Den dræbte Matros fra Finland begraves paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

Den finske skonnert "Sulo" lå ved Christiansgade i København i juli 1811. Den 18. juli ankom en måske, måske ikke beruset matros ved halv tolv tiden. En tid senere opstod der tumult, og kaptajnen trak en revolver og dræbte matrosen med et skud i brystet. Matrosen blev bragt til Kommunehospitalet. Kaptajnen meldte det passerede til politiet. De nærmere omstændigheder omkring drabet - var det nødværge, skødesløshed eller brutalitet? - diskuteredes efterfølgende i aviserne. Et dramatiserende element var at de alle var fra Finland.

Dramaet i Havnen

Kaptajnen Søderlund anholdt

En af kaptajnens forretningsforbindelser udtaler sig om sagen

Den finske skonnert "Sulo". (I hjørnet styrmanden, det eneste øjenvidne til det natlige drama).

I går eftermiddags Klokken 3 kom den finske kaptajn Søderlund i grundlovsforhør hos assessor Møller.

Forhøret varede kun ganske kort og endte med, at kaptajnen sattes under anholdelse. Det ser således sort nok ud for den finske kaptajn. Skonnerten "Sulo" skulle efter bestemmelsen afsejle i dag, men det bliver der selvfølgelig ikke noget af, idet der nu skal afholdes nye forhør, ved hvilke hele besætningen skal afgive forklaring.

Hvad der ikke vanskeliggør sagen mindst, er at hele skonnertens besætning er ravfinsk. kaptajnen kan en smule svensk og styrmanden en bagatel engelsk, men ellers kan den øvrige besætning ikke et ord andet end deres modersmål, og det er ikke engang højfinsk, men rigtigt uforfalsket bondemål, og det er mindst lige så vanskelig at forslas for almindelige mennesker som fx Zulu-kaffersproget. Ved de nye forhør i sagen vil man søge at klare skærene ved hjælp af tolk, antagelig Fru Molthesen, og så kan det endda være tvivlsomt, om man når noget resultat.

En samtale med en af kaptajnens forretningsforbindelser.

På vor jagt gennem byen for at finde en mand, der kan tale finsk dialekt, og eventuelt agere tolk for os ved en samtale med skonnertens besætning lykkes det os at træffe skibets herværende forretningsforbindelse. Det er firmaet Jul F. Schierbecks Efterfølger i Amaliegade

Da vi bringer den sørgelige affære på bane, afbryder en af firmaets chefer os:

"Ja, det er en forfærdelig sørgelig sag. Styrmand Laiwonen har lige været her nede og han var også umådelig pinlig berørt af optrinnet i nat

Da vi fortæller at styrmandens forklaring er gået kaptajnen så stærkt imod, vækker det formelig sensation.

- Hvad for noget, det er ganske umuligt. Politiassistenten eller hvem det nu er der har talt med ham, må ganske have misforstået ham. Kaptajn Søderlund kan nok klare sig en smule på svensk, men styrmanden kan kun et par gloser og så lidt engelsk, og det er derfor al sandsynlighed for at han ikke har kunnet udtrykke sig tilstrækkeligt tydeligt og at hans forklaring derfor er blevet misforstået.

Hvorledes er deres personlige opfattelse af kaptajnen.

- Han er et aldeles prægtigt ungt menneske, påpasselig, rolig og absolut ikke rå eller brutal på nogen måde. Der er ingen tvivl om at han har handlet i nødværge. Hvis De kendte noget til finske søfolk, ville De også indrømme at de er de mest vanselige mennesker på jorden at omgås. De kan være skikkelige nok, når de er ædru, men så snart de smager spiritus, bliver de aldeles vilde og ustyrlige. Men der er sikker heller ingen tvivl om at når sagens tråde udredes, vil det vise sig at kaptajn Søderlund er aldeles uden skyld i det sørgelige optrin der er så meget mere trist for ham, da skibet skulle være sejlet i morgen, men nu selvfølgelig bliver nødt til at ligge her nogen tid endnu. 

Som man ser er det meget sympatiske udtalelser om den anholdte kaptajn. Nu vil forhørene jo vise hvem der har ret, og om styrmanden virkelig er blevet misforstået i det første forhør, hvilket man jo næsten fristes til at tro efter de udtalelser han er fremkommet med hos firmaet Schierbecks efterfølger. 

Obduktionen

af den dræbte matros' lig finder sted i formiddag klokken 11 på Johannes Stiftelse af retslægen i overværelse af politiassistent Hejberg.

(Aftenbladet (København), 19. juli 1911).

Drabet på "Sulo"

Dansk Klassejustits.

Den finske kaptajn tiltales ikke, men får lov at sejle.

Straks da budskabet kom om, at kaptajn Søderlund havde dræbt en af sine matroter om bord på skibet "Sulo", hed det, at kaptajnen havde handlet i nødværge. Herimod har der senere været rejst indsigelse.

To finner har henvendt sig på "Social-Demotraten"s kontor og givet følgende forklaring:

Hr. redaktør!

I anledning af den grufulde begivenhed på skonnerten "Sulo" har vi henvendt os til vore landsmænd, matroserne Oscar Johanson, Ejnar Johanson og A. Salvkangas, der overfor os giver følgende forklaring af den blodige begivenhed:

Mandag aften klokken ca. 10:30 kom Wuorela om bord i "Sulo" og bad første styrmand om lov til at gå i land endnu en gang, da han skulle besørge noget.

Han var ikke særlig beruset. Styrmanden nægtede ham yderligere landlov og henviste ham til kaptajnen. Derefter gik Wuorela til kaptajn Søderlund og bad om landlov, men kaptajnen nægtede ham det.

Wuorela gik nu ind i folkelukafet og sad der ca. ½ time, hvorefter han påny gik hen til kaptajnens kahyt.

Her bankede han på kahytsdøren og trådte derefter et par skridt tilbage. 

Kaptajnen åbnede døren, og matroserne hørte nu Wuorela sige noget til kaptajnen, men de kunne ikke rigtig høre, hvad det var, han sagde. Wuorela havde tidligere klaget over skibets usle kost, og vidnerne antog, at det var en bemærkning om denne kost, Wuorela var fremkommet med.

Der var ikke gået stort mere end et minut under alt dette.

Så lød et skud. Kaptajnen havde trukket sin revolver frem og fyret den af mod dækket.

Straks efter fyrede han endnu et skud af, og Wuorela styrtede dødelig såret om på dækket.

Vidnerne, de tre matroser, bemærker med bestemthed:

1) at Wuorela ikke trængte ind på kaptajnen, og

2) at kaptajn Søderlund affyrede den dødbringende kugle mod matrosen, da denne befandt sig i en afstand fra kaptajnen af ca. ½ favn.

Om noget overfald eller brydekamp kan der således ikke være tale.

Det forekommer os, der har fået denne forklaring enslydende fra 3 landsmænd, som var til stede - den ene på dækket og de to oppe på kajen - at disse udtalelser må bevirke, at kriminalretten tager sagen op til fornyet undersøgelse og navnlig sørger for, at de tre her nævnte øjenvidner bliver betryggende afhørte af en autoriseret tolk.

For rigtigheden heraf indestår:

Autti Pantanen,

Sankelmarksgade 18, 2.

Abel Juvonen

St. Annagade 55, st.

Ingen Tiltale.

I aftes modtog vi følgende opsigtsvækkende telegram :

Der er i går truffet den afgørelse i sagen mod kaptajn Søderlund på "Sulo", at der ikke vil blive rejst tiltale mod ham, da drabet anses at være følgen af et vådeskud. Kaptajnen har derefter fået tilladelse til at afsejle.

De fleste vil være i tvivl om, hvis den finske sømand under en Ordstrid med sin kaptajn havde trukket en revolver, og ved en "fejltagelse" var kommet til at rette mordvåbenet mod sin foresatte og "uden at tænke på det" havde trykket på aftrækkeren, så der var faldet et skud eller to, og en kugle havde gjort ende på kaptajnens liv, at retten da ville have sagt: Det er et vådeskud, du skal for rettens tiltale fri at være, og du kan uantastet sejle hvorhen, det monne dig behage. Nej, retten ville sikkert have sagt:

Vi kan ikke overbevise dig om, at de med vilje har fyret på kaptajnen, men så meget er en kendsgerning: Du har på uforsvarlig måde trukket en revolver frem og ved uagtsom handlemåde forvoldt denne mands død, og derfor skal du lide din straf til skræk og advarsel for andre.

Men det var ikke en matros, der skød sin kaptajn. Tværtimod, det var skibets fører, der tog sin revolver frem og hensynsløst eller skødesløst - man kan kalde det hvad man vil - skød en af sine undergivne ned.

Den drabsmand skal være fri for tiltale.

Således handler dansk retsvæsen i det Herrens år 1911.

Hvornår kommer vi dog så vidt i det lille Danmark at der bliver lighed for loven?

(Kolding Social-Demokrat, 25. juli 1911).

Sidste akt af dramaet i Kristiansgade

Den dræbte matros begraves på Vestre Kirkegård.

I går middags blev den finske matros Woaarela som kaptajn Søderlund på "Sulo" dræbte ved et revolverskud, begravet på Vestre Kirkegård. Til stede var hele besætningen fra"Sulo" med kaptajnen i spidsen, endvidere nogle medlemmer af den herværende finske koloni og repræsentanter for sømændenes organisation. Pastor Rannow talte kort i Kommunehospitalets kapel samt forrettede her jordpåkastelsen, og derpå besørgede kaptajn og mandskab kisten ud op kirkegården - ingen præst fulgte. Ved graven bragte sekretæren for sømandsforbundet den afdøde en hilsen fra danske kolleger. Skræder Jutti Boutanen, Sankelmarksgade 18, talte også. Han angreb kaptajn Søderlund stærkt og sagde bl.a. at dette drama forhåbentlig ville få ham til at omgås revolveren noget mere varsomt. Derefter takkede fru Alexandra Heikkila, Vingårdsstræde 22, for den deltagelse der fra dansk side var vist den finske matros, og endelig sagde kapt. Søderlund et par afskedsord til matrosen. 

Da han have sluttet, sprang en ældre, finsk kvinde ind på ham og spyttede på ham idet hun skreg: Morder, morder!.

Vort billede viser mandskabet fra "Sulo" i færd med at sænke kisten i graven. Den mand der vender ryggen til og er mærket med et X, er kaptajn Søderlund. Fanebæreren er oppositionens fører i sømandsorganisationen, den revolutionære Buksbom, der i søndags ved fælledmødet forlangt at kaptajn Søderlund skulle bøde for drabet med sit liv.

(Folkets Avis, 26. juli 1911).

"En sästa hälsning från kaptenen!"

København, tirsdag.

Den stakkels finske matros Woaarela der i dag for 8 dage siden blev dræbt i en rus af kaptajn Sjølund om bord på skonnerten "Sulo" blev i dag under stor deltagelse begravet fra Kommunehospitalets ligkapel i Bartholinsgade.

Allerede en halv time forinden var den ellers tomme plads bag Andreaskirken fyldt af mennesker som ønskede at overvære den unge finnes sidste færd, deriblandt Sømandsforbundets bestyrelse med rød fane som paraderede ved kisten. På den fremmede matros' fine egetræskiste var der lagt en del smukke kranse med signerede bånd, deriblandt fra rederiet, besætningen og Sømændenes Forbund. På egetræskisten lå en krans hvis farvelord var af en ejendommelig gribende karakter. Der stod kun: "En sästa hälsning frän kaptenen!" Altså den sidste hilsning fra den mand der kom til at dræbe matrosen.

Kort forinden højtideligheden skulle finde sted, kom kaptajnen selv sammen med en repræsentant fra rederiet. Kaptajnen - en lille, spinkel brunet mand - var øjensynlig meget nedtrykt, og efter at have taget plads ved siden af kisten, sad han og stirrede uafbrudt på den, stum for sine omgivelser, men det var som om hans øjne forsøgte at trænge igennem egetræet til den dræbte ungersvende - som om han så inderlig ønskede at kalde ham til live igen. 

Efter ham kom skibets besætning, nogle djærve folk med vejrbidt hudfarve. De gik hele tiden med øjnene i jorden, tæt i hælene på hinanden, stive og pudsede og med forsigtige bevægelser som om de var bange for at støde nogen. Tavse tog de plads ved kisten, og skønt de sikkert ikke forstod ret meget af hvad præsten sagde, var de dog ret bevægede og sad hele tiden og pillede nervøst ved det spraglede halstørklæde eller lod huen vandre fra den ene hånd til den anden. 

Efter at have sunget "Dejlig er Jorden (!)" - en salme der netop ved denne lejlighed måtte virke med bidende ironi, trådte hospitalets præst, pastor Rannow frem og holdt en jævn tale og bad til sidst en kort bøn for den døde matros' gamle forældre og for kaptajnen. Efter at sømændenes røde fane var sænket 3 gange over kisten til farvel, tog finske og danske sømænd fat i kisten og bar den ud til rustvognen der førte den finske matros ud på Vestre Kirekgård hvor hans grav er langt fra den fædrene jord.

I aften sejler "Sulo" hjem til Suomis land med kaptajnen, mod hvem der ikke skal rejses tiltale.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 26. juli 1911).

Matros overfalder Kaptajn. (Efterskrift til Politivennen)

En Matros, John Andersen, blev i Tirsdags dømt af Højesteret i en fra den vestindiske Overret indanket Sag, for Overfald paa sin Kaptejn, Føreren af Barkskibet "Princess Alexandra", William Davis. Søndagen den 24de Januar d.A. var den Tiltalte, der gjorde Tjeneste som Matros i det nævnte, paa St. Kroix hjemmehørende Skib, som den Gang laa i Kristianssteds Havn, i Land, og da han ved Aftenstid var bleven noget beskjænket, blev han fulgt ned til Skibsbroen af et Par Politibetjente. Ved Broen laa Skibets Baad, og det var med stort Besvær, at Kaptejn Davis, der var kommen til Stede, fik ham ned i Baaden, idet Andersen stred imod af alle Kræfter. Strax efter, at Baaden var stødt fra Broen, sprang Andersen ind paa Kaptejnen, greb ham i Kraven og satte, idet han kastede ham bagover, sit Knæ paa hans Bryst; men Kaptejnen befriedes dog fra ham ved en i Baaden tilstedeværende Politibetjents Hjælp. Efterat de vare komne om Bord, gik Andersen ned i Folkelukafet, hvor Matros Peter Felthouse var til Stede, og tændte Lampen. Han bad Felthouse om at laane ham sin spidse Kniv, idet han ytrede, at han vilde bruge den til at stikke den Horesøn Skipperen med. Felthouse vilde ikke laane ham Kniven, hvorhos Andersen forlod Lukafet, idet han mumlede noget om, at han vilde have fat i et Skrabejern, et Redskab, der bruges til at rense Dækket med. I Baadsmandens Lukas fandt han efter nogen Søgen en saadan Skraber liggende i en Værktøjskiste og vendte tilbage til Folkelukafet, hvor han huggede Skraberen i et Kistelaag, saa det splintredes, idet han ytrede, at saaledes vilde han hugge den Horesøn i Hovedet. Felthouse opfordrede ham gjentagne Gange til at gaa tilkøjs, hvilket han omsider ogsaa gjorde efterat have klædt sig halvt af; men strax efter stod han op og gik ud af Lukafet under Foregivende af, at han vilde hente Vand til Thepotten. Kaptejnen havde i Mellemtiden været nede i sin Kahyt og havde forsynet sig med en Revolver, da han havde isinde at gaa i Land for at hente en anden tilbagebleven Matros, idet han nemlig tænkte sig Muligheden af, at det kunde blive nødvendigt at bruge Revolveren overfor denne Matros. Da Kaptajnen gik ned i Baaden, der endnu laa paa Siden af Skibet, og hvori Politibetjenten og anden Styrmand allerede befandt sig, sad Andersen paa Skibsrælingen og raabte efter ham Ord som: "Det er godt, Du ogsaa gaar i Land, din Horesøn, ellers skulde jeg gjøre op med Dig," eller noget Lignende. Kaptejnen sprang ved disse Ord tilbage paa Dækket, og traadte hen mod Andersen, idet han spurgte, hvem han kaldte Horesøn, hvorpaa, Andersen, uden at give ham noget Svar, gav ham et Slag i Hovedet med den nævnte Dæksskraber, der er et særdeles farligt Redskab, saa at Davis tumlede om imod Rælingen, medens Blodet løb ham ned ad Hovedet. Kaptejn Davis affyrede, idet han tumlede om, et Skud af Revolveren i Luften for at skræmme Andersen, som øjeblikkelig blev greben, ført i Land og afgivet til Politiet. Saaret var temmelig overfladisk, sandsynligvis fordi Kaptejnens Hue havde afbødet Slaget, og det lægedes hurtig. Kaptejnen har af alle sine Skibsfolk, ogsaa af Tiltalte selv, faaet den Ros, at han stedse har behandlet dem roligt og humant, medens den Tiltalte skildres som en ondskabssuld og opsætsig Person. Hans Forklaring om, at han var saa beruset, at han ikke havde vidst, hvad han foretog sig, kunde efter de aflagte Vidnesbyrd ikke komme i Betragtning, og han, som er født i Sverig 1820 og ikke funden forhen straffet, blev ved den vestindiske Overretsdom dømt til 2 Aars Forbedringshusarbejde samt til efter udstaaet Straffetid at bringes ud af Riget. Denne Dom stadfæstedes af Højesteret, dog at Straffetiden bestemtes til 2½ Aar. 

(Morgenposten (København) 7. september 1875).

Lodskrigen i Øresund. (Efterskrift til Politivennen).

En Lodskrig i Øresund. I forrige Uge omtaltes i flere Blade, at en svensk Lods var bleven ført til København som beskyldt for at have drevet ulovligt Lodseri i Sundet. Det er bekendt, at den danske Regering for nogen Tid siden særlig har paataget sig at vaage over, at danske Undersaatter ikke forulempes af svenske i Udførelsen af deres Hverv, og vore national-liberale Organer har pligtskyldigst prist Regeringen for dette Skridt, uden i mindste Maade at bemærke, at det er en Selvfølge, at svenske Lodser heller ikke forulempes af danske. At Retten nemlig ikke er aldeles udelukkende paa de Danskees Side, som vore Hovedstadsblade vil fremstille, det tror vi at kunne vise ved følgende Udtalelser i et svensk Blad: "I Mandags Efteemiddags i forrige Uge hændtes det, at en svensk Baad med en svensk Lods fra Skanør blev taget og ført paa Slæbetog med til København af en større dansk Lodsbaad, hvori der foruden Besætningen befandt sig to danske Politibetjente. Da den danske Lodsbaad med sin Prise passerede forbi det svenske Dampskib "Hamlet", udbragte Danskerne haanlige Hurraraab, forat tilkendegive deres Triumf over Sejren. De svenske Passagerer paa "Hamlet" blev naturligvis i høj Grad opbragte over en saa uforskammet Opførsel. Imidlertid førtes den tapre svenske Lodsbaad til København, hvor Lodsen visiteredes, hvorved alle hans Penge blev ham frataget, og han blev tvungen til at underkaste sig et Forhør, som varede til langt ud paa Natten. Manden maatte afgive sine Lodsprenge og maatte desuden give en Bøde, hvorefter han førtes til sin Baad, eskorteret af Politi, forat ikke de danske Lodser skulde overfalde og mishandle ham. Dette er et i høj Grad oprørende Tilstande. Danskerne har her vist en stor Hensynsløshed. Deres Lodser sendes upaatalt med danske Skibe ind paa svensk Grund og fortjener der Tusinder Rigsdaler, men naar en svensk Lods følger et engelsk Skib, som det nylig var Tilfældet, fra den svenske Kyst til København, saa bliver Svenskerne arresteret af de danske Politimyndigheder, kastes i Fængsel, dømmes til at miste sine fattige Lodspenge og maa desuden betale store Bøder. Paa den svenske Kyst har Danskerne Lov at gøre hvad de vil, men svenske Lodser, som fører svenske eller fremmede Fartøjer til danske Havne, gribes og behandles som grove Forbrydere. Det er paa høje Tid, at der fanes en Grænse for denne "Lodskrig i Øresundet", som Kystbeboerne kalder den. "Af en lille Gnist kan en stor Ild opstaa", og her er der virkelig Fare derfor. De danske Lodsers Fremgangsmaade understøttes af de danske Myndigheder og Regeringen ser igennem Fingre med disse Overgreb." Bladet opfordrer derefter den svenske Regering til kraftig at gribe ind, og vi maa indrømme, at selv om denne Fremstilling af Sagerne maaske er lidt overdreven, saa er der dog vistnok stor Grund for de svenske Lodser til at fordre den samme Behandling af danske, som de yder disse. I ethvert Tilfælde maa den Haanlatter, som de danske Lodser og danske Politiembedsmand brugte, da et svenskt Skib passerede forbi dem, i høj Grad misbilliges. Det vidner om, hvorledes en forskruet Nationalitetsfølelse er i Stand til at befordre Opvækkelsen af slette Lidenskaber hos Menneskene.

(Socialisten 17. juni 1873).

De fleste andre danske aviser var som nævnt forargede over de svenske lodser, støttede at politiet opbragte dem, førte dem i arrest, fratog dem lodspenge og gav dem bøder. Sagen havde forbindelser til Øresundstoldens ophævelse i 1857: Drogden var det eneste fyroplyste farvand gennem sundet. De private svenske lodser brugte som oftest denne vej og kom derved i konflikt med de danske lodser i Helsingør som hidtil havde haft monopol pga. Øresundsløsningen og overvågningen af øresundstolden. Øresundsløsningen indebar at det var Danmarks ansvar at holde fyr og sømærker. Fhv. kommandørkaptajn Ramsten, kaptajnløjtnant for Malmö lodserne var en af organisatorerne bag de private svenske lodser. Lodskrigen optrappede yderligere da den danske kanonbåd "Villemoes" sejlede ½ mil fra Falsterbo fyrskib og advarede en svensk lods. Samtidig opererede danske lodser helt uantastet tæt på den svenske kyst.

Lodskrigen i Øreund. Under 8de d. M. har Kong Oscar anordnet, at Flinterenden til Fremme af Sejladsen i Oresund ufortøvet ved Lodsbestyrelsens Forsorg skal fuldstændig afprikkes efter en derom udarbejdet Plan, samt at der skal udlægges et Fyrskib paa et passende Sted ved den sydlige Ende af Kalkgrunden. I Forbindelse hermed har Kongen paalagt Lodsbestyrelsen skyndsomst at træffe Forberedelser til Anskaffelse af et nyt Fyrskib, samt at indkøbe et passende Skibsskrog, der kan forandres til Reserve-Fyrskib. Det er vel ikke usandsynligt, at disse Foranstaltninger staar i Forbindelse med de stedfindende Forhandlinger mellem den svenske og den danske Regering angaaende Lodskrigen i Øresund.

(Socialisten 16. juli 1873).

Lodskrigen i Øresund vedbliver at beskæftige de svenske Blade, og der gøres blandt Andet opmærksom paa, at ifølge Traktaten af 14de Marts 1857 er Øresundet internationalt Farvand, hvor der fra dansk Side ikke kan lægges nogen Hindring i Vejen for Skibenes Fart. Hele Øresund maa betragtes som nevtralt Farvand, hvor svenske og danske Lodser er lige berettigede. "Danmark," i siger et svensk Blad, "har forpligtet sig til at betjene de Søfarende med Lodser, at holde Fyr og Sømærket i Orden, men der blev til Gengæld betalt Danmark 30 Millioner Rd. for Øresundstoldens Afløsning". Bladet slutter med at udtale den Formening, at den danske Regering ikke vilde optræde saaledes som den har gjort i denne Sag, naar den ikke havde et Rygstød i den russiske Regering.

(Socialisten 18. juli 1873).

Politisk set fik sagen også indflydelse for skandinavismen idet sagen for nogle viste at når svenskere og danskere ikke engang kunne blive enige om denne sag, så var der nok ikke meget der forenede.

Mellemrigsk Næringsfrihed.

(Af Frederik Bajer.)

Dersom nedenstaaende "Sagabrudstykke" ikke er ægte, kunde det være det. Er det ikke sandt, kunde det være det. Er det ikke nyt, men tilsyneladende henved i Tusind Aar gammelt, hører det dog til de gamle Historier som bliver evig ny. Hvad den Gang hændte (eller kunde være hændt), gjentager sig jo lige for vore Øjne i dette Aar, 1873. Man sætte kun "skaansk" istedetfor "jysk", "sjællandsk" for "fynsk", "Kullen" for "Treldenæs", "Saltholm" for "Baagø". Man sætte fræmfor alt "Øresund" istedetfor "Lille Belt"! Og vi læser et sørgeligt Stykke Nutidshistorie:

* * *

Flere Dage havde en norsk Handelsskude krydset i Kattegat. Skipperen hed Fin og kom fra Bergen; Skibet var ladet med Bergfisk, og agtede sig til Aabenraa. Ud for Endelave rejste sig en stærk Storm, og Fin havde ikke tidligere faret gjennem Lille Belt. Han gav da Tegn, at han ønskede Lods ud. Lodsen fra Endelave kom. "Kan Du føre mit Skib gjennem Beltet, skal Du faa ti tørrede Fisk." - "Vel kunde jeg, og gjærne vilde jeg; men ikke tør jeg lodse længere end forbi Treldenæs; ti det siges, at de fynske Lodser har Eneret, til Lodsning gjennem Beltet." - "Hvi saa?" - "Ikke ved jeg Aarsagen; men Fynboerne siger, at, da Kongen af Jylland kjøbte sig fri for Bælt-Tolden, fik han betale noget mindre til Kongen af Fyn, imod at de fynske Lodser beholdt sin Eneret. Jyderne tolker rigtignok ikke Overenskomsten paa samme Maade; men dersom Fynboerne griber nogen Fræmmed i Lodsning, maa han lide derfor med mindre han findes tæt under sin egen allernærmeste Kyst."

Da Fin naaede Højden af Treldenæs, kom derfra flere Lodsbaade ud til ham. "Jeg tør jo ikke bruge jer", sagde han. "Du kommer maaske til det alligevel; ti ikke altid er fynsk Lods at faa lige uden for Beltet." Lodsen fra Endelave maatte nu ankre op under Treldenæs og vente, indtil Vinden tillod ham at vende tilbage til sin Ø; han fik fire Fisk af Fin. Da denne var nær ved Strib kastede han Anker en Stund for at faa fynsk Lods ombord; ti nødig vilde han bryde Loven, om den end var tvivlsom. Fynske Lodser fandtes ogsaa, men ikke nok; de blev tagne ombord i andre Skibe, og hans fik ingen. Da kom atter en af de jyske Lodser, som havde prajet ham ud for Treldenæs. Ham tog han nu op; ti ikke kunde han vente længer. Da de var komne videre frem, bad Fin ham lodse Skibet Østen om Baagø; ti han havde Ærinde 3/4 Mil nord for Assens. "Da er jeg ræd for," sagde Lodsen, "at Fynboerne fanger mig." Fin sagde, at han dog maatte gjøre det. "Ja, giver Du mig seks Fisk istedet for de fire, vi blev enige om?" Dem fik han. næppe var Skibet kommet Øst for Baagø, før det blev omringet af fynske Baade med væbnede Mænd. De sagde til den jyske Lods: "Hvad vil Du her? Hvor tør Du gjøre Indgreb i Fynboernes Eneret? Holdt Du Dig endda Vesten for Baagø langs den jyske Kyst! Paa denne Side har Du intet at gjøre." Det hjalp ikke, at Fin sagde han havde Ærinde paa Fyn, og ingen fynsk Lods havde kunnet faa. Jyden blev ført til Assens; hans Fortjeneste, de seks Fisk, blev tagne fra ham, og nu maatte han selv se, hvorledes han kunde bjærge sig hjem. Siden maatte Fin give fire Fisk for en fynsk Lods, da han atter skulde videre til Aabenraa. "Det var en dyr Færd," sagde Fin, da ham kom hjem til Norge, "fjorten Fisk maatte jeg give for Lodsning ned igjennem Lille Belt. Tilbage var det dog billigere; ti udenfor Aabenraa Fjord var jeg faa heldig at faa en fynsk Lods ombord, og Langlodsningen koster kun ni Fisk. Men ikke alle er saa heldige."

* * *

At Lodserne er til for Søfartens Skyld og Søfarten ikke for Lodserne, - den Sandhed staar fast. Ligeledes synes det en uomtvistelig Sandhed, grundet paa lange Tiders Erfaring, at Næringsfrihed er bedst for alt Slags Næring, medens For- og Enerettigheder ej engang altid baader dem, som har dem, saaledes som man skulde tro. Var Lodsnæringen fri i Øresund, vilde de Søfarende være sikker paa at faa Lodser saa tidlig de vilde, saa langt de vilde, og hvortil de vilde. Lodserne selv vilde kappes om at tjene de Søfarende paa bedste Maade. De dygtige Lodser vilde tjene mere end nu, de udygtige maatte af sig selv opgive Lodseriet og slaa ind paa andre Næringsveje. Og Lodsernes Tal vilde under Frihed altid være afpasset efter Søfartens Trang. Det er desuden ubilligt, at de, som bor paa den ene Side af et Sunds Kyster, ikke skal have samme Ret til at ernære sig af Lodsen, som de, der bor paa den anden Side. *) Hvad Sverrige - ved at betale en mindre Afløsningssum for Sundtolden - maatte have gjort Afkald paa til Fordel for Danmark, maa Danmark atter kunne sælge til Sverrige; og den derved indkomne Sum maa kunne bruges til at holde de nu "eneberettigede" sjællandske Lodser skadesløse i Overgangstiden. En slig Ordning af Lodseriet i Øresund maatte vist foretrækkes for en Deling af Sundet, saa at Svenske kun fik Lov til at lodse øst for Saltholm gjennem Flintrenden, men ikke vest for denne Ø gjennem Drogden.

Da den lille Lov af 17de Maj d. A. om "Forseelser mod Lodslovgivningen" uden videre blev vedtagen i Rigsdagen, anede ingen af dennes Medlemmer, at den skulde sætte saa meget ondt Blod mellem Frænderne paa Sundets begge Kyster. At den ikke var bygget paa mellemrigsk Næringsfrihed, saa Indsenderen af dette Stykke vel, og tænkte et Øjeblik paa ar udtale det Haab, at denne midlertidige Foranstaltning meget snart maatte afløses af en endelig, hvorved mellemrigsk Næringsfrihed i Øresund viste sig som Frugten af de Forhaabninger, der den Gang plejedes mellem Danmarks og Sverrigs Udenrigsministre, og endnu ej er afsluttede. Et sagkyndigt Medlem, Komandør Schönheyder, var den eneste Folketingsmand, som ved denne Lejlighed udtalte sig virkelig frisindet, om end mer i Meningen end i Ordene: "Naar man - sagde han (Folketingstidende Sp. 4845) - vil haandhæve og forsvare vor gamle nedarvede Ret til Lodsning her i Sundet, saa tror jeg, at det virksomste Middel hertil er at søge at overgaa vore Naboer i Aktivitet (Virksomhed) og Dygtighed, og jeg tror, at det er den værdigste Maade at optage den Handske paa, som er tilkastet os. Det er desværre saaledes, at Privilegiet i dette Tilfælde som altid har virket skadeligt og slappende i flere Retninger, og at den Konkurense, som derved er fremkaldt, har været til stor Gavn og Fordel for Skibsfartens Interesse, og det er aabenbart det, som hovedsagelig maa komme i Betragtning. Det er en uafviselig Kjendsgjærning, at medens Skibene tidligere undertiden forgjæves maatte søge Lodserne ved Dragør og Helsingør, saa tilbyde disse sig nu af sig selv ved Falsterbo og Kullen, og det vil heller ikke vare længe, inden man ogsaa kan faa dem ved Skagen. Dette er et stort og vigtigt Fremskridt for Skibsfarten, og det er meget beklageligt, at denne Spore har været nødvendig for at drive os til at opfylde de Forpligtelser, som vi aabenbart have, saa længe som vi gjør vor Eneret over den store Handelsvej til Østersøen gjældende". Han vilde til Slutning udtale det Haab, "at hvis dette Lavgsvæsen skal opretholdes, det da bliver opretholdt paa en saadan Maade, at Hensynet til Skibsfartens Interesser og berettigede Fordringer bliver det for første Fremtiden i Modsætning til, hvad der hidtil er sket." 

Dersom Folketingets venstre, som dog i Henhold til sit Program og til sin Virksomhed i det Hele taget, maa siges at hylde Frihandelsgrundsætninger, havde faaet Tid til at blive opmærksom paa, hvilket "Lavsvæsen" det støttede ved at betragte denne Lov som andet end noget aldeles midlertidig, da vilde den næppe have gaaet saa let igjennem Tinget.

Den Harme, som Loven og dens Fuldbyrdelse har vagt i Sverrig, er stærkere, end de fleste i Danmark aner. Medens "Lodskrigen i Øresund", længe har været et staaende Samtaleemne i hele Sverrig, ved de færreste i Danmark noget om den hele Sag. Jeg har liggende for mig flere svenske Blade, som tydelig viser, hvor hæftig Sindene er bevægede, t. Ex "Dagens Nyheder" af 11. og 17. ds., og "Nya Dagligt Allehanda" af 16de ds. Det første gjør skarpe Angreb paa den svenske Regering, som paa Grund af "Kroningsrejser" ikke har Tid at tage sig af Sagen. Det andet Blad siger, maaske med Rette: "Hundrede skandinaviske Møder med sine Skaaler og Taler vil ikke kunne gjøre det godt igjen, som disse to Sommermaaneder har ødelagt; til at gjenoprette den gode Forstaaelse i ydre Henseende - i indre vil kun Tiden kunne hjælpe - gives kun et Middel; at gjøre den af Traktaten **) bekræftede Lodsfrihed og Sundet til, hvad det virkelig er: et frit mellemrigsk Farvand." I et Brev fra Stokholm, fra er varm Ven af Danmark, skrives: "Det er jo en Skandale og en Skam for hele Evropas Øjne, at Danmark og Sverrig paa denne Maade skal staa truende og vrede ligeoverfor hinanden." Han spørger, om den danske Regering ikke kunde sætte Lovens strange Bestemmelser ud af Kraft foreløbig, indtil Underhandlingerne er endte.

Herpaa vil jeg svare som Udtrykket for min personlige Mening: dersom vi havde en parlementarisk Regering, et Ministerium, som havde Rod og Støtte i Folket eller dets Flertal, repræsenteret af Folketingets Flertal, da turde Regeringen sikkert ved en foreløbig Lov gjøre et sligt Skridt. Det vilde da blive opfattet vel og møde tillidsfuldt Bifald. Nu skal der Mod til at raade Regeringen i denne Sag. Saaledes viser det sig da tydelig, ogsaa ved denne Lejlighed, at savnet af en parlamentarisk Regering føles ikkke alene i indenrigske Forhold, men ogsaa i udenrigske.

*) Lad os ej heller glemme, at Skaaningerne var med at bygge Dannevirke.

**) Traktat af 14/3 1857 om Øresundstoldens Afløsning m. m.

(Vejle Amts Folkeblad 24. juli 1873).

Lodskrigen i Øresund har i den senere Tid foranlediget Artikler i "Veile A. Flkb." af Folketingsmændene Bajer og Berg. Medens Førstnævnte stiller sig paa Svenskernes Side, hævder Hr. Berg paa det Bestemteste den af vor Regering brugte Fremgangsmaade, idet han fremhæver, at det her b. A. gjælder om at værne 150 danske Familiers lovlige Rettigheder. Han vilde anse det for en stor Pligtforsømmelse, hvis det maatte bekræfte sig, at Regeringen i den senere Tid skulde vise sig mindre aarvaagen og fast end tidligere med Hensyn til den omhandlede Sag. Ligeoverfor den i foreliggende Tilfælde skete Appel til de skandinaviske Sympatier udtaler Hr. Berg: "Skulde det være Skandinavisme at lade en vildledt Folkestemning i Sverrig raade for, om Danmark har Ret til at lovgive paa sine Enemærker, at hævde sine Love og vaage over Statsborgerne? Rettigheder mod Fremmedes Overgreb? For den Slags Skandinavisme vil jeg betakke mig. Som Norge har vidst at havde sin Stilling mod Forsøg fra Sverrigs Side paa Overmyndighed, skulde vi, der staae uden statsretlig Forbindelse med Sverrig, dog ogsaa kunne gjøre det. Der er ingen Skandinavisme mulig, uden at ethvert Land værner sig med Bestemthed mod positive Overgreb og bevarer sin "Selvagtelse."

(Aarhus Amtstidende 30. juli 1873)

Lodskrigen førte den 14. august 1873 til en aftale mellem danske og svenske lodser. Det blev forbudt de svenske lodser at lodse gennem Drogden, men de kunne opankre fartøjer på Københavns ydre red og derfra gennem Flinterenden som det blev overladt til de svenske myndigheder at afmærke. I praksis gik langt hovedparten gennem Drogden, ikke Flinterenden. Den svenske stat overtog lodsstationerne og betalte fra 1874 de ca. 14 lodser 30 kr. om måneden. 

Lodsspørgsmaalet. Som vi erfare, er der igaar, den 14de August, i Udenrigsministeriet blevet afsluttet en Declaration mellem Hs. Excell. Udenrigsministeren og den herværende kgl. svensk-norske Gesandt angaaende det omtvistede Spørgsmaal om Lodsrettighederne i Øresund. Efter Forlydende gaae Declarationens Hovedpunkter ud paa Følgende: Lodsningen i de Dele af Øresund, hvis Kyster paa den ene Side begrændses af dansk og paa den anden Side af svensk Territorium, henhører under de to Staters Omraade, hver for sine Undersaatters Vedkommende. Lodsningen i de Dele af Sundet, hvis Kyster paa begge Sider tilhøre samme Stat, henhører alene under vedkommende Stat. I Henhold hertil vil Lodsvæsenet i Drogden - som strækker sig fra et Nord for Middelgrunden beliggende Sømærke, kaldet "Stubbetønden", indtil Dragør Fyrskib - udelukkende henhøre under dansk Omraade; dog skulle svenske Lodser kunne lodse et Skib Nord fra og Nord om Saltholmen ind paa Kjøbenhavns Ydrerhed, men svenske Lodsbaade kunne ikke stationeres paa Ydrerheden for derfra at foretage Lodsninger. Denne Declaration har ikke nogen Indflydelse paa bestemmelserne i Sundtoldtractaten, ligesom den ei heller gjør nogen Forandring i den de to Stater tilkommende Høihedsret over de respective Søterritorier, navnlig i militair Henseende. De to Stater tilsige hinanden Understøttelse til Overholdelse af Declarationens Bestemmelser. Declarationen træder i Kraft den 21de ds.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. august 1873).

Der opstod herefter en konkurrence med Helsingørs lodser om at komme først til fartøjer i Kattegat, i Helsingør anskaffede man sig derfor en hurtig lodsbåd. Som modtræk stationerede en lodsbåd ved Viken, og det gav de svenske lodser et overtag over de danske. I Dragør befandt der sig 57 lodser.

Striden (eller konkurrencen) gik i sig selv da Øresundstrafikken generelt efter 1. verdenskrig gik tilbage. 

Det gode Skib "Freia". (Efterskrift til Politivennen)

En dansk Barbar. Den med denne Overskrift fornylig efter "Sjællpst." meddeelte Historie erklæres i "Folk. Av." for en "Røver-historie". Den Skibscapitain, som Bysladderen i Kjøbenhavn betegnede som den Skyldige, siges i de to sidste Aar slet ikke at have været paa Havanna, endsige i China efter hvide Slaver; for Øieblikket er han paa Hjemrejsen fra Ostindien med en Ladning Riis; ifølge et Brev til sin Familie var han særdeles tilfreds med sit Mandskab, der udelukkende bestod af Danske. Det eneste Sande i Historien er det Factum, at han i Aaret 1858, da han ikke kunde faae anden Fragt fra China til Havanna, har tilligemed en Snees andre Skibe af forskjellige Nationer overført et større Tog af "Kulier", frie chinesiske Arbeidere, der (ofte for at undgaae Hungersnøden i deres Hjem) udvandre til de europæiske Colonier. Rygtet menes muligviis at være opstaaet ved Forvexling med et andet lignende, der i længere Tid har været i Omløb om en Capitain fra et af vore Nabolande, saa det ikke er saa utroligt, at det er dette Rygte, man har localiseret. 

- "Sjp." vil imidlertid ikke have Sagen betragtet som en "almindelig Røverhistorie", thi i det sidste Nr. leveres temmelig uomstødelige Beviser for, at idetmindste en Deel af Historien er Sandhed, og i "Flp." for i Tirsdags har 2 Mand af Skibets tidligere Besætning, Tømmermand Petersen og Matros Svane ladet indrykke en for Vedkommende mindre behagelig Erklæring, hvoraf vi tillade os at aftrykke den væsentligste Deel: "Skibet, hvorom der tales - hedder det - er "Freia", Capitain Sørensen, tilhørende Handelshuset Puggaart & Comp.; vi have desværre faret med det, og vi høre til det Mandskab, som ifjor ved Capitainens skammelige Behandling saae sig nødsaget til, Alle som En, Styrmand og Matroser, at forlade det i London. Denne Part af Beretningen kunne vi derfor godt stadfæste; man søgte dengang rigtignok baade i London og ved Søretten her at faae os stemplede som Deserteurer, fordi vi havde forladt Skibet, men det lykkedes hverken hist eller her, trods al den Umage man gjorde sig derfor, og at, som anført, begge Styrmænd, hvoraf den Ene er Lieutenant her i Marinen, gjorde fælles Sag med os, taler tilstrækkeligt for, paa hvis Side Retten var og hvor slet Behandlingen maa have været, naar vi følte os drevne til det nævnte Skridt. Desuden bemærke vi, at vi fik Skibet losset, førend vi forlode det, og saaledes i enhver Henseende gjorde vor Pligt. Men vore Klæder og vort Tømmermands-Værktøi maatte vi lade blive paa Skibet, og vi fik heller ikke nogen Afregning, skjøndt Enhver af os havde ikke saa lidet tilgode. - Hvad det Fremsatte om Skibet om Capitain Sørensens Meriter og Endeligt angaaer, da kunne vi naturligviis ikke derom vide nogen rigtig Besked, eftersom vi kun have gjort et Aars Reise med Capitainen. Imidlertid have vi rigtignok hørt nogen Tale om, at "Freia" paa en tidligere Reise har ført en Ladning Kulier til Havanna , af hvilke 150 skulle være døde undervejs; det hedder ogsaa, at der blandt Kulierne paa Grund af slet Behandling opstod Mytteri, som Capitainen kun med Nød og neppe fik dæmpet. Men herom vil Grosserer Puggaard vel selv kunne give den bedste Oplysning, især naar han forespørger sig hos en Styrmand Rasmussen, der saavidt vides er i hans Fart endnu, og som dengang var ombord paa "Freia". Heller ikke vide vi nogen sikker Besked om "Freia"s og Capitain Sørensens sidste Hændelser. Der er os kun fortalt, at det engelske Mandskab, han hyrede, efterat vi havde forladt "Freia", blev ligesaa slet behandlet, og derfor i det indiske Hav rottede sig sammen med endeel Malayer, hvoraf Følgen var, at Capitainen blev skudt. Men om dette forholder sig rigtigt, skulle vi, som sagt ikke kunne sige; der hviler i alle Retninger et saa dunkelt Slør over Skibet og dets fører, at det er vanskeligt at udfinde noget Sikkert derom, og det er vel kun Rhederiet, der kan give nogen bestemt Oplysning, hvis dette forresten lader sig formaae dertil."

(Middelfart Avis 16. august 1861)

Handelsbuset Puggaard & Comp. bestred beretningen og meddelte at skibet snart ville komme til København.

Fregatskibet "Freia", Kapt. Sørensen, er nu ankommet til Kjøbenhavn fra Akyab med en Ladning Riis. Der er saaledes givet en fuldgyldig Gjendrivelse af alle de kourserende Rygter om dette Skib. Imidlertid kunde det vistnok være rigtigt, om der blev anstillet en Undersøgelse om Kapitain Sørensens Forhold ved den tidligere Reise, da hele hans Mandskab, Styrmændene medregnede, forlod hans Skib i England, og navnlig forekommer det os, at den Lieutnant i Marinen (saavidt vi vide: Lieutn. Jakobsen), der paa denne Reise foer med Kapitain Sørensen som Overstyrmand og gjorde fælles Sag med Mandskabet, skylder sig selv at faae opklaret, hvorvidt Skibets Rheder, Grosserer Puggaard, har været i sin Ret, naar han har stemplet ham og den øvrige Besætning som Deserteurer. Der er ved denne Beskyldning en Plet paa ham, som en dansk Søofficier ikke vel kan lade sidde uaftvættet. (Flp.).

(Thisted Amtsavis 3. september 1861).

Yderligere oplysninger har det ikke været muligt at finde i aviserne. Men ifølge andre kilder fortsatte kaptajn Sørensen i endnu 10 år at føre skibet.

Fregatten/fregatskibet Freia blev bygget 1819 på orlogsværftet, og ombygget 1854. Det blev i 1853 solgt som handelsskib til partrederi med KR ved Hans Puggaard & Co. i København. Det havde da 2 dæk og 3 master med kvindelig galionsfigur.Det kunne medføre besætning på 404 mand. Kaptajn fra 1861 var J. P. Sørensen, fra 1872 kaptajn P. J. Hansen og som sidste kaptajn H. P. Nielsen til 1877. Det sejlede på Stillehavet og Ostindien. Det blev før 1881 solgt til et norsk partrederi og ophugget 1887 i England - for værdien af skibets kobberbolte.

Nogle Ord om Oldermændsposterne ved Helsingør og Dragø Lodserier. (Efterskrift til Politivennen)

I Kjøbenhavnsposten nr. 149 for onsdag den 1. juli f. å. findes en artikel der henleder høje vedkommendes opmærksomhed på nødvendigheden af fungerende lodsoldermænd ved Helsingør og Dragør lodserier og som udtaler sig over det urigtige i at overdrage nævnte
vigtige poster til de ved lodserierne ansatte bogholdere.

Selv om man nu måtte antage, at det ville være overlodsen i Sjællands Distrikt, hr. kommandent Wulff en sand fornøjelse at se de ham underlagte lodserier velorganiserede og med beredvillighed sørge for at få en så væsentlig mangel som den her påpegede afhjulpet, så ser man dog endnu at de ovenberørte to store lodserier må savne aktive lodsoldermænd. Grunden hertil er ikke let at indse! Den kan ikke ligge i manglen af lodskyndige og indsigtsfulde mænd til hvem lodsoldermandsposterne kunne overdrages, for hr. overlodsen kender vistnok ligeså godt som vi, hvor sådanne mænd uden vanskelighed er at finde. Det er heller ikke antageligt at ømhed for de gamle lodsoldermænd kan være årsagen: vil man ikke formindske disses indtægter, så giv dem da hele deres aflønning i pension. Men lad dem vige rent tilbage fra en post de ikke mere formår at passe tilstrækkeligt og lad dem give plads for lodskyndige og raske folk der med indsigt og konduite kan anføre lodserne til de søfarendes gavn.

Ser man på Dragør Lodseri - det største og vigtigste i Danmark - da må man dog i sandhed forundres over, at lodsoldermandens vigtige bestilling er overdraget til hr. søkrigskommissær Jepsen, der i forvejen er ansat som lodseriets bogholder *). Hr. Jepsen har vel i sin tid været skipper og kan som sådan have været meget duelig. Men han er dog ikke i besiddelse af alle de egenskaber, som nødvendigt må findes hos en lodsoldermand, når han skal passe en sådan post. Med andre ord: han er ikke lodskyndig, men mangler endog nøjere kendskab til sit lodsfarvand. Han formår derfor ikke at orientere sig som lodsernes anfører, selv om han ikke allerede var betynget med en bestilling, der optager så meget af hans tid, at han umuligt som lodsoldermand kan være tilstede ved lodseriet og iagttage den derved fornødne orden, uagtet dette dog påbydes i lodsanordningen § 23. Som lodsbogholder er hr. Jepsen sit fag fuldkommen voksen, det er altså rigtigst, at han udelukkende færdes på sit lodsbogholderkontor. Men om end hr. overlodsen står i familie- eller venskabsforhold til hr. Jepsen, så burde det dog ikke forårsage, at et så vigtigt lodseri som Dragørs må savne en mere dygtig eg indsigtsfuld lodsoldermand, til hvem lodserne kan henvende sig i de mange forskellige tilfælde, som indtræffer og af hvem de kunne have den nødvendige vejledning og hensigtsmæssige anførsel.

Hvad der således her er udtalt til bevis for det urigtige i at lade hr. søkrigskommissær og lodsbogholder Jepsen vedblive at beklæde lodsoldermandsposten ved Dragør lodseri, kan også - med lidt forandring - fremføres imod at hr. overkrigskommissær og lodsbogholder Hjorth fremdeles betros Helsingørs lodsoldermands bestilling.

En lodskyndig og indsigtsfuld lodsoldermand er et stort og uundværligt gode for ethvert lodseri og burde derfor allermindst savnes ved så vigtige lodserier som de ovennævnte. Vi skulle blot tillade os at henvise til Københavns Lodseri. Her herskede for ikke lang tid siden den største uorden; men siden hr. fastlods Engelsen blev ansat her, er her - til stor nytte for de søfarende og til renomme for dhrr. lodser - fremkommet en priselig orden og livlighed, der naturligvis endnu ville fremtræde tydeligere om hr. Engelsen som oldermand direkte havde noget at sige og frie hænder til at rette de mangler, der endnu
måtte være til stede.

Sådanne "praktiske mænd af faget" hvis dygtighed er grundfast - mænd, som ved egen kraft, konduite, indsigt og Humanitet har erhvervet sig et hæderligt navn og almindelig agtelse: sådanne mænd er skikkede til at beklæde lodsoldermandsposterne! Af dem ville høje vedkommende kunne høste sand ære! De var i stand til at orientere sig i alle påkommende tilfælde; og af dem kunne lodserne få en behagelig, fornuftig og hensigtssvarende anførsel.
København, marts 1847.

Sch. - Ld.

*) Hr. J driver desuden urtekramhandel

(Kjøbenhavnsposten, 6. april 1847)

Farvandet mellem Dragør og Sverige domineres i dag med udsigten ti Øresundsbroen. Sådan var det ikke i 1847. Men det er stadig godt befærdet med skibe - og lodser har stadig arbejde. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Opfordring til Dragø Lodser.

Da det er os bekendt at Dragør lodser i disse dage har tilstillet admiralitetet og generaltoldkammeret hvert en velmotiveret besværing i anledning af fyrskibsfører Jensens fremfærd imod dem i den nok så bekendte proviantsag, så tillader vi os herved at opfordre d'herrer lodser til gennem Kjøbenhavnsposten at offentliggøre en af de nævnte besværinger for at publikum derved kan erfare at vi har faret med sandhed i det vi i dette blads nr 51 for d. m. har fremført angående hr Jensen.

Ved denne lejlighed kan vi ikke tilbageholde det ønske at det måtte behage hs. m. kongen eller admiralitetet at skænke Dragør Lodseri den for lodseriet i almindelighed og lodserne i særdeleshed store og heldbringende velgerning at udnævne en indsigtsfuld, human og lodskyndig oldermand der med konduite kan bringe en bedre tilstand, så at lodserne da ikke som nu, selv behøvede at henvende sig til admiralitetet for at få orden i deres sage.
To skibsredere.

(Kjøbenhavnsposten, 8. juni 1847).

Enhver der kender forholdene ved Københavns Lodseri således som disse har været og nu for tiden er, må vistnok indrømme, at dette selskab i alle henseender er gået fremad til det bedre. Den mand, som disse forbedringer udelukkende skyldes, er lods og dannebrogsmand hr. Engelsen. Skønt han oftere ved smålighed har mødt forhindringer i udførelsen af påtænkte forandringer og forbedringer der, hvor vedkommende af al iver burde have ydet ham assistance, er E's interesse og nidkærhed for lodseriets ordning på en hensigtsmæssig måde dog ingenlunde kølnet. Uagtet der, som bemærket, er gjort meget for lodsselskabet, er det dog vist, at der endnu er en del at reformere, og at Hr. E. for vedkommende har ytret sig om måden, hvorpå sådanne forbedringer bedst lader sig iværksætte; og det er derfor virkelig beklageligt, at denne mand, der bde er sit fag fuldkommen voksen og dertil en meget human og en dannet mand, dagligt bliver fortrædiget cg chikaneret for sin tjenstivers skyld. At hr. E. med en mere udstrakt myndighed ville virke betydeligt mere i sit kald, både til det offentliges og de søfarendes gavn og nytte og til hæder for lodsselstabet, er fuldkommen afgjort.

Indsenderen heraf er meget nøje bekendt med de didhen hørende forhold, og han ved ikke, om det nogensinde offentligt er blevet berørt, hvad her er fremført; men at det nærmere burde drøftes, er ikke desto mindre vist. Nu da man borttager gamle plankeværker og hytter ved Toldboden, kunde man måske også passende bortrydde et og andet gammelt inventarium og skramleri fra Toldboden.

(Kjøbenhavnsposten, 23. juli 1847)

Lodstårn i Dragør Havn. Dragør Lodseri var indtil staten overtog det landets største. Det eksisterer videre i Danpilot. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020. 

I den Berlingske Tidende for lørdag den 8. dennes findes en beretning fra Dragør, der indeholder en stor del urigtigheder og hvori vedkommende korrespondent har tilladt sig at fremkomme med uforsvarlige beskyldninger imod kaptajn J. I. Köpche, førende skonnerten "Erwartung", som den 6. januar d. å. løb på Middelgrunden og som nu er indbragt hertil. Vi anser os desårsag beføjede til at tage ordet for den fremmede mand. 

Når det derfor hedder i nævnte beretning, at der da en skonnert observeredes "med flag for lods" - "straks (fra lodsvæsenets side) blev føjet anstalter til at arbejde ud gennem isen med en jolle osv.", så kan vi efter de af os fra sikre kilder indhentede oplysninger på det bestemteste benægte rigtigheden heraf. For uagtet skibet i længere tid havde tonet signal efter lods og var kommet helt ind i farvandet, forblev dog Dragør Lodsvæsen i største uvirksomhed. Lodsoldermanden stod rådvild og vidste ikke, hvad han skulle gribe til, da lodserne manglede - tænk engang - de manglede en jolle, hvormed de kunne arbejde sig ud gennem den ubetydelige is for at komme den søfarende til hjælp! Efter en lang og "vigtig" deliberation med uvedkommende besluttede oldermanden sig omsider til i sin visdom: at låne en jolle, men da denne var uhensigtsmæssig til brug i dette tilfælde, så gik det kun dårligt med fremgangen. Og da oldermanden - der kun skal være halv sømand - havde forsømt at lade oprejse et synligt kontra-signal på jollen, så kunne den ikke observeres fra skonnerten, og derfor besluttede kaptajnen at lade stå indefter for så godt som muligt ved egen hjælp at nå havn før det blev aldeles mørkt, og denne kaptajnens handling vil gives fuldkommen medhold af enhver upartisk sømand. 

Den Berlingske Tidendes "pålidelige" dragørske korrespondent siger fremdeles: at skonnerten rendte nordefter "uden at ville oppebie lodsen". Mener den nævnte kløgtige herre måske, at skibsføreren kunne forsvare at udsætte skibet for total forlis, for at vente på en hjælp, hvortil spor intet sted var at opdage? Nej, hr. kapt. Köpche har, som sagt, ved ovennævnte lejlighed handlet aldeles rigtigt. Derfor er det højst uforsvarligt af vedkommende at skade ham ved offentligt at fremsætte fejlagtig beretning om hans sejlads og manøvrering den dag.

Ved denne lejlighed kommer vi forresten til at erindre, at vi flere gange har set klager i de offentlige journaler over, at Dragør store lodseri ingen lodskyndig oldermand har, men at dennes vigtige post midlertidig er overdraget til lodseriets skriver eller regnskabsfører. Hvad grund vedkommende kan have til ikke at ansætte en anerkendt lodskyndig oldermand i denne mands sted, er ikke godt at indse. For der behøves dog vel ikke større bevis for hans uduelighed end netop, at han i farens stund uden væsentlige hindringer undlader at sende de søfarende hjælp og lader lodseriet være aldeles blottet for nødvendige joller og andre uundværlige redskaber. Denne mangel ved Dragør Lodseri er så meget mere uforsvarlig og iøjnefaldende som lodseriet ejer et jolle-fond, hvori der årlig skal indflyde højst betydelige summer. Men måske gives der tillige en anden bestemmelse for jolle-fondets penge end netop ene til indkøb af joller og andre sådanne for et lodseri rigtignok temmelig uundværlige genstande!

København, d. 18. januar 1848.

(Kjøbenhavnsposten, 19. januar 1848)

Skipperstræde i Dragør. De smalle gader og små huse giver måske et fjernt indtryk af forholdene for søfolk og godtfolk i Dragør i 1847. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

En sjelden Jubelfest. (Efterskrift til Politivennen).

Festen paa Karrebek. Det var ligesom Forsynets Villie, at Beboerne af Karrebek skulle have en Glædesfest i Mandags. Den indtrufne Frost havde nemlig bragt i deres Midte den almeenagtede Skipper Hans Christian Kromann, der i mange Aar med sit Fartøi har gjæstet Karrebækkerne, og det var just paa denne Dag 60 Aar siden, at han blev meddeelt Skipper-Patent, nemlig 17de Februar 1785. Han er født i Marstal paa Ærøe og uagtet han nu er en Olding paa 80 Aar, fører han dog endnu selv sit Skib med den Raskhed som er denne behjertede Sømand saa egen. Hele Festdagen blev feiret med Flagning og den agtværdige Olding modtog af den forsamlede Mængde de oprigtigste Lynønskninger og de tydeligste Beviser paa deres hengivenhed for denne hæderværdige Borger, der stedse har været sin Konge og sit Fædreland huld og troe, hvorefter Festen endtes med flere Skaaler for Oldingens vedvarende Sundhed og velbefindende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  21. februar 1845).

En sjelden Jubelfest. Den 17de Februar feiredes i Karrebæksminde ved Nestved en høist sjelden Jubelfest, idet den almeenagtede Olding, Skipper Hans Christian Kromann paa denne Dag havde været Skipper i et og tresindstyve Aar. Festdagen hilsedes med almindelig Flagning, saavel fra selve Havnen som fra de i samme værende Skibe. Om Aftenen havde Jubeloldingen indbudt Beboerne af Karrebæksminde og de i Havnen værende Skippere til et Festmaaltid, hvor Kromanns Skaal udbragtes, indledet ved en i Anledning af Festdagen forfattet Sang. Den muntre Stemning, som hele Aftenen herskede i Selskabet, forhøiedes endnu mere ved Jubeloldingens muntre Spog og skjemtende Hentydninger paa det store Antal Aar, han bærer fremfor Nogen af dem, som vare tilstede.

Kromann, der er barnefødt i Marstal paa Ærø, er nu i en Alder af firsindstyve Aar. Ikke desto mindre fører han dog endnu sit eget Skib næsten med en ynglings Lyst og Munterhed, ligesom ogsaa hans Helbred og Udseende endnu er saa sundt og kraftigt, at Enhver maa antage ham for langt yngre, end han i Virkeligheden er. - Men hvad der især gjør den brave Olding saa elsket og hædret af Alle, er den godmodige Munterhed og den aabne Hjertelighed, hvormed han imødekommer Enhver, der kommer i Berørelse med ham. Hans retskafne Charakteer, og det ædle Hjertelag, som han saa ofte paa sin lange Livsbane har lagt for Dagen, berettiger os vistnok til at ansee ham for ligesaa hæderværdig som den, der bærer Hæderstegn og Ordensbaand, skiøndt intet saadant pryder Oldingens Bryst. Dog graae Haar ere jo den bedste Prydelse, naar de bæres paa Retfærds Isse, og at Kromann med fuld Ret tør gøre fordring paa, at dette hans eneste synlige Hæderstegn maa blive agtet og hædret af Alle, deri vil vist Enhver der kjender ham være enig med os.

Dette, saavelsom den Mærkværdighed, at Kromann vistnok er den ældste Skipper i Danmark, i det mindste den ældste Skipper, som endnu fører Skib, har foranlediget os til at ansee os berettiget til, offentligt at henlede vore Medborgeres Opmærksomhed paa denne hæderværdige Dag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. februar 1846, 2. udgave).

Kromann levede 1768-1848. Se siden Skipper-Oldingen fra Marstal.

Skildringer af Livet ombord i en dansk Orlogsmand. (Efterskrift til Politivennen)

Skildringer af Livet ombord i en dansk Orlogsmand.

Pernambuco, den 25de Februar 1844.

- - - Du har i dit sidste Brev anmodet mig om at skildre Dig Livet ombord i Briggen og uagtet der, paa Grund af det indsluttede Liv som føres ombord, kun er saare lidet at omtale, vil jeg dog ikke lade Dit Ønske uopfyldt.

Sølivet omtales i Almindelighed som eensformigt af den, der gaaer ombord som Passageer, og at denne Anskuelse faaer Indpas hos ham har udentvivl sin Grund i den Uvirksomhed, hvortil han ofte er fordømt, den Urolighed, hvormed han imødeseer Reisens Maal, den liden Sympathie han maaskee føler for den selskabelige Omgang ombord og flere lignende Omstændigheder; hvorimod Enhver, der ombord har sine bestemte Forretninger, ei bemærker denne Eensformighed: naar man er beskjæftiget, henglider Tiden ubemærket; hver Dag medbringer noget Nyt, og navnligen er det indlysende, at iblandt en saa talrig Menneskemængde, som her er tilstede - Briggens Besætning er 108 Mand - maa der jævnligen indtræffe mange forskjellige Tildragelser.

C. W. Eckersberg (1783-1853): En brig tørrer sejl (1830). Statens Museum for Kunst. Den minder i udseende om Ørnen hvilket det dog ikke er, idet Ørnen først blev søsat 1843. Ørnen var 101 fod lang og 28 fod bred. Den havde 16 kanoner ombord. Den blev ophugget i 1871. Fri af ophavsret.

Ombord ligner den ene Søgnedag den anden, og naar jeg derfor omtaler den, saa har man dem alle.

Reveillen bliver slaaet, tilsøes Kl. 6½ og tilankers Kl. 5, nede paa Bannierne; efter 10 Minutters Forløb, hører man atter et Trommesignal, som kalder alle Mand paa Dækket med deres surrede Køier, der bortstuves i Finkenetterne. Nu begynder den almindelige Reengjøring i i hele Skibet, hvortil alt Mandskabet er fordeelt, undtagen tilankers Fartøisfolkene, der ere fritagne, da de strax maae reengjøre og pudse sig og tillige eftersee deres Fartøier. Du vilde blive forundret ved at see den almindelige Reengjøring om Morgenen; jeg er overbeviist om, at der ikke findes et Huus i Land, som er reenligere i alle dets Dele; Dækket er ligesaa hvidt, som noget Gulv i Land; Spyttebakkerne findes overalt mellem Canonerne, og paa en Mængde andre Steder i Skibet, fyldte hver Morgen med reent Vand. Skibet fremviser en Orden, Symmetrie overalt, og der hersker Ro i nogle faa Minutter.

Naar der er 8 Glas - men det er sandt, maaskee forstaaer Du ikke hvad der menes ved dette Udtryk. - Døgnets 24 Timer, ere ombord inddeelte i 6 lige Dele, hvilke kaldes Vagter. Skildvagten ved Luntevageren, tæt ved Kabyssen, har et Halvtimeglas under sin Opsigt; naar dette er udløbet, melder han det til Qvarteermesteren paa Dækket, der strax besørger at Skibsklokken slaaer; Skildvagten melder ikke Klokkeslettet, men Antallet af de Glas, der ere udløbne, og saaledes regnes altsaa Tiden ombord. Naar der saaledes om Morgenen er 8 Glas (Kl. 8), pibes der til Frokost, som bestaaer af Thee og Skibstvebakker. Der tilstaaes Mandskabet en Time til Frokost og naar denne er forløben, bliver der pebet til Arbeide. Kl. 11 (6 Glas) pibes der til Grog og naar der er 8 Glas (Kl. 12) melder Qvarteermesteren det til den vagthavende Lieutrnant, der atter melder til Chefen at det er Middag. Klokken staaer derpaa og der pibes til Middag. Mandskabet forsamler sig da paa Dækket imellem Kanonerne, og Baksjungerne gaae til Cabyssen, for at hente Maden. Mandskabet har nu Hvile til Kl. 2, da der igjen bliver pebet til Arbeide, som vedvarer til Kl. 5. Kl. 5½ faar de Aftensmad og en Snaps; aldrig seer man dem lykkeligere end i dette Øieblik. Skraatobakken tages ud, de spytte og aftørre Munden, for at hver Draabe kan gjort sin Virkning; ofte har jeg studeret deres Miner og Gebærder, der udtrykke den høieste Grad af Nydelse, naar de synke deres Snaps. Efter at Maaltidet er endt fordele de sig rundt omkring i Skibet. Nogle læse, andre lege, kort, der hersker en almindelig Munterhed, Kl. 6½ lyder Trommesignalet til klart Skib, og hver Mand ombord møder da paa sin bestemte Post. Kl. 7 bliver der trommet til Køierne, og paa samme Tid holder Parolen; I'etat-major er da samlet tilligemed hele Mandskabet i to Geledder agter ude paa Skandsen, og naar der da skal dicteres nogen Straf, træder Næstcommanderende frem, oplæser af Straffe-Protocollen Diliqventens Navn og den Straf, han skal lide; ved et Signal tager derpaa hver Mand sin Køie ud af Finkenettet og efter Trommen marcherer hver Mand ned paa Bannierne med sin Køie. De Fleste af Mandskabet gaae da straks tilkøis; de Tiloversblevne samles i smaa Klynger paa Dækket forude imellem Kanonerne og underholde sig enten med Sang, eller ogsaa med en Luntevagerpassiar, der meest angaaer Skibbrud, Batailler, Herrehistorier m.m. og mange af disse Historier ere digtede paa staaende Fod. Kl. 10 ere alle Mand tilkøis, undtagen Vagtsfolkene, og til samme Tid bliver Lys og Ild slukket ombord, med Undtagelse af Lanterne og Lunten hos Skildvagten ved Cabyssen; naar man vil have Lys efter den Tid i sit Lukaf, faaer man en Skildvagt med for at holde Vagt over det. - To Gange om Ugen er der almindelig Vask af Mandskabets Tøi og een Gang om Maaneden vaskes Køierne.

Naar vi ere tilankers bliver det samme iagttaget ombord som ovenfor beskreven, kun at om Morgenen Kl. 8 bliver, idet Tambouren slaae Parademarchen, Flaget heiset, og paa samme Tid affyre de 3 Skildvagter, som ere placerede, En ved hvert Faldereb og En paa Bakken, deres fra Nattevagten ladte Geværer, paa eengang, og paa samme Maade skeer det ved Solens Nedgang, naar Flaget bliver firet ned. Kl. 9. om Aftenen gaaer den gamle bekjendte Tappenstreg, og hvormange behagelige og varme Følelser er der ikke opstaaede hos mig, saa langt fjernet fra Hjemmet, ved denne Melodie.

Jeg skal nu beskrive en Søndag, dersom din Taalmodighed ikke allerede er sat paa en altfor stor Prøve: Morgenstunden er aldeles lig de andre Dage i Ugen til Frokosttid; men naar denne er forbi, bliver der pebet til at alle Mand skulle klæde sig paa. Der er da en Pudsen og Pynten efter bedste Evne; det lille Speil, Kammen etc. komme da frem og Enhver søger at gjøre Toilette saa omhyggeligt som muligt. Kl. 10 blive alle Mand ved Piben kaldede paa Dækket til Mønstring for Chefen, som med l'etat-major er samlet paa Skandsen i Galla. Mandskabet samler sig nu bakkeviis *) opstillede i eet Geled hele Skibet rundt; hver Bakke bliver da af sin Officier presenteret for Chefen og hver Mand bliver af denne efterseet om han er reen og ordentligt paaklædt. Den øvrige Deel af Dagen har Mandskabet Frihed. - Ligeledes bliver Mandskabet hver Onsdag mønstret for Næstcommanderende. 

Efter nu at have beskrevet Dig Livet ombord i Briggen i Almindelighed, vil jeg til Slutning i Korthed berøre, hvorledes Messemedlemmerne tilbringe Tiden ombord. Kl. 8 om Morgenen holdt vi Frokost i Messen og samles derefter paa Dækket ved et af Falderebene, hvor Conversationen bliver krydret ved Morgen-Piben eller Cigaren, Kl. 2 spises til Middag og efter Kaffen samles vi, ligesom om Morgenen, paa Dækket. Eftermiddagen tilbringes sædvanligen i Messen med L'Hombre-Whist- eller Domino-Spil. - Om Aftenen Kl. 8 drikke vi Thee og nyde Aftensmaden, hvorefter vi, naar Veiret tillader det, opholde os et Par Timer paa Dækket forinden vi gaae tilkøis, for atter den Næste Dag at begynde forfra.

P. B.

*) De Afdelinger, i hvilke Mandskabet er inddeelt benævnes "Bakker".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juli 1845).

Der må være tale om briggen "Ørnen" som 1843-1844 var i Brasilien under kaptajnløjtnant Andreas Polder. Skibet var i årene 1843-44 udsendt til Buenos Aires, medbringende forslag til forhandling om en handels- og venskabstraktat mellem Danmark og den argentinske Republik. "Ørnens" tur er omtalt i Eduard Nikolaj Jensen: Livet i Nyboder og ombord i Flaadens Skibe 1826-1852, s. 63-78. Skibet sejlede fra København 1. maj 1843. Turen til Bahia tog seks uger. Skibet sejlede herefter til Rio de Janeiro (ophold en måned), Montevideo (ophold 8 dage), Buenos Aires (ophold 6 uger), igen Rio de Janeiro, Pernambuco og København 25. april 1844. Datoen på artiklen fra Pernambuco 25. februar 1844 stemmer meget godt sammen med at det tog seks uger at krydse Atlanten.

I 1845 sejlede O. C. Hammer med briggen "Ørnen" til blandt andet Fort Prinsensten ved den afrikanske sydvestkyst, hvor han hjalp med at dæmpe uroligheder og hvor han førte forhandlinger med de indfødte. Han medvirkede senere i Treårskrigen på dansk side ved Vesterhavsøerne.

Flere handelsskibe sejlede på Brasilien, fx Briggen "Dania" (1827), omdøbt til Ida 1843-1870 med kaptajn J. J. Jørgensen eller H. H. Rønne og ejet af A. L. Schmidt & Hansen var i 1844 i Brasilien. Skibet omtales som en orlogsmand, altså et krigsskib.

Handelsforbindelserne med Sydamerika var besværliggjort af at kongeriget ikke kunne byde på ret mange produkter, og at omvendt kolonialvarerne ikke var så indbringende fra Sydamerika, faktisk kun kaffe. Desuden var varerne belagt med Øresundstold. Hvorfor handlende foretrak Hamborg. Netop i 1844 indførte man en lempelse af Øresundstolden for skibe der kom direkte fra en oversøisk havn. Udsendte orlogsmænd skulle undersøge mulighederne, og de bekræftende det ovenstående, så fragthandel var det eneste man kunne se noget indbringende i på grund af danske søfolks dygtighed mm.

Anke over Finlapperne.

Vi ved ikke så nøje om det finske folk i det hele taget er meget krigerisk stemt, men efter de finlappers natur som kommer til os, er man forpligtet til at antage det. Flere gange om aftenen, ja selv om natten, leverer de hinanden indbyrdes fejder, som da de som oftest foregår ombord på deres egne skibe, ganske passende kunne kaldes søbataljer.

Søndag nat det vil sige natten mellem søndag og mandag, fandt sådan en affære sted da klokken var omtrent 1. Den gok endogså så vidt at man fra skibene kastede hele favnestykker på den der forsamlede menneskemængde, hvoraf følgen var at en person blive skammeligt lemlæstet. Til sidst måtte den hidkaldte vagt med fældede bajonetter bestorme skibet hvorefter den natlige ro og stilhed igen blev oprettet. - Urostifterne der blev arresterede, venter deres fortjente straf. - Hvis sådanne optøjer gik for sig kun en sjælden gang, da kunne man se noget igennem fingre med dem, skønt deres voldsomme karakter vel ville forbyde det, men de foregår så hyppigt at et eksempel bør statueres.

(Politivennen nr. 1392. Løverdagen, den 3die September 1842. Side 581-582). 

Historie om Anton, der vilde taget Roret.

Følgende højst besynderlige behandling finder jeg mig foranlediget til at offentliggøre, idet jeg tillige beder sagkyndige at tilkendegive mig i dette blad om den fremfærd som her vil blive tale om, stemmer overens med lovgivningen i Danmark

Den 8. maj d. å. begav jeg mig til Allinge for at sejle med skipper Johan Holm til Christiansø. Men den 12. om morgenen blev nævnte skipper først af den der fungerende toldbetjent kaptajn Kjøller forbudt at afsejle før nærmere ordre. Derefter kom på inspektørens vegne toldbetjent Anton fra Rønne, i forening med sin hund og tilkendegav Holm i en barsk tone at hvis han understod sig i at sejle til Christiansø og ikke medtage ham, så lod han hans sejl rive ned og roret tage fra hans båd. Holm måtte således finde sig i at medtage de to ubudne passagerer. Men hvad der er allersnurrigst er at Anton plat ud forbud skipper Holm at medtage mig, og anvendte også her sin forrige trussel med hensyn til sejlene og roret, og jeg måtte altså rejse tilbage til Rønne for ikke at sinke Holms afrejse. Enhver retsindig vil vistnok indse at både Holm og jeg har ved en sådan behandling lidt tab og uret, og jeg har største lyst til at drage vedkommende under lovens strenghed. Dog er det at jeg først ved disse linjer spørger sagkyndige om jeg skulle lægge sag an mod berørte personer eller jeg skulle lade dem slippe med offentliggørelsen af denne deres handlemåde?

Hans J. Juul.
Skipper og borger i Rønne på Bornholm.

(Politivennen nr. 1067, Løverdagen, den 11de Juni 1836. Side 373-374).

Redacteurens Anmærkning.

Hans J. Juul står noteret i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 3. december 1813 for under Englandskrigene at have indbragt (kapret) en galease til Rønne.

Følgende Spørgsmaal fra en Skipper ønskes besvaret?

Når en skipper af havnefogeden anvises plads ved Nybørs bolværk og skibet kommer til at ligge måske en ottendedel eller mindre udenfor skellet af en andens bolværk, hvilket var tilfældet med indsenderen for nogen tid siden, bør da betales bolværkspenge til dem begge efter deres egen ublu forlangende? Eller var det måske ikke bedre for skipperne om der var sat en bestemt takst for bolværkerne så at forpagterne selv kunne enes om hvad der kunne tilkomme dem hver især, og skipperne være fri for de grove og ubehøvlede forpagteres uartigheder som formodentlig kommer deraf at skipperne ikke vil søge hos dem da de tillige holder værtshus.

(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 393-394)

Uforskammet Opførsel af Lodserne ved Ulfshale.

At det ikke er ubegrundet at der bestandigt af søfarende som passerer løbet gennem Ulfshale føres klage over de derværende lodser, kan ses af nedenstående.

Tirsdag den 26. oktober om morgenen mellem kl. 9 og 10 ankom kaptajn Wellumsen som fører skonnerten Håbet fra Kristianssand i Norge udenfor Ulfshale og satte flag til efter lods. Men det behagede disse herrer at lade nævnte kaptajn Wellumsen vente i 2½ time før de lod ham høre fra sig, og dette skete på følgende måde. Efter at Wellumsen i 2½ time havde signaleret lods, kom en dansk jagt som også satte flag til, og da lodserne nu troede at kunne så at sige slå to fluer med et smæk, eller tjene lodspenge ved 2 fartøjers gennemlodsning på en gang, gik de ombord på jagten og krydsede med denne forbi skonnerten. Ved denne forbisejling råbte kaptajn Wellumsen til lodserne om de ikke ville kom ombord til ham og lodse ham igennem, hvorpå de blot spurgte ham hvor mange fod hans skib stak, og da han svarede dem på det, råbte de at han kunne skyde igennem på 1½ favne vand.

Til at begribe dette, behøvedes vist ikke lodsernes forklaring. Men hvor skulle nu den sømand der er ubekendt med farvandet, kunne vide hvor der i Ulfshaleløbet var 1½ favne vand? Og da han således var overladt til sig selv, måtte han gå med skibet uden om Møn og denne forsinkelse havde på det nærmeste kostet skib og last og måske besætningens liv hvilket kan bevises af indsenderen.

Det ville vist være gavnligt for mange søfarende hvis disse lodser måtte få en drøj irettesættelse af de ansvarshavende. Skulle imidlertid denne fremdeles ikke hjælpe, da skal man vide hvis sådant et tilfælde oftere skulle indtræffe at fremkomme med klage på behørige steder.

(Politivennen nr. 777, Løverdagen den 20de November 1830, s. 743-745)

Grov Opførsel paa dansk.

Lørdag den 18. september mødte jeg mod enden af Toldboden en mand som kom fra bommen, efter udseende en fremmed skipper forfulgt af en af bådsmandens folk ved bommen. Denne standsede ham med udråbet: Skulle vi ikke have noget fordi vi åbner bommen? Manden svarede på halvt plattysk og halvt dansk: Jeg har givet til bådsmanden, og han må afgøre det. Den anden blev derimod meget grov, og trængte ind på skipperen i en ret ægte ulkestilling som om han på sin såkaldte københavnsk ville give ham en skalle. Med indædt harme stod jeg og ventede på udfaldet af en så uforskammet behandling imod en fremmed. Skipperen som havde en stor årsag til at blive opbragt, forblev imidlertid ganske kold, gik med den grove tølper tilbage til bodsmanden og jeg fulgte efter. Det hele blev snart afgjort ved 2-3 ord som skipperen og bådsmanden vekslede i det gode, og derpå gik den første roligt tilbage hvoraf jeg drog den slutning at alt havde været på det rene. Imidlertid lo alle bådsmandens folk da skipperen gik. Enten må bådsmanden som kommanderede der, ikke besidde autoritet nok eller vilje til at hæmme sådanne uordener.

Skønt jeg har ført skib selv cirka 19 år, har aldrig en sådan uforskammet opførsel truffet mig, eller jeg har set sådanne imod nogen anden på den mængde fremmede steder hvor jeg har været. Heraf fremstår det spørgsmål: er der nogen takst for bådsmanden og hans folk ved bommen, og hvad de skal have for ethvert skib, stort eller lille som de haler igennem bommen? Men hvorfor står da sådant ikke malet på et bræt på flere sprog, hængende på bådsmandens hus til efterretning såvel for fremmede som danske? Godt ville det vist også være om der tillige hang en instruks for folkene at de opførte sig høfligere mod enhver og at enhver som vil have fartøjer gennem bommen, kun havde med bådsmanden at gøre og ikke med hans grove folk. - Overbevist om at det er imod høje ansvarliges vilje at sådanne scener finder sted, har jeg ikke taget i betænkning på denne måde at bekendtgøre det, såvel som til advarsel for andre skippere der let kunne friste samme skæbne.

(Politivennen nr. 770, Løverdagen den 2den October 1830, s. 633-636)

Redacteurens Anmærkning.

Bådsmanden svarer på spørgsmålet i Politivennen nr. 771, 9. oktober 1830, s. 643-645