Hertz' Bogtrykkeri. (Efterskrift til Politivennen)

Student (Sylvester) Hertz (1790-1854) fik i 1828 kongelig bevilling til at anlægge et bogtrykkeri i Vejle og udgive en avertissementstidende. Herefter etablerede han et trykkeri i Søndergade 13-15 i Vejle og udgav her Vejles første avis, Weile Amts Kongelig priviligerede Avis og Avertissementstidende - Vejle Amts Avis. Avisen tryktes i starten på en håndpresse af træ. Kæmpede med økonomiske vanskeligheder og efterlod ved sin død i 1854 en avis for nedadgående. Avisen blev ført videre af enken Cecilie Hertz og dernæst sønnen Vilhelm.

Annonce i Kolding Folkeblad 4. september 1911 da trykkeriet lå i Sct. Pederstræde 19. Ejendommen blev købt i 1909 og husede indtil da St. Peders Gæstehjem som i en årrække havde haft underskud. Hjemmet havde eksisteret i 25 år ikke mindst for "de farende svende". Hver nat overnattede op til 100 mennesker.. 

Især fra 1895 kom der for alvor gang i forretningen. Poul Hertz solgte i 1905 avisen i Vejle og flyttede trykkeriet til hovedstaden. Han lancerede i 1911 bladet "Verden og Vi". I 1918 solgte han bladet. I stedet udviklede han sit „Hertz Karthothek“ med specielle kartotekskort og kartoteksskabe, hvilket var helt nyt på den tid. Allerede tidligt i virksomhedens historie var der ført kartotek over ansatte i virksomheden, og man kan stadig få disse kort med de gamle bemærkninger at se. På et af kortene står der for eksempel "Ikke flittig. Heller ikke dygtig. Snakker meget" eller en af de mere dramatiske fra 1944 "Fratraadt p.gr. af Sabotagen. Flink men snakkesalig." Poul Hertz døde i 1939 og enken Ellen Hertz videreførte virksomheden.

Den 7. maj 1944 blev af Hertz' bogtrykkeri, Snorresgade 22, København, sprængt hvorved der skete skade for 186.918 kr. Det var formentlig Peter-gruppen med bl.a. Brøndum, Bothildsen Nielsen, Wagner og Jesse som havde planlagt at sprænge trykkeriet i luften. Dette blev nævnt i straffesagen mod Karl Rudolf Werner Best, Karl Constantin Albert Julius v. Hanneken, Günther Friedrich Wilhelm Ludvig Pancke og Otto Richard Bovensiepen (chef for det tyske sikkerhedspoliti). Sidstnævnte var i tiden fra den 10. januar 1944 til den 21. april 1945, som den for den til bekæmpelse af den danske sabotage m. v. iværksatte tyske antisabotage ansvarlige, at have givet ordre til eller sanktioneret de af den til udførelsen af antisabotagen indsatte S.S. „Sonderkommando“, der lededes af de ikke under sagen tiltalte tyske statsborgere Otto Schwerdt og Horst Issel, og hvis medlemmer var dels tyske og dels danske statsborgere, begåede drab, drabsforsøg, brandstiftelser, sprængninger og forsøg herpå.

Snorresgade 22. Tidligere Hertz Bogtrykkergården. Nu Mogens Dahl Koncertsal. Bygningerne er fra mellem 1901 og 1919, nogle af de første industribygninger i området bygget på gammel havbund (Islands Brygge). Bygningerne rummede bl.a. viceværtbolig og stald. De blev senere brugt til garager, billakeringsfirmaet "Johns Autolakering", bilværksted "Amarkansk Auto". I 2014 blev bygningerne restaureret tilbage til deres oprindelige udseende af arkitekterne Frank Maali og Gemma Lalanda. 

Ellen Hertz oprettede et aktieselskab i 1972, hvis aktier blev anbragt i Ellen og Poul Hertz’ fond. Efter Ellen Hertz' død i 1976 blev prokurist Carl Henning Bentsen direktør.

"Læseforeninger", "Sutter" og saadan noget. (Efterskrift til Politivennen)

Bladenes Referater af Højesterets Domme læses sikkert med Interesse af mange og kan jævnlig være vejledende for Folks Retssans.

Det kan dog ikke være andet, end at Medlidenheden jævnlig vækkes for en og anden Stymper, der dømmes efter Lovens Strenghed, og at man sender en venlig Sidetanke til den Underretsdommer, der lod male med store Bogstaver over sin Kontordør: Summum jus summa injuria. Paa den anden Side kan det gøre godt helt ind i ens Marv, naar Højesteret foretager en ordentlig Afklapsning af en af disse slimede Existenser, som Samfundet er befængt med, og som kun en forbigaaende Uforsigtighed bringer over paa den Side af Stregen, hvor Lovens Haand kan faa Tag i ham.

Som nu for nylig. En jydsk Herredsfoged havde grebet ind overfor en af de saakaldte "Ungdomsforeninger" - andre Steder kaldes de "Læseforeninger" eller "Sutter" eller med andre Kælenavne. En Mand, der selvfølgelig ingen Udskænkningsret havde, var Foreningens Vært. Den havde Love med Bestemmelser om Kontingent, Bestyrelse, Formaal, (Foredrag, Sangøvelser!) Lukketid o. s. v. Heldigvis overholdtes Lovene i dette Tilfælde aldeles ikke; derfor kunne det lykkes at faa fat i Trafikken, som bestod i Kortspil og Drikkeri Nat efter Nat, ofte endende med Slagsmaal. Betalte man 25 Øre i Entre, kunne enhver blive Medlem, og Sognets Ungdom og de ældre Fyldebøtter med sad og drev Nat efter Nat i "Værten"s Stuer, ødte deres Penge og Helbred og blev en Fortvivlelse for Forældre og Hustruer.

Saa tog Herredsfogeden fat, saa snart der kunde tages fat, og mulkterede "Foreningsværten" med 300 Kr. Overreten sagde 200, men Højesteret atter 300 Kr. Disse Ungdoms- eller Læseforeninger er formodentlig en Fordærvelse for mange ogsaa her i Hovedstaden; men de er det i ethvert Tilfælde ganske aabenlyst for en Mængde Egne ude i Landet.

Lad os engang se, hvordan en saadan Læseforening bliver til. En eller anden Høker f. Ex, der har en Stue ved Siden af Butikken, og hvis Finanser trænger til at stives af, foreslaar en Dag sine jævnlige Kunder i Bagbutikken, at de skal se at faa deres Sammenkomster ind under lovlige Former. Ellers bliver de bare en Dag "huggede". De faste Kunder faar nogle ligesindede med, og en Dag holder Læseforeningen for Snaverby og Omegn konstituerende Generalforsamling. En naiv Sjæl er kommen med i Laget. Han vil endelig vide, hvilke Bøger man skal have, og hvad for Blade man skal holde, og hans utrættelige Nyfigenhed paa disse Omraader er en Stund ved at gøre Forsamlingen ganske forlegen. Men endelig reiser Jens Slagter sig ærgerlig med et : "Aa Sludder, Peter, la' nu være mæ aa skave Dig! Du ve' sgu godt, a vi ska'nte læse i andet end som i Holmblads Salmebov, aa a vi bare ska' ha' vos et Sted, hvor vi ka' sidde ganske ugenert aa ta' vores Kaffepunser!"

Og saa stiftes Læseforeningen.

Man har skaffet sig Lovene fra en anden Læseforening i Nærheden, og er man meget forsigtig, lader man en Sagfører se dem igennem.

Kort Tid efter er Læseforeningen i fuld Gang. Der er Bestyrelse, Aarskontingent (man er liberal, og tager det ved given lejlighed ikke saa nøje), Generalforsamlingsbestemmelser, o. s. v. Høkeren vælges til "Vært". Hans Stue forsynes med nogle flere Stole og en Reol, hvori et Par gamle Aargange af "Illustreret Familiejournal", nogle lasede Avisfeuilletoner og muligvis en Salmebog, som der alligevel ikke er Brug for der i Huset; og Værten lægger daglig sin private Avis frem paa Bordet.

Saaledes faar en Høker, der ellers ikke vilde kunne faa Næringsbevis som Beværter, Ret til at holde Beværtning uden Afgifter, uden Politikentrol, saa længe Lovene overholdes blot nogenlunde, og - med anden kvindelig Betjening end egen Hustru og egne Døtre! Der spiIles og drikkes. Værten bliver federe, Hjemmene fattigere. Demokratlisering breder sig. Der er fuldt af Cykler fra Omegnen udenfor Høkerens Dør. Kroen, der ligger en halv fjerdingvej borte, holder aabent over Lukketid, fordi Høkeren har aabent hele Natten. Brugsforeningen i Nabobyen, der har Ret til Udskænkning til Medlemmerne, kan heller ikke mere Iukke Kl. 10. Og Egnens andre Høkere eller Handlende eller Købmænd, hvad de nu kaldes, faar, ofte modstræbende, deres Bagstue lavet om til Smugkro. Thi naar deres Kunder kommer ind og forlanger Brændevin eller Cognac eller bajersk Øl til Nydelse paa Stedet, tænker de paa deres vanskelige Status og paa konkurrenten, Høkeren med Læseforeningen, og saa - værs'go og gaa ind i Bagstuen!

Ja, saadan gaar det. Det vrimler med latente Smugkroer ude i Landbefolkningen, og de fleste - for der er vel Undtagelser - af "Læseforeningerne" er de værste. Og saa er det saa fortvivlet vanskeligt at komme dem til Livs. Store Dele af Befolkningen kan være forbitrede nok paa dem; men alligevel - kommer Herredsfogden og vil have Oplysninger, gør man sig tvær. Og det værste er, at det er Grundloven selv, man har at kæmpe imod. Det er i Læ af dens Bestemmelser om Forsamlingsfriheden, at alle disse Smugkroer trives.

Hvordan mon Ædruelighedskommissionen i Grunden vil stille sig overfor alt dette? Mon den vil gøre gældende at Grundlovens Indskrænkning af Borgeres Ret til at samle sig eller danne Foreninger til kun at gælde, naar de er ubevæbnede, ogsaa maa gælde, naar det er de skarpe Drikkes tveæggede Sværd, man sidder og bekæmper hinanden med? Eller - Spøg til Side - vil den, da Forsamlingsretten nu allerede er begrænset af dette: "ubevæbnede", søge ved en Grundlovstilføjelse at faa den begrænset ogsaa overfor Misbrug af Udskænkningsretten?

Hvorom alting er - det har været disse Liniers Maal at pege paa en Kræftskade paa Samfundslegemet (svagere Udtryk kan ikke bruges), som alle gode Kræfter maa enes om at se at faa bekæmpet.

Obs.

(Nationaltidende 12. juni 1906).

Næringslovens §61 blev ved en Højesteretsdom af 30. marts 1885 fortolket således at beværtning kunne drives overalt på landet når blot det blev iagttaget at man kalder sig "sluttet selskab" og hver deltager betalte et årligt kontingent at 25 øre.

Fra en helt anden boldgade: Kvindelig Læseforening på hjørnet af Gammel Mønt og Kristen Bernikowsgade. Foreningen eksisterede 1872-1962. På artiklernes tid havde foreningen et par tusind medlemmer, og havde et udlånstal der oversteg Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket - tilsammen.Lars Peter Elfelt (1866-1931): Kvindelig Læseforening, interiør, cafe. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Læseforeninger" m. m.

En Indsender, der har Autoritet og Erfaring paa det Omraade, gør os opmærksom paa, at det Ikke er saa vanskeligt at komme "Læseforeningerne" og de andre Smugkroer til Livs, som det efter vor Artikel forleden skulle synes at være. Det kommer blot an paa, hvilken Energi og Interesse de stedlige Retsbetjente sætter ind paa at faa disse skadelige Indretninger, om hvis Existens de naturligvis ved god Besked for deres Jurisdiktions Vedkommende, bragt ud af Verden. Det gælder om at faa konstateret, at "Læseforeningerne" er et Skalkeskjul for ulovlig Beværternæring, og dette vil i mange Tilfælde ikke være svært.

Som bekendt hænder det ret jævnligt, at Gæstgivere dømmes for Overtrædelse af Næringsloven, fordi de driver Beværtning med Udskænkning af Brændevin og benytter Gæstgiverbevillingen som et Skærmbrædt. Paa samme Maade vil det i ni af ti Tilfælde kunne konstateres, at en "Læseforening" ikke har sit Formaal i den Læsning, i Foredragene, Sangøvelserne o. s. v. der findes omtalt i dens Lov, men slet og ret er en Omgaaen af Næringsloven, en Smugkro. Det hele afhænger af, om Retsbetjentene virkelig vil prøve at være de gode Elementer i Befolkningen til Støtte i disse Sager, sætte alle de personlige Hensyn, ved hvilke netop saadanne Sager under de snævrere Forhold ude paa Landet ofte lider ilde, til Side, og navnlig sørge for at holde deres Sognefogeder ordentlig til IIden.

Indsenderen gør opmærksom paa, hvorledes flere Retsbetjente - han nævner særlig en enkelt midt inde i Jylland - , har sat stor Energi ind paa at faa renset deres Jurisdiktioner for de falske "Læseforeninger" og for Smugkroerne og, trods adskillige Kampe til at begynde med, har vundet Befolkningens Taknemmelighed. Men der er langt frem endnu.

Obs. 

(Nationaltidende 19. juni 1906).

Citatet ”Summum jus, summa injuria” kan oversættes til ”Den højeste ret, den største uretfærdighed.” Det er også titlen på et maleri fra 1886 af maleren Erik Henningsen. Billedet forestiller en kvinde, der har dræbt sit barn og begravet det. Forfatteren til artiklen kan muligvis hentyde til det.

En herredsfoged i Maribo idømte i slutningen af 1860'erne medlemmer af en læseforening bøder fordi den blev misbrugt til kortspil og svir. Endvidere pålagde han foreningen at holde lukket fra kl. 22. Foreningen klagede til justitsministeriet som gav foreningen ret i at herredsfogden ikke havde lovhjemmel at lukke på det tidspunkt. Og pålagde herredsfogden at gribe ind når beviser forelå om ulovlig hasardspil mm. Med jævne mellemrum dukkede sådanne sager op i pressen:

En moderne Smugkro

Højesteret  (---)  tog () fat paa en af de Smugkroer, der er ved at opstaa rundt omkring i Landet, og som i Ly af Foreningsloven unddrager sig den Kontrol, som andre Beværtninger er underkastede.

Foreningsvært N. P. Andersen af Bramminge var tiltalt for at have overtraadt Næringslovene. Han var ved Esbjerg Politiret og Viborg Overret idømt 300 Kr. i Bøde for femte Gang at have begaaet ulovligt Næringsbrug og ulovlig Brændevinsudskænkning. For Højesteret var Hr. Salomon Aktor, Hr. Asmussen Defensor.

Aktor gav en Fremstilling af den Læseforening, for hvilken Hr. Andersen havde været Vært. Foreningens Formaal var, hed det i Lovene, at rejse et Foreningshus og oprette et Bibliotek, men ved Siden heraf skulde Medlemmerne, og hvem disse medførte i Lokalerne, kunne faa Drikkevarer "efter Behag og Evne". Dette sidste Punkt blev snart Foreningens egentlige Formaal. Det aarlige Kontingent, som var sat til 50 Øre, opkrævedes aldrig, det eneste, der af Medlemmerne blev betalt, var 25 Øre i Indskud. Disse Penge modtog Andersen, og han skulde aflægge Regnskab for dem, men gjorde det aldrig. I Foreningens Love hed det, at Værten skulde vælges paa en særlig Generalforsamling, men en saadan fandt aldrig Sted, og det betragtedes ganske som givet, at Andersen var selvskreven Vært. Foreningen var, siger Aktor, med andre Ord blot det Skærmbræt, bag hvilket Tiltalte skjulte sit ulovlige Næringsbrug, og den var, som Formanden paa Foranledning havde erklæret, stiftet paa Andersen Initiativ. Hr. Salomon paastod den indankede Dom stadfæstet eller skærpet.

Defensor, Hr. Asmussen, mindede om, at Andersen, da han overtog Stillingen som Vært, udtrykkelig havde forbeholdt sig, at Lovene blev af en saadan Art, at han ikke kunde komme i Strid med Næringsloven; heller ikke fandt Defensor, at Foreningens Love kunde aabne nogen Vej til Brud paa Næringsloven. Man kunde ikke med Rette hævde, at Foreningen ikke havde arbejdet paa sine mere ideelle Formaal, men kun havde virket som Beværtning! det havde den ganske simpelt ikke haft Tid til, da den kun havde virket som Beværtning i tre Maaneder, fra Oktober til Januar. Af samme Grund var det ogsaa let forklarligt, at man ikke havde opkrævet Kontingent eller aflagt Regnskab ! det var noget, der kunde være sket i den nærmeste Fremtid, og man var saa smaat begyndt at tænke paa det.

Defensor henstillede derfor, om man virkelig med Sikkerhed kunde sige, at Næringsloven her var overtraadt, i andre Tilfælde, hvor slige Sager havde været for Højesteret, havde Forretningen altid haft længere Tid til at vise sin sande Karakter. Han indstillede derfor Tiltalte til Frifindelse.

Men Højesteret stadfæstede den indankede Dom.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 5. oktober 1901).

I Ove Pedersen: "Et sogn og dets lærer" om lærer Iver Kristensen Holmgaard som var lærer i Ørre 1869-1913, nævnes at Holmgaards forgænger i embedet holdt smugkro for landsbyens beboere både før og efter kirketjenesten. Mens præsten kun passede det nødvendige som han skulle passe. Holmgaard selv fik i 1914 et mindesmærke i Ørre Kirkeby.

Literaten Martin Jørgensen (1849-1917). (Efterskrift til Politivennen).

Annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 1. maj 1884. Annoncen var indrykket i flere hovedstadsblade og landsdækkende aviser. Bogen blev beslaglagt i juni 1885. Han fik efterfølgende en bøde på 200 kr. og 30 dages simpelt fængsel. Ikke desto mindre fandtes annoncer for bogen også i Lolland-Falsters Folketidende 26. november 1886 med variantteksten: "Et livsnydende Individs Historie". Bogen blev konfiskeret og afleveret til Det Kongelige Bibliotek "at indsættes under Laas og Lukke" den 3. december 1887. Begge findes kun på Det Kongelige Bibliotek.

Martin Jørgensens bog "Livsnydelse" handlede bl.a. om en rig enke af en højtstående embedsmand som beretter om sin livslyst, lesbianisme mm. En smagsprøve af bogen: 

"I det jeg satte Glasset fra mig, raabte hun vildt: "Leve - Sanseligheden". I samme Nu kastede hun sin Champagne i Ansigtet paa mig. Jeg blændedes, blev ilde berørt og opbragt over hendes Hensynsløshed og vilde tilkendegive mit Mishag. I Vrede for jeg op, men blev i det samme væltet tilbage paa Chaiselonguen. Hun kastede sig over mig - hendes sitrende Hænder omspændte mit Hoved - hun sugede og slikkede Champagnen bort fra mit Ansigt og min Hals - det overflødige, følte jeg, løb ned paa mit bare Bryst. Hendes lange, prægtige silkebløde Haar, der var sat op i en stor Knude i Nakkes, opløstes og ombølgede vore Hoveder. - Hun gjorde mig til, hvad hun selv var. - To Rovdyr parredes" . 

(Citat fra Mchangama, Stjernfelt: "MEN: Ytringsfrihedens historie i Danmark", s. 562-563.)

Bogen blev beslaglagt og Martin Jørgensen indkasserede en streng Højesteretsdom, en bøde på 200 kr. og 4 ugers simpelt fængsel:

Sagen Nr. 230/1885 *). Højesteretssagfører Lunn Aktor

contra Niels Martin Jørgensen (Def. Højesteretssagf. Bagger).

(Afsagt den 8 December 1885).

En paa et trykt Skrift navngiven Forfatter anset efter Strfl. § 184 paa Grund af den i Skriftet indeholdte Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, uanset at Forfatteren nægtede at have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men paastod ved dette at have villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften.

Kriminal- og Politirettens Dom af 1 August 1885 er saalydende:

Tiltalte Niels Martin Jørgensen, der er født den 4 November 1849 og ved denne Rets Dom af 14 April 1877 anset efter Straffelovens $ 262, 2det Stykke, med simpelt Fængsel i 1 Maaned, tiltales under nærværende Sag i Henhold til Justitsministeriets Resolution af 21 Maj d. A. for Overtrædelse af Straffelovens § 184 og sigtes for at have gjort sig skyldig heri ved Offentliggjørelsen af et i indeværende Aar her i Staden i tvende Leveringer udkommet, 80 Sider stort Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie", hvorpaa som Forfatter er navngivet Martin Jørgensen. Tiltalte har erkjendt, at der ved dette Navn er sigtet til ham, og, idet han iøvrigt ogsaa har vedkjendt sig Forfatterskabet til Skriftet, bærer han saaledes i Medfør af § 3 i Lov om Pressens Brug af 3 Januar 1851 Ansvaret for dettes Indhold. Da Tiltalte nu paa Side 38—42 og 64 - 80 af Skriftet har skildret Sandselighedens Opvaagnen hos unge Mennesker og et vellystigt Fruentimmers kjønslige Udskejelser under en saadan Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, at Skriftet findes at maatte betegnes som utugtigt, og, da det ikke kan fri ham for Strafansvar, at han ikke vil have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men derimod ved dette har villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften en Tendens, der iøvrigt ikke paa nogen kjendelig Maade fremtræder i Skriftets Indhold vil han være at anse efter det ovenanførte Lovbud efter Omstændighederne med en Statskassen tilfaldende Bøde af 200 Kr. eller i Mangel af denne Bodes fulde Betaling inden Exekutionsfristens Udløb med simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos det omhandlede Skrift i Medfør af Straffelovens $ 34 vil blive at konfiskere.

Thi kjendes for Ret: Tiltalte Niels Martin Jørgensen bør til Statskassen bøde 200 Kr., eller, saafremt denne Bøde ikke fuldt betales, hensættes i simpelt Fængsel i 4 Uger. Saa bør og det ovenomhandlede Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie af Martin Jørgensen", konfiskeres, og Tiltalte udrede Aktionens Omkostninger, derunder Salærer til Aktor og Defensor, Prokuratorerne Lassen og Petersen, 25 Kr. til hver. Den idømte Bøde at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og Dommen i det Hele at efterkommes under Adfærd efter Loven.

*) H. R. T. 1885 p. 587.

Højesterets Dom.

For det af Tiltalte udviste, i den indankede Dom fremstillede Forhold er han rettelig anset efter Straffelovens § 184, men Straffen findes at burde bestemmes til simpelt Fængsel i 1 Maaned. Dommens Bestemmelser om Konfiskation og Aktionens Omkostninger tiltrædes.

Thi kjendes for Ret:

Niels Martin Jørgensen bør hensættes i simpelt Fængsel i én Maaned. Iøvrigt bør Kriminal- og Politirettens Dom ved Magt at stande. I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Højesteretssagførerne Lunn og Bagger 40 kroner til hver.

(Ugeskrift for Retsvæsen, årgang 1886).

"En Forlægger". En Person, som har kaldt sig "Forlægger" og gjort sig berygtet ved en ret original Art Forretningsvirksomhed, er i disse Dage bleven arresteret. Den nævnte Mand som ogsaa har debuteret som "Forfatter", hedder Martin Jørgensen, og har særlig lagt sig efter ved Annoncer i Bladene at lokke godtroende Folk til at deponere større Pengesummer hos sig ved Løfte om at skaffe dem en "vellønnet" Plads.

Et Avertissement i "Berl. Tid." lokkede da ogsaa en Sømand O. til at deponere 400 Sk. hos Jørgensen, fristet af dennes lokkende Tilbud. Efter at have indbetalt denne Sum blev han antaget som Bud Hos J. Men da han efter et Par Dages Forløb fandt dennes "Forlagsforretning" mistænkelig, henvendte han sig til Politiet, som strax tog sig af Sagen og anholdt "Forlæggeren".

I Kontrakten mellem Jørgensen og O. var udtrykkelig stipuleret, at der ikke maatte disponeres over de deponerede Penge, men desuagtet havde J. samme Dag som Pengene var indbetalte, forbrugt omtrent Halvdelen til Indlæsning af pantsat Tøj og Lign.

Formodentlig vil J. nu - idetmindste for nogen Tid - blive gjort uskadelig. (Polit.)

(Samsø Avis 19. august 1887).

Annonce i Jyllandsposten den 4. maj 1887. "meget net og naturlig fortalt", skrev Politiken. "et behageligt indtryk ved sit indhold". Ifølge annoncen.

En rar forfatter. En Kavaller ved Navn Niels Martin Jørgensen er i Torsdags ved Højesteretsdom idømt en Straf af Forbedringshusardejde i 15 Maaneder. De Bedrifter, hvormed han har gjort sig fortjent til denne Paaskjønnelse, ere af en ganske ejendommelig Art.

I Aaret 1885 debuterede han som Forfatter i Hovedstaden med en Bog, der imidlertid var af en saadan Beskaffenhed, at han blev straffet for dens ufredelige Indhold. Det ejendommelige ved hans Virksomhed er dog, at naar han arbejder paa slige literære Værker, skal han nødvendigvis have et eller flere Bude i sin Tjeneste. Disse Bude, der engageres til at opkræve Hr. Jørgensens intetstedsværende Tilgodehavende, maa stille Kavtion for de Summer, de faa mellem Hænder, men efter kort Tids Forløb faa de Afsked uden samtidig at faa deres deponerede Penge. Medens Jørgensen skrev sin første Bog, havde han paa denne Maade snydt 9 forskiellige Smaafolk for 2000 Kr. Saa blev hans aparte Trafik opdaget og Fyren straffet. I 1887 begyndte han at skrive paa en ny Bog, og havde faa paa samme Maade engageret Bude, der aldrig havde noget at bestille og ingen Løn fik, medens han forbrugte deres deponerede Penge. Atter blev Gavtyven opdaget, da han havdebedraget en halv Snes godtroende Mennesker for 2250 Kr. Han blev dømt til 1 Aars Forbtdringshusarbejde. Da han imidlertid ikke strax blev arresteret, gav han sig paany i Færd med at antage flere Bude og havde naaet at frarane yderligere 5 Personer 1500 Kr.. da Politiet bemægtigede sig ham. Han fik i den Anledning er lille Tillæg til sin Straf, saa at han i Alt blev idømt 15 Maaneders Forbedringshusarbejde.

(Holstebro Avis 16. januar 1889).

Af N. M. Jørgensens generalieblad fra Vridsløse Statsfængsel som blev ført fra 1889 stod da han indkom: "Veltalende og besmykker sin sag". Præsten skrev lidt senere: "Uden tvivl en smudsig og dårlig person, plat og veltalende, fuld af udflugter og store tanker om sig selv". Og efter 1 års tid er noteret: "Pjaltet og pjanket". 

En forfulgt Literat. Han skrev i F. Pol. i sin Tid om Kongens Spasereture og sendte Majestæten et Exemplar i Pragtbind, for hvilken Opmærksomhed der allernaadigst blev ham tilstaaet 50 Kr. Saa skrev han en usædelig Bog og blev dømt for sit utugtige Skribleri. Derpaa gav han sig til at være Boghandler. Han førte kun sine egne misliebige Værker paa Lager. Ingen var saa letsindige at købe dem, men alligevel blev han straffet for Udgivelsen og efter gentagne Konflikter med Politiet fik han en længere Tur paa Vridsløse.

Efter endt Udsoning slog han sig paa Fæstevæsnet. I forskellige Blade lod han indrykke Avertissementer om ledige Pladser, og naar saa de Pladssøgende kom, lod han dem betale fra 5-10 Kr. i Indskrivningspenge, men ingen af de Pladssøgende opnaaede nogen Plads - han havde nemlig ingen. Saa meldte en misfornøjet Ansøger ham for længere Tid siden til Politiet, hvorefter han blev anholdt.

Forleden dømtes han ved Kriminal- og Politiretten til 18 Maaneders Forbedringshusarbejde. 

Martin Jørgensen er hans Navn.

Randers Arbejderblad 7 april 1891)

Martin Jørgensen blev anholdt den 28. december 1893, sigtet for bedrageri.

En gammel Forbryder.

der kom for et Par Tage siden en gulbleg, lorgnetprydet Mandsperson op paa vort Kontor, hvor han, strax da han var kommen indenfor Døren, afleverede følgende Salut:

- Jeg vil bare lade Dem vide, at hvis De skriver noget om, at jeg har begaaet Sædelighedsforbrydelse, anlægger jeg Sag imod Dem.

- Ja, men De vil vel i saa Fald ogsaa have Skadeserstatning, spurgte vi.

- Ja, og det en ganske klækkelig kan De bande paa, svarede den gulblege.

- Tør vi spørge, med hvem vi har den Ære . . .

- Naa, kjender De mig ikke, jeg er Martin Jørgensen, Forfatteren Martin Jørgensen. De har dog tidt nok skrevet om mig.

- Ah! Jo saa kjender vi Dem. De er nok lige sluppet ud af Forbedringshuset, saa vidt vi erindrer for 2. eller 3. Gang.

Han saa paa os med et arrigt Blik og foer saa ud af Døren med den Besked:

- Ja vov nu paa at skrive noget om mig, saa skal De ikke dø i Synden.

I Gaar fik vi saa gjennem Politiet den Meddelelse, at Hr. Martin Jørgensen var anholdt for Sædelighedsforbrydelse. Og i Dag drister vi os til at spendere nogle Linier paa denne gamle Forbryder.

Hr. "Literaten", 

Martin Jørgensen dukkede op her i Byen for omtrent en halv Snes Aar siden. Han er oprindelig Kommis, oplært i en Urtekramforretning i en Provinsby. Efter at have gjort et Greb i sin Principals Pengeskuffe, forlagde han sin Virksomhed her til Byen, hvor han strax etablerede sig som - Forlagsboghandler. Det vil sige: Han lejede i Larsbjørnsstræde en lille Fedtebutik, lod sit Navn med et net Sving skrive tværs over Ruden og anbragte ved Siden af Vinduet et blaamalet Skilt med gule Bogstaver, hvorpaa stod "forlagsboghandel".

Hans Lager bestod i en lille Pjece, han selv havde skrevet og som hed "Kong Christian den 9endes Spadseretrue". Det var lutter Løgnehistorier, den lille Bog indeholdt, hvad han ofte selv pralede af overfor sine nærmeste Venner. Men han tjente Penge ved sit Jux, thi han snød selvfølgelig Bogtrykker og Papirleverandører, saa hvad han fik ind var ren nettofortjeneste. Men saa en skjøn Dag kom Bogtrykkeren og gjorde Exekution i hele Grejen - Piecen og det fattige Pjus, han eiede, kom under Hammeren, og Husværten pillede Skiltet ned og bad ham fortrække.

Saa bukkede han op i St. Pederstræde. Her havde han leiet et tomt Værelse i en Stueetage og fik atter sit "Forlagsboghandler-Skilt" smækket op over Døren - men den forretning, han i Virkeligheden drev, var Bondefangeri.

Han bar sig hermed saaledes ad: I "Berlingske Tidende" og "Adresseavisen" averterede han, at han søgte en flink Mand, der var i Besiddelse af 5 a 600 Kr. kunde blive antaget som Medinteressent i en forlagsvirksomhed, og naturligvis gik der en Del godtroende fugle paa Limpinden. Ikke mindre end 6 forskjellige Mennesker fik han deres Spareskillinger lokket fra - men saa blev, takket være "Aftenbladet", den Geschäft stoppet.

En at de Bedragne henvendte sig til os om Assistance, og vi aflagde da Hr. Literaten en Visit en Dag tidlig paa Morgenstunden. Det Værelse, vi kom ind i, var aldeles blottet for Møblement, men i Værelsets fjerneste Krog var halvvejs mellem Loftet og Væggen udspændt en kæmpestor tunesisk Parasol, og under denne hvilede Hr. Jørgensen paa en Madras i fuld Dress.

Naa, kort og godt. Resultatet at vort Besøg blev det, at vi skrev, hvad denne Jørgensen i Grunden var for en gedigen Gavtyv - og saa blev han nappet af Politiet. De Penge, han havde snydt folk for, havde han forbrugt til Sus og Dus i Selskab med obskøne fruentimmer, og saa blev han vurderet til 8 Maaneders forbedringshus.

Da han kom paa fri fod, begyndte han atter paa sine Bedragerier, akkurat paa samme Maade som før ved at lokke godtroende Tossehoveder til sig gjennem Avertissementer i Bladene. Han blev paany arresteret, og da det under Sagen oplystes, at han ogsaa havde gjort sig skyldig i  Sædelighedsforbrydelse mod Smaabørn, dømtes han nu til 18 Maaneders forbedringshus.

Dem blev han færdig med for et Aarstid siden. Hvad han har levet af i den Tid, maa Guderne vide, men Penge har han haft paa Lommen, han gik altid flot klædt og var en stadig Gjæst paa vore forlystelsesanstalter, hvor han stedse saas i Selskab med purunge Mennesker.

Saa i forgaars nappede Politiet ham i Østre Anlæg, hvor han var i færd med at begaa Sædelighedsforbrydelse mod en stor Dreng. Og nu vil hans kjendte Skikkelse atter for en rum Tid forsvinde fra vore Gader - til han en skjøn Dag møder igjen og tager fat med fornyede Kræfter.

(Aftenbladet (København) 27. august 1893).

En Forbrydere.

Et Kriminalbillede fra Halvfemsernes København.

Literaten Martin Jørgensen.

Hans Liv og Levned og sidste Dom.

I Formiddags har Kriminalretten for ottende Gang afsagt Dom over "Literaten" Martin Jørgensen.

Han er en pjokket, ynkværdig Fyr og ligner en udlevet Olding, et Menneskevrag, skønt han kun er 45 Aar.

Han blev født den 4de November 1849 paa Vesterbrogade, hvor hans Forældre havde Beværtning og Øludsalg.

Allerede fra Barnsben var han af stridig og egenkærlig Natur og samme Stædighed udviste han som Dreng i Skolen. Sine Lektier vilde han nødig lære, og for at straffe ham, satte man ham fra Realskolen over i Friskolen.

Ulysten til at lære noget gentog sig efter Konfirmationen, da man satte ham i Sætterlære hos Bogtrykker Sally B. Salomon. Den monotone Lyd af Typernes Klapren, Blydunsterne fra Sættekassen, det ensformige bedøvende Spektakel fra Maskinerne, den stærke, trykkende Varme, alt dette irriterede Martins Sanser, saa han en skønne Dag løb fra Læren.

Saa forsøgte Martin sig i forskellige Handelslære, men hans Hu stod ikke til Livet bag Disken. Han var en idealistisk Sværmer, der drømte om en Gang at blive en stor, berømt Skribent.

Da han var 18 Aar gl., rystede han Støvet af sine Fødder og forlod Urtekrambutiken for at begynde et nyt Liv som "Forfatter".

Det første Værk som Forfatter.

Martin Jørgensens første Værk var en Køkkentrappe-Kolportageroman. Han indrømmer selv, at Bogen ikke var noget literært Værk, men den slog an blandt Kokkepigerne.

Men da Konkurrenterne fik Færten af, at der var Penge at tjene, endte det med, at Martin bukkede under i Konkurrencen og maatte søge sit Levebrød bag Disken igen.

Han fik nu Plads hos en Urtekræmmer paa Nørrebrogade, hvor han gjorde Bekendtskab med den Kvinde, der ødelagde ham i Bund og Grund.

Mathilde Rømer

hed hun, en ung, rig Enke.

Hun, der stadig havde forstrakt ham med Penge en masse, havde givet ham bestemt Løfte om en større Sum til at aabne en Forretning for i Kolonial- og Delikatessevarer paa den daværende Parcelvej.

Forretningen var omtrent startet, men i det afgørende Øjeblik stillede hun Jørgensen de to Alternativer - enten at faa Pengene og gifte sig med hende eller ogsaa - ikke at faa dem.

Efter en større Scene valgte han det sidste.

Fallent. Professionel Alfons. Dramatiker. Antikvar. Karambolage med Politiet.

I fem Maaneder holdt han sin Forretning gaaende paa Kredit, - saa gik han fallit. Efter i nogen Tid at have prøvet et Liv som Alfons, gik det svært ned ad Bakke for ham. Han forsøgte at starte en dramatisk Forening, der dog snart gik i Hundene. Derefter lykkedes det ham at faa pumpet en bekendt Godsejer, der syntes at have fattet Kærlighed til Jørgensen. Ved hans Hjælp lykkedes det J. at nedsætte sig som Antikvarboghandler i Larsbjørnstræde.

Faa sit eget Forlag udgav han nu sin ovennævnte Bog, "Livsnydelse", der paa Grund af sit utugtige Indhold blev konfiskeret og J. ved Højesteret idømt 1 Maaneds simpelt Fængsel.

Fire Agenter, der skulde kolportere 2den omarbejdede Udgave, snød han saa godt, at han i 1885 paany kom i Karambolage med Politiet og fik sig en lille Vand- og Brødtur i 6 Gange 5 Dage.

Aaret efter gjorde han sig paa samme Vis skyldig i Bedrageri og blev idømt 3 Gange 5 Dage paa Vand og Brød.

Jørgensens Antikvarboghandel, der imidlertid var flyttet til Fiolstræde, nød ikke længer Godsejerens kærlige Omsorg og var som Følge deraf svært paa Retur.

Han søger Kompagnon.

For at faa nye Finanser i den slunkne Kasse, averterede "Literaten", som J. kaldte sig i 1887, efter en "Kompagnon". En troskyldig Medborger gik ogsaa paa Limpinden i den Tro, at Jørgensen var en stor Forfatter. Hans tro blev dog hurtig rokket, da han en Dag traadte ind i J.s private Kabinet og saa' den store "Forfatter" liggende paa det bare Gulv - med en stor kinesisk Parasol over sit Hoved.

Da han ikke fik det reglementerede Afdrag af sin Kapital, gjorde han Anmældelse til Politiet, og da det viste sig, at det var et overlagt Bedrageri med falske Kavtionister m. m., maatte J. paany spasere i Hullet. Under Sagens Gang blev han dog atter løsladt, og denne Frihed benyttede han til at lave andre Bedragerier, hvorved han paany blev sat fast. Den første Bedragerisag skaffede ham 18 Maaneder i Forbedringshuset, og inden han havde afsonet denne Straf, faldt Dommen i den anden Bedragerisag, der lød paa 15 Maaneders Forbedringshusarbejde, - altsaa i alt 33 Maaneder Forbedringshusarbejde.

Som Sædelighedsforbryder.

Efter at have udsonet sin lange Straf, levede han i al Stilhed, indtil 1893, da Offenligheden paany beskæftigede sig med hans Navn i Anledning af en mindre proper Historie. En Sommerdag blev J. truffet i en uhyggelig téte-å-téte med to Mandfolk i Østre Anlæg. Herfor blev han efter lang Tids Varetægtsfængsel idømt 200 Kr. i Bøde, som han fik Lov at afsone med Fængsel paa Vand og Brød.

Hans sidste Bedrift. Et Bladforetagende.

Trods Livets Omskiftelser havde J. ikke lagt sin "literære" Virksomhed paa Hylden. I December f. A. fik han paany en Mand, en Tilskærer Nielsen, til at gaa i Tøjet og indskyde Penge i et Bladforetagende, som han - ret betegnende - kaldte "Livsglæden", redigeret af Nils Pan.

Bladet saa dog aldrig Dagens Lys, idet J., da det første Numer skulde udgaa, selv havde forbrugt Pengene, som han skyldte Bogtrykker Knudtzon for Trykningen. Tilskæreren, Bogtrykkeren og en Del brøstholdne Handlende, der havde betalt for Avertissementer i Bladet, meldte Sagen til Politiet, og J. maatte vandre den gamle kendte Gang til Arresten.

I Morges faldt hans Dom, der ogsaa denne Gang lød paa Forbedringshusarbejde i ét Aar.

Martin Jørgensen har trods sine mærkelige Livsprincipper alle Dage været en loyal Mand og har bl. a. givet sine Følelser Luft i en i 1887 udgivet mindre Bog, betitlet: "Fra Kong Christian den Niendes Spasereture".

Hans Majestæt, der selvfølgelig ikke har kendt noget nærmere til Martin, skænkede den kongetro "Forfatter" 50 Kr.

Benatus.

(København 5. maj 1894).

Kriminel "Livsglæde".

"Forfatteren", Martin Jørgensen dømt til Forbedringhus.

Højesteret beskæftigede sig atter i Gaar med den velkendte Sædelighedsforbryder og Bedrager, "Literaten" Niels Martin Jørgensen, hvis Livshistorie vi udførlig meddelte den 5. Maj, da han af Kriminalretten blev idømt et Aars Forbedringshusarbejde - en Dom, han nu havde appelleret til Højesteret.

Han havde denne Gang ligesom tidligere startet et "literært" Foretagende, et Blad, som han gav det velklingende Navn "Livsglæden". Og for at faa Penge dertil havde han averteret efter en Mand, der som Interessent i Foretagendet vilde indskyde 200 Kr. mod at oppebære en maanedlig Gage af 80 Kr.

En Skomagersvend, der hedder Niels Carl Nielsen, var naiv nok til at hoppe paa Limpinden. Med sine surt sammensparede 200 Kr. henvendte han sig den 7. Decbr. f. A. i Følge den indlagte Billet til "Livsglæden"s Redaktør, Hr. Niels Pan alias Martin Jørgensen, der havde Redaktionskontor hos Enkemadam Cederborg paa Kvisten i Ejendommen Nr. 5 i Fredensgade.

Imellem Parterne blev der saa oprettet en Kontrakt, der lød paa, at Skomager Nielsen var antaget som Medhjælper ved Ugebladet "Livsglæden"s Annonce- og Redaktionskontor for en Løn af 80 Kr. maanedlig, og som Sikkerhed for Inkassationerne og til Disposition for Udgiveren indbetalte han de 200 Kr.

Martin skulde selv skrive Teksten til Bladet, og han haabede, at det kunde give Overskud. 7. September havde han sluttet Kontrakt med Bogtrykker Knudtzon i Amaliegade om Bladets Trykning. Det skulde koste 75 Kr. pr. Numer i et Oplag at 2000 Eksemplarer og Bladets Sætning vilde blive paabegyndt, saa snart Martin Jørgensen havde betalt 40 Kr.

Bladet gik ogsaa i Trykken, men det udkom ikke. "Livsglæden" strandede paa Bogtrykker Knudtzon, der partout forinden vilde have de resterende 35 Kroner.

Og det mægtede Martin ikke. Han havde fra den 7. til den 22. December, da Bladet skulde udkomme, forbrugt de 200 Kr.

Skomager Nielsen blev gnaven og anmeldte saa Martin Jørgensen til Politiet, der har holdt ham i Varetægtsarrest fra kort før Nytaar.

Under Proceduren i Gaar var Aktor Højesteretssagfører Salomon og "Literatens" Defensor Kammeradvokat Hindenburg. Resultatet blev, at den indankede Dom, et Aars Forbedringshusarbejde, blev stadfæstet.

Martin Jørgensen overværede Forhandlingerne ved Højesteret.

(København 4. august 1894)

Fredericia Dagblad refererede 6. august 1894 udførligt retssagen. Her blev Martin Jørgensen beskrevet som 45 år gammel, men lignede en olding på 70. Social-Demokraten 4. august 1894 tilføjede at hans øjne var røde, ansigtsfarven gul. Bladet lå færdig fra trykken 22. december 1893. 

Avisen København gjorde den 26. juli 1896 opmærksom på at en af de komiteer der havde påtaget sig ordningen af provinsbørnenes feriebesøg (Foreningen til Provinsbørns Ferieophold) havde hyret Martin Jørgensen som fører for de små feriebørn. 2 dage efter meddelte avisen at han var blev et afskediget. 

Martin Jørgensen flyttede usædvanlig meget omkring. I 1910 kom han på Almindelig Hospital, og 4 år senere på Skt. Hans. Her døde han 23. marts 1917 og blev begravet på hospitalets kirkegård. Dødsårsagen angaves til "Degeneratio myocardii" osv. Dvs. svækket hjertemuskel. Hans titel angives lidt intetsigende som "fhv. agent af København".

Se også: Aage Welblund: Martin Jørgensen: Livsnydelse. Philobiblon. Bind 3-4, s. 109-118. 1951-1952.

Højesteretsdom: Mogens Abraham Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

 Den 1ste Februar.

Tirsdagen den 1ste Februar.
Nr. 276. Advocat Henrichsen

contra

Mogens Abraham Sommer (Defensor Nellemann), der tiltales for ved Udgivelsen af Maanedsskriftet "Indøvelse i Christendommen“ 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

Nørvang Tørrild Herreders Extrarets Dom af 16de Juli 1875: "Tiltalte Mogens Abraham Sommer bør hensættes i simpelt Fængsel i 4 Maaneder, og bør det af ham udgivne Skrift "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1, October 1874, være confiskeret; derhos bør Tiltalte at udrede de af denne Sag flydende Omkostninger, derunder Salair til hans Anklager, Procurator Wadum 16 Kr. og til hans Forsvar, Cancelliraad Borch 12 Kr. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Viborg Landsoverrets Dom af 11te October 1875: "Underretsdommen bør ved Magt at stande, dog saaledes at Straffetiden bestemmes til 2 Maaneder. I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Morville og Isaacsen, betaler Tiltalte 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.“

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande.

I Salarium til Advocaterne Henrichsen og Nellemann for Høiesteret betaler Tiltalte 30 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under denne Sag tiltales Mogens Abraham Sommer for ved Udgivelsen af Maanedskriftet "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

I det ommeldte Skrift, som Tiltalte har erkjendt at have forfattet og offentliggjort, har; Tiltalte navnlig i en Artikel med Overskrift "Fader vor“ anstillet forskjellige Betragtninger over Misbrug, der efter hans Mening skulle gaae i Svang ved Kirketjenesten, og hvorved han efter Artiklens hele Indhold maa antages ogsaa at have havt Folkekirkens Gudstjeneste for Øie, ligesom han i en anden Artikel med Overskrift "Stat og Kirke“ har fremsat sine Anskuelser med Hensyn til Spørgsmaalet om Kirkens og Statens Adskillelse, og da han ved den Maaade, hvorpaa han deels i den førstnævnte Artikel har omtalt Folkekirkens Lære om Nadverens Sacrament samt enkelte anordnede kirkelige Skikke, deels i den sidstnævnte Artikel blandt Andet har udtalt sig om dem, der forblive i, som det hedder, "Folke- eller Statskirken“ saavelsom om den saaledes betegnede Kirke og Kirketjeneste i Almindelighed — i hvilke sidste Henseender han navnlig har yttret, at den omtalte Kirke "er Djævelens Bolig og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle; thi af hendes Horeries giftige Viin (falsk Lære og Afgudsdyrkelse) have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende (derfor beder Geistligheden ogsaa de lange Bønner for Kongehusene)“ o. s. v., og at dersom "Konger og Myndighed ville plyndre Menneskene, fordi de ikke ville bidrage til at opretholde en Kirketjeneste, som de føle Afsky for, saa vide vi hvad de ere“ o. s. v. — maa ansees at have drevet Spot med og forhaanet Folkekirkens Troeslærdomme og Gudsdyrkelse, maa det billiges, at Tiltalte, der tidligere flere Gange har været straffet, deels efter Lov 3die Januar 1851 § 8 og deels efter Straffelovens § 156, senest ifølge Høiesteretsdom af 27de October 1868 efter den sidstnævnte Lovbestemmelse med simpelt Fængsel i 3 Maaneder, nu ved Underretsdommen paany er anseet efter samme Lovbestemmelse, men Straffen, der ved bemeldte Dom er bestemt til simpelt Fængsel i 4 Maaneder, findes efter Sagens Omstændigheder at kunne indskrænkes til samme Slags Fængsel i 2 Maaneder, og med denne Nedsættelse i Straffetiden vil saaledes den indankede Dom, ved hvis Bestemmelser om det paagjældende Skrifts Confiskation og Actionens Omkostninger det maa have sit Forblivende, være at stadfæste.“

(Højesteretstidende 11. og 18. februar 1876)

Se sagen om tumulter i Kolding i anledning af et møde Sommer holdt der i 1857 og en nekrolog andetsteds pǻ denne blog.

§ 156 i Straffeloven af 1866 er identisk med den senere straffelovs § 140 om blasfemi som blev ophævet i 2017.

Gustav Rasch: Vom verlassenen Bruderstamme. (Efterskrift til Politivennnen)

Gustav Heinrich Wilhelm Rasch (1825-1878) var preussisk statsborger, men i spørgsmålet om Slesvig-Holsten anti-preussisk og pro-slesvig-holstensk. Han var bl.a. kendt for rejseskildringer fra Italien (1859-1861), og senere fra Slesvig-Holsten 1862-1864. Nedenstående artikel i Gartenlaube om en rundrejse i Angel startede en kontrovers der førte til at den danske regering anviste politimyndighederne til at arrestere ham og under skarp bevogtning føre ham til København. Han blev desuden forbudt indrejse i Danmark.

Hans støtte til hertug Friedrich VIII fik ham på kant med de preussiske myndigheder, og den 12. februar 1864 blev han arresteret og fængslet i Flensborg. Han blev løsladt efter 48 timer med det påbud at forlade Slesvig og aldrig mere komme tilbage. I februar 1864 klagede han forgæves sin nød til Bismarck. I maj 1864 blev hans tobindsværk beslaglagt, men dog frigivet igen september samme år.

Fra den forladte broderstamme

En tur til Angel - Bønderne i Angel - Tysk og dansk - Sorte gensdarmer - Undertrykkelse af det tyske sprog - De tyske præster - En dansk kirke - Danske skolelærere - I postvognen - Politimester Hagemann - Pastor Hansen og hans religiøse lektioner.

Det land som i folkemunde er kendt som Angel, er et af de mest interessante distrikter i Slesvig-Holsten. Angel er mod nord afgrænset af Flensborg Fjord, mod øst af Østersøens bølger, mod syd af Slien, mod vest af jernbanelinjen, der forbinder Slesvig med Flensborg, og har et areal på ca. 15 kvadratmil. Jorden er ekstremt rig og produktiv. I Angel kan du finde de stolteste gårde, de mest statelige landsbyer, de rigeste og smukkeste sogne i landet. "Vi er så velhavende, og jorden er så rig, at det er umuligt at ødelægge os, ellers ville danskerne have ødelagt os for længe siden," sagde bønderne i Sørup, Geltingen og Satrup ofte til mig, når jeg talte med dem om landet og talte om dansk økonomi.

Men endnu mere interessant end landet er dets befolkning. Den kerne der er i den tyske bondeklasse og hvilken udvikling denne bondeklasse er i stand til, kan ses i Angel! Anglerne eller angelitterne som de kalder sig selv, er af melankolsk temperament. De taler med særlig forkærlighed om religiøse emner og tænker ofte og meget på døden. Nogle mennesker får deres kister bygget og placeret i deres stuer mens de stadig er i live, og kvinder og piger i deres blomstrende ungdom syr nogle gange deres ligskjorter. Som på de forblæste Orkneyøer og på Skotlands brune heder ser den melankolske anglers indre øje ofte fremtiden som den skabende verdensånd ellers heldigvis har skjult for jordens indbyggeres øjne. I dette idylliske bakkeland med dets mørkbladede elletræer og spidsbladede asketræer, overalt krydset af høje knæk, der ligger som mørke løvtråde på engenes solrige, grønne tæppe mellem disse rige, gule kornmarker, disse mørke bøgeskove, disse rige bondegårde og gamle kirker, hersker et andet ansigt; Her viser sjælenes "Fata Morgana" sig for nogle mennesker og afslører fremtiden i ildflammer der skyder op som et tag, i begravelsesoptog hvor han genkender sine naboers og venners skikkelser, og i kampscener der forkynder befrielsen af ​​sit land for ham. Angleren er også en mand der tænker hurtigt, han forstår nemt tingene og orienterer sig hurtigt, har et stort talent for selvledelse af sine egne samfundsanliggender, læser meget og nyder at lære. Skolerne i Angel har altid været i bedre stand end nogen steder i Slesvig. Aviser og tidsskrifter læses flittigt. De velhavende anskaffer sig små private biblioteker, og man møder en viden om politiske forhold der ofte er forbløffende. Blandet med disse enestående egenskaber i forståelsen er en overdreven forsigtighed som ofte udarter til mistillid, men straks bliver til den største tillid, så snart denne er opnået, og en stor stædighed som i øvrigt tjener dem særlig godt i deres nuværende modstand mod danskheden. Godsejerens og gårdejerens tidligere overmod mod kådneren er fuldstændig forsvundet; i det mindste kunne jeg ikke finde noget spor af det; men det er blevet til stolthed og arrogance over for danskerne.

I Angel forekom bønderne mig som sejrherrerne, danskerne som de besejrede. De ser på de danske embedsmænd, præster og skolelærere der er blevet sendt ind i deres land fra øerne for at regere og styre dem, som elendigt, stakkels pøbel, der kun er kommet for at berige sig selv og spise sig mæt i deres fattigdom, og de taler kun med grænseløs foragt om dem. Desværre har de gode anglere helt ret i denne mening. Angleren er også økonomisk, han er ordentlig, men ingen gnier. Gæstfrihed i Angel er ubegrænset. Intet offer er for stort for disse vidunderlige landmænd til at forsvare deres rettigheder. De fattige bliver hjulpet overalt. Man ser og elsker luksus i smukke, rummelige bygninger, i prægtige møbler og tøj, i statelige heste, i rigt besøgte bryllupper, barnedåb og besøgsture. Jeg fandt mahognimøbler, ure, komfortable lænestole, sofaer og gyngestole, klaverer og elegante skriveborde i de fleste af disse gårde, som er bygget i behagelige former og holdt elegant og rent overalt.

Jeg ved ikke om man i Tyskland ved at i årene 1850 og 1851 og på trods af Danmarks forhandlinger med Preussen og Østrig som mandater for det tyske forbund som fandt sted i 1852, hvori Slesvigs selvstændighed og fuldstændige ligestilling af tysk og dansk statsborgerskab i Slesvig udtrykkeligt var angivet, blev dansk skoletimer indført i stedet for tysk skoletimer og dansk gudstjeneste blev indført i stedet for tysk gudstjeneste i 5 byer og 48 landsogne i Slesvig gennem en række dekreter fra den danske regering. Og det blev besluttet at der i byerne alle søndage skulle prædikes både på tysk og dansk, men i landsognene skulle gudstjenesten skiftevis være på tysk den ene søndag og dansk den anden søndag. Selv de danske myndigheder var ikke i stand til at give nogen begrundelse for lovligheden og retfærdigheden af ​​denne ordre. Afgrænsningen af ​​de såkaldte blandede distrikter, hvori dansk skolesprog og danske gudstjenester blev indført, blev gennemført på den mest vilkårlige måde efter gamle statistiske tabeller fra omkring 1810 og ofte sådan at ikke en eneste person der talte dansk eller forstod dansk, kunne findes i disse blandede distrikter. Angel som var det største og vigtigste af disse blandede distrikter, klarede sig særligt dårligt. Af 52 søndage blev 26 frataget og helliget ”danskundervisningen”, som de lokale kalder den danske gudstjeneste og det danske skolesprog. Bønderne der holdt fast i den tyske bibel og den tyske salmebog som den bedste arv fra deres fædre, blev tvunget til at købe en dansk bibel og en dansk salmebog til deres børn. I de fleste sogne er prædikanterne direkte hadede. Udtrykket "den sorte gendarm" viser nok med hvilke øjne man ser på dem. Båndet mellem skole og hjemmeundervisning er brudt. Forældre der ikke har midlerne til at indkvartere deres børn i udlandet, sender børnene i skole, for ellers vil de blive straffet hårdt, men der stopper også deres deltagelse. De forklarer at de intet forstår af det danske skolesprog og aldrig vil vide noget om det. Og så snart børnene er konfirmeret, smider de danske bøger i vandet, taler aldrig et ord dansk igen og prøver hårdt på at glemme, hvad de har lært. [1]

Jeg var rejst gennem hertugdømmerne i alle retninger, forsynet med de mest omfattende og bedste anbefalinger, for at lære at kende de aktuelle forhold i landet på stedet. Hvad jeg fandt var bitterhed, smerte og had overalt, den mest lovløse vilkårlighed i Slesvig fra de administrative og politimæssige embedsmænds side - som var autoriseret af den berygtede § 8 i den slesvig-holstenske grundlov som afskar de danske undersåtter enhver juridisk proces i hertugdømmerne - en knægtelse af sind og sprog, skole, kirke og presse, sådan som Østrig aldrig havde forsøgt i Venedig, de mest små forfølgelser, et netværk af spionage og fordømmelse spredt over hele landet, sænkning af grundværdierne, dagligt stigende fattigdom i byerne blandt håndværkerne og småborgere, begge hertugdømmer frataget alle politiske rettigheder, pressen overalt i hænderne på dansk politi, retten til at klage reduceret til et latterlige underskriftsniveau, ingen forening- og forsamlingsret, centraladministration overalt på vej til at falde i hænderne på danskerne eller deres håndlangere, eller allerede i deres hænder, fuldstændig usikkerhed for person og ejendom fra angreb og -forsøg fra de danske embedsmænd - men trods alt dette tyskernes hårdeste og mest trodsige modstand fra befolkningen i begge hertugdømmer, til ikke at vakle og give efter og holde sammen, for Tysklands ære og for at gøre deres egen modstand desto stærkere. Holsten er meget lykkeligere end Slesvig, forbindelsen med det tyske forbund gør forsøg på fordanskning dér umulige for danske embedsmænd, præster og skolelærere. Men hvem var de embedsmænd der fordanskede Slesvig? Udvalget af jurister, teologer og skolelærere er fra de danske øer. "Alle vores embedsmænd der stadig har noget æresbegreb, tager kun til Slesvig med den største modvilje og under pres!" fik jeg at vide i København. Og jeg overbeviste mig selv om sandheden af ​​disse ord på fastlandet. Jeg fandt få danske embedsmænd i hele Slesvig der ikke blev omtalt med grænseløs foragt og som sagde ting der fuldstændig retfærdiggjorde denne foragt. Jeg overdriver ikke; Det jeg siger, siger alle i Slesvig, og et helt folk lyver ikke.

Kun Angel havde jeg ikke set endnu. Af forskellige grunde havde jeg reserveret Angel til slutningen af ​​mine undersøgelser af forholdene i Slesvig-Holsten.

En af de sidste dage i august sad jeg sammen med en af ​​mine nye venner i statskammeret eller i tegnestuen - om man vil - på hans gård i det sydlige Angel. Jeg nævner bevidst ikke hans navn, fordi jeg straks ville udsætte ham for en masse chikane fra hans foged. Vi talte om den politiske situation i hertugdømmerne og især om Angel. Han fortalte mig noget af det jeg sagde ovenfor om landets indbyggere. Så gav han mig karakteristika af danske præster og skolelærere i Angel. Hvis han havde fortalt mig hvad han fortalte mig i aften for seks uger siden, ville jeg ikke have troet det, selvom min ven har et af de mest hæderlige navne i Slesvig og er højt beæret over sin kærlighed til sandheden, sit mod til modstand og sit mod til at forsvare landets rettigheder. Men jeg havde set og hørt så mange utrolige ting, at intet længere undrede mig.

"Ser du," sagde han, "vi havde fremragende prædikanter i landet, værdige, lærde mænd, højt respekteret og elsket af hele befolkningen. Den danske regering fordrev dem alle fordi de ikke ville prædike på dansk og ikke ville bede kirkebønnen i den nye læseart. Vi beholdt kun to, pastor Juhl i Tøstrup og pastor Röhs i Caleby. Som svar på den mest brændende anmodning fra bønderne i deres sogn om at blive og bevare jorden, blev de tilskyndet til at bede kirkebønnen i den nye læseart og beder nu "for vores konge". Og nu sendte de os næsten uden undtagelse den mest nytteløse rabalder fra København, sutter, spillere, drukkenbolte, løsslupne undersåtter, som kun har ét princip i livet, at berige sig på deres fede sogne og føre et rigt, behageligt liv, mennesker uden frygt for Gud, uden uddannelse og uden viden, uden viden om vores sprog. Du ved allerede at det ikke er langt væk at læse teologi i København. Blot lære udenad og fylde sig!"

"Jeg kender til det; fortsæt bare!"

"Nu går ingen i kirke mere. Bønderne vil ikke længere høre prædikanterne som de foragter så meget på grund af deres opførsel og uvidenhed, i tyske prædikener. I nogle sogne i Angel ved man ikke længere om søndagen, om det er dansk eller tysk søndag. Hvis vores folk ikke havde en så vigtig moralsk og religiøs kerne i sig, ville de for længst være blevet moralsk ødelagt. Ofte prædiker præsterne kun for vagtmesteren og skolebørnene som i ordets bogstavelige betydning bliver ført ind i kirken. Men nogle gange er han nødt til at træde ned fra prædikestolen, og vagtmesteren lukker så kirken fordi børnene heller ikke kan bringes i kirke. Ingen forstår noget af den danske prædiken. Sådan skete der ofte for pastor Hartnack i Nordrebrarup. Han forstår ikke noget tysk og er fuldstændig inkompetent. Forleden kom han ind i værtshuset og ville spise en sild. Han var ikke i stand til at udtrykke på tysk, om han ville have det røget eller syltet. Til sidst blev begge bragt til ham. Kender du hans berygtede begravelsestale? Han sagde: "Der ligger han i sin sorte æske; I kendte ham, men jeg kendte ham ikke! Amen.” Sådan var det bogstaveligt talt; Ud fra disse ord kan du bedømme mandens uddannelsesniveau. Der var en pastor Hansen i Kappeln, den nuværende Pastor Thießs Forgænger. Han var en drukkenbolt og en bedrager. Endelig følte regeringen sig tvunget til at fjerne ham på grund af hans ugerninger. Spørg i Kappeln på Hähn'schen værtshus. Der opstod scener af frådseri med ham som er så modbydelige, at jeg ikke vil fortælle dem det."

"Og skolelærerne i Angel?"

”I Danmark er der som du sikkert ved, ikke overflod af skolemestre eller kandidater til ministeriet. Den danske regering bekymrer sig kun om at udbrede det danske sprog i Angel, ikke at udbrede uddannelse. Så de har sendt os de mest uvidende karle, der kunne gå i skole med vore tjenere, folk, der før var sømænd eller soldater, som i Angel kun beskæftiger sig med at øve salmebogsvers for børnene til tonerne af "Den tapre landsoldat", at bande, drikke og spille. Der er en lærer Petersen i Moor-Kirchholz - spørg i Kappeln - han spiller og drikker med grisechaufførerne i kroen om morgenen, han tjener som spion for politiet, han låser børnene inde med brød og vand og slår dem forfærdeligt. Alle forsøg fra landmændene i Boel-området på at indlede en undersøgelse af personen under visitationen og på at fjerne ham fra embedet har hidtil været forgæves. Der er et andet lignende subjekt i Maaßholm, som hans samfund beskylder for den største umoral. Ham er det ikke muligt at fjerne." [2]

Næste morgen stod vi foran posthuset som lå tæt på gården. Jeg ville til Kappeln. Postvognen kom, den var fyldt. Tre fiskerlandsfolk sad i den og en smuk ung pige i bytøj. Hestene blev skiftet. Landfolket kom længe ind i lokalet. Jeg spurgte dem om de ville tage mig med som ekstra passager til næste station, hvor postvæsenet var forpligtet til at skaffe mig vogne og heste.

De kiggede mistænksomt på mig og henviste mig til postilionen.

Postilionen så også mistænkelig ud og tog min ven med ud i et hjørne.

"Hvem er denne fyr?" hørte jeg ham spørge. "Han er vel fra Berlin?"

Min ven nikkede.

"Det går ikke!" råbte postilionen. "Ick tho et not!"

Det var afslutningen på forhandlingerne.

"Der kan du se, du er persona ingrata i landet. Postillionen har mistanke om at man rejser rundt for at besøge landet, og det ønsker den danske regering absolut ikke. Vent! Min vogn står for døren om ti minutter. Med mine heste vil du overhale de langsomme postheste med en halv time før næste station.”

De tre landfolk satte sig ind i bilen, ikke uden at tage endnu et mistænksomt blik på mig. Vognen trillede af sted. Men i løbet af ti minutter stod en af ​​de højhjulede holstenske vogne med to udmærkede heste for døren.

Jeg fulgte efter i et langt trav og ankom til næste posthus en halv time tidligere. Jeg bestilte plads og tog plads i postvognen ved den unge pige, der blev på stationen, kom fra Slesvig og var på besøg hos slægtninge.

Vognen kørte videre. Landboerne der sad over for mig, kiggede på mig med mistænkelige blikke. Jeg kunne slet ikke tvivle på deres holdning til mig. Jeg forsøger forgæves at få dem til at tale om forholdene i landet. De brød altid kortvarigt tråden af ​​samtalen. Til sidst spurgte en af ​​dem mig: "Sig mig, hvem vil du besøge i Angel?" [3] Jeg nævnte navnene på to af de mest respektable gårdejere og tog to anbefalingsbreve fra min pung. De læste navnene, som alle kendte, på konvolutterne.

Heldigvis vidste jeg, hvem Hagemann var.

“Hagemann på Ohrfeld?” spurgte jeg indigneret, “Hagemann er jeres hemmelige politichef i Angel! Sidste maj ville han have din gode præst i Gelting, Valentiner, som nu er præst i Leipzig, ført ud af landet af politiet, da han ville besøge forpagteren Geiger i Gelting til hans sølvbryllupsdag!

Nu så den tredje også på mig med et blik af fuldstændig tillid.

“Ja,” sagde han, “præsten i Gelting var en god, værdig mand. Men de drev ham ud af landet, danskerne, fordi han ikke ville prædike på dansk. Mod alle rettigheder fratog de baronens patronat og indsatte en dansker, Hansen, i hans sted. Hansen måtte for nylig lukke kirken tre søndage, fordi der ikke var nogen i kirken. Vi spurgte Hagemann, om han ville have pastor Valentiner bragt ud af landet af gensdarmen, hvis han kom på besøg fra Leipzig. Men han nægtede det."

Jeg tog et papir op af min pung og rakte det frem til dem. "Læs dette!"

Han læste: "Hvis det er kommet til undertegnede myndigheds opmærksomhed ved rygte, at dr. phil. F. W. Valentiner, prædikant i Leipzig, tidligere prædikant i Gelting, ventes at være gæst ved en fejring af forpagteren Geigers sølvbryllupsdag den 27. maj 1861 i Gelting, så får de herskende omstændigheder mig til at underrette myndighederne om den adelige Gelting gods heraf at betinge, at der efter mig af kongeministeriet givet instrukser, forsåvidt Valentiner skulle indtræde i den lukkede del af det første Angler adelsgodsdistrikt, skal der af mig tages skridt imod ham, hvilket utvivlsomt vil føre til, at han straks fjernelse.

Royal Ohrfeld politiadministration, 25. maj 1861.

M. Hagemann.”

Nu hengav de sig til forbandelser og bitre udfald mod deres "hemmelige politimester", som de kaldte ham, og i virkelig rørende bemærkninger om pastor Valentiner og baron Hobe von Gelting, "de gode, vidunderlige mænd", som de kaldte dem.

"I Gelting sogn prædiker man også på dansk og underviser i dansk i skolerne," sagde jeg; "Kan nogen af ​​jer fortælle mig, hvor mange mennesker i Gelting-distriktet, der taler dansk eller forstår dansk?"

“Jeg kender hvert hus i sognet,” svarede bonden, der sad over for mig, en høj, stærk mand med et vemodigt udtryk i ansigtet, “i Geltings sogn er der ingen, der forstår eller taler dansk. Hele befolkningen er tysk. Der er kun en gammel mand der, som var sømand i den danske flåde da han var ung. Han forstår nok stadig lavdansk, men han kan det ikke længere. Han forstår ikke det skriftlige dansk som Hansen prædiker på."

“Men Rundhof er også en blandet bydel! Kender nogen af ​​jer Rundhof?”

”Rundhof,” svarede min nabo, som med så fiffigt blik havde spurgt mig om politichefen, ”er halvt tysk, halvt blandet distrikt. I den blandede bydel tales der ikke dansk i noget hus. Der siges at være nogle gamle mænd der, som stadig forstår dansk, som gjorde tjeneste i den danske flåde.”

“Og de underviser i dansk og prædiker på dansk der?” råbte jeg forarget.

"Ja," sagde min nabo og tårerne væltede frem i hans ærlige, blå øjne, "det er ret trist! Tænk, stakkels børn! Bortset fra fire timer om ugen er alle timer på dansk. Børnene lærer ingenting. Al uddannelse i landet er ødelagt. Og hvilken slags skolelærere og præster har de nu sendt til vores land i ti år! Hansen som de sendte til os for at erstatte den gode Valentine, løslod for nylig drengene fra konfirmationstimen lidt tidligt og holdt pigerne tilbage. En bonde spurgte sin datter hvorfor præsten havde holdt hende hos sig så meget længere. Hun rødmede og sagde at hun kun kunne fortælle det til sin mor. Så kom det ud at præsten havde sagt til dem, for at advare dem om lasten, at de skulle passe på mændene, for hvis de kom for tæt på dem, ville de let blive gravide, og et barn ville da opstå deres kroppe, og for at fjerne dette skulle man skære et stort hul i deres side. De kan se på dette, hvilken slags person denne præst er. Nej, de er slet ikke mennesker, meget mindre præster!”

G. Rasch.

[1]  For på forhånd at modvirke eventuelle ondsindede angreb fra det danske nationalparti og sikkert også fra konservative tyske aviser, om at jeg overdriver, erklærer jeg, skønt ovenstående er blevet mig bekendt fra mine egne undersøgelser i Angel, at jeg alligevel den forgangne sommer fra partierne fra det officielle ministermemorandum, som den kongelige preussiske regering fremlagde til kabinetterne i de engelske, franske og østrigske regeringer sidste sommer.

Dr. jur. Gustav Rasch.

[2]  Hr. Moritz Busch, der tog til Angel i 1855, fandt præcis de samme forhold der. Se Schleswig-Holstein breve af M. Busch. Gustav Mayer forlag i Leipzig. Se også: Valgene til den slesvigske Stænderforsamling 1860. Hamborg, 1861.

[3]  For en bedre forståelses skyld vil jeg altid gengive alle efterfølgende samtaler på højtysk, selvom de for det meste altid blev ført på plattysk. G.R

Som tilføjelse til note 3 kan jeg tilføje at jeg har oversat dem til rigsdansk. Originalen var på plattysk.

Vom verlassenen Bruderstamme

Eine Fahrt nach Angeln – Die Bauern in Angeln – Deutsch und dänisch – Schwarze Gensd’armen – Unterdrückung der deutschen Sprache – Die deutschen Pastoren – Eine dänische Kirche – Dänische Schullehrer – Im Postwagen – Oberpolizist Hagemann – Pastor Hansen und sein Religionsunterricht.

Das Land, das im Volksmunde Angeln heißt, ist einer der interessantesten Districte Schleswig-Holsteins. Angeln wird im Norden von der Flensburger Föhrde, im Osten von den Wellen der Ostsee, im Süden von der Schlei, im Westen von der Eisenbahnlinie begrenzt, welche Schleswig mit Flensburg verbindet, und hat einen Flächeninhalt von ungefähr 15 Quadratmeilen. Der Boden ist außerordentlich reich und ergiebig. In Angeln sieht man die stolzesten Bauernhöfe, die stattlichsten Dörfer, die wohlhabendsten und schönsten Kirchspiele des Landes. „Wir sind so wohlhabend, und der Boden ist so ergiebig, daß man uns gar nicht ruiniren kann, sonst hätten uns die Dänen längst ruinirt,“ sagten mir häufig die Bauern in Sörup, Geltingen und Satrup, wenn ich mit ihnen über das Land und über die dänische Wirthschaft sprach.

Aber noch weit interessanter als das Land sind seine Bewohner. Welch’ ein Kern im deutschen Bauernstande liegt, und welcher Entwickelung dieser Bauernstand fähig ist, das kann man in Angeln sehen! Die Angeler oder die Angeliter, wie sie sich selbst nennen, sind melancholischen Temperamentes. Sie sprechen mit besonderer Vorliebe von religiösen Gegenständen und denken oft und viel an den Tod; Mancher läßt sich seinen Sarg bei Lebzeiten bauen und in die Stube stellen, und Frauen und Mädchen in blühender Jugend nähen sich manchmal das Sterbehemd. Wie auf den windumrauschten Orkney-Inseln und auf den braunen Haiden Schottlands, sieht das innere Auge des melancholischen Anglers häufig das Zukünftige, was der schaffende Weltgeist sonst dem Auge des Erdenbewohners zu seinem Glücke verborgen hat. Auf diesem idyllischen Hügelland mit seinen dunkellaubigen Erlen und spitzblättrigen Eschen, überall von hohen Knicks durchzogen, welche wie dunkle Laubgewinde auf dem sonnigen, grünen Wiesenteppich liegen, zwischen diesen reichen, gelben Getreidefeldern, diesen dunkeln Buchenwäldchen, diesen reichen Gehöften und alterthümlichen Kirchen waltet das zweite Gesicht; hier erscheint Manchem die „Fata Morgana“ der Seelen und enthüllt die Zukunft in Feuerflammen, welche aus einem Dache emporschlagen, in Leichenzügen, in denen er die Gestalten seiner Nachbarn und Freunde erkennt, und in Schlachtbildern, welche ihm die Befreiung seines Landes verkünden. Der Angeler ist ferner ein Mann von schnellen Begriffen, er faßt leicht auf und orientirt sich schnell, hat ein großes Talent zur Selbstverwaltung seiner eigenen Gemeindeangelegenheiten, liest viel und unterrichtet sich gern. Die Schulen waren in Angeln immer besser im Stande, als überall in Schleswig; fleißig werden Zeitungen und Journale gelesen; die Wohlhabenden schaffen sich alle kleine Privatbibliotheken an, und man begegnet einer Kenntniß der politischen Verhältnisse, welche oft in Erstaunen setzt. Mit diesen hervorstechenden Eigenschaften des Verstandes vermischt sich eine übergroße Vorsicht, welche oft in Mißtrauen ausartet, aber sofort in das vollkommenste Vertrauen umschlägt, sobald dies einmal gewonnen ist, und eine große Hartnäckigkeit, welche ihnen in ihrem jetzigen Widerstand gegen das Dänenthum übrigens besonders zu statten kommt. Der frühere Hochmuth der Hufner, der Hofbesitzer, gegenüber dem Käthner ist ganz verschwunden; wenigstens habe ich keine Spur davon entdecken können; aber er ist in Stolz und Hochmuth den Dänen gegenüber umgeschlagen.

In Angeln erschienen mir die Bauern wie die Sieger, die Dänen wie die Besiegten. Sie betrachten die dänischen Beamten, Pfarrer und Schullehrer, welche ihnen von den Inseln in’s Land geschickt sind, um sie zu regieren und zu brüchten, wie elendes, armes Gesindel, welches lediglich gekommen ist, um sich zu mästen und sich in seiner Armuth satt zu essen, und sprechen von ihnen nur mit grenzenloser Verachtung. Leider haben die braven Angler in dieser Anschauung vollkommen Recht. Der Angler ist ferner sparsam, er ist ordentlich; aber er ist kein Filz. Die Gastfreundschaft in Angeln ist unbegrenzt. Für die Vertheidigung ihrer Rechte ist diesen herrlichen Bauern kein Opfer zu groß. Den Armen wird überall geholfen. Dabei sieht man und liebt man den Luxus in schönen, geräumigen Bauten, in prächtigen Möbeln und Kleidern, in stattlichen Pferden, in reichbesuchten Hochzeiten, Kindtaufen und Fahrten auf Besuch. Mahagony-Möbel, Uhren, bequeme Sessel, Sophas und Schaukelstühle, Pianinos und elegante Schreibtische fand ich in den meisten dieser Bauernhöfe, welche in gefälligen Formen gebaut und durchweg zierlich und reinlich gehalten sind.

Ich weiß nicht, ob es in Deutschland bekannt ist, daß in den Jahren 1850 und 1851, trotz der im Jahre 1852 zu Stande gekommenen Verhandlung Dänemarks mit Preußen und Oesterreich, als Mandataren des deutschen Bundes, in denen ausdrücklich die Selbständigkeit Schleswigs und die vollständige Gleichberechtigung der deutschen und der dänischen Nationalität in Schleswig versprochen wurde, durch eine Reihe von Verfügungen Seitens der dänischen Regierung in 5 Städten und 48 ländlichen Kirchspielen in Schleswig an Stelle des deutschen Schulunterrichts der dänische Schulunterricht und an Stelle des deutschen Gottesdienstes der dänische Gottesdienst in der Art eingeführt wurde, daß in den Städten an allen Sonntagen sowohl deutsch wie dänisch gepredigt werden, in den Landkirchspielen aber der Gottesdienst abwechselnd einen Sonntag deutsch, einen andern Sonntag dänisch sein sollte. Für die Gesetzmäßigkeit und Rechtmäßigkeit dieser Verfügung konnten selbst Seitens der dänischen Behörden gar keine Gründe angegeben werden. Die Abgrenzung der sogenannten gemischten Districte, in denen dänische Schulsprache und dänischer Gottesdienst eingeführt wurde, wurde in der willkürlichsten Weise nach alten statistischen Tabellen aus den Jahren um 1810 vorgenommen und oft so, daß in diesen gemischten Districten auch nicht ein einziger Mensch zu finden war, welcher dänisch sprach oder dänisch verstand. Angeln, welches der größte und wichtigste unter diesen gemischten Distrikten war, kam dabei besonders schlecht weg. Von 52 Sonntagen wurden ihm 26 abgenommen und der „dänischen Lehre“ geweiht, wie der Volksmund den dänischen Gottesdienst und die dänische Schulsprache nennt. Die Bauern, welche an der deutschen Bibel und dem deutschen Gesangbuch hielten, wie an dem besten Erbe ihrer Väter, wurden gezwungen, für ihre Kinder eine dänische Bibel und ein dänisches Gesangbuch anzuschaffen. In den meisten Kirchspielen werden die Prediger geradezu gehaßt. Die Bezeichnung „der schwarze Gensd’arme“ zeigt genügend, mit welchen Augen man sie betrachtet. Das Band zwischen der Schule und der häuslichen Erziehung ist zerrissen. Die Eltern schicken zwar, so weit sie nicht Mittel haben, ihre Kinder auswärts unterzubringen, die Kinder zur Schule, weil sie sonst hart gestraft werden, aber damit hört auch ihre Theilnahme auf. Sie erklären, sie verständen nichts von der dänischen Schulsprache und würden nie etwas davon wissen wollen. Und die Kinder, sie werfen, sobald sie confirmirt sind, die dänischen Bücher in’s Wasser, sprechen nie ein Wort dänisch wieder und geben sich ordentlich Mühe, das zu vergessen, was sie gelernt haben. [1]

Ich hatte die Herzogthümer, mit den umfassendsten und besten Empfehlungen versehen, nach allen Richtungen bereist, um die gegenwärtigen Zustände des Landes aus eigenen Anschauungen an Ort und Stelle kennen zu lernen. Was ich gefunden habe, war Erbitterung, Schmerz und Haß überall, die rechtloseste Willkür in Schleswig Seitens der Administrativ- und Polizei-Beamten – [665] wozu der berüchtigte § 8 der Schleswig-Holstein octroyirten Verfassung sie vollkommen autorisirte, indem er den dänischen Unterthanen in den Herzogthümern jeden Rechtsweg abschnitt – eine Knechtschaft der Geister und Sprache, Schule, Kirche und Presse, wie Oesterreich sie so niemals in Venetien versucht hat, die kleinlichsten Verfolgungen, ein über das ganze Land ausgebreitetes Netz von Spionage und Denunciation, allmähliches Sinken des Real-Credits, täglich zunehmende Armuth in den Städten bei den Handwerkern und kleinen Bürgern, beide Herzogthümer baar aller politischen Rechte, die Presse überall in den Händen der dänischen Polizei, das Petitionsrecht bis auf die Lächerlichkeit einer Unterschrift herabgesunken, kein Vereins- und Versammlungsrecht, die Communalverwaltung überall auf dem Wege, den Dänen oder ihren Kreaturen in die Hände zu gerathen, oder bereits in ihren Händen, vollkommene Unsicherheit der Person und des Eigenthums vor den unaufhörlichen Angriffen und Versuchen der dänischen Beamten – aber alledem gegenüber der zäheste und trotzigste Widerstand der deutschen Bevölkerung in beiden Herzogthümern, nicht zu wanken und zu weichen und fest zu einander zu halten, zur Ehre Deutschlands, und um den eigenen Widerstand desto kräftiger zu machen. Holstein ist um Vieles glücklicher als Schleswig, die Verbindung mit dem deutschen Bunde macht dort die Dänisirungs-Versuche und dänischen Beamten, Pastoren und Schullehrer unmöglich. Aber was waren das für Beamte, welche Schleswig dänisiren? Der Ausschuß der Juristen, Theologen und Schullehrer, welche die dänischen Inseln besitzen. „Alle unsere Beamten, die noch einen Begriff von Ehre haben, gehen nur mit dem größten Widerwillen und gezwungen nach Schleswig!“ sagte man mir in Kopenhagen. Und ich überzeugte mich von der Wahrheit dieser Worte auf dem Festlande. Ich habe in ganz Schleswig wenig dänische Beamten gefunden, von denen man nicht mit grenzenlosester Verachtung sprach und Dinge erzählte, welche diese Verachtung vollkommen rechtfertigten. Ich übertreibe nicht; was ich sage, ist in Schleswig in Aller Munde, und ein ganzes Volk lügt nicht.

Nur Angeln hatte ich noch nicht gesehen. Ich hatte die Reise durch Angeln aus verschiedenen Gründen bis zum Schluß meiner Untersuchungen der Zustände in Schleswig-Holstein mir vorbehalten.

An einem der letzten Augusttage saß ich bei einem meiner neuen Freunde in dem Staatszimmer oder in dem Salon – wenn man so will – seines im südlichen Angeln gelegenen Hofes. Ich nenne seinen Namen absichtlich nicht, denn ich würde ihn sofort einer Menge Tracasserien Seitens seines Hardesvogtes aussetzen. Wir sprachen über die politischen Verhältnisse in den Herzogthümern und besonders über Angeln. Er theilte mir Manches von dem mit, was ich oben über die Bewohner des Landes erzählt habe. Dann gab er mir die Charakteristiken dänischer Pastoren und Schullehrer in Angeln. Hätte er mir das, was er mir heute Abend erzählte, vor sechs Wochen erzählt, ich hätte es nicht geglaubt, obschon mein Freund einen der ehrenwerthesten Namen in Schleswig trägt und durch seine Wahrheitsliebe, seinen Muth im Widerstande und seine Vertheidigung der Rechte des Landes hochgeehrt ist. Aber ich hatte so viel Unglaubliches gesehen und gehört, ich erstaunte über nichts mehr.

„Sehen Sie,“ sagte er, „wir hatten vortreffliche Prediger im Lande, würdige, gelehrte Männer, hochgeachtet und geliebt von der ganzen Bevölkerung. Die dänische Regierung hat sie sämmtlich fortgejagt, weil sie nicht in dänischer Sprache predigen und nicht das Kirchengebet in der neuen Lesart sprechen wollten. Zwei nur haben wir behalten, es ist der Pastor Juhl in Töstrup und Pastor Röhs in Caleby. Auf die inständigste Bitte der Bauern ihres Kirchspieles, zu bleiben und sich dem Lande zu erhalten, ließen sie sich bewegen, das Kirchengebet in der neuen Lesart zu sprechen, und beten jetzt „für unsern König“. Und nun schickte man uns fast ohne Ausnahme das nichtsnutzigste Gesindel aus Kopenhagen, Säufer, Spieler, Trunkenbolde, liederliche Subjecte, welche nur ein Lebensprincip haben, sich mit ihren fetten Pfarreien zu mästen und ein reiches Wohlleben zu führen, Menschen ohne Gottesfurcht, ohne Bildung und ohne Kenntnisse, ohne Kenntniß unserer Sprache. Sie wissen ja ohnedem, es ist mit dem Studium der Theologie in Kopenhagen nicht weit her. Bloßes Auswendiglernen und Einpaukerei!“

„Ich weiß darum; sprechen Sie weiter!“

„Nun geht kein Mensch mehr zur Kirche. Die Bauern wollen die Prediger, welche sie ihres Wandels und ihrer Unwissenheit wegen so verachten, auch nicht mehr in der deutschen Predigt hören. In manchen Kirchspielen Angelns weiß man Sonntags nicht mehr, ob dänischer oder deutscher Sonntag ist. Wenn unser Volk nicht einen so bedeutend sittlich-religiösen Kern in sich trüge, so wäre es lange moralisch zu Grunde gegangen. Oft predigen die Pfarrer nur vor dem Küster und den Schulkindern, welche in der wörtlichen Bedeutung des Wortes in die Kirche getrieben werden. Zuweilen muß er aber auch von der Kanzel heruntersteigen, und der Küster schließt dann die Kirche, weil auch die Kinder nicht in die Kirche zu bringen sind. Es versteht ja auch Niemand Etwas von der dänischen Predigt. So ist es dem Pastor Hartnack in Norderbrarup häufig ergangen. Er versteht gar kein Deutsch und ist vollkommen unfähig. Neulich kam er in die Schenke und wollte einen Häring essen. Er war nicht im Stande sich in deutscher Sprache auszudrücken, ob er ihn geräuchert oder gepökelt wolle. Endlich brachte man ihm Beide. Kennen Sie seine berüchtigte Leichenrede? Er sprach: „Da liegt er in sein schwarzes Kiste, Ihr habt ihm gekennt, aber ich habe ihm nicht gekennt! Amen.“ So war es wörtlich; Sie können aus diesen Worten die Bildungsstufe ermessen, worauf der Mann steht. Da war ein Pastor Hansen in Kappeln, der Vorgänger des jetzigen Pastor Thieß. Er war ein Säufer und Betr–. Endlich hat sich die Regierung denn doch genöthigt gesehen, ihn wegen seiner Unthaten zu entfernen. Erkundigen Sie sich in Kappeln im Hähn’schen Wirthshaus. Dort sind mit ihm Scenen von Völlerei vorgekommen, welche so ekelhaft sind, daß ich sie nicht erzählen mag.“

„Und die Schullehrer in Angeln?“

„Es ist in Dänemark, wie Sie wahrscheinlich wissen, kein Ueberfluß an Schulmeistern, wie an Candidaten des Predigtamtes. Es kommt der dänischen Regierung aber auch nur auf Verbreitung der dänischen Sprache in Angeln an, nicht auf Verbreitung der Bildung. So hat man uns die unwissendsten Kerle geschickt, welche bei unseren Knechten in die Schule gehen könnten, Menschen, welche früher zuweilen Matrosen oder Soldaten waren, welche sich in Angeln nur damit beschäftigen, den Kindern Gesangbuchsverse nach der Melodie des „tappern Landsoldaten“ einzuüben, zu fluchen, zu saufen und zu spielen. Da ist ein Lehrer Petersen in Moor-Kirchholz – erkundigen Sie sich in Kappeln – er spielt und trinkt Morgens mit den Schweinetreibern im Wirthshaus, er dient der Polizei als Spion, er sperrt die Kinder bei Wasser und Brod ein, und prügelt sie, daß es entsetzlich ist. Alle Versuche der Bauern der Gemeinde Boel, bei der Visitation eine Untersuchung gegen den Menschen zu veranlassen und ihn aus dem Amte zu entfernen, sind bis jetzt vergeblich gewesen. Da ist ein zweites ähnliches Subject in Maaßholm, den seine Gemeinde der größten Unsittlichkeit beschuldigt. Es ist nicht möglich, ihn zu entfernen.“ [2]

Am andern Morgen standen wir vor dem nahe bei dem Hofe gelegenen Posthause. Ich wollte nach Kappeln fahren. Der Postwagen kam. er war besetzt. Drei Angeler Landleute saßen darin und ein hübsches, junges Mädchen in städtischer Kleidung. Die Pferde wurden gewechselt. Die Landleute traten so lange in die Stube. Ich fragte sie, ob sie mich als überzähligen Passagier bis zur nächsten Station mitnehmen wollten, wo die Postverwaltung verpflichtet sei, mir Wagen und Pferde zu stellen.

Sie sahen mich mißtrauisch an und verwiesen mich an den Postillon.

Auch der Postillon machte ein mißtrauisches Gesicht und nahm meinen Freund in eine Ecke.

„Wer is de Hähr?“ hörte ich fragen. „De is wohl uht Berlin?“

Mein Freund nickte.

„Geht nich!“ rief der Postillon. „Ick tho et nich!“

Damit war die Verhandlung zu Ende.

„Sie sehen, Sie sind hier Persona ingrata im Lande. Der Postillon vermuthet, daß Sie umherreisen, um das Land zu besuchen, und das will die dänische Regierung absolut nicht. Warten Sie! In zehn Minuten wird mein Wagen vor der Thüre stehen. Mit meinen Pferden überholen Sie die langsamen Postgäule bis zur nächsten Station um eine halbe Stunde.“

Die drei Landleute stiegen in den Wagen, nicht ohne nochmals einen mißtrauischen Blick auf mich zu werfen. Der Wagen rollte fort. Aber in zehn Minuten stand einer jener hochräderigen holsteinischen Wagen mit zwei vortrefflichen Pferden vor der Thüre.

In gestrecktem Trabe fuhr ich hinterher und kam eine halbe Stunde früher auf der nächsten Poststation an. Ich bestellte mir einen Platz und nahm nun im Postwagen den Platz des jungen Mädchens ein, welches auf der Station blieb, aus Schleswig kam und Verwandte besuchte.

Der Wagen fuhr weiter. Die mir gegenüber sitzenden Landleute sahen mich mit mißtrauischen Blicken an. Ich konnte an ihrer Gesinnung gegen mich gar nicht zweifeln. Vergebens versuche ich, sie zu einem Gespräche über die Zustände im Lande zu veranlassen. Sie brachen den Faden der Unterhaltung immer kurz ab. Endlich fragte mich der Eine: „Sagen Sie mal, wen wollen Sie denn in Angeln besuchen?“ [3] Ich nannte die Namen von zwei der achtungswerthesten Hofbesitzer und nahm zwei Empfehlungsbriefe aus meiner Brieftasche. Sie lasen auf den Couverts die Jedermann bekannten Namen.

Plötzlich veränderte sich der Ausdruck auf den Gesichtern. Die Blicke wurden zutraulich und wohlwollend. Nur der Eine, der neben mir saß, sah mich pfiffig an und sagte: „Also den Herrn Hagemann wollen Sie nicht besuchen?“

Glücklicherweise wußte ich, wer Hagemann war.

„Hagemann auf Ohrfeld?“ fragte ich entrüstet, „Hagemann ist ja Euer heimlicher Oberpolizeiminister in Angeln! Er hat ja noch im vorigen Mai Euren braven Pastor in Gelting, Valentiner, der jetzt Pastor in Leipzig ist, als er den Pachter Geiger in Gelting zu seiner silbernen Hochzeit besuchen wollte, durch die Polizei aus dem Lande bringen lassen wollen!“

Jetzt sah auch der Dritte mich mit Blicken des vollsten Vertrauens an.

„Ja,“ sagte er, „der Pastor in Gelting war ein braver, würdiger Mann. Aber sie trieben ihn aus dem Lande, die Dänen, weil er nicht dänisch predigen wollte. Dem Baron haben sie wider alles Recht das Patronat genommen und haben einen Dänen, den Hansen, an seine Stelle gebracht. Dreimal hat der Hansen neulich die Kirche Sonntags zuschließen müssen, weil Niemand in der Kirche war. Wir haben den Hagemann gefragt, ob er uns den Pastor Valentiner, wenn er aus Leipzig auf Besuch zu uns käme, durch Gensd’armen aus dem Lande bringen lassen wolle. Er hat’s aber abgeleugnet.“

Ich nahm ein Papier aus der Brieftasche und hielt es ihnen hin. „Leset das da vor!“

Er las: „Wenn es der unterzeichneten Behörde gerüchtsweise zur Kunde gekommen ist, daß der Dr. phil. F. W. Valentiner, Prediger in Leipzig, vormals Prediger in Gelting, in Veranlassung einer am 27. Mai 1861 stattfindenden Feier der silbernen Hochzeit des Pachters Geiger auf Gelting als Gast erwartet werde, so veranlassen obwaltende Umstände mich, die Obrigkeit des adeligen Gutes Gelting davon in Kenntniß zu setzen, daß zufolge mir ertheilter Instruction von Seiten des königlichen Ministeriums, insofern gedachter Valentiner den geschlossenen Theil des ersten Angler adeligen Güterdistricts betreten sollte, Schritte von mir wider denselben einzuleiten sind, welche unzweifelhaft seine augenblickliche Entfernung zur Folge haben werden.

Königl. Oberpolizeiverwaltung Ohrfeld, den 25. Mai 1861.

M. Hagemann.“

Nun ergingen sie sich in Verwünschungen und erbitterten Ausbrüchen gegen ihren „geheimen Oberpolizisten“, wie sie ihn nannten, und in wirklich rührenden Bemerkungen über den Pastor Valentiner und den Baron Hobe von Gelting, „diese braven, herrlichen Männer,“ wie sie sie nannten.

„Im Kirchspiel Gelting wird doch auch dänisch gepredigt und dänisch in den Schulen unterrichtet,“ sagte ich; „kann denn Jemand von Euch mir angeben, wie viel Menschen im Distrikt Gelting dänisch sprechen oder dänisch verstehen?“

„Ich kenne jedes Haus im Kirchspiel,“ erwiderte der mir gegenübersitzende Landmann, ein großer, kräftiger Mann mit melancholischem Gesichtsausdruck, „im Kirchspiel Gelting versteht und spricht Niemand dänisch. Die ganze Bevölkerung ist deutsch. Es ist nur ein alter Mann da, welcher in jungen Jahren Matrose auf der dänischen Flotte war. Der versteht das Plattdänische wohl noch etwas, er kann es aber nicht mehr sprechen. Das Schriftdänische, in dem der Hansen predigt, versteht er gar nicht.“

„Aber Rundhof ist doch auch gemischter Distrikt! Kennt Einer von Euch Rundhof?“

„Rundhof,“ erwiderte mein Nachbar, der mich mit so pfiffigem Blick nach dem Oberpolizeiverwalter gefragt hatte, „ist halb deutsch, halb gemischter District. In dem gemischten District wird in keinem Hause dänisch gesprochen. Es sollen dort einige alte Männer noch dänisch verstehen, welche auf der dänischen Flotte dienten.“

„Und dort wird dänisch unterrichtet und dänisch gepredigt?’ rief ich entrüstet.

„Ja,“ sagte mein Nachbar und Thränen traten ihm in die ehrlichen, blauen Augen, „das ist recht traurig! Denken Sie, die armen Kinder! Außer vier Stunden die Woche ist der ganze Unterricht dänisch. Die Kinder lernen nichts. Alle Bildung im Lande geht dabei zu Grunde. Und was das für Schullehrer und Pfarrer sind, die sie uns nun seit zehn Jahren in’s Land geschickt haben! Der Hansen, den sie uns an die Stelle des braven Valentinen geschickt haben, entließ neulich die Knaben etwas früher aus dem Confirmationsunterricht und behielt die Mädchen zurück. Ein Bauer fragte seine Tochter, warum der Pastor sie soviel länger bei sich behalten hätte. Sie wurde roth und sagte, das könne sie doch nur der Mutter sagen. So kam es denn heraus, daß der Pastor ihnen gesagt habe, um sie vor dem Laster zu warnen, sie sollten sich vor den Mannsleuten in Acht nehmen, denn wenn diese ihnen zu nahe kämen, würden sie leicht schwanger, es entstände dann ein Kind in ihrem Leibe, und um dieses zu entfernen, müsse man ihnen ein großes Loch in die Seite schneiden. Sie können hieraus sehen, was das für ein Mensch ist, dieser Pastor. Nein, es sind gar keine Menschen, viel weniger Pastoren!“

G. Rasch. 

[1] Um allen etwaigen böswilligen Angriffen Seitens der eiderdänisch nationalen Partei und wahrscheinlich auch conservativer deutscher Zeitungen, daß ich übertreibe, in Voraus zu begegnen, erkläre ich, obschon mir Vorstehendes aus meinen eigenen Untersuchungen in Angeln bekannt geworden ist, daß ich es dennoch aus der von Seiten der königlich preußischen Regierung im verflossenen Sommer den Cabineten der englischen, französischen und österreichischen Regierung überreichten ministeriellen officiellen Denkschrift wörtlich entnehme.

Dr. jur. Gustav Rasch. 

[2] Hr. Moritz Busch, der im Jahre 1855 Angeln bereiste, fand dort ganz dieselben Zustände. S. Schleswig-Holstein’sche Briefe von M. Busch. Verlag von Gustav Mayer in Leipzig. S. ferner: Die Wahlen zur schleswig’schen Stände-Versammlung im Jahre 1860. Hamburg, 1861.

[3] Ich werde alle folgenden Unterhaltungen immer, des besseren Verständnisses wegen, in hochdeutscher Sprache wiedergeben, obschon sie meistens immer in plattdeutscher Sprache geführt wurden. G. R

(Die Gartenlaube: illustrirtes Familienblatt. No. 42, 1861, s. 664-666. Uden datoangivelse, men formentlig fra uge 42). Findes også i Wikisource.

Fra Holsteen, den 4de December.

- - -

I disse Dage bliver da ogsaa den fameuse Rasch'ske bog ivrig udbredt hos os og, som De ret kan tænke, læst med Begjærlighed. Dette er en sand Lækkerbidsken for vore Slesvigholstenere, som glæde sig inderlig over engang paany at kunne have Leilighed til at geraade i "Raseri" over "Voldsherredømmet" i Slesvig, skøndt de Fleste ret vel vide, hvad man skal troe om alle disse Historier. Imidlertid er det dem dog ubehageligt, at der netop i denne Tid kommer saa meget frem for Offentligheden, som stiller det preussiske Væsen i Posen i et langt grellere Lys ligeoverfor Regimentet i Slesvig. Saaledes er Bladet "Dziennik Posiausky" blevet lagt under Beslag, fordi det har offentliggjort en Korrespondance, hvori Erkebiskoppen anmodes om at virke for Brugen af det polske Sprog (hvilket ved Storfyrstendømmets Overtagelse høitideligt var blevet lovet Ligeberettigelse af den daværende preussiske Konge) i officielle Korrespondancer, endvidere ere flere Geistlige strengt blevne straffede for Fornærmelser mod kongelige Embedsmænd, og Overpræsident von Bonin truer med strenge Straffe for Afbenyttelse og Salg af Faner og Kokarder osv. i andre end de preussiske Farver. Dette gjør den preussiske Regjering - og man tier - ; men naar den danske Regiering i Slesvig seer sig nødsaget til lignende Forholdsregler - ja, saa skriger man, saa at en Steen kunde røres derved. Og nu sammenligne man de af den preussiske Regjering i Posen grebne Forholdsregler med Regjeringens Optræden endog i Holsteen. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. december 1861).

Mellemslesvig, den 17de Decb. (Dr. Rasch's Bog "Vom verlasenen Bruderstamm".) Blandt den slesvigholsteenske Samling af Pamphleter over de slesvigske Tilstande, som nu i en Række af Aar uafbrudt har holdt det tydske Læsepublikum i Aande, indtager den sidstudkomne Værk af en vis Dr. G. Rasch, der kalder sig Dr. juris utriusque (!) og i Sommer har bereist Landet, en høi Rang, forsaavidt som det dristigt kan kræve i Skrankerne med Alt, hvad der hidtil er præsteret af Løgnagtighed og Ondstab i denne Retning. Bogen slutter sig værdig til Moritz Busch's "Schmerzenschrei" og "Schleswig-holsteinische Briefe" med Hensyn til Skandal-Historier; ja den er i Grund en kun en muligst fuldstændig Samling af Alt, hvad Emigranterne og de de mest forbittrede Hjemmetydskere i Forening have kunnet sammenlyve om den danske Bestyrelse af Slesvig. Dens Formaal er Angreb paa alle Embedsmænds Personer, paa deres Charakteer og Dygtighed, for at gøre dem latterlige og forhadte for den tydske Befolkning, og ved Siden heraf at vedligeholde og forøge det tydske Fædrelands Tro om et dansk Voldsherredømme i Slesvig. Forfatteren er vagabonderende tydsk Patriot og har ifjor besøgt Italien; men i hans Tanker og efter hans Skildring staaer det østerrigske Herredømme i Venelien og det bourbonske i Neapel aldeles paa samme Trin som det danske Regimente i Slesvig. De Historier, som nu meddeles det tydske Publikum, ere tildeels meget gamle: enkelte af dem ere bekjendte fra 1850 0g 1851, hvor "Norddeutsche freie Presse" under Olshausens Redaktion daglig bragte de mest utrolige Røverhistorier tiltorvs, for at latterliggjøre  Regjeringskommissionen i Flensborg; andre af de meddeelte Historier findes i Skriftet "Schleswig-Holstein im März; 1853" (blev dengang forbudt i Hertugdømmet) og atter andre høre til den Samling, som den tydske Stændermajoritet i Flensborg under Hansen Grumbys og Thomsen-Oldensworths Ledelse har bragt til Offentligheden, og hvilke, uagtet de mange Gange bleve gjendrevne, for største Delen ere gaaede over i et preussisk "Denkschrift", der udkom ifjor og var beregnet paa det engelske Publikum. Kun lidet er nyt, og dette nyt er, som alt Andet, saa haandgribeligt usandt og fuldt af de dummeste Opdigtelser, at der hører den tydske politiske Literaturs hele Elendighed - in specie den slesvig-holsteenske Løgneliteraturs Jammerlighed - til, for at forklare, hvorledes det er muligt at et saadant Makværk, som det Raschske Værk "Vom verlassenen Bruderstamm" kan udkomme. Enhver stærk politisk Rivning fremkalder Satirer og Pamphleter, og en saa stærk national Brydning, som den i Sydslesvig, kan naturligviis let fremkalde en polemisk Literatur i Tydskland; men der gives neppe noget bedre Beviis for den saakaldle slesvig-holsteenske Sags Usandhed og Uretfærdighed end den Literatur, der er fulgt i Hælene paa Oprøret eller voxet op som Paddehatte i dets smudsige Spor. Men eftersom den tydske Intelligents er kommen til det Stadium, al der ingen Dumhed er saa dum, cg ingen Usandhed saa usand, at den jo modtages med Jubel, naar den blot handler om Danmark og de Danske, saa vilde det jo være en stor Synd at misunde Tydskerne "dette eneste Punkt, hvori de Alle uden Undtagelse ere enige".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. december 1861)