Nytaarsskyderi. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 2den Januar.

- Den gamle Skik, at "skyde Nytaar ind", har desværre atter iaar krævet et Offer heri Egnen. Som vi erfare, har nemlig en agtet Gaardmand i Seiting, under Udøvelsen af denne gamle "Skik", igaar Eftermiddags faaet sin venstre Haand saaledes knuust ved at Bøssen sprang, at det har været nødvendigt at sætte Haanden af tæt ved Haandleddet. Ligeledes har en 12-aarig Dreng i Grauballe, under Udøvelsen af den samme Bedrift, faaet sin høire Pegefinger slemt læderet. - Hvorlænge mon det dog vil vare, inden man saavel paa Landet som i Byerne vil indser det Latterlige i den nævnte Skik der Ingen gavner, men tværtimod Aar for Aar kræver sine Offre? Maatte man ikke hellere give sine overflødige Penge til de Fattige, end at give dem ud til Krudt etc. og bagefter gaae omkring og gjøre sine Medmennesker bange ved den idelige Skyden ved Husene og samtidig udsatte sig selv for Fare? Vi troe det, og det er at haabe, at den samme Tanke maa vinde Indgang i Befolkningen, hvorved lignende Ulykker, som de ovenfor omtalte, ville forebygges.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 2. januar 1867)

Ulykker ved Nytaarsskydning. (Efterskrift til Politivennen)

- Silkeborg, den 4de Januar. (B. Av.) Den gamle Uskik, at skyde det ny Aar ind, gjentog sig ogsaa her iaar i Forbindelse med den næsten ligesaa ubehagelig, Sædvane, at slaa Potter paa Dørene. Fra det neppe var blevet mørkt og indtil over Midnat dreves dette Uvæsen saa stærkt, at man maa undre sig over, at kun et eneste Tilfælde af en mere alvorlig Art er bleven bekjendt. En hos en Kjøbmand tjenende Karl blev nemlig, idet han traadte ud af Husdøren, streifet af et Skud Hagel, af hvilke nogle ramte ham i Laaret. Flere andre Steder affyredes Skud, der efter Knaldet at dømme, ligeledes maa have havt skarp Ladning, langsmed Vinduerne, ja et Sted havde man den Frækhed, at aabne en Butiksdør og affyre Skuddet ind i Butiken. Naar Ungdommens Kaadhed - thi vi ville antage, at det kun er Drenge, der gjøre disse Optøier - gaar saa vidt, at Medmenneskers Liv og Helbred derved sættes i sien synlig Fare, saa er der al Opfordring for Byens Beboere til at vaage over, at de under dem staaende unge Mennesker paa en saadan Aften ikke faae Leilighed til at løbe paa Gaden; kun derved vil dette Uvæsen kunne formindskes. Politiet, der hver Nytaarsatlen og ligeledes iaar har udvist megen Virksomhed og ogsaa anholdt nogle af Urostifterne, kan ikke uden virksom Medhjælp fra Beboernes Side udrette synderligt imod det. - I Landsbyen Virklund, en halv Mil herfra, har Nytaarsskydningen kostet en konfirmeret Dreng den ene Tommelfinger, som han aldeles splintrede ved uforsigtig Affyring af en Pistol.

(Jyllands-Posten 8. januar 1862).

Nytaarsrevolten januar 1860, (Efterskrift til Politivennen)

Gadeoptøierne. Af de Beretninger, der efterhaanden indkomme, bliver det mere og mere klart, at de Gadeoptøier, som fandt Sted Nyaarsaften, fra Begyndelsen ikke havde nogen anden Karakter end de Excesser, der sædvanlig forefalde paa Kongens Fødselsdag, Fastelavns Mandag, Nyaarsdag og andre saadanne Mærkedage, og at de først tog en anden Retning, da Politiet og Vægterne ved Malkonduite havde irriteret Mængden og betydelig forøget Opløbet. Pøbelen var uden Plan og Ledning, den drev derhen, hvor Tilfældet eller de Forrestes Lune førte den, og der var ingen Anfører for Skaren; en Person med en trekantet Hat, som spiller en stor Rolle i Nattens Begivenheder, blev meget imod sin Villie betragtet som Leder og maatte ved Flugten unddrage sig denne paatvungne Hæder, hvorpaa den trekantede Hat efter flere selsomme Eventyr som en Seirstrofæ faldt i Politiets Hænder. Alle Beretninger ere fremdeles enige om, at Politiet ved denne Leilighed udfoldede en ganske ualmindelig Brutalitet, og at det formelig synes at være lagt an paa at banke Folk til at gjøre Oprør for saaledes at give Gadeoptøjerne en alvorligere Karakteer. Det er ganske i sin Orden, at Politiet i Forening med Garden drev Hoben bort fra Slotspladsen og beskyttede Hs. Maj. Kongen imod Insultning, men da Slotsøen var rømmet, vilde det have været tilstrækkeligt at holde Broerne, disse faa Overgangspunkter, besatte. Mængden vilde da snart have spredt sig ad. Det var imidlertid ikke ved Christiansborg Slot, at Politiet og Vægterne optraadte med den største Brutalitet; paa Høibroplads, paa Østergade og St. Kjøbmagerg. forfulgte Almeensikkerhedens med Stokke væbnede Haandlangere den flygtende Mængde, uddeelte Stød og Slag, ikke til Forsvar, men til Angreb, overfaldt fredelige Folk, der uden at deeltage i Optøjerne gik til deres Hjem, og søgte overhovedet at opføre en af de fra Absolutismens Tid bekjendte Gadekampe. Det vilde være særdeles ønskeligt, om Folk, der saaledes ere blevne overfaldne og bankede uden engang at have deeltaget i Optøierne, vilde fremtræde for Offenligheden under deres Navn og derved bidrage til at paavise den skammelige Politivilkaarlighed, som er aldeles uforenelig med Borgernes Ret i en fri Stat. - Blandt de Exempler, som vi have hørt nævne, skulle vi her anføre et Par. En ældre Mand blev paa Amagertorv, tæt ved Kjøbmagergade, overfalden af Politiet og krævede med høi Stemme de Omkringstaaende til Vidne paa, hvorledes man behandlede en fredelig Borger, som rolig gik til sil Hjem. Nogle unge Mennesker, som kom fra Christianshavn og ikke anede, at nogen Uorden havde fundet Sted, gav sig Snak med en Vægter paa Slotspladsen, og en af dem tilbød ham "en Skraa", hvorpaa Vægteren med et "Ja. Du kan troe, jeg skal skraae Dig!" gav sig til at gjennemtærske det unge Menneske, saa at han faldt om paa Gaden; flere Vægtere kom til og fortsatte Mishandlingen. Vi opfordre som sagt dem, der ere blevne Offre for lignende Brutalitet, til at fremtræde og med Udholdenhed forfølge deres Klage, thi Politichefen vil naturligviis denne Gang saa lidt som tidligere drage sine Undergivne til Ansvar for Misbrug af deres Myndighed. - Vi have i de bestemteste Udtryk misbilliget de Pøbeloptøier, som have fundet Sted, og vi holde for, at Enhver, der endog blot som passiv Deeltager slutter sig til Sligt, maa tilskrive sig selv Følgerne; men vi misbillige ikke mindre bestemt Politiets Malkonduite og brutale Optræden, og hvad der nu ved denne Leilighed er forefaldet, viser den paatrængende Nødvendighed af, at ved den forestaaende Omorganisation af Kjøbenhavns Politi Stokken tages fra Betjente, Volontairer og Assistenter, at Politiet instrueres til aldrig at angribe, men til kun benytte sit Vaaben til Forsvar imod Angreb, og at der føres en skarp Kontrol med Instruxens Efterlevelse.

Hvad der forefaldt Nyaarsnat, fører uvilkaarlig Tanken tilbage til de mangfoldige Rygter, som have cirkuleret i den sidste Tid. Der har været talt om Brandstiftelser, om Plakater paa Gadehjørnerne, om paatænkte Gadedemonstrationer osv., og mærkelig nok have disse Rygter, naar man søgte at efterspore deres Oprindelse, stadig kunnet føres tilbage til Politiet eller Folk, som stod i Forbindelse med dette. Det er os berettet, at Indenrigsministeren allerede for et Par Uger siden personlig har befalet, at Gardehusarerne skulde holde sig parate til at rykke ud; Hs. Excellence har ikke angivet, i hvilken Anledning dette skulde skee, men sandsynligviis maa han være bleven underrettet af Politichefen om, at der var Fare for den offenlige Ro. Der har ogsaa flere Gange været samlet en ret anseelig Politistyrke for at møde forventede Optøier. Sammenholder man dette med Politiets Optræden Natten mellem Lørdag og Søndag, ledes man til den Tro, at Politiet af Grunde, som vi ikke kunne udgranske, selv har ønsket at faae nogen Forstyrrelse af den offenlige Orden bragt tilveie. De Danske ere et fredeligt Folkefærd, som ikke pleier at give sin Stemning Luft ved Gadeuordener; de maae irriteres og bankes til at gjøre Optøier, og i denne Retning har Kjøbenhavns Politi gjort Alt, hvad der med Billighed kunde forlanges. Desto større Opfordring er der da for Kjøbenhavns Befolkning til at tage sig iagt og til ikke at lade sig forlede af Politiet til Excesser. Desværre kan det vel ikke ventes, at den  nuværende Justitsminister skulde gribe til energiske Skridt imod den Mand, hvem Ansvaret for det Skete navnlig paahviler, Chefen for Kjøbenhavns Politi, Konferentsraad Bræstrup; han ser vel snarere i denne Embedsmand en værdifuld Allieret.

Dagbladet (København) 3. januar 1860)

Urolighederne faldt sammen med at ministeriet Rotwitt i december 1859 afløste ministeriet Hall. Det forargede de nationalliberale, fordi bondevennernes synspunkter nu blev fremmet. Rotwitt døde imidlertid i februar 1860, og Hall trådte endnu engang til.

Fotograf Bertel Christian Budtz Müller (1837-1884): Christiansborg Slotsplads set tværs over kanalen fra Gammel Strand. En af scenerne for optøjerne i januar 1860. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Politioptøierne Nytaarsnat. Som allerede meddeelt i vort Gaarsnummer stillede Inspekteur Brix igaar Aftes, Borgerrepræsentationen, efterat Forsamlingen, da Sagen ikke var opført paa Dagsordenen, dertil havde givet Samtykke, et Forslag om, at Forsamlingen skulde opfordre Politidirekteuren til at lade anstille en streng Undersøgelse af Politiets Adfærd ved de Nyaarsnat forefaldne Gadeoptøjer og meddele Forsamlingen Resultatet af denne Undersøgelse. Formanden meddeelte i den Anledning, at han havde konfereret med Politidirekteuren, og at denne havde erklæret, at han, saasnart det af Rygtet var kommet til hans Kundskab, at der bemeldte Nat var forefaldet Excesser, og at nogle underordnede Politiofficianters Adfærd ved denne Lejlighed havde været Gjenstand for Dadel, havde draget Omsorg for, at der blev indledet Undersøgelse, for at man kunde komme paa det Rene med, hvorvidt Politiet havde misbrugt sin Myndighed, og for at isaafald de Skyldige kunde drages til Ansvar efter Loven. Enhver Oplysning, der kunde bidrage til, at Sandheden kom for Dagen, vilde af ham blive modtaget med Taknemlighed, og han vilde ikke have Noget imod at offenliggjøre Undersøgelsernes Resultat, forsaavidt dette kunde skee uden Skade for Sagen. -- Efter denne Erklæring, som tilførtes Forsamlingens Protokol, frafaldt Brix sit Forslag. Dette optoges imidlertid af Melchior, men da han ingen Understøttelse fandt, frafaldt han det ogsaa. - Under Debatten. hvorom vi henvise til vort Referat D Borgerrepræsentanternes Møde, som skal blive meddeelt imorgen, bebudede Adler et Forslag til Andragende fra Forsamlingen om, at Politiofficianterne fremtidig maae faae en saa tydelig ydre Betegnelse, at man med Lethed ved paakommende Lejligheder kan erfare deres Nummer.

(Dagbladet (København) 10. januar 1860)

Bekjendtgjørelse fra Politiet. De beklagelige Excesser, som i flere Aftener og Nætter siden Aarets Begyndelse have forstyrret stadens Ro og medført forskjellige Voldsomheder, ja endog ere udartede til aabenbare Angreb paa og Modstand mod den lovlige Magt, foranledige mig til herved at bekjendtgjøre Følgende til Efterlevelse for alle Vedkommende :

For at forebygge Gjentagelser af saadanne tumultuariske og forbryderiske Handlinger som de allerede foregaaede - for hvilke Lovgivningen har fastsat endog haard straf - forbydes herved al uordentlig sammenstimlen og Larmen paa garen, især om Natten. Ligeledes advares Alle og Enhver imod at indfinde eller opholde sig paa Steder, hvor slige Uordener finde sted, da saadant ikkun opmuntrer Urostifterne og vanskeliggjør de Foranstaltninger, der skulle træffes med disse; hvorfor de, der i deres lovlige Ærinde skulde komme i Nærheden af saadanne Steder, maae søge at tage en anden Vei, og have Alle øieblikkeligen og uvægerligen at følge de Opfordringer og Forskrifter, som hvilkensomhelst af Politipersonalet i denne eller andre Henseender maatte give Dem ved slige Leiligheder, hvor Omstændighederne ingen videre Forklaring tillade.

Huusfædre, Læremestre og andre Foresatte paalægges det at afholde deres Børn, Lærlinge og Tyende fra Deeltagelse i eller Tilstedeværelse ved slige Uordener, og overalt indtil videre ikke at lade disse deres Undergivne uden Nødvendighed gaae ud om Aftenen, efterat det er mørkt.

Forskrifterne om Beværtningssteders Lukning og al Beværtnings Ophør i samme senest til 11 om Aftenen ville nøiagtigen blive at efterleve, og Overtræderne dragne til strengt Ansvar.

For at overholde Gadeordenen vil, forsaavidt mildere Midler ikke skulde vise sig tilstrækkelige, i fornødent Fald Magt blive anvendt, og desuden de Paagjældende uden Persons Anseelse efter Omstændighederne blive anholdte og tiltalte til Undgjældelse efter Lovene; hvorfor Enhver, som uden at agte denne Advarsel maatte lade sig finde der, hvor Uordener foregaae, vil være at tilregne sig selv alle deraf flydende Ubehageligheder og Molest.

Af alle Stadens gode Borgere og dens fredselskende Beboere forventes, at de ville foregaae Mængden med et godt Exempel, og, for saavidt det maatte staae i Enhvers Magt, støtte Politiet i dets Bestræbelser for at værne om den almindelige sikkerhed og Ro, paa det at de Forstyrrelser, som en ildesindet Pøbel har foraarsaget, maatte paa det snareste igjen ophøre.

Kjøbenhavns Politikammer, den 10de Januar 1860. Bræstrup.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. januar 1860)

Fotograf Jens Petersen (1829-1905): Politidirektør, overpræsident Christian Jacob Cosmus Bræstrup (1789-1870). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Christian Jacob Cosmus Bræstrup (1789-) var politidirektør i København 1834-1863. Han søgte sin afsked ved politiets nyordning.

Gadeexcesserne vedblive til trods for Politiets Bekjendtgjørelse. Ildebrandsstedet i Adelgade og Kongens Nytorv vare igaar Aftes Samlingspladsene, og Amaliegade som sædvanlig det første Maal for Pøbelsværmens Demonstrationer. Efterat den var forjaget derfra, vendte den tilbage til Kongens Nytorv, hvor den stimlede frem og tilbage, under Hujen og Piben og morede sig med udenfor Hovedvagten at forhaane Skildvagterne og Commandeuren. Da Skaren bestandig voxede, rekvireredes Husarer, der adsplittede Sværmen, som nu i spredte Hobe tog Veien til Slotspladsen, men standsede ved Holmensbro uden at vove sig videre. Her begyndte nu den samme Comedie igjen med Hujen, Piben og Hurraraad, der vedvarede, indtil Husarerne igjen adsplittede Sværmen og senere ryddede Kjøbmagergade. En Mængde af Rolighedsforstyrrerne ere arresterede, og det gjør os ondt at maatte tilføie, at der imellem disse ogsaa findes Personer af den bedre Classe, der ikke have været at formaae til at vise Politiets Opfordringer den nødvendige Lydighed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. januar 1860)

Fortsatte Pøbeloptøier. Den Deel af Pressen, der har lagt mere Vægt paa de Overgreb, der muligen ere begaaede fra Politiets Side Nytaarsnat, og som strax bleve gjorte til Gjenstand for Undersøgelse, end paa de oprørende Pøbeloptøier, der foranledigede samme, har nu den Tilfredsstillelse, at dens Opfordringer om at sætte sig til Modværge, ere blevne prompte efterfulgte. Dette viste sig imandags Aftes, da en Skare Læredrenge, Sjouere og andre saadanne Individer allerede fra Kl. 7 begyndte at samle sig i Pilestræde paa det falske Rygte om, at "Sandhedsfaklens" Redacteur skulde arresteres, og skjøndt Politiet flere Gange vist Stimmelen ud af Gaden og den Paagjældende selv 2 Gange holdt Taler til Mængden for at fjerne den, var det ikke muligt at tilveiebringe Orden, idet Hoben bestandigt tiltog i Antal og efter at have bølget frem og tilbage i de nærliggende Gader endelig, da den følte sig stærk nok, satte sig i Marsch under Hujen, Piben og Skraalen ned ad Slottet, forstærket med mange af dem, som noget over Kl. 10 vendte tilbage fra Theatrene, og nu opstillede sig paa Slotspladsen for at overvære denne Gratisforestilling. Den ved Zahlkammerporten opstillede Piquet viste imidlertid Sværmen, der bestod af 4-500 Individer af den nævnte Art, ud over Holmens Bro, og da den ikke med det Gode kunde fjernes fra Canalen, blev den med Magt adsplittet, hvorefter de nysgjerrige, hvis Antal oversteg det dobbelte, ogsaa forlod Pladsen. Nede ved Østergade og Kongens Nytorv samlede de sig imidlertid igjen, og droge nu atter igjennem Gaderne, hvor de huiede, peb og støiede, indslog Vinduer paa flere Steder, overfaldt fredelige Borgere, blot fordi disse bare Stok, og begik alle de sædvanlige Excesser. Da der udenfor Politichefens Bopæl skete et Forsøg paa at splitte Stimmelen ad, satte Pøbelen sig til haandgribelig Modværge, ved hvilken Leilighed flere af Politiets Embedsmænd og Betjente bleve alvorligt saarede. Den imidlertid udbrudte Ildløs hendrog Hobens Opmærksomhed i en anden Retning, og gjorde med det samme Ende paa denne Aftens standaleuse Optrin, som have givet Anledning til flere Arrestationer, og hvis Gjentagelse forhaabentligt vil være forebygget ved de nu trufne alvorligere Foranstaltninger.

Politiet. Som igaar omtalt, har Inspecteur Brix indbragt et Forslag i Borgerrepræsentationen om at opfordre Politichefen til at anstille en nøiagtig Undersøgelse af Politiets og Vægternes Adfærd under Gadeoptøierne Nytaarsnat, og at meddele Forsamlingen Resultatet af Undersøgelsen. Vi skulle idag meddele et udførligere Referat af Forhandlingerne om dette Forslag. Forsamlingen gav eenstemmigt sit Samtykke til, at det maatte foretages, uagtet det ikke havde foreligget i den regulativmæssige Tid. Formanden bemærker derefter, at han har havt Betænkeligheder fra den formelle Side ved Sagens Forelæggelse, men dog ikke villet tillægge dem en saadan Vægt, at han derfor skulde have holdt den tilbage. Imidlertid har han henvendt sig til Politichefen for at erfare, om der maatte være foretaget Noget fra hans Side. Politichefen erklærede da, at saasnart det kom til hans Kundskab, at der skulde være forefaldet Excesser, og at Politipersonale og Vægtere skulde have gjort sig skyldige i et Forhold, der maatte misbilliges, havde han strax beordret en Undersøgelse. I Begyndelsen havde han kun Regler at holde sig til; men efterat der var indkommet Anmeldelser tildeels med Navns Underskrift, fortsattes Undersøgelserne med større Nytte, og enhver Oplysning og Meddelelse, som kan lede til deres Fremme, vilde være ham særdeles velkommen. Naar Undersøgelserne ere endte, vil der blive taget Bestemmelse om, hvorvidt Nogen bliver at drage til Ansvar efter Loven, ligesom der Intet vil være til Hinder for, at Resultatet af disse Undersøgelser tilstilles Forsamlingen, naar det kan skee uden Skade for Sagens Oplysning og Fremme. Formanden henstiller nu, om Forslagsstilleren ønsker nærmere at yttre sig. Brix glæder sig over, at den Tillid, han har næret til Politichefens almindeligt anerkjendte Humanitet, har været berettiget, og vil ikke, efter hvad der foreligger, fastholde sit Forslag, men kun motivere, hvorfor han har stillet det. Det er skeet i den offentlige Ordens Interesse, da en Forhandling om Sagen i denne Forsamling maa antages at have en god Indflydelse til begge Sider, ved deels at bidrage til, at der maaskee vil gjøre sig mere humane Principer gjældende i Politiets Fremfærd, deels at skaffe Politiet en moralsk Understøttelse, hvorved det bedre vil kunne løse sin vanskelige og med mange Farer forbundne Opgave. Den sidst nævnte Virkning mener han maa fremkomme ved, at der i Forsamlingen udtales en almindelig Misbilligelse imod de stedfundne Gadeoptøier. Han har været foranlediget til at indbringe Forslaget, deels ved de fremkomne Beretninger deels ved Forsamlingens tidligere Beslutning om Politistokkens Afskaffelse. Slutteligt udtaler han det Haab, at de, der ere forurettede, maae faae den Opreisning, der tilkommer dem. Melchior er tilbøielig til at optage Forslaget, uagtet han ikke er ganske enig med Forslagsstilleren, idet han maa ønske, at denne var gaaet videre og havde andraget paa, at Justitsministeren skulde lade Sagen undersøge. Vel tvivlede han ikke om Politichefens Humanitet, men han troer, at en Ordre fra Justitsministeren vilde give ham Midler til at komme paa Bunden af Sagen. Han troer nemlig, at hvad der er skeet Nytaarsnat ikke kan tilregnes det underordnede Personale alene, men at dette maa have handlet efter Instruxer fra det overordnede Personale. Et Beviis herpaa vil han see deri, at Politiets Forhold har været forskjelligt under de senere Excesser. Adler yttrer sig imod den sidste Taler. Efter Politichefens Erklæring vil der altid senere være Lejlighed for Forsamlingen til at gjøre videre Skridt, hvis det skulde ansees for nødvendigt. Politichefen maa aabenbart have Støtte nok til at tage sig kraftigt af Sagen i hvad der allerede er passeret, og at han skulde savne Midler dertil, er aldeles ikke rimeligt. Han ønsker, at der ved denne Lejlighed maa blive taget Bestemmelse om, at Politistokken skal afskaffes, og at Politibetjentene ved Numer eller paa anden Maade maae blive tydeligt betegnede. Formanden bemærker, at disse Punkter, som ere tiltraadte af Communalbestyrelsen under Forhandlingerne om Politiets Omorganisation, ikke vedkomme nærværende Sag. Det maa idethele erindres, at Borgerrepræsentationen ikke kan indlade sig i Correspondance med Politichefen, som om denne var en Forsamlingen underordnet Embedsmand. Forsamlingens Hverv er hovedsageligt at varetage Communens oekonomiske Interesser. Ussing har allerede for Formanden meddeelte sin Samtale med Politichefen følt sig overbeviist om, at denne har indledet de fornødne Undersøgelser, thi Politichefen vaager ikke blot med Nidkjærhed over Stadens Orden, men er tillige en human samvittighedsfuld Embedsmand, der altid vil være rede til at paatale Feil hos Underordnede. Efter den fremkomne Erklæring kan der ikke være Anledning til at foretage noget yderligere, da det er ved Criminal- og Politiretten at Sagen vil have sin Gang. De af Adler berørte Reformer er vel hensigtsmæssige, men vedkomme ikke Sagen. Adler erklærer, at han vil stille et særligt Andragende, for at faae dem frem, da de let ville lade sig gjennemføre. Han troer ikke, at Forsamlingens Hverv er hovedsageligt af oekonomisk Natur. Hvad specielt Politivæsenet angaaer, har Staten viist, at den betragter det som en communal Institution, da den har nægtet at give de Bidrag til dens Vedligeholdelse, som ere attraaede. Melchior erklærer nu, at han har besluttet at optage Brix's Forslag i dets oprindelige Form. Brix spørger, om Politichefens Erklæring skal optages i Protokollen. Formanden bekræfter dette. Steen gjør Melchior opmærksom paa det Latterlige i at opfordre en Mand til at foretage en Undersøgelse, som han allerede selv har foretaget, og Melchior erklærer derpaa, at han frafalder sin Beslutning. 

(Flyveposten 11. januar 1860)

Zahlkammeret lå ved Christiansborg. Portens navn er senere populariseret under navnet Saltkammerporten.

Sandheds-Faklen, den nye Politi- og Communalven udkom 1859-1866, udgivet af Johan Christian Fogh (1801-ca. 1870). Det indeholdt bl.a. angreb på grevinde Danner og Regeringen Rotwitt. Folkestemningen var med ham, og Fogh kunne melde at bladet to måneder efter det første nummer allerede havde 4000 abonnenter. Hans skriverier var desuden en væsentlig årsag til nytårsoptøjerne 1860 hvor den københavnske pøbel angreb forskellige regeringsmedlemmers huse og råbte slagord imod grevinde Danner og regeringen. Da et falsk rygte spredte sig at Fogh var blevet arresteret samledes mængden ved hans hus og Fogh trådte frem og holdt en brandtale for dem. Dette var sandsynligvis højdepunktet for Foghs karriere. Fra februar 1860 og til 1866 beskæftigede bladet mest med en slags afpresservirksomhed, idet Fogh opkøbte lånesedler og derefter truede med at offentliggøre skyldnernes navne i bladet hvis ikke de betalte ham. 

Fotograf Budtz (Bertel Christian Budtz) Müller (1837-1884): Skolemand, politiker Christian Carl Brix. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Christian Carl Brix (1820-1908) var skolebestyrer og politiker. 1851-1892 bestyrer for Efterslægtsselskabets realskole. 1858–92 medlem af Københavns borgerrepræsentation. 1863–66 medlem af rigsdagens landsting for Kbh., 1864–66 af rigsrådets og 1866–87 af rigsdagens folketing. Tit. professor 1869. Etatsråd 1886. Han er begravet på Vestre Kirkegård i København.

I "Fædrel."'s Beretning herom hedder det: "Politidirecteurens Placat blev meget for silde opslaaet paa Gadehjørnerne til at kunne gjøre nogen Virkning. Desværre skulle Udskeielserne være gaaede endnu videre end de foregaaende Aftener; Vinduer skulle være slaaede ind paa flere Steder, og idetmindste een Politiebetjent - Andre sige flere - være meget ilde mishandlet. En Husarpiquet blev imidlertid udsendt tilligemed Soldater fra Hovedvagten, og Mange skulle være fængslede. Dette er ogsaa aldeles nødvendigt, naar man vil have Ende paa dette Uvæsen."

I "Flvp." hedder det ogsaa: "En betydelig Deel Arrestationer foretoges, og iblandt de Arresterede er der enkelte "velklædte" Personer. Kl. omtr. 1 var Ordenen fuldstændigt tilveiebragt. Som betegnende for Optøierne og det hele Opløb kan anføres følg. Optrin der i Tirsdags fandt Sted paa Kongens Nytorv. En Mand traadte frem i Stimmelen og raabte: "Er der ikke nogle gode Borgere her, der ville staae bi til Ordenens Opretholdelse!" Denne Opfordring blev besvaret med Haanlatter og Piben, og en Sjover raabte: "Fanden ivold med Kjøbenhavns Borgere! De give os dog Ingenting at fortjene!"

Ang. de næstside Gadeoptøier hedder det i "Morgenposten":

"Alle Beretninger af Øienvidner gaae ud paa; at den egentlige Pøbelsværm, der afstedkom Optoierne, indskrænkede sig til høist 30 Personer, imedens Tilskuernes Antal, hvoriblandt endog Officerer i Uniform, var meget betydeligt. At en saadan raa Hob kan afstedkomme slige Optøier, er meget beklageligt, og saa meget vi ogsaa sætte Priis paa Politiets Humanitet, synes os dog, at den maa have en Grændse, og at den er ilde anvendt overfor slige Vagabonder, hvorfra deres Ophidselse saa end skriver sig. De kunne, ligesom Bille (nu) i sit Mandagsnr. siger i "Dbl.", fortælle saa meget som de ville, at de høre til de "Hæderlige"; Ingen ville dog troe dem, og skulde Hr. Bille fremdeles formene, at det heller ikke vil lykkes at "faae denne Brand slukket", da skulle vi kun dertil svare, at vi stedse ville regne det til en større Ære, at være behjælpelig med at slukke "Branden", selv om det skulde være forgjæves, end at have været med at reise den.'"

Under den ublue Opførsel, der hos en vildledet Deel af Befolkningen i Hovedstaden i denne Tid retter sine Angreb umiddelbart til vor brave Konges Nærhed og imod hans folkeligtsindede Ministerium, ere ogsaa Hensigter fremkomne, som maae opfylde alle gode Borgere med dyb Harme. "Fædrl." indeholder i denne Anledning en Udtalelse, hvoraf vi med glad Samstemning hidsætte Følgende:

"Under den utrolige Forvirring i Tanker og Følelser, Meninger og Ord, som nu paa anden Maaned hersker, vi ville ikke sige i Landet, thi vi troe ingenlunde det er saa, men her i Hovedstaden, er der ogsaa udkastet et Ord, vel ikke gjennem den meest anseete Deel af Pressen, men dog i et Blad, som har nogen Udbredelse her i Byen, et Ord, som vel fortjener nogen Opmærksomhed og Proveste. Dette Ord er - "Abdication"; det er paa Dansk Thrvnfrasigelse, altsaa Kongens Thronfrasigelse."

"Frederik den Syvende har givet os Friheden til at vedtage vore egne Love, til at bestemme Statens Udgifter, til at tænke, tale, skrive, forene og forsamle os, ogsaavidere; han har givet os, hvad hans Forgjængere forholdt os, endskjøndt vi bad dem derom; han har givet os det uden Tvang, af sin gode Villie, af sin frie kongelige Magtfuldkommenhed; er det saa en forsvarlig og sømmelig Brug at gjøre af denne Frihed, at yttre Ønske om, at Kongen vilde nedstige af sine Fædres Throne? Er denne Tanke og dens Udtalelse danske Mænd værdig?"

"Men, siger man maaskee, der er - Forhold, som kunde være anderledes. Omgivelser, som vi hellere ønskede borte. Nu vel; skulde man da ikke kunne indrømme den Noget, der har givet Meget, især da man dog tidligere har indrømmet Andre, der gav Mindre eller slet Intet, Adskilligt i samme Retning? Og er det noget Nyt, Noget, der er blevet til idag eller igaar? Er det Noget, der altid har været følt som et smerteligt Tryk, som en stor Forsmædelse, som en Forstyrrelse af Forholdet imellem Konge og Folk, eller som først nu pludseligt er blevet utaaleligt?" "Men den saarede Dyd, der i 10 Aar ikke har forstyrret Nogens Appetit eller Fordøielse, har nu tabt formeget af sin Vægtfylde, til at være noget tungt Lod, naar et Lands og Folks Velfærd ligger i den anden Vægtskaal. Lad altsaa denne Tale forstumme! Er der Noget, der kan kaste nogen Skygge paa os Alle, mon vi da fjerne denne ved at udraabe det paa Gader og Stræder; mon vi blive større og bedre ved at stille det til Skue for Alverden?" "Og hvad Mening var der i, at hele Folket for neppe 2 Aar siden strømmede til Kirkerne og takkede Gud, fordi han havde bevaret Kongens Liv, naar nu den samme Befolkning virkelig nærede Ønske om, at han vilde nedlægge sin Krone? Nei, det er enten en taabelig eller en forrædersk Tale. Den er enten kastet hen uden al Overvejelse, eller, hvis den er brugt med Overlæg, kan den ikke komme andetstedsfra end derfra, hvor man pønser paa vor Fordærv og strækker sine Planer langt videre, end til en Personalforandring. Folkets uhyre Fleertal forkaster og fordømmer denne Tale. Det vil betragte den Dag som en Sorgens Dag, da Vorherre kalder Frederik den Syvende bort, og det vil ikke roligt finde sig deri, om et saadant Ønske nogensinde opstod i Kongens egen Sjæl og forsøgtes bragt til Udførelse.

"Men hvad rimelig Mening og hvad opnaaeligt Maal have de forskjellige Demonstrationer, naar det ikke er at vække et saadant Ønske hos Kongen? Man er begyndt paa Theatret og nu stegen ned paa Gaden. Skulle Sjovere og Gadedrenge da gjælde for den offentlige Menings Herolder? Skulle berygtede Personer anerkjendes som Sandhedens og Sømmelighedens Apostle? Mon det nu ikke snarere skulde være paa høie Tid at besinde sig og holde op?"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 13. januar 1860).

Afstraffelse i Anledning af Gadeoptøierne. Politidirecteuren har bekjendtgjort Følgende: At der ved de tumultuariske Optrin, Nætterne mellem den 9de og 10de og mellem den 10de og 11te ds. ere blevne nogle og tyve Personer af forskjellige Stænder saavel af Deeltagerne i Uordenerne som af Tilskuerne ved samme arresterede, og at der mod nogle af disse er begyndt Undersøgelse ved Kjøbenhavns Criminal- og Politiret, men at de øvrige ere, for mindre Uordener eller for Ulydighed mod Politiets Paabud om at fjerne sig blevne ansete enten med Fængsel paa Vand og Brød, eller simpelt Fængsel, eller med Rottingslag, eller med Mulct, finder jeg mig foranlediget til herved at bekjendtgjøre til Advarsel for Andre.

Gadeoptøierne Blandt de ved Gadeoptøierne itirsdags Aftes Arresterede befinder sig ogsaa den Person, der to Aftener efter hinanden har været i Spidsen for Massen og ledet den. Det er en Person, der gjentagre Gange har været afstraffet, senest med to Aars Forbedringshuusarbeide for Tyveri. Ligeledes arresteredes en Arbejdsmand, som stod i Spidsen for Pissoirets Demolering og blev paagreben i samme Øieblik, Ødelæggelsesværket var fuldendt. Endelig paagrebes imandags Aftes en Person, som fra Volden ligeoverfor brandstedet tilraabte Brandfolkene, at de skulde lade det brænde; naar tre til fire Huse gik i Løbet, saa kunde dog Folk faae Noget at bestille. At endeel Politibetjente skulde, som et andet blad fortæller, have befundet sig forklædte med uldne Trøier i Sværmen, er naturligviis Usandhed som saameget Andet, der i denne Tid bringes tiltorvs.

(Flyveposten 13. januar 1860).

Gadeoptøierne har gjentaget sig Mandag og Tirsdag, og ere, som man vel see, uden noget egentlig Maal eller Grændse, idet man vel har forsøgt at gjøre Demonstrationer ved Christiansborg Slot, men ogsaa har slaaet Vinduer ind hos Prinds Christian, Prinds Ferdinand og Grev Moltke. Ogsaa voldelig OVerfald og Røverier har man forsøgt, saaledes gik Cand. jur. C. B., der er Fuldmægtig under Kjøbenhavns Criminal- og Politiret, og som har gjort Tjeneste under Kjøbenhavns Politi, een af de urolige Aftener cilvilklædt igjennem Møntergade. Her stod en Klynge af 4 eller 6 Personer, af hvilke den ene ved Hr. C. B.s Forbigaaen udbrød: "Der er een af Stokkemændene!" og strax blev Hr. C. B. overfalden af Klyngen med Slag og overmandet af hele Klyngen og ilde tilreddt. Men under disse Mishandlinger fratoge Voldsmændene Hr. C. B. hans Uhr og Halstørklæde, hvorpaa Hr. C. B. saae Leilighed til at undløbe. Han blev eftersat, og ikkun ved at bibringe Voldsmanden et saadant Slag med sin Stok, at denne sprang over, lykkedes det Hr. C. B. at undsluppe videre Vold og Overlast.

(Morgenposten 13. januar 1860).

Hr Redacteur!

De bedes forunde mig en Plads i Deres Blad, Blad for et lille Supplement til "Dbl.s" Referater om de forefaldne Gadeoptøier. "Ddl", som har Æren "for sig selv" af saameget nyt, har ikke alene den, at have opfundet en ny "Borgerpligt", den nemlig, at gaae ud at klappe energisk af Skandalen i Casino, men og den, at formane Folk til ikke at tro, at de dermed har gjort nok. At Bille nu ikke dermed har søgt at opægge Pøbelen til saadanne Gadeoptøier, som de forefaldne, kan man med Hensyn til hans noble og ridderlige Characteer vel være overbeviist om, men om den raa Masse har misforstaaet ham og troer at heri laae en Opfordring til dem, bliver ialtfald et Spørgsmaal, som maaskee ved de forestaaende Undersøgelser kan blive opklaret, og som Hr. Bille ikke har kunnet forebygge. Saameget er utvivlsom, at Bille maae kunne give Oplysning om to vigtige Ting; først om, hvorfra han kjender Stemningen, som jeg allerede har seet Dem, Hr. redacteur, bemærke i Deres Blad, og dernæst hvilke de Studenter ere, "der utvivlsom have taget ikke ganske ringe Deel" i det Forefaldne. Ogsaa jeg har hørt Rygtet sige, at Studenterne, rigtignok i klog Frastand, gik om, bearbeidede Mængden og fav Feltraabet, dog uden at ville tro saadant for Bille, nu kommer og fortæller det offentlig, og da han selv er Student, maae han vel vide det. Ligeledes have flere Provinsblade ikke alene triumpherende meddeelt et saadant Pøbeloptrin af Studenterne, men endog citeret Ord, der ved denne Leilighed ere brugte, hvoraf maae formodes, og der med en høi Grad af Vished, at de noble Correspondenter selv have været tilstede. At Studenterforeningens Senioriat i "Fdl." har fralagt Studenterne al Deeltagelse, nu da man veed, at der ved een af disse Afteners Optøier er skeet voldelige Overfald og Røveri, betyde aldeles Intet, med mindre de ad Rettens Vei af Mangel paa beviis for sin Paastand kan tvinge Hr. Bille og Consorter i Provindspressen at tilbagekalde deres Ord. Er det nu saa, at Studenter have været med, da kan jeg ikke tænke mig anden Grund end den, at disse Embedsaspiranter har levet i Haabet om Embeder under det afgaaede Ministerium, og at de nu befrygter at de, selv om de erholder en Ansættelse under det nuværende, at denne da ikke bliver saa feed. Hvad der derimod er glædelig og fortjener at fremhæves, er, at ingen af Haandværksstanden, eller dem, som ikke forstaae at omgaaes med "Pen og Blæk", har taget Deel i disse Pøbeloptøier; kom det dertil, som Gud forbyde, da vil Bladet vistnok vende sig, og d'Hrr. Studentmagersvende vil da komme til at erfare hvad Haandværkerne forstaa at bruge. Den ærede "Dbl." Redacteur, som oftere har haanet Haandværkerne og deres Foreninger, har maaskee havt en Anelse derom, og ved de Leiligheder udviist den Retfærdighed, at lade dem blive udenfor den "fine Pøbels" Heltegjerninger. 

For ikke at misforstaaes maae bemærkes, at jeg, hvad Studenterne angaaer, ikke har betragtet det som en Forenings Sag, da man veed at Studenterforeningen intet har foretaget sig i denne Sag som forening. Er Billes Beskyldning derfor sand, er det formodentlig nogle middelmaadige Hoveder, der skal være raske Fyre, medens de ere dumme nok til at tro,

at Haandværksstanden, 
paa Skildtet i Panden,
strax seer Manden
med Hoved og Kundskab,
hvor kun hersker Ondskab.

Megen Erfaring maae der ikke haves, for at vide, at det er let, men tillige lavt og usselt, at bagtale og tale ondt om folk, der paa Grund af Omstændighederne ikke kan forsvare sig; at det er let at ægge til Oprør, men vanskelig at standse, naar det engang er kommen igang, og det skulle ikke undre mig, om de, der have faaet Prygl, en smuk Dag gav dem tilbage med Renter til Personer, der forstaaet eller misforstaaet har givet Anledning til de foregaaende ligesaa sørgelige som skandaleuse Gadeoptrin.

En Haandvæker B.

*   *   *

Efter "Dbl.s" Løverdagsnumer sees det nu at Bille er sikker i sin Sag; Studenterne skal virkelig, og det i Masse, have været usle nok til at have deeltaget i Pøbeloptøierne, ja efter Bladets Bretninger endog have fremkaldt adskillige af dem. Studenternes Pandemærke maae altsaa kunne for Eftertiden, saalænge de ikke fralægger sig Beskyldningen eller offentliggjøre Navnene, idetmindste paa Lederne, betragtes som et Mærke, der erindrer om Pøbel.

Red.

(Morgenposten 16. januar 1860).

I løbet af januar blev Dagbladet involveret i 7 retssager for artiklerne. Det fremgår ikke af aviserne hvad optøjerne drejede sig om. Her lidt fra ubekræftede nyheder: Et tronskifte til fordel for Christian 9., protester mod grevinde Danner.

Der findes litteratur om affæren på internettet:

Politiet og Nytaarsrevolten 1860 : 8 Skitzer optagne efter Rapporter og Øievidners Beretninger.
Meddelelser om Københavns Historie. 1909.

Nytaarsgaver i Borgerrepræsentationen. (Efterskrift til Politiennen)

Borgerrepræsentanternes Møde

Mandagen den 15de November

- - -

Et Andragende fra endeel næringsdrivende Borgere om at det maatte blive samtlige Autoriteters Betjente forbudt at kræve eller modtage nogensomhelst Douceur, som Nytaarsgave eller under anden Benævnelse, var i sin Tid blevet henviist til Politidirecteurens Betænkning. Efterat Andragendet havde henligget der under de forløbne Krigsaar, var Betænkningen omsider efter gjentagne og atter gjentagne Anmodninger nu indløben. Den gaar ud paa, at hvis Andragendet skulde tages tilfølge, maatte Politiets Gage, som for alle Betjente tilsammen udgjorde 16,530 Rbd. forhøies til 41,550 Rbd., saa at der vilde blive en Meerudgift til Lønningerne af 25,920 Rbd. At hæve Douceurerne for Vægterne kunde aldeles ikke lade sig gjøre, og skulde overhovedet Douceurerne hæves maatte det skee for alle Autoritetsbetjente. - I Aaret 1840 havde et lignende Andragende været for, og Resultatet deraf blev kun, at det Gratiale som Opsigtsbetjentene hidtil havde nydt blev tillagt deres faste Løn, og ogsaa nu udhævedes det, at selv om man vilde forhøie Lønnen, vilde ingenlunde Douceurerne bortfalde, da det var umuligt at overholde et Forbud i den Retning. Forsamlingen besluttede derfor at meddele Magistraten, at da det Tillæg som alene for Politiets Vedkommende vilde medgaae til en forhøiet Løn, vilde udgjort et saa betydeligt Beløb, hvortil den ikke saae sig istand til at anvise nogen Resource, cg da en Forankring af denne Art vilde gjøre en lignende Reform og saaledes ogsaa en lignende Lønforhøiclse for flere af Communens underordnede Betjente nødvendig, ikke fandt sig foranlediget til at foretage Noget i den Retning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. november 1852, 2. udgave. Uddrag).

Urtekræmmernes Nytaarsgaver. (Efterskrift til Politivennen)

Der circulerer i denne Tid iblandt Urtekræmmerne heri Byen en Opfordring til samtlige disses Interessenter om i Forening at virke for Ophævelsen af den hidtil stedfundne Uskik med Hensyn til Uddeling af Jule- og Nytaarsgaver til disses Kunder, eller sammes Tienestetyende.

Der er jo vistnok oftere gjort lignende Forsøg i denne Retning, ja samme ere endog, saavidt vides, for ikke mange Aar tilbage, udgaaede fra det Offentlige, men alle de gjorte Forsøg ere hidtil mislykkede. Den egentligt Grund, hvorfor dette Uvæsen hidtil ikke er blevet afskaffet, ligger jo derfor ikke saameget hos den Handlende, som hos Modtageren af slige Gaver, rimelige Beviser herfor ville ogsaa kunne fremføres, og troer jeg ikke at samme ere uden Interesse for Enhver.

Man har nemlig utallige Exempler paa, at mange Madmødre ved at indfæste deres Tjenestetyende, give samme et omtrentligt Register over hvor stort Beløb der til Nytaar vil kunne hæves hos Urtekræmmeren, Høkeren, Bageren etc., for derved at kunne bespare noget af Lønnens Størrelse, og omvendt, bliver meget ofte Madmoderen ved lignende Leilighed, paa lignende Maade adspurgt. Man har ofte havt Exempler paa at mangen saakaldet Frue eller Madamme har ladet deres Tyende tilbagelevere det hos een eller anden Handlende erholdte "Nytaar", med Paastand paa et større Beløb, ja, man har endog hyppigen havt de Tilfælde, at en Madmoder, over Utilfredshed med den erholdte Gave, har beordret sit Tyende, for stedse at forlade den paagjældende Handlende med sin Tegning; og stadigen seer man Huusmødre fordele deres, ofte kun ubetydelige Indkjøb, paa 3 a 4 forskjellige Steder, for paa hvert Sted især, at kunne hæve Jule- eller Nytaarsgave.

Det vilde sandelig være til stor Velgjerning om der af det Offentlige blev fastsat samme Straf for disse Modtagere af Gaver eller Presenter (Nytaarsgratulanter), som Loven bestemmer for den fattige Stakkel, der ialmindelighed kun forlanger een eneste Skilling, der vilde derved ikke alene blive forebygget meget Uvæsen, men enhver Huusmoder sikkert ogsaa finde bedre Regning derved.

Det er forresten beklageligt at, hvad denne Sag angaaer, Fornuften ikke kommer i bedre Anvendelse, og at ikke enhver rettænkende Huusmoder strængt forbyder sit Tyende at modtage slige Gaver, thi man maa betænke, at Størstedelen af Detailhandlerne paa denne Maade ere beskattede med 200, 300 ja endog flere med 600 Rbd. aarlig, og at denne Skat for Mange, især den mindre Formuende, er saa trykkende, at samme meget ofte giver Anledning til deres Ruin, thi aarligen at trække en saadan Capital ud af en, især mindre betydelig Handel, istedetfor at tilflyde samme, kan sandelig ikke virke velgjørende.

Skulde der ogsaa findes de Handlende, som af paagjeldende Madmødre paa anden Maade lade sig betale hvad der ydes dem eller deres Tjenestetvende, da er Sagen ikke engang dermed afgjort, thi mangen rettænkende Kjøbmand tvinges derved ikke alene til, maaskee , at behandle sin Næste ureelt, men hans Betjente og Lærlinge kunne derved letteligen have grundlagt Begyndelsen til fremtidig Umoral.

Jeg troer her korteligen at have fremstillet denne Sag i sin nogenlunde rigtige Form, og skal kun henstille til de Paagjældendes egen Dom om det kan ansees for Ære eller Skam at modtage disse oftomtalte Gaver. 309.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. november 1847)

Nytaarsgratulanter. (Efterskrift til Politivennen)

Nytårsgratulanterne blev beskrevet i artikel i Kjøbenhavnsposten den 14. december 1837. Heri foreslog man et lovindgreb. Men traditionen vedvarerede:

- Aaret nærmer sig stærkt sin Ende, og ved dets Vexel kunne vi vente som sædvanlig at blive bestormede af Nytaars-Gratulanter. Denne Skare har i de senere Aar tiltaget i en saa forbavsende Grad, at mangen en Familieforsørger ei uden Bekymring imødeseer denne Tributs Affordring; selv den under heldigere Kaar gaaer med Ængstelighed disse Gratulationer imøde; thi det hører ei til Sjeldenhederne at blive insulteret af de sig indfindende Personer, naar det Ydede ei svarer til deres Forventning. Det er vist den høie Tid, der sættes Grændser for denne Uskik, og vi haabe, der gives Mange, som med Glæde ville række Haanden til at raade Bod paa det om sig gribende Onde. At man saa længe har fundet sig i dette utilladelige Prelleri bør vistnok snarere tilskrives en falsk point d'honneur end Mangel paa Kraft og Selvstændighed. At være den Eneste, som modsætter sig Strømmen, er vel just eiheller meget behageligt, og man aabner da som oftest hellere den nødtørftig fyldte Pung, end udsætter sig for offentlig Omtale. Men da der i vor Tid just ikke er Mangel paa Foreninger, mon da den, der ville danne sig i det Øiemed at hæve dette upassende, nedværdigende og tid- og pengefortærende Trygleri, vilde være een af de mindst hensigtsmæssige? Mon den ei i flere Retninger kunde virke heldbringende? Mange ere af den Formening, at man bør afvente Hjelpen fra høiere Steder; at et Lovbud skulde forbyde al Gratulation; at samtlige Autoriteter skulde vaage over, at deres Underordnede ei nedlode sig til sligt Betleri; men hvorfor skulle vi, maaskee i længere Tid, vente til saadan Hjelp blev os buden, naar vi føle, at vi strax ere i Stand til at hjelpe os selv? Et Onde af den Natur er det langt lettere for os selv at tilintetgjøre, end de bedste Anordninger. Vi saae t. Ex., at Oldermanden for Urtekræmmerne for nogle Aar tilbage roesværdigen fornyede en Lauget forlængst given Anordning imod Tilgifter etc.; havde det da været Enhvers kraftige Villie at hæve en Uskik, vilde der have været en passende Leilighed. Mange ville vel ogsaa indvende: at en Deel af Gratulanterne ere saa slet aflagte, at de ei kunne bestaae uden Gratulation; at ved Tjenestefolks Antagelse er der som oftest taget Hensyn til de vante Nytaars-Gratificationer, saa de ei uden dem vilde kunne komme ud af det med den dem reglementerede Løn; men, spørge vi, er det da en passende Maade at lønne paa? Vilde dog Folk tydeliggjøre sig, hvor langt hellere de maatte give deres Tyende nogle Rigsdaler mere i Løn om Aaret, og strengt overholde, at de intet Nytaar modtog fra dem, hos hvem Husets Fornødenheder kjøbes, hvor gavnligt vilde det ei være, saavel for Kjøber som for Sælger? Maatte vore Handlende kun indsee, at de vilde have lige god Afsætning uden Nytaar og Drikkepenge; hvilken Sum vilde de ei derved aarlig spare, og hvor meget vilde de ei vinde i Agtelse, i det mindste hos den bedre Deel af deres Kunder, naar de undlode at give deres Tyende den Lokkemad, som hine dog egentlig maae betale. En god Begyndelse vilde det være, hvis Enhver ei vilde give sine egne Folk Nytaar og strengelig forbyde dem, at modtage Noget af Andre. 12-17.

(Kjøbenhavnsposten, den 14. december 1843)

Maleri af David Monies (1812-1894), fra o. 1855 og fremstiller en vægter som er på nytårsvisit i en families køkken. Statens Museum for Kunst.

En Scene fra Nytaarsnat. (Efterskrift til Politivennen)

Det undrer os, at "Dagen", der meddeler allehånde kuriosa, ikke har fortalt at der nytårsnat fandt et opløb sted på en af vore offentlige pladser. Havde "Dagen" imidlertid fortalt det, så tror vi dog at den ville have undgået at omtale de nærmere omstændigheder ved dette opløb. Vi skulle derimod gøre os en fornøjelse af at underrette publikum derom.

Som bekendt er der altid en mængde folk på gaden nytårsnat. Midnatstimen var nylig slået, og et selskab lystige brødre blev på vejen til deres hjem opmærksomme på en mand der gik omkring i en bøjet stilling ligesom søgende efter noget. De flokkede sig om ham og spurgte om han havde tabt noget?
"Jeg har ikke tabt noget, men jeg leder dog."
"Hvad er her på færde?" spurgte en politibetjent, der var
kommet til foruden en del andre.
"Manden der søger efter noget."
"Er det nu tid at søge? Hvad søger I?
"Efter alle de løfter, alle de forventninger, som ikke er gået i opfyldelse siden 1840."
"Er I gal, eller vil I gøre nar af mig?"
"Efter en konstitution".
"Mener I den stikker i brostenene?"
"Efter uindskrænket trykkefrihed".
"Menneske!"
"Efter besparelser i statshusholdningen".
"Fantaserer I!"
"Efter ordningen af statsforholdene".
"Raser I".
"Efter lettelser i husmændenes kår".
"Han er gal".
"Efter handelens og industriens opkomst".
"Vist er han gal!"
"Efter indskrænkning i appanager".
"Han er aldeles indstrænket".
"Efter indstænkning i hofholdningen".
"Han er bindegal!"
"Efter indskrænkning af det offenlige og hemmelige politi".
"Nei, nu går det for vidt!" råbte politibetjenten, "Fornærmelse mod konge og politi. Straks på kammeret. Han er ikke gal, hen er kun maleciør".
Men politibetjenten havde dog uret i denne formodning. Næste dag blev manden reklameret som udsprungen fra Bistrup.

(Forposten, 8. januar 1843)

Nytaar 1842/1843. (Efterskrift til Politivennen)

Nytaarsaften i Nakskov. Alt længe har det været en gammel Skik her i Byen, hedder det i "Lollands Posten" fra Nakskov, at Nytaarsaften er bleven feiret med Skud og Lystighed hos Lærestanden; men denne Skik er i de sidste 10 Aar saaledes udartet, at enhver Borger med Ængstelse seer denne Høitidsaften i møde, da ingen kan vide sin Eiendom sikkret og gjøre Regning paa at beholde sine Vinduesruder hele. For en ti a 8 Aar tilbage var der et stort Opløb paa Gaden af en 2 til 300 Mennesker; Byfoged Hammerich, Consul Hage og Flere fik deres Vinduer staaede ind, men, uagtet de strengeste Forhører, bleve Hovedpersonerne dog ikke opdagede.

Ogsaa faar maa man beklage, at Pøbelens Raahed er gaaet forvidt, da den største Tumult fandt Sted paa Gaden, uagtet det haarde Veir. Omtrent Kl. 4 begyndte Skydningen og vedvarede næsten uophørlig til Kl. 11; Ingen kunde paa den Tid gaae sikkert paa Gaden, da han paa Grund af den idelige Skyden hvert Øieblik kunde være i Fare for at støde mod et ladt Gevær. Om ogsaa man vilde undskylde Skydningen, saa fortjener dog i alt Fald den frække Kaadhed stor Daddel og Øvrighedens alvorlige Opmærksomhed. I store Klynger drog Pøbelen hujende gjennem Gaderne, strøede Raketter og en Mængde andre brændbare Sager rundtomkring, som efterhaanden sprang med store Knald; flere Kjøbmænd, f. Ex. Holst og Dan, fik deres Ruder staaede ind. Tagpotter reves af Tagene og kastedes ind af Døre og Vinduer, Skildtene bleve hængte op i Skibsmasterne.

Nytaarsfest. Efter flere Aars Afbrydelse siger "Kieler Corresp." blev igjen Nytaarsnatten høttideligholdt af de Studerende efter gammel Skik, ved at afsynge Nytaarssangen af Voss paa Torvet, og ved nogle Vivatraab, udbragte ved Fakkelskin. Den sidste Æresbeviisning vistes dennegang kun Universitetets fungerende Rector, Prof. Scherk, og den designerede Rector for næste Universitetsaar, Etatsraad, Prof. Falck. Den Kielske Sangforening havde iaar ved et Fakkeltog forenet sig med Studenterne til Høitideligheden paa Torvet, og afsang, efterat de Sidstnævnte vare dragne bort til Professorernes Boliger, adskillige Sange, og udbragte Vivat for "Kongehertugen" og "det tydske Fædreland." Derpaa bleve Faklerne kastede i Baal paa Torvet. Efterat Studenterne havde fuldendt deres Omgang, bragte de et Vivat for "det tydske Slesvig-Holstein."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. januar 1843).

Der hentydes til Johann Heinrich Voss (1751-1826): Neujahrslied (1784).

Nytaar i Altona. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Altona klages i "Alt. Merc." af 2den dennes over, at det gamle Aar ikke paa nogen fredelig Maade har taget Afsked fra nævnte By, idet Nytaarsnatten ikke alene er bleven feiret ved at skyde og kaste med gamle Potter, men den harmløse Sangforening, den saakaldte Liedertafel, har derhos maattet give Anledning til en Scandal paa Torvet. Hvori denne Scandal egenlig er bestaaet, beskriver "Mercur" ikke nøiere, men betegner den kun som hidrørende fra den i Brændeviinskipperne begeistrede Janhagel, og berører tillige, at Militairets Mellemkomst har fundet Sted og at der har vanket blodige Pander.

(Kjøbenhavnsposten den 5. januar 1843)

Altonas Liedertafel var ikke helt ukendt i København, idet det havde optrådt ved Thorvaldsens gennemrejse i 1842. Janhagel var et ord som anvendtes om søfolk, og fattige, tarvelige personer, pøbel og pak. 

Nytårsløjer. (Efterskrift til Politivennen)

- Hoboisterne for en af de herværende Brigader havde til igaar, Nytaarsaften, erholdt Tilladelse at give en Concert i Ridehuset ved Christiansborg Slot, men maatte udsætte den, fordi Politiet ikke havde Leilighed til at assistere derved. Det var just ikke for Harmoniens Skyld, man ville have savnet dette, og DHrr. Hoboister troede ogsaa med deres Blæse-Instrumenter godt at kunne udføre Concerten alene; men Kjøbenhavns Politi, som nu engang har den skjønne Forrettighed at være tilstede, hvor det mindst ønskes, med sit Stryge-Instrument, det eneste, den Slags Folk veed at behandle, meente absolut at burde være ved Haanden med sin Assistence. Heri var det dog lovlig forhindret, da det allerede forud var engageret til at falde ind i den Musik, som Nytaarsaften efter gammel Skik og Brug opføres i alle Byens Gader og paa Naboers Døre med Nogle bøsser og gamle Potter, og som iaftes ogsaa gik usædvanlig lystigt fra Haanden, uden at vi have hørt at Politiet nogensteds er blevet molesteret derved. Det havde nemlig det Held overalt at komme bagefter, og det har saaledes paa eengang havt dobbelt Leilighed til at vise hvor nyttigt og uundværligt det er.

(Forposten, 1. januar 1843)

De nævnte "oboister" var militærmusikere. Oboen som nu mest forbindes med symfoniorkestre, var dengang et militærinstrument.

Nytårs-Gratulanter. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de Foranstaltninger, der fra flere Sider ere trufne for at forhindre Nytaardsgratulationerne, fortjener i Særdeleshed at fremhæves, at det er blevet de kgl. Laquaier og øvrige Betjente, der henhøre til den kgl. Hofholdning, udtrykkeligt forbudet, at drive dette for dem saa høist upassende Uvæsen, hvorved de i de foregaaende Aar have søgt at forskaffe sig en Extrafortjeneste. Vi haabe, at dette Exempel vil erholde en værdig Efterlignelse rundt om i Landet og bidrage til at afskaffe en Uskik, der har beskattet Borgerne i en fast utrolig Grad.

(Kiøbenhavnsposten, 29. december 1840)

Nytaaret 1832/33 i Kiel. (Efterskrift til Politivennen)

I Husumer Wochenblatt læses fra Kiel, under 1ste Jan., 1833: "Stille og øde, som maaske ei i Mandsminde, hensneg sig Aarets første Nat. Rigtignok gik Talen alt iforveien i Publikum om mangehaande Betænkeligheder, som skulde herske angaaende Formen og Maaden i det sædvanlige Fakkeltog; men selv paa Nytaarsaften havde vi Kielere endnu ikke opgivet det skjønne Haab, at see den glade Ungdom paa arvet Viis at tage Afsked med det gamle Aar og hilse det nye. Den skjønne Skik udeblev, og forgjæves have vi gjennemvaaget Natten i en vis Spænding og ikke uden Bekymringer. Men den satte og ordentlige Adfærd, som vistes af de akademiske Ynglinger, der sikkert ugjerne opgave denne Fest, fortjener udentvivl Roes, og den lille Kaadhed, som fandt Sted ved et imellem Kl. 11 og 12 opført, ihvorvel temmelig larmfrit, Charivari, vil man let tilgive dem, da det endtes snart og uden videre Excesser. Netop før Slaget Tolv forsamlede sig atter et temmeligt stort antal Studerende paa Torvet, ommylret af en tæt Sværm Nysgjerrige, ventende paa det sidste Klokkeslag; det slog; ventende stod Mængden og mangt Aabent Vindue fyldtes; men intet begeistrende Hoch, ingen glade Jubel tonede; rask i ordnet Række droge de syngende igjennem nogle Gader, som om det dog faldt dem for svært, ganske at tie, og tabte sig snart. Vi ville haabe, at denne er den eneste Nytaarsnat af denne Art, og at den gamle, Glade Skik fremdeles maa leve; thi vi Kielere kunne ikke begribe Aarsskiftet uden Fakkelskin og Hurra!". 

(Kjøbenhavnsposten 17. januar 1833)

Nytaar i Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

Helsingøer d. 1ste jan. Nytaars Aften var her vist nok en Skrækkens Aften for Mange, især nervesvage mennesker. Ikke har man i mange Aar paa Gaderne hørt saa mange Pistol og Flinteskud som denne Aften. Man vil end mere vide, at man har havt en Svingbasse paa en Slæde, og affyret samme flere Gange udenfor eller vel endog mod nogle Huse paa Strandgaden. Ved Knaldets Virkning sprang 13 store ruder i et Huus, 3 i et andet, alle til den kostbare Priis 6 a 8 Rd. Stykket, og nogle mindre i et tredie. Hvor meget end Politiet eftersporede disse kaade Mennesker, kunde de dog ikke vorde opdagede, paa en enkelt Dreng nær, hvem man fratog en Pistol. Ilde ellers, at sligt Skyderie endnu skal kunne finde Sted, og ikke vorde forebygget.

(Dagen, den 4. januar 1811)

En meget uhyggelig, og tildeels meget farlig Skik, som alvorlig og paa det strængeste burde forbydes, formedelst dens skadelige Følger.

Det har fra Arilds tid været skik overalt i Danmark at helligholde enhver jule- eller nytårsaften ved alt for fulde pokaler, dvs. med svir og sværm. Det har som oftest den sørgelige følge at selv folk som man dels på grund af deres stilling i livet ville kunne forsværge som en umulighed at de således kunne være i stand til at forglemme sig selv i den grad at de i stedet for at opføre sig som fornuftige mænd, opfører sig som ufornuftige børn ved at tage del i det mest  naragtige og tøjlesløse forlystelser. 

Man hørte således sidste nytårsaften efter at en del af disse lystige eller rettere kåde personer havde nydt deres aftensmåltid i flere af byens gader, ligesom også udenfor portene, hele tiden knald af gamle lerkar, jydepotter osv som man fandt fornøjelse i at kaste mod stue- og kælderdøre, porte og vinduesskodder. Og fra adskillige haver hørtes gevær- og pistolskud, ligesom også adskillige af disse herrer havde fundet det for godt at lægge et papir fyldt med knaldhætter i dørfalse, på trappestene, i gange osv. Det kunne let have haft de værste følger. Man sætter fx at en kvinde der er i velsignede omstændigheder, en aldrende eller svagelig person, kommer uforvarende til at træde på sådanne knaldsager eller ved at lukke en dør til, kommer til at aftrykke dem, bliver så bestyrtet over det uformodede knald at det får et slagtilfælde, krampetilfælde eller falder og slår sig til skamme. Hvem erstatter vel et sådant menneskes lemmer og helbred? 

Og nu geværskuddene. Hvor let kan det ikke hænde sig at et sådant skud kan, da det jo for det meste løsnes i mulm og mørke, træffer et mennesker, og om just ikke skamskænder ham, så dog ødelægger øjnene eller forvolder alteration hos dem hvis legemskonstruktion eller nerver er svage. Indsenderen erindrer sig at for en del år siden, da han boede i København, blev et menneske på en nytårsaften dog uden at deltage i disse narrestreger, så heftig såret af et nytårsskud at han straks på grund af sårets farlighed måtte bringes til hospitalet. Uagtet dette uvæsen er forbudt under mulkt, drives det dog i den grad at man skulle tro at de som forårsager denne uorden, slet ikke kendte til dette vist nok gavnlige forbud. Det ville derfor vist nok være ønskeligt om politiet på ny lod dette forbud indskærpe, og at der nogle dage før hver nytårsdag blev opslået plakater om det.

(Politivennen nr. 1411. Løverdagen, den 14de Januar 1843. Side 24-26)

Om den næsten af Mode gaaende, men i Aar atter begyndte Nytaarsgratulation.

(Indsendt fra Helsingør)

Når man i år mod sædvane ikke har haft den fornøjelse at få "et glædeligt nytår" af politibetjente, så har man desværre haft visit af lære- eller håndværksdrenge.

Da disse penge kun sjældent bruges til nødvendige ting, men som oftest til drik eller svir, kortspil osv. (man ved vel at drenge ikke må søge værtshus, men de gør det dog hyppigere end deres mestre og svende9, så var det ønskeligt om der måtte sættes et lovbud som på det strengeste forbød såvel folk at give noget nytårsgratiale, som lærlinge m. fl. at gratulere. Tiggeri forbydes, hvorfor ikke også dette gratulationsvæsen.

Kræmmerne havde for et års tid siden forpligtet sig med hinanden ikke at give jule- eller nytårsgaver, tilgift i varer eller penge. Men dette synes at være gået i sig selv, i det mindste med hensyn til tilgiften og gratialer til gratulanterne.

(Politivennen nr. 1410. Løverdagen, den 7de Januar 1843. Side 10)

Utidig Fyrværkeri.

Et glædeligt nytår! Hr. Politiven!

Du vil måske sige at det kan alt sammen bliver til hvad det skal, efter omstændighederne. Det er nu sådan en egen sag med os stakkels litterære personer, vi ved snart ikke rigtigt hvad vi tør skrive. For man er bange for at fornærme vedkommende, og at disse vedkommende atter kan få et horn i siden på en. Se, det er en sag som ikke er så ganske let at komme ud af. Dog får det nu være som det vil. For det er tungt når man uden egen skyld må lide og finde sig i de ubehageligheder som andre forvolder, og hvad skal man gøre når man ikke selv tør tage sig til rette, så må man bruge de lovlige midler som man har i sin magt.

For nogen tid siden stod et stykke i Politivennen om Rigensgade og de gader der tilgrænser denne, foranlediget ved en anmeldelse om Filosofgangen som meget har behaget mig, da udkanterne af byen er især udsat for pøbelopløb på gaderne. Og da politibetjente sjældent lader sig se i disse udkanter af byen, er de desto farligere. For vil man selv tale sig til rette med disse folk, da må man frygt for at tiltalt ikke på den allerartigste måde, men meget mere få en belønning for sin umage som man ikke ville ønske sin arrigste fjende. Hvad disse uordener angår, da kan man ikke tit nok påtale dem såsom de vedbliver i disse strøg af byen at vedvare, uden at man ser mindste aftagen af det. Den mængde drenge, høns, ænder og hunde som dagligt belemrer disse gader med deres afskyelige musik, er uudholdelig. De trænger sig ind i husene, opad trapperne hvor de er til stor ulejlighed for beboerne ved det snavs som de efterlader sig. Jeg overlader det til enhver at bedømme om man kan være tjent med at vandre gennem alle de urenligheder, og hvorledes man er til mode efter at være kommet ind i sit værelse og der ved lugten blive erindret om hvad man har passeret igennem. 

Jeg takker anmelderen fordi han har påtalt disse ting, da man så gerne ønsker at have fred og ro i sin bolig, og gid han må høste nytte af det. Imidlertid har en ganske underlig casus tildraget sig for mit vedkommende, idet nemlig nogle drenge havde listet sig ind på min trappe, og der i al uskyldighed moret sin med nogle fyrværkerikunster. Jeg var netop i gang med at gå ud hvorved de blev forstyrret, men et skud både hørte og så jeg, formodentlig en afbrændt patron da drengene i al hast ilede bort, og hvor de blev af var ikke til at opdage.

Hvad der kan opstå for sørgelige følger af sådan legen med ild, er næppe til at beskrive. Jeg vil blot pege på at mennesker var i stand til at indebrænde uden at de selv vidste det, og hvem skulle de da tilskrive deres gyselige dødsmåde?

(Politivennen nr. 1409. Løverdagen, den 31de December 1842. Side 842-845).