Hertz' Bogtrykkeri. (Efterskrift til Politivennen)

Student (Sylvester) Hertz (1790-1854) fik i 1828 kongelig bevilling til at anlægge et bogtrykkeri i Vejle og udgive en avertissementstidende. Herefter etablerede han et trykkeri i Søndergade 13-15 i Vejle og udgav her Vejles første avis, Weile Amts Kongelig priviligerede Avis og Avertissementstidende - Vejle Amts Avis. Avisen tryktes i starten på en håndpresse af træ. Kæmpede med økonomiske vanskeligheder og efterlod ved sin død i 1854 en avis for nedadgående. Avisen blev ført videre af enken Cecilie Hertz og dernæst sønnen Vilhelm.

Annonce i Kolding Folkeblad 4. september 1911 da trykkeriet lå i Sct. Pederstræde 19. Ejendommen blev købt i 1909 og husede indtil da St. Peders Gæstehjem som i en årrække havde haft underskud. Hjemmet havde eksisteret i 25 år ikke mindst for "de farende svende". Hver nat overnattede op til 100 mennesker.. 

Især fra 1895 kom der for alvor gang i forretningen. Poul Hertz solgte i 1905 avisen i Vejle og flyttede trykkeriet til hovedstaden. Han lancerede i 1911 bladet "Verden og Vi". I 1918 solgte han bladet. I stedet udviklede han sit „Hertz Karthothek“ med specielle kartotekskort og kartoteksskabe, hvilket var helt nyt på den tid. Allerede tidligt i virksomhedens historie var der ført kartotek over ansatte i virksomheden, og man kan stadig få disse kort med de gamle bemærkninger at se. På et af kortene står der for eksempel "Ikke flittig. Heller ikke dygtig. Snakker meget" eller en af de mere dramatiske fra 1944 "Fratraadt p.gr. af Sabotagen. Flink men snakkesalig." Poul Hertz døde i 1939 og enken Ellen Hertz videreførte virksomheden.

Den 7. maj 1944 blev af Hertz' bogtrykkeri, Snorresgade 22, København, sprængt hvorved der skete skade for 186.918 kr. Det var formentlig Peter-gruppen med bl.a. Brøndum, Bothildsen Nielsen, Wagner og Jesse som havde planlagt at sprænge trykkeriet i luften. Dette blev nævnt i straffesagen mod Karl Rudolf Werner Best, Karl Constantin Albert Julius v. Hanneken, Günther Friedrich Wilhelm Ludvig Pancke og Otto Richard Bovensiepen (chef for det tyske sikkerhedspoliti). Sidstnævnte var i tiden fra den 10. januar 1944 til den 21. april 1945, som den for den til bekæmpelse af den danske sabotage m. v. iværksatte tyske antisabotage ansvarlige, at have givet ordre til eller sanktioneret de af den til udførelsen af antisabotagen indsatte S.S. „Sonderkommando“, der lededes af de ikke under sagen tiltalte tyske statsborgere Otto Schwerdt og Horst Issel, og hvis medlemmer var dels tyske og dels danske statsborgere, begåede drab, drabsforsøg, brandstiftelser, sprængninger og forsøg herpå.

Snorresgade 22. Tidligere Hertz Bogtrykkergården. Nu Mogens Dahl Koncertsal. Bygningerne er fra mellem 1901 og 1919, nogle af de første industribygninger i området bygget på gammel havbund (Islands Brygge). Bygningerne rummede bl.a. viceværtbolig og stald. De blev senere brugt til garager, billakeringsfirmaet "Johns Autolakering", bilværksted "Amarkansk Auto". I 2014 blev bygningerne restaureret tilbage til deres oprindelige udseende af arkitekterne Frank Maali og Gemma Lalanda. 

Ellen Hertz oprettede et aktieselskab i 1972, hvis aktier blev anbragt i Ellen og Poul Hertz’ fond. Efter Ellen Hertz' død i 1976 blev prokurist Carl Henning Bentsen direktør.

Frederik August Vilhelm Bagge (8: 1910-1912). (Efterskrift til Politivennen)

Juni 1910 tog Bagge på automobiludflugt til Paris sammen med forlagsdirektør Ernst Bojesen, kammersanger Helge Nissen og fabrikant Rothenborg. 

Flyvningerne ved Rheims. Den bekendte Hof-Bogtrykker Fr. Bagge har sammen med et Par Venner, hvoriblandt Kammersanger Helge Nissen, i Auto ræret en Tur til Flyvningen paa Betheny Sletten ved Rheims.

Fr. Bagge, der er en af vore mest ivrige Automobilister. skildrer overfor "Politiken" sine Indtryk af Stævnet saaledes:

Tænk Dem en kæmpemæssig Grønsværsflade, fem kilometer i Omkres, der afmærkes af 4 høie Taarne, I den ene Udkant store pragtfulde Tribuner, foran hvilke en Sadelplads, hvor Tusinder promenerer. I Forbindelse med Tribunerne Restaurationer med Udsigt over den herlige Fælled. Ved Siden af Tribunerne 70 - 80 Hangarer, midt paa Grønsværsstaden et Taarn, hvor Dommerkomitéen har Stade, og oppe i Luften 20-30 med store hvide Numre forsynede Maskiner, nogle et Tusind Meter oppe, andre i sagte Fart ½ Alen over Græsset, en sydende og kogende Fuglesværm bestraalet af stærk Sol. Entréen er 20 Franks, men da dette Syn udfoldede sig for os, snappede vi efter Vejret og syntes, at aldrig havde vi anvendt Penge saa godt.

Særlig saa det glimrende ud, naar Flyverne gik brat ned fra en Højde af 1000 Meter. Man havde Indtrykket af en Bil, der kom susende fra Himlen med Næsen nedad. Først naar Maskinen var nogle faa Alen over Jorden, vendtes Rorene, og Planet hoppede over Grønsværet let som en Fugl. I et saadantd Øjeblik udløste der sig fra Tribunerne en Begejstring, der steg til Rus.

(Aalborg Amtstidende 14. juli 1910).

Bagge lagde i oktober 1910 bil til at køre Book Washington rundt i København, i øvrigt sammen med Elna Munch.

50 Aar

Hofbogtrykker Frederik Bagge

Hofbogtrykker Frederik Bagge bliver i dag 50 Aar. En smuk Alder, og dog vil man, naar man ser Hr. Bagge, tro, han er noget yngre. Alle Københavnere kender Hr. Bagge. Og de faa, der ikke har set ham personlig, har i hvert Fald foran i utallige Bøger set hans Navn: Trykt hos Hofbogtrykker Fr. Bagge.

Om Hofbogtrykkeren ikke er kendt for andet, saa er han kendt for sin Avtomobil. Han var en af de første, der kørte gennem Københavns Gader i Avtomobil. Og hvilken Opsigt rakte det ikke!

Det er slet ikke saa længe siden, og selv ganske unge Mennesker kan endnu huske de Dage, da Hr. Bagges Selvejeravtomobil fik os alle til at standse og vende os om.

Og hvor fjerne synes hine Tider alligevel ikke at være, nu da vi ikke er langt fra at vende os forbavsede om efter en Karet eller Droske med Heste for - eller en Køddroske, som man siger. Nu da Avtomobiler farer gennem alle Gader, og vi ikke kunde tænke os at bruge Kødhestekraft, forstaar vi ikke ret, at det ikke er mere end 6-8 Aar siden, at Hofbogtrykker Bagge med et Slag gjorde sit Navn berømt ved at køre i en almindelig Avtomobil, da alle Byens Betjente med vredladne Ansigter saa efter den første Avtomobilist og tog Noterbogen frem, da Hr. Bagge hvert Øjeblik mødte i den offentlige Politiret, og Assessorerne dikterede ham store Bøder for ureglementeret Kørsel og Hundeoverkørsler.

Og den Avtomobil, Hr. Bagge den Gang kørte i, vilde rimeligvis nu vække vor allerstørste Medynk med sin hvæsende forkølede Motor og sit uartikulerede Truthorn. Det var nemlig en af de gamle Vogne, som nu anses for saa klodsede, at de end ikke kan bruges til Drosker. Hvis man saa Hr. Bagges Avtomobil fra den Gang, vilde man vende sig om efter det og sige: Hvad er det dog for et forældet Køretøj det dér. Stakkels Mand!

Saadan skrider Udviklingen langsomt frem. Nu kan Hofbogtrykkeren i Avtomobil med Lysekrone i Loftet og Telefon til Chaufføren og en lille Bordklap og indlagt Varme. Og vi vender os knap om efter den paa Gaden. Men desværre ogsaa kun knap. Thi større er vi dog ikke endnu, end at en Avtomobil uden Taksamotor vækker vor Nysgerrighed og i vore Øjne giver sin Ejermand et Skær af Glans og Rigdom.

Ja, og større er vi heller ikke, end at vi i et af Nordens største Blade kan skrive saa meget om en Mand, fordi han har en Vogn uden Heste. Men vi trøster os - om tyve Aar sidder vores kære Søn maaske og skriver ligesaa meget om en Mand, fordi han har en Vogn med Heste.

Iøvrigt er Hofbogtrykker Bagge jo en saa anset og afholdt Mand, at man kunde skrive meget andet smukt om ham, men vi har valgt hans Avtomobil, fordi den er saa kendt af alle.

Jules.

(Riget (København) 2. marts 1911).

Da Tidsskrift for Hesteavl gik ind.

Man vil sikkert erindre, at der i en længere Aarrække har eksisteret et Blad ved Navn "Tidskrift for Hesteavl". En skønne Dag hørte det imidlertid pludselig op med at udkomme, uden at Abonnenterne havde faaet den fjerneste Meddelelse derom.

Bag ved denne mærkelige Afslutning paa Bladets Tilværelse ligger en bitter Strid mellem Udgiverne og deres Bogtrykker, Hr. Fr. Bagge, og netop i disse Dage er Striden paa ny blusset op, idet Hr. Bagge t et Dagblad beskylder Modparten for ikke at ville betale Tidsskriftets Giæld til ham.

Vi har under en Samtale med den kendte Dyrlæge Svend Larsen, der har været blandt Tidskriftets ledende Mænd, faaet følgende Fremstilling af den ejendommelige Sag:

"Bogtrykker Bagge er den eneste Mand, der har tjent ved Udgivelsen af "Tidsskrift for Hesteavl". Ritmester Schwartz-Nielsen var Redaktør. og han har, lige saa vel som de øvrige Interessenter, kun haft Tab. Til sidst besluttede vi at høre op, og i det sidste Nummer, vi lod gaa i Trykken, skrev Ritmester Schwartz-Nielsen en Artikel, hvori han bebudede Bladets Standsning. Men saa skete der det, at Ritmesteren straks efter Afleveringen af Manuskriptet tog ud at rejse, - og Bogtrykker Bagge benyttede da Lejligheden til - slet ikke at udsende Nummeret!

Som Grund for sin ejendommelige Optræden angav han, at Intessentskabet i Forvejen skyldte ham et saa stort Beløb, at han ikke havde Lyst til at give Kredit længer!

Han havde nogle Penge til gode - dog ikke saa mange, som hans Regning lød paa, - og der var ikke eet Menneske, der havde tænkt paa at snyde ham. Forhandlinger med ham nyttede imidlertid ikke; og han anlagde derfor Sag ved Underretten. Den Sag tabte han, eftersom Retten erklærede, at han havde sit Tilgodehavende hos Interessentskabet som saadant, men da dette var opløst, var der intet at faa. Efter denne Afgørelse tilbød vi at betale ham et passende Beløb til fuld Afgørelse, men han stillede sig sige saa stejlt som før. Sagen gik derpaa til Overretten, og først da han tabte ogsaa der, foreslog han os at forhandle. Nu er vi imidlertid bleven ked af Historien og overlader ham frit at angribe os, som han vil; vi stoler paa, at ingen vil kaste Skygge hverken paa Ritmester Schwartz-Rielsens eller mit Navn; og nu faar han ingen Penge, før han giver os en Undskyldning for sin Opførsel!"

(Roskilde Dagblad 27. juni 1911).

Politiken havde i efteråret 1911 lavet en afstemning om hvem der var den mest kendte københavner. Brygger Jacobsen var nr. 1, skarpt forfulgt af kong Frederik. Bagge var også med, men fik under 300 stemmer og langt uden for top 20.

Injuriesager.

Hof- og Stadsretten har paakendt en Sag der var anlagt af Hofbogtrykker imod Bogtrykker Ejnar Levison i følgende Anledning: I Decbr. 1911 udsendte Citanten til Medlemmerne af Københavns Bogtrykkerforening, Dansk Provinsbogtrykkerforening og Organisationen af Bladudgivere i Provinserne et Cirkulære, hvori han fremsatte forskellige Beklagelser i Anledning af, at Bogtrykker Levison var bleven valgt ind i Bestyrelsen for "Københavns Bogtrykkerforening", og bl. a. udtalte, at det var "den samme Hr. Levison, der fornylig havde den uheldige Affære ved den kollegiale Æresret, hvor han indklagede en Kollega for Ukollegialitet, og hvor Dommen kom til at lyde paa Frifindelse af den indklagede, medens Klageren, altsaa Hr. Levison, selv blev stemplet som ukollegial i sin Optræden."

I forskellige Artikler i Bogtrykkerbladet udtalte Bogtrykker Levison derefter bl. a.: "at den kgl. Hofbogtrykker ikke har anset det for at være under sin Værdighed at udsende den af moralske Grunde - som det foregives i Cirkulæret - fremkomne Redegørelse foruden til Bogtrykkere - hvor det udelukkende hører hjemme - ogsaa til nogle af mine Kunder og til mine private Omgangsfæller, denne karakteriserer jeg som unfair og Fuldstændighedens Skyld oplyse, at det kun har baadet Hr. Bagge lidet, idet flere af Adressaterne har udtalt, at slig Optræden var sjofel og stemplede sin Mand". Skønt Bagge benægtede at have udsendt Cirkulæret til andre end Bogtrykkere, fastholdt Levison sin Paastand og udtalte: "Hr. kgl. Hofbogtrykker Fr. Bagge, Ridder af Dannebroge, har herved stemplet sig selv som en fejg og lav Karakter, der ikke en Gang gør staa ved de ufine Midler, han anvender i en Kamp, der meget veel kunde være ført, som det sømmer sig for Gentlemen."

Disse og forskellige andre Udtalelser paastod Bagge mortificerede som fornærmelige og sig tilkendt Erstatning og Sagens Omkostninger. Da det ikke var bevist, at han havde udsendt Cirkulæret til andre end Medlemmerne af de ovennævnte Foreninger, og da Levisons Udtalelser heller ikke kunde anses som berettiget Retorsion, blev Fornærmelserne mortificerede og Levison ikendt en Bøde paa 100 Kr., subsidiært simpelt Fængsel i 10 Dage, samt tilpligtet at betale Sagens Omkostninger med 80 Kr.

(Nationaltidende 17. juni 1912).

Den 10. juni 1914 nedbrændte Bagges villa i Rahbeks Alle. Branden skyldes at Bagges søn sammen med skuespiller Peter Nielsen 15 årige søn havde eksperimenteret med en film og noget magnesium. 

Frederik August Vilhelm Bagge (7: 25 Aars Jubilæum). (Efterskrift til Politivennen)

 Bogtrykker-Jubilæum.

Kongelig Hofbogtrykker Fr. Bagge kan idag fejre 25 Aars-Dagen for sit Bogtrykkeris Grundlæggelse. 

Den 1ste April 1884 begyndte Fr. Bagge et lille Trykkeri i St. Kongensgade, hvor han selv personlig sammen med et meget faatalligt Personale var med i alt Arbejde. I Tidens Løb har dette udviklet sig til den nuværende store Virksomhed, der indtager en ledende Plads mellem vore Trykkerier, vel kendt, baade i den lillerære Verden og inden for Faget.

En stor Del af vore moderne Forfattere er bleven "sat" i Bagges Bogtrykkeri i den bekendte Gaard, Gothersgade 14, hvortil Trykkeriet for 15 Aar siden flyttedes fra Frederiksholms Kanal, og Fr. Bagge har altid hørt til de ledende med Hensyn til at indføre tekniske Fremskridt i Faget, ligesom han selv er en meget dygtig Udøver, han havde saaledes personlig trykt alt det Illustrations- og Værktryk, som paa Udstillingen 1888 fik Sølvmedaille tildelt.

Fr- Bagge, der er Svoger til Etatsraad Hegel og altid har staaet i nær Forbindelse med Gyldendalske Forlag, er ikke alene kendt af Offentligheden som Bogtrykker. Hans sportslige Interesser og navnlig hans Interesse for Automobilsporten, har ligeledes bragt ham i Berøring med en Mængde Mennesker, og han har vundet sig Venner allevegne, baade ved sin altid tjenstvillige Elskværdighed og den Friskhed, der præger hans Personlighed. Han er Medlem af Bestyrelsen for Danmarks Bogtrykkerforening.

Jubilæumsdagen idag fik det smukkeste Forløb.

Personalet i Bogtrykkeriet havde arrangeret en overmande stilfuld Udsmykning af Bygningen i Gothersgade.

Direktørens eget Kontor var et Hav af Blomster.

Der var bl. a. Blomster fra "Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag" og Kjøbenhavns Boglrykkerforening. Fra private Venner havde Jubilaren modlaget et Gutenbergskrivetøj. Ved en lille Festlighed paa Trykkeriet overrakte det overordnede Personale Bogtrykkeren en Vase i kjøbenhavnsk Porcelæn.

Hele Dagen igennem var der paa Kontoret et livligt Rykind af Mennesker, der paa en eller anden Mande staar Bogtrykker Bagge nær og nu kom for personlig at overbringe ham deres Gratulation og gode Ønsker for de kommende Dage.

Som en Afslutning paa Festdagen har Jubilaren indbildt et talrigt Selskab af Venner og Bekendte til en Sammenkomst iaften i sit Hjem.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 1. april 1909).

Efter oprettelsen af "Forenede Danske Motorejere" var Bagge med blandt en delegation til justitsminister Høgsbro om lempeligere vilkår for bilkørsel, bl.a. på hele Strandvejen og bivejene i Gentofte-Ordrup-Hellerup kommune. De havde afholdt en afstemning efter hvilken kun 5 % skal have været imod fri bilkørsel i kommunen. 

Fotograf Carl Ernst Hannuss: Gothersgade 14, 1942. Bemærk skiltet over porten for Fr. Bagges Hofbogtrykkeri. Kbhbilleder. Se også bygningen fra den anden side samme sted. Bygningen er nedrevet. Public Domain.

I marts 1910 døde Bagges datter, kun 16 år gammel, kun få dage før deres sølvbryllup der af den grund blev aflyst.

Ved oberst Roosevelts besøg i København maj 1910 var flere af de kendte bilister mødt op med deres luksusvogne for at stille dem til rådighed. De blev i dem kørt fra Amalienborg til Frederiksborg Slot. Man kørte også til Helsingør hvorfra selskabet blev sejlet til København.

Frederik August Vilhelm Bagge (5: Strejken 1908). (Efterskrift til Politivennen)

 En Konflikt i Fr. Bagges Hof-Bogtrykkeri.

Bogtrykkerforeningens Formand udtaler sig om Konflikten.

Hele Personalet i Fr. Bagges Hof-Bogtrykkeri, 40-50 mandlige Sættere og Trykkere og kvindelige Hjælpearbejdere har i Forgaars Aftes forladt deres Pladser. Sagen er indberettet til Københavns Bogtrykkerforcning.

Vi har forhørt os hos denne Forenings Formand, Bogtrykker Langkjær, om de nærmere Omstændigheder ved Konflikten.

"Der er blot det i Vejen," siger Hr. Langkjær, "at Personalet forlangte Lokalerne hvidtede og hovedrengjorte Store Bededag, medens Firmaet ikke saa sig i Stand ttl at lade dette Arbejde foretage før i næstkommende Uge.

Personalet fremsatte i Februar Maaned et Ønske om forskellige Ændringer og Forbedringer af Lokalerne, og Firmaet stillede sig velvilligt hertil. Det er efterhaanden blevet ordnet Stykke for Stykke, og tilbage stod nu kun Hvidtning og en almindelig Rengøring. For otte Dage siden forlangte Personalet, at dette Arbejde skulde gaa for sig Store Bededag. Det kunde ikke lade sig gøre, men man lovede, at alt skulde være i Orden inden Pinse, og Firmaet har nu truffet saadanne Dispositioner, at Arbejdet kan udføres Kristi Himmelfartsdag og den efterfølgende Søndag. Men det vilde Personalet ikke vente paa. Fredag i forrige Uge afgav alle Folkene skriftlig Opsigelse.

Firmaet henvendte sig lil Bogtrykkerforeningen, og jeg sendte saa Typografforbundet en Skrivelse, hvori jeg gjorde gældende, at en saadan Optræden var i Strid med vore Overenskomster og iøvrigt udbad mig en Fremstilling af Sagen, hvis man mente at have noget at beklage sig over.

Paa denne Skrivelse er der ikke indledet noget Svar. Men Store Bededags Aften forlod samtlige 46-50 mandlige og kvindelige Arbejdere deres Pladser. Efter Arbejdsnedlæggelserne hos Egmont H. Petersen og Axelholm fik vi under Hovedorganisationernes Medvirkning affattet nogle Regler for Behandlingen af faglig Strid, til Udelukkelse af saadanne pludselige Arbejdsstandsninger i Fremtiden. Ifølge disse Regler skal i paakommende Tilfælde først Mæglingsmænd træde til. Hvis de ikke faar Sagen bragt i Orden, tager de to Organisationers Forretningsudvalg Affære, og lykkes det heller ikke dem at faa Sagen bilagt, bliver der Tale om Voldgift eller en Arbejdsstandsning. Paa Trods af disse Regler har vi nu Konflikten gaaende. Og Konfliktens Basis er altsaa denne, at personalet vll have Lokalerne hvidtede Store Bededag, medens Firmaet ikke ser sig i Stand dertil før Kristi Himmelfartsdag. Det er længe siden, at vi har havt en saa enkelt Konflikt"

Bogtrykker Langkjær meddeler os endvidere at Repræsentanter for Typografforbundet Lørdag Formiddag skal forhandle med Bogtrykkerforeningen om en Anden Sag. Der vil da blive Lejlighed til ogsaa at drøfte Konflikten i Bagges Bogtrykkeri.

(Nationaltidende 16. maj 1908).

Om lørdagen gik personalet igen i arbejde.

Under en typografstrejke i slutningen af 1898 var han et af de 5 medlemmer i "Foreningen af danske Bogtrykkere" som accepterede typografernes oprindelige fordringer, hvorfor hele foreningen accepterede dette og endte striden.

Under bogbinderstrejken i januar-februar 1899 var Fr. Bagges Bogtrykkeri en af de første til at underskrive overenskomsten. Aktieselskabet Fr. Bagges Bogtrykkeri overtog omkring 1902 O. C. Olsen & Ko's Trykkeri.

"Læseforeninger", "Sutter" og saadan noget. (Efterskrift til Politivennen)

Bladenes Referater af Højesterets Domme læses sikkert med Interesse af mange og kan jævnlig være vejledende for Folks Retssans.

Det kan dog ikke være andet, end at Medlidenheden jævnlig vækkes for en og anden Stymper, der dømmes efter Lovens Strenghed, og at man sender en venlig Sidetanke til den Underretsdommer, der lod male med store Bogstaver over sin Kontordør: Summum jus summa injuria. Paa den anden Side kan det gøre godt helt ind i ens Marv, naar Højesteret foretager en ordentlig Afklapsning af en af disse slimede Existenser, som Samfundet er befængt med, og som kun en forbigaaende Uforsigtighed bringer over paa den Side af Stregen, hvor Lovens Haand kan faa Tag i ham.

Som nu for nylig. En jydsk Herredsfoged havde grebet ind overfor en af de saakaldte "Ungdomsforeninger" - andre Steder kaldes de "Læseforeninger" eller "Sutter" eller med andre Kælenavne. En Mand, der selvfølgelig ingen Udskænkningsret havde, var Foreningens Vært. Den havde Love med Bestemmelser om Kontingent, Bestyrelse, Formaal, (Foredrag, Sangøvelser!) Lukketid o. s. v. Heldigvis overholdtes Lovene i dette Tilfælde aldeles ikke; derfor kunne det lykkes at faa fat i Trafikken, som bestod i Kortspil og Drikkeri Nat efter Nat, ofte endende med Slagsmaal. Betalte man 25 Øre i Entre, kunne enhver blive Medlem, og Sognets Ungdom og de ældre Fyldebøtter med sad og drev Nat efter Nat i "Værten"s Stuer, ødte deres Penge og Helbred og blev en Fortvivlelse for Forældre og Hustruer.

Saa tog Herredsfogeden fat, saa snart der kunde tages fat, og mulkterede "Foreningsværten" med 300 Kr. Overreten sagde 200, men Højesteret atter 300 Kr. Disse Ungdoms- eller Læseforeninger er formodentlig en Fordærvelse for mange ogsaa her i Hovedstaden; men de er det i ethvert Tilfælde ganske aabenlyst for en Mængde Egne ude i Landet.

Lad os engang se, hvordan en saadan Læseforening bliver til. En eller anden Høker f. Ex, der har en Stue ved Siden af Butikken, og hvis Finanser trænger til at stives af, foreslaar en Dag sine jævnlige Kunder i Bagbutikken, at de skal se at faa deres Sammenkomster ind under lovlige Former. Ellers bliver de bare en Dag "huggede". De faste Kunder faar nogle ligesindede med, og en Dag holder Læseforeningen for Snaverby og Omegn konstituerende Generalforsamling. En naiv Sjæl er kommen med i Laget. Han vil endelig vide, hvilke Bøger man skal have, og hvad for Blade man skal holde, og hans utrættelige Nyfigenhed paa disse Omraader er en Stund ved at gøre Forsamlingen ganske forlegen. Men endelig reiser Jens Slagter sig ærgerlig med et : "Aa Sludder, Peter, la' nu være mæ aa skave Dig! Du ve' sgu godt, a vi ska'nte læse i andet end som i Holmblads Salmebov, aa a vi bare ska' ha' vos et Sted, hvor vi ka' sidde ganske ugenert aa ta' vores Kaffepunser!"

Og saa stiftes Læseforeningen.

Man har skaffet sig Lovene fra en anden Læseforening i Nærheden, og er man meget forsigtig, lader man en Sagfører se dem igennem.

Kort Tid efter er Læseforeningen i fuld Gang. Der er Bestyrelse, Aarskontingent (man er liberal, og tager det ved given lejlighed ikke saa nøje), Generalforsamlingsbestemmelser, o. s. v. Høkeren vælges til "Vært". Hans Stue forsynes med nogle flere Stole og en Reol, hvori et Par gamle Aargange af "Illustreret Familiejournal", nogle lasede Avisfeuilletoner og muligvis en Salmebog, som der alligevel ikke er Brug for der i Huset; og Værten lægger daglig sin private Avis frem paa Bordet.

Saaledes faar en Høker, der ellers ikke vilde kunne faa Næringsbevis som Beværter, Ret til at holde Beværtning uden Afgifter, uden Politikentrol, saa længe Lovene overholdes blot nogenlunde, og - med anden kvindelig Betjening end egen Hustru og egne Døtre! Der spiIles og drikkes. Værten bliver federe, Hjemmene fattigere. Demokratlisering breder sig. Der er fuldt af Cykler fra Omegnen udenfor Høkerens Dør. Kroen, der ligger en halv fjerdingvej borte, holder aabent over Lukketid, fordi Høkeren har aabent hele Natten. Brugsforeningen i Nabobyen, der har Ret til Udskænkning til Medlemmerne, kan heller ikke mere Iukke Kl. 10. Og Egnens andre Høkere eller Handlende eller Købmænd, hvad de nu kaldes, faar, ofte modstræbende, deres Bagstue lavet om til Smugkro. Thi naar deres Kunder kommer ind og forlanger Brændevin eller Cognac eller bajersk Øl til Nydelse paa Stedet, tænker de paa deres vanskelige Status og paa konkurrenten, Høkeren med Læseforeningen, og saa - værs'go og gaa ind i Bagstuen!

Ja, saadan gaar det. Det vrimler med latente Smugkroer ude i Landbefolkningen, og de fleste - for der er vel Undtagelser - af "Læseforeningerne" er de værste. Og saa er det saa fortvivlet vanskeligt at komme dem til Livs. Store Dele af Befolkningen kan være forbitrede nok paa dem; men alligevel - kommer Herredsfogden og vil have Oplysninger, gør man sig tvær. Og det værste er, at det er Grundloven selv, man har at kæmpe imod. Det er i Læ af dens Bestemmelser om Forsamlingsfriheden, at alle disse Smugkroer trives.

Hvordan mon Ædruelighedskommissionen i Grunden vil stille sig overfor alt dette? Mon den vil gøre gældende at Grundlovens Indskrænkning af Borgeres Ret til at samle sig eller danne Foreninger til kun at gælde, naar de er ubevæbnede, ogsaa maa gælde, naar det er de skarpe Drikkes tveæggede Sværd, man sidder og bekæmper hinanden med? Eller - Spøg til Side - vil den, da Forsamlingsretten nu allerede er begrænset af dette: "ubevæbnede", søge ved en Grundlovstilføjelse at faa den begrænset ogsaa overfor Misbrug af Udskænkningsretten?

Hvorom alting er - det har været disse Liniers Maal at pege paa en Kræftskade paa Samfundslegemet (svagere Udtryk kan ikke bruges), som alle gode Kræfter maa enes om at se at faa bekæmpet.

Obs.

(Nationaltidende 12. juni 1906).

Næringslovens §61 blev ved en Højesteretsdom af 30. marts 1885 fortolket således at beværtning kunne drives overalt på landet når blot det blev iagttaget at man kalder sig "sluttet selskab" og hver deltager betalte et årligt kontingent at 25 øre.

Fra en helt anden boldgade: Kvindelig Læseforening på hjørnet af Gammel Mønt og Kristen Bernikowsgade. Foreningen eksisterede 1872-1962. På artiklernes tid havde foreningen et par tusind medlemmer, og havde et udlånstal der oversteg Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket - tilsammen.Lars Peter Elfelt (1866-1931): Kvindelig Læseforening, interiør, cafe. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Læseforeninger" m. m.

En Indsender, der har Autoritet og Erfaring paa det Omraade, gør os opmærksom paa, at det Ikke er saa vanskeligt at komme "Læseforeningerne" og de andre Smugkroer til Livs, som det efter vor Artikel forleden skulle synes at være. Det kommer blot an paa, hvilken Energi og Interesse de stedlige Retsbetjente sætter ind paa at faa disse skadelige Indretninger, om hvis Existens de naturligvis ved god Besked for deres Jurisdiktions Vedkommende, bragt ud af Verden. Det gælder om at faa konstateret, at "Læseforeningerne" er et Skalkeskjul for ulovlig Beværternæring, og dette vil i mange Tilfælde ikke være svært.

Som bekendt hænder det ret jævnligt, at Gæstgivere dømmes for Overtrædelse af Næringsloven, fordi de driver Beværtning med Udskænkning af Brændevin og benytter Gæstgiverbevillingen som et Skærmbrædt. Paa samme Maade vil det i ni af ti Tilfælde kunne konstateres, at en "Læseforening" ikke har sit Formaal i den Læsning, i Foredragene, Sangøvelserne o. s. v. der findes omtalt i dens Lov, men slet og ret er en Omgaaen af Næringsloven, en Smugkro. Det hele afhænger af, om Retsbetjentene virkelig vil prøve at være de gode Elementer i Befolkningen til Støtte i disse Sager, sætte alle de personlige Hensyn, ved hvilke netop saadanne Sager under de snævrere Forhold ude paa Landet ofte lider ilde, til Side, og navnlig sørge for at holde deres Sognefogeder ordentlig til IIden.

Indsenderen gør opmærksom paa, hvorledes flere Retsbetjente - han nævner særlig en enkelt midt inde i Jylland - , har sat stor Energi ind paa at faa renset deres Jurisdiktioner for de falske "Læseforeninger" og for Smugkroerne og, trods adskillige Kampe til at begynde med, har vundet Befolkningens Taknemmelighed. Men der er langt frem endnu.

Obs. 

(Nationaltidende 19. juni 1906).

Citatet ”Summum jus, summa injuria” kan oversættes til ”Den højeste ret, den største uretfærdighed.” Det er også titlen på et maleri fra 1886 af maleren Erik Henningsen. Billedet forestiller en kvinde, der har dræbt sit barn og begravet det. Forfatteren til artiklen kan muligvis hentyde til det.

En herredsfoged i Maribo idømte i slutningen af 1860'erne medlemmer af en læseforening bøder fordi den blev misbrugt til kortspil og svir. Endvidere pålagde han foreningen at holde lukket fra kl. 22. Foreningen klagede til justitsministeriet som gav foreningen ret i at herredsfogden ikke havde lovhjemmel at lukke på det tidspunkt. Og pålagde herredsfogden at gribe ind når beviser forelå om ulovlig hasardspil mm. Med jævne mellemrum dukkede sådanne sager op i pressen:

En moderne Smugkro

Højesteret  (---)  tog () fat paa en af de Smugkroer, der er ved at opstaa rundt omkring i Landet, og som i Ly af Foreningsloven unddrager sig den Kontrol, som andre Beværtninger er underkastede.

Foreningsvært N. P. Andersen af Bramminge var tiltalt for at have overtraadt Næringslovene. Han var ved Esbjerg Politiret og Viborg Overret idømt 300 Kr. i Bøde for femte Gang at have begaaet ulovligt Næringsbrug og ulovlig Brændevinsudskænkning. For Højesteret var Hr. Salomon Aktor, Hr. Asmussen Defensor.

Aktor gav en Fremstilling af den Læseforening, for hvilken Hr. Andersen havde været Vært. Foreningens Formaal var, hed det i Lovene, at rejse et Foreningshus og oprette et Bibliotek, men ved Siden heraf skulde Medlemmerne, og hvem disse medførte i Lokalerne, kunne faa Drikkevarer "efter Behag og Evne". Dette sidste Punkt blev snart Foreningens egentlige Formaal. Det aarlige Kontingent, som var sat til 50 Øre, opkrævedes aldrig, det eneste, der af Medlemmerne blev betalt, var 25 Øre i Indskud. Disse Penge modtog Andersen, og han skulde aflægge Regnskab for dem, men gjorde det aldrig. I Foreningens Love hed det, at Værten skulde vælges paa en særlig Generalforsamling, men en saadan fandt aldrig Sted, og det betragtedes ganske som givet, at Andersen var selvskreven Vært. Foreningen var, siger Aktor, med andre Ord blot det Skærmbræt, bag hvilket Tiltalte skjulte sit ulovlige Næringsbrug, og den var, som Formanden paa Foranledning havde erklæret, stiftet paa Andersen Initiativ. Hr. Salomon paastod den indankede Dom stadfæstet eller skærpet.

Defensor, Hr. Asmussen, mindede om, at Andersen, da han overtog Stillingen som Vært, udtrykkelig havde forbeholdt sig, at Lovene blev af en saadan Art, at han ikke kunde komme i Strid med Næringsloven; heller ikke fandt Defensor, at Foreningens Love kunde aabne nogen Vej til Brud paa Næringsloven. Man kunde ikke med Rette hævde, at Foreningen ikke havde arbejdet paa sine mere ideelle Formaal, men kun havde virket som Beværtning! det havde den ganske simpelt ikke haft Tid til, da den kun havde virket som Beværtning i tre Maaneder, fra Oktober til Januar. Af samme Grund var det ogsaa let forklarligt, at man ikke havde opkrævet Kontingent eller aflagt Regnskab ! det var noget, der kunde være sket i den nærmeste Fremtid, og man var saa smaat begyndt at tænke paa det.

Defensor henstillede derfor, om man virkelig med Sikkerhed kunde sige, at Næringsloven her var overtraadt, i andre Tilfælde, hvor slige Sager havde været for Højesteret, havde Forretningen altid haft længere Tid til at vise sin sande Karakter. Han indstillede derfor Tiltalte til Frifindelse.

Men Højesteret stadfæstede den indankede Dom.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 5. oktober 1901).

I Ove Pedersen: "Et sogn og dets lærer" om lærer Iver Kristensen Holmgaard som var lærer i Ørre 1869-1913, nævnes at Holmgaards forgænger i embedet holdt smugkro for landsbyens beboere både før og efter kirketjenesten. Mens præsten kun passede det nødvendige som han skulle passe. Holmgaard selv fik i 1914 et mindesmærke i Ørre Kirkeby.

Literaten Martin Jørgensen 1849-1917. 2/6. (Efterskrift til Politivennen).

"En Forlægger". En Person, som har kaldt sig "Forlægger" og gjort sig berygtet ved en ret original Art Forretningsvirksomhed, er i disse Dage bleven arresteret. Den nævnte Mand som ogsaa har debuteret som "Forfatter", hedder Martin Jørgensen, og har særlig lagt sig efter ved Annoncer i Bladene at lokke godtroende Folk til at deponere større Pengesummer hos sig ved Løfte om at skaffe dem en "vellønnet" Plads.

Et Avertissement i "Berl. Tid." lokkede da ogsaa en Sømand O. til at deponere 400 Sk. hos Jørgensen, fristet af dennes lokkende Tilbud. Efter at have indbetalt denne Sum blev han antaget som Bud Hos J. Men da han efter et Par Dages Forløb fandt dennes "Forlagsforretning" mistænkelig, henvendte han sig til Politiet, som strax tog sig af Sagen og anholdt "Forlæggeren".

I Kontrakten mellem Jørgensen og O. var udtrykkelig stipuleret, at der ikke maatte disponeres over de deponerede Penge, men desuagtet havde J. samme Dag som Pengene var indbetalte, forbrugt omtrent Halvdelen til Indlæsning af pantsat Tøj og Lign.

Formodentlig vil J. nu - idetmindste for nogen Tid - blive gjort uskadelig. (Polit.)

(Samsø Avis 19. august 1887).

Annonce i Jyllandsposten den 4. maj 1887. "meget net og naturlig fortalt", skrev Politiken. "et behageligt indtryk ved sit indhold". Ifølge annoncen.

Forbryderen Erik Holger Lønholt. (Efterskrift til Politivennen)

Erik Holger Lønholt (8. november 1862-?) kom som 9 årig på Det Kongelige Opfostringshus. Efter konfirmationen kom han fire år i skibsbygningslære. Han havde forskellige arbejder indtil 1881. Det år blev han dømt til et års forbedringshusarbejde for bedrageri, tyveri og falsk. Han havde bl.a. stjålet bøger af forfattere som H. C. Andersen, Carit Etlar, Heinrich Heine og Bjørnstjerne Bjørnson. 70 blev aldrig fundet igen.

Juni 1882 var han volontør hos smørgrosserer Carl Christian Kjær, hvilket betød at han de første seks måneder skulle arbejde gratis. Derefter fik han 25 kr. om måneden. 

Kjøbenhavns Politi har udstedt en Efterlysning om Kontorist Erik Holger Lønholt, ledsaget af hans Fotografiportræt. Den ham betroede Pengesum, 19,800 Kr., hvormed han Lørdagen den 18de d. M. undveg herfra, bestod for største Delen af danske 500-Kr.-Sedler. Ved den hidtil anstillede Eftersøgelse er det godtgjort, at han har tilbragt Natten mellem Mandagen den 19de og Tirsdagen den 20de d. M. i Helsingborg under Navnet Carl Christian Fischer og den følgende Nat i Eslöf, som han antages at have forladt Onsdagen den 21de Kl. 9 Fm., men det er hidtil ikke lykkedes at forfølge hans Spor videre derfra Han er født her i Staden, 19 Aar gl., af Middelhøjde, har blond Haar, langagtigt Ansigt, noget bredt foroven og nubret efter Filipenser, tyk Næse, lille Mund med tykke Læber. Hans Paaklædning lader sig ikke med Sikkerhed angive, men han er set i mørk Vest med gule Knapper og med Dobbeltlorgnet med blaa Glas og har ved Afrejsen fra Eslöf bortkastet sin høje Hat og kjøbt sig en sort Silkekaskjet Han har i Helsingør kjøbt sig et nyt Sølv Cylinderur, en uægte Guldkjæde og Medaillon. Han han efterladt sig en Del Visitkort lydende paa Løjtnant Ciré Tlohnöll i hans Navn læst omvendt), under hvilket Navn han altsaa maaske vil optræde Der er al Grund til at antage, at han endnu besinder sig i Sverig.

Ligesom man i sin Tid troede at se Anders Sjællænder alle Vegne, da han allerede længe havde befundet sig ovre i Holsten, saaledes mangler det naturligvis heller ikke paa Folk, der have set Lønholt, og hver Dag hedder det sig, at han er fanget snart her snart der. I Jylland har man set en Person, der ikke kan være nogen anden end den Efterlyste. Kold. Folk. har nemlig fra god Kilde modtaget følgende: Erik Lønholt er Natten mellem Onsdag og Torsdag passeret igjennem Kolding med Iltoget fra Fredericia til Vamdrup i en 3die Klasses Kupé. Han var iført Skjødefrakke og Rejsehue, der var trukken langt ned, og havde Billet til Altona; han opførte sig meget flot og ugenert overfor sine Medrejsende, hvem han bød Cigarer og fortalte, at han var Sømand, der havde faaet Hyre fra Hamborg og nu rejste dertil for med et Skib at sejle til Kina; han fremviste tillige nogle Fotografier af Negere og foregav at have været i Afrika; nogle Æventyr, som han fortalte, blev af en Medrejsende gjenkjendte som tagne fra Stanleys Rejsebeskrivelse Fyren var gjenkjendt af Banepersonalet i Fredericia, men det lod ham dog passere, idet det indskrænkede sig til at telegrafere til Kolding og Vamdrup, men ingen af disse Steder har der været Politi til Stede, lige saa lidt som i Fredericia, og Fyren er saaledes uhindret passeret videre syd paa.

(Morgenbladet (København) 25. juni 1882).

Album: “3. Erik Holger Lønholt, 19 Aar. Rømt 17/6 73 med 20,000 Kr. anh. i Berlin, efter udstaaet Straf udvandret til Amerika.” Bagside: “Erik Holger Lønholt 19 Aar gl født i Kjøbenhavn, er den 17/6 73 rømdt med 20.000 Kr., blev anholdt i Berlin, efter udstaaet Straf udvandret til Amerika.” Fotograf: Theodor Bloch, Fotograf Frederiksborg, Helsingørgade no 59 og Helsingør, Steengade 60 [Han er ikke nævnt i hverken journalen eller politisaglisten fra Helsingør Byfoged]. Genealogisk Forlag.

Pengene havde han fået på følgende måde: Efter at have forladt Salomonsens firma, opdagede han at der manglede 100 kroner. Han havde før overvejet at flygte til udlandet når han fik et større pengebeløb at flygte til udlandet. Han hævede 15.800 i Landmandsbanken. 

Med en funden blanket hvor der var trykt "Kommunehospitalet" gik han ind i en urmagerbutik, gjorde nogle indkøb og udfærdigede en blanket adresseret til grosserer Kjær og udgav sig som "J. P. Petersen, Kvartermand" (en stilling som slet ikke fandtes på kommunehospitalet). I denne rolle meddelte han at Erik Lønholt var blevet indlagt med en større pengesum. Disse kunne grosserer Kjær hente på hospitalet. Han fik en arbejdsmand som han mødte på gaden, til at aflevere det falske dokument til grossereren.

Pengetyven Erik Lønholdt er ikke, som et Telegram i Gaar meldte, funden. Det unge Menneske, der blev arresteret om Natten i Hotel Fønix i Malmø, viste sig nemlig at være aldeles sagesløs. Han havde været i Besøg hos nogle Slægtninge i Sverig, og paa Hjemvejen til Kjøbenhavn, hvor han bor, tog han ind i det nævnte Hotel. Her blev han "gjenkjendt" af en Hotelpige, og den Omstændighed, at han laasede Døren til sit Værelse, var naturligvis nn meget mistænkelig. Der gik Bud efter Politiet, den formentlig Lønholt blev banket op af Sengen og strax taget i skarpt Forhør, efter at man dog først havde forvisset sig om, at han ikke bar ladte Vaaben paa sig. I Begyndelsen nægtede han alt, men formodenlig maa han være bleven kjed af de mange paatrængende Spørgsmaal, thi sluttelig erklærede han, at han var Lønholt; man kunde jo føre ham over til Kjøbenhavn, saa fik man nok fuldt Lys i Sagen. Imidlertid fandtes de 19,800 Kr. ikke hos ham, kun nogle faa Kroner; men da det unge Menneske nu en Gang var begyndt at "tilstaa", saa forklarede han, at Pengene vare gjemte i en Villa ved Kjøbenhavn. Telegram herom afgik strax til Kjøbenhavns Politi, nogle Opdagelsesbetjente sendtes hurtig ud til den opgivne Villa, hvis Beboere naturligvis bleve meget forbavsede over dette Besøg; de kjendte ikke andet til Lønholt, end hvad de havde hørt gjennem Aviserne. Saa maatte der atter et Par Betjente over til Malmø . og de opdagede, at den Arresterede ikke var Lønholt, hvorfor han strax løslodes og fik Lov til at rejse - hjem til sin paa Villaen boende Familie. Hvor den rigtige Lønholt er, staar saaledes endnu uopklaret hen. Man har i øvrigt nu ogsaa set ham ved Skjelskør. I Aarhus har man drevet det til at arrestere et Menneske, der lignede ham. 

(Morgenbladet (København) 28. juni 1882).

Under flugten gennem Sjælland blev han genkendt af politiet i Helsingør. Dem undslap han ved at Han udgive sig for at være søn af forhenværende minister Fischer. Han kom 19. juni via Helsingborg og Eslöv til Ystad. Den 21. juni rejste han til Stettin og derfra til Berlin. Under navnet Constructeur Carl Chr. Fischer boede han på "Hotel Deutscher Kaiser". Han bad hotelværten opbevare 3.000 Reichsmark. 

I et brev fra 23. juni 1882 til boghandler Gad spurgte han efter priser på "Nordisk Conversatjons-Lexicon, Kants  sidste filosofiske Afhandling over Livet og Mark Twains samlede Skrifter". Desuden bad han om en optegnelse over "nyere filosofiske Skrifter af mindeværdige Forfattere". Brevet var underskrevet C. Chr. Fischer. I et andet brev fra 24. juni 1882 til kæresten Dagmar Kræfting, som blev sendt den den københavnsk systue hvor han arbejdede, underskrevet Erik skrev han at han savnede hende, og håbede at hun en dag ville blive hans hustru. Han nævnte sin forbrydelse: "Set fra et ganske almindeligt borgerligt Standpunkt, var det vistnok en stor og grusom Forbrydelse, jeg begik; og jeg er af den Grund enig med det samme borgerlige Samfund om, at jeg fortjener dens dybeste Foragt. Ser vi imidlertid Sagen fra en anden Side, saa følger deraf, at vi ogsaa faar en anden Mening om den." Han skrev at årsagen var bitter nød og fattigdom. "en Ting er jeg overbevist om, kjære Dagmar! og det er: at dersom der er en retfærdig Gud til i Himlen (hvad jeg jo ikke ved) for hvem en Million er lige saa stor en Sum som den ringeste Kobbermynt, at han da ved, at jeg ikke har haft til Hensigt at gjøre noget Menneske ulykkelig".

Kjøbenhavn. d. 3. Juli. Udleveringen til de danske Autoriteter af den i Berlin paagrebne forbryder, Erik Lønholt, vil ikke kunne gaa saa hurtigt for sig, som vistnok Mange have troet, idet der ved saadanne Lejligheder maa iagttages visse Formaliteter, som udkræve en ikke ringe Tid. Som tidligere omtalt, finder Udlevering af Forbrydere Sted ad diplomatisk Vej, og i Preussen fordres det, at der herfra skal være udstedt et Arrestdekret tilligemed en Opgivelse af, hvilke Bestemmelser i Straffeloven den Paagjældende skal aktioneres efter (i nærværende Tilfælde Tyveri og formentlig ogsaa Falsk). Disse Aktstykker maa oversættes paa Tysk og tilstilles de preussiske Autoriteter. Arrestdekretet angaaende Lønholt udfærdiges af Kjøbenhavns Krtminal- og Politiret og skal derefter sendes til Justitsministeriet, som atter tilstiller Udenrigsministeriet det, hvorpaa dette sender Aktstykkerne til den danske Gesandt i Berlin med Anmodning om at begjære Lønholt udleveret af det preussiske Udenrigsministerium. Endelig maa dette selvfølgelig først forespørge sig hos det preussiske Justitsministerium, og muligt skal den Paagjældende endog formelt fremstilles for Retten i Berlin, forinden den preussiske Regering kan tage Beslutning om Udleveringen. Man vil saaledes se, at det er en temmelig vidtløftig Historie, men paa den anden Side kan der jo ikke hengaa ret mange Dage mellem hvert af Sagens forskjellige Trin; et Par Uger efter Paagribelsen kan dog let medgaa, inden Udleveringen kan finde Sled. Forøvrigt er Interessen for den Lønholtske Affære, der tidligere optog vort Publikum saa stærkt, nu efter Paagribelsen ifærd med at forsvinde; tilmed da det nu har vist sig, at han er ikke Andet end en ganske almindelig Forbryder, der ikke engang har lagt nogen synderlig Snildhed for Dagen i sine Bestræbelser for at undgaa Politiets Forfølgelser. De, der have havt med ham at gjøre, da han for et Aars Tid siden begik forstjellige Tyverier, skildre ham ogsaa som et Menneske af en aldeles overfladisk Karakter og uden Energi samt som en Person, der er fuld af Løgn og allerede har været demoraliseret fra Barn af. Han betraadte Forbryderbanen med at gjøre flere Indbrud om Dagen i et Bibliothek, der bestyredes af en Lærer i Nyboder, som netop havde vist ham megen Omhu og Velvillie og paa flere Maader taget sig af ham. Han stjal en stor Mængde Bøger fra Bibliotheket og solgte dem til forskjellige Boghøkere heri Staden, og kort efter røvede han midt paa Dagen fra en Uhrmager paa Nørrebro et Udhængsskab, hvori der fandtes en stor Del kostbare Uhre. Med stor Frækhed bar han Skabet op paa Trappen, svøbte et Klæde om det og forsvandt derpaa med det stjaalne Gods. Alt dette blev bemærket af flere Forbigaaende, som imidlertid bleve duperede af den Ugenerthed, hvormed han gik tilværks, idet de antoge, at han hørte til Uhrmagerens Folk. En stor Del af Uhrene pantsatte han hos nogle Pantelaanere i Kjøbenhavn, og med Resten begav han sig i en Sejlbaad, som han tog ved Kysten, over til Helsingborg, hvor det ligeledes lykkedes ham at pantsætte og sælge en Del af de stjaalne Koster. Han blev imidlertid her anholdt af Havnepolitiet, idet det ogsaa var bleven anmeldt til Helsingborg, at en dansk Sejlbaad var bleven stjaalen, og man greb ham, da han var ifærd med at forlade Helsingborg i Baaden, som det faldt ham meget vanskeligt at manøvrere med, hvorved det svenske Politis Opmærksomhed blev henvendt paa ham. Politiet udfoldede ogsaa ved denne Lejlighed en energisk Virksomhed, og det lykkedes det at bringe samtlige stjaalne Uhre tilveje, deriblandt endog et, som var bleven solgt til en Skibskapitajn, der derpaa var afsejlet til England. Den Opførsel, som Lønholt viste, da han derefter blev stillet for Kriminalretten i Kjøbenhavn, var saaledes, at han øjensynlig slet ikke følte sig nedtrykt af den Dom, der forestod ham, og Forhørsdommeren maatte endog oftere irettesætte ham, fordi han tillod sig at le i Retten. Han blev dengang dømt til 1 Aars Forbedringshusarbejde, hvilket han afsonede med 8 Maaneders Cellefængsel, men for den nye Forbrydelse, han nu har begaaet, vil han ikke slippe saa let.

(Slagelse-Posten 4. juli 1882).

Han blev taget den 28. juni 1882 af opdagelsesbetjent Duncker og to tyske betjente udenfor hotellet:"Guten Morgen, Herr Lønholt.". Hertil svarede han "Nix Lønholt!", hvorefter den anden betjent sagde: "Guten Morgen denn, Herr Fischer." og konfronterede Erik med et vellignende fotografi af ham, hvorefter han tilstod. Han var endnu i besiddelse af ca. kr. 19.000 i danske og tyske penge, men havde brugt resten. For at dække tabet blev Eriks ejendele solgt. Det fremgår af retsprotokollerne en liste over de ejendele som han havde med sig til Berlin. Hver eneste lille genstand blev afhændet til diverse betjente og kommissærer, ja selv Eriks hårvand blev solgt - for 75 øre til en kommissær v. Hillesen!

Den 1. juli 1882 forsøgte Erik at hænge sig i undersøgelsesarresten i Berlin. Men det blev opdaget af en opsynsmand og han blev under stort besvær bragt til live igen. Den 10. juli 1882 førtes han hjem til Danmark. Her blev han først stillet for kriminal- og politiretten i København. Hans forklaringer i retten var i enkelte mindre væsentlige punkter ikke helt pålidelige, bl.a. nægtede han sig tidligere tiltalt og straffet, men i sin helhed blev de lagt til grund for afgørelsen. 

Kjøbenhavn den 10de Juli. Forbryderen Erik Lønholt er imorges, ført af den Overpolitibetjent, der fik ham paagreben i Berlin, kommen hertil med Dampskibet fra Stettin. Det var rygtedes paa Toldboden, at han var i Vente, og en stor Del Nysgjerrige havde derfor samlet sig for at faae ham at see, naar han blev ført i Land. Han var iført den samme graae Dragt, hvori han i de første Dage af sin Omflakken blev seet i Nordsjælland, og hans Ydre frembød i det Hele ikke nogetsomhelst Mærkeligt. Det er en lille, temmelig spinkel Person, af et meget ubetydeligt Udseende, og i alt Fald ved første Øjekast er det ikke muligt i hans Fysiognomi at opdage Noget, der tyder paa en forbryderisk Natur. I Formiddags begyndte man paa Politikamret at optage Rapport over ham, og endnu til langt hen paa Eftermiddagen var man ikke færdig dermed. Iøvrigt kan der næppe fremkomme meget Nyt af Interesse ved Forhørene, da Forbrydelsen og hans temmelig planløse Omstrejfen allerede i Forvejen i det Væsenlige ere bekjendte. Efter Forlydende skal det ved Politiforhøret være blevet oplyst, at Lønholt paa sin Flugt endog tre Gange har været i Helsingør, uden at det lykkedes det derværende Politi at paagribe ham, idet han ikke blot overnattede der den første Nat efter Tyveriet og et Par Dage derefter slap over med Dampskibet til Helsingborg - som tidligere omtalt - , men endog den mellemliggende Dag gik tilbage fra Hornbæk til Helsingør, hvorfra han med Banetoget kjørte til Fredensborg. I Berlin lader det til, at en af Opvarterne i det Hotel, hvor han logerede, havde fattet Mistanke til Fyren, og at han vilde være stuppen bort, dersom Politiet blot var kommet nogle Øjeblikke senere til Hotellet.

(Fyns Stiftstidende 11. juli 1882)

Erik Lønholt blev dømt til to års forbedringshusarbejde den 30. september 1882. Dommen blev anket og stadfæstet i Højesteret den 2. januar 1883.

Forsøgt Undvigelse af Forbryderen Lønholt. Forbryderen Erik Lønholt, der har apelleret sin Sag - til Højesteret, og som derfor endnu hensidder i Kjøbenhavns Arresthus, undveg i Følge "B. T." i Lørdags Aften fra dette, men blev umiddelbart efter atter paagreben. De nærmere Omstændigheder ved denne Undvigelse ere følgende: Da vedkommende Arrestbetjent om Aftenen omtrent Kl. 7 3/4 kom op til den Fængselscelle i 3die Etage, hvor Lønholt hensad, for at slaa den i Væggen fastgjorte Seng ned, og havde aabnet Døren, kastede Arrestanten en Krukke Vand, der henstaar i enhver Celle, i Ansigtet paa ham og benyttede sig af Betjentens herved fremkaldte Forvirring til at smutte ud af Døren og slaa denne i efter sig. Lønholt styrtede derpaa ned ad Trappen til Stueetagen og raabte til Opsynet her om at komme hans Kollega til Hjælp, der pludselig havde faaet Krampe. Imedens Opsynet efterkom denne Opfordring, smuttede Lønholt ud i Gaarden, ringede indvendig fra paa Porten, og skjulte sig derpaa hurtig i et lille Aflukke ved Siden af, hvorpaa han, da Portneren lukkede op, sprang frem, skubbede denne til Side og saaledes slap ud paa Nytorv. Herfra tog Arrestanten Vejen gjennem den saakaldte Slutteriport, hvor den der posterede Betjent, en ældre Mand, vel greb ham, men ikke kunde holde fast, saa at Lønholt slap fri og fortsatte Løbet op ad Kattesundet. Betjenten ilede efter, raabende: "Stop ham!", og da Lønholt omtrent var naaet op til Frederiksberggade, greb en Tømrersvend, der blev opmærksom paa Raabene og saa et Menneske komme løbende uden Hovedbedækning, fat i ham. Lønholt søgte ved Slag efter Tømrersvenden at befri sig fra denne, men da det var en haandfast Mand, kastede han den undvegne Arrestant til Jorden. "Lad mig gaa, lad mig gaa, jeg er Lønholt, jeg er virkelig Lønholt!" udbrød han nu, da han mærkede, at han var overmandet, men Tømrersvenden vedblev roligt at holde ham nede, indtil der kom flere Folk til, og Lønholt blev derpaa, ledsaget af en Mængde Mennesker, af Tømrersvenden transporteret tilbage til Arresthuset, hvortil han ankom ikke mange Minuter efter Undvigelsen. Han blev atter indsat i en Celle, hvorhos der blev truffet extraordinære Forsigtighedsforholdsregler fra Opsynets Side for at forhindre gjentagne Flugtforsøg.

(Lolland-Falsters Folketidende 11. oktober 1882).

Ifølge teksten til fotoet til forbryderalbum ovenfor skal han efter udstået straf være udvandret til USA.

Se Lise Lyng Falkenberg: Nyhedsformidling - gemt og glemt i skillingstryk (2003). Side 29-37

Sagen blev kendt gennem skillingsviser. Her synes det at være scenen hvor han blev arresteret udenfor hotellet i Berlin. 

Læseforening i Haderslev. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Haderslev skrives der til os: Søndagen den 20de Februar havde nogle Arbejdere indbudt Haderslev Arbejdere til et Møde for at stifte en Læseforening. Efter at Mødets Anmælder havde aabnet Mødet, gaves Ordet til Skræder Palm, der i faa og velvalgte Ord udviklede de Principer, hvorefter Foreningen vil virke. Han henviste til Danmark og Tyskland, hvor Arbejderne er vaagnet til Bevidsthed om, at deres aandelige og materielle Vel er afhængig af, at de slutter sig sammen. Her i Nordslesvig, sagde Taleren, skulde man tro, at Arbejderne ingen Trang følte til at slutte sig sammen, men det er ikke Tilfældet. Grunden til, at her ingen Forening for har været, er, at vi ikke har haft et Lokale; men nu, da vi har et, vil vi ikke staa med Hænderne i Skødet uden at slutte os sammen. Taleren udviklede Foreningens Formaal, hvilket skulde være igennem Foredrag og Diskussioner samt ved frisindede Blade og Skrifter at gøre Arbejderne bekendt med deres Stilling i Samfundet, og hvad Plads de bør indtage i dette. Arbejderne mangler Kundskab, og Kundskab er den Magt, der skal haoe Arbejderne. Det er dette, denne Forening skal have til Formaal. Det skal højt og lydeligt udtales, sagde Taleren, at denne Forening skal ved alle lovlige Midler kæmpe for Arbejdernes Rettigheder, samt gøre dem bekendt med de socialdemokratiske Principer; ti Socialismen er misforstaaet af Massen af Folket. De kender ikke disse Principer uden af de herværende Blade, og de er jo fjendtlige mod Arbejderne. Efter at Lovene var vedtagne og de fleste af de Tilstedeværende havde indtegnet sig som Medlemmer, fik Palm igen Ordet og opfordrede alle de Tilstedeværende til af alle Kræfter at agitere blandt deres Venner, Kolleger og Bekendte. Lad os Arbejdere være de Første, der rækker Haanden til Forsoning, ti en Arbejders Fædreland er hele Jorden.

Derefter sluttedes Mødet, som havde den Ære at være overværet af Haderslev Overpoliti, og nu, da Arbejderne har faaet stiftet en Forening, er der vist ingen Tvivl om, at den vil trives.

Ergo.

(Social-Demokraten 23. februar 1876)

Den gamle bispegård i Haderslev. Tegnet af arkitekt Mørk Hansen. Illustreret Tidende 950, 9. december 1877.

August Palm oplyste den 19. november 1875 at man havde fået godkendt en læseforening, men at den ikke kunne finde noget lokale. Som nævnt i artiklen ovenfor lykkedes det den 20. februar 1876 at danne "Haderslebener Leseverein" med 18 medlemmer. Foreningen mødtes hos gæstgiver Juhl i Gåskærgade med August Palm som formand. Medlemstallet i juni måned var ca. 40. Et  møde den 7. maj 1876 med "et hyggeligt samvær" med damer blev forbudt af politimesteren. Efter den 7. oktober 1876 hørte man ikke mere til foreningen. (Haderslev bys historie 1864-1920, bind 2, side 142-143). Avisen Dannevirke var fjendtligt mod arbejderbevægelsen.

Højesteretsdom: Mogens Abraham Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

 Den 1ste Februar.

Tirsdagen den 1ste Februar.
Nr. 276. Advocat Henrichsen

contra

Mogens Abraham Sommer (Defensor Nellemann), der tiltales for ved Udgivelsen af Maanedsskriftet "Indøvelse i Christendommen“ 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

Nørvang Tørrild Herreders Extrarets Dom af 16de Juli 1875: "Tiltalte Mogens Abraham Sommer bør hensættes i simpelt Fængsel i 4 Maaneder, og bør det af ham udgivne Skrift "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1, October 1874, være confiskeret; derhos bør Tiltalte at udrede de af denne Sag flydende Omkostninger, derunder Salair til hans Anklager, Procurator Wadum 16 Kr. og til hans Forsvar, Cancelliraad Borch 12 Kr. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Viborg Landsoverrets Dom af 11te October 1875: "Underretsdommen bør ved Magt at stande, dog saaledes at Straffetiden bestemmes til 2 Maaneder. I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Morville og Isaacsen, betaler Tiltalte 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.“

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande.

I Salarium til Advocaterne Henrichsen og Nellemann for Høiesteret betaler Tiltalte 30 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under denne Sag tiltales Mogens Abraham Sommer for ved Udgivelsen af Maanedskriftet "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

I det ommeldte Skrift, som Tiltalte har erkjendt at have forfattet og offentliggjort, har; Tiltalte navnlig i en Artikel med Overskrift "Fader vor“ anstillet forskjellige Betragtninger over Misbrug, der efter hans Mening skulle gaae i Svang ved Kirketjenesten, og hvorved han efter Artiklens hele Indhold maa antages ogsaa at have havt Folkekirkens Gudstjeneste for Øie, ligesom han i en anden Artikel med Overskrift "Stat og Kirke“ har fremsat sine Anskuelser med Hensyn til Spørgsmaalet om Kirkens og Statens Adskillelse, og da han ved den Maaade, hvorpaa han deels i den førstnævnte Artikel har omtalt Folkekirkens Lære om Nadverens Sacrament samt enkelte anordnede kirkelige Skikke, deels i den sidstnævnte Artikel blandt Andet har udtalt sig om dem, der forblive i, som det hedder, "Folke- eller Statskirken“ saavelsom om den saaledes betegnede Kirke og Kirketjeneste i Almindelighed — i hvilke sidste Henseender han navnlig har yttret, at den omtalte Kirke "er Djævelens Bolig og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle; thi af hendes Horeries giftige Viin (falsk Lære og Afgudsdyrkelse) have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende (derfor beder Geistligheden ogsaa de lange Bønner for Kongehusene)“ o. s. v., og at dersom "Konger og Myndighed ville plyndre Menneskene, fordi de ikke ville bidrage til at opretholde en Kirketjeneste, som de føle Afsky for, saa vide vi hvad de ere“ o. s. v. — maa ansees at have drevet Spot med og forhaanet Folkekirkens Troeslærdomme og Gudsdyrkelse, maa det billiges, at Tiltalte, der tidligere flere Gange har været straffet, deels efter Lov 3die Januar 1851 § 8 og deels efter Straffelovens § 156, senest ifølge Høiesteretsdom af 27de October 1868 efter den sidstnævnte Lovbestemmelse med simpelt Fængsel i 3 Maaneder, nu ved Underretsdommen paany er anseet efter samme Lovbestemmelse, men Straffen, der ved bemeldte Dom er bestemt til simpelt Fængsel i 4 Maaneder, findes efter Sagens Omstændigheder at kunne indskrænkes til samme Slags Fængsel i 2 Maaneder, og med denne Nedsættelse i Straffetiden vil saaledes den indankede Dom, ved hvis Bestemmelser om det paagjældende Skrifts Confiskation og Actionens Omkostninger det maa have sit Forblivende, være at stadfæste.“

(Højesteretstidende 11. og 18. februar 1876)

Se sagen om tumulter i Kolding i anledning af et møde Sommer holdt der i 1857 og en nekrolog andetsteds pǻ denne blog.

§ 156 i Straffeloven af 1866 er identisk med den senere straffelovs § 140 om blasfemi som blev ophævet i 2017.

Pigeskoler og lærebøger. (Efterskrift til Politivennen)

Vort Skolevæsen.

III.

(Sidste Artikel.)

Pigeskolerne har vi i denne Skildring af Skolelivet ikke villet tage Hensyn til, da Undervisningen i disse gennemgaaende paa alle Omraader er saa slet, at den staar under al Kritik; Beviser derpaa har man indtil Haandgribelighed i den Mangel paa Aandsdannelse og Overblik, det langt overvejende Antal af Kvinder udviser. En væsenlig Grund dertil ligger i, at de fleste Pigeskoler er meget smaa, saa Mødrene idelig kan gribe ind og tage allehaande Bestemmelser om Sysager og lignende Fag, samt i at Lærere og Lærerinder viser en aldeles forkastelig Opfattelse af deres Hverv. Som Lærer fungerer i Reglen Teologer, der overensstemmende med deres Stilling aldrig aabner en Videnskabsbog og som Følge deraf er ganske uvidende, mangler Overblik og besidder som Kundskab kun nogle spredte forvitrede Brokker fra deres eget Skoleliv. Undervisningen er enten salvelsesfuld Patos eller gækkende Narreri, der paa det modtagelige Kvindesind, navnlig blandt de ældre Disciple, ikke undlader at fremkalde en tilsvarende Refleks. Hvad gør det, ræsoneres der, det er jo kun Pigebørn, og de faar da ikke saadan Brug for Kundskab, at den behøver at være saa grundig. Lærerinderne frembyder ogsaa ofte et tragikomisk Skue; det synes, at den Omstændighed, at de selv har modtaget en fyldigere Uddannelse, har indgivet dem en Slags Foragt for deres eget Køn, ti de lægger sig efter at være mandhaftige og optræder i Skolen som en kommanderende Gymnastiklærer for Fronten af en Deling Rekruter. Samtidigt straaler dog hele deres kvindelige Forfængelighed frem i usvækket Glans, idet de er smykkede, som var de i en Selskabssal mellem Medbejlerinder til Skønhedens Pris. Naturligvis gives der baade af Lærere og Lærerinder heldige Undtagelser, som tilstræber at være, hvad de bør være.

Foruden de Fag, der allerede er nævnede, skal vi gennemgaa: Religion, Dansk, Historie, Geografi, Naturhistorie og Naturlære. Religion, hvorfor skal dette Faglæres i Skolerne, lad Forældrene og Søndagsskolerne om det; der bør i Skolerne ligesaa lidt læres religiøs Trosbekendelse som politisk. - Dansk burde ordnes saaledes, at stadig de Tanker, som gemmes i Ordbetegnelserne, bliver dragne frem og udviklede; herved vilde den almindelige Begrebsforvirring, som nu hersker, forsvinde. Opfattelsen af en Ide vilde blive hurtigere; Forstaaelsen indbyrdes lettere; Bedømmelsen retfærdigere; man vilde mere flyvende og klarere kunne forklare sig end nu, hvor man saa ofte mærker Famlen efter Ord, og hin Færdighed vilde være saa meget nyttigere, som Tiden synes stærkere og stærkere at drive Alt frem til Varetagelse at de offenlige Anliggender; kort og godt, Tanken vilde komme i livligere Bevægelse, Filosofien blive populær, praktisk og til almen Nytte og ikke som nu en Befordrer af Aandsulighed. - Hvad Historie angaar, saa findes endnu ikke skreven en ordenlig Lærebog i dette Fag. Alt hvad man har, er Kongekrøniker og Krigshistorie; som Eksempel behøver man blot at læse: Lærebog i den nyere Historie ved Bohr, 4de Udg., Pag. 234-44, Bonapartes Felttog i Italien 1726. Det, der mest burde lægges Bind paa ved Historielæsning, var en sammenhængende Skildring af Kulturudviklingen, medens Krige og Personer kun bør nævnes, hvor der ved dem er sket Spring eller bratte Overgange i Udviklingen. Krige, som har været blotte Røvertog, og kronesmykkede Folkemordere, som ved umenneskelige Blodsudgydelser har søgt at pirre Liv i deres enerverede Kadavere, dem bør Foragten og Fordømmelsen kaste Forglemmelsens Slør over. - Geografien burde give et fyldigere Billede af Natur- og Folkeejendommelighederne i de forskellige Lande; Geologi (Læren om Jorden), Etnografi (Læren om Folkestammerne), Statistik og Statsorganisationen maa ikke udelades eller fejes af i et Par Linier. - Naturhistorien indskrænkes ofte til Zoologi (Læren om Dyrene), men Botanik (Læren om Planterne) og Mineralogi (Læren om Stenarterne) maa tages med, det Almindelige og Systemet maa fremstilles klart samtidig med at Skildringen af det Enkelte bliver tiltalende og giver et forstaaeligt Billede; Dr. Lütken har været ret heldig i den første Henseende men ikke i den anden, Sahlertz er fortrinlig som Fortæller, men mangler System; dersom en Bog udarbejdedes med disse to Bøger for Øje, fik man en god Lærebog paa dette Omraade. - I Naturlære benyttes i Reglen Prof. Holtens Fysik; angaaende Bogens Fremstillingsmaade og Sprog kan Enhver dømme ved at læse et Par Sider i den, vi vil ikke opholde os derved, men da Bogen skal gælde for en afsluttende Lærebog, saa maa vi paavise en stor Mangel ved den: den mangler et Afsnit om Meteorologi (Læren om Vejret) og Astronomi, to Fag, hvis Genstande Dag og Nat fremstiller sig for vort Blik. Et nyt Fag burde ogsaa almindelig indføres i Skolen, nemlig en Udsigt over vort Lovvæsen. De forenede Kirkeskoler har, saa vidt vides, begyndt dermed; ønskeligt var det, om andre fulgte efter. Grunden til, at Skolebøgerne er saa daarlige, som de er, maa søges i den Omstændighed, at Enhver, som finder Lyst dertil, giver sig af med at skrive dem; følgelig er der en overordenlig Vrimmel af dem; nogle kommer formelig i Mode, florere en kort Tid, og saa kommer atter andre, dette Forhold har sat Splid mellem Skolen og Familien, idet Forældrene, som i og for sig er ganske rimeligt, klager over de mange Udgifter til Bøger, regelmæssigt hvert Aar og mange Gange midt i Aaret. For at undgaa denne Ulempe, burde der altid fra Kultusministeriets Side udsættes Præmier for Udarbejdelsen af de Bøger, der føltes Trang til.

- - -

(Social-Demokraten 16. juli 1875. 3. del af en serie om uddannelses- og skolesystemet i Danmark. Uddrag).