Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). Læge. Cand.med. 1878. Reservelæge i nåden 1879–80, i hæren 1884–86 og læge ved de kommunale vaccinationsanstalter 1889, 1891 og 1894. Han havde forskellige forretningsmæssige tillidshverv og var direktør i forsikringsselskabet Haand i Haand. 

Johan Peter Frederik Crone (1854-1932): Læge Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

1898 var han Højres kandidat ved folketingsvalget i Kbh.s 3. kreds. 

Alfr. Christensen og Petrus Beyer.

Valgermødet i Gaar Aftea i "Fønix".

Et livligt Møde

Den store Sal i "Fønix" var fyldt i Gaar Aftes til sidste Plads, da Vinhandler Dam aabnede Alfr. Christensens andet Vælgermøde.

Efter at Handskemager Petersen var bleven valgt til Dirigent, talte Hr. Alfr. Christensen, der modtoges med Bifald, og som under stærk Tilslutning fremsatte sit kendte Valgprogram.

Til dem i Højre, der udslynger den Beskyldning mod Venstres Kandidater, at de lader sig vælge af internationale Stemmer, sagde Taleren:

"Jeg protesterer paa det skarpeste mod, at Byernes store Arbejderbefolkninger skal sættes udenfor alle andre Danske. Er der Nogen, om hvem man med en vis Berettigelse kan sige, at de har stillet sig udenfor de Danskes Rækker, saa er det vel det Parti, der har øvet Vold mod Forfatningen og paa Trods af Folkets Vilje ødelagt Landets Penge til ulovligt og for Danmarks Selvstændighed skadeligt Fæstningsbyggeri. (Stormende Bifald.)

Efter at Hr. Alf. Christensen har omtalt de store Reformspørgsmaal og hævdet deres Gennemførelse i demokratisk Aand, slutter han med at udtale, at over al Ting staar det for ham, at den frie Forfatning atter kommer til Højsædet i Danmark, og at det kan ske ved at sætte et stort Oppositionsflertal ind i Folketinget.

Langvarigt Bifald og rungende Hurraraab lønner Hr. Alf. Christensens Tale.

Hr. Petrus Beyer tog derefter Ordet og udtalte, at paa mange Punkter er Højre enig med de Liberale. Han var navnlig ligesom Hr. Alf. Chr. af den Mening, at Provisorierne burde ikke eksisteren, men de var for Resten lovlige (Modsigelse). Han fremstillede sig derefter som udpræget Toldbeskyttelsesmand. Toldbeskytterne var Arbejdernes bedste Venner (Latter). En god Skolelov skulde laves som en Bom mod Socialismens Fristelser (Uro og Protest). Kobenhavns Befæstning bør vedligeholdes, thi Landets Børn maa ikke gaa blottede i Kampen (Latter).

Hr. Alf. Christensen, som derefter tog Ordet, hilstes af stormende Hurraraab. Under stærk Tilslutning imødegik han Hr. Beyers Udtalelser og hævdede navnlig, at det er en Skandale for vort Land, at vore Militærudgifter er saa enorme som de er.

Endnu har flere Talere Ordet, bl. A. Folketingsmand A. C. Meyer, der protesterer mod Hr. Beyers Udtalelse om, at Socialismen er baseret paa Uvidenheden, og som kraftigt anbefaler Vælgerne at stemme paa Alf. Christensen.

Det livlige, til sine Tider meget bevægede Møde sluttes først henad Midnat under vekslende Hurraraab for Kandidaterne. Omtrent en Tredjedel af Forsamlingen var Højremænd, og Meningskampen var flere gange stærk.

(København 27. marts 1898)

Ved valget 3. april 1898 stemte 2269 (66,0 %) ud af 3436 stemmeberettigede i Københavns 3. kreds. Af dem tilfaldt 1343 overretssagførr Alfred Vilhelm Alexander Christensen (V. R.), mens overretssagfører Carl Antonius Olsen (H) fik 902 stemmer.

I 1884 blev han indviet i loge nr. 3 Nordstjernen under Oddfellowordenen i Danmark. I 1889 stormester og da den danske storloges ophøjedes til uafhængig loge 1892 til storsire. Mens han var storsire, blev der oprettet hjem for børn født uden for ægteskab og et spedalskhedshospital i Island 1897. I 1909 blev der oprettet et spedalskhedshospital på St. Croix.

Asyl på Sankt Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

The transference of the new building to be used as the Leper Asylum was made on Monday with due formalities by the Grandsire of the Odd Fellow Order in Denmark, Dr. Beyer, to the Colonial Council of St. Croix, in the Council's Hall,Government House.

In response to the published invitation of his Excellency the Governor, a large number of gentlemen and also a few ladies had assembled. Shortly after eleven o'clock His Excellency introduced Dr. Beyer to the audience as follows:

Ladies and Gentlemen, I have the honour to introduce to you Dr. Petrus Beyer, Grand-Master of the independent Grand Lodge for Denmark of the Odd Fellow Order. The Doctor has come all the way out here to hand over personally to the Municipality of St. Croix the new asylum for lepers at Richmond, which has been built by the agency of the order that he represents.

His Excellency then introduced the Grand Sire to the Chairman of the Council, who introduced him to the Council's members.

Dr. Beyer then made the following address:

"Deres Excellense.

Mine Herrer af St. Croix Kolonialraad.

Det er som Stor Sire for Oddfellow-Ordenen i Danmark at jeg i Dag har den Ære at henvende mig til Dem for paa Ordenens Vegne at overgive til Dem det til Brug for de Spedalske paa de dansk vestindiske Øer byggede Asyl; og jeg beder den høitærede Formand for St. Croix Kolonialraad om at modtage Asylet, som Raadet er gaaet ind paa at drive i nævnte Øiemed.

Forinden jeg overgiver Gavebrevet, maa det være mig tilladt i korte Træk at minde om Asylets Tilblivelseshistorie. Det var nogen Tid inden den vestindiske Kommissions Udsendelse her til Öerne for 6 Aar siden, at et af dennes Medlemmer Kammerherre Jacob Scavenius henvendte sig til mig paa den daværende Finansminister Christoffer Hages Vegne, for at forespørge om det kunde tænkes at Oddfellows, I Lighed med hvad der var sket i sin Tid paa Island, vilde bygge et Spedalskhedsasyl paa de vestindiske Öer, hvor der fandtes et ret betydeligt Antal Patienter lidende af denne Sygdom. Nu vil de mindre mine Herrer at der i Danmark den Gang, hvad der forresten ogsaa er Tilfældet nu, fandtes et stort Önske om at skaffe disse fjerne danske Besiddelser saa gode Livsvilkaar som muligt, og dertil hørte ganske sikkert, at befri Befolkningen for den Fare der laa i at disse Stakler der vare syge af den forfærdeligste Sygdom der vil nok findes, færdedes rundt imellem de Sunde, og kunde brede Sygdommen videre og videre omkring. Jeg svarede, overensstemmende med det Princip hvorefter Odd-fellow-Ordenen leder sit Liv: "at virke for social-humane Fremskridt Verden over," at den Mulighed, at vi kunde vilde paatage os denne nationale Opgave, fandtes; men at jeg forinden jeg forelagde Spørgsmaalet for Ordenen ledende Mænd, maatte stille som Betingelse, dels at der gaves en Spedalskhedslov, i Lighed med hvad der fandtes paa Island, der muliggjorde en effectiv Isolering af de Syge, en Lov som altsaa accepteredes af Ordenen, dels at spedalskhedsforholdene herude bleve undersøgte at en kyndig Mand indenfor vor Kreds, en Fordring der ingenlunde var dicteret af nogensomhelst Mistillid til de af de lokale Myndigheder givne Oplysninger, men simpelthen var en Fordring jeg altid stiller forinden jeg opfordrer Ordenen til at give sig i Lag med Opgaver indenfor dens eget Omraade.

Efter at Finansministeren var gaaet med paa disse Forlangender og Broder i Ordenen Professor Ehlers i den Anledning var bleven adjungeret den vestindiske Kommission, og til Ordenen havde afgivet sin Indberetning, som viste mig, at Foretagendet kunde siges at være realisabelt for os, lovede jeg Finansministeren at vi vilde søge at løse Opgaven, og i Dag er dette da ogsaa forsaavidt sket, som Asylet i det væsentlige staar færdigt, og kan, efter at jeg har beset det, og synes at det i alle Henseender maa siges at være vel skikket til sit Brug, afleveres til St. Croix Kolonialraad, der som ovenfor nævnte har paataget sig at drive det.

Oddfellow-Ordenen har ved at bygge det, forinden derved at opfylde en national Pligt, ogsaa søgt at opfylde det Paabud, som er Ordenens ledende Hovedmotiv: "at gjøre Kjærlighedstanken levende indenfer og udenfor sin Kreds, og at bringe til almindelig Forstaaelse at det ikke er nok at vi alle ved at Kjærlighed til Ens Medmennesker er det Centrale i Livet, men at denne Følelse, for at være mere end et Ord, maa give sig Tilslag i Gjerning."

Nu er det vort Haab og vort inderlige Ønske, at denne Forstaaelse maa blive den ledende indenfor deres Kreds, som fremtidig skulle være knyttede til Asylet, det være sig som dets bevilligende Myndighed, som dets høie Bestyrelse, som dets Læge, som Pleierskerne for de Syge, og alle de andre, som ved deres Gjieruing ere knyttede til Asylet. Det er vort Haab at de alle ville opfatte deres Opgave som givet i Kjærlighedens Tegn, saa først vil Asylet kunne komme til at opfylde sin Bestemmelse i at være et godt og venligt Hjemsted for de stakkels syge Mennesker, som her skulle tilbringe deres Liv.

I Haab om at alle ville virke tit at disse Forudsætninger, under hvilken vi have bygget Asylet, maa blive opfyldte, overgiver jeg nu Asylet til St. Croix Kolonialraad og skal til den Ende oplæse Oddfellow-Ordelinens Gavebrev til denne Myndighed.

Then turning to the Chairman of the Council the Grand Sire read aloud the Deed of Gift and its conditions, and finally handed the document over to the Chairman, with these words :

Høivelbaaren Hr. Landsfysikus Kalmer: Herved overgiver mig nu Dem, som Formand for St. Croix Kolonialraad dette Gavebrev. Gid Asylet man virke til Gavn for denne skjønne Ö, og for Søsteröerne St. Thomas og St. Jan, og gid Asylet under en vis og forstandig Bestyrelse maa blive et lykkeligt Hjem for de Syge for hvem det er bestemt.

The Chairman replied as follows:

Your Excellency ! Your Honor the Grand-Sire I

In conformity with § 5 of Ordinance of 17th January 1908 I have hereby the honor as Chairman of the Colonial Council of St. Croix and on its behalf to accept the Deed of Gift for the New Leper Asylum erected by tho Order of Independent Odd Fellows of Denmark now handed to me by your Honor the Grand Sire. As this noble Gift is a Gift not only to the Council but to the Municipality of St. Croix I beg in the name of this Community, in the name of the Council and in my own, to offer you most heartfelt thanks for this grand gift.

It, is indeed a grand and noble gift, which the Community thus becomes possessed of, a gift which fulfils a threefold purpose. First this, that it enables the Community to protect itself against this dreadful and terrible disease, the most dreadful of all those to which poor and suffering humanity is exposed and which, after the Bacillus lepræ has been discovered by the Norwegian Professor Armauer Hansen, has proved itself to be a contagious disease; Secondly it makes it possible to offer those poor aud pitiable individuals, who are suffering from this disease, a comfortable and humane existence for as you all know, most, nay all, that are suffering from the disease here belong to the poorest class, which are entirely dependent upon public charity and the help of poor relatives and friends, whose combined help could never secure for these individuals an existence in any way comparable for the one, that is now offered to them by the noble exertions of the Old Fellows Older, and thirdly it will one day - I have no doubt - make it possible to cure this loathsome disease, for considering the rapid an, I truly prodigious progress of medical science I feel convinced that means of curing the disease will one tiny be found, but even then these means would not suffice unless the poor sufferers were placed, as now they will he, under inspection and control.

Of course one thing may jar even with these outlooks before us, this, then, that it is unavoidable to deprive those poor creatures of personal liberty and freedom. But here it must be said, and rightly, that individual lights must yield before justified demands of the Community at large - so much the more when you can offer the parties in question all the great advantages which this grand gift offers them.

As I see that the Community at large by its presence here shows such interest in the matter, it may not he considered out of place, if I offer a few additional remarks on the subject.

The idea of isolating the lepers dates back very far indeed, far back into the middle ages. You may consider it a side issue when I commence with an allusion to the name of the disease, but it is often so, that a word, a mere name, reveals to us a chapter of the world's history.

The disease is in English and in most other European languages called lepra or leprosy. This comes from a Greek word lepra, which means only a rash, - and that word does not teach us much. But now it so happens that we have in Danish a word for the disease quite different and which is peculiar to Danish, no other language known to me has a similar name. We call the disease "Spedalskhed" and the sufferers from it "spedalske". Where does that word come from? It comes simply from "Hospital"; perhaps you will be able better to understand it, when I say, Spital instead of Hospital, but you will at once hear it if I use the Italian word "Ospedale." Now the word Ospedale, or Hospital, has nothing whatever to do with sickness or sick people, as you may be inclined to think. It comes from a Latin word "Hospes," which means a "Guest" and nothing else. Italy was one of the first countries, which in the middle ages erected "Ospedali," that is places for receiving poor suffering people as guests - and most especially lepers. And what the Middle ages did in their time we are now in our time renewing, by taking iu poor Lepers as guests in our Asylums. You may be astonished to hear that exactly 700 years ago, in the year 1200, there were not less than 2000 such asylums for lepers in France, no doubt owing to the kindness and cure of the clergy. And this proves two things : first that the disease must have had an enormous spread in the middle ages, and next, that we can never be too thankful to those ages for trying to check and limit this dreadful calamity - for without these Hospitals or Asylums in the medieval limes all Europe would by now be overrun by this fell disease.

What they did then is exactly what has been done here to-day, and this Community can never be too grateful for what the Odd Fellows Order has done for us out here - and once more, Mr. Grandsire, I beg to convey to you and your illustrious Order in the name of the Community, of the Colonial Council and in my own, the expression of our deepest gratitude and our most heartfelt thanks.

His Excellency the Goveneor, then spoke as follows :

"Mr. Grand-Sire. Ladies and Gentlemen.

I have the honour to express the thanks of the Danish Government for the noble and generous gift conferred by the Odd Fellows Order of Denmark on suffering humanity in the Danish West Indies. I venture to hope that the work will be carried on in a way and a spirit worthy of the donors."

And, turning to Dr. Beyer, said:

"Efter Hans Majestæt Kongens til Finantsministeren mundtlig fremsatte Ønske og efter mig at Finantsministeren dertil tillagt Ordre har jeg dernæst den Ære paa Hans Majestæts Vegne at overrække Dem, Dr. Beyet, som Ordenens Stor-Sire nærværende Dem af Hans Majestæts allernaadigst tildelte Decoration som Commandeur af 2den Grad af Dannebrogsordonen."

To which Dr. Beyer replied :

"Deres Excellense

Man jeg til Dem som Hans Majestæt Kongens Repræsentant udtale min dybtfølte Tak for den kongelige Naadebevisning der er bleven mig tildelt paa en saa ærefuld Vis, og for de Naadebevisninger der er tildelt andre Medlemmer af Spedalskhedskomiteen. Jeg og vi alle har, og opfatte ogsaa disse, mindre som en Belönning for vor ringe Virksomhed for Spadalskhedsasylets Tilblivelse, end som et Udtryk for Kongens Glæde over hver Gang der sker noget der kan gavne hans Land og Folk. Og denne Forstaaelse af Kongens Personlighed gjør, at vi Alle samles i Önsket om at Gud vil bevare Kongen, et Önske jeg bedre Alle med mig give Udtryk i et 9 foldigt Hurra for Hans Majestæt.

Kongen leve."

The three times three cheers for His Majesty thus called for were cordially given, and His Excellency the Governor then pronounced the proceedings to be closed.

(St. Croix Avis 20. november 1909).

Edvard Laurits Ehlers (1863-1937), reservelæge ved kommunehospitalet, specialist i hud- og kønssygdomme med studier over spedalskhed (lepra). Efter en rundrejse i Island 1894 og 1895, blev kampen mod spedalskheden blev organiseret 1897-98 gennem isolation af de syge på asyl, hospitalet blev også støttet af Odd-Fellowordenen. Han var medvirkende til oprettelse af spedalskhospitalet på St. Croix 1903. 1903 var Ehlers adjungeret læge ved den danske kommission til Vestindien. Politisk var han formand for Københavns venstreforening 1908-11 og borgerrepræsentant i København 1909-11, valgt af venstre.

Læge Petrus Beyer

fylder i Dag 60 Aar.

Han har allerede i mange Aar været en af Hovedstadens mest kendte Mænd.

I 90'erne tog han livlig Del i den politiske Bevægelse og stillede sig som Folketingskandidat i flere københavnske Kredse uden dog at opnaa Valg Men det er hans mangeaarige Stilling som Storsir for den udbredte Odd Fellow-Orden, der særlig har baaret hans Navn ud til Offentligheden. Af han er naaet saa vidt indenfor denne Orden, skyldes foruden hans sikre, myndige Fremtræden føret og fremmest hans gode Hjærie og Medfølelse med ulykkeligt stillede Medmenneeker, dernæst ogsaa hans gode Talegaver, som sætter ham i Stand til paa en smuk Maade at løse de repræsentative Opgaver, hans Stilling som Storsire fører med sig.

Dagen i Dag træffer ham rimeligvis i Vestindien, hvor han har aabnet det Asyl for spedalske, som Prof. Ehlers i Fjor lagde Grundstenen til. Forinden har han været paa Rejse til Nordamerika, Odd Fellow-Ordenens Moderland.

(Dannebrog (København) 24. november 1909).

22. maj 1914 fejrede han 25 års jubilæum som leder af Odd Fellow-ordenen. 

Storsiren fylder 70.

Petrus Beyer.

Odd Fellow Ordenens højtansete Storsire, Læge Petrus Beyer fylder paa Mandag 70 Aar.

Petrus B. var blandt de første Odd Fellows her i Landet, og han har da ogsaa nu været Ordenens Øverste i 27 Aar.

Odd Fellows betyder egentlig de løjerlige Fyre, og Storsiren maa jo altsaa være den løjerligste af Dem alle.

Er dette Tilfældet, vilde vi ønske, at hele vort lille Samfund bestod af løjerlige Fyre, thi Petrus Beyer er som den gode Samaritan, der standser, hvor alle andre jager forbi, opfyldt af deres egne smaa Sorger og Glæder og ærgerrige Kappelyst om Magt og Penge, han standser og bøjer sig ned over det, de andre ikke vil se eller ikke tør se, han bøjer sig hjælpende ned over den Spedalske, over Hittebarnet, over Syge og Hjælpeløse.

Petrus Beyer har virket for Opførelsen af Spedalskhedshospitaler paa Island og paa St. Croix, og han og hans Hustru har Æren af, at Danmark nu faar sig et Hittebømshjem, saa at ingen Mødre mere behøver at drives til Fortvivlelse og til Forbrydelse, fordi de har født et Barn udenfor de ægteskabelige Rammer.

Meget andet godt og samfundsnyttigt Virke har Petrus Beyer i sit lange, arbejdsomme Liv udført, og for det altsammen vil der paa Mandag lyde ham en varm Tak i Møde.

(Folkets Avis - København 22. november 1919).

Petrus Beyer og den 33 år yngre Ella Beyer (1882-1976). Gravsted på Vestre Kirkegård. Det er udformet af Christian Emil Mandrup-Poulsen (1865-1952) i 1924. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Paludan-Müller: Nogle Oplysninger fra St Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Alfred Paludan-Múller blev 1873 pharmaceutisk kandidat og fik 31. januar 1880 bevilling til at drive apotek i Christiansted på St. Croix. Han blev der medlem af New St. Croix Savings Bank. 23. maj 1882 til 2. november 1882 overformynder på St. Croix i hospitalsforstander løjtnant Johansens fravær. I november 1884 annoncerede han med at have modtaget Tuborg øl til salg i tønder og flasker. Han var fra 1885 agent for The Royal Insurance Company, Liverpool indtil sin afrejse i 1904, samt svensk og norsk vicekonsul. 1. juni 1885 3. kongevalgte medlem af kolonirådet for St. Croix. Han fremstillede (i hvert fald i 1894) lemonasier som blev solgt i Danmark. 

Som apoteker havde han de kemikalier som skulle bruges til fotografering. Det kongelige Bibliotek har 317 fotografier som viser hvordan han gerne ville fremstille sin tilværelse der. Fotografierne viser bl.a. (utilsigtet?) den store sociale ulighed: Myndighedspersoner, familiemedlemmer og plantageejere poserer stolt eller nochalant, mens fotografierne af den sorte befolkning som oftest viser undren, mistro, modvilje mod at blive en del af de hvides fremstilling af sig selv. Nedenfor er nogle af hans fotoer. Der findes også enkelte af herskabets forte tjenestefolk.  Et af hans fotografier af stuepigen Sarah (1900) er brugt af kunstneren Jeannette Ehlers i værket "Black is a Beautiful World. I & I"

Alfred Paludan-Müller (1851-1924). Privatoptagelse fra Sankt Croix. I sin behagelige mahognistol på verandaen kigger han ud på betragteren. Han er tilsyneladende afslappet. I tropeheden er han klædt som de hvide gjorde i kolonitiden: lys jakke og vest, hvid skjorte med slips, manchetknapper og lommetørklæde samt en skinnende kæde fra reversen, formentlig et guldur. Dørene til huset er åbne. Ingen tvivl om hvem der er herre i huset. Som han udtrykker det i teksten: "... vor Races Gerning i tropiske Kolonier (bestaar) ikke alene ... i at gøre disse saa vidt muligt selvbetalende, men tillige i at udvikle den Befolkning, vi er satte til at herske over, saa langt som dens Udviklingsmulighed naar". Under fotografiet står hans navn med skråskrift. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nogle Oplysninger fra St Croix

Af Paludan-Müller

I Anledning af at det ofte her i Danmark anføres, at Regeringen i de senere Aar næsten intet har gjort for de dansk-vestindiske Øer, maa det være mig tilladt at oplyse, hvor god en Grundvold til Fremskridt der allerede er lagt paa St. Croix. Jeg mener, at, naar der kan arbejdes videre paa denne, vil Øens Fremtid paa ingen Maade være haabløs, og skal i det følgende paavise, hvilke Fremskridt der er gjort, og at Øens Administration ikke er forsømt. Jeg gaar ud fra, at vor Races Gerning i tropiske Kolonier ikke alene bestaar i at gøre disse saa vidt muligt selvbetalende, men tillige i at udvikle den Befolkning, vi er satte til at herske over, saa langt som dens Udviklingsmulighed naar.

Vor Races Ret til at være i Troperne, hvor vi ikke selv kan dyrke Jorden, er betinget af, at vi er villige til at paatage os det mange Gange brydsomme og utaknemmelige Hverv at opdrage, vejlede og ved vort Eksempel retlede en uselvstændig Race, der med sin stærkt udprægede Imitationslyst er tilbøjelig til at følge os, saavel i daarligt som i godt.

Har Danmark nu forstaaet at løse sin Opgave, og er der i de sidste 25 Aar gjort Anstrængelser for at indhente, hvad der tidligere var forsømt?

Hvad der særlig mærker disse Aar er følgende:

Oprettelsen af et Central-Sukkerkogeri.
Udstykning af Plantagen Work & Rest.
Oprettelsen af en Sparekasse.
Skolernes ny og faste Organisation.
Etableringen af en botanisk Forsøgsstation og et Laboratorium til Jordbundsanalyse.

Oprindeligt blev Central-Sukkerkogeriet anlagt for at spare Planterne Fabrikationen af Sukker; mere Kapital vilde derved kunne anvendes paa intensiv Dyrkning af Sukkerrøret, Jorden vilde blive bedre gødet og i det hele faa en omhyggeligere Behandling. Men Faktoriet har haft en anden og lige saa vigtig Mission, nemlig den at bryde Fordommen med det manuelle Arbejde i Marken.

Efter de sørgelige Negeroptøjer i 1878, der skyldtes Fjærnelsen af Frederikssteds Garnison, blev der indført nye Arbejdslove, og Øen var fra at være en stor Tvangsarbeidsanstalt gaaet over til Indførelse af frit Arbejde. Men Arbejdet i Marken, "The work with the hoe", ansaas for en Skam; det havde tidligere været Slavens Arbejde og senere den lavere Klasses. At bryde denne Fordom blev en af Regeringens vigtigste Opgaver, hvis Løsning blev søgt ved Udstykning af Statens Plantage Work & Rest lag blev givet dygtige og flittige Folk af Arbejderklassen Lejlighed til ved Selvarbejde at blive Ejere af den Lod Jord, der af Staten blev overdraget dem paa særdeles rimelige Vilkaar. Nu, da Central-Sukkerkogeriet havde overtaget Fabrikationen af Sukkeret og kunde modtage Sukkerrør, saavel fra Planteren som Parcellisten, var Tiden kommen til at forsøge om den Mand, der tidligere havde dyrket Jorden for andre, nu vilde være i Stand til at dyrke den for sig selv.

Prisen paa Jorden, der blev udstykket, rettede sig efter, om den tidligere havde været dyrket eller ikke, og varierede fra 20 til 40 Dollars pr. Acre.

Af Købesummen svaredes de første 20 Aar 4 pCt., derefter 5 pCt. Købesummen afbetaltes i 24 halvaarlige Terminer med 1/48 Del hver Gang plus forfalden Rente, og naar Halvdelen af Købesummen var betalt, kunde Resten indestaa paa første Prioritet uopsigelig fra Kreditors Side i 20 Aar, at regne fra Parcellens Overtagelse. Kreditor kan efter de 20 Aars Forløb give et halvt Aars Opsigelse for Restgælden, men Debitor kan til enhver Tid give Opsigelse.

Der er til Dato udstykket ca. 700 Acres land til 37 Parcellister. De fleste Parceller er fra 15-20 Acres.

Det var de bedste blandt landarbejderne, der blev udvalgte ved Salget af Parcellerne. Som Betingelser fordredes der, at Vedkommende havde været fast Arbejder paa en Plantage i flere Aar, var gift, havde Familie og var ustraffet. Til en Begyndelse fordredes der en lille Afbetaling paa Købesummen, men dette overholdtes ikke saa nøje, naar Manden ellers havde gode Anbefalinger.

Parcellisternes Høst Aar i 5 Aar været:

1895 257 Fade Sukker.
1896 361 Fade Sukker.
1897 447 Fade Sukker.
1898 358 Fade Sukker.
1899 855 Fade Sukker.

Udstykningen sluttedes i 1889 og efter de Resultater, der foreligger, maa det siges, at Hensigten fuldt ud er opnaaet. Der er skabt en økonomisk velstillet Middelklasse, der svarer Skatter og Afgifter og er og har været et godt Eksempel for andre.

Fordommen mod Markarbejder er brudt. Findes der paa en Plantage et Areal, som det ikke betaler sig at dyrke for Ejeren, lejer han Jorden ud til landarbejdere - de saakaldte "squatters" - der i Afgift betaler fra 5-7 Dollars pr. Acre.

Paa Statsplantagen "Sions Farm" er der udlejet et Areal paa 160 Acres. Plantagen havde heraf i Fjor en Indtægt af ca. 1000 Dollars.

Rider man fra Plantagen Work & Rests Negerby mod Syd over de nedlagte Plantager Humbug og Retreat møder man Synet af en vel dyrket, gødet og muget omhyggelig luget Samling af Sukkermarker, alle tilhørende Parcellisterne. Man ser Mand, Kone og Børn besørge det nødvendige Markarbejde, der udføres med den i sin Tid saa foragtede Hakke. For en Mand lige fra Europa vilde disse Mennesker sikkert kun være en Samling yderst pjaltede og lidet tiltalende Individer, men for os, der kender Befolkningen, er det klart, alene efter den Maade, hvorpaa Mandes besvarer vor Hilsen, at han er i Besiddelse af ikke ringe Selvfølelse og er vel tilfreds.

Blandt Markarbejderne er der aabenbart skabt en Middelstand, hvis Betydning som Udviklingsfaktor ikke maa undervurderes.

De gamle Planteres Profetier, at Udstykningen af Work & Rest var et dødfødt Projekt, en absurd Utopi, der vilde udvikle Negerens Dovenskab, Upaalidelighed og Løgnagtighed og ødelægge Øens Arbejdskraft, er bleven gjort glimrende til Skamme.

Sparekassen blev oprettet 1881. Begyndelsen var tarvelig nok. Omtrent 50 Mænd indbetalte 5 Dollars hver, og for den indsamlede Sum anskaffedes Bøger og Inventarium.

Det første Aar blev der deponeret 5400 Dollars, og i 1889 var Summen, der indestod i Sparekassen, stegen til 60,000 Dollars. I Sammenligning med danske Sparekasser er det vel ikke noget stort Beløb, men da Sparerne særlig tilhører de ubemidlede Klasser, maa Resultatet kaldes godt.

I Følge Aarsregnskabet 1899 stillede Forholdet sig aaaledes:

Der var i Aarets Løb indgaaet:

504 Deposita a 20 Cents
1370 Deposita  fra 20 Cents-1 doll.
1441 Deposita fra 1 doll. - 5 doll.
503 Deposita fra 5 doll - 10 doll.
282 Deposita fra 10 doll - 20 doll.
121 Deposita fra 20 doll - 50 doll.
45 Deposita 50 doll. opefter.

Sparekassens Midler er anbragte dels i faste Ejendomme i Byerne og paa landet og dels i kgl. Obligationer - 20,000 Dollars - ; kun et mindre Beløb er udlaant mod Selvskyldnerkavtion.

Med Guvernementet er der truffet den Aftale, at Sparekassen, hvis det skulde gøres fornødent, kan hæve hos dette Beløbet, der svaler til de kgl. Obligationers Værd. Sparekassen er herved sikret imod at komme i Forlegenhed, hvis Sparerne skulde forlange en stor Del af deres Tilgodehavende udbetalt.

Sparekassen har i de forløbne 19 Aar intet Tab lidt.

Bestyrelsen bestaar nominelt af mange. Der er ikke mindre end ca. 20 Tillidsmænd, og blandt disse vælges der en Formand og to Udvalg til Regnskabseftersyn og til Anbringelsen af Sparernes Penge.

Tilsyneladende er Arbejdet fortræffeligt fordelt, men i Virkeligheden er det paa én Mand, hele Arbejdet hviler, og det er Formanden. D'Hrr tilsynshavende tager sig Sagen overmaade let, de bliver borte fra de berammede Møder og bidrager næsten intet til at lette Formanden Arbejdet, der mange Gange kan være brydsomt nok og altid utaknemmeligt.

Vi har været saa heldige i de 19 Aar, Sparekassen har bestaaet, at de i den Tid fungerende Overdommere har modtaget Valget til Formænd, da det er af stor Betydning, at Pladsen beklædes af absolut uafhængige Mænd.

Der er den Fare for Sparekassn, at den er givet Tilfældighederne lidt vel meget i Vold. Alt vil afhænge af Formandens person. Saa længe en ganske uafhængig Mand kan overvinde sig selv til at modtage Valget, vil alt gaa vel; men siger han sig fra Bestillingen, og man maa nøjes med en mulig Brugelighed, kan Sparekassen let komme til at tjene private Interesser.

For mig staar det som vigtigt at søge Sparekassen forenet med en solid dansk Bank, hvis en saadan kan blive etableret derude.

Banken vilde næppe have nødig at trække Kapital til sig fra Danmark. Sandsynlighed taler for, at Guvernementet, der altid ligger inde med et større Beløb, vilde foretrække mod en lav Rente at deponere dette i en solid dansk Banks Filial paa vore Øer, fremfor at lade det ligge ganske uproduktivt.

(Sluttes). 

(Samfundet (København) 30. oktober 1900)

Alfred Paludan-Müller (1851-1924). Privatoptagelse fra Sankt Croix. I modsætning til Paludan-Müller sidder den ukendte man stift på en kasse (?). Han stirrer tomt ud på betragteren, døren og vinduet bag ham er lukket. Han er klædt som kolonitidens landarbejdere: Nøgen overkrop og hvide bukser, uden statussymboler. Som Paludan-Müller så sin opgave: "opdrage, vejlede og ved vort Eksempel retlede en uselvstændig Race, der med sin stærkt udprægede Imitationslyst er tilbøjelig til at følge os, saavel i daarligt som i godt." Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nogle Oplysninger fra St. Croix

af A. Paludan-Müller

Da der er fremkommet forskellige Forslag til at ophjælpe Øerne, og disse Forslag i flere Tilfælde gaar ud paa Dyrkningen af andre Planter end Sukkerrøret, skal jeg henlede Opmærksomheden paa, at der ved den botaniske Forsøgsstation paa Plantagen Orange allerede er præsteret et godt Arbejde, der vil kunne bruges som Grundlag for eventuelle Forsøg med nye Kulturer.

Det synes, som om Hamp og Tobak kan trives.

De to Arter Sisal Hemp og Mauritius Hemp vokser i den tarveligste Jord og fordrer ikke meget Tilsyn, bladene afskæres, naar de har naaet den rette Udvikling, og der høstes blade hele Aaret rundt.

Tobak fordrer mere Tilsyn. Naar Planten har opnaaet ca 3 Fods Højde, afknibes Toppen for at forstærke bladenes Udvikling. De ny Skud, der fremkommer i bladhjørnerne, afknibes ogsaa; tillige maa Bladene hyppigt renses for Larver, Tørringen, Pakningen i Bundter og Kontrol med Gæringen synes ikke at have voldet særlige Vanskeligheder.

Forsøgsstationen forestaas af en Havebrugskandidat, og Arealet, der benyttes til Forsøgene, er :

13 Acres til Anotta,
4 Acres til Tobak.
4 Acres til Sisal Hemp
4 Acres til Mauritius Hemp.
2Sfl Acres til Forsøg med almindelige tropiske Planler.

I dette sidste indhegnede Stykke Jord findes Kaffe, Bomuld, Allehaande, Vanille, Peber, forskellige Sorter Hamp med brede plettede Blade, den høje kraftige Bambus, Pokkenholt og mange andre tropiske Planter.

Dette sidste Træ var tidligere meget almindeligt paa Øen, men er nu ganske forsvundet.

Desværre er Stedet for Forsøgene ikke ganske heldigt valgt, idet der i en Dybde af 3-4 Fod findes Ler, og enkelte Planter trives ikke, naar deres Rødder naar dette Lag. Vandet fra Bækken, der maa benyttes til Planternes Vanding, indeholder desuden Klornatrium, hvad der naturlig vis volder Ulemper.

Der findes tillige en Køkkenhave, og Resultatet af Forsøgene i denne er trykt i "Videnskabelige Meddelel.er fra den naturhistoriske Forening i København", under følgende Titel:

Nogle Bemærkninger om europæiske Køkkenurters Vækst og Udvikling i Guvernementets botaniske Forsøgsstation i "Grange" paa St. Croix. ved C. Olav E. Hansen.

Er der i Danmark Vilje og Evne til at hjælpe Øerne frem, er det af Betydning, at de nye Forsøg støtter sig til de allerede paa Stedet vundne Erfaringer. Megen Skuffelse vil der ved kunne undgaas.

Heldigt vilde det være, om der kunde blive gjort nogle Forsag med Majs. Paa Puerto Rico dyrkes der af denne Kornsort, hvad øen forbruger, og det vil være af Betydning, om det samme kan blive Tilfældet paa St. Croix. Der importeres nemlig aarligt Majsmel til et Beløb af 50,000 £

Ved de Forsøg, der er foretagne paa Grange med denne Plante, viste det sig, at der gik Orm i Kolberne, inden de var afskaarne. Maaske vil dog nye Forsøg godtgøre Muligheden af Dyrkningen af denne Kornsort paa Øen.

Naar man tager i Betænkning, at Halvdelen af Øen henligger udyrket, er det sikkert værd at forsøge, hvilket Udbytte der kan opnaas ved Kultivation af Hamp og Tobak. Den østlige Del af øen med sit tynde Muldlag vil særlig egne sig for den førstnævnte Plante.

Det er blevet mig meddelt, at store Summer blev ofrede for at faa de dansk-vestindiske Øer solgte ved privat Initiativ. Var disse Penge anvendte med Fornuft paa St. Croix vilde øen sikkert gaa en bedre Fremtid i Møde.

Forsøg har godtgjort, at Øen ikke behøver at være henvist til Dyrkning af Sukker alene.

En fornuftig Arbejderbefolkning er under Udvikling, og et Laboratorium for Jordbundsanalyser kan give de nødvendige Oplysninger om Jordens Drift.

Det vil ikke være nødvendigt at famle i Blinde med nye Forsøg paa Plantekulturer; Resultater, hvorpaa det kan bygges videre, foreligger.

Skolevæsenet blev ordnet ved Lov af 7 Maj 1884 Tidligere har det været temmelig mangelfuldt Børn fra det 6 til det 10. Aar skulde søge Skolerne de første 5 Dage i Ugen, medens Lørdagsundervisningen var forbeholdt Børn fra 10 til 13 Aars Alderen. Det viste sig imidlertid vanskeligt at opretholde Lørdagsskolen, der til sidst faktisk ikke mere eksisterede. Resultatet var, at der opvoksede en ganske uvidende Slægt.

Skoleloven af 1884 foreskriver, at alle Børn mellem det 6. og 13. Aar, der ikke bliver sømmeligt underviste paa anden Maade, skal undervises i de offentlige Skoler. Lister - der i Byerne udfyldes af Husejere og paa Landet af Plantageejere - over alle skolepligtige Børn sendes fra Politiet til Skolekommissionen. Forældrene til de Børn, der ikke nyder anden Undervisning, modtager da Tilhold om at sende deres Børn til Skolerne. Forsømmelser heraf straffes med Mulkter.

I Christiansted findes en Skolebygning, hvori der undervises ca. 600 Børn, der deles i 4 Drengeklasser og 4 Pigeklasser.

I Frederiksted findes ligeledes en Skolebygning, hvori der undervises ca. 300 Børn i 3 Drengeklasser og 3 Pigeklasser.

Paa Landet undervises Drenge og Piger samtidigt i 7 Skolebygninger. Det samlede Elevantal et her ca 900 Børn.

I alle Skolerne undervises Børnene ½ Dag. I Byerne gaar de yngste Børn i Skole fra Kl 8-11, Lørdag iberegnet, medens de ældres Skoletid er henlagt til Eftermiddagen; hvert Barn modtager 18 Timers ugentlig Undervisning.

I Landskolerne undervises alle Børnene fra Kl. 8-12 undtagen om Lørdagen. Om Eftermiddagen undervises de Børn, hvis Forældre ønsker Undervisningen fortsat efter det 13 Aar.

I Christiansted har 84 pCt. af de indregistrerede Børn besøgt Skolen, I Frederiksted 77 pCt. og i Landskolerne 74 pCt.

Til at undervise disse Børn er der i Christiansted ansat 2 Lærere og 2 Lærerinder, i Frederiksted 2 Lærere og 1 Lærerinde Børnene i Landskolerne undervises af 6 Lærere og 1 Lærerinde. Desuden assisteres lærerpersonalet af Hjælpelærere, der rekruteres fra Skolernes flinkeste Elever, medens de fast ansatte Lærere og Lærerinder har modtaget deres Uddannelse paa Seminarier i Antigua eller de forenede Stater.

Lærerne modtager foruden deres Løn smaa Præmier, hvis Størrelse retter sig efter de halvaarlige Eksamensresultater.

Foruden det allerede nævnte Lærerpersonale har hver Skole, baade i Byerne og paa Landet, en Sylærer inde Drengene i Christiansted Skole undervises i Dansk af en Lærer, Pigerne af en Lærerinde, medens samme Undervisning i Frederikssted besørges af en Lærer, baade for Drenge og Piger.

For øvrigt undervises der i :

Læsning, Skrivning, Diktat, Regning, lidt Geografi, Naturhistorie og Bibelhistorie.

Dette er i meget grove Træk Skolernes Organisation. Den ser meget net ud paa Papiret, men hvorledes har den virket ? 

Jeg var saa heldig i Slutningen af Maj Maaned at overvære en Eksamination i Christiansted Skole.

I det store Lokale var ca. 150 Børn bænkede langs med de 3 Vægge, Drengene for sig og Pigerne for sig Alle Nuancer i Farven vat repræsenterede, Børnene struttede af Sundhed, og man fik Indtryk af en vis Velstand i den Klasse, hvorfra de var udgaaede; de havde næsten alle Støvler paa Fødderne og var net og renligt paaklædte, Pigerne i deres lyse Musselinskjoler, Drengene med Skjorte og Benklæder, nogle tillige i Trøje. Af Drengene saa jeg kun en, der var absolut fattigt paaklædt, af Pigerne ingen. Af Forældrene, der bestod af Tjenestefolk, Karrekuske eller af Individer, der lever af tilfældigt Sjov, havde nogle indfundet sig og paahørte med stor Interesse Eksaminationen af deres egne Børn. Tværs over Lokalet var paa en Snor ophængt de Syarbejder, Pigebørnene havde gjort færdige i den sidste Tid Der var Kjoler, Undertrøjer, Chemiser, Forklæder, og hvad der ellers hører til den daglige Paaklædning, medens en enkelt endogsaa havde forsøgt at brodere en Lysdug. Den ældste Klasse Drenge og Piger oplæste først med høj Røst, korrekt Udtale og fuld Forstaaelse et ulæst Stykke af en Læsebog. Det blev dernæst givet dem et Nummer af det engelske Blad "Spectator", og Oplæsningen af en deri trykt Artikel viste samme gode Resultat.

Børnene blev nu stillede ud paa Gulvet 2 og 2, Ryg mod Ryg, med tilbørlig Aistand for at forhindre Snyderiet, og efter Prøven paa Diktat, nedskrevet paa Tavle, viste det sig, at af 13 Piger havde de 12 og af 13 Drenge de 11 nedskrevet det dikterede ganske fejlfrit Pigernes smukke Skrift var der god Grund til at lægge Mærke til

Et Regnestykke saalydende :

Jeg købte 12 Sække Kaffe k 14 Dollars; hver Sæk indeholdt 170 Pund. jeg solgte igen Kaffen l 12 Cent pr. Pund.

Hvor stor var min Gevinst? blev rigtigt udregnet af alle Eleverne.

I Prøven paa Børnenes Færdighed i Dansk viste det sig, at de kunde oversætte Eventyret om Askepot næsten korrekt.

Det maa nu være mig tilladt at meddele en lille Episode, der ikke hørte Eksaminationen til, og som ogsaa forefaldt efter denne. Da jeg vilde gaa, bad et Par Lærerinder mig om at blive, da der var noget, de gerne vilde vise mig.

Paa et Vink af Lærerinderne opmarcherede der ca. 50 Smaapiger hver med et lille Dannebrogsflag i Haanden, og medens de svingede disse frem og tilbage, sang de paa deres naive Vis en lille Sang, skrevet af en af Lærerinderne; den gik ud paa, at Danmark var deres Land og Kong Christian deres Konge.

Det gjorde et meget trist Indtryk at se denne lille Demonstration. Det var i de Dage, vi havde faaet Vished om, at der var blevet spillet Poker om Øernes Skæbne, at det beroede paa Tilfældigheder, om den Befolkning, der er vokset op i Beskyttelse af de milde, humane danske Love, under hvilke der findes Ret og Retfærdighed saavel for høj som for lav, skulde have Lov til at udvikle sig videre paa den for ca. 20 Aar siden etablerede Basisdeller skulde udleveres til de forenede Staters "tender mercy".

Under mit Ophold i Danmark har jeg nu og da hørt sige, at der næsten ingen Danske findes i Hs. Maj. Kongens vestindiske Besiddelser. Dette er en stor Fejltagelse, der findes ca. 25,000 danske Individer med forskelligt Sprog og forskellig Hudfarve, men lige saa vel danske som Beboerne paa Ærø og Langeland. At udvikle denne Befolkning har i den senere Tid været Danmarks Opgave paa de danskvestindiske Øer. Maatte den ved blive at være det.

- - - -

Rettelse til forr. Artikel: Sp. 3 L. 20 1839, læs 1899

(Samfundet (København) 31. oktober 1900)

Man vil lede forgæves i avislitteraturen efter eksempler på hvad den sorte befolkning mente. Til nød omtales de i udtalelser fra lokale hvide som giver deres fortolkning - som oftest i deres eget favør. Set i lyset af den nævnte holdning om at den sorte befolkning var uselvstændige og måske endda helst ville lade de hvide bestemme, er dette ikke underligt.

Paludan-Müllers kone døde i 1904 i Danmark, og i juli 1904 solgte Paludan-Müller Christiansted Apotek for 100.000 kr. til cand. pharm. R. J. A. Larsen, Randers med overtagelse til oktober 1905. Han havde tidligere gjort tjeneste på et vestindisk apotek, ligesom han overtog bestyrelsen af The Royal Insurance Company i Liverpool.

Se endvidere en artikel fra 1915 i anledning af folkeafstemningen i hvilken Paludan-Müller uddyber sine synspunkter.

St. Croix: Oprørsfangernes skæbne. (Efterskrift til Politivennen).

En artikel i Svendborg Avis, 1900 omtaler ikke direkte fangerne i Horsens Tugthus fra oprøret i 1878, men mere generelt om forholdene:

Negrene paa vore vestindiske Øer

Fra Horsens Tugthus.

Af en nylig udkommen Bog af Pastor Haffstrøm: "Fra Horsens Tugthus, 12 Aars Iagttagelser", tillader vi os at aftrykke følgende:

Blandt de her i Landet mere usædvanlige Typer maa jeg nævne Negrene fra de vestindiske Øer, hvoraf der desværre altid findes nogle i Straffeanstalten. 

De taaler saa daarligt Klimaet, at deres Helbred som oftest tager Skade, uagtet her gøres det mest mulige for at bevare dem mod Forkølelse.

Medens den senere Biskop Lind var Fængselspræst, søgte han at henlede Regeringens Opmærksomhed paa det yderst uheldige i at føre Negrene hertil, og baade Inspektører og Præster har jævnlig gjort opmærksom på det samme. 

Det vilde formentlig ikke være umuligt at træffe Overenskomst med den engelske Regering eller en anden, der har Straffeanstalter i Klimaer, som vore Negre bedre kan taale, end det Danske. Naar Negrene kommer her til, forstaar de i Reglen ikke et Ord dansk, saa at de allerede af den Grund har ondt ved at finde sig til Rette. Man maa altsaa tale Engelsk med dem. og da "Neger-Engelsk" er en ret ejendommelig Afart af Sproget, gaar det besværligt nok.

Gårdtur i Horsens Tugthus ved østre fløj. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

Selve Forbrydelserne, hvorfor de straffes, har tit et for vore Begreber fremmed Præg.

En Neger var fornærmet over, at hans Svoger havde bekostet en fælles Svigerindes Begravelse. Han stillede sig da under en Platan paa Kirkegaarden, og da Ligfølget kom, stød han Svogeren.

En anden, (halv Neger, halv Indianer) var forlovet med en sort Pige. Da hun slog op med ham. vilde han gerne have Kæresteforholdet genoptaget, men af Mangel derpaa vilde han slaa hende ihjel, for at hun ikke skulde blive en andens. Han købte sig da en seksløbet Revolver og gik med den til hendes Bopæl. Hun stod ved sit Vindue, da han kom. Han tiltalte hende kærligt, men i Stedet for at svare, spyttede hun og vendte Ryggen til. Han stød hende da i Ryggen, og da hun flygtede fra Vinduet, stød han Resten af Revolverens Skud efter hende. Hun faldt død ned, før hun var kommen ud af Stuen.

Af fem Skudsaar, som hun havde faaet, var tre absolut dødelige.

Endelig Negrenes Tyverier o. lign. har tit en ejendommelig Karakter.

En Neger havde en Nat været til Ligstue, hvor der holdtes Dans og blev drukket til Ære for den afdøde. Da han gik derfra, faa han paa Gaden et Par Personer bære en Kasse og antog, at de havde stjaalet den Han tog sine Støvler af og listede sig efter dem. Han saa, at de satte

Kassen ned og brød den op.

Da en Person i Nærheden tændte et Lys, gik de videre med Kassen, og han efter dem.

De mærkede, at nogen fulgte efter dem, løb deres Vej og lod Kassen staa. Han fandt i den en Blikæste med Penge i, tog den og gemte den i et Buskads, hvor den senere blev funden.

Meget uheldigt er det, at den almindelige danske Straffelov ikte gælder paa de vestindiske Øer. Dette medfører, at Negrene jævnlig er idømt meget længere Straffetid, end de samme Gerninger vilde medføre for en Dansk. De kan ikke undgaa at anstille Sammenligninger, da de al Tid er paa Fællesarbejdsstue.

De fleste Negre er meget lærvillige og i mange Henseender letnemme. Kun kan de i Reglen næsten slet ikke lære at regne; derimod at læse og skrive lærer de fleste overmaade hurtigt. De skriver da mærkværdig godt for sig. Deres Breve er ordrige og Sproget blomstrende; men Ordene synes dog at være naturligt Udtryk for deres livlige Tankegang. Dansk lærer de som oftest let; en enkelt af dem lærte snart at tale Dansk flydende og saa fri for fremmed Akcent, som jeg næppe har hørt af nogen anden fremmed.

De er meget taknemmelige for en god Behandling og ikke lidet stolte af de Kundskaber, der bliver dem meddelte i Tugthuset.

Tugthuset set fra syd. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

I religiøs Oplysning staar de ikke saa langt tilbage, som man skulde tro. Ad mundtlig Vej har de gærne faaet et ikke ubetydeligt Kendskab til Skriftens Indhold. Der synes paa Øerne at være en underlig uklar Sammenblanding af alle Sekter og Partier. Naar de ikke er Katoliker, ved de mangen Gang næppe selv rigtig, hvilken Kirke de hører til, Luteraner eller Herrnhutter, Metodister eller Episkopale. Den Ulykke er dog ikke saa stor da de dog plejer at have dyd Ærbødighed for det hellige og meget villigt tager imod Kirkens Goder. Alle de ikke-katolske Negre bliver da ogsaa fra Præstens og Straffeanstaltens Side behandlede, som om de hørte til Folkekirken. Der konfirmere« uden Betænkelighed Episkopale osv.

Negrene udtaler sig gærne med dyb Anger om deres Forbrydelser, men de er alt for meget Stemningsmennester. Til alvorlig og varig Omvendelse kan de sjælden bringes. Man faar meget snart Godhed for Negrene med deres Barnlighed, men i deres Letsindighed og Omskiftelighed er der for meget barnagtigt. Ved siden af en vis Vildmandsnatur var det ikke lidt af Letsindighed, der medførte det sørgelige Oprør paa St. Croix 1878, hvor fra nogle af Deltagerne kom i Tugthuset, men for Resten for længe siden er benaadede.

I sædelig Henseende synes det at staa grumme ilde til mellem Negrene, de fleste har Kærlighed til deres Mødre, men Flertallet af de Negre, vi havde i Straffeanstalten, var født udenfor Ægtestab, og Forholdet til Fædrene var da gærne meget løst.

En Ejendommelighed er, at Negrene saa tit forandrer Navn, at de jævnlig er i Vildrede med, hvad de selv egentlig hedder. En herværende Fange skrev hjem og spurgte, hvorledes det gik hans Datter Lucretia, "men", strev han, "dette er ikke hendes Døbenavn, som jeg ikke kan huske, men hun var opkaldt efter min yngste Søster"

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 30. juni 1900)

Est. Anna's Hope, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Af særlig interesse er en påstået efterkommer (søn) af Mary Thomas (Queen Mary) som var voldelig:

Mord i Vestindien.

Fra Christiansted paa St. Croix skrives den 19. September til Ritz. Bur.:

For nylig er der ved en Plantage i Nærheden af Frederiksted forefaldet et af de desværre ret hyppige Mord. En yngre Arbejder har ved Knivstik dræbt en Negerinde, som han levede sammen med, et fuldstændig overlagt Mord, hvorved han allerede længe havde truet hende.

Morderen oprørte Alle ved sin frække og trodsige Holdning, baade under Transporten til Christiansted og overfor Retten hvor han brovtede af sin Bedrift i den rolige Bevidsthed om at man højst kan give ham nogle faa Aars Indespærring, hvilket han ikke ansaa for nogen egentlig Straf.

Der er for saa vidt Tradition i Morderens Familie, idet han er Søn af den berygtede "Queen Mary", der i Oprøret 1878 var Hovedfører for en brændende og skændende Bande Negere, særlig kjendt ved det gyselige Mord og Lemlæstelsen af 2 danske Soldater udfor Plantagen Carlton.

(Jyllands-Posten 9. oktober 1904)

Dansk Vestindien

Af fhv. Politimester Fischer.

Den ny Æra paa vore vestindiske Øer synes nu at skulle tage sin Begyndelse, blandt andet med en Omordning af Beskatningsforholdene. Det er dog ikke saa meget Paaligning af nye Skatter, der har vakt Røre blandt Befolkningen, men netop det modsatte, Ophævelsen af en i en Række af Aar bestaaende Skat. Ifølge de sidste fra St. Croix modtagne Efterretninger, er det Planterne paa Øen, der er komne i Bevægelse i Anledning af et Forslag fra Guvernementet om Ophævelse af Immigrationsskatten, en Skat, der saa vidt erindres for henved 40 Aar siden lagdes paa Plantagerne for ved Indførsel af Arbejdere fra fremmede Steder at sikre Planterne den nødvendige Arbejdskraft, der ved Slaveriets Ophævelse begyndte at svigte, idet de nu frigivne Negere følte Ulyst til Arbejdet paa Landet, og enten tyede til Byerne eller forlod Øen for at begive sig til St. Thomas, hvor Arbejdet i Havnen eller paa Skibsværfterne lovede dem rigelig Fortjeneste og megen Frihed. For at modvirke denne Bestræbelse tyede man til en Løsgængerlov og hæmmende Bestemmelser for Udvandringen til St. Thomas; men ingen af disse Foranstaltninger førte til det forønskede Resultat. Løsgængerloven blev ikke gennemført med den fornødne Stringens (om af Mangel paa den fornødne Politistyrke eller af andre Grunde, skal ikke her siges), og Forbudet mod Udvandringen forstod Negerne med Lethed at omgaa. Man besluttede sig da til Indførelse af Kulier fra Østindien, men Experimentet var dels for bekosteligt, og slog dels ikke til, uvist af hvilken Grund, og man gik derpaa en anden, ganske vist billigere, men i sine Virkninger utvivlsom uheldigere Vej. idet man med den engelske Regerings Samtykke besluttede sig til ved Hvervningsagenter at forskaffe sig Arbejdere fra de engelske Øer i Vestindien, særlig fra den stærkt overbefolkede Ø Barbados. En Følge af dette System var imidlertid, at Agenterne, der fik Honorarer for hver Arbejder, de hvervede, saa vidt erindres 8 Dollars for hver, ikke var særlig omhyggelige eller kræsne i Valget og de for tog, hvad der faldt for blandt Byernes Udskud og ofte i Stedet for egentlige Arbejdere erhvervede sig Skomagere eller Skræddere eller andre saadanne Folk, som ikke forstod sig paa Markarbejde og heller ikke var villige til at udfore eller lære dette, da de ankom til Bestemmelsesstedet. 

Denne Ulyst i Forbindelse med Uvilligheden til at underkaste sig det bundne Liv paa en Plantage, vakte Utilfredshed hos dem og ledede til, at det samme forplantede sig til vor egen ellers godmodige Negerbefolkning, som tilsidst gav sig Udslag i det bekendte sørgelige Oprør paa St. Croix i 1878, hvor Størstedelen af Øens bedste Planlager saa vel som Byen Frederikssted nedbrændtes, og hele Øen truedes med Ruin, som kun afværgedes ved Guvernør Gardes betimelige og energiske Indskriden med Hjælp fra St. Thomas. Den ommeldte Immigrationsskat, der opkrævedes med et Beløb af 10 Cents aarlig pr. Acre sukkerkultiveret Jord, er siden da bleven opkrævet og anvendt i det nævnte Øjemed. Det Fond der herved såvel som ved Bidrag fra Kolonialkassen dannedes og benævntes Immigrationsfondet beløber sig nu til 70.000 Dollars som Guvernementet formener der er Anvendelse for paa anden Maade, idet man, omend anerkendende den stadig tilstedeværende Mangel paa tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, nu formener, at det maa blive hver enkelt Planters Sag selv at forskaffe sig den Arbejdskraft, han behøver. Heri er Planterne imidlertid ikke enige, idet de formener, at det er uoverkommeligt for en enkelt eller for enkelte Plantere at erhverve sig Arbejdere fra fremmede Steder. Saavel for at drøfte dette som andre Plantagedriften vedrørende Spørgsmaal, man formener den ny energiske Bestyrelse, Øerne har faaet vil fremkomme med eller allerede er fremkommen med i Kolonialraadet, er Planterne blevne enige om at danne en Forening kaldet "Planters Association", der holdt sit første Møde i Frederiksted den 9. September dette Aar.

Mødet indlededes med en Tale af Direktør Hagemanns Forretningsfører, Hr. Conrad, der stærkt betonede Nødvendigheden af, at Planterne under det ny Regeringssystem, der ikke som det tidligere lod alting støtte sig selv, og Staten betale Underbalancen paa Øens Budget, sluttede sig til Regeringen og bistod den med Raad og Daad, særlig i Spørgsmaal vedrørende Øens Hovedserhvervskilde, Landbruget, som han formente ikke var fyldig nok repræsenteret i Kolonialraadet. Efter disse indledende Bemærkninger gik han over til at omtale Guvernementets Forslag under Budgetforhandlingerne i Kolonialraadet om at ophæve Immigrationsskatten og fremtidig lade det være hver enkelt Planters Sag fra fremmed Sted at erhverve sig den Arbejdskraft, han behøvede. Dette mente han var uoverkommeligt for den enkelte Planter, og Vanskelighederne ved Erhvervelsen fra fremmede Steder, hvorved han vistnok sigtede til Øerne i Vestindien, vilde blive endnu større, naar Arbejderne ved Panamakanalen først tog deres Begyndelse. Han foreslog derfor Skatten bibeholdt, eller som man under et tidligere Møde havde omtalt, forandret til 5 Cents pr. Acre af al Jord paa Plantagerne uden Hensyn til, om den var i Kultivation eller ej. Immigrationsfondet skulde derefter vedblive at bestaa, og Renten deraf i Forbindelse med den ny Skat anvendes til Indførelse af Arbejdere fra fremmede Steder. 

Under en Diskussion, som derefter udviklede sig, var man almindelig enig med Formanden i, at Immigrationsskatten burde vedblive at bestaa og i Forbindelse med Immigrationsfondet anvendes i det Øjemed, hvori den var stifet. Kun var man ikke enig i Fastsættelsen af Skattens Størrelse; Planter Svitzer vilde saaledes have Skatten delt i 3 Satser, alt afhængig af Jordens Beskaffenhed eller den Anvendelse, der gjordes deraf i Jord i Sukkerkultivation skulde derefter svare 10 Cents pr. Acre, 5 Cents pr. Acre af Jord, der endnu ikke er, men kan blive kultiveret, og ingen Skat af Jord, der henligger i Ukrudt (Bushland). Planter W. Latimer gav en statistisk Oversigt over Skattens Størrelse efter de forskellige Beregningsmaader: der er nu 16,300 Acres i Sukkerkultivation, sat i Stat 10 Cents bliver Beløbet 1,630 Dollars, 30,000 Acres i anden Kultivation a 5 Cents vilde give 1500 Dollars samt 4900 Acres uopdyrket og ubeskattet tilsammen en Skat af 3,150 Dollars; men dersom man tager det samlede Areal af 51,200 Acres til en Sats af 5 Cents, bliver Skattens Totalbeløb 2,250 Dollars, eller da der synes at være indløben en Regnefejl for ham, rettere 2,560 Dollars. Efter at endnu en Taler havde paapeget det beklagelige i, at Landet blottes for Arbejdskraft ved, at Arbejderne tyr til Byerne, hvor de hendriver deres Tid i Lediggang, sluttede Diskussionen med at vedtagen Resolution, hvori man enstemmig paa Hr. Svitzers Forslag vedtog at anbefale Opretholdelsen af Immigrationsskatten, saaledes at den fremtidig opkræves med et Beløb af 5 Cents pr. Acre uden Hensyn til om Jorden er i Kultur eller ej. 

Efter, hvad der saaledes foreligger om det sjældne Tilfælde, at Skatteyderne afslaar et Tilbud fra Regeringens Side om Ophævelse eller Afskaffelse af en Skat, skulde det synes, at de Grunde, der i sin Tid foranledigede Skattens Indførelse, i Mellemtiden maa være undergaaet en Forandring. Dette er dog saa langtfra Tilfældet, at man endnu føler Savnet af tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, og trods den bitre Erfaring, man har gjort om Forøgelse af samme ved Indførelse af Arbejdere fra de fremmede vestindiske Øer, dog fastholder samme, medens et Middel, der er lige for Haanden og maatte synes mere formaalstjenligere og tillige billigere, ikke tænkes anvendt. Man klager jo vg vistnok med Rette - over, at Byerne er overbefolkede og vrimler af arbejdsdygtige Negere fra Landet, der i Byen fører et Dagdriverliv og indirekte lever paa Plantagernes Bekostning, idet de, enten ved at stjæle Frugt eller paa anden ulovlig Maade erhverver, hvad de behøver til Livets Ophold, udsuger disse. Det ligger da nær at spørge, om ikke et effektivt og i tilstrækkelig Mængde tilstedeværende Politi, maatte kunne forebygge dette, og navnlig ved en streng og konsekvent Gennemførelse af Løsgængeranordningen maatte kunne føre Tilsyn med de vagabonderende Individer og saaledes forhindre Byernes Overbefolkning af dem, og fremtvinge deres vedvarende Ophold paa Landet. At Politiet i sit nuværende faatallige Antal og maaske under en uensartet Styrke i begge Politidistrikter paa Øen ikke formaar at løse denne Opgave, turde være indlysende; men at det i forøget Antal og under en Politimester før hele Øen maatte kunne gøre det, anser jeg for utvivlsomt, ligesom jeg tror, at den noget forøgede Udgift, som hertil vilde udkræves, i Længden vilde vise sig vel anvendt og rigelig opvejet ved det Gode, der derved i flere Retninger vilde pånaaes.

(Nationaltidende, 9. november 1904 (2. udgave)

Native Workmen, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

The Guiana arrived this morning from New York. Among her passengers is Police Clerk Dendtler, who confirms the report of the capture in Baltimore of a man named Smith who while awaiting sentence i Frederiksted St. Croix prison on a charge of murder, escaped. Smith is a son of "Queen Mary" who for her connection with the riot in St. Croix in 1878 when she is said to have murdered two soldiers, was sentenced to 16 years hard labour in Horsens Workhouse, but long since returned to St. Croix.

(The Bulletin, with which is incorporated the Saint Thomas Commercial and Shipping Gazette, 1. juli 1908)

En Morder

Fra Vestindien

i Horsens Tugthus

2. Juledags Morgen Kl. 8 - ankom Barken St. Croix til Frihavnen fra Vestindien. Om Bord var en Neger, Villiam Smith, 30 Aar gl., som i Aaret 1904 paa St. Croix myrdede en ung Pige af Jalousi. Han flygtede fra Fængslet, ved med sine Haandjærn, som han havde smøget af sig, at slaa Fængselsbetjenten et dræbende Slag i Hovedet, da han lukkede hans Celledør op. Smith kom om Bord paa et Skib, flygtede til Amerika, hvor han i 1907 overfaldt en gammel Kone og blev fængslet; man opdagede da, at det var Morderen Villiam Smith, og han blev derefter transporteret tilbage til Vestindien, hvor han siden har været i Arrest, lænket paa Hænder og Fødder.

Højesteret har dømt ham til livsvarigt Tugthus, og nu er han altsaa sendt hertil under Bevogtning af to vestindiske Gendarmer. Paa hele Overrejsen har han været lænket paa Hænder og Fødder. En Opdager fra Politikammeret hentede ham ved Skibet og korte ham til Arresten paa Nytorv, hvor han blev indsat i en Celle.

I Dag transporteres han til Horsens Tugthus, hvor han skal tilbringe Resten af sin Levetid. Hans Fader blev ligeledes dømt for Mord og indsattes i Horsens Tugthus i 1878.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 28. december 1908)

Quin Marrys Søn.

Han skal om 10 Aar sendes fra Horsens Tugthus til Amerika og drages til Ansvar for Manddrab.

For sex Aar siden blev Negeren Marry indsat i Horsens Tugthus til Afsoning af 16 Aars Straf for at have sprættet Maven op paa sin Kæreste. paa sin Kæreste. Det frygtelige Drama blev udspillet nede paa St Croix. Marry var blevet rasende vild efter at have konstateret, at hans Pige havde været ham utro, og saa maatte han have Hævn.

Mens Marry har siddet i Tugthuset, har han gentagne Gange været i Forhør i Anledning af en Sigtelse, som de amerikanske Myndigheder har rettet mod ham. Den gaar ud paa, at Marry skulde have begaaet et Manddrab i New York for en Del Aar tilbage. Marry, der er bleven rolig og besindig bag Fængslets Mure, har tilstaaet at have dræbt en Mand derovre. Hans Navn kender han ikke: men det var en Mand, som havde set for ømt til en Pige, han havde i New York.

De amerikanske Myndigheder har faaet Underretning om Tilstaaelsen, og naar Marry om 10 Aar har afsonet sin Straf for Bugsprætningen, skal han sendes til Amerika for at sone sin anden Brøde.

Men Amerikanerne tager jo anderledes alvorlig fat paa Mordere, og da navnlig naar det er Negre. Marry vil blive dømt til Døden i den elektriske Stol - hvis man ikke blot nøjes med at hænge ham op.

Marry, som blev født i 1878 i Frederiksteds Arrest, hvor hans Moder, Quin Marry, var Deltager og Medleder af et Oprør, var hensat, vil saaledes også komme til at afslutte sit Liv bag Fængslets Mure.

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 17. juni 1916)

Om Wiliam Smith, se Videnskab.dk. Ifølge en artikel i POV skete der følgende med "dronningerne" fra oprøret "The Fireburn" i 1878: Susanne Abrahamson "Bottom Belly" fik ni børn og døde 1906 i Richmond fængslet i Frederiksted, Queen Mary (gift 1902, død 1905 på plantagen Williams Delight), Queen Agnes og Queen Mathilde (gift 1907, død 1935) hver tre.