Det første Lagkagehus. (Efterskrift til Politivennen).

Rønnerne ved Sct. Jørgens Sø skal rives ned!

De to hundredaarige Huse er solgt til et Konsortium, der bygger et femetages Hus paa den gamle Tomt.

Vodroffsgaard-Husene, der er dømt til Nedrivning.

De gamle Rønner ved St. Jørgens Sø, Vodroffsgaard-Husene, har længe været mærket af Tidens Tand, en uskøn Streg i Billedet af Byen, men de har ogsaa været beboet af Mennesker, og derfor har Myndighederne, i disse boligknappe Aar, modsat sig, at de gamle Huse blev solgt til Nedrivning.

Nu er Dommen over Rønnerne afsagt. Efter maanedlange Forhandlinger har de nuværende Ejere, Ingeniør, cand. polyt. Anders Møller og tre Søstre af ham overdraget et Konsortium, der repræsenteres af Højesteretssagfører Otto Bang, to af de gamle Ejendomme, Nr. 2 A og 2 B. Salgssummen - oplyser Overretssagfører Vibe - Hastrup, der er Ejernes Repræsentant, er 125,000 Kroner.

Det nye Konsortium river de gamle Huse ned og opfører paa den flerhundredaarige Tomt en moderne, femetages Bygning med lutter store Lejligheder. Beboerne i 2 A og 2 B er med Huslejenævnets Godkendelse sagt op til Fraflytning den 1. Marts, og er Frosten gaaet af Jorden til den Tid, er det Meningen at begynde Nedrivningen allerede næste Dag! 

Arkitekterne Kay Fisker og C. F. Møller, der skal bygge Huset, hvor Rønnerne har staaet, rejser her paa Grænsen mellem København og Frederiksberg det helt moderne Hus. Kay Fisker giver Huset fladt Tag, anlægger et storstilet Haveanlæg paa det flade Tag og bygger ud mod Søen Balkoner og Terrasser. Med andre Ord: Den sjældne Beliggenhed udnyttes helt. Genboen til Gaden bliver Kinopalæets Bygning. Det er Meningen at fremskynde Arbejdet, saaledes at de tyve Lejligheder, Søhuset faar, kan være færdige til Indflytning til Oktober Flyttedag. Byggesum- men er trekvart Million Kroner.

Vodroffsgaard-Husene 2 A og 2 B er saa gamle, at Ejerne Ikke kender deres Alder, men Krøniken fortæller, at de er bygget af Sten fra Blaataarn, Leonora Christines Fængsel. I 1881 overtog en i hine Tiders København kendt Mand, Maltgører O. P. B. Møller, de gamle Huse som en Arv efter sin Svigerfader, Bagermester N. N. Johansen. O. P. B. Møller overdrog ved sin Død Vodroffsgaard-Husene til sine Børn, Ingeniør Anders Møller og hans tre Søstre.

I mange Aar har Ejerne ønsket at skille sig af med de to Huse ved St. Jørgens Sø, baade fordi de, som Tiden gik, forfaldt, og fordi der hyppigt var Uro med Lejerne. Men Huslejeloven stillede sig hindrende i Vejen. De gamle, faldefærdige Huse skulde blive staaende!

I alt fald een dramatisk Episode knytter sig til Vodroffgaard-Husene. Opdagelsespolitiets Overrumpling af Forbryderen Schøndorff-Hansen. I Maaneder var han jaget, men ingen tænkte paa, at den skikkeligt udseende Glarmester (med falsk Skæg) fra "den gamle Butik" var Schøndorff-Hansen, den flygtede Stortyv.

Es.

(Nationaltidende, 16. februar 1929).

De nye Huse i den gamle Stad

Efter alle Tidens Fordringer.

Den nye, moderne Beboelsesejendom paa Vodroffsvej.

Den store højmoderne Ejendom, som under Ledelse af Arkitekterne Kay Fisker og C. F: Møller opføres ved Vodroffsvej, nærmer sig nu stærkt sin Fuldendelse - og der er sikkert mange af Byens gode Borgere, som lægger deres Vej forbi den for at faa et Indtryk af dens Arkitektur.

Den vækker Opsigt! I København er denne moderne Arkitektur jo flunkende ny - men hvad enten man nu kan forlige sig med dens ukunstlede, skarpe Linier eller ej, vil man sikkert gerne indrømme, at Bygningen lader til at være praktisk indrettet.

Arkitekt Møller fortæller i en tidlig Morgensamtale, at hvad man først og fremmest tænkte paa, da man planlagde Ejendommen, var at sørge for Vinduer, Karnap'er og Altaner, saa Beboerne kunde faa godt af Udsigten over Søerne.

Naar Huset er opdelt vandret med røde og hvide Striber, er det nærmest for at "holde sammen paa det". Sagen er, at der i et moderne Hus findes alle mulige Vinduestørrelser, idet man programmæssigt holder paa, at der kun maa være ét Vindue i hver Stue, og hvis man i saadanne Tilfælde ikke brugte en kraftig vandret Opdeling, vilde Bygningen inaaske arkitektonisk komme til at virke noget uroligt.

Forøvrigt rummer Ejendommen 18 Lejligheder og 6 Butiker. Lejlighederne, der er paa 4 og 5 Værelser med Badeværelse, Køleskab. varmt Vand og alle andre moderne Bekvemmeligheder, er allerede udlejet, skønt de naturligvis ikke hører til de billigste her i Byen. Af Butikerne er endnu nogle tilbage.

- Hvad hedder den Stil, som Ejendommen er opført i? spørger vi til Slut Arkitekten.

- Den har ikke noget Navn. Vi kalder den bare moderne. Den er et Produkt af alle de Fordringer, som har slaaet den tidligere Arkitektur ned.

(Aftenbladet (København) 8. oktober 1929).

Danmarks første Lagkagehus

Det første Udslag af det moderne Boligbyggeri.

Paa den store Bygge- og Boligudstilling fik man en Forsmag paa, hvorledes Fremtidens Huse vil blive. Tendensen stræber mod større Hygiejne, bedre Lysforhold, og saa naturligvis indrettet med den Komfort, som Tiden uvægerligt kræver.

Men de moderne Arkitekter har ganske glemt at tænke over det hyggelige Hjem. 

København har i disse Dage i Praksis faaet Del i det moderne Boligbyggeri, idet der paa Grunden ved Svineryggen over for Kinopalæet er rejst en ejendommeligt udseende Bygning, er mere minder om en amerikansk Opdragelsesanstalt, end om et civilt Beboelseshus. I Københavnermunde har man omdøbt den famøse Bygning til "Lagkagen", fordi den netop minder om en saadan Kage, - men hverken i Smag eller Delikatesse svarer til Navnefaderen. Bygningen er paa 6 Etager, der er "lagt oven paa hinanden", saaledes at det minder om et Hus, udført af Byggeklodser. Mellem Etagerne er der store Loggiaer, og hver Lejlighed er et eneste Glasrum, hvor Lyset samler sig. men Hyggen udebliver.

Der er ingen Tvivl om, at Arkitekterne C. F. Møller og Kay Fisker har ment Københavnerne det godt, da de opførte dette Hus, hvis Celler hver for sig er projekteret til Kæmpepriser, der i Alle Bladene er Befolkning. Men Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse vil sikkert udstøde Ramaskrig. - Stærekassen, som bygges bag Det kgl. Teater ser ikke værre ud end denne Fængselskare med Glas og mærkelige, firkantede Udspring. Den danske Vinter vil sikkert tage Charmen bort fra de store Vinduer, - men Hygiejne og Komfort er som sagt ledende - saa er den hjemlige Hygge et underordnet Spørgsmaal.

Københavner, jun.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Konservativt Organ for Gjentofte- og Lyngbykredsen 23. oktober 1929).

I Nationaltidende 1. januar 1930 omtales huset også som "Lagkagehuset"

Foto fra Social-Demokraten 18. december 1929.

"Lagkagehuset" på Vodroffsvej som det ser ud, næsten 100 år efter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den omtalte Schøndorff Hansen var Svend Aage Schøndorff Hansen (foto fra Social-Demokraten 31. december 1927). Han blev opdaget på en barberstue  af et par opdagere, og var tidligere straffet for alfonseri, han blev indsat på Sundholm, men flygtede og levede en tid under falske papirer som Svend Bryn. Han udførte over 120 indbrud som han senere tilstod. 

Hans retssag begyndte i november 1927, og han blev idømt 3 års forbedringshuse. Han var indsat i Vestre Fængsel, men indlagt på Sundby Hospital da han blev syg - også her lykkedes ham at flygte den 19. december 1927. I januar skrev han til en bekendt og meddelte at han var flygtet til Rusland. Ved en tilfældighed fandt politiet imidlertid i februar 1928 på Vesterbrogade 65, 4. sal, en hans "hule" hvor han opholdt sig med kæresten. Hun blev arresteret og fik senere 1 måneds fængsel for sin medvirken ved flugten. Men det lykkedes ham at flygte. Schøndorff-Hansen var i det hele taget ret koldblodig: Ved et indbrud i Torvegade, udgav han sig for vicevært over for politiet og deltog i eftersøgningen af tyven, indtil han så sit snit til at stikke af.

Han blev i september 1928 pågrebet på Vodroffsvej nr. 2 hvor han havde opholdt sig i længere som glarmester.

Storforbryderen Schøndoff-Hansen paagrebet paa Vodroffsvej.

Han havde starten en Glarmesterforretning og havde anlag Skægog Briiller.

I et halvt Aar har han holdt sig fri af Politiet efter den natlige Flugt fra Sundby Hospital.

Billedet forestiller Ejendommen Vodroffsvej 2, hvor Storforbryderen Schøndorff-Hansen blev paagrebet.

Den længe eftersøgte Storforbryderen Schøndorff- Hansen er, - som meddelt i Aftenudgaven - i Gaar Eftermiddags blevet anholdt af Opdagelsespolitiet i sin Lejlighed paa Vodroffsvej 2.

Han fulgte roligt med, idet han var klar over, at Slaget var tabt.

Det var 1 December, han ved Nattetid flygtede fra Sundholm Sundby Hospital og han har saaledes i over et halvt Aar holdt sig fri af Politiet. Det overordentlig store Arbejde, Eftersøgelsen har givet, vil formentlig have den Virkning, at Autoriteterne fremtidig er varsommere med at anbringe syge Forbrydere paa andre Hospitaler end Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Flugten.

 - - Paa Politigaarden vakte til ikke ringe Opsigt, da Sundby Hospital om Aftenen ved 10-Tiden den 19. December meddelte, at Schøndorff-Hansen var flygtet.

Efter at han i en halv Time havde opholdt sig i et Afklædningsrum, anede Personalet Uraad og sprængte Døren, da han ikke svarede. Det viste sig nu, at han var forsvundet ud gennem et

lille, smalt Vindue.

Politiet var straks paa det rene med, at han havde haft Hjælpere. Om Eftermiddagen havde Schøndorff-Hansen haft Besøg af sin Kæreste, der havde faaet Adgang for en Afskedsvisit. Han var nylig idømt en Straf paa 3 Aars Forbedringshusarbejde, og nu vilde hun gerne tage Afsked med ham ....

Det flyvende Korps arbejder.

Øjeblikkelig blev der iværksat en Eftersøgelse. Det flyvende Korps blev alarmeret, og Flygtningen blev i Maaneder eftersøgt Dag og Nat. 

Tilsidst drog man Tropperne ind, hvorefter to unge Opdagere, Rønde og Holton, der begge tidligere har gjort sig fordelagtigt bemærkede, satte sig Opsporingen som særlig Opgave.

I det forløbne Halvaar har de hjemsøgt Vesterbro og en halv Snes Gange været paa Sporet. Men naar de troede at have ham, - glippede det i sidste Øjeblik. Blandt Kammeraterne begyndte man saa smaat at smile ad Energien, idet man mente, at den Efterlyste, der er tidligere Artist - og sprogkyndig - forlængst havde forladt de hjemlige Kødgryder og var naaet en af Udlandets Storbyer. 

De to Opdagere var af en anden Mening; de hørte af og til lidt nyt, som gav dem Anledning til at tro, at han stadig var i deres Nærhed. I over en Maaned .skyggede de hans Kæreste; men det gav intet Resultat. Saa fik de at vide, at han havde opholdt sig paa Frederiksberg - dog, ogsaa det var blind Alarm. Da Opdagerne kom, var Fuglen fløjet.

Sporet.

Men Mandag Aften fik Opdagerne et nyt Spor, og denne Gang naaede man Maalet.

En Meddelelse gik ud paa, at Schøndorff-Hansen i den sidste Tid til Stadighed var set i Kvarteret omkring Vodroffsvej. Ganske vist havde den omtalte Person anlagt Skæg og Briller og skiftet Frisure; men det maatte være ham. I Gaar Middags saa Opdagerne Schøndorff-Hansens Kæreste komme ud fra en Glarmesterforretning, der var bleven etableret i et lille Hus, nærmest lignende et Skur, der er beliggende paa Vodroffsvej Nr. 2.

De fik ved Forespørgsler at vide, at det var "en underlig Mand", der havde Forretningen. Den var ofte lukket flere Timer ad Gangen.

Rønde gik ind i Forretningen og bad om at faa et Billede indrammet. Da han saa "Glarmesteren" var han omtrent sikker i sin Sag, og af taktiske Grunde trak han sig tilbage, idet han sagde, at han vilde gaa hjem efter Billedet.

Fra tidligere Lejligheder vidste man, at Forbryderen vilde forsøge en Flugt. Rønde telefonerede derfor til Politigaarden om Assistance, og faa Minuter senere ankom fire opdagere i Automobil. De listede ind omkring Ejendommen, og derefter tog Rønde og Holton paany

Offensiven.

Schøndorff-Hansen var i samme Nu klar over, at han var fanget. 

- Er der Betjente ved Bagdøren? spurgte han. 

- Ja, svarede Opdagerne i Kor, De kan være ganske tryg.

- Naa, lød Svaret, Ja, saa er der altsaa intet at gøre.

Anholdelsen.

Godvillig fulgte han med til Politigaarden, hvorefter der i hans lille Hjem blev foretaget en grundlg Ransagning.

Udbyttet var betydeligt. Der maatte to Lastautomobiler til at bringe Tyvekosterne op til Poilitigaarden.

Endnu ved Midnatstid var man ikke færdig med Afhøringen, men Schøndorff-Hansen var medgørlig og tilstod, at han i den lange Tid udelukkende havde holdt Livet oppe ved Tyverier. Forretningen havde kun været et Skalkeskjul og et Tilflugtssted.

Han vil blive fremstillet i Dommervagten i Dag - og naar hans Sag en

Gang bliver færdigbehandlet, vil han faa en alvorlig Tillægsstraf, dels for sine mange nye Tyverier, dels for sin Flugt.

(Nationaltidende 14. september 1928).

Foto af Vodroffsvej 2 fra "Klokken 5" 15. september 1928 2. udgave.

Flugtforsøgene fortsatte. I begyndelsen af oktober sprang han under en afhøring ud af et vindue i 1. sals højde, men brækkede benet, så benpiberne stak ud. Under retssagen påstod Schøndorff-Hansen at det ikke var et flugtforsøg, men et selvmordsforsøg. Byretten idømte ham en tillægsstraf på 18 måneders forbedringshuse. Landsretten forhøjede i december 1928 dette til 2 år. Man kunne dokumentere tyverier for i alt 3.400 kr. 

Under hans sygeophold på Kommunehospitalet blev han opsøgt af en vis stenografdame Nancy Schøndorff-Hansen (født Andersen), datter af en fremstående kontorembedsmand, og efter eget udsagn forlovet med Schøndorff-Hansen da han endnu udgav sig for at være glarmester Petersen. Hun påstod at have trukket sig fra ham da han blev arresteret, men hendes følelser var blusset op igen, og nu ville hun gerne have nogle penge udbetalt. De blev herefter gift på Kommunehospitalet. Schøndorff-Hansen var allerede gift og senere skilt med en kone der opholdt sig i udlandet. Politiet overvejede derfor at anlægge sag for bigami, såfremt kvinden ikke var en svindler.

Herefter forsvinder Schøndorff-Hansen ud af aviserne, så man skal i arkiverne hvis man skal finde hans videre skæbne.

Nedrivningen af Vodroffsvej 60. (Efterskrift til Politivennen)

"Villaen Nr. 60" - Huset ved Gyldenløvesgade.

Det skal nedrives - men det bør ikke ske endnu!

Det er ikke for meget sagt, at den store ubeboede Villa paa Hjørnet af Vodroffsvej og Gyldenløvesgade - som ses paa ovenstaaende Billede - længe har vakt og fremdeles vækker Sensation blandt de Forbipasserende. Hvert Øjeblik ser man Folk staa stille og kaste længselsfulde Blikke ned i den gamle Have, som nu ingen Fod betræder, til de mange gardinløse Vinduer, og til de store Verandaer mod den henrivende Udsigt ud over Stierne. Ja, det er end ikke sjældent, at Ægtepar ivrigt diskuterende gaar helt rundt om Huset, tager i Havelaage og Døre og sluttelig giver sig til at skridte Facaden af, for derigennem at komme til Klarhed over, hvad det store, dejlige Hus i Grunden rummer. Vodroffsvejs Handlende har faaet mange Forespørgsler om Villaen Nr. 60, og de kan fortælle om, hvor lange de forhaabningsfulde Ansigter er bleven, naar det paa de ivrige Spørgsmaal om ledige Lejligheder er bleven svaret, at Villaen er Københavns Kommunes, og at den meget snart vil blive nedrevet, for at Byens nye, flotte Avenue kan faa sin endelige Skikkelse.

Ja, saaledes er det altsaa bestemt. Det var ikke alene "Strygejernet", den nye Gyldenløvesgade krævede, men ogsaa denne fhv. Statsbanevilla. som Kommunen overtog sammen med den gamle Banegaards Grunde. Betragter man Forholdene ved Vodroffsvej-Gyldenløvesgade, er der absolut ingen Tvivl om, at Villaen en Gang maa væk, men tager man den for Haandenværende Bolignød i Betragtning, er det lige saa utvivlsomt, at det ikke bør ske nu: ja, at det vilde være ikke mindre end en Forbrydelse, om Huset tinder de nuværende Forhold blev overgivet til Nedbrydningsarbejdernes Hakker og Økser.

Som alle Statsbanernes Huse er Villaen fortrinlig hygget, og da den i sin Tid blev opført til Bolig netop for Statsbanernes egne Embedsmænd, tør man vel nok - uden nærmere Undersøgelse - paastaa, at den er fortrinlig Indrettet.

Efter Villaens Størrelse at dømme, maa den kunne afgive rummelige Lejligheder til i Familier, og vilde man - hvad der kunde synes i højeste Grad Grund og Trang til - anvende den til Bolig for Boligløse. kunde man anbringe mindst 8 af de Familier, der nu lever under forfærdelige Forhold, lige ind i Paradiset.

Det er forstaaeligt, at Ingeniørerne, som har projekteret og ledet Udførelsen af Byens flotteste Avenue - og forøvrigt meget tiltrængte Forbindelse med Frederiksberg - gerne snarest muligt vil se deres udmærkede Arbejde helt færdigt, men det er ikke mindre forstaaeligt, at Byens Skatteydere, hvis Penge det i sidste Instans drejer sig om, og Byens Boligløse, hvis Sundhed og Velfærd maaske hver Dag staar paa Spil, tilraaber d'Hrr. mod Passeren og Regnestokken et enstemmigt og tordnende: Holdt! Lad det Hus staa, til Byens Boligforhold har ændret sig noget! Det generer jo ikke Færdslen, og at det muligvis generer Udsigten lidt, er en Ulempe, der er for intet at regne imod de mange, Bolignøden afstedkommer.

(Aftenbladet (København) 28. januar 1925).

På et foto fra Kbhbilleder (ikke public domain) anes huset til venstre for banen efter søerne.

Det gamle Hus og de Husvilde.

Hvorledes er Forholdet med de Boligløse?

Byen lever stadig fra Haanden og i Munden.

Raadmand Silius Johansen og Ekspeditionssekretær Müller.

I Anledning af det kommunale Ejendomsdirektorats i Forgaars refererede Udtalelse om, at det var lettere og billigere at anbringe Boligløse anden Steds end i den gamle Statsbanevilla ved Vodroffsvej, har vi spurgt Tømrerlaugets Oldermand, Raadmand i Magistratens Afdeling, Silius Johansen:

- Baade som Raadmand i den Magistratsafdeling, der bl. A. har til Opgave at tage sig at de Boligløse, og som praktisk Haandværker erklærer jeg mig enig i, at den nævnte Villa bør nedrives, skulde vi anbringe Boligløse i den paa en saadan Maade, at Kommunen kunde være det bekendt og de paagældende Familier kunde være tjent dermed, vilde vi blive nødt til at foretage store og dyre Omforandringer i Husets indre Indretning, større og dyrere end forsvarligt, da Huset jo dog - bl. a. af Hensyn til Kontrakten med Frederiksborg - snart skal fjernes. Men baade København og Frederiksberg bygger jo til Gengæld Hundreder af Lejligheder og gør i det Hele det mest mulige for at komme vore ulykkeligt stillede Medborgere til Hjælp.

Hvorledes gaar det med Anbringelsen af de Boligløse, spurgte vi derefter Magistratens 3. Afdeling, og Ekspeditionssekretær Müller der sammen med Kontorchef Lauritz Hansen er en hensynsfuld og forstaaende Hjælper for Byens i Henseende til Bolig nødstedte Borgere, udtalte bl. a. følgende:

- Ja. Situationen maa desværre siges at være i alt væsentlig uforandret. Vi lever stadig fra Haanden og i Munden, og de Værelser, vi nu og da faar til Disposition forslaar i Virkeligheden kun som en Draabe i Havet.

Vi modtager stadig en Masse Henvendelser om Leiligheder, og uagtet vi, tvungen af Omstændighederne, forlængst har maattet indtage det Standpunkt, kun at hjælpe Familier med Børn, maa vi afvise Hundreder af Familier, som vi mener burde hjælpes, og som vi gærne ville hjælpe, naar vi blot kunde. Naar vi faar en Henvendelse, bliver Vedkommendes Forhold grundigt undersøgt, og vi søger til hjælpe, der hvor vi synes Nøden er størst. Det er navnlig Folk, der bor i Lysthuse, og Samboere, for hvem Forholdene efterhaanden er blevet rent fortvivlede, vi søger at skaffe taalelige Boliger, men, som sagt vor Evne staar hverken i Forhold til Viljen eller de Søgendes Trang.

Som De véd, har vi anbragt en Del boligløse Familier i 2-Værelsers Lejligheder i kommunens nye Huse, og det er gjort paa den Maade, at to Familier deler en Lejlighed, idet hver faar et Værelse, og de enes om Kokkenet.

Dette er jo ingenlunde tiltalende men dog altid bedre end det, de Paagældende kommer fra.

Vi har nu og da set paa Huse, som man mente kunde anvendes som Bolig for Husvilde, men i mange Tilfælde vilde der kræves saa store Omforandringer for at tilvejebringe menneskelige Forhold, at vi har maattet opgive Tanken om at anvende de paagældende Bygninger.

Som et lille Lyspunkt kan jeg for Resten meddele, at vi nylig af Statsbanerne har faaet overladt et eksproprieret og til Nedrivning bestemt Hus ude ved Glentevej. Her har vi kunnet anbringe ca. 20 Familier.

Jeg Indrømmer, at dette jo ikke er mange, og Hjælpen er forøvrigt kun midlertidig, idet vi er forpligtede til at rømme Huset med kort Varsel; men under alle Omstændigheder er disse ulykkelige Familier jo dog bleven hjulpne - saa længe.

Naar Forholdene kan ventes at ville bedres, er ikke godt at sige. Tilflytningsbestemmelser vil vel nok hjælpe noget, men foreløbig mærkes deres Følger ikke ret meget, og man maa stadig huske, at Bolignøden i Virkeligheden er langt større end den giver sig Udtryk i Kommunens Boligforsorg. Nu venter vi kun paa den nye Huslejelov og ser, hvad den vil bringe.

- - -

Se, se, det var unægteligt en anden Musik, end den, d'Herrer, der absolut maa rive det gamle Hus ved Vodroffvej ned, leverede i forgaars. Der er altsaa mere end haardt Brug for de Rum, det indeholder. Og se, paa Glentevej har man faaet overladt et Hus, der allerede var eksproprieret og dømt til Nedrivning. Saa tag da for Pokker og gør Sagen kort og overlad ogsaa de Boligløse det gamle Hus i Vodroffvej.

Paastanden om den dyre Bekostning, det vil kræve at sætte Huset i brugbar Stand, synes os nærmest tvivlsom, de Boligløse er ved Gud ikke forvæntes. Og endelig og til allersidst er Pointet i det hele, at man har Lov til at undre sig over den Lethed, hvormed man i Kommunen naar til at rive et helt Hus ned hvis Nedrivning absolut ikke er en afgørende tvingende nødvendigt, paa et Tidspunkt, hvor Borgerne ikke maa "nedlægge" en eneste Lejlighed.

(Aftenbladet (København) 31. januar 1925).

Nedbrydningen startede kort tid efter. Februar 1925 sås annoncer for salget af materialer fra nedbrydningen i aviserne: Tømmer, døre, brædder m.v. Det skete ikke uden uheld: Den 28. marts fik en arbejderen Vilhelm Andersen (de classenske boliger) et koben i hovedet. 

Morgenmusik for Arbejdsløse. (Efterskrift til Politivennen)

 

Som bekendt møder de Arbejdsløse i Morgentimerne bl.a. til Kontrol paa den gamle Ladegaard ved Aaboulevarden. Vor Fotograf har taget nogle Lynskud fra den store Forsamling af Arbejdsmænd, der her møder op, og hvor et Par musikalsk anlagte Kammerater forkorter Ventetiden ved en lille "Morgenmusik" med Violin og Guitar. Nederst ses et Parti af Vodroffsvej med Bagsiden af "Strygejernet" og Kontrolstedet.

(Social-Demokraten, 24. februar 1924).

Frederik Heyman (1849-1900). Carl Isac Heyman (1855-1929). (Efterskrift til Politivennen)

Bajerskøl Bryggeriet "Svanholm" blev grundlagt i 1853 af vekselerer Isaac Wulff Heyman og hans far Wulff Philip Heyman.  Bryggeriet lå i området mellem Vesterbrogade / Stenosgade / Gl.Kongevej og den nu nedlagte Danmarksgade i et oprindeligt maskinhørspinderi fra 1840, adresserne Vodroffsvej 6, 13 og 15, nær ved Rosenåen (Kolera-åen i folkemunde). På KBHbilleder findes en snes fotoer som alle er underlagt copyright.

Fred. Riise: Bryggeriet Svanholm, set fra gården i retning mod Gammel Kongevej. Bryggeriet blev nedrevet 1904-05. Det høje tårn er jernstøber P. Andersens vandtårn ved dennes maskinfabrik i nr. 66. Kbhbilleder. Public domain.

Bryggeriet var ejet af Isaac frem til 1874, hvor han blev en del af Bryggeriet Rahbeks Allé's stab og havde egen produktion der, som på den tid ligeledes lå på Vesterbrogade. I 1884 overtog sønnen Frederik Heyman bryggeriet. 

Forrige Uge blev paa gamle Kongevei ved Bryggeriet Svanholm aabnet en bayersk Øl-Pavillon, der vinder kjøbenhavnernes almindelige Bifald. Localet udmærker sig især ved sin Høide og er meget smagfuldt udstyret. Architect Eckersberg, Maler Børentzen og Billedhugger Strambo have været beskjæftigede med Arbeidet. Øllet, man deer faaer at drikke, har det Fortrin, at Samme stadig kommer fra Bryggeriets Lagerkjælder, der ligger ved Siden af Pavillonen, og er saaledes altid koldt; i Særdeleshed udmærker sig et hertillands endnu ikjendt Øl, saakaldet "Bockbier", der er noget stærkere end det alm. bayerske Øl, men har tillige en fortræffelig Smag. Ei alene Herrer,m men ogsaa Damer gjæste hyppigt denne Pavillon aldeles ugenert, ganske som paa bayersk Maneer. (B. Td.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 2. august 1854).

Annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 14. juni 1856.

Kjøbenhavnernes Yndlingssted, den baierske Ølhalle ved Bryggeriet Svanholm paa gamle Kongevei, aabnedes i Søndags, og hvis man tør antage, at Sommerbesøget i denne Ølhalle vil komme til at staae i Forhold til, hvad det var paa denne Dag, saa vil Svanholms Bryggeri vistnok have vanskelighed nok ved at skaffe det tilstrækkelige qvantum Øl til at stille de Besøgendes Tørst, ikke at tale om at man vil blive nødt til at anlægge en lille Damp-Pølsemaskine for at tilveiebringe det Antal Knackwurst, der nu synes at spille en ligesaa betydelig Rolle som det baierske Øl.

(Folkets Avis - København 1. maj 1860).

Atter en Vareforfalskning. Paa Bryggeriet Svanholm ved Kjøbenhavn har man i denne Tid maattet foretage en betydelig Reparation ved en Lagerkjælder, som var bleven ødelagt derved, at Vandet fra den overliggende Iisbeholder sivede igjennem Muur- og Træværket. Ved nærmere Undersøgelse er det bleven oplyst, at Asfaltbelægningen, hvormed Iisbeholderen var forsynet til Beskyttelse mod Vandets Gjennemtrængen ikke bestod af Asfalt, hvorfor den var bleven solgt og betalt, men derimod var tillavet af SteenkuIstjære, hvilket Materiale som bekjendt er høist upaalideligt, fordi det revner og sprækker ved Temperaturforandringer. Da det ved en i Kjøbenhavn foretagen Undersøgelse af en stor Deel Asfaltbelægninger saavel ved offenlige som ved private Belægninger endvidere er blevet godtgjort, at disse ikke indeholde Spor af Asfalt, men ligeledes ere tillavede af SteenkuIstjære, som leverer et asfaltlignende Produkt til en langt billigere Priis, og hvorved der altsaa tjenes betydeligt, medens Staten eller andre Forbrugere dog derved skuffes paa Soliditetens Bekostning, skulle vi, siger "Rgtd", ikke undlade at henlede de offenlige Autoriteters og navnlig Statsrevisorernes Opmærksomhed paa dette Bedrageri, der har været drevet upaatalt i meget lang Tid tilbage, og tilstrækkelig forklarer den herskende Mistillid mod Asfalt, medens delte fortrinlige Materiale i sin ægte Tilstand i andre Lande nyder en udstrakt Anvendelse.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 27. december 1865).

Vinterbillede fra Vesterbrogade, tegnet af Otto Bache. Illustreret Tidende nr. 281. 12. februar 1865.

- Paa Bryggeriet "Svanholm" indtraf der iforgaars Efterm. det Uheld, at den store Kjelder, hvori Malten opbevares, løb fuld af Vand, og at et meget stort Parti Malt derved tildeels blev ødelagt. Som bekjendt bliver det Stykke af Rosenaaen, der løber langs Jernstøberiet "Svanholms" Grendse, i denne Tid forlagt til Naboeindommen "St. Jørgenslund", i hvis Have der er muret en stor Cloak. Da Muurverket er saa nyt, nærede den vedkommende Techniker Betenkelighed ved at lade Vandet faae Løb gjennem denne Cloak. Det i Torsdags indtraadte stærke Tøveir satte imidlertid en saa rivende Strøm ind i den gamle Aa, at Vandet steeg op til Aabredderne, og de underjordiske Afløb, der fra de tilstødende Bygninger munde ud i Aaen, fyldtes. Følgen heraf var blandt Andet den omhandlede Beskadigelse af den lagrede Malt. Rimeligviis vil der blive krævet Erstatning af Frederiksberg Commune for det herved opstaaede Tab. (Dgt.)

(Aarhuus Stifts-Tidende 9. januar 1872).

I juli 1884 døde etatsråd Heyman og efterlod sig en formue på ca. 4 millioner kroner. Dog ikke iberegnet hans tre faste ejendomme hvoraf Bryggeriet Svanholm var det ene. 

I slutningen af 1884 indrettede bryggeriet en lille tunnel under dæmningen "Svineryggen" over en grund på den østlige side af Vodroffsvej og jernbaneskinner over vejen for at transportere is fra Sankt Jørgenssø til bryggeriet. I starten af 1885 nedsatte flere bryggerier, Tuborg og Bryggeriet Svanholm prisen på øl. I vinteren 1890 berettedes om at isen var 8½ tomme tyk. Isen blev hugget med økser, foregik før mørkets frembrud og samlede en talrig skare tilskuere. I januar 1896 omkom to personer der havde bevæget sig ud på isen og faldt i den rende som var fremkommet ved isningen til bryggeriet. I februar 1897 døde en vognmandskusk da han blev kørt over af en af isvognene så hans underliv blev knust.

Fest for Arbeiderne paa Bryggeriet Svanholm. Afvigte Lordag Aften havde Eieren af Bryggerier Svanholm Frederik Heymann foranstaltet en større Fest for samtlige Bryggeriets Arbeidere og Funktionærer med deres Hustruer og Børn (ialt 140 Personer). Festen afholdes i Seekamps Lokale, hvor Hr Heyman modtog Gjæsterne, for hvem der var arrangeret et Kæmpe-Juletræ, foruden at en hver af Deltagerne fik passende Foræringer. Der dansedes herefter, forevistes Skyggebilleder, og ved Fællesspisningen, der fandt Sted i Glassalen, hilste Hr. Heyman paany paa de Tilstedeværende, der senere i Sang og Tale bragte ham deres Tak. ligesom de faldne Udtalelser vidnede ikke alene om Arbeidernes Taknemlighed men tillige om deres velvillige Sindelag og gode Forhold til Eieren. Hver af Deltagerne fandt ved sin Kouvert et lille Festemblem og fik yderligere et Nr. til en Bortlodning, der fandt Sted efter Bordets Slutning, og ved hvilken Gevinsten var en lille Sparekassebog. Derpaa tog Dansen igjen sin Begyndelse og fortsattes til henad Morgenstunden med stort Liv, men tillige i den smukkeste Orden og Stemning.

(Dags-Telegraphen (København) 24. december 1884).

Ved en strejke hos Frederiksberg Sporvejsselskab i maj 1886 ankom grosserer Heymann fra Bryggeriet Svanholm og tilsagde de strejkende at ville givet alt det øl de havde brug for under arbejdsnedlæggelsen. Sporvognsfunktionærerne vandt strejken. Svanholm hørte til de billige bryggerier, idet en halv bajer kostede 6 øre. Ny Carlsberg 7 øre, Gamle Carlsberg 8 øre, Alliance 9 øre. 

Bannerindvielse. Paa Bryggeriet Svanholm fandt der igaar en lille Høitidelighed Sted, ved hvilken et nyt Banner med tilhørende Faner, anskaffede ved i længere Tid sammensparede Bidrag fra samtlige Bryggeriets Arbeidere og Funktionærer, blev afsløret og indviet. Det anselige Banner, der er af blaa Silke, bærer Bryggeriets Varemærke og Indskriften "Bryggeriet Svanholms Arbeidere 1887", og Bagsiden dannes af et Dannebrogsflag i Silke. I hele Personalets Nærværelse overraktes Banneret af en Deputation af Arbeidere med Sang og Musik til Bryggeriets Eier, Hr. Frederik Heyman, der med nogle Ord ledsagede Afsløringen og Indvielsen. Der fandt derefter en lille Kollation Sted, og den glade Stemning vidnede tilstrækkelig om det gode Forhold mellem Arbeiderne og deres Chef.

(Dags-Telegraphen (København) 23. maj 1887).

120,000 halve Bajere. I Følge Kontrakt med Festkomiteen, der forestod Arragementet af Socialdemokraternes Grundlovssest paa Fælleden, var det overdraget Bryggeriet "Svanholm at levere alt Øllet, der konsumeredes, mod at Bryggeriet afholdt Udgifterne ved Opsætteisen og Nedtagningen af 3 Danseestrader paa Festpladsen.

Der blev i Alt konsumeret ca. 120,000 halve Bajere fra Fad, foruden hvad der blev drukket af Øl paa Flaske.

Det blev dog ikke "Svanholm", der udelukkende kom til at levere Øllet, idet Vogne med Øl, udsendte fra to mindre Bryggerier, sneg sig ind paa Pladsen og solgte Bajerskøl under Foregivende af, at det var Hvidtøl, de kjørte med. Først Kl. blev disse Vogne paa Bryggeriet "Svanholm"s bestemte Forlangende bortviste af Politiet.

Der vil blive anlagt Sag mod de to Bryggerier, idet "Svanholm" vil søge at tvinge dem til at betale Skadeserstatning.

(Folketidenden - Ringsted 9. juni 1887).

I Nærheden af Duvalrestaurationen, bag denne ind imod Tivoli, lader Bryggeriet "Svanholm" opføre en Udstilling, der er mere aparte end egentlig Smuk.

(Nationaltidende 29. april 1888)

Foran Tuborgs vældige Flaske har Bryggeriet Svanholm nu næsten fuldført Opstillingen af en stor Pavillon med tre Taarne, der fra Øverst til Nederst ere beklædte med Ølflasker, Bunde, Halse og andre Bestanddele af saadanne. Der gaar vel ialt en Snes Tusind Flasker med hertil, og alene for de to Sidetaarnes Vedkommende er der medgaaet 705 Flasker og Dele af disse.

(Dagbladet (København) 2. maj 1888).

I 1888 havde Carl Jacobsen skrevet et brev til Lollandsposten vedr. nogle rygter om ham, og beskyldte en "venskabeligsindet kollega" for at stå bag. Dette fik den 14. juli 1888 samtlige bajerskøl-konkurrenter til at indsende en opfordring til Carl Jacobsen om at oplyse hvem det var. Blandt underskriverne var bl.a. Kühle som havde overtaget ledelsen af Gamle Carlsberg efter Carl Jacobsens far, I. C. Jacobsen, Tuborgs Philip Heyman og Svanholms Frederik Heyman. Tvisten mellem far og søn er beskrevet andetsteds på denne blog.

I slutningen af 1890 og januar 1891 var der forhandlinger om sammenslutning af nogle bryggerier. I marts samme år solgte Frederik Heyman bryggeriet Svanholm og ejendommen Vodrofsvej 6 til "De forenede Bryggerier" for 650.000 kr. I de efterfølgende år annonceredes endnu efter personale til bryggeriet. 

Den 11. juni 1894 skrev Frederik Heyman, Bryggeriet Svanholm, en klage i Dannebrog (København) 13. juni 1894 over et højt auktionssalær for nogle solgte bøger.

Dannebrog (København) 15. august 1895 meddelte at driftsbestyrer Fr. Heyman, Bryggeriet Svanholm var taget på rekreationsrejse til badestedet Ostende.

I oktober 1899 meddelte De forenede Bryggerier at de planlagde at nedlægge bryggeriet Svanholm i en nær fremtid. Den 19. juni samme år (1899) døde Frederik Heyman. Hans bogsamling af bl.a. Holberglitteratur blev testamenteret til Sorø Akademi. Resten blev solgt ved auktion. Efter overgangen til de Forenede Bryggerier indstilledes brygningen. 1900 overførtes Frederik Heymans mineralvandsfabrik Extra til Tuborg sammen med nogle andre virksomheder der fandtes på Svanholm. Resten blev lagt ind under Kroneøl-bryggeriet. I 1903 blev grundene solgt til bebyggelse.  

Hans Christian Harald Tegner (1853-1932): Frederik Heymann Ex Libris. 1895. Svanerne må vel hentyde til bryggeriets navn. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det malt der tilvirkedes på Svanholm, produceredes herefter på Trekroner. I marts 1901 annoncerede De forenede Bryggerier med udlejning af lokaler fra de nedlagte bryggerier Aldersro, Svanholm, Rabeshave og Frederiksberg. Bygningerne blev nedrevet 1903/1904. I området blev Prinsesse Maries Alle anlagt. Det nye byggeri blev opført af "De forenede Byggeselskaber" som var omdannet af Valdemar Nielsens Byggeforretning. Med en aktiekapital på 2½ mill. kroner var det største af sin slags på det tidspunkt. Det opførte derudover "Jørgensborg" (Vesterbrogade), St. Thomas, Søfryd, m.m.

Brødrene brygger Frederik Heyman (1849-1900) og Carl Isac Heyman (1855-1929). Gravsten på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Ved folketællingen 1885 ses han at være ugift, Gammel Kongevej 68. Han har en husholderske Nanna Malmqvist (52 år). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Værgeraad fjærner 3 Børn fra Sverrigsgade. (Efterskrift til Politivennen)

Tre Børn der lider Nød.

Omtrent nøgne i en grufuld iskold lejlighed.

De fjærnes fra det usle Hjem.

I Fredags Eftermiddag blev vi alarmeret i Anledning af 3 Børn, der led ondt.

Vi tog til den opgivne Adresse, Sverigsgade 2 C, 1. Sal, hvor der bor en Familie ved Navn Barnemann. Familien bestaar af Mand, Kone og 3 Børn.

Det Syn, der mødte os, da vi traadte ind i Lejligheden, var som en ond Drøm.

I en lille Stue, hvor Elendigheden raabte ud af hver en Krog, sad to smaa Piger paa henholdsvis 2 og 5 Aar. Begge havde de placeret sig ved Vindueskarmen. Den mindste af dem havde kun en Las om sit lille nøgne Legeme, hverken Uldtøje, Chemise eller Bukser, kun en Stump tyndslidt Kjole, og den 5-aarige Pige var ogsaa daarligt paaklædt, men hun udbrød dog - stolt over at være den lille Søster overlegen - at hun havde Chemise paa.

Værelset var iskoldt, og alt i det vidnede om Usselhed og Forsømthed, dog nej, ikke alt. I dette Værelse hvor der stod en pjaltet Seng - der skulde rumme alle Familiens fem Medlemmer - fandtes ogsaa et stort Fuglebur, indeholdende en halv snes Fugle, og disse syntes at vade i Føde. 

Saaledes var der ikke sørget for de ulykkelige Børn. I Køkkenet og det lille Spisekammer, der var fyldt med uvaskede Køkkenremedier, fandtes ikke et eneste Stykke Brød eller anden Føde, som de til sig selv og Stuens Elendighed overladte Børn kunde spise.

Beboerne i Huset har jo nok i længere Tid lagt Mærke til, at disse Børn forsømtes; de er ofte set halvnøgne nede i Gaarden, og Forældrene syntes ganske ligegyldige overfor dem.

Faderen har ikke desto mindre for Tiden Arbejde paa Flydedokken, og Moderen er ansat i "Den hvide Flip", de tjener altsaa begge Penge, og saa mange Penge, at de ikke behøvede at lade deres Børn leve i denne Elendighed. Saa snart Forældrene imidlertid kommer hjem om Aftenen, forlader de kort efter Børnene igen, der altid er overladt til sig selv. Kun det ældste af Børnene, en skolepligtig Dreng, traf vi nogenlunde varmt paaklædt.

Først i Fredags blev Husets Beboere dog rigtig klar over, hvor galt det var.

Lidt over Middag strømmede der nemlig Vand ned i Lejligheden nedenunder.

Værtinden, Fru Olsen fra Sverigsgade 1 og Lygtetænder Schrøder tilkaldtes. De kom da op i Lejligheden, hvor Vandhanen stod aaben, saa der var Vand over Gulvet, og her saa de Børnene i den ovenfor omtalte Forfatning.

Lygtetænder Schrøder saa straks, at det var uforsvarligt, at smaa Børn skulde være i dette "Hjem", hvor de sad frysende sammenknunget, og han tog staks Affære og gav saavel os som Værgeraadet Meddelelse om Sagen, ligesom der sørgedes for Mad til Børnene. 

Straks efter vort Besøg hos de smaa Børn tog vi hen til Medlem af Værgeraadet, Pastor Frantzen.

Præsten meddelte, at han havde Gaar havde været henne i Lejligheden hos de stakkels Born, og han udtalte, at det var det sørgeligste Hjem, han endnu havde set.

- Børnene maa fjærnes inden Aften! sagde vi og forespurgte, om Pastor Frantzen vilde sørge herfor?

Pastor Frantzen syntes meget forstaaende og erkendte at øjeblikkelig Hjælp var en Nødvendighed, han meddelte, at han allerede havde forsøgt at faa Forbindelse med Værgeraadsformanden, Assessor Meyer, men desværre forgæves. Ene var han ikke berettiget til at fjærne Børnene, men han mente inden Aften at faa talt med Formanden, og da vilde han absolut holde paa, at Børnene skulde fra Hjemmet med det samme

- - -

Sent Fredag Aften modlog vi den beroligende Meddelelse, at Børnene nu var fjærnede fra Hjemmet og anbragt paa Vodrofsvejs Optagelseshjem.

Det var temmelig sent paa Aftenen, Børnene fjærnededes, og Forældrene var da endnu ikke kommen hjem.

Sch.

(Social-Demokraten 31. januar 1915).

Værgeraads-Overgreb i Sverrigsgade.

3 Børn tages fra Forældrene, medens disse er paa Arbejde.

I Sverigsgade 1 C paa 1. Sal bor en Arbejdsmand Banemand med sin Hustru og sine 3 Børn.

De har en 2-Værelses Lejlighed med Køkken i de sma Huse, som ejes af Firmaet Berg & Busch, og Familien har trolig i de 5 Maaneder, de har boet i Ejendommen, erlagt deres Husleje paa 18 Kr. pr. Maaned.

Banemand, som før har haft en lille Forretning herinde i Byen, er "løs" Arbejder paa Flydedokken, hvor han saavel af sine Kammerater som af sine foresatte faar det allerbedste Lov. 

Hustruen har i ca. 1 Aar haft Rengøringen i "Den hvide Flip", hvor man ogsaa sætter stor Pris paa hende.

Imidlertid har det i det sidste Aar været meget smaat for Familien, idet Arbejdet paa Flydedokken ikke har krævet saa mange ekstra Arbejdere som sædvanlig.

Banemand har derfor den meste Tid gaaet arbejdsløs, og meget af den lille Families Husgeraad er vandret paa Laanekontoret.

Ikke mindre end 46 Laanesedler blader vi igennem, medens vi aflægger et Besøg i Hjemmet, og det er selvfølgelig Smaabeløb, som staar paa den enkelte Seddel, ialt beløber det sig til ca. 160 Kr.

Alt er gaaet med for at skaffe det daglige Brød, som Familiens 3 smaa Børn aldrig har savnet.

Banemand nyder aldrig Spiritus, og naar han ikke har været paa Jagt efter Arbejde har han siddet derhjemme og lavet Legetøj til sine Børn, medens Konen har slidt og slæbt for at holde Hjemmet oppe, hvad der ogsaa er lykkedes for hende.

Værgeraadet fjerner brutalt Børnene fra Hjemmet.

Rikard, den ældste af Børnene, er lige ved 8 Aar og gaar i Sundholmsvejens Skole, hvor hans Lærer, Hr. Thormar, regner ham blandt sine flinkeste Elever.

De to andre Børn er Piger, hvoraf Viola er 6½  Aar og Iris er 3 Aar gl.

I Fredags var begge Forældrene imidlertid paa Arbejde, og de tre Børn, hvoraf de to dog er saa gamle, at de udmærket godt kan passe paa deres lille Søster, var ene hjemme.

Det har de været før, og det har altid gaaet godt.

Nu skete der imidlertid det, at Vandhanen i Køkkenet paa Grund af Frost gik i Stykker, og der løb en Del Vand ud paa Gulvet.

Det sivede igennem og ned til Beboerne underneden, som derpaa hentede Viceværtinden, Fru M. Olsen. Da hun kom ind i Lejligheden, laa den lille Viola og og tørrede Vandet op, og dette i Forbindelse med, at Sengene ikke var redte, fordi Moderen maatte saa tidligt hjemmefra, gjorde selvfølgelig, at der saa lidt uordentligt ud.

Hvorledes skal Fattigfolk vel kunne have det, naar alle Kræfter skal lægges i for at skaffe det daglige Brød?

Men Fru Olsen maa imidlertid være bleven meget forskrækket; thi nu blev Jord og Himmel sat i Bevægelse.

Pastor Frandsen blev hentet samt et Par Mennesker til, og Børnene blev, mir nix, dir nix, fjernet fra Hjemmet uden Forældrenes Vidende og Vilje!

Den Guds Mand, Hr. Pastor Frandsen, tænker ikke paa at hjælpe Forældrene til saadanne Kaar, at Hustruen kan være hjemme hos sine Børn, som forøvrigt aldrig har lidt nogen Nød

Han tænker ikke paa, at man dog vist skyldte Forældrene, som er arbejdssomme og flittige Mennesker, at tale med dem om deres Børns Skæbne.

Nej - Værgeraadet skal alarmeres - Børnenes skal fjernes fra Hjemmet, fra den Mor og Far, som de elsker over alt paa Jorden, og som i hver Time paa Dagen kun har deres Tanker rettet mod Børnene og disses Vel.

Hvilke Principper arbejder Værgeraadene efter?

De tre smaa Børn befinder sig nu paa Opholdshjemmet paa Vodroffsvej, og det vil sikkert - hvad enhver, som kender lidt til den Institution, som hedder Værgeraad, véd - falde svært at faa dem tilbage til Hjemmet igen.

Men man fristes uvilkaarligt til at spørge om de Principper, hvorefter Værgeraadet arbejder. 

Vi erindrer nemlig en lille Dreng, som levede hjemme hos et Par fordrukne Forældre. De tvang ham til at tigge Penge, som de brugte til Brændevin.

De sloges og Skændtes, og ofte sad Drengen hele Natten ude paa Trappegangen.

Se, denne Dreng vilde Værgeraadet ikke tage sig af!

Først da Moderen i et Anfald af Delirium styrtede sig ud ud Vinduet og slog sig Ihjel, medens Faderen laa døddrukken inde i Lejligheden, først da traadte man til.

Men her, i det Tilfælde, vi i Dag holder frem, trænger man brutalt ind i et Hjem, hvor der ikke kan sættes nogen Plet paa hverken Far eller Mor - de er blot fattige og maa slide for at skaffe Brødet til Børnene - men trods det røver man Børnene og nægter ovenikøbet at sige Forældrene, hvor de er bragt hen.

Ja, forstaa Principperne, hvem der kan!

Black.

(Folkets Avis - København 2. februar 1915).

Værgeråds-Affæren i Sverrigsgade.

Skolen stiller sig paa "Folkets Avis'" Side og betegner Værgeraadets Adfærd som en uhørt Skandale.

"Folkets Avis"« Artikel i Gaar om Værgeraads-Affæren i Sverigsgade vakte den allerstørste Opsigt inden for Byens Arbejderkredse, den fattige Far og Mor, der efter dette staar retsløse, selv om de lægger alle Kræfter i for at frelse Hjem og Børn ud af den fortvivlede Kamp for det daglige Brød.

Men naar Forholdet er dette, da er Tidspunktet inde til en gennemgribende Revision af Værgeraads - Loven, at den ikke skal komme til st virke som en Svøbe mod de fattige Hjem.

- - -

I Løbet af Eftermiddagen i Gaar modtog vi en Mængde Tilkendegivelser af, at vor Artikel havde ramt rigtig. Det var fra Beboerne i Sverigsgade, det var fra medfølende Forældre rundt omkring i Byens forskellige Kvarterer, og det var pædagogisk interesserede Mænd og Kvinder, som alvor Fremstilling af Sagen havde set det uretfærdige i Pastor Frantzens og Værgeraadets optræden.

Skolen stiller sig paa Forældrenes Side.

Den Støtte i Affæren, som dog har glædet os meget, er imidlertid kommen fra den Skole, hvor den 8 aarige Rikard hidtil har gaaet som Elev.

Hans Lærer, Hr. Thormar, som vil være godt kendt fra sit store Arbejde i Feriekolonisagen, var en af de første, der søgte os.

- De skal have Tak, fordi De har taget denne Sag op til Behandling, siger Hr. Thormar, som har kendt Familien al den Tid, de har boet paa Amager.

Den Uretfærdighed, fortsætter Læreren, som er begaaet mod Banemand og hans Hustru ved at fjærne Børnene fra Hjemmet, er oprørende, og Begivenheden er hverken mere eller mindre end en uhørt Skandale.

Jeg har kendt Rikards Forældre, medens jeg har haft ham som Elev jeg har været i det lille Hjem flere Gange, og jeg har intet ufordelagtig at sige om nogen af dem.

Saavel Banemand som hans Hustru har ærlig stræbt for at holde Hjemmet oven Vande, og hver Gang, Jeg har besøgt dem, har Stuerne været pænt holdte, som det nu en Gang kan være i et Smaamandshjem, hvor baade Mand og Hustru maa stride for det daglige Bred.

At Pastor Frantzen og Lygtetænder Schrøder - to Mænd, som er særdeles godt kendt her  paa Amager for deres mere eller mindre vellykkede Iver i Sager, de helst burde lade ligge - ikke har spurgt Skolen til Raads i denne Sag, ja, det synes jeg, kendetegner deres Adfærd tilstrækkelig.

Efter det indgaaende Kendskab, jeg som sagt har til Familien Banemand, kan jeg derfor ikke andet end stille mig paa "Folkets Avis'" Side i Kampen for at skaffe Forældrene deres Børn tilbage.

Præsten og den fattige Far og Mor.

Den Mand, som bar fejlet dybest i denne Sag, er uden Tvivl Pastor Frantzen.

- De skulde have givet Børnene noget at spise, Hr. Pastor, hvis De da ellers var sultne!

De skulde have lagt lidt Brændsel i Kakkelovnen, hvis Børnene frøs, hører De, Hr. Pastor !

De skulde have tænkt paa de fattige Forældres fortvivlede Kamp for Brødet og - have hjulpet dem! De skulde have tænkt paa deres eget lune Hjem, paa deres egne Børns Glæde for Far og Mor - og paa Grundlag heraf skulde De have skabt Glæde i det fattige Hjem.

Skynd Dem at gøre Fejlen god igen - giv denne Far og Mor deres Børn tilbage, hellere i dag end i morgen.

Black

(Folkets Avis - København 4. februar 1915).

Værgeraads-Affæren i Sverrigsgade.

Et Indlæg i Sagen af Kommunelærer Jørgen Thormar.

Hjemmet som Værgeraadet fandt fattigt og elendigt. Tilhøre ses Børnenes Legetøj, som Faderen selv lavede til dem. Billedet er taget Dagen efter at Værgeraadet tog Børnene.

Naar jeg i Løbet af de sidste Dage mange Gange er bleven spurgt om min Stilling til ovennævnte Sag, skal jeg i det følgende klarlægge mine Bevæggrunde til at stille mig paa Familien Banemands Side - og derved korrigere Udtalelser, der er tillagt mig.

Da jeg første Gang aamtalte med Banemand, fortalte han mig, at Børnene var taget fra ham af Værgeraadet. Samme Dags Eftermiddag (i Mandags) gik jeg da hen i hans Lejlighed for at danne mig et Skøn over, om det, der var bleven skrevet om Sagen, var helt paalideligt, - og om det kunde have været nødvendigt at benytte Værgeraadets skrappeste Bestemmelse: at fjerne Børnene straks.

Først maa jeg indskyde: Jeg er Lærer for Richard, den ældste Dreng. Han var klædt som de fleste, var velnæret, havde ikke bedt om at maatte spise paa Skolen, og jeg fandt megen Behag i Drengens aabne og ærlige Væsen. Han vilde gerne fortælle (uopfordret), hvad han havde derhjemme: Fugle - og Legetøj, som Faderen lavede osv. Det er som Privatmand, jeg kunde on«ke at støtte Banemands, særlig for Drengens Skyld. Paa Skolens Vegne optræder jeg ikke.

Da jeg kom i Banemands Lejlighed og besaa denne, fik jeg følgende Indtryk: I deres pæne Stue stod der et Spisestuemøblement til en Købspris af mellem 4 og 500 Kr. (Jeg kan bemærke hertil, at jeg før har boet hvor der var tarveligere møbleret). Vel, der var noget snavset paa Gulvet! Konen fortalte mig hertil, at hun ikke havde villet gøre rent, før jeg kom, saa at jeg kunde se, hvordan Lejligheden saa nd, da Eksekutionen skete. Hele Lejligheden saa jeg efter, og fandt den ikke saa slem, som jeg havde læst.

Ved Samtale med Forældrene fik jeg dette Indtryk:

Det er skikkelige, arbejdsomme Mennesker, der holdt af deres Barn, og som trolig hjalp hinanden med at holde sammen paa Hjemmet, og fast ved det, der stod paa Laanekontoret. 

Ved at se det Legetøj, Banemand havde lavet til Børnene, ved at høre ham fortælle om deres fælles Kærlighed til Fuglene, de har, maatte jeg tro: Her er en Mand. der holder saa meget af sine Barn, at han vil gaa til Grunde, hvis han ikke faar sine Børn igen, og hvis det, man havde læst om ham, ikke mildnedes. Jeg lovede saa Forældrene at støtte dem, saa de - om muligt kunde faa Børnene Igen.

I Tirsdags læste jeg saa "Folkets Avis"s Artikel om Sagen, og da jeg med det Kendskab jeg da havde til Hjemmet fandt at Artiklen faktiske Oplysninger om Forholdene, i Hjemmet var rigtige, glædede jeg mig over at der ogsaa var andre, der kunde ønske, at Forældre fik deres Børn igen.

Derfor udtalte jeg overfor Bladet, at efter det Indtryk jeg havde af Forholdene, var Værgeraadet gaaet for skarpt frem, skønt det jo var i sin Ret dertil.

Jeg udtalte (som forud til Banemand), at den væsentligste Fejl, der kunde bebrejdes Banemands var, at de ikke havde sendt Børnene paa Asylet, og jeg holdt paa, at et Tilhold fra Værgeraadet burde være en Forløber for en Bortfjernelse som denne. Hvor ofte faar man ikke en Seddel med følgende Indhold: "... holdt jeg hjemme i Gaar, da han skulde passe sine smaa Søskende?" Børnene kunde vel nok have været anbragt et Sted, til Forældrene kom hjem, saa der kunde blive talt med dem først.

Hvordan de yngste Børn var klædt, og under hvilke Forhold de ellers fandtes, véd jeg kun paa anden Haand ; men trods alt, kunde jeg tænke mig langt værre Tilfalde, hvor jeg selv (hvis jeg blev spurgt) vilde fraraade at gaa for resolut frem.

Thi man maa huske paa, at det kan ødelægge lige saa ofte som gavne naar der fares for haardt frem.

Værgeraadet maa vel kunne taale Kritik som enhver anden Institution og jeg udtalte derfor over for Bladet i Tirsdags paa Grundlag af mit Kendskab til Richard og mit Besøg i Hjemmet, at jeg syntes, at naar Værgeraadet første Gang gjordes bekendt med Forhold i et Hjem som dette, saa burdo en Advarsel indtage første Plads i Aktionen. Hjalp den ikke, ja. saa vidste Forældrene hvad de kunde vente.

Pastor Frantzen og de Fattige.

Saa omtalte jeg overfor Bladet den Artikel, jeg havde læst andetsteds, og harmedes over dens Uretfærdighed, der maatte oprøre og skandalisere Banemand. Ligeledes omtalte jeg, at de Ord, jeg havde læst, Hr. Pastor Frantzen skulde have sagt ("at det var det sørgeligste Hjem, han havde set"), kunde jeg ikke forstaa, da jeg har været i flere Hjem, der var langt, sørgeligere. Dette var Indholdet af mine Ord til Pastorens citerede Udtalelser, og det er en Misforstaaelse. naar Bladet lader mig anbringe Pastoren som Parthaver i den Udtalelse, jeg brugte om Hr. Schrøder.

Mit hidtidige Kendskab til Værgeraadssager er dette: Naar et Barn blev anbragt af Værgeradet paa Optagelseshjemmet, var det en foreløbig Foranstaltning, til det - efter at Kendelsen var falden - anbragtes paa en Opdragelsesanstalt. Jeg tænkte mig, det vilde gaa ligesaa her.

I Dag er jeg til min Glæde af Værgeraadsmedlemmer bleven oplyst om, at en Bortfjernelse som denne kun er ret midlertidigt (en 14 Dages Tid), og at de havde skaffet Udvej for nogen Hjælp til Forældrene Denne Hjælp var desværre ikke saa stor som ønsket, saa hvis andre vil hjælpe lidt, vil "Folkets Avis" vel som jeg være villig til at modtage Bidrag.

Da "Folkets Avis" ogsaa læses meget i de Kredse, der har det som Banemands. er jeg glad ved at Bladet har villet omtale denne Sag, da andres Udsagn om denne ikke burde staa uimodsagt - og det kan ogsaa være en Advarsel til dem, der lader deres Børn alene.

Ærbødigst
Jørgen Thormar,
Kommunelærer,
Amager Fælledvej 27, 5/2 1915.

- - -

Det har været os en Glæde at bringe denne Artikel af Richards laerer. Hr. Jørgen Thormar, og idet vi atter punkterer, at Hovedansvaret for Affæren hviler tungest for ikke at sige udelukkende paa Pastor Frantzen, der endnu ikke offentligt har turdet forsvare sin Handling, skal vi tilføje, at "Folkets Avis" med Glæde modtager Bidrag til Understøttelse af den saa haardt ramte Familie.

(Folkets Avis - København 8. februar 1915).

Værgeraads-Affæren i Sverrigsgade.

Børnene bliver bragt tilbage til Hjemmet.

Samtale med Værgeraadsmedlem, Inspektør og Inkassator Anton Jensen.

Folkets Avis' Arbejde for at skaffe Familien Banemand den fortjente og retfærdige Oprejsning har vakt en offentlig Mening, som vi ikke kan tænke os, Værgeraadet mod Hr. Pastor Frantzen i Spidsen tør sidde overhørig.

Det glæder os derfor ogsaa i Dag at kunne meddele, i Overensstemmelse med lir. Kommunelærer Jørgen Thomsens Udtalelser i Gaar, at Børnene nu bliver bragt tilbage til Hjemmet i Løbet af ca. 14 Dage.

Denne Oplysning har vi fra det Værgeraadsmedlem, som sammen med Pastor Frantzen tog Børnene - fra Hjemmet hin Eftermiddag for nu ca 10 Dage siden, nemlig Forsikringsinspektør og Inkassator for Typograf-Foreningen, Hr. Anton Jensen.

- Det har aldrig været vor Mening, fortæller Hr. Jensen, at Børnene for bestandig skulde fjernes fra Hjemmet, og naar vi paa Fredag har haft Møde, vil Resultatet uden Tvivl blive det, at Forældrene faar dem tilbage i Løbet af ca. 14 Dage.

Vi maa nemlig først hjælpe Hjemmet lidt op, og det er der jo allerede gjort Skridt til.

(Folkets Avis - København 9. februar 1915).

Tre Børn lider Ned.

Da Børnene fjærnedes fra Sverigsgade 2.

Et uberettiget Overfald paa Værgeraadet.

Vi har modtaget følgende:

"Social-Demokraten" bragte den 31. Januar en Artikel "Tre Børn, der lider Nød", og der meddeltes i denne Artikel, hvorledes en af Bladets Medarbejdere havde fundet to smaa Piger, den ene omtrent nøgen, siddende frysende i en iskold Lejlighed i Sverigsgade, i hvilken der ikke fandtes den mindste Smule Mad.

Artiklen sluttede med en Meddelelse om, at Værgeraadet om Aftenen havde fjærnet Børnene fra det Hjem, hvor de blev saa forsømte.

Et Eftermiddagsblad har nu siden denne Begivenhed Dag efter Dag bragt Artikler om denne Affære, der er bleven pustet op til intet mindre end end en stor Værgeraadsskandale. Bladet fremstiller det som et Overgreb og skildrer de forsømmelige Forældre, Skibsværftarbejder Banemand og hans Kone, som de kærligste Væsner overfor deres Børn.

Overfor dette vil jeg gærne bemærke, at det - trods alle Eftermiddagsbladets mange Ord - ikke er afkræftet:

1) at Børnene var i en iskold Lejlighed;

2) at det ene af Børnene kun havde en tynd Klud over sit lille frysende Barnelegeme;

3) og at der ikke fandtes Spor af Mad i Huset.

Nu beder jeg imidlertid "Social-Demokraten" optage en lille Redegørelse fra mig, der føler Harmen over den Behandling, som det virkelig gode Værgeraad, som vi har i denne Kreds, bliver til Del i dette Tilfælde, og da jeg har boet i Lejligheden under Banemands, er jeg ret godt inde i de virkelige Forhold.

Og det er disse:

Mere forsømmelige Forældre skal man lede længe efter.

Hver Dag Kl. 7½ om Morgenen forlod de Hjemmet og vendte altid først tilbage henimod 8½ Aften, og ret jævnlig forlod de saa atter Lejligheden.

Børnene var altsaa overladt til sig selv, og det endda i et iskoldt Rum.

Banemands havde Brænde liggende paa Loftet, men deres Ligegyldighed for Børnene var saa stor, at de ikke lagde i Kakkelovnen.

Det er fremstillet i Eftermiddagshladet, som om der var Senge - men som "Social-Demokraten" har skrevet - var der kun én til Familiens 5 Medlemmer.

Børnene maatte ligge paa Gulvet.

Den ældste Dreng har selv overfor mig meddelt dette.

Og at Børnene gik omtrent nøgne, kan vel ingen bedre end jeg bevidne.

Den Aften, da Værgeraadet kom efter dem, blev de nemlig bragt ned i min Lejlighed, og man maatte da tage Faderens Ulster og Moderens Nederdel for at skjule deres Nøgenhed.

Og maa jeg i denne Forbindelse nævne, at i de sidste 4 Maaneder har Mand og Kone dog tilsammen tjent ca. 35 Kr. om Ugen, saa at der ingen Undskyldning er for, at de lod deres Børn være i den ynkva'rdign Tilstand.

Jeg har ønsket at fremkomme med disse Oplysninger, fordi det har harmet mig at se, hvorledes de Mænd, der vil tage sig af forsømte Børn, kan blive overfusede, og jeg vil - og jeg véd, jeg har mange, der ser paa Sagen som jeg - sige Værgeraadet saavel som "Social-Demokraten" Tak, fordi der blev grebet ind her.

S. Madsen, 

Snedker,

Sverigsgade 2 C, St

(Social-Demokraten 14. februar 1915).

Værgeraads-Sagen fra Sverrigsgade.

Banemand har faaet sine Børn tilbage.

Man vil maaske endnu erindre den Værgeraads-Sag, som bragte frem for Offentligheden angaaende en Skibsværftsarbejder Banemands Børn fra Sverigsgade. Værgeraadet havde her med Pastor Frantzen i Spidsen begaaet et brutalt Overgreb, som vi tog kraftig til Genmæle imod, og det synes da ogsaa nu, at Overværgeraadet, af hvilket man ellers ikke kan vente ret meget, er gaaet med os, imod det lokale Værgeraads Afgørelse.

I Søndags har Ranemand og Hustru nemlig faaet deres Børn tilbage, og det skønt der fra forskellige Mennesker, baade inden og udenfor det lokale Værgeraad var gjort store Anstrengelser for at sværte Forældrene sorte og gøre dem til slette Mennesker.

De onde Anslag man imidlertid være prellet af, og selv en Overretsassessor Brun har ikke turdet lage Ansvaret for en fuldstændig Fjernelse af Børnene fra Hjemmet.

Black.

(Folkets Avis - København 17. marts 1915).

 

Tre Børn, der led Nød

En Værgeraadssag fra Amager.

En bidende Frostdag, sent i Januar, fandt vi 3 Børn omtrent nøgne i en grufuld iskold Lejlighed i Sverigsgade. Samme Aften tog Værgeraadet Affære, og Børnene, der var overladt ene til sig selv uden Klæder og Mad, blev samme Aften fjærnet og foreløbig anbragt paa Vodrofsvejs Optagelseshjem.

Et herværende Eftermiddagsblad Overfald paa Værgeraadsmedlemmerne Pastor Frantzen og Typograf Anton Jensen, og nu meddeler dette Blad, at Børnene er komne tilbage, da "Overværgeraadet er gaaet imod det lokale Værgeraads Afgørelse".

VI skal i den Anledning oplyse, at Overværgeraadet overhovedet ikke har haft noget som helst med denne Sag at gøre, idet Fjernelsen af Børnene var ganske administrativ. At Børnene i Søndags er komne tilbage til deres Forældre er rigtigt, men før dette er sket, er der rigtignok ogsaa skabt en Garanti for, at de vil blive passede, ligesom en Tilsynsværge vil tilse Hjemmet. Endvidere er der sket det, at Børnenes Tøj er bleven løst hjem - ikke ved den Indsamling, som Eftermiddagsbladet foranstaltede, idet den kun indbragte 2 Kr. - men ved Pastor Frantzens og Typograf Jensens Anstrængelser. De to Værgeraadsmedlemmer skaffede 70 Kr. til at indløse de nødvendige Beklædningsgenstande for. 

Iøvrigt har Værgeraadet i denne Kreds i mange Tilfælde sørget for at faa Børnene tilbage i Hjemmene, når der vel og mærke var skabt et Grundlag for, at det kunde lade sig gøre.

Og den Advarsel, der ligger i en kortere Fjernelse af Børn fra et forsømmeligt Hjem, har da i mange Tilfælde ogsaa virket godt. Man maa haabe, at den ogsaa vil gøre det her.

(Social-Demokraten 23. marts 1915)