En Spektakelforening. (Efterskrift til Politivennen)

Under en mod fire for Tyveri eller Ran, vold og Fornærmelser mod Politiet m. m. tiltalte unge Mennesker i Kjøbenhavn anlagt Sag blev det ifølge "B. T." oplyst, at der heri Byen bestaar en temmelig vidt forgrenet Forening af en Del til allehaande Spektakler og mindre Forbrydelser hengivne, som oftest tidligere straffede unge Mennesker i en Alder af fra 16 til nogle og tyve Aar, hvilken Forenings Medlemmer, der fornemmelig ere unge Arbejdsmænd, der som Regel foretrække Ingenting at bestille, overholde vedtagne Love og have aftalte Mødesteder paa Kjøbenhavns Gader til bestemte Tider og endelig have inddelt sig i forskjellige Afdelinger efter Byens Kvarterer. Denne Forening kalder sig med temmelig meningsløse Ravne: "Bølleforeningen" eller "Bøllesjapet" og dens Formaal er fornemmelig at famle sig til Spektakler paa Gaden, naar der nogetsteds, helst om Aftenen, er Noget paa Færde, men selv alene eller i mindre Flokke kunne "Bøllerne" ofte hengive sig til en uforklarlig Raahed, for hvilken en fredelig Borger, som maatte være saa uheldig at møde dem paa et ensomt Sted, f. Ex. i en af de mest besøgte Skove i Kjøbenhavns Omegn, meget let kan blive et Offer. Charlottenlund Skov i Sommertiden og specielt Dansepladsen ved Grøndalshuset har altid øvet en særegen Tiltrækningskraft paa denne Del af Kjøbenhavns Bærme og der har i AareneS Løb ved R ordre Birks Politiret verseret Hundreder af Sager mod Bøllemedlemmer, hvilke Sager hidtil ere blevne afgjorte ved Betaling af større eller mindre Mulkter. Den nedenfor refererede Justits var imidlertid af en alvorligere Natur.

Anden Paaskedag den 6te April d. A. gik den flere Gange tidligere straffede Niels Christian Petersen i Følge med flere andre "Bøller", der havde samlet sig ved Rundetaarn, til Charlottenlund Skov, hvor de støjede og gjorde Spektakler. Kl. ca. 10 om Aftenen kom A E. Petersen, der var arresteret under Sagen, i Slagsmaal med nogle Militære og mistede derved fin Hat. Kort efter mødte Arrestanten og den 20-aarige Jens Peter et Selskab af Herrer og Damer, og da de havde aftalt, at Jens Peter skulde slaa Hatten af Hovedet paa en eller anden Skovbesøgende, hvorpaa Arrestanten skulde snappe Hatten og undløbe, udførte de ogsaa nu dette Forsæt Arrestanten, der havde laant Jens Peters Hat, undløb med den ranede Hat, der tilhørte Rodemester I. deraf Staden; men senere paa Aftenen gav han Hatten til Jens Peter, som Dagen efter pantsatte den der i Byen. Forinden havde de imidlertid indset det Fornuftige i at gjemme Hatten inde i Skoven om Aftenen, da de mærkede, at Politiet ledte efter den og dem. Grunden til. at Jens Peter pantsatte Hatten var den, at den ikke passede ham rigtigt, og at hans Kammerater gjorde Nar af ham for Hattens Udseende. For Laanesummen kjøbte han sig en anden Hat. Om selve Overfaldet paa Rodemester I. blev det oplyst, at da han om Aftenen Klokken benåd 10 var kommen ind paa et Sted i Skoven, hvor der paa Grund as Træer var særligt mørkt, faa han paa Vejen en Klynge unge Mennesker, 6 a 8 i Tallet Da han gik forbi dem, slog en af dem Hatten as ham, og da han bukkede sig for at tage den op, snappede en af Personerne Hatten og løb ind i Skoven i med den.

Den paafølgende Søndag den 12te April d. A. var "Bøllen" Johan der i Byen truffet sammen med flere andre "Bøller", i hvis Følge han begav sig til Charlottenlund Skov. De vare 6 i Tallet og havde nydt et tilsvarende Antal Pægle Brændevin. De begave sig strax hen til Dandsepladsen ved Grøndalshuset, hvor de gjorde Spektakler og forulempede de Tilstedeværende. Johan gav sig bl. A. i Kast med tre Herrer, hvoraf han slog Hatten af den ene og slog den anden med knyttet Haand i Ansigtet, saaledes at Herren fik et Saar paa Næsen. Da nu Politibetjent P. vilde føre ham bort fra Pladsen, satte han sig til Modværge og blev understøttet af sine Kammerater. Han blev dog fjernet fra Dandsepladsen, men idet han gik, ytrede han, at han nok skulde komme "med store Renter". Kort efter forsøgte han paany at tiltvinge sig Adgang til Dandsepladsen i og yppede Kiv med de Tilstedeværende. Da Politibetjent G. betydede ham, at han skulde gaa, og G. tilsidst maatte anvende Magt, greb han fat i G.'s Uniformsfrakke, saa at flere Knapper sprang af. Med Assistance af P , der nu kom til. og skjøndt Johans Kammerater, af hvilke flere under Sagen have betalt store Mulkter, indtoge en truende Holdning overfor Betjentene og stimlede sammen om dem, fik Betjentene dog Johan ført ud paa Vejen, hvor han nægtede at opgive sit Navn og omsider blev trukket bort af sine Kammerater. Da han imidlertid kort efter paany blev antruffen og Betjentene søgte at sikre sig hans Person, slog Johan om sig og gjørde saa kraftig Modstand, at Betjentene, hvad de forsøgte, ikke kunde lægge Haandjærn paa ham. Johan rev ved denne Lejlighed G.'s Uniform istykker, idet han greb fat i ham for at give ham en Skalle ligesom han slog ham over Armen og knækkede hans Stok. Betjenten P. bed han i den højre Haand, slog ham gjentagne Gange paa Prustet med en knyttet Haand og sparkede ham over Benene. Da Sværmen atter trængte paa, maatte Betjentene lade Johan gaa, og idet han o(b Kammeraters Hjælp var kommen løs, løb henimod Dandsepladsen, idet han raabte, at han "skulde lave Komedie". Nu sluttede imidlertid en Møllersvend og en Murersvend sig til Betjentene, og det lykkedes ogsaa tilsidst at faa Johan ind i Detentionslokalet. Døren til dette forsøgte imidlertid "Bøllerne" at sprænge med et Stykke Tømmer, men det lykkedes dem ikke, og de toge nu Flugten, da Betjentene kom tilbage. Endelig var "Bøllen" Fritz tiltalt for at have beholdt en Hat, hvoraf han ved Slagsmaalet ved Grøndalshuset var kommen i Besiddelse. Ved nordre Birks Dom blev Petersen anset med 8 Maaneders Forbedringshusarbejde, Jens Peter og Johan med 10 og 15 Dages Vand og Brød, og Fritz med simpelt Fængsel i 14 Dage. De anvendte Lovbestemmelser vare Straffelovens § 237 (om Ran) csr. § 47, 238, 100, jfr. 98 og 248, samt Birkets Politivedtægts § 4. De Betjentene P. og G tilføjede Beskadigelser lægedes hurtigt, og de fra faldt under Sagen Krav paa Erstatning.

(Slagelse-Posten 8. juli 1885).

Bølleforeningen". I Søndags Aftes, da en Tjener fra et Landsted paa Strandvejen stod og saa paa Dandsen ved Grøndalshuset i Charlottenlund Skov, fik han pludselig tildelt flere Slag i Ansigtet, saaledes at han stærkt blødende af Næseblod maatte søge Hjælp hos Politiet. Det lykkedes Tjeneren at paavise for Politiet den Person, som havde staaet ham. Han opgav at vare cn ung Aibeidsmand fra Batteriveien, der var Medlem af "Bølleforeningen", samt at han ikke havde slaaet Tjeneren af nogensomhelst anden Grund end den, at der pludselig hos ham var opstaaet en Lyst til at prygle en eller anden, og da Tjeneren, der, som "Bøllen" indrømmede, ikke havde givet den mindste Anledning til den mod ham udviste Behandling, stod i en bekvem Rarhed, gik det ud over ham. Den denne tilføiede Vold var imidlertid ikke af en saadan Beskaffenhed, at Straffelovens Regler om egenlig Vold kunde komme til Anvendelse, hvorimod Birkets Politivedtægt om Politiuorden saavel i denne som i mange andre lignende Sager, hvor lllkalefikaiiterne have brugt at slaa Andre uden at tilføie Saar, passende maatte anvendes, og "Bøllen" blev derfor tilpligtet til Nordre Birks Politikasse at udrede en Mulkt af 20 Kr.

(Dagens Nyheder 17. juli 1885).

Pindse i Charlottenlund. (Efterskrift til Politivennen)

Charlottenlund Skov har i de nysforløbne Pindsedage været Skuepladsen for nogle tumultariske Optrin imellem endeel Haandværkersvende herfra Staden og Fiskere fra Skovshoved, hvilke sildig om Aftenen begge Dage have leveret hverandre smaae Batailler, der have havt endeel Arrestationer til Følge. Som Aarsag til Uenigheden angives, at Haandværkssvendene skulle have villet tvinge nogle af det qvindelige Personale, Fiskerne havde med, til at dandse med sig i Skoven.- Sammesteds er i Løverdags bleven fundet en Person hængt i Skoven, med Spor af underløbet Blod, der tyde paa udvortes Vold. Sagens Sammenhæng efterspores nu af Politiet.

(Kjøbenhavnsposten 11. juni 1835)

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

At Kjøbenhavns Indbyggere af alle Classer, hver efter sin evne, søge at nyde Naturens Glæder, som den saa rigelig tilbyder i de behagelige Egne der omgive Hovedstaden, er naturligt. Jægersborg Dyrehauge hævder endnu bestandig sin gamle Søgning. Har end Troen om den lægende Kraft som Kirsten Piils Kilde medførte,naar den besøgtes Natten førend St. Hansdag, for størstedelen tabt sig, saa har derfor Antallet paa Kjøbenhavnske Pillegrimme ikke været ringere, hvoraf adskillige maaske søgte Lettelse for deres Bekymringer og de fleste for deres Pung. Hvem der for Resten har seet Dyrehaugen i dens glimrende Periode endnu for fire Aar siden, vil neppe gjenkende den. Dengang var der foruden en Mængde Telte, hvor man falbød Forfriskninger af alle Slags, Liniedandsere, konstige Ryttere, Comoedier, optiske og magiske Konster, Kjemper og Dverge og Virtuoser af alle Slags, baade gode og middelmaadige. Nu derimod ere nogle faa Telte, et par Gynger og Taskenspillere alt hvad Dyrehaugen har at opvise. For hvem der søger Adspredelser af det støiende Slags, er dette vist nok lidet. Men Kjøbenhavnerne, som under Krigen have lært at undvære saa mange Indbildte Fornødenheder, have ogsaa her benyttet Leiligheden til at vise Selvfornægtelse. Dyrehaugen er ikke mindre befolket end før Krigen, og maaske Savnet af dens formeentlige Herligheder allermeest kan lære at skjønne paa de virkelige. - Ogsaa Sorgenfrie, Frederiksdal, Søllerød, Eenrum, Charlottenlund og flere af det nordlige Sjellands yndige Egne have i disse Dage havt flittigt Besøg af Hovedstadens Indbyggere, endskjønt en saakaldt Holsteensk Vogn er bleven betalt med 20 til 25 Rdlr. ja vel og mere, og en Bondevogn med 10 til 12 Rdlr. De, hvis Financer ikke have kundet taale saa betydelig en Udgivt, have valgt det sædvanlige Hjelpemiddel, at gaae til Fods. Hele Skarer vandre daglig ud til Charlottenlund og Dyrehaugen, og finde rig Erstatning for Veiens Besværlighed og Solens trykkende Hede, naar de under et Træes Skygge og i et muntert Lag fortære deres møisommelig befordrede Proviant.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 52
Løverdagen den 29 Junii 1811
Spalte 822-823

Efter Bombardementet, Midt October 1807. (Efterskrift til Politivennen)

I dette nummer forsvarer en skribent under titlen "Om Kjøbenhavns Capitulation" beskyldninger fra en "Kielsk Politicus" der kritiserer at man ikke ødelagde flåden og at kapitulationsaftalen i det hele taget er uforenelig med forfatningen og hoffet. Den forsvarer kapitulationen med den håbløse situation hvor 1/5 af byen var lagt i ruiner. Desuden ville 65 brændende krigsskibe udgøre en livsfare, at Københavns 100.000 civile var i fare. Artiklen er interessant idet det senere skulle vise sig at den kielske politiker var mere i overensstemmelse med Frederik 6. end med Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn.

Lige fra Kjøbenhavn tiil Frederiksberg og Fredensborg have de Engelske deres Poster ude. De staae saa nær, at de kunne raabe til hinanden; for det meste bestaae disse Tropper af Jægere. I Sorgenfrie ligge mange Engelske Tropper, og i Lunden have de opreist mange Sæder. Her koges og bages hele Dagen. Omkring Hirschholm og i de tilgrændsende Landsbyer ligge Husarer. Træerne i den smukke Dal ved Lundehuset ere fældede.

Da Hr. Lieutenant Høst ved Marinerne nyligen havde Vagt uden for Vesterports Ravelin, rømte to Marinere bort i det samme han var gaaet lidt til Side. Da han kom tilbage og savnede disse to Mand, lod han sætte efter dem; men paa samme Tid fik han Øie paa en Engelsk Hværver, som var i Færd med at hverve en tredie af hans Mandskab. Lieutenanten tog strax fat i Karlen, men denne greb til sin Bajonnet, stak efter ham, og rammede heldigviis kun Knappen, hvorved Bajonenetten gled ned imellem Armene. Lieuten. Høst, som ikke fik Tid til at trække sin Sabel, tog Hververen i Brystet og kastede ham omkuld. Adskillige Folk, som havde været Vidne dertil, vilde have Karlen arresteret, men i det samme kom to Engelske Officierer tilgaaende, og efterat de havde ladet deres og Hververens Navn tegne, udbade sig Lieutenantens og hans Obersts Navn, forsikkrende at Karlen nok skulde blive straffet. Kort derefter blev Lieutenant Høst afhentet i en Equipage fra de Engelske og bragt for en Krigsret paa Ladegaarden. Han har nu to Gange mødt for denne Ret, og forsikkrer at den strængeste Subordination iagttages der. Karlen har ikke Tilladelse at tale, men hans Officier er hans Defensor, hvilket altid er Brug i Engelland.

De Engelske Tropper have, som forhen meldt, Fruentimmere med sig, der vaske deres Linned. Hvert hundrede Mand har saadanne sex vaskekoner. Endeel af dem have været med de Engelske i Ægypten, Holland, etc., og vide lige saa godt at fortælle Krigsbedrivter som Soldaterne.

De Engelske ved Charlottenlund have i disse Dage ladet der sælge ved offentlig Auction endeel Sager, som de ikke ville føre med sig til Engelland. De bleve solgte for Skamkjøb. Ting, som vare ganske ny og koste 2 Rdlr, ere blevne tilslaaede for 12 sk. De have sammesteds et stort Forraad Brænde og Hø, som nok ligeledes vil blive solgt ved Auction.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 104, 10 October 1807)

Store Viibenshus, dette forhen af Københavnerne saameget søgte Forfriskningssted, ligner nu snarere en Hestestald, end en Vaaning for menneskelige Skabninger. I nogle af de udslagne Vinduesruder er stoppet Hø, for andre hænger der halve Døre; Ejermanden selv boer der ikke mere, og kun en Skænkepige er tilstede for at opvarte de engelske Husarer her ligge og en og anden enkelt Forbirejsende. Som Vibenshus har lidt saaledes og de fleste Lyst- og Landsteder paa Frederiksberg i Falkoneralleen; istedet for pyntelige Damer man her var vandt at skue, seer man nu ikke andet end Vester, Strømper, Skjorter ophængte til Tørring, og i den forhen saa skjønne Bredgaade møder man nu en ubehagelig Røg af de eng. Fruentimmer til Kogning og Vaskning.

I Charlottenlunds Skov holde Dag og Nat omtr. 600 Bøndervogne for at udskibe Levnetsmidler fra de Engelske Skibe til Landarmeen. Tiden de holde paa er ubestemt, nogle i 12, andre i 14 Dage, og de som knurre og modsætte sig, maae undertiden bie der i hele 3 Uger. Naar de faae Tilladelse at vende hjem igjen, faae de Pas og Anvisning paa 2 Rd., for hver 24 Timer de have gjort Tjeneste med Vogn og Heste.

Brønshøj Kirke er fuld op til Hvelvingerne af Hø og Foder. 

Ikke faa Læredrenge her af Kbhvn saavelsom andre Drenge savnes, og nogle vides bestemt antagne af de Engelske. Man maae i den Henseende beklage, at de engelske Soldater, som indlades, aldeles ikke holde sig Plakaten efterretlige, at gaae i Hold af 12 Mand med en Underoffiser. De vandre endog enkelte om, nogle med Marinere under Armen, og andre hverve Drenge lige for Folkes Øjne.

(Dagen, 13. oktober 1807)

Fra Vordingborgkanten d. 10 Oct. Længe have vi været fri for Engelskmændene; men for 8 Dage siden have vi faaet nok af dem. De bestaae af Jægere og Husarer, som holde Vagt langs med Strandkanten fra Kallehaven til Corsaer. Præstøe har stærk Indqvartering. Hver Mand maa leveres 1 Pd. Smør og 1 Pd. Kjød hver Dag. (Tilforn maatte leveres 1 Pd. Smør). Til hver Hest maa daglig leveres 1 Lispd. Hø og 1 Skjæppe Havre.

En Dreng paa 13 eller 14 Aar, hvis Fader er Professionist her i Staden, og som er bestemt til sammes Haandværk, lod sig overtale af et voxent Menneske, der allerede havde taget Tjeneste hos de Engelske, til ligeledes at gaae i Tjeneste hos denne Nation som Piber. I dette Forsæt gik han till en her i Forstaden Indqvarteret Major ved den Tydske Legion. Denne betragtede ham nogle Øieblik opmærksomt, gav ham derpaa nogle Penge, og afviste ham med følgende Formaning: "Min Søn! bliv i dit Fædreland og fortjen dit Brød paa en redelig Maade; du vilde maaskee i Tiden fortryde dette Skridt. Skynd dig hjem, og lad dine Forældre ikke være i Angst og Bekymring for dig!"

Man forsikkrer, at vore Capere i Nordsøen have i disse Dage taget en Engelsk Kutter og 14 Transportskibe, som vare ladede med Provision til Flaaden.

Kongens Livjægerecorps er blevet forøget med endeel recruter, og Corpset exercerer nu tre Gange om Ugen. 

Universitetet har ved Bombardementet liidt et betydeligt Tab ved at miste Professor Schiellerups Samling af anatomiske Apparater. Professoren var uheldigviis just paa Landet. - Endnu har Universitetet ingen fuldkommen Vished om sin Skjebne i Fremtiden; det Hele vil beroe paa dets Bønders Skjebne under de Engelske Ophold her i Landet. Adskillige af Forvalterne paa Universitetsgodserne ere allerede udeblevne med Betaling, fordi de hidtil ikke have været istand til at faae Landgilde betalte af Bønderne.

Den skjønne Classenske Have er skrækkelig ødelagt. Veien forbi samme staaer under Vand.

I Gaar ankom en Engelsk Minister, Lord Marv, som skal underhandle med vort Hof. En Coureer blev derpaa afsendt til Holsteen.

Dette nummer gengiver den engelske konges erklæring om krig med Danmark. Samt en række citater fra engelske aviser.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 1, 14 October 1807)

Hs. Majestæt Kongen har sine Værelser hos Gouverneuren i Rendsborg. Alle Kongelige Betjente i Colegierne fra Hovedstaden, som nnu opholde sig i hiin Fæstning, spise ved et table d'hote, og det for en meget taalelig Priis.

Man vil nu vide, at den Canonade, som hørtes for nogle Dage siden i Sydkanten, er bleven foranlediget af en Uenighed, som var opkommen imellem de Engelske og Hannoveranske Tropper i Egnen ved Kjøge.

Da den 14 d. M. en Bataillon Engelske Tropper marcherede forbi Østerport, for at blive indskibet, kastede en forhen deserteret og af de Engelske hvervet dansk Underofficier sit Gevær og sin Hat paa engang bort, og løb saa hastigt han kunde til Porten. Vel skjød og satte man strax efter ham, men han naaede lykkelig Staden, i det han raabte høit: Nun bin ich meine Seele wieder da! Jeg vil dog heller tjene Kongen af Dannemark end Kongen af Engelland.

Paa Toldboden vrimler det i denne Tid af Engelske som indskibe sig. Transportskibene ligge saa nær op til Broen, at Hestene kunne gaae lige ned i Fartøiet. Der er posteret saavel engelsk som dansk Vagt. Skjøtprammen Hvalfisken, som laae sjunken, have de Engelske kappet Masterne af, og den skjles nu af Vandet. Paa hver Hjørne af de Gader, der støde til toldboden, er posteret Vagt af Ryttere og Fodfolk.

Kort over Sverrig blive stærkt søgte af de Engelske. Aldrig er der blevet afsat saa mange Landkort i Kjøbenhavn som under de Engelskes Ophold her. Især søgtes Videnskabers Selskabets Kort meget af dem.

Det saa høistvigtige Søekort Archiv samt dets Kobberpresse og Papir er i Tide bleven transporteret fra Holmen og bragt i Sikkerhed. Det ville ellers under de Engelskes Domineren over Holmene, ikke have undgaaet Ødelæggelse.

Vordingborg d. 12 October. De første Engelske Tropper, der ankom her, vare Engelske Jægere, under Lieuten Baron v. Decken. Strax ved sin Ankomst lod han ved opslaaede Placater og Trommeslag bekjendtgjøre, at, efter Tappenstregen, kunde ingen af Byens Indbyggere følge sammen to og to, uden at blive anraabt af Vagten, som da havde Befaling, at føre dem til deres Bestemmelsessted, og at der dernæst ikke maatte skjenkes efter at der var tændt Lys. I dette Øieblik indqvarteres her 108 Jægere, 4 Over- og 4 Underofficierer, en regimentsfeldskjær, 31 Dragoner, med en Lieutenant og 3 Vagtmestere, samt 16 Artillerister, hvike i Gaar marcherede med deres medbragte Krudtvogne og en Canon til Nestved. Omtrent lige saa mange ere indqvarteerede i og omkring Kallehauge, hvorfra man hører, at der begaaes adskillige Uordener og Voldsomheder. Saaledes er et Pigebarn paa 13 Aar blevet voldtaget af Engelske Jægere (Rifle-men), og baaret i Sengeklæder omkring i Qvartererne, paa det hun, om mueligt, kunne gjenkjende Gjerningsmanden, som endnu ikke er opdaget. Om Barnets Liv haves ei mindste Haab.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 2, 17 October 1807)

Ved den engelske Armees Tilbagerykning gjennem Roskilde i de seneste Dage af deres Ophold udi Sjælland, tildrog sig følgende paa St. Jørgensbjerg: Den 16de Oktbr. 1807 havde en engelsk Doktor sat over fra Roeskilde Fjord til Skoven Bognæs, Lindholms Gods, for at skyde Vildt. Morgenen derpaa, d. 17de Oktbr., kom paa St. Jørgens Bjerg en eng. Kaptajn af de 43 lette Infanteriregiment tilligemed en Doktor, tvende bevæbnede Soldater og en Dreng, og forlangte af Stedets Fiskere, at sætte dem med en Baad over til Bognæs Skov, for at gjøre et nyt Bytte. Stedets Skolelærer Giemsøe, som just da stod paa Skibsbroen, tolkede deres Fordringer for Fiskerne, da han talede tydsk med Doktoren; men Stedets Fiskere nægtede aldeles at føre dem over; hverken Løfter eller Trudsler kunde bringe dem dertil. Da de ikke kunde faae det med det Gode, vilde de benytte dem af Krigens Ret og tage en Baad med Magt; men alle Baadene laae for Anker langt ude og alle Jollerne vare tillaasede, een undtagen, som de ved en Jagt fik løs, og satte ud med en Baad; men trende af Stedets Fiskere, Andreas Mortensen, Lars Mathiesen Wendelboe og Kristian Risøe, satte sig strax i en Baad, roede uforfærdede mod Engelskmændene, som vare ifærd med at tage Ankeret op, og naaede dem forinden. De Engelske lagde an med 4 Geværer mod dem, men dette skrækkede ej disse raske Sømænd, der roede mod Baade, som Engelskmændene stod i, lagde mod samme og nødte dem, efter en kort Vending, at gaae tilbage med uforrettet Sag, uden at have gjort noget Bytte. Engelskmændene købte nu Vildænder af Fiskerne, formodentlig for at vise, de dog havde gjort en Fangst; ja, de bade endog Fiskerne ej at ro strax til Land, for ikke at gjøre opsigt blandt det paa Skibsbroen tilstimlede Folk.

(Omhandlende: 16.-17. oktober). Dagen 22. januar 1808.)

Om de mange omvandrende Musici.

Vi ser hvert år ved sommerens begyndelse en del fremmede kunstmachere og gøglere trække hertil for at tjene penge ved at fremvise deres præstationer i Dyrehaven. Da den tid de opholder sig her, i almindelighed er indskrænket til 6 til 8 uger, og de ikke hindrer vore landsmænd i deres erhverv, såsom disse ikke søger livets ophold ved sådan levevej, kan man vel ikke have noget imod deres besøg. Men anderledes forholder det sig med de mange musikere som ikke alene af egen drift, men endog indbudt af deres herboende landsmænd, kommer hertil om foråret og forbliver her til langt ud på efteråret. Disse spiller og synger i Dyrehaven, i Charlottenlund og på adskillige beværtningssteder udenfor staden, og skønt deres præstationer ikke er mesterlige, har de altid stort tilløb, for de er jo udlændinge, og alt hvad der er fremmed, smager os danske bedst. Hvad mon en sådan, som tyroler, alpesanger forklædt udlænding tænker om de danskes kunstsans eller smag for musik når han og kollegaer efter megen applaus om aftenen stikker en 20 til 25 rigsbankdaler i lommen, og mon han ikke ved sådan gavmildhed endnu mere bestyrkes i at bruge tyskernes bekendte epitheton om os danske? Mon han skulle tro at vores kapel der vel kan stå ved siden af de beste i udlandet, at vores konservatorium, vores selskab til musikkens udbredelse m.m. aldeles intet har virket til almenhedens smag for musikalsk underholdning? Dog han vil ved gentagen besøg blive overbevist om det modsatte, ogat det kun er nyheden som lokker den store mængde. Da familien Feruzzi for nogle år siden kom hertil, gjorde den ordentligt en slags furore. Den blev i begyndelsen inviteret i de største selskaber og i fornemme famliekredse, men man fandt snart at dens præstationer var under det mådelige, og den sank ned til at more gæsterne på simple værtshuse. Og således er det gået og vil gå med flere. Men ulykken er at der kommer hvert år nye og det eer det nye man løber efter.

Imidlertid skader disse besøg vores landsmænd som har lagt sig efter musik, og hvis udøvelse udgør deres eneste levevej. Vi mener især her oboisterne ved regimenterne. En stor del af dem er gift. De har kun en ringe gage, og kan kun tjene lidt ved at give informationer, eftersom der desuden er så mange dilettanter og private musikere som giver sig af hermed og hvis tid ikke indskrænkes af anden tjenesteforretning. Om vinteren da oboisterne kann have nogen fortjeneste ved at spille til bal, er de ved stadsmusikantens privilegium ndskrænkket til kun at måtte spille for adelen og de militære, og m sommeren ophører dres fortjeneste ganske, dels på grund af deres tjenesteforhold, dels fordi de familier i hvilke de giver information, rejseer pålandet. Og da de om sommeren hver søndag eftermiddag efter allerhøjeste befaling uden betaling giver musik for de spadserende i Frederiksberg og Rosenborg slotshaver, synes  det også rimeligt at der gives dem lejlighed til at tjene noget ved at spille i skovene og på andre forlystelsessteder udenfor staden. Vel er sådant dem ikke forment, men de fortrænges altid af de fremmede musikere. For en del år siden indfandt nogle af søetatens og siden nogle af citadeljægernes oboister sig i Charlottenlund Skov og spillede hver søndag og onsdag eftermiddag, men de fandt sig kun dårligt lønnede da man deres skønne musik uagtet, løb til de fremmede og de ikke havde en Hannchen eller Francisca som man ikke kan byde ringere end en rigsbankmark, skønt tallerkenen går om hvert øjeblik. 

Vore oboisters duelighed som musikere er almindelig kendt, og at deres musik høres med behag af Københavns indbyggere, ser man dagligt bevis på når de spiller ved hovedvagten, ved vagtparaden, på Kastelsvolden og andre steder. Det er derfor ingen tvivl underkastet at de ved at spille i skovene og på andre forlystelsessteder ville se deres arbejde og umage lønnet når det formentes fremmede musikere at indfinde sig der, ligesom også at konditorer og restauratører intet ville tabe ved at benytte de danske musikere i stedet for de fremmede, hvis kvindelige del ikke så ganske sjældent ved utugtige fagter, ja endnu værre leflerier er til forargelse. Ville man ikke aldeles forbyde sådanne omrejsende personer at komme hertil, kunne tilladelsen til at musicere her indskrænkes til Dyrehaven alene, og det kun i teltetiden. Fandtes det rimeligt og retfærdigt for nogle år siden at oplære og tage udlændinge i tjeneste, så synes det ikke mindre rimeligt at det blev forbudt dem at indkalde eller benytte fremmede musikere da vi selv har nok af dem og nok så duelige.

(Politivennen nr. 1176, Løverdagen, den 14de Juli 1838. Side 440-444)

Raad fra en Bonde.

Den tilladelse vi bønder har en kort tid om sommeren at turde befordre købstadsfolk til skoven, hvilken er os tilstået som et vederlag for at vi må bidrage til vejenes vedligeholdelse ved stens og gros' henkørsel og påfyldning, samt bompengenes betaling, er vist nok så ubetydelig at der ikke bør gøres os noget skår deri, og dog sker dette så ofte. Således skete det sidste tirsdag at to unge, velklædte personer (på landet kalder vi dem drenge) kom til mig ved Charlottenlund og aftalte med mig om at køre dem til Østerbro for 12 skilling stk. Det gjorde jeg, men da jeg holdt ved ravelinen for at sætte dem af, løb de bort og ind ad staden til, idet de blandede sig mellem en mængde gående., og jeg kunne ikke forlade heste og vogn. Jeg tror at burde bekendtgøre dette for at råde mine lige til at tage betaling forud når de gør aftaler med sådanne unge personer der tror at man kan handle som man vil mod bonden

(Politivennen nr. 806, Løverdagen den 11te juni 1831, s. 421-422)

Atter om den væmmelige Mødding i Charlottenlund.

Det glæder forfatteren til den i bladets nr. 649 fremsatte anmodning angående en væmmelig møgdynge mv. i Charlottenlund Skov at kunne bekendtgøre at de ved denne lejlighed påankede grene som ulejligede fodgængerne straks blev bortskaffede, for hvilken foranstaltning han herved aflægger sin forbindtligste tak.

Hvad der imidlertid ikke har vakt anmelderens taknemmelighedsfølelse er at den påankede, væmmelige møgdynge ikke er blevet bortskaffet, men at den endog er blevet forøget ved tilkørsel af en anden mindre mødding der lå på en mindre befærdet plads bag stalden. Uagtet anmelderen nu ingenlunde drager i tvivl at kun en misforståelse har foranlediget den udpegede møgdynges forøgelse, så kan han dog ikke let forklare sig grunden hertil da han mener at have betegnet den mødding han ønskede bortskaffet så nøje at misforståelse ikke let kunne tænkes. For imidlertid at betegne samme endnu mere nøje, vil man tilføje at det er den mødding ved siden af hvilken en tyr til behagelig beskuelse for enhver plejer at springe køerne.

Af hr. forvalterens alment bekendte humanitet forventer man derfor at almenheden ikke alene befris for beskuelsen af denne operation, men endog at den nu tilstrækkeligt betegnede mødding henlægges på en anden, mere passende plads.

Skulle dette ønske imidlertid ikke kunne opfyldes, da nærer publikum det håb at møddingspladsen indhegnes med et gitterværk så at almenheden rimeligvis kan blive befriet fra et så højst misprydende skue.

Til slut bemærker anmelderen at han i sit forrige, denne sag betræffende  ikke stilede sin anmodning til forvalteren fordi han mente at denne sag ene og alene vedkom stedets politimester, hvilket imidlertid ikke skal være tilfældet.

(Politivennen nr. 652, Løverdagen den 28de Juni 1828, s. 422-424)

Ærbødigst Anmodning til Politiemesteren paa Kjøbenhavns Rytterdistricts nordre Birk.

Lige så behageligt det må være for den almenhed der besøger Charlottenlund Skov at erfare at man nu er i begreb med at opføre et ordentlig, afsides liggende lokum i nævnte skov, ligeså ubehageligt må det være for enhver der besøger skoven at se en mødding henlagt tæt udenfor de oprejste telte og de udenfor disse anbragte borde, ved hvilke så mange familier under åben himmel nyder deres medbragte spise- og drikkevarer, og man kan heller ikke finde det passende eller rigtigt at nogle bunker af de afhuggede grene er henlagt å spadserevejen hvor de ikke alene gør passagen vanskelig for enhver, men endog besudler og ituriver damernes klæder. Dog det ville være en utilgivelig fuldstændighed hvis anmelderen udviklede sig nøjere for en mand som dette steds hæderlige og kundskabsrige politimester, og han indskrænker sig derfor kun til at fremsætte den ærbødige anmodning at det her påtalte måtte blive bortskaffet.

(Politivennen nr. 649, Løverdagen den 7de Juni 1828, s. 373-374)

Bøn om nogle Forbedringer i Charlottenlunds Skov.

Det er anmelderen heraf meget behageligt at erfare at erindringen i dette blads nr. 615 fra forrige år angående borthugning af de gamle hasler som så aldeles havde overlevet sig selv, i Charlottenlunds Skov ikke har været uden virkning da man i disse dage har fundet mange bunker af denne hugning ligge hist og her i nævnte skov, formodentlig til salg og bortkørsel. Man tvivler ikke på at en sådan borthugning efter omstændigheder vil blive fortsat til næste vinter, og det vil være til skovens forskønnelse når unge skud kommer op hvor de gamle blev hugget væk.

Men hvad der endvidere endnu kunne være til forbedring, ja endnu mere snarere en nødvendighed i nævnte forlystelsesskov og som synes endog for øjeblikket at være et meget forargeligt skue, er det at det lokum der er anbragt ved den venstre ende af teltene, står så aldeles bart og blottet for alt skjul. Især må det være ubehageligt for damerne at blive så frit beskuet af alle i nærheden gående eller stående mandspersoner når de efter naturens orden nødvendigvis skal besørge denne ellers så aldeles nødvendige bekvemmelighed. 

"Ved den venstre ende af teltene står det anbragte lokum så aldeles bart og blottet for alt skjul." (J. P. Møller: Parti i Charlottenlund Skov, 1830. Statens Museum for Kunst).

Anmelderen henstiller derfor dels til forvalteren på Charlottenlund og dels til lejerne eller ejerne af teltene, som begge formodes at have betydelige fordel af Københavns indbyggeres og andres besøg i nævnte skov, enten at opsætte et højt risgærde eller også et plankeværk af brædder foran nævnte lokum som helt kan skjule samme fra de to sider og derimod kun åbne en sådan adgang til samme bagfra ved en eller to små omveje så især damerne kan besøge samme ubemærket. Bedre og mere ønskeligt ville det være om der blev indrettet endnu et andet lokum og at det ene udelukkende blev bestemt for damer og det andet for kavalerer, dog noget fra hinanden.

Måske et af Gentofte sogns fattiglemmer ville kunne finde rigeligt udkomme så længe sommeren varede ved at holde alt i orden, såsom ved at lukke op og i, ved at besørge rengøringen osv. For de fleste der besøgte indretningen, ville vist nok gerne give en skærv til den nødlidende opvarter.

(Politivennen nr. 646, Løverdagen den 17de Maj 1828, s. 318-320).

Redacteurens Tilføjelse.

Af en artikel i Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende, den 10. december 1828 kan man aflæse den stigende bekymring for forlystelseslivets udvikling i København:

Kjøbenhavn, den 25de November. Man har i den sildigere Tid heri Staden seet flere mærkelige exempler paa den frappante Overhaandtagen af Sands for Forlystelser, hvorom allerede den bestandige voxende Mængde af Klubber og dramatiske Selskaber længe har afgivet et uforkasteligt Vidnesbyrd. Blandt de nyeste exempler herpaa fortjener at anføres, at der i Søndags Aftes paa een og samme Tid gaves Forestillinger paa det Kgl. Theater og paa begge Moerskabstheatrene udenfor Vester- og Nørreport, Concert i et musiklask Selskab, Comedie i et af de dramatiske Selskaber og Assemblee i en af Hovedstadens Klubber, og at disse forskjellige Forlystelser, uagtet kun et af de offentlige Skuespilhuse (Nørrebroes-Theatret) havde propfuldt Huus, dog vare i den Grad besøgte, at man uden Overdrivelse kan anslaa Tallet af dem, der deeltoge i samme, til henved fem Tusinde. Da al denne Anledning til offentlig Forlystelse fandt Sted paa en Søndag, og saaledes paa en Dag, da i ældre Tider det gjensidige Familie-Samqvem næsten udelukkende dyrkedes, synes man heraf ikke uden Føie at kunne slutte til en forholdsmæssig betydelig Aftagelse i den private, huuslige Selskabelighed - omendskjøndt Forholdet vel endnu ikke her kan siges at afgive et saa ugunstigt Resultat for denne, som det for Tiden er Tilfældet i flere fremmede Hovedstæder.

Om Strandveien.

Med glæde har man atter på denne vej set anbragt en længe savnet indretning, nemlig en holdeplads udenfor indkørslen til Charlottenlund så at man i fremtiden kan passere vejen uhindret, og ikke være udsat for køresvendenes tølperagtige behandling. Men - "roser sig med torne blander"; dette ordsprog kan også i fuldeste udstrækning anvendes her, idet man på det ene hjørne af pladsen ser opført et hus hvis beliggenhed er en skæv linje og hvis hele udvortes er smagløst. Hvad denne dårligt placerede bygning skal tjene til, ved indsenderen af dette ikke. Men meget beklageligt er det at der ved indkørslen til et kongeligt slot på en tid hvor man overalt begynder at tage den gode smag med på råd, ser den så aldeles tilsidesat som her. Til slut kan indsenderen ikke lade ubemærket at der skal særdeles strengt tilsyn fra politiets side til at forebygge at nævnte hus ikke bliver en brændevinskippe af værste slags.

(Politivennen nr. 644, Løverdagen den 3die Maj 1828, s.281-282).

Tre vandrende Riddere paa Strandveien.

Dagligt vandrer tre personer på Strandvejen om morgenen til staden og om eftermiddagen eller henad aften ud ad skoven til, på hvilken vandring de driver deres håndværk: Tiggeri. Og plager overhængende beboerne langs ad denne vej på den mest uforskammede måde. "Wir sind reisende Handwerksgesellen und bitten om etwas Reisegeld". Det er den sædvanlig hilsen hvormed de forkynder deres komme. Allerede i fjor sommer gik de samme personer på samme måde. Men er endnu ikke kommet videre på rejsen. At nægte dem at de er rejsende, kan man vel heller egentlig ikke. For de lever på en evig vandring mellem København og Charlottenlund eller Dyrehaven. 

Men da man må frygte for at disse i Guds navn bedende let kunne få i sinde i Guds navn at overfalde folk, så tjener følgende til advarsel. Den 27. juli i år kom de på et sted på Strandvejen nær København og ville på sædvanlig måde forsøge deres lykke. Datteren i huset, en ung pige som ikke vidste hvem der bankede, lukkede døren op. Da der ikke vankede noget, så blev de grove, og den ene ville med magt trænge sig ind i stuen. I denne ulige kamp gav hun et skrig, og ved tililende hjælp blev de vist vintervejen,  hvorpå de udenfor vrængede, truede og skældte. De er lurvet klædt, to i frakke og en i kjole og er som oftest forsynede med store knortekæppe. Ønskeligt ville det være om høje ansvarlige ville drage omsorg for at få fat på disse personer og føre dem på den rette landevej til "Daraussen" hvor de formodentlig er kommet fra.

(Politivennen nr. 449. Løverdagen den 7deAugust 1824, s. 9051-9053)

Charlottenlunds Skov.

Københavns indbyggere mangler ikke forlystelsessteder. Broerne eller forstæderne tilbyder dans, musik, mad, drikke, gøglerier og mere, kildetiden ligeledes.

Den der er lysten efter sådant, søger da dertil. Men skal Charlottenlund også tilbyde ham det samme, så må det synes som om alt skulle opofres ham og intet blive til overs for den der i denne skønne natur ene søger ro, hvile og vederkvægelse efter arbejde, og nærer kun det fromme og vist nok ikke urimelige ønske: i landlig ro under træernes skygge, uforstyrret med sin familie og venner at nye sin medbragte, med flid erhvervede helligdagskost.

Denne anskuelsesmåde må som alt i verden enten være rigtig eller urigtig. Er nu det første tilfældet, så bør teltene med alt tilbehør vige fra Charlottenlund. Er det derimod det sidste, bør alt bliver der.

Forfatteren heraf der antager det første, vil fremsætte sine grunde til nøjere prøvelse. Han mener da at stedet selv som et kongeligt lystslot, ikke egner sig til at være sædet for vild tummel og bachantisk glæde. Den skrigen og støj som blander sig med de musikalske instrumenters toner, lyder til langt ud på natten i lang afstand derfra. Vejen dertil er altid opfyldt af ridende, kørende og gående som ytrer deres glæde på mange måder. Ikke sjældent forefalder klammeri, slagsmål og andre uordener. Alt dette virker ubehageligt på dem som for deres sundheds skyld, ønsker at nyde landlig ro på deres i nærheden liggende steder. Skulle det nu engang blive tilfælde at nogen af den kongelige familie ville tage sommerophold på slottet, var det da passende at der tillodes en sådan, den landlige ro forstyrrende kommers i nærheden af så høje personers bolig?

Det har, så længe forfatteren kan mindes, været tilladt at opslå telte og beværte med spise- og drikkevarer i Jægersborg Dyrehave, i den såkaldte kildetid. Dog var tiden indskrænket til 3 højst 4 uger. Årsagen til denne indskrænkning har formodentlig været for ikke at give alt for megen lejlighed til svir og en forvænnet levemåde. Men i Charlottenlund Skov er tiden ikke så knap afmålt. Fra forårets begyndelse til langt ud på efteråret, efter at løvet endog er faldet af træerne, finder dans, musik og beværtning sted her. Nærmere ved staden besøges det hyppigere af de klasser der ikke har evne til at køre og ikke bryder sig om at gå den længere vej til Jægersborg Dyrehave. Før lod et tjenestetyende sig nøje med en skovtur, nu løber de fleste derud hver søndag, og mange gange må husfaderen vente til langt ud på natten efter tyendet, der stolende på at Nørreport står åben, dvæler så længe som muligt på dette forlystelsessted. Her stiftes bekendtskaber, der ofte er lige farlige for personer af begge køn. Hvem ved hvor mange piger der har tabt sin uskyld, og hvor mange unge mennesker har lagt grunden til en levemåde der siden gjorde ham ulykkelig? - Det synes derfor forfatteren at både stedets værdighed, moral og hustugtens taler for at denne kommers bandlyses derfra.

(Politivennen nr. 433. Løverdagen den 17de April 1824, s. 6994-6996)

Kaadhed udøvet paa Veien fra Dyrehaugen til Charlottenlunds Skov.

Søndag den 29. juli d. å. om eftermiddagen mellem kl. 6 og 7 slæt blev et fruentimmer som va i følge med en mandsperson på vejen fra Dyrehaven til Charlottenlund Skov overredet af en mandsperson som kom fra Dyrehaven. Fruentimmeret og mandfolket gik på en fodsti tæt ved grøften, højre side af vejen, og på venstre side af dem kørte en vogn så tæt ved dem at intet kunne komme mellem dem og vognen. Desuagtet ville den ridende som kom i den stærkeste fart, med magt mellem dem og vognen, så at det var umuligt at komme til side i det afgørende øjeblik, og han derfor i den stærkeste fart red lige på fruentimmeret som blev kastet henimod 5 til 6 skridt til højre side over grøften, hvilket var en lykke for hende, da hun ellers ved at falde på stien ville være blevet nedtrådt ganske. I faldet fik hun foruden at hendes klæder blev ødelagt, desuden et hul på hagen og kinden, men det værste var at den venstre arm ophovnede så stærkt at hun i de 3 første dage derefter ikke kunne røre den det mindste. Da det ikke var muligt at indhente gerningsmanden, uagtet en betjent gjorde sig største umage derfor, så tror indsenderen af dette at det er hans pligt at advare andre for sådanne personer som ikke tager i betænkning med fri vilje at ride på mennesker der går på en fodsti hvor den ridende intet har at gøre, da hele vejen står dem åben.

(Politivennen nr. 393. Løverdagen den 12te Julii 1823, s. 6366-6367).

Hvad koster en Snaps paa Dampskibet?

Indsenderen var tilligemed flere bekendte på dampskibet søndag den 26. august for at sejle med denne til Charlottenlund. Under rejsen ville han tillige med en af hans venner have sig en lille forfriskning. Han gik derfor ned i kahytten, forlangte to snapse rom, hvorpå blev spurgt "om man ønskede af den bedste", og da dertil blev svaret ja, fik man to snapse og måtte betale 48 rigsbankdaler, skriver otte og fyrretyve rigsbankskilling i tegn for det.

Da flere som en anden gang ønsker at nyde forfriskning på dampskibet, muligvis kunne være uvidende om denne ublu betaling, bringes det herved til offentlig kendskab.

(Politivennen nr. 296. Løverdagen den 1ste September 1821, s. 4763-4764).

Dampskibet Caledonia passerer Bellevue. (J. M. Holm fra Lisette Becker: Ti Dage i København og Nordsjælland i Frederik VI's tid. Høst, 1940)

Om Kiørsel til Charlottenlund.

Indsenderen i selskab med sin familie gik søndag eftermiddag udenfor Østerport i den hensigt der at leje en vogn til skoven, hvorpå der da heller ikke var nogen mangel. Men hvis ejere til alles forundring erklærede at de vel måtte køre folk til skoven, men ikke til skoven under mulkt af 5 rigsbankdaler sølv. - Indsenderen med mange flere var i den største forlegenhed da de ikke følte nogen lyst til med nogle børn og en del at bære at begive sig på den just ikke korte vej hvorfor de meget utilfredse måtte gå til byen igen for den sælsomme forordnings skyld der byder folk at gå når der har lyst og evne til at køre da det dog er bekendt at stadens vognudlejere om søndagen (når vejret er godt) langt fra ikke kan tilfredsstille alle dem der ønsker vogne. - Det er indsenderen ubekendt hvilke omstændigheder der forårsager at så strengt og underligt forbud eksisterer der er de fattige og simple af denne næringsvej til så megen skade uden at være deres rige medbrødre til nogen gavn. - Imidlertid må han formode at enerettigheder som uretmæssigt strengt overholdes afstedkommer denne ubehagelighed. Men spørgsmål bliver det dog om de bestemmelser der i så henseende flere år tilbage er sat under nuværende sørgelige omstændigheder ikke nødvendigt trænger til forandring da det for at forebygge en overhåndtagende armod vel kunne tillades de fattige af enhver håndtering - deres formuende medkollegers rettigheder ukrænket at erhverve sig livets ophold på enhver for deres næring passende og tilladelig måde. Den frygt at sådan frihed skader de store vognmænd er sikkert ubegrundet da der i en så stor by aldrig mangler på tåbelige der giver hvad uforskammethed fordrer. - Høje vedkommende ville sikkert vide at afhjælpe den uskik, hvorover stadens indbyggere ikke uden grund have årsag til at være misfornøjede.

(Politivennen nr. 293. Løverdagen den 11. Augusti 1821, s. 4703-4705.

(Nr. 292, 18. august 1821 mangler i Københavns Bibliotekers samling)

En Advarsel.

Søndag den 15. i denne måned om aftenen kl. 10 kom jeg fra en lille lystrejse med 3 døtre og 2 fremmede fruentimmer der var på besøg hos mig. Og da vores vej just faldt forbi Charlottenlund, ville jeg opholde mig her et kvarters tid for at lade de fremmede bese dette københavnske forlystelsessted. Næppe havde fruentimmerne forladt vognen og var avanceret et kort stykke vej op i skoven, mens jeg sørgede for at få mit køretøj placeret, før 5 velklædte mandspersoner nærmede sig dem og tiltalte dem i en alt for fortrolig tone, samt udviste en opførsel mod dem man mildest talt må kalde uanstændig. Uagtet jeg kom til, vedblev de at blande sig i samtalen som førtes på fransk fordi de fremmede ikke forstod dansk. Og da jeg vendte mig mod en af dem for at lægge mærke til hans ansigtstræk, blæste han røgen af den cigar han havde i munden, lige i øjnene. 

"Da vores vej just faldt forbi Charlottenlund, ville jeg opholde mig her et kvarters tid for at lade de fremmede bese dette københavnske forlystelsessted". (Posemandens hus ved indgangen til Dyrehaven. Bemærk at fotoet kun er for at antyde stemningen. Jeg ved slet ikke om huset stod der på Politivennens tid. Eget foto).

For ikke at prostituere mig og mit følge ved at tage mig til rette på et offentligt sted tålte jeg deres i sandhed højst kritisable behandling og fortsatte min vej således at den faldt forbi et telt der var stærkt oplyst. Ved skinnet herfra opdagede jeg 5 ansigter dels med, dels uden knebelsbarter hvoraf de 4 var mig bekendte, ja den ene tilhørte endog en person som jeg har hørt flere gange skal have udmærket sig ved lignende fremfærd. Men da min hensigt ikke er at skade nævnte personer ved at klage over dem, så vil jeg blot herved give dem den advarsel at hvis de ikke helt kan lade sådanne spilopper fare, at de så vil anbringe sådanne hos damer af den slags der ved usømmelig opførsel kunne synes at indbyde dertil, men lade anstændige fruentimmer og fredelige folk gå i fred.

(Politivennen nr. 291. Løverdagen den 28de Julii 1821, s. 4683-4685)

Raad imod Bondekjørsel paa Charlottenlundsvejen.

Da kørevejen fra Charlottenlund til Dyrehaven ved Christiansholm nogle steder er så smal at to vogne kun med vanskelighed kan passere hinanden, så ville dette sikkert forebygge mange uordener og megen fare når bønderne blev forbudt at passere den fra skoven med tomme vogne. En del af dem kører som vilde mennesker og passerer Christiansholmsvej og over marken til Charlottenlund 4 til 6 gange daglig, de kommer således mod andre vogne, og de kørende såvel som gående udsættes ikke alene for en umådelig støv, men tillige for at blive kørt i grøften af disse i flyvende trav mødende kuske, hvem indsenderen mener Strandvejen uden om Charlottenlund kunne passe lige så godt for. Det forslag at opsætte en bom på Christiansholmsvejen hvor ledhuset står, og som før har været fremsat i Politivennen, synes også i dette tilfælde at være gavnligt. For da de der kører gennem leddet, dog nu giver 2 skilling til dem der lukker dette op for dem, ville de aldeles ikke se på om de skulle give 44 skilling i bompenge. Men bønderne ville for at undgå denne udgift flere gange om dagen, vist søge Strandvejen og man ville da således uden videre forbud muligvis undgå mange ubehageligheder som indtræffer på denne vej.

(Politivennen nr. 286. Løverdagen den 23de Juni 1821, s. 4608-4609).

En velmeent Begjering til Oldermanden for Vognmandslauget

Da det er meget ubehageligt at få en uventet irettesættelse, især i en bydende tone, så ville det være meget passende om den nuværende oldermand for vognmandslavet lod bekendtgøre fx i Adresseavisen at det ikke var tilladt nogen uden for vognmandslavet at ryge tobak i den indre stue som vender ud til pladsen i det såkaldte Vangehus på vejen til Charlottenlund. Det hænder ofte at flere anstændige borgerfolk på deres tur til skoven tager ind på dette sted for at nyde forfriskninger, som man får af den derværende venskabelige vært for god og for billig betaling. 

Indsenderen heraf har i forrige sommer ofte været i ovennævnte stue uden nogens tiltale. Det var ham derfor så meget mere påfaldende at han anden påskedag da han i følge med nogle andre anstændige borgere gik ind i den indre stue, og efter at have nydt de forlangte forfriskninger ville tænde sig en pibe tobak, øjeblikkelig blev temmelig hårdt tiltalt af oldermanden med de ord: "Her må ikke ryges tobak fordi damerne ikke kan tåle tobaksrøg". Da man indvendte at det samme just nu fandt sted af en af de tilstedeværende, svaredes i samme tone som før: "at det var en anden sag med vognmændene. De havde lov til at ryge tobak her så meget de ville". 

"Efter at have nydt de forlangte forfriskninger ville tænde sig en pibe tobak, blev vi øjeblikkelig temmelig hårdt tiltalt af oldermanden med de ord: "Her må ikke ryges tobak fordi damerne ikke kan tåle tobaksrøg".(Rygende spækhøker. Lahdes kobbertryk).

Indsenderen vil ikke undre sig over hvem de 2 tilstedeværende damer i lange blå kåber hvoraf formodentlig den ene hørte til lavet, skulle kunne generes når en fremmed tændte sin pibe, da de længe havde udholdt røgen af en anden tilstedeværende persons pibe. Men han vil blot ytre den formodning at hvis oldermanden herved har gjort sin pligt, så ville det hele respektive lavs interessenter da vist billige den ytrede begæring, nemlig at publikum enten i et offentligt blad eller ved en på stedet opslået plakat måtte underrettes om den skik som lavet har vedtaget for at sådanne ubehageligheder på dette sted så meget som muligt kunne forebygges.

(Politivennen nr. 279. Løverdagen den 5te Maj 1821, s. 4490-4492).

Redacteurens Anmærkning

På Gentofte Sogns Understøttelses Samfunds hjemmeside er beskrevet en tur fra Københavns til Dyrehaven hvor Vangehuset ligger mellem Svanemøllen og Tuborg'erne:

Vi havde passeret Fælleden, var kommet forbi Ny Kalkbrænderi og Lille Vibens hus, Christians-minde, Kildevælde, Svane Møllen, Vangehuset, Tuborg'erne, Gammel Vartou og nået "Slukefter". Denne Kro var i fordums dage bekendt - for ikke at sige berømt - for sit "Krus gammelt Øl med en Pind i", en drik, der i vore bajerske tider er en Anachronisme.

Hjemmesiden Dengang har en beskrivelse af Vangehuset her:

Det tidligere vangehus lå på Lille Vibenhus indtil 1908. Her var traktørsted i mange år. Huset blev opført allerede i 1685. Et vangehus var det sted, hvor vangemanden (opsynsmand) havde til huse. Huset blev også kaldt ”Huset på hjørnet af vangen”. Traktørfamilien Meyer ejede i mange år stedet. Her lå også Østerbros første politivagt.  

Ønske fra dem, der tilfods besøger Charlottenlunds Skov.

Fra det offentliges side er i de senere år foretaget så meget til bekvemmelighed og fornøjelse for dem der om sommeren, såvel til fods som til vogns, begiver sig til Charlottenlund at det sikkert ikke vil være forgæves her at henlede vedkommendes opmærksomhed på den langs Strandvejen for fodgængere indrettede gangsti fra generalkrigskommissær Søbøtkers lyststed indtil broen ved Constantia, en strækning der er så fuld af huller og så sandet at den er højst ubekvem og besværlig at passere. Det synes derfor et rimeligt ønske at den nævnte gangsti der så vidt mindes ikke har fået nogen vedligeholdelse siden dens anlæg, uden tvivl i 1805 eller 1806, måtte endnu inden sommeren få den fornødne forbedring ved påfyldning af faste og hårde substanser.

((Politivennen nr. 276. Løverdagen den 14de April 1821, s. 4436-4437).

Uorden i Charlottenlunds Skov.

Uagtet det er anordnet at ingen vogne må blive holdende i Charlottenlund Skov undtagen på de dertil anvist pladser, finder det dog jævnligt sted at ved skovløberhuset ved den såkaldte blinde port ud til Jægersborg eller Bernstorffs Alle, flere vogne holder langs med de til folks bekvemmelighed opsatte borde og bænke, imellem hvilke og vognene kun bliver en smal gang. For nævnte sted kan næppe antages at være bestemt for vogne at holde på, især da lidt længere inde i skoven er en mere passende plads dertil med lægter har været indhegnet. Og da denne uskik både er ubehagelig for dem der ved bordene nyder forfriskninger, og farlig især for børn, så tør man håbe at vedkommende alvorligt vil indskærpe skovløberen ikke at tillade at vogne holder på nævnte sted.

(Politivennen No. 242, Løverdagen den 19de August 1820, side 3913-3914)

Ditto.

Indsenderen heraf var søndag aften den 13. dennes i Charlottenlund Skov for i sin families kreds at nyde denne skønne skovs behageligheder på en lige så fortryllende aften. Men da mængden af mennesker vedblivende opholdt os ved teltene og musikken, og man ikke uden at generes kunne gå frem og tilbage i den spadserende hob, fandt jeg det mere passende at gå dybere ind i skoven hvortil jeg med familie begav mig, men blev meget bestyrtet og forundret ved at se en kusk køre ind i den for gående folk bestemte gang der er mellem vognene i den såkaldte runddel uden at man ved tilråb kunne formå ham til at trække sig tilbage, især da han blev opmuntret af en del lige så rå kuske, og gangen var så snæver og fuld af mennesker så man ikke uden med stor møje kunne trænge sig ind iblandt de holdende vogne som man dog måtte ty til for at undgå den for øjet overhængende fare.

For at en sådan egenrådig adfærd ikke oftere skal finde sted, hvis følger kunne blive sørgelige, anmoder man vedkommende om at se sådanne farlige uordener afværget for fremtiden, især på sådanne helligdage som vejret indbyder folk til i klassevis at besøge det yndige Charlottenlund.

(Politivennen No. 242, Løverdagen den 19de August 1820, side 3914-3915)