Kronologisk liste over omtaler af Politivennen
Samleren. Oktober 1797. s. 248-256. (Klik for at se hele artiklen)
Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 18. marts 1799
Kobberstykker
Politievennen No. 2 har forladt Pressen, som tilligemed No. I findes til kiøbs i Antonistræde No. 330 og ved Vestervold No. 152 anden salAllgemeine Literatur-Zeitung. (Klik her for fulde artikel)
Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 16. november 1811.
Politivennen No. 689, udgivet af Hr. Bogholder F. Amberg, er Udkommen og indeholder: Hvor højt skal Ølpriserne stige? Politiplacater, Bekjendtgørelse, Torvepriser, Titel og Register til det nu sluttede Blad - Dette, saavelsom de fleste af de foregaaende Nummere faaes for 8 sk. hos F. W. sal. Seidelin i Pilestræde 119, hvor Bidrag modtages og Subskription paa dette blot til Almeennytte sigtende Ugeblad.Dagen 9. januar 1813
Under 5te Jan d. A. er det allernaadigst tilladt afgangne Lieutenant Seidelins Enke, Frederikke Vincentine Ratenburg, at afhænde, det hende forundte Privilegium at udgive Bladene Dagen og Politievennen til Bogtrykkersvendene Peter og Johan Nicolay Rostock.Under samme Dato er det allernaadigst bevilget Brødrene P. og J. Rostock at nedsætte sig som Bogtrykkere i Kiøbenhavn, udgive Bladene Dagen og Politievennen og iøvrigt fortsætte Enkefru Seidelins hidtil drevne Officin, til Beqvemmelighed hos Brug for dem, som sig deraf ville betiene.
Ergänzungsblätter der Jenaischen Allgemeinen Literatur-Zeittung. Num. 21. 1821.
Spalte 161-168. Om bladet, se ovenfor.Übersicht
der Literatur der Dänen
Seit dem Anfange des neunzehnten Jahrhunderts
(fortsetzung der im vorrigen Stück abgebrochenen Recenstion)
SCÖNE WISSENSCHAFTEN UND KÜNSTE
So wiel Wahres auch in der Behauptung eines zu seiner Zeit beliebten dänischen Schriftstellers, K. H. Seidelin (+1811), enthalten seyn mag, der in einem Trauergemälde von dem Zustande des literarischen Wesens in Dänemark am Ende des 18 Jahrhunders, welches sich in seinem Jahrbuche für Lesende (3 Jahrgänge, Kopenh. 1799-1801) befindet, under Anderen sagt: "Die Poesi findet nur Beifall in dem Grade, in welchem sie sich der Prosa nähert:" So übertrieben und unbillig würde es doch seyn, die Ursache hievon allein auf Rechnung der damaligen Dichter, und nicht zugleich oder hauptsächlig, auf Rechnung des verdorbenen Geschmacks der meisten ihrer Leser zu setzen - obgleich auch in diester Hinsicht eine gewisse Wechselwirkung, nach welcher die Beschaffenheit der Dichter auf dem geschmack es lesenden Publicums, und dieser auf jene, einen unverkennbaren Einfluss hat, nicht zu leugnen seyn möchte; wie denn auch der durch die bekannte Pressverordnung vom 27 Sept. 1799 den Schriftstellern auserlegte Zwang gewiss Vieles dazu beytrug, dass manche der genialsten und freymüthigsten Dichter Schwiegen, und dass, wie Seidelin gleichfalls bemerkt, "die Satire exspirirte, die Heuchelschriften florirten, und die soilen Lobgesänge sich multiplicirten." Seidelin selbst hatte es jener Verordnung zu verdanken, dass er wegen seines freymüthigen Tagesblattes Dagen sein Buchdruckerprivilegium verlor, mehreren fiscalischen Underteruchung unterworfen wurde, und noch um J. 1807, nach einem von dem höchsten Gerichte gefällten Urtheile, 14 tage bey wasser und Brod im Gefängnisse zubingen sollt. - Übrigens fehlte es beym Eintritte des 19 Jahrhunderts keinesweges an Dichtern, die ihrem Vaterlande grosse Ehre machte, und deres verdienter Ruhm über die engen Grenzen Dänemarks weit hinaus, nach Schwedem Russland, Deutschland, zum Theil auch nach Frankreich, England, Holland und Italien sich verbreitete. Man braucht nur die namen eines Thaarup, Rahbek, Baggesen, Pram, Tode, Abrahamson under den älteren, und die eines Oehlenschlägers, Hertz, Ingemann, Sander, Hjorth, Falsen, Pavels, Nordal, Brun u. A. unter den neueren, nebst denen einer Friedericke Brun geb. Münter, Magdalene Sophie Buchholm geb. Bentzen, und des Fräuleins Juliane Marie Jessen (der Siegerin über fast ein halbes Hundert Mitbewerber um den 1819 ausgesetzten Preis für den besten dåanischen Nationalgesang) zu nennen, um zu beweisen, dass die Poesi so wenig, wie irgend ein anderer Zweig der Literatur, am Schluse des 18ten und im Anfange des 19ten Jahrhunders in Dänemark vernachlässigt oder sorglos geplegt wordeen sey.
(Herefter fortsætter artiklen over nogle spalter med at gennem dansk litteratur i perioden.)
Dagen 31. juli 1827.
(Indsendt)Af Politievennen No. 604 erfares at "fra Hr. Krigsassessor Aabye har Udgiveren ikke modtaget det bebudede Svar"; Og det var virkelig at ønske, at dersom, som jo kan formodes, det bebudede Svar skulde blive af samme Suurdeig, som Hr. Krigsassessorens Avertissement i Adresseavisen No. 160, 4de Spalte, Publikum da ganske maatte forskaanes for det, saameget mere som det jo var muligt at Vedkommende, i Anledning af saadant Svar, blev nødtvungen, til videre Oplysning i Sagen, at nævne Personer i en agtet Familie, hvem det ikke kunde være ligegyldigt eller behageligt at staae end i den allerfjerneste Berørelse med, eller at nævnes i samme Aandedræt med, ethvert Menneske.
Kiøbenhavnsposten, 11. september 1827.
En af de offentlige Pennefeider, som i længere Tid har været ført, uden at kunne tildrage sig nogen egentlig Interesse hos Publikum, er den ved Meddelelser i Adresseavisen og Politievennen fortsatte Strid imellem Dhrr. Politisecretair Heiberg, Krigsassessor Aabye og en Frøken F., hvilket Strids første Oprindelse skriver sig fra nogle Yttringer paa en Viinkjelder. Efterat have fulgt Striden fra dens Opkomst og til Datum, er man omtrent ligesaa klog om dens Gjenstand, der vel heller neppe kan interessere udenfor Privatlivets snevrere Kreds, som da man begyndte.
Kjøbenhavns Flyvende Post.
Nr. 85, 1827. Mandagen den 22de Oktober. (Redigeret af J. L. Heiberg). I Anledning af nogle smaa Udfald i Kjøbenhavnsposten.Det har noget comisk at see literaire Artikler i Politivennen eller Kjøbenhavnsposten. Disse, forresten meget respectable Blade, have nemlig en ganske anden Tendens end den literaire. Ikke desmindre har Kjøbenhavnsposten, der for en Tidlang var traadt tlbage i sin rette Virkekreds, paany begyndt at tiltage sig en Stemme i Literaturen; men jo mere høirøstet den bliver, desmeer maa man tænke paa et vist Ordsprog, som siger at Hoste ikke klinger lige fælt hos alle.
Kiøbenhavnsposten 22. august 1828
Visse af vore Blade læse Folk allene, for, som Sir Peter Teazzle siger, at see efter deres Rygte. Om dem ville vi her ikke tale videre, for ei at have nødigt at see efter vort eget. Ved vore Dagblades Mængde bevirkes det, at mange private Trætter, der enten henhøre inden de Paagieldendes fire Vægge, eller for Politieretten, eller egentlig til Gammelstrand, alt for ofte kommer frem paa Prent, hvor de intet havde at gjøre. Nogle af deslige Klammerier, der ikke kunne interessere det Offentlige, forekomme vel ofte i Politievennen, der iøvrigt udentvivl er Politiet en meget nyttig Ven. Undertiden hænder det sig, at En faaer noget imod sin Naboe, Gienboe, eller en anden af sine Byesmænd; veed han nu i en Hast ingen anden Maade at hævne sig paa, saa udspionerer han hans Huus uden og inden, og kommer han da efter, enten at hans Ringetøi eller Vaskerende eller Rendesteen er i Uorden, saa sætter han det i Politievennen. Manden, der ikke vil lade slig Klik, hvad enten forskyldt eller uforskyldt, sidde paa sig, tager nu sit Ringetøi eller sin Vaskerende eller sin Rendesteen i Forsvar; Personligheder, der hverken vedkomme Ringetøiet eller Vasken, blandes ind med, og nu har man en heel Feide. I saadanne Disputers Optagelse (saavelsom i Indrykkelsen af den megen uvigtige Snak om det Chirurgiske Academie *), bifalder jeg ikke Politievenne, skiøndt jeg ellers er en af hans flittige og velvillige Læsere. Slige Uordener maae blot i Korthed og uden Chicane meldes. Det forekommer mig og, som han derover undertiden maa forbigaae noget vigtigere; som f. Ex. den (saavidt vides) endnu uforandrede feilagtige Inscription over det iøvrigt indvendigt som udvendigt skjønne Vaisenhuuus-Apothek, item den megen Riden i Philosophgangen.*) Læseren vil heraf og af et Par andre Steder see, at ovenstaaende Bemærkninger ere nedskrevne for flere Maaneder siden.
Dagen, 27. februar 1829
"Politivennen. Et ugentligt Almuesblad." Under saadan Titel begyndte den virksomme, oplyste, djerve K. H. Seidelin 1798 et Tidsskrift, hvoraf et Ark ugentligen i Octav skulde udkomme, og betales med 4 sk. Arket. I en Anmeldelse i første No. hedder det: "at et Selskab af Borgere, der forene Agt for de staaende Indretninger med Nidkjærhed for disses Overholdelse, Drøvtelse, Forbedring, Fuldkommelse, troer at gavne ved at udgive et saadant Ugeblad, hvori Undersøgelser af det Rette og Sande i almindelige og enkelte Politianliggender, Underretninger om Fremmedes Indretnings, Forslag til Forbedringer, Angivelse af Politisynder m. m. (af Politiets Mænd og imod Politiet) her i Kjøbenhavn forenes med efterretninger om Politiets Forbedringer og Mangler i Provindserne." - "Vi tro, hedder det, at give Mæle til mangen krænket Ret, til mangen saaret Følelse at skjæne vore Medborgere mange gavnlige Forslag. Anstændighed, Korthed og Tydelighed ere de egenskaber vi i Henseende til Sproget fordre hos slige Bidrag. Ligesom vi af Politiets Mænd vente os tak for, paa saa borgerlig en Maade, at forskaffe dem Efterretninger, som enten vilde koste dem megen Møje selv at indhente, eller kun ved de for frie Borgere saa hadeværdige hemmelige Angivelser erholdes - for Vink og Forslag som de enten uforandrede kunne bruge, eller ved egentænksomhed forbedre; saa haabe vi på paa den anden Side, at selv de Borgere, hvis Overtrædelser Bladet lægger for Dagen, ville lade vore Hensigter vederfares Ret, og finde, at den Mand, der standser sin Medborrger paa en uret Vei, der hindrer ham fra at skade, skeer det endog ved føleligt tag, er hans sande Ven." - Bladet gik i en fortsat Nummering til No. 673 i Maj 1811; da, efter Seidelins Død, blev det fortsat af H. C. Amberg, fra No. 674 til 6933 i aaret 1812. Begyndelsen af Politivennen blev recenseret i Lærde efterretninger 1799, No. 415; I Iris 1798 II. 368; Af Riemann i Blätter für Policey 1799 S. 335; som og i Lærde efterretninger 1800 S. 25-28. Siden blev den ogsaa bedømt i Hallische Lit. Zeit. 1810. Oct. S. 673. Seidelin skrev undertiden i dette Blad under Navnet "Knud Hansen Literatus"; F. ex. i Forsvaret for Gadeviser i No 240-243. (Lit. Lex.) Fra 1812 standsede Bladet indtil det 20de Januar 1816, da No. 1 udkom af en ny Række af aargange. Til 1828 Aars Udgang ere saaledes 6228 Nummere udkomne, et Ark ugentlig. I det første Nummer af denne ny Række, udgivet af K. Kristensen, Literatus og Lieutenant (nu Major) ved det borgerlige Artillerie, hedder det "et lille Selskab har paataget sig at udgive det. Det agter i et og alt at følge den Plan, hvorefter Bladet forhen er udgivet. Afvigelser fra Politilovene, Syder imod Smagen, Modersmaalet m. m. vil blive Hovedæmnet for dette Blad, ligesom det og vil optage Forslage til ny gavnlige Indretninger eller Forbedringer ved de allerede tilværende."Adresseavisen 8. august 1831:
Forfatteren til den i Politivennen for i Løverdags indførte Anonce med Overskrivt: "Venligst Anmodning til Hr. Porcelainshandler M....." opfordres herved til, uopholdeligen at navngive hvem han sigter til, for at ei agtede Mænd ved en Navnforvexling, uskyldigen skulle blive mistænkte. Efterkommes Opfordringen ikke, maa Forfatteren vente at blive sagsøgt.
Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende. 24. januar 1832
Til Lindbergiano hører denne Gang en i Statstidenden indrykket"Gjentagen Advarsel.
"Da Redacteuren af "Politievennen," Major K. Kristensen, uagtet min offentlig givne alvolige Advarsel, har tilladt sig fornærmelige udladelser mod mig, i No. 837 af hans Blad, har jeg under Dags Datum saggivet ham, for at drage ham til Ansvar efter Lovens Strenghed. - Løgn og Fornærmelser mod mig og den sag, jeg forsvarer, taller jeg ikke længer, men skal vise hver Mand, at den Trykkefrihed, Loven hjemler, ikke er for Trang for Sandheds Tale, og ikke for viid for Løgnen og Usandheden, som ikke skal raade eller taales.
Kjøbenhavn den 17 januar 1832, Jac. Chr. Lindberg
Magister artium.
Vil man kjende den nye Brøde af Major Kristensen, da er det en Anmeldelse i Politivennen om Forbuddet imod St. Simonisternes Konventicleprædikener i Paris, som slutter med disse Ord:
"Her holder Magister Lindberg, uforstyrret, hver Søndag, offentlige Andagtsøvelser i privat Huus udenfor Byen, og truer Enhver, der offentligt vil tale om ham eller hans Virksomhed.
(See Adresseavisen No. 8, Tirsdagen d. 10. Jan. d. A!,"
Nu! det kan Man kalde en ægte martialsk Mand, eller Processyge, der som en ulægelig Kildenhed paa engang er faret i Hr. Magisteren, og hvortil Magen neppe er seet siden Jacob v. Thyboe, berømmelig Ihukommelse. Han faaer vel Lysten styret. Iøvrigt kunde han lige saa godt paa eengang nævne alle danske Avis-Redacteurer og Blade-Udgivere. Det var da en Umage, der alligevel, naar han (som ikke omtvivles) vil være upartiske, ikke kan udgaaes.
Artiklen i Politivennen findes her på bloggen. I den artikel findes også en afskrift af artiklen i Adresseavisen. Jacob Christian Lindberg (1797-1857) var en af de helt store profiler i kirkehistorisk henseende. Kendt præst og af nogle anset for at være en kværulant. Det sidste betød måske at han i dag ikke er så kendt som Kierkegaard, Martensen eller Grundtvig. Men i Dansk Biografisk Leksikon antyder man at det var Lindberg som gjorde arbejdet, mens Grundtvig høstede frugterne.
Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 7. februar 1832
"Politivennens" Udgiver, Hr. Major Kristensen har i Anledning af Hr. Magister Lindbergs bekjendte Advertissement oplyst, at det paaankede Stykke i "Politivennen" intet fornærmeligt imod hr. Magisteren indeholder, og slutter med følgende Erklæring: "At jeg med Rolighed og aldeles uden Frygt oppebier ethvert Foretagende af Hr. Magister Lindberg imod mig, og skal ingen skrivtlig eller mundtlig Trudsel bevæge mig til at ansee Nogensomhelst for et Noli me tangere, eller afholde mig fra, med Frimodighed, som hidtil, lovligen at omtale, hvor og hos hvem jeg maatte finde noget Urigtigt eller Ulovligt, saalænge jeg staaer under vore gode Loves Beskyttelse, og ikke under en Pave, der med sin Banstråle kan tilintetgjøre Trykkefrihedsforordningen af af 27de September 1799."
Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende. 21. februar 1832
I Politievennen No. 841 læses et besynderligt Brev med Lindbergs Navn under, hvis Indhold er nye Advarseler til Avisskriverne og en Trudsel om, atter at lade Udgiveren (Hr. Major Kristensen) indkalde for Forligelses-Kommissionen. Det egnede sig saaledes til at blive det femte Avis-Manifest; men da Politivennens Udgiver anfører grunde imod Brevets Ægthed, og snarere anser det for at forfattet af en Spøgefugl eller maaske endog et ondskabsfuldt Menneske, og i saa Fald har udlovet 50 Rbd. r. Sølv til Den eller Dem, der opdager og beviisligen angiver Falskneren, vil Man saalænge lade det staae ved sit Værd, og det saa meget mere, da der, som Major Kristensen tillige bemærker, med Henviisning til Magisterens Proces med Bogtrykker Jørgensen, "gives Folk, som ikke engang kunne gjenkjende deres egen Haandskrift efter et halvt Aars Forløb."
Kiøbenhavnsposten 24. december 1832
Om tvende Mod-Erindringerfra Recensenten i Politivennen, indrykkede i
Dagen, No. 297
Svarer en artikel i Politivennen 882 om stiløvelser.
Kongelig allernaadigst privilegerte Riber Stifts Adresse-Avis. 9. april 1833
I Overeensstemmelse med den 20de § i Forordningen af 27d September 1799 om Trykkefrihedens Grændser bringes herved til offetlig Kundskab Domslutningen af den under 4de d. M. i den Kongelige Lands- Over- samt Hof- og Stadsret i Kjøbnehavn afsagt Dom i Sagen:Stabschirurg Tønder, Ridder af Dannebroge og Dannebrogsmand
contra
afskediget Esqvadronschirurg Mathias Winther
hvorved er
kjendt for Ret
Aalborg Stiftstidende, 11. januar 1834.
Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling. 26. marts 1834
Hr. Krigsassessor H. J. Hald, der som Bladredacteur er Almeenheden bekjendt fra hans Redaction af Ugeskriftet "Politivennen", som han en Tidlang førte for dette Blads Udgiver, Hr. Major Kristensen, agter fra 1ste April d. A. at udgive et Blad paa sit eget Forlag. Annoncen derom lyder som følger: "I det Haab, at Almeenheden velvilligen vil understøtte mit Forehavende, agter jeg, fra føstkommende 1ste April, paa mit eget Forlag at udgive et lad efter samme Plan og af samme Indhold som "Politivennen" og "Raketten", saaledes som sidstnævnte Blad (med visse Modificationer) i sin Tid var. ..
(Hans Jacob Hald (1796-1841). Dansk-juridisk eksamen 1815, sproglærer, kopiist ved artillerikorpset, krigsassessor. Der er tale om tidsskriftet Sandhedsfaklen. Det udkom 1.4.1834-2.12.1835. K. Kristensen ragede yderligere uklar med H. J. Hald de følgende år. I en sag fra 1837 optræder Hald igen som hans direkte modpart i en retssag).
Fædrelandet, 15. januar 1836:
Politivennen nr. 1040.
At besvare Alt, hvad der i de andre Blade fremføres imod dette, er os ikke altid muligt, deels fordi det vilde give Anledning til et kjedsommeligt Kjevleri, deels fordi Meget er for slet til at svare paa. Saaledes har Flyveposten leveret et Par Artikler om Budgettet, hvori der gjøres endeel Indvendinger imod vore Beregninger og Betragtninger. Skjøndt Et og Andet af hvad deri anføres kunde fortjene nøiere Drøftelse, saa er det dog i det Hele taget af den Beskaffenhed, al naar Forfatteren blot havde læst Collegialtidenden af 26 Septbr, saavelsom det, han har villet gjendrive, med Opmærksomhed, saa vilde han have undgaaet nogle meget betydelige Feil.
Naar vi nu tage Hensvn til hvad det anførte Nummer af Politivennen har fremført mod nogle Bemærkninger, vi have givet i No. 63 af dette Blad om Tolden paa Jerngods, da er det ikke, fordi de Indvendinger, Politivennen fremfører, ere grundede, men fordi nogle af dem synes grundede, og derved let kunde vildlede. For at vise, at man i Danmark ikke betaler jernstøbt Gods for dyrt, anføres Prisen paa norske Ovne af fiin Støbning at være her paa Stedet 26 Rdlr. pr. SkM med Fragt og Told, og Prisen paa de danske af samme Sort 21 Rdlr. 4 Skm. Simplere norske Ovne siges her at koste ligeledes med Fragt og Told 24 a 25 Rdlr., danske 20 Rdlr.
Men, vel at mærke, Tolden er 10 Rdlr. pr. SkM; de norske koste altsaa, naar denne fradrages, resp. 16 og 14 a 15 Rdlr. pr. SM, folgelig endeel mindre end de dansse. Heraf kan man dog vel sikkert flutte, enten at denne Jndustrigreen ikke er naturlig her i Danmark, eller at Støberne have for stor Fordeel paa Publikums Bekostning. Vi antage det Første; vil man ei indrømme dette, maa man tillade os at antage det Sidste. Var Tolden moderat f. Ex. 20 Sk pr. SM, vilde det norske Jerngods haves billigere end det danske, og altsaa baade Publikum og Statsindtægterne vinde. Imidlertid have vi ikke andraget paa Nedsættelse af den ældre Told (5 Rdlr. pr. SkM), deels fordi vi troe, at Lovene bør tage Hensyn til de Fabriker, der skylde dem deres Tilværelse, deels fordi hiin Told ikke virkede som et Forbud, og maatte ansees som tilstrækkelig ril at beskytte en Industri, der ei strider mod de naturlige Forhold.
S. 393 havde vi yttret, al mange af disse (jernstøbte) *) Artikler ere af den Natur, at de ikke kunne forfærdiges til billig Priis uden i Fabriker, der ere anlagte efter en stor Maalestok, eller som ganske bessjæfrige sig med enkelte Gjenstande. Men til en saadan Detail af Støbningen have vi hverken Capitaler eller Afsætning nok, idetmindste ikke i mange Grene af Jernstøberiet. Dette har Politivennen misforstaaet. Vi sigtede naturligviis til de Lande, hvor Fordelingen af Arbejdet er drevet meget vidt, saaledes at en Fabrik ofte beskjæftiger sig med at forfærdige en enkelt Artikel. Delte forudsætter stor Afsætning og store Capitaler, og have vi dette her, skal det være os kjært; men hvo troer det? At England f. Ex. kan levere alleslags Maskiner, ja simplere Gjenstande: Ankere, Kjettintinger (vi tale her om Jerngods, eller om Fabrikater ialmindelighed) langt bedre og billigere, kommer jo deraf, at Afsætningen og Capitalerne tillade en stor Deling af Arbeidet og altsaa ogsaa meget billige Priser, ligesom ogsaa den store Afsætning og den stærke Deling af Arbeidet bevirke, at Fabrikatet bliver langt bedre. Naar en Fabrikant første Gang gjør en Maskine, gjør han den naturligviis ikke nær saa godt, som han siden gjør den; jo oftere han har samme Slags Arbeide, desto bedre gjør han det, desto hurtigere og altsaa ogsaa desto billigere. En dansk Fabrikant kan derfor være ligesaa duelig som den engelske, uden dog at levere ligesaa godt Arbeide; thi hans Øvelse er langt mindre; den mindre Afsætning lader ham sjelden komme tilbage til samme Arbeide, tillader ham ei at beskjæftige sig udelukkende med en enkelt eller nogle enkelte Gjenstande, og derved bliver hans Fordeel ogsaa mindre, end den synes al maatte være.
S. 803 i Politivennen siges: "Forfatteren paastaaer, at Forhøielse i Tolden har fremkunstlet Fabriker. Derimod oplyses han herved om, hvad Støberierne angaaer, at intet Støberi hos os er anlagt siden 1831, da Toldforhøielsen skete, undtagen eet i Aalborg." Naar Politivennen vil gjøre sig den Ulejlighed al læse rigtigt hvad vi S. 391, hvortil han sigter, have sagt, saa vil han see, al hans Ord, især hans "derimod", slet ikke passe.
Skulde vi nøiere gjennemgaae Politivennens Skjævheder, vilde vi komme til at fylde et heelt Ark; men en saadan Ødselhed med Tid og Papir vilde være uforsvarlig.
*) Støbt og smeddet Jerngods er ei tydeligt nok adskilt i bemeldte Afhandling, som imidlertid ingen Indflydelse har paa Resultatet.
Kiøbenhavnsposten 23. januar 1836
Svar på en artikel i Politivennen vedr. forfremmelse af oberstløjtnant v. Abrahamson:
Vi skylde endnu "Politivennen" Svar paa en speciel Anke den har gjort imod os. Den har nemlig fundet en stor Mangel paa, "Takt for det Sømmelige" deri, at vi, i Anledning af Oberstlieutnant v. Abrahamsons Forfremmelse til virkelig Generalkrigscommissair, ikke "idetmindste for en Stund have afholdt os fra at hovere over vor Seier, og spotte vor erklærede Fjende i hans Uheld." Herimod maae vi nu for det Første erindre, at vi aldrig have betragtet os som Hr. Abrahamsons erklærede Fiende, da dette altid forudsætter en personlig Uvillie, som vi ikke kunne nære mod en Mand, men hvem vi aldrig have havt nogetsomhelst personlig Berørelse. Vi have endog længe holdt fast paa den engang temmelig almindelige Mening om hans Dygtighed, og først opgivet den, da hans Færd ved den indbyrdes Underviisning og især ved Høiskolen beviste, at hans hele Sindsbeskaffenhed gjorde ham uskikket til gavnlig Virken for det, hvorpaa han desværre havde kastet sin hele, ikke ringe Driftighed - Skolevæsenet. Den Overbeviisning, at han var den væsentligste Hindring for en for Staten høist vigtig Institutions heldbringende Udvikling, og især for dens Sammensmeltning med andre ligeartede Anstalter til en høiere og kraftigere Eenhed - hvilket vi ansee for en saadan Udviklings Hovedbetingelse - har ledet vor Polemik mod Hr. Abrahamson, og vi vide i Sandhed ikke, hvad der kunde berettige nogen til heri at søge "mindre ædle Bevæggrunde," især da vi aldrig have staaet i noget Forhold til denne Mand, hvori han enten kunde gavne eller skade os; thi at vi "taust have forbigaaet de lysere Puncter i hans Færd," finder vi dog vel tilstrækkelig Forklaring i den Omstændighed, at Hr. Abrahamson selv og Andre alt i en lang Række af Aar med saadan Iver have fremhævet disse, at i saa Henseende vor Hjælp vilde være aldeles overflødig. Desuden er det ikke Railleri, men fuld Alvor, naar vi have anseet ham for særdeles skikket til en Virksomhed, "der kun har at bestille med døde Tal og Listevæsen," hvor altsaa en "Miskjendelse af det Høiere og Aandige i Mennesket" (Ørsted i "Dagen") ikke skader, men det kun kommer an paa en saadan "Fuldendelse", der lader sig stille til Skue i opsummerede Talrækker" (Clausen i "Maanedskriftet"), og vi troe derfor, at han som Generalkrigscommissair virkelig vil være mere paa sin rette Post, end som Underviisningsdirecteur ved Højskolen. Hr. Abrahamson er altsaa ikke vore "erklærede Fjende", og vi have kun hyldet Sandheden, og ikke nogen ureen Lidenskab, ved at udtale vor Glæde over hans Bortfjernelse. Heller ikke troe vi, at vor Modstander i "Politivennen" har Ret, naar han taler om ham, som om han var styrtet. Vi kunne trøstigen henstille det til Læsernes Bedømmelse, om, naar tvende Personer, der stode i en aldeles coordineret Stilling, begge forsættes, den ene med udmærket Berømmelse til en overordnet Post med en meget stor Gage, den anden med ringe Berømmelse til en hiin første underordnet Post med en langt ringere Gage, hiin Første da kan siges at være styrtet, den sidste at være belømmet. "Parcere victis et debellare superbos" har altid været vor Grundsætning; men kunne vi siges at have forsyndet os mod den, kunne vi siges at skyde til den heldende Vogn, naar vi in casu ikke betragtede Hr. Abrahamson som en victus, som en heldende Vogn, især saalænge han selv, og hans Tilhængere kun tale om det store ham vederfarede Naade. Have derimod han og vi taget Feil, er han falden, da skulle vi sikkert ikke længer fortrædige ham, nam sacer miser. Endnu staaer der en Anke tilbage, og vi tilstaae det, hvor fornøiede vi end have været over at den vistnok strenge Opposition, der i det nævnte Stykke er traadt op imod os, saa finde vi dog, at denne sidste med stor Selvbehagelighed fremsatte Bebreidelse er aldeles utilbørlig. Naar Forf. i "POlitivennen" nemlig som et Beviis paa stor Uvidenhed udhævet, at vi formeentlig skulde have fremstillet Generalkrigscommissariatet som "intet", Sø- og Landkrigscommissariatet som "meget betydende og lovende", saa behøve vi blot at anbefale vor Vederpart ved den flygtigste Gjennemlæsning af vor Artikel at overtyde sig om at vi aldrig have anstillet nogen saadan Sammenligning. Vel ansee vi Hr. Fibigers Post for interessantere, end Hr. Abrahamsons, og støtte denne Mening paa en ingenlunde løs, men tvertimod nøie Kundskab til begge embeders Beskaffenhed; men selv dette have vi ikke omtalt. Derimod have vi sagt, hvad vel ingen vil nægte, at Hr. Fibiger med Aand og Talent har anbeidet for en reform i vort Militærvæsen - ikke som Commandeur ved Høiskolen, men som Skribent - og at han i sin nye Stilling - ligegyldig, om denne i og for sig er interessant eller ei - vil have Leilighed til end nøiere at gjøre sig bekjendt med det bestaaende Militairsystems Fortrin og Mangler, og saaledes forøge sin Dygtighed til engang at optræde som dette Reformator - ikke igjennem Hr. Abrahamson, som "vor Vederpart" troer, men som Skribent eller under en eller anden offentlig Stilling, f. Ex. for at tage, hvad der ligger nærmest - som Stænderdeputeret. - Vi vide ikke, om Hr. Fibiger har tænkt noget saadant; vi ere i alt Fald overbeviste om, at det ikke vil være ham behageligt her at see det offentligen fremsat; men skade ham, haabe vi, vil det heller ikke, og man vil da deraf see, at vi ligesaalidt staae i hans Sold, som i nogen Andens, men her, som overalt, kun søge Sandheden. At vi ærligen søge den, vil ogsaa fremlyse af den Opmærksomhed, hvormed vi agte paa enhver Opposition, og saaledes her paa den i "Politivennen" fremførte Anke. - At vi ikke vill eindlade os paa den lyvende Posts ligesaa uvidende som lave Polemik, behøver ingen Undskyldning.
Vi skylde endnu "Politivennen" Svar paa en speciel Anke den har gjort imod os. Den har nemlig fundet en stor Mangel paa, "Takt for det Sømmelige" deri, at vi, i Anledning af Oberstlieutnant v. Abrahamsons Forfremmelse til virkelig Generalkrigscommissair, ikke "idetmindste for en Stund have afholdt os fra at hovere over vor Seier, og spotte vor erklærede Fjende i hans Uheld." Herimod maae vi nu for det Første erindre, at vi aldrig have betragtet os som Hr. Abrahamsons erklærede Fiende, da dette altid forudsætter en personlig Uvillie, som vi ikke kunne nære mod en Mand, men hvem vi aldrig have havt nogetsomhelst personlig Berørelse. Vi have endog længe holdt fast paa den engang temmelig almindelige Mening om hans Dygtighed, og først opgivet den, da hans Færd ved den indbyrdes Underviisning og især ved Høiskolen beviste, at hans hele Sindsbeskaffenhed gjorde ham uskikket til gavnlig Virken for det, hvorpaa han desværre havde kastet sin hele, ikke ringe Driftighed - Skolevæsenet. Den Overbeviisning, at han var den væsentligste Hindring for en for Staten høist vigtig Institutions heldbringende Udvikling, og især for dens Sammensmeltning med andre ligeartede Anstalter til en høiere og kraftigere Eenhed - hvilket vi ansee for en saadan Udviklings Hovedbetingelse - har ledet vor Polemik mod Hr. Abrahamson, og vi vide i Sandhed ikke, hvad der kunde berettige nogen til heri at søge "mindre ædle Bevæggrunde," især da vi aldrig have staaet i noget Forhold til denne Mand, hvori han enten kunde gavne eller skade os; thi at vi "taust have forbigaaet de lysere Puncter i hans Færd," finder vi dog vel tilstrækkelig Forklaring i den Omstændighed, at Hr. Abrahamson selv og Andre alt i en lang Række af Aar med saadan Iver have fremhævet disse, at i saa Henseende vor Hjælp vilde være aldeles overflødig. Desuden er det ikke Railleri, men fuld Alvor, naar vi have anseet ham for særdeles skikket til en Virksomhed, "der kun har at bestille med døde Tal og Listevæsen," hvor altsaa en "Miskjendelse af det Høiere og Aandige i Mennesket" (Ørsted i "Dagen") ikke skader, men det kun kommer an paa en saadan "Fuldendelse", der lader sig stille til Skue i opsummerede Talrækker" (Clausen i "Maanedskriftet"), og vi troe derfor, at han som Generalkrigscommissair virkelig vil være mere paa sin rette Post, end som Underviisningsdirecteur ved Højskolen. Hr. Abrahamson er altsaa ikke vore "erklærede Fjende", og vi have kun hyldet Sandheden, og ikke nogen ureen Lidenskab, ved at udtale vor Glæde over hans Bortfjernelse. Heller ikke troe vi, at vor Modstander i "Politivennen" har Ret, naar han taler om ham, som om han var styrtet. Vi kunne trøstigen henstille det til Læsernes Bedømmelse, om, naar tvende Personer, der stode i en aldeles coordineret Stilling, begge forsættes, den ene med udmærket Berømmelse til en overordnet Post med en meget stor Gage, den anden med ringe Berømmelse til en hiin første underordnet Post med en langt ringere Gage, hiin Første da kan siges at være styrtet, den sidste at være belømmet. "Parcere victis et debellare superbos" har altid været vor Grundsætning; men kunne vi siges at have forsyndet os mod den, kunne vi siges at skyde til den heldende Vogn, naar vi in casu ikke betragtede Hr. Abrahamson som en victus, som en heldende Vogn, især saalænge han selv, og hans Tilhængere kun tale om det store ham vederfarede Naade. Have derimod han og vi taget Feil, er han falden, da skulle vi sikkert ikke længer fortrædige ham, nam sacer miser. Endnu staaer der en Anke tilbage, og vi tilstaae det, hvor fornøiede vi end have været over at den vistnok strenge Opposition, der i det nævnte Stykke er traadt op imod os, saa finde vi dog, at denne sidste med stor Selvbehagelighed fremsatte Bebreidelse er aldeles utilbørlig. Naar Forf. i "POlitivennen" nemlig som et Beviis paa stor Uvidenhed udhævet, at vi formeentlig skulde have fremstillet Generalkrigscommissariatet som "intet", Sø- og Landkrigscommissariatet som "meget betydende og lovende", saa behøve vi blot at anbefale vor Vederpart ved den flygtigste Gjennemlæsning af vor Artikel at overtyde sig om at vi aldrig have anstillet nogen saadan Sammenligning. Vel ansee vi Hr. Fibigers Post for interessantere, end Hr. Abrahamsons, og støtte denne Mening paa en ingenlunde løs, men tvertimod nøie Kundskab til begge embeders Beskaffenhed; men selv dette have vi ikke omtalt. Derimod have vi sagt, hvad vel ingen vil nægte, at Hr. Fibiger med Aand og Talent har anbeidet for en reform i vort Militærvæsen - ikke som Commandeur ved Høiskolen, men som Skribent - og at han i sin nye Stilling - ligegyldig, om denne i og for sig er interessant eller ei - vil have Leilighed til end nøiere at gjøre sig bekjendt med det bestaaende Militairsystems Fortrin og Mangler, og saaledes forøge sin Dygtighed til engang at optræde som dette Reformator - ikke igjennem Hr. Abrahamson, som "vor Vederpart" troer, men som Skribent eller under en eller anden offentlig Stilling, f. Ex. for at tage, hvad der ligger nærmest - som Stænderdeputeret. - Vi vide ikke, om Hr. Fibiger har tænkt noget saadant; vi ere i alt Fald overbeviste om, at det ikke vil være ham behageligt her at see det offentligen fremsat; men skade ham, haabe vi, vil det heller ikke, og man vil da deraf see, at vi ligesaalidt staae i hans Sold, som i nogen Andens, men her, som overalt, kun søge Sandheden. At vi ærligen søge den, vil ogsaa fremlyse af den Opmærksomhed, hvormed vi agte paa enhver Opposition, og saaledes her paa den i "Politivennen" fremførte Anke. - At vi ikke vill eindlade os paa den lyvende Posts ligesaa uvidende som lave Polemik, behøver ingen Undskyldning.
Kjøbenhavnsposten. 28. september 1836 (Uddrag).
Hvad nu de locale Foranstaltninger betræffer, saa er dette et Punct, hvori Opinionen indrømmer Pressen et friere Spillerum; selv de, der ville, at Forfatningen og Regjeringen skal være urørt, indrømme, at man frit kan paaanke locale Miisgreb og Detaiiluretfærdigheder; - ja, der gives endog dem, som ere eenfoldige nok til deri at see Pressens egentlige Opgave. Herefter vilde den nu rigtignok synke ned til "Politivennens" Standpunct, men ikke engang paa dette kan den bevæge sig med mindste Frihed. Da nemlig det enkelte Blads Redacteur umuligen kan være allestedsnærværende, og altsaa ikke med egne Øine kan see alle de smaa Ulovligheder, som rundt omkring gaae i Svang, og mod hvilke selv Pressens Fiender erkjende Publicum som det eneste Værn, saa maa han altsaa i alle saadanne Ting indskænke sin Virksomhed til at offentliggjøre de Klager og Reclamationer, der tilstilles ham af Vedkommede. Men her er nu Anonymitetsforbudet den Klippe, hvorpaa selv en saadan "Opposition i underste Instans" vilde strande, hvis det overholdtes; thi det er kun sjeldent, at Vedkommende, der formene sig forurettede, eller troe at have opdaget stedfindende Misbrug, pesonligen ville træde i Skranken imod samme.Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling. 27. juli 1837
Som Aspiranter til "maa trykkes" staae endvidere: ..."Politivennens" Redacteur, Major Christensen, sagsøgt af Grosserer J. A. Eibeschütz.(Af notitsen fremgår ikke hvad sagen drejer sig om, ej heller har jeg kunnet finde nogen domsafgørelse i sagen. Jeg formoder at der er tale om artiklen "Scener ved en mosaisk Ligfærd" fra 3. juni 1837)
Søren Kierkegaard: Samlede Værker (Udgivet af Drachmann), bind 1, s. 380.
Enten-Eller. Om tjenestepigernes klædedragt. (henviser til artikler i Politivennen 1837, 86. hefte, s. 219ff og 235 ff: Tjenestepigerne Før og Nu. Skizze af Casstelli.):En Tjenestepige skal ikke see ud som en Dame, deri har Politivennen Ret, men de Grunde dette agtede Blad angiver, ere aldeles feilagtige.
J. L. Heiberg: Prosaiske Skrifter. Første Bind. (Om Vaudevillen, s. 240-241, 1841)
I det samme Stykke forekommer, som en modsætning til vort naragtige Kunstcritiksvæsen, Fremstillingen af et andet Slags Forfattere, som, idet de skrive om det umiddelbart Nyttige, troe, at de derved ere at ansee som litterær Personer. Dette har man udlagt, som om det var stilet mod Politivennen; dog er man, saavidt jeg veed, ikke gaaet til den Yderlighed at indbilde sig, at nogen personlig Satire var forbunden dermed. Men hvad den upersonlige Allusion paa Bladet selv angaar, saa maa jeg erklære, at jeg anseer Politivennen for at være af alle vore litterære og ulitterære Blade noget nær det, som stifter den reelleste Nytte; thi den Nytte, som de andre tilsigte, er maaske vel af en høiere Art, men derimod saare problematisk, da Politivennens derimod er sikker. Alt er godt paa sin Maade, naar det kun svarer til sin Bestemmelse. Men hvis ikke desmindre Politivennens Forfattere, idet de afhandle nyttige, men ulitterære Gjenstande, troe at maatte give disse et litterært Anstrøg, saa gaae de udenfor deres Formaal, og komme dog ligesaa lidt under Litteraturens Forum, som et trykt Visitkort eller en trykt Priis-Courant; og da træffer min Satire dem unægtelig. Gjøre de det derimod ikke, saa angaar den dem ingenlunde. Dette skal ikke ansees som sagt til Politivennen selv, der ikke har angrebet mig; men det er sagt til Publicum, som jeg ønsker at oplyse om det Ugrundede i visse Rygter.Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling. 11. februar 1842
Paa Grund af de høie Brændepriser have nogle Borgere, ifølge "Politivennen" besluttet at oprette en Forening, hvis Bestemmelse skulde være, ved Sammenskud at tilveiebringe en Capital til Indkjøb af Brænde hos Skoveiere, hvilken da skulde sælges for samme priis til uformuende Haandværkere, enker osv. Indbyderne have selv tegnet sig hver for 50 Rbd., for hvilke de hverken ville tage Brænde eller have Renter af Capitalen og de opfordre nu Medborgere til Deeltagelse i Foretagendet. "Politivennens" Udgiver, Major Christensen, modtager Subscription til dette almennyttige Foretagende.Dannevirke. 19. marts 1842
- "Dagen" melder, at den gamle, ærlige "Politiven" (et Blad), der i sin Tid var Landets eneste Oppositionsblad, men allerede for flere Aar siden er blegnet for sine yngre Kolleger, nu vil gaae ind, saafremt Udgiveren Major Kristensen, ikke kan erholde en Kjøber af (til) samme.Dannevirke. 30. marts 1842
- [C] Det gamle Blad "Politivennen", som i sin Tid var det eneste Oppositionsblad, men rigtignok af en meget tam Natur, er nu af dets Udgiver, Major Kristensen, solgt til Bogtrykker Jacobsen for 150 Rbd.Kiøbenhavnsposten. 31. december 1842.
(Tillægsbladet rummer en 6-siders redegørelse for arbejdshuset på Frederiksberg, her i uddrag de afsnit som nævner Kristen Kristensen og en artikel i Politivennen, nr. 988, 6. december 1834:)Fabrikeier, Capitain Plockross's 9de Brev til Frederiksberg og Hvidoure Sogns Forstanderskab
eller
hans 10½ aarige Forhold til disse Sognes Fattigvæsen
[---]
Hofpræsten, som sikkert angrende maa have følt hvor dybt han havde krænket sin hæderlige Ven, der uden hensyn til Opofrelse af Tid, Flid og egen Penge, ikkun i hans Interesse og til hans Tarv stiftede og ordnede Arbejdshuset (thi første Gang foreslået af mig var det i Sognenes, men sidste Gang i Hofpræstens Interesse og Sognenes denne ikkun sideordnet) og som saaledes maatte forudsætte ikkun hos mig at finde Uvillie, havde dog Tillig nok endnu til mit Venskab for ham, saa at han, den viste Fornærmelse og Krænkelse uagtet, henvendte sig personlig til mig om en offentlig Erklæring i hans Faveur fra min Side og contra det omnævnte Referat af Politivennen i Decbr. 1834, det nye oprettede Arbeidshuus vedkommende.
Til opfyldelse af dette Ønske erklærede jeg mig og - efterat have gjort ham den ikkun milde Bebreidelse, at han jo først og fornemmelig burde have henvendt sig til mig i denne Sag - som aldeles villig og tilbød ham endog at ville underskrive en af ham selv i den anledning forfattet Erklæring - han ønskede dog hellere at jeg vilde concippere en saadan, og vi enedes da om Tiden til sammes Oplæsning hos mig.
Denne kom og han fandt sig i høieste Maade dermed tilfreds og imod mig meget taknemmelig, men anmodede mig om ikkun at lade denne gjennemsee af en god Stilist. Jeg bad ham selv at udføre dette, hvilket han og paatog sig og lovede næste Dag at ville sende mig Concepten tilbage.
Til min store Forundring hørte jeg derimod Intet fra ham i 8 Dage, hvorimod han under 9de Januar 1835 tilskrev mig følgende brev:
"Høistærede!
Herved sender jeg Dem Deres Concept tilbage. Efter vor første Aftale lader jeg følge en Concept til Major Christensen, hvilken jeg, var jeg Dem, vilde bede ham indrykke i sit Blad".
Frederiksberg den 9de Januar 1835.
Hengivenst
S. Schiødte.
E. Skr. "Fra Hr. Inspecteur Plockross har jeg idag modtaget 9 Rbd. 4 Mk. 11 Sk.
bevidnes
Frederiksberg den 9de Januar
S. Schiødte.
Kopi af ConceptenI Mellemtiden mødte mig derimod en Omstændighed, som nødvendigen bød mig at maatte erklære for Hofpræsten, at jeg nu ikke længere kunde give ham den attraaede erklæring, eftersom det var blevet mig betydet, at jeg maatte vente at see mig compromitteret paa mit For om dette offenlig kom frem, og bad ham derfor at ville henvende sig til Commissionen om den attraaede erklæring. Om Hofpræsten derefter henvendte sig til denne om en saadan eller ikke, er mig aldeles ubekjendt, men i den ligeledes protocollerede Samling, som afholdtes den 20de Januar 1835, citeret i Forhandlings-Protocollen Fol. 124, og i hvilken efterskrevne Herrer vare tilsted, nemlig: afdøde Hofpræsten, ligeledes afdøde Generalkrigscommissair Uldall, Capellan Schiødte, Districtscommissair Hansen, 2de Forstandere fra Bønderbyerne og ærbødigst Undertegnede, passerede følgende:
S. T. Hr. Major Christensen.
"De har i Deres Blad Politivennen Nr. 989 i en Annonce angaaende det i Frederiksberg By nylig oprettede Arbeidshuus tillagt mine Bestræbelser for at erholde bemeldte Huus, en fortrinlig Roes, som jeg vistnok med glad bevidsthed kan modtage, men jeg skylder Sandheden at erklære, at Sognepræsten, Hr. Schiødte, formedelst sin Medvirken bør dele med mig denne Roes. Jeg beder derfor Hr. Majoren at give denne min Erklæring Plads i Deres Blad."
(Her følger en detaljeret redegørelse med citater fra protokollerne mm.)
Fædrelandet, 15. september 1842:
Juridisk Ugeskrivt. 9. august 1843. (Klik for hele dommen)
Sagen oboist Conrad Ludvid Keck mod Major K. Kristensen og Literatus Blok Tøxen. Paadømt den 26de Juni 1843.
Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende. 16. august 1845
- I Berl. Tid. af 9 ds læses følgende Annonce: "Idag udgaar "Corvetten Politivennen", redigeret og udgivet af Michael Leonard Nathanson. Den er større end "Corsaren"; om den ei vil styre samme cours, da vil den med Tiden tage samme Priser, som "Corsaren". De, som ønske at "Corvetten", seirende i Kampen, maatte bestaae, behage at tage Actie. Den er i alle Boghandlinger, som og hos Bogtrykker Jacobsen, gl. Amagertorv No. 2, for samme Priis som "Corsaren" at erholde."(Annoncen stod også i Flyveposten, 12. august 1845.)
Fædrelandet, 25. august 1845.
Den periodiske Presse er i denne Tid bleven "beriget" med et nyt Ugeblad, der kalder sig "Corvetten Politivennen" og redigeres af den bekjendte hippolog Nathanson. Enhver, der tilfældigvis har kastet et Blik i et af de udkomne numere af dette quasi Blad, vil naturligvis strax indsee, at det ikke er for Bladets egen eller dets Indholds Skyld, at nogen finder det Umagen værdt at omtale det med et Par Ord; det er kun for at henvende Opmærksomheden paa det sørgelige Tidens Tegn, der gjør det muligt, at en saadan Entreprise kan bestaa. Men, vil man billigen spørge: kan da denne Entreprise virkelig ventes at kunne bestaa? - eller med andre Ord: har da "Corvetten Politivennen" virkelig Abonnenter? - Ja! den ikke alene har Abonnenter, men den tæller endogsaa blandt disse flere ansete og betydelige Navne. Indsenderen heraf er kommen til Kundskab herom derved, at han ogsaa var en af dem, der blev beæret med et Besøg af Hr. Nathanson, og anmodet om at tegne sig paa den medbragte Abonnentliste. Efter Indsenderens Forsikring, at han aldrig subskriberede paa Noget, som han ikke vidste hvad var, udbrød N. i Forundring over, at man kunde betænke sig paa at understøtte et Blad, der vilde ødelægge "Corsaren". Da Indsenderen nu paa ingen Maade vil have nogen Deel i at ødelægge "Corsaren", skjønt han just heller ikke er bange for, at "Corvetten Politivennnens" morderiske Planer ville lykkes den, erklærede han endnu engang, at han ikke vilde abonnere, hvorpaa hr. Nathanson forlod ham. Men den fremlagte Abonnentliste, hvori Indsenderen imidlertid havde kastet et Blik, indeholdt virkelig flere ansete Navne, som man mindst skulde vente at finde paa et saadant Sted. Vel er det ikke rimeligt, at disse Mænd have tegnet deres Navne, for i Virkeligheden at understøtte Entreprisen, eller fordi de troe, at hr. Nathansons Planer med Hensyn til "Corsarens" Ødelæggelse i mindste Maade ville lykkes ham; sandsynligvis er det kun Medlidenhed, der har bevæget dem til at yde deres Skjærv paa denne Maade, eller maaske blot Ønsket om at blive den qvit, der præsenterede dem Listen. Det er mod denne paa urette Maade anvendte Medlidenhed at Inds. føler sig opfordret til at udtale sig. Trænger en Mand virkelig til Understøttelse, da er det vistnok meget smukt, at de der kunne det, hjælpe ham efter Evne, især hvis han fortjener en saadan Hjælp. Men dette kan skee paa tusinde andre, mere passende Maader, end ved at ophjælpe en Entreprise, der dog aldrig kan medføre nogen Gavn, men derimod megen Skade. Exemplet har allerede smittet tilstrækkeligt, og det vil ikke vare længe, inden Enhver der ikke paa anden Maade kan erhverve sig sit Udkomme, træder op som Bladredacteur. Vor periodiske Literatur - hvis man ellers kan henregne slige Produkter til Literaturen - besidder allerede flere saadanne Blade, der ene bestaae ved Folks Lettroenhed og deres Udgivers uforskammethed; og da de gjorte Forsøg i denne Retning ere lykkedes fortræffeligt, er der al Grund til at formode at deres Maal dagligen vil forøges.Morgenposten. 31. januar 1846.
Kiøbenhavn den 31te Januar 1846.- En bekiendt Personlighed, som i sin Tid var meget anseet, men paa sine sidste Dage kæmpede med Kummer og Modgang, er for nylig ved Døden afgaaet i den efter Stillingen og Forholdenes Natur ualmindelig høie Alder af 50 Aar. Man traf ham i sin Tid næsten paa alle offentlige Steder, hvor han regelmæssig indfandt sig og med længsel ventedes af den, som fandt Adspredelse og Underholdning i hans Omgang. Ogsaa i mange private Kredse var han en velkommen Giæst. Den Personlighed, vi her sigter til er - "Politivennen". Mæt af Dage og træt af Livets Besværligheder hensov Vedkommende for en 14 Dages tid siden rolig og ubemærket, efter flere Aars tiltagende Svagelighed og paa den sidste Tid lidende af en stærk Tæring, savnet og begrædt af - Ingen. Hr. Michael Leonard Nathanson skal fornemmeligen have fremskyndet den Gamles Død, ved at unddrage Vedkommende den Hielp, han i længere Tid havde ladet Samme tilflyde og som bestod i 3 Mk. om Ugen, der var den eneste "offentlige" Hielp som "Politivennen" nød. Unddragelsen af denne Hielp var et Stød, som gik til Hiertet - durch und durch - og som den Gamle ikke kunde taale. Han udaandede sit Liv i Bogtrykkerens Arme. "Politivennen" talte paa sine sidste Dage kun 8 abonnenter, af hvilke de 3 betalte med rede Penge og de 5 betalte paa en ganske egen Maade, idet de, i Stedet for at erlægge Betaling i Penge, paa Æresord havde indgaaet den Forpligtelse at - læse Bladet.
3 artikler fra Flyveposten, 5. februar 1846, Flyveposten, 7. februar 1846 og Flyveposten 10. februar 1846.
Da Politivennen lukkede i 1846, skrev dagbladet Flyveposten over tre numre en slags nekrolog over Politivennen. Flyveposten startede 1845 af journalisten Edvard Meyer som også udgav Kjøbenhavns Morskabsblad og Friskytten. Politisk set var Flyveposten konservativt. Og bladet må ikke forveksles med Flyveposten - det populære navn for Kjøbenhavns Flyvende Post, udgivet af bl.a. J. L. Heiberg.
Ofte er Flyvepostens "nekrolog" blevet brugt som kilde til leksikonartikler mm. om hvilke type blad Politivennen var. Det mener jeg er ikke helt fair. Men publikum kan selv at afgøre. Der er et par faktuelle fejl i artiklen (se bl.a. Redacteurens Anmærkning). Artiklerne kan måske stå kilde til hvordan konservative dele af samtiden opfattede Politivennen!
Flyvepostens forside fra 5. februar 1846. Dette og de to følgende numre beskrev Politivennens historie, kort fortalt og set med datidens øjne.
Flyveposten, 5. februar 1846.
"Politivennen og dens Endeligt." I. Naar en berømt, anseet eller velstaaende Mand betaler Naturen sin Gjæld og bortrives af den ubønhørlige Død, saa er det en almindelig Skik at Præsten over hans Kiste giver en lille Skizze af hans Biographi, hvori hans gode Sider fremhæves med glimrende Farver - de mortuis nil nisi bene - og hvis Moral fordetmeste bestaae i: "Gak hen og gjør ligesaa". Nogle af disse Afdøde have endnu et Fortrin. Ere de meget berømte, saa omtales de i Aviserne, der fældes Taarer paa Papiret, og deres store og ædle Gjerninger fremstilles med glædende Farver. Vi mindes saaledes, at salig afdøde Boghandler Beeken havde til denne Hensigt etableret et eget Tidsskrift, der kaldtes "Gravblomster". Heri sattes Gravvers over "ædle Dannemænd og Danneqvinder", heri bleve deres Dyder og Fortjenester fremhævede, og skal man rette sig efter disse talrige poetiske udgydelser, saa mae alle Dydige være bortgaaet fra Jorden og kun Bærmen være bleven tilbage. Men det var og er endnu, som sagt, kun berømte og velstaaende Mænd, der komme til denne Ære, Almuefolk, de saakaldte "Simple", de tildeles nepppe ved deres Død en Parentation, især naar efterladenskabet er saa knapt, at de maae begraves med den 2 Rbd. Ligvogn og naar der ikke er Raad til Bedemand. Deres Biographi fremstilles da i den syndige religiøse Sætning: "Af Jord er du kommen o.s.v.", og have de været nok saa gode Borgere, nok saa fortræffelige Ægtemænd og Fædre, saa indskrænker sig dog kun deres Roes til et medlidende Skuldertræk, eller En blandt Følget finder sig foranlediget til med et Glas Viin i den ene Haand og et Stykke Kage i den anden, at udbrede sig over den Dødes Fortjenester. I saa Fald træder han i Præstens Sted, men med den Forskjæl, at han ikke betales for sin tale.Vi finde, at denne Skik, hvorved man saa at sige bringer den Døde den sidste Hylding, ikke alene burde anvendes på Personer. Herpå komme vi nærmest til at tænke, ved at erfare, at Bladet "Politivennen", hvis Bestaaen indbefatter over et halvt Aarhundrede, er indgaaet til den evige Hvile med dets aandelige Bastard "Corvetten". "Politivennen" er himlet, uden at en Hund har gjøet, uden at en Stemme har reist sig for at beklage dens Hedengang. Vel er den ikke død i sin fagreste Vaar, den var enfirm, blind og gik på Krykker; men desuagtet var dens Fortid saa glimrende, saa riig paa Begivenheder, saa belærende, og givet saameget Stof til Betragtning, at er der Nogen der fortjener en Liigtale, saa er det sikkert den. Desværre ere vi ikke af Naturen kaldede til at være Talere, vi mangle hine rethoriske Blomster, der give en Parentation dens rette Betydning; men kunde vi ønske at være i Besiddelse af disse egenskaber, saa skulde det alene være for at bevise "Politivennen" den sidste Ære, for at vise at vi ikke ere blandt dem, der ligegyldige kunne see en Heros sporløst forsvinde fra Jorden. Dog Noget kunne vi gøre, vi kunne give en Skizze af dens Virken og Fortjenester, hvorhos vi dog ikke ville glemme dens svage Sider, og bliver denne Skizze ufuldkommen, saa maa Skylden ikke søges i selve Stoffet, men i vor ufuldkomne evne til at benytte det.
Flyveposten, 7. februar 1846.
"Politivennen" og dens endeligt. Il. "Politivennen" blev i Aaret 1798 paabegyndt af "Dagens" daværende Udgiver og Redacteur, K. H. Seidelin. I en Indledning, der maa betragtes som et Program for hele Bladets Virksomhed, gjorde Udgiveren rede for dets Tendents. I Bladet skulde Undersøgelser af det Rette og Sande i almindelige og enkelte Politianliggender, Underretninger om Fremmedes Indretninger, Forslag til Forbedringer, Angivelse af Politisynder m. m. (af Politiets Mænd og imod Politi) i Kbhavn forenes med efterretninger om Politiets Forbedringer og Mangler i Provindserne. Man vil heraf see, at "Politivennen" egentlig var et Oppositionsblad, skjøndt af en anden natur end vore nærværende, der ikke bryde sig om manglende Rendesteensbrædter, om "Urin og Dræk paa Gaderne", men desto mere havde stillet sig til Opgave at see Politiet i Sømmene og lappe paa Regjeringen. Ogsaa Seidelin beraabte sig i sit Program til det nye Blad paa en "voxende Almeenaand", en Floskel, som vi gjenfinde hos alle Oppositionsmænd, og som Enhver anvender paa en Maade der passer i hans eget Kram. Var nogen istand til at redigere et Blad af den antydede Tendents, saa var det K. H. Seidelin. Han førte en meget hvas Pen, var i Besiddelse af en vis kaustisk Satyre, som gjorde ham frygtet, og manglede desuden ikke Kundskaber. Som Udgiver af "Dagen" hævede han dette Blad til en temmelig betydelig Høide, der neppe er blevet naaet af nogen af hans Efterfølgere. Hans hvasse Pen gjorde, at han flere Gange kom i strid med Trykkefrihedsanordningen af 27de Sept. 1799 og som tilsidst paaførte ham Mulct og Censur. Han var egentlig Bogtrykker, men også Commandeersergeant i det borgl. Infanteri, da han begyndte sin literaire Carriere, og dette manquerede han ikke at anføre paa Titlen til de nævnte Blade og paa de Bøger, han trykkede. Desuden udmærkede han sig ved nogle Særheder, som jo rigtignok vare af en højst uskyldig Natur. Qvartalsregistret til Politivennen lod han sætte med lutter smaa Bogstaver, baade Substantiver og Nomina propria, uden at han imidlertid anvendte dette i selve Texten. De første Nre af "Politivennen" gjorde strax megen Opsigt og forskaffede det et forholdsviis ikke ringe Abonnement. Dengang vare Folk ikke saa haardhudede som de nu ere, Frygten for at "komme i Bladet" var dengang grændseløs stor og ligesom bleven til en sjette Sands: hvad var da rimeligere end at man nærede Angst for et Blad, hvori man kunde slumpe til at komme fordi Ens ringetøi ikke var i Orden, fordi Ens Rendesteensbrædt, maaske af Fjendehaand, var lagt i Ulave. Derhos var dengang, ligesom nu, ikke fri for Lysten til at see sine Medborgere dragne frem for Lyset og stillet i en offentlig literair Gabestok - et andet dengang almindelig anvendt Udtryk for at komme i Bladet. Denne Frygt og denne Skadefryd tilhører imidlertid ikke en ældre Periode, den har bevaret sig lige til den sidste Tid og ideen, der ligger til Grund for Hertz fortræffelige Vaudeville "Debatten i Politievennen" er i Sandhed ikke greben af Luften. At komme i Politivennen var vel Noget af det Skrækkeligste der kunde arrivere en Mand og Borger, og man skal have havt Exempler paa at Folk herover gik hen og toge Livet af sig eller gik fra Sands og Samling. Der skal saaledes for nogle Aar siden være død et Lem paa Bidstrup, hvis Sindssvaghed nærmest var foranlediget af en Politivensartikel. Nu behøve vi Gudskeelov ikke at frygte for silgt mere. "Corsaren" har siden sin første Bestaaen bidraget saa temmeligt til at curere Folk for denne Svaghed, nu kunne de med Rolighed see sig trukne ved Haarene frem for Offentligheden, og det Hele, de muligen gjøre, er at udbryde med Mad. La Flêche hos "Jean de France": "C'est un Uebergang!" At Seidelin, der godt kjendte sin Tid, vidste at hans Foretagende hos Mange vilde vække Angst og Frygt, derom vidner omtalte indledning. Han haaber nemlig deri, at de Borgere, hvis Overtrædelser Bladet lægger for Dagen, ville lade Udg.'s Hensigter vederfares Ret, og finde, at den Mand, der standser sin Medborger paa en uret Vei, der hindrer ham fra at Skade, skeer det endog ved et føleligt Tag, er hans sande Ven. Vi have imidlertid seet, at Frygten ikke lod sig betvinge og at det borgerlige Mod i saa Henseende stod paa svage Fødder. - Allerede i det første Qvartal viste Seidelin, at han var sin Opgave voxen og havde det rette greb paa Tingene. De mange dengang i Kjøbenhavn stedfindende Uordener aabnede hans Virksomhed en viid Mark, og han vidste at udbytte dem. Men han var ogsaa stolt af denne sin Virksomhed, og da han endte det første Qvartal, paapegede han hoverende de Forbedringer han havde tilveieebragt, og som fornemmelig bestode i: 1) Knippelsbroes Rækværk forbedret ved nye Kroge; 2) et nyt rendebræt udenfor Indgangen til Rundekirke; 3) Tvende dito udenfor Hjørnehuset af store Kannikestræde og store Kjøbmagergade; 4) Fortougets Forbeedring udenfor samme Huus ved en Trærendes Sløifning. 5) Et Rendebræt slikket udenfor Salomens Apothek; 6) Et dito forbedret udenfor Jacobs Urtebod i lille Torvegade; 7) Broen fra Østerport til de elysæiske Marker istandsat; 8) Et farligen hængende Skildt i Landemærket forbedret; 10) Paa Hjørnehuset af St. Annegaden og store Kongensgade paa Christianshavn en brøstfældig truende Tagrende nedtaget; 12) Paa det næstliggende Huus i St. Annegaden en raaden Tagrende sat istand; og 12) De paa Ridebanen i Solen staaende Karrer tildeels bragte i Skygge. - Ingen Feltherre kunde med mere Stolthed see tilbage paa et vundet Feltslag.Flyveposten 10. februar 1846.
"Politivennen" og dens Endeligt. III. Dog indskrænkede sig den Opposition, som "Politivennen" udøvede, ikke alene til de i forrige Afsnit af Seidelin selv særligt udhævede Uordener, men den gik ikke sjeldent langt videre. Den udpegede Feil ved det Bestaaende, Mangler ved Lovene, og skjøndt den udgav sig for en Ven af Politiet, var den ikke sjeldent Politiet selv paa Nakken, hvor dette syntes at have gjort sig skyldigt i Misbrug af sin Myndighed. Allerede de første Nre. indeholde en Artikel: "Om Politiets rettighed til Uddeling af Stokkeprygl i Tilfælde af Opløb", der, ved Siden af at den nægter Politiet ret til at benytte sig af slige argumenta ad hominem, tillige udmærker sig ved sine philosophemer og citerer Kant og Fichte som Hjemmel for sine Paastande - Kant og Fichte i "Politivennen"!Skjøndt der mangler os Noticer med Hensyn til Abonnementantallet under Seidelin, saa lader dog Alt slutte til at dette ikke var ringe og i stadigt Tiltagen. "Politivennen" blev læst med megen Begjærlighed, og da Betalingen var forholdsviis høi, gav Bladet sin Udgiver et rigeligt Udbytte, ligesom det forskaffede ham en ikke ringe grad af Respekt hos sine Medborgere. Seidelins Virksomhed som udgiver af Politivennen omfatter imidlertid kun en Periode af 7 Aar, da kom den ubønhørlige Død og selv "Politivennens" frygtede Behersker maatte yde Naturen sin Tribut. Hvo skulde nu indtage den ledige Throne, hvo var den Udkaarne, som havde Evne nok til med dristig Haand at gribe et Scepter, som havde bragt saa Mange til at skjælve? Man søgte, men forgjæves. Vel udgav Rostocks Enke, som efter Seidelin havde arvet "Dagen" og "Politivennen", ved hjælp af en Unævnt nogle Nre., men disse bare ikke Vand mod Seidelins, og Mad. Rostock saae sig nødt til at ophøre med Bladet. Nu hengik der et langt tidsrum, et slags Interregnum, indtil daværende Boghandler og Lieutenant ved det borgl. Artilleri K. Kristensen tilkjøbte sig af Mad. Rostock Arving, nuværende assessor Rostock, Retten til at udgive "Politivennen". Det var, saavidt vi mindes, i Aaret 1815. Hr. Kristensen havde Meget af Seidelins talent for Bladets Udgivelse. Han skrev godt for sig og havde et skarpt Blik for de bestaaende Forholde. Skjøndt han i de fleste henseender fulgte Seidelins Mønster, saa afveg han dog fra denne deri, at han lod Bladet mere end førhen beskjæftige sig med saadanne offentlige Foranstaltninger, der just ikke ganske kunde siges at høre under Politiets ressort. Ogsaa for videnskabelige ting aabnede Bladet sine Sider. Vi mindes saaledes, at Prof. Svitzer heri førte en videnskabelig Strid med Regimentschirurg Djørup om en Trepan. Under Kristensen naaede Bladet sin meest glimrende Høide. Det var ved Siden af de politiske Blade det meest læste i heele Danmark, maaske ogsaa i Norge, og naar man betænker, at det kostede 9 Mk. qvartaliter og kun udkom een Gang om Ugen i et lille Octavark, saa kan man let gjøre sig een Forestilling om, hvor lucrativt dets Udgivelse var, især naar man sammenligner Abonnementsprisen paa de nuværende Dagblade med hiin. Men i Aarene 30 begyndte det at gaa tilagters med "Politivennen", hvortil forskjellige Omstændigheder bidroge. Den erholdt nogle farlige Concurrenter, deels i "Sandhedsfaklen", som udgaves af Krigsassessor Hald, der forhen havde været Medarbeider ved "Politivennen", men især i den bekjendte Wintherske "Raket", som rev endeel af "Politivennens" Stof til sig, og paa Grund af sine skaanselsløse, bittre Angreb paa forskjellige embedsmænd blev et særdeles læst Blad. Men hvad der især skadede "Politivennen" var den store Forandring, der i Aarene 1833-1834 begyndte at foregaae i det offentlige Liv her i Landet. "Kjøbenhavnsposten" begyndte at florere, den bemægtigede sig med kraftig Haand den indenlandske Politik, og "Politivennen" som dog egentlig kan siges at have givet Impulsen til al Opposition her i Danmark, hensygnede som en Blomst uden Næring. Abonnent paa Abonnent gik af, indtil dens Udgiver fandt sig foranlediget til at afhænde den til Bogtrykker Jacobsen, under hvem den hvert Øieblik skiftede Redacteur. Tilsidst fik den som Gal ansete Hestehandler Michael Leonhard Nathanson fat i den, og ligesom han selv var bleven døbt, lod han ogsaa den undergaae en Daab ved at kalde den "Corvetten". Men han forstod sig ikke paa at trainere Bladet; Skjøndt øvet i at ride, var han en meget ubehændig rytter, og tilsidst creperede Bladet under hans voldsomme Schenklen. Dette var "Politivennens" endeligt - requiescat in pace!
Redacteurens Anmærkninger
Jens L. Beeken (1786-1841) var boghandler, fra 1811 hofboghandler. Han stod bag udgivelser som Fortid og Nutid, Statsvennen, 1821–25, Kjøbenhavns nye Aftenpost, 1825–29, Kjøbenhavns nyeste Aftenpost, 1838–40, og altså også det nævnte Gravblomster 1824-1829.I del III står at Seidelin udgav bladet i 7 år. Det er ikke korrekt. Han stod bag bladet 1798-1811. Muligvis måtte Flyvebladet skrive 7 år (1805) fordi han da blev frataget nogle af sine rettigheder. Men han døde først i 1811.
Juridisk Ugeskrivt. 29. October 1846. (Klik for fulde ordlyd).
Sag fæstemand Johan J. Malthe mod Redacteuren af Bladet "Corvetten-Politivennen" M. L. Nathanson. En Indstevnt dømt til at bøde sine tre Mark samt samt anseet med livsvarig Censur for forskjellige i et af ham redigeret Blad fremførte og for Citanten ærekrænkende Udladelser. Paadømt den 21de September 1846.Flyveposten, 10. januar 1848
De upriviligerede Blade lede ogsaa stundom af et Tryk, der, om det ikke kunde qvalificeres som Censur, dog bestod i et ligefremt Politiopsyn. Saaledes maatte Udgiveren af "Politivennen", Major K. Kristensen, i det Aftryk, som blev tilstillet Opsynet, skriftlig forsyne hver enkelt Artikel i sit Blad med Forfatterens Navn, hvilket havde tilfølge, at denne stundom blev draget til Ansvar tilligemed Udgiveren. Saavidt vi vide bortfaldt denne Navnecensur, da Ussing i sine bekjendte Artikler i "Dagen" havde oplyst om de Rettigheder, som vor Trykkefriheds-Lovgivning hjemlede.Frederik Paludan-Müller: Ivar Lykkes Historie, Første deel, s. 347. (1866).
"Da han ikke personlig kunne komme ham tillivs, gjorde han i Bladet "Politivennen" de fornærmeligste Angreb paa ham, baade som Konstner og Menneske. Hver Uge indeholdt Bladet slige skandaløse Artikler, som gjerne strax bragtes min Man af deeltagende Venner og som virkelig forgiftede vort liv."“At komme i “Politivennen” var vel noget af det Skrækkeligste, der kunde hænde en Mand og Borger, og man skal have havt Exempler paa, at Folk herover gik fra Sands og Samling”
Ulrik Langen: En fransk skibskonstruktør i Danmark - en beretning om emigranten Charles Louis Ducrest og skibet SVAR TIL ALT. Museet for Søfart. 2002
J. Davidsen: “Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn”, 1910 (Klik for den fulde artikel)
Juliane Engelhardt: Borgerskab og fællesskab : de patriotiske selskaber i den danske helstat 1769-1814. 2010. Side 309.
Nina Søndergaard: Mephiske dunster og møddinger. Om lugten i København, set gennem bladet Politivennen 1798-1845. Speciale. 2008. 154 sider.
Artiklen beskriver indgående Seidelins retssager i 1800-1806 som havde afgørende betydning for Politivennen og for Seidelin selv.
Preben Harris: Det største politiske mord. Gyldendal 2008
Biografisk roman. September 1819, Østergade. Mor Anna Gertrud Dampe. Helligåndskirken: Annonce med foredraget "Hvorvidt Frihed i Ord og Handling er overensstemmende med Kristendommens Aans. Oplev Doktor J. J. Dampes Foredrag i Aften kl. 7.00". Kirken er helt fuld. Dampe er pludselig blevet enevældens mest kompromisløse modstander. Fattigdommen er åbenbart. Statsbankerotten. Kritiserer Kongeloven af 1665. Publikum er begejstret, undtagen præsterne som anser ham for en farlig mand og samfundsomvælter der må stoppes. Biskop Münter underrettes. Byen bærer stadig præg af Jødefejden.
"I Politivennen, kongens yndlingsavis, klages der over, at de asociale og kriminelle rædsler kan ses af folk på ej hjem fra en koncert. Så det rådes der bod på: Gadefejerne bliver, efter ordre fra kongen, først lukket ud efter midnat!"
"Problemet Dampe" begynder også at irritere Frederik 6. Selv i Politivennen omtales denne rebel. Bl.a. en tilsyneladende harmløs tale i Lille Kongensgade i april 1820 vækker forargelse. Ja, man påstår, at taleren er en begavet og talentfuld mand, der er kommet på afveje. Hans taler og skriverier kan i værste fald opmuntre uoplyste tilhørere til foragt for religionen, mener samfundets støtter."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar