til Afgjørelse.

For ikke at trætte med en Gjentagelse af de Bevisgrunde for Forslagets Utilraadelighed, som fra mange andre Kjøbstæder ere udtalte for det høitærede Landsthing, tillade vi os at henvise til den Udtalelse af "Bestyrelsen for den jydske Kjøbstadforening i Randers", der er tilstillet Landsthinget, hvoraf en Afskrift er i vore Hænder, og hvilken Udtalelse af Sagens skadelige Følger vi dele.

Vi tillade os blot at vedfoie nogle Oplysninger, hentede fra Erfaring, der kunne bestyrke det i nævnte Kjøbstadforenings Andragende Udtalte.

Ribe By, mod syd grændsende til Slesvig, har før staaet i ugunstigere Handelsforhold end dens nærmeste Opland. Dette havde den Tid til Følge, at Byens Handel næsten var hævet. Mange Varesorter kiøbtes endog af Byens Befolkning hos Landhøkerne. Byens Befolkning forarmedes. Regeringen fandt det nødvendigt, for ikke at lade Byen synke aldeles, at tilstaa den Handelsbegunstigelser. Disse havde til umiddelbar Følge, at der igien kom Handel til Byen; men Høkerhandelen for den Deel af Byens Opland, der grændser mod syd, og som hører under Slesvig, vedblev.

Skjøndt Adgangen til de slesvigske Privilegier ikke er saa let som Adgangen til Handelen paa Landet i Kongeriget vil blive, naar Forslaget skulde blive til Lov, saa bevirke de dog her, at der i den Deel af Byen der grændser mod syd, uagtet dens Opland i høi Grad er det meest befolkede og rigeste, ikkun boe enkelte Kiøbmænd, fordi Landbefolkningen syd fra kun meget sparsomt forsyner sig med Varer i Byen, da den finder dem i Hjemmet; medens den Deel der støder mod nord, hvis Opland er ulige mindre befolket og mindre frugtbart, paa Enkelte nær, indeholder hele Byens Købmandsstand, fordi det er Landbefolkningen nordfra, hvor der kun befindes enkelte Landhøkere, der forsyner sig her i Byen med Varer, og som bringer sine Producter til Salg hertil. Og det er Resultatet ved en mere begrændset Handelsfrihed end den Folkethinget bar ment at burde indramme Landbefolkningen i Kongeriget.

Skulde dette Forslag blive til Lov, da ville Kjøbstædernes Existence, som saadanne, snart være hævet. Enhver ung Kjøbmand, der etablerer sig, vil naturligviis søge den Plads, der viser ham den bedste Udsigt til Erhverv, og det bliver uafviselig Landet, under de i Udsigt staaende Forhold. Kjøbstadbefolkningen, der er bunden til Byen af mangfoldige Aarsager, som ikke kunne hæves, vil forarmes og Eiendommene ville tabe betydeligt i Værd.

Og det er ikke ligegyldigt for Statens Velvære at Kjøbstæderne bestaa. Det er ved en dygtig og erfaren Handelsstand, der har Udsigt til at hoste Frugter af sine Bestræbelser, at vi kunne vente med Tiden at gjøre os aldeles fri for den Underordnethed og den Afhængighed i Handel, som vi, i saa mangfoldige Tider have staaet i til Hamborg og Lübeck, og som Kjøbmandene i Jylland, og sikkerligen ogsaa i de andre Provindser i de senere Aar, ved directe Handel, have søgt at giøre og tildeels have gjort sig fri for. En Indskrænkning i Kjøbmændenes Afsætning i den Grad, som vil blive Tilfælde naar Forslaget bliver til Lov, vil umuliggjøre større Handelsforretninger, der ere nødvendige for den directe Handel. Vi ville falde tilbage til den Afhængighed, til den Kræmerhandel, fra hvilken vi med Held have begyndt at løsrive os.

Det er ikke en ensidig Betragtning af Sagen, hentet fra Enkeltes Interesse, det er Hensynet til hvad der tjener Staten i dens Helhed, der opfordrer os til at bede det høitærede Landsthing at prøve Forslaget alsidigt, og vi tør da haabe, at det vil blive afvist, eller antaget med Modifikationer, der forhindre at Kjøbstadbeboernes Existence undergraves for at hjelpe Landbefolkningen til lettere at kunne forskaffe sig Handelsvarer, som ikke engang henhøre til de egentlige Livsfornødenheder, og som de, hvad Erfaringen hidtil har vist, uden væsentlig Besvær kunne kjøbe i Kjøbstæderne."

(Ribe Stifts-Tidende 16. februar 1856).

Fransk Spækhøker

Til hvilken Grad en mindre væsentlig Gjenstand blot ved sin Nyhed er istand til at sysselsætte Kjøbenhavnernes Opmærksomhed viser Aabningen af en paa usædvanlig elegant Viis etableret fransk Spekhøkerboutik (Boutique de Charcutier) i Restaurateur Casadabans Gaard paa store Kjøbmagergade. Eieren af denne Boutik, Duclot, er født Franskmand, fra Provence, har, efter sit Privilegium, ikkun Ret til at udsælge Svinekjød, men appreteret paa enhver Maade og i enhver Form, og er saaledes Spekhøker i dette Ords egentlige Bemærkning. Den usædvanlige Reenlighed og Elegants, der udmærker hans Boutik og hans Vare-Artiklers eiendommelige Tillavningsmaade forskaffede ham, uagtet de temmelig høie Priser, strax megen Søgning; ligesom og en for stor Mængde Tilskuere af de lavere Klasser, dagligen have samlet sig ved hans Boutik for udenfra at betragte de i Vinduerne i Festons ophængte Pølser etc. Den Misnøie, eller rettere Nid, som denne Søgning vakte hos Flere, der betragte hans indskrænkede Privilegium som et Skaar i deres Næringsvei, har formodentlig foranlediget nogle begangne Pøbel-Excesser, hvorved Ruder bleve indslagne etc., men disse i enhver Henseende scandaleuse Optøier tør, ved Politiets virksomme Foranstaltning, upaatvivlelig ventes forebyggede for Fremtiden - Duelot, har tilforn været Sproglærer, saavel i Stokholm, som, i et Aarstid, heri Staden.

(Kjøbenhavnsposten, 14. marts 1828, s. 88)

Fæl Stank i Dronningensgade.

Ved at passere Dronningensgade forleden uge observerede indsenderen at udenfor huset nr. 237 fandtes et skilt der bebudede at der samme sted boede en lovkyndig mand. Da han behøvede at lade forfatte en ansøgning til Hans Majestæt Kongen, gik han op til denne mand. Men hvor studsede han ved at indtræde i gården hvor han mødtes af en stank der var mere anstødelig for næsen og lugteredskaberne end renovationskulens på Amager. Den kom fra samme hus' bagstue hvor en såkaldt høker koger ben og udpresser marven af dem.
Indsenderen beklager den mand der i dette hus skal leve af at forfatte og skrive ansøgninger mm. For havde det ikke været særdeles presserende for ham, havde han gået sin vej, og muligvis ville flere gøre omkring hvis de på fastende hjerte som det hændtes indsenderen, træder ind i et sådant hus der er opfyldt med stank. 

Ved sin bortgang så indsenderen endnu engang op ad huset og bemærkede da at hele taget var belagt med gamle klude etc. hvilket er anstødeligt for øjet, men dette kan vel være ligegyldigt. At vores respektive politi derimod må henvende sin opmærksomhed på denne for sundheden vigtige genstand, derom er intet spørgsmål. Og derfor fremsættes disse linjer med den ærbødige anmodning at huset nr. 237 i Dronningensgade på Christianshavn må blive befriet for den afskyelige stank det nu undertiden for ikke at sige altid er opfyldt af, og at det forbydes høkeren at udpresse benmarven ved kogning i et så indskrænket lokale og gårdrum som her forefindes.

(Politivennen nr. 1167, Løverdagen, den 12te Mai 1838. Side 307-308)

Redacteurens Anmærkning

Dronningensgade 237 blev i 1856 til Dronningensgade 44. I 1905 blev den henlagt til matrikel 236, med husnummer Dronningensgade 46. Denne bygning er fra 1906, så man må formode at gården er revet ned.

En venlig Anmodning til Høkeren paa Hjørnet af Mikkelbryggersgade og Lavendelstrædet.

Man har bemærket at De, min herre høker! er meget driftig og søger at gøre Deres handel så indbringende som muligt, idet De ved at stå i Deres butiksdør indkalder og anholder den eller dem som De antager at være til sinds at handle nogle høkervarer, og det endog efter at de er passeret langt forbi Deres butik, for ikke at glemme at forestille vedkommende at de hos Dem kan få lige så gode varer som hos andre. Derfor tillader man sig herved - uden at tale om hvorvidt næringsnid kan drives - at beundre denne Deres nærings- og bjæringsvis, og offentligt at anerkende samme, til et lysende eksempel for enhver af Deres herrer korporationsbrødre der måtte være til sinds at gøre sig en lignende profit, hvortil man endvidere ikke kan tilbageholde den bemærkning at næringsnid ikke har foranlediget dette, da Deres beundrer ikke hører til nogen korporation, men blot nærer den formodning at De har lært Deres ovennævnte dåd, for ikke at sige udåd, af tobakspinderen på Kultorvet til hvem en lignende anmodning i sin tid var indrykket i dette blad.

Til slut mener man at burde give Dem en lille anvisning til fortjeneste i den forestående kildetid. De ville vist nok i den tid kunne gøre en uhørt lykke som opråber hvis De NB ville indstudere de bekendte tyske markskrigerord: kommen Sie mal herein meine Herren und Damen! hier sollen Sie sehen was Sie noch nicht gesehen haben.

(Politivennen nr. 853, Løverdagen den 5te Mai 1832, s. 300-302).

"De ville vist nok i den tid kunne gøre en uhørt lykke som opråber hvis De NB ville indstudere de bekendte tyske markskrigerord ..." (Lavendelstræde. Hjørnet til Mikkel Bryggersgade ses bagest lige før det gule hus nr. 14 med tattoo-skiltet. Eget foto, 2016).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen dementeres i Politivennen  nr. 864, 21. juli 1832, s. 487-488.

Der kan være tale om Lavendelstræde 12 (1857) eller 14 (1805). Lavendelstræde 86 er nutidens Lavendelstræde 17. Denne ejendom ligger på modsat side af Lavendelstræde hen mod Rådhuset (er ikke med på ovenstående foto).

Frimodige Ytringer om Næringsveiene og Communevæsenet.

Motto. Ved sparsommelighed bliver man rig.

Til det som i nærværende blad nr. 818 og 819 er anført som næringsvejene, mener indsenderen endnu et og andet kunne være at tilføje, hvilket han her vil fremsætte:

Det vil ikke kunne være undgået iagttagere at flere såkaldt ringere næringsveje næsten udelukkende drives af personer som har tilbragt deres tidligere år ved landvæsnet, og efter at have tilendebragt de bestemte år i militærtjeneste og siden været i lejligheds eller fast tjeneste nogle få pr, etablerer sig her i staden. Hvilket især er tilfældet med marskandisere, værtshusholdere, jernkræmmere og spækhøkere. Mange sådanne etablerer sig endog i en temmelig ung alder i disse næringsveje når de med lægeattester godtgør at have et eller andet sygdomstilfælde (som dog vel ikke altid gør dem uskikkede til agerbrug) og de givne anordninger til at indskrænke disse næringsveje virker kun ufuldkomment. Så meget som der taler for at der ikke bør finde indskrænkning eller personsanseelse sted i antallet af producerende og fabrikerende borgerklasser, hvortil disse fire henhører. Vel kunne disse borgerklasser være lige så nødvendige som så mange højere. Men genstanden for deres virksomhed kræver formentlig større personlige egenskaber end blot at personerne ikke er politiet bekendt fra nogen dårlig side, og at de har opnået en vis alder.

Værtshusholdere er et onde som såvel den ældre som yngre lovgivning altid omtaler med ugunst. Men det er en af de onder som ikke lader sig udrydde og derfor hellere bør tilstedes offentligt end udøves hemmeligt. Hvor mange gamle og unge mennesker har ikke ødelagt helbred og formue i værtshuse? Hvor mange før ufordærvede mennesker er ikke i værtshuse blevet moralsk fordærvede, kommet i ledtog med dårlige mennesker og har omsider sluttet deres borgerlige bane med plads i en straffeanstalt? Lærer ikke historien os at de farligste planer til indgreb i ejendomsretten og andre forbrydelser er udrugede i værtshuse? Disse og flere eksempler beviser nok så meget hvor vigtigt det er at bruge streng varsomhed i valget af personer som tilstedes at udøve værtshushold. Værtshusholderen bør formentlig være en person af rene sæder, retskaffen karakter og besidde den verdens- og menneskekundskab som fordres hos et nogenlunde velopdraget og dannet menneske, og det vil da være en undtagelse at han bliver farlig for sine gæster eller tilsteder sammenkomster der kan være skadelige for medborgere. Vi har eksemplerne for os: Mens det nemlig ikke er nogen sjældenhed at høre uordener som stammer fra værtshuse, hvor værten er rå og udannet, vil man have ondt ved at nævne noget eksempel herpå hvor værten har nogenlunde dannelse. Det strider imod hans æresfølelse at tilstede eller ved smudsig egennytte fremkalde uordener og hans højere grad af menneskekundskab giver ham i sit eget jeg midlerne til på en passende måde at hæmme endog en begyndelse herpå.

Men at de egenskaber som således udfordres hos en god værtshusholder, ordentligvis ikke kan forudsættes hos en bondekarl som ikke har nydt en fortrinligere skoleundervisning og opdragelse end bønder i almindelighed har adgang til at på, behøver intet bevis.

De samme egenskaber som kræves hos værtshusholderne, kræves ikke mindre hos de tre andre nævnte og flere næringsbrugere, and indsenderen mener derfor at bønderkarle i almindelighed burde udelukkes fra at etablere sig i nævnte og andre lignende, blot tærende næringsklasser. Herved ville ikke blot vindes dette an mange uheldige, men dannede borgere som ikke har kunnet fortsætte en større virkekreds, og andre dannede personer som ved konjunkturerne eller tilfældige omstændigheder er revet ud af deres bestemte brødfag, ville kunne udkomme i et ringere, men anstændigt næringsfag, og hvad ingenlunde bør overses, agerbrugerne som så beføjet klager over mangel på arbejdere, gives forøget arbejdskraft og sættes i stand til bedre at dyrke deres jorder. Også måtte en forøget arbejdskraft have til følge at mange nu øde jorder blev dyrkede til gavn for det hele.

Et andet, ikke mindre gode ville blive følgen heraf: Forbrydernes tal ville formindskes.

Erfaringen lærer os nemlig at mange bliver forbrydere af trang og næringssorger. Sådanne mennesker søger gerne at neddysse deres sorger i værtshuse, og når de ikke harmere at fortsætte sådant levned for, men imidlertid er fordærvede på sjæl og legeme, stedes de i fortvivlelse og forgriber sig på andres gods, eller begår andre forbrydelser. Sådanne eksempler ville blive færre når adgangen til erhverv blev større. Man indvender forgæves herimod at det er at formindske hovedstadens byrder på landmandens bekostning. Men foruden at der som allerede vist, er trang på arbejdskraft for landmanden, er hjælpemidlerne ved bondens tarvelige levemåde og hans brugbarhed ved alt landarbejde langt større end hos og for købstadsmanden, der sjældent forstår mere end et eneste håndværk, en slags handel osv. Men når han heri mangler beskæftigelse, må blive brødløs - om smånæringsveje ikke åbnes for ham. Og om end 5-600 bønders anbringelse i de nævnte næringsveje her i staden kan, hvilket dog er usandsynligt, have nogen indflydelse på befolkningen over hele landet (at antallet af bønder i de nævnte næringsveje er langt større, er uomtvisteligt, men indsenderen antager heller ikke at enhver bonde skal være udelukket), så er det så vidt indsenderens erfaring gennem mange år strækker sig, kendsgerning at forbrydernes antal på landet er uden forhold, ringe mod her i staden, og selv blandt disse forbrydere er mange, ja det er endog sandsynligt, pluraliteten ikke af bondestanden eller født på landet, hvilket dog nok bør tilskrives mindre fordærvet moral hos landalmuen og lettere adgang til erhverv.

Fremdeles ville indskrænkning i de marskandisere ved plakaten af 4. november 1790 tilståede rettigheder have en gavnlig indflydelse på handels- og håndværkerklasserne, for om det end ved plakaten er tilsigtet at give dem ret at handle med nogle nye varer, så forekommer det dog indsenderen uforeneligt med lovgivningens øvrige bestemmelser - in specie grundsætningerne i anordning af 23. april 1817, forpligtelserne at aflægge prøver på duelighed som svend, mester eller kræmmere - at personer der er blottet for al sand handels- og håndværkskundskab, ja ofte blottede for de simpleste skolekundskaber, skulle tilstedes udøvelse af handelsret med, næsten uden undtagelse, al slags håndværks- og kunstarbejde. En ret som ikke engang dem mest oplyste og dannede handelsmand besidder, og dertil uden i streng forstand at kunne påkastes ansvar for det sælgendes godhed, fordi de kan fremsætte den exception som ingen i sit fag oplært mand kan benytte - de har ikke selv forfærdiget arbejdet, de forstår dem ikke derpå.

Da de fleste af marskandiserne formentlig blot driver deres næringsvej efter interims tilladelser der kan tilbagekaldes, kunne sådan indskrænkning muligvis straks iværksættes med dem som ikke har vundet borgerskav - uden at krænke nogen dem tilstået ret.

Det er gennem lovgivningen fra den ældre til den nuværende tid erkendt at det er nødvendigt for at købstæderne kan bestå at udelukke landmanden fra deltagelse i deres næringsbrug. Ikke desto mindre er det bekendt at skippere, valbyere og andre landboere, landsbyslagtere med flere som udgiver sig for at bo på landet, detailhandler kød, flæsk, smør og andre varer i de ringeste kvantiteter. Da dette er i strid med grundsætningerne for plakaten af 3. april 1816 og 18. marts 1828, og torve- og havnehandelen med føde- og kornvarer formentligt bør indskrænke sig til de i plakaten af 2. oktober 1741 og forordning 24. november 1798 foreskrevne kvantiteter, så ville også ved streng overholdelse af disse anordninger en forøget adgang til erhverv opnås for stadens borgere - uden at krænke den virkelige agerbruger som dog ikke befatter sig med sådant høkeri.

[Herefter beskæftiger artiklen sig mere med hvordan alt dette kan ændres]

(Politivennen nr. 825, Løverdagen den 22de October 1831, s. 719-730)

I Adelgaden er en Høker end saa fæl, at han mon' Slaverne beværte med en Pæ'l.

Netop den samme spækhøker i Adelgade nr. 227 hos hvem en del slaver ifølge bladets næstforrige nummer spiste frokost den 20. i forrige måned, har atter ageret slavevært mandag den 3. i denne måned mellem kl. 6 og 7 om morgenen. 

En slaveunderofficer sammen med 4 slaver stod ganske fortrolige indenfor den åbne butiksdør og tømte et ølglas fyldt med finkel.

Skulle nævnte høker endelig ikke være i stand til at undvære et sådant slaveselskab, så vil man herved give ham det råd at ansøge tilladelse til at være privilegeret slavevært, og han vil da trygt og uforstyrret kunne underholde sig med disse personer.

Man slutter denne anmeldelse i det visse håb at vedkommende autoritet der med så megen beredvillighed søgte at sætte skranker for sådanne slavebesøg, vil gribe ind mod ovennævnte slaveunderofficer fornødne forholdsregler. Bladets udgiver opgiver om fornødent flere øjenvidner.

(Politivennen nr. 549. Løverdagen den 8de Juli 1826, s. 438-439)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen følger op på nr. 547, 24. juni 1826, s. 407-409. Artiklen følges op i nr. 552, 29. juli 1826, s. 491 og nr. 556, 26. august 1826, s. 567-568.

Adelgade 227 blev i 1859 til Adelgade 48, og i 1943 indbefattet i matrikel 650 "Dronningegården", dvs. det store byggekompleks Borgergade/Dronningens Tværgade.

Formeentlig uberettiget Næringsvei!

Da det i senere år strengt af vedkommende er påset at ingen uberettiget driver nogen som helst næringsvej, så beder man at de herrer formænd for spækhøker- og værthusholderkorporationerne snarest muligt ville undersøge om de 4 tæt ved porten ind til toldboden anbragte udsalgssteder ved hvilke gøres indgreb både i høkernes og værtshusholdernes rettigheder, finder sted med anordnet hjemmel, for i manglende fald bør disse handlende der sandsynligvis er fritaget for næringsskat, straks forbydes videre salg. Så meget mere som forpagterne af Toldbod Vinhus der svarer en betydelig afgift, også derved i høj grad præjudiceres i deres næring. De næsten uovervindelige store vanskeligheder som er lagt i vejen for opnåelse af visse borgerrettigheder giver anledning til det ønske at aldeles intet indgreb måtte ske i nogens møjsommeligt tilvejebragte rettighed.

(Politivennen nr. 384. Løverdagen den 10de Mai 1823, s. 6219-6220).

En Bemærkning i Aabenraa.

En mand som i flere år ene og alene har ernæret sig som lysestøber, findet det meget påfaldende i Åbenrå at se en spækhøker der tillige driver tehandel, at have udhængt et lysestøberskilt. Vel ved han at høkerne må sælge lys i stykkevis, men han tvivler på at det er dem tilladt at have skilt. På en tid da fortjenesten i enhver næringsvej kun er lille og øvrigheden søger at frede over enhver mands rettighed, tror anmelderen det pligt både for sin egen og andre medkollegers skyld at gøre vedkommende opmærksomme herpå.

(Politivennen nr. 228. Løverdagen den 13de Maj 1820, s. 3700-3701)

Noget til Eftertanke for Stadens Høkere og Øltappere.

Enhver som til bunds kender denne klasse af borgerstanden ved at disse godtfolk for størstedelens vedkommende aldrig befatter sig med læsning. Og det kan de måske have deres gode grunde det. Men det var dog sandelig at ønske at det måtte pålægges dem i deres ledige timer at læse og lære at forstå, i det mindste de anordninger som angår dem i deres fag, da det ville være meget gavnligt både for dem selv og andre. Men da anmelderen erfarer at de aldeles ikke kender dem, vil han tage sig den frihed at gøre dem opmærksomme på at efter politianordningerne har høkere og øltappere hver deres særskilte varer at sælge. 

Men griskhed og begær efter rigdom har forårsaget at den ene har grebet ind i den andens rettighed. Dette er ikke alene til stort tab for den næringsdrivende, da den mindre formuende som i dette tilfælde unægteligt er øltapperne, må se at de mere velhavende hvortil høkerne kan henregnes, handler med de varer som tilkommer dem at handle med og hvorpå de alene har taget borgerskab. Denne ølhandel som høkerne driver, er til ubodelig skade for øltapperne. For den fattige er nødsaget til at købe livets allerførste nødvendigheder hos højkerne i yderst små partier. Ja hvad der endog er værre og ofte tilfældet, søge kredit hos disse indtil de enten har fået deres uge-eller dagløn, og derudover bliver de også nødsaget til at købe ikke alene den øl og brændevin de behøver, men også brød, fløde, sukker og kaffebønner hos spækhøkerne, eftersom en del af disse gode folk uden tilladelse, men til fornærmelse og skade for andre af deres medborgere offentligt handler med disse varer. 

Det er nok så bekendt at disse godtfolk altid klynker og klager over tidernes besvær. Og det var derfor at ønske at de ansvarlige for at efterse vinterforrådet, som nok sker med det første, efter evne ville drage omsorg for at disse uordener blev fjernet så at den klasse blandt borgerne som skal leve at af handle med de artikler som høkerne ulovligt sælger kan se et bedre udkomme i møde.

(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11te October 1817, s. 1544-1546)

"Det er ikke alene til stort tab for den næringsdrivende, at øltapperne må se høkerne handle med de varer som tilkommer dem at handle med og hvorpå de alene har taget borgerskab. Denne ølhandel som høkerne driver er til ubodelig skade for øltapperne." (Spækhøker grebet på fersk gerning. Det ser ud som om han har et ølanker stående på disken)

Æg og Lys paa et urigtigt Sted.

Ved at se sig lidt om i byen vil man blive opmærksom på at nogle melhandler foruden de varesorter man bør søge hos dem, også sælger fx æg, lys osv. Vel ved anmelderen at melhandelen er en frihandel, men om denne frihed meddeler tilladelse til at handle med andre varer end mel og gryn, ved jeg ikke. At melhandlere sælger æg, må foruden at det synes at være et indgreb i spækhøkerhandelen, nødvendigvis gøre denne artikel dyrere, når de skal deltage med stadens talrige spækhøkere i at opkøbe eller høste fordel af det lille kvantum som indføres her fra landet, og hvoraf man på visse tider af året næppe kan få til nødvendig brug i en husholdning. Endnu mere urimelig er det at en melhandler vil befatte sig med at sælge lys da stanken eller den slemme lugt som tællen altid fører med sig, forplanter sig på mel og gryn og gør disse varer væmmelige og uappetitlige. Anmelderen bryder sig ikke om at købe sit mel på et sted hvor der handles med alle slags fedtede og ildelugtende sager, og når som han ikke tvivler på, mange tænker som ham på dette punkt, vil melhandleren ved formindsket afsætning på hans egentlige handelsprodukter vil tabe mere ved sådan lyshandel end om han ikke befattede sig dermed. Dette synes at være grund nok til ikke at have lysudsalg i en melbutik eller hvor der handles med spiselige varer. Mon ikke det gamle ordsprog: "Skomager bliv ved din læst" kunne anvendes på en udsælger af sådanne heterogene ting.

(Politivennen nr. 37, Løverdagen den 14. september 1816, s. 565-567)

Ønske på Torvet

(Efter indsendt)

Det sker ikke sjældent at borgere der selv besøger torvet, gennes væk fra vognene af spækhøkere på en højst ubehagelig måde. I dag var to borgere kommet til en bonde, som havde flæsk for at købslå med ham. Men inden de vidste af det, var vognen omringet af en flok spækhøkere der ikke alene trængte og trykkede dem, men endog ved at krybe op på vognen og derfra træde ned på dem med deres beskidte bagben, pressede dem aldeles bort og besvarede med grovheder deres påstand, at de var de første ved vognen.

Disse borgere skyndte sig nu hen på korntorvet for at få torvemesterens hjælp. Men da de kom tilbage, var køb allerede sluttet med disse mennesker og de måtte altså vende hjem med uforrettet sig.

Man indser fuldkomment, hvor vanskeligt det er at foreslå nogen foranstaltning herimod, der med føje kunne forenes med de der allerede eksisterer. For spækhøkerne er dog også borgere og hverken kan eller bør forbydes at købe. Enkelte eller få kan de imidlertid ikke  hindre andre, men netop ved således at slå sig sammen i klynge kan de forvolde uordener som den her omtalte. Det vil sige bruge den stærkeres ret. Derfor foreslår man uforgribelig til de ansvarliges højere bedømmelse, om det ikke kunne gå an at enhver på torvet vagthavende politibetjent, torvemester eller vægter bemyndigedes til, så snart der ved en vogn sås en klynge samlet, at formindske denne, ved at holde så mange som kunne skønnes fra ikke at kunne komme på engang til vognen og hvis nærværelse altså ikke kunne have anden en urimelig hensigt.  Og da disse vagthavende lettere kunne skelne spækhøkerne fra de andre, blev den holdt borte især at anvende hvor disse gæster flokkedes.

(Politivennen nr. 469, 18. april 1807, s.7458-7460)

Uordener.

5) Hjørnehuset af Fiolstræde og Krystalgade hvor spækhøkeren bor, beskæmmes derved at der jævnligt og meget ofte udskylles noget der ligner menneskeskarn i rendestenen til største ubehagelighed for hele omegnen. Dette ses udflyde fra et lille gårdsrum hvis indgang vender udad mod Fiolstræde.

(Politivennen nr. 439, 20. september 1806, side 6989)

Om Mængden af Skænkere i København og Ønske om at deres Antal indskrænkes

De der har det som borgerligt eller frit erhverv at sælge stærke drikke til deres medborgere, og altså - rent ud sagt - holder kro: Vintappere, konditortraktører, egentlige traktører, destillatører, billardholdere, horeværter, dansebodsværter, øltappere, brændevinsbrændere, kaffeværter og teskænkere, spækhøkere og marketendere osv. osv. Når man i København tæller dem, bliver deres antal mellem 2 og 3.000 inden for voldene (uden for dem i forstæderne er næsten hvert hus en kro). Dette er i sandheden en alt for stor mængde udskænkere for en folkemængde som Københavns som man regner til 90.000. Når halvdelen trækkes fra for det køn der ikke går på kro, og atter halvdelen for børn, syge, skikkelige mænd der hellere drikker af det huslige bæger, og nogle få unge mennesker som enten af mangel eller sædelighed holder sig fra kroen - så bliver der kun 22.500 krogængere tilbage. Sikkert alt for mange, og kun en meget lille del kan af domstolen for sædelighed, huslighed, tarvelighed og borgerflid frikendes for at gå på kro. Men alligevel en meget lille mængde gæster i forhold til den uhyre hær af værter. Der er knap 9 gæster for hver vært.

 "Hvorfor skal København netop have 320 brændevinsbrændere, og er dette antal ikke alt for højt! 150 brændevinbrændere, ja færre, ville levere det samme fabrikat for billigere pris." (Billede af destillateur og brændevinsbrænder Peter Matthias Spendrup 1747-1828, Bakkehusmuseet. Eget foto, 2015).

Hvad sjældent sker, at alle disse gæster skulle beværtes på en gang, så kunne dette klares af et langt ringere antal mennesker end nu, til fornøjelse for gæster og rigeligt såvel som ærligt udkomne for værter. For en ussel kro - hvad slags den end måtte være - er en sådan som ikke kan pleje 40 gæster på en gang. Deler man nu krogængernes tal med 40, finder man frem til at 563 eller afrundet 600 er et passende antal værter. Stadens magistrat kan fordele dette tal på de ovennævnte arter af kroer bedre end jeg kan, ud fra det nuværende tals fordeling som rettesnor.

Når 3.000 husfædre og 3.000 husmødre ikke gør staten andet gavn end hvad 600 husfædre og 600 husmødre kunne klare, så er det sandelig stor skade for staden og staten. Beværtningen må nødvendigvis blive dårligere, da der må skæres mere på varerne. Dåren råber at folkemængden vinder. Javel, men den vinder det dårligste der kan vindes: Dovne, usædelige, dumme borgere!

Men dette er dog ikke den værste følge af et overdrevent antal kroer. Den sande ulykke ved dem er den, at de fordærver en stor mængde mennesker på sjæl og legeme.

Man behøver bare at have været en gang på disse skænkesteder for at se den skadeligste indflydelse af deres store antal. Hvilken vintapper, traktør, billardholder og overalt hvilken skænkevært, der altid havde fuldt hus, ville nedlade sig til at være ungdommens forfører. Og er man ikke det, når man skænker for en dreng, uanset stand, når han ikke er i et voksent menneskes selskab.

I dag ser man på billardhusene bordet besat af halvvoksne lediggængere, som her lærer at forøde, bande, ryge og skrå tobak og være fræk mod tøser. Vores traktører skænker op for drenge som for voksne. Og vores værtshusmænd og spækhøkere (især de sidste) mener at for at kunne overleve, er de berettigede til at forføre læredrenge, som man her kan se, bænkede, i færd med at vise kort eller terning i hånden, hvor nemt de har tilegnet sig den visdom de lærer af de voksne gæster, ja værten selv.

Anmelderen er overbevist om skaden af dette uforholdsmæssige antal værter, og beder derfor Københavns magistrat, hvis pligt det er at afværge alt det onde der af mangelagtige indretninger kan forekomme i staden, om at vælge og til kongeligt bifald foreslå bedre. Det er vel ikke muligt, på engang at fratage disse mange mennesker deres nuværende erhverv. Men efterhånden som de nedlægges eller ved døden forlod samme, burde det være en ufravigelig grundregel ikke at uddele borgerskab på sådanne næringsveje, før deres antal var svundet ind til det engang fastsatte.

Al ære til den magistrat, der ved at formindske kilden til lediggang, forførelse, drik, liderlighed og spillesyge, fremmer borgernes moral, sundhed og velstand. Ingen usle grunde hentede fra folkeforøgelsen (for derved forstår statshusholderen kun forøgelse af nyttige folk). Ingen påberåbelse på den i teorien så smukt lydende, men i virkeligheden så urigtige regel at enhver borger bør have lov til at ernære sig ved hvilken som helst lovlig næringsvej han lyster. Intet hensyn til stadens kasses fordel, ved mængde af borgerbreve, bør bevæge den retskafne og for sine borgeres velfærd nidkære øvrighed fra det engang fastsatte mål.

Hvad denne sidste fristelse angår, så er det netop en langt større fordel at hente for stadskassen af den her foreslåede indskrænkning af værternes antal, end der nogensinde kan fås af den uforholdsmæssige antal bevirkede forøgelse i borgerskabsbrevpenge. For når det ved indskrænkningen sikrede antal fik godt udkomme, var det blot rimeligt at tage, hvad heller ikke nogen vært synes hårdt at give, en årlig kendelse til stadskassen. Denne kendelse kunne være fra 100 til 200 rigsdaler om året, og ville indbringe hen imod 100.000 rigsdaler.

Måske var det allerbedste, at enhver der holdt egentligt værtskab, hvert år måtte med oven meldte kendelse skulle forny sit privilegium, og for at få det, skulle forevise politimesterens erklæring, således at den som politiet havde grebet i ungdomsforførelse, skænkeri efter de befalede tider o. lign. ville blive nægtet en anbefaling.

To næringer der nu tillige bruger udskænkning, burde ganske fratages den. Den første er brændevinsbrænderiet, det andet spækhøkeriet. Især er foreningen af spækhøkeri og krohold skadelig, fordi netop unge uerfarne mennesker har mange ærinder hos høkeren og falder således desto lettere i kroholderen klør. Hverken brændevinsbrænderen eller spækhøkeren vil savne denne fortjeneste, når deres medbrødres tal formindskedes efterhånden. Hvorfor skal København netop have 320 brændevinsbrændere, og er dette antal ikke alt for højt! 150 brændevinbrændere, ja færre, ville levere det samme fabrikat for billigere pris. Også spækhøkernes tal kunne og burde formindskes til det halve, til deres egen og hele stadens store fordel.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 336, 29. september 1804, 5346-5353)

Et nyt Slags Opkøb

Foretagsomheden i handelen er nu kommet så vidt hos os, at spækhøkerne endog møder med vogne på Toldbodvejen for der at opkøbe alt det tømmeraffald eller såkaldt brændeaffald som arbejderne på Holmen tager med sig derfra når de går fra arbejde.

Det var hidtil de mindre og fattigere familiers daglige trøst ved denne lejlighed for nogle få skillinger at få det så nødvendige brændsel. Og til en bedre pris end det ellers var muligt. Nu vil det ved at være slut, hvis ikke som man dog håber, høkerne vil skamme sig ved at bruge deres større formuenhed til at fjerne disse brændebundter lige for de fattige køberes næse, for siden at udpinde dem i mindre og dyrere portioner til dem i deres spækhøkerbod.

Det forstår sig at denne nærsomhed nok vil tages i forsvar af mange, ligesom ethvert andet opkøb. Det kan vel heller ikke ligefrem forbydes, eller straffes. Imidlertid skal dog dette blad, hvis denne handel fortsættes, offentlig nævne de høkere, der er slet tænkende nok til at drive den, og måske kan dette hjælpe. Man ved at mangen handler slet, men kun få vil vedkende sig at de handler slet.

Den revsede høker vil vel sige. Hvorfor skal jeg alene nævnes. Hvorfor nævner Politivennen ikke hver kornpuger, der på torvet og før torvet opkøber kornet. Hver hørkræmmer, der opkøber smør, gæs og fødevarer for siden at prange dermed. Hver en af de vakre mænd der vandrer ud for at møde torvevognene på landevejene. Hver stenkulspuger. Hver brændekniber. Jeg svarer: Skaf beviser for enhver sådan handling, så skal gerningsmanden også straks blive nævnt.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 183, 24. oktober 1801, s.2922-2924)