Edith Andersson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord paa Rigshospitalet

En 22-aarig Pige dræber sit spæde Barn.

Opdagelsespolitiets Mordkommission blev Mandag Aften alarmeret til Rigshospitalet i Anledning af, at man havde fundet Liget af et lille Barn i en Kommodeskuffe.

Sagen blev hurtigt opklaret. Der var i Fredags foregaaet en sørgelig Begivenhed derude. En 22-aarig svensk Pige, Edith Andersson, havde den 17. Marts født et Drengebarn, og en halv Snes Dage senere blev hun udskrevet, hvorefter hun genoptog sit Arbejde paa Hospitalet

Hun havde ingen Penge, og det lykkedes hende derfor ikke at finde nogen Pleje til Barnet. Kort før Barnets Fødsel skrev hun til Faderen, men Brevet kom tilbage med Paategning om, at Adressaten er ubekendt.

De andre Piger paa Hospitalet sagde, at hun ikke maatte have Barnet i sit Værelse, og ude af sig selv af Fortvivlelse greb hun da et Stykke Lærred, som hun snørede fast om Barnets Hals. Hun véd ikke, om Barnet straks døde; i hvert Fald havde det udaandet, da hun efter et Par Timers Forløb kom tilbage og saa til det. Saa svøbte hun Liget ind i nogle Aviser og lagde det ned i sin Kommodeskuffe.

Det var Økonomaen, der fandt det under Visitationen paa hendes Værelse.

Efter at Politiet havde faaet denne Forklaring, blev Edith Andersson anholdt. I Gaar fremstilledes hun i Dommervagten, hvor der blev afsagt Fængslingskendelse over hende. Overretssagfører Hulegaard blev beskikket til Forsvarer.

(København 2. april 1925)

Barnemordersken for Nævningetinget.

Den 22-aarlge, aandssvage svenske Køkkenpige Edith Andersson, der i Marts Maaned kvalte sit Barn paa sit Værelse paa Rigshospitalet.

Stor Afhøring af Vidner.

Edith Anderssons tragiske Skæbne for aabent Tæppe. - Uden Familie, uden Venner, i opsagt Stilling og uden Pleje til sit Barn - Stærkt sygelig fra Fødselen og overmaade svagt begavet.

Det var et stakkels, forpjusket Pigebarn, der i Formiddags stedtes for det københavnske Nævningeting - den 23-aarige Edith Andersson, født i Sverrig og sat under Tiltale for den 27. eller 28. Marts i Aar med Overlæg at have kvalt sit Barn. Hun var da Køkkenpige paa Rigshospitalet.

Dommerne: Hoff, Axel Rasmussen og Thorup.

Dommerne var: Axel Rasmussen, Hoff og Thorup. Som Nævninger udtrækkes Direktør Wilhelm E. H. Bang, Kolonialhandler C. H. Schmidt, Inkassator Vernon, Forvalter Edv. Frandsen, Kontorchef Alf V. Olsen, Guldsmed Joh. Hertz, Kontorchef P. H. Alstrup, Prokurist Neerberg, Lektor Jens Christiansen, Malermester Hans P. Andersen, Fru Ella Hansen og Fuldmægtig Vilhelm Frendrup.

Direktør Bang vælges til Formand.

Ledsaget af en kvindelig Politibetjent og en Opdager fra Undersøgelseskammeret, føres Arrestantinden ind og tager Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Axel Hulegaard. Anklagemyndigheden repræsenteres af Højesteretssagfører Ahnfeldt-Rønne.

Efter at Nævningerne er taget i Ed, spørger Retsformanden:

- Edith Andersson! Erkender De Dem skyldig?

- Ja, kommer det svagt.

Retsformanden gaar herefter over til at udspørge den unge Pige om hendes sørgelige Historie.

Den unge Piges Historie.

Edith Andersson fødtes 11. November 1902 i Ekeby i Skaane. Der var mange Børn i Hjemmet, og fra ganske ung sendtes hun ud for at tjene. I Skolen havde hun været meget syg, oftest af øjenlidelser. 17 Aar gammel kom hun til Helsingborg og to Aar senere til København Hun havde her først forskellige Pladser og kom i Maj Maaned ud paa Rigshospitalet som Køkkenpige.

Edith Andersson.

Den 18. Marts fødte hun en Dreng. En Uge efter blev hun udskrevet fra Fødselsstiftelsen og flyttede tilbage til Hospitalet med sin lille Dreng. De blev vel modtaget, og flere af hendes Kolleger og Sygeplejersker var inde for at s ae Drengen.

Hun søgte forgæves en Pleje.

Lørdag Morgen den 38. Marts saa Edith Andersson Bladene efter for at finde en Pleje til sit Barn. Hun søgte en saadan paa Amager, men uden Resultat. Ogsaa andre Steder prøvede hun at faa sit Barn i Pleje Men det forblev resultatløst.

Retsformanden: - Prøvede De ikke at henvende Dem til nogen paa Hospitalet for at faa dem til at hjælpe Dem?

- Nej, jeg mente ikke, at det kunde nytte noget.

Da Barnet blev kvalt.

Samme Aften sad Edith paa Værelset med sin lille Dreng og kunde ikki finde Udveje og besluttede derfor at dræbe Barnet.

Retsformanden: - Tænkte De først paa det paa dette Tidspunkt?

Edith Andersson (stærkt grædende): - Ja.

- De tænkte ikke paa det, mens De laa paa Fødselsstiftelsen?

- Nej, slet ikke. Det var først, da jeg ikke kunde faa det nogen Steder her. Jeg gik da ud paa Gangen og hentede en Strimmel Lærred.

- Bandt De den om Barnets Hals?

- Ja.

- Løst, eller slog De en Knude?

- Jeg slog en Løkke og knyttede den om Barnets Nakke.

- Sov Barnet?

- Ja!

- Skreg det?

- Nej!

Hun vilde bagefter dræbe sig selv.

- Hvad tænkte De paa?

- Jeg vilde tage min Dreng med mig og drukne mig sammen med ham.

- Hvorfor gjorde De det ikke?

- Jeg var sagt op af Hospitalet, men maatte ikke forlade min Plads før den sidste i Maaneden, og det var der flere Dage til.

- Hvad gjorde De saa?

- Jeg lagde Barnet i Sengen, trak Dynen op og gik ud paa Gaden.

- Laaste De Døren?

- Nej, det tænkte jeg ikke paa.

- Var De klar over, at Barnet var dræbt?

- Ja, da jeg et Kvarter efter kom hjem for at se til det, var Barnet blaat.

Barneliget i Kommodeskuffen.

- De lagde Liget i en Kommodeskuffe?

- Ja!

- Hvor det blev fundet af Økonoma Frk. Feldthausen.

- Ja.

- Hvorfor vilde Økonoma se efter i Deres Kommode?

- De mente, at jeg havde taget af Hospitalets Forklæder og saa derfor efter. De fandt saa Liget i en af Skufferne.

Hvad Vidnerne fortæller.

Rigshospitalets Forvalter i Skranken.

Anklageren fremlægger den brede, hvide Lærredsstrimmel og lader Fotografier af Værelset og det fundne Barnelig cirkulere blandt Nævningerne.

Efter en kort Indledning gaar Anklageren over til Vidneførsel. Første Vidne er Rigshospitalets Forvalter, Hr. Kjeld Nielsen, under hvem Personalet sorterer.

Anklageren: - Det sker vel af og til, at en af Køkkenpigerne skal have et Barn?

Kjeld Nielsen: - Ja, ikke saa sjældent.

- Faar de saa Lov til at blive paa Hospitalet?

- Ja. Hun faar Løn til den Dag, da hun forlader Hospitalet for at føde, og paany fra den Dag. da hun melder sig til Tjeneste efter Fødselen.

- Hvis Edith havde henvendt sig til Dem og skildret sine Vanskeligheder med at faa Barnet anbragt, hvad vild De saa have gjort?

- Jeg vilde have henvendt mig til Fødeafdelingen og søgt at faa hendes Barn i alt Fald foreløbig anbragt her.

- Edith var sagt op.

- Ja, fordi hun ikke var gaaet ind i en Sygekasse, saaledes som alle Køkkenpigerne skal.

Retsformanden: - Er der ikke en ret livlig Mandfolketrafik paa Køkkengangen?

Vidnet: - Det tror jeg egentlig ikke. Køkkenpigerne maa nok have Besøg. men kun til 10½ Aften, og der bor to Piger sammen.

Da Liget blev fundet. - Tøjpakken, som ikke maatte lukkes op.

Med praktisk talt uhørlig og hurtig Stemme forklarede Økonoma Frk. Feldthausen, hvorledes hun fandt Barneliget.

- I Kommoden, siger Frk. Feldthausen, fandt jeg en indbundet Pakke Tøj, som jeg tog ind med paa Værelset. Edith vilde ikke have mig til at lukke den op.

- Hvad sagde hun?

- At der ikke var noget i. Jeg saa efter og fandt Barnet.

"Familien skulde have Barnet".

Underøkonoma Frk. Dagmar Jensen havde spurgt Edith, hvad hun vilde gøre ved Barnet. Edith svarede, at det enten skulde i Pleje paa Amager eller hos hendes Kærestes Familie i Nykøbing. Falster.

Retsformanden: - Er det sandt?

Edith Andersson: - Ja. Det sagde jeg.

- Hvem tænkte De paa?

- Ikke paa nogen.

- Hvad De sagde var altsaa ikke sandt?

- Nej.

Forsvareren: - Hvorledes er Deres Indtryk af Ediths mentale Tilstand?

Frk Jensen: - Hun er sløv og meget daarligt begavet i alle Retninger. Jeg havde meget ondt af hende.

Mordersken fortalte, at Barnet var hentet. 

Laura Christiansen, der delte Værelse med Edith Andersson, fortæller, at hun ikke havde talt særlig med Edith om Barnet. De drøftede ikke intimere Ting, kun i Almindelighed havde hun sagt til Edith, at hun "skulde opføre sig pænt".

Anklageren: - Umiddelbart efter at Barnet var blevet dræbt, kom De op paa Ediths Værelse. Hvad sagde hun da?

Vidnet: - At hendes Familie havde været der og hentet Barnet.

Paa ssmme Maade udtaler Fru Alvilda Larsen sig. Til hende havde Edith sagt, at Barnet først skulde paa Amager, derefter til Nykøbing.

Edith Andersson troede, at Barnet skulde være ude Inden Aften.

Ogsaa det næste Vidne, Frk. Astrid Nielsen, fortæller, at Edith til hende har sagt, at Barnet var hentet.

Retsformanden: - Hvorfor sagde De det?

Edith Andersson: - Jeg troede ikke, at jeg maatte have Barnet hos mig Natten over.

- Hvem sagde det?

- De andre unge Piger.

- Hvem af dem?

- Det husker jeg ikke.

Saavel Inspektøren som Økonoma hævder med Sikkerhed, at der aldrig har været Bestemmelser paa Rigshospitalet om, at unge, fødende Køkkenpiger ikke maatte have deres Barn hos sig i en saadan Situation. Det er aldrig betydet nogen af de unge Piger, at deres Barn skulde bort inden Aften.

En moralsk Forandring, efter at Edith kom paa Rigshospitalet.

Som Vidne afhøres Arrestantindens Søster, Husassistent Frk. Hilma Andersson, der skildrer sin 3 Aar yngre Søster som meget svagelig og syg fra Fodselen. Ogsaa Hilma Andersson tjener her i Byen, og de to Søstre kom i sin Tid jævnligt sammen. Forbindelsen mellem dem blev afbrudt, da Edith kom paa Rigshospitalet. Der foregik da en Forandring med Ediths Moral: Hun begyndte at løbe med Mandfolk.

Begge Søstre bliver stærkt bevægede, efterhaanden som Talen føres ind paa Hjemmet i Ekeby og deres Moder.

Retsformanden: - Hvorledes var Edith blevet modtaget, hvis hun var kommet hjem med sit Barn?

Hilma Andersson: - Hun var blevet godt modtaget.

- Hun har antydet, at hun ikke turde komme hjem.

- Det maa saa være for Sladderen.

Den unge Sømand.

Som Vidne afhøres Sømand Heinrich Poulsen, der benægter at have været sammen med Edith mere end to Gange. Han hævder aldrig at have staaet i normere Forbindelse med hende.

Anklageren: - Havde De tænkt det som en varig Forbindelse?

Vidnet: - Nej!

- Der foreligger dog Breve fra Dem. der stærkt tyder paa det modsatte.

- Jeg havde ikke tænkt mig det.

Hun er aandssvag.

Efter at endnu et Par Vidner er afhørt, oplæser Anklageren en Erklæring fra 6. Afdeling, hvor Edith har været indlagt til Observation,

Erklæringen gaar ud paa. at hun er i lettere Grad aandssvag.

Efter en Frokostpause, fik Sagførerne Ordet, herefter Nævningene trak sig tilbage. Dommen falder i Aften.

(Nationaltidende 2. juli 1925. 2. udgave)

Vandringen til Forbedringshuset.

Den aandssvage Pige. der dræbte sit Barn paa Rigshospitalet. Divergerende Opfattelse mellem Nævninger og Dommer.

Edith Andersen, bevogtet af en kvindelig Betjent, græder, medens hendes Søster afhøres som Vidne.

Et Nævningeting i Østre Landsret behandlede i gaar i København Sagen mod den 22-aarige, nærmest aandssvage Gangpige paa Rigshospitalet Edith Andersen, der en Dag paa sit Værelse ombragte sit nylig fødte Barn og laasede det ned i en Kommodeskuffe.

Gennem Procedure, Dokumentation og Vidneførsel oprulledes her et trist Billede af en uerfaren og aandeligt set ganske uudviklet Pige, der fra et Fattigmandshjem i Sverig sendtes ud blandt fremmede uden nogen som helst Mulighed for at hævde sig, og som derefter sank uhjælpeligt ned for at ende som Forbedringshusfange.

Edith havde forskellige Pladser i velhavende og Jævntstillede Hjem, men ingen Steder kunde hun gøre Fyldest. Efter at have faaet Pladsen paa Rigshospitalet, stiftede hun Bekendtkab med forskellige Mandfolk. gik ud med dem om Aftenen og var dem til Vilie - uden egentlig at nære erotisk Tilbøjeligheder, blot fordi hun mente, 

at saadan hørte det sig til.

Edith blev frugtsommelig, kom paa Fødselsstiftelsen, hvor hun følte et Drengebarn, hvis Fader hun overhovedet ikke kunde angive, kom tilbage i sin Plads paa Rigshospitalet og dræbte saa Barnet, efter - saaledes som hun selv siger - forgæves at have søgt en Pleje til det.

Fra Kommunehospitalets Afdeling, hvor Edith efter sin Anholdelse blev indlagt til Observation, skriver Overlægen, at hun er en underbegavet Pige. Hendes Kundskabsmængde er ganske ringe, 

hnn véd ikke, hvor mange Dage, der er i et Aar, 

kender Intet til. om Tyskland vandt eller tabte Krigen, og véd ikke, hvor længe et Svangerskab varer. Paa Spørgsmaalet om, hvorfor Kvinder gerne vil giftes, svarer hun resolut: "For at blive fri for at arbejde."

Overlægen mener, at Edith er aandssvag i lettere Grad, og at der ikke findes andet Tegn paa Sindssygdom end en vis Depression, der ikke kan antages at have haft direkte Forbindelse med hendes Forbrydelse.

Retten spurgte efter Procedurens og Vidneførselens Afslutning Nævningerne, om Edith var skyldig i Overtrædelse af Straffelovens Paragraf om overlagt Barnemord, om hun kunde dømmes efter den almindelige Paragraf om forsætligt, men ikke overlagt Barnemord, eller om hun faldt ind under

den mildere Barnemordsparagraf,

der tager Sigte i første Række paa Mødre, der ombringer det nyfødte Barn umiddelbart efter Fødselen og uden endnu at være sig Sagen fuldkommen klart bevidst.

I sin "Retsbelæring" til Nævningerne udtalte Retspræsident, Dommer Axel Rasmussen udtrykkeligt, at efter hans Mening kunde den nævnte mildere Paragraf ikke komme til Anvendelse.

Ikke desto mindre dømte Nævningerne, at Edith kun var skyldig efter denne Paragraf, og udtalte samtidig, at Edith faldt ind under den saakaldte Taabeparagraf, hvis Anvendelse medfører nedsat Straf.

Under disse Forhold virkede det ret overraskende, at Dommeren umiddelbart efter afsagde den skarpe Dom: To Aars Forbedringshusarbejde.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 3. juli 1925).

En Særling der levede under frygtelige Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

 En Særling der levede under frygtelige Forhold.

Værelset, der havde fungeret som Skarnspand i mange Aar.

I en Ejendom i Badstuestræde har i længere Tid levet en gamnmel svensk Kvinde, ved Navn Luise Gustafson, der som eneste Indtægt har haft. hvad Ejendommens Beboere gav hende. Hun boede i et usselt Rum helt oppe under Taget, men hun, der har boet Ejendommen i mange Aar, har aldrig tilladt nogen, at se hvorledes hun boede.

Igaar kom en af Beboerne alligevel til - ved et rent Tilfælde, at se hvorledes der saa ud hos hende. Der var i det lille Rum ikke mere end maaske en Kvadratalen fri Plads. Resten af Værelset - fra Loft til Gulv, var tæt pakket med alt 

det Affald, som ellers findes i Skarnkasserne.

Der var en frygtelig Stank deroppe. Gennem de mange Aar havde hun faaet alt dette samlet sammen, til det tilsidst var gået saa vidt, at hun selv maatte sove paa Gangen udenfor. hvor Beboerne bragte hende Maden.

Igaar blev Sundhedspolitiet tilkaldt og to Arbejdere sat i Gang med at tømme Værelset for dets

lidt usædvanlige Indbo.

Kort efter at Arbejdet var begyndt tog vores Fotograf ovenstaaende Billede til os. Men der var mindst 4-5 Gange saa meget tilbage i Værelset. Bl. a. et Bord som man vidste var der, men som man endnu ikke havde fundet.

(B. T. 30. september 1920).

Litteratur: "Folkelivs-billeder" af Ernst Ahlgren. (Efterskrift til Politivennen)

Forfatterindens, Victoria Benedictssons sørgelige, opsigtsvækkende død giver naturligvis anledning til at omtale denne, for nogen tid siden udkomne bog, og til at dvæle noget længere ved den, end man måske ellers vilde (have) fundet grund til at gøre.

Den består af syv små historier, skildringer af svensk, nærmest skånsk almueliv. Idet vi foreløbig forbigår den første, skal vi kort omtale indholdet af den anden og de følgende fortællinger. "En ægteskabs-roman" beretter i let, humoristisk tone om en meget flink, men også meget grim strygekone og linnedsyerske på landet, gift med et gyseligt drog af en mand, hvem hun imidlertid tilbeder, skønt han i ingen henseende er behagelig eller god imod hende. Ja, der røbes endog mere end mistænkelige tegn på utroskab fra hans side, men da hun med en velmenende frøkens hjælp prøver på at læse ham loven for den sags skyld, vender han overlegent forholdet om og gør sig i kraft af sin uundværlighed - fordi konen er forelsket i ham - til situationens herre, hvilket er ganske komisk skildret. Mens det dertil i virkeligheden er madammen som skaffer relativ velstand til huse, er han alligevel hjemmets ejer, og da han skal til at vandre heden, er det knapt nok at han sikrer hendes fremtid ved at give hende skøde på besiddelsen. Død og borte begrædes han selvfølgelig mere end nogensinde som lykken i denne ægteskabsroman. Fortællingen er, som sagt, holdt i en spøgende tone, men rummer dog adskillig alvor eller endog en hel tendens om man vil søge den, i fremstillingen af den i realiteten kuede hustru - kuet af tåbelig kærlighed, kuet også af de ydre forhold som giver den mandlige ægtefælle en husbondsret han i al fald kan misbruge. En egentlig tragedie har forfatterinden imidlertid ingenlunde skrevet her, men i den følgende historie er hun nærmere derved. Her tegnes et fattigt og sørgeligt hjem og endda et hjem med en ejendommelig ideal glans over sig. Ogsaa denne Gang møder man Konen i Huset som den stærke og styrende, men paa den anden Side er hun sit første, i hendes tidligste Ungdom uægte fødte Barns Morderske, dømt og efter at være "kommen ud" flyttet sammen med en Mand, en Arbejder med flere Børn, af hvilke nu kun et eneste er tilbage. Forfatterinden giver i smaa, korte, men stærke træk Billedet af denne Kone som baade Martyr og Heltinde. Martyr for sin Ungdoms Synd og for det officielle Stempel, som derved er sat paa hende for alle Tider, saa at hun end ikke "vil" blive Mandens ægteviede Hustru, skjønt hun iøvrigt er ham tro og god i Alt, kjærlig og øm mod ham og mod hans vanføre Barn. Ei heller "vil" hun nyde Nadveren, da han ligger paa Sottesengen, d. v. s. hun føler sig udelukket saa vel af Menneskenes som af Vorherres Samfund - og dog er hun saa god, saa dygtig, saa kjærlig! Samme Historie fører desuden en Præst frem eller egenlig to, den ældre Sognepræst og hans Kapellan. Der begyndes med skarp Antydning af den unge Mands strange Iver; med Paavisning af, hvor lidet disse Forhold, lige som selve Folkene knapt nok forstaa hans lærde Tale, men inden Enden skjønner han, hvor svagt Theorier og Læresætninger forslaa overfor Livets Virkelighed. "Ved Sottesengen" viser da tydelig nok Forfatterindens Tendens, som ligger i den grelle Fremhævelse af Barnemorderskens rene Dyd og Kapellanens ufyldestgjørende Kirkelighed, hvortil der saa kommer saadanne karakteristiske Træk, som, at den døende Mand anser sit Livs salige Ende betinget af det rent ydre Faktum, hvor vidt Præsten vil give ham Alterens Sakramente eller blot holde en Straffeprædiken, hvilken den Døende dog ikke kan fatte. Der er andre, baade slaaende sande og smukke Træk i Billedet. men altfor følelig er Forfatterindens egen Mening om de sociale, moralske og religiøse Problemer, som berøres, selvfølgelig uden at blive løste eller blot klarede, uagtet Fortællingen vil belyse dem saa skarpt som muligt. En saadan Historie virker da mere melodramatisk og deklamatorisk end kunstnerisk eller overtydende, medens den indirekte gjør Krav paa at raade dunkle Runer, kun Forfatterindens Sympathier, ikke disses Begrundelse eller Berettigelse giver Skildringen Værd og Betydning.

"Mens Kaffen koger" er atter en lille Humoreske, paany handlende om en Kone af Folket, hvem Elskov har ført ind i et tragikomisk Ægteskab. Manden er en glad fyr, men en uordentlig Personage, der ikke holder hus, men des lettere gjør Gjæld, og naar Konen skænder, bruger han blot at forsvinde for at more sig bedre andet Steds. Under den spøgende Form kan man her igjen finde en halvdulgt Klage over Kvindens mislige Kaar, som flygtig Forelskelse og Ægteskabets faste Baand forvold«.

Perlen imellem disse "Folkelivs-Billeder" kommer i "Kammerater", en fortrinlig Tegning af en gammel Røgter med en skrap Kone, hvis Renlighed ikke mindst bevirker, at Manden føler sig mest hjemme ude i Stalden mellem Dyrene. Pointen er alligevel en ejendommelig Anekdote om samme Røgter og hans kjære, trofaste Hund, hvilken han absolut vil have - virkelig faar - med sig i Kirke, da der højtidelig skal gives ham Hæders-Belønning for hans (og Hundens) opofrende Hjælp ved en Ildebrand. Der er noget inderlig rørende, ja hjertelig gribende i denne lille Skitse om Kjærlighed, Hengivenhed og Troskab, og endskjønt Billedet af Røgteren med Hans Hustru og hans Hund vistnok kan synes at ville give noget mere Almindeligt og Almengyldigt, end det i sin Knaphed og Ensidighed virkelig gjør, virker det alligevel ikke blot beklagende, men ogsaa betagende som et Genrestykke, hvori Kunstneren - Forfatterinden - har nedlagt baade sin Iagttagelse og end mere sin, kjærlighedsfuld Følelse. 

Tilbage staar "Forbryderblod", som er den første, og "Tre", den sidste Historie i den foreliggende Bog. Hin rummer Spor af en mørk Fantasi med Hang til Lidenskab og Uhygge. Den gjør Forsøg paa at afmale Sindsstemning og Tanker hos en stakkels Karl, som er haabløst forelsket i en flanet eller i det mindste let og lystig Pige. Vægten ligger paa, at Forfatterinden lader ham føle sig uvilkaarlig, mekanisk og modstandsløs dragen mod en Udaad, enten at myrde Pigen eller at myrde sig selv, om hun ikke vil blive Hans. Fru Benedictsson har med kjendelig Forkjærlighed for Æmnet dvælet ved den diaboliske Dragning i ham, halvt en magisk eller hypnotiseret Tilstand, under hvilken han vel kan reflektere og ræsonnere over den kommende Misgjerning og dens skæbnesvangre Følger, men i hvilken han dog ikke kan andet end lade den onde Drift fuldstændig beherske Villien. Det ender med, at han stikker hende, hvem han elsker - og samtidig hader - brutalt ihjel uden at bryde sig om, at der er Vidner, og uden at gjøre Forsøg paa enten at flygte eller at undskylde Drabet. Denne Fortælling er maaske mere konstrueret end greben ud af Livet, selv om dens Hovedtræk kunne være virkelige nok, men den har nu i hvert Fald sin triste Interesse til Vidnesbyrd om Forfatterindens Syslen med tungsindige Tanker. om den Lidenskab, der driver modstandsløs til Alternativ som mellem Mord og Selvmord.

Trist paa anden Vis er "Tre", en gratiøs, men vemodig Historie om en lille sky Piges Længsel efter Kjærlighed; om hendes Henrykkelse ved at faa i Foræring et Egern, som da bliver hendes varme Følelsers Maal; om hendes sørgmodige Skuffelse, da det ikke lykkes hende at vinde det lille Dyrs Hengivenhed, samt om hendes halvt ligegyldige Smerte, da "Kurre" dør, savnet af en gammel Aftægtsmand, som har været lykkeligere end stakkels Laila til at blive elsket af Kurre. Man kan finde ikke saa lidt Sentimentalitet og adskillige Feilgreb a la Duft-Vaudeville i denne Fortælling, men man kan ogsaa læse den som Udtryk for, hvad Forfatterinden i Grunden har ment og tænkt med Billedet af den mod Kjærlighed og Hengivenhed higende unge Kvinde, som aldrig faar, hvad hun attraaer, og som sluttelig staar taaieløs

----

Den brat bortgangne Forfatterindes "Folkelivs-Billeder" ere i og for sig ikke særdeles betydelige. Det enkelte, som staar høiest, hæver dog ikke hele Samlingen til større literær Værdi ,- man kan kun sige, at disse Smaahistorier ere mer end blot middelmaadig gode eller jævnt læselige. Det bør bemærkes, at om dem gjælder det samme som om "Ernst Ahlgrens" øvrige Skrifter: De maa helst læses paa Svensk. Selv i god dansk Oversættelse - og en saadan have de i Reglen ikke faaet - maa de miste en væsenlig Del af den Charme, der ligger i deres eiendommelige, stundom virkelig stilfulde, gjennemgaaende i det mindste særdeles friske og naturfrodige Sprog. Endog i deres bedste Skikkelse og i heldigste Tilfælde turde Fru Benedictssons Arbeide alligevel kun regnes til de smukke Sommerblomster, hvis Liv ikke er langt, og hvis Nytte kun bestaar i deres Skjønhed - hvad selvfølgelig ikke skal sige, at de savne Betydning. Eller de vare maaste snarest at ligne ved Markblomster, da de ei alene fortrinsvis handlede om Landet, individuelle vg sociale Forhold under Provinslivet, men ogsaa hentede deres Kraft og Ynde fra Forfatterindens Samvækst med disse Forhold. Hun blev imidlertid fristet til en Omplantning, til en mere literar, en "ideal" Kultur. Hun kom til at hige mod en aandelig Jordbund, rigt gødet med store og svære Tanker: hun blev dragen ind l den skæbnesvangre Svindel, der i vore Dage har bemægtiget sig saa mange Sind. Intet ringere end det høieste, det fineste det fuldkomneste kunde tilfredsstille hende; fra den Bolig, hun her i Byen havde mest kjær, tale, om hendes uafviselige Trang til en rig Luksus i de daglige Omgivelser: hele hendes Liv i en Række Aar vidner om uafladelig Higen snart fra Hjemmet til de store Byer - mulig som Nora - "for at finde sig selv" - forøvrigt mod ædle, lysende Formaak.

Det vides, hvordan enden blev. Fra sider, der synes bedst underrettede, betegnes årsagen til hendes sørgelige bortgang fra livet i en alder af ikkun 38 år, som væsentlig bestemt ved to betragtninger: den ene, at hun følte sig skuffet i sig selv, fandt sig og sine evner ringere, end hun hade forestillet sig, dengang de første opmuntringens dagskær bestrålede dem, erkendte sin underlegenhed overfor de store opgaver, som havde foresvævet hende, og hvis løsning ene forekom hende livet værd; den anden, at mismodet eller fortvivlelsen næredes af og parredes med en legemlig sygelighed, som vel i hvert fald krævede en anden levevis end netop den mest urolige, hidsende, fortærende. Hun er nu gaaet bort, og langt fra at skulle dømmes vil hun i personlig og literær Erindring staa med sympathelist Skær om sig, men tillige med Beklagelse og endelig - ikke mindst - til Advarsel. Thi det er farligt at lege med Ild, ogsaa med den himmelske Ild. Jødernes Udsagn, at den, der ser Jehova, maa dø, og Grækernes Mythe om Ikaros, som vilde fly for den dunkle Labyrinth, men som med sine kunstige Vinger kom Solen for nær, blev brændt og gik til Grunde - ja, gammel og ny Livsvisdom har tidt nok advaret mod den Unøisømhed, der vil være Gud lig, men hvis Veis Ende i Eventyret sættes i selve Muddergrøften. For faa Uger siden hørte vi fra Stockholm Lyden af et skud, hvormed en god, ret tænkende, men for den Gjerning, han havde slaaet ind paa, alt for ømtaalelig, alt for fintfølende og nervøs en Mand forlod Livet og det Land, han helst vilde gjøre de største Tjenester. Statsminister Richters Selvmord blev Følgen af den bløde, lige som lidt kvindelige Idealists Indfiltring i den haarde politiske Realitet. Vi have her t Danmark for nogle Aar siden set en ung alt for alt for høit stræbende Dame - Adda Ravnkilde - meget hurtig fortvivlet efter at have følt sig lokket til literær Virksomhed, og den svenske Fru Viktoria Benedictsson har i de sidste Dage i lige Maade sluttet en Forfattervirksomhed, der saare vel kunde kaldes "lovende", men som for hende syntes at love langt mere, end den viste sig at kunne holde.

Der er da baade Grund og Anledning til en simpel Reflektion. Lad ikke en Higen og Attraa, som i og for sig kan være rigtig, gjøres saaledes til Lov for Livet, at dette med den tarvelige Husmandskost, Virkeligheden kan byde, bliver umåleligt! Der kan gives stærke Aander - med stærke Nerver, Muskler o. s. v. - hvem den store Trang er nødvendig og naturlig, fordi de have tilsvarende Evner. Men i skrøbeligere Kar, i nervøse, kvindelige Konstitutioner er der altid Fare for, at Gæringen vil sprænge, at der i det mindste voldes langt mere Ufred og Misfornøielse end Gavn og Glæde. Fornemlig gjælder det over for Ungdommen - mest maaske den kvindelige Ungdom - at den ikke lader sig bedaare og forlede til en Villen, som ikke følges af Kunnen. Det er i hvert Fald slemt nok med et voksende literært Proletariat af Mandkjøn, mislykkede Genier, misfoniøiede Talenter: det gaar lettelig deres Søstre i Musen end værre. Man behøver ikke at ønske Nutidens og Fremtidens Kvinder indsnørede i vore Bedste- eller Oldemødres trange Korsetter for at blive betænkelig ved at se de mange unge Damer, der nu til Dags opskjørte sig for at løfte Ideens Fane med Mund eller Pen. I mere end ni af ti Tilfælde er det Synd, at deres Begavelse - om de ere begavede - skal spildes i Forfatterinde-Forhaabninger, nyttende Verden grumme lidt, skadende Vedkommende selv grumme meget. Dem som saa Leilighed til at give Raad, naar Lysten til at blive noget stort ved at skrive noget stærkt angriber alle disse lyriske, novellistiske eller dramaliske Begyndere og Begynderinder, kan det ikke noksom anbefales at gjøre alt for at gjenne dem tilbage, da godmodig Opmuntring som oftest volder Fortræd for hele Livet efter en stakket, illusorisk Glæde. Et Forfatterskab som det, der nys sluttede saa tragisk ved Fru Benedictssons Død, er i sig selv jo meget pænt og rart, ja! det blev langt mere vellykket end de flestes, men hvilken Nytte har det egenlig øvet? Og hvor dyrt betalt blev det ikke baade for hende selv og for en kreds af slægt og venner? Den Vei, det viser, er alt i alt dog kun som hin til Løvens Hule, og de blodige Spor er da i det mindste tjene til Advarsel.

(Nationaltidende, 28. juli 1888).

Ernst Ahlgren (1850-1888). (Efterskrift til Politivennen)

Atter et opsigtsvækkende Selvmord i København.

Den svenske Forfatterinde Victoria Benedictsson, bekendt under Forfatternavnet Ernst Ahlgren, har i Søndags aflivet sig i København.

"Aftenbladet" meddeler følgende nærmere herom :

I Gaar ved 2-Tiden blev der bragt os en uhyggelig Efterretning fra en Sidegade ved Kongens Nytorv; En derboende svensk Dame skulde være ombragt paa voldelig Maade, ved egen eller ved andres Haand. En af vore Medarbejdere begav sig øjeblikkelig derhen.

Fra Gaden var der intet usædvanligt at se i Lejligheden. I Vinduet stod et Glas med smukke Roser, hvide og røde, omgivet af Bøger og Portræter; paa Bøgerne stod, som vi siden saa, det svenske Forfatternavn Ernst Ahlgren, under hvilket Navn Fru Benedictson skriver. Ude fra var der at se kun Hygge og Fred i det lille lave Mezzaninetages Værelse. Men træd ind; der er Blod og Lig. 

Paa gulvtæppet laa en af et fint Linstykke kun halvt dækket Kvinde i en stor Blodpøl; paa en Taburet ved Siden af fandtes en bloddryppende Barberkniv og et Haandspejl. Hver Side af Kvindens Hals viste tre store tommelange Flænger; Pulsaaren var overskaaren. Ogsaa Haandleddene viste flere Snit. Taburetten, Sengen, Puder og Lagner var gennemvædede af en Blodstrøm.

Hun var om Aftenen kommen hjem, tilsyneladende glad og veltilfreds; hun talte muntert med Pigen, som bragte hende Aftensmad, et Par Stykker Smørrebrød og et Glas Øl. Efter at have spist læste hun lidt og gik til Sengs. Her er saa uden Tvivl den frygtelige Gerning begaaet, og under Dødskampen er hun styrtet ud paa Gulvet.

Da Pigen omtrent Kl. 11 om Formiddagen kom for at vække Damen, fandt hun Døren aflaaset; denne blev aabnet, Pigen styrtede tilbage, forfærdet over det Syn, der mødte hende.

Øjeblikkelig blev der tilkaldt Lege; man traf Dr. med. Philipsen, men der var for ham intet at gøre uden at konstatere Døden. Ligeledes gik der Bud efter den svenske Litterat Axel Lundegaard, til hvem der laa et Brev paa den Afdødes Bord.

Politiet lod Liget besørge ud til St. Johannes Stiftelse, hvor der er Ligstue over dem, der ved Ulykke, Selvmord eller paa anden usædvanlig Maade kommer af Dage.

(Demokraten (Århus) 24. juli 1888).

Victoria Benedictsson. Foto 1878 af Gösta Florman. Licens CC PDM, dvs Public Domain.

Ernst Ahlgren.

Fru Victoria Benedictson - eller som hendes stadige Forfattermærke lød Ernst Ahlgren - har i Søndags dræbt sig selv i det Hotel i Hovedvagtsgade, hvor hun under sine hyppige Besøg i Kjøbenhavn som oftest tog Ophold. Hendes sidste tunge Timer maa de, der har staaet hende mere personlig nær end vi, fortælle om. Ingen, der nu har besøgt hende i Hotellet eller talt med hende i Dagmartheatret, hvor hun var en sikker Gjæst ved de tyske Forestillinger, kunde faa Indtryk af, at hun tænkte paa selv at afslutte sit Liv. Snarere syntes hun ivrig med nye literære Planer. Hun kom hertil fra et Besøg i Paris og var glad ved, at noget af det første, der mødte hende her, var et Tilbud fra Direktør Aug. Rasmussen om at spille hendes lille Stykke "I Telefon" til Vinter paa Kasino. Det var Alvor for hende at ville være dramatisk Forfatterinde Derfor drog Paris hende til sig, derfor erklærede hun ikke at ville vende tilbatil Skaane, saalænge det fortræffelige tyske Gjæstespil varede ved her. Hun vilde gjærne lære. Det svenske Akademis Hæderspenge - for Resten kun 500 Kr - der nylig var tildelt hende, har vel ogsaa været en Opmuntring. Den gamle Institution er ikke saa særdeles villig til at anerkjende unge Evner, mindst naar disse har et mere moderne Tilsnit, men Digtergagen motiveredes ogsaa udtrykkelig som en Belønning for det sædelige Element, der fandtes i Forfatterindens nyeste Produktion, hendes "Folkelivsbilleder".

Dette Blads Læsere vil ofte have truffet paa Ernst Ahlgrens Navn. Sidst med hendes smukke Fortælling "Kammerater" om den gamle Røgter og hans Hund, der i Forening redder Gaardens Kreaturer under en Ildsvaade og heller ikke vil skilles paa Medaljedagen. Under sit første Ophold i Stockholm, hvor Ernst Ahlgren indførtes i den literære Verden, skrev hun ogsaa Breve til dette Blad. De gjorde Opsigt ved deres uforbeholdne Aabenhjærtighed og Naivitet. Man saa af dem, hvorledes den hidtil ukjendte, men higende og ærgjerrige Provinsforfatterinde nød Hovedstadens Luft og de nye, forjættende Omgivelser. Der var en Friskhed over disse Breve, et tillidsfuldt Haab om, at nu gryede en ny Dag, nu stod Solen ogsaa op for hende. Hvad der senere har bragt saa afgjørende og bitre Skuffelser, véd vi ikke. Under Samtaler med hende kunde Ordene falde saa, at det moderne Liv saavel som den moderne Literatur altfor ofte var en Sækkegade, hvor man endte med at løbe Hovedet til Blods mod den afsluttende Mur. En Gang sagde da Ernst Ahlgren til den, der skriver disse Linjer, at hun nu havde endt en Bog, der netop hævdede Sundhed og Livsmod og brød med de falske literære Recepter. Det var "Fru Marianne", hun mente. Vi har altid fundet, hun skuffede sig selv. Denne Roman var, hvad godt man end ellers vil sige om den, ingen Nybegyndelse, intet frist Hjærtes glade og lyse Digtning. Ernst Ahlgren var sundest og sandest i sine smaa skaanske Fortællinger og Skizzer.

For en tre Aar siden gav vi her i "Morgenbladet" et kort Omrids af hendes ydre Livsforhold. Det maa være nok nu at minde om, hvorledes Victoria Bruzelius var et Friluftsbarn, født og opvoxet paa Landet. Hun blev aldrig sendt i nogen Skole idet hendes kundskabsrige Moder selv læste med hende, men allerede som ung blev hun en ivrig Rytterske og Skøjteløberske. Dobbelt tungt ramte det derfor netop hende da hun i Aarevis blev kastet paa et smertefuldt Sygeleje. Et Stød med Knæet mod en Ladedør fængslede hende først i flere Aar til Sengen, og mange af hendes kjøbenhavnske Venner vil endnu mindes, hvorledes hun senere ikke engang kunde gaa over et Gulv uden de to store Krykker. Men lidt efter lidt gjenvandt hun alligevel sin Førlighed, og sidst da vi forleden Aften saa hende i Jærnbanegade udenfor Dagmartheatret, gik den høje, slanke Dame med det blege Ansigt nok saa rask uden nogen Støttestav.

Hendes Hjem var og blev Skaane. Hun blev gift med en ældre Mand. Postmester Benedictson i Hørby og blev Stifmoder til voxne Børn. Saasnart imidlertid hendes første literære Forsøg havde brudt Isen for hende, higede hun ud fra det snævre Hjem, og de sidste Aar af sit Liv var hun en rejsende, der snart gjæstede Stockholm, snart Paris, snart Kjøbenhavn.

Hos os har hun i en Række af Aar boet ofte og tidt længe ad Gangen. Hun efterlader sig mange Venner her, der med Deltagelse vil spørge den sørgelige Udgang af et lovende Forfatterliv. Men større vil dog Tabet føles i Sverige. Ernst Ahlgren hørte til de Forfattere, der varslede en ny Literatur. Mulig vilde hun aldrig have indfriet de første og største Forhaabninger, der blev sat til hende, at hun, der kom fra Landsbygden, ogsaa skulde bringe noget af Landets Friskhed og Sundhed ind i Hovedstadsliteraturen. Der viste sig Tegn i hendes Forfattervirksomhed til, at ogsaa en Orm gnavede her. Nu er imidlertid alle Haab afbrudte. Denne Produktion hører Historien til.

De literære Forhold i Norden er lidet lyse for Øjeblikket. Der samler sig truende Skyer i Synskredsen, og en efter en tier de i Forvejen spredte Kræfter eller træder bort fra Skuepladsen. Ernst Ahlgrens bratte og beklagelige Død kan vække alvorlige Tanker hos os alle.

(Morgenbladet (København) 24. juli 1888)

Ernst Ahlgren.

Det var et Sorgens Budskab rundt om i Norden, da Telegrafen bragte Bud, at Ernst Ahlgren (Victoria Benedictson), "Penges" Forfatterinde er død.

Der er i hendes Fædreland ikke den Kvinde, som jo har læst, hvad hun har skrevet, ikke den unge Pige med fribaarne Tanker, som jo har ofret hende sin dybeste Beundring, set op til hende med Begejstring og gjerne villet reist mange Mil for blot at faa se et Glimt af hende.

Netop nu i disse Dage kom en ung, kvindelig Student i Gøteborg herned i det Haab at træffe hende. "Jeg vil bringe Ernst Ahlgren Blomster", sagde hun. Nu maatte hun nøies med at lægge en Krans paa hendes Kiste.

Ogsaa her i Danmark var hendes Navn kjendt og afholdt, ikke blot som "Penges" og "Fru Mariannes" Forfatterinde, som den ærlige og sandhedssøgende Psykolog, men ogsaa som den naturtro og fintfølende Skildrer af Fattigmands Liv og ViIkaar, som den, der har Øiet aabent for alt, hvad hun saa omkring sig, og med Humor, men ogsaa navnlig naar Talen var om Dyr - med ren Medfølelse kunde beskrive dette. Thi som Forfatterinde stod hun sikkert høist i disse Smaaskitser og Fortællinger, som for en stor Del er spredt omkring i vore Blade og Tidsskrifter, og Ingen, som har læst "Mo'r Malenes Høne", "Newfoundlænderen", "Jeppe" og flere, vil glemme dem.

Hun var en fnst og middelbar Natur, en stor Karakter, en talentfuld Kvinde; det, hun først og fremmest vilde, det var Sandhed og Klarhed. Sandhed i sit Liv og i sin Digtning, Klarhed over, om hun formanede al udrette noget Virkeligt.

Men Tvivl og Mistro mod sig selv gnavede bestandigt paa hendes Livstraad.

Jeg, der i henved fire Aar har staaet i nær og uafbrudt Forbindelse med hende og for en stor Del været fortrolig med hendes Arbeide, hendes Virken og hele hendes Tankeliv, kan maaske bedre end nogen Anden her i Danmark forklare hendes pludselige Død.

Det var Livslede, en uimodstaaelig, ubetvingelig Livslede.

For os, der havde staaet hende nær, kom dette Pludselige ikke uventet; vi vidste Alle, at Livsleden til sine Tider kom over hende som en uhyggelig Mare, der ikke lod sig afryste, som et klamt, snigende Uhyre, der sugede sig fast i hendes Tanker og drak hendes Hjærteblod.

Som Barn og ganske ung Pige havde hun været usigelig lykkelig. Med sin Fader, som hun elskede over alt, færdedes hun i Mark og Skov, hun red og hun jagede, hun kjørte de væligste Heste og foer med Vindens Fart hen over den frosne Sø. Denne Fader, denne elskede, men svage Fader, ser man idelig og al Tid dukke op i hendes Digtninger. Han døde, før hun ret var voxen, og nu tog Moderen fat; hun blev stængt inde i mørke Stuer, holdt tit Bog og Naal og den strengeste Pietisme. I den Tid fik hendes indre sit Præg, det blev korrekt og stivt og koldt, men i hendes Indre sydede det som glødende Lava. Efter Konfirmationen blev hun Guvernante, og det var hun indtil hun 20 Aar gl. blev gift med en allerede den Gang aldrende Mand, Postmester og Bankdirektør Benedictson i Hørby, Enkemand med sex Børn. At omtale hendes Ægteskabs li første Aar hører ikke herhen; men jeg tør vel antage, at hun følte sig tilmode som en Svane i en Andegaard.

Saa blev hun syg. En Knæskade fængslede hende til Sengen i to Aar; men disse to lange Aar var for hende en Udviklingens og Befrielsens Tid. Hun nød den tvungne Ro; hun arbeidede og lagde der den egentlige Grund til sin fremtidige Forfattervirksomhed; thi en Del Smaating, som hun tidligere under et andet Pseudonym havde indsendt og faaet optaget i Bladene, fandt hun selv uden al Betydning. Hendes Mand elskede hende høit, men taalte ikke, at hun skrev, derfor antog hun Forfatternavnet "Ernst Ahlgren", og Ingen anede i lange Tider, at der under dette Mærke skjulte sig en Kvinde - selv holdt hun den Gang for sin Mands Skyld strengt paa Pseudonymet.

Ved Juletid 1884 udkom "Från Skåne", og henad Foraaret 1885 "Penge". Samme Aar blev hendes Smaafortællinger oversat her i Danmark tilligemed "Penge", og begge gjorde de stor og velfortjent Lykke.

1885 var i flere Henseender af stor Betydning for hende. Banken i Hørby blev nedlagt og hendes Mand mistede som Følge deraf sin mest indbringende Stilling og den største Del af sin Indtægt. Hun havde al Tid været forvænt, aldrig behøvet at tage Hensyn til Penge; men den gode Modtagelse, hendes Bøger havde faaet, gav hende, trods sin legemlige Svaghed, der tvang hende til at gaa med Krykker, Mod til selv at tage Kampen op og med sin Pen tjene sit Livs Fornødenheder. Hun længtes ud i Livet for sammen med Jævnlige og med de Forfattere, hun gjennem deres Skrifter havde lært at beundre, at berige sin Aand, og hun indgik nu paa den Overenskomst med sin Mand, at hun skulde faa Lov at opholde sig, hvor hun vilde, imod at ernære sig selv. Han har sikkert erkjendt, at her var en Villie, som Intet kunde bøie, og derfor givet efter.

I Efteraaret 1885 reiste hun efter Indbydelse af Friherreinden Adlersparre til Stockholm, hvor hun for første Gang indførtes i Forfatternes Kreds, som deres Jævnlige og Kammerat, og fra nu af blev der Rift om hver Linie fra hendes Haand, og hun fik nu sit Arbeide godt betalt.

1886 delte hun mellem Høiby og Kjøbenhavn, hvor hun nu havde erhvervet sig Venner, og hvor hun elskede al opholde sig, at gaa paa Theatret og til Forelæsninger. Men at hun ikke var ulykkelig i sit Hjem, hvor hendes Datter og Stedbørn forgudede hende, viser bedst følgende Brudstykke af et Brev, skrevel i Oktober 1880:

"For Øieblikket befinder jeg mig saa vel her i Hørby, hvor Alle kappes om at gjøre det hyggeligt for mig. Men uagtet jeg for Øieblikket nyder den landlige Stilhed, veed jeg, at jeg i Længden vil synes, delt giver mig aandelig Tomhed, og derfor tør jeg ikke bestemme mig for at blive her. - - - Det er ganske mærkværdigt, hvor jeg befinder mig vel her. Man naar at faa saa uendelig meget bestilt paa en Dag; her er ingenting som forstyrrer En. Jeg vil lade min egen Sindsstemning afgjøre, om jeg kommer til al reise til Kjøbenhavn eller ikke. I ethvert Tilfælde fordyber jeg mig helt i Arbeider i den nærmeste Tid. Jeg har Hænderne fulde af Emner, og jeg maa skynde mig, inden Livsleden kommer igjen. Thi den kommer, det veed jeg"

Og senere samme Maaned :

"Jeg befinder mig stedse vel her i Hørby og vilde blevet her, om det ikke var for Forelæsningernes Skyld; men denne Gang har jeg foresat mig at føre Hjemmets Hygge med til Kjøbenhavn, saa jeg kommer til at føle Ulig rigtig i Ro ligesom her. De kan ikke tro, hvor bekvemt jeg har det, saadan jeg har faaet Værelserne møblerede efter eget Ønske."

1887 tilbragte hun dels i Kjøbenhavn og Paris, dels i Hørby og Stockholm, og samme Aar kastede hun Krykkerne. Først paa Aaret spilledes under stort Bifald paa det kongelige Theater i Stokholm hendes lille etakts stykke: "I Telefon" - det blev senere oversat til "Familiejournalen" og er i den allersidste Tid solgt til Kasino - henad Foraaret udkom samtidigt i Stockholm og Kjøbenhavn hendes store Roman "Fru Marianne", hendes Tankers kjæreste Barn, som beredte hende saa store Glæder og saa dybe Skuffelser. Hun skriver saaledes i Januar 1887:

"Jeg har i lang Tid været syg og ødelagt af Livslede, men de sidste fem Dage har jeg arbeidet som i Feber for at faa min "Frue" færdig. Det har været en saa umaadelig Glæde endelig at kunne arbeide, al jeg ikke har tænkt paa Andet end at skrive. Det har været herlige Dage, saa fulde af Kraft og Energi. Nu mangler jeg kun det sidste Kapitel, og det begynder jeg paa i Morgen. Der er i Slutningen et Par Scener, som har været noget af del kjæreste Arbeide, jeg har havt. Jeg holder af dem. Gid jeg kunde gjøre mig forstaaet - - - - - - - - - -  Jeg skriver saa kort, thi min elskede "Frue" venter jo paa mig. Hvilken Følelse at kunne arbeide! Jeg, som for en Uge siden led af den sorteste Fortvivlelse - jeg opmuntrer nu hele Huset."

Efter at "Fru Marianne" var udkommen og ikke her i Danmark bleven modtaget saa velvilligt af Kritiken, som hun havde ventet, begyndte hun undertiden at mistvivle om sit Talent; ikke fordi hun var bange for sit Udkomme, thi hun tjente mere end hun brugte, men hun stræbte efter det høieste Maal, Anerkjendelse af netop dem, hun ansaa for de ypperste i Aandens Rige - og Livsleden hjemsøgte hende hyppigere end nogen Sinde. Hun skriver i Juli 1887, da hun var reist til Vennerne i Stokholm:

"Vi seilede i haardt Veir fra Dalarø. Det var min første Tur i Seilbaad; jeg syntes om at seile, og naturligvis var jeg ikke bange. Hvad skulde jeg være bange? - - - - - - - - - - jeg føler, at intet i Verden kan hjælpe mig, hvis ikke denne helt forandrede Levemaade kan det -"

Og i September samme Aar:

" - mit Arbeide er mig kjærere end Luften, jeg indaander. Men en daarlig Forfatter vil jeg med Vidende og Villie ikke være. Hellere dø. - - - - - - - - - - - - - - - - det var Tanken om min Talentløshed, der gjorde, at jeg vilde begaa Selvmord. - - - - - - - - - - - - - Hvad jeg nu skriver, skriver jeg med mit Liv i den ene Haand og Pennen i den anden - for at tale i Lignelse - . Jeg behøver blot at komme til Klarhed, om jeg er en dygtig eller udygtig Forfatter. Deri ligger Afgjørelsen - - - - - - - - - - - Intet i dette Brev behøver at betragtes som en Hemmelighed."

Der var ikke i Fru Benedictsons Livsforhold noget som helst, der forklarer, hvorfor hun gav Afkald paa Livet - intet uden Livslede.

I Mai 1885 skriver hun :

"Jeg er til yderlighed skeptisk, har al Tid været det og aldrig lidt nogen Skuffelse, det være sig i Venskab eller Kjærlighed. Tværtimod: Livet har undertiden givet mig mere, end jeg havde gjort Regning paa."

Juni 1885:

"Jeg er saa mismodig, at jeg kunde fly hele Verden og begrave mig i en Hule, og det skjønt jeg kan tale og le som sædvanligt, naar jeg er sammen med Andre. Aa, jeg er saa træt af Livet, og dog vil jeg ikke opgive det endnu. - - - - - - - - - - Min Livslede er denne Gang værre end sædvanlig, og den hindrer mig i at arbeide. Men bryd Dem ikke derom, det kommer over mig periodisk. en Tilfældighed kan vække mig op af Døsigheden, og jeg veed godt - selv nu - at jeg vil vaagne op af den. Og saa lever jeg igjen."

Hun elskede sit Arbeide over Alt, tænkte ikke paa andet, levede ikke for Andel; Alt var for hende Smaating i Sammenligning med det.

Hun skriver derom i September 1885

"Jeg ønsker blot, al hele Verden kjendte mig, at jeg kan blive opfattet, saaledes som jeg er: en Arbeidsmyre, kjønsløs som de. Erotiken hører Fortiden til, Nutiden og Fremtiden er Arbeide, ikke andet end Arbejde - - - - - - - - - - - -  Jeg føler mig al Tid fremmed for dem, som lever i Overflødighed. Jeg, som har set saa meget af de lavere Klassers Raahed og Fattigdom, jeg væmmes ved Raaheden, og jeg foragter Forfiningen."

Og i Mai 1886:

"Jeg elsker mit Arbeide høit og forlanger intet bedre end helt al kunne være mig for det."

* * *

Tre Dage før hendes Død talte jeg med hende. Hun saa syg og træt ud og sagde saa underlig tonløst:

"Jeg bliver her ikke længel"

For alle hendes Nærmeste har det vist længe staaet klart, at dette saa smertelige Øieblik, Reisen til del store, ubekjendte Hinsides, vilde komme pludseligt; men tungt rammer det dog alle os, der personlig har staaet hende nær og holdt af hende, baade som Menneske og som Forfatter, og alle de Mange, der i hendes unge, friske, oprindelige Forfattervirksomhed saa noget stort og genialt i hendes Digtning, saa Realismens Sandhed i en ny og tiltalende Form.

Hendes Lidelser er nu forbi; men selv i Døden viste hun sin stærke Villie, sin kraftige Karakter

Hun kunde ikke leve længere.

Men i Ernst Ahlgren har Skandinavien mistet sin mest lovende Forfatterinde.

Sofie Horten.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 30. juli 1888)

Der findes en hjemmeside om Victoria Benedictsson. Victoria Benedictsson omtalte aldrig sit barndomshjem positivt. Det var delt mellem moderen som underviste i sprog og sang, og faderen som lærte om at håndtere våben og red til hest. 

Victoria Benedictssons sygdom i benet er af nogle mistænkt for at være psykosomatisk. Steddatteren Mattis sagde imidlertid at hun i begyndelsen af 1880'erne fik et kistelåg over benet. Lægerne kunne ikke standse inflammationen som varede i flere år og mange misykkede operationer. I stedet lykkedes det for en lægekyndig kvinde, "Lundakvinnan" Elna Hansson at stoppe inflammationerne med grødomslag. Hun var herefter i stand til at gå med krykker. 

Fra efteråret 1886 boede Ernst Ahlgren mest i København, dog afbrudt af kortere besøg i Hörby, i Paris foråret 1887 og nogle uger i foråret 1888. Her led hun under stadige økonomiske vanskeligheder. I et af sine breve klagede hun over at hun ikke engang havde råd til at købe bøger, og i et andet at økonomien ville knække hende. Men hun erklærede at hun ikke igen ville være rig og ufri, om hun så fik en million. Fra 1887 synes også hendes selvtillid til sine kunstneriske evner at vakle. I december 1887 konstaterede hun at hun have penge til at kunne leve til marts 1888. I januar 1888 forsøgte hun at begå selvmord med morfin - det mislykkedes. Det foregik ligesom selvmordet på Hotel Leopold i Hovedvagtsgade 6, mezzaninen ved Kongens Nytorv.

100 år efter hendes fødslen blev der rejst en mindesten på hendes fødesten, bekostet af bl.a. Svenska Akademin og Bonniers forlag.

Se bl.a. Ellen Key: Ernst Ahlgren. Häggström 1889. 88 sider.  Niels Erdmann: Ny svensk Skønliteratur. in: Tilskueren Bind 5, s. 264-275. Victoria Benedictsson. En sjelfbiografi ur bref ock anteckningar. Samlade och utgivne af Axel Lundegaard. Stockholm, Høggström 1890.

Desuden anmeldelser af "Penge" her på bloggen.

Fru Marianne. Roman af Ernst Ahlgren. [Af Edvard Brandes]. Efterskrift til Politivennen.

Ernst Ahlgren (Fru Victoria Benedictsson): Fru Marianne. Roman. Autoriseret Oversættelse ved Sofie Horten. 487 S. (Gyldendal.)

Fru Marianne. Roman af Ernst Ahlgren. (Stockholm, Z. Haggstrøm.)

Da Fru Benedictsson har sat sit Navn ved siden af sit Pseudonym paa denne Bog, har hun rimeligvis anset den for sit bedste Arbejde, der kunde undvære en beskeden Anonymitets Skjul. Desværre besidder Fru Benedictsson som saa mange andre Forfattere en vis Mangel paa Selvkritik; thi Fru Marianne er utvivlsomt et af de svageste Arbejder, der skyldes hendes Pen. Hendes Roman Penge staar trods dens ungdommelige Mangler himmelhøjt over dette sidste Arbejde, der synes at søge sine Forbilleder i den tyske og engelske Guvernante-Romans f. eks. Marlitts letløbende Arbejder.

Man undres over, at en moderne Aand og intelligent Kvinde kan gøre sig skyldig i en saa haandgibelig Fejltagelse. Paa den anden Side gives der jo sikkert et stort Publikum for den Art Bøger. Fru Schørring læses vist mangensteds, hvor Rosmersholm anses for Kontrebande, og Fru Benedictsson vil blive rost i Blade, hvor Strindberg betragtes som Arvefjenden. Dog mange havde troet, at Fru Benedictsson stræbte højere.

Bogens Indhold er det, som Hundreder af Dameromaner forud har fortalt: en ung letsindig, lidt koket Kvindes Opdragelse gennem et Ægteskab med en alvorlig og klippemandig Brugspatron. Børje Olesson elsker den lidt fyldige og lade Marianne saa højt, at han ganske uformodet falder ned med et Frierbrev i Huset hos den forgældede Familie og bejler til den unge Pige, som han kun har set et Par Gange og som aldeles ikke har lagt Mærke til ham. Hvorfor han elsker hende? Der gives ingen Forklaring deraf. Børjes Elskov tages som vel begrundet, fordi Marianne er en indtagende Person, og hans mandige Alvor og uhyre Flid forsvinder baade for ham ligesom for Forfatterinden, naar Marianne viser sit kønne Ansigt og sin lille Fod. Han har Lyst til denne unge Pige, hvis Væsen og Egenskaber han ikke kender og for hvem han er helt ligegyldig; saa frier han, og da Familien ingen Penge har og han er rig, indvilliger hun i Forbindelsen. Han vanker til Staden en Søndagformiddag, og saasnart de to er bleven ene fem Minuter, kysser han hende. Da dette er færdigt, spørger han hende: "Men, Marianne, se nu rigtig paa mig og tænk saa over, om Du virkelig tror, at Du kan komme til at holde af mig". Og til denne flove og noget sene Forespørgsel svarer hun paa Oversættelsens gyselige Dansk: "Ja, rigtignok kan jeg komme til at holde af Dig". (Svensk: Visst kan jag komma att tycka om dig.)

Hvis en Franskmand læste denne Historie, vilde han næppe tro sig i godt Selskab. En ung Mand, der frier i et Brev til Pigebarnet og faar til Gengæld en Indbydelse af hende, lades af komplæsante Forældre ene med den Skønne, begynder øjeblikkelig at kysse og omfavne hende og fremsætter endelig det egenlig unødvendige Spørgsmaal, om hun er sikker paa at kunne elske ham. Og hvis hun nu i sin jomfruelige Sjæl naaede til det modsatte Resultat, skulde han saa rolig gaa sin Vej med Kyssene og det øvrige. Franskmanden vilde finde hendes Forældre mer end uforsigtige, næsten umoralske – hvilket beviser den gamle Sætning, at Moralen er forskellig under forskellige Bredegrader.

Dog ogsaa her i Danmark findes der muligvis Folk, der vil forundre sig noget over den Maade, paa hvilken den strænge og moralske Hr. Børje tilbereder sit Ægteskab. Selv en forliebt Galgenfugl ser sig en Smule bedre for, inden han knytter et Forhold for Livet. Og i hvert Fald, om Hr. Børje skulde finde nogle smaa Skuffelser paa Bunden af Ægteskabets Bæger, tør han næppe anklage andre end sin egen Ubesindighed.

Efter at Marianne har forsikret Børje om sin Tilbøjelighed og paany "slynget Armene om hans Hals" og kysset ham ud af en kraftig Kyskhed, slaar Forfatterinden over i den mere romantiske Stil og skriver:

"Livet laa foran dem som et udstrakt, morgenlyst Landskab, og de skulde nu for Alvor træde ind i det. Der fandtes ikke en Bihensigt, som den ene skjulte for den anden, og Øje mødte Øje, klart og varmt, som var det et af Solen overstraalet Dyb, hvor Sjæl kunde læse i Sjæl. Endnu havde de ikke andet i hele Verden end hinanden og endnu havde intet fremmed trængt sig vanhelligende imellem dem" o.s.v.

Hvilket mærkeligt Udbrud! Hører det virkelig hjemme i denne By og i denne Scene. Man betænke, at her er Spørgsmaal om to Mennesker, der egenlig taler sammen for første Gang i deres Liv, skønt de iøvrigt har sysselsat sig mere med at udveksle Kys end Tanker og Meninger. Mon nogen af dem virkelig i denne Forlovelsestund skulde forestille sig Livet som "et morgenlyst Landskab". Men dernæst: findes der slet ikke "Bihensigter", som den ene skjuler for den anden? Men Marianne da. Hun har paa de forangaaende Sider ikke meddelt Børje, at hun om Morgenen inden Besøget var bleven grundigt sat ind i hendes Faders forkvaklede Pengeforhold, og at Familien drev paa Partiet for Børjes gode Gaards Skyld. Mon Børjes Sjæl kunde læse denne Bihensigt i Mariannes soloverstraalede Øjedyb? Og endelig, med hvilken utrolig Telegrafhastighed maa ikke disse to Mennesker føle, naar de en Time efter det begyndte Bekendtskab skulde frygte noget vanhelligende fremmed mellem sig. Naar Kyssene undtages, er de jo selv vildfremmede for hinanden.

Mest overrasket bliver Læseren dog, naar han dernæst læser: "Endnu behøvede de ikke at holde fast paa Lykken ved Kærtegn, thi selve Tilværelsen var Nydelse". Holder Børje ikke fast paa Lykken ved Kærtegn (svensk: smekningar)? Hvorfor har han da kysset Marianne, lige siden han kom ind i Stuen?

De bliver gift. Og hvis Pladsen tillod det, var det værdt at efterfortælle den mærkværdige Bryllupsaften, som Forfatterinden opruller for sine Læserinder. Det er paa éngang saa fristende og tildækket som en udmærket varm Ret, der serveres under Laag paa et fint duget Bord. Da Børje om Morgenen bider Marianne i Pegefingeren for at vække hende, og hun ler "glad og opskræmt som et Barn" til sit "skæggede Uhyre", er Stemningen paa sit Højeste.

Trods saadanne smaa muntre Scener tilfredsstiller Ægteskabet dog ikke Børje. Den arbejdsomme og dybe Natur savner Forstaaelse hos sin tankeløse Hustru. Medens han pløjer og sanker i Lade, saa hverken spinder eller saar hun. Især er det galt, at hun ikke spinder. Thi for den alvorlige Børje staar en Hustru ved Spinderokken som Idealet paa huslig Lykke. Hertil har hans Moders simple Vaner bidraget, da hun altid har levet som jævn Bondekone. Iøvrigt er Marianne lovlig undskyldt, naar hun ikke tager Eksempel efter Børjes Moder, efterdi denne aldrig er bleven præsenteret for hende. Hun lever langt fra dem i et lille Hus og Børje undser sig for at fremstille den unge atlaskesklædte Bydame for den gamle tørklædebærende Bondekone.

De to Ægtefæller gror ikke sammen trods alle Perspektiver mod et solbelyst Landskab i Forlovelsesøjeblikket. Værre bliver det imidlertid, da de faar Besøg af en Ven af Manden. Paul Sandell er en træt og blaseret Fyr, der fører mange æstetiske Netheder i Munden og efter et mislykket Ægteskab forgæves har søgt Hvile for sin urolige Sjæl. Han er kundskabsrig, men uden Ærgerriughed, langt finere af Dannelse end Børje, men uden dennes Staalvilje og Mandsalvor. Naturligvis fænger han trods sin uhyre Blaserthed straks overfor Mariannes blonde Fylde, og hun faar urolige Drømme overfor hans blege Sorthed. Men intet aabenlyst sker imellem dem, kun et optændende Koketteri med lange Blikke og dvælende Haandtryk, indtil Paul en sen Aftenstund vover et Kys paa Mariannes Hals. Samvittigheden rører sig hos den blonde Dame, og da hun netop i disse Dage pludselig opdager, at hendes Mand tør vente sig en Arving, afviser hun den paatrængende Elsker og faar ham til at rejse.

Hermed kunde Romanen være sluttet. Tilbage staar dog Mariannes Omvendelseshistorie. Hun gaar nemlig til Bekendelse overfor sin Mand og betror ham baade hendes og Vennens Koketteri og hin Aftens eneste Kys. Det piner ham svært, skønt han efter nordisk Helteskik ikke taler videre om sin Malheur. Han traver tavs omkring. Og nu kommer drøje Tider for den lidt dovne Marianne, hvis Historie meget vel kan gaa ind i fremtidige Bastiansbøger. Hun maa staa tidligt op, lave Mad, læse Landbrugsbøger (som hun forstaar!), tale venligt med Sogneraadsbønderne, revse sin forgældede Fader – og til Slutning spinde. Men hermed er ogsaa hendes Bastian formildet. Og da Paul Sandell meget hensynsfuldt skyder sig en Kugle for Panden, fører Børje hende og Barnet til den lille Bondekone, af hvem han er født, og de to Kvinder finder hinanden straks i Glæden over Barnet. Og samme Aften, siddende paa en Dragkiste, bliver Børje og Marianne enige om at leve i fuld sjælelig og legemlig Forstaaelse Resten af deres Dage. Han vil være Rigsdagsmand og hun skal hjælpe ham. "Hendes Øjne stirrede ud i Luften som imod et langt, vidtaabent Fremtidsperspektiv."

Fru Mariannes Forfatterinde har ladet sig nøje med Livets blankeste Overflade, og de smaa Krusninger, der spiller over denne stille Sø fremstiller hun med Urette som Virkninger af Lidenskabens Storme. Hun har ikke saaet Blæst og kan heller ikke høste Storm. Hendes Figurer er flade som det Papir, paa hvilket de er beskrevne; Mennesker er ikke saa lette at handtere som disse Skabninger, af hvilke Kvinderne standser ved det første Kys og dernæst giver sig til at spinde, og af hvilke Mændene plaffer sig ud af Verden paa det for andre belejligste Tidspunkt.

Fru Marianne bringer Literaturen ikke et Hanefjed fremad, hvis det ellers er Literaturens Sag at sige Sandheden om de Ting, som Videnskaben ikke omfatter. Og det er uheldigt, just i disse Tider, hvor der trænges til sandhedssøgende literært Arbejde her i Norden.

Den danske Oversættelse er ikke god, uden Forstaaelse af svensk Udtryksmaade og uden Ævne til dansk Sprogform. Men Bogen vil alligevel finde mange Læsere.

(Politiken 25. juni 1887).

I samme tidsrum havde Edvard Brandes' bror, Georg Brandes et forhold til Victoria Benedictsson. Noget som Edvard angiveligt ikke kendte noget til.

Der er ikke enighed om Brandes' kvindepolitik. Kun om at han havde en eller anden betydning for kvindesagen. I 1915 var han ret uinteresseret i kvindelige valgret. Hans forhold til Victoria Benedictsson er behandlet i adskillige bøger og artikler som ikke giver et entydigt billedet. Nogle tegner et usympatisk billede af Brandes, bl.a. baseret i et afskedsbrev hvor hun giver ham skylden for sit selvmord. Andre mener at hun er utroværdig. Pil Dahlerup skrev 1983 i en disputats at Brandes på den ene side støttede og opmuntrede kvindelige danske forfattere, på den anden side holdt han dem reelt nede og tilbage ved at fastholde dem i deres særlige kvindelige psyke, en kategori under mandens. Og mange andre synspunkter kan findes.