Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). Læge. Cand.med. 1878. Reservelæge i nåden 1879–80, i hæren 1884–86 og læge ved de kommunale vaccinationsanstalter 1889, 1891 og 1894. Han havde forskellige forretningsmæssige tillidshverv og var direktør i forsikringsselskabet Haand i Haand. 

Johan Peter Frederik Crone (1854-1932): Læge Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

1898 var han Højres kandidat ved folketingsvalget i Kbh.s 3. kreds. 

Alfr. Christensen og Petrus Beyer.

Valgermødet i Gaar Aftea i "Fønix".

Et livligt Møde

Den store Sal i "Fønix" var fyldt i Gaar Aftes til sidste Plads, da Vinhandler Dam aabnede Alfr. Christensens andet Vælgermøde.

Efter at Handskemager Petersen var bleven valgt til Dirigent, talte Hr. Alfr. Christensen, der modtoges med Bifald, og som under stærk Tilslutning fremsatte sit kendte Valgprogram.

Til dem i Højre, der udslynger den Beskyldning mod Venstres Kandidater, at de lader sig vælge af internationale Stemmer, sagde Taleren:

"Jeg protesterer paa det skarpeste mod, at Byernes store Arbejderbefolkninger skal sættes udenfor alle andre Danske. Er der Nogen, om hvem man med en vis Berettigelse kan sige, at de har stillet sig udenfor de Danskes Rækker, saa er det vel det Parti, der har øvet Vold mod Forfatningen og paa Trods af Folkets Vilje ødelagt Landets Penge til ulovligt og for Danmarks Selvstændighed skadeligt Fæstningsbyggeri. (Stormende Bifald.)

Efter at Hr. Alf. Christensen har omtalt de store Reformspørgsmaal og hævdet deres Gennemførelse i demokratisk Aand, slutter han med at udtale, at over al Ting staar det for ham, at den frie Forfatning atter kommer til Højsædet i Danmark, og at det kan ske ved at sætte et stort Oppositionsflertal ind i Folketinget.

Langvarigt Bifald og rungende Hurraraab lønner Hr. Alf. Christensens Tale.

Hr. Petrus Beyer tog derefter Ordet og udtalte, at paa mange Punkter er Højre enig med de Liberale. Han var navnlig ligesom Hr. Alf. Chr. af den Mening, at Provisorierne burde ikke eksisteren, men de var for Resten lovlige (Modsigelse). Han fremstillede sig derefter som udpræget Toldbeskyttelsesmand. Toldbeskytterne var Arbejdernes bedste Venner (Latter). En god Skolelov skulde laves som en Bom mod Socialismens Fristelser (Uro og Protest). Kobenhavns Befæstning bør vedligeholdes, thi Landets Børn maa ikke gaa blottede i Kampen (Latter).

Hr. Alf. Christensen, som derefter tog Ordet, hilstes af stormende Hurraraab. Under stærk Tilslutning imødegik han Hr. Beyers Udtalelser og hævdede navnlig, at det er en Skandale for vort Land, at vore Militærudgifter er saa enorme som de er.

Endnu har flere Talere Ordet, bl. A. Folketingsmand A. C. Meyer, der protesterer mod Hr. Beyers Udtalelse om, at Socialismen er baseret paa Uvidenheden, og som kraftigt anbefaler Vælgerne at stemme paa Alf. Christensen.

Det livlige, til sine Tider meget bevægede Møde sluttes først henad Midnat under vekslende Hurraraab for Kandidaterne. Omtrent en Tredjedel af Forsamlingen var Højremænd, og Meningskampen var flere gange stærk.

(København 27. marts 1898)

Ved valget 3. april 1898 stemte 2269 (66,0 %) ud af 3436 stemmeberettigede i Københavns 3. kreds. Af dem tilfaldt 1343 overretssagførr Alfred Vilhelm Alexander Christensen (V. R.), mens overretssagfører Carl Antonius Olsen (H) fik 902 stemmer.

I 1884 blev han indviet i loge nr. 3 Nordstjernen under Oddfellowordenen i Danmark. I 1889 stormester og da den danske storloges ophøjedes til uafhængig loge 1892 til storsire. Mens han var storsire, blev der oprettet hjem for børn født uden for ægteskab og et spedalskhedshospital i Island 1897. I 1909 blev der oprettet et spedalskhedshospital på St. Croix.

Asyl på Sankt Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

The transference of the new building to be used as the Leper Asylum was made on Monday with due formalities by the Grandsire of the Odd Fellow Order in Denmark, Dr. Beyer, to the Colonial Council of St. Croix, in the Council's Hall,Government House.

In response to the published invitation of his Excellency the Governor, a large number of gentlemen and also a few ladies had assembled. Shortly after eleven o'clock His Excellency introduced Dr. Beyer to the audience as follows:

Ladies and Gentlemen, I have the honour to introduce to you Dr. Petrus Beyer, Grand-Master of the independent Grand Lodge for Denmark of the Odd Fellow Order. The Doctor has come all the way out here to hand over personally to the Municipality of St. Croix the new asylum for lepers at Richmond, which has been built by the agency of the order that he represents.

His Excellency then introduced the Grand Sire to the Chairman of the Council, who introduced him to the Council's members.

Dr. Beyer then made the following address:

"Deres Excellense.

Mine Herrer af St. Croix Kolonialraad.

Det er som Stor Sire for Oddfellow-Ordenen i Danmark at jeg i Dag har den Ære at henvende mig til Dem for paa Ordenens Vegne at overgive til Dem det til Brug for de Spedalske paa de dansk vestindiske Øer byggede Asyl; og jeg beder den høitærede Formand for St. Croix Kolonialraad om at modtage Asylet, som Raadet er gaaet ind paa at drive i nævnte Øiemed.

Forinden jeg overgiver Gavebrevet, maa det være mig tilladt i korte Træk at minde om Asylets Tilblivelseshistorie. Det var nogen Tid inden den vestindiske Kommissions Udsendelse her til Öerne for 6 Aar siden, at et af dennes Medlemmer Kammerherre Jacob Scavenius henvendte sig til mig paa den daværende Finansminister Christoffer Hages Vegne, for at forespørge om det kunde tænkes at Oddfellows, I Lighed med hvad der var sket i sin Tid paa Island, vilde bygge et Spedalskhedsasyl paa de vestindiske Öer, hvor der fandtes et ret betydeligt Antal Patienter lidende af denne Sygdom. Nu vil de mindre mine Herrer at der i Danmark den Gang, hvad der forresten ogsaa er Tilfældet nu, fandtes et stort Önske om at skaffe disse fjerne danske Besiddelser saa gode Livsvilkaar som muligt, og dertil hørte ganske sikkert, at befri Befolkningen for den Fare der laa i at disse Stakler der vare syge af den forfærdeligste Sygdom der vil nok findes, færdedes rundt imellem de Sunde, og kunde brede Sygdommen videre og videre omkring. Jeg svarede, overensstemmende med det Princip hvorefter Odd-fellow-Ordenen leder sit Liv: "at virke for social-humane Fremskridt Verden over," at den Mulighed, at vi kunde vilde paatage os denne nationale Opgave, fandtes; men at jeg forinden jeg forelagde Spørgsmaalet for Ordenen ledende Mænd, maatte stille som Betingelse, dels at der gaves en Spedalskhedslov, i Lighed med hvad der fandtes paa Island, der muliggjorde en effectiv Isolering af de Syge, en Lov som altsaa accepteredes af Ordenen, dels at spedalskhedsforholdene herude bleve undersøgte at en kyndig Mand indenfor vor Kreds, en Fordring der ingenlunde var dicteret af nogensomhelst Mistillid til de af de lokale Myndigheder givne Oplysninger, men simpelthen var en Fordring jeg altid stiller forinden jeg opfordrer Ordenen til at give sig i Lag med Opgaver indenfor dens eget Omraade.

Efter at Finansministeren var gaaet med paa disse Forlangender og Broder i Ordenen Professor Ehlers i den Anledning var bleven adjungeret den vestindiske Kommission, og til Ordenen havde afgivet sin Indberetning, som viste mig, at Foretagendet kunde siges at være realisabelt for os, lovede jeg Finansministeren at vi vilde søge at løse Opgaven, og i Dag er dette da ogsaa forsaavidt sket, som Asylet i det væsentlige staar færdigt, og kan, efter at jeg har beset det, og synes at det i alle Henseender maa siges at være vel skikket til sit Brug, afleveres til St. Croix Kolonialraad, der som ovenfor nævnte har paataget sig at drive det.

Oddfellow-Ordenen har ved at bygge det, forinden derved at opfylde en national Pligt, ogsaa søgt at opfylde det Paabud, som er Ordenens ledende Hovedmotiv: "at gjøre Kjærlighedstanken levende indenfer og udenfor sin Kreds, og at bringe til almindelig Forstaaelse at det ikke er nok at vi alle ved at Kjærlighed til Ens Medmennesker er det Centrale i Livet, men at denne Følelse, for at være mere end et Ord, maa give sig Tilslag i Gjerning."

Nu er det vort Haab og vort inderlige Ønske, at denne Forstaaelse maa blive den ledende indenfor deres Kreds, som fremtidig skulle være knyttede til Asylet, det være sig som dets bevilligende Myndighed, som dets høie Bestyrelse, som dets Læge, som Pleierskerne for de Syge, og alle de andre, som ved deres Gjieruing ere knyttede til Asylet. Det er vort Haab at de alle ville opfatte deres Opgave som givet i Kjærlighedens Tegn, saa først vil Asylet kunne komme til at opfylde sin Bestemmelse i at være et godt og venligt Hjemsted for de stakkels syge Mennesker, som her skulle tilbringe deres Liv.

I Haab om at alle ville virke tit at disse Forudsætninger, under hvilken vi have bygget Asylet, maa blive opfyldte, overgiver jeg nu Asylet til St. Croix Kolonialraad og skal til den Ende oplæse Oddfellow-Ordelinens Gavebrev til denne Myndighed.

Then turning to the Chairman of the Council the Grand Sire read aloud the Deed of Gift and its conditions, and finally handed the document over to the Chairman, with these words :

Høivelbaaren Hr. Landsfysikus Kalmer: Herved overgiver mig nu Dem, som Formand for St. Croix Kolonialraad dette Gavebrev. Gid Asylet man virke til Gavn for denne skjønne Ö, og for Søsteröerne St. Thomas og St. Jan, og gid Asylet under en vis og forstandig Bestyrelse maa blive et lykkeligt Hjem for de Syge for hvem det er bestemt.

The Chairman replied as follows:

Your Excellency ! Your Honor the Grand-Sire I

In conformity with § 5 of Ordinance of 17th January 1908 I have hereby the honor as Chairman of the Colonial Council of St. Croix and on its behalf to accept the Deed of Gift for the New Leper Asylum erected by tho Order of Independent Odd Fellows of Denmark now handed to me by your Honor the Grand Sire. As this noble Gift is a Gift not only to the Council but to the Municipality of St. Croix I beg in the name of this Community, in the name of the Council and in my own, to offer you most heartfelt thanks for this grand gift.

It, is indeed a grand and noble gift, which the Community thus becomes possessed of, a gift which fulfils a threefold purpose. First this, that it enables the Community to protect itself against this dreadful and terrible disease, the most dreadful of all those to which poor and suffering humanity is exposed and which, after the Bacillus lepræ has been discovered by the Norwegian Professor Armauer Hansen, has proved itself to be a contagious disease; Secondly it makes it possible to offer those poor aud pitiable individuals, who are suffering from this disease, a comfortable and humane existence for as you all know, most, nay all, that are suffering from the disease here belong to the poorest class, which are entirely dependent upon public charity and the help of poor relatives and friends, whose combined help could never secure for these individuals an existence in any way comparable for the one, that is now offered to them by the noble exertions of the Old Fellows Older, and thirdly it will one day - I have no doubt - make it possible to cure this loathsome disease, for considering the rapid an, I truly prodigious progress of medical science I feel convinced that means of curing the disease will one tiny be found, but even then these means would not suffice unless the poor sufferers were placed, as now they will he, under inspection and control.

Of course one thing may jar even with these outlooks before us, this, then, that it is unavoidable to deprive those poor creatures of personal liberty and freedom. But here it must be said, and rightly, that individual lights must yield before justified demands of the Community at large - so much the more when you can offer the parties in question all the great advantages which this grand gift offers them.

As I see that the Community at large by its presence here shows such interest in the matter, it may not he considered out of place, if I offer a few additional remarks on the subject.

The idea of isolating the lepers dates back very far indeed, far back into the middle ages. You may consider it a side issue when I commence with an allusion to the name of the disease, but it is often so, that a word, a mere name, reveals to us a chapter of the world's history.

The disease is in English and in most other European languages called lepra or leprosy. This comes from a Greek word lepra, which means only a rash, - and that word does not teach us much. But now it so happens that we have in Danish a word for the disease quite different and which is peculiar to Danish, no other language known to me has a similar name. We call the disease "Spedalskhed" and the sufferers from it "spedalske". Where does that word come from? It comes simply from "Hospital"; perhaps you will be able better to understand it, when I say, Spital instead of Hospital, but you will at once hear it if I use the Italian word "Ospedale." Now the word Ospedale, or Hospital, has nothing whatever to do with sickness or sick people, as you may be inclined to think. It comes from a Latin word "Hospes," which means a "Guest" and nothing else. Italy was one of the first countries, which in the middle ages erected "Ospedali," that is places for receiving poor suffering people as guests - and most especially lepers. And what the Middle ages did in their time we are now in our time renewing, by taking iu poor Lepers as guests in our Asylums. You may be astonished to hear that exactly 700 years ago, in the year 1200, there were not less than 2000 such asylums for lepers in France, no doubt owing to the kindness and cure of the clergy. And this proves two things : first that the disease must have had an enormous spread in the middle ages, and next, that we can never be too thankful to those ages for trying to check and limit this dreadful calamity - for without these Hospitals or Asylums in the medieval limes all Europe would by now be overrun by this fell disease.

What they did then is exactly what has been done here to-day, and this Community can never be too grateful for what the Odd Fellows Order has done for us out here - and once more, Mr. Grandsire, I beg to convey to you and your illustrious Order in the name of the Community, of the Colonial Council and in my own, the expression of our deepest gratitude and our most heartfelt thanks.

His Excellency the Goveneor, then spoke as follows :

"Mr. Grand-Sire. Ladies and Gentlemen.

I have the honour to express the thanks of the Danish Government for the noble and generous gift conferred by the Odd Fellows Order of Denmark on suffering humanity in the Danish West Indies. I venture to hope that the work will be carried on in a way and a spirit worthy of the donors."

And, turning to Dr. Beyer, said:

"Efter Hans Majestæt Kongens til Finantsministeren mundtlig fremsatte Ønske og efter mig at Finantsministeren dertil tillagt Ordre har jeg dernæst den Ære paa Hans Majestæts Vegne at overrække Dem, Dr. Beyet, som Ordenens Stor-Sire nærværende Dem af Hans Majestæts allernaadigst tildelte Decoration som Commandeur af 2den Grad af Dannebrogsordonen."

To which Dr. Beyer replied :

"Deres Excellense

Man jeg til Dem som Hans Majestæt Kongens Repræsentant udtale min dybtfølte Tak for den kongelige Naadebevisning der er bleven mig tildelt paa en saa ærefuld Vis, og for de Naadebevisninger der er tildelt andre Medlemmer af Spedalskhedskomiteen. Jeg og vi alle har, og opfatte ogsaa disse, mindre som en Belönning for vor ringe Virksomhed for Spadalskhedsasylets Tilblivelse, end som et Udtryk for Kongens Glæde over hver Gang der sker noget der kan gavne hans Land og Folk. Og denne Forstaaelse af Kongens Personlighed gjør, at vi Alle samles i Önsket om at Gud vil bevare Kongen, et Önske jeg bedre Alle med mig give Udtryk i et 9 foldigt Hurra for Hans Majestæt.

Kongen leve."

The three times three cheers for His Majesty thus called for were cordially given, and His Excellency the Governor then pronounced the proceedings to be closed.

(St. Croix Avis 20. november 1909).

Edvard Laurits Ehlers (1863-1937), reservelæge ved kommunehospitalet, specialist i hud- og kønssygdomme med studier over spedalskhed (lepra). Efter en rundrejse i Island 1894 og 1895, blev kampen mod spedalskheden blev organiseret 1897-98 gennem isolation af de syge på asyl, hospitalet blev også støttet af Odd-Fellowordenen. Han var medvirkende til oprettelse af spedalskhospitalet på St. Croix 1903. 1903 var Ehlers adjungeret læge ved den danske kommission til Vestindien. Politisk var han formand for Københavns venstreforening 1908-11 og borgerrepræsentant i København 1909-11, valgt af venstre.

Læge Petrus Beyer

fylder i Dag 60 Aar.

Han har allerede i mange Aar været en af Hovedstadens mest kendte Mænd.

I 90'erne tog han livlig Del i den politiske Bevægelse og stillede sig som Folketingskandidat i flere københavnske Kredse uden dog at opnaa Valg Men det er hans mangeaarige Stilling som Storsir for den udbredte Odd Fellow-Orden, der særlig har baaret hans Navn ud til Offentligheden. Af han er naaet saa vidt indenfor denne Orden, skyldes foruden hans sikre, myndige Fremtræden føret og fremmest hans gode Hjærie og Medfølelse med ulykkeligt stillede Medmenneeker, dernæst ogsaa hans gode Talegaver, som sætter ham i Stand til paa en smuk Maade at løse de repræsentative Opgaver, hans Stilling som Storsire fører med sig.

Dagen i Dag træffer ham rimeligvis i Vestindien, hvor han har aabnet det Asyl for spedalske, som Prof. Ehlers i Fjor lagde Grundstenen til. Forinden har han været paa Rejse til Nordamerika, Odd Fellow-Ordenens Moderland.

(Dannebrog (København) 24. november 1909).

22. maj 1914 fejrede han 25 års jubilæum som leder af Odd Fellow-ordenen. 

Storsiren fylder 70.

Petrus Beyer.

Odd Fellow Ordenens højtansete Storsire, Læge Petrus Beyer fylder paa Mandag 70 Aar.

Petrus B. var blandt de første Odd Fellows her i Landet, og han har da ogsaa nu været Ordenens Øverste i 27 Aar.

Odd Fellows betyder egentlig de løjerlige Fyre, og Storsiren maa jo altsaa være den løjerligste af Dem alle.

Er dette Tilfældet, vilde vi ønske, at hele vort lille Samfund bestod af løjerlige Fyre, thi Petrus Beyer er som den gode Samaritan, der standser, hvor alle andre jager forbi, opfyldt af deres egne smaa Sorger og Glæder og ærgerrige Kappelyst om Magt og Penge, han standser og bøjer sig ned over det, de andre ikke vil se eller ikke tør se, han bøjer sig hjælpende ned over den Spedalske, over Hittebarnet, over Syge og Hjælpeløse.

Petrus Beyer har virket for Opførelsen af Spedalskhedshospitaler paa Island og paa St. Croix, og han og hans Hustru har Æren af, at Danmark nu faar sig et Hittebømshjem, saa at ingen Mødre mere behøver at drives til Fortvivlelse og til Forbrydelse, fordi de har født et Barn udenfor de ægteskabelige Rammer.

Meget andet godt og samfundsnyttigt Virke har Petrus Beyer i sit lange, arbejdsomme Liv udført, og for det altsammen vil der paa Mandag lyde ham en varm Tak i Møde.

(Folkets Avis - København 22. november 1919).

Petrus Beyer og den 33 år yngre Ella Beyer (1882-1976). Gravsted på Vestre Kirkegård. Det er udformet af Christian Emil Mandrup-Poulsen (1865-1952) i 1924. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Georg Alexander Krause. (Efterskrift til Politivennen)

For Højesteret.

En uhyggelig vestindisk Drabssag.

I Gaar behandlede Højesteret en vestindisk Drabssag, hvis Omstændigheder er meget uhyggelige.

Den Tiltalte er tidligere Forvalter paa Plantagen "Magens Bay" paa St. Thomas, Georg Alexander, kaldet Krause, der er ca. 30 Aar gl. En Dag i Oktober Maaned i Fjor anmeldte Krause, at hans Elskerinde, Maria Louisa James var afgaaet ved Døden samme Dag af Mavekrampe, og uden videre Undersøgelse blev Pigen derpaa begravet samme Eftermiddag. Der opstod imidlertid kort efter Rygter om, at Maria James var bleven mishandlet af Krause, og at hendes Død var en Følge af denne Mishandling, og der blev derfor indledet nærmere Undersøgelse af Sagen, hvorunder Liget blev opgravet og obduceret. Der fremkom herunder følgende Oplysninger, til Dels paa Grundlag af Krauses egne Tilstaaelser:

Krause havde i nogle Aar boet sammen med den nævnte Pige, da han en Aften i Oktober i Fjor kom i Trætte med hende om en Spøg, hun havde foretaget med ham. Krause blev herunder ganske rasende, greb en Tyremie og slog Pigen paa Kroppen, medens han holdt hende fast. Krauses Moder, der hørte Støjen fra Værelset ved Siden af, raabte til ham, at han skulde lade Pigen være, og prøvede paa at komme ind, men kunde ikke, da Døren var aflaaset. Efter nogle Minutter gav Krause sig til atter til at prygle løs paa Pigen, hvorpaa han efter ca. ½ Times Forløb gik i Seng. Pigen blev oppe, og da de blev ved at kives, sprang Krause noget senere op af Sengen og gav hende endnu nogle Slag over Brystet med Tyremien. Pigen løb saa hen til Krauses Moder i et nærliggende Værelse, men Krause indhentede hende og slæbte hende med tilbage, hvorpaa han fortsatte Prygleriet paa den raaeste og brutaleste Maade trods Pigens Skrig og Bønner, indtil han knækkede sit grufulde Torturredskab paa hendes Ryg. Krause gik saa til Sengs og Pigen ogsaa, men kort efter vaagnede han ved, at Pigen faldt ud af Sengen, og da han tændte Lys og saa efter, fandt han hende liggende paa Gulvet med Ansigtet nedad. Han løftede hende op, og da hun udstødte et Skrig og var meget medtaget, kaldte han paa sin Moder, men kort efter døde Pigen.

Den foretagne Obduktion kan nærmest kun give et negativt Resultat, da den blev foretaget saa længe efter Begravelsen, men de Kvinder, der havde vadsket Liget inden Begravelsen, havde forefundet en hel Mængde blodunderløbne og sorte Strimer paa Legemet. Og da alle Oplysninger tydede paa, at Pigen var et sundt, normalt og kraftigt Menneske, om hvem der ikke var Grund til at mene, at hun pludselig skulde dø af Mavekrampe, fandt St. Thomæ Bythings Extraret det tilstrækkelig godtgjort, at Pigen var død som Følge af Krauses Mishandling, hvad enten denne havde medført en indvendig Bristning i Underlivsorganerne eller en Hjertelammelse. Men Retten mente ikke, at Krauses Voldshandling var overlagt, navnlig ikke, at han havde havt til Hensigt at dræbe hende og heller ikke, at Pigen var ganske sagesløs. Retten dømte derfor Krause til 3 Aars Forbedringshus.

Sagen appelleredes, og under sit Ophold i Arresten fik Krause imidlertid et Raserianfald og oversendtes til Sindssygeanstalten paa St. Croix for at tages under Observation. Her erklærede Landfysikus Kalmer, at Krause lider af epileptiske Anfald og moralsk Svækkelse, og at hans Handlinger altid vil farves af hans abnorme Tilstand, og at han til Tider ikke er ganske ufarlig for sine Omgivelser. Fysikus mente heller ikke, at Krause under den her omhandlede Handling havde været fuldt tilregnelig. Overretten skønnede som Følge heraf, at Krause led af en saadan Form for Sindssyge, at der ikke vilde kunne paalægges ham Straf, og dømte ham derfor til at tages i Forvaring af det Offentlige.

Ved Forelæggelsen i Gaar for Højesteret mødte Højesteretsadvokat Hindenburg som Aktor og Højesteretssagfører Winther som Defensor.

Højesterets Dom lød saaledes:

Da hverken den afgivne Lægeerklæring eller de i Sagen iøvrigt foreliggende Oplysninger afgiver Føje til at gaa ud fra, at Krause i Handlingens Øjeblik var utilregnelig, vil han være at anse efter Forordningen 4. Oktober 1833 § 2. Straffen findes - som ved Underretten - at kunne bestemmes til Forbedringshusarbejde i 3 Aar.

(Dagens Nyheder 2. august 1906).

En tyremige/tyremie er et slagvåben eller pisk fremstillet af en tyrepenis. Krause afsonede straffen i Statsfængslet i Horsens hvorfra nedenstående foto er hentet. Han gik fra forstanden og endte sandsynligvis på et sindssygehospital i Risskov. Mange sorte blev dømt i Danmark, da retssystemet i Dansk Vestindien så mildere på de hvide. De kunne i stedet blive sat på et skib og sejlet væk. Beboerne på øerne var født ind i en kultur af mishandling og ekstrem social nød som stammede tilbage fra slaveriet. Ofte gik brutaliteten ud over ægtefæller og børn.

G. Alexander kl. Krause 10-1-06 412/6286. Fotografier af fanger i Statsfængslet i Horsens.

Ejeren af Magens Bay var dr. landfysikus Mortensen. Mortensen havde angiveligt købt plantagen for at bevise at det var muligt at få alting til at gro på St. Thomas. Jorden var dækket af buske som beskrives som et "uigennemtrængeligt vildnis" efter at sukkerdyrkningen var opgivet efter emancipationen.

Magens Bay var beboet af de oprindelige vestindere, formentlig Taino-folket. Bugten er opkaldt efter Arve Petersen Magens og hans efterkommere. I 1916 blev den købt af Arthur S. Fairchild hvis familie i 1940'erne forærede den til St. Thomas og St. John kommune som en offentlig park I dag et populært turistmål.

Ukendt fotograf: Magens Bay. 1915. Det kongelige Bibliotek.

Omtrent på samme tidspunkt som dette fandt sted, offentliggjordes en beretning fra et besøg i Magens Bay, se andetsteds på bloggen.

An excursion to St. Peter in St. Thomas. (Efterskrift til Politivennen)

 Translation of an article in "Atlanten" written by Dr. phil. P. Börgesen.

In beautiful sunshine we started early in the morning for St. Peter near estate Magen's Bay. This estate, belonging to Land physician Mortensen is handsomely situated on the northern side of St. Thomas about 700 feet above Magen's Bay or the large Northside Bay. There is a beautiful view over the latter Hans Lollick, an island just north of St. Thomas, and towards east St. Jan, Tortola and the numerous surrounding little islands. St. Peter, the second point in height in St Thomas is about 1,500 feet above the sea level, therefore we were already half way up at Magen's Bay estate. The path runs up a hillside, partly in grass; now and again one meets bushes and small trees. Scattered all about are small cultivated plots where the negroes from town are growing different kinds of vegetables. At a further height of a couple hundred feet the vegetation changes its character, all perotile plants (those that prefer dryness) as cactus crotons etc. gradually disappear. The soil grows more moist, and the vegetation richer. Immense mango trees, silk cotton trees, mountain cabbages and manv other trees afford shade, and under these high trees is a rich carpet of ferns, mostly species of the polypodium tribe, often so dense that the earth is entirely covered. The path becomes moro and more impassable, the foot slips backward in the fat slippery clay.

At last the path stops entirely and is only marked by rich grass, nearly of man-height, through which one must wade. But the last part was the most difficult as we had to make our way through a close wildcruoss of trees and shrubs, in the deep shade of which ferns and aracea grew by thousands. At last we reached the summit, which is covered partly by fresh grass, partly by high copse. From here one gets a magnificent view of nearlv the whole island. Towards East are St. Jan, Tortola and surrounding islands; to the north is the North-side Bay with its beautiful, emerald water and white coral sand at the bottom of the bay; further out is the rounded summit of Hans Lollik; to the south St. Croix appears far off, and lasty to the west Culcbra, and furthest out the highland of Porto-Rico, and at our feet St. Thomas with her fresh green woods, from which a house now and again peeps out; only to South-West, Crown, the highest point of the Island stretches up about fifty feet higher aud hided the horizon to us. And all of this is surrounded by the endless blue ocean, which seen from here looks perfectly calm, while the white surf along the shores, shows us that such is not the ease.

On the top a negro from the town has planted a little garden of vegetables next to bananas, sweet potatoes and yam grew parsley, thyme, beets and cabbage.

On the trees, even on stones, grew numerous orchids, mostly Epidendron ciliare, but also different other soocies. It seems a wonder how these plants can get sufficient moisture in these dry places, but when one has seen how often showers fall up here, and how the summits are often entirely wrapt in mist, one understands better that they can live, and altogether the reason of all the rich vegetation.

One must naturally find it sad, that these fertile tracts of land are not being used. Many different cultivations might bo employed here, but probably mostly fruit-trees. I should think, that the land must be particularly suited to orange and lemons, of which St Thomas imports quantities from the other islands, to coffee, cocoa, bananas etc., perhaps an attempt might also bo made with the bay-tree. Tobacco ought also to thrive here. But one thing must be remembered, when cultivation is started: the clearing must be done with the greatest attention. The soil must not he laid open to the drying influence of sun and wind onlv just on that spot, that is to be planted, the most necessary clearing must take place; not until later, gradually as the plants grow up, attention must be paid to dear what may be considered necessary to give sufficient air and light to the plants. In this way the present vegetation might slowly be transformed into orange, coffee, cocoa or banana estates.

But if - as is often the case now - a crowd of negroes is let loose on the land to be cultivated and allowed to cut down everything, sun and wind would very likely in a short time dry out the soil to that extent that only grass could be grown. The condition of success for the cultivation must surelv be to keep the soil always protected against the drying power of sun and wind. The performance of such a work would surely be of the greatest importance to St. Thomas, where the general opinion seems to lie that the soil is only fit for pasture. This opinion seems to hold good on the large properties and stock raising is carried out successfully to a great extent for instance on the well managed property Tutu, belonging to Lawyer Jörgensen.

But it appears as if cotton might also give a good result on tracts of land suitable for this cultivation according to information received from Mr. Engborg, manager of estate Lövenlund, belonging to the local estate company. It is a great, pleasure to see the large areas which Air. Engborg has understood in less than a year to transform into blooming cotton fields that promise an abundant crop.

Ukendt fotograf: Magens Bay med øerne Store Hans Lollik og Lille Hans Lollik. 1860-1940. Det kongelige Bibliotek.

But we are still on the top of St. Peter, it is time for us to think of going home, and in order not to go back the same way we went down ths north-western side of the hill in a big curve. The road all the way led us through rich forest-land with innumerable ferns and aracea. We also passed some old ruins from the time of the sugar-cultivation, forgotten by the world like many others in the island. Here, where formerly life and activity reigned, everything was now as quiet as in the realm of tho sleeping beauty; only lively lizards were playing on the wall, and the bricksteps were covered with maiden-hair ferns, which need not fear to be trampled by rough feet; even gaily-coloured crotons were still growing in front of the house, showing the road that once led to the steps. Down through the fall trees peeped the sun giving life and colour to the scene, for it is just the colours in the tropics that are so wonderfully lovely that it takes a painter's brush to describc them.

About an hour later we were again at Magen's Bay, where a cocktail refreshed us after our successful excursion.

(Sanct Thomæ Tidende 5. maj 1906)

The Black Peril. (Efterskrift til Politivennen)

What may be expected in our new islands.

Former slave laws.

Little religion or educaion and many superstitions.

of the 18,000 dwellers of Santa Cruz only 200 are legal voters.

Written for The Evening Star by Louis McHenry Howe.

The obliging planter who shows the visitor through the town of Christiansted, in  Santa Cruz, the largest of the Danish Islands, will willingly call attention to the ruins of many buildings, and inform him with great volubility how many people were killed in each one, with many other details of the damage done by the cyclone of 1808. But every now and then one will come across a ruin quite different from the others, whose blackened stones tell plainly that fire and not the hurricane was the cause of its destruction. If asked the cause of this destruction, the guide at once becomes evasive and non-committal. Without actually saying so, he will try to give the impression that it was the work of the storm; if, however, like the writer, one had seen these same dismantled warehouses thirteen years before, the guide, under persistent questioning, will murmur something about an insurrection many years ago and at once change the subject.his whole bearing that of a man, forced on the witness stand, to reveal the family skeleton.

And, indeed, these sharp points of smokestained walls that persist in towering above the wealth of glossy green which kindly nature has striven to throw over them are, after all, the unsightly ribs of disgrace your planter-friend would fain forget.

To the cheerful sound of lusty hammers and clinking trowels the storm-razed buildings are being restored to their former state again. But on these fire-crumbled stones a curse seems to have fallen. Like the mummy at the banquet, perpetually they bear witness to the terrible possibilities of evil that lurk in the dull brains of these same negro laborers who, care free, constantly pass by with coarse jest and idle laughter.

As the same negroes who wrought this ruin, with their descendants, form today nine-tenths of the population of our new Danish possessions, some account of this riot and its causes may be of value to us in studying what is, after all, the real problem concerning these islands, namely: What political rights are to be granted to their Inhabitants?

Little of Real Facts.

Accurate information on the subject is very difficult to obtain. The books published about the West Indies barely mention the insurrection, or ignore it entirely. The semi-official West Indian Almanac, published at St. Thomas, skips deftly over It with a brief sentence. The annexationists are afraid to mention it, lest it injure their cause, and it was only after much trouble that the writer found one who had lived through that exciting time and was willing to talk about It.

Amid the wreck of what once had been a fine dwelling, seated on crumbling steps that led up to nothing more substantial than the blue, tropic sky, his voice quivered with emotion as he talked.

The foundation of the trouble was really laid by a fatal error of the government, in 1848, a mistake which has never been forgotten by the negro, and may yet be bitterly regretted by our government. At that time it was announced that slavery would soon be abolished. As was the case in all the other islands, this news proved too much for the negro's mental equilibrium. As the appointed date drew near he refused to work and, taking first to drinking, quite naturally wound up the celebration by a bit of rioting. Had the disturbance been put down with a strong hand, no permanent harm would have been done. But, instead, against the protest of the cooler heads, the government, in a panic of unreasoning fear, proclaimed the liberation of the slaves at once, ahead of time.

The rioting Immediately ceased, but the negroes had tasted the sweets of power. Though they had been but yesterday a mass of whip-driven slaves, now they could rule their former masters with the awful scourge of the mob. Although, they waited thirty long years, they had not forgotten. Slavery had been suceeeded by the "labor law," under which every negro laborer was compelled to sign a contract with some planter on the 1st of each October, binding himself to work through the ensuing year for ten cents in cash and ten cents in food a day. Any found after the 2d of October who had not signed such a contract were punished.

Better Than Formerly.

Even this unsatisfactory arrangement was so much better than previous conditions that at first there were no complaints. Each October, however, dissatisfaction grew stronger until, in 1877. the mutterlngs of a gathering storm were heard, and the government announced a repeal of the law, to take effect three years from date.

Again they had triumphed. The leaders of the uprising of 1848 recalled the easy victory of the past. Three years was a long time to wait, but still they hesitated. As the 1st of October, 1878, drew near, however, it was noticed that a new spirit of insolence had appeared among the laborers. As they assembled in the towns where the contracts were to be renewed there was much disorder. On the morning of the first the planters were surprised to find a well-organized opposition to the renewal of the contracts. Arguments, threats, promises, all proved unavailing. Every hour fresh bands of negroes, armed with keen machetes, marched Into town, chanting fragments of wild African melodies. Toward dusk the merchants, fearing trouble, put up their heavy shutters, and the townsfolk retired to their homes. A swift sloop - there was no cable then - set sail for St. Thomas, bearing urgent appeals for help from the tiny Danish garrison there.

Refreshment Necessary.

At first the mob was contented with marching up and down the deserted streets, howling the rallying cry: "No more 10 cents a day." Shouting was a thirst-producing exercise; a rum-shop door might, perhaps, be broken in. Yes, It was quite easy, there was refreshment for all at no expense. The flambeaus of resinous wood began to wave unsteadily in the hands of their bearers. How easy it would be merely to lay one of the torches against the huge wooden doors of the sugar warehouse! Yes, dry with age, it caught fire quickly. Like children terrified at their own wickedness, they paused a moment: the red fire leaped through the building; in a twinkling the soft blue-black of the midnight tropic sky was hidden by a lurid veil of crimson smoke, shot through and through with dazzling streaks; with the strong rum seething in their veins, they danced the wild jungle dances of their forefathers to its light. With brains awhirl. they staggered from one building to another. The red glare crept in through the closed blinds behind which the frightened townsfolk crouched, shuddering with terror. Woe to those traders whose dealings had been harsh or unfair! Only at the imminent peril of their lives might they steal from their burning homes to safety. Brighter grew the glare, back on the hillsides an answering glare appeared. Long tongues of flame crept up the hills from the burning fields of cane. The sites of the planters' homes were marked by brighter, higher flames. Wilder and madder grew the chantirg. merely hoarse howls of savage joy now, all semblance of articulate words lost.

A Horrible Scene.

The black forms dancing around the burning buildings stood silhouetted like fiends around the mouth of hell. The whole island was wrapped in flames. Still, strange as it seems, no lives were lost. The morning came unseen save for the lighting up of the dense blue smoke that filled the streets. A planter rode bravely into town, forgetting that these former slaves had tasted freedom and power. Maddened at the ruin of his estate, he rode straight into the mob, lashing right and left with his heavy riding whip. For an instant the crowd fell back, the old instinct still strong. For an instant it seemed that daring would succeed. Then a huge negro, his face bleeding from a cut of the lash, and working with brute passion, leaped forward and siezed a stirrup. In an instant it was all over. A swirl of half-naked black forms, the piercing neigh of a dying horse, the awful cry, half scream, half curse, of a human being in the throes of a fearful death, and it was done. Seized by a strange panic, the mob turned and fled. A bundle of red-stained, muddied clothes lay in a sickening heap, very quiet on the cobble stones.

Of the deeds done that dreadful day there remains no record. Gaunt chimneys, towering like seared, ungainly monuments above the smoldering ashes of the factories around them, mile after mile of black, unsightly fields veiled in a sickening deep blue smoke - these alone could tell the_tale. Strangely enough, that red stain, slowly thickening on the cobble stones, marked the only human victim of the mob. Satiated with their wild orgy, there was a lull, and then - the prayed-for troops arrived. Only 200 of them; what could they do against 6,000 savages? Yesterday they had been torn to pieces in an instant, but now reaction had set in. Frightened at their own daring, the negroes lied before the soldiers. Swiftly, relentlessly, the rioters were hunted down. There is no record of the number that satisfied the thirst for vengeance with their lives, but tales are of black forms lying huddled on burned, cane heaps that were burled with scant ceremony, and presently, under the sanction of the Inw, 600 figures writhed helplessly in the air, suspended from rude gibbets, outlined against the splendor of the sunset sky.

A Lurid Tale.

Such was the story told me by the old man sitting on the flre-scarred stairway that led upward, most absurdly, to nothing but the blue sky.

Yet, even in its hour of triumph, the government repeated its mistake. The labor law was declared abolished again ahead of time. Can one wonder that the negro still feels that the triumph was his. after all? 

"There Is no danger of riots now," the annexationists will tell you. "for this happened twenty years ago." Yet one remembers that there were thirty years between 1848 and 1878 and the conditions and surroundings of plantation life are practically the same.

The negro child from six to thirteen years of age is compelled, theoretically, to attend the public school; practically, he escapes much of it, as every year the family moves into a new district in search of work, and it must all be begun over again. Luring this time he has learned, what? To stumble through the first reader, the most elementary geography, arithmetic only as far as fractions, and a few words of banish. learned by rote and almost Instantly forgotten. After that he must take up his machete and begin the dreary hunt for work. There is practically no place open to him save the cane fields and, in these dark days with the slender profits of the sugar crop dropping, fraction by fraction, it is none too easy a matter to find work even there. Hundreds have left in me past few years, and other islands have sent notices, conspicuously posted on the custom house doors, stating that further emigration is useless, as they are no better oif themselves. In this competition for work wages have naturally dropped, and twenty cents a day is not an uncommon rate anywhere.

The Planter's Complaint.

The planters complain bitterly that the negro will work only when he pleases. About five days a week is his average. A little thought will show that this is not surprising. As a slave he worked only when he had to; as a freedman he works only long enough to satisfy his cheaply supplied wants. It is not a pleasant task, this laboring In the cane fields. White men have tried it. and died miserably, quickly in the effort. In planting time the fierce sun beats remorselessly on his bended back. Ice coId showers sweep down, without warning, from the mountains and drench him through and through. At hardest he must take his place in the long line and swing the heavy machete hour after hour, cutting the thick stalks. With the precision of an army, the long line of black figures, naked to the waist, sweep over the vast fields, the overseers, like officers, following with watchful eyes to detect a straggler or shirker. From a distance they look Iike a procession of huge black ants gnawing their way through a field og tender grass.

Soon a deep, mellow voice begins to hum a familiar air; quickly it is taken up by the others until, swelling into a weird chant, it sweeps down the line, the flashing steel rising and falling in unison with its strange barbaric rhythm. The dry dust rises beneath their tread and settles in their, postrils; no breeze penetrates the dense cane growth, it is hot with the stifling heat that sometimes swells the death roll in our northern cities. With the perspiration streaming from everv black pore, they move, on, on, all through the weary day. Perhaps five days a week of this would satisfy the best of us.

When our negro, fresh from' the schools, find labor such as this, he straightway settles down and takes unto himself a wife with or without the formality of a wedding, as may seem most convenient. A wretched hut of palms and cane is built - well named a "trash" house, and his life work has begun. Small wonder if the rum shop, where the strong native liquor that rings such delightful forgetfulness at 2 cents per glass may be obtained, attracts him in his leisure hours. Still smaller wonder that the little knowledge he has gained feeles utterly from his brain.

As for his religion, well, the church is very far, but the "obeah" man verv near, indeed. The Pariah Priest, the Lutheran minister, they are by all means to be respected and even, on occasion, heeded, but they live in their neat houses near the churches. Well, the "obeah" man. with his white hair and awful charms, he lives but two huts away, and is to be very greatly feared, indeed. A close friend of that terrible devil you hear so much about in the churches, he can make your hair fall out and your flesh rot with a few muttered words. He can even, if occasion required and you have sufficient money, give you certain curious herbs which, properly mixed with a rival's food, will end all trouble from that quarter.

The "Obeah" Man.

So his life runs, work, drink and constant dread of the "obeah" man, while curious tourists from passing steamers write down notes, placing him a little lower than the beasts.

Whose fault is this?

What we may do for this negro of Santa Cruz let those skilled in such matters answer. This is a simple statement of facts pointing a plain moral. As he was thirty years ago, so is this negro today. Do not think his long peacefulness means no danger in the future. A few weeks ago. when the false news was receiveel that the sale of the islands had been abandoned, a Danish warship was dispatched post haste to the island, as another insurrection was feared. The existing law, requiring a property qualification, bars the negro from the ballot. There are but 200 legal voters among the 18.000 inhabitants of Santa Cruz. This law, for the present at least, must be left alone! and, what is more important for future peace and progress, no promises of changes should be made.

Let a few northern agitators go among them prating of equal rights and universal suffrage and the tale of the old man sitting on the ruined stairway will repeat itself once more.

(Evening star (Washington, D.C.), 15. marts 1902)

Louis McHenry Howe (1871-1936) var journalist for New York Herald og politisk rådgiver 1909-1936 for den kommende præsident Franklin D. Roosevelt. Han kom fra en velstående familie, og arbejdede ved en avis hans far havde købt. Han rejste bl. a. til Cuba i 1898 for at dække den spansk-amerikanske krig for New York Herald, men nåede for sent frem. I de sidste år af sit liv var han syg af hjerte- og lungeproblemer. Han fik en statsbegravelse.

Paludan-Müller: Nogle Oplysninger fra St Croix. (Efterskrift til Politivennen)

Alfred Paludan-Múller blev 1873 pharmaceutisk kandidat og fik 31. januar 1880 bevilling til at drive apotek i Christiansted på St. Croix. Han blev der medlem af New St. Croix Savings Bank. 23. maj 1882 til 2. november 1882 overformynder på St. Croix i hospitalsforstander løjtnant Johansens fravær. I november 1884 annoncerede han med at have modtaget Tuborg øl til salg i tønder og flasker. Han var fra 1885 agent for The Royal Insurance Company, Liverpool indtil sin afrejse i 1904, samt svensk og norsk vicekonsul. 1. juni 1885 3. kongevalgte medlem af kolonirådet for St. Croix. Han fremstillede (i hvert fald i 1894) lemonasier som blev solgt i Danmark. 

Som apoteker havde han de kemikalier som skulle bruges til fotografering. Det kongelige Bibliotek har 317 fotografier som viser hvordan han gerne ville fremstille sin tilværelse der. Fotografierne viser bl.a. (utilsigtet?) den store sociale ulighed: Myndighedspersoner, familiemedlemmer og plantageejere poserer stolt eller nochalant, mens fotografierne af den sorte befolkning som oftest viser undren, mistro, modvilje mod at blive en del af de hvides fremstilling af sig selv. Nedenfor er nogle af hans fotoer. Der findes også enkelte af herskabets forte tjenestefolk.  Et af hans fotografier af stuepigen Sarah (1900) er brugt af kunstneren Jeannette Ehlers i værket "Black is a Beautiful World. I & I"

Alfred Paludan-Müller (1851-1924). Privatoptagelse fra Sankt Croix. I sin behagelige mahognistol på verandaen kigger han ud på betragteren. Han er tilsyneladende afslappet. I tropeheden er han klædt som de hvide gjorde i kolonitiden: lys jakke og vest, hvid skjorte med slips, manchetknapper og lommetørklæde samt en skinnende kæde fra reversen, formentlig et guldur. Dørene til huset er åbne. Ingen tvivl om hvem der er herre i huset. Som han udtrykker det i teksten: "... vor Races Gerning i tropiske Kolonier (bestaar) ikke alene ... i at gøre disse saa vidt muligt selvbetalende, men tillige i at udvikle den Befolkning, vi er satte til at herske over, saa langt som dens Udviklingsmulighed naar". Under fotografiet står hans navn med skråskrift. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nogle Oplysninger fra St Croix

Af Paludan-Müller

I Anledning af at det ofte her i Danmark anføres, at Regeringen i de senere Aar næsten intet har gjort for de dansk-vestindiske Øer, maa det være mig tilladt at oplyse, hvor god en Grundvold til Fremskridt der allerede er lagt paa St. Croix. Jeg mener, at, naar der kan arbejdes videre paa denne, vil Øens Fremtid paa ingen Maade være haabløs, og skal i det følgende paavise, hvilke Fremskridt der er gjort, og at Øens Administration ikke er forsømt. Jeg gaar ud fra, at vor Races Gerning i tropiske Kolonier ikke alene bestaar i at gøre disse saa vidt muligt selvbetalende, men tillige i at udvikle den Befolkning, vi er satte til at herske over, saa langt som dens Udviklingsmulighed naar.

Vor Races Ret til at være i Troperne, hvor vi ikke selv kan dyrke Jorden, er betinget af, at vi er villige til at paatage os det mange Gange brydsomme og utaknemmelige Hverv at opdrage, vejlede og ved vort Eksempel retlede en uselvstændig Race, der med sin stærkt udprægede Imitationslyst er tilbøjelig til at følge os, saavel i daarligt som i godt.

Har Danmark nu forstaaet at løse sin Opgave, og er der i de sidste 25 Aar gjort Anstrængelser for at indhente, hvad der tidligere var forsømt?

Hvad der særlig mærker disse Aar er følgende:

Oprettelsen af et Central-Sukkerkogeri.
Udstykning af Plantagen Work & Rest.
Oprettelsen af en Sparekasse.
Skolernes ny og faste Organisation.
Etableringen af en botanisk Forsøgsstation og et Laboratorium til Jordbundsanalyse.

Oprindeligt blev Central-Sukkerkogeriet anlagt for at spare Planterne Fabrikationen af Sukker; mere Kapital vilde derved kunne anvendes paa intensiv Dyrkning af Sukkerrøret, Jorden vilde blive bedre gødet og i det hele faa en omhyggeligere Behandling. Men Faktoriet har haft en anden og lige saa vigtig Mission, nemlig den at bryde Fordommen med det manuelle Arbejde i Marken.

Efter de sørgelige Negeroptøjer i 1878, der skyldtes Fjærnelsen af Frederikssteds Garnison, blev der indført nye Arbejdslove, og Øen var fra at være en stor Tvangsarbeidsanstalt gaaet over til Indførelse af frit Arbejde. Men Arbejdet i Marken, "The work with the hoe", ansaas for en Skam; det havde tidligere været Slavens Arbejde og senere den lavere Klasses. At bryde denne Fordom blev en af Regeringens vigtigste Opgaver, hvis Løsning blev søgt ved Udstykning af Statens Plantage Work & Rest lag blev givet dygtige og flittige Folk af Arbejderklassen Lejlighed til ved Selvarbejde at blive Ejere af den Lod Jord, der af Staten blev overdraget dem paa særdeles rimelige Vilkaar. Nu, da Central-Sukkerkogeriet havde overtaget Fabrikationen af Sukkeret og kunde modtage Sukkerrør, saavel fra Planteren som Parcellisten, var Tiden kommen til at forsøge om den Mand, der tidligere havde dyrket Jorden for andre, nu vilde være i Stand til at dyrke den for sig selv.

Prisen paa Jorden, der blev udstykket, rettede sig efter, om den tidligere havde været dyrket eller ikke, og varierede fra 20 til 40 Dollars pr. Acre.

Af Købesummen svaredes de første 20 Aar 4 pCt., derefter 5 pCt. Købesummen afbetaltes i 24 halvaarlige Terminer med 1/48 Del hver Gang plus forfalden Rente, og naar Halvdelen af Købesummen var betalt, kunde Resten indestaa paa første Prioritet uopsigelig fra Kreditors Side i 20 Aar, at regne fra Parcellens Overtagelse. Kreditor kan efter de 20 Aars Forløb give et halvt Aars Opsigelse for Restgælden, men Debitor kan til enhver Tid give Opsigelse.

Der er til Dato udstykket ca. 700 Acres land til 37 Parcellister. De fleste Parceller er fra 15-20 Acres.

Det var de bedste blandt landarbejderne, der blev udvalgte ved Salget af Parcellerne. Som Betingelser fordredes der, at Vedkommende havde været fast Arbejder paa en Plantage i flere Aar, var gift, havde Familie og var ustraffet. Til en Begyndelse fordredes der en lille Afbetaling paa Købesummen, men dette overholdtes ikke saa nøje, naar Manden ellers havde gode Anbefalinger.

Parcellisternes Høst Aar i 5 Aar været:

1895 257 Fade Sukker.
1896 361 Fade Sukker.
1897 447 Fade Sukker.
1898 358 Fade Sukker.
1899 855 Fade Sukker.

Udstykningen sluttedes i 1889 og efter de Resultater, der foreligger, maa det siges, at Hensigten fuldt ud er opnaaet. Der er skabt en økonomisk velstillet Middelklasse, der svarer Skatter og Afgifter og er og har været et godt Eksempel for andre.

Fordommen mod Markarbejder er brudt. Findes der paa en Plantage et Areal, som det ikke betaler sig at dyrke for Ejeren, lejer han Jorden ud til landarbejdere - de saakaldte "squatters" - der i Afgift betaler fra 5-7 Dollars pr. Acre.

Paa Statsplantagen "Sions Farm" er der udlejet et Areal paa 160 Acres. Plantagen havde heraf i Fjor en Indtægt af ca. 1000 Dollars.

Rider man fra Plantagen Work & Rests Negerby mod Syd over de nedlagte Plantager Humbug og Retreat møder man Synet af en vel dyrket, gødet og muget omhyggelig luget Samling af Sukkermarker, alle tilhørende Parcellisterne. Man ser Mand, Kone og Børn besørge det nødvendige Markarbejde, der udføres med den i sin Tid saa foragtede Hakke. For en Mand lige fra Europa vilde disse Mennesker sikkert kun være en Samling yderst pjaltede og lidet tiltalende Individer, men for os, der kender Befolkningen, er det klart, alene efter den Maade, hvorpaa Mandes besvarer vor Hilsen, at han er i Besiddelse af ikke ringe Selvfølelse og er vel tilfreds.

Blandt Markarbejderne er der aabenbart skabt en Middelstand, hvis Betydning som Udviklingsfaktor ikke maa undervurderes.

De gamle Planteres Profetier, at Udstykningen af Work & Rest var et dødfødt Projekt, en absurd Utopi, der vilde udvikle Negerens Dovenskab, Upaalidelighed og Løgnagtighed og ødelægge Øens Arbejdskraft, er bleven gjort glimrende til Skamme.

Sparekassen blev oprettet 1881. Begyndelsen var tarvelig nok. Omtrent 50 Mænd indbetalte 5 Dollars hver, og for den indsamlede Sum anskaffedes Bøger og Inventarium.

Det første Aar blev der deponeret 5400 Dollars, og i 1889 var Summen, der indestod i Sparekassen, stegen til 60,000 Dollars. I Sammenligning med danske Sparekasser er det vel ikke noget stort Beløb, men da Sparerne særlig tilhører de ubemidlede Klasser, maa Resultatet kaldes godt.

I Følge Aarsregnskabet 1899 stillede Forholdet sig aaaledes:

Der var i Aarets Løb indgaaet:

504 Deposita a 20 Cents
1370 Deposita  fra 20 Cents-1 doll.
1441 Deposita fra 1 doll. - 5 doll.
503 Deposita fra 5 doll - 10 doll.
282 Deposita fra 10 doll - 20 doll.
121 Deposita fra 20 doll - 50 doll.
45 Deposita 50 doll. opefter.

Sparekassens Midler er anbragte dels i faste Ejendomme i Byerne og paa landet og dels i kgl. Obligationer - 20,000 Dollars - ; kun et mindre Beløb er udlaant mod Selvskyldnerkavtion.

Med Guvernementet er der truffet den Aftale, at Sparekassen, hvis det skulde gøres fornødent, kan hæve hos dette Beløbet, der svaler til de kgl. Obligationers Værd. Sparekassen er herved sikret imod at komme i Forlegenhed, hvis Sparerne skulde forlange en stor Del af deres Tilgodehavende udbetalt.

Sparekassen har i de forløbne 19 Aar intet Tab lidt.

Bestyrelsen bestaar nominelt af mange. Der er ikke mindre end ca. 20 Tillidsmænd, og blandt disse vælges der en Formand og to Udvalg til Regnskabseftersyn og til Anbringelsen af Sparernes Penge.

Tilsyneladende er Arbejdet fortræffeligt fordelt, men i Virkeligheden er det paa én Mand, hele Arbejdet hviler, og det er Formanden. D'Hrr tilsynshavende tager sig Sagen overmaade let, de bliver borte fra de berammede Møder og bidrager næsten intet til at lette Formanden Arbejdet, der mange Gange kan være brydsomt nok og altid utaknemmeligt.

Vi har været saa heldige i de 19 Aar, Sparekassen har bestaaet, at de i den Tid fungerende Overdommere har modtaget Valget til Formænd, da det er af stor Betydning, at Pladsen beklædes af absolut uafhængige Mænd.

Der er den Fare for Sparekassn, at den er givet Tilfældighederne lidt vel meget i Vold. Alt vil afhænge af Formandens person. Saa længe en ganske uafhængig Mand kan overvinde sig selv til at modtage Valget, vil alt gaa vel; men siger han sig fra Bestillingen, og man maa nøjes med en mulig Brugelighed, kan Sparekassen let komme til at tjene private Interesser.

For mig staar det som vigtigt at søge Sparekassen forenet med en solid dansk Bank, hvis en saadan kan blive etableret derude.

Banken vilde næppe have nødig at trække Kapital til sig fra Danmark. Sandsynlighed taler for, at Guvernementet, der altid ligger inde med et større Beløb, vilde foretrække mod en lav Rente at deponere dette i en solid dansk Banks Filial paa vore Øer, fremfor at lade det ligge ganske uproduktivt.

(Sluttes). 

(Samfundet (København) 30. oktober 1900)

Alfred Paludan-Müller (1851-1924). Privatoptagelse fra Sankt Croix. I modsætning til Paludan-Müller sidder den ukendte man stift på en kasse (?). Han stirrer tomt ud på betragteren, døren og vinduet bag ham er lukket. Han er klædt som kolonitidens landarbejdere: Nøgen overkrop og hvide bukser, uden statussymboler. Som Paludan-Müller så sin opgave: "opdrage, vejlede og ved vort Eksempel retlede en uselvstændig Race, der med sin stærkt udprægede Imitationslyst er tilbøjelig til at følge os, saavel i daarligt som i godt." Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nogle Oplysninger fra St. Croix

af A. Paludan-Müller

Da der er fremkommet forskellige Forslag til at ophjælpe Øerne, og disse Forslag i flere Tilfælde gaar ud paa Dyrkningen af andre Planter end Sukkerrøret, skal jeg henlede Opmærksomheden paa, at der ved den botaniske Forsøgsstation paa Plantagen Orange allerede er præsteret et godt Arbejde, der vil kunne bruges som Grundlag for eventuelle Forsøg med nye Kulturer.

Det synes, som om Hamp og Tobak kan trives.

De to Arter Sisal Hemp og Mauritius Hemp vokser i den tarveligste Jord og fordrer ikke meget Tilsyn, bladene afskæres, naar de har naaet den rette Udvikling, og der høstes blade hele Aaret rundt.

Tobak fordrer mere Tilsyn. Naar Planten har opnaaet ca 3 Fods Højde, afknibes Toppen for at forstærke bladenes Udvikling. De ny Skud, der fremkommer i bladhjørnerne, afknibes ogsaa; tillige maa Bladene hyppigt renses for Larver, Tørringen, Pakningen i Bundter og Kontrol med Gæringen synes ikke at have voldet særlige Vanskeligheder.

Forsøgsstationen forestaas af en Havebrugskandidat, og Arealet, der benyttes til Forsøgene, er :

13 Acres til Anotta,
4 Acres til Tobak.
4 Acres til Sisal Hemp
4 Acres til Mauritius Hemp.
2Sfl Acres til Forsøg med almindelige tropiske Planler.

I dette sidste indhegnede Stykke Jord findes Kaffe, Bomuld, Allehaande, Vanille, Peber, forskellige Sorter Hamp med brede plettede Blade, den høje kraftige Bambus, Pokkenholt og mange andre tropiske Planter.

Dette sidste Træ var tidligere meget almindeligt paa Øen, men er nu ganske forsvundet.

Desværre er Stedet for Forsøgene ikke ganske heldigt valgt, idet der i en Dybde af 3-4 Fod findes Ler, og enkelte Planter trives ikke, naar deres Rødder naar dette Lag. Vandet fra Bækken, der maa benyttes til Planternes Vanding, indeholder desuden Klornatrium, hvad der naturlig vis volder Ulemper.

Der findes tillige en Køkkenhave, og Resultatet af Forsøgene i denne er trykt i "Videnskabelige Meddelel.er fra den naturhistoriske Forening i København", under følgende Titel:

Nogle Bemærkninger om europæiske Køkkenurters Vækst og Udvikling i Guvernementets botaniske Forsøgsstation i "Grange" paa St. Croix. ved C. Olav E. Hansen.

Er der i Danmark Vilje og Evne til at hjælpe Øerne frem, er det af Betydning, at de nye Forsøg støtter sig til de allerede paa Stedet vundne Erfaringer. Megen Skuffelse vil der ved kunne undgaas.

Heldigt vilde det være, om der kunde blive gjort nogle Forsag med Majs. Paa Puerto Rico dyrkes der af denne Kornsort, hvad øen forbruger, og det vil være af Betydning, om det samme kan blive Tilfældet paa St. Croix. Der importeres nemlig aarligt Majsmel til et Beløb af 50,000 £

Ved de Forsøg, der er foretagne paa Grange med denne Plante, viste det sig, at der gik Orm i Kolberne, inden de var afskaarne. Maaske vil dog nye Forsøg godtgøre Muligheden af Dyrkningen af denne Kornsort paa Øen.

Naar man tager i Betænkning, at Halvdelen af Øen henligger udyrket, er det sikkert værd at forsøge, hvilket Udbytte der kan opnaas ved Kultivation af Hamp og Tobak. Den østlige Del af øen med sit tynde Muldlag vil særlig egne sig for den førstnævnte Plante.

Det er blevet mig meddelt, at store Summer blev ofrede for at faa de dansk-vestindiske Øer solgte ved privat Initiativ. Var disse Penge anvendte med Fornuft paa St. Croix vilde øen sikkert gaa en bedre Fremtid i Møde.

Forsøg har godtgjort, at Øen ikke behøver at være henvist til Dyrkning af Sukker alene.

En fornuftig Arbejderbefolkning er under Udvikling, og et Laboratorium for Jordbundsanalyser kan give de nødvendige Oplysninger om Jordens Drift.

Det vil ikke være nødvendigt at famle i Blinde med nye Forsøg paa Plantekulturer; Resultater, hvorpaa det kan bygges videre, foreligger.

Skolevæsenet blev ordnet ved Lov af 7 Maj 1884 Tidligere har det været temmelig mangelfuldt Børn fra det 6 til det 10. Aar skulde søge Skolerne de første 5 Dage i Ugen, medens Lørdagsundervisningen var forbeholdt Børn fra 10 til 13 Aars Alderen. Det viste sig imidlertid vanskeligt at opretholde Lørdagsskolen, der til sidst faktisk ikke mere eksisterede. Resultatet var, at der opvoksede en ganske uvidende Slægt.

Skoleloven af 1884 foreskriver, at alle Børn mellem det 6. og 13. Aar, der ikke bliver sømmeligt underviste paa anden Maade, skal undervises i de offentlige Skoler. Lister - der i Byerne udfyldes af Husejere og paa Landet af Plantageejere - over alle skolepligtige Børn sendes fra Politiet til Skolekommissionen. Forældrene til de Børn, der ikke nyder anden Undervisning, modtager da Tilhold om at sende deres Børn til Skolerne. Forsømmelser heraf straffes med Mulkter.

I Christiansted findes en Skolebygning, hvori der undervises ca. 600 Børn, der deles i 4 Drengeklasser og 4 Pigeklasser.

I Frederiksted findes ligeledes en Skolebygning, hvori der undervises ca. 300 Børn i 3 Drengeklasser og 3 Pigeklasser.

Paa Landet undervises Drenge og Piger samtidigt i 7 Skolebygninger. Det samlede Elevantal et her ca 900 Børn.

I alle Skolerne undervises Børnene ½ Dag. I Byerne gaar de yngste Børn i Skole fra Kl 8-11, Lørdag iberegnet, medens de ældres Skoletid er henlagt til Eftermiddagen; hvert Barn modtager 18 Timers ugentlig Undervisning.

I Landskolerne undervises alle Børnene fra Kl. 8-12 undtagen om Lørdagen. Om Eftermiddagen undervises de Børn, hvis Forældre ønsker Undervisningen fortsat efter det 13 Aar.

I Christiansted har 84 pCt. af de indregistrerede Børn besøgt Skolen, I Frederiksted 77 pCt. og i Landskolerne 74 pCt.

Til at undervise disse Børn er der i Christiansted ansat 2 Lærere og 2 Lærerinder, i Frederiksted 2 Lærere og 1 Lærerinde Børnene i Landskolerne undervises af 6 Lærere og 1 Lærerinde. Desuden assisteres lærerpersonalet af Hjælpelærere, der rekruteres fra Skolernes flinkeste Elever, medens de fast ansatte Lærere og Lærerinder har modtaget deres Uddannelse paa Seminarier i Antigua eller de forenede Stater.

Lærerne modtager foruden deres Løn smaa Præmier, hvis Størrelse retter sig efter de halvaarlige Eksamensresultater.

Foruden det allerede nævnte Lærerpersonale har hver Skole, baade i Byerne og paa Landet, en Sylærer inde Drengene i Christiansted Skole undervises i Dansk af en Lærer, Pigerne af en Lærerinde, medens samme Undervisning i Frederikssted besørges af en Lærer, baade for Drenge og Piger.

For øvrigt undervises der i :

Læsning, Skrivning, Diktat, Regning, lidt Geografi, Naturhistorie og Bibelhistorie.

Dette er i meget grove Træk Skolernes Organisation. Den ser meget net ud paa Papiret, men hvorledes har den virket ? 

Jeg var saa heldig i Slutningen af Maj Maaned at overvære en Eksamination i Christiansted Skole.

I det store Lokale var ca. 150 Børn bænkede langs med de 3 Vægge, Drengene for sig og Pigerne for sig Alle Nuancer i Farven vat repræsenterede, Børnene struttede af Sundhed, og man fik Indtryk af en vis Velstand i den Klasse, hvorfra de var udgaaede; de havde næsten alle Støvler paa Fødderne og var net og renligt paaklædte, Pigerne i deres lyse Musselinskjoler, Drengene med Skjorte og Benklæder, nogle tillige i Trøje. Af Drengene saa jeg kun en, der var absolut fattigt paaklædt, af Pigerne ingen. Af Forældrene, der bestod af Tjenestefolk, Karrekuske eller af Individer, der lever af tilfældigt Sjov, havde nogle indfundet sig og paahørte med stor Interesse Eksaminationen af deres egne Børn. Tværs over Lokalet var paa en Snor ophængt de Syarbejder, Pigebørnene havde gjort færdige i den sidste Tid Der var Kjoler, Undertrøjer, Chemiser, Forklæder, og hvad der ellers hører til den daglige Paaklædning, medens en enkelt endogsaa havde forsøgt at brodere en Lysdug. Den ældste Klasse Drenge og Piger oplæste først med høj Røst, korrekt Udtale og fuld Forstaaelse et ulæst Stykke af en Læsebog. Det blev dernæst givet dem et Nummer af det engelske Blad "Spectator", og Oplæsningen af en deri trykt Artikel viste samme gode Resultat.

Børnene blev nu stillede ud paa Gulvet 2 og 2, Ryg mod Ryg, med tilbørlig Aistand for at forhindre Snyderiet, og efter Prøven paa Diktat, nedskrevet paa Tavle, viste det sig, at af 13 Piger havde de 12 og af 13 Drenge de 11 nedskrevet det dikterede ganske fejlfrit Pigernes smukke Skrift var der god Grund til at lægge Mærke til

Et Regnestykke saalydende :

Jeg købte 12 Sække Kaffe k 14 Dollars; hver Sæk indeholdt 170 Pund. jeg solgte igen Kaffen l 12 Cent pr. Pund.

Hvor stor var min Gevinst? blev rigtigt udregnet af alle Eleverne.

I Prøven paa Børnenes Færdighed i Dansk viste det sig, at de kunde oversætte Eventyret om Askepot næsten korrekt.

Det maa nu være mig tilladt at meddele en lille Episode, der ikke hørte Eksaminationen til, og som ogsaa forefaldt efter denne. Da jeg vilde gaa, bad et Par Lærerinder mig om at blive, da der var noget, de gerne vilde vise mig.

Paa et Vink af Lærerinderne opmarcherede der ca. 50 Smaapiger hver med et lille Dannebrogsflag i Haanden, og medens de svingede disse frem og tilbage, sang de paa deres naive Vis en lille Sang, skrevet af en af Lærerinderne; den gik ud paa, at Danmark var deres Land og Kong Christian deres Konge.

Det gjorde et meget trist Indtryk at se denne lille Demonstration. Det var i de Dage, vi havde faaet Vished om, at der var blevet spillet Poker om Øernes Skæbne, at det beroede paa Tilfældigheder, om den Befolkning, der er vokset op i Beskyttelse af de milde, humane danske Love, under hvilke der findes Ret og Retfærdighed saavel for høj som for lav, skulde have Lov til at udvikle sig videre paa den for ca. 20 Aar siden etablerede Basisdeller skulde udleveres til de forenede Staters "tender mercy".

Under mit Ophold i Danmark har jeg nu og da hørt sige, at der næsten ingen Danske findes i Hs. Maj. Kongens vestindiske Besiddelser. Dette er en stor Fejltagelse, der findes ca. 25,000 danske Individer med forskelligt Sprog og forskellig Hudfarve, men lige saa vel danske som Beboerne paa Ærø og Langeland. At udvikle denne Befolkning har i den senere Tid været Danmarks Opgave paa de danskvestindiske Øer. Maatte den ved blive at være det.

- - - -

Rettelse til forr. Artikel: Sp. 3 L. 20 1839, læs 1899

(Samfundet (København) 31. oktober 1900)

Man vil lede forgæves i avislitteraturen efter eksempler på hvad den sorte befolkning mente. Til nød omtales de i udtalelser fra lokale hvide som giver deres fortolkning - som oftest i deres eget favør. Set i lyset af den nævnte holdning om at den sorte befolkning var uselvstændige og måske endda helst ville lade de hvide bestemme, er dette ikke underligt.

Paludan-Müllers kone døde i 1904 i Danmark, og i juli 1904 solgte Paludan-Müller Christiansted Apotek for 100.000 kr. til cand. pharm. R. J. A. Larsen, Randers med overtagelse til oktober 1905. Han havde tidligere gjort tjeneste på et vestindisk apotek, ligesom han overtog bestyrelsen af The Royal Insurance Company i Liverpool.

Se endvidere en artikel fra 1915 i anledning af folkeafstemningen i hvilken Paludan-Müller uddyber sine synspunkter.