Student (Sylvester) Hertz (1790-1854) fik i 1828 kongelig bevilling til at anlægge et bogtrykkeri i Vejle og udgive en avertissementstidende. Herefter etablerede han et trykkeri i Søndergade 13-15 i Vejle og udgav her Vejles første avis, Weile Amts Kongelig priviligerede Avis og Avertissementstidende - Vejle Amts Avis. Avisen tryktes i starten på en håndpresse af træ. Kæmpede med økonomiske vanskeligheder og efterlod ved sin død i 1854 en avis for nedadgående. Avisen blev ført videre af enken Cecilie Hertz og dernæst sønnen Vilhelm.
Især fra 1895 kom der for alvor gang i forretningen. Poul Hertz solgte i 1905 avisen i Vejle og flyttede trykkeriet til hovedstaden. Han lancerede i 1911 bladet "Verden og Vi". I 1918 solgte han bladet. I stedet udviklede han sit „Hertz Karthothek“ med specielle kartotekskort og kartoteksskabe, hvilket var helt nyt på den tid. Allerede tidligt i virksomhedens historie var der ført kartotek over ansatte i virksomheden, og man kan stadig få disse kort med de gamle bemærkninger at se. På et af kortene står der for eksempel "Ikke flittig. Heller ikke dygtig. Snakker meget" eller en af de mere dramatiske fra 1944 "Fratraadt p.gr. af Sabotagen. Flink men snakkesalig." Poul Hertz døde i 1939 og enken Ellen Hertz videreførte virksomheden.
Den 7. maj 1944 blev af Hertz' bogtrykkeri, Snorresgade 22, København, sprængt hvorved der skete skade for 186.918 kr. Det var formentlig Peter-gruppen med bl.a. Brøndum, Bothildsen Nielsen, Wagner og Jesse som havde planlagt at sprænge trykkeriet i luften. Dette blev nævnt i straffesagen mod Karl Rudolf Werner Best, Karl Constantin Albert Julius v. Hanneken, Günther Friedrich Wilhelm Ludvig Pancke og Otto Richard Bovensiepen (chef for det tyske sikkerhedspoliti). Sidstnævnte var i tiden fra den 10. januar 1944 til den 21. april 1945, som den for den til bekæmpelse af den danske sabotage m. v. iværksatte tyske antisabotage ansvarlige, at have givet ordre til eller sanktioneret de af den til udførelsen af antisabotagen indsatte S.S. „Sonderkommando“, der lededes af de ikke under sagen tiltalte tyske statsborgere Otto Schwerdt og Horst Issel, og hvis medlemmer var dels tyske og dels danske statsborgere, begåede drab, drabsforsøg, brandstiftelser, sprængninger og forsøg herpå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar