Begravelsen af en russisk flygtning og følgerne af denne giver et indblik i russiske flygtninge i Danmark i 1905/06.
Siden 1900 var den russiske befolknings utilfredshed med zardømmet blevet mere og mere udtalt, og kulminerede i en demonstration foran Vinterpaladset 22. januar 1905. Denne blev mødt med brutal vold fra myndighedernes side, 4.000 blev dræbt eller såret. Det stoppede dog ikke aktionerne, måske tværtimod. I september havde regeringen undertegnet en for Rusland ydmygende fredsaftale med Japan, og i oktober udbrød der generalstrejke.
Zar Nikolaj 2. udstedte "Oktobermanifestet" som lovede borgerlige og politiske rettigheder samt indførelse af et parlament. Selv om den nye "statsduma" kun fik rådgivende funktion i forhold til zaren, stoppede det dog urolighederne i de næstfølgende måneder og gav zardømmet et pusterum (indtil 1917). Samtidig arresteredes mange som mistænktes for at have deltaget i generalstrejken.
Den blodige søndag 22. januar 1905. (Revolutionen i Rusland).
En russisk flygtning død i København.
En russisk flygtning ved navn Wladislaw Jancukiewitz er for et par dage siden død på Blegdamshospitalet.
Han var klejnsmed og var forrige år beskæftiget i de butillowske fabrikker i St. Petersborg. Som bekendt gik arbejderne fra disse fabrikker i spidsen for den generalstrejke der fik zaren til at udstede det berømte oktober-manifest i hvilken der lovedes Rusland en fri forfatning. Det modtoges de første dage med jubel i hele det vældige land. Men desværre blev det kun ved løfterne. De revolutionære blev arresterede. Trepow og de andre bødler fyldte Ruslands fængsler med tusinder af frihedsmænd.
En af dem var den 28-årige Wladislaw Jancukiewitz. Den berygtede Peter Pauls-fæstning var overfyldt, Wladislaw blev hensat i en af byens almindelige arrester, og det lykkedes ham at flygte.
Han nåede til Wilna, hovedstaden i Litauen. Opfyldt som han var af begejstring for frihedens hellige sag to han under falsk navn på ny fat på agitationen. Han blev igen arresteret og måtte i 8 måneder tåle mishandlinger i et elendigt fangehul. Så lykkedes det ham ved partifællers hjælp atter at flygte. Han kom til Tyskland og derfra hertil byen. Han hørte til de russiske flygtninge som den russiske regering ønskede at få fingre i, og han måtte derfor opholde sig her under falsk navn.
For 14 dage siden blev han indlagt på hospitalet, lidende af tyfus, der nu har taget hans liv.
I morgen klokken 12:30 begraves han på den katolske afdeling af Vestre Kirkegård. Den russiske socialdemokratiske forening her i byen der tæller ca. 400 medlemmer, følger den døde kammerat til hans sidste hvilested og lægger en krans på hans kiste med røde bånd og inskriptionen: "Tak! Du blev et offer for revolutionen".
(Social-Demokraten, 29. september 1906, 2. udgave).
Katolske kirkegård ved Vestre Kirkegård.
Artiklen blev gentaget i Bornholms Social-Demokrat, med supplerende beskrivelse af begravelsen:
Søndag kl. 12:30 begravedes han på den katolske afdeling af Vestre Kirkegård. Den russiske socialdemokratiske forening i København der tæller ca. 400 medlemmer, fulgte den døde kammerat til hans sidste hvilested.
Den sorte, fattige kiste var ikke dækket af kranse. Der henlå kun tre, sendt af de landflygtige venner og en krans med hvide blomster fra socialistiske kvinder i Københavns 3. kreds. Russerne forsyner deres kranse med røde og sortbrune bånd. På den læstes:
Ære den faldne kammerat.
Fra en gruppe russiske bundister
i København
Den faldne i kampen for friheden
Russiske politiske emigranter.
Et offer for den russiske revolution
Fra den russiske soc. forening i Kbhvn.
Vennerne udtalte i disse ord den sandhed at Jancukiewitz, skønt han døde i København, faktisk blev ødelagt af opholdet i de russiske fængsler. Blandt de russere som samlede sig om båren, sås mange jødiske typer. Over dem alle var der et præg af alvor som ikke blot knyttede sig til stedet eller begivenheden. Men samtidig indestængt lidenskab der kræver luft.
Og aldrig så snart var pastor Braun færdig med sin i øvrigt ganske sympatiske tale over den hjemløse, i fremmed land hensovede arbejder og en salme sunget, før lidenskaben slog ud i flammer. Russerne bar deres døde kammerat fra kapellet til den nærved liggende grav under revolutionær sang. Foran vajede den socialistiske ungdomsforenings og 3. kreds' vælgerforenings faner. Just som de nåede graven, kom der endnu en krans fra 2 socialister. Båndene var mærket A. & N. B. Det var nærved at hverken krans eller præst kunne nå frem til kisten. Flygtningene dannede en fast karre om den.
Præsten fik dog forrettet jordpåkastelsen, men da en af russerne begyndte på en tale, nedlagde præsten protest derimod. Den druknede i røret ved den åbne grav. Hænder raktes i vejret mens flygtningene højlyst svor at ville vedblive med deres kamp for frihedens sag.
Så holdt folkeskolelærer George, en fordreven letter, en flammende tale om revolutionen og dens mænd. Han citerede en gammel admirals ord fra kirkegården i Sevastopol, at "dette folk vil hævne sig på sine undertrykkere".
Så lyder råbene igen og pludselig ses den russiske arbejderforenings formand, Wigotzki, siddende på to kammeraters skuldre. Han begynder på at oversætte Georgis russiske revolutionstale.
Men nu bliver både præst og sakristan rent ud forfærdede, og der sendes bud efter politi. Wigotzki fortsætter dog ganske rolig og slutter med at sige:
"Vi sværger at vi vil hævne vor kammerats død. Han var os et eksempel. Leve det internationale proletariat og socialismen!"
Et vældigt hurra bruser hen over den åbne grav, og ude på vejen står folk forbavsede stille.
Så synges en revolutionær hymne og så - ses en politimands uniform ude på vejen.
Men han kommer ikke ind på kirkegården. Præsten var dog så fornuftig at søge sagerne ordnet på en anden facon. Han bad folketingsmand A. C. MEyer der var til stede ved begravelsen, om at formå russerne til at slutte deres demonstration.
Nu fik A. C. Meyer lejlighed til at give den døde et farvel og så at oppfordre forsamlingen til at skilles.
(Bornholms Social-Demokrat, 2. oktober 1906)
De i artiklen omtalte jøder henviser nok til at zaren som et forsøg på at stoppe revolutionære tendenser iværksatte hårdere pogromer mod de russiske jøder. Zarens indenrigsminister og tidligere politichef, Plehve skal have udtrykt det på følgende måde: "Vi vil kvæle revolutionen i jødisk blod". Han døde i øvrigt ved et bombeattentat.
Efter "Oktobermanifestet" 1905 eksploderede pogromerne, antallet af ofre sted til over 7.000 dræbte og sårede og ødelæggelse af jødisk ejendom steg til 60 mill. rubler.
Revolutionssocialisterne på Vestre Kirkegård
Den sædvanlige førertaktik.
"Natt." bringer følgende udførlige beretning om de i går omtalte skandaler på Vestre Kirkegård:
Fra det katolske kapel på Vestre Kirkegård jordedes i lørdags en russisk flygtning, Wladislaw Jancukiewitz, som i tirsdags døde på Blegdamshospitalet. Han hørte til de i St. Petersborg arresterede revolutionsmagere, havde imidlertid set lejlighed til at undvige, men var allerede ved sin ankomst hertil angrebet af tyfus og måtte lade sig indlægge. Inden han døde, sendte han bud til pastor Braun ved katolsk Kirke i Bredgade, skriftede og fik syndsforladelse, og skulle i går jordes på den herværende katolske kirkegård.
Selvfølgelig ville vore egne socialister ikke lade lejligheden gå fra sig til at manifestere deres sympati for revolutionen. På kisten var henlagt kranse, signeret: "De revolutionære russere i København" samt en krans, på hvis bånd man læste: "Tak! Du blev et offer for revolutionen" og "Socialistisk Ungdomsforening"; såvel en fane herfra som fra "Socialdemokratisk Vælgerforening, 3. kreds" var opplantet ved kisten, og i det henimod 400 mennesker store følge, der bestod halvt af Russere, halvt af ungsocialister, sås folketingsmand A. C. Meyer.
Om jordefærdens forløb meddeler en tilstedeværende os følgende:
Skønt kapellet og katolikkernes kirkegård er privat eje, tillod pastor Braun dog de socialistiske fæller i håb om, at demonstrationen ville indskrænke sig hertil. Inde i kapellet gik det også roligt til.
Pastor Braun holdt sig fra enhver udæskende ytring, nævnte blot, at den afdøde var død som en god katolik, der havde gjort sit regnebræt op og fået tilgivelse.
Men da kisten skulle bæres ud, blev de herboende dansk katolikker, som var trådt til, skubbede til side, en halv snes russere greb kisten, løftede den op på deres skuldre, og i stedet for at give plads for præsten lige efter kisten, trådte en russerinde frem og holdt en tornekrans løftet over den,
Således gik man til graven. Næppe havde præsten endt jordpåkastelsen og skulle til at bede fadervor, førend en russer sprang frem og råbte: "Hævn! Hævn! Hævn!" og efter ham de andre. Inden det kunne forhindres, var en russer i færd med en lang revolutionær tale, og efter ham en anden og tredje, hvorpå en af ungsocialisterne sprang op og sluttede sig til disse.
Forgæves forsøgte pastor Braun at forhindre denne usømmelige adfærd; forgæves anmodede man hr. A. C. Meyer om at skride ind; han lovede det, men lod dem roligt fortsætte, indtil de havde fået sagt hvad de ville, og først da man havde fået tilkaldt politiets assistance og det trak op til konflikt med øvrigheden, anmodede hr. Meyer forsamlingen om at skilles.
Da var der hengået over en halv time og sørgehøjtideligheden var blevet ganske forstyrret.
---
Det er, som mange af vore læsere vil vide, ganske den sædvanlige socialistførertaktik, som fx gang på gang er blevet anvendt af folketingsmanden i Aarhus nordre kreds. Først lader man de menige Socialdemokrater lave alle de bøllestreger, de kan hitte på - ophidser dem måske endog til rene voldshandlinger - og til sidst, når politiet er i farvandet, holder man "beroligende" taler. "Gud bevares, hr. betjent, De kan jo selv se, at jeg står og be'r dem forholde sig rolige".
Ja, det er en nydelig metode!
(Aarhus Stifts-Tidende, 2. oktober 1906.)
Alberti og Rusland.
Russeren Vigotski arresteret.
København, onsdag.
I søndags begravedes en fattig russiske smedesvend der var død på hospitalet her i byen. En del af den dødes kammerater mødte ved graven på den katolske kirkegård og før man skiltes, stod en russiske cigarmager Vigotski frem og påbegyndte en tale.
Derover blev pastor Braun nervøs og protesterede, hvorefter der opstod lidt forvirring og der sendtes bud efter politi. Men før dette kom, var sindene faldet til ro og deltagerne på vej hjemad.
Nu skulle man tro at dermed var den historie ude af verden. Men den herværende russiske gesandt har villet det anderledes og det synes jo næsten som nævnte gesandt regerer heri i landet. Han lod nylig en maleriudstilling lukke og nu forlangte han en beretning om det der passerede på kirkegården.
Øjeblikkelig har autoriteterne taget affære og i morges tidlig før dagen gryede, indfandt politiet sig i Vigotskis hjem og arresterede ham.
Så snart han ankom til politikammeret måtte han i forhør og efter dettes slutning blev han atter indsat i arresten.
Dette skridt synes i allerhøjeste grad umotiveret, da Vigotski ikke på kirkegården har brugt udtalelser som kan kaldes farlige for det russiske rige eller dets statsoverhoved. Ikke heller kan der være tale om forstyrrelse af gravfreden, for den katolske kirkegård er privat grund og bestyrelsen har ikke forlangt ham tiltalt.
Foreløbig ser det hele ud til at arrestationen kun efterkommer russiske ønsker, men det er dog for galt at sådant tåles her i landet.
For øvrigt synes vi at sådanne arrestationer røber en beklagelig letsindighed fra autoriteternes side. Der lever her i byen en stor del russiske udvandrede. Det er fredelige mennesker der ikke fornærmer nogen, når de blot for lov til at leve i fred.
Men begynder man først at slæbe dem i arrest for bagateller, ligesom tilfældet er i deres hjemland, ja da er det vel sandsynligt at de fremtidig bliver mindre fredelige.
Vi får nu se hvad hr. Alberti vil gøre ved Vigotski. Efter fremmedlovens §§ 13 kan khan udvises, når blot ministeren finder det nødvendigt. Tænk, så fri og humane er lovenen i vort for sin frihed så forroste land. I Rusland har man ikke en mere brutal og vilkårlig lovbestemmelse.
(Horsens Social-Demokrat, 4. oktober 1906)
Russerens arrestation
Oscar Johansen appellerer arrestdekretet
Politiet trænger ind i en privatbolig.
D'Hrr. Albertis og Engen Petersens tjenesteiver overfor det russiske gesandtskab ved arrestationen af russeren Wigotski vækker opsigt i alle frisindede kredse.
Vi henvendte os i går til politiinspektør Henrik Madsen for at få oplyst, på hvilket grundlag politiet havde anholdt hr. Wigotski. Svaret lød: "Han er ikke anholdt, men arresteret, og anledningen er, at han har overtrådt straffelovens § 157, der dikterer straf for den, der ved vold eller trussel om vold forhindrer gudstjenester eller anden offentlig handling eller som forstyrrer gudstjenesten ved larm og uorden."
Wigotski har som det fremgår af vedstående erklæring af folketingsmand A. C. Meyer, ikke overtrådt denne straffelovsparagraf.
Vi forstår derfor ikke, hvorledes man har kunnet afsige arrestdekret over Wigotski. Fremragende jurister mener, at der her foreligger en retskrænkelse af ganske alvorlig art. Så snart det rygtedes, at Wigotski var arresteret, tog overretssagfører Oskar Johansen affære. Han anmeldte på kriminalrettens justitskontor, at han agtede at appellere arrestdekretet til Højesteret, og i formiddag vil hr. Johansen i fængslet på Nytorv få en samtale med hr. Wigotski.
Det er i højeste grad påskønnelsesværdigt, at hr. Johansen har taget sig af den unge russers sag, og det skal være interessant at se, om Højesteret også nu vil bøje nakke for de russiske magthaveres repræsentanter.
Politiet hos paster Braun.
Som meddelt i går ejes den katolske kirkegård af den katolske menighed. Det er således på et fuldstændig privat sted at Wigotski holdt sin tale. Forinden politiet kunne skride ind, måtte der altså foreligge en klage fra kirkegårdens ejere eller den præst der gjorde tjeneste ved begravelsen.
En sådan klage lader det også til at politiet har forsøgt at tilvejebringe. Tirsdag havde nemlig pastor Braun besøg af en opdagelsesbetjent der ville vide hvad der var foregået ved begravelsen. Hr. Braun erklærede at hverken han eller den katolske menighed ønskede at der rejstes tiltale mod nogen.
Med denne erklæring fra pastor Braun bliver arrestationen af Wigotski endnu mere ubegribelig, med mindre man fra visse sider tilsigter at ophæve den asylret som vi hidtil har været støtte af at yde de russiske flygtninge.
Russerne selv opfatter ikke optrinnet som nogen demonstration. I Rusland og Polen er kirkegården så godt som det eneste sted hvor der må tales. Det samme har de troet var tilfældet her i det frie Danmark.
På jagt efter endnu en russer.
En politimand trænger ind i en privat lejlighed.
Også en anden russer der talte på kirkegården i søndags, lærer Georgi, er man på jagt efter. Dette virker noksom at politiet vil udnytte begivenheden imod de russiske flygtninge. Georgi talte nemlig på kirkegården efter udtrykkelig tilladelse af pastor Braun. Han har altså ikke overtrådt paragraf 157.
Alligevel halser man rundt i byen for at få fat i ham.
Georgi bor som gæst hos en familie på Nørrebro. I går morges ved 7-tiden bankede det hårdt på døren, og da fruen halvt påklædt gik ud og lukkede op, præsenterede en mandsperson sig for hende som politimand.
"Bor her en russer ved navn Georgi?" spurgte han i en brysk tone.
"Ja", sagde fruen, "men han er ikke hjemme og har ikke været her siden i går."
Uden at spørge om forlov gik politibetjenten ind i den stue hvor Georgi havde boet og gav sig til at undersøge værelset og lukkede kufferter op. Til slut kastede han sig i en stol og gav sig til at gennemlæse breve, heriblandt flere ganske private breve med anden adresse end Georgis.
Den unge frue, hvis mand for tiden er bortrejst, stod ganske hjælpeløs overfor politimandens anmasselser. Hun gjorde spagfærdigt opmærksom på at et af de breve han læste igennem, var til en ung svensk dame der ligeledes opholdt sig som gæst i hendes hjem.
"Såh, sagde politimanden. Ja Georgi har jo en veninde!"
Den unge frue blev ganske flov ved denne udtalelse om en dame som hun havde ydet gæstevenskab, og som hun kun havde grund til at agte. Forinden afskeden stak betjenten fruen et kort i hånden med de ord: "Kommer Georgi her tilbage, er det Deres pligt straks at tilkalde en politibetjent og lade ham anholde!"
Med disse ord forlod betjenten lejligheden.
Med hvilken ret trænger denne betjent ind i en privat lejlighed.
I grundlovens paragraf 81 hedder det:
"Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse."
Man kan sikkert gå ud fra, at der ikke foreligger nogen retskendelse i denne sag. Var der det, havde politibetjenten sikkert gjort den unge frue opmærksom derpå.
Foreligger der ikke en sådan kendelse, har politiet gjort sig skyldig i et fuldstændigt lovbrud, og der vil fra den pågældende families side blive gjort ansvar gældende mod politiet.
Men i øvrigt kan vi oplyse politiet om, at det er spildt umage at søge efter Georgi. Han har for flere dage siden forladt landet.
Har Wigotzski overtrådt paragraf 157?
Det har forbavset mig og ganske sikkert alle, som overværede de russiske emigranters demonstration på den katolske Kirkegård i søndags, at politimyndigheden er skredet til en anholdelse af Wigotzski. Endnu større må forbavselsen blive, når man betragter motiveringen af anholdelsen og det derpå følgende arrestdekret. Den unge russiske arbejder skal nemlig tiltales efter paragraf 157 i straffeloven, andet stykke.
Den pågældende paragraf har følgende indhold:
1) Forhindrer nogen ved vold eller trussel om vold afholdelse af gudstjeneste eller anden offentlig kirkelig handling, straffes han med fængsel eller forbedringshusarbejde indtil 1 år.
2. Den som ved at opvække larm og uorden forhindrer eller forstyrrer gudstjenesten eller de enkelte religiøse handlinger straffes med bøde eller fængsel.
Første stykke har man altså slet ikke tænkt på at bringe til anvendelse. Men heller ikke paragrafens andet stykke kan komme i betragtning ved den tiltale der eventuelt vil blive rettet mod Wigotzski.
Jeg overværede hele begravelsen og må hævde at hverken Wigotzski eller nogen anden af de ved graven forsamlede russere har gjort forsøg på at forhindre eller forstyrre den religiøse handling. Præsten udførte uantastet jordpåkastelsen. Det var først bagefter at en af russerne holdt tale og at Wigotzski oversatte talen. At præsten rejste protest derimod, kan dog ikke komme til at falde ind under paragraffen da hverken den russiske tale eller oversættelsen "forhindrede eller forstyrrede nogen religiøs handling".
Der vil i det højeste kun kunne være tale om en krænkelse af kirkegårdsfreden. Og her har præsten lov til at tage affære. Men da præsten ikke fik brug for politi, og ikke har ønsket politiets senere indblanding, har man altså kun ment at kunne få ram på Wigotzski ved en ganske forkert påberåbelse af paragraf 157, andet stykke.
Af disse demonstrationer ved graven er uheldige efter danske begreber, kan kun give anledning til forhindring af gentagelse. Men hertil behøver man ikke en anholdelse af Wigotszki. Og det bør vel i denne forbindelse tillige fremhæves at i Polen og Rusland er kirkegården så godt som det eneste sted hvor demonstrationer kan foregå. Russerne har uden videre overført dette på danske forhold. Det stemmer til en mildere opfattelse af røret på katolsk kirkegård.
A. C. Meyer.
(Social-Demokraten, 5. oktober 1906, 2. udgave.)
Pastor Braun og Wigotzski
Vi har modtaget følgende:
København, den 5. oktober l906.
Hr. Redaktør !
Jeg har læst referaterne i "Social-Demokraten" angående demonstrationen i søndags på vor kirkegård.
Da der deri findes flere faktiske urigtigheder, håber jeg, at De i sandhedens interesse vil indrømme mig en lille plads for nogle få bemærkninger.
1 ) I nr. 273 (torsdag den 4. oktober) skrives: "den katolske pastor Braun lod sende bud efter politiet". Hertil må jeg bemærke, at jeg ikke lod sende bud efter politiet. Først da jeg havde forladt graven, hørte jeg at andre havde gjort det, efter at der råbtes: "Ned med præsten !" Derimod sørgede jeg for, at politiet ikke kom ind på kirkegården, da hr. folketingsmand A. C. Meyer imidlertid havde lovet at ville henvende sig til mængden, for at formå den til at gå bort. Jeg har på kirkegården ikke vekslet et ord med politiet, end ikke engang set det, fordi jeg måtte vende tilbage til kapellet, for at foretage en anden begravelse.
2) I nr. 274 (fredag den 5. oktober) fremhæves bl. a. med fede typer: "Georgi talte på kirkegården efter udtrykkelig tilladelse af pastor Braun". Dette forholder sig ikke således. På vejen fra kapellet til graven kom både Wigotzski og Georgi hen til mig og spurgte, om de turde holde tale ved graven. Derpå svarede jeg, at vi ikke var vant til noget sådant på vor katolske kirkegård, og derfor heller ikke ønskede, at det skete ved denne lejlighed.
Jeg gentog det samme i lignende udtryk umiddelbart efter jordpåkastelsen også på tysk, idet jeg samtidig opfordrede de omkringstående til at kaste jord på deres afdøde kammerat og så gå rolig hjem.
Men mens flere også efterkom opfordringen med hensyn til jordpåkastelsen, begyndte allerede en af russerne at tale - tilsyneladende rolig - hvorfor jeg også blev stående ved graven. Efter ham fulgte Georgi, og da blev gemytterne kendelig ophidsede. Skønt jeg også under denne tale blev stående ved graven, fatter jeg dog ikke at man efter foranstående fremstilling kan sige at Georgi talte med udtrykkelig tilladelse af pastor Braun.
En formelig protest har jeg rigtig nok først nedlagt da derefter Wigotzski begyndte at tale på dansk. Når det er fremhævet om sidstnævnte at han talte på et privat sted, så er det dog kun for så vidt rigtigt som den katolske vestre Kirkegård ikke er kommunens, men den katolske menigheds private ejendom, det bør dog ikke forglemmes at den tillige er en af staten anerkendt menigheds offentlige kirkegård.
Med tak for optagelsen
J. Braun
Pastor, Bredgade 64.
(Social-Demokraten 7. oktober 1906).
Vigotski løsladt.
Som vi forudsagde skete det.
Efter vidneafhøringerne i går i Vigotski-affæren fandt assessoren ikke længere grund til at holde holde Vigotski arresteret. Der har jo forøvrigt aldrig været nogen grund, eftersom detnu gennem sagens akter er konstateret at der slet ikke er talt særlig revolutionære ord ved graven, ligesom det også er fastslået at den kirkelige handlng ikke er blevet forstyrret.
I går eftermiddags var hr Vigotski igen en fri mand, og politiet meddeler nu at det kun har eftersøgt lærer Georgi for at stævne ham som vidne!
Hele affæren er da løbet ud i sandet som en mindre smigrende historie for dem der stod bag.
(Holbæk Amts Venstreblad, 10. oktober 1906).
Georgis Flugt.
Hans Ophold i Aarhus.
Den russiske revolutionære, friskolelærer Georgi, som holdt tale på katolske kirkegård i København ved sin landsmand Jancucewitchs begravelse, flygtede fra København umiddelbart efter, da han frygtede for at dele skæbne med den anholdte Wigotzki.
Georgi, en middelhøj, noget blond mand af et sympatetisk ydre, har selv ment, at hans tale på kirkegården kunne foranledige hans anholdelse og foretrak derfor at bringe sig selv i sikkerhed.
En opdagelseSbetjent har søgt Georgi i et Hjem på Nørrebro, hvor den unge russer havde fundet et foreløbigt opholdssted. Opdageren havde uden videre givet sig til at foretage en husundersøgelse og gennemlæst en del private breve, hvorefter han havde meddelt husets frue, at hun i tilfælde af Georgis tilbagekomst straks skulle tilkalde en politibetjent for at få russeren anholdt.
Men da var Georgi allerede på vej til et sikrere sted.
Han ankom her til Aarhus om aftenen tilligemed en ledsager fra København og boede hos folketingsmand Sabroe om natten. Næste morgen afrejste han syd på. Han kunne være kommet med skib direkte fra Aarhus til England, men man var bange for, at en kaptajn eller styrmand mulig kunne opdage den forfulgte og udlevere ham. Det var sikrere at betro sig til jernbanen.
Han havde haft til hensigt at tage over Esbjerg til England, men da han måtte gå ud fra, at politiet ville holde udkig her, lagde han vejen ned gennem Slesvig og var over Hamborg taget til London, hvor han sandsynligvis endnu opholder sig.
Flygtningen har senere ladet høre fra sig og udtalt ønsket om at kunne vende tilbage. Wigotzkis løsladelse gav ham et håb om, at dette kunne ske.
Politidirektøren har i den anledning udtalt, at Georgi næppe vil undgå en anholdelse, der måske kunne føre til udvisning. Han stod sig derfor ved at blive, hvor han var. Politidirektøren gjorde i øvrigt opmærksom på, at der ikke forelå noget som helst, der gav danske myndigheder anledning til at efterstræbe Georgi, selv om han befandt sig på et mindre sikkert sted end i England.
Heraf synes det at fremgå at Georgi kan have brugt hæslige ord mod den russiske regering og på grundlag heraf var udsat for at blive dømt og udvist.
Han vil da næppe på ny sætte sine fødder på dansk grund.
(Demokraten (Århus), 22. oktober 1906).
