En Særling der levede under frygtelige Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

 En Særling der levede under frygtelige Forhold.

Værelset, der havde fungeret som Skarnspand i mange Aar.

I en Ejendom i Badstuestræde har i længere Tid levet en gamnmel svensk Kvinde, ved Navn Luise Gustafson, der som eneste Indtægt har haft. hvad Ejendommens Beboere gav hende. Hun boede i et usselt Rum helt oppe under Taget, men hun, der har boet Ejendommen i mange Aar, har aldrig tilladt nogen, at se hvorledes hun boede.

Igaar kom en af Beboerne alligevel til - ved et rent Tilfælde, at se hvorledes der saa ud hos hende. Der var i det lille Rum ikke mere end maaske en Kvadratalen fri Plads. Resten af Værelset - fra Loft til Gulv, var tæt pakket med alt 

det Affald, som ellers findes i Skarnkasserne.

Der var en frygtelig Stank deroppe. Gennem de mange Aar havde hun faaet alt dette samlet sammen, til det tilsidst var gået saa vidt, at hun selv maatte sove paa Gangen udenfor. hvor Beboerne bragte hende Maden.

Igaar blev Sundhedspolitiet tilkaldt og to Arbejdere sat i Gang med at tømme Værelset for dets

lidt usædvanlige Indbo.

Kort efter at Arbejdet var begyndt tog vores Fotograf ovenstaaende Billede til os. Men der var mindst 4-5 Gange saa meget tilbage i Værelset. Bl. a. et Bord som man vidste var der, men som man endnu ikke havde fundet.

(B. T. 30. september 1920).

Litteratur: "Folkelivs-billeder" af Ernst Ahlgren. (Efterskrift til Politivennen)

Forfatterindens, Victoria Benedictssons sørgelige, opsigtsvækkende død giver naturligvis anledning til at omtale denne, for nogen tid siden udkomne bog, og til at dvæle noget længere ved den, end man måske ellers vilde (have) fundet grund til at gøre.

Den består af syv små historier, skildringer af svensk, nærmest skånsk almueliv. Idet vi foreløbig forbigår den første, skal vi kort omtale indholdet af den anden og de følgende fortællinger. "En ægteskabs-roman" beretter i let, humoristisk tone om en meget flink, men også meget grim strygekone og linnedsyerske på landet, gift med et gyseligt drog af en mand, hvem hun imidlertid tilbeder, skønt han i ingen henseende er behagelig eller god imod hende. Ja, der røbes endog mere end mistænkelige tegn på utroskab fra hans side, men da hun med en velmenende frøkens hjælp prøver på at læse ham loven for den sags skyld, vender han overlegent forholdet om og gør sig i kraft af sin uundværlighed - fordi konen er forelsket i ham - til situationens herre, hvilket er ganske komisk skildret. Mens det dertil i virkeligheden er madammen som skaffer relativ velstand til huse, er han alligevel hjemmets ejer, og da han skal til at vandre heden, er det knapt nok at han sikrer hendes fremtid ved at give hende skøde på besiddelsen. Død og borte begrædes han selvfølgelig mere end nogensinde som lykken i denne ægteskabsroman. Fortællingen er, som sagt, holdt i en spøgende tone, men rummer dog adskillig alvor eller endog en hel tendens om man vil søge den, i fremstillingen af den i realiteten kuede hustru - kuet af tåbelig kærlighed, kuet også af de ydre forhold som giver den mandlige ægtefælle en husbondsret han i al fald kan misbruge. En egentlig tragedie har forfatterinden imidlertid ingenlunde skrevet her, men i den følgende historie er hun nærmere derved. Her tegnes et fattigt og sørgeligt hjem og endda et hjem med en ejendommelig ideal glans over sig. Ogsaa denne Gang møder man Konen i Huset som den stærke og styrende, men paa den anden Side er hun sit første, i hendes tidligste Ungdom uægte fødte Barns Morderske, dømt og efter at være "kommen ud" flyttet sammen med en Mand, en Arbejder med flere Børn, af hvilke nu kun et eneste er tilbage. Forfatterinden giver i smaa, korte, men stærke træk Billedet af denne Kone som baade Martyr og Heltinde. Martyr for sin Ungdoms Synd og for det officielle Stempel, som derved er sat paa hende for alle Tider, saa at hun end ikke "vil" blive Mandens ægteviede Hustru, skjønt hun iøvrigt er ham tro og god i Alt, kjærlig og øm mod ham og mod hans vanføre Barn. Ei heller "vil" hun nyde Nadveren, da han ligger paa Sottesengen, d. v. s. hun føler sig udelukket saa vel af Menneskenes som af Vorherres Samfund - og dog er hun saa god, saa dygtig, saa kjærlig! Samme Historie fører desuden en Præst frem eller egenlig to, den ældre Sognepræst og hans Kapellan. Der begyndes med skarp Antydning af den unge Mands strange Iver; med Paavisning af, hvor lidet disse Forhold, lige som selve Folkene knapt nok forstaa hans lærde Tale, men inden Enden skjønner han, hvor svagt Theorier og Læresætninger forslaa overfor Livets Virkelighed. "Ved Sottesengen" viser da tydelig nok Forfatterindens Tendens, som ligger i den grelle Fremhævelse af Barnemorderskens rene Dyd og Kapellanens ufyldestgjørende Kirkelighed, hvortil der saa kommer saadanne karakteristiske Træk, som, at den døende Mand anser sit Livs salige Ende betinget af det rent ydre Faktum, hvor vidt Præsten vil give ham Alterens Sakramente eller blot holde en Straffeprædiken, hvilken den Døende dog ikke kan fatte. Der er andre, baade slaaende sande og smukke Træk i Billedet. men altfor følelig er Forfatterindens egen Mening om de sociale, moralske og religiøse Problemer, som berøres, selvfølgelig uden at blive løste eller blot klarede, uagtet Fortællingen vil belyse dem saa skarpt som muligt. En saadan Historie virker da mere melodramatisk og deklamatorisk end kunstnerisk eller overtydende, medens den indirekte gjør Krav paa at raade dunkle Runer, kun Forfatterindens Sympathier, ikke disses Begrundelse eller Berettigelse giver Skildringen Værd og Betydning.

"Mens Kaffen koger" er atter en lille Humoreske, paany handlende om en Kone af Folket, hvem Elskov har ført ind i et tragikomisk Ægteskab. Manden er en glad fyr, men en uordentlig Personage, der ikke holder hus, men des lettere gjør Gjæld, og naar Konen skænder, bruger han blot at forsvinde for at more sig bedre andet Steds. Under den spøgende Form kan man her igjen finde en halvdulgt Klage over Kvindens mislige Kaar, som flygtig Forelskelse og Ægteskabets faste Baand forvold«.

Perlen imellem disse "Folkelivs-Billeder" kommer i "Kammerater", en fortrinlig Tegning af en gammel Røgter med en skrap Kone, hvis Renlighed ikke mindst bevirker, at Manden føler sig mest hjemme ude i Stalden mellem Dyrene. Pointen er alligevel en ejendommelig Anekdote om samme Røgter og hans kjære, trofaste Hund, hvilken han absolut vil have - virkelig faar - med sig i Kirke, da der højtidelig skal gives ham Hæders-Belønning for hans (og Hundens) opofrende Hjælp ved en Ildebrand. Der er noget inderlig rørende, ja hjertelig gribende i denne lille Skitse om Kjærlighed, Hengivenhed og Troskab, og endskjønt Billedet af Røgteren med Hans Hustru og hans Hund vistnok kan synes at ville give noget mere Almindeligt og Almengyldigt, end det i sin Knaphed og Ensidighed virkelig gjør, virker det alligevel ikke blot beklagende, men ogsaa betagende som et Genrestykke, hvori Kunstneren - Forfatterinden - har nedlagt baade sin Iagttagelse og end mere sin, kjærlighedsfuld Følelse. 

Tilbage staar "Forbryderblod", som er den første, og "Tre", den sidste Historie i den foreliggende Bog. Hin rummer Spor af en mørk Fantasi med Hang til Lidenskab og Uhygge. Den gjør Forsøg paa at afmale Sindsstemning og Tanker hos en stakkels Karl, som er haabløst forelsket i en flanet eller i det mindste let og lystig Pige. Vægten ligger paa, at Forfatterinden lader ham føle sig uvilkaarlig, mekanisk og modstandsløs dragen mod en Udaad, enten at myrde Pigen eller at myrde sig selv, om hun ikke vil blive Hans. Fru Benedictsson har med kjendelig Forkjærlighed for Æmnet dvælet ved den diaboliske Dragning i ham, halvt en magisk eller hypnotiseret Tilstand, under hvilken han vel kan reflektere og ræsonnere over den kommende Misgjerning og dens skæbnesvangre Følger, men i hvilken han dog ikke kan andet end lade den onde Drift fuldstændig beherske Villien. Det ender med, at han stikker hende, hvem han elsker - og samtidig hader - brutalt ihjel uden at bryde sig om, at der er Vidner, og uden at gjøre Forsøg paa enten at flygte eller at undskylde Drabet. Denne Fortælling er maaske mere konstrueret end greben ud af Livet, selv om dens Hovedtræk kunne være virkelige nok, men den har nu i hvert Fald sin triste Interesse til Vidnesbyrd om Forfatterindens Syslen med tungsindige Tanker. om den Lidenskab, der driver modstandsløs til Alternativ som mellem Mord og Selvmord.

Trist paa anden Vis er "Tre", en gratiøs, men vemodig Historie om en lille sky Piges Længsel efter Kjærlighed; om hendes Henrykkelse ved at faa i Foræring et Egern, som da bliver hendes varme Følelsers Maal; om hendes sørgmodige Skuffelse, da det ikke lykkes hende at vinde det lille Dyrs Hengivenhed, samt om hendes halvt ligegyldige Smerte, da "Kurre" dør, savnet af en gammel Aftægtsmand, som har været lykkeligere end stakkels Laila til at blive elsket af Kurre. Man kan finde ikke saa lidt Sentimentalitet og adskillige Feilgreb a la Duft-Vaudeville i denne Fortælling, men man kan ogsaa læse den som Udtryk for, hvad Forfatterinden i Grunden har ment og tænkt med Billedet af den mod Kjærlighed og Hengivenhed higende unge Kvinde, som aldrig faar, hvad hun attraaer, og som sluttelig staar taaieløs

----

Den brat bortgangne Forfatterindes "Folkelivs-Billeder" ere i og for sig ikke særdeles betydelige. Det enkelte, som staar høiest, hæver dog ikke hele Samlingen til større literær Værdi ,- man kan kun sige, at disse Smaahistorier ere mer end blot middelmaadig gode eller jævnt læselige. Det bør bemærkes, at om dem gjælder det samme som om "Ernst Ahlgrens" øvrige Skrifter: De maa helst læses paa Svensk. Selv i god dansk Oversættelse - og en saadan have de i Reglen ikke faaet - maa de miste en væsenlig Del af den Charme, der ligger i deres eiendommelige, stundom virkelig stilfulde, gjennemgaaende i det mindste særdeles friske og naturfrodige Sprog. Endog i deres bedste Skikkelse og i heldigste Tilfælde turde Fru Benedictssons Arbeide alligevel kun regnes til de smukke Sommerblomster, hvis Liv ikke er langt, og hvis Nytte kun bestaar i deres Skjønhed - hvad selvfølgelig ikke skal sige, at de savne Betydning. Eller de vare maaste snarest at ligne ved Markblomster, da de ei alene fortrinsvis handlede om Landet, individuelle vg sociale Forhold under Provinslivet, men ogsaa hentede deres Kraft og Ynde fra Forfatterindens Samvækst med disse Forhold. Hun blev imidlertid fristet til en Omplantning, til en mere literar, en "ideal" Kultur. Hun kom til at hige mod en aandelig Jordbund, rigt gødet med store og svære Tanker: hun blev dragen ind l den skæbnesvangre Svindel, der i vore Dage har bemægtiget sig saa mange Sind. Intet ringere end det høieste, det fineste det fuldkomneste kunde tilfredsstille hende; fra den Bolig, hun her i Byen havde mest kjær, tale, om hendes uafviselige Trang til en rig Luksus i de daglige Omgivelser: hele hendes Liv i en Række Aar vidner om uafladelig Higen snart fra Hjemmet til de store Byer - mulig som Nora - "for at finde sig selv" - forøvrigt mod ædle, lysende Formaak.

Det vides, hvordan enden blev. Fra sider, der synes bedst underrettede, betegnes årsagen til hendes sørgelige bortgang fra livet i en alder af ikkun 38 år, som væsentlig bestemt ved to betragtninger: den ene, at hun følte sig skuffet i sig selv, fandt sig og sine evner ringere, end hun hade forestillet sig, dengang de første opmuntringens dagskær bestrålede dem, erkendte sin underlegenhed overfor de store opgaver, som havde foresvævet hende, og hvis løsning ene forekom hende livet værd; den anden, at mismodet eller fortvivlelsen næredes af og parredes med en legemlig sygelighed, som vel i hvert fald krævede en anden levevis end netop den mest urolige, hidsende, fortærende. Hun er nu gaaet bort, og langt fra at skulle dømmes vil hun i personlig og literær Erindring staa med sympathelist Skær om sig, men tillige med Beklagelse og endelig - ikke mindst - til Advarsel. Thi det er farligt at lege med Ild, ogsaa med den himmelske Ild. Jødernes Udsagn, at den, der ser Jehova, maa dø, og Grækernes Mythe om Ikaros, som vilde fly for den dunkle Labyrinth, men som med sine kunstige Vinger kom Solen for nær, blev brændt og gik til Grunde - ja, gammel og ny Livsvisdom har tidt nok advaret mod den Unøisømhed, der vil være Gud lig, men hvis Veis Ende i Eventyret sættes i selve Muddergrøften. For faa Uger siden hørte vi fra Stockholm Lyden af et skud, hvormed en god, ret tænkende, men for den Gjerning, han havde slaaet ind paa, alt for ømtaalelig, alt for fintfølende og nervøs en Mand forlod Livet og det Land, han helst vilde gjøre de største Tjenester. Statsminister Richters Selvmord blev Følgen af den bløde, lige som lidt kvindelige Idealists Indfiltring i den haarde politiske Realitet. Vi have her t Danmark for nogle Aar siden set en ung alt for alt for høit stræbende Dame - Adda Ravnkilde - meget hurtig fortvivlet efter at have følt sig lokket til literær Virksomhed, og den svenske Fru Viktoria Benedictsson har i de sidste Dage i lige Maade sluttet en Forfattervirksomhed, der saare vel kunde kaldes "lovende", men som for hende syntes at love langt mere, end den viste sig at kunne holde.

Der er da baade Grund og Anledning til en simpel Reflektion. Lad ikke en Higen og Attraa, som i og for sig kan være rigtig, gjøres saaledes til Lov for Livet, at dette med den tarvelige Husmandskost, Virkeligheden kan byde, bliver umåleligt! Der kan gives stærke Aander - med stærke Nerver, Muskler o. s. v. - hvem den store Trang er nødvendig og naturlig, fordi de have tilsvarende Evner. Men i skrøbeligere Kar, i nervøse, kvindelige Konstitutioner er der altid Fare for, at Gæringen vil sprænge, at der i det mindste voldes langt mere Ufred og Misfornøielse end Gavn og Glæde. Fornemlig gjælder det over for Ungdommen - mest maaske den kvindelige Ungdom - at den ikke lader sig bedaare og forlede til en Villen, som ikke følges af Kunnen. Det er i hvert Fald slemt nok med et voksende literært Proletariat af Mandkjøn, mislykkede Genier, misfoniøiede Talenter: det gaar lettelig deres Søstre i Musen end værre. Man behøver ikke at ønske Nutidens og Fremtidens Kvinder indsnørede i vore Bedste- eller Oldemødres trange Korsetter for at blive betænkelig ved at se de mange unge Damer, der nu til Dags opskjørte sig for at løfte Ideens Fane med Mund eller Pen. I mere end ni af ti Tilfælde er det Synd, at deres Begavelse - om de ere begavede - skal spildes i Forfatterinde-Forhaabninger, nyttende Verden grumme lidt, skadende Vedkommende selv grumme meget. Dem som saa Leilighed til at give Raad, naar Lysten til at blive noget stort ved at skrive noget stærkt angriber alle disse lyriske, novellistiske eller dramaliske Begyndere og Begynderinder, kan det ikke noksom anbefales at gjøre alt for at gjenne dem tilbage, da godmodig Opmuntring som oftest volder Fortræd for hele Livet efter en stakket, illusorisk Glæde. Et Forfatterskab som det, der nys sluttede saa tragisk ved Fru Benedictssons Død, er i sig selv jo meget pænt og rart, ja! det blev langt mere vellykket end de flestes, men hvilken Nytte har det egenlig øvet? Og hvor dyrt betalt blev det ikke baade for hende selv og for en kreds af slægt og venner? Den Vei, det viser, er alt i alt dog kun som hin til Løvens Hule, og de blodige Spor er da i det mindste tjene til Advarsel.

(Nationaltidende, 28. juli 1888).

Ernst Ahlgren (1850-1888). (Efterskrift til Politivennen)

Atter et opsigtsvækkende Selvmord i København.

Den svenske Forfatterinde Victoria Benedictsson, bekendt under Forfatternavnet Ernst Ahlgren, har i Søndags aflivet sig i København.

"Aftenbladet" meddeler følgende nærmere herom :

I Gaar ved 2-Tiden blev der bragt os en uhyggelig Efterretning fra en Sidegade ved Kongens Nytorv; En derboende svensk Dame skulde være ombragt paa voldelig Maade, ved egen eller ved andres Haand. En af vore Medarbejdere begav sig øjeblikkelig derhen.

Fra Gaden var der intet usædvanligt at se i Lejligheden. I Vinduet stod et Glas med smukke Roser, hvide og røde, omgivet af Bøger og Portræter; paa Bøgerne stod, som vi siden saa, det svenske Forfatternavn Ernst Ahlgren, under hvilket Navn Fru Benedictson skriver. Ude fra var der at se kun Hygge og Fred i det lille lave Mezzaninetages Værelse. Men træd ind; der er Blod og Lig. 

Paa gulvtæppet laa en af et fint Linstykke kun halvt dækket Kvinde i en stor Blodpøl; paa en Taburet ved Siden af fandtes en bloddryppende Barberkniv og et Haandspejl. Hver Side af Kvindens Hals viste tre store tommelange Flænger; Pulsaaren var overskaaren. Ogsaa Haandleddene viste flere Snit. Taburetten, Sengen, Puder og Lagner var gennemvædede af en Blodstrøm.

Hun var om Aftenen kommen hjem, tilsyneladende glad og veltilfreds; hun talte muntert med Pigen, som bragte hende Aftensmad, et Par Stykker Smørrebrød og et Glas Øl. Efter at have spist læste hun lidt og gik til Sengs. Her er saa uden Tvivl den frygtelige Gerning begaaet, og under Dødskampen er hun styrtet ud paa Gulvet.

Da Pigen omtrent Kl. 11 om Formiddagen kom for at vække Damen, fandt hun Døren aflaaset; denne blev aabnet, Pigen styrtede tilbage, forfærdet over det Syn, der mødte hende.

Øjeblikkelig blev der tilkaldt Lege; man traf Dr. med. Philipsen, men der var for ham intet at gøre uden at konstatere Døden. Ligeledes gik der Bud efter den svenske Litterat Axel Lundegaard, til hvem der laa et Brev paa den Afdødes Bord.

Politiet lod Liget besørge ud til St. Johannes Stiftelse, hvor der er Ligstue over dem, der ved Ulykke, Selvmord eller paa anden usædvanlig Maade kommer af Dage.

(Demokraten (Århus) 24. juli 1888).

Victoria Benedictsson. Foto 1878 af Gösta Florman. Licens CC PDM, dvs Public Domain.

Ernst Ahlgren.

Fru Victoria Benedictson - eller som hendes stadige Forfattermærke lød Ernst Ahlgren - har i Søndags dræbt sig selv i det Hotel i Hovedvagtsgade, hvor hun under sine hyppige Besøg i Kjøbenhavn som oftest tog Ophold. Hendes sidste tunge Timer maa de, der har staaet hende mere personlig nær end vi, fortælle om. Ingen, der nu har besøgt hende i Hotellet eller talt med hende i Dagmartheatret, hvor hun var en sikker Gjæst ved de tyske Forestillinger, kunde faa Indtryk af, at hun tænkte paa selv at afslutte sit Liv. Snarere syntes hun ivrig med nye literære Planer. Hun kom hertil fra et Besøg i Paris og var glad ved, at noget af det første, der mødte hende her, var et Tilbud fra Direktør Aug. Rasmussen om at spille hendes lille Stykke "I Telefon" til Vinter paa Kasino. Det var Alvor for hende at ville være dramatisk Forfatterinde Derfor drog Paris hende til sig, derfor erklærede hun ikke at ville vende tilbatil Skaane, saalænge det fortræffelige tyske Gjæstespil varede ved her. Hun vilde gjærne lære. Det svenske Akademis Hæderspenge - for Resten kun 500 Kr - der nylig var tildelt hende, har vel ogsaa været en Opmuntring. Den gamle Institution er ikke saa særdeles villig til at anerkjende unge Evner, mindst naar disse har et mere moderne Tilsnit, men Digtergagen motiveredes ogsaa udtrykkelig som en Belønning for det sædelige Element, der fandtes i Forfatterindens nyeste Produktion, hendes "Folkelivsbilleder".

Dette Blads Læsere vil ofte have truffet paa Ernst Ahlgrens Navn. Sidst med hendes smukke Fortælling "Kammerater" om den gamle Røgter og hans Hund, der i Forening redder Gaardens Kreaturer under en Ildsvaade og heller ikke vil skilles paa Medaljedagen. Under sit første Ophold i Stockholm, hvor Ernst Ahlgren indførtes i den literære Verden, skrev hun ogsaa Breve til dette Blad. De gjorde Opsigt ved deres uforbeholdne Aabenhjærtighed og Naivitet. Man saa af dem, hvorledes den hidtil ukjendte, men higende og ærgjerrige Provinsforfatterinde nød Hovedstadens Luft og de nye, forjættende Omgivelser. Der var en Friskhed over disse Breve, et tillidsfuldt Haab om, at nu gryede en ny Dag, nu stod Solen ogsaa op for hende. Hvad der senere har bragt saa afgjørende og bitre Skuffelser, véd vi ikke. Under Samtaler med hende kunde Ordene falde saa, at det moderne Liv saavel som den moderne Literatur altfor ofte var en Sækkegade, hvor man endte med at løbe Hovedet til Blods mod den afsluttende Mur. En Gang sagde da Ernst Ahlgren til den, der skriver disse Linjer, at hun nu havde endt en Bog, der netop hævdede Sundhed og Livsmod og brød med de falske literære Recepter. Det var "Fru Marianne", hun mente. Vi har altid fundet, hun skuffede sig selv. Denne Roman var, hvad godt man end ellers vil sige om den, ingen Nybegyndelse, intet frist Hjærtes glade og lyse Digtning. Ernst Ahlgren var sundest og sandest i sine smaa skaanske Fortællinger og Skizzer.

For en tre Aar siden gav vi her i "Morgenbladet" et kort Omrids af hendes ydre Livsforhold. Det maa være nok nu at minde om, hvorledes Victoria Bruzelius var et Friluftsbarn, født og opvoxet paa Landet. Hun blev aldrig sendt i nogen Skole idet hendes kundskabsrige Moder selv læste med hende, men allerede som ung blev hun en ivrig Rytterske og Skøjteløberske. Dobbelt tungt ramte det derfor netop hende da hun i Aarevis blev kastet paa et smertefuldt Sygeleje. Et Stød med Knæet mod en Ladedør fængslede hende først i flere Aar til Sengen, og mange af hendes kjøbenhavnske Venner vil endnu mindes, hvorledes hun senere ikke engang kunde gaa over et Gulv uden de to store Krykker. Men lidt efter lidt gjenvandt hun alligevel sin Førlighed, og sidst da vi forleden Aften saa hende i Jærnbanegade udenfor Dagmartheatret, gik den høje, slanke Dame med det blege Ansigt nok saa rask uden nogen Støttestav.

Hendes Hjem var og blev Skaane. Hun blev gift med en ældre Mand. Postmester Benedictson i Hørby og blev Stifmoder til voxne Børn. Saasnart imidlertid hendes første literære Forsøg havde brudt Isen for hende, higede hun ud fra det snævre Hjem, og de sidste Aar af sit Liv var hun en rejsende, der snart gjæstede Stockholm, snart Paris, snart Kjøbenhavn.

Hos os har hun i en Række af Aar boet ofte og tidt længe ad Gangen. Hun efterlader sig mange Venner her, der med Deltagelse vil spørge den sørgelige Udgang af et lovende Forfatterliv. Men større vil dog Tabet føles i Sverige. Ernst Ahlgren hørte til de Forfattere, der varslede en ny Literatur. Mulig vilde hun aldrig have indfriet de første og største Forhaabninger, der blev sat til hende, at hun, der kom fra Landsbygden, ogsaa skulde bringe noget af Landets Friskhed og Sundhed ind i Hovedstadsliteraturen. Der viste sig Tegn i hendes Forfattervirksomhed til, at ogsaa en Orm gnavede her. Nu er imidlertid alle Haab afbrudte. Denne Produktion hører Historien til.

De literære Forhold i Norden er lidet lyse for Øjeblikket. Der samler sig truende Skyer i Synskredsen, og en efter en tier de i Forvejen spredte Kræfter eller træder bort fra Skuepladsen. Ernst Ahlgrens bratte og beklagelige Død kan vække alvorlige Tanker hos os alle.

(Morgenbladet (København) 24. juli 1888)

Ernst Ahlgren.

Det var et Sorgens Budskab rundt om i Norden, da Telegrafen bragte Bud, at Ernst Ahlgren (Victoria Benedictson), "Penges" Forfatterinde er død.

Der er i hendes Fædreland ikke den Kvinde, som jo har læst, hvad hun har skrevet, ikke den unge Pige med fribaarne Tanker, som jo har ofret hende sin dybeste Beundring, set op til hende med Begejstring og gjerne villet reist mange Mil for blot at faa se et Glimt af hende.

Netop nu i disse Dage kom en ung, kvindelig Student i Gøteborg herned i det Haab at træffe hende. "Jeg vil bringe Ernst Ahlgren Blomster", sagde hun. Nu maatte hun nøies med at lægge en Krans paa hendes Kiste.

Ogsaa her i Danmark var hendes Navn kjendt og afholdt, ikke blot som "Penges" og "Fru Mariannes" Forfatterinde, som den ærlige og sandhedssøgende Psykolog, men ogsaa som den naturtro og fintfølende Skildrer af Fattigmands Liv og ViIkaar, som den, der har Øiet aabent for alt, hvad hun saa omkring sig, og med Humor, men ogsaa navnlig naar Talen var om Dyr - med ren Medfølelse kunde beskrive dette. Thi som Forfatterinde stod hun sikkert høist i disse Smaaskitser og Fortællinger, som for en stor Del er spredt omkring i vore Blade og Tidsskrifter, og Ingen, som har læst "Mo'r Malenes Høne", "Newfoundlænderen", "Jeppe" og flere, vil glemme dem.

Hun var en fnst og middelbar Natur, en stor Karakter, en talentfuld Kvinde; det, hun først og fremmest vilde, det var Sandhed og Klarhed. Sandhed i sit Liv og i sin Digtning, Klarhed over, om hun formanede al udrette noget Virkeligt.

Men Tvivl og Mistro mod sig selv gnavede bestandigt paa hendes Livstraad.

Jeg, der i henved fire Aar har staaet i nær og uafbrudt Forbindelse med hende og for en stor Del været fortrolig med hendes Arbeide, hendes Virken og hele hendes Tankeliv, kan maaske bedre end nogen Anden her i Danmark forklare hendes pludselige Død.

Det var Livslede, en uimodstaaelig, ubetvingelig Livslede.

For os, der havde staaet hende nær, kom dette Pludselige ikke uventet; vi vidste Alle, at Livsleden til sine Tider kom over hende som en uhyggelig Mare, der ikke lod sig afryste, som et klamt, snigende Uhyre, der sugede sig fast i hendes Tanker og drak hendes Hjærteblod.

Som Barn og ganske ung Pige havde hun været usigelig lykkelig. Med sin Fader, som hun elskede over alt, færdedes hun i Mark og Skov, hun red og hun jagede, hun kjørte de væligste Heste og foer med Vindens Fart hen over den frosne Sø. Denne Fader, denne elskede, men svage Fader, ser man idelig og al Tid dukke op i hendes Digtninger. Han døde, før hun ret var voxen, og nu tog Moderen fat; hun blev stængt inde i mørke Stuer, holdt tit Bog og Naal og den strengeste Pietisme. I den Tid fik hendes indre sit Præg, det blev korrekt og stivt og koldt, men i hendes Indre sydede det som glødende Lava. Efter Konfirmationen blev hun Guvernante, og det var hun indtil hun 20 Aar gl. blev gift med en allerede den Gang aldrende Mand, Postmester og Bankdirektør Benedictson i Hørby, Enkemand med sex Børn. At omtale hendes Ægteskabs li første Aar hører ikke herhen; men jeg tør vel antage, at hun følte sig tilmode som en Svane i en Andegaard.

Saa blev hun syg. En Knæskade fængslede hende til Sengen i to Aar; men disse to lange Aar var for hende en Udviklingens og Befrielsens Tid. Hun nød den tvungne Ro; hun arbeidede og lagde der den egentlige Grund til sin fremtidige Forfattervirksomhed; thi en Del Smaating, som hun tidligere under et andet Pseudonym havde indsendt og faaet optaget i Bladene, fandt hun selv uden al Betydning. Hendes Mand elskede hende høit, men taalte ikke, at hun skrev, derfor antog hun Forfatternavnet "Ernst Ahlgren", og Ingen anede i lange Tider, at der under dette Mærke skjulte sig en Kvinde - selv holdt hun den Gang for sin Mands Skyld strengt paa Pseudonymet.

Ved Juletid 1884 udkom "Från Skåne", og henad Foraaret 1885 "Penge". Samme Aar blev hendes Smaafortællinger oversat her i Danmark tilligemed "Penge", og begge gjorde de stor og velfortjent Lykke.

1885 var i flere Henseender af stor Betydning for hende. Banken i Hørby blev nedlagt og hendes Mand mistede som Følge deraf sin mest indbringende Stilling og den største Del af sin Indtægt. Hun havde al Tid været forvænt, aldrig behøvet at tage Hensyn til Penge; men den gode Modtagelse, hendes Bøger havde faaet, gav hende, trods sin legemlige Svaghed, der tvang hende til at gaa med Krykker, Mod til selv at tage Kampen op og med sin Pen tjene sit Livs Fornødenheder. Hun længtes ud i Livet for sammen med Jævnlige og med de Forfattere, hun gjennem deres Skrifter havde lært at beundre, at berige sin Aand, og hun indgik nu paa den Overenskomst med sin Mand, at hun skulde faa Lov at opholde sig, hvor hun vilde, imod at ernære sig selv. Han har sikkert erkjendt, at her var en Villie, som Intet kunde bøie, og derfor givet efter.

I Efteraaret 1885 reiste hun efter Indbydelse af Friherreinden Adlersparre til Stockholm, hvor hun for første Gang indførtes i Forfatternes Kreds, som deres Jævnlige og Kammerat, og fra nu af blev der Rift om hver Linie fra hendes Haand, og hun fik nu sit Arbeide godt betalt.

1886 delte hun mellem Høiby og Kjøbenhavn, hvor hun nu havde erhvervet sig Venner, og hvor hun elskede al opholde sig, at gaa paa Theatret og til Forelæsninger. Men at hun ikke var ulykkelig i sit Hjem, hvor hendes Datter og Stedbørn forgudede hende, viser bedst følgende Brudstykke af et Brev, skrevel i Oktober 1880:

"For Øieblikket befinder jeg mig saa vel her i Hørby, hvor Alle kappes om at gjøre det hyggeligt for mig. Men uagtet jeg for Øieblikket nyder den landlige Stilhed, veed jeg, at jeg i Længden vil synes, delt giver mig aandelig Tomhed, og derfor tør jeg ikke bestemme mig for at blive her. - - - Det er ganske mærkværdigt, hvor jeg befinder mig vel her. Man naar at faa saa uendelig meget bestilt paa en Dag; her er ingenting som forstyrrer En. Jeg vil lade min egen Sindsstemning afgjøre, om jeg kommer til al reise til Kjøbenhavn eller ikke. I ethvert Tilfælde fordyber jeg mig helt i Arbeider i den nærmeste Tid. Jeg har Hænderne fulde af Emner, og jeg maa skynde mig, inden Livsleden kommer igjen. Thi den kommer, det veed jeg"

Og senere samme Maaned :

"Jeg befinder mig stedse vel her i Hørby og vilde blevet her, om det ikke var for Forelæsningernes Skyld; men denne Gang har jeg foresat mig at føre Hjemmets Hygge med til Kjøbenhavn, saa jeg kommer til at føle Ulig rigtig i Ro ligesom her. De kan ikke tro, hvor bekvemt jeg har det, saadan jeg har faaet Værelserne møblerede efter eget Ønske."

1887 tilbragte hun dels i Kjøbenhavn og Paris, dels i Hørby og Stockholm, og samme Aar kastede hun Krykkerne. Først paa Aaret spilledes under stort Bifald paa det kongelige Theater i Stokholm hendes lille etakts stykke: "I Telefon" - det blev senere oversat til "Familiejournalen" og er i den allersidste Tid solgt til Kasino - henad Foraaret udkom samtidigt i Stockholm og Kjøbenhavn hendes store Roman "Fru Marianne", hendes Tankers kjæreste Barn, som beredte hende saa store Glæder og saa dybe Skuffelser. Hun skriver saaledes i Januar 1887:

"Jeg har i lang Tid været syg og ødelagt af Livslede, men de sidste fem Dage har jeg arbeidet som i Feber for at faa min "Frue" færdig. Det har været en saa umaadelig Glæde endelig at kunne arbeide, al jeg ikke har tænkt paa Andet end at skrive. Det har været herlige Dage, saa fulde af Kraft og Energi. Nu mangler jeg kun det sidste Kapitel, og det begynder jeg paa i Morgen. Der er i Slutningen et Par Scener, som har været noget af del kjæreste Arbeide, jeg har havt. Jeg holder af dem. Gid jeg kunde gjøre mig forstaaet - - - - - - - - - -  Jeg skriver saa kort, thi min elskede "Frue" venter jo paa mig. Hvilken Følelse at kunne arbeide! Jeg, som for en Uge siden led af den sorteste Fortvivlelse - jeg opmuntrer nu hele Huset."

Efter at "Fru Marianne" var udkommen og ikke her i Danmark bleven modtaget saa velvilligt af Kritiken, som hun havde ventet, begyndte hun undertiden at mistvivle om sit Talent; ikke fordi hun var bange for sit Udkomme, thi hun tjente mere end hun brugte, men hun stræbte efter det høieste Maal, Anerkjendelse af netop dem, hun ansaa for de ypperste i Aandens Rige - og Livsleden hjemsøgte hende hyppigere end nogen Sinde. Hun skriver i Juli 1887, da hun var reist til Vennerne i Stokholm:

"Vi seilede i haardt Veir fra Dalarø. Det var min første Tur i Seilbaad; jeg syntes om at seile, og naturligvis var jeg ikke bange. Hvad skulde jeg være bange? - - - - - - - - - - jeg føler, at intet i Verden kan hjælpe mig, hvis ikke denne helt forandrede Levemaade kan det -"

Og i September samme Aar:

" - mit Arbeide er mig kjærere end Luften, jeg indaander. Men en daarlig Forfatter vil jeg med Vidende og Villie ikke være. Hellere dø. - - - - - - - - - - - - - - - - det var Tanken om min Talentløshed, der gjorde, at jeg vilde begaa Selvmord. - - - - - - - - - - - - - Hvad jeg nu skriver, skriver jeg med mit Liv i den ene Haand og Pennen i den anden - for at tale i Lignelse - . Jeg behøver blot at komme til Klarhed, om jeg er en dygtig eller udygtig Forfatter. Deri ligger Afgjørelsen - - - - - - - - - - - Intet i dette Brev behøver at betragtes som en Hemmelighed."

Der var ikke i Fru Benedictsons Livsforhold noget som helst, der forklarer, hvorfor hun gav Afkald paa Livet - intet uden Livslede.

I Mai 1885 skriver hun :

"Jeg er til yderlighed skeptisk, har al Tid været det og aldrig lidt nogen Skuffelse, det være sig i Venskab eller Kjærlighed. Tværtimod: Livet har undertiden givet mig mere, end jeg havde gjort Regning paa."

Juni 1885:

"Jeg er saa mismodig, at jeg kunde fly hele Verden og begrave mig i en Hule, og det skjønt jeg kan tale og le som sædvanligt, naar jeg er sammen med Andre. Aa, jeg er saa træt af Livet, og dog vil jeg ikke opgive det endnu. - - - - - - - - - - Min Livslede er denne Gang værre end sædvanlig, og den hindrer mig i at arbeide. Men bryd Dem ikke derom, det kommer over mig periodisk. en Tilfældighed kan vække mig op af Døsigheden, og jeg veed godt - selv nu - at jeg vil vaagne op af den. Og saa lever jeg igjen."

Hun elskede sit Arbeide over Alt, tænkte ikke paa andet, levede ikke for Andel; Alt var for hende Smaating i Sammenligning med det.

Hun skriver derom i September 1885

"Jeg ønsker blot, al hele Verden kjendte mig, at jeg kan blive opfattet, saaledes som jeg er: en Arbeidsmyre, kjønsløs som de. Erotiken hører Fortiden til, Nutiden og Fremtiden er Arbeide, ikke andet end Arbejde - - - - - - - - - - - -  Jeg føler mig al Tid fremmed for dem, som lever i Overflødighed. Jeg, som har set saa meget af de lavere Klassers Raahed og Fattigdom, jeg væmmes ved Raaheden, og jeg foragter Forfiningen."

Og i Mai 1886:

"Jeg elsker mit Arbeide høit og forlanger intet bedre end helt al kunne være mig for det."

* * *

Tre Dage før hendes Død talte jeg med hende. Hun saa syg og træt ud og sagde saa underlig tonløst:

"Jeg bliver her ikke længel"

For alle hendes Nærmeste har det vist længe staaet klart, at dette saa smertelige Øieblik, Reisen til del store, ubekjendte Hinsides, vilde komme pludseligt; men tungt rammer det dog alle os, der personlig har staaet hende nær og holdt af hende, baade som Menneske og som Forfatter, og alle de Mange, der i hendes unge, friske, oprindelige Forfattervirksomhed saa noget stort og genialt i hendes Digtning, saa Realismens Sandhed i en ny og tiltalende Form.

Hendes Lidelser er nu forbi; men selv i Døden viste hun sin stærke Villie, sin kraftige Karakter

Hun kunde ikke leve længere.

Men i Ernst Ahlgren har Skandinavien mistet sin mest lovende Forfatterinde.

Sofie Horten.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 30. juli 1888)

Der findes en hjemmeside om Victoria Benedictsson. Victoria Benedictsson omtalte aldrig sit barndomshjem positivt. Det var delt mellem moderen som underviste i sprog og sang, og faderen som lærte om at håndtere våben og red til hest. 

Victoria Benedictssons sygdom i benet er af nogle mistænkt for at være psykosomatisk. Steddatteren Mattis sagde imidlertid at hun i begyndelsen af 1880'erne fik et kistelåg over benet. Lægerne kunne ikke standse inflammationen som varede i flere år og mange misykkede operationer. I stedet lykkedes det for en lægekyndig kvinde, "Lundakvinnan" Elna Hansson at stoppe inflammationerne med grødomslag. Hun var herefter i stand til at gå med krykker. 

Fra efteråret 1886 boede Ernst Ahlgren mest i København, dog afbrudt af kortere besøg i Hörby, i Paris foråret 1887 og nogle uger i foråret 1888. Her led hun under stadige økonomiske vanskeligheder. I et af sine breve klagede hun over at hun ikke engang havde råd til at købe bøger, og i et andet at økonomien ville knække hende. Men hun erklærede at hun ikke igen ville være rig og ufri, om hun så fik en million. Fra 1887 synes også hendes selvtillid til sine kunstneriske evner at vakle. I december 1887 konstaterede hun at hun have penge til at kunne leve til marts 1888. I januar 1888 forsøgte hun at begå selvmord med morfin - det mislykkedes. Det foregik ligesom selvmordet på Hotel Leopold i Hovedvagtsgade 6, mezzaninen ved Kongens Nytorv.

100 år efter hendes fødslen blev der rejst en mindesten på hendes fødesten, bekostet af bl.a. Svenska Akademin og Bonniers forlag.

Se bl.a. Ellen Key: Ernst Ahlgren. Häggström 1889. 88 sider.  Niels Erdmann: Ny svensk Skønliteratur. in: Tilskueren Bind 5, s. 264-275. Victoria Benedictsson. En sjelfbiografi ur bref ock anteckningar. Samlade och utgivne af Axel Lundegaard. Stockholm, Høggström 1890.

Desuden anmeldelser af "Penge" her på bloggen.

Fru Marianne. Roman af Ernst Ahlgren. [Af Edvard Brandes]. Efterskrift til Politivennen.

Ernst Ahlgren (Fru Victoria Benedictsson): Fru Marianne. Roman. Autoriseret Oversættelse ved Sofie Horten. 487 S. (Gyldendal.)

Fru Marianne. Roman af Ernst Ahlgren. (Stockholm, Z. Haggstrøm.)

Da Fru Benedictsson har sat sit Navn ved siden af sit Pseudonym paa denne Bog, har hun rimeligvis anset den for sit bedste Arbejde, der kunde undvære en beskeden Anonymitets Skjul. Desværre besidder Fru Benedictsson som saa mange andre Forfattere en vis Mangel paa Selvkritik; thi Fru Marianne er utvivlsomt et af de svageste Arbejder, der skyldes hendes Pen. Hendes Roman Penge staar trods dens ungdommelige Mangler himmelhøjt over dette sidste Arbejde, der synes at søge sine Forbilleder i den tyske og engelske Guvernante-Romans f. eks. Marlitts letløbende Arbejder.

Man undres over, at en moderne Aand og intelligent Kvinde kan gøre sig skyldig i en saa haandgibelig Fejltagelse. Paa den anden Side gives der jo sikkert et stort Publikum for den Art Bøger. Fru Schørring læses vist mangensteds, hvor Rosmersholm anses for Kontrebande, og Fru Benedictsson vil blive rost i Blade, hvor Strindberg betragtes som Arvefjenden. Dog mange havde troet, at Fru Benedictsson stræbte højere.

Bogens Indhold er det, som Hundreder af Dameromaner forud har fortalt: en ung letsindig, lidt koket Kvindes Opdragelse gennem et Ægteskab med en alvorlig og klippemandig Brugspatron. Børje Olesson elsker den lidt fyldige og lade Marianne saa højt, at han ganske uformodet falder ned med et Frierbrev i Huset hos den forgældede Familie og bejler til den unge Pige, som han kun har set et Par Gange og som aldeles ikke har lagt Mærke til ham. Hvorfor han elsker hende? Der gives ingen Forklaring deraf. Børjes Elskov tages som vel begrundet, fordi Marianne er en indtagende Person, og hans mandige Alvor og uhyre Flid forsvinder baade for ham ligesom for Forfatterinden, naar Marianne viser sit kønne Ansigt og sin lille Fod. Han har Lyst til denne unge Pige, hvis Væsen og Egenskaber han ikke kender og for hvem han er helt ligegyldig; saa frier han, og da Familien ingen Penge har og han er rig, indvilliger hun i Forbindelsen. Han vanker til Staden en Søndagformiddag, og saasnart de to er bleven ene fem Minuter, kysser han hende. Da dette er færdigt, spørger han hende: "Men, Marianne, se nu rigtig paa mig og tænk saa over, om Du virkelig tror, at Du kan komme til at holde af mig". Og til denne flove og noget sene Forespørgsel svarer hun paa Oversættelsens gyselige Dansk: "Ja, rigtignok kan jeg komme til at holde af Dig". (Svensk: Visst kan jag komma att tycka om dig.)

Hvis en Franskmand læste denne Historie, vilde han næppe tro sig i godt Selskab. En ung Mand, der frier i et Brev til Pigebarnet og faar til Gengæld en Indbydelse af hende, lades af komplæsante Forældre ene med den Skønne, begynder øjeblikkelig at kysse og omfavne hende og fremsætter endelig det egenlig unødvendige Spørgsmaal, om hun er sikker paa at kunne elske ham. Og hvis hun nu i sin jomfruelige Sjæl naaede til det modsatte Resultat, skulde han saa rolig gaa sin Vej med Kyssene og det øvrige. Franskmanden vilde finde hendes Forældre mer end uforsigtige, næsten umoralske – hvilket beviser den gamle Sætning, at Moralen er forskellig under forskellige Bredegrader.

Dog ogsaa her i Danmark findes der muligvis Folk, der vil forundre sig noget over den Maade, paa hvilken den strænge og moralske Hr. Børje tilbereder sit Ægteskab. Selv en forliebt Galgenfugl ser sig en Smule bedre for, inden han knytter et Forhold for Livet. Og i hvert Fald, om Hr. Børje skulde finde nogle smaa Skuffelser paa Bunden af Ægteskabets Bæger, tør han næppe anklage andre end sin egen Ubesindighed.

Efter at Marianne har forsikret Børje om sin Tilbøjelighed og paany "slynget Armene om hans Hals" og kysset ham ud af en kraftig Kyskhed, slaar Forfatterinden over i den mere romantiske Stil og skriver:

"Livet laa foran dem som et udstrakt, morgenlyst Landskab, og de skulde nu for Alvor træde ind i det. Der fandtes ikke en Bihensigt, som den ene skjulte for den anden, og Øje mødte Øje, klart og varmt, som var det et af Solen overstraalet Dyb, hvor Sjæl kunde læse i Sjæl. Endnu havde de ikke andet i hele Verden end hinanden og endnu havde intet fremmed trængt sig vanhelligende imellem dem" o.s.v.

Hvilket mærkeligt Udbrud! Hører det virkelig hjemme i denne By og i denne Scene. Man betænke, at her er Spørgsmaal om to Mennesker, der egenlig taler sammen for første Gang i deres Liv, skønt de iøvrigt har sysselsat sig mere med at udveksle Kys end Tanker og Meninger. Mon nogen af dem virkelig i denne Forlovelsestund skulde forestille sig Livet som "et morgenlyst Landskab". Men dernæst: findes der slet ikke "Bihensigter", som den ene skjuler for den anden? Men Marianne da. Hun har paa de forangaaende Sider ikke meddelt Børje, at hun om Morgenen inden Besøget var bleven grundigt sat ind i hendes Faders forkvaklede Pengeforhold, og at Familien drev paa Partiet for Børjes gode Gaards Skyld. Mon Børjes Sjæl kunde læse denne Bihensigt i Mariannes soloverstraalede Øjedyb? Og endelig, med hvilken utrolig Telegrafhastighed maa ikke disse to Mennesker føle, naar de en Time efter det begyndte Bekendtskab skulde frygte noget vanhelligende fremmed mellem sig. Naar Kyssene undtages, er de jo selv vildfremmede for hinanden.

Mest overrasket bliver Læseren dog, naar han dernæst læser: "Endnu behøvede de ikke at holde fast paa Lykken ved Kærtegn, thi selve Tilværelsen var Nydelse". Holder Børje ikke fast paa Lykken ved Kærtegn (svensk: smekningar)? Hvorfor har han da kysset Marianne, lige siden han kom ind i Stuen?

De bliver gift. Og hvis Pladsen tillod det, var det værdt at efterfortælle den mærkværdige Bryllupsaften, som Forfatterinden opruller for sine Læserinder. Det er paa éngang saa fristende og tildækket som en udmærket varm Ret, der serveres under Laag paa et fint duget Bord. Da Børje om Morgenen bider Marianne i Pegefingeren for at vække hende, og hun ler "glad og opskræmt som et Barn" til sit "skæggede Uhyre", er Stemningen paa sit Højeste.

Trods saadanne smaa muntre Scener tilfredsstiller Ægteskabet dog ikke Børje. Den arbejdsomme og dybe Natur savner Forstaaelse hos sin tankeløse Hustru. Medens han pløjer og sanker i Lade, saa hverken spinder eller saar hun. Især er det galt, at hun ikke spinder. Thi for den alvorlige Børje staar en Hustru ved Spinderokken som Idealet paa huslig Lykke. Hertil har hans Moders simple Vaner bidraget, da hun altid har levet som jævn Bondekone. Iøvrigt er Marianne lovlig undskyldt, naar hun ikke tager Eksempel efter Børjes Moder, efterdi denne aldrig er bleven præsenteret for hende. Hun lever langt fra dem i et lille Hus og Børje undser sig for at fremstille den unge atlaskesklædte Bydame for den gamle tørklædebærende Bondekone.

De to Ægtefæller gror ikke sammen trods alle Perspektiver mod et solbelyst Landskab i Forlovelsesøjeblikket. Værre bliver det imidlertid, da de faar Besøg af en Ven af Manden. Paul Sandell er en træt og blaseret Fyr, der fører mange æstetiske Netheder i Munden og efter et mislykket Ægteskab forgæves har søgt Hvile for sin urolige Sjæl. Han er kundskabsrig, men uden Ærgerriughed, langt finere af Dannelse end Børje, men uden dennes Staalvilje og Mandsalvor. Naturligvis fænger han trods sin uhyre Blaserthed straks overfor Mariannes blonde Fylde, og hun faar urolige Drømme overfor hans blege Sorthed. Men intet aabenlyst sker imellem dem, kun et optændende Koketteri med lange Blikke og dvælende Haandtryk, indtil Paul en sen Aftenstund vover et Kys paa Mariannes Hals. Samvittigheden rører sig hos den blonde Dame, og da hun netop i disse Dage pludselig opdager, at hendes Mand tør vente sig en Arving, afviser hun den paatrængende Elsker og faar ham til at rejse.

Hermed kunde Romanen være sluttet. Tilbage staar dog Mariannes Omvendelseshistorie. Hun gaar nemlig til Bekendelse overfor sin Mand og betror ham baade hendes og Vennens Koketteri og hin Aftens eneste Kys. Det piner ham svært, skønt han efter nordisk Helteskik ikke taler videre om sin Malheur. Han traver tavs omkring. Og nu kommer drøje Tider for den lidt dovne Marianne, hvis Historie meget vel kan gaa ind i fremtidige Bastiansbøger. Hun maa staa tidligt op, lave Mad, læse Landbrugsbøger (som hun forstaar!), tale venligt med Sogneraadsbønderne, revse sin forgældede Fader – og til Slutning spinde. Men hermed er ogsaa hendes Bastian formildet. Og da Paul Sandell meget hensynsfuldt skyder sig en Kugle for Panden, fører Børje hende og Barnet til den lille Bondekone, af hvem han er født, og de to Kvinder finder hinanden straks i Glæden over Barnet. Og samme Aften, siddende paa en Dragkiste, bliver Børje og Marianne enige om at leve i fuld sjælelig og legemlig Forstaaelse Resten af deres Dage. Han vil være Rigsdagsmand og hun skal hjælpe ham. "Hendes Øjne stirrede ud i Luften som imod et langt, vidtaabent Fremtidsperspektiv."

Fru Mariannes Forfatterinde har ladet sig nøje med Livets blankeste Overflade, og de smaa Krusninger, der spiller over denne stille Sø fremstiller hun med Urette som Virkninger af Lidenskabens Storme. Hun har ikke saaet Blæst og kan heller ikke høste Storm. Hendes Figurer er flade som det Papir, paa hvilket de er beskrevne; Mennesker er ikke saa lette at handtere som disse Skabninger, af hvilke Kvinderne standser ved det første Kys og dernæst giver sig til at spinde, og af hvilke Mændene plaffer sig ud af Verden paa det for andre belejligste Tidspunkt.

Fru Marianne bringer Literaturen ikke et Hanefjed fremad, hvis det ellers er Literaturens Sag at sige Sandheden om de Ting, som Videnskaben ikke omfatter. Og det er uheldigt, just i disse Tider, hvor der trænges til sandhedssøgende literært Arbejde her i Norden.

Den danske Oversættelse er ikke god, uden Forstaaelse af svensk Udtryksmaade og uden Ævne til dansk Sprogform. Men Bogen vil alligevel finde mange Læsere.

(Politiken 25. juni 1887).

I samme tidsrum havde Edvard Brandes' bror, Georg Brandes et forhold til Victoria Benedictsson. Noget som Edvard angiveligt ikke kendte noget til.

Der er ikke enighed om Brandes' kvindepolitik. Kun om at han havde en eller anden betydning for kvindesagen. I 1915 var han ret uinteresseret i kvindelige valgret. Hans forhold til Victoria Benedictsson er behandlet i adskillige bøger og artikler som ikke giver et entydigt billedet. Nogle tegner et usympatisk billede af Brandes, bl.a. baseret i et afskedsbrev hvor hun giver ham skylden for sit selvmord. Andre mener at hun er utroværdig. Pil Dahlerup skrev 1983 i en disputats at Brandes på den ene side støttede og opmuntrede kvindelige danske forfattere, på den anden side holdt han dem reelt nede og tilbage ved at fastholde dem i deres særlige kvindelige psyke, en kategori under mandens. Og mange andre synspunkter kan findes.

Ernst Ahlgren (1850-1888): "Penge" (1885). Anmeldelser. (Efterskrift til Politivennen)

 Ernst Ahlgren:

Penge.

Oversat af Sofie Horten.

(Andr. Schous Forlag)

Ernst Ahlgren er et Pseudonym. Forfatterindens virkelige Navn er Fru Benediktsson. Hun gaar ind i Rækken af den unge Skare, der med August Strindberg som polemisk Banebryder. Fra Anna Charlotte Edgren som den strængest objektive Skildrer, har ført moderne Ideer og ny Fremgangsmaade ind i Sverigs Literatur. Langt ringere vel end denne sidste følger Ernst Ahlgren nærmest hende i det: at fremstille virkelighedstro, med Udelukkelse af direkte udtrykt Tendens, det sete, saaledes at Samfunds- eller Livsskildringen i sig selv indebærer Kritiken. Hun debuterede, Fru Benedictsson, med Fortællingen om "en Realist"s Levnet; det var en skarp Revselse af dem, der med store Ord træder op som sociale Reformatorer, medens deres egen Personlighed og Vandel staar i skarp Modstrid lmod de Idealer, de holder frem. Angrebet havde sin visse Berettigelse, men kunde naturligvis være vildledende til den Tro, at det var selve Realismen, den moderne Livsanskuelse i Almindelighed, som blev lagt for Dadel. Langt mere turde Bogen vel imidlertid tyde paa sin Forfatterindes strænge Samvittighedsfuldhed og Trang til hensynsløs Sandhedssøgen.

Disse Egenskaber gør sig ogsaa gældende i den foreliggende Bog. Ved naturtro at fortælle et Menneskelivs Historie rammer den et af de bestaaende Samfundsforholds svageste Punkter: Handelen med Menneskeliv for Penge. Det er en ung Piges Skæbne, her skildres. Selma Berg hedder hun, og moderløs som hun fra Lille har været er hendes Udvikling forskellig fra sædvanlig Dameopdrætning. Skilt fra Faderen er hun efter tilendebragt Skole i en Pension kommet til Huse i en Præstegaard hos Onklen og Tanten, og her fører hun saa temmelig sit eget Frihaandsliv. Hun sværmer for Malerkunsten, og hendes Hu staar til at blive en af dens Dyrkere. Vi ser hende opsøge en stakkels Købmandsbodsvend med kunstneriske Interesser, indestængt under den moderlige Tvang bag Disk og Tønder, for at faa se Billeder af hans Onkel, der har været en betydelig Maler. Hun rykker frem med sit Ønske til Plejeforældrene, men møder naturligvis Hindringer i filistrøs Sky for det usædvanlige i et saadant Skridt. Og selv har hun jo intet, ingen Penge, hvormed hun vilde kunne komme nogen Vegne. Saaledes maa hendes Ærgærrighed sygne hen indenfor Præstegaardens Mure. Da dumper der pludselig et Frieri ind ad Døren. Det er den halvhundredaarige, hovedrige Godsejer Kristensen, hvis Lidenskab er bleven vakt for det friske, kække Pigebarn. Hun er kun seksten Aar, og hendes Tanker om Ægteskabet gaar ikke længere end til Brudeskamlen: hvad et Samliv med en Mand vil sige, aner hun ikke. Men det Perspektiv, hendes Plejefader Præsten lader hende skimte af et Liv i Rigdom og ostentativ Elegance - og maaske med Lejlighed til Dyrkelse at Kunsten - frister hende stærkt nok til liden synderlig Modstand at give den lystne Faun sit Legeme i Vold. Først efter Brylluppet føler hun Modbydelighed og begynder at ræsonnere over, hvad der gør et Ægteskab lykkeligt? Da føler hun, at hun har solgt sig eller rettere er bleven solgt og er en fremmed i sin Mands Hjem. Men da har hun ikke mere noget andet og maa blive. Saa gælder det blot at bevare Skinnet: "Det naive Barn er forsvundet, Ærligheden borte og i deres Sted stod Selvopholdelsesdrift og Forstillelse - nu var Kvinden færdig."

Den unge Frue optræder i Selskabslivet med opsigtvækkende Ekstravagance og fordriver i øvrigt Tiden med ihærdige Rideture. Saadan søger hun at udfylde sit luksuriske, men saa uendelig tomme og ensformige Liv, af hvilket hun blot ønsker al blive vakt ved et eller andet usædvanligt. Noget sligt sker ved, al Faderen pludselig bliver meget syg. saa hun maa tage hjem; her træffer hun sammen med sin Fætter, Lægen Richard Berg, der har været forelsket i hende i fordums Dage, men som nu er forlovet med en ung smuk Pige, over hvis Mangel paa Forstaaelse af hans Ideer han dog beklager sig. Thi Richard er fordomsløs og fritænkerisk, og hun kan ikke frigøre sig for Konveniensmoralen. Under Faderens sygdom, som trækker længe ud, lærer Selma og Fætteren hinanden nøjere at kende og kommer efterhaanden i stærkere indbyrdes Rapport, navnlig da Richard efter sit Giftermaal ret føler det utilfredsstillende i sin lille Dukkekones aandelige Snæverhed. Godsejerfruens og Lægens Forstaaelse vokser til gensidig Kærlighed, og nu føler hun først ret, hvad hun er gaaet tabt af for Penges Skyld. Han rejser. Men hun vil gøre Ende paa sit usædelige Forhold til en Mand, som er hende en Væmmelse; hun vil være uafhængig og ved eget Arbejde bryde sig en Bane i Verden. Saa kommer det da til et Opgør mellem Ægtefællerne. Ved et Aftensmaaltid kaster Selma paa én Gang sin Mand hans Adfærd i Ansigtet: først det, at han har røvet hende til Hustru i saa ung en Alder, at hverken hendes Formynder, eller hun selv kunde vide, om hun havde i noget Sjæleægteskab med den Mand, som friede til hende. Hvor kan Loven tilstede saadant? "Hvad syntes Du, at jeg var, da vi giftede os? Et stakkels Barn, som hverken kendte Menneskene i eller sig selv, som ikke vidste, hvad hun gik ind til, og som gærne kunde holde af hele Verden, fordi hun saa paa alt med samme naive Ukyndighed. Sig, syntes Du aldrig, at det var Synd, I gjorde imod mig?" Hun anklager i bittre Ord den Moral, som tillader Manden alt. Kvinden intet; den Lov, som gør en umyndig Kvindes Gældsbevis ugyldigt, men tilsteder hende at bortskænke hele sin Fremtid, som om Personen ikke var mere end Pengene. Hun har skammet sig blodig over sit Ægteskab - men hun har maattet tie, thi han havde betalt. Manden har kun spidsborgerlige Indvendinger til alt dette; han forstaar i Grunden ikke stort deraf, for hun siger, at nu vil hun tage fra ham og forførge sig selv. Da viser han hende Udsigten til Fattigdom og Nød, naar hun staar ene uden Kendskab og Vane til Arbejde - og hun staar atter over for det usalige Pengespørgsmaal. Hun maa blive en Stund endnu. Men hun skriver til sin Fætter om at skaffe hende en Plads paa et Gymnastikinstitut nede i Tyskland. "Og hele hendes Væsen gennemstrømmendes af den ungdomskrastige Egoisme, som raåber: "Plads, jeg vil leve!" 

Der ligger en sikkert fangende og sart forstaaende Opfattelse bag Skildringer af den unge Kvindes Sjæleliv. Man faar et klart Indblik i det sekstenaarige Pigebarns Karakter og tankesæt - med bl. a. den paradoksale Tro, som i er hendes Religion: Jeg tror ikke paa Gud, derfor vil han straffe mig. Fint og træffende motiveres hendes Indvilligelse i Egteskabet dels ved Omgivelsernes Pengedyrkelse, dels ved hendes egen Uforstand paa, hvad det egenlig gælder, og hendes séen alt i at kunne hæve sin Tarvelighed glimrende op over dem, der var tilbøjelige at se ned paa hende.

Bogen er et Stykke Liv. som sanddru fortalt af en Kvinde selv - haardt angriber den Nedværdigelse, i hvilken bestaaende Samfundsforhold holder Kvinden, ved at spærre hende Vejen til Selvstændighed og gøre hende afhængig af Mændenes Penge.

C. E.

(Social-Demokraten 25. oktober 1885)

Literaturføljeton.
Ernst Ahlgren.

Rundt om i alle Landes Literaturer spiller Kvinden nu en fremtrædende Rolle, et af de mange Forvarsler om, at hendes Indflydelse i Samsundet stadig er i Stigning. Fru Gyllembourg, i hvis Sjæl der dog - ligesom hos Oldemoder i "Leonarda" - gik Dønninger fra den store franske Revolution, gjemte sig bly og angst, naar Verden vilde løste Sløret for Hverdagshistoriernes berømte Forfatter. "Jeg har" - hedder det i hendes fine og elskværdige literære Testamente til Sønnen - "med Ret eller Uret tænkt, at jeg havde krænket eller fornærmet den kvindelige Beskedenhed ved at vove mig ud paa en Forfatters mandige Bane. En ubeskrivelig undseelse, næsten en Skræk greb mig, naar jeg ret betænkte, at jeg, som ikke blot var et Fruentimmer, men vistnok en af de frygtsomste og svageste af mit Kjøn, var fremstaaet for Publikum som Digter og var af adskillige anset som saadan." Det er næsten med et Suk, at Fru Gyllembourg afgiver denne Tilstaaelse om ikke i et og alt at have været en "sand Kvinde", saaledes som i alt Fald hendes Samtid opfattede en saadan, men hendes Kjøn har dog for længe siden tilgivet hende disse ukvindelige Tilbøjeligheder til al ombytte Naal og Traad med Bog og Pen, og Aar for Aar har den ene af hendes Søstre efter den anden vovet sig ud paa den "mandige Bane". Det er jo ogsaa en nordisk Forfatterinde, der i vore Dage har kaldet sit Kjøn til Kamp mod Mændenes gamle Fordringer til "sande Kvinder", ligesom Bjørnson strax fik talrige Efterlignere, saasnart han havde ladet en Kvinde slynge sin "Handske" i Øjnene paa den gængse mandlige Moral. Behøver vi endnu at nævne en Nutids Kvindetype som Hostrups Eva eller at minde om, hvorledes Henrik Ibsen og Fru Edgren begge har skrevet som fælles Feltraab paa deres Fane: Kvinden og Arbejderen!

Men tilhører altsaa Fremtiden Kvinden, kalder vi hende allerede nu ud fra Hjemmets Skjød til Deltagelse i Dagens alvorlige Kamp - selv den politiske, fordi det gjælder vor statsborgerlige Frihed og vor Ære som Folk -- saa har det ogsaa dobbelt Interesse at høre hende selv tale, om sit eget Liv, om sine egne Følelser, Krav og Forhaabninger. Lad os lytte efter i Tide, hvad hun vil og ønsker; lære, hvad hun kan og evner; og fremfor alt se os selv i det Spejl, hun holder op for vort Ansigt. Nu da Kvinden baade kan tale og fortælle frit ud, kan endelig Manden faa at vide, hvad hun mener og tænker om ham. Han har saa ofte haft Ordet om hende. Nu er Turen kommet til den anden Part. Samlivet imellem Mand og Kvinde lider endnu af saa mange Brøst, at der er Arbejde nok at giøre for dem begge.

Et saadant Indlæg fra kvindelig Side er den Fortælling af Ernst Ahlgren, som ovenfor er nærmere omtalt. Til en Begyndelse derfor et Par Ord om den Rolle, som Kvinden for Øjeblikket spiller ogsaa i Sveriges Literatur. Ernst Ahlgrens Forfatterskab frembyder nemlig ogsaa i andre Henseender Interesse, hvorom strax nedenfor.

Sverige tæller nu næppe færre kvindelige Forfattere end Danmark, men af den halve Snes Navne, der enten har eller begynder at faa Klang i deres Hjemland, er næppe fler end tre endnu naaede til danske Øren. Og af disse tre er det maaske igjen kun Fru Edgrens, der er mer end en tom Lyd hos os. Skjønt den ny Udgave af vort "nordiske" Konversationslexikon næppe nok har sluttet Alfabetets første 4-5 Bogstaver, findes dog hverken Alfhild Agrell eller Ernst Ahlgren nævnede deri. De maa have deres Navnkundighed til gode til næste Gang. Saa vil de begge være der, og ikke mindst den sidste. Om de øvrige svenske Forfatterinder - Mathilda Roos, Amanda Kersstedt, Daniel Sten, Mathilda Kruse o. s. fr. - er det endnu til ingen Nytte at tale, naar man ved, hvor sejg den danske Læseverden er overfor baade Brødre og Søstre i Literaturen hinsides Sundet, og det har knap nok Interesse at oplyse om, hvorvidt disse Navne er de paagjældende Fruers og Frøkeners egne borgerlige eller kun deres selvtagne literære Benævnelser.

Fru Edgren er tilstrækkelig kjendt nu, og den Dag, vore Theatre gjør Alvor at at spille hendes, i saa høj Grad scenist virkningsfulde, bedste Arbejder, vil hendes Ry være grundfæstet. En anden Dag vil ogsaa Fru Agrells to Skuespil "Dönd" og "Räddad" gaa over en Scene herhjemme, og hendes novellistiske "Skildringer fra Land og By" vil finde baade deres Oversætter og deres Publikum. Foreløbig har vi Ernst Ahlgrens Bekjendtskab at gjøre. Endnu er det ikke vanskeligt at overkomme en Række Smaaskrifter, saakaldte "Studier": "Från Skåne", allerede for største Delen oversatte i danske Blade og Tidsskrifter, var hendes første Bog. Den større Fortælling "Penge" hendes anden inden Jul vil den være almindelig læst og paaskjønnet, og adstillige - ikke altid for os Danske lige smigrende - Paralleler vil være trukne mellem vore og Sveriges nyere kvindelige Forfattere.

Ernst Ahlgrens borgerlige Navn er Fru Victoria Benedictsson. Hun er ligesom Albert Bååth en Skaaning af Fødsel, og hendes Forfatterskab er som hans udpræget skaansk. Begge er ogsaa hyppige Gjæster i Kjøbenhavn. Der er mange Baand endnu, der knytter Skaane til Danmark. Begge betegner endvidere noget nyt, en særegen Afskygning i den moderne svenske Literatur. Bååth har brudt med den traditionelle svenske Lyrik og vil en Dag mødes med sit Fædrelands største Lyriker, Carl Snoilsky, der med mere og mere aabent Øre lytter til Tidens Pulsslag, og hvis nyeste Digtning med stedse inderligere Varme omsætter Folkets Sag, det store Demokratis Frihedsvært ikke mindre end Arbejderens Livskrav. Ernst Ahlgren paa sin Side skildrer ligeledes Folket i sin Hjembygd. Bååth og hun er Landets Indlæg i den - i Sverige som hos os - ellers overvejende Hovedstadsliteratur. Der er Kraft og Sundhed i dem begge. Den nyere danske Literatur kan lære af dem, skjønt de begge endnu kun staar ved Begyndelsen af deres Bane.

Ernst Ahlgren - som Fru Benedictsson vil vedblive at kalde sig, skjønt hun iøvrigt ikke længer overholder sin Pseudonymitet - er ogsaa et Friluftsbarn. Hun er Datter af en Landmand BruzeIius, er født og opvoxet paa Landet og har aldrig gaaet i nogen Skole, idet hendes kundskabsrige Moder selv læste med hende. Hun var allerede som ung en ivrig Rytterske og Støjteløberske, og dobbelt tungt ramte det hende derfor, da hun for et Aar tilbage blev kastet paa et - som det først tegnede til - haabløst Sygeleje. Et Stød med Knæet mod en Ladedør fængslede hende i Aarevis til Sengen, og kun havde alt sit fribaarne Mod og sin oprindelig lyse og lette Natur nødig for ikke at bukke under i stump Fortvivlelse En Bedring er dog nu indtraadt, og den høje, slanke Dame bevæger sig nu saa smidig og hurtig med sine to Krykker, at den Tid forhaabenlig ikke vil være fjærn, da hun kan kaste dem begge helt fra fig. Det hedder, at Familien - hun er gift med en Postmester i Hørby i det indre af Skaane - med en vis Rædsel saa hende betræde Forfatterbanen, men naar Lykkens Sol først er kommet op over Synskredsen, svinder Taagerne bu tig Bundet som den selv var til Sygelejet, uden literære Forbindelser, gjemt dybt nede i Provinserne, fjærnt fra Hovedstadens Presse og Publicister, havde hun ingen til at tale sin Sag og være kendes Mellemmænd hos Almenheden. Hendes to smaa Bøger har imidlertid talt for sig selv. Hun er nu en opgaaende Stjærne i stt Fædreland, og de hjemlige Kritikere har kappedes om at hædre hende. Selv er hun nu, i Følge Indbydelse fra en højsindet, bekjendt Dame og Forfatterinde i Stockholm, paa Vej til Hovedstaden, for ogsaa personlig at gjøre sin Indtrædelse i Samfundslivet og de literære Kredse.

En af det unge Sveriges Kritikere og Forfattere, Ola Hanson, ogsaa en Skaaning af Byrd, har nylig i "Aftonbladet" hilst sin Landsmandinde velkommen i Literaturen og varmt fremhævet, hvor nationalt og demokratisk, eller paa Dansk hvor hjemligt og folkeligt hendes Forfatterskab er. Etter en nærmere Redegjørelse for, hvor paalidelige og troværdige hendes Skildringer af skaansk Natur og skaansk Folkeliv er, ender Anmeldelsen med følgende Ord: 

"Ernst Ahlgren er den friskeste Personlighed i vor nye Literatur. Det sunde og kraftige er det almene Grundtræk i hendes Digtning, nuanceret paa mange Maader. Hendes Satire er skærende og rammer altid Centrum, hendes Humor bredt smilende og solklart, hendes Sorg dyb og hendes Alvor imponerende. Et saadant Menneskes Tanker bliver helstøbte og gjennemsigtige, hendes Følelser rige og varme. Dybest og inderst ligger Livsmodet og Livsglæden. Glæden over at være til. Livsmodet, som rejser sig smukkere og stærkere for hvert nyt Slag.

"For Ernst Ahlgren ligger Skjønheden i det sunde, i fri og utvungen Natur; hun elsker "Sundhedens robuste Skjønhed". Hun vælger til digterisk Fremstilling med Forkjærlighed saadanne Personer, hos hvem Naturens egen Sundhed straaler tilbage, som f. Ex Almuetyperne i adskillige af de smaa Studier i "Från Skåne" samt forstandsskarpe, følelsesdybe og viljestærke Kvinder som i "Penge" 

"Over selve Stilen hviler ligesom et Gjenskin fra hendes egen klare og friske Aand. Den er ren og skjær som nyfalden Sne, den har en Markblomsts simple Vakkerhed og noget af "Sundhedens robuste Skjønhed". Det er ikke mindst Fremstillingen, der har gjort "Penge" til et af vor nye Literaturs bedste Arbejder. Det er lykkedes Ernst Ahlgren for sin gedigne Virkelighedsskildring at finde en Form, der, paa samme Tid som den er sin Kunst, tillige er tilgængelig for alle. Og kun den Digter, der er naaet saa vidt, er i Ordets fuldeste og sandeste Mening demokratisk og national. Dette: at være en Literatur for de faa, er den nye svenske Literaturs saarbare Akilleshæl."

O. B.

(Morgenbladet (København) 25. oktober 1885).

Penge, Fortælling af Ernst Ahlgren. Oversat fra Svensk af Sofie Horten. (Andr. Schous forlag)

Enhver nogenlunde Øvet Læser - for ikke at tale om Læserinderne - af den foreliggende Fortælling vil hurtig være kommen paa det rene med at den skyldes en Kvinde. At dette ikke skal være sagt som en Dadel, er det vel ufornødent udtrykkelig al fremhæve. I vore Dage er Tallet paa de Kvinder, der i Henseende saavel til alvorligt og indtrængende Syn paa Livet og dets Fænomener som til kunstnerisk Opfattelse og Fremstillingsevne helt vel kan tage det op med deres virkelig dygtige Kaldsfæller af Mandkjøn, jo ikke ringe, og forfærdiges der end stadig adskillige Guvernanteromaner og andre kvindelige Husstidsprodukter af lignende Art, saa vil dog allerede Navne som f. Ex. H. Greville og A. Ch. Edgren have lært os, at det ikke længere gaar an uden videre at trække paa Skuldrene ad de "skrivende Damer". Hvad der strax røber "Ernst Ahlgren"s Kjøn, er da ingenlunde Mangler som den, der saa ofte klæber ved de kvindelige Smaatalenters Frembringelser: det er visse Egenskaber i Maaden, hvorpaa de psykologiske Iagttagelser er giorte, særegne Finesser i Skildringen af Enkeltheder, som en Mand næppe vilde have kunnet sé saa grundig, i alt Fald ilke saa frisk og umiddelbart set paa. Særlig falder dette i Ojnene naar man staar over for Billedet af Selma, Bogens Hovedfigur.

"Penge" er en Ægteskabshistorie; Titlen er for saa vidt ikke rigtig heldig valgt, som det, at den unge Pige føres og lokkes til sit Giftermaal væsenlig derved, at hendes Bejler er en rig Mand, ikke har afgjørende Betydning for Udviklingen: heller ikke de andre Punkter i Bogen, hvor Pengespørgsmaalet er oppe, synes saa væsenlige, at man derved fristes til at kalde Gud Mammon Fortællingens Hovedperson. 

Hvad det først og fremmest kommer an paa, er, at den næppe stort mere end sextenaarige Selma gifter sig med en Mand. som hun ikke elsker, og uden at vide, hvad et Ægteskab er; hun er opdragen til at skulle være en "sand Kvinde" og i den Art af Uvidenhed, som pjankede Mødre med en saa skæbnesvanger Standhastighed forvexler med Uskyldighed. Umiddelbart før hun giver den rige, halvgamle Godsejer sit Ja, har hun lidt en haard Skuffelse: Vejen til at udvikle sig, til at "blive til noget", har bornerte Mennesker spærret for hende. Halv ør af Smerte, paavirket ude fra, lokket af Udsigten til at komme i glimrende Kaar - Tanken om, at hun kan blive Ejerinde af en Ridehest og vække Misundelse ved sine kostbare Dragter, spiller her en ikke ubetydelig Rolle - tager hun mod Frierens Tilbud; noget Haab nærer hun da ogsaa om, at hun, naar hun først er bleven rigt gift, kan faa Lov at udvikle det Malertalent, hun tror at sidde inde med. Alt gaar da ogsaa tilsyneladende ret vel i den første Tid efter Giftermaalet med den godmodige Mand, der søger at opfylde alle en Hustrus Ønsker. Men den Tid maa jo dog komme, da den unge Kvinde vaagner delt til Bevidsthed om sit eget Væsen og sin egen Ret, og saa er Tragedien i Gang. Dens Opløsning hidføres derved, at Selma kommer til Klarhed over, at hun elsker og er elsket af en anden end sin Mand: fra dette Øjeblik er Samlivet med den blevet hende en Umulighed. Fortællingen er en Skæbnetragedie; men Brøden, der drager Hovedpersonens Ulykke efter sig, er ikke det enkelte Individs; det er Slægtsbrøden, Samfundets uhyre Skyld, der fremkalder Nemesis. Selma bliver ulykkelig paa Grund af fine Opdrageres og Omgivelsers nedarvede raa og stupide Opfattelse af Kvindelighedens og Kjærlighedens Væsen, bliver Offer for Samfundets respektfulde Forestilling om Ægteskabet som en Institution, der ikke blot legaliserer, men helliger et Samliv uden Kjærlighed.

Som man let vil se, er Motivet lige saa betydeligt som nærliggende, lige saa vanskeligt at behandle som fristende for en Nutidsforfatter. I "Penge" er det magtet med en Dygtighed, som indgyder Agtelse, med en for en begyndende Forfatter mærkelig Sikkerhed i Methoden og med sjælden Selvbeherskelse og Moderation. Forfatterinden har saa megen Agtelse for det vigtige Spørgsmaal, hun har taget for, at hun har sat alt Snerperi paa Døren; lige saa klart som hun opfatter Betydningen af den foreliggende Sags forskjellige Sider, lige saa uforbeholdent udtaler hun sig derom. Men lige saa langt er hun fra alt, hvad der paa nogen Maade kan regnes for unødvendig Udmaling af pinlige Situationer. Bogen er fra Ende til anden et Mønster paa Alvor og Kyskhed. Der findes ikke en Sætning i den, som kan støde en sund Natur; dette bør udtrykkelig fremhæves, netop fordi det er en Bog, man maa ønske læst af unge Kvinder, før de gifter sig. Maaske den kunde give en og anden af dem Anledning til at spørge sig for og tænke sig om.

Ogsaa paa andre Omraader viser Forf. den Sans for Moderation og fornuftig Økonomi, der hører til al god Tekniks Grundlag. Hovedpersonens Karakter er skildret som gjennemført Billede; Selma staar fast og plastisk som et Resultat ikke blot af digterisk Fantasi, men ogsaa af en Mængde fine og skarpe Iagttagelser, og paa flere Punkter tillige af en Viden, der vanskelig skulde kunne findes hos en Mand. Ogsaa de andre Forgrundsfigurer, .Ægtemanden og Fætteren, Richard, er udførlig skildrede; især staar den førstnævnte godt med al sin Skikkelighed, sin Halvdannelse og sin plumpe Forelskelse Flertallet af Fortællingens andre Skikkelser er derimod nærmest skitserede, og morsomt er det at sé, med hvor klog Bevidsthed Forfatterinden har regnet ud, hvor megen Farvefylde og Gjennemførthed hver enkelt af dem netop har godt af for at fylde sin Plads og gjøre sin rette Virkning. I samme Forhold som de nærmer sig Kompositionens Baggrund, har hun dæmpet dem af; hver af dem har her faaet, netop hvad der behøves for at stille den i det rette Forhold til Hovedfigurerne, lige fra den sølle lyriske Krambodsmand, der giver Forf. Lejlighed til at vise, hvor kostelig en "Backfisch" eller Tøs "mellem 12 og 17" Selma er til at begynde med, og til Selmas Fader, som man faar saa godt Rede paa, skjønt han ikke har faaet et eneste Penselstrøg ud over det højst nødvendige.

"Penge" er en Bog, som Forf. har Ære af baade som Kunstnerinde og som Menneske.

S: M. 

(Morgenbladet (København) 25. oktober 1885).

Ernst Ahlgren begik selvmord i 1888, se indslaget her på bloggen.