Hertz' Bogtrykkeri. (Efterskrift til Politivennen)

Student (Sylvester) Hertz (1790-1854) fik i 1828 kongelig bevilling til at anlægge et bogtrykkeri i Vejle og udgive en avertissementstidende. Herefter etablerede han et trykkeri i Søndergade 13-15 i Vejle og udgav her Vejles første avis, Weile Amts Kongelig priviligerede Avis og Avertissementstidende - Vejle Amts Avis. Avisen tryktes i starten på en håndpresse af træ. Kæmpede med økonomiske vanskeligheder og efterlod ved sin død i 1854 en avis for nedadgående. Avisen blev ført videre af enken Cecilie Hertz og dernæst sønnen Vilhelm.

Annonce i Kolding Folkeblad 4. september 1911 da trykkeriet lå i Sct. Pederstræde 19. Ejendommen blev købt i 1909 og husede indtil da St. Peders Gæstehjem som i en årrække havde haft underskud. Hjemmet havde eksisteret i 25 år ikke mindst for "de farende svende". Hver nat overnattede op til 100 mennesker.. 

Især fra 1895 kom der for alvor gang i forretningen. Poul Hertz solgte i 1905 avisen i Vejle og flyttede trykkeriet til hovedstaden. Han lancerede i 1911 bladet "Verden og Vi". I 1918 solgte han bladet. I stedet udviklede han sit „Hertz Karthothek“ med specielle kartotekskort og kartoteksskabe, hvilket var helt nyt på den tid. Allerede tidligt i virksomhedens historie var der ført kartotek over ansatte i virksomheden, og man kan stadig få disse kort med de gamle bemærkninger at se. På et af kortene står der for eksempel "Ikke flittig. Heller ikke dygtig. Snakker meget" eller en af de mere dramatiske fra 1944 "Fratraadt p.gr. af Sabotagen. Flink men snakkesalig." Poul Hertz døde i 1939 og enken Ellen Hertz videreførte virksomheden.

Den 7. maj 1944 blev af Hertz' bogtrykkeri, Snorresgade 22, København, sprængt hvorved der skete skade for 186.918 kr. Det var formentlig Peter-gruppen med bl.a. Brøndum, Bothildsen Nielsen, Wagner og Jesse som havde planlagt at sprænge trykkeriet i luften. Dette blev nævnt i straffesagen mod Karl Rudolf Werner Best, Karl Constantin Albert Julius v. Hanneken, Günther Friedrich Wilhelm Ludvig Pancke og Otto Richard Bovensiepen (chef for det tyske sikkerhedspoliti). Sidstnævnte var i tiden fra den 10. januar 1944 til den 21. april 1945, som den for den til bekæmpelse af den danske sabotage m. v. iværksatte tyske antisabotage ansvarlige, at have givet ordre til eller sanktioneret de af den til udførelsen af antisabotagen indsatte S.S. „Sonderkommando“, der lededes af de ikke under sagen tiltalte tyske statsborgere Otto Schwerdt og Horst Issel, og hvis medlemmer var dels tyske og dels danske statsborgere, begåede drab, drabsforsøg, brandstiftelser, sprængninger og forsøg herpå.

Snorresgade 22. Tidligere Hertz Bogtrykkergården. Nu Mogens Dahl Koncertsal. Bygningerne er fra mellem 1901 og 1919, nogle af de første industribygninger i området bygget på gammel havbund (Islands Brygge). Bygningerne rummede bl.a. viceværtbolig og stald. De blev senere brugt til garager, billakeringsfirmaet "Johns Autolakering", bilværksted "Amarkansk Auto". I 2014 blev bygningerne restaureret tilbage til deres oprindelige udseende af arkitekterne Frank Maali og Gemma Lalanda. 

Ellen Hertz oprettede et aktieselskab i 1972, hvis aktier blev anbragt i Ellen og Poul Hertz’ fond. Efter Ellen Hertz' død i 1976 blev prokurist Carl Henning Bentsen direktør.

Frederik August Vilhelm Bagge (8: 1910-1912). (Efterskrift til Politivennen)

Juni 1910 tog Bagge på automobiludflugt til Paris sammen med forlagsdirektør Ernst Bojesen, kammersanger Helge Nissen og fabrikant Rothenborg. 

Flyvningerne ved Rheims. Den bekendte Hof-Bogtrykker Fr. Bagge har sammen med et Par Venner, hvoriblandt Kammersanger Helge Nissen, i Auto ræret en Tur til Flyvningen paa Betheny Sletten ved Rheims.

Fr. Bagge, der er en af vore mest ivrige Automobilister. skildrer overfor "Politiken" sine Indtryk af Stævnet saaledes:

Tænk Dem en kæmpemæssig Grønsværsflade, fem kilometer i Omkres, der afmærkes af 4 høie Taarne, I den ene Udkant store pragtfulde Tribuner, foran hvilke en Sadelplads, hvor Tusinder promenerer. I Forbindelse med Tribunerne Restaurationer med Udsigt over den herlige Fælled. Ved Siden af Tribunerne 70 - 80 Hangarer, midt paa Grønsværsstaden et Taarn, hvor Dommerkomitéen har Stade, og oppe i Luften 20-30 med store hvide Numre forsynede Maskiner, nogle et Tusind Meter oppe, andre i sagte Fart ½ Alen over Græsset, en sydende og kogende Fuglesværm bestraalet af stærk Sol. Entréen er 20 Franks, men da dette Syn udfoldede sig for os, snappede vi efter Vejret og syntes, at aldrig havde vi anvendt Penge saa godt.

Særlig saa det glimrende ud, naar Flyverne gik brat ned fra en Højde af 1000 Meter. Man havde Indtrykket af en Bil, der kom susende fra Himlen med Næsen nedad. Først naar Maskinen var nogle faa Alen over Jorden, vendtes Rorene, og Planet hoppede over Grønsværet let som en Fugl. I et saadantd Øjeblik udløste der sig fra Tribunerne en Begejstring, der steg til Rus.

(Aalborg Amtstidende 14. juli 1910).

Bagge lagde i oktober 1910 bil til at køre Book Washington rundt i København, i øvrigt sammen med Elna Munch.

50 Aar

Hofbogtrykker Frederik Bagge

Hofbogtrykker Frederik Bagge bliver i dag 50 Aar. En smuk Alder, og dog vil man, naar man ser Hr. Bagge, tro, han er noget yngre. Alle Københavnere kender Hr. Bagge. Og de faa, der ikke har set ham personlig, har i hvert Fald foran i utallige Bøger set hans Navn: Trykt hos Hofbogtrykker Fr. Bagge.

Om Hofbogtrykkeren ikke er kendt for andet, saa er han kendt for sin Avtomobil. Han var en af de første, der kørte gennem Københavns Gader i Avtomobil. Og hvilken Opsigt rakte det ikke!

Det er slet ikke saa længe siden, og selv ganske unge Mennesker kan endnu huske de Dage, da Hr. Bagges Selvejeravtomobil fik os alle til at standse og vende os om.

Og hvor fjerne synes hine Tider alligevel ikke at være, nu da vi ikke er langt fra at vende os forbavsede om efter en Karet eller Droske med Heste for - eller en Køddroske, som man siger. Nu da Avtomobiler farer gennem alle Gader, og vi ikke kunde tænke os at bruge Kødhestekraft, forstaar vi ikke ret, at det ikke er mere end 6-8 Aar siden, at Hofbogtrykker Bagge med et Slag gjorde sit Navn berømt ved at køre i en almindelig Avtomobil, da alle Byens Betjente med vredladne Ansigter saa efter den første Avtomobilist og tog Noterbogen frem, da Hr. Bagge hvert Øjeblik mødte i den offentlige Politiret, og Assessorerne dikterede ham store Bøder for ureglementeret Kørsel og Hundeoverkørsler.

Og den Avtomobil, Hr. Bagge den Gang kørte i, vilde rimeligvis nu vække vor allerstørste Medynk med sin hvæsende forkølede Motor og sit uartikulerede Truthorn. Det var nemlig en af de gamle Vogne, som nu anses for saa klodsede, at de end ikke kan bruges til Drosker. Hvis man saa Hr. Bagges Avtomobil fra den Gang, vilde man vende sig om efter det og sige: Hvad er det dog for et forældet Køretøj det dér. Stakkels Mand!

Saadan skrider Udviklingen langsomt frem. Nu kan Hofbogtrykkeren i Avtomobil med Lysekrone i Loftet og Telefon til Chaufføren og en lille Bordklap og indlagt Varme. Og vi vender os knap om efter den paa Gaden. Men desværre ogsaa kun knap. Thi større er vi dog ikke endnu, end at en Avtomobil uden Taksamotor vækker vor Nysgerrighed og i vore Øjne giver sin Ejermand et Skær af Glans og Rigdom.

Ja, og større er vi heller ikke, end at vi i et af Nordens største Blade kan skrive saa meget om en Mand, fordi han har en Vogn uden Heste. Men vi trøster os - om tyve Aar sidder vores kære Søn maaske og skriver ligesaa meget om en Mand, fordi han har en Vogn med Heste.

Iøvrigt er Hofbogtrykker Bagge jo en saa anset og afholdt Mand, at man kunde skrive meget andet smukt om ham, men vi har valgt hans Avtomobil, fordi den er saa kendt af alle.

Jules.

(Riget (København) 2. marts 1911).

Da Tidsskrift for Hesteavl gik ind.

Man vil sikkert erindre, at der i en længere Aarrække har eksisteret et Blad ved Navn "Tidskrift for Hesteavl". En skønne Dag hørte det imidlertid pludselig op med at udkomme, uden at Abonnenterne havde faaet den fjerneste Meddelelse derom.

Bag ved denne mærkelige Afslutning paa Bladets Tilværelse ligger en bitter Strid mellem Udgiverne og deres Bogtrykker, Hr. Fr. Bagge, og netop i disse Dage er Striden paa ny blusset op, idet Hr. Bagge t et Dagblad beskylder Modparten for ikke at ville betale Tidsskriftets Giæld til ham.

Vi har under en Samtale med den kendte Dyrlæge Svend Larsen, der har været blandt Tidskriftets ledende Mænd, faaet følgende Fremstilling af den ejendommelige Sag:

"Bogtrykker Bagge er den eneste Mand, der har tjent ved Udgivelsen af "Tidsskrift for Hesteavl". Ritmester Schwartz-Nielsen var Redaktør. og han har, lige saa vel som de øvrige Interessenter, kun haft Tab. Til sidst besluttede vi at høre op, og i det sidste Nummer, vi lod gaa i Trykken, skrev Ritmester Schwartz-Nielsen en Artikel, hvori han bebudede Bladets Standsning. Men saa skete der det, at Ritmesteren straks efter Afleveringen af Manuskriptet tog ud at rejse, - og Bogtrykker Bagge benyttede da Lejligheden til - slet ikke at udsende Nummeret!

Som Grund for sin ejendommelige Optræden angav han, at Intessentskabet i Forvejen skyldte ham et saa stort Beløb, at han ikke havde Lyst til at give Kredit længer!

Han havde nogle Penge til gode - dog ikke saa mange, som hans Regning lød paa, - og der var ikke eet Menneske, der havde tænkt paa at snyde ham. Forhandlinger med ham nyttede imidlertid ikke; og han anlagde derfor Sag ved Underretten. Den Sag tabte han, eftersom Retten erklærede, at han havde sit Tilgodehavende hos Interessentskabet som saadant, men da dette var opløst, var der intet at faa. Efter denne Afgørelse tilbød vi at betale ham et passende Beløb til fuld Afgørelse, men han stillede sig sige saa stejlt som før. Sagen gik derpaa til Overretten, og først da han tabte ogsaa der, foreslog han os at forhandle. Nu er vi imidlertid bleven ked af Historien og overlader ham frit at angribe os, som han vil; vi stoler paa, at ingen vil kaste Skygge hverken paa Ritmester Schwartz-Rielsens eller mit Navn; og nu faar han ingen Penge, før han giver os en Undskyldning for sin Opførsel!"

(Roskilde Dagblad 27. juni 1911).

Politiken havde i efteråret 1911 lavet en afstemning om hvem der var den mest kendte københavner. Brygger Jacobsen var nr. 1, skarpt forfulgt af kong Frederik. Bagge var også med, men fik under 300 stemmer og langt uden for top 20.

Injuriesager.

Hof- og Stadsretten har paakendt en Sag der var anlagt af Hofbogtrykker imod Bogtrykker Ejnar Levison i følgende Anledning: I Decbr. 1911 udsendte Citanten til Medlemmerne af Københavns Bogtrykkerforening, Dansk Provinsbogtrykkerforening og Organisationen af Bladudgivere i Provinserne et Cirkulære, hvori han fremsatte forskellige Beklagelser i Anledning af, at Bogtrykker Levison var bleven valgt ind i Bestyrelsen for "Københavns Bogtrykkerforening", og bl. a. udtalte, at det var "den samme Hr. Levison, der fornylig havde den uheldige Affære ved den kollegiale Æresret, hvor han indklagede en Kollega for Ukollegialitet, og hvor Dommen kom til at lyde paa Frifindelse af den indklagede, medens Klageren, altsaa Hr. Levison, selv blev stemplet som ukollegial i sin Optræden."

I forskellige Artikler i Bogtrykkerbladet udtalte Bogtrykker Levison derefter bl. a.: "at den kgl. Hofbogtrykker ikke har anset det for at være under sin Værdighed at udsende den af moralske Grunde - som det foregives i Cirkulæret - fremkomne Redegørelse foruden til Bogtrykkere - hvor det udelukkende hører hjemme - ogsaa til nogle af mine Kunder og til mine private Omgangsfæller, denne karakteriserer jeg som unfair og Fuldstændighedens Skyld oplyse, at det kun har baadet Hr. Bagge lidet, idet flere af Adressaterne har udtalt, at slig Optræden var sjofel og stemplede sin Mand". Skønt Bagge benægtede at have udsendt Cirkulæret til andre end Bogtrykkere, fastholdt Levison sin Paastand og udtalte: "Hr. kgl. Hofbogtrykker Fr. Bagge, Ridder af Dannebroge, har herved stemplet sig selv som en fejg og lav Karakter, der ikke en Gang gør staa ved de ufine Midler, han anvender i en Kamp, der meget veel kunde være ført, som det sømmer sig for Gentlemen."

Disse og forskellige andre Udtalelser paastod Bagge mortificerede som fornærmelige og sig tilkendt Erstatning og Sagens Omkostninger. Da det ikke var bevist, at han havde udsendt Cirkulæret til andre end Medlemmerne af de ovennævnte Foreninger, og da Levisons Udtalelser heller ikke kunde anses som berettiget Retorsion, blev Fornærmelserne mortificerede og Levison ikendt en Bøde paa 100 Kr., subsidiært simpelt Fængsel i 10 Dage, samt tilpligtet at betale Sagens Omkostninger med 80 Kr.

(Nationaltidende 17. juni 1912).

Den 10. juni 1914 nedbrændte Bagges villa i Rahbeks Alle. Branden skyldes at Bagges søn sammen med skuespiller Peter Nielsen 15 årige søn havde eksperimenteret med en film og noget magnesium. 

Frederik August Vilhelm Bagge (7: 25 Aars Jubilæum). (Efterskrift til Politivennen)

 Bogtrykker-Jubilæum.

Kongelig Hofbogtrykker Fr. Bagge kan idag fejre 25 Aars-Dagen for sit Bogtrykkeris Grundlæggelse. 

Den 1ste April 1884 begyndte Fr. Bagge et lille Trykkeri i St. Kongensgade, hvor han selv personlig sammen med et meget faatalligt Personale var med i alt Arbejde. I Tidens Løb har dette udviklet sig til den nuværende store Virksomhed, der indtager en ledende Plads mellem vore Trykkerier, vel kendt, baade i den lillerære Verden og inden for Faget.

En stor Del af vore moderne Forfattere er bleven "sat" i Bagges Bogtrykkeri i den bekendte Gaard, Gothersgade 14, hvortil Trykkeriet for 15 Aar siden flyttedes fra Frederiksholms Kanal, og Fr. Bagge har altid hørt til de ledende med Hensyn til at indføre tekniske Fremskridt i Faget, ligesom han selv er en meget dygtig Udøver, han havde saaledes personlig trykt alt det Illustrations- og Værktryk, som paa Udstillingen 1888 fik Sølvmedaille tildelt.

Fr- Bagge, der er Svoger til Etatsraad Hegel og altid har staaet i nær Forbindelse med Gyldendalske Forlag, er ikke alene kendt af Offentligheden som Bogtrykker. Hans sportslige Interesser og navnlig hans Interesse for Automobilsporten, har ligeledes bragt ham i Berøring med en Mængde Mennesker, og han har vundet sig Venner allevegne, baade ved sin altid tjenstvillige Elskværdighed og den Friskhed, der præger hans Personlighed. Han er Medlem af Bestyrelsen for Danmarks Bogtrykkerforening.

Jubilæumsdagen idag fik det smukkeste Forløb.

Personalet i Bogtrykkeriet havde arrangeret en overmande stilfuld Udsmykning af Bygningen i Gothersgade.

Direktørens eget Kontor var et Hav af Blomster.

Der var bl. a. Blomster fra "Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag" og Kjøbenhavns Boglrykkerforening. Fra private Venner havde Jubilaren modlaget et Gutenbergskrivetøj. Ved en lille Festlighed paa Trykkeriet overrakte det overordnede Personale Bogtrykkeren en Vase i kjøbenhavnsk Porcelæn.

Hele Dagen igennem var der paa Kontoret et livligt Rykind af Mennesker, der paa en eller anden Mande staar Bogtrykker Bagge nær og nu kom for personlig at overbringe ham deres Gratulation og gode Ønsker for de kommende Dage.

Som en Afslutning paa Festdagen har Jubilaren indbildt et talrigt Selskab af Venner og Bekendte til en Sammenkomst iaften i sit Hjem.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 1. april 1909).

Efter oprettelsen af "Forenede Danske Motorejere" var Bagge med blandt en delegation til justitsminister Høgsbro om lempeligere vilkår for bilkørsel, bl.a. på hele Strandvejen og bivejene i Gentofte-Ordrup-Hellerup kommune. De havde afholdt en afstemning efter hvilken kun 5 % skal have været imod fri bilkørsel i kommunen. 

Fotograf Carl Ernst Hannuss: Gothersgade 14, 1942. Bemærk skiltet over porten for Fr. Bagges Hofbogtrykkeri. Kbhbilleder. Se også bygningen fra den anden side samme sted. Bygningen er nedrevet. Public Domain.

I marts 1910 døde Bagges datter, kun 16 år gammel, kun få dage før deres sølvbryllup der af den grund blev aflyst.

Ved oberst Roosevelts besøg i København maj 1910 var flere af de kendte bilister mødt op med deres luksusvogne for at stille dem til rådighed. De blev i dem kørt fra Amalienborg til Frederiksborg Slot. Man kørte også til Helsingør hvorfra selskabet blev sejlet til København.

Frederik August Vilhelm Bagge (5: Strejken 1908). (Efterskrift til Politivennen)

 En Konflikt i Fr. Bagges Hof-Bogtrykkeri.

Bogtrykkerforeningens Formand udtaler sig om Konflikten.

Hele Personalet i Fr. Bagges Hof-Bogtrykkeri, 40-50 mandlige Sættere og Trykkere og kvindelige Hjælpearbejdere har i Forgaars Aftes forladt deres Pladser. Sagen er indberettet til Københavns Bogtrykkerforcning.

Vi har forhørt os hos denne Forenings Formand, Bogtrykker Langkjær, om de nærmere Omstændigheder ved Konflikten.

"Der er blot det i Vejen," siger Hr. Langkjær, "at Personalet forlangte Lokalerne hvidtede og hovedrengjorte Store Bededag, medens Firmaet ikke saa sig i Stand ttl at lade dette Arbejde foretage før i næstkommende Uge.

Personalet fremsatte i Februar Maaned et Ønske om forskellige Ændringer og Forbedringer af Lokalerne, og Firmaet stillede sig velvilligt hertil. Det er efterhaanden blevet ordnet Stykke for Stykke, og tilbage stod nu kun Hvidtning og en almindelig Rengøring. For otte Dage siden forlangte Personalet, at dette Arbejde skulde gaa for sig Store Bededag. Det kunde ikke lade sig gøre, men man lovede, at alt skulde være i Orden inden Pinse, og Firmaet har nu truffet saadanne Dispositioner, at Arbejdet kan udføres Kristi Himmelfartsdag og den efterfølgende Søndag. Men det vilde Personalet ikke vente paa. Fredag i forrige Uge afgav alle Folkene skriftlig Opsigelse.

Firmaet henvendte sig lil Bogtrykkerforeningen, og jeg sendte saa Typografforbundet en Skrivelse, hvori jeg gjorde gældende, at en saadan Optræden var i Strid med vore Overenskomster og iøvrigt udbad mig en Fremstilling af Sagen, hvis man mente at have noget at beklage sig over.

Paa denne Skrivelse er der ikke indledet noget Svar. Men Store Bededags Aften forlod samtlige 46-50 mandlige og kvindelige Arbejdere deres Pladser. Efter Arbejdsnedlæggelserne hos Egmont H. Petersen og Axelholm fik vi under Hovedorganisationernes Medvirkning affattet nogle Regler for Behandlingen af faglig Strid, til Udelukkelse af saadanne pludselige Arbejdsstandsninger i Fremtiden. Ifølge disse Regler skal i paakommende Tilfælde først Mæglingsmænd træde til. Hvis de ikke faar Sagen bragt i Orden, tager de to Organisationers Forretningsudvalg Affære, og lykkes det heller ikke dem at faa Sagen bilagt, bliver der Tale om Voldgift eller en Arbejdsstandsning. Paa Trods af disse Regler har vi nu Konflikten gaaende. Og Konfliktens Basis er altsaa denne, at personalet vll have Lokalerne hvidtede Store Bededag, medens Firmaet ikke ser sig i Stand dertil før Kristi Himmelfartsdag. Det er længe siden, at vi har havt en saa enkelt Konflikt"

Bogtrykker Langkjær meddeler os endvidere at Repræsentanter for Typografforbundet Lørdag Formiddag skal forhandle med Bogtrykkerforeningen om en Anden Sag. Der vil da blive Lejlighed til ogsaa at drøfte Konflikten i Bagges Bogtrykkeri.

(Nationaltidende 16. maj 1908).

Om lørdagen gik personalet igen i arbejde.

Under en typografstrejke i slutningen af 1898 var han et af de 5 medlemmer i "Foreningen af danske Bogtrykkere" som accepterede typografernes oprindelige fordringer, hvorfor hele foreningen accepterede dette og endte striden.

Under bogbinderstrejken i januar-februar 1899 var Fr. Bagges Bogtrykkeri en af de første til at underskrive overenskomsten. Aktieselskabet Fr. Bagges Bogtrykkeri overtog omkring 1902 O. C. Olsen & Ko's Trykkeri.

"Læseforeninger", "Sutter" og saadan noget. (Efterskrift til Politivennen)

Bladenes Referater af Højesterets Domme læses sikkert med Interesse af mange og kan jævnlig være vejledende for Folks Retssans.

Det kan dog ikke være andet, end at Medlidenheden jævnlig vækkes for en og anden Stymper, der dømmes efter Lovens Strenghed, og at man sender en venlig Sidetanke til den Underretsdommer, der lod male med store Bogstaver over sin Kontordør: Summum jus summa injuria. Paa den anden Side kan det gøre godt helt ind i ens Marv, naar Højesteret foretager en ordentlig Afklapsning af en af disse slimede Existenser, som Samfundet er befængt med, og som kun en forbigaaende Uforsigtighed bringer over paa den Side af Stregen, hvor Lovens Haand kan faa Tag i ham.

Som nu for nylig. En jydsk Herredsfoged havde grebet ind overfor en af de saakaldte "Ungdomsforeninger" - andre Steder kaldes de "Læseforeninger" eller "Sutter" eller med andre Kælenavne. En Mand, der selvfølgelig ingen Udskænkningsret havde, var Foreningens Vært. Den havde Love med Bestemmelser om Kontingent, Bestyrelse, Formaal, (Foredrag, Sangøvelser!) Lukketid o. s. v. Heldigvis overholdtes Lovene i dette Tilfælde aldeles ikke; derfor kunne det lykkes at faa fat i Trafikken, som bestod i Kortspil og Drikkeri Nat efter Nat, ofte endende med Slagsmaal. Betalte man 25 Øre i Entre, kunne enhver blive Medlem, og Sognets Ungdom og de ældre Fyldebøtter med sad og drev Nat efter Nat i "Værten"s Stuer, ødte deres Penge og Helbred og blev en Fortvivlelse for Forældre og Hustruer.

Saa tog Herredsfogeden fat, saa snart der kunde tages fat, og mulkterede "Foreningsværten" med 300 Kr. Overreten sagde 200, men Højesteret atter 300 Kr. Disse Ungdoms- eller Læseforeninger er formodentlig en Fordærvelse for mange ogsaa her i Hovedstaden; men de er det i ethvert Tilfælde ganske aabenlyst for en Mængde Egne ude i Landet.

Lad os engang se, hvordan en saadan Læseforening bliver til. En eller anden Høker f. Ex, der har en Stue ved Siden af Butikken, og hvis Finanser trænger til at stives af, foreslaar en Dag sine jævnlige Kunder i Bagbutikken, at de skal se at faa deres Sammenkomster ind under lovlige Former. Ellers bliver de bare en Dag "huggede". De faste Kunder faar nogle ligesindede med, og en Dag holder Læseforeningen for Snaverby og Omegn konstituerende Generalforsamling. En naiv Sjæl er kommen med i Laget. Han vil endelig vide, hvilke Bøger man skal have, og hvad for Blade man skal holde, og hans utrættelige Nyfigenhed paa disse Omraader er en Stund ved at gøre Forsamlingen ganske forlegen. Men endelig reiser Jens Slagter sig ærgerlig med et : "Aa Sludder, Peter, la' nu være mæ aa skave Dig! Du ve' sgu godt, a vi ska'nte læse i andet end som i Holmblads Salmebov, aa a vi bare ska' ha' vos et Sted, hvor vi ka' sidde ganske ugenert aa ta' vores Kaffepunser!"

Og saa stiftes Læseforeningen.

Man har skaffet sig Lovene fra en anden Læseforening i Nærheden, og er man meget forsigtig, lader man en Sagfører se dem igennem.

Kort Tid efter er Læseforeningen i fuld Gang. Der er Bestyrelse, Aarskontingent (man er liberal, og tager det ved given lejlighed ikke saa nøje), Generalforsamlingsbestemmelser, o. s. v. Høkeren vælges til "Vært". Hans Stue forsynes med nogle flere Stole og en Reol, hvori et Par gamle Aargange af "Illustreret Familiejournal", nogle lasede Avisfeuilletoner og muligvis en Salmebog, som der alligevel ikke er Brug for der i Huset; og Værten lægger daglig sin private Avis frem paa Bordet.

Saaledes faar en Høker, der ellers ikke vilde kunne faa Næringsbevis som Beværter, Ret til at holde Beværtning uden Afgifter, uden Politikentrol, saa længe Lovene overholdes blot nogenlunde, og - med anden kvindelig Betjening end egen Hustru og egne Døtre! Der spiIles og drikkes. Værten bliver federe, Hjemmene fattigere. Demokratlisering breder sig. Der er fuldt af Cykler fra Omegnen udenfor Høkerens Dør. Kroen, der ligger en halv fjerdingvej borte, holder aabent over Lukketid, fordi Høkeren har aabent hele Natten. Brugsforeningen i Nabobyen, der har Ret til Udskænkning til Medlemmerne, kan heller ikke mere Iukke Kl. 10. Og Egnens andre Høkere eller Handlende eller Købmænd, hvad de nu kaldes, faar, ofte modstræbende, deres Bagstue lavet om til Smugkro. Thi naar deres Kunder kommer ind og forlanger Brændevin eller Cognac eller bajersk Øl til Nydelse paa Stedet, tænker de paa deres vanskelige Status og paa konkurrenten, Høkeren med Læseforeningen, og saa - værs'go og gaa ind i Bagstuen!

Ja, saadan gaar det. Det vrimler med latente Smugkroer ude i Landbefolkningen, og de fleste - for der er vel Undtagelser - af "Læseforeningerne" er de værste. Og saa er det saa fortvivlet vanskeligt at komme dem til Livs. Store Dele af Befolkningen kan være forbitrede nok paa dem; men alligevel - kommer Herredsfogden og vil have Oplysninger, gør man sig tvær. Og det værste er, at det er Grundloven selv, man har at kæmpe imod. Det er i Læ af dens Bestemmelser om Forsamlingsfriheden, at alle disse Smugkroer trives.

Hvordan mon Ædruelighedskommissionen i Grunden vil stille sig overfor alt dette? Mon den vil gøre gældende at Grundlovens Indskrænkning af Borgeres Ret til at samle sig eller danne Foreninger til kun at gælde, naar de er ubevæbnede, ogsaa maa gælde, naar det er de skarpe Drikkes tveæggede Sværd, man sidder og bekæmper hinanden med? Eller - Spøg til Side - vil den, da Forsamlingsretten nu allerede er begrænset af dette: "ubevæbnede", søge ved en Grundlovstilføjelse at faa den begrænset ogsaa overfor Misbrug af Udskænkningsretten?

Hvorom alting er - det har været disse Liniers Maal at pege paa en Kræftskade paa Samfundslegemet (svagere Udtryk kan ikke bruges), som alle gode Kræfter maa enes om at se at faa bekæmpet.

Obs.

(Nationaltidende 12. juni 1906).

Næringslovens §61 blev ved en Højesteretsdom af 30. marts 1885 fortolket således at beværtning kunne drives overalt på landet når blot det blev iagttaget at man kalder sig "sluttet selskab" og hver deltager betalte et årligt kontingent at 25 øre.

Fra en helt anden boldgade: Kvindelig Læseforening på hjørnet af Gammel Mønt og Kristen Bernikowsgade. Foreningen eksisterede 1872-1962. På artiklernes tid havde foreningen et par tusind medlemmer, og havde et udlånstal der oversteg Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket - tilsammen.Lars Peter Elfelt (1866-1931): Kvindelig Læseforening, interiør, cafe. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Læseforeninger" m. m.

En Indsender, der har Autoritet og Erfaring paa det Omraade, gør os opmærksom paa, at det Ikke er saa vanskeligt at komme "Læseforeningerne" og de andre Smugkroer til Livs, som det efter vor Artikel forleden skulle synes at være. Det kommer blot an paa, hvilken Energi og Interesse de stedlige Retsbetjente sætter ind paa at faa disse skadelige Indretninger, om hvis Existens de naturligvis ved god Besked for deres Jurisdiktions Vedkommende, bragt ud af Verden. Det gælder om at faa konstateret, at "Læseforeningerne" er et Skalkeskjul for ulovlig Beværternæring, og dette vil i mange Tilfælde ikke være svært.

Som bekendt hænder det ret jævnligt, at Gæstgivere dømmes for Overtrædelse af Næringsloven, fordi de driver Beværtning med Udskænkning af Brændevin og benytter Gæstgiverbevillingen som et Skærmbrædt. Paa samme Maade vil det i ni af ti Tilfælde kunne konstateres, at en "Læseforening" ikke har sit Formaal i den Læsning, i Foredragene, Sangøvelserne o. s. v. der findes omtalt i dens Lov, men slet og ret er en Omgaaen af Næringsloven, en Smugkro. Det hele afhænger af, om Retsbetjentene virkelig vil prøve at være de gode Elementer i Befolkningen til Støtte i disse Sager, sætte alle de personlige Hensyn, ved hvilke netop saadanne Sager under de snævrere Forhold ude paa Landet ofte lider ilde, til Side, og navnlig sørge for at holde deres Sognefogeder ordentlig til IIden.

Indsenderen gør opmærksom paa, hvorledes flere Retsbetjente - han nævner særlig en enkelt midt inde i Jylland - , har sat stor Energi ind paa at faa renset deres Jurisdiktioner for de falske "Læseforeninger" og for Smugkroerne og, trods adskillige Kampe til at begynde med, har vundet Befolkningens Taknemmelighed. Men der er langt frem endnu.

Obs. 

(Nationaltidende 19. juni 1906).

Citatet ”Summum jus, summa injuria” kan oversættes til ”Den højeste ret, den største uretfærdighed.” Det er også titlen på et maleri fra 1886 af maleren Erik Henningsen. Billedet forestiller en kvinde, der har dræbt sit barn og begravet det. Forfatteren til artiklen kan muligvis hentyde til det.

En herredsfoged i Maribo idømte i slutningen af 1860'erne medlemmer af en læseforening bøder fordi den blev misbrugt til kortspil og svir. Endvidere pålagde han foreningen at holde lukket fra kl. 22. Foreningen klagede til justitsministeriet som gav foreningen ret i at herredsfogden ikke havde lovhjemmel at lukke på det tidspunkt. Og pålagde herredsfogden at gribe ind når beviser forelå om ulovlig hasardspil mm. Med jævne mellemrum dukkede sådanne sager op i pressen:

En moderne Smugkro

Højesteret  (---)  tog () fat paa en af de Smugkroer, der er ved at opstaa rundt omkring i Landet, og som i Ly af Foreningsloven unddrager sig den Kontrol, som andre Beværtninger er underkastede.

Foreningsvært N. P. Andersen af Bramminge var tiltalt for at have overtraadt Næringslovene. Han var ved Esbjerg Politiret og Viborg Overret idømt 300 Kr. i Bøde for femte Gang at have begaaet ulovligt Næringsbrug og ulovlig Brændevinsudskænkning. For Højesteret var Hr. Salomon Aktor, Hr. Asmussen Defensor.

Aktor gav en Fremstilling af den Læseforening, for hvilken Hr. Andersen havde været Vært. Foreningens Formaal var, hed det i Lovene, at rejse et Foreningshus og oprette et Bibliotek, men ved Siden heraf skulde Medlemmerne, og hvem disse medførte i Lokalerne, kunne faa Drikkevarer "efter Behag og Evne". Dette sidste Punkt blev snart Foreningens egentlige Formaal. Det aarlige Kontingent, som var sat til 50 Øre, opkrævedes aldrig, det eneste, der af Medlemmerne blev betalt, var 25 Øre i Indskud. Disse Penge modtog Andersen, og han skulde aflægge Regnskab for dem, men gjorde det aldrig. I Foreningens Love hed det, at Værten skulde vælges paa en særlig Generalforsamling, men en saadan fandt aldrig Sted, og det betragtedes ganske som givet, at Andersen var selvskreven Vært. Foreningen var, siger Aktor, med andre Ord blot det Skærmbræt, bag hvilket Tiltalte skjulte sit ulovlige Næringsbrug, og den var, som Formanden paa Foranledning havde erklæret, stiftet paa Andersen Initiativ. Hr. Salomon paastod den indankede Dom stadfæstet eller skærpet.

Defensor, Hr. Asmussen, mindede om, at Andersen, da han overtog Stillingen som Vært, udtrykkelig havde forbeholdt sig, at Lovene blev af en saadan Art, at han ikke kunde komme i Strid med Næringsloven; heller ikke fandt Defensor, at Foreningens Love kunde aabne nogen Vej til Brud paa Næringsloven. Man kunde ikke med Rette hævde, at Foreningen ikke havde arbejdet paa sine mere ideelle Formaal, men kun havde virket som Beværtning! det havde den ganske simpelt ikke haft Tid til, da den kun havde virket som Beværtning i tre Maaneder, fra Oktober til Januar. Af samme Grund var det ogsaa let forklarligt, at man ikke havde opkrævet Kontingent eller aflagt Regnskab ! det var noget, der kunde være sket i den nærmeste Fremtid, og man var saa smaat begyndt at tænke paa det.

Defensor henstillede derfor, om man virkelig med Sikkerhed kunde sige, at Næringsloven her var overtraadt, i andre Tilfælde, hvor slige Sager havde været for Højesteret, havde Forretningen altid haft længere Tid til at vise sin sande Karakter. Han indstillede derfor Tiltalte til Frifindelse.

Men Højesteret stadfæstede den indankede Dom.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 5. oktober 1901).

I Ove Pedersen: "Et sogn og dets lærer" om lærer Iver Kristensen Holmgaard som var lærer i Ørre 1869-1913, nævnes at Holmgaards forgænger i embedet holdt smugkro for landsbyens beboere både før og efter kirketjenesten. Mens præsten kun passede det nødvendige som han skulle passe. Holmgaard selv fik i 1914 et mindesmærke i Ørre Kirkeby.

Literaten Martin Jørgensen (1849-1917). (Efterskrift til Politivennen).

Annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 1. maj 1884. Annoncen var indrykket i flere hovedstadsblade og landsdækkende aviser. Bogen blev beslaglagt i juni 1885. Han fik efterfølgende en bøde på 200 kr. og 30 dages simpelt fængsel. Ikke desto mindre fandtes annoncer for bogen også i Lolland-Falsters Folketidende 26. november 1886 med variantteksten: "Et livsnydende Individs Historie". Bogen blev konfiskeret og afleveret til Det Kongelige Bibliotek "at indsættes under Laas og Lukke" den 3. december 1887. Begge findes kun på Det Kongelige Bibliotek.

Martin Jørgensens bog "Livsnydelse" handlede bl.a. om en rig enke af en højtstående embedsmand som beretter om sin livslyst, lesbianisme mm. En smagsprøve af bogen: 

"I det jeg satte Glasset fra mig, raabte hun vildt: "Leve - Sanseligheden". I samme Nu kastede hun sin Champagne i Ansigtet paa mig. Jeg blændedes, blev ilde berørt og opbragt over hendes Hensynsløshed og vilde tilkendegive mit Mishag. I Vrede for jeg op, men blev i det samme væltet tilbage paa Chaiselonguen. Hun kastede sig over mig - hendes sitrende Hænder omspændte mit Hoved - hun sugede og slikkede Champagnen bort fra mit Ansigt og min Hals - det overflødige, følte jeg, løb ned paa mit bare Bryst. Hendes lange, prægtige silkebløde Haar, der var sat op i en stor Knude i Nakkes, opløstes og ombølgede vore Hoveder. - Hun gjorde mig til, hvad hun selv var. - To Rovdyr parredes" . 

(Citat fra Mchangama, Stjernfelt: "MEN: Ytringsfrihedens historie i Danmark", s. 562-563.)

Bogen blev beslaglagt og Martin Jørgensen indkasserede en streng Højesteretsdom, en bøde på 200 kr. og 4 ugers simpelt fængsel:

Sagen Nr. 230/1885 *). Højesteretssagfører Lunn Aktor

contra Niels Martin Jørgensen (Def. Højesteretssagf. Bagger).

(Afsagt den 8 December 1885).

En paa et trykt Skrift navngiven Forfatter anset efter Strfl. § 184 paa Grund af den i Skriftet indeholdte Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, uanset at Forfatteren nægtede at have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men paastod ved dette at have villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften.

Kriminal- og Politirettens Dom af 1 August 1885 er saalydende:

Tiltalte Niels Martin Jørgensen, der er født den 4 November 1849 og ved denne Rets Dom af 14 April 1877 anset efter Straffelovens $ 262, 2det Stykke, med simpelt Fængsel i 1 Maaned, tiltales under nærværende Sag i Henhold til Justitsministeriets Resolution af 21 Maj d. A. for Overtrædelse af Straffelovens § 184 og sigtes for at have gjort sig skyldig heri ved Offentliggjørelsen af et i indeværende Aar her i Staden i tvende Leveringer udkommet, 80 Sider stort Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie", hvorpaa som Forfatter er navngivet Martin Jørgensen. Tiltalte har erkjendt, at der ved dette Navn er sigtet til ham, og, idet han iøvrigt ogsaa har vedkjendt sig Forfatterskabet til Skriftet, bærer han saaledes i Medfør af § 3 i Lov om Pressens Brug af 3 Januar 1851 Ansvaret for dettes Indhold. Da Tiltalte nu paa Side 38—42 og 64 - 80 af Skriftet har skildret Sandselighedens Opvaagnen hos unge Mennesker og et vellystigt Fruentimmers kjønslige Udskejelser under en saadan Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, at Skriftet findes at maatte betegnes som utugtigt, og, da det ikke kan fri ham for Strafansvar, at han ikke vil have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men derimod ved dette har villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften en Tendens, der iøvrigt ikke paa nogen kjendelig Maade fremtræder i Skriftets Indhold vil han være at anse efter det ovenanførte Lovbud efter Omstændighederne med en Statskassen tilfaldende Bøde af 200 Kr. eller i Mangel af denne Bodes fulde Betaling inden Exekutionsfristens Udløb med simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos det omhandlede Skrift i Medfør af Straffelovens $ 34 vil blive at konfiskere.

Thi kjendes for Ret: Tiltalte Niels Martin Jørgensen bør til Statskassen bøde 200 Kr., eller, saafremt denne Bøde ikke fuldt betales, hensættes i simpelt Fængsel i 4 Uger. Saa bør og det ovenomhandlede Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie af Martin Jørgensen", konfiskeres, og Tiltalte udrede Aktionens Omkostninger, derunder Salærer til Aktor og Defensor, Prokuratorerne Lassen og Petersen, 25 Kr. til hver. Den idømte Bøde at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og Dommen i det Hele at efterkommes under Adfærd efter Loven.

*) H. R. T. 1885 p. 587.

Højesterets Dom.

For det af Tiltalte udviste, i den indankede Dom fremstillede Forhold er han rettelig anset efter Straffelovens § 184, men Straffen findes at burde bestemmes til simpelt Fængsel i 1 Maaned. Dommens Bestemmelser om Konfiskation og Aktionens Omkostninger tiltrædes.

Thi kjendes for Ret:

Niels Martin Jørgensen bør hensættes i simpelt Fængsel i én Maaned. Iøvrigt bør Kriminal- og Politirettens Dom ved Magt at stande. I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Højesteretssagførerne Lunn og Bagger 40 kroner til hver.

(Ugeskrift for Retsvæsen, årgang 1886).

"En Forlægger". En Person, som har kaldt sig "Forlægger" og gjort sig berygtet ved en ret original Art Forretningsvirksomhed, er i disse Dage bleven arresteret. Den nævnte Mand som ogsaa har debuteret som "Forfatter", hedder Martin Jørgensen, og har særlig lagt sig efter ved Annoncer i Bladene at lokke godtroende Folk til at deponere større Pengesummer hos sig ved Løfte om at skaffe dem en "vellønnet" Plads.

Et Avertissement i "Berl. Tid." lokkede da ogsaa en Sømand O. til at deponere 400 Sk. hos Jørgensen, fristet af dennes lokkende Tilbud. Efter at have indbetalt denne Sum blev han antaget som Bud Hos J. Men da han efter et Par Dages Forløb fandt dennes "Forlagsforretning" mistænkelig, henvendte han sig til Politiet, som strax tog sig af Sagen og anholdt "Forlæggeren".

I Kontrakten mellem Jørgensen og O. var udtrykkelig stipuleret, at der ikke maatte disponeres over de deponerede Penge, men desuagtet havde J. samme Dag som Pengene var indbetalte, forbrugt omtrent Halvdelen til Indlæsning af pantsat Tøj og Lign.

Formodentlig vil J. nu - idetmindste for nogen Tid - blive gjort uskadelig. (Polit.)

(Samsø Avis 19. august 1887).

Annonce i Jyllandsposten den 4. maj 1887. "meget net og naturlig fortalt", skrev Politiken. "et behageligt indtryk ved sit indhold". Ifølge annoncen.

En rar forfatter. En Kavaller ved Navn Niels Martin Jørgensen er i Torsdags ved Højesteretsdom idømt en Straf af Forbedringshusardejde i 15 Maaneder. De Bedrifter, hvormed han har gjort sig fortjent til denne Paaskjønnelse, ere af en ganske ejendommelig Art.

I Aaret 1885 debuterede han som Forfatter i Hovedstaden med en Bog, der imidlertid var af en saadan Beskaffenhed, at han blev straffet for dens ufredelige Indhold. Det ejendommelige ved hans Virksomhed er dog, at naar han arbejder paa slige literære Værker, skal han nødvendigvis have et eller flere Bude i sin Tjeneste. Disse Bude, der engageres til at opkræve Hr. Jørgensens intetstedsværende Tilgodehavende, maa stille Kavtion for de Summer, de faa mellem Hænder, men efter kort Tids Forløb faa de Afsked uden samtidig at faa deres deponerede Penge. Medens Jørgensen skrev sin første Bog, havde han paa denne Maade snydt 9 forskiellige Smaafolk for 2000 Kr. Saa blev hans aparte Trafik opdaget og Fyren straffet. I 1887 begyndte han at skrive paa en ny Bog, og havde faa paa samme Maade engageret Bude, der aldrig havde noget at bestille og ingen Løn fik, medens han forbrugte deres deponerede Penge. Atter blev Gavtyven opdaget, da han havdebedraget en halv Snes godtroende Mennesker for 2250 Kr. Han blev dømt til 1 Aars Forbtdringshusarbejde. Da han imidlertid ikke strax blev arresteret, gav han sig paany i Færd med at antage flere Bude og havde naaet at frarane yderligere 5 Personer 1500 Kr.. da Politiet bemægtigede sig ham. Han fik i den Anledning er lille Tillæg til sin Straf, saa at han i Alt blev idømt 15 Maaneders Forbedringshusarbejde.

(Holstebro Avis 16. januar 1889).

Af N. M. Jørgensens generalieblad fra Vridsløse Statsfængsel som blev ført fra 1889 stod da han indkom: "Veltalende og besmykker sin sag". Præsten skrev lidt senere: "Uden tvivl en smudsig og dårlig person, plat og veltalende, fuld af udflugter og store tanker om sig selv". Og efter 1 års tid er noteret: "Pjaltet og pjanket". 

En forfulgt Literat. Han skrev i F. Pol. i sin Tid om Kongens Spasereture og sendte Majestæten et Exemplar i Pragtbind, for hvilken Opmærksomhed der allernaadigst blev ham tilstaaet 50 Kr. Saa skrev han en usædelig Bog og blev dømt for sit utugtige Skribleri. Derpaa gav han sig til at være Boghandler. Han førte kun sine egne misliebige Værker paa Lager. Ingen var saa letsindige at købe dem, men alligevel blev han straffet for Udgivelsen og efter gentagne Konflikter med Politiet fik han en længere Tur paa Vridsløse.

Efter endt Udsoning slog han sig paa Fæstevæsnet. I forskellige Blade lod han indrykke Avertissementer om ledige Pladser, og naar saa de Pladssøgende kom, lod han dem betale fra 5-10 Kr. i Indskrivningspenge, men ingen af de Pladssøgende opnaaede nogen Plads - han havde nemlig ingen. Saa meldte en misfornøjet Ansøger ham for længere Tid siden til Politiet, hvorefter han blev anholdt.

Forleden dømtes han ved Kriminal- og Politiretten til 18 Maaneders Forbedringshusarbejde. 

Martin Jørgensen er hans Navn.

Randers Arbejderblad 7 april 1891)

Martin Jørgensen blev anholdt den 28. december 1893, sigtet for bedrageri.

En gammel Forbryder.

der kom for et Par Tage siden en gulbleg, lorgnetprydet Mandsperson op paa vort Kontor, hvor han, strax da han var kommen indenfor Døren, afleverede følgende Salut:

- Jeg vil bare lade Dem vide, at hvis De skriver noget om, at jeg har begaaet Sædelighedsforbrydelse, anlægger jeg Sag imod Dem.

- Ja, men De vil vel i saa Fald ogsaa have Skadeserstatning, spurgte vi.

- Ja, og det en ganske klækkelig kan De bande paa, svarede den gulblege.

- Tør vi spørge, med hvem vi har den Ære . . .

- Naa, kjender De mig ikke, jeg er Martin Jørgensen, Forfatteren Martin Jørgensen. De har dog tidt nok skrevet om mig.

- Ah! Jo saa kjender vi Dem. De er nok lige sluppet ud af Forbedringshuset, saa vidt vi erindrer for 2. eller 3. Gang.

Han saa paa os med et arrigt Blik og foer saa ud af Døren med den Besked:

- Ja vov nu paa at skrive noget om mig, saa skal De ikke dø i Synden.

I Gaar fik vi saa gjennem Politiet den Meddelelse, at Hr. Martin Jørgensen var anholdt for Sædelighedsforbrydelse. Og i Dag drister vi os til at spendere nogle Linier paa denne gamle Forbryder.

Hr. "Literaten", 

Martin Jørgensen dukkede op her i Byen for omtrent en halv Snes Aar siden. Han er oprindelig Kommis, oplært i en Urtekramforretning i en Provinsby. Efter at have gjort et Greb i sin Principals Pengeskuffe, forlagde han sin Virksomhed her til Byen, hvor han strax etablerede sig som - Forlagsboghandler. Det vil sige: Han lejede i Larsbjørnsstræde en lille Fedtebutik, lod sit Navn med et net Sving skrive tværs over Ruden og anbragte ved Siden af Vinduet et blaamalet Skilt med gule Bogstaver, hvorpaa stod "forlagsboghandel".

Hans Lager bestod i en lille Pjece, han selv havde skrevet og som hed "Kong Christian den 9endes Spadseretrue". Det var lutter Løgnehistorier, den lille Bog indeholdt, hvad han ofte selv pralede af overfor sine nærmeste Venner. Men han tjente Penge ved sit Jux, thi han snød selvfølgelig Bogtrykker og Papirleverandører, saa hvad han fik ind var ren nettofortjeneste. Men saa en skjøn Dag kom Bogtrykkeren og gjorde Exekution i hele Grejen - Piecen og det fattige Pjus, han eiede, kom under Hammeren, og Husværten pillede Skiltet ned og bad ham fortrække.

Saa bukkede han op i St. Pederstræde. Her havde han leiet et tomt Værelse i en Stueetage og fik atter sit "Forlagsboghandler-Skilt" smækket op over Døren - men den forretning, han i Virkeligheden drev, var Bondefangeri.

Han bar sig hermed saaledes ad: I "Berlingske Tidende" og "Adresseavisen" averterede han, at han søgte en flink Mand, der var i Besiddelse af 5 a 600 Kr. kunde blive antaget som Medinteressent i en forlagsvirksomhed, og naturligvis gik der en Del godtroende fugle paa Limpinden. Ikke mindre end 6 forskjellige Mennesker fik han deres Spareskillinger lokket fra - men saa blev, takket være "Aftenbladet", den Geschäft stoppet.

En at de Bedragne henvendte sig til os om Assistance, og vi aflagde da Hr. Literaten en Visit en Dag tidlig paa Morgenstunden. Det Værelse, vi kom ind i, var aldeles blottet for Møblement, men i Værelsets fjerneste Krog var halvvejs mellem Loftet og Væggen udspændt en kæmpestor tunesisk Parasol, og under denne hvilede Hr. Jørgensen paa en Madras i fuld Dress.

Naa, kort og godt. Resultatet at vort Besøg blev det, at vi skrev, hvad denne Jørgensen i Grunden var for en gedigen Gavtyv - og saa blev han nappet af Politiet. De Penge, han havde snydt folk for, havde han forbrugt til Sus og Dus i Selskab med obskøne fruentimmer, og saa blev han vurderet til 8 Maaneders forbedringshus.

Da han kom paa fri fod, begyndte han atter paa sine Bedragerier, akkurat paa samme Maade som før ved at lokke godtroende Tossehoveder til sig gjennem Avertissementer i Bladene. Han blev paany arresteret, og da det under Sagen oplystes, at han ogsaa havde gjort sig skyldig i  Sædelighedsforbrydelse mod Smaabørn, dømtes han nu til 18 Maaneders forbedringshus.

Dem blev han færdig med for et Aarstid siden. Hvad han har levet af i den Tid, maa Guderne vide, men Penge har han haft paa Lommen, han gik altid flot klædt og var en stadig Gjæst paa vore forlystelsesanstalter, hvor han stedse saas i Selskab med purunge Mennesker.

Saa i forgaars nappede Politiet ham i Østre Anlæg, hvor han var i færd med at begaa Sædelighedsforbrydelse mod en stor Dreng. Og nu vil hans kjendte Skikkelse atter for en rum Tid forsvinde fra vore Gader - til han en skjøn Dag møder igjen og tager fat med fornyede Kræfter.

(Aftenbladet (København) 27. august 1893).

En Forbrydere.

Et Kriminalbillede fra Halvfemsernes København.

Literaten Martin Jørgensen.

Hans Liv og Levned og sidste Dom.

I Formiddags har Kriminalretten for ottende Gang afsagt Dom over "Literaten" Martin Jørgensen.

Han er en pjokket, ynkværdig Fyr og ligner en udlevet Olding, et Menneskevrag, skønt han kun er 45 Aar.

Han blev født den 4de November 1849 paa Vesterbrogade, hvor hans Forældre havde Beværtning og Øludsalg.

Allerede fra Barnsben var han af stridig og egenkærlig Natur og samme Stædighed udviste han som Dreng i Skolen. Sine Lektier vilde han nødig lære, og for at straffe ham, satte man ham fra Realskolen over i Friskolen.

Ulysten til at lære noget gentog sig efter Konfirmationen, da man satte ham i Sætterlære hos Bogtrykker Sally B. Salomon. Den monotone Lyd af Typernes Klapren, Blydunsterne fra Sættekassen, det ensformige bedøvende Spektakel fra Maskinerne, den stærke, trykkende Varme, alt dette irriterede Martins Sanser, saa han en skønne Dag løb fra Læren.

Saa forsøgte Martin sig i forskellige Handelslære, men hans Hu stod ikke til Livet bag Disken. Han var en idealistisk Sværmer, der drømte om en Gang at blive en stor, berømt Skribent.

Da han var 18 Aar gl., rystede han Støvet af sine Fødder og forlod Urtekrambutiken for at begynde et nyt Liv som "Forfatter".

Det første Værk som Forfatter.

Martin Jørgensens første Værk var en Køkkentrappe-Kolportageroman. Han indrømmer selv, at Bogen ikke var noget literært Værk, men den slog an blandt Kokkepigerne.

Men da Konkurrenterne fik Færten af, at der var Penge at tjene, endte det med, at Martin bukkede under i Konkurrencen og maatte søge sit Levebrød bag Disken igen.

Han fik nu Plads hos en Urtekræmmer paa Nørrebrogade, hvor han gjorde Bekendtskab med den Kvinde, der ødelagde ham i Bund og Grund.

Mathilde Rømer

hed hun, en ung, rig Enke.

Hun, der stadig havde forstrakt ham med Penge en masse, havde givet ham bestemt Løfte om en større Sum til at aabne en Forretning for i Kolonial- og Delikatessevarer paa den daværende Parcelvej.

Forretningen var omtrent startet, men i det afgørende Øjeblik stillede hun Jørgensen de to Alternativer - enten at faa Pengene og gifte sig med hende eller ogsaa - ikke at faa dem.

Efter en større Scene valgte han det sidste.

Fallent. Professionel Alfons. Dramatiker. Antikvar. Karambolage med Politiet.

I fem Maaneder holdt han sin Forretning gaaende paa Kredit, - saa gik han fallit. Efter i nogen Tid at have prøvet et Liv som Alfons, gik det svært ned ad Bakke for ham. Han forsøgte at starte en dramatisk Forening, der dog snart gik i Hundene. Derefter lykkedes det ham at faa pumpet en bekendt Godsejer, der syntes at have fattet Kærlighed til Jørgensen. Ved hans Hjælp lykkedes det J. at nedsætte sig som Antikvarboghandler i Larsbjørnstræde.

Faa sit eget Forlag udgav han nu sin ovennævnte Bog, "Livsnydelse", der paa Grund af sit utugtige Indhold blev konfiskeret og J. ved Højesteret idømt 1 Maaneds simpelt Fængsel.

Fire Agenter, der skulde kolportere 2den omarbejdede Udgave, snød han saa godt, at han i 1885 paany kom i Karambolage med Politiet og fik sig en lille Vand- og Brødtur i 6 Gange 5 Dage.

Aaret efter gjorde han sig paa samme Vis skyldig i Bedrageri og blev idømt 3 Gange 5 Dage paa Vand og Brød.

Jørgensens Antikvarboghandel, der imidlertid var flyttet til Fiolstræde, nød ikke længer Godsejerens kærlige Omsorg og var som Følge deraf svært paa Retur.

Han søger Kompagnon.

For at faa nye Finanser i den slunkne Kasse, averterede "Literaten", som J. kaldte sig i 1887, efter en "Kompagnon". En troskyldig Medborger gik ogsaa paa Limpinden i den Tro, at Jørgensen var en stor Forfatter. Hans tro blev dog hurtig rokket, da han en Dag traadte ind i J.s private Kabinet og saa' den store "Forfatter" liggende paa det bare Gulv - med en stor kinesisk Parasol over sit Hoved.

Da han ikke fik det reglementerede Afdrag af sin Kapital, gjorde han Anmældelse til Politiet, og da det viste sig, at det var et overlagt Bedrageri med falske Kavtionister m. m., maatte J. paany spasere i Hullet. Under Sagens Gang blev han dog atter løsladt, og denne Frihed benyttede han til at lave andre Bedragerier, hvorved han paany blev sat fast. Den første Bedragerisag skaffede ham 18 Maaneder i Forbedringshuset, og inden han havde afsonet denne Straf, faldt Dommen i den anden Bedragerisag, der lød paa 15 Maaneders Forbedringshusarbejde, - altsaa i alt 33 Maaneder Forbedringshusarbejde.

Som Sædelighedsforbryder.

Efter at have udsonet sin lange Straf, levede han i al Stilhed, indtil 1893, da Offenligheden paany beskæftigede sig med hans Navn i Anledning af en mindre proper Historie. En Sommerdag blev J. truffet i en uhyggelig téte-å-téte med to Mandfolk i Østre Anlæg. Herfor blev han efter lang Tids Varetægtsfængsel idømt 200 Kr. i Bøde, som han fik Lov at afsone med Fængsel paa Vand og Brød.

Hans sidste Bedrift. Et Bladforetagende.

Trods Livets Omskiftelser havde J. ikke lagt sin "literære" Virksomhed paa Hylden. I December f. A. fik han paany en Mand, en Tilskærer Nielsen, til at gaa i Tøjet og indskyde Penge i et Bladforetagende, som han - ret betegnende - kaldte "Livsglæden", redigeret af Nils Pan.

Bladet saa dog aldrig Dagens Lys, idet J., da det første Numer skulde udgaa, selv havde forbrugt Pengene, som han skyldte Bogtrykker Knudtzon for Trykningen. Tilskæreren, Bogtrykkeren og en Del brøstholdne Handlende, der havde betalt for Avertissementer i Bladet, meldte Sagen til Politiet, og J. maatte vandre den gamle kendte Gang til Arresten.

I Morges faldt hans Dom, der ogsaa denne Gang lød paa Forbedringshusarbejde i ét Aar.

Martin Jørgensen har trods sine mærkelige Livsprincipper alle Dage været en loyal Mand og har bl. a. givet sine Følelser Luft i en i 1887 udgivet mindre Bog, betitlet: "Fra Kong Christian den Niendes Spasereture".

Hans Majestæt, der selvfølgelig ikke har kendt noget nærmere til Martin, skænkede den kongetro "Forfatter" 50 Kr.

Benatus.

(København 5. maj 1894).

Kriminel "Livsglæde".

"Forfatteren", Martin Jørgensen dømt til Forbedringhus.

Højesteret beskæftigede sig atter i Gaar med den velkendte Sædelighedsforbryder og Bedrager, "Literaten" Niels Martin Jørgensen, hvis Livshistorie vi udførlig meddelte den 5. Maj, da han af Kriminalretten blev idømt et Aars Forbedringshusarbejde - en Dom, han nu havde appelleret til Højesteret.

Han havde denne Gang ligesom tidligere startet et "literært" Foretagende, et Blad, som han gav det velklingende Navn "Livsglæden". Og for at faa Penge dertil havde han averteret efter en Mand, der som Interessent i Foretagendet vilde indskyde 200 Kr. mod at oppebære en maanedlig Gage af 80 Kr.

En Skomagersvend, der hedder Niels Carl Nielsen, var naiv nok til at hoppe paa Limpinden. Med sine surt sammensparede 200 Kr. henvendte han sig den 7. Decbr. f. A. i Følge den indlagte Billet til "Livsglæden"s Redaktør, Hr. Niels Pan alias Martin Jørgensen, der havde Redaktionskontor hos Enkemadam Cederborg paa Kvisten i Ejendommen Nr. 5 i Fredensgade.

Imellem Parterne blev der saa oprettet en Kontrakt, der lød paa, at Skomager Nielsen var antaget som Medhjælper ved Ugebladet "Livsglæden"s Annonce- og Redaktionskontor for en Løn af 80 Kr. maanedlig, og som Sikkerhed for Inkassationerne og til Disposition for Udgiveren indbetalte han de 200 Kr.

Martin skulde selv skrive Teksten til Bladet, og han haabede, at det kunde give Overskud. 7. September havde han sluttet Kontrakt med Bogtrykker Knudtzon i Amaliegade om Bladets Trykning. Det skulde koste 75 Kr. pr. Numer i et Oplag at 2000 Eksemplarer og Bladets Sætning vilde blive paabegyndt, saa snart Martin Jørgensen havde betalt 40 Kr.

Bladet gik ogsaa i Trykken, men det udkom ikke. "Livsglæden" strandede paa Bogtrykker Knudtzon, der partout forinden vilde have de resterende 35 Kroner.

Og det mægtede Martin ikke. Han havde fra den 7. til den 22. December, da Bladet skulde udkomme, forbrugt de 200 Kr.

Skomager Nielsen blev gnaven og anmeldte saa Martin Jørgensen til Politiet, der har holdt ham i Varetægtsarrest fra kort før Nytaar.

Under Proceduren i Gaar var Aktor Højesteretssagfører Salomon og "Literatens" Defensor Kammeradvokat Hindenburg. Resultatet blev, at den indankede Dom, et Aars Forbedringshusarbejde, blev stadfæstet.

Martin Jørgensen overværede Forhandlingerne ved Højesteret.

(København 4. august 1894)

Fredericia Dagblad refererede 6. august 1894 udførligt retssagen. Her blev Martin Jørgensen beskrevet som 45 år gammel, men lignede en olding på 70. Social-Demokraten 4. august 1894 tilføjede at hans øjne var røde, ansigtsfarven gul. Bladet lå færdig fra trykken 22. december 1893. 

Avisen København gjorde den 26. juli 1896 opmærksom på at en af de komiteer der havde påtaget sig ordningen af provinsbørnenes feriebesøg (Foreningen til Provinsbørns Ferieophold) havde hyret Martin Jørgensen som fører for de små feriebørn. 2 dage efter meddelte avisen at han var blev et afskediget. 

Martin Jørgensen flyttede usædvanlig meget omkring. I 1910 kom han på Almindelig Hospital, og 4 år senere på Skt. Hans. Her døde han 23. marts 1917 og blev begravet på hospitalets kirkegård. Dødsårsagen angaves til "Degeneratio myocardii" osv. Dvs. svækket hjertemuskel. Hans titel angives lidt intetsigende som "fhv. agent af København".

Se også: Aage Welblund: Martin Jørgensen: Livsnydelse. Philobiblon. Bind 3-4, s. 109-118. 1951-1952.