Hvor Helten fra "Skanse 2" døde.(Efterskrift til Politivennen).

Amagerbrogade 70-72-74, der skal nedrives.

De tre smaa hyggelige Ejendomme, Amagerbrogade 70-72-74, der ejes at Bagermester Aschengrén, har nu staaet deres længste Tid, thi om nogen Tid vil de falde for Aldersgrænsen, som saa meget af det gamle maa de vige for det nye.

Nr. 72 gemmer et Minde om en Mand, hvis Navn i sin Tid nævntes med Ærefrygt af Venner og Fjender, den tapre Løjtnant Anker fra Skanse 2 ved Dybbøl, han, der som den sidste Mand med Resterne af sit Mandskab Fod for Fod veg for Prøjsernes Stormløb, Side om Side med Løjtnant Castenschiold.

I Nr. 72 paa Amagerbrogade, hvor en Kaptajn Scheel - den daværende Ejer - overlod Anker en gratis 2 Værelsers Lejlighed, døde den tapre Dybbøl Helt som en ensom og fattig Mand.

Mon ikke den Bygning, der en Gang opføres her, burde bære en Mindeplade om løjtnant Anker?

(Aftenbladet (København) 21. april 1928).

Johan Andreas Peter Anker (1838-1876). Født på Bornholm. I 1858 udnævnt til sekondløjtnant ved Bornholms milits. Forsøgte sig bl.a. som skuespiller på det københavnske forlystelsessted Alhambra. Meldte sig i 1863 frivilligt til tjeneste og blev ansat i det kgl. artilleri. Under belejringen og bombardementet af Dybbøl-skanserne vandt han stor anerkendelse som artillerikommandør i Skanse 2, og efter slaget på Dybbøl opfattet som Skanse 2's heltemodige forsvarer. Hans fanden-i-voldske facon og mundrappe talemåder sikrede ham pressens bevågenhed, fjendens beundring og kongens opmærksomhed. Den 17. april 1864 blev løjtnant Anker hædret med ridderkorset, og som en særlig gave fra kongen, fik han en kappe. Den 18. april lagde man fra preussisk side vægt på at få helten Anker i levende live, og dette lykkedes. Ved hjemkomsten fra fangenskabet blev han hyldet og fik overrakt en æressabel fra danske borgere. 

Anker forlod hurtigt militærtjenesten, da den stilfærdige fredstid ikke passede til hans temperament. De mange fester, der blev holdt til hans ære, gav ham smag på værtshuslivet. Men hans helbred blev herved ødelagt, så han døde knap 39 år gammel i 1876. Selvom militærhistorikere mener, at hans indsats var overvurderet, holdt Ankers ry sig usvækket i mange år. (Kilde: Inge Adriansen).

Han er portrætteret på sejrssøjlen i Berlin - som den eneste dansker. Anker blev afskediget (han var ikke skoledannet officer) som 26 årig og altså ikke ansat i militæret. I stedet henlevede han sit liv som arbejdsløs med en årlig pension. På hans gravsted på Garnisons Kirkegård stod: "Værger denne Sten for Heltens Minde blot saa tro som han for Dybbøl-Skanse, da vil man i sene Slægter finde Heltens Gravhøj smykt med friske Kranse".

De Gamle fra Dybbølskanserne. (Efterskrift til Politivennen)

Øverst til venstre: Veteranen, Løjtnant, kgl. Skuespiller Jerndorff. I Midten: Veteran-Vogntoget kører over Raadhuspladsen. Til højre: Batataillonsfanerne føres ud fra Kastelskirken. Herren yderst til højre bærer den eneste at Fanerne, der var med ved Dybbøl. Nederst til venstre: Veteranerne udenfor Kastelskirken.

Man kon ikke sige, Vejret begunstigede de danske Soldaterforeningers Fest for Veteranerne

i Gaar paa 60- Aarsdagen for de sidste Kampe ved Dybbøl. Kulde, Regn og Blæst satte sit Præg paa Dagen, og godt var det derfor, at det udendørs Arrangement kun omfattede Køreturen fra Garderkasernen til Paladsteatret.

Dagen begyndte Kl. 10  formiddag med en stemningsfuld Gudstjeneste i Kastelskirken, hvor Batailions og Soldaterforeningernes Faner var opstillet.

De ca. 100 Veteraner sad i Koret, hvor de dybt bevæget hørte paa Pastor Storms jævne Ord og Taktil dem, for hvad de havde ydet. Kl. 3 havde Forsvarsbrødrene arrangeret en smuk Mindefest for Veteranerne. Den afholdtes i Odd Fellow Palæet, hvor Sang, Taler og Musik vekslede Kl 4½ gik Vogntoget fra Rosenborg Eksercerplads gennem Byen til Paladsteatret Men som Følge af det uheldige Vejr foretoges Turen i lukkede Vogne, og derfor fik Københavnerne ikke rigtig Lejlighed til at hylde de Gamle.

Til Gengæld mærkede de klart den Bølge af Sympati, der slog mod dem ved Ankomsten til Paladsteatret.

Medens hele Publikum rejste sig, marscherede de ind til Tonerne af "Den Gang jeg drog af Sted", samtidig med at Blomster dalede ned over dem fra Loftet, og hver Afdeling var flankeret af militære Fanekommandoer.

Paa Baggrund af Dybbølmøllen, en Dekoration malet af Carl Lund, holdtes der Taler af Pastor Olfert Ricard, Generalløjtnant Ellis Wolff Generalmajor Nyholm og Viceadmiral Konow. Desuden reciterede gamle Jerndorff, der selv  er Veteran, og som var Genstand for langvarig Hyldest, da han viste sig. Ind imellem sang Fru Leth-Rasmussen og Hr. Per Bjørn, og desuden vistes der Lysbilleder fra Dybbøl og et Par smukke Tableauer. Alt i alt en smuk og stemningsfuld Fest.

(Aftenbladet (København) 19. april 1924).

Ca. 1800 indsamlere samlede ind på Dybbøldagen 1929. Her på Amagertorv. Foto fra Nationaltidende 18. april 1929, 2. udgave

Johan August Wilhelm von Weiss (1833-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Wilhelm Weiss var en af Københavns originaler, og oplysningerne om ham skal tages med et gran salt. Udover hvad udvalget af artiklerne nedenfor bringer, kan nævnes at han 1886 var formand for den nystiftede "Foreningen af 1ste Infanteriregiment 1864". Ifølge Haandbog for Hæren var der ved hans død i 1923 i alt 56 veteraner fra Treårskrigen i live. Den ældste var N. Madsen i Faaborg, den yngste kaptajn Weiss. Han blev samme år 90 år.

Dette fotografi blev første gang offentliggjort i anledning af 1. bataillons 150 års jubilæum i december 1913 (ifølge København 2. december 1913). Det skulle efter teksten være taget for 50 år siden, altså i 1864).

80 Aar.

Wilhelm Weiss.

Paa St. Annæplads, i Prins Vilhelms Palæ. bor oppe paa en 4de Sal den gamle Kaptajn som er kendt af de fleste Københavnere og som i Dag fylder 80 Aar.

Vi aflægger et Gratulationsbesøg og træffer den gamle Kaptajn i bedste Velgaaende. Den lille hyggelige Lejlighed rummer mangfoldige Gaver og Minder. - Prydelser der er Weiss' Stolthed og Glæde.

- Se her, siger han, har jeg Billeder af Kongerne Christian den 9de og Frederik den 8de; det er kære Erindringer. Her er Max Müller, min Brigadechef fra 64, og her et Billedet af Christian den 9des i Besøg i Dybbølskanse Nr. 2.

- Det er velgørende at have alle disse gode Minder, bemærker vi.

- Ja, jeg lever heroppe paa Kvisten mit Liv med mine Minder, med Duerne og Spurvene, som De ser herhenne udenfor Vinduet, samt med min Kat - Katten der paa Stolen. Og saa kigger jeg imellem paa de mange dejlige Ting, jeg har faaet af gode Venner. Vi beder om at faa lidt mere at se af Herlighederne. - Ja. her er et Maleri, som Olaf Poulsen i sin Tid malede og forærede mig. Her er en Elefant, som nylig afdøde Profossor Vilh. Bissen har modelleret og givet mig. Han stod forresten ved mit Kompagni i 1864 som Officersaspirant. Her er et Billede af min gode Ven Lars Dinesen, og her er en Sølvpokal, som Frimurerne forærede mig. da jeg havde været Frimurer i 50 Aar. Her er en smuk Pokal fra 1. Regiment af 1864, hvis Formand jeg stadig er, men af 275 Medlemmer er der nu næppe 50 tilbage. De dør nu hurtigt; vi er jo allesammen efterhaanden bleven gamle Karle. Ja Jeg holdt 50 Aars Officersjubilæum, fik jeg dette herlige Sølvskrivetøj med Landsoldaten i Mullen, og saadan kunde jeg fortsætte.

Fortæl en eller anden interessant Oplevelse, indskyder vi.

- Oplevelse t Dem har jeg nok af. jeg kan daarlig huske den ene fra den anden. Men naar vi sidder en lille Kreds om Aftenen ved et hyggeligt Bord, saa gaar det bedst.

- De er født i København?

- Ja, det kan De bande paa, men min Fader, der var Nysølvsfabrikant, døde allerede da jeg var 11 Aar, og min Moder 3 Aar efter. Der stod jeg arme Dreng; men jeg tabte ikke Modet. Da Krigen brød løs I 1848, var jeg straks paa det rene med, at jeg vilde med. Jeg havde gaaet i St. Petri tyske Realskole paa Graabrødretorv og blev udskrevet herfra netop i Efteraaret 48. Saa meldte jeg mig som Frivillig - 15 Aar og 8 Maaneder gammel. Det var en ung Rekrut, og stor var jeg heller ikke. Men med en Skipper kom jeg op til Aalborg og derfra med Dagvognen til Hjørring, hvor jeg havde en Onkel, der forsynede mig med den fornødne Mønt, hvorpaa jeg kørte med Dagvognen til Viborg for at melde mig som frivillig ved 11. Bataillons 2det kompagni. Bataillonschefen var Oberst Staggemeyer, men Kompagnichef hed Prunst.

- Havde De virkelig Kræfter til at døje Feltlivet?

- Kræfter? Ja ... Vist havde jeg det. Jeg havde baade Kræfter og Lyst. Og saa voksede man jo Dag for Dag, baade i Højde og Bredde ...

- Hvor kom De hen fra Viborg.

- Den 16. Januar 1849 blev jeg antaget til Soldat, og i Viborg gennemgik jeg derefter en slags Rekrutskole. Da den var sluttet, marcherede BataiIlonen i Krigen, og vi var med baade ved Kolding den 23 April 49, ved Fredericia den 6. Juli samme Aar og ved Isted den 25. Juli 1850.

- Er De aldrig bleven saaret?

- Nej, aldrig. Disse raadne Kugler vilde Inte mig noget; men der faldt mange omkring mig. Ved Isted var jeg Korporal, og jeg fik efter Slaget Valget imellem at blive Løjtnant eller faa Dannebrogskorset. Jeg vilde helst have haft begge Dele, men det kunde Ikke lade sig gøre, hvorefter jeg bad om at blive Officer. Jeg husker fra Isted særlig en ung Løjtnants Fald. Han hed Freiesleben, han vilde springe over en Grøft just som en Kugle traf ham i Brystet. Han havde dog Styrke nok til at faa sin Tegnebog afleveret til en Kammerat, for at Tyskerne ikke skulde faa fat i den og for at den kunde blive bragt hans Familie. Men straks efter døde den brave Soldat.

- I 1864 var De ogsaa med?

- Med! Ja, vel var jeg med, og jeg saa mangen en god Kammerat falde ogsaa her. Jeg havde i Mellemtiden været i Østrig og skulde have været mod i den fransk-italiensk-østrigske Krig i 1859. Krigsministeriet havde givet mig Rejsetilladelse, og Frederik den Syvende sendte mig ekstra 100 Rigsdaler til Rejsehjælp. Jeg kom da ogsaa ned til Wien, men saa blev Freden sluttet mellem de tre Lande, og Wilh. Weiss kom ikke med den Gang, hverken ved Magenta eller ved Solferino. I det Sted kom jeg senere med ved Sankelmark ... Jeg var bleven Premierløjtnant og Chef for 1 Batl.s 1. Kompagni. Først dog ved 7. Kompagni under Kaptajn C. Th. Sørensen, den bekendte Militærforfatter, som lever endnu i en Alder af henved 90 Aar. Vi laa paa Gottorp Slot, og hver Nat rykkede vi ud til Dannevirke. Da Stillingen saa blev rømmet, kom Sammenstødet den C. Februar ved Sankelmark. Her sendte Gablenz først de smaa lichtensteinske Husarer imod og da vi fik dem jaget væk, rykkede Fodfolket frem ...

Max Müller sendte først 11te og derefter 1ste Regiment i Ilden, og vi afslog heldigvis Østrigernes Angreb. Jeg sagde altid til mine Folk: Bare rolige! Ikke pille ved Aftrækkeren, før jeg kommanderer. Lad være med dette Pjatteri. Og saa sluttede vi Kredse eller Karré, som det almindeligt kaldes. Paa Kommandoordet "Fyr!" skød alle Mand mod de fremrykkende Ryttere, der straks efter maatte retirere tilbage i fuld Karriere. Jeg husker her, at jeg sagde til Adjutanten, Dirckinck-Holmfeldt, at han skulde skaane sig; men det gjorde han ikke, og straks efter traf 2 Kugler ham, han faldt død af Hesten. Senere besatte vi en Høj efter Ordre af Oberst Beck, og den holdt vi længe, men paa venstre Fløj faldt her en af mine tapre Folk - Jens Paludan-Müller, der vilde med i Fægtningen og vilde med i forreste Række. Han var nærsynet og kunde blevet fri, men da det gjaldt, ønskede han absolut at komme med til Fædrelandets Forsvar. 

- Fik De her Ridderkorset?

- Nej, jeg fik det senere oppe i Jylland af Kongens egen Haand. Jeg var iøvrigt indstillet til Tapperhedsmedaillen i Guld, men den Udmærkelse saa jo aldrig Dagens Lys.

- - -

Med de bedste Ønsker for den gamle Kaptajn - en af vore faa tilbageværende ægte Soldatertyper fra 1848-50 og 1864 - , tog vi Afsked. I Dag vil alle hans Venner kappes om at vise ham den varmeste Opmærksomhed i Anledning af hans 80-aarige Fødselsdag.

Holger.

(København 28. maj 1913).

80 Aar.

Kaptajn Wilhelm Weiss.

I Dag fylder en af Københavns djærveste Mandfolk, den brillante Kaptajn! Wilhelm Weiss 80 Aar.

Vi vilde gerne have hørt den Ed, den gamle Kaptajn spyede ud, da han i Morges vaagnede i sin Ungkarlelejlighed i Prins Wilhelms Palæ.

Kaptajn Weiss er gammel Soldat fra begge de sidste Krige, en gammel Veteran mod et sjældent muntert Syn paa Livet. Men trods det, at han or en livskraftig Mand, gruer vi for, hvorledes han vil klare Dagen i Dag, naar de mange Gratulationer strømmer ind.

Det bliver i hvert en anstrengende Dag.

Kaspar.

(Folkets Avis (København) 28. maj 1913).

Prins Wilhelms Palæ eller von der Ostens Palæ var bygget som adelspalæ på Sankt Annæ Plads 13, Amaliegade nr. 1 1749-51. Arkitekten er ukendt, måske har Nicolai Eigtved godkendt tegningen. 1878 blev palæet købt af restauratør Lars Larsen, der kaldte stedet for Larsens Lokale. På Weiss' tid hed det igen Prins Wilhelms Palæ ("Prins Larsens Palæ"). Som nævnt senere blev det i 1920'erne hovedsæde for olieselskaberne DDPA (Det Danske Petroleums Aktieselskab), siden Dansk Esso og sidst Statoil. På trods af at palæet siden 1918 var fredet, forhøjede DDPA 1922-23 palæet med en etage og ændrede taget. Arkitekter var Niels Hauberg og Frederik L. Levy. Det blev senere restaureret ved Alf Cock-Clausen.

Foto fra Aftenbladet 14. august 1918 om Tivolis 75 årsdag hvor kaptajn Weiss omtales.

Omkring årsskiftet 1919-1920 var kaptajn Weiss indlagt på Sct. Josef Hospital hvor han blev behandlet efter et fald i hjemmet og for åreforkalkning. Han blev udskrevet i februar 1920. Året forinden var han kun nået i Tivoli to aftener. 

Kaptajn Weiss med sin trofaste ven, hunden "Dolly" i Skovshoved fra en kort notits i Aftenbladet (København) 26. juli 1921.

Kaptajn Weiss fylder 90 Aar.

Et Besøg hos den gamle Kæmpe.

Det er helt underligt at tænke sig. at man sidder overfør en af de Frivillige fra Krigen 48. Et Ansigt, der næsten ikke har en Rynke, et velplejet hvidt Skæg og et Par Øjne, der endnu ser skarpt og bestemt paa Gæsten, der træder ind i det hyggelige Værelse Villaen paa Ingolfsvej.

Det er Kaptajn Wilhelm Weiss her er Tale om den gamle Officer og velkendte Københavner, som den 28. Mai fyIder 90 Aar. Han sidder dampende paa sin Formiddagspibe, da vi kommer op til ham, og som den gamle Kavalier, han er, forsøger han at rejse sig, men han man nøjes med at nikke.

Kom herhen og sæt Dem ned, siger han. Nu kniber det med Undersaatterne. De vil ikke makke ret, og med Synet og Hørelsen er det jo heller ikke helt godt. Men ellers maa jeg ikke klage over Helbredet. Naah, man er jo ogsaa efterhaanden kommen lidt op i Aarene

Jeg har hørt. at der er nedsat en Komité, som vil lave lidt Hallo til min 90 Aars Fødselsdag. Men se om de Satans Mennesker kommer herud og fortæller mig lidt om, hvad de har for. Det ku' de da godt gøre.

Nu holder jeg mig mest inden Døre. Lyset og Spektaklet generer mig. Jeg sidder her og mindes Ungdomstiden. Den Gang, man var med ved Fredericia og lsted, og i 1864, hvor jeg førte 1. Bataillons 1 Kompagni som Løjtnant.

Ak ja, det var en stor Tid at leve i. Nutiden bryder jeg mig ikke om. Alle de Gamle, der stod mig nær er jo døde, det eneste, jeg savner er Tivoli. Det svigtede jeg først for to Aar siden, og nu naar jeg vel heller ikke at komme derind mere. Men jeg klager ikke. Jeg har levet mit Liv og faaet baade Sol og Skygge. Nu har jeg, som sagt, Minderne at tære paa.

(Aftenbladet 23. maj 1923)

Tusinde Bomber og Granater.

Københavns sidste Original fylder 90 Aar.

Interview med Kaptejn Weiss

København har gennem Tiderne haft sine Originaler, der har præget Gadelivet, og man mindes med Vemod "Pudse-Peter" (ikke ham fra Galopbanen), Frederik den 7s Søn, Jomfru Tidsfordriv og Scheibelein m. fl.

De er nu døde og borte; men Kaptajn Welss lever, og denne gamle morsomme Københavner- og Tivoli-Original fylder den 28. Maj 90 Aar.

I den Anledning tog vi ud til Skovshoved for at interviewe den gamle Hædersgubbe; men fandt ham ikke hjemme. Hans Oppasser, en Grønskolling paa 79 Aar modtog os i Døren og førte os ind i Kaptajnens Arbejdsværelse (en Veranda med en Liggestol). Oppasseren tog til Orde:

- Vil den Herre Ikke bivuakere i dette Værelse. Kaptajnen kommer straks. Han er i Søbad.

Vi satte os imponeret. Lidt efter kom Kaptajnen, duftende af Tang og Fiskenet, kyssende paa Fingeren til et Par Backfische i Nabo-Villaen. Oppasseren gik ham i Møde og meldte os paa følgende Maade:

- Der er en Herre derinde!

- Ah! En Herre! Altsaa en Militærperson?

- Nej, en Civilist!

- Føj for Satan!

Kaptajn Weiss tog Verandatrappen I ét Spring og sendte os et gennemborende Blik:

- Hvad Dælen vi De?

- Interviewe Kaptajnen i Anledning af Deres 90-aarige Fødselsdag paa Mandag. 

- Tusinde Bomber og Granater, jeg synes jo nok, at der var noget, jeg skulde huske paa Mandag, og derfor havde jeg slaaet en Knude paa min Bandarole. Jeg vil vædde 100 Bajsere med Fedtskum paa, at var I ikke kommet med denne Meddelelse, havde jeg glemt Dagen.... Ret! Rør!.... Sit ner! (Til Oppasseren): Jens. Din Maddike, hent os 12 Bajsere!

Vi afbrød:

- Tak. ingen Øl!

- Jens, saa kun 11 Bajsere! Ved General Ryes blodige Patrontaske: Jeg er saa tørstig, at jeg næsten kunne drikke et Glas Vand.... Naa, hvad hedder Deres Avis? "Fædrelandet" eller "Dagbladet"?

- Klokken 5!

- Død og Pølse! Jeg vil staa med aabent Visir for 500 tyske Granater og Bismarksklumper om jeg kender den Avis!

- Kan Kaptajnen huske Slaget ved Sankelmark?

- Ved mine blodsprængte Husarer! leg husker denne muntre Episode som det var i Gaar!

- Onde Tunger fortæller, at De gemte Dem bag en Busk, da Tyskerne stormede!

- Det er den Onde brandstejle mig Løgn. Jeg havde netop den Dag spist 13 Tallerkner Tykmælk og et Fad med Agurkesalat og maatte et Øjeblik forlade min Post. Maven var jo ikke saa stærk dengang som nu!

- Var De med til at danne Karré ved Sankelmark?

- Danne - det hedder sgu lave Karré, elendige Civilist! Jeg var, forstaar han, en Helvedes Karl til at lave en Gryde Mad, og efter Sejren ved Sankelmark, lavede jeg en Svinekarré med Rødkaal til mine tapre Drenge, der var saa delikat, at de Døde rejste sig og bad om at faa en Bid med .... Lad mig aldrig se en Romtoddy mere, hvis det er Løgn hvad jeg siger! .... Skaal!

- Elsker De Løjtnant von Buddinge?

- Potz Sakrament, om jeg husker von Buddinge. Det var en tapper Karl. Han var med ved samme Bataillon som jeg og faldt i Slaget ved Frederitz!

- Kendte De ogsaa General de Meza?

- Vi var Dus-Brødre!

- Man sagde dog, at det ikke ham, der havde opfundet Krudtet!

- Føj for Satan, sagde man det? Saadan en Løjser! Ja. jeg syntes jo nok, at der var noget fordægtigt ved ham!

- Der fortælles, at Kaptajnen var med den Dag Tivoli aabnede i 1843?

- Ved Kanonernes Brag. Det var mig der stiftede Tivoli for Aar siden.

- VI troede, at det var Georg Carstensen?

- Det er Dælen dundrende mig den sorteste Løgn. Carstensen var Musikdirektør i Koncertsalen og H. C. Lumbye var Pjerrot paa Pantomimeteatret. Men jeg har nok hørt, at denne Carstensen gaar rundt og fortæller, at det er ham, der har stiftet Tivoli, og jeg skal brandstage mig lade ham ride Træhesten, naar jeg træffer ham.

- Han er død.

- Det har han flække mig mine Dragoner godt af!.... Skaal! Men sig mig. Du Afkom af en civil Træl: Hvem er nu Direktør i Tivoli. Er det stadig min gamle Ven Thorvald Trahne? Jeg har ikke været Inde i min gamle Have siden Slaget ved Marne!

- Var De med ved Marne?

- Potz Sakrament - om jeg var med! Jeg stod ved Siden af Marskal Stoffer under hele Træfningen.

- Hedder han ikke Joffre?

- Jo, paa det fransøsiske, men oversat paa Dansk hedder han Stoffer. Det var der, at jeg fik en tysk Kugle i Ryggen Men nu maa han undskylde mig. Jeg ser, at Jens har sadlet min Hest.

- Hvor rider Kaptajnen hen?

- Jeg skal op og træne paa Galopbanen til Løbet om Hs. Majestæt, vor elskede Konges allernaadigste Ærespæmie Ret!.... Træææd af!

Og saa traadte vi af, medens Kaptajn Weiss med kaad ungdommelig Lethed svang sig i Sadlen, og følte om Skægget og Parykken sad fast.

Tippe.

(Klokken 5 (København) 25. maj 1923)

En gammel Københavners Saga.

Af Carl Muusmann

Ude i et lille beskedent Værelse paa en af Amagervejene fylder Kaptajn Wilh. Weiss i Morgen 90 Aar.

Der er skrevet ofte og meget om denne "Danmarks yngste Veteran" som nu snart er dets ældste Soldat, men der er vist ikke mange, der har nogen rigtig Forestilling om, hvem Kaptajn Weiss egentlig er. Man har været tilbøjelig til - undertiden med et Smil - kun at betragte ham som den bandende, lidt stortalende Hugaf, uden at kende ham som Borger, Københavner og Hjertemenneske,

"Wilhelm Weiss og jeg",  som hun altid selv omtaler sin Person, er Københavner med K, I alleregentlig Forstand, idet han er født midt i ved Kongens Nytorv, der, hvor nu "Standard" rejser sit hvide Marmorpalæ.

Her havde hans Fader, E. W. Weis, der var en indvandret Sachser, en Nysølvvarefabrik, medens Moderen, født Brønnum, var af god jydsk Herkomst.

I Hjemmet, hvor der baade blev talt Tysk og Dansk, oplevede den kvikke Dreng mange store Dage, som da han fra Vinduerne saa Thorvaldsens Hjemkomst og Frederik den Sjettes Ligfærd.

Men allerede 1844, da han kun var 11 Aar gammel, døde Faderen, og 3 Aar senere i 1847 mistede han sin Moder, som han aldrig senere har glemt.

Wilhelm Weiss var nu forældreløs, og han havde sin Slægt i Tyskland. Det saa lidt sort ud for det unge Menneske, der ganske vist var kommet ind paa det daværende "Landkadetakademiet", men som endnu ikke var blevet optaget som Elev.

Saa udbryder Krigen 1848. Næsten kun en Dreng melder den lille Wilhelm Weiss sig straks i Henhold til Kongens Proklamation som Frivillig, og man kan godt tænke sig, at det er mellem ham og hans Kommandersergent, at der veksles de kendte Ord fra H. P. Holsts "Den lille Hornblæser"

"Hvad nytter du? Ja, hvis jeg kan. sagde Drengen med lidt Stammen, thi Kongen trænger, staar der jo, nu til os Allesammen!"

Da han var rask og stærk som en Bjørneunge, blev han imidlertid antaget og indrulleres som Menig i 11te Bataillons andet Kompagni i Aalborg.

Fjorten Dage senere er han Korporal, kun sytten Aar gammel, og som saadan deltager han ved Fredericia og Isted, hvor han af sine Folk bliver indstillet til Dannebrogsmand for derefter at udnævne til Løjtnant.

Saa sluttede da Treaarskrigen, og en Hovedstad og et Land jublede over Sejren, men de, der havde været med til at vinde den, maatte nøjes med Laurbærrene!

Løjtnant Weiss var der ikke længere Brug for i Hæren, og han slog sig saa i 1852 paa Landvæsenet.

Det blev den grinagtigste Landvæsenselev, der nogen Sinde er set selv i Farcerne. Han første Indsats paa det agrariske Omraade var at lave en Manege, i hvilken han dresserede Gaardens Heste til at tage Lommetørklædet op og affyre Pistoler, medens han selv optraadte som Kraftkunstner.

Det gjorde megen Lykke, naar der var Fremmede paa Gaarden om Søndagen, men det gjorde slet ingen lykke i det daglige hos Forvalteren.

Saa udbryder imidlertid den italienske Krig. Weiss forlader Danmark for at melde sig som Frivillig paa østerrigsk Side, men da han naar til sine Slægtninge i Dresden, har Napoleon den Tredie efter de store Sejre ved Magenta og Solferino hurtigst muligt sluttet Freden i "Villa Franca" den 11te Juli 1869.

I 5 Aar tumler Wilhelm Weiss saa rundt i Europa paa bedste Beskub. I disse Vandreaar slaar han ofte Følge med rejsende Cirkus eller et af de store Menagerier a la Kleeberg, men professionel Artist har han dog aldrig været, saaledes som man har fortalt.

Da udbryder Krigen 1864. Weiss vender hjem til Danmark og deltager ved Sankelmark med 1ste Regiments 1ste Kompagni, hvorefter han paa Slagmarken faar Ridderkorset ad Christian den Niende.

Atter Udmærkelse, men da Krigen er forbi, alter paa Gaden! Det bliver haarde Aar, og da Kongen en Dag træffer ham ved en Fest, spørger han.

- Hvordan gaar det, Løjtnant Weiss?

- Skidt, Deres Majestæt!

Svaret er ikke til at misforstaa. Det er tillige behageligt kort. og Kongen voterer Weiss 300 Rigsdaler aarlig af sin Chatolkasse. Men en Dag søger Løjtnant Weiss Audiens hos Christian den Niende, som vistnok er forberedt paa et udvidet Andragende, men Ordene lyder:

- Nu kan jeg klare mig selv, Deres Majestæt, saa nu er det vist bedst, at Pengene gaar til een, der trænger mere end jeg.

Det er en af den gamle Konges Omgivelser, der i sin Tid har fortalt mig, at dette Optrin ligefrem gjorde Indtryk paa Majestæten, der sagde;

- Jeg har aldrig for oplevet, at nogen har frasagt sig sin Understøttelse, selv om han er kommet i gode Kaar.

De gode, om end ikke overdaadige Kaar, i hvilke Wilhelm Weiss var kommet, hidrørte fra, at han havda slaaet sig paa sin Faders Branche, havde lært Handelen, og var blevet ansat som Bestyrer af Drewsens bekendte Sølvpletvareudsalg paa Østergade.

Her var "Løjtnant Weiss", som han altid kaldtes, beskæftiget i 28 Aar, og han blev efterhaanden en kendt Forgrundsfigur i det endnu lille København, hvor han var med paa alle de store Dage fra Hoffet ned til Tivoli og Cirkus.

l Tivoli var han Ven med de skiftende Direktører: Bernhard Olsen, Robert Watt, Thrane og Arne Petersen, og han demonstrerede sit Mod ved Datidens sportligt Vovestykke: at gaa op mod Ballon for at falde i Vandet.

I Cirkus var han endnu nærmere knyttet til Datidens Direktører: Benz, Salamonski, Schumann, Leonard, Antoni og Paul Busch.

Da de store Fredensborgdage oprandt, kom Weiss ind med de udenlandske Opdagere, og navnlig den russiske Ekscellence Raskovsky skulde altid have fat i Weiss, saa snart han kom til København, og den første Prøve, han stillede vort hjemlige Opdagelsespoliti paa, var altid, hvor hurtigt det kunde finde "Kaptajnen".

Thi Weiss havde i Mellemtiden faaet fornyet Afskedepatent som saadan.

Imidlertid blev der selvfølgelig gjort en Del Bemærkninger om, at et saadant Liv jo maatte koste mange Penge, og endelig led Kaptajn Weiss den Tort, at Ligningskommisionen drog hans meget beskedne Skatteangivelse i Tvivl.

Da var det, at jeg kom nærmere ind i Kaptajn Weiss Forhold, idet han med megen Ret gik ud fra, at jeg var i Besiddelse af større Skrivefærdighed end han selv, hvorfor han henvendte sig til mig.

Det blev en højst ejendommelig Skrivelse, der blev Resultatet af vort Samarbejde, og som ikke fyldte mere end 4 store Foliosider. Den begyndte omtrent saaledes:

"Jeg staar op om Sommeren Kl. 7, om Vinteren Kl. halv otte. Jeg laver selv min Kaffe med 2 Boller (8 Øre) - Rukbow anbefales! - derefter banker jeg mit Tøj - brug altid Benklaædestrækkere, saa kan Bukserne holde længe! - og børster mine Støvler. Derefter fodrer jeg mine Fugle (4 Øre) og gaar saa ind i min Forretning. Min lejlighed bestaar af eet Værelse en suite til Gaarden uden Sol, mit højeste Ønske er at faa et med Sol! Jeg spiser min Middag - god og billig - hos min Ven Frederik Nielsen i "Bræddehytten" - om lørdagen gratis - og drikker om Aftenen "Bajsere" - Skum til Bunden! - a 14 Øre. I Tivoli, Cirkus, Variété og Teatre gaar jeg kun paa Fribillet."

Denne Skrivelse, der var udstyret med en lang Række yderligere Detailler, isprængt med gode Raad til dem, som vilde leve økonomisk, skal have gjort et gribende Indtryk, da den blev oplæst i Ligningskommission, som aldrig mere gjorde Indvendinger. 

Et Par Sæsoner fik Weiss iøvrigt sit Ønske om Sol i Værelset opfyldt, idet han boede hos Nielsen Bahn paa første Sal i den daværende "Kiste", nu "Apollo-Teatret", og hver Morgen spadserede rundt i Tivoli, mens han fodrede Svanerne, som den store Dyreelsker han altid har været, til Trods for, at hans glubske Hund, "Boksle" ofte gjorde ham mange Knuder.

Ved Hoffet vedblev Kaptajn Weiss at være velset ogsaa i Frederik den Ottendes Tid. Prinsesserne morede sig, naar han gjorde Tryllekunster, og i det hele over hans snurrige Jargon og hans Frisprog, der bl. a. tillod ham at forlange "Køkkensalt" ved Taffelet. Paa alle Højtidsdage mødte Kaptajn Weiss som Gratulant i sin Egenskab af livsvarig Formand for "Foreningen af 1ste Regiment".

Da Verdenskrigen brød ud, var der en ung, lidt næbbet Københavner, der var kommet i Trøjen, og som, da han kom ned hos Luftskipper Johansen, hvor Weiss havde sit Sommerstambord, slog ham fortroligt paa Skulderen og sagde:

- Saa, nu skal vi ud og slaas, Gamle.

Men Kaptajnen svarede stilfærdigt:

- Nej, nu er Turen til jer Unge!

I de senere Aar var det derefter særlig "Tivoliforeningen Vi", i hvilken han er Æresmedlem, der blev det Sted, hvor Kaptajn Weiss søgte hen, naar han vilde adsprede sig nu, da hans Søster var død, da saa mange var gaaet bort, og da han begyndte at føle sig ensom.

En stor Forskrækkelse fik han i denne Periode, da "Det danske Petroleumsselskab" købte "Prins Wilhelms Palæ", hvor Kaptajn Weiss i mange Aar havde boet højt oppe mellem Himmel og Jord med Vinduer. der stadig var belejrede af Fugle. Petroleumsselskabet opsagde ganske vist ogsaa Weiss, der kun var Logerende, men det konsoliderede til Gengæld hans sorgløse Udkomme for Resten af hans Liv.

Og nu sidder "den gamle Kaptajn" altsaa ude paa Amager - Ingolfs Allé 15 - og har lagt sin tidligere sirlige Paryk til Side for at vise hele sit Kranie ep lade sit Skæg vokse, saa at han har faaet et saa værdigt Udseende, at han er kommet til at ligne Billeder af Lord Salisbury.

Hans Saga har jeg her skrevet saa udførligt, ikke blot, fordi der er saa faa, der kender denne gamle Københavner, men fordi han i sig selv er et Stykke gammelt Kongens København, en Type, der aldrig kommer igen mere, fordi den tilhører den Tid, da København var lille.

(Nationaltidende 27. maj 1923)

Det kongelige Bibliotek har et fotografi af 1. (eller 3.) infanteriregiments officersgruppe, hvor Weiss optræder. Måske den samme.

Kaptajn Weiss er død.

Den gamle Kaptajn.

I Gaar døde Kaptajn Wilhelm Weiss, mæt og træt og 90 Aar gammel.

Man kaldte ham en fuldblods Københavner, skønt Sandheden er, at hans Fader var tysk som nogen, Sachser af Fødsel, og kun ved et Tilfælde blev Wilhelm Weiss født i København dér, hvor nu Hotel d'Angleterre ligger.

Han bevarede da ogsaa hele sit Liv igennem en stor Interesse for Tysk og Tyskland, hvad der ikke forhindrede ham i at deltage i Krigene 1848-50 og 1864 paa dansk Side, lystrende sit for Æventyr oplagte Temperament. Om hans krigeriske Bedrifter vides kun lidt, men han bevarede sin Uniform og flk over sig en militaristisk Patina, der ledede Tanken hen paa Løjtnant von Buddinge.

Han kom - som denne hostrupske Figur - meget ofte i "Selskaber" og var indenfor en vis Kreds selvskreven Gæst paa "Skydebanen" og paa Skovture.

Skønt han var fuldkommen blottet for det, man kalder "Aand", kunde han udmærket godt more sine Omgivelser ved at fortælle Krigskrøniker og krydre dem med en Del kunne paabegynde sin Procedure drastiske Soldatereder og pudsige efter Frokostpausen Kl. 12. Vendinger som f. Eks.: "Katten skal rive i mine blaa Husarstrømper."

For en Snes Aar siden var han Stamgæst i den gamle "Bræddehytte", hvor han vakte Opsigt ved at drikke en formidabel Bunke Bajere, og da "Hytten" forsvandt, slog han sig for Sommeren ned hos Luftskipper Johansen i "Grøften", hvor hans - stadig kolossalt mange - "Bajsere" blev tempererede ved Hjælp af et særligt Varmeapparat. Om Vinteren holdt han til i "Prins Wilhelms Palæ".

Hans Hovedinteresse knyttede sig til Cirkus, dets Artister og Heste, og han mødte saa at sige ved enhver Forestilling hos Bentz, Busck og andre tyske Cirkusdirektører.

Naar han efterhaanden fik en Slags "Glorie" over sit Hoved, skyldtes det hans høje Alder og æventyrlige Helbred. Han blev 70, 80 og 90 Aar, og overalt, hvor han viste sit hvide Haar (som forøvrigt var Paryk), blev han hilst med Pietet og Ærbødighed.

Hans Omgangskreds fra 70'erne og 80'erne er forlængst gaaet i Graven, og i de sidste Aar havde han kun faa og betydelig yngre Venner, som med stor Velvilje tog sig af den gamle "kuriøse" Mand, om hvis Boheme-Tilværelse der endnu i mange Aar vil gaa sære Sagn.

(Social-Demokraten 11. september 1923).

Bræddehytten er behandlet andetsted på denne blog, hvor der også er en tegning hvor kaptajn Weiss er med.

Kaptajn Weiss er død.

Kaptajn Wilhelm Weiss er Onsdag Morgen Kl. 6½ afgaaet ved Døden.

Da han den 28. Maj i Aar fylde 90 Aar, bragte vi en lang, udførlig Artikel om den gamle Veteran og Hædersmand, og vi skal derfor i dag erindre om hans Data.

Født paa Kongens Nytorv som Søn af den fra Sachsen indvandrede Sølvvarefabrikant E. W. Weiss, følte han sig hele sit Liv som ægte Københavner med K.

Da Krigen brød ud i 1848-50, meldte den halvvoksne Dreng sig straks som Frivillig og kom med i Felten i andet Krigsaar, hvor han bl. a. deltog i Kampene ved Fredericia og Isted.

Efter Krigen blev han Løjtnant, men afskedigedes ved Hærreduktionen, hvorfor han drog til Udlandet og tumlede rundt i Tyskland og Italien, indtil han ved Krigens Udbrud 1864 ilede hjem og i Slaget ved Sankelmark var Chef for første Bataillons første Kompagni og blev dekoreret paa Valpladsen.

Efter Krigen stod Weiss atter uden Beskæftigelse og blev saa ansat som Bestyrer af Drewsens Pletvarefabriks Udsalg paa Østergade, ligesom han senere fik Karakter af Kaptajn.

Lige til de sidste Aar hørte gamle Kaptajn Weiss til Forgrundsfigurerne i København, særlig paa Vesterbro, i Cirkus og i Tivoli. Men for nogle Uger siden gik det nedad med Helbredet, og han, der aldrig tidligere havde været syg, blev ramt af et apoplektisk Tilfælde, der lammede hans venstre Side.

Kaptajn Weiss boede nu hos sine Slægtninge ude paa Amager, og her er han død, hvad alle ældre Københavnere vil erfare med Vemod.

This han var et ægte Barn af sin By!

O. M.

(Dagbladet (København) 13. september 1923).

Viggo Cecil Bauer (1861-1930): Johan August Vilhelm von Weiss (1833-1923). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kaptajn Weiss blev begravet 16. september 1923 på Garnisonskirkegård. Følget var ifølge Social-Demokraten ikke så stort som ventet. Hans cigaretrør kan ses på Tivolimuseet.

Soldater fra 64. (Efterskrift til Politivennen)

Et par Svogres Oplevelser

En Dragons Bedrifter.

Det var under Tilbagetoget fra Slien. Frem ad den glatte Landevej mod Flensborg bevægede 2. Regiment sig langsomt op mod Nord. Der herskede en underlig dyster Stemning overalt: thi Sult, Kulde og national Nedtrykthed satte sit Præg paa de lange, tavse Rækker. Men saa midt i Nattens hyggelige Stilhed lyder der en munter Soldatersang, som lige med et fremkalder Liv i Geledderne. Man opdager, at Sangen kommer fra en Dragon, som trækker sin Hest langs Vejgrøften. Det er udmærket, Kammerat, raaber en Officer til ham. Lad os bare faa mere af den Slags.

Noget efter er Dragonen, hvis Navn i Eskadronen er Jens Højelse, oppe paa Siden af 2. Regiments 3. Kompagni. Deri ved han, at flere af hans Bysbarn findes. Da han faar at vide, hvad Kompagni, det er, spørger han, om der ikke findes en Mand fra Højelse, hans Fødeby, i Kompagniet. Jo, det er mig svarer den tiltalte, som var hans Svoger, Peder Larsen; men denne havde rigtignok lagt sig et kraftigt Fuldskæg til, siden de sidst saas. Dragon Jens Højelse optraadte i halv Infanteriuniform, fordi der ved hans Garnison i Itzehoe havde vært Mangel paa Dragonuniformer.

Dragon Jens Højelse (x) og Frederik Skytte. Kværkeby

Paa ovenstaaende Billede ser man Jens Højelse, hvis egentlige Navn var Jens Hamen, barnefødt i Højelse ved Køge, sammen med sin gode Ven Frederik Skytte fra Kværkeby, sidstnævnte med hævet Glas.

Da Flensborg var forladt af de danske Soldater, oplevede Jens Højelse et spændende Eventyr paa Flensborg Torv. Han havde bragt en sidste Ordre til en Embedsmand der i Byen, og da de prøjsiske Husarer red ind paa Flensborg Torv, kom Jens Højelse netop ridende ud af en Gaard. Han gav sin Hest Sporen; men Skæbnen vilde, at den styrtede paa Hjørnet af Torvet. Jens kom fri af Hesten og fik den i en Fart paa Benene igen; men da han atter sætter Foden i Stigbøjlen, er to Husarer omtrent henne ved Siden af ham. De raaber, at han skal overgive sig. Nej, F - - g - - om jeg heller vil, svarede Jens, idet han kastede en tom Flaske hen i Hovedet paa den nærmeste Tysker, og i susende Galop rider han op gennem Flensborg Gader, nu og da under Sabelhugning med en af de ivrigste Husarer.

Heldigvis var Jens Højelses Hest godt til Bens, saa han red fra Tyskeren; men i næste Øjeblik peb 4 -5 Kugler om Ørene paa ham. Jens vendte sig i Farten om i Sadlen og rakte lang Næse af Fjenden, der formodentlig paa Grund af andre danske Troppers Nærhed opgav videre Forfølgelse af den raste Dragon.

Endnu for et Par Aar siden levede der i Flensborg en Borger, der kunde huske dette Optrin.

Siden kom Jens Højelse under Løjtnant M. I. R Baumanns Kommando til Aarøes Strejfkorps, kan var med at tage et Par Ulaner til Fange i Løjt Kirkeby, og under en af Ekspeditionerne var han sammen med en Dragonpatroullle siddet af, og Bidslerne var taget af Hestene, da Gaarden, hvor de var, pludselig blev omringet af fjendtlig Kavalleri. De danske Dragoner faar i en Fart Bidslerne paa Hestene, og i næste Øjeblik rider vi i flyvende Fart ud af Porten og med svingende Sabler farer de gennem den fjendtlige Rytterkæde. Der blev skudt efter dem, og en Mand blev ramt. Kammeraterne søgte at holde ham oppe; men da han sank død sammen, maatte de lade ham glide til Jorden; Hesten blev dog reddet.

Jens Højelse døde for en halv Snes Aar siden og blev begravet paa HøjeIse Kirkegaard, hvor Løjtnant Baumanns Fætter, Mastor I. R. Baumann, holdt Ligtalen, i hvilken han mindede om. hvad hans Fætter havde fortalt om Jens Højelses Bedrifter.

Hans Svoger

Peder Larsen

stod som nævnt ved 2det Regiments 3. Kompagni Han havde under den første Del af Krigen staaet ved Arnæs, og stod paa Post den Nat, Prøjserne begyndte at forberede Overgangen, idet de med Lygter undersøgte Forholdene ved Sliens Sydkyst. Det var Peder Larsen, der bragte den første Melding herom til sin Chef, som straks lod iværksætte en Undersøgelse.

I Dybbøl Skanser var 2. Regiment jo ved flere Lejligheder med, hvor det gik hedest til. Peder Larsen fortæller saaledes om Kampen Natten mellem Paaskedag og 2. Paaskedag, da han stod i Skanse 6. Han mindes en heltemodig svensk Officer, der fra Nabostansen den Nat affyrede et Par vejrettede Kardæskeskud, som i høj Grad indvirkede paa Fjenden, der var lige inde ved det ydre Pæleværk. Da Peder Larsen Dagen efter var ude i Forpostkæden, opdagede han ved en Grøft mellem vore og Fjendens Rækker et Par Lig. Der blev sendt en Parlamentær af Sted, og fra begge Sider kom der nu Soldater ud og begravede de faldne.

Naar Slesvigerne flygtede

De gamle Soldater fik ofte en Sydslesviger med sig paa Post. Da Peder Larsen en Dag kommer ud med en saadan, begyndte Slesvigeren at være saa underlig urolig, hvorfor Peder Larsen siger til ham: Hvis Du prøver paa at løbe, skyder jeg Dig ned, "Denn skal jag nok bleven", svarede Slesvigeren, og han prøvede heller ikke paa at løbe.

Fra en af de nærliggende Vagter stak dog en af. Skildvagten der skød ikke; men Peder Larsen fandt det var for galt og sendte en Kugle efter Forræderen, men om den ramte, ved han dog ikke. da Slesvigeren forsvandt bag et Hegn. En anden Slesviger løb om Natten vild i Skoven og kom mod sin Vilje tilbage til den danske Forpostkæde, hvor en tysktalende, trofast Sydslesviger fik fat i ham og afleverede ham. Desertøren fik saa Rotting af en Korporal Niels Mortensen.

Hver Gang en var flygtet, blev der straks givet nyt Feltraab. Derfor vidste Forposterne, naar nogen var stukket af.

Stormen paa Dybbøl

2. Regiment var i Dybbølstillingen den 17. April, og Peder Larsen og 5-6 Mand fra hans Sogn stod i og ved Skanse 4. Den frygtelige Nat og Formiddag med det vedholdende Bombardement fra Fjendens Side havde trættet Soldalerne meget; men da ved 10-Tiden Kanonaden pludselig hørte op, vidste enhver, at nu gjaldt det. Mellem Løbegravene og Fjenden laa et Hegn med smal Gennemgang.

Pludselig vrimler det med Prøjsere i dette "Gab". Alle som een lægger Riflen til Kinden og skyder ind i den store Mængde, som stormede frem; men for hver en, der faldt, kom der ti frem og snart spredte de sig langs Hegnet og stormede mod Skanserne og Løbegravene. Der blev, trods at Riffelkuglerne faldt som Hagel, holdt Stand lidt; men saa blev der givet Ordre til at retirere noget tilbage bag et Hegn. Men de flygtende faldt i Snesevis. Peder Larsen og 4- 5 andre blev sprængt lidt til Siden, saa de fik Plads mellem Hegnet og et Skur. Pludselig stikker et Par Prøjsere Næsen ind ved den ene Side; men med Bajonetten drev man dem bort. En Korporal Nielsen, der kommanderede over Resterne af Peder Larsens Deling, gav Ordre til ny Retræte; men pludselig ser de, at en stor tysk Styrke løber foran dem paa Tilbagetogslinien. og bag efter bem iler nye tyske Stormkolonner frem; dog pludselig vakler Tyskerne foran. Det er 20. Regiments helte, modige Bajonetangreb, som nu trænger Fjenden tilbage.

Del lykkedes en Del af de sprængte Delinger af 2. Regiment at naa frem til 20. Regiment, og saaledes kom Peder Larsen til at deltage l de gentagne stolte Bajonetangreb. Han blev tillige med 3 andre Soldater fta 2. Regiment beordret til at bære en dødelig saaret Officer fra 20. Regiment tilbage; men Officeren bøde straks efter.

Det var kun en lille Rest af 2. Regiment, der efter Kampen kunde samles paa Als: men Peder Larsen var dog blandt dem. To af hans Bysbørn var faldet i Skanserne, og en blev haardt saaret fanget af Prøjserne.

Et Varsel

Den ene af de faldnes Forældre sad om Aftenen hjemme og talte om Krigen. Pludselig siger Konen: "Nu kommer Per hjem, jeg hører hans Trin ude i Gaarden". "Saa er Per skudt", sagde Manden, og nogle Dage efter kom per ogsaa Brev om, at Per var falden i den sønderskudte Skanse 4.

- - -

Peder Larsen var forleden i L. Skensved Hotel og havde med Interesse hørt Kaptajn Søltofts levende Skildring af Kampen; men desværre for den brave gamle Veteran af Helbredshensyn ikke deltage i Veteranfesterne.

R. P. Nielsen

(Slagelse-Posten 17. april 1914).

I Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 22. april 1914 nævnes nogle andre soldater som var i 2. regiment under stormen på Dybbøl.

Marcus Rubin: Tyskland, Nordslesvig og Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående er en oversættelse til dansk af en artikel skrevet på tysk i det konservative tyske tidsskrift Preussische Jahrbücher i 1911. Det er underskrevet "en dansker", og var bestilt af den danske regering som et uofficielt dokument der beskrev den danske regerings holdning til Nordslesvig (senere Sønderjylland). Den var samtidig en historisk gennemgang af de landes historiske udvikling i det spørgsmål siden krigen 1864. Den er således et historisk tidsbillede af hvorhen det danske officielle synspunkt havde bevæget sig siden krigen.

Artiklen var skrevet af Marcus Rubin, og blev skarpt kritiseret i konservative danske politiske kredse for at have opgivet Nordslesvig. Her kan læserne selv dømme om denne kritik var berettiget eller ej. Om Marcus Rubin findes på bloggen et selvstændigt indslag.

Den originale tyske tekst findes her på bloggen eller kan findes i online-udgaven, se link nederst. Jeg har for egen regning tilføjet nogle forklarende noter, angivet med *'er.

Alle kender Bismarcks fortælling om sit møde med den gamle Wrangel *). Allerede i den dansk-tyske krig i 1864 ville de militære ledere ikke forstå at krigsapparatet er beregnet til politisk brug og derfor måtte underlægge sig statsregeringens politiske brug. Og da feltmarskal Wrangel midlertidigt blev afskåret fra at krydse Kongeåen, sendte han kongen ukodede kabelmeddelelser om at diplomater som Bismarck fortjente galgen. Det var først meget senere at vreden mellem de to blev løst ved et måltid, hvor Wrangel sagde til Bismarck: "Min søn, kan du ikke glemme?" Bismarck: "Hvordan skal jeg begynde at glemme hvad jeg har oplevet?" W.: "Kan du heller ikke tilgive?" B.: "Af hele mit hjerte." Og nu blev de forligt.

Bismarcks svar var hans, men i virkeligheden fik Wrangel ret. Hvad tiden gør fjernt, bliver blegt og mister sit omrids; man forsoner sig med det når det har mistet brodden. De civiliserede staters præskriptive love er skabt ud fra praktiske hensyn; men bag dem ligger den altudjævnende tid. Men hver gang en forskriftsmæssig tid brydes, begynder den på ny, og for at glemme skal man ikke altid mindes om hvad man har mistet.

Gør Tyskland nu hvad det burde gøre mod Danmark for at lade det blive glemt?

Der er danskere der her vil svare med det samme, vi glemmer ikke, du kan klappe eller slå; for vi ønsker ikke at glemme. Men enhver der indser at et godt naboforhold til Tyskland er et livsvilkår for Danmark - og ingen fornuftig dansker kan mene det modsatte - føler smerteligt at tiden, næsten et halvt århundrede, endnu ikke har "lægt såret". Selvfølgelig har tiden bragt balsam, men ikke i det omfang man kunne have forventet. Det stammer fra at "recepttidspunktet" konstant bliver overtrådt.

Og alligevel ønsker tyskerne også gode relationer til Danmark. De rejser til vores land i tusindvis og titusindvis for både fornøjelser og forretninger, de læser vores litteratur, de værdsætter og efterligner vores landbrug, de beundrer vores kunstindustri, de er elskværdige værter, når de besøges, deres fyrstelige huse er konstant beslægtet gennem ægteskab med vores, men de holder altid såret åbent. Alt i verden har dog en grund, og vi må derfor søge at finde årsagen til dette mærkelige fænomen.

I 1864 erobrede Preussen med Østrig på slæb Slesvig, Holsten og Lauenburg fra Danmark. De oprindelige årsager til krigen var som bekendt en blanding af nationale og arvelige spørgsmål, som ingen af ​​de involverede i første omgang tænkte på at løse ved Preussens annektering af hertugdømmerne. Men Bismarck havde hverken nationale eller augustenborgske interesser i denne krig som han førte for at styrke Preussens magt og om muligt udvide dets territorium. Krigen var i hans øjne en glimrende mulighed for Preussen til at teste sin nye militære magt, til at bevise sig uafhængig af hele horden af ​​tyske mellem- og småstater som altid lagde hindringer i vejen, og at genvinde sin prestige i og især uden for Tyskland. Med Østrig som allieret ("pour le roi de Prusse", som Bismarck sagde), med Rusland som ven og med Napoleon III. og England, som mere eller mindre velvillige tilskuere, begge jaloux på hinanden uden lyst til at gribe ind, fik han hertugdømmerne løsrevet fra Danmark, og da dette var gjort, forhindrede han oprettelsen af ​​en selvstændig tysk stat, og fik den først delvist og efter 1866 fuldstændige indlemmelse af hertugdømmerne i Preussen. Året 1864 var naturligvis utænkeligt uden tidligere tiders velkendte begivenheder i hertugdømmerne, men det medførte et brud med fortiden. "Slesvig-Holsten, meerunschlungen" begyndte at glide over i sagnverdenen, oprøret, Augustenburg etc. blev en fjern optakt. 1864 indledte et nyt kapitel i Tysklands historie. Det der blev opnået i de syv år fra januar 1864 til januar 1871, var oprettelsen af ​​det tyske rige med Preussen som kerne; 1864 er det første, til en vis grad afgørende, led i denne mægtige række af begivenheder, og heri ligger dens betydning for Tyskland, ikke i udvidelsen af ​​tysk nationalitet nordpå over Elben. Havde det været meningen, havde Tyskland fået en dårlig aftale i 1864-66; for Holsten og Lauenburg var allerede med i alliancen, og kun Slesvig blev vundet. Men selv om man vil medregne hele Slesvig-Holstens nuværende befolkning, blev "Tyskland" ganske vist forøget med halvanden million tyskere i "Nordmarken", men 10 millioner østrigske tyskere er blevet udelukket fra Tyskland og er nu kun en minoritetsbefolkning i ​​en i øvrigt slaviske stat **). Det sidste var et offer, og det opnåede var vel ofrene værd, men som sagt selvfølgelig kun hvis målet var det enigt og dermed stort og stærkt Tyskland, ikke ud fra synspunkt: samlingen af ​​"alle" tyske nationaliteter under én ledelse; i denne henseende tabte man betydeligt mere, end man vandt.

Opfattelsen af at erobringen af ​​hertugdømmerne, uanset hvad der var gået forud, viste sig at være et rent politisk skridt og havde rent politiske konsekvenser - mens det nationale spørgsmål trådte i baggrunden - er ikke det almindelige danske, hvor de ønsker som var vedr. den har hævdet eller hævder i Nordslesvig, er af den opfattelse, at Tyskland ikke burde have haft mere, end hvad der i national henseende skyldtes det. Og det er heller ikke det almindelige tyske, når man fastholder at "Slesvig-Holsten evigt udelt" er det gamle tyske krav som man endnu i dag ikke må afholde sig fra, og at det er en tysk opgave at nationalisere det der stadig er dansk så fortidens ideal kan blive virkelighed. Vores opfattelse er dog nok den rigtige i virkeligheden, og det bedste bevis på dette er at Østrig var med i 1864 - måske for at understøtte landenes systemskifte efter nationalitet? Nej, Østrigs politik var en fejlberegning, men den var ikke baseret på vanvid.

Preussen besidder således Elb-hertugdømmerne ***) "med ret til krig" - hvor hellig eller uhelligt afhænger af ens synspunkt - Preussen mente det var klogt at annektere dem, og det har indsigt, magt og heldig at være i stand til at gøre det, mens tyskerne i Østrig og Rusland af lignende årsager i den modsatte retning er og forbliver under de østrigske og russiske kejsers sceptre. Men set på denne måde har Tyskland også sin "mission" i Nordslesvig. Spørgsmålet er kun, om der er noget politisk formål i forbindelse med viljen til at afnationalisere Nordslesvig, om det vil gavne eller hvis ikke, om man vil lide skade af det.

Kirkens mission erklærer at dens formål ikke kun er at udbrede Guds rige, men også at gøre de pågældende gladere og bedre. Vi ønsker at lade det stå åbent hvad der er sket med hensyn til lykke og ulykke, godt og ondt i verden under mottoet "in majorem dei gloriam" [til Guds større ære, red.], men med hensyn til jordiske formål er det bestemt mest korrekt at holde sig på jorden. Der var der en tid hvor tysk side virkelig krævede taknemmelighed fra de mennesker der blev "germaniseret"; i dag er det blevet anerkendt, at "beneficia non obtruduntur" [begunstigelser pånødes ingen, red], og at nationaliteterne trods alt foretrækker at bevare deres nationale kultur. Frem for alt burde man nu være klar over at de mennesker der bor i Nordslesvig, mildest talt ikke er værre end dem i Sydslesvig, og at der ikke er nogen grund til at "velsigne" dem med en kultur som de nægter at acceptere.

Men er der nogen politisk grund til at afnationalisere befolkningen i Nordslesvig? Gamle og nye perspektiver blandes her. Hvis den politiske stat og nationalstaten nødvendigvis skulle falde sammen, ville Østrig, Tyrkiet, Schweiz og i øvrigt også Rusland skulle ophøre med at være stater, og omvendt skulle man danne panslaviske, pangermanske imperier osv. - alle fantasifulde ting. Dette udelukker ikke at det ikke er fordelagtigt for en stat at have en vis ensartethed, og at det ikke vil være naturligt at tilstræbe at lade hovedbefolkningens sprog, kultur osv. blive fælleseje, i det mindste til det omfang befolkningen generelt ved hvad der kendetegner den pågældende stat i forhold til sprog og kultur. På det religiøse område måtte man opgive alle sådanne ting ("cujus regio, ejus religio" [den hvem landet tilhører, hans religion skal være den herskende, red.]), især i Preussen, og på samme måde er der stater hvor sproglig paritet er nødvendig, fordi et enkelt statssprog praktisk talt ikke eksisterer; men hvis der er et, kan staten kun forlange at man kender sit sprog og forstår at bruge det. Man kan ikke gå ud over det. At ville påtvinge nogen kultur er ukultur i vores tid. At ville fordrive kulturen med magt, svarer til oldtidens adfærd som førte indbyggerne væk og koloniserede med deres eget folk, og hvis et sådant barbari også blev udført af de gamle "civiliserede folk", skete det blandt andet fordi det sammenlignet med udryddelsen af ​​de besejrede kunne ses som fremskridt.

Men kan dette ikke også forsvares af politiske grunde i vor tid, er det ikke også krigens ret? Muligvis. Hvad opnås med krigens ret, dvs. med magt, vil der aldrig blive opnået enighed mellem de stærkere og de svagere. Og de der har grund til at tro at de vil forblive de svagere i en overskuelig fremtid, vinder intet ved at indlade sig i en diskussion med de som håber det modsatte. Vi ønsker derfor at stoppe den abstrakte behandling med det samme og spørger helst specifikt om der er grund til at anvende denne krigens lov i Nordslesvig.

Man kan ikke forlange at vi danskere skal sympatisere med det der sker i "Østmarken". Tværtimod begrundes det. Det siges at hvis tyskerne ikke går i krig mod polakkerne, vil sidstnævnte fordrive førstnævnte, sprogligt, kulturelt, socialt. Det siges at de har en mere frugtbar befolkning end tyskerne der havde en stærk reserve mod de østrigske og russiske polakker, at de havde flettet religion, sprog og nationalitet sammen i en løkke rettet mod Preussens bryst, og at hvis staten ikke forsvarede sig, ville de forsøge at ødelægge den ved at danne en stat i staten eller måske en ny stat, en fjendtlig og livsfarlig for Preussen. Uanset om alt dette er rigtigt eller forkert, uanset om det retfærdiggør hvad man gør eller ej, gælder overhovedet et af disse argumenter for Nordslesvig?

Her bor en befolkning på omkring 2 promille af det tyske folk, i et hjørne af riget, af samme slags, erhverv, religion, tankegang og levevis som tyskerne, der kun kun sukker for at beholde deres sprog og de nationale forbindelser de har haft siden urgammel tid. Bag det står et land som det har tilhørt i 40 til 50, hvis kultur er gammel og god, forankret på mange områder i den germanske kultur, men som egentlig ikke er stærkt nok, at blive farlig for det mægtige imperium, som har flere soldater, end Danmark har indbyggere. Kan den håndfuld slesvigske der er i Nordmarken, ja, kan hele det danske folk på nogen måde virke hæmmende for tysk sprog, kultur, nationalliv og stat? Umulig! Hvorfor så vende våben mod dem? Det er utænkeligt, at man i en moderne stat er så ufleksibel at det der anses for rigtigt i øst og syd, nu også anses for rigtigt i vest og nord som skabelon, at man glemmer at "en ikke gælder for alle." Tilbage står, og som man oftest hører, er at hvis folk i Nordslesvig ikke med magt får lært at de er tyske, vil de blive ved med at tro at de også er forfatningsdanske, de vil tilbage til Danmark, og først gennem afnationalisering af dem ødelægger man deres håb og forhåbninger om denne tilbagevenden Ja, her har vi bestemt "sagens kerne".

I gamle dage ville slesvig-holstenerne først og fremmest én ting: at være sig selv nok. Godsejere, embedsmænd og nogle få byborgere ønskede en samlet administration af de to hertugdømmer; virkede det i tysk ånd, havde de ikke noget imod at blive under det danske scepter, tværtimod. Resten af ​​befolkningen var for så vidt den var politisk vågen, delt op i pro-tyske og pro-danske, men først og fremmest var den partikulær, og var man ikke Slesvig-Holsten, var man i hvert fald Slesvig-Holsten eller Holsten, en deling af Slesvig lå uden for tankegangen, endsige befolkningens ønsker. Det må man have for øje når man tænker på resultatet af London-konferencen i 1864. Som bekendt var der forskellige forslag til løsning af konflikten gennem en forening af Nordslesvig med Danmark og en forening af Sydslesvig med Holsten, der så skulle indlemmes i Tyskland. Forslag i denne retning kom også fra preussisk side. At Danmark ikke dengang gik med til dette, kan man henføre til den udviste manglende forståelse, men måske undskyldt af forskellige forhold, som vi ikke vil beskæftige os med her, men hvoraf dog en skal nævnes, nemlig at dengang anså nordslesvigerne selv at en deling af hertugdømmet Slesvig  var som en afskæring af deres livsnerve. Hvis den danske regering frivilligt havde sagt ja til dette, ville det have efterladt en nordslesvigsk befolkning med ekstremt blandede følelser for det skete. Så kom freden og hertugdømmet blev preussisk. Den blev ikke selvstændig (med eller uden Holsten), den blev preussisk, hvilket var så stor en skuffelse for det tyske folk i Slesvig at Bismarck stadig i den nordtyske rigsdag, under de sydslesvigske valgtes forsamlings munterhed, kunne sige at det var ret svært at skelne dem fra de danske. Som sagt gik nordslesvigerne hovedsageligt ud fra at Slesvig skulle forblive en helhed, men vel at mærke ud fra den forudsætning at den i så fald ville forblive under Danmark. Wienerfreden bragte skuffelse og sorg blandet måske med en vis glæde over at i stedet for at opnå den selvstændighed de havde kæmpet for, var de tyske slesvigere nu ved at blive preussere, hvilket de bestemt ikke ønskede, men der var intet at gøre, London-konferencen var sprængt, Slesvig var forblevet udelt, men var helt gået over på tysk side. Det sagde sig selv at temperamentet ikke faldt til ro i de første år, hertugdømmerne var jo 1864-66 fra den ene ende til den anden og i alle henseender et uroligt land, dansk-augustenborgsk-preussisk-østrigsk, og man kan ikke undre sig over at der i betragtning af helhedens foreløbige karakter var håb i de dansksindede dele af befolkningen om at vende tilbage til Danmark var delingen af ​​Slesvig naturligvis det mindre onde for disse mennesker, da de nu havde vished om at de var og ville forblive preussere. Hvad tiden ville have gjort ved disse forhåbninger, hvis alt bestemt var faldet til ro i 1866, kan ikke vel siges; men nu kom artikel 5 i Prag-freden som holdt urolighederne i live.

Som bekendt var det Napoleon III, der indførte artikel 5 i freden i Prag. Han havde forskellige grunde til at hjælpe Danmark med at få lidt hævn for 1864. Selvom han i 1864 selv var mere pro-preussisk end pro-dansk, var der sympatiske remioniscenser overfor Danmark fra Napoleon 1.s tid, og både regeringen og befolkningen i Frankrig så med en vis velvilje på det lille folk som aldrig havde havde nogen omgang med Frankrig og nu var blevet overvældet af de to tyske stormagter. Derudover var en folkeafstemning som krævet i artikel 5, vand på Napoleons mølle, et led i implementeringen af ​​ideen om nationalitet som et vejledende internationalt princip. Endelig og ikke mindst var indførelsen af ​​artikel 5 i fredsaftalen et ydre tegn på at Frankrig havde hævdet sig og ikke var helt elimineret som "mægler". Imens sluttedes fred mellem Preussen og Østrig, og Frankrigs navn lå udenfor fredsaftalen; den havde derfor intet retskrav på gennemførelsen af ​​samme. Når Frankrig derfor i årene 1866-70 hyppigt mindede Preussen om opfyldelsen af ​​artikel 5, var det formelt set et indgreb og samtidig materielt opfattet som sådan, fordi ingen mente at sagen i sig selv var af særlig interesse for Napoleon. Man mente at den blev brugt som en mulighed for at blande sig i preussiske og tyske anliggender for så at sige indirekte at lade det vide at Frankrig udøvede tilsynsret med hensyn til gennemførelsen af ​​Prag-traktaten, og således også med hensyn til den langt vigtigere traktatbestemmelse om hovedlinjen som grænse mellem Nord- og Sydtyskland. Frankrigs stadige formaninger, hvortil dansk side bidrog deres egen del, var derfor til skade for opfyldelsen af ​​artikel 5 og ikke til gavn; det kan tænkes at Bismarck ville have fundet det passende at være opmærksom på Napoleon på dette punkt, men det modsatte var tilfældet da han ønskede at klynge sig til den og vise at freden i Prag ikke involverede andre magter end Preussen og Østrig og hvad angår det betød det at de hyppige franske advarsler virkede modsat af deres hensigt.

Men bønderne i Nordslesvig kunne virkelig ikke have vidst noget om hele denne højere politik. De vidste, at artikel 5 var blevet skrevet ind i freden i Prag af hensyn til den mægtige franske kejser, og at han konstant var interesseret i dens opfyldelse - så hvordan kunne de forestille sig, at der ikke ville komme noget ud af det, skulle artiklen forblive døde bogstaver? Hvordan kunne de som tyskere og preussiske undersåtter slå sig til tåls hvis de troede, og dog ikke uden grund, at en ny orden kunne forventes til enhver tid? Det var de så meget desto mindre i stand til da Bismarck offentligt talte for at opfylde artiklen, om end i vage former, for så vidt som "hvordan" af opfyldelsen kom på tale. Og at han også privat og hemmeligt regnede med en afstemning i Nordslesvig, er der nu uomtvistelige beviser herfor (jf. f.eks. Keudell, Fürst und Fürstin v. Bismarck, s. 321). Endelig vidste man i Nordslesvig at der i slutningen af ​​tresserne var indledt forhandlinger om artikel 5 mellem Preussen og Danmark; at de ikke blev til noget, skyldtes til dels Danmarks måske noget overdrevne frygt for at den foreslåede aftale kunne rumme nye grunde for fremtidig indblanding i dets anliggender og dermed nye og farlige komplikationer, men i hvert fald beviste alt dette at artikel 5 levede og at Nordslesvig stadig var i en overgangstilstand. Selv efter 1870 blev Preussen adspurgt om artikel 5 dels udefra, og dels tilkendegav Bismarck at han ikke betragtede sagen som død; først i 1878 synes han bestemt at have opgivet at realisere paragraffen. Det kan meget vel have skyldtes at kejser Wilhelm I. resolut modstod afståelsen af den jordafståelse der nu var under det preussiske scepter, med al sin følelse, og at den del af den tyske befolkning der interesserede sig for dette punkt, også var imod det, fordi Slesvig-Holsten ifølge traditionen skulle forblive "udelt" - skønt dette ord refererede til hertugdømmernes forening med hinanden, men ikke til opgivelsen af ​​nogle embeder nordpå - at den praktiske gennemførelse af delingen og den nye orden var noget vanskeligt var blandt andet taget i betragtning, at der også i Nordslesvig var nogle tyskere, der måtte komme under det danske scepter, og endelig kan det anses for at dansk politik ikke var så forsigtig som det ville være ønskeligt. Enden på historien blev i hvert fald at på Berlin-kongressen, hvor der udover de offentlige forhandlinger blev arrangeret så meget under hånden, fik Preussen Østrigs løfte om at undlade at opfylde artikel 5, og denne aftale trådte i kraft med den danske prinsesse Thyras ægteskab med tronprætendenten i Hannover, hertugen af ​​Cumberland.

Derved var artikel 5 fjernet fra det europæiske traktatsystem. Preussen havde handlet over for Danmark med ubestridte juridiske rettigheder. Hvis A. giver B. 100.000 mark på betingelse af at B. skal give C. en årlig pension på 1.000 mark, er det en sag mellem A. og B., og hvis A. senere udtræder af betingelsen, beholder B. de 100.000 uden de betingelser der påhvilede dem. En sådan handling kommer så meget desto lettere hvis det oprindeligt er D. der har udvirket indførelse af betingelsen - den årlige pension og D. nu er forsvundet, mens A. ikke har den fjerneste interesse i sagen og oven i købet får eftergivelse, hvis han gør den betingelse der er pinlig for B., ugyldig. Men at C., der i 12 år var bekendt med tilstandens eksistens og betragtede den som noget som et livsvilkår, skulle være glad ved denne lejlighed, kan man ikke så godt forlange! Nordslesvigerne fik at vide at de nu endegyldigt og uigenkaldeligt var preussere og medlemmer af det tyske rige, men er der nogen der kan undre sig over at de følte sig dybt skuffede, ja endda moralsk kompromitterede?

I mellemtiden kunne der ikke gøres noget ved sagen, en tredjedel af et århundrede er nu gået siden 1878, og artikel 5 har længe været død og magtesløs. Men at artikel 5 stadig er delvist levende i bevidstheden hos dem, der gennemlevede 1864-78, burde ikke støde nogen tysker: Nordslesvig var trods alt dansk i enhver tænkelig henseende før 1864; hvad der skulle blive af landet, vidste ingen i 1864-66, og at det igen ville blive dansk i 1866-78 var en helt legitim tro. Enhver skal besidde tilstrækkelig objektivitet til at kunne forstå hvor svært det er at opdrive følelser, som - oprindeligt dybt rodfæstede, virkelig patriotiske, holdes i live år ud og år ind, rive dem op med rode og forvandle dem til deres modsatte transformation. Historien om det hele burde være mild, ikke barsk. Vi har en grænsebefolkning her, hvoraf en femtedel er født under et andet regime, og det er forståeligt at en sådan befolkning ønsker at vende tilbage. Men der blev aldrig gjort noget efter 1878 for at realisere disse ønsker, og nordslesvigske bønder bliver aldrig sådanne drømmere, at de ikke ved at en sådan handling ikke ville være gavnlig, men ville resultere i uoprettelig skade. Den nuværende generation og deres offentlige repræsentanter har sagt det gentagne gange og med stigende sikkerhed. Folket i Nordslesvig er tyske undersåtter, er og var tyske soldater i krig og fred, er tyske statsborgere; Det de kræver, er at der ikke skal gøres vold mod deres sprog og kultur, at de får lov til at dyrke det som de vil, på samme måde som millioner af tyskere uden for det tyske rige også gør – hvorfor skulle man ikke have ret er billigt for den anden?

Hvorfor ønsker folk fra Nordslesvig at beholde deres sprog og kultur? Ja, hvorfor vil tyskerne i Transsylvanien det samme? ****) Hvorfor holder folk fast i deres forfædres manerer, skikke og sprog? For det er vuggegaver, som du ikke vil undvære. Vi mener ikke, for at gentage det, at man kan unddrage sig sproget osv. i det land man tilfældigvis er statsborger i, men man skal have lov til at dyrke sit eget på samme tid. Det er muligt at det nordslesvigske folk mere og mere vil blive trukket ind under det store lands intellektuelle overlegenhed; men dette skal ske af sig selv. Til en vis grad kan de der ønsker det modsatte, glæde sig over udøvelse af uretfærdighed fordi det hindrer hvad man mener at fremme; men uretfærdigheden er ikke mindre stor fordi den samtidig er uklog og derfor vækker ikke mindre bitterhed og forargelse. Det er forklaringen på stridighederne og utilfredsheden i Nordslesvig, og denne tilstand vil ikke forsvinde så længe der føres en kurs som der ikke kan findes nogen rimelig grund til, som ikke tager hensyn til landets og landets og befolkningens historie, som udfordrer i stedet for at afbøde. Og denne strid og utilfredshed sætter også sine spor nord for Kongeåen.

Hvad man end mener om Nordslesvig, er det klart at den danske regering mangler al ret til at blande sig i nordslesvigske anliggender; den er nødt til at afvise alt der vedrører dette, den kan bestemt ikke beskyldes for i nogen henseende at have opført sig forkert. Tværtimod bruger de den indflydelse de har, så vidt muligt til at gøre offentligheden og pressen opmærksom på at Nordslesvig forfatningsmæssigt er en tysk stat, ikke en dansk stat, og at artikel 5 tilhører fortiden, og at endvidere en kritik af begivenheder i et fremmed land, især hvis det er kritikerens naboland, skal holdes inden for rimelighedens grænser, og at endelig alle danske chauvinistiske rodomontader skader ikke blot befolkningen i Nordslesvig, men også de mest Danmarks vitale interesser. Men en regering i vor tid kan ikke undertrykke ytringsfriheden og den frie presse, og her fornemmer man trods alt en stærk følsomhed over for regeringen i Nordslesvig. Kun tåber og folk uden indflydelse i Danmark tænker på en genoplivning af artikel 5 eller sådan noget; men utilfredsheden er meget udbredt over forfølgelsen af ​​dansk sprog og kultur i Nordslesvig og over de intellektuelle grænsebarrierer der forsøges implementeret ved Kongeåen. Hvis tyskerne vil reflektere over deres egne følelser omkring sprogkampene i det østrig-ungarske monarki, vil de også forstå danskernes følelser, og disse må være langt stærkere end de tilsvarende i Tyskland. Det lille land, de talmæssigt få mennesker, føler sig altid lettere fortrængt end det store; den svage tror ​​at hvad der end sker af ondt mod hans elskede, sker fordi han er svag og ellers ikke ville blive begået. Det øger bitterheden. I Danmark er 1864 nu registreret som et historisk, endeligt faktum; men må det nødvendigvis følge at en annekteret dansk befolkning til enhver tid skulle lide af at ville tale dansk, høre et dansk skuespil, beholde en dansk tjener, gå på dansk højskole og lignende? Man finder at de forbud, der er rettet mod disse ting, også viser Danmark en foragt. Det er velkendt at denne adfærd ikke kan skyldes at man opfatter Danmark som en trussel, men som sagt at man ikke behøver at vise hensyn over for Danmark.

Det er et overordentlig stort onde fordi det modvirker de alvorlige bestræbelser som store og vigtige kredse af det danske folk gør for at etablere uforstyrrede gode forbindelser med Tyskland. Hvis man vil indvende at nordslesvigerne fra disse kredse også støttes med danske bøger og aviser, hjælpes til at besøge skoler i Danmark osv., så er det rigtigt, men det er ikke anderledes and hvad der sker overalt i hele verden fra moderlandet til grupper af samme nationalitet uden for grænserne. Og ligesom det er den reneste usandhed at man fra dansk side støtter politiske agitationsfonde eller andre lignende ting i Nordslesvig, kan man også med absolut sikkerhed sige at enhver tanke om forfatningsmæssig sammenhæng forbliver ude af spillet, og at sådanne tanker, ifald de eksisterede ikke ville tillade det at tage form. Den agitation der udgår fra den tyske forening i Nordslesvig og fra alle dens tyske forbundsslægtninge, rummer mange direkte angreb mod selve Danmark og mod den danske regering, og netop derfor ved enhver patriotisk dansker at selv det mindste der kan antyde en sådan begivenhed, skal undgås, og mere og mere er man nu opmærksom på sådanne ting i Danmark, især når det drejer sig om en der bare har en form for officiel stilling eller officiel opgave. Men at Danmark med sine 2,3 millioner indbyggere er interesseret i at lade en befolkning, der udgør 4 til 5 procent af befolkningen i deres eget land, får lov til at tale og skrive dansk mv., har sine gode grunde i at et så lille sprogligt og kulturelt område som Danmark intet har at tabe i tal, og det burde en nation som Tyskland hvis sprog vel er hundrede millioners sprog, imødese på en rolig måde.

Men i en situation som den aktuelle skal der ikke meget til for at skabe misforståelser, der igen fører til mere forvirring. Hvad blev der fx ikke gjort ud af at hr. I. C. Christensen (tidligere statsminister) engang i Folketinget sagde at vi ikke havde ret til Nordslesvig, men var afhængige af Tysklands velvilje med hensyn til dets fremtid iflg. forfatningsret osv. Det blev således fortolket, at selv en repræsentant for regeringen i den danske rigsdag hentydede til adskillelsen af ​​Nordslesvig fra Tyskland! Hvilken skæbnens ironi! Især I. C. Christensen og hans parti (dvs. i bredere forstand hele den danske venstrefløj før den brød op i fraktioner) har været indædte modstandere af al chauvinisme og har standhaftigt bevaret et godt og loyalt forhold til Tyskland. Måske var hans ordvalg akavet formuleret, men meningen var klar nok for enhver dansker: håb hvad du vil, i forhold til hvad der vil ske en dag når lam og løve græsser sammen, men Nordslesvig er nu ved lov og lov tysk suverænitet, og dette faktum kan og må ikke berøres.

Mere end blot et sådant enkeltstående udsagn har man dog påpeget at selv konventionen om de optante børn af 21. januar 1907, som bestemt var et forebyggende skridt fra tyskernes side, blev modtaget køligt i Danmark, ja af nogle kvarterer næsten med utilfredshed. "Köllerpolitikken" havde med sin barske, hensynsløse og uhyggeligt irriterende fremgangsmåde vakt den største utilfredshed blandt alle danskere. Da "systemskiftet" (begyndelsen af ​​den liberale æra i Danmark) så fandt sted ved århundredeskiftet og "Köllerpolitikken" gradvist aftog, håbede vide kredse i Danmark at den egentlige forsoningsperiode nu ville begynde.

Forventningen om en tilnærmelse blev heller ikke skuffet. På grund af uklarheden i overenskomsterne mellem Danmark og Preussen, på grund af hårde og hårdhændede administrative fortolkninger i hertugdømmerne og endelig på grund af de to landes forskellige love, havde tusindvis af nordslesvigere mistet deres rettigheder i deres hjemland og kan til enhver tid bortvises fra det. Sagen antog stadig større og mere uhyggelige proportioner, og da spørgsmålet drejede sig om fortolkningen af ​​internationale traktater og statslove, blev det ikke blot et internt nordslesvigsk spørgsmål, men også et dansk-tysk. Det havde så meget desto mere brug for en løsning. Det er ikke længere nogen hemmelighed at den tyske kejser personligt bidrog til den lykkelige, forsonende løsning, og begge sider af Kongeåen står ham oprigtigt i tak for dette. Men c'est le ton qui fait la musique blev den nye afhandling præsenteret i Danmark på en måde, der var tæt på at skabe splid, hvor harmonien blev søgt. For det første var den danske offentlighed dårligt informeret om hvad det "optante spørgsmål" egentlig betød, hvilket er tilgiveligt idet det er et lige så involveret spørgsmål som alt andet der har været forbundet med det slesvig-holstenske spørgsmål gennem tiderne, og en forstod ikke hvor stor praktisk betydning den gode løsning af spørgsmålet havde for sikkerheden for tusindvis af nordslesvigere som nu roligt kunne sidde i deres huse og i deres gårde. Desuden var det ikke klart om den agitation, som den "pan-tyske" side havde udført mod en forsonende løsning, og derfor blev det ikke tilstrækkeligt påskønnet, at topledelsen i Tyskland ikke havde ladet sig afskrække af hvad den anså for rigtigt og passende. Til sidst udkom dog konventionen med den inderligt overflødige tilføjelse at Danmark anerkendte Wienerfreden og kun denne som bestemmende for grænseforholdet mellem Danmark og Tyskland, dvs. artikel 5 i Pragfreden blev officielt og højtideligt erklæret for ikke-eksisterende, også fra dansk side. Dette var dog allerede gjort officielt, bare ikke offentligt, af den danske regering til den tyske i 1879, så hvorfor gentage det nu? Man kan jo ikke slå et lig ihjel, og i mange danske kredse vidste man ikke, hvordan man skulle tolke den nu offentliggjorte optantkonvention anderledes end at Danmark, fordi "Optantbørnene" - mange vidste næppe, hvad der skulle forstås ved det, fik lov til at bor i Nordslesvig for at blive, definitivt har givet afkald på opfyldelsen af ​​§ 5. Og var det værd at juble over, betød det ikke "at betale for dyrt for guld"?

Bismarck brugte mange midler og kombinationer for at nå sine mål, men hvad der var tilstrækkeligt var nok for ham, at gå ud over det var for meget, var skadeligt. Med al respekt for det tyske diplomati handlede det næppe efter Bismarcks opskrift, da det 30 år efter ophævelsen af ​​paragraf 5 udtalte som betingelse for venskabelig handling over for Danmark at denne afskaffelse nu igen var godkendt af den danske regering. Som sagt blev tingene misforstået i Danmark, nogle i ond tro, de fleste i god tro: Maden var god nok, betjeningen bare lidt akavet. Hinc illae lacrymae! Nu er man i Danmark gået ud over det og ser, hvor stort det gode var, der blev opnået, uden at det havde noget at gøre med § 5, som blev gjort i 1878, og man må håbe at den skuffelse, som den danske misforståelse siges at have forårsaget i visse tyske kredse, nu også er aftaget og måske ikke får yderligere konsekvenser.

Allerede i begyndelsen af ​​denne udtalelse hed det at Tyskland på mange måder viser og har vist, at det ønsker gode forhold til Danmark, og i Danmark har som sagt enhver fornuftig mand fred med, at vi med vores store og magtfulde naboer bør og skal leve i fred og god forståelse. Hvorfor skal et sådant gensidigt ønske om godt naboskab forstyrres af nålestik, skadet af nye chikane og tvangsindgreb mod den lille dansktalende preussiske grænsebefolkning, tiltag der, som vi må vide, nødvendigvis også må gå os danskere i hjertet? I sig selv kan der let opstå konflikt mellem naboer, så hvorfor bevidst bringe det i stand hvor det er overflødigt? De tyske landbrugere har sikret høje skattesatser, skjulte eksportpræmier og strenge veterinære foranstaltninger; tror man, at det vil gøre de danske landboer glade? Vi er i bund og grund et frihandelsland, Tyskland tilbeder protektionisme, så hvis vores landmænd støder på vanskeligheder ved den tyske grænse mens vores egen er åben, vil de så ikke straks sige at det er tysk? Tyske forretningsrejsende strømmer til vore hovedstader og provinsbyer for at slippe af med tysk overproduktion, ofte under pris, men danske forretningsrejsende har forbud mod at rejse i Nordslesvig (!); tror man, at vores håndværkere og handlende mener at ting som dette er det samme spil, og at det ikke altid er en grund til klager? Vil man have hesten, skal man have grimen, lyder et dansk ordsprog; Derfor, hvis man i Tyskland vil have at vi skal være på god fod med hinanden helt, fuldstændigt - må man lade være med at give anledning til det modsatte. Lad nordslesvigerne være! Vi siger: den der giver hånden til barnet, tager fat i moderens hjerte. De danske nordslesvigere er tyske statsborgere og undersåtter, det ved de, det skal de vide, i Danmark ved de det også og burde også vide det. Men de er udsprunget af danske rødder. Er det en forbrydelse, og hvorfor skulle den ene eller den anden af ​​de involverede bebrejdes for at bevare dette gamle slægtskab åndeligt? Ville det ikke engang tænkes at Tyskland selv ville have en intellektuel fordel af det? Hvor som helst den konstitutionelle skillelinje trækkes mellem to stater, vil der stadig være grænsedistrikter og en grænsebefolkning; i vor tid burde disse være et led, en kulturel bro, men ikke det modsatte. Tysk kultur kommer til Danmark på mange måder og har altid gjort det; da hertugdømmerne hørte til Danmark, var de en af ​​hovedruterne fra tysk til dansk; nu tilhører de Tyskland, hvorfor skulle Nordslesvig ikke være en af ​​ruterne fra dansk til tysk, hvis det overhovedet er rigtigt, at man i Tyskland respekterer dansk og nordisk kultur og ikke foragter den.

At appellere til "storhjertethed" i politik er ikke på sin plads, vi appellerer kun til fornuften. Og vi spørger derfor hvad der er formålet med den hårde distriktsforvaltning i Nordslesvig? Hvad vil man opnå, hvad frygter man, hvorfor vil man ikke give den fred hvorigennem man langt bedre vil nå sit mål end gennem strid?Hvorfor vil man også krænke befolkningens følelser nord for Kongeåen, befolkningen i netop det Danmark, som er så stærkt afhængig af Tyskland og ønsker kun at man ikke hvert øjeblik forpurrer sine bestræbelser på at etablere et godt forhold? Hvilket rimeligt formål forfølger Tyskland med sin nordslesvigske politik? Ikke i "sentimentalitetens" navn, men i al sund fornufts navn spørger vi: "Hvorfor?"

København, marts 1911

(Preussische Jahrbücher. 21. bind, april til juni 1911.)

*) Friedrich Heinrich Ernst von Wrangel (1784-1877) var en preussisk general. Han kommanderede i 1848 de forbundstropper der kom slesvigholstenerne til hjælp under Krigen 1848-1850. I december 1863 blev han i en alder af 79 år øverstkommanderede for de allierede i krigen 1864. I den egenskab var det ham som erklærede krig mod Danmark 31. januar 1864. Han blev  afløst af prins Friedrich Karl. 

**) Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn (det Habsburgske monarki, Donaumonarkiet) opstod da kejserriget Østrig og kongeriget Ungarn forenedes i en personalunion 1867-1918. Personalunionen var et kompromis mellem tyskerne i Østrig og magyarerne i Ungarn. Tyskerne udgjorde mindre end halvdelen af befolkningen i Østrig og magyarerne tilsvarende i Ungarn. Derudover boede der slovenere, tjekker, polakker og rutenere i Østrig og slovaker, kroater, serbere og transsylvanere i Ungarn.

***) Elb-hertugdømmerne var en gammel betegnelse for Slesvig-Holsten og efter 1815 også Lauenburg.

****) Siebenbürgern eller Transsylvanien udgjorde sammen med det egentlige Ungarn (nuværende Slovakiet) og de kroatiske landsdele Slavonien og Centralkroatien den ungarske del af Østrig-Ungarn.