Min Afsked fra Kasino.
Hr. Redaktør!
Maatte nedenstaaende Linjer finde Plads i Deres ærede Blad. vilde jeg være Dem meget forbunden:
I min snart fyrretyveaarige sceniske Virksomhed har jeg ikke traadt i andet Forhold til Publikum end fra Scenen til Tilskuerpladsen. Herved har jeg fundet mig glad og lykkelig.
Naar jeg nu for første Gang i mit Liv udenfor Scenen henvender mig til Offenligheden, er Grunden den, at jeg synes, jeg skylder ikke alene mig selv, men ogsaa det Publikum, til hvilket jeg staar i saa stor en Taknemmelighedsgjæld, at gjøre Rede for Grunden til, at jeg nu saa uventet maa forlade Kasino, da dette sker under Forhold, der sikkert maa gjøre min Afsked fra Kasino ufattelig for de fleste, og derfor let kunde give Anledning til Mistydninger.
Da Direktørskiftet i sidste Maaned var blevet bekjendt. og det ligeledes blev meddelt Offenligheden, at der for den kommende Sæson var bleven sluttet flere ny Engagementer, ventede jeg, det tilstaar jeg aabent. at der ogsaa vilde blive gjort mig et Tilbud. Efterhaanden blev flere og flere af mine nuværende Kammerater engagerede, men Dag for Dag gik, uden at man saa meget som lod et Ord falde om, hvorvidt man agtede at beholde mig eller ej, ja jeg havde endog det Indtryk, at Hr. Direktør Arntzen, der tidligere ofte havde fundet Lejlighed til at bevidne mig sin Tilfredshed med min Virksomhed, nu undgik mig.
Da det blev mig klart, at man ikke vilde beholde mig, men heller ikke vilde gjøre sig den Ulejlighed at opsige min Kontrakt for i sidste Øjeblik, maatte jeg altsaa selv opsige Kontrakten for at have frie Hænder.
Men hvorfor har man tvunget mig til dette Skridt? Jeg spurgte mig selv, om jeg havde vist Forsømmelighed i min Gjerning. eller man havde anden rimelig Grund til at være utilfreds med mig.
Jeg blev dog fuldstændig beroliget ved at modtage følgende Brev fra min nuværende Direktør. Hr. Robert Watt:
Casino
Den artistiske Direktion
Kiøbenhavn den 1. Februar 1891.
Kjære Fru Hansen.
Skjønt det forekommer mig temmelig ufornødent, at jeg giver Dem et Vidnesbyrd om Deres Virksomhed som Skuespillerinde, skal jeg dog gjærne efterkomme Deres Anmodning, da De ønsker en Udtalelse af mig i denne Retning. paa Grund at de verserende Rygter om, at De agter at skifte Scene.
Jeg maa da gjentage, hvad jeg ofte tidligere har sagt Dem, at jeg anser Dem for en udmærket Kunstnerinde, der paa sit Omraade indtager den første Plads i Danmark og endnu spiller med samme Lune, Kraft og Sikkerhed, som da jeg for mange Aar siden saa Dem første Gang. Hertil maa jeg endnu knytte den Bemærkning, at jeg altid har kjendt Dem som i højeste Grad paalidelig og pligtopfyldende i hele Deres Teatervirksomhed.
Jeg føler mig overbevist om, at denne Dom vil Pressen og det store Publikum villig underskrive.
Deres meget hengivne
Robert Watt
Men hvad er da Grunden? Ja Publikum vil vistnok blive ligesaa forbavset som jeg, naar det hører Sandheden; i min lange Teatervirksomhed har jeg ikke hørt Magen.
Grunden er, efter hvad jeg nu véd, den, at Hr. Vilhelm Wiehe har nægtet at spille sammen med mig. Hvorfor - ja, det ved jeg ikke!
Konkurrence med Hensyn til Roller kan der dog vel ikke være Tale om. Han vil rimeligvis ikke spille Madam Krøyer, og jeg kan i hvert Fald forsikre ham, at jeg ikke tænker paa at spille hverken Carl eller Franz Moor.
Heller ikke er det mig bekjendt. at jeg nogen Sinde har lagt ham eller hans et Halmstraa i Vejen; jeg har aldrig været sammen med ham ved noget Theater. Men hvilke hans for mig ukjendte Motiver end maa være, saa indanker jeg roligt for Publikum det Spørgsmaal, hvad det dømmer om en ung Skuespiller, der saaledes forlanger en gammel Skuespillerinde fjærnet fra Scenen, og om en Direktør, hvis Debut som egenlig Theaterleder bestaar i at give efter for et saadant Forlangende.
Ærbødigst
Julie Lange-Hansen
(Morgenbladet (København) 3. februar 1891).
Julie Hansen var datter af den kendte komponist Hans Christian Lumbye (1810-74) og Georgine Marie Hansine Hoff (1813-71). Hun startede i 1851 hos sin senere ægtefælle, teaterdirektør Hans Wilhelm Langes (1815-1873) ensemble ved Casino, 1855-56 ved Hofteatret og endelig fra 1857 ved Folketeatret. Fra 1849 spillede Julie Hansen populære og lune karikaturer af købehavnske borgerkoner, fx madam Krøier i "Store Bededagsaften". Efter Langes død 1873 arvede hun teaterprivilegiet, som hun bortforpagtede. Året efter giftede hun sig med skuespiller, klasselotterikollektør Carl Christian Jørgen Hansen (1838-1902). Efter gentagen uenigheder med ledelserne på Folketeatret forlod hun dette i 1889 for sammen med ægtemanden at spille på Casino. Det engagement varede som det fremgår af artiklen kun et par år.
Artiken var også trykt i Dagens Nyheder som gav nedenstående kommentar:
Vi give med Fornøielse den populære Skuespillerinde Plads i vort Blad for hendes Redcgjorelse, idet vi dog føle os opfordrede til at tage et vist Forbehold. Vi i al Fald ere saa skarpsynede, at vi kunde sine Muligheden af en Konflikt mellem Mad. Krøyer og Hr. Vilh. Wiehe paa det komiske Omraade. Som Mad. Krøyer har udleiet siltVærelse til to Forskjellige, har ogsaa Hr. Wiehe handlet overfor Dagmartheatret. Paa en Tid, hvor man var ganske overbevist om, at han maatte blive der, hvor hans Kunstnerpersonlighed hørte hjemme, leiede han sig anderswo ud, og paa en Tid, hvor Folketheatret der med Omhu har skabt hans Frues nybagte Sukces fuldt og fast var overbevist om at skulle høste Udbyttet af sin Omhu, viste det sig ikke blot, at Begge underhaanden havde udleiet sig til Andre, men ogsaa, at Hr. Wiehe havde dannet, hvad de Indviede kaldte "Komplottet". Menikke nok med denne Lighed i Intrigen: Efter sine offenlige Dokumentationer, sine lange Skrivelser om egne Smaaforhold, sin hele storslaaede Optræden har Hr. Wiehe i alt væsenligt erhvervet sig Ret til om Md. Krøyer at Indrangeres under de fastslaaede komiske Typer.
A. B.
(Dagens Nyheder 3. februar 1891. Uddrag).
Fru Julie Hansens Afsked fra Kasino.
Kjøbenhavn, den 8. Februar
Høitærede Hr. Redaktør !
Jeg beder Dem godhedsfuldt skjænke Plads i Deres ærede Blad for Nedenstaaende. Fru Julie Hansen, hvem jeg altid har anseet for en udmærket Kunstnerinde med udpræget kunstnerisk Sans, har igaar tilsendt Hovedstadens Blade en Erklæring, hvori hun fremhæver det Komiske i at see Rollerne saaledes fordelte, at jeg spiller Madam Krøyer og hun Carl Moor.
Jeg er Fruen taknemmelig for denne drastiske Sammenstilling, da den bedre end noget Andet maa kunne overbevise Publikum om, at jeg aldrig af kunstneriske Hensyn har kunnet have nogen fornuftig Grund til at modarbejde hendes Engagement.
Hvad de private Hensyn angaaer, skal jeg med Fruens egne Ord kort og godt erklære, at det aldrig med en Tanke kunde falde mig ind: "nogensinde at lægge hende eller hendes et Halmstraa i Veien".
Med dette uforbeholdne Dementi afventet jeg roligt den Undskyldning, som Fruen med sin ellers saa elskværdige Karakter sikkert vil være den Første til at afgive. I modsat Fald vil jeg være i det høist beklagelige Tilfælde at maatte foretage de nødvendige Skridt til en Retssag.
* * *
Vi have yderligere modtaget Følgende:
Kjøbenhavn, den 8. Februar 1831.
Hr. Redaktør !
I Anledning af Fru Julie Lange-Hansens Opsats i Deres ærede Blad for idag angaaende Fruens Afsked fra Kasino med indeværende Sæsons Udløb, skal Bestyrelsen indskrænke sig til at bemærke, at den af Fruen anførte Grund til Afskedigelsen, nemlig at Hr. Wilhelm Wiehe har nægtet at spille sammen med Fruen, ikke har det allerfjerneste med Sandheden at gjøre, og man skal kun tilføie, at ligesaa lidt som Aktieselskabets Bestyrelse vilde lade sig foreskrive af nogen af Skuespiller-Personalet, hvem Bestyrelsen maa eller ikke maa engagere, ligesaa lidt skylder man dog heldigvis at give Grunde, hvorfor eller hvorfor ikke man vil engagere eller gjenengagere en Skuespiller, specielt ikke, naar man som i dette Tilfælde vedkommende Skuespillerinde selv har opsagt sin Kontrakt.
* * *
Det glæder os af ovenstaaende Erklæring fra Aktieselskabets Bestyrelse at se, at der altsaa ikke er Noget om de Rygter, som i disse Dage ere gaaede om, at Reengagementet af Theatrets Primadonna Fru Julie Secher skulde være stødt paa Hindringer af en lignende Natur som dem, Fru Julie Hansen har ment at være til Stede for sit Vedkommende.
Red.
(Dagens Nyheder 4. februar 1891. Uddrag).
Min Afsked fra Kasino.
Hr. Redaktør!
Turde jeg endnu en Gang regne paa Deres Velvillie og haabe paa Optagelse af følgende faa Linier i Deres meget ærede Blad.
De Herrer Arntzen og V. Wiehe have sat deres "nei" mod mit "ja". En videre fortsat Drøftelse vilde Publikum sikkert finde for fordringsfuld, men det træffer sig jo saaa heldigt, at Hr. Wiehe vil indlede retslig Forfølgelse mod mig. Vidnekamret vil være det Sted, hvor Sandheden bedst kan opklares, fordi Hukommelsen altid skærpes saa vidunderligt, naar Forklaringen skal opgives og beediges der.
(Dagens Nyheder 5. februar 1891. Uddrag).
Julie Lange-Hansen blev ved Hof- og Stadsretten den 8. marts 1892 frikendt for krænkelser af Vilhelm Wiehes privatlivs fred og ære, ikke fordi hendes påstande kunne bevises, men fordi de af retten ikke blev anset for æreskrænkende. Sagens omkostninger ophævedes.
I 1891 fejrede hun sit 40-års jubilæum på Dagmarteatret. Senere spillede hun igen på Casino, men trak sig tilbage og blev klasselotterikollektrice et halvt år før sin død i 1895. Hun er begravet i Christianskirkens krypt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar