Aalborg, den 20de Februar. Socialdemokraterne Johansens og Zimmermanns Arbeidermøde i "Eliaslyst" iaftes overværedes af ca. 130 Mand og 40 Qvinder (hvoraf nogle med smaa Børn paa Armen). Zimmermann begyndte med at udtale sig om Qvindens Stilling i Samsundet, som han fandt meget sørgelig. Før Jesu Fødsel var Qvindens Stilling vel endnu sørgeligere; det var imidlertid endeel af Christus Mission at føre Qvinden tilbage paa hendes tidligere Standpunct i Samfundet, men det stod i den Henseende endnu meget tilbage. Han tænkte her kun paa den fattige Arbeider-Qvinde. Lige saa vel som Socialdemokraterne ønskede fri og fælleds Underviisning for Mændene, saaledes ønskede de det ogsaa for den fattige Qvinde. Nogle meente det var nok, at en Arbeider-Kone kunde sye, strikke og lave Mad, men "det er Løgn"; jo mere hun har lært, jo bedre kan hun støtte sin Familie. Betragt engang den fattige Mands Datter og see, hvilke Veie, der aabne sig for hende; hun kan enten blive Tjenestepige, Syejomfru, Fabrikarbeiderske eller hvad han ikke vilde nævne; de tre første ere vel hæderlige Stillinger, men der klæber følelige Mangler ved dem. Taleren fandt det saaledes urigtigt at Tjenestepigerne nu skulde have Anbefaling og fæstes for en bestemt Tid; de skulde, "ligesom Haandværkssvendene", kunne "ophøre med Arbeidet strax, naar de vare kjede af at tjene deres Herskab længere", uden at de behøvede nogen Anbefaling for at søge ny Tjeneste; der burde naturligviis ogsaa for dem indføres "Normalarbeidstid"; deres Fritid (3-4 Timer hver 14de Dag) var meget for lille og var ofte Grunden til at de anvendte den til at søge Dandsekneiper, hvilket i almindelighed blev den første Aarsag til deres tidlige eller senere Fald. Fabrikarbejderskens Stilling er endnu værre, thi hun maa for en ugentlig Løn af 12 a 14 Mk. eller høist 3 Rd. arbeide strengt i daarlige Localer og som Følge deraf inden lang Tid tilsætte sit Helbred fordi hun tjener en Principal, hvis Valgsprog er "Alt for Guldet og Intet for Mennesket", derfor burde Staten her træde til og paasee at "saadanne Slyngler af Storborgere skaffede ordentlige Localer og gave dem en anstændig Løn for deres Arbeide. Syjomfruen skulde jo for at tjene 10-11 Mk. om Ugen gaae lidt finere klædt end de Andre, thi ellers fik "Storborgerfruen" Rynker paa Næsen, imedens Frøknerne kneise med Nakken, naar Jomfruen ikke er fin nok. - Hvorledes gik det dem endelig, naar de bleve gifte. Naar Kjærligheden var kjølnet, indtræder der ofte Splid og Spectakel; men saa kunne de jo skilles, svarer man; ja, men det bliver jo erklæret for Scandale at løse det Baand, som er bundet i Kirken. Derfor ville Socialdemokraterne ogsaa ved Indførelsen af det borgerlige Ægteskab have "Kontrakt oprettet" imellem Ægtefolkene; blive de saa kjede af hinanden, kan Kontrakten jo ophæves og hver gaae sin Vei og søge ny og mere tilfredsstillende Forbindelse. Hvad der ogsaa har stor Indflydelse paa Qvindens ulykkelige Stilling er, at "Storborgerne" lønne Manden saa slet, at han ikke kan føde sin Familie, og derfor maa Konen, medens Manden er "Slave" i Fabrikken, forlade Hjemmet og overlade Børnene til sig selv for at vadske for "Storborgeren", skure hans Gulve og Trappe; hendes Løn for saadanne 16-17 Timers Arbeide og Forsømmelse er høist 3 Mk. og "en meget let Føde". Spørger man imidlertid om hvorledes det kan blive anderledes, da vil han svare: "Gjør Skrue ligesom Mændene, I have den Fordeel fremfor Mændene, at "Storborgerne" ikke saaledes kunne skrive til Sverrig eller Tydskland efter Vadskerkoner som efter Arbeidere". I Kjøbenhavn, Aarhuus og Horsens er der qvindelige Foreninger, hvoriblandt man finder mange dygtige Medlemmer. Ligesom i America burde Qvinden ogsaa her have Adgang til at blive Læge, da hun, paa Grund af at hun har "bedre Hjerte" end Manden, særligt vilde være skikket hertil. Lægerne tage nemlig som oftest mere Hensyn til Patientens Penge end til hans Helbred - men der gives naturligviis hæderlige Undtagelser. Qvinden burde efter Zimmermanns Mening ogsaa have lige politiske Rettigheder med Manden, t. Ex. "have Sæde i Rigsdagen", da der iblandt dem findes mange som ere klogere og dygtigere end nogle af dem, som nu "sidde og sove" derovre, og da Qvinden jo er vant til at arbeide for halv Betaling, vilde det jo være stor Fordeel for Landet kun at give 9 Mk. istedetfor som nu 3 Rd. Den, der forførte en Qvinde skulde, da det selvfølgeligt var en "Storborger", sendes til Vridsløselille eller Viborg Tugthuus. *) - Johansen søgte derefter at vise, hvorledes Grundlovens forskjellige §§, navnlig § 74, § 87 og § 89, kunde dreies efter Pengeposerne og vilkaarlige Embedsmand. Han vilde bevise, hvorledes den verdslige Ret ikke beskyttede de Fattige, men derimod tillod den Rige at benytte Loven imod den Fattige. Han anførte her, at 2 Herremand i Jylland havde ansøgt Regjeringen om "selv at maatte straffe deres Folk" - hvilket naturligviis blev dem nægtet. - Efter at Zimmermann derpaa havde udbragt et Leve for Qvinden og Johansen et for de fængslede Førere, hævedes Mødet, under hvilket Talerne jævnligt bleve opmuntrede ved Mændenes Bravoraab og Qvindernes Latterudbrud.
*) Man fik i det Hele det Indtryk af Taleren, at han maaskee mener det meget godt med den Deel af Samfundet, hvis Sag han søgte at føre frem , men at han aabenbart er meget upraktisk med Hensyn til de Midler, han tilraader bragte i Anvendelse til Forbedring af deres Stilling, ligesom han lader til at ville have en heel anden Katechismus i Moral for "Storborgerne" end for Almuen. Talerens Inconseqvents er meer end naiv, thi naar han vil have Ægteskabet oprettet paa Contract med saa og saa lang Opsigelse, re det da ikke saa grueligt galt, at der oprettes lignende Forpligtelser imellem Arbeider og Arbeidsgivere, hvor jo Enhver kan stille sine Betingelser. Overhovedet maa det fastholdes, at saadanne Foredrag, der kun fremstille Sagernes ene Side, gjøre større Skade end Gavn, fordi de skjule meer end de belyse og derved bidrage til at udbrede et heelt forkeert Syn paa Livet og Forholdene.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. februar 1874).
Kvindens Rettigheder. Foreningen "Broderbaandet" afholdt et godt besøgt Diskussionsmøde i Lørdags Aftes. Som Dirigent valgtes A. Pedersen. Der forelaa en Drøftelse og Vedtagelse af nogle Paragrafer i Foreningens nye Love, som formentlig maatte forudskikkes, før Lovene i deres Helhed foreligger. L. Toucher hævdede med Hensyn til Kvinders Adgang til Foreningen, at disse burde udelukkes fra Stemmeret og fra Deltagelse i Diskussion om politiske Emner ved Møderne. Som Motiv anførtes Kvindens Umodenhed i saa Henseende og Mandenes Utilbøjelighed til at betragte Kvindens Virksomhed som berettiget udenfor de rent kvindelige Spørgsmaal. Lynnell talte for Lovparagrafen, saaledes som den var affattet af L. Toucher, men bebudede en mulig Dannelse af en Kvindeforening som Afdeling af "Broderbaandet". Hertz maatte bestemt modsatte sig nogensomhelst Indskrænkning i Kvindens Ligeberettigelse for Foreningens Vedkommende. Stiftelsen af en ny kvindelig Afdeling af Broderbaandet kunde han mulig nok tiltræde, naar L. Touchers Lovparagraf blev vedtaget. Sadelmager Hansen maatte støtte den sidste Taler. Ifølge Lovparagrafen kan unge kvindelige og mandlige Personer mellem 14 og 18 Aars Alderen optages i Foreningen uden Stemmeret eller Diskussionsret, det kunde forsvares, men at stille voksne Kvinder omtrent paa samme Trin, var uforsvarligt. Mod Touchers Paastand, at Mændene fortrinsvis tog Alt for gode Varer, hvad en Kvinde udtalte, især naar hun var ung og smuk, anførte Taleren, at det var en Kendsgerning, at en fortrinlig Tale af en Mand applauderes i samme Grad som en lignende af en Kvinde. Møller mindede om at overholde Formaalet om en Bygnings Rejsning i Forgrunden samt at danne Foreningen saaledes, at dens Virksomhed faldt sammen med Centralkomiteens, saa vel som at vare varsom med Fastsættelsen af Lønninger. Martinus Larsen rnaatte modsatte sig Touchers Lovparagraf og havde Kvindens Rettigheder i Foreningen. Winther maatte fastholde en antagelig Løn for en Leders Virksomhed, og med Hensyn til Kvinden, da havde hun ingen Stemmeret overfor Landets Repræsentation; som Følge deraf vilde f. Eks. et Andragende fra Foreningen til Rigsdagen, forstærket med kvindelige Stemmer, ikke have noget Værd. Endvidere tvivlede han om Muligheden af en nyttig Diskussion, naar Kvinder talte med om Alt, saasom en Mand vægrede sig ved at modsige en Kvinde. Hørdum talte for Lønningers Nødvendighed og maatte stemme for Touchers Lovparagraf med Udsigt til en Forandring længer hen i Tiden. Hertz havde ikke Noget imod en rimelig Løn for Foreningens Funktionærer og bifaldt Paragrafen om den Stilling, som unge Mennesker mellem 14 og 18 Aar kan indtage i Foreningen, men maatte fremdeles havde Kvindens fulde Ligeberettigelse. I "Internationale" var der nægtet Kvinden Ret til at repræsenteres ved sin Sektionsformandinde paa Repræsentanternes Møder og i den senere Tid var den samme Ret nægtet hende, idet en kvindelig Afdeling as Strejkekassen ikke maatte repræsenteres ved de derhenhørende Generalforsamlinger. At der var nægtet Kvinden Stemmeret overfor Landets Repræsentation, var Arbejderne gennemgaaende enig om at fordømme; derfor var det aabenbar Inkonsekens at nægte hende den samme Ret i nærværende mindre Forening. Taleren henviste til Modstanden mod Bondens Ligeberettigelse og til den Kamp, der i 3 Aar førtes i Amerika om Negrenes og de Farvedes Emancipation. Modstandernes eller de Konservatives Feltraab var bestandig i alle disse Forhold: "De er ikke modne." Hørdum maatte indrømme meget af den sidste Talers Bevisførelse, men maatte dog henstille det til en senere Tid. Kvindens Stemmeret i Landets Anliggender kunde han dog ikke Andet end billige. Toucher maatte fastholde sine Principer om Kvindens Stilling; han frygtede, det kunde hænde, at en Kvinde, ved udstrakte Rettigheder kunde bane sig Vej til Formandsposten i Foreningen. Taleren mente, at Foreningen kunde sende Repræsentanter til Centralbestyrelsen. Borgerinde Wolff hævdede Kvindens Rettigheder og hendes Krav paa at deltage i offenlige Anliggender, der ligger Kvinderne ligesaa meget paa Hjerte som Mændene. Hun haabede paa en snarlig og enstemmig Imødekommen og Bistand fra Arbejdernes Side. Ved den derpaa foretagne Afstemning forkastedes Hertz's Ændringsforslag med en Majoritet af 15 Stemmer, saaledes at Foreningens Lovparagraf staar ved Magt.
Den næste Sag paa Dagsordenen om Forholdet mellem Værdige og Uværdige blandt de trængende Arbejdere i Henhold til Dr. Winthers Adresse, blev udsat til et andet Møde paa Grund af den fremrykkede Tid. Efter nogen Debat vedtoges det at fejre Harald Brix's Fødselsdag, og til at varetage det Fornødne valgtes en Komite, bestaaende af 3 Mænd og 2 Kvinder, nemlig Jeppesen, Lynnell, Larsen, Jomfr. Wolff og Md. Hansen. Salen var fyldt af Foreningens Medlemmer og Ihukommelsen af vore Førere udeblev ikke.
(Socialisten 25. februar 1874).
Den socialdemokratiske Forening Broderbåndet blev stiftet omkring årsskiftet 1873-74 som en politisk forening uden målsætning for det faglige arbejde. I dens korte levetid fik den ingen større betydning, ideerne levede videre i Socialdemokratisk Samfund fra 1875.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar