Edith Andersson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord paa Rigshospitalet

En 22-aarig Pige dræber sit spæde Barn.

Opdagelsespolitiets Mordkommission blev Mandag Aften alarmeret til Rigshospitalet i Anledning af, at man havde fundet Liget af et lille Barn i en Kommodeskuffe.

Sagen blev hurtigt opklaret. Der var i Fredags foregaaet en sørgelig Begivenhed derude. En 22-aarig svensk Pige, Edith Andersson, havde den 17. Marts født et Drengebarn, og en halv Snes Dage senere blev hun udskrevet, hvorefter hun genoptog sit Arbejde paa Hospitalet

Hun havde ingen Penge, og det lykkedes hende derfor ikke at finde nogen Pleje til Barnet. Kort før Barnets Fødsel skrev hun til Faderen, men Brevet kom tilbage med Paategning om, at Adressaten er ubekendt.

De andre Piger paa Hospitalet sagde, at hun ikke maatte have Barnet i sit Værelse, og ude af sig selv af Fortvivlelse greb hun da et Stykke Lærred, som hun snørede fast om Barnets Hals. Hun véd ikke, om Barnet straks døde; i hvert Fald havde det udaandet, da hun efter et Par Timers Forløb kom tilbage og saa til det. Saa svøbte hun Liget ind i nogle Aviser og lagde det ned i sin Kommodeskuffe.

Det var Økonomaen, der fandt det under Visitationen paa hendes Værelse.

Efter at Politiet havde faaet denne Forklaring, blev Edith Andersson anholdt. I Gaar fremstilledes hun i Dommervagten, hvor der blev afsagt Fængslingskendelse over hende. Overretssagfører Hulegaard blev beskikket til Forsvarer.

(København 2. april 1925)

Barnemordersken for Nævningetinget.

Den 22-aarlge, aandssvage svenske Køkkenpige Edith Andersson, der i Marts Maaned kvalte sit Barn paa sit Værelse paa Rigshospitalet.

Stor Afhøring af Vidner.

Edith Anderssons tragiske Skæbne for aabent Tæppe. - Uden Familie, uden Venner, i opsagt Stilling og uden Pleje til sit Barn - Stærkt sygelig fra Fødselen og overmaade svagt begavet.

Det var et stakkels, forpjusket Pigebarn, der i Formiddags stedtes for det københavnske Nævningeting - den 23-aarige Edith Andersson, født i Sverrig og sat under Tiltale for den 27. eller 28. Marts i Aar med Overlæg at have kvalt sit Barn. Hun var da Køkkenpige paa Rigshospitalet.

Dommerne: Hoff, Axel Rasmussen og Thorup.

Dommerne var: Axel Rasmussen, Hoff og Thorup. Som Nævninger udtrækkes Direktør Wilhelm E. H. Bang, Kolonialhandler C. H. Schmidt, Inkassator Vernon, Forvalter Edv. Frandsen, Kontorchef Alf V. Olsen, Guldsmed Joh. Hertz, Kontorchef P. H. Alstrup, Prokurist Neerberg, Lektor Jens Christiansen, Malermester Hans P. Andersen, Fru Ella Hansen og Fuldmægtig Vilhelm Frendrup.

Direktør Bang vælges til Formand.

Ledsaget af en kvindelig Politibetjent og en Opdager fra Undersøgelseskammeret, føres Arrestantinden ind og tager Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Axel Hulegaard. Anklagemyndigheden repræsenteres af Højesteretssagfører Ahnfeldt-Rønne.

Efter at Nævningerne er taget i Ed, spørger Retsformanden:

- Edith Andersson! Erkender De Dem skyldig?

- Ja, kommer det svagt.

Retsformanden gaar herefter over til at udspørge den unge Pige om hendes sørgelige Historie.

Den unge Piges Historie.

Edith Andersson fødtes 11. November 1902 i Ekeby i Skaane. Der var mange Børn i Hjemmet, og fra ganske ung sendtes hun ud for at tjene. I Skolen havde hun været meget syg, oftest af øjenlidelser. 17 Aar gammel kom hun til Helsingborg og to Aar senere til København Hun havde her først forskellige Pladser og kom i Maj Maaned ud paa Rigshospitalet som Køkkenpige.

Edith Andersson.

Den 18. Marts fødte hun en Dreng. En Uge efter blev hun udskrevet fra Fødselsstiftelsen og flyttede tilbage til Hospitalet med sin lille Dreng. De blev vel modtaget, og flere af hendes Kolleger og Sygeplejersker var inde for at s ae Drengen.

Hun søgte forgæves en Pleje.

Lørdag Morgen den 38. Marts saa Edith Andersson Bladene efter for at finde en Pleje til sit Barn. Hun søgte en saadan paa Amager, men uden Resultat. Ogsaa andre Steder prøvede hun at faa sit Barn i Pleje Men det forblev resultatløst.

Retsformanden: - Prøvede De ikke at henvende Dem til nogen paa Hospitalet for at faa dem til at hjælpe Dem?

- Nej, jeg mente ikke, at det kunde nytte noget.

Da Barnet blev kvalt.

Samme Aften sad Edith paa Værelset med sin lille Dreng og kunde ikki finde Udveje og besluttede derfor at dræbe Barnet.

Retsformanden: - Tænkte De først paa det paa dette Tidspunkt?

Edith Andersson (stærkt grædende): - Ja.

- De tænkte ikke paa det, mens De laa paa Fødselsstiftelsen?

- Nej, slet ikke. Det var først, da jeg ikke kunde faa det nogen Steder her. Jeg gik da ud paa Gangen og hentede en Strimmel Lærred.

- Bandt De den om Barnets Hals?

- Ja.

- Løst, eller slog De en Knude?

- Jeg slog en Løkke og knyttede den om Barnets Nakke.

- Sov Barnet?

- Ja!

- Skreg det?

- Nej!

Hun vilde bagefter dræbe sig selv.

- Hvad tænkte De paa?

- Jeg vilde tage min Dreng med mig og drukne mig sammen med ham.

- Hvorfor gjorde De det ikke?

- Jeg var sagt op af Hospitalet, men maatte ikke forlade min Plads før den sidste i Maaneden, og det var der flere Dage til.

- Hvad gjorde De saa?

- Jeg lagde Barnet i Sengen, trak Dynen op og gik ud paa Gaden.

- Laaste De Døren?

- Nej, det tænkte jeg ikke paa.

- Var De klar over, at Barnet var dræbt?

- Ja, da jeg et Kvarter efter kom hjem for at se til det, var Barnet blaat.

Barneliget i Kommodeskuffen.

- De lagde Liget i en Kommodeskuffe?

- Ja!

- Hvor det blev fundet af Økonoma Frk. Feldthausen.

- Ja.

- Hvorfor vilde Økonoma se efter i Deres Kommode?

- De mente, at jeg havde taget af Hospitalets Forklæder og saa derfor efter. De fandt saa Liget i en af Skufferne.

Hvad Vidnerne fortæller.

Rigshospitalets Forvalter i Skranken.

Anklageren fremlægger den brede, hvide Lærredsstrimmel og lader Fotografier af Værelset og det fundne Barnelig cirkulere blandt Nævningerne.

Efter en kort Indledning gaar Anklageren over til Vidneførsel. Første Vidne er Rigshospitalets Forvalter, Hr. Kjeld Nielsen, under hvem Personalet sorterer.

Anklageren: - Det sker vel af og til, at en af Køkkenpigerne skal have et Barn?

Kjeld Nielsen: - Ja, ikke saa sjældent.

- Faar de saa Lov til at blive paa Hospitalet?

- Ja. Hun faar Løn til den Dag, da hun forlader Hospitalet for at føde, og paany fra den Dag. da hun melder sig til Tjeneste efter Fødselen.

- Hvis Edith havde henvendt sig til Dem og skildret sine Vanskeligheder med at faa Barnet anbragt, hvad vild De saa have gjort?

- Jeg vilde have henvendt mig til Fødeafdelingen og søgt at faa hendes Barn i alt Fald foreløbig anbragt her.

- Edith var sagt op.

- Ja, fordi hun ikke var gaaet ind i en Sygekasse, saaledes som alle Køkkenpigerne skal.

Retsformanden: - Er der ikke en ret livlig Mandfolketrafik paa Køkkengangen?

Vidnet: - Det tror jeg egentlig ikke. Køkkenpigerne maa nok have Besøg. men kun til 10½ Aften, og der bor to Piger sammen.

Da Liget blev fundet. - Tøjpakken, som ikke maatte lukkes op.

Med praktisk talt uhørlig og hurtig Stemme forklarede Økonoma Frk. Feldthausen, hvorledes hun fandt Barneliget.

- I Kommoden, siger Frk. Feldthausen, fandt jeg en indbundet Pakke Tøj, som jeg tog ind med paa Værelset. Edith vilde ikke have mig til at lukke den op.

- Hvad sagde hun?

- At der ikke var noget i. Jeg saa efter og fandt Barnet.

"Familien skulde have Barnet".

Underøkonoma Frk. Dagmar Jensen havde spurgt Edith, hvad hun vilde gøre ved Barnet. Edith svarede, at det enten skulde i Pleje paa Amager eller hos hendes Kærestes Familie i Nykøbing. Falster.

Retsformanden: - Er det sandt?

Edith Andersson: - Ja. Det sagde jeg.

- Hvem tænkte De paa?

- Ikke paa nogen.

- Hvad De sagde var altsaa ikke sandt?

- Nej.

Forsvareren: - Hvorledes er Deres Indtryk af Ediths mentale Tilstand?

Frk Jensen: - Hun er sløv og meget daarligt begavet i alle Retninger. Jeg havde meget ondt af hende.

Mordersken fortalte, at Barnet var hentet. 

Laura Christiansen, der delte Værelse med Edith Andersson, fortæller, at hun ikke havde talt særlig med Edith om Barnet. De drøftede ikke intimere Ting, kun i Almindelighed havde hun sagt til Edith, at hun "skulde opføre sig pænt".

Anklageren: - Umiddelbart efter at Barnet var blevet dræbt, kom De op paa Ediths Værelse. Hvad sagde hun da?

Vidnet: - At hendes Familie havde været der og hentet Barnet.

Paa ssmme Maade udtaler Fru Alvilda Larsen sig. Til hende havde Edith sagt, at Barnet først skulde paa Amager, derefter til Nykøbing.

Edith Andersson troede, at Barnet skulde være ude Inden Aften.

Ogsaa det næste Vidne, Frk. Astrid Nielsen, fortæller, at Edith til hende har sagt, at Barnet var hentet.

Retsformanden: - Hvorfor sagde De det?

Edith Andersson: - Jeg troede ikke, at jeg maatte have Barnet hos mig Natten over.

- Hvem sagde det?

- De andre unge Piger.

- Hvem af dem?

- Det husker jeg ikke.

Saavel Inspektøren som Økonoma hævder med Sikkerhed, at der aldrig har været Bestemmelser paa Rigshospitalet om, at unge, fødende Køkkenpiger ikke maatte have deres Barn hos sig i en saadan Situation. Det er aldrig betydet nogen af de unge Piger, at deres Barn skulde bort inden Aften.

En moralsk Forandring, efter at Edith kom paa Rigshospitalet.

Som Vidne afhøres Arrestantindens Søster, Husassistent Frk. Hilma Andersson, der skildrer sin 3 Aar yngre Søster som meget svagelig og syg fra Fodselen. Ogsaa Hilma Andersson tjener her i Byen, og de to Søstre kom i sin Tid jævnligt sammen. Forbindelsen mellem dem blev afbrudt, da Edith kom paa Rigshospitalet. Der foregik da en Forandring med Ediths Moral: Hun begyndte at løbe med Mandfolk.

Begge Søstre bliver stærkt bevægede, efterhaanden som Talen føres ind paa Hjemmet i Ekeby og deres Moder.

Retsformanden: - Hvorledes var Edith blevet modtaget, hvis hun var kommet hjem med sit Barn?

Hilma Andersson: - Hun var blevet godt modtaget.

- Hun har antydet, at hun ikke turde komme hjem.

- Det maa saa være for Sladderen.

Den unge Sømand.

Som Vidne afhøres Sømand Heinrich Poulsen, der benægter at have været sammen med Edith mere end to Gange. Han hævder aldrig at have staaet i normere Forbindelse med hende.

Anklageren: - Havde De tænkt det som en varig Forbindelse?

Vidnet: - Nej!

- Der foreligger dog Breve fra Dem. der stærkt tyder paa det modsatte.

- Jeg havde ikke tænkt mig det.

Hun er aandssvag.

Efter at endnu et Par Vidner er afhørt, oplæser Anklageren en Erklæring fra 6. Afdeling, hvor Edith har været indlagt til Observation,

Erklæringen gaar ud paa. at hun er i lettere Grad aandssvag.

Efter en Frokostpause, fik Sagførerne Ordet, herefter Nævningene trak sig tilbage. Dommen falder i Aften.

(Nationaltidende 2. juli 1925. 2. udgave)

Vandringen til Forbedringshuset.

Den aandssvage Pige. der dræbte sit Barn paa Rigshospitalet. Divergerende Opfattelse mellem Nævninger og Dommer.

Edith Andersen, bevogtet af en kvindelig Betjent, græder, medens hendes Søster afhøres som Vidne.

Et Nævningeting i Østre Landsret behandlede i gaar i København Sagen mod den 22-aarige, nærmest aandssvage Gangpige paa Rigshospitalet Edith Andersen, der en Dag paa sit Værelse ombragte sit nylig fødte Barn og laasede det ned i en Kommodeskuffe.

Gennem Procedure, Dokumentation og Vidneførsel oprulledes her et trist Billede af en uerfaren og aandeligt set ganske uudviklet Pige, der fra et Fattigmandshjem i Sverig sendtes ud blandt fremmede uden nogen som helst Mulighed for at hævde sig, og som derefter sank uhjælpeligt ned for at ende som Forbedringshusfange.

Edith havde forskellige Pladser i velhavende og Jævntstillede Hjem, men ingen Steder kunde hun gøre Fyldest. Efter at have faaet Pladsen paa Rigshospitalet, stiftede hun Bekendtkab med forskellige Mandfolk. gik ud med dem om Aftenen og var dem til Vilie - uden egentlig at nære erotisk Tilbøjeligheder, blot fordi hun mente, 

at saadan hørte det sig til.

Edith blev frugtsommelig, kom paa Fødselsstiftelsen, hvor hun følte et Drengebarn, hvis Fader hun overhovedet ikke kunde angive, kom tilbage i sin Plads paa Rigshospitalet og dræbte saa Barnet, efter - saaledes som hun selv siger - forgæves at have søgt en Pleje til det.

Fra Kommunehospitalets Afdeling, hvor Edith efter sin Anholdelse blev indlagt til Observation, skriver Overlægen, at hun er en underbegavet Pige. Hendes Kundskabsmængde er ganske ringe, 

hnn véd ikke, hvor mange Dage, der er i et Aar, 

kender Intet til. om Tyskland vandt eller tabte Krigen, og véd ikke, hvor længe et Svangerskab varer. Paa Spørgsmaalet om, hvorfor Kvinder gerne vil giftes, svarer hun resolut: "For at blive fri for at arbejde."

Overlægen mener, at Edith er aandssvag i lettere Grad, og at der ikke findes andet Tegn paa Sindssygdom end en vis Depression, der ikke kan antages at have haft direkte Forbindelse med hendes Forbrydelse.

Retten spurgte efter Procedurens og Vidneførselens Afslutning Nævningerne, om Edith var skyldig i Overtrædelse af Straffelovens Paragraf om overlagt Barnemord, om hun kunde dømmes efter den almindelige Paragraf om forsætligt, men ikke overlagt Barnemord, eller om hun faldt ind under

den mildere Barnemordsparagraf,

der tager Sigte i første Række paa Mødre, der ombringer det nyfødte Barn umiddelbart efter Fødselen og uden endnu at være sig Sagen fuldkommen klart bevidst.

I sin "Retsbelæring" til Nævningerne udtalte Retspræsident, Dommer Axel Rasmussen udtrykkeligt, at efter hans Mening kunde den nævnte mildere Paragraf ikke komme til Anvendelse.

Ikke desto mindre dømte Nævningerne, at Edith kun var skyldig efter denne Paragraf, og udtalte samtidig, at Edith faldt ind under den saakaldte Taabeparagraf, hvis Anvendelse medfører nedsat Straf.

Under disse Forhold virkede det ret overraskende, at Dommeren umiddelbart efter afsagde den skarpe Dom: To Aars Forbedringshusarbejde.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 3. juli 1925).

En Særling der levede under frygtelige Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

 En Særling der levede under frygtelige Forhold.

Værelset, der havde fungeret som Skarnspand i mange Aar.

I en Ejendom i Badstuestræde har i længere Tid levet en gamnmel svensk Kvinde, ved Navn Luise Gustafson, der som eneste Indtægt har haft. hvad Ejendommens Beboere gav hende. Hun boede i et usselt Rum helt oppe under Taget, men hun, der har boet Ejendommen i mange Aar, har aldrig tilladt nogen, at se hvorledes hun boede.

Igaar kom en af Beboerne alligevel til - ved et rent Tilfælde, at se hvorledes der saa ud hos hende. Der var i det lille Rum ikke mere end maaske en Kvadratalen fri Plads. Resten af Værelset - fra Loft til Gulv, var tæt pakket med alt 

det Affald, som ellers findes i Skarnkasserne.

Der var en frygtelig Stank deroppe. Gennem de mange Aar havde hun faaet alt dette samlet sammen, til det tilsidst var gået saa vidt, at hun selv maatte sove paa Gangen udenfor. hvor Beboerne bragte hende Maden.

Igaar blev Sundhedspolitiet tilkaldt og to Arbejdere sat i Gang med at tømme Værelset for dets

lidt usædvanlige Indbo.

Kort efter at Arbejdet var begyndt tog vores Fotograf ovenstaaende Billede til os. Men der var mindst 4-5 Gange saa meget tilbage i Værelset. Bl. a. et Bord som man vidste var der, men som man endnu ikke havde fundet.

(B. T. 30. september 1920).

Danserinde Rosa Heath (og Underløjtnant Ernst Linder). (Efterskrift til Politivennen)

Sangeren og danserinden Rosa Heath optrådte i efteråret 1889 på "Concert du Boulevard" på Vesterbrogade og "Arenateater" i Tivoli. Uden dog at vække større Opmærksomhed. Men så begyndte avisen København (pseudonymet chic, som muligvis er Herman Bang - det er dog ikke verificeret af mig) at skrive om hende.

Annonce for Rosa Heath's optræden på Concert du Boulevard. København 16. november 1889. Nogen særlig fremtrædende plads synes hun ikke at have haft.

En overset Kunstnerinde.

Miss Rosa Heath

Stakkels lille Rosa Heath!

Skulde jeg møde Dig igen i saadanne Omgivelser, i en anden Rangs Varieté, borte i en Baggaard paa Vesterbro!

Jeg saa Dig i Hamborg første Gang - hvor Du dansede Dig varm og lykkelig, medens Du med Din yndige Barnestemme trallede muntre Melodier til, og Publikum under ellevild Jubel lod det regne med Blomster over Dit blondlokkede Hovede!

Saa var Du i Gøteborg, og Folk stormede til Lokalet, hvor Du optraadte, Aften efter Aften var der fuldt, Journalisterne dyppede deres Penne i det fineste Blæk, og svang i lange Føljetoner Virakkens Duft om Dit Haar.

Og nu synger Du i Boulevarden, og Københavnerne bryder sig ikke mere om Dig end om de væmmelige Hamborger-Chanteuser, der sammen med Dig konkurrerer om Prisen.

Stakkels lille Rosa Heath, skulde jeg se Dig igen imellem saadanne Kunstnerinder, der ikke er værdige en Gang at løse Dit Skobaand.

Og Du, slappe København, Du rører Dig ikke af Flækken, for at se denne Perle, maaske den fineste Danserinde, der i det sidste Ti Aar har gæstet vor By.

Se paa den Maade, hun sætter de smaa, bedaarende Fødder, se Armbevægelsernes fuldendte Ynde, det raske, frejdige Kast med Hovedet, se, hvor hun bærer Halsen, hvor hun har Magt over det lanke, rankt baarne Legeme! Og hendes Ansigt, blond og fint, hvor det lyser og smiler, som om et Overmaal af Glæde vilde frem af de straalende Øjne og den yndige, jublende Mund.

Det er saa himmelhøjt hævet over alt Gøgl, hvad den lille Rosa Heath præsterer derude, der er lagt i hendes Dans en sjælfuld Kunst, som fortjente en mere straalende Indfatning end Boulevardvarietéens halvforgyldte Scene ramme, en finere Musik end Hr Varialis tynde Orkestersuppe og et Publikum, som bedre forstod.

Thi hvor skulde en Sal, fuld af Spekhøkermadammer og andre Slags Smaaborgere, forstaa denne Kunst, der virker med saa smaa og raffinerede Midler som Rosa Heaths.

En enkelt Gang kan der i en Loge sidde et Par Mennesker, der synes at fatte Værdien af Miss Heaths Dans. Og de klapper da som rasende, og Folket nede paa Gulvet ser op paa de underlige halvgale Mennesker og klapper med. Saa bliver hun da fremkaldt ustanseligt, og hun oplever endnu en Ovation af samme Slags som dem, der bragtes hendes Kunst i andre Byer, som havde mere Forstand.

Chic.

(København 25. november 1889)

Vesterbrogade 29, Concert du Boulevard set fra Vesterbrogade. Over porten skilt med Hver Aften Stor Varietéforestilling Gratis Entré. På 2. sal salon der bl.a. skilter med Damp Ansigts-Bade, Manicure og Elegant Frisering 50 Øre. I stueetagen Emanuel Thranes cigarforretning. Nedbrudt april 1902. Københavns Museum. Ingen kendte rettigheder.

Miss Rosa Heath, den særlig her i Byen velkjendte, yndede Dans Sangerinde, er i disse Dage flygtet fra sine Forældre og fra det Etablissement - Kungsparken - i Malmø, hvor hun for Tiden optraadte. Skånska Aftonbladet skriver herom i Fredags

.... Vor Opmærksomhed blev henledet paa denne Sag ved, at vi fra Kungsparken pludselig modtog Meddelelse om, at den højtskattede Danserinde ikke skulde optræde mere paa Flora-teatern, og de Efterforskninger, vi i Anledning heraf foretog, gav os Kundskab om, at vor By i Gaar Aftes har været Skueplads for et Bortførelses-Drama af en i vort Land heldigvis sjælden Beskaffenhed.

I Gaar Aftes skal nemlig Miss Heath hemmelig være rejst fra Malmø med Kurertoget - og ikke alene, hun fulgtes af - eller, rettere sagt, hun fulgte en ung Stockholmer-Officer.

Heath har under sin Optræden her, som overalt, hvor hun har optraadt, været ledsaget af sine gamle Forældre, der altid opholdt sig bag Kulisserne og altid vaagede omhyggelig over hende. Miss Heath selv elskede, vilde man vide, intet højere end sin Kunst.

Men lille Rosas Tid skulde ogsaa komme, hun gjorde under sit Engagement ved Tivolis Variete i Stockholm Bekjendtskab med den unge Officer, som nu har bortført hende.

Forældrene havde bemærket dennes Nærværelse i Malmø og anede Uraad, da Datteren, trods al deres Paapasselighed, var bleven borte for dem. De skyndte sig til Jærnbanen ved Kurertogets Afgangstid, anende, at Flygtningen vilde fjærne sig med dette.

De opnaaede ogsaa at faa Toget giennemsøgt - men Miss Heath var der ikke - og var der dog! Man formoder, at den rapfodede, smidige lille Dame har sneget sig ud af Vognen til den ene Side, da Forældrene nærmede sig den anden.

Forældrene var ude af sig selv af Sorg, og deres eneste Trøst er et Telegram, som Datteren har sendt dem, og hvori hun lover - snart at komme tilbage.

Forskelllige Forhold tyder paa, at Flygtningenes nærmeste Maal har været Linkøping.

(Morgenbladet (København) 16. september 1890)

Rosa Heath sindssyg.

Som tidligere omtalt blev for nogle Dage siden den unge Sangerinde og Danserinde Miss Rosa Heath bortført fra Malmø af en ung Løjtnant, der havde vundet hendes Kjærlighed. Det lader nu til, at det fra hendes Side ikke har været et flygtigt Lune, men at det var Udslaget af en alvorlig Lidenskab, der desværre har haft de sørgeligste Følger for den unge Pige.

Fra Malmo tog som meddelt Parret til Linkjøbing, og derfra telegraferede den smukke Rosa til sine Forældre, at hun snart vilde vende tilbage. Hun kom ogsaa efter nogle Dages Forløb, men kort efter var hun atter forsvunden, og det gjentog sig flere Gange.

Men Løjtnanten var blevet kjed af hende, eller den Opsigt. Sagen vakte, har skræmmet ham. Vist er det, at han lod hende i Stikken.

I Tirsdags Eftermiddags kom hun her til Kjøbenhavn med sine Forældre, og de tog ind paa Hotel "Knapstedgaard".

Om Natten blev det ellers saa stilfærdige Hotels Gæster skræmmede op ved høje, gennemtrængende Skrig. Fra alle Sider strømmede man til og saa den unge Pige, i saa let Kostume som vel muligt, skrigende løbe gjennem Gangen og banke paa alle Dørene for at komme ind til sin Løjtnant, som hun troede opholdt sig paa Hotellet.

Med Magt maatte hun føres i Seng, og der blev vaaget over hende. Men næste Nat gjentog den samme Scene sig.

I Torsdags Aftes blev hun saa ført til Kommunehospitalet og indlagt paa Sindssygeafdelingen.

(Kjøge Avis 22. september 1890)

Rosa Heath.

Stakkels Rosa Heath, hvis Malmø-Tragedie vakte livlig Deltagelse i København, fik forleden i et Par af Byens Blade en lille Afskedsnotits, af hvilken det kunde forstaas, at nu var Historien forbi, og alt i Orden.

Notitsen meldte Frøken Rosa rask og udskreven Ira Hospitalet. Den fortalte, at hendes Forældre var rejst tilbage til England, at hun selv havde slaaet sig ned her i Byen og vilde forblive her, indtil hun skulde tiltræde sit næste Engagement i Wien.

Hvert Ord i Notitsen er galt.

Rosa Heath er her i Byen. Men hun sidder vedblivende i en Celle paa Kommunehospitalets sjette Afdeling. Hun kalder bestandig paa sin Løjtnant, og der er ingen øjeblikkelig Udsigt til hendes Helbredelse. Sine Forældre hader hun.

Og Forældrene er ingenlunde rejst fra København.

De har gemt sig i en af Vesterbros Sidegader, bange for Interviewernes Overløb. De rejser heller ikke herfra, før Datteren er helbredet.

Men de har slet ikke set hende, siden hun kom paa Hospitalet. Man har nægtet dem al Adgang til hende. I den Anledning anstrænger de sig af yderste Evne for at faa hende overflyttet til et andet det Hospital.

I deres Bestræbelser herfor har de to gamle faaet en rivende Forbundsfælle i

Løjtnanten

som for Tiden opholder sig her i København.

Om selve hans Flugt med den unge Dame forlyder der ét og andet, som vanskeligt lader sig gengive paa Tryk.

Han har aldrig villet og vil ikke gifte sig med hende. Adelskab og Familjehensyn forhindrer ham derfra, siger ham.

Det er jo al Tid en Gene, at være adelig - - eller en Fordel?

Han har betalt 300 Kr. til Forældrene - Sygehjælp? - og er villig til at betale mere. Han forlod hende i sin Tid, fordi han erfarede, at Politiet var efter dem, og ikke vilde kompromiteres.

Han har ikke turdet gaa hjem til Frk. Rosas Forældre, men søgt at træffe dem ude, hvilket ogsaa er lykkedes han.

Nogen egentlig Grund til at udfordre ham, som et københavnsk Blad forleden fint antydede, synes ikke at foreligge. Hans Rejse til København under disse Omstændigheder tyder paa, at han ikke befinder sig helt vel ved Situationen. Han har vel ogsaa ved denne Histories offenlige Behandling bødet ganske godt, fordi han tog Rosa Heath for en af Varietéernes almindelige letvingede Trækfugle.

Derimod giver vi hjærtens gærne vor Anbefaling til en eventuel Ansøgning til Kong Oscar om at gøre Løjtnanten "borgerlig" - naar der ikke er andet i Vejen -

- For sluttelig at tage de sidste Punkter i den omhandlede lille Notits under Behandling skal vi meddele, at Rosa Heath og hendes Moder er danske, ikke engelske. Samt at Frøknen, naar hun bliver rask, har Engagement - ikke i Wien, men i England.

(København 30. september 1890)

Der hentydes i artiklen til en notits i Aftenbladet (København) 28. september 1890. Den 19. juli 1889 - altså et år før - havde artisten Elvira Madigan begået selvmord sammen med en dragonløjtnant. Denne begivenhed var naturligvis stadig i frisk erindring.

Rosa Heath.

Mr. og Mrs. Heath - stakkels Rosas Forældre - aflagde i Gaar Middags en Visit paa "Køben-havn"s Redaktionskontor.

Hr. Heath er en lille gammel Mand, nær de halvfjerds og synlig nedbøjet af de sidste Ugers Sorger. Det var hans Frue, der er en halv Snes Aar yngre og af god dansk Familie, som førte Ordet.

Det gjaldt en, for øvrig ganske uvæsentlig Berigtigelse af vor Meddelelse forleden. Navnlig var Fruen bange for, at man af "København"s Artikel skulde faa det Indtryk, at Rosa Heaths Forældre søgte at skjule sig her i Byen. De havde ingen Ting at skjule; deres Forhold kunde i enhver Henseende taale Dagens Lys.

Vi lovede efter Fruens Ønske at meddele dette i Dag og spurgte, om der ellers var noget, vi kunde være til Tjeneste med.

Jo, det var der da.

Og saa gav Fruen sig til at pille lidt nervøsf ved en Arbejdstaske, der laa i hendes Skød. Og Mr. Heath, der hidtil havde siddet tavs, rykkede med et Sæt sin Stol nærmere og gav sig med ét til at snakke Engelsk i en saa ustanselig Fart, at det ikke var os muligt at følge ham. Mrs. Heath faldt i med - halvt Engelsk, halvt Dansk. Det var tydeligt, at de to gamle Ægtefæller havde noget ganske særdeles paa Hjerte, og hvad det var, fik vi snart at vide.

Mrs Heath lukkede sin Arbejdstaske op og tog et Par Fotografier i Visitkortformat frem. Det var Billedet af en ung Mand - vi behøvede ikke at spørge hvem.

"Der er han", sagde hun.

Og saa tyssede hun paa Manden og begyndte at fortælle den gamle Historie, som vore Læsere kender, om igen. Særlig dvælede hun ved, hvordan Rosa Heath, da hun var bleven forladt i Lund uden Spor af Penge, laante Penge paa Hotellet og rejste om igen den samme Tur over Linkøping og Nässjö o. s. v., som hun saa kort forinden havde rejst med sin Elsker. Hvordan hun alle Vegne spurgte etter ham, indtil Politiet besørgede hende sendt tilbage til Forældrene i Malmö.

Det vidste vi, vi havde læst det i Aviserne.

"Ja, vel", sagde Mrs. Heath. "Jeg véd ikke, hvordan Loven er her i Danmark og i Sverig. Men det skulde været i England, saa havde Politiet straks taget sig af Sagen, og min Datter havde faaet sig tildømt en anselig Skadeserstatning. Nu har jeg imidlertid overgivet min Sag til Højesteretssagfører Oktavius Hansen. Han har faaet alle de Telegrammer, der er vekslede. Han har set Breve fra den engelske Generalkonsul i Gøteborg, der kender os og Rosa, og har givet hende den bedste Attest for, at hun at hun alle Dage har været anset for den bedste, kærligste Datter og den anstændigste Pige, der kunde gaa i et Par Sko. Tror De, han kan vinde vor Sag?"

Vi maatte bekende vor Uformuenhed til at udtale os herom

"Nu vel", sagde Mrs. Heath - og Mr. Heath rykkede ivrig sin Stol endnu nærmere - "vil De da ikke sige mig én Ting ? Hvor kommer det sig, at Rosas Navn er nævnt atter og atter i alle Bladene i Danmark, Norge og Sverig. Man har fortalt indtil de mindste Detailler hele hendes ulykkelige Historie. Hvor hun har været, hvordan hun er bleven sindssyg, o. s. v., o. s. v. Men ikke et eneste Blad har nævnet hans Navn. Kan De forklare mig det? Hvorfor skal vor Datters Navn trækkes i Skarnet, mens han, der har voldt al hendes Ulykke, gaar fri. Hvad hjælper det, at han har deponeret stakkels 300 Kr. paa Hospitalets Kontor! Kan det gøre hende rask? Kan det give hende hendes Ære igen, give os vort Barn igen? Kan det erstatte hende det Tab, hun lider ved ikke at kunne opfylde sin Kontrakt i London? Vil De svare mig paa det." Vil De sige mig, hvorfor De ikke har nævnet hans Navn?"

Nu ja - for det første kendte vi det ikke

Saa tog Mrs. Heath et lille Visitkort op af sin Arbejdstaske og lagde det paa Bordet foran os.

"Jeg forlanger af Dem, at De skal nævne hans Navn. De har nævnet Rosas Navn saa tit, fortalt, om hendes Ulykke i deltagende Ord. Nu forlanger jeg af Dem, at De ogsaa skal nævne hans Navn, som voldte hende Ulykke"

Vi tog Visitkortet og læste det. Der stod:

Ernst Linder

Underlöjtnant vid Kungl. Lifgardet till häst.

På Bagsiden stod skrevet: good by.

(København 2. oktober 1890)

Ernst Linder (1868-1943) blev senere en kendt svensk officer. Han var søn af en godsejer og politiker. Faderen døde af tyfus kort efter hans fødsel. Moderen giftede sig 1872 med konsul Oscar Ekman. Han voksede op i Stockholm hos moderen og stedfaderen. Voluntær i Livgardet till häst 1 juni 87, hvor han blev underløjtnant 8. november 1889. Han avancerede støt og roligt og blev generalmajor i den finske armé 1918 og gjorde sig bemærket her. Det har ikke været muligt at finde noget på internettet i øvrigt om hans forhold til Rosa Heath. 

Rosa Heath.

Vi sendte i Gaar en Medarbejder op til Hr. Landstingsmand, Højesteretssagfører Octavius Hansen, der af Mrs. Heath var angivet som den, der skulde føre hendes Datters Sag.

Hr. Hansen erklærede, at der naturligvis ikke blev Tale om nogen Sag. Der forelaa intetsomhelst juridisk strafbart. Han havde paataget sig at hjælpe til en Ordning af Familjen Heaths Erstatnigskrav paa Løjtnant Linder, fordi han havde ondt af den ulykkelige Pige.

Forøvrigt udtalte Højesteretssagføreren, at Hr. Linder havde aflagt ham et Besøg og havde tilbudt for saa vidt hans økonomiske Forhold tillod det, at erstatte det Tab, Familjen led ved Frk. Rosas Sygdom.

Sluttelig erklærede Hr. Hansen, at Løjtnant Linder, efter hans Overbevisning, var en Gentleman.

(København 3. oktober 1890)

Rosa Heath. Som tidligere meddelt blev Rosa Heath indlagt paa Kommunehospitalet, hvor hun var i 21 Dage. Saa fik hendes Forældre Meddelelse om, at hun som uhelbredelig Sindssvag vilde blive indlagt paa St. Hans Hospital, hvor hun dog kun kunde blive optaget mod Udbetaling af en Sum paa ca. 1.000 Kr. Forældrene saa sig ikke i Stand til at udrede denne Sum og fik hende ud af Hospitalet.

Rosa Heaths Moder er, som bekjendt, dansk af Fødsel. En herboende Slægtning, en Tømrermester, tilbød sig indtil videre at modtage Rosa Heath. I Hjemmets Hygge og plejet af kjærlige Hænder nærede man Haab om, at den stakkels unge Pige paany vilde blive helbredet.

Hos denne Familie forblev hun dog kun 2 Døgn. Dag og Nat forfulgtes den unge Pige af Tankerne om den, hun elskede, ham, der saa skjændigt havde forladt hende. Til Tider blev hendes TIlstand betænkelig for hendes bekymrede Slægtninge, og Husets Fred forstyrredes af hendes hysteriske Skrig om Natten.

Forældrene besluttede da hurtigt muligt at afrejse med deres Barn til London. Forleden tog de med et af de store Dampskibe, der gik til Hull. Det var Hensigten at faa den unge Pige anbragt i et Asyl for Uhelbredelige. Senere er der intet hørt fra hende.

(Aarhus Amtstidende 24. oktober 1890)

- Den ulykkelige Sang- og Danserinde Miss Rosa Heath er nu bleven indlagt paa et Sindsygehospital i London, efter en Overrejse som hendes Slægtninge i et Brev til Bekjendte her i Byen beskriver som ualmindelig besværlig og farefuld. Den unge Pige nød i de fire Nætter og tre Dage, hvori Rejsen varede, ikke et Øjebliks Hvilke, hun skreg og rasede uophørlig og flere Personer, hvoriblandt hendes Fader, maatte utrættelig bevogte hende, for at hun ikke skulde tilføje sig selv skade. De af Lægerne anordnede beroligende Midler kunne ikke bringes til Anvendelse, da hun ikke var til at formaa at tage dem, og man saa sig nødsaget til at anvende Magt, for at faa hende til at gaa ombord paa Dampskibet og senere at forlade samme.

Miss Heath skulde i London have optraadt på tre forskjellige Etablissementer hver Aften og skulde herfor hvert Sted have havt 15 Lskr. om Uge - - altsaa ialt ca. 8240 Kroner om Maaneden. Hendes Helbredelse anses i England ikke for umulig, men formenes at ville tage lang tid. 

(Dagens Nyheder 26. oktober 1890)

Stakkels Rosa Heath.

Vi modtog i Gaar et Brev med engelsk Poststempel. Da vi rev Konvolutten over, faldt to Fotografier ud. Det ene forestiller en ung, blond Dame med bedrøvede Øjne og en fin, sensibel Mund. Det andet en regelmæssig, smuk Herre i svensk Officersuniform.

Det var Rosa Heath og Løjtnant Linder. - Bag paa hans Billede var skrevet med en klodset, rystende Haand : Det er den Mand, som har gjort min stakkels Datter ulykkelig, og saa gaar den Karl Skade fri, fordi vi er i et andet Land.

Rosa Heaths Moder havde givet sit forpinte Hjærte Luft -

Vi behøver ikke at genfortælle stakkels Rosa Heaths sørgelige Historie. Hvorledes den nydelige unge Pige, der stedse holdt sig fornemt tilbage fra Varietékammeraterne, i Stockholm stiftede Bekendtskab med Løjtnant Linder, hvorledes han fulgte hende ned til København og fra København til Malmø, hvorledes hun flygtede med ham Skaanes Smaabyer rundt, og hvorledes han forlod hende tilsidst.

Vore Læsere véd det og véd ogsaa, at Rosa Heath mistede Sans og Samling af Sorg, og at hun maatte indlægges paa Kommunehospitalets Sindsygeafdeling, inden hun med Forældrene kunde tage til London. Der fortalte svenske og københavnske Blade, at hun var død. 

Men Rosa Heath er ikke død, og hendes Moder har bedt os underrette hendes mange Venner om, at hun lever paa det samme Hospital, der nu i et halvt Aar har været hendes Hjem. Lægerne synes at spore Fremgang, Appetiten er god, og Søvnen rolig, men hendes Sind er lige tungt,, hun gaar stille op og ned i sin Celle, og hun har i de sidste fire Maaneder ikke talt et Ord.

Dette blev altsaa Rosa Heaths Skæbne.

Hun var opdraget i et stille Hjem, kendte ikke til Veninder, levede kun sammen med Forældrene. Hun optraadte i det sidste Par Aar som Chansonnette-Sangerinde, delte ikke de andres Liv, var venlig men yderst retirée. Da traf hun den Mand, som skulde ødelægge hendes Ungdom. Hendes førlighed blev stærkere end andres, fordi hun ikke før havde vidst, hvad Kærlighed var. Han forlod hende, sendte hende til Afsked kun sit Kort, paa hvis Bagside han havde kradset ned de to ligegyldige Ord good by. - Der er Folk, som dræber sig, naar den, de elsker, gaar bort. Rosa Heaths Skæbne blev sværere endnu.

Vi véd ikke, hvor Hr. Linder opholder sig - vi vilde, hvis vi kendte hans Adresse, have sendt tam et Eksemplar af dette Blad.

Maaske er hans Forbrydelse ikke saa stor, som mange tror, og maaske var det kun, fordi han ikke saa', at Rosa Heath var af et finere Stof end de Damer, der ellers synger paa Tribunerne, at han ikke holdt hende for god til en ilde Medfart, han lod hende blive til Del. Maaske har Fru Heath ingen Ret til at udslynge sine Beskyldninger - alligevel, en Mand der har røvet hendes Barn, maa taale hendes onde Ord og han maa bære Ansvaret for, hvad der er sket. -

Rosa Heaths Moder har bedt os meddele, at hendes Datter er i Live.

Vi gør det gærne, og vi véd, hvor mange der er bleven hendes Venner.

(København 26. marts 1891)

Rosa Heath.

Den engelske Sangdanserinde, som i sin Tid vandt det unge Københavns Hjærter fra Byens Variété-Scener, og hvis ulykkelige Kærlighedshistorie lagde en Sorgens Glorie om hendes kyske Tindinger, er nu atter fuldt helbredet.

Hendes Roman var som et Meteor - kort og lysende, og sluktes hurtig. Hendes Fremtræden paa en Tid, hvor den franske Rabalderchansonette havde oversvømmet Tribunerne, indtog Publikum gennem sin nye Friskhed og sin barnlige Ynde i de mest vovede Attituder.

Det var det, der vakte Bifaldsstormen, naar hun løftede den vide Kjoles Sømme, saa den som en Vifte udfoldede sig over hendes smalle Ankler. - Hendes Ansigt var ubetydeligt, karakterløst, hendes Haar temmelig tyndt, sat op i en ærbar spartansk Knude, hendes lyseblaa Øjne syntes svage, sørgmodig duggede. Armene var tynde, med magre, lange Hænder, Brystet udviklet som en trettenaars Piges. Hun brugte aldrig Korset, naar hun dansede derfor havde hendes spinkle, hofteløse Legeme et endnu mere blødt og barnligt Udseende.

For dem, der havde beundret de fede afklædte Chansonetter, der søgte deres Publikum gennem ødsel Blotten af Ben og Bryster, maatte hun staa som Inkarnationen af en ny Tids Æra paa Brædderne. Den blide Sentimentalitets. I hendes Stemmes melodiske Kalden, i hendes Armbevægelsers runde Gratie laa ædel Simpelhed. Og det var saa langt fra, at hun med dette forbandt Snærperi af nogen Art man fik se ligesaa meget, ja mere, af hendes unge Legeme - men ingen Bøjning under Dansen, ingen Løften af den lette Kjole fra de slanke, silkeblanke Ben bragte selv den sarteste kvindelige Tilskuer til at rødme eller et begærligt Blink i Mændenes Blik.

Det skulde da være i de mest fordærvedes. Naar hun nu igen viser sig, vil stormende Jubel hilse hende. Hendes triste Æventyr har hævet hende til at være den gode Fe for Tribunernes flagrende og ustadige, ofte foragtede Flok. Hun har vist, at der i Gøglernes Trækfugleskare kan findes en Uberørthedens Poesi, en øm og alt forsagende Trofasthed trods de korte Skørter, undersøgte af hundrede spejdende Kikkerter.

My little darling! - Din Sorg har yderligere befæstet mig ; man ender til Slut i sky Sløvhed eller i Askesen! eller søger Skøgen, der alt er forhærdet; for mange brudte Haab og bristede Drømme fylker sig paa den alfare Vej, - ved din Sang snøres mit Hjærte sammen af Vemod og Angst !

Kun med iagttagende Kulde følger jeg Dig og dine Søstres Dans! hos mig vækker I intet Begær, og kom det dog, vilde det være mig fjærnt at søge det stilnet i Eders lokkende Arme.

glen.

(København 18. september 1892)

Rosa Heath.

Den hed fornylig, at den unge, sympathetiske Varietesangerinde, Frk. Rosa Heath - hvis sørgelige Skæbne har vakt Interesse ogsaa udover de Kredse, der færdedes i Varieteerne - var bleven rask og atter havde vundet sin forstands fulde Brug. Dette Rygte naaede ogsaa frem til "Dannebrog"s Spalter.

Fra Rosa Heaths Moder, som i London har læst "Dannebrog" modtog vi i Gaar et rørende Brev, der handlede om hendes stakkels Datters ulykkelige Skæbne. Efter at Rosa Heath havde været 15 Maaneder i Hospitalet, bad Moderen Lægerne om at faa Lov til at faa hende ud paa Prøve. I 7 Uger plejede Moderen hende Dag og Nat, men Rosa Heaths Tilstand forværredes stadig, saa Moderen nu atter har maattet indlægge hende paa Hospitalet. Lægerne giver dog stadig Haab om Helbredelse.

(Dannebrog (København) 26. september 1892).

Rosa Heath.

Mange vil endnu erindre en lille Englænderinde Miss Rosa Heath, der i Sommeren 1890 optraadte i Arenatheatret og sang og dandsede sig ind i Alles Hjerter.

Hun var ung (kun 18 Aar), smuk og bevogtedes af en nidkjær Moder, der ikke vilde se sin lille Guldfugl i den første den bedste Fuglefængers Næt.

Altid saa man de to sammen, den slanke unge Pige med Smilehullerne i de runde Kinder og den let graanende Moder, en værdig Dame, der et Par Aar senere giftede sig med en engelsk Artist.

Rosa Heath lo og smilte til Alle. hun kjendte, men foretrak Ingen fremfor de Andre og gjorde i det Hele taget Indtrykket af den uangribeligste Dyd. Selv forhærdede Don Juan er opgav Ævret og stod flaue og flade overfor det forbausende Blik i den unge Piges blaa Øine.

Saa kom imidlertid den, der blev hendes Skjæbne.

Han var Svensker, ung, rig, Adelsmand og Officer i et svensk Husar regiment.

Den flotte unge Kavaller med det solbrændte Ansigt og den lyse Snurbart tog den lille Rosas Hjerte fangen. Hun elskede ham og havde kun Øie for ham, naar hun oppe paa Scenen bøiede sit smidige Legeme i den vuggende Dands.

Da den unge Officer efter nogle Ugers Ophold her reiste tilbage til Sverig, fulgte Rosa med ham. En skjøn Dag var de begge forsvundne, og Rosas Moder satte forgjæves Himmel og Jord i Bevægelse for at faa sin Guldfugl tilbage.

Efter et fjorten Dages Ophold i Sverig sammen med den Elskede fik Rosa at vide, at han var gift. Slaget var overvældende, den unge Pige sank fuldstændig sammen og hendes Aand formørkedes.

Hendes Moder, der imidlertid havde faaet hendes Opholdssted at vide, reiste over for at hente hende og vendte tilbage med en vanvittig Stakkel, der sad hensunken i sløv Apathi og stirrede med glandsløse Øine frem for sig.

Det var, hvad der var tilbage af den forhen saa glade og venlige Rosa Heath.

Hun blev bragt til England, hvor hun har tilbragt de mellemliggende otte Aar i et Galehus. Hun er uhelbredelig sindssyg, men Sygdommen har nu antaget en mildere, mere afdæmpet Form, der gjør, at Moderen har kunnet tage hende ud af Sindssygeanstalten.

For Tiden opholder de sig begge i Kjøbenhavn. Forleden Aften var de i Cirkus, hvor de, der kjendte hende, med Deltagelse lagde Mærke til den unge Pige, der sad aandsfraværende og i grublende Taushed ved sin Moders Side.

Hendes Tanker kredser endnu uafbrudt om hendes første Kjærlighed og den troløse Elsker, der sveg hende saa hjerteløst.

Rosa Heath kommer aldrig til at synge og dandse mere. Hun dandsede glad som en Lærke i Ulykkens Favn, den sorte Ulykke, hvis kolde, klamme Arme for stedse har kvalt al Glæde og Livslyst i den unge, indtagende Englænderindes Sjæl. (St. Av.)

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 13. juli 1898)

Rosa Heath.

Den sidste farlige Kur.

Blandt de Beviser, vi stadig modtaget paa Folks Tillid er ogsaa det, at man daglig kommer til os oq beder os rette og gøre god igen den Uret, som det dumme Aftenblad begaar.

I Gaar var det Fru Heath fra London og hendes Datter, Frk Rosa Heath, der kom for at beklage sig.

Rosa Heath er en ung dansk-engelsk Dame som i Sommeren 1890 optraadte paa Arenateatret.

Hun høstede megen Beundring og vandt sig mange Venner, og hendes bekendte sørgelige Skæbne gik alle nær til Hjærte.

Man husker sikkert, hvorledes hun tilIidsfuldt og opfyldt af Kærlighed til en svensk Husarofficer, en Adelsmand, opgav sit Engagement og rejste med ham, for saa Dage senere at opdage, at han havde bedraget hende paa det skændigste.

Fru Heath fandt sin Datter som en sindssyg Stakkel, bragte hende til England og lagde hende ind paa et Internat.

Sidst var hun bleven behandlet af den bekendte Sindssygelæge, Professor Forbes Winslow, der har ment, at en Rejse hertil og til Stockholm, hvor hun muligvis kan komme til at se sin første Ungdomselskede igen, vil bringe hende helt ud over den apathiste Sløvhed, hvori hun i de forløbne 8 Aar har været hensunken.

Miss Rosa sad ganske stille og tankefuld, da hun og Moderen besøgte os - det syntes hende saa uendelig ligegyldigt, hvad Bladene skrev om hende.

Men hendes Moder, en aldrende Dame, fuld af Liv, Elskværdighed og Energi, var meget ked af en aldeles vildledende Artikel, der havde staaet i "Aftenbladet" forleden Søndag.

Blandt andet bad hun os oplyse, at det var aldeles urigtigt, at hun et Par Aar efter Rosas Optræden i København havde giftet sig med en engelsk Artist. Hun var endnu den Dag i Dag gift med den engelske Ingeniør Heath, som hun var det den Gang. Han levede endnu og var 81 Aar gammel.

Nu rejser Rosa Heath, der en Gang var kendt og beundret af alle Københavnere til Stockholm for ved at rive op paany i det gamle Saar muligvis helt at kunne blive sjælelig frisk igen.

Vi ønskede Mrs og Miss Heath alt muligt Held med den farlige kur.

Men selv om hun vilde blive helt kureret, til Scenen gaar hun ikke.

(Folkets Avis - København 22. juli 1898).

Der bor for øjeblikket en englænder i København som for otte år siden var byens samtaleemne i hele Norden. Rosa Heath, dengang kun 18 år gammel, optrådte som solodanser på Arena Teatret og sang sig samtidig ind i alles hjerter, for hun favoriserede ingen, og alle angreb på den smukke brites lille hjerte blev nådesløst afvist. Der mødte hun en svensk husarofficer som endda fandt nåde i øjnene af hendes strenge mor, som altid var med hende. Det varede ikke længe ​​før hun blev lidenskabeligt forelsket i ham, og selv når hun svingede i dansen på scenen, tog hun aldrig øjnene fra ham. Pludselig brød Miss Heath sin kontrakt med Arena Teatret og forsvandt med den smukke husarløjtnant. Hendes mor satte alle myndigheder i gang - forgæves; parret var ingen steder at finde. Efter at Miss Heath havde tilbragt fjorten dage i Sverige, erfarede hun, at hendes idol var ægteskab. Denne nyhed knuste alle hendes håb på én gang, og den stakkels piges sind blev formørket. Hun blev bragt tilbage til England, hvor hun kom til at tilbringe otte år på et asyl. Nu er hun på vej mod bedring, og hendes første ønske var at besøge byen, hvor hun mødte den troløse mand, der stadig holder om hendes hjerte og hver eneste tanke.

Zur Zeit weilt in Kopenhagen eine Engländerin, die vor acht Jahren das Tagesgespräch im ganzen Norden bildete. Rosa Heath, die damals erst 18 Lenze zählte, trat im Arenatheater als Solotänzerin auf und sang sich gleichzeitig in Aller Herzen, denn sie bevorzuate Keinen und alle Attacken auf das kleine Herz der schönen Britin wurden erbarmunaslos abgeschlagen. Da lernte sie einen schwedischen Husarenoffizier kennen, der selbst in den Augen der strengen Mutter, die stets bei ihr weilte, Gesallen fand. Es dauerte gar nicht lange, so liebte sie ihn leidenschaftlich, und selbſt wenn sie auf der Bühne sich im Tanze wiegte, wandte sie keinen Blick von ihm. Ploötlich brach Miß Heath ihren Kontrakt mit dem Arenatheater und verschwand mit dem hübschen Husarenlieutenant. Die Mutter setzte alle Behörden in Bewegung — umsonst, nirgends war das Pärchen zu finden. Nachdem Miß Heatt sich 14 Tage in Schweden aufgehalten hatte, erfuhr sie, daß ihr Ideal — verheirathet war. Diese Nachricht vernichtete alle Hoffnungen mit einem Schlage und der Geist des armen Mͤädchens umnachtete ſich. Sie vurde nach England zurückeschafft, we sie acht Jahre im Irrenhause zubringen müßte. Jetzt befindet sie sich wieder auf dem Wege der Besserung und ihr erster Wunsch war, die Stadt aufzusuchen, in der sie den treulosen Mann kennen lernte, dem noch heute ihr Herz und jeder ihrer Gedanten gehört.

(Vorwärts, 31. juli 1898, Milwaukee)

Ernst Linder blev senere en kendt krigshelt, fx her i Aarhus Amtstidende 24. april 1918. Som det ses ligner hans uniform faktisk dragonløjtnant Sixten Sparre, den mandlige part i dramaet om Elvira Madigan.

Rosa Heaths skæbne levede på mange måder op til hvad bl. a. filosoffer, præster og læger mente om kvinder: en lavere rangerende status som svag, syg og ufuldkommen som menneske. En rolle som kvinder tvunget af omstændighederne, accepterede, og som de reagerede over for fx gennem sygdom.

Litteratur: "Folkelivs-billeder" af Ernst Ahlgren. (Efterskrift til Politivennen)

Forfatterindens, Victoria Benedictssons sørgelige, opsigtsvækkende død giver naturligvis anledning til at omtale denne, for nogen tid siden udkomne bog, og til at dvæle noget længere ved den, end man måske ellers vilde (have) fundet grund til at gøre.

Den består af syv små historier, skildringer af svensk, nærmest skånsk almueliv. Idet vi foreløbig forbigår den første, skal vi kort omtale indholdet af den anden og de følgende fortællinger. "En ægteskabs-roman" beretter i let, humoristisk tone om en meget flink, men også meget grim strygekone og linnedsyerske på landet, gift med et gyseligt drog af en mand, hvem hun imidlertid tilbeder, skønt han i ingen henseende er behagelig eller god imod hende. Ja, der røbes endog mere end mistænkelige tegn på utroskab fra hans side, men da hun med en velmenende frøkens hjælp prøver på at læse ham loven for den sags skyld, vender han overlegent forholdet om og gør sig i kraft af sin uundværlighed - fordi konen er forelsket i ham - til situationens herre, hvilket er ganske komisk skildret. Mens det dertil i virkeligheden er madammen som skaffer relativ velstand til huse, er han alligevel hjemmets ejer, og da han skal til at vandre heden, er det knapt nok at han sikrer hendes fremtid ved at give hende skøde på besiddelsen. Død og borte begrædes han selvfølgelig mere end nogensinde som lykken i denne ægteskabsroman. Fortællingen er, som sagt, holdt i en spøgende tone, men rummer dog adskillig alvor eller endog en hel tendens om man vil søge den, i fremstillingen af den i realiteten kuede hustru - kuet af tåbelig kærlighed, kuet også af de ydre forhold som giver den mandlige ægtefælle en husbondsret han i al fald kan misbruge. En egentlig tragedie har forfatterinden imidlertid ingenlunde skrevet her, men i den følgende historie er hun nærmere derved. Her tegnes et fattigt og sørgeligt hjem og endda et hjem med en ejendommelig ideal glans over sig. Ogsaa denne Gang møder man Konen i Huset som den stærke og styrende, men paa den anden Side er hun sit første, i hendes tidligste Ungdom uægte fødte Barns Morderske, dømt og efter at være "kommen ud" flyttet sammen med en Mand, en Arbejder med flere Børn, af hvilke nu kun et eneste er tilbage. Forfatterinden giver i smaa, korte, men stærke træk Billedet af denne Kone som baade Martyr og Heltinde. Martyr for sin Ungdoms Synd og for det officielle Stempel, som derved er sat paa hende for alle Tider, saa at hun end ikke "vil" blive Mandens ægteviede Hustru, skjønt hun iøvrigt er ham tro og god i Alt, kjærlig og øm mod ham og mod hans vanføre Barn. Ei heller "vil" hun nyde Nadveren, da han ligger paa Sottesengen, d. v. s. hun føler sig udelukket saa vel af Menneskenes som af Vorherres Samfund - og dog er hun saa god, saa dygtig, saa kjærlig! Samme Historie fører desuden en Præst frem eller egenlig to, den ældre Sognepræst og hans Kapellan. Der begyndes med skarp Antydning af den unge Mands strange Iver; med Paavisning af, hvor lidet disse Forhold, lige som selve Folkene knapt nok forstaa hans lærde Tale, men inden Enden skjønner han, hvor svagt Theorier og Læresætninger forslaa overfor Livets Virkelighed. "Ved Sottesengen" viser da tydelig nok Forfatterindens Tendens, som ligger i den grelle Fremhævelse af Barnemorderskens rene Dyd og Kapellanens ufyldestgjørende Kirkelighed, hvortil der saa kommer saadanne karakteristiske Træk, som, at den døende Mand anser sit Livs salige Ende betinget af det rent ydre Faktum, hvor vidt Præsten vil give ham Alterens Sakramente eller blot holde en Straffeprædiken, hvilken den Døende dog ikke kan fatte. Der er andre, baade slaaende sande og smukke Træk i Billedet. men altfor følelig er Forfatterindens egen Mening om de sociale, moralske og religiøse Problemer, som berøres, selvfølgelig uden at blive løste eller blot klarede, uagtet Fortællingen vil belyse dem saa skarpt som muligt. En saadan Historie virker da mere melodramatisk og deklamatorisk end kunstnerisk eller overtydende, medens den indirekte gjør Krav paa at raade dunkle Runer, kun Forfatterindens Sympathier, ikke disses Begrundelse eller Berettigelse giver Skildringen Værd og Betydning.

"Mens Kaffen koger" er atter en lille Humoreske, paany handlende om en Kone af Folket, hvem Elskov har ført ind i et tragikomisk Ægteskab. Manden er en glad fyr, men en uordentlig Personage, der ikke holder hus, men des lettere gjør Gjæld, og naar Konen skænder, bruger han blot at forsvinde for at more sig bedre andet Steds. Under den spøgende Form kan man her igjen finde en halvdulgt Klage over Kvindens mislige Kaar, som flygtig Forelskelse og Ægteskabets faste Baand forvold«.

Perlen imellem disse "Folkelivs-Billeder" kommer i "Kammerater", en fortrinlig Tegning af en gammel Røgter med en skrap Kone, hvis Renlighed ikke mindst bevirker, at Manden føler sig mest hjemme ude i Stalden mellem Dyrene. Pointen er alligevel en ejendommelig Anekdote om samme Røgter og hans kjære, trofaste Hund, hvilken han absolut vil have - virkelig faar - med sig i Kirke, da der højtidelig skal gives ham Hæders-Belønning for hans (og Hundens) opofrende Hjælp ved en Ildebrand. Der er noget inderlig rørende, ja hjertelig gribende i denne lille Skitse om Kjærlighed, Hengivenhed og Troskab, og endskjønt Billedet af Røgteren med Hans Hustru og hans Hund vistnok kan synes at ville give noget mere Almindeligt og Almengyldigt, end det i sin Knaphed og Ensidighed virkelig gjør, virker det alligevel ikke blot beklagende, men ogsaa betagende som et Genrestykke, hvori Kunstneren - Forfatterinden - har nedlagt baade sin Iagttagelse og end mere sin, kjærlighedsfuld Følelse. 

Tilbage staar "Forbryderblod", som er den første, og "Tre", den sidste Historie i den foreliggende Bog. Hin rummer Spor af en mørk Fantasi med Hang til Lidenskab og Uhygge. Den gjør Forsøg paa at afmale Sindsstemning og Tanker hos en stakkels Karl, som er haabløst forelsket i en flanet eller i det mindste let og lystig Pige. Vægten ligger paa, at Forfatterinden lader ham føle sig uvilkaarlig, mekanisk og modstandsløs dragen mod en Udaad, enten at myrde Pigen eller at myrde sig selv, om hun ikke vil blive Hans. Fru Benedictsson har med kjendelig Forkjærlighed for Æmnet dvælet ved den diaboliske Dragning i ham, halvt en magisk eller hypnotiseret Tilstand, under hvilken han vel kan reflektere og ræsonnere over den kommende Misgjerning og dens skæbnesvangre Følger, men i hvilken han dog ikke kan andet end lade den onde Drift fuldstændig beherske Villien. Det ender med, at han stikker hende, hvem han elsker - og samtidig hader - brutalt ihjel uden at bryde sig om, at der er Vidner, og uden at gjøre Forsøg paa enten at flygte eller at undskylde Drabet. Denne Fortælling er maaske mere konstrueret end greben ud af Livet, selv om dens Hovedtræk kunne være virkelige nok, men den har nu i hvert Fald sin triste Interesse til Vidnesbyrd om Forfatterindens Syslen med tungsindige Tanker. om den Lidenskab, der driver modstandsløs til Alternativ som mellem Mord og Selvmord.

Trist paa anden Vis er "Tre", en gratiøs, men vemodig Historie om en lille sky Piges Længsel efter Kjærlighed; om hendes Henrykkelse ved at faa i Foræring et Egern, som da bliver hendes varme Følelsers Maal; om hendes sørgmodige Skuffelse, da det ikke lykkes hende at vinde det lille Dyrs Hengivenhed, samt om hendes halvt ligegyldige Smerte, da "Kurre" dør, savnet af en gammel Aftægtsmand, som har været lykkeligere end stakkels Laila til at blive elsket af Kurre. Man kan finde ikke saa lidt Sentimentalitet og adskillige Feilgreb a la Duft-Vaudeville i denne Fortælling, men man kan ogsaa læse den som Udtryk for, hvad Forfatterinden i Grunden har ment og tænkt med Billedet af den mod Kjærlighed og Hengivenhed higende unge Kvinde, som aldrig faar, hvad hun attraaer, og som sluttelig staar taaieløs

----

Den brat bortgangne Forfatterindes "Folkelivs-Billeder" ere i og for sig ikke særdeles betydelige. Det enkelte, som staar høiest, hæver dog ikke hele Samlingen til større literær Værdi ,- man kan kun sige, at disse Smaahistorier ere mer end blot middelmaadig gode eller jævnt læselige. Det bør bemærkes, at om dem gjælder det samme som om "Ernst Ahlgrens" øvrige Skrifter: De maa helst læses paa Svensk. Selv i god dansk Oversættelse - og en saadan have de i Reglen ikke faaet - maa de miste en væsenlig Del af den Charme, der ligger i deres eiendommelige, stundom virkelig stilfulde, gjennemgaaende i det mindste særdeles friske og naturfrodige Sprog. Endog i deres bedste Skikkelse og i heldigste Tilfælde turde Fru Benedictssons Arbeide alligevel kun regnes til de smukke Sommerblomster, hvis Liv ikke er langt, og hvis Nytte kun bestaar i deres Skjønhed - hvad selvfølgelig ikke skal sige, at de savne Betydning. Eller de vare maaste snarest at ligne ved Markblomster, da de ei alene fortrinsvis handlede om Landet, individuelle vg sociale Forhold under Provinslivet, men ogsaa hentede deres Kraft og Ynde fra Forfatterindens Samvækst med disse Forhold. Hun blev imidlertid fristet til en Omplantning, til en mere literar, en "ideal" Kultur. Hun kom til at hige mod en aandelig Jordbund, rigt gødet med store og svære Tanker: hun blev dragen ind l den skæbnesvangre Svindel, der i vore Dage har bemægtiget sig saa mange Sind. Intet ringere end det høieste, det fineste det fuldkomneste kunde tilfredsstille hende; fra den Bolig, hun her i Byen havde mest kjær, tale, om hendes uafviselige Trang til en rig Luksus i de daglige Omgivelser: hele hendes Liv i en Række Aar vidner om uafladelig Higen snart fra Hjemmet til de store Byer - mulig som Nora - "for at finde sig selv" - forøvrigt mod ædle, lysende Formaak.

Det vides, hvordan enden blev. Fra sider, der synes bedst underrettede, betegnes årsagen til hendes sørgelige bortgang fra livet i en alder af ikkun 38 år, som væsentlig bestemt ved to betragtninger: den ene, at hun følte sig skuffet i sig selv, fandt sig og sine evner ringere, end hun hade forestillet sig, dengang de første opmuntringens dagskær bestrålede dem, erkendte sin underlegenhed overfor de store opgaver, som havde foresvævet hende, og hvis løsning ene forekom hende livet værd; den anden, at mismodet eller fortvivlelsen næredes af og parredes med en legemlig sygelighed, som vel i hvert fald krævede en anden levevis end netop den mest urolige, hidsende, fortærende. Hun er nu gaaet bort, og langt fra at skulle dømmes vil hun i personlig og literær Erindring staa med sympathelist Skær om sig, men tillige med Beklagelse og endelig - ikke mindst - til Advarsel. Thi det er farligt at lege med Ild, ogsaa med den himmelske Ild. Jødernes Udsagn, at den, der ser Jehova, maa dø, og Grækernes Mythe om Ikaros, som vilde fly for den dunkle Labyrinth, men som med sine kunstige Vinger kom Solen for nær, blev brændt og gik til Grunde - ja, gammel og ny Livsvisdom har tidt nok advaret mod den Unøisømhed, der vil være Gud lig, men hvis Veis Ende i Eventyret sættes i selve Muddergrøften. For faa Uger siden hørte vi fra Stockholm Lyden af et skud, hvormed en god, ret tænkende, men for den Gjerning, han havde slaaet ind paa, alt for ømtaalelig, alt for fintfølende og nervøs en Mand forlod Livet og det Land, han helst vilde gjøre de største Tjenester. Statsminister Richters Selvmord blev Følgen af den bløde, lige som lidt kvindelige Idealists Indfiltring i den haarde politiske Realitet. Vi have her t Danmark for nogle Aar siden set en ung alt for alt for høit stræbende Dame - Adda Ravnkilde - meget hurtig fortvivlet efter at have følt sig lokket til literær Virksomhed, og den svenske Fru Viktoria Benedictsson har i de sidste Dage i lige Maade sluttet en Forfattervirksomhed, der saare vel kunde kaldes "lovende", men som for hende syntes at love langt mere, end den viste sig at kunne holde.

Der er da baade Grund og Anledning til en simpel Reflektion. Lad ikke en Higen og Attraa, som i og for sig kan være rigtig, gjøres saaledes til Lov for Livet, at dette med den tarvelige Husmandskost, Virkeligheden kan byde, bliver umåleligt! Der kan gives stærke Aander - med stærke Nerver, Muskler o. s. v. - hvem den store Trang er nødvendig og naturlig, fordi de have tilsvarende Evner. Men i skrøbeligere Kar, i nervøse, kvindelige Konstitutioner er der altid Fare for, at Gæringen vil sprænge, at der i det mindste voldes langt mere Ufred og Misfornøielse end Gavn og Glæde. Fornemlig gjælder det over for Ungdommen - mest maaske den kvindelige Ungdom - at den ikke lader sig bedaare og forlede til en Villen, som ikke følges af Kunnen. Det er i hvert Fald slemt nok med et voksende literært Proletariat af Mandkjøn, mislykkede Genier, misfoniøiede Talenter: det gaar lettelig deres Søstre i Musen end værre. Man behøver ikke at ønske Nutidens og Fremtidens Kvinder indsnørede i vore Bedste- eller Oldemødres trange Korsetter for at blive betænkelig ved at se de mange unge Damer, der nu til Dags opskjørte sig for at løfte Ideens Fane med Mund eller Pen. I mere end ni af ti Tilfælde er det Synd, at deres Begavelse - om de ere begavede - skal spildes i Forfatterinde-Forhaabninger, nyttende Verden grumme lidt, skadende Vedkommende selv grumme meget. Dem som saa Leilighed til at give Raad, naar Lysten til at blive noget stort ved at skrive noget stærkt angriber alle disse lyriske, novellistiske eller dramaliske Begyndere og Begynderinder, kan det ikke noksom anbefales at gjøre alt for at gjenne dem tilbage, da godmodig Opmuntring som oftest volder Fortræd for hele Livet efter en stakket, illusorisk Glæde. Et Forfatterskab som det, der nys sluttede saa tragisk ved Fru Benedictssons Død, er i sig selv jo meget pænt og rart, ja! det blev langt mere vellykket end de flestes, men hvilken Nytte har det egenlig øvet? Og hvor dyrt betalt blev det ikke baade for hende selv og for en kreds af slægt og venner? Den Vei, det viser, er alt i alt dog kun som hin til Løvens Hule, og de blodige Spor er da i det mindste tjene til Advarsel.

(Nationaltidende, 28. juli 1888).