Om Vise-Udraabersker

Anmelderen havde troet at det var forbudt disse kvindelige trubadurer at udråbe visernes titler på gader og stræder. Men da hans ører adskillige gange har overbevist ham om at sådan udråben stadig finder sted (i den seneste tid 3 gange, 1 gang i juli og 2 gange i august), må han formode at dette forbud igen er hævet. Skal hensigten med denne vist nok højst gavnlige udråben af smagfulde, vel simple, men dog poetisk skønne almueviser opnås, vil det imidlertid være nødvendigt at der til udråbersker vælges kvinder som ikke på grund af tandløshed eller af andre årsager har et utydeligt foredrag (på ynde eller udtryksfuldhed i foredrag eller egentlig deklamation ville det naturligvis være urimeligt at gøre fordring i vores tidsalder).

Anmelderen har adskillige gange været vidne til de ubehagelige følger af sådant et utydeligt foredrag. Og lørdag den 18. juli om aftenen mellem kl. 6 og 7 gav en tandløs viseudråberskes ytringer i Pilestræde anledning til en heftig strid mellem to damer og en herre om det var et mord på en eremit eller en israelit trubaduren udråbte. Lykkeligt var det at denne strid ingen ubehagelige følger havde. og det uagtet ingen af parterne fik klarhed i sagen. Man ønsker at vedkommende snarest muligt vil råde bod på ovennævnte mangel.

(Politivennen nr. 822, Løverdagen den 1ste October 1831, s. 682-684)

Om Gadeviser

I afgåede politidirektør Haagens tid udkom et forbud mod gadevisers udråben på gaderne. Anmelderen tror ikke at dette forbud er tilbagekaldt. Og dog hører man ofte råb med viser på gaderne. Dette sker fornemmelig når en delinkvent skal henrettes, og når en eller anden sørgelig begivenhed indtræffer. Sådanne uheld er ret velkomne for vedkommende, som derved finder lejlighed til fortjeneste ved at sammensmøre en såkaldt vise hvoraf intet dur undtagen titlen. For det meste er det noget usselt tøj uden mening som i stedet for at formane og advare nedbryder moralen og ødelægger smagen hos dem der læser sådanne produkter. 

En sørgelig begivenhed med en pige som i disse dage skal have tabt et barn af en vogn, har givet stof til en vise som anmelderen i dag, torsdag den 8. juli hørte læses, synges og udråbes af 3 kællinger på Østergade. Man kan let tænke sig hvor ubehageligt det må være for den pågældende eller dennes familie således at høre sig udråbt over hele byen, og hvor meget sorg over det lidte tab derved forøges. Man kunne derfor ønske at selv hvis trykkerne blev tilladt at producere sådanne usselheder, at det da i det mindste alvorligt blev forbudt kællingerne at udråbe dem til salg.

(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2962-2963)

Om Versemagere og Visekællinger

Blandt de mange ulyksalige plager, København dagligt bliver hjemsøgt af, regner jeg de personer, som skriver og dem som skriger gadeviser. Det er så langt fra at denne genstand er uværdig politiets opmærksomhed, at jeg tværtimod tror det nyttigt at betragte den fra flere synspunkter.

Dersom det er en vigtig betingelse for orden og rolighed i en stat at politiet har magt til at pågribe enhver der forstyrrer samme, og at fremfare med sådanne på lovlig måde, da tror jeg at de omtalte personer, som ophav til fysisk og moralsk uorden, både kunne blive en genstand for politilove og kriminelle love i almindelighed. Man må ikke alene undre sig over almuens lille kræsenhed, men endnu mere over politiets overbærenhed, når man hører den vedvarende skrigen af hæse, halte og kobberrøde visekællinger, som dagligt gør deres vandringer gennem de folkerigeste gader, og tillige ser disse skidne deklamatriser omgivne af en sværm af tilhørere og gabere,. 

Jeg vil først betragte de omtalte personer som årsagen til moralsk uorden. Læredrenge og piger, som sendes i byen af deres husbond eller madmoder, kan i hele og halve timer stå ved og gå efter disse kællinger. Ofte ser man at dette snavs købes både af små og store, og siden synges på kældertrapperne efter deres velklingende melodi. Mange husfædre og husmødre har jeg hørt klage: "Vi kan intet få bestilt af vore folk. De skal altid læse de forbandede viser, og når de skal læses, må arbejdet ligge". Man kan nemt indse hvor skadeligt det er for tjenestefolkene og husmødrenes arbejde. 

Men også fra en anden synspunkt giver dette visetøj anledning til moralsk uorden. Hvad indeholder disse viser? Enten beretning om en arm synder, der enten om føje tid skal føres eller allerede er ført til døden, eller også indeholder de umoralske elskovsviser. Begge har skadelig indflydelse på moralen. De første fremstiller gerne syndernes forbrydelse på en undskyldende måde, så at de derved opfordrer til forbrydelser. De sidstes skadelighed er overalt for synlig i vore dage.

Hvad angår den fysiske uorden som følger af disse personers tilstedeværelse, tror jeg, at den er ikke mindre. Visekællingernes skrigen er en sand vederstyggelighed for sunde og endnu mere for syge. Deres syn på gaderne er ikke mindre behagelig, og den ofte ukyske deklamation på gaderne, som gerne er forenet med anvendelse på forbigående fruentimmer og mandfolk, er en ligeså stor fysisk som moralsk uorden.

Spørgsmålet er nu alene: Hvilke midler bør anvendes for at hæve dette onde. Svaret er formodentlig: Det må hæves ved et lovbud. Hvorledes dette lovbud bør være, må de ansvarlige afgøre. I mine tanker burde politiet når al salg, trykken og forfattelse af sådanne produkter ved en lov var forbudt, have ret til at gribe visekællingerne og visemagerne, når de fandtes in flagranti delicto. De burde straffes som løsgængere og siden sættes til offentligt arbejde, når de ingen lovlig næringsvej kunne angive og ikke ville lade sig indskrive i lovovertrædernes rulle. Hvad versemagerne angår, da burde deres produkter konfiskeres og de sættes til offentligt arbejde, ligesom bogtrykkerne burde mulkteres.

N. Bruun

****
Udgiveren har ikke villet nægte at indrykke ovenstående skønt han er af en vel ikke modsat, så dog meget forskellige mening om gadeviser, og vil i den henseende henvise til hvad derom før er skrevet i Politivennen. De ovenstående hårde beskyldninger imod gadeviserne, er vist ikke grundede på sandhed. Mange af dem indeholder gode moralske advarsler, og kunne virke uendelig mere godt på den lavere klasse, end man forestiller sig. Jeg anser ikke en misdæders død for en uvigtig materie. Da henrettelsen sker offentlig, hvorfor da ikke ved en vise gøre en alvorlig tanke derom almindelig. Selv frygten for at blive råbt om som helt i en gadevise, kan være motiv, eller bimotiv hos mangt et menneske til at imodstå fristelsen til en ond handling.

Nu elskovsviser. Herregud, hvorfor må den lavere klasse ikke have sine lige såvel som den højere? Kærlighed er jo dog ikke noget man bør udrydde, men snarere opmuntre til. Jo modtageligere en nations masse er for kærlighed, jo bedre, jo mindre lastefuld er den. Vel nægter jeg ikke at det var yderst skadeligt, om ukyske eller umoralske viser udbredtes, men dette er jo forbudt og værget mod ved loven. Altså kan indsenderen ikke med grund ivre derimod fra materiens side.

Nu personerne som udråber dem! Ja disse er ikke gratier, det er sandt nok, men var det at ønske at de var det? Lidt intolerant er det nok også plat at ville betage folk deres næringsvej, fordi de ikke er skønhedsmodeller.

Hvad forfatteren har ret i at, at mange visekællingers tone og stemme, at synge og råbe med, er ubehagelig, og heri var det at ønske at nogen forbedring opnås.

Hvad det angår at en af sælgerinderne dyrker mimikken og morer gadens personale ved sine gebærder og lader, da finder jeg ikke at dette er noget at ivre over. Og når den påankede uanstændighed ikke går videre end til nogle små forblommede tvetydigheder, da er det jo latterligt at harmes over det, sålænge vores teater i nye franske småstykker giver os dem, ikke alene oftere, men meget drøjere.

Til forsvar for gadeviserne, vil jeg her atter gøre opmærksom på, at de er et middel til hos mange af almuen at vedligeholde den færdighed i at læse, som konfirmationen lagde grund til.

Udgiverens ønske er, at vi aldrig berøves vores gadeviser, eller nogen anden indskrænkning pålægges dem, end den at de ikke må indeholde noget, som strider imod moralen.

(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6065-6071)

Visekælling. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Redacteurens Anmærkninger

Visekællinger 

Er et jævnligt tilbagevendende tema i Politivennen, se fx Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3772-3776: Om gadeviser. Og Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4065-4066:
Om råben med gadeviser under prædikerne om søndagen.

Debatten i Politivennen om gadeviser er en del af en større debat der havde stået på i flere årtier. Gadeviserne var en aflægger af de viser som var udbredt i den brede danske befolkning, kaldet almuen. Og som blev sunget i alle mulige sammenhænge: Vuggen, spindestuer, julestuer, kartegilder, værksteder, markarbejdet osv. 

Den kulturelle og intellektuelle elite (som Politivennen var en del af) interesserede sig som sådan ikke for almuens åndsliv. Med mindre de kunne gøre viserne til genstand for finkulturens ironi. Tænk Holberg, Ewald (før han selv skrev en skillingsvise). Især efter 1780 begyndte eliten at interessere sig for disse viser med henblik på at forbedre deres kvalitet. Man skal ikke forestille sig at de forsøgte at indleve sig i almuens forhold, endsige solidarisere sig med dem. Snarere opdrage dem. Bedre skillingsviser skulle med andre ord fungere på det kulturelle felt ligesom de forbedrede redskaber på landbrugsområdet.

Tidsskriftet Minerva advarede i sit første nummer i 1785 om at almindelig oplysning var en farlig sag. Om end ironien dog var til at tage og føle på. Politimesteren havde 29. marts 1785 bedt kancelliet gribe ind, hvilket det gjorde 9. april 1785 ved at give politimesteren ret til at indstævne bogtrykkere hvis de trykte noget som stred imod ”ærbarhed og gode sæder”. 

Efterslægtsselskabet af 1786 (måske dannet bl.a. på opfordring af J. C. Tode) mente ikke dette var vidtgående nok. Og forsøgte at udgive viser som levede op til deres standarder.

Debatten stoppede ikke her. Den fortsatte i flere indlæg (klik på tagget i højremenuen). Seidelin fik ikke lavet sit forsvar før 1805 og foranlediget af endnu et angreb på gadeviserne. Og så sent som 31. oktober 1818 er der artikler om gadeviser i Politivennen. 

Kampen mod gadeviser er håbløs. Over et årti senere, i 1818, tordnede Jens Møller i Theologisk Bibliothek, mod gadeviserne.

...uddeele Modgift imod den farlige Gift, som Folket idelig inddrikker af flaue usædelige Gadeviser, og som de høiere, halvraffinerede Stænder indsue endnu i fuldere Maal af Røverhistorier, liderlige Romaner o.s.v. Vel forbyder vor Lovgivning alle Skrifter, som stride imod Religionen og gode Sæder; men hvo veed ikke, at saadanne hos os ligesom andre Steder hver Dag falholdes og læses?

Om Råben med Gadeviser under Prædikerne om Søndagen

Da ingen handlende offentligt på gaden eller i åben bod må falbyde varer om søndagen under prædikenen eller før den starter, så må man virkelig forundres over, at visekællingerne straks efter højmesseprædikenen er endt, ja undertiden nogle gange før, har den frækhed at istemme deres skurrende og hæse falbyden af deres viser. Det var tilfældet søndag den 6. marts da anmelderen, der var i kirke, hvor hans stol stod tæt på gaden, endnu mens præsten stod på prædikestolen, blev afbrudt i sin agtpågivenhed af en kælling som gik forbi kirken mens hun skreg sin vise ud.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4065-4066)

Til Forsvar for Gadeviserne

 Fortsat fra nr. 242

2) Den anden nytte af sange eller viser er at de tjener almuen til uskyldig tidsfordriv.

Også denne nytte er ikke ringe, og ikke ringe den skribents, den rimers (om man ikke vil kalde ham digter) fortjeneste, der på en uskyldig måde morer denne talrige del af vores medborgere. Han kan være nok så ulærd, nok så fattig på skøn smag, kun at han ikke skriver usædeligt og usandt! Denne fortjeneste er så meget desto større, som den ikke frister ved kunstdommerbifald, eller ved stormandsyndest, ved lokkende guldure fra selskaber, ved befordringer, pensioner eller ved brilliantringe fra fremmede potentater. Det er heller ikke fra den skønneste side vore digtere, vore fortællere, vore oplysere viser sig, når man efterser hvor stort et antal af læsere de arbejder for. Den underlighed, at bruge ord *) som hentes fra fremmede sprog, mens vort eget enten har eller let kunne få den af egen malm og almenfattelige, den kløe efter at gøre hentydninger på tildragelser, ved hvis bekendtskab man viser en ugemen bevandring i fortidens værker, disse fejl er ikke en eneste af vore agtede skribenter ganske fri for, og nogle af dem kunne ikke skrive en linje uden at gøre sig skyldige deri. Hæld være derfor enhver der, tilsidesættende selvkærlighedens smiger, arbejder for den mindre kyndige broder, og i jævn, fattelig, dansk, fortælling, vise eller hvad det er, giver ham smag på usanselig moro, på læsning, ved at rette sig efter hans svage, fordøjelsesevne.

3) Sange og viser gavner almuen som et middel til at vedligeholde og forøge hos dem den færdighed i at læse, som kun erhverves i vores usle danske skoler for forklaringens eller lærebogens skyld, og når denne henlægges, knap nok ville underholdes ved salmesangen om søndagen. Enhver der kender vores almue vil finde at jeg har ret i det, og sande med mig, at almuen viser, fra denne side betragtede, er af langt større nytte, end man tror, eller end de personer, der ville have vore gadeviser ganske afskaffet, efter sandsynlighed nogensinde har haft tanke om. Mange ville sikkert have været vidne til det, som flere gange er mødt indsenderen, at bønder, matroser og andre, der for lang tid siden var blevet konfirmeret, Gud ved hvordan, med jerntålmodighed har stavet sig frem i viserne, og derved efterhånden på ny lært at læse indeni.

4) Endelig bør den nytte af viser, skønt uendelig mindre end de foregående, ville ikke forbigås, at de tjener som et historisk gemmested for alle de tildragelser, der i tidens løb har spændt den offentlig opmærksomhed, og som gransken i den kommende eftertid her finder, vel ikke fremfurede i den tro sandheds simple dragt, men dog ikke anderledes tilhyllede, end at det sande jo let findes af den, der forstår at søge det. Således må vi endnu ved hjælp af vores forfædres viser slutte os til meget, som vi ellers slet ikke har efterretninger om.

Jeg venter den indvending, at hvad jeg har sagt om sangen eller visen, om det endog indrømmes, dog ikke gælder om gadeviser, og at det er dem, man egentlig angriber. Men det vil let skelnes af den upartiske, at den omstændighed at en sang råbes fal på gaderne eller ej, ikke kan forandre tingenes natur, eller gøre det skadeligt som ikke er det.

Jeg har således gendrevet min modstanders forestillinger om de så hårdt angrebne gadevisers skadelighed. Jeg har fremstillet deres nytte, efter min bedste overbevisning. Jeg opfordrer modparten til at møde med svar, eller tillige med mig at indstille sagen til doms. Jeg glæder mig allerede forud i den forsikring at denne gren af skrivningen vil værdiges høje vedkommendes nøjere betragtning, at det fra deres side stedse vil blive anset for hæderlig borgerdåd i almenfattelige, jævne, lærerige og sædelige viser at undervise og more den store hob, at Danmark, der til lykke ikke har nogen lønnet hofpoet, måske kunne blive det første land, der fik en lønnet almuepoet. Og at endelig vores gadeviser, der udgør en af vore få egenheder, aldrig må lide anden indskrænkning end den som er nødvendig til at hindre usædeligheds udbredelse.

K. Hansen

Litteratus

*) Næppe nogen nation, der ejer et dyrket sprog, bliver i denne henseende begegnet således som vor: Indskrifter i fremmede sprog, eller i en blanding af disse med landets, prunke på vore mindesmærker. Vore skribenter handler som oven er meldt, og selv vore love, vore rettergangs forhandlinger, vrimler af ord, der ikke er danske og næppe fuldkommen forstås af mere end 1/20 del af de danske.

 (Politivennen. Hefte 19. Nr. 243, 18. december 1802, s. 3873-3878)

Til forsvar for gadeviserne.

Hidtil er kun talt om sange, der anpriser det gode. Men hvad der er sagt om disse, må vel også gælde for de der laster de onde. Lige så meget som almuesmanden har behov for at blive gjort  opmærksom på en dyds skønhed og gavnlige følger, lige så vigtigt er det at udpensle lasten i sin afskyelighed for ham, og at vise ham dens nedværdigende og ødelæggende virkninger. Det første opnås ved sange, hvori en ved denne dyds udøvelse udmærket person besynges. Det sidste ved sange om personer der vitterligt har gjort sig skyldige i den last, man vil advare imod. Jeg ved at jeg her netop berører min modstanders hovedanke. Men jeg tør med fuld overbevisning påstå, at den der i en almuesang til skrækeksempel fremstiller en lastefuld, bevisligt lastefuld medborger, gør en lige så nyttig, retfærdig og ædel handling, som den der lovsynger den dydige. Ja det var måske endog rettere sagt, den gøre mere. For en last der stilles til frit skue, virker stærkere hos det rå menneske. Det er lettere for ham at undgå at ligne den lastefulde, end at opnå lighed med den dydiges strålende billede. Det samme gælder om dydens og lasten følger. En fyrstes belønning til den kække landsforsvarer virker mindre på den lavere klasse, end synet af en kriger, der arkebuseres for at have rømt af slaget. Den kyskes, den ædrueliges blomstrende sundhed overtaler almuesmanden mindre til kyskhed og ædruelighed, end synet af den næseløse vellystning eller den i rendestenen aglende dranker. Det er kun som skrækbilleder at de lastefulde kunne gavne deres medmennesker, som de i øvrigt skader så meget. Og skulle man ømmes ved at drage denne eneste nytte af dem? Nej, det bør man ikke.

En skamvise over en forbryder er en lige så retfærdig og nyttig ting som en skuepenge over en ædel handling. Og den by hvor fortjeneste er vis på offentlig ros, og udyd på offentlig dadel, er vist hverken den usædeligste eller den, som gode mennesker mindt skulle ønske som opholdssted.

At være angst for selv at blive genstand for en skamvise, kan vel også hos mange være en kraftig, skønt ikke en ædel, bevæggrund til at afholde sig fra laster.

Selv en vise over en sådan vildfarelse af en medborger, der har gjort en stor opsigt, fx en anset mands selvmord o. lign. kan være nyttig og lede mængdens dom til overbærenhed med den vildfarende, mens den lærer at undgå vildfarelsen.

(fortsættes)


(Politivennen. Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3857-3860)

Forsvar for Gadeviserne.

(Fortsat fra 240)

Gadevisernes nytte er sikkert langt større end man ved første øjekast tror.

1. De gavner fordi de oplyser og forædler den klasse af vores medmennesker, på hvis opdragelse og undervisning der anvendes mindst flid. Det er vel overflødigt, efter hvad tidligere er sagt, at bemærke at her ikke tales om de få slette viser. Igennem alle årtier og hos alle folkeslag har nyttige betragtninger, sunde leveregler, med et ord moral lettest fundet vej og længst blevet husket hos almuemanden når den fortaltes som fabler, ordsprog, historier og viser eller sange. Afhandlinger eller taler kan han ikke følge, altså ikke samle og endnu mindre huske. Sandheders fremsat uden omsvøb, blot og bart tillokker ham ikke, og han finder den overflødig. Han er ligeglad eller endog mistroisk mod selv den uomstændeligste fornuftsslutning, fremsat i logiske form. Da han ikke er øvet i at skelne det væsentlige fra det tilfældige, ikke vant til at afgrænse ordenes betydning, så synes han i sin daglige kreds at finde undtagelser, der svækker fornuftsslutningen. Disse ovennævnte indklædningsmåder er derfor de eneste brugbare midler til at give det rå menneskes frihed drivfjedre til det gode. Det gode skal enten ligefrem befales ham, eller han på disse måder må ligesom se sig det foremalet. Men af alle disse iklædninger har sangen eller visen fortrinet. Den nydes mere af det sanselige menneske. Fortryllet af musikkens harmoni finder han det besungne gode dobbelt godt og det onde dobbelt afskyeligt. Den læres lettere og huskes længere end den ubundne fortælling. Derfor er poesien ældre end prosa. Derfor har vi endnu så meget på vers og så lidt i løs stil fra vores forfædre. Derfor er selv mange af vores ordsprog på vers. Grækerne opmuntrede deres krigere med viser. Vores forfædre sang viser, når de gik i kamp for at vække modet. Og når de blev besejret, sårede eller så den uundgåelige død i øjnene, så sang de for at udholde deres ulykke med mandighed. Og disse viser gjorde de ofte i selve øjeblikket efter omstændighederne. De tapreste helte og konger var gerne de bedste visemagere. Ja det var en titel for guden Odin selv. Og har vi ikke selv af vores nys forledne dage et eksempel på sangenes kraft. Måske havde vor fjende i fjor ikke mødt så tapper modstand, hvis ikke en berømt sanger, opmuntret af vor kronprins selv, havde bragt de fredelige læber til at synge sig mod i brystet med vores gode digteres krigssange. Men skulle sang kun kunne bringe bevæggrunde til en art dyd. Oh at kun vores gode digtere ville følge en Ribers, en Wandals, en Storms, et efterslægtselskabets eksempel, der skattede almensangen som et et stort oplysnings og forbedringsmiddel, da ville vore gode gadevisers tal blive uendelig større, og vor almuebroder bedre og dydigere.

(Fortsættes)

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 241, 4. december 1802, s. 3841-3844)

Forsvar for Gadeviser

Udgiveren var i færd med at opfylde løftet om at skrive et forsvar for gadeviserne, da følgende, som fuldkommen stemmer overens med hans tanker, blev sendt til ham:

***

Det synes at være den almindelige mening at vores gadeviser helt skulle afskaffes. Så vedvarende og stærkt bliver de fordømt alle vegne.

Jeg hører ikke til de som mener noget er rigtigt, fordi det er almindeligt. Skønt jeg meget vel ved at mange åndelige og verdslige bygmestre har anset denne almenhed for en herlig hovedhjørnesten for deres bygninger. Jeg har kun alt for ofte hørt selv den fornuftigste ytring gendrevet med et: Det er jo mod alles mening, til at jeg kan tillægge denne magelige slutningskunst værdi over de fleste dødelige. Men jeg ved også at det kun er de fleste, der hylder den, og til de få, der udgør undtagelsen, ønsker jeg kun at tale.

De udråb man især hører fra gadevisernes fjender, går ud på at levende personer nævnes i dem ved deres fulde navn, og at dette er meget hårdt for disse personer, selv om de endog er skyldige.

Desuden er det en grusomhed mod samme personers uskyldige slægtninge og venner. Endvidere at gadeviserne er lutter usselt vås og skadelige for sædeligheden. Endelig finder man selv de mennesker der omdeler og sælger viserne alt for pjaltede, beskidte og skrålende.

Hvad den første af disse anker angår, da skulle det være den største glæde for indsenderen at kunne tro at medfølelse med den ulykkelige var årsag til den hos alle. Men den omstændighed at denne anke, såvel som det stærke råb mod gadeviserne kun gælder når den nævnte person er udmærket ved stand eller formue, synes ikke at ville unde ham denne fryd. Han hører derfor her kun slægtskab og venskab tale, for nødig ville han tro, at bevidsthed om hang til samme fejl, som den nævnte lastes for, er bevæggrund hos en del af ankende, skønt menneskekundskab kunne berettige til denne tro.

Men selv medlidenhed kan drives for vidt. Den medlidenhed der afholder en medborger fra at angive en forbryder, et politi eller en justits fra at efterspore ham, en fangefoged fra at bevogte ham, en dommer eller en regent fra at straffe ham, er skadelig. Den medlidenhed der ville skjule for alle andre, og om muligt for forbryderen selv, at han var forbryder, strider imod alle borgerlige straffeloves hensigt, som er: Forbryderens straf skal afskrække andre fra at gøre det samme.

Jeg tilstår at den visesælger der med forsæt udråber en forbryders navn under hans ulykkelige ægtefælles vinduer eller uden for hans fængsel, afslører et nederdrægtigt hjerte. Men jeg tror at undtaget dette tilfælde, kan den tanke at der råbes således på gaderne, næppe finde en nerve hos hende at virke på, der ikke ved den langt større smerte: At vennen er forbryder, er gjort flov imod den mindre: At han kaldes hvad han er.

Men selvom jeg efter alt dette indrømmede, at kun den i sidste instans dømte forbryders navn burde nævnes i viser, ja selv om det endog var muligt, hvilket jeg ikke tror, soleklart at kunne bevise at ingen levende medborgers navn burde nævnes i viser, så følger ikke deraf at alle gadeviser bør fordømmes, men kun de få der har denne egenskab.

Den anden anke mod gadeviserne er, at de er usselt skrevne, fostre af jammerlige smørere og skadelige for moralen. At nogle af vores gadeviser fortjener denne hårde dom er sandt. Men det er også sandt, at den ikke gælder for de fleste. De der lyner denne bandstråle over vores gadeviser har måske kun læst meget få af dem. Vi har mange skønne ting af vores gode digtere trykt som gadeviser. Vi har gadeviser af Stub, Vibe, Wessel, Storm, Abrahamson, Thaarup, Riber, Rahbek, Bankested, Nyrup og flere. Vi har en stor mængde gadeviser, der uden at have krav på stort poetisk værd indeholder sunde og nyttige tanker for den klasse af vores medborgere der ikke er tjent med kunstige digte. Skal alle disse fordømmes og kastes på ilden fordi det er muligt, at en enkelt kan være umoralsk. Skal almuen ikke læse, uden hvad der er skrevet således at det kan behage en kunstdommer, så får den slet intet at læse. For det er naturligt at hvad der skal kildre en kræsen gane, ikke er mad for en tærsker.

Gadevisernes fjender bør, håber jeg, tilstå at fordi en enkelt gadevise er vås eller umoralsk bør ikke alle gadeviser fordømmes, men kun den våsende og usædelige.

Den tredje anke at visesælgerinderne er usalige i person og kæder og undertiden slette sangerinder, tror jeg ikke jeg behøver at komme ind på, så længe vi tåler at alle vores madvarer sælges af smudsige mennesker, og så længe æblekællinger og fiskerkoner om dagen, og vægtere om natten, skamferer vores ører med skrål, som endnu er langt mere skurrende og ubehagelige.

Jeg tror nu at have berørt de ankeposter hvormed vores gadeviser angribes, og at det allerede er vist tilstrækkeligt, at ingen af dem kan retfærdiggøre en almindelig fordømmelse af dem. Jeg skal nu, ved at omtale gadevisernes nytte, søge endnu mere indlysende at bevise, hvor skadeligt det ville være at luge hveden bort tilligemed klinten. Og rent at betage almuen denne vigtige del af dens læsning. *)

(Fortsættes)

*) Dette bidrag er forfattet af litt. hr. K. Hansen

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 240, 27. november 1802, s. 3834-3838)

Om Gadeviser

Efterfølgende er uddrag af et brev til udgiveren, der sikkert er velment, skønt det er dennes individuelle følelse ganske modstridende. Just derfor er det indrykket, da det vel nu vil lykkes ham bedre at anses for upartisk, når han i næste nummer indrykker: Et forsvar for gadeviser.

*****

Tillad mig at gøre dem opmærksom på et nedrigt styverfængeri der i den senere tid er kommet så meget på mode her i byen. Nemlig den at bringe alle mulige af dagens historier trykt i dårlige vers. Det er beklageligt at se mennesker der regner sig til statens agtværdigste stænder, som opdragelse og kundskaber burde hæve over noget sådant, så aldeles for en ussel gevinst skyld, at tilsidesætte ikke blot undseelse for deres egne individuer (da de er nødte ved lovene at sætte deres navn under disse smørerier), men endog for den stand de tilhører, og som derved let i mængdens øjne kan tabe den agtelse som standens blotte navn, uden hensyn til deres person, kunne give dem fordring på, og som er vigtig for enhver klasse, mest for dem der ved ungdommens undervisning, som religionens lærere, som rettens forsvarere osv. nødvendig behøver offentlig agtelse.

Jeg (og jeg er overbevist om enhver ærekær mand af standen med mig) har derfor aldrig uden den største uvilje læst titlen student under de elendige gadeviser, som værdigt formidles med jammerligt papir, et endnu jammerligere tryk, sælgerindernes til ækelhed beskidne udseende og afskyelige stemmer. Man behøver jo blot at bære navnet student for at møde den ydmygelse, at blive bedt om at skrive en vise om de tre næste der rider væddeløb på fælleden, om den næste hårskærer der vinder en proces, om næste oprør i Børnehuset, om den næste pige der drukner sig i snørekjole, og om den næste officer, der spiller fallit og dobbelt bryllup.

Der er vist ingen der mere end anmelderen ønsker tilladt al fornuftig brug af menneskets så naturlige ret til at turde sige sin mening offentligt. Men når dette ikke er for den gode sag, men af lumpen vindesyge, så bliver hensigten uædel, om end sagen kunne være god. Og at ovenstående emners besyngelse ikke befordrer folkets moral, det vil De nok være enig med mig i. Næppe tror jeg at nogen læser eller læserinde er blevet opbygget derved. Ikke engang deres nysgerrighed er blevet tilfredsstillet. Kort sagt er kun blevet den sultne poets hensigt blevet opnået at gøre folks pung en skilling lettere. Og hvilken klasse af folket er det som herved bliver forført, til at spendere disse penge, som de kunne anvende til nytte, ja som de måske snyder deres herskaber for? Den der mindst kan tåle det: den tjenende.

Anmelderen har selv set en visekælling på en af byens mest besøgte gader 3 gange på en time komme med nyhentet forråd. Men selv i det tilfælde at disse viser ikke anstiftede noget ondt: Ved Gud, hvorfor skal da en hel familie, endog forbryderens, lide ved at blive genstand for pøbelens hån, fordi et medlem deraf fejlede? Og selv han, skal han i det øjeblik lovens hævnende sværd truer med at synke på hans hovede, endnu tilføjes den grusomste marter, pøbelspot?

Og nu folks ligegyldige, i det mindste for andre ligegyldige handlinger fx væddeløbet og processen! Hvilket terroristisk system når enhver mand i byen må frygte at se sine uskyldigste, ligegyldigste handlinger versificeret næste dag og hans navn råbt på gader og stræder? Værre end Robespierre og konsorter slynger jo disse poeter i Aabenraa deres frygtelige bandstråler fra deres tagkamre ned på medborgere. Måske det ligger uden for politilovens kompetence at påtale denne afskyelige geni-despotisme. Hvis det er tilfældet, hvilket er at befrygte, fordi vores årvågne politimester næppe ellers ville lade det gå upåtalt, kan det så ikke standses ved en høj afgift for hver vise til de fattige, ved sælgekællingernes optagelse og hensættelse til andet nyttigt arbejde, så er der intet andet middel tilbage til at stoppe disse stridigløbende, men såre urene poetiske årer, end at alle gode skribenter forener sig for at vende det offentliges foragt over forfatterne. Ja skændsel hviler over alle, der føler evne til at besynge et emne, og i stedet for i hædrende almuesange at befordre dyd og orden, vindskibelighed og gode sæder blandt folket, griber enhver dagens historie, lige meget hvilken. Lige ubekymrede om medborgeres lidelse og moral, for at tjene usle skillinger! Og udelt skændsel over de endnu nedrigere (om der virkelig skulle kunne gives sådanne seelenverkopere inden Københavns mure), der har sådanne mennesker i deres sold og betaler deres elendige muses dusinvis af elendige fostre.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3772-3776)

Om Gadeviser og Historier for Almuen

Når man tager i betragtning hvor meget overtro og uvidenhed skader moralen, så bør man glæde sig over, at der i vores tidsalder både fra regeringens side, såvel som af private mænd, gøres så meget for at udbrede oplysning blandt den klasse af byens borgere, som så meget behøver den. Ved almueskolernes forbedring vil overtroens rige bringes inden for snævrere grænser. Især hvis den tid engang kommer at alle skoleembeder på landet besættes med mænd, der har nydt en hensigtsmæssig dannelse, og er i stand til at lære de unge at tænke selv og ikke antage alt på en andens autoritet. De bogsamlinger som flere steder i begge rigerne er oprettet til brug for almuen, og Landhusholdningsselskabets patrotiske iver for at opmuntre flere til at anlægge lignende lånebiblioteker, spår os også lysere udsigter for fremtiden hvad angår almuens oplysning.

Imidlertid vil gode hensigt dog nok kun være nået halvt, så længe der ikke sørges for at klinten ikke skal blive sået blandt hveden. Godt nok har man grund til at tro, at kun det som er nyttigt og hensigtsmæssigt får plads i almuebogsamllingerne. Men med det er det endnu ikke forebygget at skadelige skrifter kommer i almuens hænder. Hvem ved ikke hvor begærligt den griber efter de usle ridderhistorier og eventyr som sælges i mange boglader, og hvoraf der hele tiden trykkes nye oplag. Efter de flane gadeviser som efter i nogen tid at have vandret omkring i hovedstadens gader, af landsoldaterne og bissekræmmere bringes rundt omkring i de landlige hytter, efter de dårlige bondepraktiker og terningsbøger, som i den enfoldiges hånd bliver en skadelig næring for uvidenhed og overtro. 

Den skade som sådanne flyveblade anrettet, er større end man i almindelighed tror. For selv om de måske ikke direkte angriber kristendom og dyd og sædelighed, så skader de dog indirekte. Enten fordi de ikke indeholder noget nyttigt og lærerigt, eller fordi de undertrykker smagen for det bedre. Skal altså den tilsigtede gode hensigt med almueskolernes forbedring og lånebibliotekernes oprettelse blive fuldstændig opnået, så er det uden tvivl nødvendigt at man søger så vidt muligt at sende disse for almuen skadelige  blade ud af cirkulation. De virksomme midler hertil er efter mine tanker: At Landhusholdningsselskabet og andre patriotiske selskaber opmuntrer duelige mænd til offentligt at udgive lærerige og lystige viser, som kan sælges for en meget billig pris, og hvis titler indbyder til at købe dem. Når disse viser og sange så blev bekendtgjort i de offentlige tidender, ville der vist findes adskillige oplysningens venner, som købte en del eksemplarer til uddeling i deres omgangskreds. 

Men vanskeligere ville det vist nok blive at forhindre, at det slette ikke således som hidtil skal udbrede sig og kvæle smagen for det sande og nyttige. Vel er der i forordningen af 27. september 1799 befalet at bogtrykkeren skal tilstille politimesteren et eksemplar af alle aviser, journaler og periodiske blade såvel som af ethvert skrift, som ikke udgør mere end 24 ark, før sådanne uddeles og sælges til andre etc. Men unægteligt er det dog at meget kan være skadeligt for almuen, selv om det ikke indeholder noget strafværdigt efter ovenmeldte kongelige anordning. Det ville måske derfor være gavnligt om regeringen udnævnte en eller flere, til dette arbejde skikkede mænd, til at gennemse alle viser og historier som bestemmes til at sælges på Københavns gader, eller at bringes omkring på landet af bissekræmmere. Og at intet blad af dette slags måtte falbydes, med mindre det var forsynet med censorernes godkendelse. Det blev så politiets sag at påse at intet blev falbudt, hverken i København eller i provinserne uden det, som var forsynet med den omtalte godkendelse. 

At censuren i øvrigt ikke blot måtte strække sig til at forhindre cirkulationen blandt almuen af sådanne blade, som sigter til at opvække ringeagt for regering og sædelighed, men også til alt hvad der på nogen måde kan bidrage til at nære overtroen eller fordærve almuens smag, er let at indse. Men hvad det angår at almuen ville være uvillig til at anskaffe sig disse nye og bedre varer i stedet for de gamle og dårligere, så falder denne indvending bort, når man kender bondekarlens og bondepigens lyst til at købe viser. Nu anvender de mangen en 2 () på en slet vise, enten fordi alt hvad der falbydes dem er slet, eller fordi de besidder for lidt dømmekraft til at kunne gøre et rigtigt valg. Ja de har jo i almindelighed ikke læst andet end titlen inden bissekræmmeren er ude af huset.Altså kan man være temmelig sikker på, at det nyttige også vil finde købere. Herom overbevises man endnu mere, da man hører at nogle af vore gode digteres sange allerede synges af almuen, og der er grund til at tro at flere ville komme i cirkulation, når man ikke længere kan skaffe de slette. Det ville måske også være godt, hvis kun visse privilegerede personer havde tilladelse til at gå omkring og sælge vise, og kun når disse bidrager til at bringe nyttige blade i omløb blandt almuen. Hvor agtværdige blev de da ikke, i stedet for som nu hvor de er at anse som skadelige borgere i staten.

Peter Thonboe
Præst  Nyborg

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 228, 4. september 1802, s.3634-3639)