Emil Victor Schau Bruun (1864-1914). (Efterskrift til Politivennen)

Emil Victor Schau Bruun 1864-1914. Sognepræst i Vaagø 1889-1892, Sydstrømø 1892-1897 på Færøerne, Hasle-Rutsker 1897-1903 og i Christians Kirke på Christianshavn fra 1903. Han var frimurer. Ved kirkens 150 års jubilæum i 1909 blev afholdt en festgudstjeneste med tilstedeværelse af dronningen og andre medlemmer af kongehuset. Samt som ordensmarskal hans bror oldermand Bruun. Emil Schau talte om kirkens gamle minder. Se referat i Dagens Nyheder 3. december 1909.

Christianshavns Bespisningsforening uddelte i vinteren 1906 18.404 portioner varm mad til trængende på Christianshavn og børnene i asylet. 1912 15.126 portioner. Foreningen modtog bl. a. faste årlige bidrag fra kongehuset, fabrikanter, grosserere, etatsråd og professorer hvilke blev offentliggjort med navns nævnelse og beløb i aviserne. Annonce fra Nationaltidende 12. december 1906..

Mens kirken ikke spillede nogen rolle for 1800-tallets velgørenhed, var Emil Bruun blandt de få enkeltstående præster som gjorde. Andre var Johan Christopher Holck (1824-1899), præst ved Frelser Kirke i 35 år, Harald Edvard August Stein (1840-1900) fra Indre MIssion og Thora Vilhelmine Esche (1850-1920) som var med til at stifte Magdalenehjemmet. Som det ses af annoncen var Emil Brun aktiv i Christianshavns Bespisningsforening. Organisationer som bespiste trængende, var der en del af, fx De Samvirkende Samaritaner i bydelene, "De gamles spisehuse" og Foreningen Mødres og Børns Bespisning (som i samme tidsrum uddelte omkring 100.000 portioner mad).

I foråret 1909 blev pastor Bruun opereret på St. Josefs Hospital. I august 1913 blev han ramt af et apoplektisk anfald og han sygemeldte sig. Den 18. marts 1914 fejrede Emil Bruun sit 25 års præstejubilæum. Lykønskning blev personlig overbragt af provst Fenger (se andetsteds på bloggen), pastor Hornbeck, menighedsrådet, Christianshavns Bespisningsanstalt (han var formand), KFUM og KFUK. 

Johannes Hauerslev (1860-1912): Emil Bruun (1864-1914). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Jubilæum.

Sognepræsten ved Kristians-Kirken Christianshavn, Pastor Emil Bruun kan idag fejre sit 25 Aars Jubilæum som Præst.

Pastor Bruun begyndte sin Præstegerning paa Færøerne, hvor han virkede i 8 Aar kom derfra til Hasle paa Bornholm og udnævntes i 1903 til Sognepræst ved Kristians-Kirken. Overalt, hvor Pastor Bruun har været, har han forstaaet at samle en Menighed om sig ved sin Forkyndelse og sine personlige Egenskaber. Som Teolog tilhører Sognepræst Bruun nærmest den saakaldte tredje Retning, med en Paavirkning fra den Martensen-Mynsterske Retning med Hensyn til en vis Bredde, og som Prædikant er han af en ikke almindelig Veltalenhed. Som Begravelsesprædikant er Pastor Bruun meget søgt paa Grund af sin jævne menneskelige Opfattelse, og navnlig i Frimurernes Kreds Sognepræst Bruun er selv høj Frimurer skattes han meget. Under sin langvarige Sygdom ifjor - Pastor Bruun ramtes 1ste Pinsedag ifjor af et apoplektisk Anfald og kunde først for nogle Maaneder siden genoptage sin Præstegerning - modtog Jubilaren talrige Beviser paa den Sympati og Hengivenhed, han har vundet sig, og Dagen idag vil sikkert bringe ham nye Udslag.

Sognepræst Bruun er Søn af den afdøde Fængselsdirektør Bruun og Broder til tidligere Oldermand Bruun, Ingeniør Bruun (Formand for Statsbanernes Elektricitetskommission og Amtsraadssekretær Bruun, Roskilde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1914).

"Den tredje Retning" var bl.a. organiseret i Kirkeligt Centrum (samlet omkring 1899 og nedlagt 2020) mellem Indre Mission og grundtvigianere. Målet var dels at bygge bro mellem disse to retninger, dels at tage udgangspunkt i sognekirken, altså hverken missionshuse eller grundtvigske samlingssteder. Den arbejde også for en løsere tilknytning til staten og mere demokrati. 

Dødsfald.

Pastor Emil Bruun.

I mange Hjem og navnlig i mange smaa Hjem paa Kristianshavn, vil man med Vemod og oprigtig Sorg modtage Efterretningen om. at Kristianskirkens Sognepræst, Pastor Emil Bruun, er afgaaet ved Døden.

Pastor Bruun havde kun i en halv Enes Aar tilhørt Hovedstadens Præstestand, men var i den Ttd bleven en af Standens kendte Skikkelser.

Om den afdøde Præst, der jo var kendt og skattet ogsaa her paa Bornholm fra hans Præstegerning i Hasle, skriver "Berl. Tid.":

Emil Bruun var født den 13. Oktober 1864 paa Vridsløselille som Søn af Justitsraad, Fængselsinspektør Fritz Bruun, blev 25 Aar gammel Præst paa Færøerne, hvor han virkede i otte Aar, var derefter fra 1897 til 1903 Præst i Hasle paa Bornholm og blev endelig det sidstnævnte Aar Sognepræst for Christianskirken paa Christianshavn.

Herude i den fattige Bydel fik Emil Bruun en Gerning helt efter sit Hjerte. Han var en sand Ven for de Mennesker, som levede paa Skyggesiden, og for paa menneskelig, praktisk Vis at kunne række dem en hjælpende Haand, ofrede han sig stærkt for Menighedsplejen samt for Christianshavns Bespisningsforening, for hvilke to Institutioner han var en sjelden energisk Formand.

Pastor Bruun havde dog ingenlunde sine Beundrere alene i de Fattiges Kreds Han var som kirkelig Taler i Besiddelse af en djærv og varm Veltalenhed, der virkede rent umiddelbart og som i Forbindelse med hans lyse Livssyn drog en meget stor Tilhørerskare til Christianskirken. Alene at høre denne Talers Røst var en Nydelse. Han blev da ogsaa en søgt Taler ved kirkelige Høitideligheder og Begravelser, først indenfor det begrænsede christianshavnske Bourgoisi, men snart i større Kredse, især indenfor Frimurerordenen, i hvilken han sad inde med en meget høj Værdighed.

Pinsedag i Fjor ramtes Pastor Bruun af et apoplektisk Slag, der kastede ham paa et langt Sygeleje Tilsyneladende kom han sig, og i det tidlige Foraar kunde han paany optage sin Præstegerning, i hvilken han nylig under stor Deltagelse fejrede sit 25-Aars Jubilæum. Hans Venner husker saaledes hans hjertevarme Mindetale for ikke længe siden ved Direktør Harald O Rists Baare. Men kort Tid derefter ramtes han paany af et apoplektist Tilfælde, der tvang den før saa stærke Mand i Knæ. Han var lige kommen op efter dette sidste Sygeleje og var flyttet ud i Ordrup, hvor han med fin Familie boede i en Villa ved Siden af Broderen, den tidligere Oldermand, Murermester Bruun - herude haabede han at komme til Kræfter paany.

Men i Aftes kom Sygdommen igen over ham med fornyet Styrke, og i Løbet af et Par Timer var det forbi. Døden indtraadte ved Midnatstid. 

Med Pastor Emil Bruun er en af Københavns mest vindende Præstetyper gaaet bort. Han vil ikke saa let blive glemt.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 2. juni 1914. Bornholms Avis og Amtstidende 3. juni 1914).

Billede fra Nationaltidende 2. juni 1914, 2. udgave

Pastor Emil Bruuns Jordefærd.

Under en usædvanlig stor Deltagelse jordedes i Eftermiddags fra Christianskirken afdøde Sognepræst Emil S. Bruun.

Kirken var fyldt til sidste Plads, og i Følget saas foruden en Mængde Præster Konferensraad Gammeltoft, Højesteretsassessor Faurholt, Etatsraad D. Friis, Overretsassessor Meyer, Landsthingsmand, Provst Petersen, Professor Wm. Bloch, Professor Dahl, Oberst Dahl, Oberst N. P. Jensen, Oberst Hammer, Postmester Finnen, Postmester Holbøll, Dr. Hylten, Konmmunelæge Erik Larsen, Direktør Thielsen, Fabrikant Eickhoff, Direktør v. Pähllmann, Apotliekerne Riine og Trojel, Murermester Lindhard, Direktør Martin Carl, Arkitekt Emil Jørgensen, Grosserer Einar Voigt, Overretssagfører Just Lund, Vexelmægler Erik Møller, Kapelmester Schnedler-Petersen og Kammermusikus Fini Henriques, samt en talrig Repræsentation for Frimurerordenen.

Den hvidlakerede Kiste var henstillet nedenfor Koret. Laaget prydedes af et mægtigt Violkors med hvide Lillier; en Violguirlande slyngede sig om Kistens Sider. Udenom Katafalken var henlagt en Række signerede Kranse, bl. a. fra Efterslægtens Skole, Menighedsplejer og Menighedsraad, De forenede Velgørenhedsselskaber og suhmes Skole, Kristelig Forening for unge Mænd og unge Kvinder, Søndagsskolerne paa Christianshavn, Præsterne ved Frelserens Kirke, Christianshavns Understøttelsesselskab, Færøsk Forening i København, samt fra den store, danske Landsloge, Johannesbogen, Logen Zerohuhel, Embedsmænd og Vikarer i Frimurerordenen, fra Instruktionslogerne i Roskilde og fra "P. I. Møllers Kæde 6. Januar 1906".

Ved Kislen paraderede Frimurere, og foran Kisten vajede floromvunden Dannebrogsfane.

Efter Salmen: "Op min Sjæl, thi Sol er oppe" timidte

Provst Fenger

frem bag Kisten for at tale over den hensovede: "Jeg havde ikke tænkt, at det skulde være mig, der kom til at tale over EmiI Bruun. Jeg havde tænkt det lidt anderledes, at det maaske blev ham, der vilde tale et venligt Mindeord over mig. - Lige siden 1. Pinsedag i Fjor og indtil Pinsedagen i Aar, hvor hans Liv udsluktes, har der været bedt for ham, at han maatte blive bevaret for den Kirke, han elskede, for sin Menighed og sil Hjem. Alle bad vi om, at hans lyse, rene Sind og elskelig,, Skikkelse maatte glæde os endnu i lange Tider. Men Gud bønhørte os ikke. Der er saa ikke andet for os end at blive stille og sige: Guds Vilje ske! Det kan falde om svært nok, men vi ved jo, at det kun er gjort af Kærlighed til ham og af Naade mod os."

I stærkt bevægede Ord tegnede Provst Fenger et sympathetisk Billede af Emil Bruun, som han havde kendt gennem 30-40 Aar. Han skildrede ham som den lovende, den højt begavede og dybtsøgende Mand, der elskede Forkyndelsen, men som mere end de fleste fulgte Skriftens Ord om at føre den troværdige Tale og bringe Guds Ord til Syndere, "af hvilke jeg selv er den største.

Nu er han kaldet bort herfra; Trængselsaaret er omme. Til sin Hustru sagde han paa det sidste: Jeg vel hellere leve et kort og indholdsrigt Liv end at blive gammel og tage Pladsen op for andre, som fylder den bedre! Ja, saaledes var han. Vi vil savne huns Forkyndelse, hans Dannelse, hans Højsindethed og hans Kærlighed. Han læste og studerede altid, arbejdede med Flid med Ordet, han skulde forkynde, ikke for sin egen Skyld, men for at smykke Guds Tempel med Tankens Guld og Veltalenhedens Roser. Gud velsigne ham! Gud være med Jer, som bliver tilbage.

Saa sang Følget "O, du min Immanuel!"

Pastor Hornbeck

tog Ordet for at mindes de svundne Dage, lige fra de sled Skolebænken sammen i den gamle borgerdydskole og til de sidst var sammen.Det var en Barndomskammerats rørende Erindringer : Hvor var han dog lys, bofast og mild. Dygtigere end de fleste af os, og dog lod han sig aldrig paavirke deraf. Intet Under, at han var elsket af alle, først i sit Hjern, saa i vore Hjem. Her var jo ikke den Ting, som han ikke vilde gøre for os. Og du han nu sad syg og nedbrudt derhjemme, og vi gerne vilde trøste ham, hvor var han ikke taalmodig og venlig, selv om hun maatte ryste paa Hovedet og erklære: Jeg tror ikke rigtig! paa, at jeg bliver rask mere. Det bærer mod Heden. Men jeg lægge min Sag i Guds Haand?

- Efter at Koret havde sunget "Hellig er Jorden" og Cand. theol. Holt havde sunget "Døden er en Voldsmand vild" bar Præster Kisten ud af Kirken.

Kisten kørtes til Vestre Kirkegaard, hvor Provst Fenger foretog Jordpaakastelsen. F. I. Musikkorps spillede, og med Salmen "Her vil ties, her vil bies" sluttede den stemningsfulde Sørgehøjtidelighed.

(Nationaltidende 6. juni 1914)

Bruuns søn Gudmund var også præst. Han var på Færøerne i 1891, og blev kateket ved Trinitatis Kirke fra 1916.

Bruuns gravsted på Vestre Kirkegård. Stenen blev afsløret den 30. april 1915 og er tegnet af arkitekt Holger Rasmussen, mens A. Sode og firmaet hof-bronzestøber Lauritz Rasmussen udførte sten- og bronzearbejdet. Bl.a. står: "Alle mine Midler ere i Gud. Venner satte Mindet." se Nationaltidende 1. maj 1915. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Tydske Garnison. (Efterskrift til Politivennen)

(Pastor Massmann døde 1816), hvorpaa en treaarig Vacants indtraadte, der uden Tvivl hidrørte derfra, at Menigheden allerede dengang havde aftaget saa stærkt, at man ikke ansaa det for muligt for den at holde en egen Præst ... indtil man kom paa den Idee at forene med den saaledes sammensmeltede Hjord den tydske Garnison, som dengang dog endnu havde noget af den tydsk Garnison ved sig, og udnævnte til dette Kald den daværende tydske Garnisonspræst Gericke .. ved hans Død 1825 indtraadte naturligviis atter en Vacants ... Den nærmeste Grund til denne Menighedens vedvarede Aftagen er let at indsee for Enhver, der er nogenlunde bekjendt med Hovedstadens Forhold. De fleste ældre tydske Beboere af Christianshavn ere ifølge Naturens Orden afgaaede ved Døden, og hos den største Deel af deres Efterkommere er det tydske Sprog naturligviis blevet fortrængt af det danske, medens Indvandringen og Nedsættelsen af tydske nu langt fra ikke finder Sted i nogen lignende Grad mod tidligere Tider. (Herefter gennemgås hvordan det økonomiske grundlag er smuldret). ... Af det Foranførte fremgaaer tilstrækkeligt, at denne Kirkes og Menigheds Bestaaen som en særskilt tydsk Menighed slet ikke er nogen Nødvendighed, men at den derimod kun bliver at ansee som en svagelig Drivhuus plante. Dette er saa indlysende for Enhver, at selv Mange, der bestandig have hørt til denne Menighed indrømme, at Frederiks Tydske Menighed burde opløses, og at dette vilde være bedre end at lade de underordnede Kirkebetjente vedblive at fungere i saa kummerlige Omstændigheder og lade Kirkens Pengeforhold gaae endnu mere tilbage. Det maa nemlig derhos vel erindres, at Hovedstaden har en anden, vel indrettet, rigt doteret og godt forvaltet tydsk Kirke, hvor de herværende Tydske tilstrækkeligt kunne tilfredsstille deres religiiøse Trang ... der gives mange andre Grunde for de tydske Beboere af Christianshavn at søge Petri Menighed; dens Kirke er jo ingenlunde saa langt fraliggende, at Frastanden skulde afholde dem fra at besøge Gudstjenesten, og de behøve der heller ikke, som i Frederiks-Kirken, at frygte for at Taget imidlertid skal styrte ned over Hovedet paa dem, da denne Kirke er rig nok til ikke alene at lade foretage de fornødne Reparationer, men endog i Stand til ved fortrinlige Skoler og flere andre Stiftelser at gave og understøtte Menighedens Medlemmer i høi Grad, Noget, hvortil den kummerlig vegeterende Frederiks Kirke aldrig har havt Evne eller vil faae Udsigt.

(Kjøbenhavnsposten den 1. maj 1839)

Frederiks Tydske Kirke paa Christianshavn.

Det er et sørgeligt skue at betragte hvorledes denne kirke forfalder. For nogle år siden var den indhegnet med et trægitter der da det meste af samme var råddent, endelig ganske borttoges, så at kirken nu ligger aldeles fri uden at noget spærrer adgangen til samme. Imens man har indhegnet en del af kirkegården og omdannet den til en have med lysthus, lader man den åbne plads uden for samme være en boldgade for drenge og børn hvor de tumler sig som de vil uden at nogen forstyrrer dem. Trapperne op til kirken er i en jammerlig forfatning da der er store åbninger mellem stenene så at man i sandhed her kan tilråde kirkegængerne: "Forsvar din fod når du går til Guds hus!" og underligt er det at ingen i denne vinter er kommet til skade der. Stenene i den nederste rad af den ene trappe ligger aldeles løse og adskilte fra hinanden så at det ville være let for en der behøvede sådanne sten, at transportere dem derfra, og der kunne i så tilfælde endog stilles spørgsmålet: om sådan borttagelse af løse sten kunne anses som kirkeran. Man anmoder kirkens foresatte om at se i nåde til denne kirke og dens mangler.

(Politivennen nr. 697, Løverdagen den 9de Maj 1829, s. 296-298)

Indgangen til Christianskirkeen 2023. Trappen ser ud til at være sat i stand. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Anmodning til Værgerne for Frederiks tydske Kirke paa Christianshavn.

Det på Christianskirken anbragte ur svarer aldeles ikke til hensigten, da det endog i en temmelig kort afstand, selv for gode øjne, ikke er muligt at skelne hvad klokken er. Årsagen hertil ligger især i skivens højst skidenfærdige og forslidte udvortes, og disse egenskaber er i høj grad til stede på den mod laboratoriet vendende side, fra hvilken endog de nærmest boende ikke er i stand til at erfare klokkeslættet.

Man tør derfor forvente at nævnte kirkes værger ville drage omsorg for at få de her udpegede mangler afhjulpet så at urværket i det hele kan svare til dets bestemmelse.

(Politivennen nr. 597. Løverdagen den 9de Juni 1827, s. 357).

Pøbeloptrin i Frederiks tydske Kirke.

Under højtideligholdelsen af de masmannske søndagsskolers 26. årsfest i Christianskirken på Christianshavn forefaldt adskillige, højst uanstændige optrin, blandt hvilke anmelderen vil nævne følgende:

En så godt som halvnøgen, laset og i det hele tage væmmelig lazaron var besynderlig nok blevet ladt ind i kirken, om med eller uden adgangskort skal anmelderen lade være usagt. Denne person der oven i købet havde sine pjaltede klæder forsynede med krybende insekter, havde den uforskammethed af og til at hvile sig på, og læne sig over et ved siden af ham værende velklædt fruentimmer, og var uagtet hendes gentagen anmodninger ikke til at bevæge til at høre op med denne hans uforskammet hed.

Anmelderen der for en ved hans side siddende, ham for øvrige ubekendt mand ytrede sin forundring over at en så væmmelig person ikke var blevet nægtet adgang, fik til svar at det ikke havde været rådeligt for vedkommende opsigtsbetjent at nægte denne persons adgang, da han var en meget udlært og øvet slagsbror der for et godt ord skamslog enhver som ikke føjede hans ønsker, samt at han desuden var slagtersvend af profession. 

En anden, skønt mindre ubehagelig uskik var den at en del kåde drenge sprang omkring på bænkene og tilsølede disse med deres fodtøj, så man tør være forvisset om at mange damers kjole dagen efter bar kendelige spor af dette uvæsen.

Man håber at sådant vil blive forebygget for fremtiden.

(Politivennen nr. 541. Løverdagen den 13de Mai 1826, s. 313-314) 

Christianskirken 2023 har nok ikke ændret sig stort. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kirkeuorden

Ved i søndag eftermiddag at overvære højtideligheden i Frederiks Kirke på Christianshavn stødte indsenderens opmærksomhed straks på adskillige uordener, jeg havde nær sagt svinerier, som aldeles ikke var passende i en kirke, og allermindst ved en højtidelighed hvor Deres Kongelige Majestæter sammen med en talrig forsamling var tilstede.

For det første var hele galleriet hvor indsenderen befandt sig overalt fuldt af støv og spindelvæv til megen besvær for de tilskuere som befandt sig der.

For det andet bemærkede man at ovenover prædikestolen (man minder om at alter, prædikestol og orgel er bygget sammen i et) lå på den ene side en bunke høvlspåner, og den anden nogle sønderbrudte sten eller andet. Dette udviser dog virkelig fra de ansvarliges side en besynderlig ligegyldighed for ordens vedligeholdelse i en så smuk kirke og især ved en højtidelighed, hvorved man kunne vente mange ville være til stede.

(Politivennen nr. 437. Løverdagen den 15de Mai 1824, s. 7070-7071)

"Hele galleriet hvor indsenderen befandt sig, var overalt fuldt af støv og spindelvæv til megen besvær for de tilskuere som befandt sig der. Ovenover prædikestolen lå på den ene side en bunke høvlspåner, og den anden nogle sønderbrudte sten eller andet." (Christianskirkens tårn er år 2015 udsat for byggestøv. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Betegnelsen Frederiks Kirke bruges og brugtes normalt om Marmorkirken. Der er tale om Christianskirken der dengang hed Frederiks Tyske Kirke. I den anden store kirke på Christianshavn Frelserkirke er orgel, alter og prædikestol ikke bygget sammen. I Christianskirken er alter og prædikestol sammenbygget. Jeg har ikke noget bud på hvilket højtidelighed der skulle have fundet sted søndag den 9. maj med overværelse af militærdiktator Frederik VI med frue. 

En Bemærkning og et Ønske

Forrige år blev i Politivennen ført anke over de to faldefærdige naboer i Wildersgade på Christianshavn. Den ene af disse er nu - takket være de høje vedkommende - prydet med en skøn mur til gaden og et stakit til kirkegården. Nu kan da de salige dødeligge rolige og uforstyrrede i deres grave.

Anmelderen heraf vil endnu gerne vove et ønske, som han så gerne så opfyldt. Nemlig at de samme høje vedkommende ville når lejlighed gaves, foranstalte et stakit for det stykke af kirkegården som vender mod Strandgade. Man ser ikke sjældent at forskellige personer er beskæftige med på kirketrappen og den åbne kirkegård at skille sig ved deres ubehagelige indkvartering.

Endvidere tager man sig den frihed her at tilføje: Man ser endnu den anden af de påankede faldefærdige naboer - nemlig det Kongelige Saltkompagni - at stå misundelig og skotte til sin pyntede nabo, ventende med længsel sin forløsningstime. Gid den snart måtte komme, og at han kunne få sin kjole lappet, den trænger sandelig højligt til det.

(Politivennen nr. 326. Løverdagen den 30te Marts 1822, s. 5217-5218).

En Bøn for de tvende faldefærdige Naboer paa Christianshavn.

Det Kongelige Saltcompagnis pakhus i Wildersgade og stakittet om Christianskirkens kirkegård er i en særdeles forfalden tilstand. På første sted falder hjørnerne ned af sig selv, og der findes tillige store huller i muren ud til gaden. Og det andet er i så jammerlig forfatning at ethvert menneske som har sit helbred kært, må frygte at passere fortovet forbi samme.

Vel er der sat nogle afstivere på den del ind til kirkegården såvel som ud til gaden, men som er lige så rådne som stakittet selv. Brædderne forneden ved fodstykket er så rådne og fulde af huller at jorden griner frem og det ser ud som om de afdøde ville åbne sig en udgang. Hunde og andre små kreaturer har fri passage ind og ud til dette så yndige og forskønnede gravsted. Mange som passerer denne vej forener deres bøn med indsenderens om at se disse mangler afhjulpet i denne sommer.

(Politivennen nr. 286. Løverdagen den 23de Juni 1821, s. 4607-4608).

En Uorden ved tydsk Kirke.

For nogen tid siden stod jeg fadder i tysk kirke, og da jeg med mandfokene som sædvanlig var kommet før fruentimmerfadderne, stod vi for at modtage dem, da vejret var godt, uden for kirkedøren. Men hvor forskrækket blev jeg ikke da nu damerne kom. Idet vognen svingede ind af porten på kirkemuren stødte kuske hovedet mod den jernstang som går tværs over fra pille til pille, og så lavt at ingen kusk sidder på lavt på en karetbuk, han må jo bukke sig. Til lykke havde denne en god kuskehat på og han slap med at den faldt af. De som kom efter, så eksemplet. På dette og flere steder i byen var at ønske at disse tværstænger sad højere eller fik en bueformet dannelse som kunne give fri underkørsel under dem.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 250, 5. Februar 1803, s. 3988)