Hertz' Bogtrykkeri. (Efterskrift til Politivennen)

Student (Sylvester) Hertz (1790-1854) fik i 1828 kongelig bevilling til at anlægge et bogtrykkeri i Vejle og udgive en avertissementstidende. Herefter etablerede han et trykkeri i Søndergade 13-15 i Vejle og udgav her Vejles første avis, Weile Amts Kongelig priviligerede Avis og Avertissementstidende - Vejle Amts Avis. Avisen tryktes i starten på en håndpresse af træ. Kæmpede med økonomiske vanskeligheder og efterlod ved sin død i 1854 en avis for nedadgående. Avisen blev ført videre af enken Cecilie Hertz og dernæst sønnen Vilhelm.

Annonce i Kolding Folkeblad 4. september 1911 da trykkeriet lå i Sct. Pederstræde 19. Ejendommen blev købt i 1909 og husede indtil da St. Peders Gæstehjem som i en årrække havde haft underskud. Hjemmet havde eksisteret i 25 år ikke mindst for "de farende svende". Hver nat overnattede op til 100 mennesker.. 

Især fra 1895 kom der for alvor gang i forretningen. Poul Hertz solgte i 1905 avisen i Vejle og flyttede trykkeriet til hovedstaden. Han lancerede i 1911 bladet "Verden og Vi". I 1918 solgte han bladet. I stedet udviklede han sit „Hertz Karthothek“ med specielle kartotekskort og kartoteksskabe, hvilket var helt nyt på den tid. Allerede tidligt i virksomhedens historie var der ført kartotek over ansatte i virksomheden, og man kan stadig få disse kort med de gamle bemærkninger at se. På et af kortene står der for eksempel "Ikke flittig. Heller ikke dygtig. Snakker meget" eller en af de mere dramatiske fra 1944 "Fratraadt p.gr. af Sabotagen. Flink men snakkesalig." Poul Hertz døde i 1939 og enken Ellen Hertz videreførte virksomheden.

Den 7. maj 1944 blev af Hertz' bogtrykkeri, Snorresgade 22, København, sprængt hvorved der skete skade for 186.918 kr. Det var formentlig Peter-gruppen med bl.a. Brøndum, Bothildsen Nielsen, Wagner og Jesse som havde planlagt at sprænge trykkeriet i luften. Dette blev nævnt i straffesagen mod Karl Rudolf Werner Best, Karl Constantin Albert Julius v. Hanneken, Günther Friedrich Wilhelm Ludvig Pancke og Otto Richard Bovensiepen (chef for det tyske sikkerhedspoliti). Sidstnævnte var i tiden fra den 10. januar 1944 til den 21. april 1945, som den for den til bekæmpelse af den danske sabotage m. v. iværksatte tyske antisabotage ansvarlige, at have givet ordre til eller sanktioneret de af den til udførelsen af antisabotagen indsatte S.S. „Sonderkommando“, der lededes af de ikke under sagen tiltalte tyske statsborgere Otto Schwerdt og Horst Issel, og hvis medlemmer var dels tyske og dels danske statsborgere, begåede drab, drabsforsøg, brandstiftelser, sprængninger og forsøg herpå.

Snorresgade 22. Tidligere Hertz Bogtrykkergården. Nu Mogens Dahl Koncertsal. Bygningerne er fra mellem 1901 og 1919, nogle af de første industribygninger i området bygget på gammel havbund (Islands Brygge). Bygningerne rummede bl.a. viceværtbolig og stald. De blev senere brugt til garager, billakeringsfirmaet "Johns Autolakering", bilværksted "Amarkansk Auto". I 2014 blev bygningerne restaureret tilbage til deres oprindelige udseende af arkitekterne Frank Maali og Gemma Lalanda. 

Ellen Hertz oprettede et aktieselskab i 1972, hvis aktier blev anbragt i Ellen og Poul Hertz’ fond. Efter Ellen Hertz' død i 1976 blev prokurist Carl Henning Bentsen direktør.

Literaten Martin Jørgensen (1849-1917). (Efterskrift til Politivennen).

Annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 1. maj 1884. Annoncen var indrykket i flere hovedstadsblade og landsdækkende aviser. Bogen blev beslaglagt i juni 1885. Han fik efterfølgende en bøde på 200 kr. og 30 dages simpelt fængsel. Ikke desto mindre fandtes annoncer for bogen også i Lolland-Falsters Folketidende 26. november 1886 med variantteksten: "Et livsnydende Individs Historie". Bogen blev konfiskeret og afleveret til Det Kongelige Bibliotek "at indsættes under Laas og Lukke" den 3. december 1887. Begge findes kun på Det Kongelige Bibliotek.

Martin Jørgensens bog "Livsnydelse" handlede bl.a. om en rig enke af en højtstående embedsmand som beretter om sin livslyst, lesbianisme mm. En smagsprøve af bogen: 

"I det jeg satte Glasset fra mig, raabte hun vildt: "Leve - Sanseligheden". I samme Nu kastede hun sin Champagne i Ansigtet paa mig. Jeg blændedes, blev ilde berørt og opbragt over hendes Hensynsløshed og vilde tilkendegive mit Mishag. I Vrede for jeg op, men blev i det samme væltet tilbage paa Chaiselonguen. Hun kastede sig over mig - hendes sitrende Hænder omspændte mit Hoved - hun sugede og slikkede Champagnen bort fra mit Ansigt og min Hals - det overflødige, følte jeg, løb ned paa mit bare Bryst. Hendes lange, prægtige silkebløde Haar, der var sat op i en stor Knude i Nakkes, opløstes og ombølgede vore Hoveder. - Hun gjorde mig til, hvad hun selv var. - To Rovdyr parredes" . 

(Citat fra Mchangama, Stjernfelt: "MEN: Ytringsfrihedens historie i Danmark", s. 562-563.)

Bogen blev beslaglagt og Martin Jørgensen indkasserede en streng Højesteretsdom, en bøde på 200 kr. og 4 ugers simpelt fængsel:

Sagen Nr. 230/1885 *). Højesteretssagfører Lunn Aktor

contra Niels Martin Jørgensen (Def. Højesteretssagf. Bagger).

(Afsagt den 8 December 1885).

En paa et trykt Skrift navngiven Forfatter anset efter Strfl. § 184 paa Grund af den i Skriftet indeholdte Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, uanset at Forfatteren nægtede at have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men paastod ved dette at have villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften.

Kriminal- og Politirettens Dom af 1 August 1885 er saalydende:

Tiltalte Niels Martin Jørgensen, der er født den 4 November 1849 og ved denne Rets Dom af 14 April 1877 anset efter Straffelovens $ 262, 2det Stykke, med simpelt Fængsel i 1 Maaned, tiltales under nærværende Sag i Henhold til Justitsministeriets Resolution af 21 Maj d. A. for Overtrædelse af Straffelovens § 184 og sigtes for at have gjort sig skyldig heri ved Offentliggjørelsen af et i indeværende Aar her i Staden i tvende Leveringer udkommet, 80 Sider stort Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie", hvorpaa som Forfatter er navngivet Martin Jørgensen. Tiltalte har erkjendt, at der ved dette Navn er sigtet til ham, og, idet han iøvrigt ogsaa har vedkjendt sig Forfatterskabet til Skriftet, bærer han saaledes i Medfør af § 3 i Lov om Pressens Brug af 3 Januar 1851 Ansvaret for dettes Indhold. Da Tiltalte nu paa Side 38—42 og 64 - 80 af Skriftet har skildret Sandselighedens Opvaagnen hos unge Mennesker og et vellystigt Fruentimmers kjønslige Udskejelser under en saadan Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, at Skriftet findes at maatte betegnes som utugtigt, og, da det ikke kan fri ham for Strafansvar, at han ikke vil have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men derimod ved dette har villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften en Tendens, der iøvrigt ikke paa nogen kjendelig Maade fremtræder i Skriftets Indhold vil han være at anse efter det ovenanførte Lovbud efter Omstændighederne med en Statskassen tilfaldende Bøde af 200 Kr. eller i Mangel af denne Bodes fulde Betaling inden Exekutionsfristens Udløb med simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos det omhandlede Skrift i Medfør af Straffelovens $ 34 vil blive at konfiskere.

Thi kjendes for Ret: Tiltalte Niels Martin Jørgensen bør til Statskassen bøde 200 Kr., eller, saafremt denne Bøde ikke fuldt betales, hensættes i simpelt Fængsel i 4 Uger. Saa bør og det ovenomhandlede Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie af Martin Jørgensen", konfiskeres, og Tiltalte udrede Aktionens Omkostninger, derunder Salærer til Aktor og Defensor, Prokuratorerne Lassen og Petersen, 25 Kr. til hver. Den idømte Bøde at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og Dommen i det Hele at efterkommes under Adfærd efter Loven.

*) H. R. T. 1885 p. 587.

Højesterets Dom.

For det af Tiltalte udviste, i den indankede Dom fremstillede Forhold er han rettelig anset efter Straffelovens § 184, men Straffen findes at burde bestemmes til simpelt Fængsel i 1 Maaned. Dommens Bestemmelser om Konfiskation og Aktionens Omkostninger tiltrædes.

Thi kjendes for Ret:

Niels Martin Jørgensen bør hensættes i simpelt Fængsel i én Maaned. Iøvrigt bør Kriminal- og Politirettens Dom ved Magt at stande. I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Højesteretssagførerne Lunn og Bagger 40 kroner til hver.

(Ugeskrift for Retsvæsen, årgang 1886).

"En Forlægger". En Person, som har kaldt sig "Forlægger" og gjort sig berygtet ved en ret original Art Forretningsvirksomhed, er i disse Dage bleven arresteret. Den nævnte Mand som ogsaa har debuteret som "Forfatter", hedder Martin Jørgensen, og har særlig lagt sig efter ved Annoncer i Bladene at lokke godtroende Folk til at deponere større Pengesummer hos sig ved Løfte om at skaffe dem en "vellønnet" Plads.

Et Avertissement i "Berl. Tid." lokkede da ogsaa en Sømand O. til at deponere 400 Sk. hos Jørgensen, fristet af dennes lokkende Tilbud. Efter at have indbetalt denne Sum blev han antaget som Bud Hos J. Men da han efter et Par Dages Forløb fandt dennes "Forlagsforretning" mistænkelig, henvendte han sig til Politiet, som strax tog sig af Sagen og anholdt "Forlæggeren".

I Kontrakten mellem Jørgensen og O. var udtrykkelig stipuleret, at der ikke maatte disponeres over de deponerede Penge, men desuagtet havde J. samme Dag som Pengene var indbetalte, forbrugt omtrent Halvdelen til Indlæsning af pantsat Tøj og Lign.

Formodentlig vil J. nu - idetmindste for nogen Tid - blive gjort uskadelig. (Polit.)

(Samsø Avis 19. august 1887).

Annonce i Jyllandsposten den 4. maj 1887. "meget net og naturlig fortalt", skrev Politiken. "et behageligt indtryk ved sit indhold". Ifølge annoncen.

En rar forfatter. En Kavaller ved Navn Niels Martin Jørgensen er i Torsdags ved Højesteretsdom idømt en Straf af Forbedringshusardejde i 15 Maaneder. De Bedrifter, hvormed han har gjort sig fortjent til denne Paaskjønnelse, ere af en ganske ejendommelig Art.

I Aaret 1885 debuterede han som Forfatter i Hovedstaden med en Bog, der imidlertid var af en saadan Beskaffenhed, at han blev straffet for dens ufredelige Indhold. Det ejendommelige ved hans Virksomhed er dog, at naar han arbejder paa slige literære Værker, skal han nødvendigvis have et eller flere Bude i sin Tjeneste. Disse Bude, der engageres til at opkræve Hr. Jørgensens intetstedsværende Tilgodehavende, maa stille Kavtion for de Summer, de faa mellem Hænder, men efter kort Tids Forløb faa de Afsked uden samtidig at faa deres deponerede Penge. Medens Jørgensen skrev sin første Bog, havde han paa denne Maade snydt 9 forskiellige Smaafolk for 2000 Kr. Saa blev hans aparte Trafik opdaget og Fyren straffet. I 1887 begyndte han at skrive paa en ny Bog, og havde faa paa samme Maade engageret Bude, der aldrig havde noget at bestille og ingen Løn fik, medens han forbrugte deres deponerede Penge. Atter blev Gavtyven opdaget, da han havdebedraget en halv Snes godtroende Mennesker for 2250 Kr. Han blev dømt til 1 Aars Forbtdringshusarbejde. Da han imidlertid ikke strax blev arresteret, gav han sig paany i Færd med at antage flere Bude og havde naaet at frarane yderligere 5 Personer 1500 Kr.. da Politiet bemægtigede sig ham. Han fik i den Anledning er lille Tillæg til sin Straf, saa at han i Alt blev idømt 15 Maaneders Forbedringshusarbejde.

(Holstebro Avis 16. januar 1889).

Af N. M. Jørgensens generalieblad fra Vridsløse Statsfængsel som blev ført fra 1889 stod da han indkom: "Veltalende og besmykker sin sag". Præsten skrev lidt senere: "Uden tvivl en smudsig og dårlig person, plat og veltalende, fuld af udflugter og store tanker om sig selv". Og efter 1 års tid er noteret: "Pjaltet og pjanket". 

En forfulgt Literat. Han skrev i F. Pol. i sin Tid om Kongens Spasereture og sendte Majestæten et Exemplar i Pragtbind, for hvilken Opmærksomhed der allernaadigst blev ham tilstaaet 50 Kr. Saa skrev han en usædelig Bog og blev dømt for sit utugtige Skribleri. Derpaa gav han sig til at være Boghandler. Han førte kun sine egne misliebige Værker paa Lager. Ingen var saa letsindige at købe dem, men alligevel blev han straffet for Udgivelsen og efter gentagne Konflikter med Politiet fik han en længere Tur paa Vridsløse.

Efter endt Udsoning slog han sig paa Fæstevæsnet. I forskellige Blade lod han indrykke Avertissementer om ledige Pladser, og naar saa de Pladssøgende kom, lod han dem betale fra 5-10 Kr. i Indskrivningspenge, men ingen af de Pladssøgende opnaaede nogen Plads - han havde nemlig ingen. Saa meldte en misfornøjet Ansøger ham for længere Tid siden til Politiet, hvorefter han blev anholdt.

Forleden dømtes han ved Kriminal- og Politiretten til 18 Maaneders Forbedringshusarbejde. 

Martin Jørgensen er hans Navn.

Randers Arbejderblad 7 april 1891)

Martin Jørgensen blev anholdt den 28. december 1893, sigtet for bedrageri.

En gammel Forbryder.

der kom for et Par Tage siden en gulbleg, lorgnetprydet Mandsperson op paa vort Kontor, hvor han, strax da han var kommen indenfor Døren, afleverede følgende Salut:

- Jeg vil bare lade Dem vide, at hvis De skriver noget om, at jeg har begaaet Sædelighedsforbrydelse, anlægger jeg Sag imod Dem.

- Ja, men De vil vel i saa Fald ogsaa have Skadeserstatning, spurgte vi.

- Ja, og det en ganske klækkelig kan De bande paa, svarede den gulblege.

- Tør vi spørge, med hvem vi har den Ære . . .

- Naa, kjender De mig ikke, jeg er Martin Jørgensen, Forfatteren Martin Jørgensen. De har dog tidt nok skrevet om mig.

- Ah! Jo saa kjender vi Dem. De er nok lige sluppet ud af Forbedringshuset, saa vidt vi erindrer for 2. eller 3. Gang.

Han saa paa os med et arrigt Blik og foer saa ud af Døren med den Besked:

- Ja vov nu paa at skrive noget om mig, saa skal De ikke dø i Synden.

I Gaar fik vi saa gjennem Politiet den Meddelelse, at Hr. Martin Jørgensen var anholdt for Sædelighedsforbrydelse. Og i Dag drister vi os til at spendere nogle Linier paa denne gamle Forbryder.

Hr. "Literaten", 

Martin Jørgensen dukkede op her i Byen for omtrent en halv Snes Aar siden. Han er oprindelig Kommis, oplært i en Urtekramforretning i en Provinsby. Efter at have gjort et Greb i sin Principals Pengeskuffe, forlagde han sin Virksomhed her til Byen, hvor han strax etablerede sig som - Forlagsboghandler. Det vil sige: Han lejede i Larsbjørnsstræde en lille Fedtebutik, lod sit Navn med et net Sving skrive tværs over Ruden og anbragte ved Siden af Vinduet et blaamalet Skilt med gule Bogstaver, hvorpaa stod "forlagsboghandel".

Hans Lager bestod i en lille Pjece, han selv havde skrevet og som hed "Kong Christian den 9endes Spadseretrue". Det var lutter Løgnehistorier, den lille Bog indeholdt, hvad han ofte selv pralede af overfor sine nærmeste Venner. Men han tjente Penge ved sit Jux, thi han snød selvfølgelig Bogtrykker og Papirleverandører, saa hvad han fik ind var ren nettofortjeneste. Men saa en skjøn Dag kom Bogtrykkeren og gjorde Exekution i hele Grejen - Piecen og det fattige Pjus, han eiede, kom under Hammeren, og Husværten pillede Skiltet ned og bad ham fortrække.

Saa bukkede han op i St. Pederstræde. Her havde han leiet et tomt Værelse i en Stueetage og fik atter sit "Forlagsboghandler-Skilt" smækket op over Døren - men den forretning, han i Virkeligheden drev, var Bondefangeri.

Han bar sig hermed saaledes ad: I "Berlingske Tidende" og "Adresseavisen" averterede han, at han søgte en flink Mand, der var i Besiddelse af 5 a 600 Kr. kunde blive antaget som Medinteressent i en forlagsvirksomhed, og naturligvis gik der en Del godtroende fugle paa Limpinden. Ikke mindre end 6 forskjellige Mennesker fik han deres Spareskillinger lokket fra - men saa blev, takket være "Aftenbladet", den Geschäft stoppet.

En at de Bedragne henvendte sig til os om Assistance, og vi aflagde da Hr. Literaten en Visit en Dag tidlig paa Morgenstunden. Det Værelse, vi kom ind i, var aldeles blottet for Møblement, men i Værelsets fjerneste Krog var halvvejs mellem Loftet og Væggen udspændt en kæmpestor tunesisk Parasol, og under denne hvilede Hr. Jørgensen paa en Madras i fuld Dress.

Naa, kort og godt. Resultatet at vort Besøg blev det, at vi skrev, hvad denne Jørgensen i Grunden var for en gedigen Gavtyv - og saa blev han nappet af Politiet. De Penge, han havde snydt folk for, havde han forbrugt til Sus og Dus i Selskab med obskøne fruentimmer, og saa blev han vurderet til 8 Maaneders forbedringshus.

Da han kom paa fri fod, begyndte han atter paa sine Bedragerier, akkurat paa samme Maade som før ved at lokke godtroende Tossehoveder til sig gjennem Avertissementer i Bladene. Han blev paany arresteret, og da det under Sagen oplystes, at han ogsaa havde gjort sig skyldig i  Sædelighedsforbrydelse mod Smaabørn, dømtes han nu til 18 Maaneders forbedringshus.

Dem blev han færdig med for et Aarstid siden. Hvad han har levet af i den Tid, maa Guderne vide, men Penge har han haft paa Lommen, han gik altid flot klædt og var en stadig Gjæst paa vore forlystelsesanstalter, hvor han stedse saas i Selskab med purunge Mennesker.

Saa i forgaars nappede Politiet ham i Østre Anlæg, hvor han var i færd med at begaa Sædelighedsforbrydelse mod en stor Dreng. Og nu vil hans kjendte Skikkelse atter for en rum Tid forsvinde fra vore Gader - til han en skjøn Dag møder igjen og tager fat med fornyede Kræfter.

(Aftenbladet (København) 27. august 1893).

En Forbrydere.

Et Kriminalbillede fra Halvfemsernes København.

Literaten Martin Jørgensen.

Hans Liv og Levned og sidste Dom.

I Formiddags har Kriminalretten for ottende Gang afsagt Dom over "Literaten" Martin Jørgensen.

Han er en pjokket, ynkværdig Fyr og ligner en udlevet Olding, et Menneskevrag, skønt han kun er 45 Aar.

Han blev født den 4de November 1849 paa Vesterbrogade, hvor hans Forældre havde Beværtning og Øludsalg.

Allerede fra Barnsben var han af stridig og egenkærlig Natur og samme Stædighed udviste han som Dreng i Skolen. Sine Lektier vilde han nødig lære, og for at straffe ham, satte man ham fra Realskolen over i Friskolen.

Ulysten til at lære noget gentog sig efter Konfirmationen, da man satte ham i Sætterlære hos Bogtrykker Sally B. Salomon. Den monotone Lyd af Typernes Klapren, Blydunsterne fra Sættekassen, det ensformige bedøvende Spektakel fra Maskinerne, den stærke, trykkende Varme, alt dette irriterede Martins Sanser, saa han en skønne Dag løb fra Læren.

Saa forsøgte Martin sig i forskellige Handelslære, men hans Hu stod ikke til Livet bag Disken. Han var en idealistisk Sværmer, der drømte om en Gang at blive en stor, berømt Skribent.

Da han var 18 Aar gl., rystede han Støvet af sine Fødder og forlod Urtekrambutiken for at begynde et nyt Liv som "Forfatter".

Det første Værk som Forfatter.

Martin Jørgensens første Værk var en Køkkentrappe-Kolportageroman. Han indrømmer selv, at Bogen ikke var noget literært Værk, men den slog an blandt Kokkepigerne.

Men da Konkurrenterne fik Færten af, at der var Penge at tjene, endte det med, at Martin bukkede under i Konkurrencen og maatte søge sit Levebrød bag Disken igen.

Han fik nu Plads hos en Urtekræmmer paa Nørrebrogade, hvor han gjorde Bekendtskab med den Kvinde, der ødelagde ham i Bund og Grund.

Mathilde Rømer

hed hun, en ung, rig Enke.

Hun, der stadig havde forstrakt ham med Penge en masse, havde givet ham bestemt Løfte om en større Sum til at aabne en Forretning for i Kolonial- og Delikatessevarer paa den daværende Parcelvej.

Forretningen var omtrent startet, men i det afgørende Øjeblik stillede hun Jørgensen de to Alternativer - enten at faa Pengene og gifte sig med hende eller ogsaa - ikke at faa dem.

Efter en større Scene valgte han det sidste.

Fallent. Professionel Alfons. Dramatiker. Antikvar. Karambolage med Politiet.

I fem Maaneder holdt han sin Forretning gaaende paa Kredit, - saa gik han fallit. Efter i nogen Tid at have prøvet et Liv som Alfons, gik det svært ned ad Bakke for ham. Han forsøgte at starte en dramatisk Forening, der dog snart gik i Hundene. Derefter lykkedes det ham at faa pumpet en bekendt Godsejer, der syntes at have fattet Kærlighed til Jørgensen. Ved hans Hjælp lykkedes det J. at nedsætte sig som Antikvarboghandler i Larsbjørnstræde.

Faa sit eget Forlag udgav han nu sin ovennævnte Bog, "Livsnydelse", der paa Grund af sit utugtige Indhold blev konfiskeret og J. ved Højesteret idømt 1 Maaneds simpelt Fængsel.

Fire Agenter, der skulde kolportere 2den omarbejdede Udgave, snød han saa godt, at han i 1885 paany kom i Karambolage med Politiet og fik sig en lille Vand- og Brødtur i 6 Gange 5 Dage.

Aaret efter gjorde han sig paa samme Vis skyldig i Bedrageri og blev idømt 3 Gange 5 Dage paa Vand og Brød.

Jørgensens Antikvarboghandel, der imidlertid var flyttet til Fiolstræde, nød ikke længer Godsejerens kærlige Omsorg og var som Følge deraf svært paa Retur.

Han søger Kompagnon.

For at faa nye Finanser i den slunkne Kasse, averterede "Literaten", som J. kaldte sig i 1887, efter en "Kompagnon". En troskyldig Medborger gik ogsaa paa Limpinden i den Tro, at Jørgensen var en stor Forfatter. Hans tro blev dog hurtig rokket, da han en Dag traadte ind i J.s private Kabinet og saa' den store "Forfatter" liggende paa det bare Gulv - med en stor kinesisk Parasol over sit Hoved.

Da han ikke fik det reglementerede Afdrag af sin Kapital, gjorde han Anmældelse til Politiet, og da det viste sig, at det var et overlagt Bedrageri med falske Kavtionister m. m., maatte J. paany spasere i Hullet. Under Sagens Gang blev han dog atter løsladt, og denne Frihed benyttede han til at lave andre Bedragerier, hvorved han paany blev sat fast. Den første Bedragerisag skaffede ham 18 Maaneder i Forbedringshuset, og inden han havde afsonet denne Straf, faldt Dommen i den anden Bedragerisag, der lød paa 15 Maaneders Forbedringshusarbejde, - altsaa i alt 33 Maaneder Forbedringshusarbejde.

Som Sædelighedsforbryder.

Efter at have udsonet sin lange Straf, levede han i al Stilhed, indtil 1893, da Offenligheden paany beskæftigede sig med hans Navn i Anledning af en mindre proper Historie. En Sommerdag blev J. truffet i en uhyggelig téte-å-téte med to Mandfolk i Østre Anlæg. Herfor blev han efter lang Tids Varetægtsfængsel idømt 200 Kr. i Bøde, som han fik Lov at afsone med Fængsel paa Vand og Brød.

Hans sidste Bedrift. Et Bladforetagende.

Trods Livets Omskiftelser havde J. ikke lagt sin "literære" Virksomhed paa Hylden. I December f. A. fik han paany en Mand, en Tilskærer Nielsen, til at gaa i Tøjet og indskyde Penge i et Bladforetagende, som han - ret betegnende - kaldte "Livsglæden", redigeret af Nils Pan.

Bladet saa dog aldrig Dagens Lys, idet J., da det første Numer skulde udgaa, selv havde forbrugt Pengene, som han skyldte Bogtrykker Knudtzon for Trykningen. Tilskæreren, Bogtrykkeren og en Del brøstholdne Handlende, der havde betalt for Avertissementer i Bladet, meldte Sagen til Politiet, og J. maatte vandre den gamle kendte Gang til Arresten.

I Morges faldt hans Dom, der ogsaa denne Gang lød paa Forbedringshusarbejde i ét Aar.

Martin Jørgensen har trods sine mærkelige Livsprincipper alle Dage været en loyal Mand og har bl. a. givet sine Følelser Luft i en i 1887 udgivet mindre Bog, betitlet: "Fra Kong Christian den Niendes Spasereture".

Hans Majestæt, der selvfølgelig ikke har kendt noget nærmere til Martin, skænkede den kongetro "Forfatter" 50 Kr.

Benatus.

(København 5. maj 1894).

Kriminel "Livsglæde".

"Forfatteren", Martin Jørgensen dømt til Forbedringhus.

Højesteret beskæftigede sig atter i Gaar med den velkendte Sædelighedsforbryder og Bedrager, "Literaten" Niels Martin Jørgensen, hvis Livshistorie vi udførlig meddelte den 5. Maj, da han af Kriminalretten blev idømt et Aars Forbedringshusarbejde - en Dom, han nu havde appelleret til Højesteret.

Han havde denne Gang ligesom tidligere startet et "literært" Foretagende, et Blad, som han gav det velklingende Navn "Livsglæden". Og for at faa Penge dertil havde han averteret efter en Mand, der som Interessent i Foretagendet vilde indskyde 200 Kr. mod at oppebære en maanedlig Gage af 80 Kr.

En Skomagersvend, der hedder Niels Carl Nielsen, var naiv nok til at hoppe paa Limpinden. Med sine surt sammensparede 200 Kr. henvendte han sig den 7. Decbr. f. A. i Følge den indlagte Billet til "Livsglæden"s Redaktør, Hr. Niels Pan alias Martin Jørgensen, der havde Redaktionskontor hos Enkemadam Cederborg paa Kvisten i Ejendommen Nr. 5 i Fredensgade.

Imellem Parterne blev der saa oprettet en Kontrakt, der lød paa, at Skomager Nielsen var antaget som Medhjælper ved Ugebladet "Livsglæden"s Annonce- og Redaktionskontor for en Løn af 80 Kr. maanedlig, og som Sikkerhed for Inkassationerne og til Disposition for Udgiveren indbetalte han de 200 Kr.

Martin skulde selv skrive Teksten til Bladet, og han haabede, at det kunde give Overskud. 7. September havde han sluttet Kontrakt med Bogtrykker Knudtzon i Amaliegade om Bladets Trykning. Det skulde koste 75 Kr. pr. Numer i et Oplag at 2000 Eksemplarer og Bladets Sætning vilde blive paabegyndt, saa snart Martin Jørgensen havde betalt 40 Kr.

Bladet gik ogsaa i Trykken, men det udkom ikke. "Livsglæden" strandede paa Bogtrykker Knudtzon, der partout forinden vilde have de resterende 35 Kroner.

Og det mægtede Martin ikke. Han havde fra den 7. til den 22. December, da Bladet skulde udkomme, forbrugt de 200 Kr.

Skomager Nielsen blev gnaven og anmeldte saa Martin Jørgensen til Politiet, der har holdt ham i Varetægtsarrest fra kort før Nytaar.

Under Proceduren i Gaar var Aktor Højesteretssagfører Salomon og "Literatens" Defensor Kammeradvokat Hindenburg. Resultatet blev, at den indankede Dom, et Aars Forbedringshusarbejde, blev stadfæstet.

Martin Jørgensen overværede Forhandlingerne ved Højesteret.

(København 4. august 1894)

Fredericia Dagblad refererede 6. august 1894 udførligt retssagen. Her blev Martin Jørgensen beskrevet som 45 år gammel, men lignede en olding på 70. Social-Demokraten 4. august 1894 tilføjede at hans øjne var røde, ansigtsfarven gul. Bladet lå færdig fra trykken 22. december 1893. 

Avisen København gjorde den 26. juli 1896 opmærksom på at en af de komiteer der havde påtaget sig ordningen af provinsbørnenes feriebesøg (Foreningen til Provinsbørns Ferieophold) havde hyret Martin Jørgensen som fører for de små feriebørn. 2 dage efter meddelte avisen at han var blev et afskediget. 

Martin Jørgensen flyttede usædvanlig meget omkring. I 1910 kom han på Almindelig Hospital, og 4 år senere på Skt. Hans. Her døde han 23. marts 1917 og blev begravet på hospitalets kirkegård. Dødsårsagen angaves til "Degeneratio myocardii" osv. Dvs. svækket hjertemuskel. Hans titel angives lidt intetsigende som "fhv. agent af København".

Se også: Aage Welblund: Martin Jørgensen: Livsnydelse. Philobiblon. Bind 3-4, s. 109-118. 1951-1952.

"Læseforeninger", "Sutter" og saadan noget. (Efterskrift til Politivennen)

Bladenes Referater af Højesterets Domme læses sikkert med Interesse af mange og kan jævnlig være vejledende for Folks Retssans.

Det kan dog ikke være andet, end at Medlidenheden jævnlig vækkes for en og anden Stymper, der dømmes efter Lovens Strenghed, og at man sender en venlig Sidetanke til den Underretsdommer, der lod male med store Bogstaver over sin Kontordør: Summum jus summa injuria. Paa den anden Side kan det gøre godt helt ind i ens Marv, naar Højesteret foretager en ordentlig Afklapsning af en af disse slimede Existenser, som Samfundet er befængt med, og som kun en forbigaaende Uforsigtighed bringer over paa den Side af Stregen, hvor Lovens Haand kan faa Tag i ham.

Som nu for nylig. En jydsk Herredsfoged havde grebet ind overfor en af de saakaldte "Ungdomsforeninger" - andre Steder kaldes de "Læseforeninger" eller "Sutter" eller med andre Kælenavne. En Mand, der selvfølgelig ingen Udskænkningsret havde, var Foreningens Vært. Den havde Love med Bestemmelser om Kontingent, Bestyrelse, Formaal, (Foredrag, Sangøvelser!) Lukketid o. s. v. Heldigvis overholdtes Lovene i dette Tilfælde aldeles ikke; derfor kunne det lykkes at faa fat i Trafikken, som bestod i Kortspil og Drikkeri Nat efter Nat, ofte endende med Slagsmaal. Betalte man 25 Øre i Entre, kunne enhver blive Medlem, og Sognets Ungdom og de ældre Fyldebøtter med sad og drev Nat efter Nat i "Værten"s Stuer, ødte deres Penge og Helbred og blev en Fortvivlelse for Forældre og Hustruer.

Saa tog Herredsfogeden fat, saa snart der kunde tages fat, og mulkterede "Foreningsværten" med 300 Kr. Overreten sagde 200, men Højesteret atter 300 Kr. Disse Ungdoms- eller Læseforeninger er formodentlig en Fordærvelse for mange ogsaa her i Hovedstaden; men de er det i ethvert Tilfælde ganske aabenlyst for en Mængde Egne ude i Landet.

Lad os engang se, hvordan en saadan Læseforening bliver til. En eller anden Høker f. Ex, der har en Stue ved Siden af Butikken, og hvis Finanser trænger til at stives af, foreslaar en Dag sine jævnlige Kunder i Bagbutikken, at de skal se at faa deres Sammenkomster ind under lovlige Former. Ellers bliver de bare en Dag "huggede". De faste Kunder faar nogle ligesindede med, og en Dag holder Læseforeningen for Snaverby og Omegn konstituerende Generalforsamling. En naiv Sjæl er kommen med i Laget. Han vil endelig vide, hvilke Bøger man skal have, og hvad for Blade man skal holde, og hans utrættelige Nyfigenhed paa disse Omraader er en Stund ved at gøre Forsamlingen ganske forlegen. Men endelig reiser Jens Slagter sig ærgerlig med et : "Aa Sludder, Peter, la' nu være mæ aa skave Dig! Du ve' sgu godt, a vi ska'nte læse i andet end som i Holmblads Salmebov, aa a vi bare ska' ha' vos et Sted, hvor vi ka' sidde ganske ugenert aa ta' vores Kaffepunser!"

Og saa stiftes Læseforeningen.

Man har skaffet sig Lovene fra en anden Læseforening i Nærheden, og er man meget forsigtig, lader man en Sagfører se dem igennem.

Kort Tid efter er Læseforeningen i fuld Gang. Der er Bestyrelse, Aarskontingent (man er liberal, og tager det ved given lejlighed ikke saa nøje), Generalforsamlingsbestemmelser, o. s. v. Høkeren vælges til "Vært". Hans Stue forsynes med nogle flere Stole og en Reol, hvori et Par gamle Aargange af "Illustreret Familiejournal", nogle lasede Avisfeuilletoner og muligvis en Salmebog, som der alligevel ikke er Brug for der i Huset; og Værten lægger daglig sin private Avis frem paa Bordet.

Saaledes faar en Høker, der ellers ikke vilde kunne faa Næringsbevis som Beværter, Ret til at holde Beværtning uden Afgifter, uden Politikentrol, saa længe Lovene overholdes blot nogenlunde, og - med anden kvindelig Betjening end egen Hustru og egne Døtre! Der spiIles og drikkes. Værten bliver federe, Hjemmene fattigere. Demokratlisering breder sig. Der er fuldt af Cykler fra Omegnen udenfor Høkerens Dør. Kroen, der ligger en halv fjerdingvej borte, holder aabent over Lukketid, fordi Høkeren har aabent hele Natten. Brugsforeningen i Nabobyen, der har Ret til Udskænkning til Medlemmerne, kan heller ikke mere Iukke Kl. 10. Og Egnens andre Høkere eller Handlende eller Købmænd, hvad de nu kaldes, faar, ofte modstræbende, deres Bagstue lavet om til Smugkro. Thi naar deres Kunder kommer ind og forlanger Brændevin eller Cognac eller bajersk Øl til Nydelse paa Stedet, tænker de paa deres vanskelige Status og paa konkurrenten, Høkeren med Læseforeningen, og saa - værs'go og gaa ind i Bagstuen!

Ja, saadan gaar det. Det vrimler med latente Smugkroer ude i Landbefolkningen, og de fleste - for der er vel Undtagelser - af "Læseforeningerne" er de værste. Og saa er det saa fortvivlet vanskeligt at komme dem til Livs. Store Dele af Befolkningen kan være forbitrede nok paa dem; men alligevel - kommer Herredsfogden og vil have Oplysninger, gør man sig tvær. Og det værste er, at det er Grundloven selv, man har at kæmpe imod. Det er i Læ af dens Bestemmelser om Forsamlingsfriheden, at alle disse Smugkroer trives.

Hvordan mon Ædruelighedskommissionen i Grunden vil stille sig overfor alt dette? Mon den vil gøre gældende at Grundlovens Indskrænkning af Borgeres Ret til at samle sig eller danne Foreninger til kun at gælde, naar de er ubevæbnede, ogsaa maa gælde, naar det er de skarpe Drikkes tveæggede Sværd, man sidder og bekæmper hinanden med? Eller - Spøg til Side - vil den, da Forsamlingsretten nu allerede er begrænset af dette: "ubevæbnede", søge ved en Grundlovstilføjelse at faa den begrænset ogsaa overfor Misbrug af Udskænkningsretten?

Hvorom alting er - det har været disse Liniers Maal at pege paa en Kræftskade paa Samfundslegemet (svagere Udtryk kan ikke bruges), som alle gode Kræfter maa enes om at se at faa bekæmpet.

Obs.

(Nationaltidende 12. juni 1906).

Næringslovens §61 blev ved en Højesteretsdom af 30. marts 1885 fortolket således at beværtning kunne drives overalt på landet når blot det blev iagttaget at man kalder sig "sluttet selskab" og hver deltager betalte et årligt kontingent at 25 øre.

Fra en helt anden boldgade: Kvindelig Læseforening på hjørnet af Gammel Mønt og Kristen Bernikowsgade. Foreningen eksisterede 1872-1962. På artiklernes tid havde foreningen et par tusind medlemmer, og havde et udlånstal der oversteg Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket - tilsammen.Lars Peter Elfelt (1866-1931): Kvindelig Læseforening, interiør, cafe. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Læseforeninger" m. m.

En Indsender, der har Autoritet og Erfaring paa det Omraade, gør os opmærksom paa, at det Ikke er saa vanskeligt at komme "Læseforeningerne" og de andre Smugkroer til Livs, som det efter vor Artikel forleden skulle synes at være. Det kommer blot an paa, hvilken Energi og Interesse de stedlige Retsbetjente sætter ind paa at faa disse skadelige Indretninger, om hvis Existens de naturligvis ved god Besked for deres Jurisdiktions Vedkommende, bragt ud af Verden. Det gælder om at faa konstateret, at "Læseforeningerne" er et Skalkeskjul for ulovlig Beværternæring, og dette vil i mange Tilfælde ikke være svært.

Som bekendt hænder det ret jævnligt, at Gæstgivere dømmes for Overtrædelse af Næringsloven, fordi de driver Beværtning med Udskænkning af Brændevin og benytter Gæstgiverbevillingen som et Skærmbrædt. Paa samme Maade vil det i ni af ti Tilfælde kunne konstateres, at en "Læseforening" ikke har sit Formaal i den Læsning, i Foredragene, Sangøvelserne o. s. v. der findes omtalt i dens Lov, men slet og ret er en Omgaaen af Næringsloven, en Smugkro. Det hele afhænger af, om Retsbetjentene virkelig vil prøve at være de gode Elementer i Befolkningen til Støtte i disse Sager, sætte alle de personlige Hensyn, ved hvilke netop saadanne Sager under de snævrere Forhold ude paa Landet ofte lider ilde, til Side, og navnlig sørge for at holde deres Sognefogeder ordentlig til IIden.

Indsenderen gør opmærksom paa, hvorledes flere Retsbetjente - han nævner særlig en enkelt midt inde i Jylland - , har sat stor Energi ind paa at faa renset deres Jurisdiktioner for de falske "Læseforeninger" og for Smugkroerne og, trods adskillige Kampe til at begynde med, har vundet Befolkningens Taknemmelighed. Men der er langt frem endnu.

Obs. 

(Nationaltidende 19. juni 1906).

Citatet ”Summum jus, summa injuria” kan oversættes til ”Den højeste ret, den største uretfærdighed.” Det er også titlen på et maleri fra 1886 af maleren Erik Henningsen. Billedet forestiller en kvinde, der har dræbt sit barn og begravet det. Forfatteren til artiklen kan muligvis hentyde til det.

En herredsfoged i Maribo idømte i slutningen af 1860'erne medlemmer af en læseforening bøder fordi den blev misbrugt til kortspil og svir. Endvidere pålagde han foreningen at holde lukket fra kl. 22. Foreningen klagede til justitsministeriet som gav foreningen ret i at herredsfogden ikke havde lovhjemmel at lukke på det tidspunkt. Og pålagde herredsfogden at gribe ind når beviser forelå om ulovlig hasardspil mm. Med jævne mellemrum dukkede sådanne sager op i pressen:

En moderne Smugkro

Højesteret  (---)  tog () fat paa en af de Smugkroer, der er ved at opstaa rundt omkring i Landet, og som i Ly af Foreningsloven unddrager sig den Kontrol, som andre Beværtninger er underkastede.

Foreningsvært N. P. Andersen af Bramminge var tiltalt for at have overtraadt Næringslovene. Han var ved Esbjerg Politiret og Viborg Overret idømt 300 Kr. i Bøde for femte Gang at have begaaet ulovligt Næringsbrug og ulovlig Brændevinsudskænkning. For Højesteret var Hr. Salomon Aktor, Hr. Asmussen Defensor.

Aktor gav en Fremstilling af den Læseforening, for hvilken Hr. Andersen havde været Vært. Foreningens Formaal var, hed det i Lovene, at rejse et Foreningshus og oprette et Bibliotek, men ved Siden heraf skulde Medlemmerne, og hvem disse medførte i Lokalerne, kunne faa Drikkevarer "efter Behag og Evne". Dette sidste Punkt blev snart Foreningens egentlige Formaal. Det aarlige Kontingent, som var sat til 50 Øre, opkrævedes aldrig, det eneste, der af Medlemmerne blev betalt, var 25 Øre i Indskud. Disse Penge modtog Andersen, og han skulde aflægge Regnskab for dem, men gjorde det aldrig. I Foreningens Love hed det, at Værten skulde vælges paa en særlig Generalforsamling, men en saadan fandt aldrig Sted, og det betragtedes ganske som givet, at Andersen var selvskreven Vært. Foreningen var, siger Aktor, med andre Ord blot det Skærmbræt, bag hvilket Tiltalte skjulte sit ulovlige Næringsbrug, og den var, som Formanden paa Foranledning havde erklæret, stiftet paa Andersen Initiativ. Hr. Salomon paastod den indankede Dom stadfæstet eller skærpet.

Defensor, Hr. Asmussen, mindede om, at Andersen, da han overtog Stillingen som Vært, udtrykkelig havde forbeholdt sig, at Lovene blev af en saadan Art, at han ikke kunde komme i Strid med Næringsloven; heller ikke fandt Defensor, at Foreningens Love kunde aabne nogen Vej til Brud paa Næringsloven. Man kunde ikke med Rette hævde, at Foreningen ikke havde arbejdet paa sine mere ideelle Formaal, men kun havde virket som Beværtning! det havde den ganske simpelt ikke haft Tid til, da den kun havde virket som Beværtning i tre Maaneder, fra Oktober til Januar. Af samme Grund var det ogsaa let forklarligt, at man ikke havde opkrævet Kontingent eller aflagt Regnskab ! det var noget, der kunde være sket i den nærmeste Fremtid, og man var saa smaat begyndt at tænke paa det.

Defensor henstillede derfor, om man virkelig med Sikkerhed kunde sige, at Næringsloven her var overtraadt, i andre Tilfælde, hvor slige Sager havde været for Højesteret, havde Forretningen altid haft længere Tid til at vise sin sande Karakter. Han indstillede derfor Tiltalte til Frifindelse.

Men Højesteret stadfæstede den indankede Dom.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 5. oktober 1901).

I Ove Pedersen: "Et sogn og dets lærer" om lærer Iver Kristensen Holmgaard som var lærer i Ørre 1869-1913, nævnes at Holmgaards forgænger i embedet holdt smugkro for landsbyens beboere både før og efter kirketjenesten. Mens præsten kun passede det nødvendige som han skulle passe. Holmgaard selv fik i 1914 et mindesmærke i Ørre Kirkeby.

Højesteretsdom: Mogens Abraham Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

 Den 1ste Februar.

Tirsdagen den 1ste Februar.
Nr. 276. Advocat Henrichsen

contra

Mogens Abraham Sommer (Defensor Nellemann), der tiltales for ved Udgivelsen af Maanedsskriftet "Indøvelse i Christendommen“ 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

Nørvang Tørrild Herreders Extrarets Dom af 16de Juli 1875: "Tiltalte Mogens Abraham Sommer bør hensættes i simpelt Fængsel i 4 Maaneder, og bør det af ham udgivne Skrift "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1, October 1874, være confiskeret; derhos bør Tiltalte at udrede de af denne Sag flydende Omkostninger, derunder Salair til hans Anklager, Procurator Wadum 16 Kr. og til hans Forsvar, Cancelliraad Borch 12 Kr. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Viborg Landsoverrets Dom af 11te October 1875: "Underretsdommen bør ved Magt at stande, dog saaledes at Straffetiden bestemmes til 2 Maaneder. I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Morville og Isaacsen, betaler Tiltalte 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.“

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande.

I Salarium til Advocaterne Henrichsen og Nellemann for Høiesteret betaler Tiltalte 30 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under denne Sag tiltales Mogens Abraham Sommer for ved Udgivelsen af Maanedskriftet "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

I det ommeldte Skrift, som Tiltalte har erkjendt at have forfattet og offentliggjort, har; Tiltalte navnlig i en Artikel med Overskrift "Fader vor“ anstillet forskjellige Betragtninger over Misbrug, der efter hans Mening skulle gaae i Svang ved Kirketjenesten, og hvorved han efter Artiklens hele Indhold maa antages ogsaa at have havt Folkekirkens Gudstjeneste for Øie, ligesom han i en anden Artikel med Overskrift "Stat og Kirke“ har fremsat sine Anskuelser med Hensyn til Spørgsmaalet om Kirkens og Statens Adskillelse, og da han ved den Maaade, hvorpaa han deels i den førstnævnte Artikel har omtalt Folkekirkens Lære om Nadverens Sacrament samt enkelte anordnede kirkelige Skikke, deels i den sidstnævnte Artikel blandt Andet har udtalt sig om dem, der forblive i, som det hedder, "Folke- eller Statskirken“ saavelsom om den saaledes betegnede Kirke og Kirketjeneste i Almindelighed — i hvilke sidste Henseender han navnlig har yttret, at den omtalte Kirke "er Djævelens Bolig og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle; thi af hendes Horeries giftige Viin (falsk Lære og Afgudsdyrkelse) have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende (derfor beder Geistligheden ogsaa de lange Bønner for Kongehusene)“ o. s. v., og at dersom "Konger og Myndighed ville plyndre Menneskene, fordi de ikke ville bidrage til at opretholde en Kirketjeneste, som de føle Afsky for, saa vide vi hvad de ere“ o. s. v. — maa ansees at have drevet Spot med og forhaanet Folkekirkens Troeslærdomme og Gudsdyrkelse, maa det billiges, at Tiltalte, der tidligere flere Gange har været straffet, deels efter Lov 3die Januar 1851 § 8 og deels efter Straffelovens § 156, senest ifølge Høiesteretsdom af 27de October 1868 efter den sidstnævnte Lovbestemmelse med simpelt Fængsel i 3 Maaneder, nu ved Underretsdommen paany er anseet efter samme Lovbestemmelse, men Straffen, der ved bemeldte Dom er bestemt til simpelt Fængsel i 4 Maaneder, findes efter Sagens Omstændigheder at kunne indskrænkes til samme Slags Fængsel i 2 Maaneder, og med denne Nedsættelse i Straffetiden vil saaledes den indankede Dom, ved hvis Bestemmelser om det paagjældende Skrifts Confiskation og Actionens Omkostninger det maa have sit Forblivende, være at stadfæste.“

(Højesteretstidende 11. og 18. februar 1876)

Se sagen om tumulter i Kolding i anledning af et møde Sommer holdt der i 1857 og en nekrolog andetsteds pǻ denne blog.

§ 156 i Straffeloven af 1866 er identisk med den senere straffelovs § 140 om blasfemi som blev ophævet i 2017.

Pigeskoler og lærebøger. (Efterskrift til Politivennen)

Vort Skolevæsen.

III.

(Sidste Artikel.)

Pigeskolerne har vi i denne Skildring af Skolelivet ikke villet tage Hensyn til, da Undervisningen i disse gennemgaaende paa alle Omraader er saa slet, at den staar under al Kritik; Beviser derpaa har man indtil Haandgribelighed i den Mangel paa Aandsdannelse og Overblik, det langt overvejende Antal af Kvinder udviser. En væsenlig Grund dertil ligger i, at de fleste Pigeskoler er meget smaa, saa Mødrene idelig kan gribe ind og tage allehaande Bestemmelser om Sysager og lignende Fag, samt i at Lærere og Lærerinder viser en aldeles forkastelig Opfattelse af deres Hverv. Som Lærer fungerer i Reglen Teologer, der overensstemmende med deres Stilling aldrig aabner en Videnskabsbog og som Følge deraf er ganske uvidende, mangler Overblik og besidder som Kundskab kun nogle spredte forvitrede Brokker fra deres eget Skoleliv. Undervisningen er enten salvelsesfuld Patos eller gækkende Narreri, der paa det modtagelige Kvindesind, navnlig blandt de ældre Disciple, ikke undlader at fremkalde en tilsvarende Refleks. Hvad gør det, ræsoneres der, det er jo kun Pigebørn, og de faar da ikke saadan Brug for Kundskab, at den behøver at være saa grundig. Lærerinderne frembyder ogsaa ofte et tragikomisk Skue; det synes, at den Omstændighed, at de selv har modtaget en fyldigere Uddannelse, har indgivet dem en Slags Foragt for deres eget Køn, ti de lægger sig efter at være mandhaftige og optræder i Skolen som en kommanderende Gymnastiklærer for Fronten af en Deling Rekruter. Samtidigt straaler dog hele deres kvindelige Forfængelighed frem i usvækket Glans, idet de er smykkede, som var de i en Selskabssal mellem Medbejlerinder til Skønhedens Pris. Naturligvis gives der baade af Lærere og Lærerinder heldige Undtagelser, som tilstræber at være, hvad de bør være.

Foruden de Fag, der allerede er nævnede, skal vi gennemgaa: Religion, Dansk, Historie, Geografi, Naturhistorie og Naturlære. Religion, hvorfor skal dette Faglæres i Skolerne, lad Forældrene og Søndagsskolerne om det; der bør i Skolerne ligesaa lidt læres religiøs Trosbekendelse som politisk. - Dansk burde ordnes saaledes, at stadig de Tanker, som gemmes i Ordbetegnelserne, bliver dragne frem og udviklede; herved vilde den almindelige Begrebsforvirring, som nu hersker, forsvinde. Opfattelsen af en Ide vilde blive hurtigere; Forstaaelsen indbyrdes lettere; Bedømmelsen retfærdigere; man vilde mere flyvende og klarere kunne forklare sig end nu, hvor man saa ofte mærker Famlen efter Ord, og hin Færdighed vilde være saa meget nyttigere, som Tiden synes stærkere og stærkere at drive Alt frem til Varetagelse at de offenlige Anliggender; kort og godt, Tanken vilde komme i livligere Bevægelse, Filosofien blive populær, praktisk og til almen Nytte og ikke som nu en Befordrer af Aandsulighed. - Hvad Historie angaar, saa findes endnu ikke skreven en ordenlig Lærebog i dette Fag. Alt hvad man har, er Kongekrøniker og Krigshistorie; som Eksempel behøver man blot at læse: Lærebog i den nyere Historie ved Bohr, 4de Udg., Pag. 234-44, Bonapartes Felttog i Italien 1726. Det, der mest burde lægges Bind paa ved Historielæsning, var en sammenhængende Skildring af Kulturudviklingen, medens Krige og Personer kun bør nævnes, hvor der ved dem er sket Spring eller bratte Overgange i Udviklingen. Krige, som har været blotte Røvertog, og kronesmykkede Folkemordere, som ved umenneskelige Blodsudgydelser har søgt at pirre Liv i deres enerverede Kadavere, dem bør Foragten og Fordømmelsen kaste Forglemmelsens Slør over. - Geografien burde give et fyldigere Billede af Natur- og Folkeejendommelighederne i de forskellige Lande; Geologi (Læren om Jorden), Etnografi (Læren om Folkestammerne), Statistik og Statsorganisationen maa ikke udelades eller fejes af i et Par Linier. - Naturhistorien indskrænkes ofte til Zoologi (Læren om Dyrene), men Botanik (Læren om Planterne) og Mineralogi (Læren om Stenarterne) maa tages med, det Almindelige og Systemet maa fremstilles klart samtidig med at Skildringen af det Enkelte bliver tiltalende og giver et forstaaeligt Billede; Dr. Lütken har været ret heldig i den første Henseende men ikke i den anden, Sahlertz er fortrinlig som Fortæller, men mangler System; dersom en Bog udarbejdedes med disse to Bøger for Øje, fik man en god Lærebog paa dette Omraade. - I Naturlære benyttes i Reglen Prof. Holtens Fysik; angaaende Bogens Fremstillingsmaade og Sprog kan Enhver dømme ved at læse et Par Sider i den, vi vil ikke opholde os derved, men da Bogen skal gælde for en afsluttende Lærebog, saa maa vi paavise en stor Mangel ved den: den mangler et Afsnit om Meteorologi (Læren om Vejret) og Astronomi, to Fag, hvis Genstande Dag og Nat fremstiller sig for vort Blik. Et nyt Fag burde ogsaa almindelig indføres i Skolen, nemlig en Udsigt over vort Lovvæsen. De forenede Kirkeskoler har, saa vidt vides, begyndt dermed; ønskeligt var det, om andre fulgte efter. Grunden til, at Skolebøgerne er saa daarlige, som de er, maa søges i den Omstændighed, at Enhver, som finder Lyst dertil, giver sig af med at skrive dem; følgelig er der en overordenlig Vrimmel af dem; nogle kommer formelig i Mode, florere en kort Tid, og saa kommer atter andre, dette Forhold har sat Splid mellem Skolen og Familien, idet Forældrene, som i og for sig er ganske rimeligt, klager over de mange Udgifter til Bøger, regelmæssigt hvert Aar og mange Gange midt i Aaret. For at undgaa denne Ulempe, burde der altid fra Kultusministeriets Side udsættes Præmier for Udarbejdelsen af de Bøger, der føltes Trang til.

- - -

(Social-Demokraten 16. juli 1875. 3. del af en serie om uddannelses- og skolesystemet i Danmark. Uddrag).

Kvindelig Læseforening. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindelig Læseforening, der har bestaaet i henved tre Aar, er nu naaet saa vidt, at dens Tilværelse er nogenlunde sikkret, idet Forskjellige, saavel private Personer som offentlige Myndigheder hidtil have skjænket den deres nidkjære og velvillige Bistand. Den har i sin Nyhed havt nogen Fordom at kjæmpe imod, men denne begynder at svinde, idet man mere og mere tilsender, hvor smuk denne Forenings Formaal er, og hvor megen Nytte den i Virkeligheden kam stifte. Der gives nemlig en Mængde Damer her i Byen, hvis egne Midler ikke tillade dem at tilfredsstille den Trang til en aandelig Udvikling, der deels er en nødvendig Betingelse for dem til Udførelsen af deres Livs Gjerning paa en Maade, der svarer til Tidens Krav og deels er den kjæreste Opmuntring for dem efter Dagens Arbejde, og som deres private Forhold ikke kunne yde dem paa anden Maade. For disse er "kvindelig Læseforening" en sand Velgjerning, og den fortjener derfor at anbefales til den offentlige Opmærksomhed. Til Oplysning for dem, der kunne have Glæde af denne Forening, men endnu ikke kjende den, ville vi tilføie, at der i dens Læseværelser findes danske og udenlandske Blade og Tidsskrifter, de nye danske Bøger i Literaturens forskjellige Retninger og, saavidt muligt, det Bedste af Udlandets Frembringelser. Medlemsbidraget, 5 Rd. aarlig, der er sat lavt af Hensyn til at gavne de Ubemidlede, giver desuden ogsaa Berettigelse til Hjemlaan af to Bøger ad Gangen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1874).

De kvindelige Arbeidere. (Efterskrift til Politivennen)

Det moralske Grundlag for Samfundets Organisation er Familien; et smukt Familieliv beviser, at Samfundet er sundt. Familielivets gode Aand er Kvinden, svigter hun sit Kald, vil der heraf opstaae Forstyrrelser, som kunne blive farlige for Samfundet. Det er godtgjort, at Kvinden havde en ikke ringe Deel i Parisercommunens Udskeielser, og franske Forfattere forlange, at man bør arbeide hen til en Reform navnlig af den arbeidende Klasses Familieliv. Men forat dette skal kunne skee, er det nødvendigt, at man ogsaa skjænker den unge Arbeiderinde Opmærksomhed, at hun, for hun træder ind i Ægtestanden, ikke hengiver sig til Fornøielser, som have Lasten i deres Følge.

Nutidens Reformer og Opfindelser have ikke forbedret Arbeiderindens Kaar, om de end just ikke have forværret dem. Det er en flor og smuk Opgave for Menneskevenner at arbeide hen til, at den unge Pige trods hendes ringe Fortjeneste kan holdes borte fra Fristelserne og blive en dygtig Hustru i en Arbeiders Hjem. Af alle Arbeiderinder ere Tjenestepigerne heldigst stillede, ja i en vis Forstand maaskee for heldigt, idet Tyendeloven neppe længer giver Huusbonden den fornødne Myndighed, hvoraf igjen følger Mangel paa Lydighed og Respect hos Tyendet. Det bliver sjeldnere og sjeldnere at træffe et Tyende, som har tjent flere Aar paa eet Sted. Man tør derfor nok paastaae, at gaaer et Tjenestetyende tilgrunde, saa er det i de sjeldnere Tilfælde Samfundets, men for det Meste Tyendets egen Skyld, saameget mere som der f. Ex. i Kjøbenhavn findes et Tjenestepigehjem, hvor der kan opnaaes midlertidigt Ophold, indtil en ny Condition findes.

Ganske anderledes forholder det sig med de saakaldte Syersker, Syjomfruer, Sypiger eller hvad man vil kalde dem; de have ikke foruden deres Løn baade Kost og Logis, de maae ved deres Hænders Gjerning tjene saa meget, at de først og fremmest deraf kunne bestride Udgifterne ved deres Underhold. Men deres Fortjeneste er meget ringe; thi Concurrencen er stor. Det er nemlig ikke alene de egentlige Syjomfruer, der paatage sig saadant Arbeide; det er slet ikke ualmindeligt, at Damer, som ikke ligefrem behøve det for deres Udkommes Skyld, concurrere i at tage fremmed Sytøi, som det hedder, for af Fortjenesten at besørge deres Garderobe, maaskee ogsaa for at kunne gaae lidt oftere i Theatret. De kunne naturligvis arbeide billigere end de Stakler, som skulle leve udelukkende af Fortjenesten. Og hvor Meget kan der da fortjenes? Ja, det retter sig naturligvis efter hvilket Slags Sytøi, man kan faae. Hosekræmmerne i St. Grønnegade have stor Afsætning paa Lærredsbeenklæder til Søfolk. De sende Lærredet til en vis bestemt Kone, der beregner sig selv 2 sk for at skjære et Par Beenklæder til, og der betales 10 sk for at sye dem. Det er almindeligt grovt Lærred og derfor ubehageligt at sye i. Ved anstrengt Flid, ved at staae meget tidligt op om Morgenen og "hænge i" til Kl. 9 om Aftenen vil en dygtig Arbeiderske kunne sye 3 Par Beenklæder om Dagen og altsaa tjene 30 sk. For Tilskjæring og Syning af en Blouse betales 10 sk, for en Skjorte 12 a 16 sk. Dog er der ogsaa Skjorter, som kun betales med 8 sk. For Mansketskjorter betales der fra 24 til 40 sk pr. Stk., idet Betalingen retter sig efter Indlæger i Brystet. I Gjennemsnit kan en Syerske, der syer i Haanden, høist tjene 15 Rd. om Maaneden, syer hun paa Maskine 20 Rd. Men det er kun Foraar og Efteraar, at hun kan gjøre Regning paa fast Arbeide; om Sommeren og Vinteren maa mangen en dygtig Syerske tage tiltalte med daarligt Sytøi og være glad ved at tjene 10 Rd. om Maaneden.

Man vil heraf kunne see, hvor strengt og vedholdende en Syerske maa arbeide blot for at kunne leve, og at der Intet bliver tilovers til Nydelser eller Forlystelser. Det unge Sind trænger dog engang imellem til lidt Adspredelse; gaaer man forbi Tivoli en Søndag Aften, vinke de farvede Lamper uimodstaaeligt. I Reglen har Syersken begyndt at arbeide for Kræmmerne, medens hendes Forældre endnu levede, hun har med dem besøgt vore Forlystelsessteder; den Tid staaer for hende som en smuk Drøm, der aldrig mere skal blive til Virkelighed, nu da hun staaer alene. Da faaer en erfaren Veninde hende engang med ud "at more sig"; men denne Morskab bærer saa saare ofte Spiren til en sørgelig Fremtid i sig.

Den unge Pige bliver gift. En Haandværkssvend eller en Mand i en lignende Stilling faaer hende til Hustru; Udstyret er sædvanligvis taget paa Afbetaling, og nu skal der arbejdes inden det første Barn melder sig. Men hun har faaet Smag paa Forlystelser, og hun opfordrer sin Mand til at føre sig ud paa de forskjellige Forlystelsessteder - Entreen er jo saa billig. Men er man først kommen ind, skal der dog nydes Noget, man skal høre Sangerinder osv. Kommer nu den Tid, da Manden ikke mere har Penge tilovers til at anvende paa Fornøielser, bliver hun gnaven og trættekjær og fortæller Manden, at hun ikke har giftet sig for at blive "et Trældyr", at hun fortryder, at hun har giftet sig; thi hun førte et langt fornøieligere Liv som ugift, og har hun faaet Børn, kan man være Vidne til, at hun ogsaa lader sin Vrede gaae ud over de uskyldige Smaa. Hun skuer med et Suk tilbage paa en ikke ganske pletfri Fortid, og har intet Begreb om. at hun i Selvopoffrelse for Mand og Børn kan finde Opreisning og varig Tilfredshed. Rivningerne tiltage mellem hende og Manden, denne bliver kjed af de evige Bebrejdelser og søger til Værtshuset. Gjælden voxer, Assistentshuussedlernes Antal bliver større, Børnene faae daarlige Klæder og utilstrækkelig Føde. De voxe op i en tung Atmosphære af Utilfredshed og Mangel paa Gudsfrygt, deres Sind taber sin barnlige Uskyldighed og ungdommelige Frejdighed, det bliver bittert og misfornøiet, ja, Døttrene belæres af Moderen om, at de aldrig bør gifte sig; thi "det er det Dummeste, de kunne gjøre".

Og nu de Arbeidersker, som ikke blive gifte? De, som modstaae de lokkende Fristelser, føre et kummerligt Liv til deres Livs Ende, som i Reglen kommer tidligt; thi Sundheden lider ved den megen Stillesiden. De, som give efter for Fristelseme, gaae en endnu sørgeligere Alderdom imøde - og ende - det er endda ikke de alleruheldigste! - som Lemmer paa Almindeligt Hospital eller i et andet Fattighuus.

Det er ikke alene den knappe Fortjeneste, som bidrager til at lokke den unge Pige ud i Lastens, med pralende Giftblomster bedækkede Hængedynd; der er mange andre Factorer, som virke med, og den slibrige Literatur, som i de sidste 20 a 30 Aar er bleven omplantet fra fremmed paa dansk Jordbund, er ikke den mindst virksomme. De franske Publicister udtale sig i stærke Udtryk om, hvor meget denne Literatur har bidraget til at svække og demoralisere det franske Samfund. Lad det ikke gaae os ligedan! I en Artikel af Revue des deux Mondes om det "literaire Løsgjængeri", oversat i "Fædrelandet", hedder det: "Nutidens Roman har derfor sin Part, sin tunge Part af Ansvaret for de sidste Begivenheder. De Exempler, den har givet paa sine Kjeltringsstreger og paa aandelig Fordærvelse, har blændet og fortryllet en Mængde svage Aander, hvilke Samfundets og vor Tids upaalidelige Moralitet kun skjærmede daarligt mod deres egne Tilbøieligheder. Mange af hine Ulykkelige, som blot havde faaet deres moralske Opdragelse af saadanne Bøger, have banet sig Vej gjennem den virkelige Verden, som om den havde været hine plumpe og fordærvelige Opdigtelsers Verden."

De Dannede kjende Intet til denne Literatur og endnu mindre til de Veie, den afbenytter, for at skaffe sig Indgang i de lavere Klasser. Vi kunne forsikkre om, at den Literatur, som ikke averteres i Bladene, blomstrer frodigere end nogensinde, og at dens Colporteurer strejfe hele Landet rundt ligefra Skagen til Nakskov. I den sidste Tid skal der gjøres gode Affairer ved at udgive Paul de Kocks "samlede Værker" paa Subskription. Denne Literaturs Forlæggere udgive Alt paa Subskription og til en Priis af 2 Skilling Arket. Dens Colporteurer kunne findes i alle Smaagader og paa alle Bagtrapper, og Entreprisen skal efter Sigende betale sig fortræffeligt.

Spørge vi nu, hvad der, under disse Omstændigheder er gjort, for at lette navnlig de fattige Syerskers Kaar, saa maae vi svare: "Der er Intet gjort, det er den eneste Klasse, for hvilken der slet Intet er gjort." - Vi skulle villigt indrømme, at der her opstiller sig flere Vanskeligheder end andetsteds, men disse Vanskeligheder maae dog kunne overvindes. En Bestræbelse for at faae Sylønnen forhøiet, vilde neppe føre til Noget, uden ved en Formindskelse af Concurrencen, og man maatte derfor nærmest rette sin Virksomhed paa at aabne nye Erhvervsgrene for unge Piger.

Noget kunde i denne Henseende maaskee opnaaes, naar flere unge Piger med dertil fornøden Dannelse vilde søge Beskjæftigelse som Oversætterinder, skjøndt stort Udbytte kan ikke ventes heraf, da Oversættervirksomheden allerede er saa stærkt optagen, at det kun i ringe Grad vil lønne sig at forøge Arbejdernes Antal. Større Udbytte maatte der kunne ventes af at anvende Kvinder ved de mindre anstrengende Haandværk navnlig ved Skræderprofessionen. Allerede nu blive i Reglen alle Herreveste syede af Kvinder; hvorfor skulde disse da ikke kunne anvendes ogsaa til den øvrige Herreeqvipering? Ligeledes maatte man kunne benytte deres Hjælp til Bogføring for Haandværkere osv.

Men ikke alene ved Arbeide, ogsaa ved at gjøre det billigere for dem at leve vilde man kunne hjælpe de kvindelige Arbeidere, og man burde da følge det allerede givne Exempel og, ligesom der opføres billige Arbejder boliger nærmest for Arbejderfamilier, ogsaa opføre billige Arbeiderboliger for ugifte Kvinder. De Boliger, som Syerskerne nu beboe, ere enten at finde paa Kvister, i Kjældere eller Bagstuer, eller ogsaa boe de hos en Familie, som i Reglen har mange Børn, er fattig og ofte forlanger en gratis Haandsrækning af Syersken i hendes Fritid. Varm Mad er en Sjeldenhed for Syersken: hun lever saagodtsom udelukkende af Kaffe og Thee eller tyndt Øl og tør Kost, det vil sige Rugbrød med "skrabet" Smør paa og dertil ved høitidelige Lejligheder en Skive Ost. Denne Skildring er i sin Almindelighed ikke overdreven.

Det er naturligt, at Beboerskerne af en Arbeiderindebolig som den, vi tænke os, maatte staae under en vis Control og finde sig i at underkaste sig et Huusreglement. Controllen kunde ledes af en Damecomitee, og Reglementets Overholdelse paasees af en gift Inspecteur. Til Boligen maatte der høre en Vaske og Badeanstalt og en Strygestue. Hvert Værelse burde være meubleret med sunde, men anstændige Meubler, bestaaende af en Sovesopha, et Bord, et Par Stole og en Servante. Der burde i Reglen være to Syersker om hvert Værelse, og hver af dem derfor betalte 2 Rd. om Maaneden, Vilde en Syerske have et Værelse for sig selv, maatte hun betale 4 Rd. derfor. Byggedes der nu en Arbeiderbolig med f. Ex. 100 Værelser, vilde den aarlige Bruttoindtægt være alene af Leie 4800 Rd., og indrettede man Stueetagen til at udleies til Handlende, vilde Leien kunde blive endnu større. Selv om altsaa en saadan Bolig vilde koste mellem 70 og 80,000 Rd. at opføre, hvilket den ikke behøver at koste, saa vilde den aarlige Indtægt dog kunne blive over 5 pCt. af Kapitalen.

Endskjøndt den bekjendte amerikanske Velgjører Peabody har skjænket et Par Millioner Dollars til Opførelsen af Arbeiderboliger, og Tanken saaledes andetsteds er ved at blive virkeliggjort, er det dog maaskee muligt, at den ikke ligestrax herhjemme vil vinde Indgang i sin Heelhed, men at man først vil gaae forsøgsviis tilværks. For dette Tilfælde tillade vi os at henstille følgende Forslag til Overvejelse: Som bekjendt bliver der i Nyboder udparcelleret en stor Mængde Grunde, og paa mange af disse opføres der Arbeiderboliger. Naar man nu kjøbte Grundene i den tidligere Bjørnegade og Ulvegade, hvorpaa der staae Bygninger, som først ere opførte 1818, og saa udvirkede Finantministeriets Tilladelse til for Øiemedets Skyld at maatte lade Bygningerne blive staaende indtil videre, hvilken Tilladelse maaskee, i Lighed med, hvad der tidligere er indrømmet Vognmandscorporationen, vilde kunne opnaaes, saa havde man indtil videre Bygningerne for Intet. Med nogle Forandringer, blandt hvilke den, at der kun blev een eller et Par Indgange til hele Huusrækken, vilde man kunne faae ret brugelige Boliger for kvindelige Arbeidere. Det er naturligviis ikke her Stedet til yderligere at udvikle denne Plan; men vi have ikke villet undlade at antyde den.

Enhver veed, hvilken gavnlig Indflydelse et hyggeligt Hjem har navnlig paa Kvinden; men der er maaskee kun Faa, der gjøre sig nogen Forestilling om, hvor fordærvelig en Indflydelse det Modsatte medfører; vi skulle blot fremhæve, at naar Hjemmet er uhyggeligt, driver det Beboerne til at søge andetsteds hen, og der er neppe Tvivl om, at den unge Syerskes hyppige Færden paa Gaden, der ofte bliver faa fordærvelig for hende, for en stor Deel skyldes Uhyggeligheden paa det Sted, hun kalder sit Hjem.

Vor Tid har en smuk Tendens til at virke for Arbejderens aandelige og legemlige Velvære; det er paa Tide, at den stakkels Syerske ikke længer bliver Stedbarn. Hun fortjener Hjælp; thi hendes Kamp for at kunne friste Livet er som oftest haardere end Mandens, og det er jo tildeels hende, der skal opdrage Fremtidens Slægt af Arbeidere. Lad derfor Nutiden sørge for, at der ved denne Slægts Vugge fældes saa faa Taarer som muligt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. oktober 1871).