Nedrivningen af Vodroffsvej 60. (Efterskrift til Politivennen)

"Villaen Nr. 60" - Huset ved Gyldenløvesgade.

Det skal nedrives - men det bør ikke ske endnu!

Det er ikke for meget sagt, at den store ubeboede Villa paa Hjørnet af Vodroffsvej og Gyldenløvesgade - som ses paa ovenstaaende Billede - længe har vakt og fremdeles vækker Sensation blandt de Forbipasserende. Hvert Øjeblik ser man Folk staa stille og kaste længselsfulde Blikke ned i den gamle Have, som nu ingen Fod betræder, til de mange gardinløse Vinduer, og til de store Verandaer mod den henrivende Udsigt ud over Stierne. Ja, det er end ikke sjældent, at Ægtepar ivrigt diskuterende gaar helt rundt om Huset, tager i Havelaage og Døre og sluttelig giver sig til at skridte Facaden af, for derigennem at komme til Klarhed over, hvad det store, dejlige Hus i Grunden rummer. Vodroffsvejs Handlende har faaet mange Forespørgsler om Villaen Nr. 60, og de kan fortælle om, hvor lange de forhaabningsfulde Ansigter er bleven, naar det paa de ivrige Spørgsmaal om ledige Lejligheder er bleven svaret, at Villaen er Københavns Kommunes, og at den meget snart vil blive nedrevet, for at Byens nye, flotte Avenue kan faa sin endelige Skikkelse.

Ja, saaledes er det altsaa bestemt. Det var ikke alene "Strygejernet", den nye Gyldenløvesgade krævede, men ogsaa denne fhv. Statsbanevilla. som Kommunen overtog sammen med den gamle Banegaards Grunde. Betragter man Forholdene ved Vodroffsvej-Gyldenløvesgade, er der absolut ingen Tvivl om, at Villaen en Gang maa væk, men tager man den for Haandenværende Bolignød i Betragtning, er det lige saa utvivlsomt, at det ikke bør ske nu: ja, at det vilde være ikke mindre end en Forbrydelse, om Huset tinder de nuværende Forhold blev overgivet til Nedbrydningsarbejdernes Hakker og Økser.

Som alle Statsbanernes Huse er Villaen fortrinlig hygget, og da den i sin Tid blev opført til Bolig netop for Statsbanernes egne Embedsmænd, tør man vel nok - uden nærmere Undersøgelse - paastaa, at den er fortrinlig Indrettet.

Efter Villaens Størrelse at dømme, maa den kunne afgive rummelige Lejligheder til i Familier, og vilde man - hvad der kunde synes i højeste Grad Grund og Trang til - anvende den til Bolig for Boligløse. kunde man anbringe mindst 8 af de Familier, der nu lever under forfærdelige Forhold, lige ind i Paradiset.

Det er forstaaeligt, at Ingeniørerne, som har projekteret og ledet Udførelsen af Byens flotteste Avenue - og forøvrigt meget tiltrængte Forbindelse med Frederiksberg - gerne snarest muligt vil se deres udmærkede Arbejde helt færdigt, men det er ikke mindre forstaaeligt, at Byens Skatteydere, hvis Penge det i sidste Instans drejer sig om, og Byens Boligløse, hvis Sundhed og Velfærd maaske hver Dag staar paa Spil, tilraaber d'Hrr. mod Passeren og Regnestokken et enstemmigt og tordnende: Holdt! Lad det Hus staa, til Byens Boligforhold har ændret sig noget! Det generer jo ikke Færdslen, og at det muligvis generer Udsigten lidt, er en Ulempe, der er for intet at regne imod de mange, Bolignøden afstedkommer.

(Aftenbladet (København) 28. januar 1925).

På et foto fra Kbhbilleder (ikke public domain) anes huset til venstre for banen efter søerne.

Det gamle Hus og de Husvilde.

Hvorledes er Forholdet med de Boligløse?

Byen lever stadig fra Haanden og i Munden.

Raadmand Silius Johansen og Ekspeditionssekretær Müller.

I Anledning af det kommunale Ejendomsdirektorats i Forgaars refererede Udtalelse om, at det var lettere og billigere at anbringe Boligløse anden Steds end i den gamle Statsbanevilla ved Vodroffsvej, har vi spurgt Tømrerlaugets Oldermand, Raadmand i Magistratens Afdeling, Silius Johansen:

- Baade som Raadmand i den Magistratsafdeling, der bl. A. har til Opgave at tage sig at de Boligløse, og som praktisk Haandværker erklærer jeg mig enig i, at den nævnte Villa bør nedrives, skulde vi anbringe Boligløse i den paa en saadan Maade, at Kommunen kunde være det bekendt og de paagældende Familier kunde være tjent dermed, vilde vi blive nødt til at foretage store og dyre Omforandringer i Husets indre Indretning, større og dyrere end forsvarligt, da Huset jo dog - bl. a. af Hensyn til Kontrakten med Frederiksborg - snart skal fjernes. Men baade København og Frederiksberg bygger jo til Gengæld Hundreder af Lejligheder og gør i det Hele det mest mulige for at komme vore ulykkeligt stillede Medborgere til Hjælp.

Hvorledes gaar det med Anbringelsen af de Boligløse, spurgte vi derefter Magistratens 3. Afdeling, og Ekspeditionssekretær Müller der sammen med Kontorchef Lauritz Hansen er en hensynsfuld og forstaaende Hjælper for Byens i Henseende til Bolig nødstedte Borgere, udtalte bl. a. følgende:

- Ja. Situationen maa desværre siges at være i alt væsentlig uforandret. Vi lever stadig fra Haanden og i Munden, og de Værelser, vi nu og da faar til Disposition forslaar i Virkeligheden kun som en Draabe i Havet.

Vi modtager stadig en Masse Henvendelser om Leiligheder, og uagtet vi, tvungen af Omstændighederne, forlængst har maattet indtage det Standpunkt, kun at hjælpe Familier med Børn, maa vi afvise Hundreder af Familier, som vi mener burde hjælpes, og som vi gærne ville hjælpe, naar vi blot kunde. Naar vi faar en Henvendelse, bliver Vedkommendes Forhold grundigt undersøgt, og vi søger til hjælpe, der hvor vi synes Nøden er størst. Det er navnlig Folk, der bor i Lysthuse, og Samboere, for hvem Forholdene efterhaanden er blevet rent fortvivlede, vi søger at skaffe taalelige Boliger, men, som sagt vor Evne staar hverken i Forhold til Viljen eller de Søgendes Trang.

Som De véd, har vi anbragt en Del boligløse Familier i 2-Værelsers Lejligheder i kommunens nye Huse, og det er gjort paa den Maade, at to Familier deler en Lejlighed, idet hver faar et Værelse, og de enes om Kokkenet.

Dette er jo ingenlunde tiltalende men dog altid bedre end det, de Paagældende kommer fra.

Vi har nu og da set paa Huse, som man mente kunde anvendes som Bolig for Husvilde, men i mange Tilfælde vilde der kræves saa store Omforandringer for at tilvejebringe menneskelige Forhold, at vi har maattet opgive Tanken om at anvende de paagældende Bygninger.

Som et lille Lyspunkt kan jeg for Resten meddele, at vi nylig af Statsbanerne har faaet overladt et eksproprieret og til Nedrivning bestemt Hus ude ved Glentevej. Her har vi kunnet anbringe ca. 20 Familier.

Jeg Indrømmer, at dette jo ikke er mange, og Hjælpen er forøvrigt kun midlertidig, idet vi er forpligtede til at rømme Huset med kort Varsel; men under alle Omstændigheder er disse ulykkelige Familier jo dog bleven hjulpne - saa længe.

Naar Forholdene kan ventes at ville bedres, er ikke godt at sige. Tilflytningsbestemmelser vil vel nok hjælpe noget, men foreløbig mærkes deres Følger ikke ret meget, og man maa stadig huske, at Bolignøden i Virkeligheden er langt større end den giver sig Udtryk i Kommunens Boligforsorg. Nu venter vi kun paa den nye Huslejelov og ser, hvad den vil bringe.

- - -

Se, se, det var unægteligt en anden Musik, end den, d'Herrer, der absolut maa rive det gamle Hus ved Vodroffvej ned, leverede i forgaars. Der er altsaa mere end haardt Brug for de Rum, det indeholder. Og se, paa Glentevej har man faaet overladt et Hus, der allerede var eksproprieret og dømt til Nedrivning. Saa tag da for Pokker og gør Sagen kort og overlad ogsaa de Boligløse det gamle Hus i Vodroffvej.

Paastanden om den dyre Bekostning, det vil kræve at sætte Huset i brugbar Stand, synes os nærmest tvivlsom, de Boligløse er ved Gud ikke forvæntes. Og endelig og til allersidst er Pointet i det hele, at man har Lov til at undre sig over den Lethed, hvormed man i Kommunen naar til at rive et helt Hus ned hvis Nedrivning absolut ikke er en afgørende tvingende nødvendigt, paa et Tidspunkt, hvor Borgerne ikke maa "nedlægge" en eneste Lejlighed.

(Aftenbladet (København) 31. januar 1925).

Nedbrydningen startede kort tid efter. Februar 1925 sås annoncer for salget af materialer fra nedbrydningen i aviserne: Tømmer, døre, brædder m.v. Det skete ikke uden uheld: Den 28. marts fik en arbejderen Vilhelm Andersen (de classenske boliger) et koben i hovedet.