Politivennen leverer ikke øjenvidneskildringer til særlig mange store begivenheder. Til gengæld leverer den kontekst. Hvis man sætter sig ind i politivennernes egen verdensopfattelse, kan man ud fra et nutidigt syn og nutidige hjælpemidler blive i stand til at fremkalde snapshots af datiden. Det forlanger dog mere end en overfladisk læsning.
Samtidige billeder kan være med til at give os et visuelt billede af Danmark på Politivennens tid. Men billeder er normalt altid lidt idylliserende. Fx kan vi ikke lugte, her må vi forestille os stanken var menneske- og dyreekskrementer, rådnende fisk i voldgraven. Vi kan heller ikke høre. De rå kommandostemmer fra soldaterne. Vi kan heller ikke mentalt forestille sig hvordan dette at være indespærret i København med kun 4 udgange (portene) har påvirket ens hverdag.
På overfladen er det fristende at læse Politivennen med nutidens briller. Men man skal være mere end varsom med at sammenligne med vores tid. Tingene var radikalt anderledes end de er nu. Det er nærliggende at sammenligne fx jødefejden med jødeforfølgelserne under nazister. Eller mod nutidens indvandrere med mellemøstlig muslimsk eller arabisk baggrund. Men lighedspunkterne findes kun på overfladen.
Vi kender stort set intet til hvad almuen ("de lavere klasser") tænkte, gjorde og handlede efter. Vi ved intet om hvad de fx mente om jøderne. Vi kan ikke forstå deres rudeknusning.
"Klæder skaber folk". Her en kone som sælger grøntsager fra en kurv, Amagertorv. Dette ordsprog var ikke blot en talemåde. Politivennen nævner ofte "velklædte folk" og mener dermed folk fra overklassen, borgerklassen. Underforstået at disse dels kræver respekt, dels forventes at opføre sig efter de standarder som nu engang var udlagt for disse.
Skolereformerne som beskrevet i Politivennen viser at analfabetismen var alment udbredt, og at undervisningen var indoktrinerende. Hvis nogen havde ordet i deres magt, var det de rigeste klasser, magteliten og den intellektuelle elite. Præsterne, Grundtvig, for at nævne en, som gennem det meste af sit liv havde et horn i siden på jøderne.
Talrige artikler fra Politivennen vidner om et uhyre antal fattige, tiggere mm. Det nys startede Fattigvæsen havde rigeligt at se til. Og omkring 1820 var den økonomiske situation på et lavpunkt. En indikation er det måske at overfaldene fortrinsvis fandt sted i byens rige handelsende af Strøget, Østergade. På et tidspunkt udviklede optøjerne sig til ikke alene at rette sig mod jøderne, men mod handelsstanden og overklassen. Og dermed indirekte også mod enevælden. Frygten for revolution fik så militærdiktatoren Frederik 6. til at indsætte militæret. Det var rutine hver gang uroligheder af denne karakter brød ud. Selv i Det Kongelige Teater kunne justitsministeren dukke op med soldater med opplantede bajonetter.
De var formentlig som de fleste af samfundets elite enig med Callisen: "Det er også en historisk sandhed, at alle nationer kan fremvise udmærkede mennesker, som ved deres fortrinlige, dels fysiske, dels intellektuelle og moralske kræfter har svinget sig over individernes almindelige virkekreds, har ligesom grebet ind i verdens anliggender, og efter deres forskellige sindelag udbredt enten jammer eller ulykke, eller held og lyksalighed over store strækninger af jorden"
Vi kender ikke navnene på skribenterne. Indirekte fremgår det at mange er officerer i borgervæbningen. Et lille antal af artiklerne er underskrevet af andre som er glemt i dag: Kobbertrykker, bommand, landmand. Enkelte blev berømte: Baden, Grundtvig startede sin skribentkarriere her i 1804. Visse historiske ændringer i det halve århundrede som Politivennen udkom i kan registreres. Det gælder fx lavsvæsnet som var hårdt trængt. Især fra 1825 fremkommer lange artikler med efterfølgende svar med skarp kritik af lavene, oldermændene osv. Langt hovedparten af disse disputter har jeg dog valgt ikke at gengive.
Det er ikke usædvanligt at artiklerne ikke er skrevet af de som oplevede en bestemt situation, men som i stedet har hørt det "fra pålidelig kilde"og udgivet sig for at være øjenvidne selv. I de tilfælde hvor dette fremgår, har læseren kildekritikken i orden, men man kan altså ikke være sikker på at skribenten selv har overværet begivenheden i alle andre tilfælde.
Enevældens fald (1848-1849) lå langt ude i fremtiden, og politivennerne var truet fra en helt anden kant. Patrioternes dyrkelse af helte og enevoldskongen vaklede. Den dyrkelse som er symboliseret ved den dengang kun 40 gamle "Kong Christian Stod ved Højen Mast", 1779. Fornuften og ikke følelser og fantasi. Politivennens yndlingsofre, de menige matroser som hyldes i Kong Christians 4. vers, levede ikke op til tekstens høje standard. Tværtimod er Politivennen fyldt med artikler om matroser der svigter deres ideal om at være helte. Men heltene havde fået nogle gevaldige skud for boven af englænderne ved Slaget på Reden 1801 og Københavns Bombardement 1807.
Militærdiktaturet byggede på truslen om grusomme straffe såvel mod kriminelle som politiske opponenter. Og at Frederik d 6. rundhåndet slog brutalt ned mod begge er der mange eksempler på. Illustrationen viser sammenlænkede straffefanger, eller slaver på vej (formentlig fra Kastellet eller Stokhuset i Rigensgade) mod tvangsarbejde, fx udbedring af voldene. En hund overfalder den ene, et spadserende borgerpar viser deres afsky, mens en dreng flygter i rædsel. Og disse slaver var endog heldige at de fik lov til lidt frisk luft.
Gennem Politivennens historie aftog troen på patriotismen til fordel for nationalismen. Patriotismen så sig selv, borgerskabet som dydsmønstre for befolkningen, der omvendt skulle vide at de aldrig selv ville "nå så langt". Nationalismen ses fx hos digteren Adam Oehlenschläger /1779-1850) og i den senere danske nationalmelodi "Der er et yndigt land", fra 1819. Nationalismen var sideløbende med Danmarks økonomiske deroute og fik derfor et stærkt romantisk og drømmende islæt. Her blev fordums harniskklædte kæmper begravet, og i stedet fokuseredes på naturen. Symbolsk kom eventyrdigteren H. C. Andersen til København 6. september 1819. Mere realistiske "drømmere" dr. J. J. Dampe ville ændre regeringsformen og danne en politisk forening med det formål. Men modsat nationalromantikerne kunne enevælden ikke tolerere den slags. Stampe blev arresteret i november 1819 og dømtes til døden, men benådes med livsvarigt fængsel på Christiansø. Forinden nåede han dog at blive omtalt i Politivennen januar 1819 på grund af nogle aflåste stolerækker i Helligåndskirken!
Var verden af lave, så kunne politivennerne trøste sig med teknologiens fremskridt. Danmarks første dampskib Caledonia blev bragt i rutefart til Kiel. H. C. Ørsted opdager elektromagnetismen 1820. Gasbelysningen blev afprøvet.
Frederiks d. 6.s Danmark var et af datidens mest stabile europæiske militærdiktaturer siden 1660. England fik parlamentarisme siden 1721, Frankrig revolution i 1789, Tyskland forenet i det Tyske Forbund, Sverige havde sit statskup i 1818 hvor bernadotterne kom til magten. Og Norge løsrevet fra diktaturet i 1814. I nyere tid har militærdiktatorer benyttes sig af titler som Führer, Il Duce, generalissimo osv. Dengang brugte man titlen konge - som på billedet med sit sværd svinger taktstokken. Først efter de slesvigske krige (1848-50 og 1864) fik Danmarks borgerskab demokrati. Som et halvt århundrede senere også blev udbredt til den brede befolkning.
Østergade. (Strøget tættest på Kongens Nytorv). Dengang som nu var den stedet for Københavns fineste forretninger. Og også skueplads for optøjerne under Jødefejden.
De 200 år udgør en afgrundsdyb forskel til forholdene i nutiden. Hvert ord, hver sætning, hver begivenhed skal ses i datidens kontekst. Ikke med nutidens briller. Netop dette aspekt gør læsning af Politivennen fascinerende, Det er som at læse en fantasyroman fra en Forgotten Realm som er radikalt forskellig fra vores egen. Og så bagefter tænke over at dette er en virkelighed som er glemt, og gader, huse, smådele som vi kan finde på museer er det eneste som vidner om at den har eksisteret. Lydene, stanken, sanseindtrykkene, stemningen er for evigt tabt.
På overfladen er det fristende at læse Politivennen med nutidens briller. Men man skal være mere end varsom med at sammenligne med vores tid. Tingene var radikalt anderledes end de er nu. Det er nærliggende at sammenligne fx jødefejden med jødeforfølgelserne under nazister. Eller mod nutidens indvandrere med mellemøstlig muslimsk eller arabisk baggrund. Men lighedspunkterne findes kun på overfladen.
Eksemplet Jødefejden 1819-1820
Jødefejderne fandt hovedsagelig sted 4.-14. september og 28. oktober 1820 og fortsatte ind i 1821. Mange historikere nævner den intellektuelle elite som det ideologiske ophav til at ophidse "pøbelen" mod jøderne. Der skulle angiveligt eksistere et had mod jøderne blandt den brede befolkning. Mange jøder blev groft forulempet, forretningsruder knust under jødefejden. Vi kender kun den den priviligerede overklasses skriftlige vidnesbyrd, politirapporter og andet. I Politivennen vil man forgæves lede efter artikler om jødefejden, udover en indirekte hentydning i en artikel om Christianshavn. Men Politivennens artikler om jøder giver os en kontekst: Nogle udtrykker irritation over at jøder ikke overholder "almindelig handelsskik", men den samme irritation rettedes også mod amagerkoner, valbykoner, bønder, æblekællinger og andre gadehandlere. Andre fremstiller eksempler på jøder som helte.Vi kender stort set intet til hvad almuen ("de lavere klasser") tænkte, gjorde og handlede efter. Vi ved intet om hvad de fx mente om jøderne. Vi kan ikke forstå deres rudeknusning.
Kontekst ...
Tag fx optøjerne. Politivennen leverer dokumentation for at "pøbelen" lavede optøjer, men det var ikke noget specielt under jødefejden. Det var der almindeligvis hver gang der var større sammenstimlen. Der er talrige eksempler på optøjer ved fejringen af kongens fødselsdag, fine begravelsesoptog, hverdagsagtige ting som gudstjenester, nytårsløjer, militærparader, selvtægt eller bare tilfældigt opståede situationer. Politivennen dokumenterer at optøjer som under Jødefejden var almindelige. Man fristes nærmest til at slutte at den fattige befolkning benyttede sig af enhver lejlighed til sådanne. Kan man ud fra det slutte at "pøbelen" havde fjendtlige holdninger mod jøder? Måske. Men i så fald er man nødt til at tolke de øvrige nævnte uroligheder som udtryk for fjendtlighed mod kongen, fine afdøde, kirken, militæret osv.
Skolereformerne som beskrevet i Politivennen viser at analfabetismen var alment udbredt, og at undervisningen var indoktrinerende. Hvis nogen havde ordet i deres magt, var det de rigeste klasser, magteliten og den intellektuelle elite. Præsterne, Grundtvig, for at nævne en, som gennem det meste af sit liv havde et horn i siden på jøderne.
Talrige artikler fra Politivennen vidner om et uhyre antal fattige, tiggere mm. Det nys startede Fattigvæsen havde rigeligt at se til. Og omkring 1820 var den økonomiske situation på et lavpunkt. En indikation er det måske at overfaldene fortrinsvis fandt sted i byens rige handelsende af Strøget, Østergade. På et tidspunkt udviklede optøjerne sig til ikke alene at rette sig mod jøderne, men mod handelsstanden og overklassen. Og dermed indirekte også mod enevælden. Frygten for revolution fik så militærdiktatoren Frederik 6. til at indsætte militæret. Det var rutine hver gang uroligheder af denne karakter brød ud. Selv i Det Kongelige Teater kunne justitsministeren dukke op med soldater med opplantede bajonetter.
Politivennerne - en trængt minoritet
Politivennerne var mænd fra den lille priviligerede borgerklasse. Skribenterne var ideologisk inspireret af patriotismen. Selv om nationalismen spirede frem især efter Københavns Bombardement. Patrioterne anså nationale stereotyper mellem danskere, tyskere, briter mv. som kuriositeter. Patrioternes værdier var knyttet til almenmenneskelige værdier. I Politivennen kommer den især til udtryk gennem synet på almuen som blev anset som doven og uvidende. Uddannelse og dannelse kunne måske hjælpe den til at tænke ved hjælp af sin egen fornuft og danne sin egen mening, uafhængigt af autoriteter. Men personer med manuelt arbejde skulle kende deres plads i samfundet. Social mobilitet var no go, ligesom politiske rettigheder. Kun middelklassen og de højere lag i befolkningen skulle have del i den politiske magt. Og kun mændene!De var formentlig som de fleste af samfundets elite enig med Callisen: "Det er også en historisk sandhed, at alle nationer kan fremvise udmærkede mennesker, som ved deres fortrinlige, dels fysiske, dels intellektuelle og moralske kræfter har svinget sig over individernes almindelige virkekreds, har ligesom grebet ind i verdens anliggender, og efter deres forskellige sindelag udbredt enten jammer eller ulykke, eller held og lyksalighed over store strækninger af jorden"
Vi kender ikke navnene på skribenterne. Indirekte fremgår det at mange er officerer i borgervæbningen. Et lille antal af artiklerne er underskrevet af andre som er glemt i dag: Kobbertrykker, bommand, landmand. Enkelte blev berømte: Baden, Grundtvig startede sin skribentkarriere her i 1804. Visse historiske ændringer i det halve århundrede som Politivennen udkom i kan registreres. Det gælder fx lavsvæsnet som var hårdt trængt. Især fra 1825 fremkommer lange artikler med efterfølgende svar med skarp kritik af lavene, oldermændene osv. Langt hovedparten af disse disputter har jeg dog valgt ikke at gengive.
Det er ikke usædvanligt at artiklerne ikke er skrevet af de som oplevede en bestemt situation, men som i stedet har hørt det "fra pålidelig kilde"og udgivet sig for at være øjenvidne selv. I de tilfælde hvor dette fremgår, har læseren kildekritikken i orden, men man kan altså ikke være sikker på at skribenten selv har overværet begivenheden i alle andre tilfælde.
Enevældens fald (1848-1849) lå langt ude i fremtiden, og politivennerne var truet fra en helt anden kant. Patrioternes dyrkelse af helte og enevoldskongen vaklede. Den dyrkelse som er symboliseret ved den dengang kun 40 gamle "Kong Christian Stod ved Højen Mast", 1779. Fornuften og ikke følelser og fantasi. Politivennens yndlingsofre, de menige matroser som hyldes i Kong Christians 4. vers, levede ikke op til tekstens høje standard. Tværtimod er Politivennen fyldt med artikler om matroser der svigter deres ideal om at være helte. Men heltene havde fået nogle gevaldige skud for boven af englænderne ved Slaget på Reden 1801 og Københavns Bombardement 1807.
Gennem Politivennens historie aftog troen på patriotismen til fordel for nationalismen. Patriotismen så sig selv, borgerskabet som dydsmønstre for befolkningen, der omvendt skulle vide at de aldrig selv ville "nå så langt". Nationalismen ses fx hos digteren Adam Oehlenschläger /1779-1850) og i den senere danske nationalmelodi "Der er et yndigt land", fra 1819. Nationalismen var sideløbende med Danmarks økonomiske deroute og fik derfor et stærkt romantisk og drømmende islæt. Her blev fordums harniskklædte kæmper begravet, og i stedet fokuseredes på naturen. Symbolsk kom eventyrdigteren H. C. Andersen til København 6. september 1819. Mere realistiske "drømmere" dr. J. J. Dampe ville ændre regeringsformen og danne en politisk forening med det formål. Men modsat nationalromantikerne kunne enevælden ikke tolerere den slags. Stampe blev arresteret i november 1819 og dømtes til døden, men benådes med livsvarigt fængsel på Christiansø. Forinden nåede han dog at blive omtalt i Politivennen januar 1819 på grund af nogle aflåste stolerækker i Helligåndskirken!
Var verden af lave, så kunne politivennerne trøste sig med teknologiens fremskridt. Danmarks første dampskib Caledonia blev bragt i rutefart til Kiel. H. C. Ørsted opdager elektromagnetismen 1820. Gasbelysningen blev afprøvet.
Kan vi lære af Politivennen?
Intet af dette kan sammenlignes med noget der har fundet sted i vores egen tid. Og det gælder for stort set alt hvad man læser i Politivennen. Vi kan kun gætte os til at Jødefejden vidner dels om den intellektuelle overklasses had, dels at der hos menigmand, almuen eller hånligt kaldet pøbelen eksisterede et ønske om at vise sin magt og ønske forandringer.
De 200 år udgør en afgrundsdyb forskel til forholdene i nutiden. Hvert ord, hver sætning, hver begivenhed skal ses i datidens kontekst. Ikke med nutidens briller. Netop dette aspekt gør læsning af Politivennen fascinerende, Det er som at læse en fantasyroman fra en Forgotten Realm som er radikalt forskellig fra vores egen. Og så bagefter tænke over at dette er en virkelighed som er glemt, og gader, huse, smådele som vi kan finde på museer er det eneste som vidner om at den har eksisteret. Lydene, stanken, sanseindtrykkene, stemningen er for evigt tabt.
Kære Erik. Tak for en fantastisk blog!
SvarSlet