Et andet indslag om og af apoteker Alfred Paludan-Müller på St. Croix fra 1900 giver et indtryk af et kolonialistisk og racistisk syn. Dette uddybedes i nedenstående artikel fra 1915 i anledning af folkeafstemningen om de Dansk Vestindiske øer.
Artiklen er skrevet på baggrund af David Hamilton Jacksons organisering af de vestindiske arbejdere i sidste kvartal af 1915, der resulterede i den senere generalstrejke på St. Croix, januar februar 1916 Følg linkene til indslagene her på bloggen.
Folkeafstemningen om salg af Dansk Vestindien fandt kun sted i Danmark 14. december 1916, befolkningen på St. Croix ikke spurgt - de havde ikke stemmeret. Men David Hamilton Jackson afholdt på Sankt Croix to uofficielle afstemninger, og ved disse stemte i alt 4.027 for et salg og syv imod. Om man ud fra dette sidste resultat kan stille spørgsmålstegn ved Paludan-Müllers fremstilling, skal jeg lade være usagt.
Vor Ret og vor Pligt i Vestindien.
En mangeaarig Indbygger paa St Croix, Hr. A. Paludan-Muller, skriver i "B. T." bl. a. følgende:
Historien gentager sig selv, men vi synes ikke at blive klogere.
Forholdene paa St. Croix for Tiden kan sammenlignes med Forholdene i 1878.
Dengang som nu var der Misfornøjelse, kun med den Forskel, at den for 37 Aar siden var skjult og kom som en Overraskelse, da den viste sig, nu er den aaben og karakteriseres ved umoden og barnagtig Agitation, men er derfor ikke mindre farlig.
Da Uroen begyndte 1. Oktober 1878, var det et Tilfælde, en drukken Negers Arrestation, der gav Signalet til, at en Trediedel af Frederikssted By blev afbrændt tilligemed Størstedelen af Plantagerne lige op til Christian sstel, at Butiker blev plyndrede. Planter Fontaine og to Soldater myrdede, Fortet i Frederikssted, hvori der fandtes 8 Politibetjente og 3 Soldater, belejret, og det skyldtes kun den rolige og behjertede Politimesters ledelse af Forsvaret, at Bygningerne ikke blev brændt og Besætningen myrdet.
Dengang som nu var der Filantroper, der betragtede Negeren som et godmodigt, uskadeligt Menneske, der aldrig vilde tænke paa alvorlig Revolte, der er kun den Forskel, at nu er det Filantroperne her i Landet, der har den Opfattelse, paa de vestindiske Øer findes den ikke mere. Og dog er han baade godmodig og trofast; selv om han ikke har alle Onkel Toms Dyder, er han en Mand, man kommer til at holde af, naar han kun ved en fast Vilje bliv er ledet paa de rigtige Veje.
Tager vi Negerens Karakter, da er den præget af Letsindighed, Forfængelighed, en uhyre Forfængelighed, Mangel paa Eftertanke. Han er et Stemningsmenneske, der ganske giver sig sine forskellige Følelser i Vold, han er Øjeblikkets Barn, tænker hverken paa Fortid eller Fremtid, springer fra den ene Yderlighed til den anden, fra Fortvivlelse til Munterhed, fra Godmodighed til ubændigt Raseri. Bliver hans Lidenskaber vakt ved Rom og Agitation, holdes han kun i Tømme ved Bevidstheden om, at der over ham er en fast og bestemt Autoritet, der i yderste Tilfælde ikke vil være bange for at tage sin Tilflugt til ultima ratio Kugler og Krudt.
Men lad Tilliden til denne Fasthed blive svækket, lad en Mand fortælle dem, at Kongen og Regering er paa deres Side, lad dem mærke, at Embedsstanden ustraffet kan blive haanet - og vi har Udsigt til endnu en Gang at se et Kaos derude, og saa vil jeg antage, at St. Croix' Saga er afsluttet.
Negeren er endnu et Menneske i Lømmelalderen, der, det er min Tro, kan udvikles videre, men ikke gennem demokratiske eller radikale Doktriner, men gennem Opdragelse og Disciplin, gennem Kirke og Skole og vel nok med Tiden ved Udstykning af Jorden, men vi maa først lære ham at staa paa egne Ben og have Følelsen af Forpligtelse.
Ligesom der i vor Race findes Mennesker, hvis Udvikling er standset i en vis Alder og som aldrig kommer videre, kan man sige om den vestindiske Neger, at han indtager samme aandelige Standpunkt som en ung Mand i Konfirmationsalderen, videre kommer han sjældent, om han overhovedet kommer saa vidt. Refleksion, Overblik, Modenhed, vil man ikke træffe selv hos de dygtigste.
Vort Arbejde i Troperne skal være kulturelt dette er vor Berettigelse til at have en vestindisk Koloni. Det er vor Pligt at udvikle Negeren saa langt som hans Udviklingsmulighed naar, men det sker ikke gennem Selvstyre, Ligeberettigelse, men gennem den gode, humane, men meget faste Disciplin.
Meget har vi forsyndet os imod den sorte Race, meget er der, som vi skal gøre godt, men lad Utopier blive hjemme, lad os arbejde for det sorte Materiale, der nu engang foreligger, men lad os ikke af en ganske umoden, forfængelig Agitator forlede til at tro, at danske Forhold uden videre kan overføres paa Troperne.
Havde vi i 1878 haft Garnison i Frederikssted var mange Menneskeliv blevet sparet. Spektakler var der vel nok blevet hist og her paa Plantagerne. Misfornøjelsen med de daværende Arbejderregulationer maatte have Luft, men de var bleven lokaliserede, uden at det havde været nødvendigt at benytte det yderste Middel.
Skylden for Oprøret i 1878 skal ikke helt og holdent hvile paa Negeren, han er nu engang den, han er, den laa hos os, den herskende Race, hos Kolonialraad, hos Autoriteter, bamle de hjemlige og de vestindiske, der for at spare Udgiften til 25 Soldater opløste Garnisonen i Frederikssted.
I vor Kortsynethed, i vor Tro paa Negeren, havde vi kastet Tøjlerne paa Ryggen af de upaalidelige Heste, vi kan bebrejde os selv, at de løb løbsk.
Lad os nu ikke begaa samme Fejltagelse, men sørge for, at der er en fast, maalbevidst Administration paa Øerne, en Administration, der tillige indgyder lidt Frygt, som det sømmer sig over for Børn, og lad den faa den nødvendige Støtte af alle, der nærer Interesse for vore Øer.
Og saa endelig maa vi huske, at har vi den alvorlige og oprigtige Stræben efter at sone Fortidens Synder mod Negerne og bringe dem videre i Kultur, sat bliver det et Arbejde, der ikke hurtigt vil vise Resultater, det vil tage lang Tid - mange, mange Aar - og blive et brydsomt Arbejde, til vi naar det Maal, der for mig staar som det rette, at udvikle Negeren til selv at eje den Jord, som kun han er i Stand til at dyrke.
(Ærø Avis 10. november 1915).
Hans begravelse i 1924 foregik ifølge dødsannoncen sted i dybeste stilhed. Der synes da heller ikke at være blevet skrevet nekrologer eller artikler om hans jordefærd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar