Den offentlige Børneforsorg i Aalborg i Billeder og Tekst. (Efterskrift til Politivennen)

 

Frk. Thorup, omgivet af Smaabørnene i den fælles Opholdsstue.

Mod Julen er de fleste Forældres Tanker vendt mod at glæde deres Bøm i Hjemmet, og vi antager, at det derfor ogsaa vil glæde vore Læsere at vide, hvorledes der i Aalborg tænkes paa de Børn, der vokser op uden at kende Lykken ved omsorgsfulde Forældres Kærlighed.

6 Smaabørn i den fælles Løbestol.

Aalborg er førende blandt Danmarks Byer med Hensyn til offentlig Børneforsorg. Ingen Steder ser man saa mange Børnehjem, og vi har ogsaa Indtrykket af, at Børneves daglige Forplejning er paa Højde med dem bedste, der gives i Tiden.

Vi skal da i vort Julenumer fortælle lidt om vore Børnehjem og begynder med vort sidste og største Hjem. "Haraldslund", der kan staa som Mønster for sit Formaal. Som bekendt skænkede afdøde Fabrikant Har. Jensen Bygningerne med omliggende Parker til Aalborg Kommune, og i Tilgift fulgte en kontant Kapital paa 20,000 Kr. Renterne heraf Mal anvendes til Skatter og aarlig Vedligeholdelse af Ejendommen. 

Aalborg Byraad fandt at den smukkeste Maade at forvalte Haven paa var at indrette Ejendommen til Børnehjem, og til dette Øjemed blev de nødvendige Ombygninger og Forandringer, saasom Installation og Centralvarme, foretaget. Paa Hjemmet er der Plads til 64 Børn, hvoraf 24 spæde og Resten fra 2 Aar og opefter.

Fra de mindstes Sovestue.

Siden Hjemmet toges i Brug i Oktober 1916 har der været ialt 565 Børn. De fleste af dem er forældreløse, og naar de har været her nogle Aar, kommer de som Regel videre til Hjemmene for de større Børn.

Hjemmet Kæledægge, den lille Negerdreng Tom.

Det sker vel ogsaa, at en Mo'r eller Fa r ved Giftermaal eller paa anden Maade faar Evne til at tage sit Barn hjem igen, og i saa Fald véd de, de faar dem tilbage i en god Forfatning fra "Haraldslund".

Aalborg Børnehjem.

Større Børn modtages i Almindelighed ikke paa "Haraldslund", og netop nu er det indskærpet, at der bør skiftes hurtigere, saaledes at Børnene, saaanart de vokser lidt til, kommer paa andre Hjem.

Ogsaa paa anden Maade gør Hjemmet dog god Nytte. Under en Husmoders Sygdom kan hendes Børn midlertidigt anbringes paa "Haraldslund", og vi tillægger denne Reform umaadelig stor Værdi.

Bestyrerinden Frk. Mogenstrup med en Flok af de mindste Børn.

En Moder hviler aldrig, selv ikke naar hun er syg og ligger paa Hospital. Saa tænker hun paa de smaa derhjemme, og kun, hvis hun véd, at disse er i Sikkerhed, faar hun den fornødne Ro til selv at blive rask. "Haraldslund" er ikke altid helt optaget af faste Pensionærer - heller ikke for Tiden. Man kunde næppe gøre noget bedre ved den til enhver Tid overflødige Plads end saaledes anvende den til Aflastning af sygt og forpinte Hus mødre.

I mange Tilfælde aflaster man ogsaa Fattigvæsenet ved at fungere som Optagelseshjem. "Haraldslund"s Bestyrelse er Aalborg Byraads Forsørgelsesudvalg, og den daglige Ledelse har siden Hjemmets Oprettelse været forestaaet af Frk. Thorup, som uomtvisteligt er i Besiddelse af gode Evner til den Gerning. Alle, der gæster Hjemmet, udtaler sin Glæde over, hvad de har set. Børnene er ikke alene velplejede i enhver Henseende, men de er velopdragne, frimodige og frejdige. Ikke mindst det sidste turde være det bedste Bevis paa, at de er i gode Hænder. 

Aalborg Børnehjem. 

Ude paa Ny Kastetvej ligger Sophus Raaens Stiftelse Aalborg Børnehjem. Det fik sin Grundfond 1904 ved den første Børnehjælpsdag i Aalborg og begyndte sin Virksomhed som Vuggestue og Plejehjem i Slotsgade. I 1911 skænkede Sophus Raaen en Villa paa Ny Kastelvej til Brug for Hjemmet, og i 1916 udvidedes med en Tilbygning og en stor Have. Der er for Tiden 26 Børn paa Hjemmet, og det er en anerkendelsesværdig Gerning, som Bestyrerinden, Frk. Mogenstrup, udfører med sin lille Stab af Assistenter. Midlerne er ikke alt for store. Staten giver et aarligt Tilskud af et Par Hundrede Kr. pr. Barn, og i Betaling ydes 80 Kr. om Maaneden pr. Barn. Saa tjenes der lidt ved Ugebladet "Hjemmet", som giver Procenter af de Blade, der bestilles hos Enkefru Raaen til Omdeling i Aalborg, og endvidere udgives hvert Aar til Jul et lille Blad.

Men det bliver altsammen ikke til ret meget, saa der maa arbejdes af Personalet for at holde Gang i det. Alligevel ser der godt ud, hvilket nedenstaaende Billede giver et udmærket Indtryk af.

-   -   -

Paa Hjemmet er baade Spædbørn og noget større Børn. Indtil Sophus Raaens Død dækkede han hvert Aar det eventuelle Underskud, der blev ved Driften, og hans Enke vil ogsaa gøre dette i Fremtiden, saaledes at det kan fortsætte som hidtil. 

Bestyrelsen for Hjemmet bestaar af Overretssagfører Hasselbalch, der er Formand efter Sophus Raaens Død, og endvidere af Amtslæge Malling, Fru Malermester Lassen og Fru Telegrafbestyrer Maltus samt Enkefru Raaen. Frk. Mogenstrup har været Leder af Hjemmet i 10 Aar, og hun gaar op i sin Gerning med en Kærlighed og Ansvarsfølelse, der er al Ære værd.

Aalborg Drengehjem.

Ude paa Annebergvej ligger det store smukke Drengehjem. Det er i sin Tid væsentligst oprettet for P. C. Gandrup og Hustrus Legat og Jacob Niels Kjellerups Legat. Det første er paa 47,565 Kr. 58 øre og det sidste paa 30,450 Kr. 50 Øre. Desuden ejer Hjemmet: Rest af privat indsamlede Penge 1000 Kr., Arvelod i fhv. Købmand M. Sørensens Bo 5000 Kr., Landstingsmand Jørgen Berthelsens Legat 10,000 Kr. 

Aalborg Drengehjem.

Af sidstnævnte Legat skal den aarlige Rente anvendes til Understøttelse for en eller to Drenge, der sættes i Lære.

Hjemmet faar et Statstilskud paa 6500 Kr. aarlig og 4000 Kr. fra Aalborg Kommune samt 100 Kr. fra Dansk Børnehjemsforening. Virksomheden begyndte 1907, og Hr. Olaf Toftegaard har siden været Foretander. I ham og hans Hustru har Drengene fundet et Par fortræffelige og forstaaende Plejeforældre. Mange er de Drenge, som i Aarenes Løb er udgaaet fra Hjemmet, og at de har vundet et Værn derude, derom vidner den Kendsgerning, at de langt op i den voksne Alder vedbliver at holde Forbindelsen vedlige med Forstanderens og hans Hustru.

Hr. Toftegaard karakteriserer nærmest sin Virksomhed saaledes: Det er strengt, men det er herligt. I Virkeligheden var de fleste af Pengene, for hvilke Hjemmet startedes, beregnet til noget andet. Proprietær Niels Vinde Kjellerup, Visborggaard, havde i 1888 skænket 2000 Rigsdaler til en Slags fri Arbejdsanstalt i Aalborg, men da Tiden var løbet fra den Slags Institutioner, vedtog Byraadet i Stedet at anvende Pengene, der i Aarenes Løb var vokset til em Sum af 55,000 Kr., til et Drengehjem. 

Et Hold af tidligere Elever med Forstanderparret.

Ved Værgeraadslovens Gennemførelse var der bleven Trang til et saadant og foruden et kontant Tilskud vedtog Byraadet at skænke en Grund til Hjemmet. Efter Forslaget skulde der være bygget et stort Fælleshjem for baade Drenge og Piget med Økonomibygning i Midten. Pigehjemmet i Ladegaardsgade skulde saa nedlægges, men saaledes blev det ikke. Endnu drives de to Hjem hver for sig, ganske vist under samme Bestyrelse. Denne bestaar for Tiden af Stiftsprovst Barsøe Formand, Sparekassedirektør A. E. Als samt Byraadsmedlemmerne Ed. P. Olesen, Fru K. Jensen og Amtslæge Malling. Der er paa Hjemmet Plads til 30 Drenge, men i Øjeblikket er der kun 27.

Pigehjemmet I Ladegaardsgade. 

Denne Institution er en Søster til Dregehjemmet. De drives efter samme System og som nævnt af samme Bestyrelse, og det er ogsaa større Piger, der opholder sig her indtil Konfirmationsalderen.

Pigehjemmet i Ladegaardsgade.

Hjemmet ejer: Fru Caroline Schmidts Gave Kr. 5,000,00, Lars Amundsens Legat Kr. 14,273,10, Lars Holms Legat Kr. 10,109,65, Kobbersmed Hvilsoms Legat Kr. I,000,00, Arbejderforeningens Gave Kr. 50,00, Gave fra Købmand H. Lunds Enke Kr. 500,00, Frøknerne Langelands Gave Kr. 20,000,00, Slagtermester P. L. Haagensens Gave Kr. 0,306,65, Godsejer C. Brun og Hustrus Gave paa oprindelig Kr. 20,000,00, nu Kr. 11,454,15. 

Endvidere ejer Hjemmet P. C. Gandrup og Hustrus Legat Kr. 5,236,99. 

Renten heraf anvendes til Fripladser. 

Pigehjemmet erholder for Tiden følgende Tilskud: Fra Staten Kr. 5,700.00, fra Aalborg Kommune Kr. 4,000,00. Der er Plads til 25 Piger paa Hjemmet, og dets Bestyrerinde er Fru Marie Schultz.

Bestyrerinden og Børnene udenfor Hjemmets Bygning. 

Det er ikke den mindst vanskelige Gerning at være Bestyrerinde paa et Hjem for store Piger, men Hospitalsinspektør Olesen, som er Tilsynsførende med Hjemmet, udtaler, at man i den nuværende Bestyrerinde har fundet en udmærket Kvinde, som med megen Opofrelse tager sig af Børnene. Pigerne skal ikke blot have et Hjem her, indtil de er konfirmerede. Ogsaa efter den Tid - naar de er kommet ud i Pladser trindt omkring - skulde de gerne blive ved at føle sig knyttet til Hjemmet og komme til Bestyrerinden med deres Fortrolighed, Sorger og Glæder, saaledes som halvvoksne Piger kommer til deres egen Moder. Det er ingen lille Opgave, her ligger i at vejlede disse Piger, men Eksempler viser, at det glædeligvis lykkes i mange, forhaabentligt i de fleste Tilfælde.

Bestyrerinden og Børnene udenfor Hjemmets Bygning.

Naturligvis er Hjemmet som de øvrige indrettet med fælles Opholdsstue, gode Soveværelser - hver har selvfølgelig sin egen Seng, og Pigerne bliver fra smaa af vænnet til at hjælpe lidt til ved Husgerning og Vedligeholdelse af deres eget Tøj.

Inspektør Olesen er en meget interesseret og udmærket Tilsynsførende. 

Hermed har vi omtalt Børneforsorgen i Aalborg By. Endnu kunde vi nævne, at der i Hasseris er yderligere to Børnehjem, nemlig "Teodorsminde", der i sin Tid stiftedes af Enkefru Ree. Her er Plads til 20 Børn, og Optagelseshjemmet i Hasseris, med Plads til 40 Børn og tilhørende Skole. Bygningen er i sin Tid skænket af Sophus Raaen, men ejes nu af Kristelig Forening for vildfarne Børns Frelse.

Vi tror hermed at have dokumenteret vore Ord i Indledningen til denne Artikel. Aalborg har Ret

til at kalde sig førende med Hensyn til offentlig Forsorg for de hjælpeløse smaa. Dette er en Ære for saavel Grundlæggerne som Aalborg By. Den nulevende og kommende Slægter vil forhaabentligt vide at hævde og yderligere udvikle de smukke Traditioner.

(Nordjyllands Social-Demokrat, 24. december 1923).

Harald Jensen (1837-1914) var kendt for sin akvavit. Han "praktiserede" også som "sårlæge" (nogen ville måske kalde naturlæge eller endda kvaksalver) ved hjælp af salver. Nedenstående fotoserie om Haraldslund stammer fra en artikel i Aalborg Amtstidende, 14. januar 1934:

Nogle af Plejeafdelingens mindste spiser til Middag og sidder og gisner om, hvad den næste Ret er i Dag.

Der er altid Rift om Legebordet og Gyngen i Døråbningen.

Hvad mon det er, der faar denne lille Pige til at spærre Øjnene saa forundret op? Skulde det være Fotografens "mystiske" Apparat?

Spædbørnsafdelingens mindste er endnu for smaa til at interesseret sig synderligt for, hvad der foregaar omkring dem af usædvanligt. Har en af dem en Rangle, er det den, der skænkes størst Opmærksomhed.

I slutningen af 1950'erne I 1950'erne var Haraldslund nedslidt og trængte hårdt til ombygning. I den anledning var byrådet på besøg, og Ny Tid (Aalborg) bragte den 6. oktober 1955 et foto fra besøget. Fra venstre plejemor frk. Anne Gårdbo, byrådsmedlemmerne kommunelærer Henry Jensen, grosserer Laurits C. Jensen, kontrollør Marius Andersen og socialudvalgets formand fru Ella Christensen.

Marius Andersen (1924-1997) var blevet valgt ind i byrådet 1954, og sad fra 1970 som en populær borgmester for kommunen, indtil han 1981 blev involveret i "Aalborg-skandalen" hvor han efterfølgende blev idømt 6 måneders ubetinget fængsel. 

I slutningen af 1950'erne diskuterede man at indrette Haraldslund til ungdomsgård. I april 1964 flyttede institutionen til det tidligere pigehjem, Steenstrupsvej 1, Aalborg. Huset blev i stedet nedrevet i 1967 og en svømmehal bygget i den have som i sin tid omgav brændevinsbrænder Harald Jensens villa ved Kastetvej. Forinden havde bygningen i 1966 lagt lokaler til midlertidige udstillinger fx om tyvernes glade Ålborg, og tobakkens historie i Aalborg.

Foto af Haraldslund fra Ny Tid (Aalborg), 11. september 1961. 

Bragt i den overbevisning at fotoet er et fotografisk billede - ophavsrettens §70, stk 2 med beskyttelsestid på 50 år, altså udløbet i 2011. 

Aalborg Drengehjem lå som nævnt på Annebjergvej 71, og åbnede 26. juni 1907 for forældreløse drenge, samt drenge hvis forældre ikke magtede at passe den. Opdragelsen byggede på disciplin. I 1965 fik også piger lov til at flytte ind, og drengehjemmet skiftede navn til Søskendehjemmet Vesterlund. I dag er der to institutioner, familieinstitutionen "Toppen" med plads til 6 familier, og "Vesterlund".

Olaf Hans Jørgen Olsen (2/8). (Efterskrift til Politivennen)

I april 1907 flygtede Olaf Olsen fra Københavns Kommunehospital. Han blev pågrebet i Helsingborg og ført tilbage til København. Året efter var han igen i avisen:

Fra Danmarks Sodoma.

3 Alfonser i Aalborg leverer et Kæmpeslag.

Det er ganske forfærdelige Ting, der kan ske i Aalborg, den By, som ikke med Urette er kaldt "Danmarks Sodoma".

En rædsom Historie er Store Bededagsnat foregaaet deroppe, og herom beretter "Nordjyllands" Krigskorrespondent følgende gruopvækkende Enkeltheder:

I det smukke, men kølige Vejr Store Bededagsaften var 3 Kavallerer, der almindeligvis betegnes som Alfonser, kommen i Krigshumør og leverede ved Midnatstid en større Bataille i Jernbanegade og Sankelmarksgade. De 3 Herre var Chrisian Roed, af borgerlig Livsstilling Cyklesmed, "Rejsende" Olaf Olsen, ogsaa kaldet den "hvide Neger" eller "Greven", samt en Herre ved Navn Petersen, hvis Livsstilling angives at være Kok.

Udover, at de havde nydt en Del Spiritus, vides ikke, hvad der havde gjort dem saa fortrædelige paa deres Medmennesker, men de slog i hvert Fald ubarmhjertigt løs paa alle, der kom i deres RNærhed. Der faldt Lusinger den Aften, som gav Ekko i Gaderne og samlede et stort og revanchelystent Publikum paa flere Hundrede Mennesker.

Da man syntes, at det gik forvidt med d'Hrr.s Raaheder, begyndte Forsamlingen at gaa angrebsvis til Værks. I et Antal af henimod 100 forfulgte de Bøllerne, der imidlertid brækkede Staverne af et Stakit og benyttede disse som Vaaben.

Trods den store Overmagt lykkedes det alligevel de 3 Kæmper at drive hele Flokken tilbage i Jernbanegade, slaaende ned paa alt og alle, de mødte. En Bademester, der af Nysgerrighed og uden rigtig at ane, hvad der foregik, var kommen med i Følget, blev af Chr. Roed slaaet til Jorden med Næveslag, og medens han laa her, sparket over Benene og den ene Haand, hvis Tommelfinger blev forstuvet. Redaktør, Postexpedient Aarseth fra Fredericia, der ogsaa kom spadserende i Sankelmarksgade, fik et Næveslag i Ansigtet, men han slog fra sig og gav Kokken en "bagvendt", saa hans Mundtøj sprang til Blods.

Imidlertid kom en Betjent til Stede, og da han saa, hvad der foregik, fløjtede han efter sine Kolleger, der ankom i et Antal af 6-7, men da var de 3 Bøller selvfølgelig over alle Bjerge. Man eftersøgte de omliggende Ejendomme, men uden Resultat.

Ud paa Natten anholdtes Kokken og Chr. Roed - den sidste hos et Selskab af "Damer". Den "hvide Neger" fandt man først Lørdag Morgen. At han kan give "Greven" ses bedst deraf, at han i sin Tegnebog havde 185 Kr.

Sidste Akt

foregik paa Politistationen. Efter megen Parlamentering og Vidneførsel af en temmelig humoristisk Art idømtes "Greven" en Bøde paa 15 Kr. De andre to indgik paa at betale hver en Bøde paa 100 Kr., hvilket svarer til 20 Dages Fængsel, samt 25 Kr. i Erstatning til Bademesteren og Lægeregningen. Bøden vedtages stiltiende. Chr Roed har forinden en Dom paa 15 Dages Fængsel hængende over Hovedet paa sig for Alfonseri.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 11. maj 1908).

Syerskerne i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Frk. Andrea Nielsen fra København kommer til Aalborg.

Der mangler en kraftig offentlig Mening om mange vigtige Spørgsmaal her hjemme. Selv godmodige Mennesker gaar ret ligegyldigt forbi en blodig Uret, naar blot denne Uret er bleven tilstrækkelig gammel, og hvad der er værre: De forurettede føler i enkelte Tilfælde deres triste Kamp som noget selvfølgeligt og uafvendeligt.

I denne dumpe graa Sløvhedsfølelse har Arbejderbevægelsen dog gjort et mægtigt Indhug, saa en kendelig bevidst Stræben næsten overalt gør sig gældende for at hæve Kaarene.

Her i Byen er der i saa Henseende sket en Revolution i de senere Aar, særligt for Arbejdsmændenes, de daarligst lønnede Arbejderes Vedkommende.

Men langt under dem staar endnu 4-500 Arbejdersker, som det maa være en Æressag for Socialdemokratiet at hjælpe til bedre Kaar.

Den offentlige Mening, der - heldigvis siger vi - medynksfuldt fæster sig ved Synet af en herreløs Hund eller en Hest, der faar Pisk, har til Dato ikke fæstet sig tilstrækkeligt ved den Kendsgærning, at flittige Kvinder, trods al Samvittighedsfuldhed, sulter, undergraves i fysisk Henseende og behandles vilkaarligt af deres Principaler - de Principaler, der dog tjener gode Penge paa Kvindernes Frembringelser.

Det er paa Tide, at der sker en Forandring heri, og heldigvis synes dette ogsaa at være gaaet op for disse Kvinder.

I det sidste Aar har kvindelig Fremskridtsforening, der heldigvis her i Byen ledes og opretholdes af Arbejderkvinder, bestræbt sig for at faa oprettet Fagforeninger i saa mange Fag som muligt, og om det end er gaaet langsomt, saa er det lykkeligvis gaaet sikkert fremad.

I den allerseneste Tid har Bestræbelserne gaaet i Retning af at faa organiseret Syerskerne, og ikke faa har sluttet sig til Bevægelsen. I de nærmeste Dage vil denne imidlertid saa yderligere Fart, idet Syerskerne i København, der nylig har tilendebragt en Lønkamp paa den mest glimrende Maade, har besluttet at yde deres Søstre i Provinserne en hjælpende Haand. Deres Leder under Strejken

Frk. Andrea Nielsen,

vil nemlig, paa Foranstaltning af de bestaaende Organisationer, holde en Række Møder i alle de større Provinsbyer, for at yde Syerskerne Vejledning med Hensyn til deres Organisation, og hun vil da ogsaa komme til Aalborg. Antagelig kan den unge energiske Dame ventes hertil umiddelbart efter Paaske, og det er da en afgjort Sag, at alle Partifæller her i Byen vil være hende behjælpelig med at faa Syerskerne organiseret.

Vi opfordrer imidlertid allerede nu de Kvinder, der ernærer sig ved Syning, ligegyldigt af hvilken Art, til at melde sig til den nydannede Organisation af Syersker, saaledes at der kan være et Grundlag at arbejde paa, naar Frk Nielsen kommer hertil. De Partifæller, som har paarørende blandt Syerskerne, beder vi indtrængende om at søge at paavirke disse, saaledes at de slutter sig sammen.

De trænger i højeste Grad dertil.

Vi skal senere, paa Grundlag af de Oplysninger, vi sidder inde med, om tale de usle Lønningssorhold, som gælder her i Byen for de kvindelige Arbejdere.

For i Dag kun endnu en Gang en Opfordring til Meningsfæller om at hjælpe til med at faa deres kvindelige paarørende til at organisere sig. Indmeldelse i de bestaaende Organisationer kan ske hos Fru Hansen, Kristiansgade 5, Kælderen.

(Nordjyllands Arbejderblad 24. marts 1899).

Syerskerne i Aalborg

Som i Gaar omtalt har de smukke Resultater, de kvindelige Arbejdere i København, navnlig Syerskerne, har opnaaet i indeværende Aar, bevirket, at der her i Byen er opstaaet Ønsker om at faa Syerskerne organiseret.

Skal dette ske paa en tilfredsstillende Maade, er det imidlertid nødvendigt, at ogsaa vi Mænd, der selv er organiseret, hjælper til ved at formaa vore Hustruer og Døtre til at indtræde i deres Organisationer.

Naar man taler om Syerskernes slette Stilling her i Byen, hører man ofte Folk sige: "ja, men de maa jo ha det ret godt, de ser jo alle saa pæne ud i Tøjet "

Denne Indvending er meget overfladisk. Klæderne er nemlig kun det ydre, og særlig Syerskerne kan i Reglen med forholdsvis smaa Midler "nette" sig paa Klædernes Omraade. Men hvad Folk ikke ser, det er de mange "Middagsmaaltider", bestaaende af tynd Kaffe og Margarinebrød, Sulteriet i Byens Kroge, oppe paa de fattige Kvistkamre, hvor Arbejderskerne bor parvis

Dette ser Offentligheden ikke; men ikke desmindre er disse Forhold en Kendsgerning. De Syersker, der bor hjemme, har det i Reglen bedre - paa deres Forældres Bekostning.

Men underligt er det, at disse Forældre vil sætte sig imod, at deres Døtre indmelder sig i Fagforeningen, der netop har til Formaal at forbedre disse daarlige Forhold.

De ældre burde være de unges Vejledere og opmuntre dem til dette, og i i Stedet for ser vi enkelte lægge sig hindrende i Vejen for deres Døtres Deltagelse i Fagforeningsbevægelsen.

Dette er Synd, thi navnlig de unge Piger vil netop igennem en Fagforening faa et baade økonomisk og moralsk Støttepunkt, der vil være dem til Gavn hele Livet igennem, ikke at tale om den Støtte det vil være for hele vor Bevægelse, at de fremtidige Børneopdragersker har gennemgaaet den Fagforeningsskole, der har vist alle os andre Vejen.

For vor egen, vore Børns og vort Partis Skyld beder vi da vore Partifæller om, hver i sin Kreds, at virke for Tilslutning til de kvindelige Fagforeninger i Aalborg. Nærmere Underretning om disse faas hos Fru Hansen, Kristiansgade 6, Kælderen.

(Nordjyllands Arbejderblad 25. marts 1899).

Ved mødet den 10. april 1899 var der 32 nye indmeldelser.

Soldateroptøjer i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 22de September.

Igaar Aftes forefaldt der nogle uhyggelige Optøjer af Soldater her i Byen, idet der nemlig, imedens Musiken spillede udenfor Regimentschefens Bolig paa Hjørnet af Sankelmarks- og Jernbanegade, hvor der som sædvanligt var samlet en betydelig Menneskesværm, pludseligt og uden nogen tilsyneladende Grund opstod en stærk Tumult iblandt de i usædvanligt stort Antal tilstedeværende Soldater, og da de tilstedeværende Politiebetjente søgte at tilvejebringe Orden, bleve flere af dem i meer eller mindre Grad Gjenstand for personlig Overlast, idet de enkeltviis bleve omringede af Soldaterne, der desværre syntes at handle efter en forud lagt Plan, og maatte flere af Betjentene for at frelse sig fra yderligere Mishandlinger tye ind i de tilstedende Ejendomme. Saaledes vare et Par Betjente retirerede ind i Architekt Webers Port og bleve her formeligt belejrede af Soldaterne, der med Magt trængte paa og i stort Antal stormede ind ad Porten, ja enkelte af dem vare dristige nok til at forfølge Betjentene, der havde maattet trække sig tilbage til Trappegangen, op ad denne; men her kunde dog Betjentene holde dem fra Livet, indtil de fik Assistance. Flere Befalingsmænd, saavel Officerer som Underofficerer, der vare komne tilstede og forsøgte at tale Soldaterne tilrette, bleve ligeledes Gjenstand for personlig Overlast fra disses Side; saaledes maatte en Sergent, der blev forfulgt af en Sværm Soldater, tye ind i en Bagerboutik, hvorved han undgik sine Forfølgere, der nu afkjølede deres Harme ved at slaae et Par Ruder i Boutikken ind. - Der vil nu selvfølgeligt blive indledet streng Undersøgelse for om muligt at udfinde Ophavsmændene til de stedfundne Excesser, og det er at haabe, at dette vil lykkes, for at vor ellers fredelige By kan blive forskaanet for Gjentagelse af slige uhyggelige Optøjer, der just ikke tyde paa nogen streng Disciplin iblandt Soldaterne. Ganske vist forefalder der i Regelen af og til Uordener, hvor en større Deel Soldater ere samlede, som t. Ex. i Leiren m. fl. - men her i Byen har man dog hidtil været forskaanet for Tumulter af en saa scandaleus Art, hvor det gaaer ud over fredelige Borgeres Stendomme og Person, og det tor forventes, at de militaire Myndigheder ville i den Retning tage saa omfattende Forholdsregler imod Gjentagelse, som Omstændighederne paabyde.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 22. september 1882).

Militære Optøjer i Aalborg. Fra Aalborg skrives til os den 22de Septbr.: I Gaar fandt mytterilignende Optøjer Sted blandt den her i Byen liggende Garnison. Da Musiken, som sædvanlig Torsdag Aften, blæste udenfor Oberstens Vinduer, hvor den inspicerende General netop befandt sig, fandt Politiet sig foranlediget til at tage en Sergent, der var ualmindelig ilde lidt, under Beskyttelse, hvorfor han blev interneret med 3 Betjente i Oberstens Port. Forbitrede her over brøde en Del Soldater Porten op, befriede Fangen og bankede Politiet. En tililende Kaptejn, der søgte at skaffe Orden til Veje, blev ved et Slag i Nakken kastet ud af Porten og gjennempryglet af Soldaterne og en anden Kaptejn, der derefter kom til Stede og havde Mod og Aandsnærværelse nok til med dragen Sabel at ville kommandere Folkene til Orden, blev kastet til Jorden og trampet paa af et Par hundrede Mand. Sergenten var imidlertid flygtet, men blev forfulgt af de ophidsede Soldater, der, da de troede, at han havde søgt Tilflugt i en Bagerbutik paa Hjørnet af Algade og Jernbanegade, stormede denne under vilde Raab, og sprængte Døren samt med deres Sabler itusloge Ruderne. Der skal endog være falden Udtalelser om, at bemeldte Sergent ikke skulde komme levende hjem fra Øvelserne. En stor Del af Natten herskede der stærk Røre paa Gaderne; Politiet saa man næsten intet til. Det er at haabe, at saa vel de civile som de militære Autoriteter ville tage energisk fat, for at udfinde de Skyldige og bringe Klarhed over denne Sag.

P. S. Det fortælles nu, at hele Affæren hat været overlagt fra tidligere Tid. En Del Soldater skulle have drukket hele Dagen for at forberedes til at gaa i Spidsen, og strax da Musiken stillede uden for Obersten, begyndte Soldaterne at udskjælde Obersten for bl. A. "Regimentskomager" og inviterede ham neden under til Prygl. - En uskyldig Toldbetjent blev ligeledes ilde tilredt.

(Aarhus Amtstidende 23. september 1882).

Atter Optøjer i Aalborg. (Aalb. Stft.) Atter Fredag Aften vare en Del af Byens Gader og Pladse Skueplads for nogle uhyggelige Tumulter, foraarsagede ligesom den foregaaende Aften af Soldater. Disse begyndte strax ved Mørkets Frembrud at samles i Klynger hist og her i Gaderne og strømmede derefter fra alle Kanter til Torvet, hvor de som det syntes forud havde aftalt at samles og hvor der nu ligeledes efterhaanden samledes en betydelig Mængde civile, af hvilke dog vistnok den overvejende Del kun var til Stede af Nysgjerrighed. Soldaterne, der efter Sigende havde til Hensigt at befri en samme Dag for Insubordination arresteret Kammerat, samledes i en tæt Klynge foran Hovedvagten, hvor de peb og raabte, og det lod først til som om de virkelig havde til Hensigt at storme Hovedvagten, der kun var besat med 1 Korporal og 7 Mand; men pludselig opstod der et Rygte om, at den omtalte Soldat hensad i den civile Arrest, og nu stormede en hel Skare Soldater til Arresthuset i Gabelsgade, hvor de forsøgte at trænge ind; men da den solide Dør modstod deres Anstrængelser, lode de sig nøje med at ituslaa et Par Vinduesruder. Politiet var selvfølgelig temmelig mandstærkt til Stede, men formaaede ikke at udrette noget videre over for den store Masse af Soldater, der til Dels rent ud nægtede at adlyde de til dem rettede Opfordringer om at gaa rolig hver til sit, og endskjønt der nok var lovet militær Assistance, indtraf penne mærkværdig nok først omtrent Kl. 9½. Efter at Vagtmandskabet ved delte Klokkeslæk var blevel forstærket med en større Styrke under en Officers Kommando, lykkedes det temmelig hurtigt ved Militærets Assistance at faa Mængden adspredt, og efter at Soldaterne Kl. 10 vare qaaede hjem til deres Kvarterer, blev den almindelige Orden hurtigt gjenoprettet. - Desværre gik det heller ikke den Aften af uden temmelig alvorlige Sammenstød imellem Soldaterne og Politiet, hvorved et Par Betjente blev tilføjet en Del Overlast; saaledes blev en Betjent, der havde maattet retirere ind i en Port i Slotsgade, forfulgt der ind af en Del Soldater og kastet til Jorden samt tilføjet en Del Slag og Spark faa vel i Hovedet som paa Kroppen, og en anden Betjent blev i Slotsgade anfaldet af en Del Soldater med dragne Sabler og tilføjet et Sabelhug i Hovedet, som dog heldigvis ikke trængte gjennem Hjelmen, og desuden et Saar i Haanden.

(Viborg Stifts Folkeblad 26. september 1882).

De militære Uroligheder i Aalborg.

Højrebladene har med en mærkelig Tavshed forbigaaet Soldaterurolighederne i Aalborg i Slutningen af forrige Uge; men netop Forsøget paa at tie Bevægelsen tildøde er det bedste Bevis for, hvor generende dette pludselige Brud paa Disciplinens stramme Lænker har været for Dhrr. Magthavere.

Som det fremgaar af Referaterne her i Bladet var Bevægelsen rettet mod de Overordnede, som paa forskellig Maade blev tildelt en mindre blid Behandling. Saavel Officerer som Underofficerer blev pryglede, en Sergent var ligefrem Genstand for hidsig Forfølgning, og det var kun ved at søge Tilflugt i en Butik, at han undgik videre Mishandling. Naar det ved samme Lejlighed tillige gik ud over Politiet, saa var det naturligvis kun, fordi dette søgte at værne Befalingsmændene mod de opbragte Menige. Urolighederne kortfattes to Aftener i Træk, og anden Aften forsøgte man oven i Købet at storme Arresthuset.

En militær Begivenhed af denne Natur fortjener den største Opmærksomhed. Vi har tidligere paapeget, hvilke barbariske Straffe, der er satte for den Slags Brud paa Disciplinen, og det følger heraf, at der skal en høj Grad af Forbitrelse, ja af Fortvivlelse til, for paa dette Omraade at sætte sig ud over Lovene og ud over Følgerne af at slippe sin Harme løs mod dem, af hvem man føler sig undertrykte.

Der er vel ingen Grund til at mene, at de militære Forhold i Aalborg er værre end i andre Garnisonsbyer her i Landet; Tilstandene er vist tværtimod saa temmelig ens overalt. Man er derfor berettiget til at antage, at den hele menige Soldaterstand er gennemtrængt af Forbitrelse og af Had til Militarismen, og denne Følelse kan slaa ud i lys Lue hvad Dag det skal være, saaledes som det nu skete i Jylland. Under visse Forhold, f. Eks. under en almindelig Folkeopstand, vil da denne saa voldsomt løsslupne Forbitrelse vende sig ødelæggende netop mod dem, der har set deres eneste Børn i Militarismen.

Aarsagen til den gennemgaaende Utilfredshed er ikke vanskelig at paapege. Vi har flere Gange havt Anledning til at nævne dem, og vi skal gentage her, hvad der er sagt ved disse Lejligheder. Der er naturligvis nu en ganske anden Aand i Befolkningen end for et halvt Hundrede Aar siden, der er nu en Trang til at hævde sin personlige Ret, til at fordre Hensyn til sin personlige Ære, og der er hos hver Enkelt en levende Følelse af som Menneske at have naturligt Krav paa Ligestillelse med enhver anden Borger i Samfundet. Paa disse Følelser over Militarismen den mest brutale Vold. Man forlanger, at Statsborgeren fuldstændig skal skifte Karakter, saasnart han trækker i Soldatertrøjen, man forlanger, at han skal lade sig dressere som en Puddelhund og kommandere som en Slave; man derover ham dels direkte og dels indirekte alle Rettigheder og overlæsser ham i Stedet for med en hel Række nye Pligter, hvoraf mange baade er fornuftstridige og unødvendige. Dette kunde allerede være nok til al vække Utilfredshed; men saa kommer hertil, at Dhrr. Officerer i mange Tilfælde misbruger deres privilegerede Stilling og Soldaternes Lydigheds- og Tavshedspligt til at tilføje disse personlige Krænkelser. Alt dette skaber ondt Blod, og der behøves kun en ringe Anledning for at sætte Masserne i Bevægelse.

En saadan Anledning var for Aalborgs Vedkommende det, at en Soldat af Reserven (af Aargangen 1876) uden Dom havde faaet tildelt 5 Dages stræng Arrest i Bøjen. Denne Straf udstaas saaledes: Den Paagældende lænkes med begge Ben til Gulvet. Han er paa denne Maade fængslet uafbrudt baade Dag og Nat, undtagen 1 Time daglig. Det er os ikke bekendt, hvad Vedkommende havde forbrudt; men Forseelsen maa efter hans Kammeraters Formening sikkert have været ringe; og saa brød Forbitrelsen ud, denne Forbitrelse, der satte over alle Skranker og slog baade til Officerer og Underofficerer.

Bøjestraffen er, som det vil erindres, af nyere Dato. Den hører til de "store" og "gode" Bedrifter, som de moderate Venstremænd har velsignet Landet med ved det Tillæg til Hærloven, som de i Hui og Hast og i en hemmelig Forstaaelse med Højre gennemførte i Samlingen 1880-81. Disse Herrer "Demokrater" har alene ved denne Lov vist, hvor taabeligt det er, at Befolkningen betror deres Velfærd til blakkede Elementer, og deres Produkt, dette "Tillæg til Hærloven", bekræfter, hvor særligt det er for Magthaverne ikke at lade Lovgivningen følge med Tidsaandens Udvikling.

Der er et gammelt Ord, som siger, at den, som Guderne vil ødelægge, slaar de med Blindhed. Man er vel i Henhold hertil berettiget til at tro, at Guderne ikke tænker paa noget mindre end at ødelægge de bestaaende militære og kapitalistiske Forholds, thi det kan ikke nægtes, at disse Forhold Støtter og Bærere sarer frem, som om de ikke havde Øjne i Hovedet. Trods det, at de véd, eller i det mindste burde vide, med hvilken Uvilje Soldaterne betragter Bøjestraffen, bringer de dog denne i Anvendelse, og, ikke nok hermed, paatænker de endog at gaa videre og etablere Tilstande, der ret vil vække Misfornøjelse og Utilfredshed mellem de Menige.

I Tillæget til Hærloven findes en § 32, som gaar under Navnet "Vagabondparagrafen". I Følge denne kan en Mand, som 5 Gange har forset sig, f. Eks. har faaet i Alt 4 Dages Vagtarrest og en Gang 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, udlages af sin Afdeling og hensættes til "fortsat Tje￾neste". Denne Straf er i og for sig haard nok; men i Følge hvad der meddeles har Krigsministeriet gjort Skridt til at indføre en egen Slags Uniform for Personer af Hæren, der behandles efter den nævnte § 32. Uniformen skal bestaa af en graameleret Vaabenfrakke med sort Krave, lyseblaa Hue og Benklæder, medens det militære Snit, som endnu maatte være tilbage, iøvrigt vil blive bibeholdt. Dette er altsaa en fuldstændig Slaveuniform, i hvilken de Vedkommende skal spadsere paa offenlig Gade til Haan og Spot for Enhver. Der hører virkelig ikke meget til i Tjenesten sar at erhverve sig de ovennævnte 9 Dages Fængsel, og Vedkommende, som har paadraget sig dem, er ikke derfor nogen umoralsk Karakter eller forøvrigt uhæderlig. Men ikke desto mindre vil man paa denne Maade stille ham udenfor det menneskelige Samfund, prisgive ham for Alles Foragt og saaledes fylde hans Sind med Bitterhed og Had.

De, som tror, at man paa den Maade kan opelske "Kærlighed til Konge og Fædreland", maa være meget blinde.

Urolighederne i Aalborg er foranlediget ved, at Straffebestemmelserne i "Tillæget til Hærloven" befinder sig i den mest afgjorte Modstrid med Tidens humanere Aand. Heraf burde man lære at tage Hensyn til Befolkningens aandelige Udvikling; men nej! Krigsministeriets sidste Bestemmelse viser, at man intet har lært, og Fremtiden vil bringe Følgerne.

(Social-Demokraten 30. september 1882).

I Aalborg har der, efter Rejsendes Udsagn, i de senere Aftener atter været mindre Optøjer, saa at Vagten, forstærket med 60 Mand, stadig maa være paa Benene, dog er det nærmere Byens Pøbel end Soldaterne, der deltager. Det hedder sig, at der blandt Soldaterne vil blive iværksat en Indsamling til Fordel for deres Familier, som, rimeligvis paa Grund af Deltagelse i de letsindige Optøjer, vil blive idømt aarelang Fængselsstraf. Dette sker ikke af Sympathi med Spektaklerne, men af medlidenhed med de uforsørgede Familier. Man har endog Haab om at naa en Sum paa ca. 1600 Kr. (Vends. Tid.).

(Aarhus Amtstidende 7. oktober 1882)

Kvindemøder. (Efterskrift til Politivennen).

Aalborg, den 20de Februar. Socialdemokraterne Johansens og Zimmermanns Arbeidermøde i "Eliaslyst" iaftes overværedes af ca. 130 Mand og 40 Qvinder (hvoraf nogle med smaa Børn paa Armen). Zimmermann begyndte med at udtale sig om Qvindens Stilling i Samsundet, som han fandt meget sørgelig. Før Jesu Fødsel var Qvindens Stilling vel endnu sørgeligere; det var imidlertid endeel af Christus Mission at føre Qvinden tilbage paa hendes tidligere Standpunct i Samfundet, men det stod i den Henseende endnu meget tilbage. Han tænkte her kun paa den fattige Arbeider-Qvinde. Lige saa vel som Socialdemokraterne ønskede fri og fælleds Underviisning for Mændene, saaledes ønskede de det ogsaa for den fattige Qvinde. Nogle meente det var nok, at en Arbeider-Kone kunde sye, strikke og lave Mad, men "det er Løgn"; jo mere hun har lært, jo bedre kan hun støtte sin Familie. Betragt engang den fattige Mands Datter og see, hvilke Veie, der aabne sig for hende; hun kan enten blive Tjenestepige, Syejomfru, Fabrikarbeiderske eller hvad han ikke vilde nævne; de tre første ere vel hæderlige Stillinger, men der klæber følelige Mangler ved dem. Taleren fandt det saaledes urigtigt at Tjenestepigerne nu skulde have Anbefaling og fæstes for en bestemt Tid; de skulde, "ligesom Haandværkssvendene", kunne "ophøre med Arbeidet strax, naar de vare kjede af at tjene deres Herskab længere", uden at de behøvede nogen Anbefaling for at søge ny Tjeneste; der burde naturligviis ogsaa for dem indføres "Normalarbeidstid"; deres Fritid (3-4 Timer hver 14de Dag) var meget for lille og var ofte Grunden til at de anvendte den til at søge Dandsekneiper, hvilket i almindelighed blev den første Aarsag til deres tidlige eller senere Fald. Fabrikarbejderskens Stilling er endnu værre, thi hun maa for en ugentlig Løn af 12 a 14 Mk. eller høist 3 Rd. arbeide strengt i daarlige Localer og som Følge deraf inden lang Tid tilsætte sit Helbred fordi hun tjener en Principal, hvis Valgsprog er "Alt for Guldet og Intet for Mennesket", derfor burde Staten her træde til og paasee at "saadanne Slyngler af Storborgere skaffede ordentlige Localer og gave dem en anstændig Løn for deres Arbeide. Syjomfruen skulde jo for at tjene 10-11 Mk. om Ugen gaae lidt finere klædt end de Andre, thi ellers fik "Storborgerfruen" Rynker paa Næsen, imedens Frøknerne kneise med Nakken, naar Jomfruen ikke er fin nok. - Hvorledes gik det dem endelig, naar de bleve gifte. Naar Kjærligheden var kjølnet, indtræder der ofte Splid og Spectakel; men saa kunne de jo skilles, svarer man; ja, men det bliver jo erklæret for Scandale at løse det Baand, som er bundet i Kirken. Derfor ville Socialdemokraterne ogsaa ved Indførelsen af det borgerlige Ægteskab have "Kontrakt oprettet" imellem Ægtefolkene; blive de saa kjede af hinanden, kan Kontrakten jo ophæves og hver gaae sin Vei og søge ny og mere tilfredsstillende Forbindelse. Hvad der ogsaa har stor Indflydelse paa Qvindens ulykkelige Stilling er, at "Storborgerne" lønne Manden saa slet, at han ikke kan føde sin Familie, og derfor maa Konen, medens Manden er "Slave" i Fabrikken, forlade Hjemmet og overlade Børnene til sig selv for at vadske for "Storborgeren", skure hans Gulve og Trappe; hendes Løn for saadanne 16-17 Timers Arbeide og Forsømmelse er høist 3 Mk. og "en meget let Føde". Spørger man imidlertid om hvorledes det kan blive anderledes, da vil han svare: "Gjør Skrue ligesom Mændene, I have den Fordeel fremfor Mændene, at "Storborgerne" ikke saaledes kunne skrive til Sverrig eller Tydskland efter Vadskerkoner som efter Arbeidere". I Kjøbenhavn, Aarhuus og Horsens er der qvindelige Foreninger, hvoriblandt man finder mange dygtige Medlemmer. Ligesom i America burde Qvinden ogsaa her have Adgang til at blive Læge, da hun, paa Grund af at hun har "bedre Hjerte" end Manden, særligt vilde være skikket hertil. Lægerne tage nemlig som oftest mere Hensyn til Patientens Penge end til hans Helbred - men der gives naturligviis hæderlige Undtagelser. Qvinden burde efter Zimmermanns Mening ogsaa have lige politiske Rettigheder med Manden, t. Ex. "have Sæde i Rigsdagen", da der iblandt dem findes mange som ere klogere og dygtigere end nogle af dem, som nu "sidde og sove" derovre, og da Qvinden jo er vant til at arbeide for halv Betaling, vilde det jo være stor Fordeel for Landet kun at give 9 Mk. istedetfor som nu 3 Rd. Den, der forførte en Qvinde skulde, da det selvfølgeligt var en "Storborger", sendes til Vridsløselille eller Viborg Tugthuus. *) - Johansen søgte derefter at vise, hvorledes Grundlovens forskjellige §§, navnlig § 74, § 87 og § 89, kunde dreies efter Pengeposerne og vilkaarlige Embedsmand. Han vilde bevise, hvorledes den verdslige Ret ikke beskyttede de Fattige, men derimod tillod den Rige at benytte Loven imod den Fattige. Han anførte her, at 2 Herremand i Jylland havde ansøgt Regjeringen om "selv at maatte straffe deres Folk" - hvilket naturligviis blev dem nægtet. - Efter at Zimmermann derpaa havde udbragt et Leve for Qvinden og Johansen et for de fængslede Førere, hævedes Mødet, under hvilket Talerne jævnligt bleve opmuntrede ved Mændenes Bravoraab og Qvindernes Latterudbrud.

*) Man fik i det Hele det Indtryk af Taleren, at han maaskee mener det meget godt med den Deel af Samfundet, hvis Sag han søgte at føre frem , men at han aabenbart er meget upraktisk med Hensyn til de Midler, han tilraader bragte i Anvendelse til Forbedring af deres Stilling, ligesom han lader til at ville have en heel anden Katechismus i Moral for "Storborgerne" end for Almuen. Talerens Inconseqvents er meer end naiv, thi naar han vil have Ægteskabet oprettet paa Contract med saa og saa lang Opsigelse, re det da ikke saa grueligt galt, at der oprettes lignende Forpligtelser imellem Arbeider og Arbeidsgivere, hvor jo Enhver kan stille sine Betingelser. Overhovedet maa det fastholdes, at saadanne Foredrag, der kun fremstille Sagernes ene Side, gjøre større Skade end Gavn, fordi de skjule meer end de belyse og derved bidrage til at udbrede et heelt forkeert Syn paa Livet og Forholdene.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. februar 1874).

Kvindens Rettigheder. Foreningen "Broderbaandet" afholdt et godt besøgt Diskussionsmøde i Lørdags Aftes. Som Dirigent valgtes A. Pedersen. Der forelaa en Drøftelse og Vedtagelse af nogle Paragrafer i Foreningens nye Love, som formentlig maatte forudskikkes, før Lovene i deres Helhed foreligger. L. Toucher hævdede med Hensyn til Kvinders Adgang til Foreningen, at disse burde udelukkes fra Stemmeret og fra Deltagelse i Diskussion om politiske Emner ved Møderne. Som Motiv anførtes Kvindens Umodenhed i saa Henseende og Mandenes Utilbøjelighed til at betragte Kvindens Virksomhed som berettiget udenfor de rent kvindelige Spørgsmaal. Lynnell talte for Lovparagrafen, saaledes som den var affattet af L. Toucher, men bebudede en mulig Dannelse af en Kvindeforening som Afdeling af "Broderbaandet". Hertz maatte bestemt modsatte sig nogensomhelst Indskrænkning i Kvindens Ligeberettigelse for Foreningens Vedkommende. Stiftelsen af en ny kvindelig Afdeling af Broderbaandet kunde han mulig nok tiltræde, naar L. Touchers Lovparagraf blev vedtaget. Sadelmager Hansen maatte støtte den sidste Taler. Ifølge Lovparagrafen kan unge kvindelige og mandlige Personer mellem 14 og 18 Aars Alderen optages i Foreningen uden Stemmeret eller Diskussionsret, det kunde forsvares, men at stille voksne Kvinder omtrent paa samme Trin, var uforsvarligt. Mod Touchers Paastand, at Mændene fortrinsvis tog Alt for gode Varer, hvad en Kvinde udtalte, især naar hun var ung og smuk, anførte Taleren, at det var en Kendsgerning, at en fortrinlig Tale af en Mand applauderes i samme Grad som en lignende af en Kvinde. Møller mindede om at overholde Formaalet om en Bygnings Rejsning i Forgrunden samt at danne Foreningen saaledes, at dens Virksomhed faldt sammen med Centralkomiteens, saa vel som at vare varsom med Fastsættelsen af Lønninger. Martinus Larsen rnaatte modsatte sig Touchers Lovparagraf og havde Kvindens Rettigheder i Foreningen. Winther maatte fastholde en antagelig Løn for en Leders Virksomhed, og med Hensyn til Kvinden, da havde hun ingen Stemmeret overfor Landets Repræsentation; som Følge deraf vilde f. Eks. et Andragende fra Foreningen til Rigsdagen, forstærket med kvindelige Stemmer, ikke have noget Værd. Endvidere tvivlede han om Muligheden af en nyttig Diskussion, naar Kvinder talte med om Alt, saasom en Mand vægrede sig ved at modsige en Kvinde. Hørdum talte for Lønningers Nødvendighed og maatte stemme for Touchers Lovparagraf med Udsigt til en Forandring længer hen i Tiden. Hertz havde ikke Noget imod en rimelig Løn for Foreningens Funktionærer og bifaldt Paragrafen om den Stilling, som unge Mennesker mellem 14 og 18 Aar kan indtage i Foreningen, men maatte fremdeles havde Kvindens fulde Ligeberettigelse. I "Internationale" var der nægtet Kvinden Ret til at repræsenteres ved sin Sektionsformandinde paa Repræsentanternes Møder og i den senere Tid var den samme Ret nægtet hende, idet en kvindelig Afdeling as Strejkekassen ikke maatte repræsenteres ved de derhenhørende Generalforsamlinger. At der var nægtet Kvinden Stemmeret overfor Landets Repræsentation, var Arbejderne gennemgaaende enig om at fordømme; derfor var det aabenbar Inkonsekens at nægte hende den samme Ret i nærværende mindre Forening. Taleren henviste til Modstanden mod Bondens Ligeberettigelse og til den Kamp, der i 3 Aar førtes i Amerika om Negrenes og de Farvedes Emancipation. Modstandernes eller de Konservatives Feltraab var bestandig i alle disse Forhold: "De er ikke modne." Hørdum maatte indrømme meget af den sidste Talers Bevisførelse, men maatte dog henstille det til en senere Tid. Kvindens Stemmeret i Landets Anliggender kunde han dog ikke Andet end billige. Toucher maatte fastholde sine Principer om Kvindens Stilling; han frygtede, det kunde hænde, at en Kvinde, ved udstrakte Rettigheder kunde bane sig Vej til Formandsposten i Foreningen. Taleren mente, at Foreningen kunde sende Repræsentanter til Centralbestyrelsen. Borgerinde Wolff hævdede Kvindens Rettigheder og hendes Krav paa at deltage i offenlige Anliggender, der ligger Kvinderne ligesaa meget paa Hjerte som Mændene. Hun haabede paa en snarlig og enstemmig Imødekommen og Bistand fra Arbejdernes Side. Ved den derpaa foretagne Afstemning forkastedes Hertz's Ændringsforslag med en Majoritet af 15 Stemmer, saaledes at Foreningens Lovparagraf staar ved Magt.

Den næste Sag paa Dagsordenen om Forholdet mellem Værdige og Uværdige blandt de trængende Arbejdere i Henhold til Dr. Winthers Adresse, blev udsat til et andet Møde paa Grund af den fremrykkede Tid. Efter nogen Debat vedtoges det at fejre Harald Brix's Fødselsdag, og til at varetage det Fornødne valgtes en Komite, bestaaende af 3 Mænd og 2 Kvinder, nemlig Jeppesen, Lynnell, Larsen, Jomfr. Wolff og Md. Hansen. Salen var fyldt af Foreningens Medlemmer og Ihukommelsen af vore Førere udeblev ikke.

(Socialisten 25. februar 1874).

Den socialdemokratiske Forening Broderbåndet blev stiftet omkring årsskiftet 1873-74 som en politisk forening uden målsætning for det faglige arbejde. I dens korte levetid fik den ingen større betydning, ideerne levede videre i Socialdemokratisk Samfund fra 1875.

H. P. Springborgs Træskjæreri i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Yderst paa Vesterbro, ligeoverfor Lystanlæget "Frederikskilde", ligger der - skriver "Aalb. Stifts-Tid." - en Række temmelig uanseelige Bygninger (tidligere sædvanligt benævnt "de ydre Huse"), der alle paa een Undtagelse nær ere eenetages og saa at sige danne en Overgang imellem Land og By, idet de ere lige saa lave og indskrænkede som almindelige Bønderhuse. men dog ved en vis ydre Politur vise, at de gjøre Fordring paa Kjøbstadrang. Den Fred og Ro, som er eiendommelig for Landet, hvilede ogsaa, indtil for omtrent halvandet Aars Tid siden, over denne venlige Deel af Byen; men den snart allesteds nærværende Industri fandt da ogsaa Vei hertil og forstyrrede den idylliske Ro, som hidtil havde hersket her, idet der bag ved et af disse uanseelige Huse begyndte at udfolde sig en Virksomhed, der nu efter ovennævnte Tids Forløb ved dristig og kyndig Ledelse er naaet op til en saa respektabel Høide, at den i sin Slags vistnok er en af de største og fuldstændigste her i Landet. Man skulde ikke troe, at der bag et saa ubetydeligt Ydre herskede en saa rastløs Stræben og omfattende Drift, som her finder Sted; men man maa, som bekjendt, ikke skue Hunden paa Haarene eller Nødden paa Skallen. Naar man træder ind i Gaarden, møder Øiet store Stabler af forarbejdet og uforarbeidet Træ og fra Bagbygningen horer man uden Standsning Lyden af Saugen, Huggen, Hamren osv. osv. Efter at være kommet ind i den egentlige Fabrik bedøves man formeligt af den Larm, som hersker her, men lidt efter lidt vænnes Øret til den uvante stærke Lyd og man begynder at kunne orientere sig. Overalt seer man Drivremme og Maskiner, enhver Plads er benyttet og overalt farer det frem og tilbage, op og ned, som om det vidste, at der endnu ligger mange Bestillinger (Ordrer, som det hedder i Handelssproget) og vente. Her ligger en af Skovens tidligere Matadorer (en vældig Egestamme) paa en solid Vogn, der paa Skinner forer den henimod den rappe Saug, der skjærer den igjennem paa Længden, som om den havde været af Smør; hist skjæres Mahogni-, Ceder- og Nøddetræ til Bordplader og Bordbeen, til Stolebeen, Stolerygge, Cigarkassetræ, kort sagt til Alt, hvad man ønsker. Ved Siden heraf skjæres der Tagspaan, med hvilken Fabrikation del Meste af Skjæreriet er beskjæftiget og man har endog maattet nægte at modtage forskjellige større Ordrer paa dette nu saa efterspurgte Fabrikat; her staaer en Mand og skjærer paa et uendeligt Saugblad, det vil sige et Blad, der som et Baand løber imellem tvende Hjul, Bunde til det saa meget yndede Fodtøj, Trætøfler. Han har i flere Aar været beskjæftiget med at skjære saadanne, men det har ikke altid gaaet lige hurtigt; thi tidligere kunde han med al Anstrængelse kun skjære ca. 10 Par om Dagen, men siden han har faaet Maskine, skjærer han med Lethed 100. Vi have forøvrigt havt Leilighed til at sammenligne disse Bunde med nogle af norsk Fabrikat, der ere dyrere, men hvorpaa saa at sige kun det halve Arbeide er udført, imedens de her fabrikerede naar de forlade Maskinen omtrent ere færdige til at slaae Læder paa. Syv Sauge af den forskjelligste Form og Konstruktion, alle fra Hüttemeier i Kjobenhavn, ere i stadig Beskjæftigelse her og paa kort Tid forvandles en af vore Skoves største Stammer til utallige Smaastykker, ja til Svovlstikker, om man ønsker det. Nu skulde man troe, at Dampmaskinen, der er paa 8 Hestes Kraft, havde Nok at bestille med det nævnte; men nei, den maa gjøre mere Gavn. Først maa dens Damp igjennem Varmerør gaae op til Loftsrummet, hvor der findes et temmelig betydeligt Lager af alle Slags Træ, samt til endnu et lille Værksted, hvor der snart skal opstilles en Saug, som allerede er ankommet; derpaa gaaer den ud i en stor Beholder, som staaer i Baggaarden og hvori Tagspaanerne blive imprægnerede med en Opløsning af Kobbervitriol, men som ogsaa bliver benyttet til at presse Safterne ud af det vaade Træ, for at dette hurtigere kan tørres, hvilket ellers vilde medtage 1-2 Aar. Denne Baggaard tilligemed en tilstødende Plads er ogsaa aldeles optaget af Træ, som venter paa at komme under Saugene. Forøvrigt skal Etablissementets Eier, Hr. Springborg, have store Vanskeligheder ved at skaffe tilstrækkeligt Træ, hvilket endog maa kjøbes paa Roden for at kunne tilfredsstille alle de Ordrer, som strømme ind fra hele Landet, fra Kjøbenhavn, Odense, Aarhuus, Randers osv. osv. Store Mahogniblokke samt Nøddetræ forskrives fra Hamborg og skjæres ud i de forskjelligste Former; saaledes kan f. Ex. en Snedker nu gaae herhen og kjøbe Alt, hvad der hører til de forskjellige Sorter Meubler, omtrent for samme Priis, hvortil han kjøber det i Planker, og har derefter selv kun at sammenføie og pudse det af. Træskjæreriet staaer i nøie Forbindelse med Hr. Springborgs Træhandel paa Gammeltorv; dennes Udseende er ogsaa simpel: men naar man seer sig lidt omkring derinde, seer det ene Pakkammer efter det andet fyldt med Varer, der efterhaanden skulle spredes over hele Danmark, ja endog til Norge, Østerrig og England, faaer man det bedste Begreb om den Mands Dristighed og Virksomhed der er den ledende Tanke i dette Etablissement. som i meget kort Tid har taget et saa betydeligt Opsving, at det er blevet nødvendigt, snarest at give det en yderligere Udvidelse.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 24. maj 1870)

Damptrækskjæreri, -Høvleri og Kehleri. Efter at have completteret min Fabrik med flere nye Maskiner af bedste Construction, seer jeg mig istand til at udføre alt til Faget Henhørende, saadom Skjæring, Høvling, Pløining og Kehling af Gerichter, Fodlister osv. osv. hurtigt og billigt. H. P. Springborg. Annonce i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. november 1873.

H. P. Springborgs Trævarefabrik A/S på Vesterbro i Aalborg blev grundlagt 1868 af H. P. Springborg (1831-1910). Virksomheden startede med 2 afdelinger, en handelsafdeling, hvis hovedafsætning lå i finerer og oversøiske træsorter, samt en fabrikationsafdeling hvis produktion bestod af almindelige trævarer. Fabrikken havde oversøiske ubearbejdet og i skåren stand (finér)træsorter. Efter nogle udvidelser beskæftigede den ca. 50 mand. Den begyndte fabrikation af cigarkasser, fjederklemmer m. m, medens fabrikationen af almindelige trævarer nedlagdes lidt efter lidt, samt trædele til håndværks- og landbrugsredskaber. I 1900 blev virksomheden omdannet til et aktieselskab med en aktiekapital på 260.000 kr. ledet af stifterens 3 sønner (S. P. Springborg, M. Springborg og H. P. Springborg) samt svigersøn, fabrikant Ernst Petersen, Hjørring. I slutningen af 30erne oprettedes en afdeling for fremstilling af piber.  Selskabet beskæftigede da 150-200 personer.

Borgervæbningen og Gadetumult i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Aalborg skrives i Gaars-Nr. af "Aalbp.": Vi havde her igaar Aftes et afskyeligt Spektakel med Opløb og Slagsmaal mellem menige Soldater og Byens Lære- og Gadedrenge. Den nærmeste Anledning hertil var, at det ved Borgercorpsets Indrykning i Byen i Fredags Aftes var kommet til Sammenstød i Trængslen mellem nogle menige Soldater og nogle Læredrenge, hvorved der mellem disse faldt Skjældsord og tillige ubehagelige Haandgribeligheder. Det skulde nu hævnes fra begge Sider igaar Aftes efter Borgercorpsets Parade, og begge Parter mødte mandsstærke paa Exerceerpladsen, hvorfra de først deeltoge i Folkeforlystelsen at drage med Corpset gjennem Gaderne. Da dette var traadt af paa Vestergade, strømmede Modstanderne i store Skarer op paa Allegade, hvor de strax spærrede al Passage i den nærmest tilstødende Deel af Gaden. En Tidlang gik det her med Hujen og Piben fra Drengenes Side, engang imellem afbrudt af et lille Slagsmaal hist og her, dog altid efter Angreb fra Drengene. Politiet kom nu tilstede; men Fuldmægtigen, som ingen Assistance havde hos sig, blev strax overvældet og kastet til Jorden, hvorved han endog fik et, dog kun ubetydeligt Knivstik i Skulderen. Der kom derefter endelig et Par Patrouiller tilstede, som efterhaanden fik Masserne splittede ad; men endnu en Timestid, efter at Spektaklen var begyndt, kunde en enkelt Soldat ikke gaae paa Gaden, uden at blive omringet af Drengene, som han enten maatte flygte for eller indlade sig i Slagsmaal med, for at slippe løs, forsaavidt han ikke var saa heldig at faae Assistance fra voxne civile Folk.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 25. august 1869)

Optøier. Aalborg, den 24de Aug. (Abvst.) Vi havde her igaar Aftes et afskyeligt Spektakel med Opløb og Slagsmaal mellem menige Soldater og Byens Lære- og Gadedrenge. Den nærmeste Anledning hertil var, at det ved Borgerkorpsets Indrykning i Byen i Fredags Aftes var kommet til Sammenstød i Trængslen mellem nogle menige Soldater og nogle Læredrenge, hvorved der mellem disse faldt Skjældsord og tillige ubehagelige Haandgribeligheder. Det skulde nu hævnes fra begge Sider igaar Aftes efter Borgerkorpsets Parade, og begge Parter mødte mandstærke paa Exercerpladsen, hvorfra de først deltoge i Folkeforlystelsen at drage med Korpset gjennem Gaderne. Da dette var traadt af paa Vestergade, strømmede Modstanderne i store Skarer op paa Allgade, hvor de strax spærrede al Passage i den nærmest tilstødende Del af Gaden. En Tidlang gik det her med Hujen og Piben fra Drengenes Side, engang imellem afbrudt af et lille Slagsmaal hist og her, dog altid efter Angreb fra Drengene; Politiet kom nu tilstede, men Fuldmægtigen, som ingen Assistance havde hos sig, blev strax overvældet og kastet til Jorden, hvorved han endog fik et, dog kun ubetydeligt Knivstik i Skulderen; der kom derefter endelig et Par Patrouiller tilstede, som efterhaanden fik Masserne splittede at, men endnu 1 Times Tid efterat Spektaklet var begyndt, kunde en enkelt Soldat ikke gaae paa Gaden uden at blive omringet af Drengene, som han enten maatte flygte for eller indlade sig i Slagsmaal med for at slippe løs, forsaavidt han ikke var saa heldig at faae Assistance fra voxne civile Folk. Det Hele var et Høist uhyggeligt Optrin, og det kunde dog saa let have været undgaaet, dersom en eller anden Befalingsmand, som var Vidne til Opløbet, strax havde faaet Militæret til at gaae hver til Sit. Hvad dog uden stort Besvær maatte kunne have været opnaaet. Hovedaarsagen, skulle vi indrømme, maa søges hos den uvorne Gadeungdom, som vi plages med heri Byen fremfor alle andre Steder.

(Thisted Amtsavis 26. august 1869).

Udsigt fra Østeraagade i Aalborg. Tegnet af E. Schwanenflügel. Illustreret Tidende 566, 1870.

Aalborg, den 27de August.

Der er nu ogsaa for Aalborgs Vedkommende Udsigt til en tidsvarende Ophævelse af Borgervæbningen. Medens i Horsens og Aarhuus Byraadet have taget Initiativet i denne Sag, er her Justitsministeriet kommet Randet i Forkjøbet, idet det under 18de ds. har tilskrevet Stiftamtet saaledes: "Efter at det ved Lov om Værnepligt af 6te Marts d. A. § 47 er blevet fastsat, at Tjeneste i Kjøbstædernes Borgervæbninger eller Politiecorps - med de midlertidige Undtagelser, der indeholdes i § 3 - ikke kan affordres Nogen, der hører til Forstærkningen, kan Ministeriet ikke ansee det for rigtigt, at de endnu i enkelte af de større Kjøbstæder bestaaende Borgervæbninger opretholdes, og Ministeriet er derfor sindet at nedlægge allerunderd. Forestilling om Ophævelse af Borgervæbningerne i Odense, Aalborg, Randers, Aarhuus og Horsens - dog saaledes, at der i Forbindelse med disse Kjøbstæders Brandcorps af det ældre i Linien og Forstærkningen udtjente Mandskab oprettes mindre Politieafdelinger samt en Ophævelse af de i disse Kjøbstæder værende Borgervæbningsfond som saadanne og deres Henlæggelse under Brandfonden" osv.

- Forinden Ministeriet foretager Videre i anførte Henseende har det imidlertid villet give vedkommende Byraad Leilighed til at yttre sig i Sagen, som saaledes nu forelægger til Erklæring her. Det kan vel ikke være Tvivl underkastet, at ogsaa Aalborg Byraad vil afgive et Votum, der kan fremme den hurtigst mulige Afskaffelse af en Institution, der er lige saa byrdefuld for dens Medlemmer som den er uden al Betydning i militair Henseende, medens Politiet efter den tilsigtede nye Ordnings Ikrafttræden vil faae en Medhjælp, der ikke alene i Ildebrandstilfælde, men ogsaa ved mange andre Lejligheder vil kunne bidrage til Opretholdelse af Orden, som det - hvor som her, Politiets Mandskab er yderst utilstrækkeligt, men Politiet iøvrigt, trods alle hadefulde Angreb, er lige saa godt som i de fleste andre Provindsbyer - i mange Tilfælde er umuligt at tilvejebringe uden Assistance af respectable Indvaanere, som langt lettere finde Gehør ligeoverfor Spektakelmagere end Militairpatrouiller, - der sædvanligt kun irritere Stemningen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. august 1869)

Gadeptøierne i Aalborg. "Aalborgposten" har fra Politifuldmægtig Johnsen modtaget en skrivelse i Anledning af sin Meddelelse om Optøierne. Det hedder bl. A. i denne Skrivelse: "Jeg blev ikke nogensinde denne Aften "overvældet og kastet til Jorden"; derimod er holdt jeg en enkelt Gang, da jeg ved et opstaaende Slagsmaal rev de stridende Parter fra hinanden, et Par mindre blide Skub af nogle haandfaste Jenser som ilede en Kammerat til Hjælp. Det af Avisen berørte Knivstik opdagede jeg først imorges ved at set en lille Rift i min Frakke, og jeg veed kun at have omtalt det i Spøg, da jeg hørte, at det Rygte gik her i Byen, at jeg var baaren blødende bort fra Valpladsen. Det forholder sig neppe rigtigt, at endnu en Times Tid, efterat Spektaklerne vare begyndte, kunde en enkelt Soldat ikke gaae paa Gaden uden at blive overfalden af Drengene. Da det var lykkedes Politiet omtrent ½ Time, efterat Borgervæbningen var aftraadt, ved Hjælp af Militairpatrouiller at jage de sammenflokkede Soldater adsplittede, patrouilleredc det i længere Tid i de Gader, hvor Optøierne havde været, uden at blive Vidne til noget saadant Overfald. Nogle halvvoxne Drenge samlede sig vel udenfor Dramatiken paa Algaden, men da en enkelt af dem var bleven anholdt, fulgte hele Sværmen i nogen Frastand med ned til Arresthuset, hvor den, da Ingen havde Lyst til at gjøre Kammeraten Følgeskab, hurtigt skiltes ad".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. august 1869)

Ordningen for købstædernes vedkommende blev ophævet i 1873, i København dog først i 1909. Omfattet var borgere som havde ret til at drive borgerlig næring, dvs. ikke tjenestefolk og håndværkersvende.

Byrådet i Aalborg behandlede den 30 august 1869 en skrivelse fra justitsministeriet om en udtalelse om borgervæbningens ophævelse, og udvalget udtalte at det anså ophævelsen for tidssvarende og særdeles hensigtsmæssige. Erklæringen blev tiltrådt af overbrandinspektøren og tiltrådt med akklamation af byrådet.

Efter en studie af Bern. Middelboe: Parti af Østeraagade i Aalborg. Illustreret Tidende nr. 552, 1870.