14 august 2023

Den belgiske Soldatergrav. (Efterskrift til Politivennen).

Et mindesmærke afsløredes i går ved Katolsk Vestre Kirkegård.

Blandt dem, der i sin tid under de store krigsfangehjemsendelser fandt deres død her i Danmark som den spanske syges ofre, var også fem belgiske soldater.

De franske, de engelske og de italienske krigsfanger har fået deres mindesmærker. I går afsløredes på Katolsk Vestre Kirkegård et monument for de fem belgiske soldater.

Kl. 11 samledes monument-komiteen med en kreds af venner af Belgien og de øvrige allierede lande.

Ved graven, hvor monumentet stod tildækket, havde et detachment franske og engelske marinesoldater og en afdeling danske infanterister med musikkorps og opplantet fane taget opstilling.

Blandt de tilstedeværende sås den franske minister Vicomte de Fontenay i spidsen for legationens øvrige medlemmer, den engelske minister Sir Charles Marling og lady Marling, den italienske minister Baron Aloisi og flere andre medlemmer af den italienske legation, “La Marnes" chef og øvrige officerer, generalmajor Nyholm, stabslæge Gordon Norrie, professor Ehlers og frue, grosserer A. Fonnesbech, professorerne Heiberg og Mygind, M. Mahaut, formanden for den franske hjælpeforening M. Laroix, grosserer Just, der repræsenterer Alliance Francaise, og mange flere.

Lige for højtidelighedens begyndelse ankommer den belgiske minister M. AIlart, der lige har rejst sig fra et langt sygeleje, og kun med den største anstrengelse kan overvære højtideligheden.

Så lyder fanemarchens toner, og prinsesse Margrethe, ledsaget af hofdame frk. Utke Ramsing, kommer gående forbi æreskompagniet ledsaget af monumentkomiteens medlemmer.

Prinsessen hilser først på minister Allart og dernæst på flere af de øvrige tilstedeværende.

Højtideligheden indledes med den mindeværdige salme “Nearer my God to the”, mens alle blotter hovedet.

Prof. Ehlers mindetale

Så træder professor Ehlers frem ved graven og henvender sig til de tilstedeværende.

Se på denne sorte sten, siger han, hvor den kontrasterer med den hvide faxekalksten, der ligger under den. De finder ikke magen til den på denne smukke kirkegård.

Til dette beskedne mindesmærke, bevis om vor dybe sorg over de 5 belgiske soldater, som en for tidlig død bortkaldte, før de nåede hjem til det sejrrige fædreland, har arkitekten nemlig valgt belgisk granit, granit fra Hainaut, eller som flamlænderne kalder det Hene-gowen.

Denne sten, som kommer fra det vigtigste industricentrum i Belgien, kan lovprise den belgiske arbejders flittige iver i fredstid, medens Hainaut, landet ved Sambre og Meuse, med navnene på nogle af sine byer, Jemmappes, Malplaquet, Manbeuge og Charleroi kan minde os om, at dets jord i de svundne sekler har drukket strømme af blod, og at det er farligt for en fjende at trænge ind på den.

Charleroi! Vore tanker vanker tilbage til den græsselige august måned 1914, da den barbariske fjende overfaldt det fredelige lille land.

“Lad os komme igennem! Vi vil Jer intet ondt! Ned med våbnene!" Andre ville måske have sagt: “Hvad kan det nytte at forsvare sig. Hvad kommer den strid os ved."

Men det tapre lille folk, som anførtes af sin modige og store konge Albert, udstødte kun et eneste skrig af raseri: “Vi tinger aldrig om fædrelandets ære; her kommer man ikke igennem uden kamp...

Aldrig skal de danske glemme, hvad fjenden gjorde i Visé, i Louvain og Dinant sur Meuse. Aldrig glemmer vi general Leman og hans heltemodige forsvar af Liége. Aldrig glemmer vi det blodige slag ved Charleroi, som muliggjorde det for franskmændene at samle sig bagved Marnefloden.

Det lille Belgiens heltemodige modstand frelste verden. 

De 5 små soldater, som fandt døden her på tærsklen til den genvundne frihed, da de skulle hjem til dem selv igen, har - i fædrelandets navn - krav på Danmarks evige taknemlighed for den udvidelse vi vandt ved deres heltemodige offer.

Vi ville gerne have plantet laurbær på graven Men ak! Danmarks klima tillader kun kirsebær-laurbær.

Men de danske skal våge over dette lille monument som tegn på vor dybeste erkendtliglied.

Dækket falder og ministeren takker.

Gravmælet over de 5 belgiske krigsfanger der døde af den spanske syge under hjemrejsen. Kirsebærlaurbærrene er blevet erstattet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Under de sidste ord af professorens tale er dækket faldet, der præsenteres gevær, og for beskuerne åbenbarer sig en sort obeliskagtig sten, i hvilken er indgraveret navnene på de fem døde soldater. Foran ses et broncerelief med den belgiske løve

Pladen foran mindesmærket med den belgiske løve øverst. Teksten lyder: "Apres avoir subi toutes les souffrances de la captivité en Allemagne ils sont morts sur la route que les ramenait a la mere patrie. Pour la liberte de laquelles ils avaient lutte mais qu'ils n'ont pas eu le bonheur de revoir". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Højesteretssagfører Harboe, der er formand for komitéen, træder derpå frem foran monumentet. Han takker alle, som har medvirket ved dets tilblivelse, bidragydere, kunstnere og håndværkere. Ikke mindst takker han prinsesse Margrethe, der har været protektrice for indsamlingen, fordi hun er kommet til stede, og han benytter lejligheden til at minde om, at det formodentlig er sidste gang, prinsessen repræsenterer officielt som dansk prinsesse. På komitéens vegne overgiver formanden derpå monumentet til den belgiske minister, idet han udtalte håbet om, at dette beskedne mindesmærke måtte sprede lidt lys i de efterladtes sorg.

M. Allart tog derpå ordet, idet han først takkede prinsesse Margrethe og alle dem der ved denne lejlighed havde vist hans landsmænd denne ære.

Det er i prøvelsens timer, man skal kende sine venner, sagde ministeren. Belgien vil aldrig glemme den hjælp, Danmark sendte, da Belgien var stedt i den yderste nød.

Og senere, da vore soldater vendte hjem fra fangenskabet, tog Danmark imod dem med åbne arme. De vidste de kom til venner, og åndede op efter den onde tid. Men her, på deres første station mod hjemmet, segnede fem af dem. Den danske jord tog dem i sin favn.

Vi vil værne mindet om dem her.

I den belgiske hærs navn siger jeg et stort og varmt tak.

Så lød “La Brabanconne”, den belgiske nationalsangs ildfulde toner henover graven, og foran mindestøtten nedlagdes et væld af skønne blomster med signerede bånd i de belgiske, franske, italienske og danske farver.

Dermed var højtideligheden til ende. Prinsesse Margrethe tog afsked med M. Allart, komiteens medlemmer o. fl. og begav sig ud til sit automobil til fanemarchens toner, M. Allart kørte bort, og langsomt spredtes alle de øvrige tilstedeværende.

(København 5. juni 1921.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar