Nytaarsskyderi. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 2den Januar.

- Den gamle Skik, at "skyde Nytaar ind", har desværre atter iaar krævet et Offer heri Egnen. Som vi erfare, har nemlig en agtet Gaardmand i Seiting, under Udøvelsen af denne gamle "Skik", igaar Eftermiddags faaet sin venstre Haand saaledes knuust ved at Bøssen sprang, at det har været nødvendigt at sætte Haanden af tæt ved Haandleddet. Ligeledes har en 12-aarig Dreng i Grauballe, under Udøvelsen af den samme Bedrift, faaet sin høire Pegefinger slemt læderet. - Hvorlænge mon det dog vil vare, inden man saavel paa Landet som i Byerne vil indser det Latterlige i den nævnte Skik der Ingen gavner, men tværtimod Aar for Aar kræver sine Offre? Maatte man ikke hellere give sine overflødige Penge til de Fattige, end at give dem ud til Krudt etc. og bagefter gaae omkring og gjøre sine Medmennesker bange ved den idelige Skyden ved Husene og samtidig udsatte sig selv for Fare? Vi troe det, og det er at haabe, at den samme Tanke maa vinde Indgang i Befolkningen, hvorved lignende Ulykker, som de ovenfor omtalte, ville forebygges.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 2. januar 1867)

Ulykker ved Nytaarsskydning. (Efterskrift til Politivennen)

- Silkeborg, den 4de Januar. (B. Av.) Den gamle Uskik, at skyde det ny Aar ind, gjentog sig ogsaa her iaar i Forbindelse med den næsten ligesaa ubehagelig, Sædvane, at slaa Potter paa Dørene. Fra det neppe var blevet mørkt og indtil over Midnat dreves dette Uvæsen saa stærkt, at man maa undre sig over, at kun et eneste Tilfælde af en mere alvorlig Art er bleven bekjendt. En hos en Kjøbmand tjenende Karl blev nemlig, idet han traadte ud af Husdøren, streifet af et Skud Hagel, af hvilke nogle ramte ham i Laaret. Flere andre Steder affyredes Skud, der efter Knaldet at dømme, ligeledes maa have havt skarp Ladning, langsmed Vinduerne, ja et Sted havde man den Frækhed, at aabne en Butiksdør og affyre Skuddet ind i Butiken. Naar Ungdommens Kaadhed - thi vi ville antage, at det kun er Drenge, der gjøre disse Optøier - gaar saa vidt, at Medmenneskers Liv og Helbred derved sættes i sien synlig Fare, saa er der al Opfordring for Byens Beboere til at vaage over, at de under dem staaende unge Mennesker paa en saadan Aften ikke faae Leilighed til at løbe paa Gaden; kun derved vil dette Uvæsen kunne formindskes. Politiet, der hver Nytaarsatlen og ligeledes iaar har udvist megen Virksomhed og ogsaa anholdt nogle af Urostifterne, kan ikke uden virksom Medhjælp fra Beboernes Side udrette synderligt imod det. - I Landsbyen Virklund, en halv Mil herfra, har Nytaarsskydningen kostet en konfirmeret Dreng den ene Tommelfinger, som han aldeles splintrede ved uforsigtig Affyring af en Pistol.

(Jyllands-Posten 8. januar 1862).

Nytaarsgaver i Borgerrepræsentationen. (Efterskrift til Politiennen)

Borgerrepræsentanternes Møde

Mandagen den 15de November

- - -

Et Andragende fra endeel næringsdrivende Borgere om at det maatte blive samtlige Autoriteters Betjente forbudt at kræve eller modtage nogensomhelst Douceur, som Nytaarsgave eller under anden Benævnelse, var i sin Tid blevet henviist til Politidirecteurens Betænkning. Efterat Andragendet havde henligget der under de forløbne Krigsaar, var Betænkningen omsider efter gjentagne og atter gjentagne Anmodninger nu indløben. Den gaar ud paa, at hvis Andragendet skulde tages tilfølge, maatte Politiets Gage, som for alle Betjente tilsammen udgjorde 16,530 Rbd. forhøies til 41,550 Rbd., saa at der vilde blive en Meerudgift til Lønningerne af 25,920 Rbd. At hæve Douceurerne for Vægterne kunde aldeles ikke lade sig gjøre, og skulde overhovedet Douceurerne hæves maatte det skee for alle Autoritetsbetjente. - I Aaret 1840 havde et lignende Andragende været for, og Resultatet deraf blev kun, at det Gratiale som Opsigtsbetjentene hidtil havde nydt blev tillagt deres faste Løn, og ogsaa nu udhævedes det, at selv om man vilde forhøie Lønnen, vilde ingenlunde Douceurerne bortfalde, da det var umuligt at overholde et Forbud i den Retning. Forsamlingen besluttede derfor at meddele Magistraten, at da det Tillæg som alene for Politiets Vedkommende vilde medgaae til en forhøiet Løn, vilde udgjort et saa betydeligt Beløb, hvortil den ikke saae sig istand til at anvise nogen Resource, cg da en Forankring af denne Art vilde gjøre en lignende Reform og saaledes ogsaa en lignende Lønforhøiclse for flere af Communens underordnede Betjente nødvendig, ikke fandt sig foranlediget til at foretage Noget i den Retning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. november 1852, 2. udgave. Uddrag).

Urtekræmmernes Nytaarsgaver. (Efterskrift til Politivennen)

Der circulerer i denne Tid iblandt Urtekræmmerne heri Byen en Opfordring til samtlige disses Interessenter om i Forening at virke for Ophævelsen af den hidtil stedfundne Uskik med Hensyn til Uddeling af Jule- og Nytaarsgaver til disses Kunder, eller sammes Tienestetyende.

Der er jo vistnok oftere gjort lignende Forsøg i denne Retning, ja samme ere endog, saavidt vides, for ikke mange Aar tilbage, udgaaede fra det Offentlige, men alle de gjorte Forsøg ere hidtil mislykkede. Den egentligt Grund, hvorfor dette Uvæsen hidtil ikke er blevet afskaffet, ligger jo derfor ikke saameget hos den Handlende, som hos Modtageren af slige Gaver, rimelige Beviser herfor ville ogsaa kunne fremføres, og troer jeg ikke at samme ere uden Interesse for Enhver.

Man har nemlig utallige Exempler paa, at mange Madmødre ved at indfæste deres Tjenestetyende, give samme et omtrentligt Register over hvor stort Beløb der til Nytaar vil kunne hæves hos Urtekræmmeren, Høkeren, Bageren etc., for derved at kunne bespare noget af Lønnens Størrelse, og omvendt, bliver meget ofte Madmoderen ved lignende Leilighed, paa lignende Maade adspurgt. Man har ofte havt Exempler paa at mangen saakaldet Frue eller Madamme har ladet deres Tyende tilbagelevere det hos een eller anden Handlende erholdte "Nytaar", med Paastand paa et større Beløb, ja, man har endog hyppigen havt de Tilfælde, at en Madmoder, over Utilfredshed med den erholdte Gave, har beordret sit Tyende, for stedse at forlade den paagjældende Handlende med sin Tegning; og stadigen seer man Huusmødre fordele deres, ofte kun ubetydelige Indkjøb, paa 3 a 4 forskjellige Steder, for paa hvert Sted især, at kunne hæve Jule- eller Nytaarsgave.

Det vilde sandelig være til stor Velgjerning om der af det Offentlige blev fastsat samme Straf for disse Modtagere af Gaver eller Presenter (Nytaarsgratulanter), som Loven bestemmer for den fattige Stakkel, der ialmindelighed kun forlanger een eneste Skilling, der vilde derved ikke alene blive forebygget meget Uvæsen, men enhver Huusmoder sikkert ogsaa finde bedre Regning derved.

Det er forresten beklageligt at, hvad denne Sag angaaer, Fornuften ikke kommer i bedre Anvendelse, og at ikke enhver rettænkende Huusmoder strængt forbyder sit Tyende at modtage slige Gaver, thi man maa betænke, at Størstedelen af Detailhandlerne paa denne Maade ere beskattede med 200, 300 ja endog flere med 600 Rbd. aarlig, og at denne Skat for Mange, især den mindre Formuende, er saa trykkende, at samme meget ofte giver Anledning til deres Ruin, thi aarligen at trække en saadan Capital ud af en, især mindre betydelig Handel, istedetfor at tilflyde samme, kan sandelig ikke virke velgjørende.

Skulde der ogsaa findes de Handlende, som af paagjeldende Madmødre paa anden Maade lade sig betale hvad der ydes dem eller deres Tjenestetvende, da er Sagen ikke engang dermed afgjort, thi mangen rettænkende Kjøbmand tvinges derved ikke alene til, maaskee , at behandle sin Næste ureelt, men hans Betjente og Lærlinge kunne derved letteligen have grundlagt Begyndelsen til fremtidig Umoral.

Jeg troer her korteligen at have fremstillet denne Sag i sin nogenlunde rigtige Form, og skal kun henstille til de Paagjældendes egen Dom om det kan ansees for Ære eller Skam at modtage disse oftomtalte Gaver. 309.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. november 1847)

Nytaarsgratulanter. (Efterskrift til Politivennen)

Nytårsgratulanterne blev beskrevet i artikel i Kjøbenhavnsposten den 14. december 1837. Heri foreslog man et lovindgreb. Men traditionen vedvarerede:

- Aaret nærmer sig stærkt sin Ende, og ved dets Vexel kunne vi vente som sædvanlig at blive bestormede af Nytaars-Gratulanter. Denne Skare har i de senere Aar tiltaget i en saa forbavsende Grad, at mangen en Familieforsørger ei uden Bekymring imødeseer denne Tributs Affordring; selv den under heldigere Kaar gaaer med Ængstelighed disse Gratulationer imøde; thi det hører ei til Sjeldenhederne at blive insulteret af de sig indfindende Personer, naar det Ydede ei svarer til deres Forventning. Det er vist den høie Tid, der sættes Grændser for denne Uskik, og vi haabe, der gives Mange, som med Glæde ville række Haanden til at raade Bod paa det om sig gribende Onde. At man saa længe har fundet sig i dette utilladelige Prelleri bør vistnok snarere tilskrives en falsk point d'honneur end Mangel paa Kraft og Selvstændighed. At være den Eneste, som modsætter sig Strømmen, er vel just eiheller meget behageligt, og man aabner da som oftest hellere den nødtørftig fyldte Pung, end udsætter sig for offentlig Omtale. Men da der i vor Tid just ikke er Mangel paa Foreninger, mon da den, der ville danne sig i det Øiemed at hæve dette upassende, nedværdigende og tid- og pengefortærende Trygleri, vilde være een af de mindst hensigtsmæssige? Mon den ei i flere Retninger kunde virke heldbringende? Mange ere af den Formening, at man bør afvente Hjelpen fra høiere Steder; at et Lovbud skulde forbyde al Gratulation; at samtlige Autoriteter skulde vaage over, at deres Underordnede ei nedlode sig til sligt Betleri; men hvorfor skulle vi, maaskee i længere Tid, vente til saadan Hjelp blev os buden, naar vi føle, at vi strax ere i Stand til at hjelpe os selv? Et Onde af den Natur er det langt lettere for os selv at tilintetgjøre, end de bedste Anordninger. Vi saae t. Ex., at Oldermanden for Urtekræmmerne for nogle Aar tilbage roesværdigen fornyede en Lauget forlængst given Anordning imod Tilgifter etc.; havde det da været Enhvers kraftige Villie at hæve en Uskik, vilde der have været en passende Leilighed. Mange ville vel ogsaa indvende: at en Deel af Gratulanterne ere saa slet aflagte, at de ei kunne bestaae uden Gratulation; at ved Tjenestefolks Antagelse er der som oftest taget Hensyn til de vante Nytaars-Gratificationer, saa de ei uden dem vilde kunne komme ud af det med den dem reglementerede Løn; men, spørge vi, er det da en passende Maade at lønne paa? Vilde dog Folk tydeliggjøre sig, hvor langt hellere de maatte give deres Tyende nogle Rigsdaler mere i Løn om Aaret, og strengt overholde, at de intet Nytaar modtog fra dem, hos hvem Husets Fornødenheder kjøbes, hvor gavnligt vilde det ei være, saavel for Kjøber som for Sælger? Maatte vore Handlende kun indsee, at de vilde have lige god Afsætning uden Nytaar og Drikkepenge; hvilken Sum vilde de ei derved aarlig spare, og hvor meget vilde de ei vinde i Agtelse, i det mindste hos den bedre Deel af deres Kunder, naar de undlode at give deres Tyende den Lokkemad, som hine dog egentlig maae betale. En god Begyndelse vilde det være, hvis Enhver ei vilde give sine egne Folk Nytaar og strengelig forbyde dem, at modtage Noget af Andre. 12-17.

(Kjøbenhavnsposten, den 14. december 1843)

Maleri af David Monies (1812-1894), fra o. 1855 og fremstiller en vægter som er på nytårsvisit i en families køkken. Statens Museum for Kunst.

En Scene fra Nytaarsnat. (Efterskrift til Politivennen)

Det undrer os, at "Dagen", der meddeler allehånde kuriosa, ikke har fortalt at der nytårsnat fandt et opløb sted på en af vore offentlige pladser. Havde "Dagen" imidlertid fortalt det, så tror vi dog at den ville have undgået at omtale de nærmere omstændigheder ved dette opløb. Vi skulle derimod gøre os en fornøjelse af at underrette publikum derom.

Som bekendt er der altid en mængde folk på gaden nytårsnat. Midnatstimen var nylig slået, og et selskab lystige brødre blev på vejen til deres hjem opmærksomme på en mand der gik omkring i en bøjet stilling ligesom søgende efter noget. De flokkede sig om ham og spurgte om han havde tabt noget?
"Jeg har ikke tabt noget, men jeg leder dog."
"Hvad er her på færde?" spurgte en politibetjent, der var
kommet til foruden en del andre.
"Manden der søger efter noget."
"Er det nu tid at søge? Hvad søger I?
"Efter alle de løfter, alle de forventninger, som ikke er gået i opfyldelse siden 1840."
"Er I gal, eller vil I gøre nar af mig?"
"Efter en konstitution".
"Mener I den stikker i brostenene?"
"Efter uindskrænket trykkefrihed".
"Menneske!"
"Efter besparelser i statshusholdningen".
"Fantaserer I!"
"Efter ordningen af statsforholdene".
"Raser I".
"Efter lettelser i husmændenes kår".
"Han er gal".
"Efter handelens og industriens opkomst".
"Vist er han gal!"
"Efter indskrænkning i appanager".
"Han er aldeles indstrænket".
"Efter indstænkning i hofholdningen".
"Han er bindegal!"
"Efter indskrænkning af det offenlige og hemmelige politi".
"Nei, nu går det for vidt!" råbte politibetjenten, "Fornærmelse mod konge og politi. Straks på kammeret. Han er ikke gal, hen er kun maleciør".
Men politibetjenten havde dog uret i denne formodning. Næste dag blev manden reklameret som udsprungen fra Bistrup.

(Forposten, 8. januar 1843)

Nytaar 1842/1843. (Efterskrift til Politivennen)

Nytaarsaften i Nakskov. Alt længe har det været en gammel Skik her i Byen, hedder det i "Lollands Posten" fra Nakskov, at Nytaarsaften er bleven feiret med Skud og Lystighed hos Lærestanden; men denne Skik er i de sidste 10 Aar saaledes udartet, at enhver Borger med Ængstelse seer denne Høitidsaften i møde, da ingen kan vide sin Eiendom sikkret og gjøre Regning paa at beholde sine Vinduesruder hele. For en ti a 8 Aar tilbage var der et stort Opløb paa Gaden af en 2 til 300 Mennesker; Byfoged Hammerich, Consul Hage og Flere fik deres Vinduer staaede ind, men, uagtet de strengeste Forhører, bleve Hovedpersonerne dog ikke opdagede.

Ogsaa faar maa man beklage, at Pøbelens Raahed er gaaet forvidt, da den største Tumult fandt Sted paa Gaden, uagtet det haarde Veir. Omtrent Kl. 4 begyndte Skydningen og vedvarede næsten uophørlig til Kl. 11; Ingen kunde paa den Tid gaae sikkert paa Gaden, da han paa Grund af den idelige Skyden hvert Øieblik kunde være i Fare for at støde mod et ladt Gevær. Om ogsaa man vilde undskylde Skydningen, saa fortjener dog i alt Fald den frække Kaadhed stor Daddel og Øvrighedens alvorlige Opmærksomhed. I store Klynger drog Pøbelen hujende gjennem Gaderne, strøede Raketter og en Mængde andre brændbare Sager rundtomkring, som efterhaanden sprang med store Knald; flere Kjøbmænd, f. Ex. Holst og Dan, fik deres Ruder staaede ind. Tagpotter reves af Tagene og kastedes ind af Døre og Vinduer, Skildtene bleve hængte op i Skibsmasterne.

Nytaarsfest. Efter flere Aars Afbrydelse siger "Kieler Corresp." blev igjen Nytaarsnatten høttideligholdt af de Studerende efter gammel Skik, ved at afsynge Nytaarssangen af Voss paa Torvet, og ved nogle Vivatraab, udbragte ved Fakkelskin. Den sidste Æresbeviisning vistes dennegang kun Universitetets fungerende Rector, Prof. Scherk, og den designerede Rector for næste Universitetsaar, Etatsraad, Prof. Falck. Den Kielske Sangforening havde iaar ved et Fakkeltog forenet sig med Studenterne til Høitideligheden paa Torvet, og afsang, efterat de Sidstnævnte vare dragne bort til Professorernes Boliger, adskillige Sange, og udbragte Vivat for "Kongehertugen" og "det tydske Fædreland." Derpaa bleve Faklerne kastede i Baal paa Torvet. Efterat Studenterne havde fuldendt deres Omgang, bragte de et Vivat for "det tydske Slesvig-Holstein."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. januar 1843).

Der hentydes til Johann Heinrich Voss (1751-1826): Neujahrslied (1784).

Nytaar i Altona. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Altona klages i "Alt. Merc." af 2den dennes over, at det gamle Aar ikke paa nogen fredelig Maade har taget Afsked fra nævnte By, idet Nytaarsnatten ikke alene er bleven feiret ved at skyde og kaste med gamle Potter, men den harmløse Sangforening, den saakaldte Liedertafel, har derhos maattet give Anledning til en Scandal paa Torvet. Hvori denne Scandal egenlig er bestaaet, beskriver "Mercur" ikke nøiere, men betegner den kun som hidrørende fra den i Brændeviinskipperne begeistrede Janhagel, og berører tillige, at Militairets Mellemkomst har fundet Sted og at der har vanket blodige Pander.

(Kjøbenhavnsposten den 5. januar 1843)

Altonas Liedertafel var ikke helt ukendt i København, idet det havde optrådt ved Thorvaldsens gennemrejse i 1842. Janhagel var et ord som anvendtes om søfolk, og fattige, tarvelige personer, pøbel og pak. 

Nytårsløjer. (Efterskrift til Politivennen)

- Hoboisterne for en af de herværende Brigader havde til igaar, Nytaarsaften, erholdt Tilladelse at give en Concert i Ridehuset ved Christiansborg Slot, men maatte udsætte den, fordi Politiet ikke havde Leilighed til at assistere derved. Det var just ikke for Harmoniens Skyld, man ville have savnet dette, og DHrr. Hoboister troede ogsaa med deres Blæse-Instrumenter godt at kunne udføre Concerten alene; men Kjøbenhavns Politi, som nu engang har den skjønne Forrettighed at være tilstede, hvor det mindst ønskes, med sit Stryge-Instrument, det eneste, den Slags Folk veed at behandle, meente absolut at burde være ved Haanden med sin Assistence. Heri var det dog lovlig forhindret, da det allerede forud var engageret til at falde ind i den Musik, som Nytaarsaften efter gammel Skik og Brug opføres i alle Byens Gader og paa Naboers Døre med Nogle bøsser og gamle Potter, og som iaftes ogsaa gik usædvanlig lystigt fra Haanden, uden at vi have hørt at Politiet nogensteds er blevet molesteret derved. Det havde nemlig det Held overalt at komme bagefter, og det har saaledes paa eengang havt dobbelt Leilighed til at vise hvor nyttigt og uundværligt det er.

(Forposten, 1. januar 1843)

De nævnte "oboister" var militærmusikere. Oboen som nu mest forbindes med symfoniorkestre, var dengang et militærinstrument.

Nytårs-Gratulanter. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de Foranstaltninger, der fra flere Sider ere trufne for at forhindre Nytaardsgratulationerne, fortjener i Særdeleshed at fremhæves, at det er blevet de kgl. Laquaier og øvrige Betjente, der henhøre til den kgl. Hofholdning, udtrykkeligt forbudet, at drive dette for dem saa høist upassende Uvæsen, hvorved de i de foregaaende Aar have søgt at forskaffe sig en Extrafortjeneste. Vi haabe, at dette Exempel vil erholde en værdig Efterlignelse rundt om i Landet og bidrage til at afskaffe en Uskik, der har beskattet Borgerne i en fast utrolig Grad.

(Kiøbenhavnsposten, 29. december 1840)

Nytaaret 1832/33 i Kiel. (Efterskrift til Politivennen)

I Husumer Wochenblatt læses fra Kiel, under 1ste Jan., 1833: "Stille og øde, som maaske ei i Mandsminde, hensneg sig Aarets første Nat. Rigtignok gik Talen alt iforveien i Publikum om mangehaande Betænkeligheder, som skulde herske angaaende Formen og Maaden i det sædvanlige Fakkeltog; men selv paa Nytaarsaften havde vi Kielere endnu ikke opgivet det skjønne Haab, at see den glade Ungdom paa arvet Viis at tage Afsked med det gamle Aar og hilse det nye. Den skjønne Skik udeblev, og forgjæves have vi gjennemvaaget Natten i en vis Spænding og ikke uden Bekymringer. Men den satte og ordentlige Adfærd, som vistes af de akademiske Ynglinger, der sikkert ugjerne opgave denne Fest, fortjener udentvivl Roes, og den lille Kaadhed, som fandt Sted ved et imellem Kl. 11 og 12 opført, ihvorvel temmelig larmfrit, Charivari, vil man let tilgive dem, da det endtes snart og uden videre Excesser. Netop før Slaget Tolv forsamlede sig atter et temmeligt stort antal Studerende paa Torvet, ommylret af en tæt Sværm Nysgjerrige, ventende paa det sidste Klokkeslag; det slog; ventende stod Mængden og mangt Aabent Vindue fyldtes; men intet begeistrende Hoch, ingen glade Jubel tonede; rask i ordnet Række droge de syngende igjennem nogle Gader, som om det dog faldt dem for svært, ganske at tie, og tabte sig snart. Vi ville haabe, at denne er den eneste Nytaarsnat af denne Art, og at den gamle, Glade Skik fremdeles maa leve; thi vi Kielere kunne ikke begribe Aarsskiftet uden Fakkelskin og Hurra!". 

(Kjøbenhavnsposten 17. januar 1833)

Nytaar i Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

Helsingøer d. 1ste jan. Nytaars Aften var her vist nok en Skrækkens Aften for Mange, især nervesvage mennesker. Ikke har man i mange Aar paa Gaderne hørt saa mange Pistol og Flinteskud som denne Aften. Man vil end mere vide, at man har havt en Svingbasse paa en Slæde, og affyret samme flere Gange udenfor eller vel endog mod nogle Huse paa Strandgaden. Ved Knaldets Virkning sprang 13 store ruder i et Huus, 3 i et andet, alle til den kostbare Priis 6 a 8 Rd. Stykket, og nogle mindre i et tredie. Hvor meget end Politiet eftersporede disse kaade Mennesker, kunde de dog ikke vorde opdagede, paa en enkelt Dreng nær, hvem man fratog en Pistol. Ilde ellers, at sligt Skyderie endnu skal kunne finde Sted, og ikke vorde forebygget.

(Dagen, den 4. januar 1811)

En meget uhyggelig, og tildeels meget farlig Skik, som alvorlig og paa det strængeste burde forbydes, formedelst dens skadelige Følger.

Det har fra Arilds tid været skik overalt i Danmark at helligholde enhver jule- eller nytårsaften ved alt for fulde pokaler, dvs. med svir og sværm. Det har som oftest den sørgelige følge at selv folk som man dels på grund af deres stilling i livet ville kunne forsværge som en umulighed at de således kunne være i stand til at forglemme sig selv i den grad at de i stedet for at opføre sig som fornuftige mænd, opfører sig som ufornuftige børn ved at tage del i det mest  naragtige og tøjlesløse forlystelser. 

Man hørte således sidste nytårsaften efter at en del af disse lystige eller rettere kåde personer havde nydt deres aftensmåltid i flere af byens gader, ligesom også udenfor portene, hele tiden knald af gamle lerkar, jydepotter osv som man fandt fornøjelse i at kaste mod stue- og kælderdøre, porte og vinduesskodder. Og fra adskillige haver hørtes gevær- og pistolskud, ligesom også adskillige af disse herrer havde fundet det for godt at lægge et papir fyldt med knaldhætter i dørfalse, på trappestene, i gange osv. Det kunne let have haft de værste følger. Man sætter fx at en kvinde der er i velsignede omstændigheder, en aldrende eller svagelig person, kommer uforvarende til at træde på sådanne knaldsager eller ved at lukke en dør til, kommer til at aftrykke dem, bliver så bestyrtet over det uformodede knald at det får et slagtilfælde, krampetilfælde eller falder og slår sig til skamme. Hvem erstatter vel et sådant menneskes lemmer og helbred? 

Og nu geværskuddene. Hvor let kan det ikke hænde sig at et sådant skud kan, da det jo for det meste løsnes i mulm og mørke, træffer et mennesker, og om just ikke skamskænder ham, så dog ødelægger øjnene eller forvolder alteration hos dem hvis legemskonstruktion eller nerver er svage. Indsenderen erindrer sig at for en del år siden, da han boede i København, blev et menneske på en nytårsaften dog uden at deltage i disse narrestreger, så heftig såret af et nytårsskud at han straks på grund af sårets farlighed måtte bringes til hospitalet. Uagtet dette uvæsen er forbudt under mulkt, drives det dog i den grad at man skulle tro at de som forårsager denne uorden, slet ikke kendte til dette vist nok gavnlige forbud. Det ville derfor vist nok være ønskeligt om politiet på ny lod dette forbud indskærpe, og at der nogle dage før hver nytårsdag blev opslået plakater om det.

(Politivennen nr. 1411. Løverdagen, den 14de Januar 1843. Side 24-26)

Om den næsten af Mode gaaende, men i Aar atter begyndte Nytaarsgratulation.

(Indsendt fra Helsingør)

Når man i år mod sædvane ikke har haft den fornøjelse at få "et glædeligt nytår" af politibetjente, så har man desværre haft visit af lære- eller håndværksdrenge.

Da disse penge kun sjældent bruges til nødvendige ting, men som oftest til drik eller svir, kortspil osv. (man ved vel at drenge ikke må søge værtshus, men de gør det dog hyppigere end deres mestre og svende9, så var det ønskeligt om der måtte sættes et lovbud som på det strengeste forbød såvel folk at give noget nytårsgratiale, som lærlinge m. fl. at gratulere. Tiggeri forbydes, hvorfor ikke også dette gratulationsvæsen.

Kræmmerne havde for et års tid siden forpligtet sig med hinanden ikke at give jule- eller nytårsgaver, tilgift i varer eller penge. Men dette synes at være gået i sig selv, i det mindste med hensyn til tilgiften og gratialer til gratulanterne.

(Politivennen nr. 1410. Løverdagen, den 7de Januar 1843. Side 10)

Utidig Fyrværkeri.

Et glædeligt nytår! Hr. Politiven!

Du vil måske sige at det kan alt sammen bliver til hvad det skal, efter omstændighederne. Det er nu sådan en egen sag med os stakkels litterære personer, vi ved snart ikke rigtigt hvad vi tør skrive. For man er bange for at fornærme vedkommende, og at disse vedkommende atter kan få et horn i siden på en. Se, det er en sag som ikke er så ganske let at komme ud af. Dog får det nu være som det vil. For det er tungt når man uden egen skyld må lide og finde sig i de ubehageligheder som andre forvolder, og hvad skal man gøre når man ikke selv tør tage sig til rette, så må man bruge de lovlige midler som man har i sin magt.

For nogen tid siden stod et stykke i Politivennen om Rigensgade og de gader der tilgrænser denne, foranlediget ved en anmeldelse om Filosofgangen som meget har behaget mig, da udkanterne af byen er især udsat for pøbelopløb på gaderne. Og da politibetjente sjældent lader sig se i disse udkanter af byen, er de desto farligere. For vil man selv tale sig til rette med disse folk, da må man frygt for at tiltalt ikke på den allerartigste måde, men meget mere få en belønning for sin umage som man ikke ville ønske sin arrigste fjende. Hvad disse uordener angår, da kan man ikke tit nok påtale dem såsom de vedbliver i disse strøg af byen at vedvare, uden at man ser mindste aftagen af det. Den mængde drenge, høns, ænder og hunde som dagligt belemrer disse gader med deres afskyelige musik, er uudholdelig. De trænger sig ind i husene, opad trapperne hvor de er til stor ulejlighed for beboerne ved det snavs som de efterlader sig. Jeg overlader det til enhver at bedømme om man kan være tjent med at vandre gennem alle de urenligheder, og hvorledes man er til mode efter at være kommet ind i sit værelse og der ved lugten blive erindret om hvad man har passeret igennem. 

Jeg takker anmelderen fordi han har påtalt disse ting, da man så gerne ønsker at have fred og ro i sin bolig, og gid han må høste nytte af det. Imidlertid har en ganske underlig casus tildraget sig for mit vedkommende, idet nemlig nogle drenge havde listet sig ind på min trappe, og der i al uskyldighed moret sin med nogle fyrværkerikunster. Jeg var netop i gang med at gå ud hvorved de blev forstyrret, men et skud både hørte og så jeg, formodentlig en afbrændt patron da drengene i al hast ilede bort, og hvor de blev af var ikke til at opdage.

Hvad der kan opstå for sørgelige følger af sådan legen med ild, er næppe til at beskrive. Jeg vil blot pege på at mennesker var i stand til at indebrænde uden at de selv vidste det, og hvem skulle de da tilskrive deres gyselige dødsmåde?

(Politivennen nr. 1409. Løverdagen, den 31de December 1842. Side 842-845).