Det første Lagkagehus. (Efterskrift til Politivennen).

Rønnerne ved Sct. Jørgens Sø skal rives ned!

De to hundredaarige Huse er solgt til et Konsortium, der bygger et femetages Hus paa den gamle Tomt.

Vodroffsgaard-Husene, der er dømt til Nedrivning.

De gamle Rønner ved St. Jørgens Sø, Vodroffsgaard-Husene, har længe været mærket af Tidens Tand, en uskøn Streg i Billedet af Byen, men de har ogsaa været beboet af Mennesker, og derfor har Myndighederne, i disse boligknappe Aar, modsat sig, at de gamle Huse blev solgt til Nedrivning.

Nu er Dommen over Rønnerne afsagt. Efter maanedlange Forhandlinger har de nuværende Ejere, Ingeniør, cand. polyt. Anders Møller og tre Søstre af ham overdraget et Konsortium, der repræsenteres af Højesteretssagfører Otto Bang, to af de gamle Ejendomme, Nr. 2 A og 2 B. Salgssummen - oplyser Overretssagfører Vibe - Hastrup, der er Ejernes Repræsentant, er 125,000 Kroner.

Det nye Konsortium river de gamle Huse ned og opfører paa den flerhundredaarige Tomt en moderne, femetages Bygning med lutter store Lejligheder. Beboerne i 2 A og 2 B er med Huslejenævnets Godkendelse sagt op til Fraflytning den 1. Marts, og er Frosten gaaet af Jorden til den Tid, er det Meningen at begynde Nedrivningen allerede næste Dag! 

Arkitekterne Kay Fisker og C. F. Møller, der skal bygge Huset, hvor Rønnerne har staaet, rejser her paa Grænsen mellem København og Frederiksberg det helt moderne Hus. Kay Fisker giver Huset fladt Tag, anlægger et storstilet Haveanlæg paa det flade Tag og bygger ud mod Søen Balkoner og Terrasser. Med andre Ord: Den sjældne Beliggenhed udnyttes helt. Genboen til Gaden bliver Kinopalæets Bygning. Det er Meningen at fremskynde Arbejdet, saaledes at de tyve Lejligheder, Søhuset faar, kan være færdige til Indflytning til Oktober Flyttedag. Byggesum- men er trekvart Million Kroner.

Vodroffsgaard-Husene 2 A og 2 B er saa gamle, at Ejerne Ikke kender deres Alder, men Krøniken fortæller, at de er bygget af Sten fra Blaataarn, Leonora Christines Fængsel. I 1881 overtog en i hine Tiders København kendt Mand, Maltgører O. P. B. Møller, de gamle Huse som en Arv efter sin Svigerfader, Bagermester N. N. Johansen. O. P. B. Møller overdrog ved sin Død Vodroffsgaard-Husene til sine Børn, Ingeniør Anders Møller og hans tre Søstre.

I mange Aar har Ejerne ønsket at skille sig af med de to Huse ved St. Jørgens Sø, baade fordi de, som Tiden gik, forfaldt, og fordi der hyppigt var Uro med Lejerne. Men Huslejeloven stillede sig hindrende i Vejen. De gamle, faldefærdige Huse skulde blive staaende!

I alt fald een dramatisk Episode knytter sig til Vodroffgaard-Husene. Opdagelsespolitiets Overrumpling af Forbryderen Schøndorff-Hansen. I Maaneder var han jaget, men ingen tænkte paa, at den skikkeligt udseende Glarmester (med falsk Skæg) fra "den gamle Butik" var Schøndorff-Hansen, den flygtede Stortyv.

Es.

(Nationaltidende, 16. februar 1929).

De nye Huse i den gamle Stad

Efter alle Tidens Fordringer.

Den nye, moderne Beboelsesejendom paa Vodroffsvej.

Den store højmoderne Ejendom, som under Ledelse af Arkitekterne Kay Fisker og C. F: Møller opføres ved Vodroffsvej, nærmer sig nu stærkt sin Fuldendelse - og der er sikkert mange af Byens gode Borgere, som lægger deres Vej forbi den for at faa et Indtryk af dens Arkitektur.

Den vækker Opsigt! I København er denne moderne Arkitektur jo flunkende ny - men hvad enten man nu kan forlige sig med dens ukunstlede, skarpe Linier eller ej, vil man sikkert gerne indrømme, at Bygningen lader til at være praktisk indrettet.

Arkitekt Møller fortæller i en tidlig Morgensamtale, at hvad man først og fremmest tænkte paa, da man planlagde Ejendommen, var at sørge for Vinduer, Karnap'er og Altaner, saa Beboerne kunde faa godt af Udsigten over Søerne.

Naar Huset er opdelt vandret med røde og hvide Striber, er det nærmest for at "holde sammen paa det". Sagen er, at der i et moderne Hus findes alle mulige Vinduestørrelser, idet man programmæssigt holder paa, at der kun maa være ét Vindue i hver Stue, og hvis man i saadanne Tilfælde ikke brugte en kraftig vandret Opdeling, vilde Bygningen inaaske arkitektonisk komme til at virke noget uroligt.

Forøvrigt rummer Ejendommen 18 Lejligheder og 6 Butiker. Lejlighederne, der er paa 4 og 5 Værelser med Badeværelse, Køleskab. varmt Vand og alle andre moderne Bekvemmeligheder, er allerede udlejet, skønt de naturligvis ikke hører til de billigste her i Byen. Af Butikerne er endnu nogle tilbage.

- Hvad hedder den Stil, som Ejendommen er opført i? spørger vi til Slut Arkitekten.

- Den har ikke noget Navn. Vi kalder den bare moderne. Den er et Produkt af alle de Fordringer, som har slaaet den tidligere Arkitektur ned.

(Aftenbladet (København) 8. oktober 1929).

Danmarks første Lagkagehus

Det første Udslag af det moderne Boligbyggeri.

Paa den store Bygge- og Boligudstilling fik man en Forsmag paa, hvorledes Fremtidens Huse vil blive. Tendensen stræber mod større Hygiejne, bedre Lysforhold, og saa naturligvis indrettet med den Komfort, som Tiden uvægerligt kræver.

Men de moderne Arkitekter har ganske glemt at tænke over det hyggelige Hjem. 

København har i disse Dage i Praksis faaet Del i det moderne Boligbyggeri, idet der paa Grunden ved Svineryggen over for Kinopalæet er rejst en ejendommeligt udseende Bygning, er mere minder om en amerikansk Opdragelsesanstalt, end om et civilt Beboelseshus. I Københavnermunde har man omdøbt den famøse Bygning til "Lagkagen", fordi den netop minder om en saadan Kage, - men hverken i Smag eller Delikatesse svarer til Navnefaderen. Bygningen er paa 6 Etager, der er "lagt oven paa hinanden", saaledes at det minder om et Hus, udført af Byggeklodser. Mellem Etagerne er der store Loggiaer, og hver Lejlighed er et eneste Glasrum, hvor Lyset samler sig. men Hyggen udebliver.

Der er ingen Tvivl om, at Arkitekterne C. F. Møller og Kay Fisker har ment Københavnerne det godt, da de opførte dette Hus, hvis Celler hver for sig er projekteret til Kæmpepriser, der i Alle Bladene er Befolkning. Men Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse vil sikkert udstøde Ramaskrig. - Stærekassen, som bygges bag Det kgl. Teater ser ikke værre ud end denne Fængselskare med Glas og mærkelige, firkantede Udspring. Den danske Vinter vil sikkert tage Charmen bort fra de store Vinduer, - men Hygiejne og Komfort er som sagt ledende - saa er den hjemlige Hygge et underordnet Spørgsmaal.

Københavner, jun.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Konservativt Organ for Gjentofte- og Lyngbykredsen 23. oktober 1929).

I Nationaltidende 1. januar 1930 omtales huset også som "Lagkagehuset"

Foto fra Social-Demokraten 18. december 1929.

"Lagkagehuset" på Vodroffsvej som det ser ud, næsten 100 år efter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den omtalte Schøndorff Hansen var Svend Aage Schøndorff Hansen (foto fra Social-Demokraten 31. december 1927). Han blev opdaget på en barberstue  af et par opdagere, og var tidligere straffet for alfonseri, han blev indsat på Sundholm, men flygtede og levede en tid under falske papirer som Svend Bryn. Han udførte over 120 indbrud som han senere tilstod. 

Hans retssag begyndte i november 1927, og han blev idømt 3 års forbedringshuse. Han var indsat i Vestre Fængsel, men indlagt på Sundby Hospital da han blev syg - også her lykkedes ham at flygte den 19. december 1927. I januar skrev han til en bekendt og meddelte at han var flygtet til Rusland. Ved en tilfældighed fandt politiet imidlertid i februar 1928 på Vesterbrogade 65, 4. sal, en hans "hule" hvor han opholdt sig med kæresten. Hun blev arresteret og fik senere 1 måneds fængsel for sin medvirken ved flugten. Men det lykkedes ham at flygte. Schøndorff-Hansen var i det hele taget ret koldblodig: Ved et indbrud i Torvegade, udgav han sig for vicevært over for politiet og deltog i eftersøgningen af tyven, indtil han så sit snit til at stikke af.

Han blev i september 1928 pågrebet på Vodroffsvej nr. 2 hvor han havde opholdt sig i længere som glarmester.

Storforbryderen Schøndoff-Hansen paagrebet paa Vodroffsvej.

Han havde starten en Glarmesterforretning og havde anlag Skægog Briiller.

I et halvt Aar har han holdt sig fri af Politiet efter den natlige Flugt fra Sundby Hospital.

Billedet forestiller Ejendommen Vodroffsvej 2, hvor Storforbryderen Schøndorff-Hansen blev paagrebet.

Den længe eftersøgte Storforbryderen Schøndorff- Hansen er, - som meddelt i Aftenudgaven - i Gaar Eftermiddags blevet anholdt af Opdagelsespolitiet i sin Lejlighed paa Vodroffsvej 2.

Han fulgte roligt med, idet han var klar over, at Slaget var tabt.

Det var 1 December, han ved Nattetid flygtede fra Sundholm Sundby Hospital og han har saaledes i over et halvt Aar holdt sig fri af Politiet. Det overordentlig store Arbejde, Eftersøgelsen har givet, vil formentlig have den Virkning, at Autoriteterne fremtidig er varsommere med at anbringe syge Forbrydere paa andre Hospitaler end Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Flugten.

 - - Paa Politigaarden vakte til ikke ringe Opsigt, da Sundby Hospital om Aftenen ved 10-Tiden den 19. December meddelte, at Schøndorff-Hansen var flygtet.

Efter at han i en halv Time havde opholdt sig i et Afklædningsrum, anede Personalet Uraad og sprængte Døren, da han ikke svarede. Det viste sig nu, at han var forsvundet ud gennem et

lille, smalt Vindue.

Politiet var straks paa det rene med, at han havde haft Hjælpere. Om Eftermiddagen havde Schøndorff-Hansen haft Besøg af sin Kæreste, der havde faaet Adgang for en Afskedsvisit. Han var nylig idømt en Straf paa 3 Aars Forbedringshusarbejde, og nu vilde hun gerne tage Afsked med ham ....

Det flyvende Korps arbejder.

Øjeblikkelig blev der iværksat en Eftersøgelse. Det flyvende Korps blev alarmeret, og Flygtningen blev i Maaneder eftersøgt Dag og Nat. 

Tilsidst drog man Tropperne ind, hvorefter to unge Opdagere, Rønde og Holton, der begge tidligere har gjort sig fordelagtigt bemærkede, satte sig Opsporingen som særlig Opgave.

I det forløbne Halvaar har de hjemsøgt Vesterbro og en halv Snes Gange været paa Sporet. Men naar de troede at have ham, - glippede det i sidste Øjeblik. Blandt Kammeraterne begyndte man saa smaat at smile ad Energien, idet man mente, at den Efterlyste, der er tidligere Artist - og sprogkyndig - forlængst havde forladt de hjemlige Kødgryder og var naaet en af Udlandets Storbyer. 

De to Opdagere var af en anden Mening; de hørte af og til lidt nyt, som gav dem Anledning til at tro, at han stadig var i deres Nærhed. I over en Maaned .skyggede de hans Kæreste; men det gav intet Resultat. Saa fik de at vide, at han havde opholdt sig paa Frederiksberg - dog, ogsaa det var blind Alarm. Da Opdagerne kom, var Fuglen fløjet.

Sporet.

Men Mandag Aften fik Opdagerne et nyt Spor, og denne Gang naaede man Maalet.

En Meddelelse gik ud paa, at Schøndorff-Hansen i den sidste Tid til Stadighed var set i Kvarteret omkring Vodroffsvej. Ganske vist havde den omtalte Person anlagt Skæg og Briller og skiftet Frisure; men det maatte være ham. I Gaar Middags saa Opdagerne Schøndorff-Hansens Kæreste komme ud fra en Glarmesterforretning, der var bleven etableret i et lille Hus, nærmest lignende et Skur, der er beliggende paa Vodroffsvej Nr. 2.

De fik ved Forespørgsler at vide, at det var "en underlig Mand", der havde Forretningen. Den var ofte lukket flere Timer ad Gangen.

Rønde gik ind i Forretningen og bad om at faa et Billede indrammet. Da han saa "Glarmesteren" var han omtrent sikker i sin Sag, og af taktiske Grunde trak han sig tilbage, idet han sagde, at han vilde gaa hjem efter Billedet.

Fra tidligere Lejligheder vidste man, at Forbryderen vilde forsøge en Flugt. Rønde telefonerede derfor til Politigaarden om Assistance, og faa Minuter senere ankom fire opdagere i Automobil. De listede ind omkring Ejendommen, og derefter tog Rønde og Holton paany

Offensiven.

Schøndorff-Hansen var i samme Nu klar over, at han var fanget. 

- Er der Betjente ved Bagdøren? spurgte han. 

- Ja, svarede Opdagerne i Kor, De kan være ganske tryg.

- Naa, lød Svaret, Ja, saa er der altsaa intet at gøre.

Anholdelsen.

Godvillig fulgte han med til Politigaarden, hvorefter der i hans lille Hjem blev foretaget en grundlg Ransagning.

Udbyttet var betydeligt. Der maatte to Lastautomobiler til at bringe Tyvekosterne op til Poilitigaarden.

Endnu ved Midnatstid var man ikke færdig med Afhøringen, men Schøndorff-Hansen var medgørlig og tilstod, at han i den lange Tid udelukkende havde holdt Livet oppe ved Tyverier. Forretningen havde kun været et Skalkeskjul og et Tilflugtssted.

Han vil blive fremstillet i Dommervagten i Dag - og naar hans Sag en

Gang bliver færdigbehandlet, vil han faa en alvorlig Tillægsstraf, dels for sine mange nye Tyverier, dels for sin Flugt.

(Nationaltidende 14. september 1928).

Foto af Vodroffsvej 2 fra "Klokken 5" 15. september 1928 2. udgave.

Flugtforsøgene fortsatte. I begyndelsen af oktober sprang han under en afhøring ud af et vindue i 1. sals højde, men brækkede benet, så benpiberne stak ud. Under retssagen påstod Schøndorff-Hansen at det ikke var et flugtforsøg, men et selvmordsforsøg. Byretten idømte ham en tillægsstraf på 18 måneders forbedringshuse. Landsretten forhøjede i december 1928 dette til 2 år. Man kunne dokumentere tyverier for i alt 3.400 kr. 

Under hans sygeophold på Kommunehospitalet blev han opsøgt af en vis stenografdame Nancy Schøndorff-Hansen (født Andersen), datter af en fremstående kontorembedsmand, og efter eget udsagn forlovet med Schøndorff-Hansen da han endnu udgav sig for at være glarmester Petersen. Hun påstod at have trukket sig fra ham da han blev arresteret, men hendes følelser var blusset op igen, og nu ville hun gerne have nogle penge udbetalt. De blev herefter gift på Kommunehospitalet. Schøndorff-Hansen var allerede gift og senere skilt med en kone der opholdt sig i udlandet. Politiet overvejede derfor at anlægge sag for bigami, såfremt kvinden ikke var en svindler.

Herefter forsvinder Schøndorff-Hansen ud af aviserne, så man skal i arkiverne hvis man skal finde hans videre skæbne.

Nedrivningen af Vodroffsvej 60. (Efterskrift til Politivennen)

"Villaen Nr. 60" - Huset ved Gyldenløvesgade.

Det skal nedrives - men det bør ikke ske endnu!

Det er ikke for meget sagt, at den store ubeboede Villa paa Hjørnet af Vodroffsvej og Gyldenløvesgade - som ses paa ovenstaaende Billede - længe har vakt og fremdeles vækker Sensation blandt de Forbipasserende. Hvert Øjeblik ser man Folk staa stille og kaste længselsfulde Blikke ned i den gamle Have, som nu ingen Fod betræder, til de mange gardinløse Vinduer, og til de store Verandaer mod den henrivende Udsigt ud over Stierne. Ja, det er end ikke sjældent, at Ægtepar ivrigt diskuterende gaar helt rundt om Huset, tager i Havelaage og Døre og sluttelig giver sig til at skridte Facaden af, for derigennem at komme til Klarhed over, hvad det store, dejlige Hus i Grunden rummer. Vodroffsvejs Handlende har faaet mange Forespørgsler om Villaen Nr. 60, og de kan fortælle om, hvor lange de forhaabningsfulde Ansigter er bleven, naar det paa de ivrige Spørgsmaal om ledige Lejligheder er bleven svaret, at Villaen er Københavns Kommunes, og at den meget snart vil blive nedrevet, for at Byens nye, flotte Avenue kan faa sin endelige Skikkelse.

Ja, saaledes er det altsaa bestemt. Det var ikke alene "Strygejernet", den nye Gyldenløvesgade krævede, men ogsaa denne fhv. Statsbanevilla. som Kommunen overtog sammen med den gamle Banegaards Grunde. Betragter man Forholdene ved Vodroffsvej-Gyldenløvesgade, er der absolut ingen Tvivl om, at Villaen en Gang maa væk, men tager man den for Haandenværende Bolignød i Betragtning, er det lige saa utvivlsomt, at det ikke bør ske nu: ja, at det vilde være ikke mindre end en Forbrydelse, om Huset tinder de nuværende Forhold blev overgivet til Nedbrydningsarbejdernes Hakker og Økser.

Som alle Statsbanernes Huse er Villaen fortrinlig hygget, og da den i sin Tid blev opført til Bolig netop for Statsbanernes egne Embedsmænd, tør man vel nok - uden nærmere Undersøgelse - paastaa, at den er fortrinlig Indrettet.

Efter Villaens Størrelse at dømme, maa den kunne afgive rummelige Lejligheder til i Familier, og vilde man - hvad der kunde synes i højeste Grad Grund og Trang til - anvende den til Bolig for Boligløse. kunde man anbringe mindst 8 af de Familier, der nu lever under forfærdelige Forhold, lige ind i Paradiset.

Det er forstaaeligt, at Ingeniørerne, som har projekteret og ledet Udførelsen af Byens flotteste Avenue - og forøvrigt meget tiltrængte Forbindelse med Frederiksberg - gerne snarest muligt vil se deres udmærkede Arbejde helt færdigt, men det er ikke mindre forstaaeligt, at Byens Skatteydere, hvis Penge det i sidste Instans drejer sig om, og Byens Boligløse, hvis Sundhed og Velfærd maaske hver Dag staar paa Spil, tilraaber d'Hrr. mod Passeren og Regnestokken et enstemmigt og tordnende: Holdt! Lad det Hus staa, til Byens Boligforhold har ændret sig noget! Det generer jo ikke Færdslen, og at det muligvis generer Udsigten lidt, er en Ulempe, der er for intet at regne imod de mange, Bolignøden afstedkommer.

(Aftenbladet (København) 28. januar 1925).

På et foto fra Kbhbilleder (ikke public domain) anes huset til venstre for banen efter søerne.

Det gamle Hus og de Husvilde.

Hvorledes er Forholdet med de Boligløse?

Byen lever stadig fra Haanden og i Munden.

Raadmand Silius Johansen og Ekspeditionssekretær Müller.

I Anledning af det kommunale Ejendomsdirektorats i Forgaars refererede Udtalelse om, at det var lettere og billigere at anbringe Boligløse anden Steds end i den gamle Statsbanevilla ved Vodroffsvej, har vi spurgt Tømrerlaugets Oldermand, Raadmand i Magistratens Afdeling, Silius Johansen:

- Baade som Raadmand i den Magistratsafdeling, der bl. A. har til Opgave at tage sig at de Boligløse, og som praktisk Haandværker erklærer jeg mig enig i, at den nævnte Villa bør nedrives, skulde vi anbringe Boligløse i den paa en saadan Maade, at Kommunen kunde være det bekendt og de paagældende Familier kunde være tjent dermed, vilde vi blive nødt til at foretage store og dyre Omforandringer i Husets indre Indretning, større og dyrere end forsvarligt, da Huset jo dog - bl. a. af Hensyn til Kontrakten med Frederiksborg - snart skal fjernes. Men baade København og Frederiksberg bygger jo til Gengæld Hundreder af Lejligheder og gør i det Hele det mest mulige for at komme vore ulykkeligt stillede Medborgere til Hjælp.

Hvorledes gaar det med Anbringelsen af de Boligløse, spurgte vi derefter Magistratens 3. Afdeling, og Ekspeditionssekretær Müller der sammen med Kontorchef Lauritz Hansen er en hensynsfuld og forstaaende Hjælper for Byens i Henseende til Bolig nødstedte Borgere, udtalte bl. a. følgende:

- Ja. Situationen maa desværre siges at være i alt væsentlig uforandret. Vi lever stadig fra Haanden og i Munden, og de Værelser, vi nu og da faar til Disposition forslaar i Virkeligheden kun som en Draabe i Havet.

Vi modtager stadig en Masse Henvendelser om Leiligheder, og uagtet vi, tvungen af Omstændighederne, forlængst har maattet indtage det Standpunkt, kun at hjælpe Familier med Børn, maa vi afvise Hundreder af Familier, som vi mener burde hjælpes, og som vi gærne ville hjælpe, naar vi blot kunde. Naar vi faar en Henvendelse, bliver Vedkommendes Forhold grundigt undersøgt, og vi søger til hjælpe, der hvor vi synes Nøden er størst. Det er navnlig Folk, der bor i Lysthuse, og Samboere, for hvem Forholdene efterhaanden er blevet rent fortvivlede, vi søger at skaffe taalelige Boliger, men, som sagt vor Evne staar hverken i Forhold til Viljen eller de Søgendes Trang.

Som De véd, har vi anbragt en Del boligløse Familier i 2-Værelsers Lejligheder i kommunens nye Huse, og det er gjort paa den Maade, at to Familier deler en Lejlighed, idet hver faar et Værelse, og de enes om Kokkenet.

Dette er jo ingenlunde tiltalende men dog altid bedre end det, de Paagældende kommer fra.

Vi har nu og da set paa Huse, som man mente kunde anvendes som Bolig for Husvilde, men i mange Tilfælde vilde der kræves saa store Omforandringer for at tilvejebringe menneskelige Forhold, at vi har maattet opgive Tanken om at anvende de paagældende Bygninger.

Som et lille Lyspunkt kan jeg for Resten meddele, at vi nylig af Statsbanerne har faaet overladt et eksproprieret og til Nedrivning bestemt Hus ude ved Glentevej. Her har vi kunnet anbringe ca. 20 Familier.

Jeg Indrømmer, at dette jo ikke er mange, og Hjælpen er forøvrigt kun midlertidig, idet vi er forpligtede til at rømme Huset med kort Varsel; men under alle Omstændigheder er disse ulykkelige Familier jo dog bleven hjulpne - saa længe.

Naar Forholdene kan ventes at ville bedres, er ikke godt at sige. Tilflytningsbestemmelser vil vel nok hjælpe noget, men foreløbig mærkes deres Følger ikke ret meget, og man maa stadig huske, at Bolignøden i Virkeligheden er langt større end den giver sig Udtryk i Kommunens Boligforsorg. Nu venter vi kun paa den nye Huslejelov og ser, hvad den vil bringe.

- - -

Se, se, det var unægteligt en anden Musik, end den, d'Herrer, der absolut maa rive det gamle Hus ved Vodroffvej ned, leverede i forgaars. Der er altsaa mere end haardt Brug for de Rum, det indeholder. Og se, paa Glentevej har man faaet overladt et Hus, der allerede var eksproprieret og dømt til Nedrivning. Saa tag da for Pokker og gør Sagen kort og overlad ogsaa de Boligløse det gamle Hus i Vodroffvej.

Paastanden om den dyre Bekostning, det vil kræve at sætte Huset i brugbar Stand, synes os nærmest tvivlsom, de Boligløse er ved Gud ikke forvæntes. Og endelig og til allersidst er Pointet i det hele, at man har Lov til at undre sig over den Lethed, hvormed man i Kommunen naar til at rive et helt Hus ned hvis Nedrivning absolut ikke er en afgørende tvingende nødvendigt, paa et Tidspunkt, hvor Borgerne ikke maa "nedlægge" en eneste Lejlighed.

(Aftenbladet (København) 31. januar 1925).

Nedbrydningen startede kort tid efter. Februar 1925 sås annoncer for salget af materialer fra nedbrydningen i aviserne: Tømmer, døre, brædder m.v. Det skete ikke uden uheld: Den 28. marts fik en arbejderen Vilhelm Andersen (de classenske boliger) et koben i hovedet. 

Morgenmusik for Arbejdsløse. (Efterskrift til Politivennen)

 

Som bekendt møder de Arbejdsløse i Morgentimerne bl.a. til Kontrol paa den gamle Ladegaard ved Aaboulevarden. Vor Fotograf har taget nogle Lynskud fra den store Forsamling af Arbejdsmænd, der her møder op, og hvor et Par musikalsk anlagte Kammerater forkorter Ventetiden ved en lille "Morgenmusik" med Violin og Guitar. Nederst ses et Parti af Vodroffsvej med Bagsiden af "Strygejernet" og Kontrolstedet.

(Social-Demokraten, 24. februar 1924).

Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945). (Efterskrift til Politivennen).

Hos Anne Marie Carl Nielsen

En samtale om Fortid, Nutid og Fremtid.

Dronning Margrethe.

Der ligger en Villa ude paa Vodroffsvej, et Stykke borte fra Vejen, bag en Have. Det er tydeligt at se, at det ikke er nogen almindelig Grosserer-Villa: Bygningens røde Mure er overvoksede med næsten vildt groende Vedbend, og fra en mægtig Port i Villaens ene Gavl skraaner en stor Slisk

ned mod Indkørslen. Et kæmpemæssigt Ateliervindue bestemmer Huset endnu tydeligere: derinde arbejder Danmarks Billedhuggerinde, Fru Anne Marie CarlNielsen.

- Det er ikke saa nemt at finde noget, der passer for mig, siger Fru Carl-Nielsen selv . . . der skal jo være lidt højt til Loftet. 

Og Fruen har Ret. der skal være højt til Loftet. Mange mærkelige Figurer fuldbyrdes og vaagner til Liv mellem disse Mure, og flere af dem kræver Plads. I en Baad, mod hvis Forstavn Bølgerne brydes, slaar en liøj og slank Kvindeskikkelse: Dronning Dagmar, der kommer til Danmark. Hun

spejder ind mod Land, Brisen fra den danske Kyst presser imod hendes Dronningedragt og griber hendes Slør. saa det slaar som et spændt Sejl. I en Vindueskarm staar en lille Statuette. Skitsen til det Mindesmærke, der skal smykke Fru Emma Thomsens Grav. Paa en 4 Alen høj Sten af grønlig, norsk Klæber springer den skønne Profil frem i hvidt Marmor. Det store, tunge Haar, der næsten bøjer Hovedet bagover, er sat op i Frisuren fra "En Skærsommernatsdrøm". Paa Toppen af Stenen breder en sovende Paafugl - hos Oldtidens Folk Evighedens Symbol - sine Vinger, og dens Hale gyder sig som et Sørgeflor ned langs Stenens Bagside. I et Hjørne af Salen blinker Kammersanger Simonsens Øjne ... ja, de blinker virkelig; Fru Carl-Nielsen har indlagt Ojne af Sølv og Guld og Skildpadde i Kammersangerens Bronceansigt, og Virkningen er fortræffelig.

Der er meget mere i dette mægtige Rum: talrige Skitser og Udkast, smaa Feriearbejder fra korte Hviletider. Og midt i det altsammen den frodige Frue selv, kornblond og kærnesund, et Arbejdets Menneske med en Kunstners Sjæl.

Fru Carl-Nielsen er standset foran Dronning Dagmar-Statuen og fortæller om den :

-- Monumentet skal staa paa Slotspladsen, paa en lille, rund Høj vest for Ribe . . . . Dronning Dagmar kom jo vestfra. Hendes Ansigt har jeg modelleret efter en ung Pige, som jeg kender, jog var jo nødt til at lave det, som jeg selv tænkte mig det, der eksisterer ingen Billeder af Dronning Dagmar. Men De kan da se, at det er et Individ, ikke noget tilfældigt Ansigt . . . for mig staar Dronning Dagmar som Typen paa en dansk Kvinde. Til Stillingerne har jeg haft professionelle Modeller, man kan ikke faa almindelige, unge Damer til at staa i Attituder. Til at staa og vifte med Sløret har jeg en lille Danserinde; det er slet ikke let at faa det rigtige Sving . . . i den sidste Tid har jeg hængt hende op i en Gynge, for at faa Baadens Bevægelse frem, forstaar De, og Vinden, der slaar imod Klæderne. Dronning Dagmar skal for Resten ogsaa have indlagte Øjne, ligesom Simonsen, men hendes bliver finere: lutter Guld og Rav .. . Naa, men hun tilhører i Grunden Fortiden, jeg er meget snart færdig med hende. .

Nutiden har vi her, det er Kongestatuen, som jeg nu endelig kan komme til at tage fat paa. Komitéen har manglet Penge, og Kontrakten har ikke kunnet komme i Orden ... jeg har følt mig som en Væddeløbshest, der ikke har kunnet faa Start, og jeg har iøvrigt ogsaa maattet sige Nej til mange Bestillinger. Men nu skal jeg tage fat for Alvor. Til Sommer rejser jeg til Hannover og arbejder et halvt Aars Tid med Hesten og Rytteren, og naar jeg kommer tilbage, giver jeg mig i Lag med Reliefet. Jeg har glædet mig saa meget til dette Arbejde og tænkt saa meget over det.

Jeg tror, jeg har fundet noget nyt i selve Statuens Plastik. Hesten gaar i Skridtgang med alle fire Ben mod Jorden; derved kommer der til fortræffelig Balance, Naturlighed, Ro og Harmoni i Linierne. Hesten skal være lidt sky for Folkemængden, der bølger i nedenunder, den slaar lidt med Hovedet ... derved bliver Statuens Linier forfra set gode ... fordi man ser hele Rytterens Skikkelse. Kongen selv sidder rank og rolig, han er gammel og fuld af Viden, han holder Tøjlen med venstre Ilaand, den højre Arm hænger frit ned ... en Gentlemanrytter, der rider en tur, og samtidig Kongen, den rolige Konge over det bølgende Folk. Han er ikke nogen fremstormende Mand, men han følger med sit Folk, og hans Øjne ser frem i Tiden.

Reliefet er Folket og dets Udvikling under Christian den Niendes Regering. Forrest paa højre Side gaar en Bondemand med en Drænespade, saa en Bondepige med to Neg, derpaa nogle Dyrskuefolk: Branth, Sønder Elkjær f. Fks. Andre af Landbrugets Mænd. Tesdorpf, Segelcke, Fjord. . . ogsaa Dalgas og Christen Kold vil jeg have med her. Paa Bagsiden staar bl. a. Fnisen, Vilh. Thomsen, Jul. Thomsen, Grundtvig. Ovre paa venstre Side vilde jeg have haft en Mand fra Dybbøl, men det vilde Komitéen ikke have, det var for trist at minde om. Saa tog jeg Suenson fra Helgoland i Stedet for, den eneste sejrende Helt fra 64. Bagved ham kommer Tietgen, nogle Politikere, J. P. Jacobsen, Drachmann, N. W. Gade, en Arkitekt, en Maler. . . jeg har tænkt paa

Frolich eller Krøyer, en Billedhugger, Julius Lange, Brandes... Høffding, ja, De siger noget, han har et dejligt Hovede. . . Johannes V. Jensen tror jeg ogsaa, jeg vil have.

- Hvem er den Officer midt i Rækken, der gør Front mod alle de andre og ligesom standser Strømmen?

- Det er ingen Officer, det er Estrup i Uniform. Jeg skulde paa det Sted have noget tit at bryde. . . kan De se, at Fjerbusken paa hans trekantede Hat rager op over Rammen?

. . . Kongestatuens Skitse er spundet ind i et fint Slør af Spindelvæv. Fruens Fjerkost er i ustandselig Bevægelse, men det er ikke nemt at gøre rent i 6-7 Alens Højde. Nu forlader F'ruen Skitsen og gaar over til at tale om Fremtiden. Fremtiden er en Drøm, og Drømmen hedder Dronning Margrethe.

- Jeg har altid beundret Dronning Margrethe. siger Fru Carl-Nielsen, hun er den klogeste Regent, vi har haft, og den, den forst har ført den skandinaviske Idé ud i Livet. Og jeg har altid syntes, hun skulde have et Monument. Det i Roskilde er et Gravmæle, og er der nogen, der fortjener et rigtigt Monument paa et Sted, der samler hele Landet, saa er det Dronning Margrethe . .  jeg vil have hende anbragt paa Raadhuspladsen, den trænger vældig til et Monument. . . kan De ikke se, den dingler, den er ude af Ligevægt, der er ingenting, som holder sammen paa den. Der vilde Dronning Margrethes Statue gøre storartet Virkning . . . Hvor meget den vilde koste - jeg tænker 60-70,000 Kr., det er dog ikke saa forfærdelig meget Jeg synes, at Kvinderne skulde samle Penge ind og rejse delte Monument for Danmarks klogeste Kvinde . . .

Men hvad er Fru Carl-Nielsen foruden at være Kunstner? Er Fruen, som er gift med en Kapelmester og Komponist, selv musikalsk, er det saaledes, at Mandens Musik og Fruens Skulptur indvirker paa hinanden? Fru Carl Nielsen ved ikke rigtig, hvad hun skal svare:

- Det er vanskeligt at sige. Min Mand siger tit, at jeg hjælper ham, men det er jo ikke mig, der skriver Noderne. Og omvendt. . .min Mand siger ofte saa gode og rigtige Ting om min Kunst, han ser saa godt.

Samtalen glider over paa andre Emner, mens Solen langsomt flytter sig, og Skyggerne bliver længere. Tiisidst standser Fruen ved en Gengivelse af et Kristushovcd og siger :

- Donatello - det er nu min Yndlingsbilledhugger.

Men hvad synes De da om Anne Marie Carl-Nielsen

- Det vil jeg helst beholde for mig selv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. marts 1913).

Dronning Dagmar-Statuens Afsløring paa Ribe Slotsbank 24. august

Det blev en smuk dag i Gaar, som længe vil bevares i Erindringen af de Tusinder, som var samlet paa Ribe Slotsbanke til Afslormgen af Billedhuggerinden Fru Marie Carl Nielsens Statue af Dronning Dagmar. De foregaaende Dages regnfulde Vejr var asfløst af straalende Solskin fra den tidlige Morgenstund og Flagene smykkede Byen som sjældent tilforn - fra Domkirkens Taarn til de mindste Huse - og ude langs Slotsbleggaarden var rejst en Alle af Flag, der tog sig smukt ud mod den lyseblaa Himmel. Der var Stemning over Byen alt tidligt paa Dagen, der allerede ved Gudstjenesten i Domkirken om Formiddagen kortelig omtaltes af Biskop Koch

---

Statuen.

Ved Fremstillingen af statuen har Fru Anne Marie Carl Nielsen væsentligst ladet sig lede af de to Motiver: Den unge böhmiske Kongedatters Ankomst til det nye Fædreland og hendes i folkevisen saa rørende skildrede Død. Og til at præge skikkelsen og stemme denne og Trækkene i Overensstemmelse med det Indtryk, vi faar af Dronning Dagmar gennem Overleveringen, har Billedhuggerinden tænkt sig den blide selvforglemmende Kvinde, der i Morgengave - modsat andre Dronninger - ikke tænkte paa at erhverve Jordegods eller Guld, men kun paa at faa fanger løst af Baand og Bonden gjort fri.

Og naar statuen nu ikke er anbragt paa slotsbankens højeste og mest fremtrædende punkt, vil kunstnerinden deri yderligere understrege Dronning Dagmars bly og kvindelige Karakter.

Statuen er udført i Bronce i halvanden Gang naturlig Størrelse og er paa fodstykket ca. 7 Alen høj. Paa dette fodstykke af Granit ser vi Dronning Dagmar i forstavnen af en Baad, der paa Vesterhavets fiskefyldte Vover stævner ind mod Land. I den friske foraarsbrise staar hun med Haanden skyggende for Øjnene forventningsfuldt spejdende ind mod det nye fædreland og sin kongelige Brudgom, alt medens Vinden leger med den pelsforede folderige Kjole og det store slør, der er fæstet i Haaret under den kongelige Krone.

I den stilfulde sokkel af del smukke halmstadske Granit med de levende farver er anbragt et Relief, hvori Billedhuggerinden har benyttet Motivet fra Dronning Dagmars Død paa en saare skøn Maade. Man ser Dronning Dagmar paa Dødssengen efter Prins Valdemars fødsel, medens "de bedste fruer i Verden" begræder hendes Bortgang og Kong Valdemar - lige kommen fra det jagende Ridt gennem Landet - bevæget bøjet over hende lytter til hendes sidste Ord, medens liden Kirsten paa en skammel ved siden af sengen ustandselig læser i Bønnebogen, skønt "saa saare hendes Taarer de runde".

Nederst paa fodstykket er anbragt Ordene af folkevisen: "Hun kom uden Tynge, hun kom med fred, hun kom goden Bonde til Lise".

Over Relieffet findes Indskriften:

Dagmar - Danmarks Dronning 

Død paa Riberhur

1205 - 1212.

Over det første Aarstal er anbragt en Krone og en lignende er anbragt under det sidste Aarstal for paa den Maade at betegne det Aar, hun blev Danmarks Dronning og det Aar, hun døde som saadan.

Paa siderne af Granitsokkelen er indhugget Konturerne af det danske og det böhmiske Vaaben.

Vi skal ikke indlade os paa nogen "kunstnerist" Kritik af Mindesmærket, vi vil blot have Lov at sige, at det synes os, som om Kunstnerinden i sine Bestræbelser for at bringe sjælelig Ro i en figur med stærkt bevægede Linier har haft en lykkelig Haand til at skabe et Arbejde, der ikke blot er en fryd for Øjet men ogsaa virker betagende ved hele sin ypperlige Levendegørelse af folkevisernes Dronning Dagmarskikkelse - et Indtryk, der sikkert yderligere vil forstærkes, naar statuen med Aarene antager en mørkere Farve.

----

Overlærer Secher talte for 

Fru Anne Marie Carl Nielsen

At Kunsten har en ejendommelig Magt til at kaste Glans over Tilværelsen, vil man paa mangfoldige Maader kunne overbevise sig om. En By kan ligge paa et afsides Sted, kan være uden Betydning for Handel og Industri, men Kunsten har sat sit Stempel paa den; dens Navn bliver bekendt viden om, og mangfoldige Mennesker søger den. Alle de, der har været i Italien, véd, at det forholder sig saaledes. Fjernt fra de store Byer, der drager alle Slags Mennesker til sig i Mængde, findes der Smaabyer, der ligger skjulte i en eller anden Afkrog; kun faa Handelsrejsende kommer til dem, thi der er ikke mange Forretninger at gøre, men alle kunstinteresserede opsøger dem, thi de véd, at de i dem vil sinde Tilfredsstillelse for deres Trang. En saadan By er San Gimagnano, Byen med de skønne Taarne.

Danmark er jo ikke et Kunstland i samme Grad som Italien, men ogsaa her findes der enkelte Byer af den omtalte Art, og vor egen By kan mere end nogen anden gøre Fordring paa at regnes til dem; den ligger afsides og har jo heller ikke endnu stor Betydning som Industriby, men naar den alligevel er kendt i vide Kredse af vort Land, og naar de rejsende efterhaanden mere og mere søger den, saa ligger Grunden i, at den har kunstnerisk Betydning, at den har noget at byde de fremmede, som andre Smaabyer ikke har. Saa vil vi Borgere i Ribe da glæde os over den Kunst, som vor By indeholder, og vi vil føle, ar vi staar i Taknemmelighedsgæld til dem, der har bidraget til at forskønne vor By, lige fra de navnløse Kunstnere, der i Middelalderens Dage rejste vor herlige Domkirke, til dem, der i vor egen Tid har givet Byen et skønnere Præg.

Her er der da to Navne, der først møder os, Amberg og Marie Carl Nielsen. Paa Professor Ambergs Betydning for Ribe er der ikke Anledning til her al komme ind; hvor stor den er, véd vi alle, men jeg er overbevist om, at jeg vil tale i alle Ribe Borgeres Navn, naar jeg retter en varm Tak til Fru Carl Nielsen for hvad hun har gjort for Ribe. Til Domkirkens Fuldendelse har hun bidraget med fine skønne Broncedøre, og nu har hun stillet sin kunstneriske Fantasi og sin store tekniske Dygtighed til Raadighed for dem, der fattede den smukke Tanke at sætte Dronning Dagmar et Monument.

Det er ikke første Gang, at Dronning Dagmars Historie er bleven kunstnerisk behandlet. For nogle Aar siden faldt det saaledes i den svenske Maler Georg v. Rosens Lod at fremstille Dagmar Død. Han er jo en af de store, en af dem, hvis Portræt findes i det berømte Portrætgalleri af Kunstnere i Uffiziérne i Florens, og han behandlede Emnet med Virtuositet, men hans Billede kunde dog ikke fuldt ud tilfredsstille dansk Følelse. Der var da ogsaa noget underligt i, at man overdrog det til en udenlandsk Kunstner at fremstille Dagmars Død; jeg tror, at man maa være dansk for ret at føle den vidunderlige Stemning, der hviler over Folkeviserne om Dronning Dagmar. Nu har Fru Carl Nielsen behandlet Emnet; hendes Statue med tilhørende Relief staar for os; vi vil nu have Lejlighed til at fordybe os i Synet af den, og jeg føler mig overbevist om, at vi vil komme til det Resultat, at hun har givet det rette Udtryk for Folkevisens Stemning. Vi takker Kunstnerinden for det, hun har skænket os, og vi ønsker hendes Kunst al Fremgang. Vi véd, at hun for Tiden sysler med en stor Opgave, en Rytterstatue af afdøde Kong Kristian den Niende. Jeg véd ikke, om en Kvinde før har været stillet over for en faa stor og vanskelig Opgave, men jeg véd, at Renæssancens store Mestre, Donatello og Verrocchio, naaede deres Berømmelses Højdepunkt efter at have stabl deres Rytterstatuer i Padua og Venedig. Maatte Fru Nielsen faa Held til at udføre et for alle Danske betydningsfuldt Vært. --

Saa vil vi endnu en Gang takke for Dagmar og udbringe et Leve for Kunstnerinden (Hurra!)

(Ribe Stifts Tidende 25. august 1913. Uddrag.)

Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945). Gift med komponisten Carl Nielsen 1891. Den første kvinde til at sidde i Akademirådet ved Kunstakademiet (1912). Bestyrelsesmedlem i den i 1916 dannede Kvindelige Kunstneres Samfund. Den skulle fremme det indbyrdes personlige bekendtskab og virke for de kvindelige interesser i kunsten ved  valg af censurkomiteer under udstillinger i ind- og udland.

Boede på Vodroffsvej 53A. Maleren Axel Helsted havde opført en villa med atelier her i 1884, den var tegnet af arkitekt A.M. Sørensen. I årene 1907-1917 boede komponisten Carl Nielsen og hans familie her, hvorefter Johannesskolen overtog og udbyggede derpå villaen

"Grosse Deutsche in Bildnissen ihrer Zeit". Billedudstilling i Kronprinzenpalais, omdannet til Staatlichen Museen. Her var der kunstværker fra alverdens lande, herunder også Anne Marie Carl Nielsen hvis bedrag var "einen bärentrotzigen Schwertjüngling im "Nordischen Sagenhelden". Se Nationalsozialistische Monatshefte 1936. Zentralverlag der NSDAP. Spalte 862.

Boede i Kunstakademiets Legatbolig som æresbolig 1915-1945. Mindetavle fra 1991 skriver fejlagtigt at Carl Nielsen boede der 1915-1931. Men parret var separeret indtil 1923, hvorefter han boede der lejlighedsvis. I 2013 opsat ny mindetavle over Anne Marie Carl-Nielsen.

Datteren hed Anne Marie Frederikke Nielsen (1893-1983), giftede sig (1918-1936) til navnet Anne Marie Telmányi. Hun er som sine forældre begravet på Vestre Kirkegård.

Otto (1848-1911) og Dorothea (1859-1939) Marstrand. (Efterskrift til Politivennen)

I 1857 købte bageren Troels Caspar Daniel Marstrand Vodroff Mølle på Vodroffsvej 25. Da den brændte i 1865, opførte han på en del af grunden sammen med brændevinsbrænder og grosserer Jens Lund "Marstrands Dampmølle", og senere hvidølsbryggeriet (senere A/S Marstrands Bryggerier og Krone-Øl-Bryggeriet). Firmaet gik under navnet "Troels Marstrand", og bryggeriet blev ledet af kaptajn Ingwersen indtil 1873, hvor Troels Marstrands søn Otto Marstrand, overtog ledelsen. Han begyndte at producere bajersk øl 1874, og bryggeriet blev snart et af de største i København. 

I 1882 begyndte bryggeriet som det første at sælge kunstis i almindeligt salg (krystalis). I 1884 opkøbte bryggeriet Aldersro og bryggerier blev overdraget til det i den anledning stiftede "Aktieselskabet Marstrands Bryggerier". Den første bestyrelse bestod af etatsråd og formand Fritsche, overretssagfører N. G. Mygind, M. R. Rubow, Jens Lund og Otto Marstrand.

Annonce for en "Flügelpumpen" som ifølge denne skulle være brugt i Marstrands Bryggeri. (Fra Allgemeine Zeitschrift für Bierbrauerei und Malzfabrikation. nr. 22, 1882.

Selskabet forsøgte uden synderlig markedssucces at lancere en ny type lys øl, Wienerøl. Otto Marstrand var formodet Venstre-mand, i modsætning til "Højre"-bryggerierne Carlsberg og Tuborg, hvilket smittede af på forbrugerne - mange (påvirket af det voksend Social-Demokratiet) ville ikke købe Tietgens "Højre"-øl:

Kjøbenhavn, den 2den Januar 1885. Af de industrielle Foretagender, som er opstaaede her i Landet i Løbet af det sidste Par Decennier, har ingen i den Grad slaaet an som Bajerskøl-Bryggerierne. Vore største Kapitalister have jo erhvervet sig deres Formuer ved at brygge bajersk Øl, og det er derfor intet Under, at deres Held har fristet adskillige til at forsøge sig i lignende Retning. Hidindtil er Forsøget lykkedes for de fleste; saa vidt man ved, er de fleste Bajerskøl-Bryggerier - og deres Tal er jo allerede ikke saa ringe - rentable Foretagender. Den eneste, som paa dette Felt har været absolut uheldig, er mærkværdig nok Etatsraad Tietgen. Hans store Planer med Tuborg Fabriker - der skulde være et Bryggert i stor Stil, ikke blot for den indenlandske Konsum, men ogsaa for en betydelig Udførsel, og ikke blot dette, men tillige Fabrik for Tilvirkning af alt, hvad der behøvedes i Øl-Industrien - navnlig Bouteiller - og til Forædling af Biprodukterne - denne Plan blev til intet. Hvad enten Fejlen nu laa i, at Anlæget var for kostbart, eller den indsatte Direktion mindre dygtig, eller Virksomheden for stor anlagt, nok er det, Tietgen trak sig ud af Foretagendet. Fabrikerne bestaa vel endnu, men den nuværende Bestyrelse har ikke mindre end den foregaaende haft store Vanskeligheder at kæmpe med; den har nu baseret Forretningen paa et mere beskedent Grundlag, og der er Udsigt til, at den herefter vil faa en roligere Tilværelse - lidt Bryderi med Socialdemokraterne, der paa Grund af Arbejderforholdene ved Fabriken have et Horn i Siden paa Direktør Ph. W. Heymann - fraregnet. - I de sidste Dage har et nyt Foretagende i Branchen hendraget Opmærksomheden paa sig, nemlig Bryggeriet ved Vodroffvej, der nu drives under ét med Aldersro Bryggeri under Navnet "Marstrands Bryggerier". - Vodroffvejs Bryggeri var oprindelig Dampmølle - velbekjendt af enhver, der blot en Gang har set de store, solide, røde Fabriksbygninger - og den ejedes da af Grosserer Jens Lund. Denne er en selvgjort Mand. Han hører til dem, der fra fattig Karl har arbejdet sig op til en betydelig social Stilling. Fra Magasinkarl er han avanceret til selv at blive Korngrosserer og derefter Storfabrikant. At han er en dygtig og resolut Mand, kan skjønnes alene deraf, at han, saa snart der viste sig Stagnation i Møllebedriften, hurtig omdannede en Del af sin store Mølle til Bryggeri og med Kraft kastede sig over denne ny virksomhed. Foretagendet er dog nu sagtens bleven ham for stort til at bæres paa eget Ansvar; thi fra Maj i Fjor er det gaaet over til et Aktieselskab, og Jens Lund er fra at være Eneejer bleven Direktør, en Myndighed, han deler med sin Svoger, Brygmester Otto Marstrand. Kontrollen føres af et Forretningsudvalg med Grosserer H. Fritzsche som Formand. Aldersro er senere bleven tilkjøbt, og den bogførte værdi af Selskabets Aktiver er derefter noget over 3½ Mill. Kr. Aktiekapitalen er 1,800,000 Kr., og Størsteparten af Aktierne er endnu paa J. Lunds Hænder; han er saaledes faktisk endnu den, der har den afgjørende Myndighed. Den første Kampagne er særdeles lovende for det ny Selskabs Fremtid. I de otte Maaneder, hvori det har bestaaet, er der produceret og solgt 70,000 Tdr. Øl og formalet 9½ Mill. Pd. Mel, og der er tjent 277,120 Kr., deraf 246,169 Kr. ved Bryggeriet og 27,000 Kr. ved Møllen. Ved Siden af at afskrive temmelig betydelige Beløb paa Inventarium og Beholdninger, kunde Selskabet efter denne Begyndelse henlægge over 18,000 til et Reservefond, 12.686 Kr. til et Understøttelsesfond for Selskabets Funktionærer og Arbejdere og dog byde Aktionærerne et Udbytte af 10 pCt. p. a. Det er intet Under, at Bestyrelsen efter en saadan Begyndelse er bleven fortrøstningsfuld og har besluttet en Udvidelse af Virksomheden. Den paatænker fra i Aar at konkurrere med Tuborg i Fabrikattonen af Pilsner-Øl og vil optage Fabrikationen af en ny Ølsort, kaldet "russisk Taffeløl."

(Lolland-Falsters Folketidende 5. januar 1885)

Otto Marstrand var også involveret i travsport:

Et Selskab til Travsportens Fremme er nylig dannet i Kjøbenhavn efter Indbydelse af d'Hrr. Brygger I. Tvede, Dyrlæge, Baron O. Eggers, Brygger Otto Marstrand og Propr. Frd. Breit. De udtale i  Indbydelsen bl. a., at Afholdelsen af Kapløb i Trav har vist sig som en mægtig Løfteftand til Fremme af Landhesteavlen, hvad Exemplet i flere Lande udviser. Travsportens Evne til at indvirke paa Frembringelsen af gode, kraftige Kjøreheste er især iøjnefaldende der, hvor Hesteracen er svært bygget. Travsportens Indflydelse paa dette Omraade staar ved Siden af Væddeløbenes Indvirkning paa Kavallerihestens Forbedring i de Egne, hvor Hesteracen er let. Travsporten antages ligeledes at vilde kunne trives her i Landet og gavne dets Hesteavl ved at bidrage til Frembringelsen af gode, kraftige Kjøreheste, som man i de senere Aar hyppig har maattet hente fra Udlandet. Foreningen vil fremme sit Formaal ved Travløb om Præmier, dels for Heste hjemmehørende i Danmark, dels for Heste fra andre Lande, og ved at virke hen til eventuelt at støtte Oprettelsen af Baner til Afholdelse af Travløb paa forskjellige Steder i Danmark og forøvrigt ved alle Midler, som erkjendes for virksomme til Travsportens Fremme. Til Anlæg af den første Travbane i Danmark er allerede af et Interessentskab kjøbt et Terræn i Kjøbenhavns umiddelbars Nærhed, hvor der tænkes anlagt en Bane af henimod en engelsk Mils Længde til Travkjørsel, i en langstrakt Oval af ca. 120 Alen som mindste Diameter, hvor der agtes afholdt Travløb en a to Gange maanedlig om Sommeren. Udenfor denne anlægges en Ridebane til daglig Ridning af Selskabets Medlemmer. Det aarlige Medlemsbidrag er ansat til 10 Kr. Foreningen konstituerede sig forleden og valgte, foruden Indbyderne, til Bestyrelse d.Hrr. Konsul Broberg og Oliemøller Carl Petersen jun.

(Skive Folkeblad 29. juni 1885)

Travbanen lå på et lejet areal ved Lundehussøen på den østre del af det der nu er Lyngbymotorvejen nord for Ryparken Station. Det første løb på kulslaggebanen var den 6. september 1885. Otto Marstrand satsede imidlertid på racerne Frederiksborg og Knabstrup, mens Tvede mere var til de hurtigst tænkbare heste uanset race. Uenigheden førte til et brud i 1890 mellem de to. Tvede stiftede herefter den 10. april 1891 sammen med andre Det Danske Travselskab. Året efter kunne Charlottenlund Travbane afholde første løb. Kjøbenhavns Travbane fortsatte året ud, men Marstrand emigrerede samme år.

En Eksekutionsforretning i Cirkus

I Søndags Aftes kl. 12 blev der hos Restavratøren i Cirkus ved Kongens Foged og paa Rekvisition af en Prokurator som Repræsentant for Fordringshaveren - en bekendt større Ølbrygger her i Byen - foretaget en Eksekution, der havde et noget brutalt Præg, og som har vakt en Del Opsigt blandt dem, der kender Sagen.

Efter at Restauratoren havde gjort Regnskabet op med sine Tjenere og havde faaet ca. 1100 Kr. i Kassen som Dagens Indtægt, mødte en Fogedassistent med 2 Vidner samt Prokuratoren og lagde Beslag paa alt, hvad der fandtes af Penge, saaledes at der ikke blev en Øre tilbage.

Det var naturligvis en ubehagelig Overraskelse for Restauratøren paa den Tid af Døgnet at modtage et saadant Besøg, der var en ligefrem Overrumpling, men da den Slags Forretninger nu en Gang er juridisk berettigede, naar Fogden giver sit Samtykke, er der intet at indvende mod denne Side af Sagen. Derimod ser den lidt anderledes ud, hvad Fordringshaveren angaar. Som vi har erfaret, forholder Sagen sig i al Korthed saaledes: Den nuværende Restavratør i Cirkus, der er en stræbsom og hæderlig Mand, overtog Forretningen sidste Vinter paa Betingelser, der hidtil har givet ham ikke saa faa Vanskeligheder at kæmpe med. Han paatog sig, foruden en Del andre Forpligtelser, at udrede til Forgængeren en Sum af 6000 Kr., hvoraf 3000 betaltes kontant, medens Resten skulde fra Juni Termin betales i ugentlige Afdrag, der ogsaa hidtil var erlagt punktlig. Ved sidste Indbetaling kom Afdraget én Dag for sent, og dette var Grunden til Fogedforretningen. Fordringen paa Restauratøren var af Vedkommende bleven transporteret til Ølbryggeren, der straks og paa ovennævnte Maade benyttede sig af den ene Dags Forsinkelse til at tage hele Søndagens Indtægt ved Hjælp af Kongens Foged. Skønt det som sagt var en ubehagelig Overraskelse har det dog ikke havt videre Følger for Restavratøren, der ved Hjælp fra anden Mand, som blev oprørt over den brutale Fremgangsmaade, fremdeles er i Stand til at klare sine Forpligtelser.

(Social-Demokraten 10. september 1887).

Eksekutionsforretningen i Cirkus.

Vi har modtaget følgende:

Hr. Redaktør!

I Anledning af Deres Artikel i Dag om en Eksekutionsforretning i Cirkus vil jeg bede Dem give Plads for følgende Bemærkninger, der nærmere vil oplyse, hvorledes det forholder sig med Sagen.

Den 1ste Januar overtog jeg Restavrationen i Cirkus paa det Vilkaar, at jeg skulde betale den Gæld, som den forrige Restauratør havde stiftet, samt endvidere til ham udrede en Afstaaelsessum af 6000 Kr., hvoraf de 3000 betaltes kontant. De andre 3000 Kr. skulde have været udbetalt i Juni Termin, men grundet paa Forholdene var det mig umuligt at betale den hele Sum paa en Gang. Ved frivilligt Forlig blev Sagen derpaa ordnet saaledes, at jeg ugenlig (hver Mandag) skulde betale 100 Kr. Der var imidlertid, som Skik og Brug er, tilstaaet mig 2 Løbedage, saaledes at Pengene kunde betales om Onsdagen, og jeg har hidtil sørget for, at Afdragene er bleven betalt regelmæssigt.

Da mit Bud Onsdagen den 31te Avgust om Eftermiddagen henvendte sig til Prokurator Pagh som Inkassator for at betale Afdraget, var Kontoret lukket, og da jeg Torsdag Formiddag sendte Pengene til Hr. Pagh, blev der ganske vist givet mig Kvittering for dem, men under Reservation. Da jeg ikke kunde tænke mig, at der skulde gøres et saadant Skridt imod mig som det i Søndags foretagne, fordi jeg ikke kunde faa afleveret mit Afdrag, inden den lovlige Tid var udløben, vil Enhver kunne forstaa den Harme, som greb mig, efter at Fogedforretningen var udført. Jeg har hidtil betalt regelmæssigt, hvad jeg skulde, og det forekommer mig mildest talt at være en mindre smuk Optræden af et Bryggeri som Marstrands - thi det er Hr. Otto Marstrand, der har ladet Eksekutionsforretningcn foretage, efter at han paa cn eller anden Maade er kommen i Besiddelse af Fordringen paa mig. Hr. Marstrand er ganske vist ikke Øl-Leverandør til Cirkus, men man tør vel ikke forudsætte, at det skulde være Grunden til hans noble Handlemaade.

Dette er i korte Træk Sagens Historie, som jeg kun har skreven for yderligere at supplere "Social-Demokraten"s iøvrigt korrekte Meddelelse, da den for mig ubehagelige Affære nu en Gang er bragt frem for Offenligheden. Jeg er dog slet ikke utilfreds med, at dette er sket. Publikum vil nu selv kunne dømme om, hvorledes Hr. Marstrands Handlemaade mod mig skal vurderes.

Cirkus-Restaurationen, den 10de September 1887.

Th. Christensen.

(Social-Demokraten 11. september 1887).

Eksekutionsforretningen i Cirkus.

Vi har modtaget følgende :

Til

"Social-Demokraten"s Redaktion.

I Anledning af de Artikler, der under Overskriften "En Eksekutionsforretning i Cirkus" findes optagne i "Social-Demokraten" for i Lørdags og Søndags, tillader jeg miq at udbede mig Plads for følgende Bemærkninger:

Den paagældende Eksekutionsforretning, der er foranstaltet af mig, er ikke som i Artiklerne anført, foretaget for Marstrands Bryggerier; disse har ganske vist paa et tidligere tidspunkt haft nogen Interesse i, at den paagældende Fordring blev betalt, hvilket er Grunden til at Forliget angaaende samme ogsaa lod paa Bryggerierne som Kreditor, hvorimod det Restbeløb, som Fordringen andrager, er Bryggeriene uvedkommende. Men skulde der i det hele taget være noget ved denne Eksekutionsforretnings Foretagelse, der trænger til farligt Forsvar, da er det formentlig indlysende, at Ansvaret herfor alene maa paahvile mig, idet Fordringen selvfølgelig fra det tidspunkt af, da den overdroges mig til Inkassation (i Slutningen af Juni Maaned d. A.) er min Raadighed undergivet: og at jeg ikke efter de forhaandenværende Forhold har gjort andet ved Forretningens Foretagelse end der ligefrem er min Pligt som Inkassator, det er jeg vis paa, at enhver, der kender Forholdene - altsaa ogsaa Hr. Restavratør Th. Christensen selv - vil være enig med mig i.

Endnu kan jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, at jeg finder det temmelig mærkeligt for Hr. Christensens Vedkommende, at han, naar han har navngivet Hr. Direktør Otto Marstrand i den ene Henseende, ikke ogsaa har anført, at Hr. Marstrand var den Mand, der ved at forskaffe ham henstand med Betalingen af Restgælden, har hjulpet ham ud over de Vanskeligheder, han ved Eksekutionsforretningens Foretagelse var geraadet i.

København den 14. Septbr. 1887.

* * *

Hvis Hr. Otto Marstrand og andre, som nyder den Lykke at have Hr. Pagh til Sagfører, faar deres Handlinger forsvarede lige saa godt som sket er ovenfor med Hensyn til Eksekutionsforretningen i Cirkus, kan de sige at være vel rejste. Vi mener nemlig, at Hr. Marstrand vilde være bedre tjent med, at Hr. Paghs "Forsvar" ikke havde set Dagens Lys, eftersom det kun i et og alt bekræfter Rigtigheden af Hr. Christensens og vor Fremstilling, hvad selve den brutale Eksekution angaar, og dernæst nøder os til at imødegaa et Par Paastande, hvor ubehageligt det end kan være for Hr. Marstrand - og for os. Naar Hr. P. skriver, at han under de forhaandenværende Forhold ikke har gjort andet end hvad der var hans Pligt som Inkassator, det vil sige, paa en Maade som sket er i Cirkus, at gøre Eksekution hos en Mand Kl. 12 om Natten til Trods for, at han hidtil har svaret sine Afdrag til bestemt Tid, og derpaa tilføjer, at enhver, der kender Forholdene - selv Hr. Christensen - vil være enig med ham deri, saa tyder det paa, at Hr. P. enten er meget naiv eller ogsaa noget andet. Vi kan aldeles bestemt forsikre ham, at ikke en af de mange, der kender Eksekutionshistorien, har haft et anerkendende Ord tilovers for Hr. Marstrand og hans Prokurator, denne Sag vedrørende - tvært imod!

Naar endvidere Hr. P. i Begyndelsen af sin Skrivelse søger at dække over Hr. Marstrand ved at fortælle, at Forretningen ikke er foretaget for hans Regning, og i Slutningen fremhæver, at Hr. M. forskaffede Christensen Henstand med Betalingen af Restgælden - hvad Hr P vel vil have forstaaet saaledes, at det er hos anden Mand Rk. udvirkede rette - , da ved han meget godt, at begge Dele er urigtige. Beviset herfor ligger i, at Hr, Marstrand med sit Navns Underskrift har forpligtet sig til ikke at lade gøre yderligere Eksekution hos Christensen saa længe Afdragene - der for Fremtiden er nedsat til det halve - betales regelmæssig hver Uge. Dette Dokument er udfærdiget af Hr. Pagh.

Hermed er vi forhaabenlig færdige med Hr P Hans Skrivelse taler i alt øvrigt saa tilstrækkeligt for sig selv, at flere Kommentarer er overflødige.

Red.

(Social-Demokraten 16. september 1887).

Efter successen i selskabets første tre år, begyndte det at gå tilbage. Heller ikke det i 1888 "wienerøl" ændrede på den udvikling. I begyndelsen af 1888 var fhv. købmand på St. Thomas Jens Svendsen indtrådt i ledelsen som direktør og forblev som sådan ved siden af Troels Marstrand indtil 1891. Bryggeriet på Vodroffsvej blev herefter i en periode drevet under navnet "Krone-øl Bryggeriet".

 I 1891 måtte bryggeriet lade sig opsluge af De forenede Bryggerier. Det fik senere navnet Kroneølbryggeriet. Otto Marstrand udvandrede (1889 eller 1891) med familie til Vancouver og anlagde et bryggeri der i partnerskab med Charles Gottfried Doering (af saxisk oprindelse) som havde grundlagt Vancouver Brewery i 1889. De blev partnere under navnet Doering & Marstrand Brewing Co. Foretagendet blev en forrygende succes og eksporterede øl til Kina, Japan og Australien. I 1902 fusionerede de med Red Cross Brewery under navnet Vancouver Breweries Limited. Bryggeriet producerede bl.a. den populære Cascade Ale "the beer without peer". Succesen fortsatte og 9 år senere dannede de British Columbia Breweries Limited med Charles Doering som præsident for konsortiet. 

Han besøgte Danmark i 1904, og i 1906 blev han konsul og bosatte sig på Frederiksberg.

Emil Stæhr (1827-1912): Vodroffsvej, Marstrands Bryggeri, det senere Kongens Bryghus. Bygningen tegnet af arkitekt Hans Christian Henning Wolff. (1828-1880).

 Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. De tidligste bygninger var opført af murermester og arkitekt J.W. Frohne. Wolffs bygninger var opført i mursten i vekselende røde/gule sten og med dekorative elementer, der var inspireret af M.G. Bindesbøll i nationalromantisk stil.

Dødsfald.

Brygger Otto Marstrand.

En kendt Københavner, Konsul Otto Marstrand er igaar afgaaet ved Døden, 63 Aar gammel.

Otto Marstrand lærte Bryggeriet i Tyskland og blev straks efter sin Hjemkomst Leder af Marstrands Bryggerier paa Vodroffvej, et stort Foretagende, som han yderligere drev  i Vejret. Da "De forenede Bryggerier" i 1891 dannes, og Marstrands Bryggerier optoges deri, rejste Otto Marstrand med Familie til Britisk Columbia, og i Vancouver startede han et Bryggeri. Ved et energisk Arbejde blev det i Løbet af faa Aar en meget omfattende og indbringende Forretning, og da Marstrand for 5-6 Aar siden vendte tilbage til Danmark, var det som en meget velstaaende Mand.

I Vancouver var han alle Danskes trofaste Støtte. Han hjalp dem paa alle Maader og var utrættelig til at skaffe dem Arbejde, dels paa det Marstrandske Bryggeri, dels andre Steder; aldrig lod han nogen gaa fra sig, uden at han paa en eller anden Maade havde hjulpet. Paa Anmodning af samtlige Danske i Vancouver blev Otto Marstrand udnævnt til dansk Konsul dér i Byen.

Efter hans Tilbagekomst her til Landet var det vistnok hans Mening paa ny at tage fat, men et daarligt Helbred - den Hjertelidelse, der nu har hidført hans Død - tvang ham til at opgive alle Fremtidsplaner af den Art. Han plejede saa sine private Interesser, blandt hvilke Travsporten var en af de væsentligste. Han var Medstifter at Firsernes Travforening, var en Tid Formand og havde i tidligere Aar en fortræffelig Stald.

Konsul Marstrand var Søn af Dampmøller M., der var en Broder til Maleren Marstrand, og han var saaledes Fætter til Borgmester M. Han efterlader sig Hustru, to Døtre og to Sønner; hans Hustru er Datter af den bekendte Grosserer Jens Lund, der tidligere ejede "Smidstrupgaard", og Døtrene er gifte med Kaptajn Troels Smith og Ingeniør Jørgensen. 

(Riget (København) 28. december 1911)

Jordefærd.

Idag begravedes fra Frederiksberg Kirke Brygger Otto Marstrand.

Ved Kisten stod opplantet De Forenede Bryggeriers Arbejderes og Funktionærers Faner. Der var sendt signerede Kranse fra Bryggerforeningen, Forenede Bryggerier, Carlsberg Bryggerier, Kroneølbryggeriet, Ølhandlerforeningen af 1875, Foreningen Lunds og Marstrands Minde, Det danske Travselskab, Foreningen af Hesteejere i det danske Travselskab, Selskabet for Køre- og Ridehesteavlens Fremme o. fl.

I det meget store Følge bemærkedes bl. a. Borgmester Marstrand, Højesteretssagfører Møldrup, Direktør Freiliv, Direktør Andersen, Carlsberg, Direktør Benny Dessau, Generalkonsul Ingwersen, Arkitekterne Marstrand, Glæsel og Klint, Dr. Edgar Madsen, Overretssagfører Axel Bang, Overretssagfører Falk-Jensen, Professor Otto Haslund, Grosserer S. N. Meyer, Fabrikant Ewers, Bogtrykker Martius Truelsen og kgl. Dyrlæge Gautier. 

Efter Salmen "Han, som har hjulpet hidindtil", talte Stiftsprovst Hoffmeyer. Han skildrede Marstrand som den, der havde sil Liv og sit Hjerte i Arbejdet, som havde sat alle Evner ind paa at løse sine Opgaver, og som, rastløs og flittig, havde arbejdet i trofast Virke. Tillige som en Mand, der havde haft sin Glæde i atd hjælpe andre. Stiftsprovsten sluttede med en Bøn.

Efter Salmen "Lyksalig, lyksalig" bares Kisten ud af Kirken til Tonerne af "Dejlig er Jorden".

Jordfæstelsen fandt sted paa  Vestre Kirkegaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 30. december 1911)

Hvad angik bryggeriet på Vodroffsvej betød bryggerisamarbejdet at hvert bryggeri opdyrkede sit speciale. Bryggeriet på Vodroffsvej blev fra 1923 til "K.B. Bryggeriet på Vodroffsvej". Bryggeriet blev nedlagt i 1968. I 1969 fusionerede De forenede Bryggerier og Carlsberg, og som led i en rationalisering blev bygningerne på Vodroffsvej solgt til boligselskabet VIBO, der ønskede at opføre almene boliger på grunden og nedrive bryggeriet som allerede dengang blev betragtet som en af Danmarks mest originale industribygninger. Nedrivningsplanerne blev støttet af borgmester Arne Stæhr Johansen. På trods af protester fra bl.a. Akademisk Arkitektforening der arrangerede et fakkeltog, blev anlægget nedrevet 1976 til fordel for en boligbebyggelse.

Otto og Dorothea Marstrands familiegravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Frederik Heyman (1849-1900). Carl Isac Heyman (1855-1929). (Efterskrift til Politivennen)

Bajerskøl Bryggeriet "Svanholm" blev grundlagt i 1853 af vekselerer Isaac Wulff Heyman og hans far Wulff Philip Heyman.  Bryggeriet lå i området mellem Vesterbrogade / Stenosgade / Gl.Kongevej og den nu nedlagte Danmarksgade i et oprindeligt maskinhørspinderi fra 1840, adresserne Vodroffsvej 6, 13 og 15, nær ved Rosenåen (Kolera-åen i folkemunde). På KBHbilleder findes en snes fotoer som alle er underlagt copyright.

Fred. Riise: Bryggeriet Svanholm, set fra gården i retning mod Gammel Kongevej. Bryggeriet blev nedrevet 1904-05. Det høje tårn er jernstøber P. Andersens vandtårn ved dennes maskinfabrik i nr. 66. Kbhbilleder. Public domain.

Bryggeriet var ejet af Isaac frem til 1874, hvor han blev en del af Bryggeriet Rahbeks Allé's stab og havde egen produktion der, som på den tid ligeledes lå på Vesterbrogade. I 1884 overtog sønnen Frederik Heyman bryggeriet. 

Forrige Uge blev paa gamle Kongevei ved Bryggeriet Svanholm aabnet en bayersk Øl-Pavillon, der vinder kjøbenhavnernes almindelige Bifald. Localet udmærker sig især ved sin Høide og er meget smagfuldt udstyret. Architect Eckersberg, Maler Børentzen og Billedhugger Strambo have været beskjæftigede med Arbeidet. Øllet, man deer faaer at drikke, har det Fortrin, at Samme stadig kommer fra Bryggeriets Lagerkjælder, der ligger ved Siden af Pavillonen, og er saaledes altid koldt; i Særdeleshed udmærker sig et hertillands endnu ikjendt Øl, saakaldet "Bockbier", der er noget stærkere end det alm. bayerske Øl, men har tillige en fortræffelig Smag. Ei alene Herrer,m men ogsaa Damer gjæste hyppigt denne Pavillon aldeles ugenert, ganske som paa bayersk Maneer. (B. Td.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 2. august 1854).

Annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 14. juni 1856.

Kjøbenhavnernes Yndlingssted, den baierske Ølhalle ved Bryggeriet Svanholm paa gamle Kongevei, aabnedes i Søndags, og hvis man tør antage, at Sommerbesøget i denne Ølhalle vil komme til at staae i Forhold til, hvad det var paa denne Dag, saa vil Svanholms Bryggeri vistnok have vanskelighed nok ved at skaffe det tilstrækkelige qvantum Øl til at stille de Besøgendes Tørst, ikke at tale om at man vil blive nødt til at anlægge en lille Damp-Pølsemaskine for at tilveiebringe det Antal Knackwurst, der nu synes at spille en ligesaa betydelig Rolle som det baierske Øl.

(Folkets Avis - København 1. maj 1860).

Atter en Vareforfalskning. Paa Bryggeriet Svanholm ved Kjøbenhavn har man i denne Tid maattet foretage en betydelig Reparation ved en Lagerkjælder, som var bleven ødelagt derved, at Vandet fra den overliggende Iisbeholder sivede igjennem Muur- og Træværket. Ved nærmere Undersøgelse er det bleven oplyst, at Asfaltbelægningen, hvormed Iisbeholderen var forsynet til Beskyttelse mod Vandets Gjennemtrængen ikke bestod af Asfalt, hvorfor den var bleven solgt og betalt, men derimod var tillavet af SteenkuIstjære, hvilket Materiale som bekjendt er høist upaalideligt, fordi det revner og sprækker ved Temperaturforandringer. Da det ved en i Kjøbenhavn foretagen Undersøgelse af en stor Deel Asfaltbelægninger saavel ved offenlige som ved private Belægninger endvidere er blevet godtgjort, at disse ikke indeholde Spor af Asfalt, men ligeledes ere tillavede af SteenkuIstjære, som leverer et asfaltlignende Produkt til en langt billigere Priis, og hvorved der altsaa tjenes betydeligt, medens Staten eller andre Forbrugere dog derved skuffes paa Soliditetens Bekostning, skulle vi, siger "Rgtd", ikke undlade at henlede de offenlige Autoriteters og navnlig Statsrevisorernes Opmærksomhed paa dette Bedrageri, der har været drevet upaatalt i meget lang Tid tilbage, og tilstrækkelig forklarer den herskende Mistillid mod Asfalt, medens delte fortrinlige Materiale i sin ægte Tilstand i andre Lande nyder en udstrakt Anvendelse.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 27. december 1865).

Vinterbillede fra Vesterbrogade, tegnet af Otto Bache. Illustreret Tidende nr. 281. 12. februar 1865.

- Paa Bryggeriet "Svanholm" indtraf der iforgaars Efterm. det Uheld, at den store Kjelder, hvori Malten opbevares, løb fuld af Vand, og at et meget stort Parti Malt derved tildeels blev ødelagt. Som bekjendt bliver det Stykke af Rosenaaen, der løber langs Jernstøberiet "Svanholms" Grendse, i denne Tid forlagt til Naboeindommen "St. Jørgenslund", i hvis Have der er muret en stor Cloak. Da Muurverket er saa nyt, nærede den vedkommende Techniker Betenkelighed ved at lade Vandet faae Løb gjennem denne Cloak. Det i Torsdags indtraadte stærke Tøveir satte imidlertid en saa rivende Strøm ind i den gamle Aa, at Vandet steeg op til Aabredderne, og de underjordiske Afløb, der fra de tilstødende Bygninger munde ud i Aaen, fyldtes. Følgen heraf var blandt Andet den omhandlede Beskadigelse af den lagrede Malt. Rimeligviis vil der blive krævet Erstatning af Frederiksberg Commune for det herved opstaaede Tab. (Dgt.)

(Aarhuus Stifts-Tidende 9. januar 1872).

I juli 1884 døde etatsråd Heyman og efterlod sig en formue på ca. 4 millioner kroner. Dog ikke iberegnet hans tre faste ejendomme hvoraf Bryggeriet Svanholm var det ene. 

I slutningen af 1884 indrettede bryggeriet en lille tunnel under dæmningen "Svineryggen" over en grund på den østlige side af Vodroffsvej og jernbaneskinner over vejen for at transportere is fra Sankt Jørgenssø til bryggeriet. I starten af 1885 nedsatte flere bryggerier, Tuborg og Bryggeriet Svanholm prisen på øl. I vinteren 1890 berettedes om at isen var 8½ tomme tyk. Isen blev hugget med økser, foregik før mørkets frembrud og samlede en talrig skare tilskuere. I januar 1896 omkom to personer der havde bevæget sig ud på isen og faldt i den rende som var fremkommet ved isningen til bryggeriet. I februar 1897 døde en vognmandskusk da han blev kørt over af en af isvognene så hans underliv blev knust.

Fest for Arbeiderne paa Bryggeriet Svanholm. Afvigte Lordag Aften havde Eieren af Bryggerier Svanholm Frederik Heymann foranstaltet en større Fest for samtlige Bryggeriets Arbeidere og Funktionærer med deres Hustruer og Børn (ialt 140 Personer). Festen afholdes i Seekamps Lokale, hvor Hr Heyman modtog Gjæsterne, for hvem der var arrangeret et Kæmpe-Juletræ, foruden at en hver af Deltagerne fik passende Foræringer. Der dansedes herefter, forevistes Skyggebilleder, og ved Fællesspisningen, der fandt Sted i Glassalen, hilste Hr. Heyman paany paa de Tilstedeværende, der senere i Sang og Tale bragte ham deres Tak. ligesom de faldne Udtalelser vidnede ikke alene om Arbeidernes Taknemlighed men tillige om deres velvillige Sindelag og gode Forhold til Eieren. Hver af Deltagerne fandt ved sin Kouvert et lille Festemblem og fik yderligere et Nr. til en Bortlodning, der fandt Sted efter Bordets Slutning, og ved hvilken Gevinsten var en lille Sparekassebog. Derpaa tog Dansen igjen sin Begyndelse og fortsattes til henad Morgenstunden med stort Liv, men tillige i den smukkeste Orden og Stemning.

(Dags-Telegraphen (København) 24. december 1884).

Ved en strejke hos Frederiksberg Sporvejsselskab i maj 1886 ankom grosserer Heymann fra Bryggeriet Svanholm og tilsagde de strejkende at ville givet alt det øl de havde brug for under arbejdsnedlæggelsen. Sporvognsfunktionærerne vandt strejken. Svanholm hørte til de billige bryggerier, idet en halv bajer kostede 6 øre. Ny Carlsberg 7 øre, Gamle Carlsberg 8 øre, Alliance 9 øre. 

Bannerindvielse. Paa Bryggeriet Svanholm fandt der igaar en lille Høitidelighed Sted, ved hvilken et nyt Banner med tilhørende Faner, anskaffede ved i længere Tid sammensparede Bidrag fra samtlige Bryggeriets Arbeidere og Funktionærer, blev afsløret og indviet. Det anselige Banner, der er af blaa Silke, bærer Bryggeriets Varemærke og Indskriften "Bryggeriet Svanholms Arbeidere 1887", og Bagsiden dannes af et Dannebrogsflag i Silke. I hele Personalets Nærværelse overraktes Banneret af en Deputation af Arbeidere med Sang og Musik til Bryggeriets Eier, Hr. Frederik Heyman, der med nogle Ord ledsagede Afsløringen og Indvielsen. Der fandt derefter en lille Kollation Sted, og den glade Stemning vidnede tilstrækkelig om det gode Forhold mellem Arbeiderne og deres Chef.

(Dags-Telegraphen (København) 23. maj 1887).

120,000 halve Bajere. I Følge Kontrakt med Festkomiteen, der forestod Arragementet af Socialdemokraternes Grundlovssest paa Fælleden, var det overdraget Bryggeriet "Svanholm at levere alt Øllet, der konsumeredes, mod at Bryggeriet afholdt Udgifterne ved Opsætteisen og Nedtagningen af 3 Danseestrader paa Festpladsen.

Der blev i Alt konsumeret ca. 120,000 halve Bajere fra Fad, foruden hvad der blev drukket af Øl paa Flaske.

Det blev dog ikke "Svanholm", der udelukkende kom til at levere Øllet, idet Vogne med Øl, udsendte fra to mindre Bryggerier, sneg sig ind paa Pladsen og solgte Bajerskøl under Foregivende af, at det var Hvidtøl, de kjørte med. Først Kl. blev disse Vogne paa Bryggeriet "Svanholm"s bestemte Forlangende bortviste af Politiet.

Der vil blive anlagt Sag mod de to Bryggerier, idet "Svanholm" vil søge at tvinge dem til at betale Skadeserstatning.

(Folketidenden - Ringsted 9. juni 1887).

I Nærheden af Duvalrestaurationen, bag denne ind imod Tivoli, lader Bryggeriet "Svanholm" opføre en Udstilling, der er mere aparte end egentlig Smuk.

(Nationaltidende 29. april 1888)

Foran Tuborgs vældige Flaske har Bryggeriet Svanholm nu næsten fuldført Opstillingen af en stor Pavillon med tre Taarne, der fra Øverst til Nederst ere beklædte med Ølflasker, Bunde, Halse og andre Bestanddele af saadanne. Der gaar vel ialt en Snes Tusind Flasker med hertil, og alene for de to Sidetaarnes Vedkommende er der medgaaet 705 Flasker og Dele af disse.

(Dagbladet (København) 2. maj 1888).

I 1888 havde Carl Jacobsen skrevet et brev til Lollandsposten vedr. nogle rygter om ham, og beskyldte en "venskabeligsindet kollega" for at stå bag. Dette fik den 14. juli 1888 samtlige bajerskøl-konkurrenter til at indsende en opfordring til Carl Jacobsen om at oplyse hvem det var. Blandt underskriverne var bl.a. Kühle som havde overtaget ledelsen af Gamle Carlsberg efter Carl Jacobsens far, I. C. Jacobsen, Tuborgs Philip Heyman og Svanholms Frederik Heyman. Tvisten mellem far og søn er beskrevet andetsteds på denne blog.

I slutningen af 1890 og januar 1891 var der forhandlinger om sammenslutning af nogle bryggerier. I marts samme år solgte Frederik Heyman bryggeriet Svanholm og ejendommen Vodrofsvej 6 til "De forenede Bryggerier" for 650.000 kr. I de efterfølgende år annonceredes endnu efter personale til bryggeriet. 

Den 11. juni 1894 skrev Frederik Heyman, Bryggeriet Svanholm, en klage i Dannebrog (København) 13. juni 1894 over et højt auktionssalær for nogle solgte bøger.

Dannebrog (København) 15. august 1895 meddelte at driftsbestyrer Fr. Heyman, Bryggeriet Svanholm var taget på rekreationsrejse til badestedet Ostende.

I oktober 1899 meddelte De forenede Bryggerier at de planlagde at nedlægge bryggeriet Svanholm i en nær fremtid. Den 19. juni samme år (1899) døde Frederik Heyman. Hans bogsamling af bl.a. Holberglitteratur blev testamenteret til Sorø Akademi. Resten blev solgt ved auktion. Efter overgangen til de Forenede Bryggerier indstilledes brygningen. 1900 overførtes Frederik Heymans mineralvandsfabrik Extra til Tuborg sammen med nogle andre virksomheder der fandtes på Svanholm. Resten blev lagt ind under Kroneøl-bryggeriet. I 1903 blev grundene solgt til bebyggelse.  

Hans Christian Harald Tegner (1853-1932): Frederik Heymann Ex Libris. 1895. Svanerne må vel hentyde til bryggeriets navn. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det malt der tilvirkedes på Svanholm, produceredes herefter på Trekroner. I marts 1901 annoncerede De forenede Bryggerier med udlejning af lokaler fra de nedlagte bryggerier Aldersro, Svanholm, Rabeshave og Frederiksberg. Bygningerne blev nedrevet 1903/1904. I området blev Prinsesse Maries Alle anlagt. Det nye byggeri blev opført af "De forenede Byggeselskaber" som var omdannet af Valdemar Nielsens Byggeforretning. Med en aktiekapital på 2½ mill. kroner var det største af sin slags på det tidspunkt. Det opførte derudover "Jørgensborg" (Vesterbrogade), St. Thomas, Søfryd, m.m.

Brødrene brygger Frederik Heyman (1849-1900) og Carl Isac Heyman (1855-1929). Gravsten på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Ved folketællingen 1885 ses han at være ugift, Gammel Kongevej 68. Han har en husholderske Nanna Malmqvist (52 år). Foto Erik Nicolaisen Høy.