Edith Andersson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord paa Rigshospitalet

En 22-aarig Pige dræber sit spæde Barn.

Opdagelsespolitiets Mordkommission blev Mandag Aften alarmeret til Rigshospitalet i Anledning af, at man havde fundet Liget af et lille Barn i en Kommodeskuffe.

Sagen blev hurtigt opklaret. Der var i Fredags foregaaet en sørgelig Begivenhed derude. En 22-aarig svensk Pige, Edith Andersson, havde den 17. Marts født et Drengebarn, og en halv Snes Dage senere blev hun udskrevet, hvorefter hun genoptog sit Arbejde paa Hospitalet

Hun havde ingen Penge, og det lykkedes hende derfor ikke at finde nogen Pleje til Barnet. Kort før Barnets Fødsel skrev hun til Faderen, men Brevet kom tilbage med Paategning om, at Adressaten er ubekendt.

De andre Piger paa Hospitalet sagde, at hun ikke maatte have Barnet i sit Værelse, og ude af sig selv af Fortvivlelse greb hun da et Stykke Lærred, som hun snørede fast om Barnets Hals. Hun véd ikke, om Barnet straks døde; i hvert Fald havde det udaandet, da hun efter et Par Timers Forløb kom tilbage og saa til det. Saa svøbte hun Liget ind i nogle Aviser og lagde det ned i sin Kommodeskuffe.

Det var Økonomaen, der fandt det under Visitationen paa hendes Værelse.

Efter at Politiet havde faaet denne Forklaring, blev Edith Andersson anholdt. I Gaar fremstilledes hun i Dommervagten, hvor der blev afsagt Fængslingskendelse over hende. Overretssagfører Hulegaard blev beskikket til Forsvarer.

(København 2. april 1925)

Barnemordersken for Nævningetinget.

Den 22-aarlge, aandssvage svenske Køkkenpige Edith Andersson, der i Marts Maaned kvalte sit Barn paa sit Værelse paa Rigshospitalet.

Stor Afhøring af Vidner.

Edith Anderssons tragiske Skæbne for aabent Tæppe. - Uden Familie, uden Venner, i opsagt Stilling og uden Pleje til sit Barn - Stærkt sygelig fra Fødselen og overmaade svagt begavet.

Det var et stakkels, forpjusket Pigebarn, der i Formiddags stedtes for det københavnske Nævningeting - den 23-aarige Edith Andersson, født i Sverrig og sat under Tiltale for den 27. eller 28. Marts i Aar med Overlæg at have kvalt sit Barn. Hun var da Køkkenpige paa Rigshospitalet.

Dommerne: Hoff, Axel Rasmussen og Thorup.

Dommerne var: Axel Rasmussen, Hoff og Thorup. Som Nævninger udtrækkes Direktør Wilhelm E. H. Bang, Kolonialhandler C. H. Schmidt, Inkassator Vernon, Forvalter Edv. Frandsen, Kontorchef Alf V. Olsen, Guldsmed Joh. Hertz, Kontorchef P. H. Alstrup, Prokurist Neerberg, Lektor Jens Christiansen, Malermester Hans P. Andersen, Fru Ella Hansen og Fuldmægtig Vilhelm Frendrup.

Direktør Bang vælges til Formand.

Ledsaget af en kvindelig Politibetjent og en Opdager fra Undersøgelseskammeret, føres Arrestantinden ind og tager Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Axel Hulegaard. Anklagemyndigheden repræsenteres af Højesteretssagfører Ahnfeldt-Rønne.

Efter at Nævningerne er taget i Ed, spørger Retsformanden:

- Edith Andersson! Erkender De Dem skyldig?

- Ja, kommer det svagt.

Retsformanden gaar herefter over til at udspørge den unge Pige om hendes sørgelige Historie.

Den unge Piges Historie.

Edith Andersson fødtes 11. November 1902 i Ekeby i Skaane. Der var mange Børn i Hjemmet, og fra ganske ung sendtes hun ud for at tjene. I Skolen havde hun været meget syg, oftest af øjenlidelser. 17 Aar gammel kom hun til Helsingborg og to Aar senere til København Hun havde her først forskellige Pladser og kom i Maj Maaned ud paa Rigshospitalet som Køkkenpige.

Edith Andersson.

Den 18. Marts fødte hun en Dreng. En Uge efter blev hun udskrevet fra Fødselsstiftelsen og flyttede tilbage til Hospitalet med sin lille Dreng. De blev vel modtaget, og flere af hendes Kolleger og Sygeplejersker var inde for at s ae Drengen.

Hun søgte forgæves en Pleje.

Lørdag Morgen den 38. Marts saa Edith Andersson Bladene efter for at finde en Pleje til sit Barn. Hun søgte en saadan paa Amager, men uden Resultat. Ogsaa andre Steder prøvede hun at faa sit Barn i Pleje Men det forblev resultatløst.

Retsformanden: - Prøvede De ikke at henvende Dem til nogen paa Hospitalet for at faa dem til at hjælpe Dem?

- Nej, jeg mente ikke, at det kunde nytte noget.

Da Barnet blev kvalt.

Samme Aften sad Edith paa Værelset med sin lille Dreng og kunde ikki finde Udveje og besluttede derfor at dræbe Barnet.

Retsformanden: - Tænkte De først paa det paa dette Tidspunkt?

Edith Andersson (stærkt grædende): - Ja.

- De tænkte ikke paa det, mens De laa paa Fødselsstiftelsen?

- Nej, slet ikke. Det var først, da jeg ikke kunde faa det nogen Steder her. Jeg gik da ud paa Gangen og hentede en Strimmel Lærred.

- Bandt De den om Barnets Hals?

- Ja.

- Løst, eller slog De en Knude?

- Jeg slog en Løkke og knyttede den om Barnets Nakke.

- Sov Barnet?

- Ja!

- Skreg det?

- Nej!

Hun vilde bagefter dræbe sig selv.

- Hvad tænkte De paa?

- Jeg vilde tage min Dreng med mig og drukne mig sammen med ham.

- Hvorfor gjorde De det ikke?

- Jeg var sagt op af Hospitalet, men maatte ikke forlade min Plads før den sidste i Maaneden, og det var der flere Dage til.

- Hvad gjorde De saa?

- Jeg lagde Barnet i Sengen, trak Dynen op og gik ud paa Gaden.

- Laaste De Døren?

- Nej, det tænkte jeg ikke paa.

- Var De klar over, at Barnet var dræbt?

- Ja, da jeg et Kvarter efter kom hjem for at se til det, var Barnet blaat.

Barneliget i Kommodeskuffen.

- De lagde Liget i en Kommodeskuffe?

- Ja!

- Hvor det blev fundet af Økonoma Frk. Feldthausen.

- Ja.

- Hvorfor vilde Økonoma se efter i Deres Kommode?

- De mente, at jeg havde taget af Hospitalets Forklæder og saa derfor efter. De fandt saa Liget i en af Skufferne.

Hvad Vidnerne fortæller.

Rigshospitalets Forvalter i Skranken.

Anklageren fremlægger den brede, hvide Lærredsstrimmel og lader Fotografier af Værelset og det fundne Barnelig cirkulere blandt Nævningerne.

Efter en kort Indledning gaar Anklageren over til Vidneførsel. Første Vidne er Rigshospitalets Forvalter, Hr. Kjeld Nielsen, under hvem Personalet sorterer.

Anklageren: - Det sker vel af og til, at en af Køkkenpigerne skal have et Barn?

Kjeld Nielsen: - Ja, ikke saa sjældent.

- Faar de saa Lov til at blive paa Hospitalet?

- Ja. Hun faar Løn til den Dag, da hun forlader Hospitalet for at føde, og paany fra den Dag. da hun melder sig til Tjeneste efter Fødselen.

- Hvis Edith havde henvendt sig til Dem og skildret sine Vanskeligheder med at faa Barnet anbragt, hvad vild De saa have gjort?

- Jeg vilde have henvendt mig til Fødeafdelingen og søgt at faa hendes Barn i alt Fald foreløbig anbragt her.

- Edith var sagt op.

- Ja, fordi hun ikke var gaaet ind i en Sygekasse, saaledes som alle Køkkenpigerne skal.

Retsformanden: - Er der ikke en ret livlig Mandfolketrafik paa Køkkengangen?

Vidnet: - Det tror jeg egentlig ikke. Køkkenpigerne maa nok have Besøg. men kun til 10½ Aften, og der bor to Piger sammen.

Da Liget blev fundet. - Tøjpakken, som ikke maatte lukkes op.

Med praktisk talt uhørlig og hurtig Stemme forklarede Økonoma Frk. Feldthausen, hvorledes hun fandt Barneliget.

- I Kommoden, siger Frk. Feldthausen, fandt jeg en indbundet Pakke Tøj, som jeg tog ind med paa Værelset. Edith vilde ikke have mig til at lukke den op.

- Hvad sagde hun?

- At der ikke var noget i. Jeg saa efter og fandt Barnet.

"Familien skulde have Barnet".

Underøkonoma Frk. Dagmar Jensen havde spurgt Edith, hvad hun vilde gøre ved Barnet. Edith svarede, at det enten skulde i Pleje paa Amager eller hos hendes Kærestes Familie i Nykøbing. Falster.

Retsformanden: - Er det sandt?

Edith Andersson: - Ja. Det sagde jeg.

- Hvem tænkte De paa?

- Ikke paa nogen.

- Hvad De sagde var altsaa ikke sandt?

- Nej.

Forsvareren: - Hvorledes er Deres Indtryk af Ediths mentale Tilstand?

Frk Jensen: - Hun er sløv og meget daarligt begavet i alle Retninger. Jeg havde meget ondt af hende.

Mordersken fortalte, at Barnet var hentet. 

Laura Christiansen, der delte Værelse med Edith Andersson, fortæller, at hun ikke havde talt særlig med Edith om Barnet. De drøftede ikke intimere Ting, kun i Almindelighed havde hun sagt til Edith, at hun "skulde opføre sig pænt".

Anklageren: - Umiddelbart efter at Barnet var blevet dræbt, kom De op paa Ediths Værelse. Hvad sagde hun da?

Vidnet: - At hendes Familie havde været der og hentet Barnet.

Paa ssmme Maade udtaler Fru Alvilda Larsen sig. Til hende havde Edith sagt, at Barnet først skulde paa Amager, derefter til Nykøbing.

Edith Andersson troede, at Barnet skulde være ude Inden Aften.

Ogsaa det næste Vidne, Frk. Astrid Nielsen, fortæller, at Edith til hende har sagt, at Barnet var hentet.

Retsformanden: - Hvorfor sagde De det?

Edith Andersson: - Jeg troede ikke, at jeg maatte have Barnet hos mig Natten over.

- Hvem sagde det?

- De andre unge Piger.

- Hvem af dem?

- Det husker jeg ikke.

Saavel Inspektøren som Økonoma hævder med Sikkerhed, at der aldrig har været Bestemmelser paa Rigshospitalet om, at unge, fødende Køkkenpiger ikke maatte have deres Barn hos sig i en saadan Situation. Det er aldrig betydet nogen af de unge Piger, at deres Barn skulde bort inden Aften.

En moralsk Forandring, efter at Edith kom paa Rigshospitalet.

Som Vidne afhøres Arrestantindens Søster, Husassistent Frk. Hilma Andersson, der skildrer sin 3 Aar yngre Søster som meget svagelig og syg fra Fodselen. Ogsaa Hilma Andersson tjener her i Byen, og de to Søstre kom i sin Tid jævnligt sammen. Forbindelsen mellem dem blev afbrudt, da Edith kom paa Rigshospitalet. Der foregik da en Forandring med Ediths Moral: Hun begyndte at løbe med Mandfolk.

Begge Søstre bliver stærkt bevægede, efterhaanden som Talen føres ind paa Hjemmet i Ekeby og deres Moder.

Retsformanden: - Hvorledes var Edith blevet modtaget, hvis hun var kommet hjem med sit Barn?

Hilma Andersson: - Hun var blevet godt modtaget.

- Hun har antydet, at hun ikke turde komme hjem.

- Det maa saa være for Sladderen.

Den unge Sømand.

Som Vidne afhøres Sømand Heinrich Poulsen, der benægter at have været sammen med Edith mere end to Gange. Han hævder aldrig at have staaet i normere Forbindelse med hende.

Anklageren: - Havde De tænkt det som en varig Forbindelse?

Vidnet: - Nej!

- Der foreligger dog Breve fra Dem. der stærkt tyder paa det modsatte.

- Jeg havde ikke tænkt mig det.

Hun er aandssvag.

Efter at endnu et Par Vidner er afhørt, oplæser Anklageren en Erklæring fra 6. Afdeling, hvor Edith har været indlagt til Observation,

Erklæringen gaar ud paa. at hun er i lettere Grad aandssvag.

Efter en Frokostpause, fik Sagførerne Ordet, herefter Nævningene trak sig tilbage. Dommen falder i Aften.

(Nationaltidende 2. juli 1925. 2. udgave)

Vandringen til Forbedringshuset.

Den aandssvage Pige. der dræbte sit Barn paa Rigshospitalet. Divergerende Opfattelse mellem Nævninger og Dommer.

Edith Andersen, bevogtet af en kvindelig Betjent, græder, medens hendes Søster afhøres som Vidne.

Et Nævningeting i Østre Landsret behandlede i gaar i København Sagen mod den 22-aarige, nærmest aandssvage Gangpige paa Rigshospitalet Edith Andersen, der en Dag paa sit Værelse ombragte sit nylig fødte Barn og laasede det ned i en Kommodeskuffe.

Gennem Procedure, Dokumentation og Vidneførsel oprulledes her et trist Billede af en uerfaren og aandeligt set ganske uudviklet Pige, der fra et Fattigmandshjem i Sverig sendtes ud blandt fremmede uden nogen som helst Mulighed for at hævde sig, og som derefter sank uhjælpeligt ned for at ende som Forbedringshusfange.

Edith havde forskellige Pladser i velhavende og Jævntstillede Hjem, men ingen Steder kunde hun gøre Fyldest. Efter at have faaet Pladsen paa Rigshospitalet, stiftede hun Bekendtkab med forskellige Mandfolk. gik ud med dem om Aftenen og var dem til Vilie - uden egentlig at nære erotisk Tilbøjeligheder, blot fordi hun mente, 

at saadan hørte det sig til.

Edith blev frugtsommelig, kom paa Fødselsstiftelsen, hvor hun følte et Drengebarn, hvis Fader hun overhovedet ikke kunde angive, kom tilbage i sin Plads paa Rigshospitalet og dræbte saa Barnet, efter - saaledes som hun selv siger - forgæves at have søgt en Pleje til det.

Fra Kommunehospitalets Afdeling, hvor Edith efter sin Anholdelse blev indlagt til Observation, skriver Overlægen, at hun er en underbegavet Pige. Hendes Kundskabsmængde er ganske ringe, 

hnn véd ikke, hvor mange Dage, der er i et Aar, 

kender Intet til. om Tyskland vandt eller tabte Krigen, og véd ikke, hvor længe et Svangerskab varer. Paa Spørgsmaalet om, hvorfor Kvinder gerne vil giftes, svarer hun resolut: "For at blive fri for at arbejde."

Overlægen mener, at Edith er aandssvag i lettere Grad, og at der ikke findes andet Tegn paa Sindssygdom end en vis Depression, der ikke kan antages at have haft direkte Forbindelse med hendes Forbrydelse.

Retten spurgte efter Procedurens og Vidneførselens Afslutning Nævningerne, om Edith var skyldig i Overtrædelse af Straffelovens Paragraf om overlagt Barnemord, om hun kunde dømmes efter den almindelige Paragraf om forsætligt, men ikke overlagt Barnemord, eller om hun faldt ind under

den mildere Barnemordsparagraf,

der tager Sigte i første Række paa Mødre, der ombringer det nyfødte Barn umiddelbart efter Fødselen og uden endnu at være sig Sagen fuldkommen klart bevidst.

I sin "Retsbelæring" til Nævningerne udtalte Retspræsident, Dommer Axel Rasmussen udtrykkeligt, at efter hans Mening kunde den nævnte mildere Paragraf ikke komme til Anvendelse.

Ikke desto mindre dømte Nævningerne, at Edith kun var skyldig efter denne Paragraf, og udtalte samtidig, at Edith faldt ind under den saakaldte Taabeparagraf, hvis Anvendelse medfører nedsat Straf.

Under disse Forhold virkede det ret overraskende, at Dommeren umiddelbart efter afsagde den skarpe Dom: To Aars Forbedringshusarbejde.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 3. juli 1925).

Ali Nouri Bey (1858-1937) og Hairie Ben Ayad (1879-?). 1/7. (Efterskrift til Politivennen)

Oprindelig hed Ali Nouri (alternativ stavemåde: Ali Nuri Dilmec) Knut Gustaf Noring (Thorup?) og kom fra Sverige. Han var forfatter, lærer og bogsamler fra Malmö. I 1879 rejste han til Konstantinopel og konverterede til islam. I 1884 blev han gift med en tunesisk prinsesse. Samme år udnævnt til tyrkisk generalkonsul i Athen, senere Serbien, Krim, og Rotterdam. Sultanens formål var at han skulle spionere på hans modstandere, ungtyrkerne. Men i stedet gik Ali Nouri over på deres side.

Prinsessen hed Hairie (alternativ stavemåde: Hayrye) og blev som 18 årig bortgivet som brud til en tyrkisk pasha som var polygamist. Efter to år blev det hende for meget og flygtede fra Tyrkiet. Allerede da prinsessen var omkring 25 år, holdt hun foredrag i Europa og USA om forholdene i tyrkiske harem. 

Parrets sympatier for Ungtyrkere blev opdaget, og de faldt 1901 i unåde hos sultanen. Prinsesse Hairie undslap fra parrets hus i Konstantinopel der var under konstant overvågning af spioner, ved at nogle venner smuglede kufferter og hendes to børn ombord på et fransk dampskib til Galata i Grækenland. Det lykkedes hende at slippe uset ud af huset og køre til havnen. Hun ventede her i en kø indtil landgangen var ved at blive taget, hvorefter hun løb over en åben plads og sprang på skibet før nogen kunne nå at stoppe hende.

De rejste tilbage til Sverige og flyttede i de efterfølgende år rundt omkring, boede bl.a. også i København. I 1900-tallets første årti skrev Ali Nouri flittigt i vestlige medier og ofte citeret som ekspert på tyrkiske forhold. Da ungtyrkerne tog magten i Tyrkiet i 1909, rejste han tilbage til Tyrkiet hvor han levede i ubemærkethed til sin død. 

En tyrkisk prinsesse som Foredragsholder.

Fra London skriver en Korrespondent: Vor By kan i de kommende Uger vente siq noget splinternyt paa Forelæsningsomraadet, idet man for første Gang vil se en tyrkisk Dame, tilmed en Prinsesse, offentlig optræde som Foredragsholderske.

Den paagældende Dame, hvis Navn er Prinsesse Hairie Ben Ayad, er gift med Ali Nouri Bej, fhv. tyrkisk Konsul i Rotterdam Begge er ivrige "Legitimister", d v. s. Tilhængere af "Sultan" Murad, Abdul Hamids Broder, der har været holdt fængslet i Konstantinopel siden Broderens Tronbestigelse.

Murad, fortæller Prinsessen, er ingenlunde sindssyg, som Rygtet paastaar, men fuldstændig rask, baade i aandelig og legemlig Henseende. Hun agter nu sammen med sin Mand at begynde en Agitation i England til Fordel for Murad; allerede mens de opholdt sig i Tyrkiet forsøgte de derpaa, men opnaaede kun at blive sat under retslig Tiltale, af hvilken Grund de strax flygtede til Vestevropa.

Som en Slags Indledning til sit "Felttog" agter Prinsesse Hairie at holde en kort Række Forelæsninger. Disse vil dog ikke omhandle politiske Forhold, men kun dreje sig om den tyrkiske Kvinde, hendes Liv i Hjemmet, Haremets Mysterier, Slaveriet i Tyrkiet og andre Warner, som kun en tyrkisk Kvinde kan vide Besked om.

Prinsesse Hairis, der er den  første tyrkiske Dame af Rang, som offentlig viser sig i England, er en høj, mørk Kvinde med en smuk Figur og fine Ansigtstræk. Hun vil sikkert "gøre sig"

(Nordjyllands Arbejderblad 14. august 1901).

Princess after the Sultan

"THE secrets of the harem" are to remain secrets no longer. Simultaneously with the publication of M. George Dony's new book, "The Private Life of the Sultan," a lady of high degree has just come London to make a further expose. She proposes to begin a crusade against the degradation of her countrywomen, and after she has created a movement of reform to emanate from England, she will go to the United States.

This female knight errant of modern days is the Princess Hairie Ben Ayad, the wife of a former Turkish consul at Rotterdam, who has espoused the cause of the "Legitimist" party In Turkey and has, in consequence, been condemned to prison for ten years. He escaped to England and his wife has just joined him after numerous exciting experiences. The party of the "Legitimists"is in favor of the deposed sultan, Murad, the elder brother of the reigning monarch, Abdul Hamid. Murad has been in prison at Constantinople for over twenty-five years and his party claims that all evils in Turkey would be righted If he were restored to power.

The Princess Hairie bids fair to become the latest London fad and her movements are chronicled as if she were a personage of extraordinary Importance. She possesses great beauty, having a face of unusual refinement for the somewhat heavy brunette type of the east, and she carries herself in a regal way. She drives out with her husband frequently, but always veiled, wearing a long black satin cloak and hood, from which the veil hangs to the throat. In the house she loves to wear the close fitting garments of the European.

HAIRIE BEN AYAD; THE TURKISH PRINCESS WHO IS TELLING TALES ON THE SULTAN.

She is a daughter of the late Mahomond Pasha Ben Ayad of Tunis, who represented his country at the court of Franco during the time of Napoleon III and received several marks of honor from the emperor. He kept a magnificent harem of over 500, including his wives and female slaves, so that his daughter knows of things whereof she speaks, although her own husband has not indulged in the luxury of so many wives. She is the first Turkish lady who has ever set foot in Europe with the mission of making known the social condition of her native land, but she says that there are many other women in Turkey who would come forth In like manner If they dared, and that they are keenly conscious of their miseries.

The sultan himself seems to be the greatest polygamist. Although a law exists which permits a man to have only four wives at the same time and another which prohibits slavery, the sultan disdains to be bound by either law. But his greediness to adquire so many wives brings him no end of trouble, for each one becomes the center of a political faction as soon as she enters the royal palace. Many of them are very shrewd and ambitious, and sometimes not overly fond of his Imperial majesty. One of his wives was accused of conspiracy against him about a month ago, and the sultan shot her with his own hand. Another one was sent into exile as late as last week, being suspected of setting unto his majesty's bedroom. She was only saved from death because she had been a favorite wife for over fifteen years and she had a brother high in political power.

The sultan seldom condescends to marry legally any of his wives, according to the princess, unless he takes a fancy to the wife of one of his subjects who is powerful enough to refuse to give her up. The sultan then decrees her divorced and goes through the form of marrying her. If he becomes tired of a wife, one of his royal ministers receives her as a present whether the minister wants her or not. Another way of disposing of these wives is to present them to his political enemies, who dare not refuse them, and who thus take a spy into their own household in constant communication with the throne.

The women of Turkey could be well educated if the sultan and the religious teachers - who are his tools - would permit. But they have recently banished the English governesses from Turkish homes and they oppose the foreign schools, Catholic and Protestant, which have been established among them. The princess speaks very highly of the American school for girls at Constantinople, which, she says, is liberally patronized by the daughters of advanced Mussulmans, notwithstanding the opposition of the sultan. The priests try to keep the people, especially the women, In Ignorance. These priests are in the employ of the government; they are the official surveyors of the wards and delegated by the municipality to arrange the marriage contracts. But the priest acts in this respect more as a magistrate than as an official of the church and the marriage is merely a business contract. If the parents pay him an extra sum he will deliver a long prayer at the end, but otherwise not. The bride and bridegroom hold separate fetes in honor of their marriage. If either family has a large house the fetes are celebrated on the same day in different apartments, but If not they occur on different days.

The only thing in which the women score in Turkey is in the "dot." The husband must give a dowry to his wife If he marries her by law but what the wife brings remains still her own. Her husband has no legal right to appropriate It. It Is probable, however, that the poor Turkish woman as a general thing falls to enjoy this right, as well as so many others which are hers in law, but not In reality.

REBECCA A. INSLEY.

(The Illustrated Bee 20. oktober 1901)

Den egyptiske prinsesse, Hairie ben Aiad, søster til Cherif paschas gemal, datter af Mahmud Pascha Ben-Ayad. Ali Nouri Bey, egentlig Gustaf Noring. (Hvar 8 dag, 1901/1902 nr. 1 6. oktober 1901.

I oktober 1901 besøgte Ali Nouri København, i hvilken anledning Nationaltidende 28. oktober 1901, 2. udgave bragte et næsten helsides interview med ham på forsiden. Han var da blevet dømt til døden af sultanen. Her udtalte han sig i kraftige vendinger imod den sultan som havde overtaget styret efter sin broder ved at erklære ham for sindssyg. I artikler i aviserne (Nationaltidende 17. november 1901, Dagbladet (København) 20. marts 1902, Nationaltidende 4. september 1903 2. udgave.) vedblev han herefter at berette om paladsrevolutionerne og omskiftelserne i Tyrkiet.

Rosa Heath - 1898. (Efterskrift til Politivennen)

Rosa Heath.

Mange vil endnu erindre en lille Englænderinde Miss Rosa Heath, der i Sommeren 1890 optraadte i Arenatheatret og sang og dandsede sig ind i Alles Hjerter.

Hun var ung (kun 18 Aar), smuk og bevogtedes af en nidkjær Moder, der ikke vilde se sin lille Guldfugl i den første den bedste Fuglefængers Næt.

Altid saa man de to sammen, den slanke unge Pige med Smilehullerne i de runde Kinder og den let graanende Moder, en værdig Dame, der et Par Aar senere giftede sig med en engelsk Artist.

Rosa Heath lo og smilte til Alle. hun kjendte, men foretrak Ingen fremfor de Andre og gjorde i det Hele taget Indtrykket af den uangribeligste Dyd. Selv forhærdede Don Juan er opgav Ævret og stod flaue og flade overfor det forbausende Blik i den unge Piges blaa Øine.

Saa kom imidlertid den, der blev hendes Skjæbne.

Han var Svensker, ung, rig, Adelsmand og Officer i et svensk Husar regiment.

Den flotte unge Kavaller med det solbrændte Ansigt og den lyse Snurbart tog den lille Rosas Hjerte fangen. Hun elskede ham og havde kun Øie for ham, naar hun oppe paa Scenen bøiede sit smidige Legeme i den vuggende Dands.

Da den unge Officer efter nogle Ugers Ophold her reiste tilbage til Sverig, fulgte Rosa med ham. En skjøn Dag var de begge forsvundne, og Rosas Moder satte forgjæves Himmel og Jord i Bevægelse for at faa sin Guldfugl tilbage.

Efter et fjorten Dages Ophold i Sverig sammen med den Elskede fik Rosa at vide, at han var gift. Slaget var overvældende, den unge Pige sank fuldstændig sammen og hendes Aand formørkedes.

Hendes Moder, der imidlertid havde faaet hendes Opholdssted at vide, reiste over for at hente hende og vendte tilbage med en vanvittig Stakkel, der sad hensunken i sløv Apathi og stirrede med glandsløse Øine frem for sig.

Det var, hvad der var tilbage af den forhen saa glade og venlige Rosa Heath.

Hun blev bragt til England, hvor hun har tilbragt de mellemliggende otte Aar i et Galehus. Hun er uhelbredelig sindssyg, men Sygdommen har nu antaget en mildere, mere afdæmpet Form, der gjør, at Moderen har kunnet tage hende ud af Sindssygeanstalten.

For Tiden opholder de sig begge i Kjøbenhavn. Forleden Aften var de i Cirkus, hvor de, der kjendte hende, med Deltagelse lagde Mærke til den unge Pige, der sad aandsfraværende og i grublende Taushed ved sin Moders Side.

Hendes Tanker kredser endnu uafbrudt om hendes første Kjærlighed og den troløse Elsker, der sveg hende saa hjerteløst.

Rosa Heath kommer aldrig til at synge og dandse mere. Hun dandsede glad som en Lærke i Ulykkens Favn, den sorte Ulykke, hvis kolde, klamme Arme for stedse har kvalt al Glæde og Livslyst i den unge, indtagende Englænderindes Sjæl. (St. Av.)

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 13. juli 1898)

Rosa Heath.

Den sidste farlige Kur.

Blandt de Beviser, vi stadig modtaget paa Folks Tillid er ogsaa det, at man daglig kommer til os oq beder os rette og gøre god igen den Uret, som det dumme Aftenblad begaar.

I Gaar var det Fru Heath fra London og hendes Datter, Frk Rosa Heath, der kom for at beklage sig.

Rosa Heath er en ung dansk-engelsk Dame som i Sommeren 1890 optraadte paa Arenateatret.

Hun høstede megen Beundring og vandt sig mange Venner, og hendes bekendte sørgelige Skæbne gik alle nær til Hjærte.

Man husker sikkert, hvorledes hun tilIidsfuldt og opfyldt af Kærlighed til en svensk Husarofficer, en Adelsmand, opgav sit Engagement og rejste med ham, for saa Dage senere at opdage, at han havde bedraget hende paa det skændigste.

Fru Heath fandt sin Datter som en sindssyg Stakkel, bragte hende til England og lagde hende ind paa et Internat.

Sidst var hun bleven behandlet af den bekendte Sindssygelæge, Professor Forbes Winslow, der har ment, at en Rejse hertil og til Stockholm, hvor hun muligvis kan komme til at se sin første Ungdomselskede igen, vil bringe hende helt ud over den apathiste Sløvhed, hvori hun i de forløbne 8 Aar har været hensunken.

Miss Rosa sad ganske stille og tankefuld, da hun og Moderen besøgte os - det syntes hende saa uendelig ligegyldigt, hvad Bladene skrev om hende.

Men hendes Moder, en aldrende Dame, fuld af Liv, Elskværdighed og Energi, var meget ked af en aldeles vildledende Artikel, der havde staaet i "Aftenbladet" forleden Søndag.

Blandt andet bad hun os oplyse, at det var aldeles urigtigt, at hun et Par Aar efter Rosas Optræden i København havde giftet sig med en engelsk Artist. Hun var endnu den Dag i Dag gift med den engelske Ingeniør Heath, som hun var det den Gang. Han levede endnu og var 81 Aar gammel.

Nu rejser Rosa Heath, der en Gang var kendt og beundret af alle Københavnere til Stockholm for ved at rive op paany i det gamle Saar muligvis helt at kunne blive sjælelig frisk igen.

Vi ønskede Mrs og Miss Heath alt muligt Held med den farlige kur.

Men selv om hun vilde blive helt kureret, til Scenen gaar hun ikke.

(Folkets Avis - København 22. juli 1898).

Der bor for øjeblikket en englænder i København som for otte år siden var byens samtaleemne i hele Norden. Rosa Heath, dengang kun 18 år gammel, optrådte som solodanser på Arena Teatret og sang sig samtidig ind i alles hjerter, for hun favoriserede ingen, og alle angreb på den smukke brites lille hjerte blev nådesløst afvist. Der mødte hun en svensk husarofficer som endda fandt nåde i øjnene af hendes strenge mor, som altid var med hende. Det varede ikke længe ​​før hun blev lidenskabeligt forelsket i ham, og selv når hun svingede i dansen på scenen, tog hun aldrig øjnene fra ham. Pludselig brød Miss Heath sin kontrakt med Arena Teatret og forsvandt med den smukke husarløjtnant. Hendes mor satte alle myndigheder i gang - forgæves; parret var ingen steder at finde. Efter at Miss Heath havde tilbragt fjorten dage i Sverige, erfarede hun, at hendes idol var ægteskab. Denne nyhed knuste alle hendes håb på én gang, og den stakkels piges sind blev formørket. Hun blev bragt tilbage til England, hvor hun kom til at tilbringe otte år på et asyl. Nu er hun på vej mod bedring, og hendes første ønske var at besøge byen, hvor hun mødte den troløse mand, der stadig holder om hendes hjerte og hver eneste tanke.

Zur Zeit weilt in Kopenhagen eine Engländerin, die vor acht Jahren das Tagesgespräch im ganzen Norden bildete. Rosa Heath, die damals erst 18 Lenze zählte, trat im Arenatheater als Solotänzerin auf und sang sich gleichzeitig in Aller Herzen, denn sie bevorzuate Keinen und alle Attacken auf das kleine Herz der schönen Britin wurden erbarmunaslos abgeschlagen. Da lernte sie einen schwedischen Husarenoffizier kennen, der selbst in den Augen der strengen Mutter, die stets bei ihr weilte, Gesallen fand. Es dauerte gar nicht lange, so liebte sie ihn leidenschaftlich, und selbſt wenn sie auf der Bühne sich im Tanze wiegte, wandte sie keinen Blick von ihm. Ploötlich brach Miß Heath ihren Kontrakt mit dem Arenatheater und verschwand mit dem hübschen Husarenlieutenant. Die Mutter setzte alle Behörden in Bewegung — umsonst, nirgends war das Pärchen zu finden. Nachdem Miß Heatt sich 14 Tage in Schweden aufgehalten hatte, erfuhr sie, daß ihr Ideal — verheirathet war. Diese Nachricht vernichtete alle Hoffnungen mit einem Schlage und der Geist des armen Mͤädchens umnachtete ſich. Sie vurde nach England zurückeschafft, we sie acht Jahre im Irrenhause zubringen müßte. Jetzt befindet sie sich wieder auf dem Wege der Besserung und ihr erster Wunsch war, die Stadt aufzusuchen, in der sie den treulosen Mann kennen lernte, dem noch heute ihr Herz und jeder ihrer Gedanten gehört.

(Vorwärts, 31. juli 1898, Milwaukee)

Ernst Linder blev senere en kendt krigshelt, fx her i Aarhus Amtstidende 24. april 1918. Som det ses ligner hans uniform faktisk dragonløjtnant Sixten Sparre, den mandlige part i dramaet om Elvira Madigan.

Rosa Heaths skæbne levede på mange måder op til hvad bl. a. filosoffer, præster og læger mente om kvinder: en lavere rangerende status som svag, syg og ufuldkommen som menneske. En rolle som kvinder tvunget af omstændighederne, accepterede, og som de reagerede over for fx gennem sygdom.

En Særling der levede under frygtelige Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

 En Særling der levede under frygtelige Forhold.

Værelset, der havde fungeret som Skarnspand i mange Aar.

I en Ejendom i Badstuestræde har i længere Tid levet en gamnmel svensk Kvinde, ved Navn Luise Gustafson, der som eneste Indtægt har haft. hvad Ejendommens Beboere gav hende. Hun boede i et usselt Rum helt oppe under Taget, men hun, der har boet Ejendommen i mange Aar, har aldrig tilladt nogen, at se hvorledes hun boede.

Igaar kom en af Beboerne alligevel til - ved et rent Tilfælde, at se hvorledes der saa ud hos hende. Der var i det lille Rum ikke mere end maaske en Kvadratalen fri Plads. Resten af Værelset - fra Loft til Gulv, var tæt pakket med alt 

det Affald, som ellers findes i Skarnkasserne.

Der var en frygtelig Stank deroppe. Gennem de mange Aar havde hun faaet alt dette samlet sammen, til det tilsidst var gået saa vidt, at hun selv maatte sove paa Gangen udenfor. hvor Beboerne bragte hende Maden.

Igaar blev Sundhedspolitiet tilkaldt og to Arbejdere sat i Gang med at tømme Værelset for dets

lidt usædvanlige Indbo.

Kort efter at Arbejdet var begyndt tog vores Fotograf ovenstaaende Billede til os. Men der var mindst 4-5 Gange saa meget tilbage i Værelset. Bl. a. et Bord som man vidste var der, men som man endnu ikke havde fundet.

(B. T. 30. september 1920).

Sædelighedsforbryder: Bagermester Thorendal. (Efterskrift til Politivennen)

Sædelighedsforbrydelser

Bagermester Thorendal idømt 3 Aars Tugthusarbejde.

Bagermester Niels Christian Frederik Vilhelm Thorendal, der har havt Forretning i Falkoneralleen Nr. 12, er ved Højesteret idømt 3 Aars Tugthusarbejde for Forbrydelser mod Sædeligheden.

Sagen mod Thorendal paabegyndtes for ca. 1½ Aar siden ved Frederiksberg Birk, foranlediget oprindelig ved Alimentationssag fra en ung Tjenestepige, som han havde forført og som havde faaet et Barn ved ham. Under denne Sag fremkom der saa graverende Oplysninger, at det foranledigede Retten til at arrestere Bageren, og nu kom der en Mængde Forbrydelser for Dagens Lys.

Frederiksberg Birk idømte ham 8 Aars Tugthusarbejde; Straffen blev af Overretten nedsat til 3 Aar, og Højesteret stadfæstede forleden denne Dom.

Af det i Sagen oplyste fremgaar det, at Thorendal har forbrudt sig mod en Række af Straffelovens Paragrafer for paa sædelige Omraade, nemlig §§ 170, 174, 176 og 185. Han har øvet Vold, Utugt med mindreaarrige Piger, Uterlighed, samt Krænkelse af Blufærdigheden og og under Sagen er fremført ikke mindre end 9 Kvinder, der har staaet i hans Tjeneste, og som har været Ofre for hans brutale Lyster.

* * *

Forbryderens 9 Ofre.

Thorendals 1ste Offer var Pigen A. (Dette og de følgende Bogstaver er kun anonyme Mærker paa de vedkommende forurettede Kvinder, hvis virkelige Navne selvfølgelig ikke nævnes for Offenligheden.) Hun var 21 Aar, da hun 4. Februar 1889 kom til at tjene Thorendal som Butiksjomfru i en Forretning, han den Gang havde i Slotsgade. Han fordulgte at han var gift, og han boede alene i Lejligheden med Pigen. Han forsøgte straks de første Dage at tiltvinge sig Kys hos hende og at tage hende om Livet, og den 19. Februar forsøgte han i et til Butiken stødende Beboelsesværelse at tiltvinge sig Samleje med hende. Men hans Forsøg lykkedes ikke, dels paa Grund af hendes Modstand, dels fordi der kom Folk i Butiken. Otte Dage senere lukkede han hende ind i sit Soveværelse, hvor han trods hendes Graad og Bønner kastede hende om paa Sengen og tumlede saa længe med hende, at hendes Modstand blev brudt og han fik sin Vilje. Han havde senere flere Gange Samleje med hende indtil hun midt i Marts mærkede, at hun var besvangret ham, og han lejede da et Værelse til hende, hvor de mødtes til fornyet Samleje. Grund til, at Pigen ikke straks forlod Tjenesten efter Thorendals Voldtægtsforsøg, men senere endog hengav sig til ham, har hun forklaret, at hun længe havde gaaet arbejdsløs og ikke turde meddele sin Familie det Passerede.

Thorendals 2det Offer, den 16aarige Pige B, kom i hans Tjeneste 29. November 1889, da han havde Forretning i Falkoneralleen. Straks den første Nat, hun opholdt sig i hans Hus, blev hun vækket ved at Dynen i hendes Seng blev smækket op over hendes Hoved, og Thorendal, der kun var iført Skjorte og Underbenklæder, lagde sig op i Sengen hos hende. Hun skreg om Hjælp, men Skrigene kvaltes under Dynen. Hun kæmpede af al Magt for at værge sig, men Thorendal, der er en stor og kraftig Person, kunde sagtens overvinde den unge Piges Modstand, og han tiltvang sig Samleje med hende. En Morgen, et Par Dage derefter, kom han atter ind til hende, der laa afklædt i Sengen. Hun gjorde al tænkelig Modstand, men han tiltvang sig paany Samleje med hende, og han truede hende med, saafremt hun skreg, at han vilde angive hende som den Skyldige overfor hendes Forældre. Ved Juletid 1889 kom han paany en Morgen tidlig ind til hende, der laa i Sengen, og tiltvang sig igen ved Vold Samleje med hende, uagtet hun paany gjorde al den Modstand hun kunde. Der hengik ved denne Lejlighed omtrent et Kvarter, inden han overvandt hende, og i den Tid skreg hun uophørlig i sin Angst: "Lad være, Thorendal!" En Kone, der sov i et Værelse i Nærheden havde hørt Skrigene, der gjorde Indtrykket af at være udstødt af et Menneske, der er i fortvivlet Sindsstemning, og senere paa Dagen, da Pigen græd, spurgte Konen om Aarsagen hertil, og Pigen erklærede da, at Thorendal havde været grov mod hende, uden nærmere at forklare Beskaffenheden af hans Opførsel, og hun bad Konen ikke omtale til nogen hvad hun havde hørt. Hun blev i Tjenesten til September 1890, og i dette Tidsrum har Thorendal omtrent 20 Gange Vold tiltvunget sig Samleje med hende, dels paa hendes Kammer, dels i et Værelse ved Butiken. Hun modsatte sig stedse af yderste Magt hans Voldshandlinger, bl. a. ved at rive ham i Haar og Skæg og bide ham i Armen. Hun blev besvangret og fødte i Januar 1891 et Barn. Som Grund til, at hun trods Thorendals Opførsel blev saa længe i hans Tjeneste, angav hun dels, at hun var i høj Grad uvidende paa det kønslige Omraade og derfor, omend hans Behandling var hende i højeste Grad modbydelig, ikke tilfulde forstod dens Betydning, dels at hendes Forældre havde strængt forbudt hende at løbe af Tjenesten, dels endelig, at Thorendal havde truet hende paa forskællig Maade, hvis hun røbede Forholdet. Hendes Forældre og daværende Forlovede har bekræftet, at hun, da hun kom i Thorendals Tjeneste, var temmelig uvidende om alt, vedrørende det kønslige Forhold mellem Mand og Kvinde, og Forældrene har udsagt, at efter at deres Datter var kommet i Thorendals Tjeneste, var hun ofte forknyt og gik og græd, men de anede ikke Grunden og forbød hende at forlade Tjenesten i Utide.

Det 3dje Offer, Pigen C. var 19 Aar, da hun 1. December 1889 kom i Thorendals Tjeneste, altsaa samtidig med forannævnte Pige. Straks den anden Morgen, hun var i Tjenesten, vækkede han hende i Sengen med et Kys, og han vedblev derefter næsten daglig med at frarøve hende Kys og førte slibrig Tale til hende. Bl. a meddelte han hende, at han havde staaet i Forhold til en tidligere i hans Tjeneste værende norsk Bagerjomfru, og han opfordrede hende til at rejse bort med ham og lovede hende et Bageriudsalg at bestyre, hvor han da vilde komme og besøge hende. Misfornøjet med hans Behandling forlod hun Tjenesten efter 9 Dages Forløb den 9. December. Forannævnte Pige B. har forklaret, at hun en Dag saa Pigen C. komme grædende ned fra sit Kammer og hele Dagen gik og græd, uden at hun til nogen beklagede sig over Thorendal. 

Det 4de Offer, Pigen D, var 18 Aar, da hun fra 1 Septbr til 1. Oktbr 1890 tjente hos Thorendal, der straks begyndte at føre letsindig Tale til hende og opfordrede hende til at gaa ud med ham, hvilket hun bestemt vægrede sig ved. En Nat i Slutningen af Maaneden vaagnede hun ved at han stod bøjet over hendes Seng og forsøgte at tiltvinge sig et Kys, hvilket dog ikke lykkedes ham, da hun gav sig til at skrige og gjorde stærk Modstand. Da Svenden hørtes komme, tyssede Thorendal paa hende og forlod Værelset. Svenden har forklaret, at Pigen til ham grædende har beklaget sig over Thorendals Adfærd mod hende. Hun forlod Tjenesten nogle faa Dage derefter.

Det 5te Offer, den 21aarige E. kom den 1. Oktober 1890 i Thorendals Tjeneste. Paa sin sædvanlige Maade begyndte Thorendal straks at føre slibrig Tale til hende og at opfordre hende til at tilstaa ham Samleje. En Nat, da hun laa afklædt i sin Seng, vaagnede hun ved, at han liggende paa Knæ ved hendes Seng og kun iført Skjorte, overgramsede hende. Hun forlangte, at han straks skulde forlade Værelset, men han blev desuagtet en hel Time hos hende og vedblev med sine Opfordringer. Da hun ogsaa senere ikke kunde være i Fred for hans idelige Anmodninger om at tilstaa ham Samleje, forlod hun Tjenesten efter 10 Dages Forløb, den 10. Oktober.

Det 6te Offer, den 18aarige F, kom i Tjeneste hos Thorendal den 13 Oktober 1890. En Eftermiddag kom han ind i hendes Kammer, hvor hun stod blottet; han tog fat i hendes nøgne Skuldre og bad hende om at "elske" ham. Hun afviste ham forbitret og beklagede sig over hans Opførsel til hans Hustru. Da han vedblev at føre stibrig og liderlig Tale til hende under Tjenesten, forlod hun sin Plads den 1. November.

Det 7de Offer. Pigen G., var ikke fyldt 16 Aar, da hun den 1ste November 1890 kom i Thorendals Tjeneste, og da hun lod sig fæste fik han Oplysning om hendes Mindreaarighed. Nogle Dage efter, da hun og Thorendal sad alene og spiste til Middag og hun græd over sin Madmoders Behandling af hende, tog han hende om Livet og søgte at tvinge hende ned paa sit Skød, hvilket dog ikke lykkedes ham. Da hun derefter satte sig ned for at spise færdig, kom han bagfra og tog hende om Halsen, lagde sin skind op mod hendes og bad om et Kys. Hun afviste ham, men han gentog sin Opfordring, idet han foreslog hende, at de skulde indgaa "en Alliance", hvilket hun forstod som et Forslag om at hun skulde træde i utugtigt Forhold til ham. Nogle Dage derefter lovede han at skaffe hende en Plads til 40 Kr. om Maaneden, og tilføjede, at det vilde han kun gøre paa visse Betingelser, og at hun jo nok kunde forstaa, at han havde sine Hensigter dermed, samt at hendes Indvendinger intet havde at betyde, og at det hele kun var en Sag paa 5 Minuters Forglemmelse, og at han, hvis han var et Fruentimmer, ikke vilde betænke sig. Disse Udtalelser, tilligemed nogle andre Yttringer. som hun ikke kunde forstaa paa anden Maade end som sigtende til at forføre hende til Utugt, bevirkede at hun, der følte sig ulykkelig over hans Optræden overfor hende og ofte græd og beklagede sig til sin Moder og Medtjenerinde, forlod Tjenesten efter 2 Ugers Forløb, den 10. November. Pigens Fader begærede Thorendal tiltalt.

Det 8de Offer. Pigen H, var ikke fyldt 15 Aar, da hun den 10. Novbr 1890 tiltraadte Tjenesten hos Thorendal, der var vidende om hendes Mindreaarighed. Han begyndte straks at føre slibrig Tale til hende, bl. a. fortalte han om sit Forhold til den fornævnte norske Bagerjomfru, med hvem han havde levet sammen, medens han anbragte sin Familie andetsteds. Han foreslog hende, at han vilde sende sin Familie til en anden Forretning og spurgte hende, om hun saa vilde blive alene med ham i den oprindelige Forretning. Senere kom han med et lignende Forslag, som hun maatte forstaa som sigtende til at forføre hende til Utugt. Han vedblev med sin slibrige Tale, og efter først forgæves at have bedt hende om et Kys, tiltvang han sig en Ugestid senere nogle Kys, trods hendes Modstand. Paa Grund af disse Efterstræbelser forlod hun Tjenesten efter li Dages Forløb, den 1. Decbr. Pigens Moder har forlangt Thorendal tiltalt. 

Det 9de og sidste Offer. Pigen I., var knapt 18 Aar, da hun den 1. Decbr. 1890 begyndte at tjene hos Thorendal. Han begyndte straks, trods hendes Modstand, at ville kærtegne og kysse hende samt at tage hende om Livet, hvorved han engang iturev hendes Forklæde. Og han tog hende op under Klæderne. En Aften, 5 Dage efter at hun var kommen i Tjenesten, da hun laa og sov i sin Seng, vaagnede hun ved at han laa afklædt ved Siden af hende. Da han begyndte at skrige, kvalte han hendes Skrig ved Hjælp af Hænderne og Dynen. Og han søgte ved Anvendelse af Magt at tiltvinge sig Samleje. Det lykkedes ham dog ikke paa Grund af hendes Modstand, men i 10 Minuter varede Kampen før han forlod hende. En Formiddag, da hun bragte Mad op til ham, der laa afklædt i sin Seng, befalede han hende at komme hen til ham, og da hun vægrede sig herved og flygtede ud paa Trappen, sprang han ud af Sengen, trak hende med Magt tilbage ind i Værelset og slæbte hende hen til en der staaende Chaiselongue, hvor han paany søgte at tiltvinge sig Samleje. Hun gjorde energisk Modstand, og heller ikke denne Gang lykkedes det ham at opnaa sin Hensigt. Den 14. December fulgte han efter hende op i Beboelseslejligheden, hvor der ingen andre var til Stede. Han paastod, at han havde opdaget, at hun havde stjaalet 85 Øre af Butiksskuffen, og han truede hende med at anmælde Tyveriet for Politiet, hvis hun ikke tilstod ham Samleje. Da hun bestemt vægrede sig herved, trak han hende hen paa en Chaiselongue, hvor han tumlede saalænge med hende, at hun udmattet maatte opgive al Modstand, og det lykkedes ham da at tiltvinge sig Samleje. Juleaften 1890, da Thorendal og Pigen befandt sig alene i et Værelse, der støder op til Nabolejligheden, greb han sat i hende og kastede hende om paa en i Værelset staaende Chaiselongue, og tumlede med hende for at tiltvinge sig Samleje. Hun gjorde imidlertid al mulig Modstand og skreg højt: "Lad mig være, Thorendal, lad mig komme op!" Hendes Skrig hørtes af Nabofolkene, der gentagne Gange bankede paa Væggen, og han maatte derfor slippe hende. I den Maaned, Pigen var i Tjenesten, har Thorendal i alt l0 Gange forsøgt med Vold at opnaa Samleje med hende, uagtet hun tydelig tilkendegav ham, at hans Tilnærmelser var hende i højeste Grad imod, og uagtet hun hver Gang gjorde al den Modstand, hun formaaede. Efter Voldtægtsforsøgene beklagede hun sig gentagne Gange til sin Madmoder, til de omtalte Nabofolk og flere andre Personer og fortalte dem, at Thorendal søgte at tiltvinge sig Samleje med hende. Som Grund til, at hun ikke straks forlod Tjenesten, men forblev Maaneden ud, har hun angivet, at hun, der er hjemmehørende i Sverig, vilde staa ganske forladt og ene, hvis hun forlod Tjenesten i Utide. Endvidere forklarede hun, at hun en Aften, efter at Thorendal havde søgt at voldtage hende, havde henvendt sig paa Frederiksberg Politistation om Beskyttelse. Den Besked, der her blev givet hende, forstod hun saaledes, at der ikke var andet for hende at gøre, end at blive Tjenesten ud.

Bagermester Thorendal, der er født 18. December 1852, er en kraftig bygget, stærk Mand af et lidenskabeligt og meget sanseligt Temperament; han har lige fra Barndommen været hengiven til kønslige Udskejelser, og saavel inden som under sit Ægteskab har han staaet i Forhold til mangfoldige Kvinder. Navnlig har han i de sidste Aar forsøgt at komme i Forhold til de ham tjenende Piger, og er overfor dem optraadt som en brutal og samvittighedsløs Forfører.

Thorendal har ofte været straffet, bl. a. ved 14. Bataillons Krigsretsdom af 30. December 1874 for Uterlighed osv. med simpelt Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage; ved Aarhus Købstads Ekstrarets Dom af 13. April 1882 for Forbrydelser mod den offenlige Myndighed og for Uterlighed med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage; ved Kriminal- og Politirettens Dom af 6. Novbr. 1886 for Uterlighed med 4 Gange 5 Dages Vand og Brød; ved samme Rets Dom af 16. April 1887 for Forbrydelser mod Sædeligheden med Forbedringshusarbejde i 1 Aar; og senest er han ved Frederiksberg Birks Ekstrarets Dom af 26. Februar 1889 for Vold paa Person og Legemsbeskadigelse idømt fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

Nu kan hertil føjes Højesteretsdommen, hvorved han er tilkendt 3 Aars Tugthusarbejde.

(Social-Demokraten 15. maj 1892).

Thorendals Sædelighedsforbrydelser

Vi bragte i Søndags et udførligt Referat af Bagermester Thorendals mange Sædelighedsforbrydelser. Vi gjorde det, fordi disse Forbrydelser vel sagtens havde gaaet i Svang den Dag i Dag, hvis vor Sagfører ikke havde trukken dem frem for Lyset, og fordi hele denne Sag er et nyt Bevis paa, hvor megen Raaddenskab der kan saa Lov til at trives her i Landet, hvis Socialdemokratiet ikke ryddede op.

Vor Sagfører opdagede under en Alimentations-Sag, at den unge Pige, han førte Sagen for, var bleven voldtaget af Bager Thorendal. Dette gav Anledning til, at Politiet maatte tage sig af Thorendals Affærer, der snart viste sig at vare i høj Grad kriminelle.

Havde Politiet da forud ingen Anelse om, at Bager Thorendal aspirerede til Tugthuset? Jo saamænd havde det saa. I Forhørene er det konstateret, at en knapt 18aarig Tjenestepige en Aften efter at Thorendal havde forsøgt at voldtage hendes, flygtede til Frederiksberg Politistation og bad om Beskyttelse. Det utrolige skete. Politiet lod hende gaa hjem igen med den Besked, at hun skulde blive sin Tjeneste ud. Og en Tid efter, da vor Sagfører havde holdt Politiet disse Forbrydelser under Rasen, dømte den samme Øvrighed Forbryderen til 8 Aars Tugthus. Foruden Politiet havde i længere Tid en hel Del Mennesker været vidende om, hvorledes Hr. Thorendal behandlede sine Tjenestepiger og Butiksjomfruer. Bagersvenden, Pigernes Mødre, Medtjenerinder, Nabofolkene og flere andre Personer havde dels hørt Pigerne skrige, naar Principalen var i Lag med dem, dels havde Pigerne beklaget sig og rent ud sagt, at han øvede Voldtægt imod dem. Der kan have været mange Grunde for disse Mennesker til at tie, men en af dem er absolut den, at Thorendal var en velsitueret Samfundsstøtte og Klagerinden kun en fattig Tjenestepige. Der hører altid et vist Mod til i dette Samfund at angribe de Store for at forsvare de Smaa. Og desuden, naar Politiet med oprørende Ligegyldighed kunde sende Pigen hjem til Forbryderen igen, saa kan man forklare sig, om end ikke undskylde, at Privatpersoner er for ængstelige og for forsigtige til at gribe ind i slige Affærer. Politiet er saa meget stærkere at dadle i denne skandaløse Sag, som det jo maatte vide, hvad for en Person Thorendal var. Han er tidligere straffet mindst 5 Gange for beslægtede Forbrydelser, deriblandt Forbedringshusarbejde, og det mest graverende er, at han i 1889 er bleven straffet netop under Frederiksberg Birk og har siddet paa Vand og Brød hos den samme ivrighed, som nu viser det 18aarige Barn, der kommer og klager over Voldtægt og beder om Beskyttelse, hjem til Forbryderen med den Besked, at hun maa blive sin Tjenestetid ud.

Vi spørger, om ikke selv den mest reaktionære Højremand, der da har Gnist af Følelse for sine Børn, med dette for Øje maa være Socialdemokratiet taknemligt for, at der dog er nogen, som ikke bliver troet af at rode op i al denne Raaddenskab, om vi end kun høster Had og Forfølgelse til Løn derfor? Nu koster Politiet Stat og Kommune Tusinder og atter Tusinder om Aaret og i hvor ringe Grad er alle Statsborgere saa ikke betryggede til Gengæld. Vi derimod, som man hellere saa undertrykte i Dag end i Morgen, vi har gennem Aarenes Løb skaffet mange den Retsbeskyttelse, alle har fuldt Krav paa. Vi skal blot erindre om de beslægtede Skandaler fra Stolpegaarden og Næstved Fattiggaard, som kom frem under vor Razzia gennem Fattiganstalterne.

Vi er nødt til at afdække alle disse Uhumskheder og holde dem frem for Publikum i deres fulde Vederstyggelighed. Det er vor Pligt at advare de unge Piger, at gøre dem forsigtige og klartseende, hvor deres Uvidenhed kunde bringe dem i Ulykke. Det viser sig atter her i hvilken sørgelig Grad disse Kvinder skjuler og dækker over Forbrydelsen og vedblivende udsætter sig for at den gentages i Stedet for straks at melde Forbryderen. Grundene hertil er dog i nogle af Tilfældene det sørgeligste af alt.

Thorendal havde disse pur unge Piger, halve Voxne i sin Magt, dels fordi han var dem langt overlegen i fysiske Kræfter, dels fordi de alle var økonomisk afhængige af ham. To af Pigerne forklarer i Forhøret, at de ikke meldte ham efter den første Voldtægt, men fandt sig i at være udsat for hans gentagne Forsøg, fordi de ikke turde risikere at miste deres Plads. Den ene siger, at hun længe havde gaaet arbejdsløs for hun kom i Thorendals Tjeneste som Butiksjomfru. Man kan begribe, hvor haard denne Arbejdsløshed har været hende, hvilken Angst hun har haft for dens Sult og Fortvivlelse, siden hun hellere udsatte sig for de forfærdelige Vilkaar i Thorendals Hus, end for atter at blive gjort brødløs. Den anden Pige, hjemmehørende i Sverig, fandt sig kun i hans mange brutale Angreb, fordi hun vilde staa ganske forladt og ene i det fremmede Land, hvis hun forlod sin Tjeneste i Utide. Hvilken Illustration er disse to Tilfælde ikke til vore privatkapitalistiske Samfundsforhold, hvor den fattige al Tid er prisgiven den første den bedste Slyngel med Penge paa Lommen.

For de ganske unge Pigers Vedkommende er der en Omstændighed, som ogsaa fortjener at fremhæves. Det er deres Uvidenhed. En 16-aarig Pige havde ikke Begreb om, hvad Thorendal tilsigtede, uagtet hans Opførsel var hende i højeste Grad modbydelig. Hendes Forældre har i Retten bekræftet, at hun var temmelig uvidende om alt vedrørende Forholdet mellem Mand og Kvinde. Dette Barn blev voldtaget, besvangret og fødte, selv kun 16 Aar gammel.

Hendes Forældre forbød hende at forlade sin Plads, da hun bad derom; de anede ikke, hvad hun udsatte sig for, fordi hun af Uvidenhed intet havde fortalt dem. Hvis hun under sin Opdragelse eller i Skolen havde lært lidt Anatomi, saa vilde hun have været klar over hvilken Rækkevidde Principalens Tilnærmelser kunde faa for hende, og Ulykken kunde maaske have været afværget. Vi fremhæver dette til Belysning af vor Tids forløjede og forhyklede Opdragelse. Man skjuler under et falsk Skin af Anstændighed den simple og naturlige Sandhed for de Unge og de styrter let i de uanede Faldgruber, som Livet lægger for dem. Erfarer de trods Skjulenet Sandheden, saa faar de den at vide ad usunde og umoralske Veje, som netop lægger Spiren til Fordærvelsen hos dem.

Uslere Moral end den, som raader i det nuværende privatkapitalistiske Samfund, kan ikke godt tænkes. Det viser tilfulde denne Retssag. Her er en Ridder af det hellige Ægteskab, som har været mindst 6 Gange straffet for Utérlighed, Forbrydelser mod Sædeligheden, Vold og Legemsbeskadigelse, men desuagtet er der fra Samfundets Side intet til Hinder for, at han vedblivende sidder som en Ædderkop i sit Næt, spundet af Penge, en god Bedrift og borgerlig Anseelse, og lokker den ene unge Pige til sig efter den anden.

Hvilken Fader og Moder er sikker paa, naar de sender deres Barn ud i Verden for at tjene det daglige Brød, at det ikke falder i Kløerne paa en saadan Ædderkop? Samfundet yder dem ikke Spor af Garanti derfor. Slyngelen kan have været i Tugthuset for at have voldtaget en Snes unge Piger, men der er intet i Vejen for, at han i en anden By eller en anden Gade kan etablere sin Bedrift paany. Han averterer blot i "Berlingske", at han har Brug for en ung Pige til sin Butik eller sit Køkken, og Kampen for Tilværelsen driver Skarer af unge, brave Piger ind i hans Ædderkoppenæt uden at Statens Love, dens Øvrighed eller dens Præster fortrækker en Mine derved. Vi lever i den frie Konkurrences Samfund paa alle Omraader, hvor det da ikke gaar ud over de Besiddendes Privilegier, og ingen uden Socialdemokratiet har for Alvor vist Vej ud af denne Mudderpøl.

I et socialistisk Samfund, hvor hvert Menneskes Vel er en Samfundsfag, var sligt utænkeligt. Lige saa lidt som det her vilde tillades unaturlige, tyranniske eller moralsk fordærvede Forældre at opdrage deres Børn selv, lige saa lidt vil det blive tilladt en Mand, der i den Grad er brændemærket af Straffeloven som Bager Thorendal, at faa nogen som helst Slags Hals- og Haandsret over andre Mennesker, naar det kunde føre til disse Menneskers Ulykke.

I det nuværende Samfund har man endog flere Gange været Vidne til, at Kommuner for at spare en Kronespenge har bortliciteret deres Plejebørn til Hjem, hvor Konen var eller havde været Skøge og Manden var en straffet Forbryder. Saa samvittighedsløst gaar endog offenlige Myndigheder frem over for den opvoksende Slægt - er det saa underligt, at de roligt ser paa, at der rundt i Landet sidder Hundreder af straffede Forbrydere og under Lovens Beskyttelse strækker deres Fangarme ud efter nyt Bytte? Og dog lever vi i et kristeligt Samfund, der anvender store Summer paa Hævdelse af Religion og Moral. I vort Fremtidssamfund har vi tænkt at spare de fleste af disse Penge, men i Stedet derfor lægge det Heles Grundvold saaledes, at Befolkningen ikke ogsaa i den Forstand faar Stene for Brød.

(Social-Demokraten 18. maj 1892).

Sagen ses ikke omtalt i nogen andre aviser, hverken Venstre, Højre eller Radikale Venstre. Især Højreaviserne som fx Dagens Nyheder var ellers flittige til at citere sager af den karakter hvis der var tale om arbejdere.

Niels Thorendahl blev gift med Mathilde Mariane Thorendahl (født Knudsen 1857) i 1878, i en alder af 25. De fik sønnen Edvard Viggo Kristian Olaf Vilhelm Thorendahl.

Stambog fra Statsfængslet i Horsens 1885-1892 for Niels Christian Frederik Vilhelm Thorendal:

Fange nr. 263. Tugthusarbejde 3 år. Indsat 10. maj 1892. Født 18. december 1852. Gift.

Forsøgt forførelse § 174 jvf. § 45, Uterlighed § 176 jvf. 170 og voldtægt §§ 168 og 169 jvf. § 46

Yderligere tekst: 7 tidligere straffe. Værnepligt: Fodfolket 1874. Ægte født. - Søn af afdøde bagermester Thorendal i Silkeborg, senere i Aarhus og efterlevende enke. Forældrene, der levede godt sammen, havde 8 børn, hvoraf 1 død. Ingen af familien drikfældig, 1 broder straffet for opsætsighed mod politi og en anden broder sindssyg. Opdraget hjemme i gode kår og har gået i real- senere latinskole, dog ikke i ?? latinklasser (gode kundskaber, men angiver han, at hans hukommelse siden er sløvet). Efter konfirmationen stod han 3 år i bagerlære hos faderen, var derpå svend på mange forskellige bagerier rundt om i landets købstæder og København og etablerede sig som bager i 1878 i Aarhus. I 1880 gik han fallit og flyttede da til Horsens, ?? ?? ½ år, senere har han været etableret forskellige steder i Aarhus, Jyderup, København og i de sidste 4 år på Frederiksberg. Gift i 1878, mindre godt samliv, ret gode kår, navnlig i de senere år. Er ikke drikfældig. Har haft periodiske anfald af sindssygdom (sløvhed), hvilket han antager er mindelser fra ungdommen, da han var hengiven til onani. 1. straf - 22 år. Har nu forsøgt af forføre et pigebarn på 15 år til utugt, samt forsøgt at voldtage en uberygtet pige, som han tillige har behandlet uterligt. Begge pigebørn var i hans tjeneste. Anfører sanselighed som grund til sin opførsel, men ?? forøvrigt at denne har været strafbar.

Amalie Bay: Jordemoder og Fosterfordriver. (Efterskrift til Politivennen)

Atter Fosterfordrivelse

En gammel Bekendt.

Politiet har i Gaar arresteret en gammel Bekendt: den Jordemoder, som 1877 satte hele København i Bevægelse ved sin udbredte Fosterfordrivelses-Forretning.

Den gjorde en umaadelig Opsigt, og der taltes højt om, at ikke alle de Samfundsstøtter, som havde været med Legen, fik noget af Stegen. Endnu den Dag i Dag bærer en bekendt Forretning i Folkemunde det Navn, som den vandt sig under denne Sag. Ikke mindre end 23 af de tiltalte fik Straf, 16 Kvinder og 7 Mænd. De 13 Kvinde: tiltaltes for Fosterfordrivelse, 2 (Jordemoderen og hendes Hjælperske) for Fostermord og 1 for Tyveri. De 6 Mænd tiltaltes for Delagtighed i Fosterfordrivelse og 1 for falsk Forklaring for Retten.

Jordemoder Amalie Bay blev dømt til 16 Aars Tugthus. 13 Kvinder kom i Forbedringshuset fra 8 Maaneder til 3 Aar. 6 Mænd vandrede ligeledes i Forbedringshuset, de 2 i 15 Maaneder og de 4 i 8 Maaneder. 2 Kvinder og 1 Mand slap med Vand og Brød.

Det er denne forhenværende Jordemoder Amalie Bay, som nu er paa Spil igen. Efter at hun var sluppen ud af Tugthuset, blev hun hjulpen til en lille Forretning, en Handel med Traad, Garn osv. i en af Nørrebros Gader Det gik dog ikke glimrende med Forretningen og hun mindedes med Vemod de mange Penge, hun tjente i gamle Dage, da tilslørede Kvinder i "interessante" Omstændigheder og galante Kavallerer i trykkende dito var stadige Gæster hos hende. En skønne Dag kunde hun ikke længere modstaa Fristelsen og slog ind paa sit gamle Erhverv igen.

Der siges, at hendes Virksomhed ikke denne Gang har haft stor Udbredelse, og to stakkels Tjenestepiger er foreløbig de sikreste Ofre, som Politiet har faaet fat i. De hentedes i Onsdags Aftes fra Hotel d'Angleterre, hvor de begge to tjente, og arresteredes samtidig med hende selv Den ene har hun endog hjulpen 2 Gange. Men saa helt sikkert er det nu ikke, at det indskrænker sig hertil. Hun har jo en stor gammel Kundekreds, hvoraf vel adskillige sidst flap med Skrækken og desuden menes der, at hun har benyttet flere Lejligheder paa Nørrebro under sin nye Forretningsvirksomhed. Dette tyder ikke paa, at hun har nøjedes med de to Tjenestepiger som Kunder, selv om den ene har været der to Gange.

* * *

Forøvrigt er der, som vi senere har erfaret, adskilligt, der tyder paa, at Amalie Bays Virksomhed vil drage mange flere end dem, der allerede er anholdt, ind i den nu opdagede Sag. Der siges allerede at være mindst 12 forskellige Kvinder impliceret i den og flere følger nok efter. Hvis det, som ovenfor antydet, er Tilfældet, at Amalie Bay har haft forskellige Bopæle, har der vel ogsaa været en tilsvarende Mængde Kvinder, der har søgt hendes Raad, og Tjenestepiger er det næppe alle. Rygtet fortalte ganske vist i Gaar, at Tallet paa arresterede Piger af den tjenende Klasse var mindst 16, men det er ikke korrekt. Politiet er i ivrig Virksomhed for at komme tilbunds i Sagen.

(Social-Demokraten 20. november 1891).

Sagen fra 1877 er omtalt her på bloggen i indslaget "Forsterfordrivelser". 

Fostermordet.

Om de to første Ofre - Pigerne paa Hotel d Angleterre - som Jordemoder Amalie Bays gentagne praksis bragte under Politiets Varetægt, foreligger der nu nærmere Oplysninger.

Det er en Opvaskerpige og en Pige fra Hotellets Kaffekøkken. Opvaskerpigen var den, som havde kendt den forhenværende Jordemoder længst. For et Aarstid siden var hun frugtsommelig og Svangerskabet var allerede vidt fremskredet, da hun henvendte sig til Amalie Bay om Hjælp. Hun var, menes der, anbefalet denne Fremgangsmaade af en livligere Kunde hos Jordemoderen. Denne brugte to Kure over for sine Klienter. Paa Svangerskabet i sin Vorden brugte hun fosterfordrivende Midler, men var Fostret derimod allerede stærkt udviklet, klippede hun med et Instrument Forbindelsen over mellem Moder og Barn og fremkaldte derved en Abort.

Saaledes bar hun sig ad overfor Opvaskerpigen paa d'Angleterre, og Pigen gik, efter at have underkastet sig Operationen, hjem paa sit Kammer og fødte i Løbet af Døgnet sin Abort. Det var Tvillinger og de var saa stærkt udviklede, at hun selv kunde se det var to Drengebørn. Hun gæmte dem hos sig en Dagstis og pakkede dem derpaa i en lille Trækasse, som hun bragte ind til Jordemoderen, der havde paataget sig at lade dem helt forsvinde.

Pigen maa formodenlig have syntes, at det slap hun nemt fra, thi det varede ikke ret længe, inden hun kom paa den samme Galej igen. Hun blev paany frugtsommelig. Naturligvis søgte hun atter ud paa Nørrebro til Jordemoderen, og det traf sig saa mærkeligt, at hun havde været ude hos denne for at blive skilt fra Fostret netop den samme Dag, hun og Jordemoderen blev arresteret. Da Politiet kom for at hente hende paa Hotellet, sad hun og ventede paa Aborten, der skulde komme i Løbet af Aftenen eller Natten. Nu foregik den inden Politiets egne Døre.

Hun blev ført hen paa Pilestrædes Politistation, hvor der blev optagen Rapport over hende, og hun fortalte straks uforbeholdent, hvorledes det hele var gaaet til. At hun gjorde dette stammer vist fra Uvidenhed om hendes Strafskyld. Hun troede nemlig, at hun kun var kaldt derop for at vidne imod Jordemoderen, og sagde bl. a., da man lod hende vente, at man maatte skynde sig, thi det var snart paa den Tid, hun skulde hjem paa Hotellet for at vaske op. Det er efter dette sandsynligt, at Jordemoderen har bildt hende ind, at den foretagne Operation (Klipningen af Navlestrængen) ikke var strafbar, men kun lidt "Jordemoderhjælp", saa det blev en Abort i Stedet for en almindelig Fødsel.

Den anden arresterede Pige havde, da hun følte sig frugtsommelig, beklaget sig til Opvaskerpigen, og denne gav hende da Anvisning paa Jordemoderen. Hun fulgte Anvisningen og havde gennemgaaet akkurat den samme Proces, som ovenfor er fortalt. Da Politiet kom for at hente Pigerne, var hun ikke hjemme, men ude at more sig. Hun kom hjem om Natten mellem Kl. 12 og 1 og blev modtaget af en Opdagelsesbetjent, der sad og ventede paa hende før straks at føre hende paa Politistationen.

Om fhv. Jordemoder Amalie Bay forlyder det, som i Gaar meddelt, at hun, foruden sit Forretningslokale til Traadhandel, havde andre Lejligheder, hvor hun syslede med sin mindre aabenlyse Geschäft. Her har hun dels foretaget "Operationerne", dels ladet Patienterne afvente Aborten og ligge efter den, hvis det af "Familiehensyn" ikke kunde foregaa i deres eget Hjem.

Politiet har endnu saa langt fra Rede paa alle hendes seneste Meriter. Hun er en gammel, dreven Rotte, som ved, at for hver Forretning, hun tilstaar, lægger hun et Tillæg til sit kommende Ophold i Tugthuset.

(Social-Demokraten 21. november 1891).

Amalie Bay flyttede til Nørrebrogade 10 (den røde bygning midt i fotoet) i stuen i mellembygningen og drev her i 8 måneder sin virksomhed efter at være flyttet hertil fra Elmegade 12. Tæt på Sortedamsdosseringen og Ravnsborggade (bagest mod højre). Foto Erik Nicolaisen Høy 2025.

Fosterfordrivelsen.

Ny Anholdelse

I Forgaars blev en tredje Pige anholdt fra Hotel d'Angleterre. Hun har dog ikke selv fordrevet noget Foster, men hun har været Medvider i de andres Færd, ja, hun har endog sandsynligvis været den egenlige Anstifter, Mellemledet mellem Jordemoderen og de to andre arresterede Piger - og flere til.

Jordemoder Amalie Bay boede i de sidste 8 Maaneder - fra April Flyttedag - paa Nørrebrogade Nr 10 i Stuen i Mellembygningen, hvor hun havde Rulle. Indtil April boede hun over 1 Aar i Elmegade Nr. 12, Stuen over Gaarden, hvor hun ligeledes tilsyneladende ernærede sig af Rullen. Husbeboerne har i den senere Tid dog været paa det rene med, at hun ikke tjente det, hun havde, ved at rulle for Folk. Hun har saaledes af og til været letsindig nok til at vise sine "Veninder" en Slump Pengesedler uden dog at anføre, hvorledes hun har tjent dem. Husets Beboere antog derfor, at hun havde "Kærester", hvilket bestyrkedes ved, at der ofte kom "fine Herrer" og besøgte hende. Dette Herrebesøg gav Anledning til mange Gisninger, men sagde nogen det til hende, satte hun en uskyldig Mine op.

Da hun i April flyttede fra Elmegade til Nørrebrogade 10, foregik der en øjensynlig Forandring i hendes Forhold. Hun ikke alene lejede en større og dyrere Lejlighed, men hun købte sig nye og flotte Møbler, der vakte hendes Bekendtes Forbavselse.

Dette tyder paa, at hun har haft enten mange Kunder eller at dem, hun havde, betalte godt. Thi for det hun har faaet af de to arresterede Piger fra Hotel d'Angleterre, kan hun ikke have kostet nye Møbler eller lejet større Lejlighed. De har nemlig kun betalt hende 30 Kr. hver for "Operationen"

Hendes Anholdelse i Onsdag gik saa stille af, at ingen anede det mindste. En Opvarter, som boede hos hende, havde bedt hende kalde paa sig næste Morgen, og undredes da han vaagnede om Torsdagen, over at hun var forsvunden. Folk rendte paa Døren efter deres Rulletøj, og først om Fredagen fik man Løsningen paa Gaaden, da man læste i "Social-Demokraten at hun var arresteret. Opvarteren havde dog hast en svag Mistanke, idet han jevnlig havde lagt Mærke til, at der kom uniformerede Politibetjente og stak en Lap Papir gennem Døren til hende. Disse Lapper snappede hun bestandig med febrisk Hast og smækkede Døren i i en Fart. Forklaringen ligger maaske i, at hun hørte til Protokollen over mistænkelige Personer og saaledes al Tid havde Forbindelse med Politiet.

Sidst hun var i Tugthuset paa Kristianshavn var hun, som sagt, inddømt paa 10 Aar, men blev under Straffetiden eftergivet de 2, saa hun kun skulde sidde de to. Hun slap dog ikke saa let, thi en Dag opdagedes det, at en Mand, som arbejdede stadigt paa Straffeanstalten hver Dag bragte hende forskellige Lækkerier til at bøde paa Tugthusets magre Kost. Til Gengæld viste hun ham al Slags Venlighed. Til Løn derfor mistede han for bestandig sit Arbejde i Retfærdighedens Tempel, og hun fik atter sine 2 Aar tilbage, saa hun maatte døje dem alle ti til den sidste Dag.

(Social-Demokraten 25. november 1891).

Flytningen fra Elmegade til Nørrebrogade hang muligvis sammen med at ejendommen blev nedrevet og en ny opført.

I januar 1892 blev Amalie Bay idømt to års tugthus, mens de to svenske piger Karen Lundquist og Ellen Pettersen blev idømt hhv. 1 års forbedringshus og 20 dages vand og brød.