En gammel, velfortjent Byens Søn fylder 80 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

 

Bybud Peter Petersen.

Bybudeinstitutionen hører en svunden tid til, men endnu står bybud Peter Petersen på sin plads på Amagertorv hvor han nu har stået i 55 år. 

Han, den gamle københavner, der er kendt af næsten hvert menneske i byen, har på sin vis levet med i dens liv, lige fra den var en stor provinsby, til den blev storstaden.

Hvad har han det gamle bybud der på lørdag den i fylder 80, ikke set og oplevet! Hvilke kommissioner har han ikke udført, hvad enten det gjaldt at sætte værdifulde sager på Assistenshuset, indfri og fornye veksler, bringe buketter og små billets doux'e eller bringe agentens kasser rundt i byen.

Han kunne fortælle - men han gør det bare ikke. Diskret har han altid været. og netop derfor har han fået det gode navn, han har.

- Nej undskyld, siger han, også, da vi taler med ham i hans hjem, Amagertorv nr. 9, 4. sal, jeg har nok noget at fortælle, men jeg har altid været tavs. For resten, når vi nu taler om bybudegerningen, så er den jo langtfra det, den var i gamle dage.

Telefonen har ødelagt den. Nå - de tider er jo også forbi, da man på sine ben på 20 minutter jollede ud til Frederiksberg Runddel. Nu knager det i leddene, og hurtigheden er det forbi med nu. Og det er den, tiden kræver. 

- - -

Men stadig står Peter Petersen på sin plads ved Storkespringvandet - i hvert fald nogle timer om dagen, parat til at udrette, hvad folk måtte betro ham. Og mange benytter ham stadig væk, for alle kender hans sjældne pålidelighed og diskretion.

(Aftenbladet (København), 2. februar 1922).

I 1896 var det ældste bybud Søren Nielsen, 81 år. Han havde da været bybud i 30 år på hjørnet af Kongens Nytorv og Store Strandstræde. Et andet kendt bybud var Carl A. Andersen der holdt til ved Domhuset, i mindst 25 år (i 1915). Han var da 70 år og blev bl.a. brugt til at transportere tyvekoster til domhuset.

Bybudeinstitutionen blev oprettet engang i 1860'erne på privatinitiativ. Grosserer Thaysen fik privilegium til at overtage erstatningspligten overfor de som blev bedraget af bybudene, mod at bybudene betalte ham en vis del af deres daglige indtægt og for egen regning anskaffede uniform. Der var 3, senere 4 afdelinger (A, B, C og D), og var forsynet med en tynd lærreduniform og hvid kasket, men blev i 1898/99 erstattet af en blå forsynet med et gult B. og en rød kasket med blåt bånd og nikkelskilt med budets nummer, politivåbnet og inskriptionen "Bybud". Deres hovedkvarter lå i Snaregade 6 over gården. Og der var 50-60 af dem. Ifølge politiets beretning 1915 fandtes der 74 bybude i København.

Bybude forsøgte i 1896 at trænge ind på dragernes gebet ved Toldboden. Udenlandske rejsende anvendte i stigende grad tog i stedet for dampskib, hvorfor dragerne mistede en del kunder. De dannede et lav og klagede til overtoldinspektøren over at deres lovhjemlede interesserer på denne måde blev krænket. (Horsens Folkeblad 7. maj 1896)

Københavnsk bybud ca. 1890. Kildetekst: Denne for Standen særlig karakteristiske Type, havde gjennem en meget lang Aarrække, sidste Trediedel af det nittende Aarhundrede, Stade paa Nytorv. (Mariboe). Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Bybudene blev ofte forvekslet med de gamle (og berygtede) "sjovere" som er omtalt mange steder i Politivennen. "Bybudenes Hjælpeforening" i København blev dannet i 1874. Den fik nu ikke nogen stor tilslutning, idet bybuddene formentlig ikke havde råd til at være medlem. Foreningen var egentlig dannet for at samle bybuddene, men ydede også ugentlig understøttelse i sygdomstilfælde, begravelseshjælp.

Bybudde. (Efterskrift til Politivennen)

I disse Dage vil der her i CMobei træde en Institution i ?ive, som vistnok vil vise sig, høist hensigtsmæssig. Det er uden Tvivl hændet Mange, at de have været i forlegenhed for i Hast at faae et ,'tinute besørget, et Brev uden Ophold bragt til del i Adresse, en Pakke baaren hjem o. desl. Hvor nødig man i slige Tilfælde henvender sig til en af de saakaldte Sjouere er bekjendt »ol. Man savner enhver Garanti for, at trindel vil blive rigtig besørget; der forlanges ofte en ublu Betaling, og endelig er det en hvis ubehagelig Sag at have Noget at gjøre med disse Personer, der i Reglen ere snavsede og usselt klædte, og hvoraf mange lugte af Brændeviin. Hr. Etatsraad Thayssen, hvis Kontoir for Expedition af Rejsende og hvis Bypakke > Befordring have vundet almindelig Anerkjendelse som praktiske og hensigtsmæssige Foretagender, vil nu ogsaa søge at raade Bod paa hiin Ulempe og har, i Lighed med hvad der allerede længe har bestaaet i Paris og i den senere Tid er indrettet i større tydske Stæder, organiseret en bybudde-Institution, som efter Bestemmelsen vil træde i Virksomhed iovermorgen. Publikum vil da paa de mest befærdede Steder i Staden og i Forstæderne, ved Toldboden, paa Jernbanegaarden osv. see Folk, eensklædte i Engelsklæders Frakker, med Nummer paa deres Kaskjet, som for en ringe, taxtmæssig Betaling ville udføre de Ærinder og Bestillinger, der maatte blive dem overdragne. Man vil med Tryghed kunne henvende sig til dem; thi Hr. Thayssen har gjort et omhyggeligt Udvalg, og enhver af hans Budde har maattet stille Kaution. Den, der giver et Bud et Hverv at besørge, erholder af dette en Seddel, hvorpaa Buddets Nummer er anført, samt den Betaling, der er erlagt for Besørgelsen. Betalingen for de forskjellige Bestillinger er naturligviis forskjellig, og ethvert Bud er forpligtet til paa Forlangende at forevise Taxten. Skadeserstatning for Sager, der ere betroede Buddet, men forkomne af dette, gives indtil en Værdi af 15 Rd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. oktober 1861)

Bybuddene vare allerede i Torsdags i travl Virksomhed i Kjøbenhavn. De saaes streife om i gaderne, bærende paa Pakker, og det synes saaledes, at Publicum meget hurtigt har indseet deres Nytte og gjort Brug af deres Tjeneste. (Flp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 5. oktober 1861).

Mere om Finlapperskibe. (Efterskrift til Politivennen)

Med Hensyn til Finlapperskibenes Forlæggelse fra Nybørs, har Brandcommissionen i sin Tid erklæret det ikke usandsynligt at disse Skibe kan antændes, da Gaden er smal; men da hidindtil saadant Uheld ikke er indtruffet, formenes, at saafremt ingen overveiende Grunde skulle foranledige Skibenes Forflyttelse, da kunde de muligen forblive. Brand-Commissionen henviser dernæst paa Nyhavn og andre Steder, hvor Skibe ogsaa ere udsatte for Ildebrande.

Ved Branden paa Holms Plads er man nu bleven overbeviist om, hvor ubetydelig Magt man har, endog med de bedste Sluknings-Anstalter, over Ild, der er udbrudt i brandbare Materialier; og dersom Bygningerne ved Nybørs og Finlapperne antændtes paa eengang, da kunde det efter Omstændighederne falde vanskeligt at redde Menneskene og det øvrige maatte overlades til Skjæbnen. Vil maa søge sig Retirade ad Husenes Bagside imod Børsgraven, da lader det sig vel giøre i Begyndelsen, men har Ilden angrebet flere af disse sammenhængende og næsten blot med Brædegavle adskilte Bygninger, da vil vist ingen Brandofficeer exponere sig selv, eller Mandskabet under de brændende Gavle, og i denne Baggade, der paa sine Steder neppe er 7 ½ Alen bred til Bolværket.

De største Finlapperskibe ligge i Almindelighed nærmest hen ad Knippelsbro, og skulde Borthaling skee i Hast i Farens Øieblik, og et saadant Skib rager paa Grund, da er Passagen spærret for alle de andre, og den derved udbredte voldsomme Ild vil sandsynligviis bevirke Ødelæggelsen af flere af de i Rækken ved Børsen indesluttede Fartøier. Børsen og Holmens Kirke tilligemed mange dertil stødende værdifulde Bygninger, vil det under saadanne Omstændigheder, være vanskeligt at sikkre for Flyveild, hvis Virkning paa lang Distance man desværre lærte at kjende i 1795.

Det er dernæst ikke umuligt, at Ild kan udbryde ombord i selve Finlapperskibene, da største Delen af Mandskabet er meget forfalden til Drik og sees jevnligen med Pibe eller Cigar i Munden. Under de roligste Omstændigheder vilde det Antal Skibe, der ligge fra Knippelsbro og langs Bolværket op til Holmens Bro, behøve lang Tid til at varpes bort, og det er let at forestille sig Udfaldet af en saadan Retirade over Hals og Hoved i Ildebrandstilfælde. Brand-Commissionen bemærker, at i Nyhavn og paa andre Steder ere Skibe ogsaa udsatte for Ildebrande; men største Delen af Skibene inde i Havnen ere af de mindre Slags, og for det meste Jagter, der ingen synderlig Takkellage have og ere i sig selv handlelige Fartøier at manoeuvrere med, hvorimod Finlapperne nuomstunder ere svære Skibe, byggede af Fyr med stærk gjennemtjæret og høi Rejsning, og for det meste af saadan Constructicn, at hverken Stænger eller Ræer kan stryges, om endog Tid og Omstændigheder tillod det.

Efter saaledes at have fremsat de, efter flere kyndige Mænds Mening, uforkastelige Grunde, for Finlapperssibenes snarlige Forlæggelse i Henseende til Faren ved Ildsvaade; maae vi ikke forbigaae andre væsentlige Ulemper ved disse Skibes nuværende Liggeplads.

Gaden ved Nybørs er Hoved-Communicationen mellem Kjøbenhavn og Christianshavn, og alene til den Benyttelse saa indskrænket, at den levner saare liden og dertil undertiden meget farlig Plads for Fodgjængere. Disse have tingen anden Vei at passere, og ere ei sjelden standsede ved Knippelsbroes Aabning, ved Vagtparaders Passage, og ved flere Rækker Vogne der udfordre den fornødne Plads for at passere frem eller tilbage. Denne indskrænkede Gade skal dernæst tjene til Losseplads for Gods, der egner sig mere til at oplosses paa en aldeles aaben Plads, thi Enhver kan overtyde sig om at passerende Vogne maae holde for næsten ethvert langt Stykke Tømmer eller Lægte, der skal læsses paa Vognene ved Skibene, og ei sjelden maae Fodgængere paa Fortouget vige af samme Aarsag, naar de ikke ville udsætte sig for at lemlæstes eller ogsaa at blive insulteret af et Selskab af et eget Slags Sjouere, der har anmasset sig Losningsretten ved Finlapperne i den Grad, at Kjøberne neppe ere Herrer over deres egne Vogne. Dog dette sidste er vel nærmest en Politisag. Betræffende hvad Eierne af Bygningerne ved Nybørs muligen kunde indvende imod benævnte Forlæggelse, da bør dog den offentlige Sikkerhed for Indvaanernes Liv og Gods fremfor alt tages i Betragtning, og under alle Omstændigheder ville Bolværkerne ved Nybørs fortrinsviis blive afbenyttede af de mere dybtstikkende Skibe.

Sagen er anbefalet paa det kraftigste af Borgerrepræsentanterne (P. 63 i Forhandl, i 1840), men efterat den ovenanførte Erklæring fra Brand-Commissionen var afgivet forekommer det som der ingen synderlig Grund var dengang til at paaskynde Sagen. Dernæst er det Hele endvidere standset ved en nye Ovæstion, om hvorledes Omkostningerne ved Opmuddrings-Væsenet i Kjøbenhavn kunde være at fordele mellem Statskassen og Communen, hvilken Qvæstion maa antages at have sin Oprindelse fra det tvivlsomme i, hvem der skal betale for Opmuddringen ved Recrut-Cassernen, naar Finlapperne skal have Liggeplads der. (Pag. 42 i Forhåndlingerne i 1842.)

Det vilde efter ovenanførte dog være høist beklageligt, og aabenbar høist uforsvarligt, om nogen Ulykke indtraf i den Tid, der sædvanlig medgaaer til Discussioner, Correspondence etc., hvilket maae foranledige enhver Paagjældende til at yttre det Ønske, at denne Sag uopholdelig bringes til et Resultat.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. juli 1843).

Børskanalen set fra Jacob Holm & Sønners Plads (førhen Asiatisk kompagni) ca. 1865. I kanalen finlapperne, finske både med trælast. Kildetekst: I Forgr: En Del finske Skibe (Finlapperne), som ladede med Trælast havde Anlægsplads udfor Nybørs. Tv. Nybørs eller De seks Søstre, samt Børsen. Th. Holmens Kirke, og en Del af Gammelholm, med den nyanlagte Havnegade. I Baggr. tv. Christiansborg Slot. Midt i billedet Vor Frue Kirkes Taarn, og Sankt Petri Kirkes Spir. Th. for Spiret paa Holmens Kirke ses Hellig Geists Kirkes Taarn. De smaa hvide Pletter, langs tre Skibsmaster i Billedets Forgr. tv. ere Rødspætter ophængte til Tørring. (Mariboe) Bemærk: F00435a er samme billede i beskåret udgave. (Kbhbilleder. Public domain).

Forholdene ved Nybørs blev adskillige gange påpeget af Politivennen. Artiklen bekræfter at der åbenbart ikke skete noget. Gaden hedder i dag Børsgade, og historisk set kendt for hus rækken "De Seks Søstre". En finlapper var en noget udefineret betegnelse for et lille småhandels koffardiskib som sejlede indenrigs og i Østersøen (Finland). 

Dragerne ved Toldboden. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn den 30te September 1836. - Endeligen er det blevet de Reisende, som ankomme til Kjøbenhavns Toldbod, tilladt at lade deres medbragte Gods hjembæres af hvem de ville og for den Betaling, hvorom de med Vedkommende kunne forenes. Som bekjendt var der i sin Tid forundt Havnecapitain og Transportforvalter Eskildsen saavel udelukkende Ret til at besørge Godstransporten ved Kjøbenhavns Toldbod og paa Rheden, som eneret til med Dragere at besørge de Reisendes Gods henbragt til deres Boliger. Allerede under 7de Novbr. 1834 bestemte Hs. Majestæt, at Godstransporten fra 1ste Marts 1836 skulde være aldeles fri for Alle og Enhver, og om Drageriet fastsattes, at det samme skulde være Tilfældet til den Tid, som af Generalpostdirectionen nærmere blev bekjendtgjort. Af denne Bemyndigelse har Postdirectionen dog ikke gjort Brug førend nu, da den ved Bekjendtgjørelse af 26de d. M. har kundgjort, at Drageriet fra 1ste Novbr. d. A. frigives for Alle og Enhver.

(Kjøbenhavnsposten den 30. september 1836)

Noget om Toldbod-Dragerne.

Når man en søndag eftermiddag vil spadsere ud på Københavns toldbod på den tid da dampskibet fra Kiel plejer at komme, så vil man få et begreb om den mageløse uorden der hersker ved ilandbringningen og bortbæringen af de ankommende rejsendes tøj. Som bekendt er nemlig drageriet frit for alle. Og som en følge heraf kan enhver gavtyv, ethvert udskud som kun har så mange laser på kroppen at han kan bedække sin nøgenhed, indfinde sig for at søge fortjeneste. 

Dette sker da også i guds velsignede mængde. Når nu en båd lægger til, griber og rapser disse gaster alt hvad blot den ene kan få fat på for den anden under idelig banden og slagsmål. Og for de rejsende er det umuligt at hindre, så de må tro sig hensat til en røverrede, og ikke til sø-, stabel- og hovedstaden København i kongeriget Danmark. Passagererne tør ikke stige i land af frygt for at blive skubbet overbord af den tætsluttende kreds lazaroner der omgiver dem. Godset bliver nu slæbt op på pladsen til bærebørene, og her må passes på for at en passagers gods ikke skal blive lagt på ti forskellige børe, da enhver vil bære hvad han har bemægtiget sig. Den stærkeres ret gør endelig udslaget efter megen spektakel, skælden og slagsmål, og godset kommer da endelig bort.

De fleste af disse sjovere ser mere ud som dyr end mennesker, og kun få har et så tåleligt udseende at man uden væmmelse kan tænke sit tøj i deres hænder. Det samme gælder ved bortrejse herfra. Når en vogn øjnes udenfor toldbodporten, spidser sjoverne ører, omringer den på pladsen og nu rives alt ud af den hvad der kan fås fingre i. Om den rejsende nok så meget protesterer, så nytter dette dog intet. Havesyge og frækhed gør dem døve for alt. At de rejsende ikke giver dem nogle dygtige stokkeprygl, må forundre enhver som blot en gang har været vidne til denne skandale. Det var at ønske at den kongelige generalpostdirektion som med prisværdig beredvillighed afhjælper så mange savn, vil lade træffe den foranstaltning at kun visse ordentlige folk blev antaget til dragere, og at disse fik en fælles kasse, hvoraf hver fik lige del. Og når da en moderat takst blev sat for disse folk, så tror man at en uorden ville blive hævet som næppe nogen anden stad i verden kan fremvise mage til.

6-18.

******
Udgiveren har fået tilsendt en anden lignende anke over de på Toldboden stedfindende uordener af sjovere, og han vil med forestående indsender ønske denne hævet ved ansættelse af faste og betroede folk, lig litsenbrødrene ved vore øvrige færgesteder som mod en bestemt rimelig godtgørelse skal modtage og befordre rejsendes gods til det opgivne logi. Skulle der imidlertid ikke reflekteres på dette ønske, da burde dog de her omhandlede sjovere formenes at opholde sig på broen med mindre deres tjeneste forlangtes der. Da vagten er i nærheden, kunne sådant let overholdes.

(Politivennen nr. 1120, Løverdagen, den 17de Juni 1837. Side 367-369)

Problemet syntes ikke at ophøre, hvis man skal tro dette billede (Toldboden), af Tikjøb 23 år senere i Illustreret Tidende, 9.december 1860.

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 1222, 1. juni 1839 s. 350 blev bekendtgjort at der nu var stationeret 2 soldater som spærrede adgangen til broen, og kun lod dem passere som opsynsmanden kaldte til sig for at transportere de rejsendes gods.

Der var klager over at transporten til dampskibene skulle foregå i små både som havnekaptain Eskildsen havde monopol på. Lodsoldermanden Erich Eskildsen (1776-1856) var 1. april 1811 blevet transportforvalter for befordringen mellem Nyhavn og Christianshavn. Det skulle foregå med 6 gode rofartøjer (Bergensjoller). Det må have været en god forretning, for i 1812 fik han opført et syv fag bredt hus med kælder og fire etager på Frederiksborggade 7 (huset findes stadig). Her boede bl.a. fra 1812 Poul de Løvenørn (1751-1826). Direktør for Søkortarkivet, og senere kontreadmiral (1813). Da Pram- og Stenførerlaugets eneret på færgejollerne på Strømmen indenfor Toldbodbommen blev ophævet, blev den overtaget af Eskildsen. Lauget havde fastsat takster for turene til Christianshavn som 1 tur fra Nyhavn, 2 ture fra Larsens Plads og 3 ture fra Toldboden. Prisen var 4 sk. pr person pr. tur. Færgejollerne blev især brugt af forretningsfolk. En færgejolle fra Christianshavn til Toldboden kostede således 4-5 mark, mens en droske til 4-5 personer kostede 24 sk. pr. tur. 

Det var især københavnerblade som Kjøbenhavnsposten og Fædrelandet der kritiserede Eskildsen. Klagerne over de "Eskildsenske både" ophørte ikke efter hans afgang. Begrebet "Eskildsens Både" hang ved. Og med god grund, efterson færgevæsnet åbenbart blot fortsatte i hvert fald nogle år endnu med dårlige både og dyre takster. En af Eskildsens efterfølgere, havnekaptajn Hendrich Emil Krenchel (1801-1864) nægtede dog i 1855 at overtage Eskildsens færgeprivilegium. Krenchel var efter endt karriere i marinen blevet havnekaptajn i 1853, samt medlem af Københavns Havneadministration. Ham gik det dog værre: Den 24. januar 1856 blev han sigtet og senere fundet skyldig i at have tilegnet sig nogle fartøjshvilere, hvis værdi kun var nogle få Rdl. Han blev suspenderet 4. juni 1856 og varetægtsfængslet. Den 23. januar 1858 dømt til simpelt fængsel i 3 måneder i anledning af forskellige uregelmæssigheder og uordner i sin embedsførelse. Straffen blev afsonet i Kastellet. Genindsat i 1. januar 1859-1. april 1860. Hvorefter han blev afskediget med ventepenge i anledning af forandring ved havnekaptajnsstillingen. 

I 1857 blev monopolet ophævet. Og der blev etableret et regelmæssigt færgevæsen i havnen af ingen ringere end en af Eskildsens sønner, kancellist F. Eskildsen. Jollerne blev udskiftet med 10 bedre udrustede joller. Der var dog stadig ikke etableret anløbssteder, så bådene måtte bruge de private broer.

Uordener.

1) På hjørnet af Gammeltorv og Nørregade har det i lang tid, men især i de sidste dage, næsten været umuligt at kunne passere fortovet for en stor del sjovere og soldater der har placeret sig der så at man for at undgå at blive tilsmurt, eller behandlet med grovheder af disse personer, var nødsaget til at gå ud på gaden. Man må i denne henseende spørge om politiplakaten der forbyder at henstille noget der spærrer passagen på fortovet, alene gælder om ting og ikke om personer?

2) Mandag den 6. april hændte det at idet en vogn kørte roligt igennem Nørreport, en anden vogn kom farende forbi denne i stærkeste trav. Som en følge heraf var pladsen så snæver for de forbipasserende at det eneste menneske der i det øjeblik passerede porten, blev styrtet omkuld af vognens baghjul og lider endnu af faldets følger.

(Politivennen nr. 1008, Løverdagen den 25de april 1835, s. 273-274)

Besværlige Sjouere.

Det er højst ubehageligt for handlende som bor i kældre når en mængde sjovere tager stade udenfor samme, idet disse ofte spærrer nedgangen, hælder sig op til udhængte skilte, eller skygger for de i vinduerne udsatte varer. Dette er tilfældet på hjørnet af Store Kongensgade ved Kongens Nytorv. Især samler en del sig på det hjørne hvor urteboden er, og ikke sjældent opstår der klammeri og slagsmål mellem dem som forårsager sammenstimlen af pøbel og drenge. Vel er der nogle blandt disse karle som opfører sig ordentligt, men der findes andre som dels i drukkenskab, dels af misundelse over at disse fortrinligt tages i tjeneste, angriber dem og således nøder dem til selvforsvar. Blandt de urolige udmærker sig:

1) En temmelig høj person iført blå trøje, sorte benklæder og grøn vest, lav kasket på hovedet, bekendt under navn af Slagsbroderen.

2) En lille undersætsig person, har en lav kasket, brunagtig klæder og sko, hvoraf tæerne sædvanligvis titter frem. Han er altid beruset, hvorover man må undres da han intet bestiller og ingen benytter hans tjeneste.

3) En forhenværende tambur i forrevne klæder og hat på hovedet. Vestiller sjældent noget og er ofte i klammeri med de andre.

Det var meget at ønske at samtlige karl beordredes til at vige fortovet og tage stade udenfor rendestenen på torvet hvor der er plads nok for dem, og hvor de ikke står nogen i vejen. På fortovene må jo efter politianordningerne, intet henstilles som hindrer passagen for fodgængerne.

(Politivennen nr. 1006, Løverdagen den 11te april 1835, s. 238)

Spectakel paa Høibroplads.

Såvidt indsenderen erindrer sig er der før i dette blad anket over den stimmel af mennesker der en gang imellem næsten spærrer passagen over denne plads. Men lagt fra at aftage, er denne menneskevrimmel snarere forøget. Man finder at Højbro Plads tjener som bivauk for tre slags folk, nemlig:

1. 

Mosaiske lazaroner med hele puklen fuld af gamle klæder, nogle med isenkram og andre ting. De optgaer det stykke fra Læderstrædes hjørne og noget ud på torvet.

2.

Sjovere og lastdragere. Da disse altid opholder sig i midten af pladsen og desuden ikke er mange, så nævnes de blot for fuldstændighedens skyld, og undes gerne deres stade.

3. 

Landsoldater eller konstituerede sjovere. Af disse er der en frygtelig mængde som tager fortjenesten fra den virkelige sjover, hvilket ikke sjældent giver anledning til opløb og slagsmål. De er ellers meget stille og gør gerne plads for folk, men deres kontraparter er dem for nær at der ikke skulle opvækkes misundelse og en gang imellem vanke lidt prygl.

Af alle 3 slags der alle forvolder uro og måtte ønskes behørigt kontrollerede, er de første unægteligt de farligste. Den københavnske sjover kender politiets kraft, landsoldaten frygter sine foresatte. Men den mosaiske lazaron frygter hverken Gud eller en anden mand. Med deres afskyelige påtrængenhed insulterer de alle forbigående, og med deres "Keew doch denne saks!" - "denne sigenect!" forfølger en langs op ad gaden.

For ikke at tale om smughandel, hæleri osv. tror man at det er de fleste af stadens indbyggeres ønske at en af de første i København ved politiets foranstaltning måtte blive renset og nogenlunde ryddeliggjort.

(Politivennen nr. 593. Løverdagen den 12te Mai 1827, s. 303-304)

Robert Batty (1789-1848): Højbro Plads. 1828. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sjouermarked paa Amagertorv.

Allerede i lang tid har den uorden fundet sted på Amagertorv især ved hjørnerne af Østergade og Købmagergade at en flok soldater, sjovere og lediggængere henstiller sig der hvor de vist nok allermest frem for på noget andet sted i byen, er passagen i vejen. Selv på helligdagene finder dette sted. Den største del af stadens indbyggere har til visse fundet dette generende ved at passere denne vej, da disse karle sjældent viger pladsen for nogen. Da imidlertid denne daglige uorden der tillige afgiver et stødende syn, og hos fremmede vist nok må opvække en ugunstig ide om politiets opmærksomhed i residensstaden, dog på en let måde ville kunne afskaffes, når nemlig et par politibetjente afholdt disse, personager som er overhørige for såvel politianordning som militærbefaling, fra at tage plads der, så tør man vist nok også så meget mere rimeligvis vente at se denne uorden hæmmet i fremtiden, som man så ofte har set beviser på høje ansvarshavendes opmærksomhed for enhver begrundet klage. Man tror tillige i denne anledning at bude bemærke at det ville tjene til stor bekvemmelighed for stadens indbyggere i almindelighed at det strengt overholdtes at disse karle der ellers opholder sig der, skulle fordele sig i flere gader, da de der bor afsides fra dette punkt, nu næsten altid må have den ulejlighed at løbe den halve by igennem for at få dat i en karl til et eller andet arbejde, hvilket herved kunne undgås.

(Politivennen nr. 516. Løverdagen den 19de November 1825, s. 10288-10290)

Sjouer-Myndighed.

Ved finlapperne under Børsen som sælger trævarer, har i den senere tid sammenrottet sig adskillige af de såkaldte strandsjovere som synes at føre et vel vilkårligt herredømme der. Når nemlig en mand fra byen eller en bonde som kører sine trævarer derned, enten selv læsser dem på sin vogn, eller ikke vil give disse uforskammede karle den urimelige betaling de forlanger, så overøser de folk med en hob skældsord og trusler om lemlæstelse, og beboerne i nærheden har ofte set bønder blive dårligt mishandlet af disse folk. Det var at ønske at vores årvågne politidirektør ville en gang imellem lade en betjent opholde sig der i nærheden, til hvem enhver ved den mindste fornærmelse kunne henvende sig.

(Politivennen nr. 443. Løverdagen den 26de Juni 1824, s. 8058-8059)

Farlig Sjouerselskab paa Gammelmønt.

På hjørnet af Gammel Mønt og Store Regnegade ses hyppigt om aftenen især i mørkningen, en forsamling af til dels velklædte sjovere tager plads på hjørnet af Store Regnegade og Gammel Mønt hvor de undertiden pro forma ypper klammeri for at bringe folk til at forsamle si omkring dem, og varetager da lejligheden til at besøge de af tilskuernes lommer hvori noget er at fiske. Nylig er en mand på denne måde blevet af med sit ut. Man giver sig den frihed at gøre det for sin virksomhed og årvågenhed bekendte politi opmærksom herpå for at videre ulempe kan afværges. Om end aldrig skælmsstykker begås, er dog sådanne optrin af den beskaffenhed at de kunne afstedkomme mange slags andre uordener. Man håber derfor at disse sammenkomster på offentlig gade vil blive forpurret for fremtiden.

(Politivennen nr. 391. Løverdagen den 28de Junii 1823, s. 6334-6335).

Forslag om Sjouere og Dragere.

Så vidt vides er der en politiplakat der forbyder sjovere og dragere at opholde sig ved de vogne som kører ind på torvet, og påbyder dem at opholde sig på fortovet i nærheden, hvor så enhver der vil benytte sig af deres hjælp kan finde dem. Imidlertid ser man alligevel dagligt at enhver vogn som kan have flæsk, smør osv. på, omringes af 5 til 6 sjovere, så snart den kommer på torvet. Dette betyder at intet velklædt menneske kan finde på at nærme sig vognen for ikke at få sine klæder tilsmurt og ødelagt af disse fedtede personer, men hellere overlader læsset til spækhøkerne. 

Idet man altså kunne ønske en mere nøje overholdelse af den plakats bydende, tror man at denne burde udvides til at det blev pålagt sjoverne på torvene og ved stranden at have et blikskilt med nummer på hatten, ligesom de personer der holder heste i Charlottenlunds og Jægersborgs skove. At dette i flere henseender ville være nyttigt, er der vist ingen tvivl om. Mange gange kommer en mand der går i sine forretninger, over torvet. Han ser sit køb på et eller andet, men hans tid tillader ham ikke at gå hjem med den der bærer det, og han må derfor lade være med at købslå. 

"Man ser dagligt at enhver vogn som kan have flæsk, smør osv. på omringes af 5 til 6 sjovere, så snart den kommer på torvet, og dette forvolder at intet velklædt menneske kunne finde på at nærme sig vognen for ikke at få sine klæder tilsmurt og ødelagt af disse fedtede personer, men overlader hellere læsset til spækhøkerne." (Sjover i følge Lahdes kobbertryk. Han har soldateruniform på, hvilket viser at han hørte til de laveste i datidens samfund)

Udførtes derimod forslaget, så kunne han blot mærke sig sjoverens hattenummer for at drage ham til ansvar hvis han begik nogen uredelighed med de varer som var betroet ham til transport. For sjoverne ville sådan foranstaltning have den nytte at den flinke og redelige ville blive søgt hyppigere og få fortjeneste. For de flittige torvegængere ville nok udmærke disse. Således ville man snart få at høre: nummer 2 er et flinkt sendebud, nr. 4 er en pålidelig karl. Nr. 5 ville jeg betro hvor meget det skulle være, osv.Det ville måske også lette politiopsynet på torvene, da lommetyve og skarnsfollk ikke så let uden denne udmærkelse ville vove at blande sig mellem de ærlige sjovere.

(Politivennen nr. 387. Løverdagen den 31de Mai 1823, s. 6271-6273).

Varsko.

På hjørnet af Sankt Annægade og Overgaden Nedenvandet på hjørnet af Sankt Annægade og Strandgade samt på hjørnet af sidstnævnte gade og Langebrogade, henstiller sig hver dag en del sjovere for at vente på sjov. Disse optager helt fortovet og spærrer passagen for enhver fodgænger så at man for at komme forbi dem, må træde ud på gaden i hvor sølet denne end undertiden er. Også frygter velklædte personer for at komme dem nær da et par damer ville have sporet skråspyt på deres klæder i det de har passeret forbi dem. Da i almindelighed intet må hensættes på fortovene for at passagen kan være fri for fodgængere, så mener man at det heller ikke kan være disse mennesker tilladt at forsamle sig der i masse og bemestre sig fortovet. Man ønsker derfor at de måtte henvises til et andet sted hvor de står mindre i vejen.

(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4950-4951).

En Besværing fra Nyhavn.

I Nyhavn på den såkaldte byens side findes et komplot af sjovere som ikke alene forekommer enhver anden arbejde ønskende person fra at få arbejde, men som endogså bestemmer sådan takst for det arbejde de forretter, at man må blues derved. Ønskeligt var det at man i det mindste måtte sættes i stand til at vælge hvem man vil til at arbejde for sig og ikke overfares med grovheder af den laveste klasse af mennesker fordi man ikke vil opfylde dens ublu begæringer, hvilket man ikke kan undgå med mindre man vil udsætte sig for deres fornærmelser.

(Politivennen nr. 193, Løverdagen den 11de September 1819, s. 3107)

Endnu et par Ord om Sjovervæsenet, især ved Hoftheatret.

(Efter indsendt)

Søndag formiddag den 23. november var dette uvæsen igen i fuld virksomhed. Sjoverne havde opstillet sig i en række fra døren hvor vagten står, langs den højre væg og gled således ind en efter den anden, og fra den anden side hvor de skikkelige folk stod, slap næsten ingen ind. Endelig kom en teaterbetjent med en underofficer og to mand, og som slagne af en lynstråle så man hele lauget i en hast begive sig bort. Et kendeligt bevis på at disse godtfolk dog må have en inderlig overbevisning om dæres næringsvejs ulovlighed, og om at de er velfortjent til stokkeprygl. Vagtens komme vakte en almindelig glæde blandt alle de andre. Men glæden var stakket. Teaterbetjenten begav sig ind i den anden gang, og sjoverne listede sig lidt efter lidt ind igen, fordi underofficeren med den bedste vilje intet klækkeligt kunne udrette, da han ikke kendte prangerne.

Uagtet det simpleste middel til at råde bod på denne - for 5 til 6 år siden her aldeles ubekendte - uskik, var stokkeprygl især da politiets stokke med langt mindre omstændighed anbringes på disse vedkommendes rygge end flintekolber, eller bajonetter, så kan man dog foreslå et andet middel der med lidt mere ulejlighed fyldestgør alle humanitetens såvel som de skuespilbesøgendes fordringer.

Det måtte nemlig behage teatrets direktion at anordne at en teaterbetjent (en af dem der ved billetternes uddeling i almindelighed opholder sig i skuespilhusets forsal og som uimodsigelig må, lige såvel som ethvert andet menneske hvis vej jævnlig falder forbi Det Kongelige Teater om formiddagen kl. 10 kunne kende sjovere fra ikke-sjovere), posteres med det par soldater eller politibetjente ved opgangen hvor der er aldeles lyst, og meddelte enhver som gik op for at tage billet, et tegn, fx en blikpenge, at det pålagdes ham ikke at give tegn til nogen som engang havde fået, og atter meldte sig. Og at det pålagdes kassereren ikke at uddele billetter til andre end dem som havde tegn. Og ikke flere end en billet til de notoriske sjovere som derfor måtte meddeles ved opgangen et noget forskelligt tegn, til andre to højst tre.

Trængslen ville dermed ikke blive voldsom. Dog måtte teaterbetjenten stå indenfor en slags disk eller blot ved et bord for uhindret at kunne beskue og tildele enhver efter sine gerninger.

(Politivennen nr. 449, 29. november 1806, side 7135-7138)

Sjoverstime og Billetprangen ved Hoftheatret.

(Efter indsendt)

Man bemærkede med fornøjelse den iver hvormed kontrolløren der er til stede ved billetkontoret ved Hofteatret, søndag den 16. dennes forsøgte at forebygge trangen og alarm af sjoverne. Og han fortjener publikums tak fordi han jog den skare af prangere ned. De samme personer man sædvanligvis ser prange med billetter som følgelig ikke skete nogen uret. Kun skade denne frist varede så kort. For så snart kontrolløren var gået bort, listede de sig tilbage igen. Nu stod man da atter i dette ubehagelige selskab som man vel måtte forlade og hellere igen søge sin billet på anden hånd.

Man ønskede derfor at kontrolløren forblev på den side af døren hvorfra man går ind til billetkontoret da publikum så kunne håbe at blive befriet for disse mennesker der ikke som bud, endnu mindre til personlig brug, tager billetter. For de opkøber dem i dusinvis, men blot for at prange med.

Underofficeren der med to mand var posteret uden for døren, holdt dem vel nogenlunde fra at trænge, men en sværm af sjovere var der dog.

Flere havde set disse personer komme ud med næverne fulde af billetter, sølge med halvt til hel 100 % fordel, og derpå trænge ind op ny. Men at drive sådan øger med billetterne, og således fordyre adgangen til en offentlig indretning, hvor der er sat en bestemt pris, er sandelig dog til åbenbare fornærmelse for publikum. Man må så meget mere ønske sjoverne bort fra Hofteatret som antallet af de pladser der ikke er abonnerede, ikke er flere end at de kan opkøbe de fleste billetter, og da står de i deres magt at stemme prisen til hvad de vil. Man hører alle forlange lige meget. Og at det har været tilfældet med Hofteatrets pladsloge- og parterrebilletter at de fleste har været opkøbte af sjovere, kan man overbevises om deraf at der næsten hver søndag en 1 højst 3/4 time efter kl. 11 har været flere tilbage af disse billetter, og i denne tid har sjoverne trængt så stærkt at det ikke vel har været muligt for andre at komme ind.

(Politivennen nr. 448, 22. november 1806, side 7119-7121)

Uordener.

Forleden har en sjover på hjørnet af Lille Strandstræde og Nyhavn antastet en honet fruentimmer på en uanstændig og forskrækkende måde. Skønt der var flere mandspersoner til stede, var der dog ikke nogen der var mand nok til at tage hende i forsvar. Man venter endnu at få karlen kendt for at føre ham på behørigt sted. Imidlertid måtte man ønske at enhver som så sådan ting, straks talte sandhedens sprog til forbryderen som da nok ville skamme sig, i stedet for at en fej latter opmuntrer ham.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3456)

Uordener.

Politivennen har før vist skadeligheden af at det tillades dragere at stå som skildvagter på deres håndtering på  fortorvet ved hjørnerne, ikke alene ørkesløse, men til hinder for gående, og til anledning til usædelige optrin med forbigående tjenestepiger. Udgiveren foreslog dengang et middel mod det der forekom ham antageligt, nemlig at kun indskrevne og nummererede folk måtte køre med bør, og at disse kunne bestilles og træffes i visse kældre, uden for hvilke et skilt af en forgyldt bærebør blev ophængt. Skulle dette forslag ikke mod forventning kunne opfyldes, så ønskede man dog at politimesteren ville gøre to ting: 1) anvise børs-dragerne visse pladser at stå på hvor de ikke var i vejen, for alting intet hjørne. 2) hvis han tillader dem som nu at sætte børen op til husene, hvorved fortorvet mindskes, at han da vil befale dem at vende de skidne ben af børen ind mod muren og ikke ud til gåendes klæder.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 96, den 22 Februar 1800, s 1535-1536)