Hidtil er kun talt om sange, der anpriser det gode. Men hvad der er sagt om disse, må vel også gælde for de der laster de onde. Lige så meget som almuesmanden har behov for at blive gjort opmærksom på en dyds skønhed og gavnlige følger, lige så vigtigt er det at udpensle lasten i sin afskyelighed for ham, og at vise ham dens nedværdigende og ødelæggende virkninger. Det første opnås ved sange, hvori en ved denne dyds udøvelse udmærket person besynges. Det sidste ved sange om personer der vitterligt har gjort sig skyldige i den last, man vil advare imod. Jeg ved at jeg her netop berører min modstanders hovedanke. Men jeg tør med fuld overbevisning påstå, at den der i en almuesang til skrækeksempel fremstiller en lastefuld, bevisligt lastefuld medborger, gør en lige så nyttig, retfærdig og ædel handling, som den der lovsynger den dydige. Ja det var måske endog rettere sagt, den gøre mere. For en last der stilles til frit skue, virker stærkere hos det rå menneske. Det er lettere for ham at undgå at ligne den lastefulde, end at opnå lighed med den dydiges strålende billede. Det samme gælder om dydens og lasten følger. En fyrstes belønning til den kække landsforsvarer virker mindre på den lavere klasse, end synet af en kriger, der arkebuseres for at have rømt af slaget. Den kyskes, den ædrueliges blomstrende sundhed overtaler almuesmanden mindre til kyskhed og ædruelighed, end synet af den næseløse vellystning eller den i rendestenen aglende dranker. Det er kun som skrækbilleder at de lastefulde kunne gavne deres medmennesker, som de i øvrigt skader så meget. Og skulle man ømmes ved at drage denne eneste nytte af dem? Nej, det bør man ikke.
En skamvise over en forbryder er en lige så retfærdig og nyttig ting som en skuepenge over en ædel handling. Og den by hvor fortjeneste er vis på offentlig ros, og udyd på offentlig dadel, er vist hverken den usædeligste eller den, som gode mennesker mindt skulle ønske som opholdssted.
At være angst for selv at blive genstand for en skamvise, kan vel også hos mange være en kraftig, skønt ikke en ædel, bevæggrund til at afholde sig fra laster.
Selv en vise over en sådan vildfarelse af en medborger, der har gjort en stor opsigt, fx en anset mands selvmord o. lign. kan være nyttig og lede mængdens dom til overbærenhed med den vildfarende, mens den lærer at undgå vildfarelsen.
(fortsættes)
(Politivennen. Hefte 19. Nr. 242, 11. december 1802, s. 3857-3860)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar