Damemoderne i Rudkøbing. (Efterskrift til Politivennen)

En munter Sag for Landsretten. - Damerne var ikke fine nok til Restauratøren.

En i sig selv ganske latterlig Affære, der dog har principiel Betydning for en Del Mennesker, var I Gaar til Behandling i Landsretten.

To musikalske Damer, Frøken Ayoe Matthisson-Hansen, Datter af den afdøde Konservatoriedirektør, og hendes Veninde, Frøken Ellen Koefoed, var engagerede til at spille hos Restauratør Chr. Christensen paa Ørstedspavillonen i Rudkøbing. De blev imidlertid afskedigede, fordi deres Kjoler ikke var flne nok.

De anlagde ved Retten i Rudkøbing Sag mod Restauratøren og krævede ham dømt til at betale 30 Dages Gage og Kostpenge, ialt 631 Kr.

Ved Retten i Rudkøbing blev der afhørt en Del Vidner, som alle støttede Restauratøren. Selv Biltzings Bureau i København, der havde ordnet Engagementet, støttede Restauratøren.

Resultatet blev imidlertid det, at den Rudkøbing-Dommer dømte Restauratør Christensen til at betale de forlangte 631 Kr. foruden 175 Kr. i Sagsomkostninger.

Dommen blev imidlertid appelleret til Østre Landsret, hvor den i Gaar behandledes.

Overretssagfører Goldschmidt mødte for Restauratøren, medens Overretssagfører Thorsteinson ledsagede de to Damer.

Hvad Damerne forklarede.

Efter at Sagen var gennemgaaet, afgav de to Damer Forklaring. De meddelte, at de fra Biltzings Bureau havde faaet Besked om, at de skulde optræde i almindelig Aftenkjole. Frøken Koefoed mødte da den første Aften i en sort og langærmet Crepe de chine Kjole, som hun havde købt i Paris, og Frøken Matthisson-Hansen var iført en sort Kjole med Blondekrave.

Der blev saa klaget over, at der var Fedtpletter paa den sidstnævntes Kjole, og hun tog derfor straks en anden paa.

De blev imidlertid alligevel afskedigede.

Under Sagen har Restauratør Christensen faaet Assistance fra Indehaveren i Grand Hotel i Kalundborg, som skrev til ham, at han ogsaa havde været belemret med de to Damer, som han afskedigede efter 10 Dages Forløb, da de skadede Besøget paa Hotellet.

Frk. Mathissen-Hansen og Frk. Kofoed i Retten.

Damernes Musik.

Til Belysning af deres Kvalifikationer som Musikere fremlagde de to Damer Erklæringer fra Musikkonservatoriet, fra Fini Henriques, Georg Høgberg og andre, bl. a. ogsaa fra Rudkøbing-Restauratøren, der i den Retning var meget tilfreds.

I den Anledning bemærkede Hr. Goldscmidt, at deres Kvalifikationer ikke er kritiseret Men de er dog næppe saa store Kunstnere, at de ikke skal følge Landets Skik.

Et Forsvar for Damerne.

Overretssagfører Thorsteinsson flk nu Ordet. Han udtalte: Det er umuligt at fastsætte bestemte Grænser for Begrebet Selskabsdragt. Og naar der har været Tale om Damernes Frisurer, saa er det maaske, fordi de var ny for Rudkøbing.

Man kan heller ikke forlange Grande Toilette for 7 Kr. 50 Øre om Dagen, som Damerne fik i Honorar.

Damerne har lagt mere vægt på deres Spil end paa Kostumerne.

Det vil være betænkeligt at paastaa, at Damernes Kjoler Ikke var Selskabsdragter selv i Rudkøbing. Jeg maa derfor paastaa Underretsdommen stadfæstet.

Tilfældet I Kalundborg.

Til Slut spurgte Hr. Goldschmidt Frøken Matthisson-Hansen om, hvad der var i Vejen i Kalundborg.

Frøkenen svarede: Det var ikke Kjolerne; men naar jeg nu bliver spurgt, maa jeg sige at vi blev afskedigede, fordi vi [ord mangler] Værtens Forlangende vilde [ord mangler] med ham og Gæsterne.

Retsformanden afbrød nu med den Bemærkning, at Spørgsmaalet om Tilfældet i Kalundborg ikke forelaa i nuværende Retssag.

Sluttelig foreviste Damerne deres andet Toilette, der viste sig at være Silke-Trikotine købt hos Fonnesbech for 50 Kr. pr. Stk.

Sagen blev derefter optaget til Doms, og Landsretten stadfæstede Rudkøbing Byrets Dom, hvorefter Restauratøren skal betale Damerne 631 Kr. Plus 175 Kr. i Sagsomkostninger. Yderligere skal han betale 100 Kr. i Sagsomkostninger ved Landsretten.

(Social-Demokraten, 9. september 1927).

Kvaksalveri paa Langeland. (Efterskrift til Politivennen)

Kvaksalveri. Ifølge det sidste Nummer af "Jur. Ugeskr." har Landsover- samt Hof- og Stadsretten den 1ste Juni sidstl. paakjendt en Sag, hvorunder et Fruentimmer paa Langeland tiltaltes for Kvaksalveri, idet hun til en Pige, hun kjendte fra Barn af, og som henvendte sig til hende om Raad for Fnat, havde leveret en Flaske med et af Tiltalle selv tillavet Decoct af Neldefrø, Lavendel-, Kameel-, Hyldeblomster og lidt Allun, kogt sammen i Vand, hvormed Huden skulde indgnides, samt derhos raadet Pigen til at indtage Svovlblomme, ved hvilke Midler, som bleve anvendte, Pigen antages at være kommen sig. Da det ommeldte Decoct efter Sundhedscollegiets ifølge Overrettens Kjendelse indhentede Erklæring ikke kan henregnes til den Art Lægemidler, der almindelig betragtes som Huusmidler eller Huusraad men snarere maa regnes til de saakaldte arcana, - hvorimod Svovlblomme, efter hvad Collegiet yttrede, vistnok især i tidligere Tid har været brugt indvendig og udvendig som Huusraad, om det end ikke stricte kan henregnes til Huusmidler - blev Tittalte ved Rettens Dom, der stadfæstede Underrettens, anseet ifølge Frdn. 5te September § 5 og Lov af 3die Marts 1854 med en Mulct af 10 Rd. til Svendborg Amts Fattigkasse foruden at udrede Actionens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. august 1866)

Umiddelbart er det svært at finde midlerne i den traditionelle folkemedicin. Urter mod fnat som er nævnt i folkemedicinen er svaleurt, gul lupin og knoldet brunrod. Hyldeblomster for sved- og vanddrivende. Lavendel blev brugt mod søvnløshed og opspændinger. Svovlblomme anvendes stadig til at dræbe naturligt forekommende vildgær.

Paa Langeland har nylig et Fruentimmer været tiltalt for saakaldet "Qvaksalveri", idet hun til en Pige, "hun kjendte fra Barn af, og som henvendte sig til hende om Raad for Fnat, havde leveret en Flaske med et af Tiltalte selv tillavet Decoct af Neldefrø, Lavendel-, Kameel-, Hyldeblomster og lidt Allun, kogt sammen i Vand, hvormed Huden skulde indgnides, samt derhos havde raadet Pigen til at indtage Svovlblomme, "ved hvilke Midler, som bleve anvendte, siger Berl. T., Pigen antages at være kommen sig"; men hvad vil man da mere? og dog kalder man ugeneert det Qvaksalveri! Havde det belbredende Fruentimmer været medicinsk kandidat, men ikke havde kunnet helbrede den Syge, saa havde det ikke været "Qvaksalveri", men Udøvelse af "berettiget Lægepraxis"! Den berettigede Læge, som ikke havde kunnet læge, havde "gjort sin Skyldighed". Pigen havde foreløbig beholdt sin "Fnat" og saa var den Gjedde kogt. At slige Begreber have Lovgivningshjemmel hos os endnu, er dog virkelig at vende op og ned paa Fornuften. Det Lægfruentimmer, som har vist sig at være virkelig Læge, og hvis Navn man dog næsten synes at have geneert sig ved at nævne, tiltales til Skræk og er ogsaa bleven idømt Bøde af 10 Rd. til Fattigkassen og "Sagens Udgifter", imedens hun snarere burde have havt Pengene som Priisbelønning og et Dannebrogstegn til fordi hun, endskjøndt hun ikke har Examen, har "studeret" Naturen og Lægemidlerne saa godt, at hun har kunnet gavne Medmennesker dermed. Hvem indestaaer i det Sted for, ar den af hende nu curerede Pige ikke var bleven forqvaklet af en examineret Læge, naar han trods Examen var en Fusker i at curere? Curiøst nok er Lægekonen ogsaa mere dømt fordi de Lægemidler, hvormed hun skaffede Pigen Sundheden, efter "Sundhedscollegiets" Recept vare saakaldte Arcana, som maaskee ere hemmelige d. v. s. ubekjendte for mange kollegier og Examinerede, men som man dog seer have cureret Pigen, og mere kan et Sundhedsinstitut dog vel ikke ønske i den offentlige Sundheds Interesse, især da netop "Fnat" er et Onde, hvis Fjernelse den offentlige Sundheds Vogtere ofte have meget at kæmpe med. Nu straffes "Fruentimmeret" fordi hun ikke har været privilegeret Læge, thi saa kan man jo gjerne bruge "Arcana", og fordi hun ikke har kjøbt sine Arcana paa Apotheket, thi der tages det jo ikke saa "stricte" med hvad der "maa regnes til de saakaldte Arcana". Det hedder om disse i Sundhedscollegiets Erklæring for Overretten, at det Decoct, som har helbredet, "ikke kan henregnes til den Art Lægemidler, der almindeligt betragtes som Huusmidler eller Huusraad, men snarere maa regnes til de saakaldte arcana, - hvorimod Svovlblomme vistnok især i tidligere Tid har været brugt indvendig og udvendig som Huusraad, om det end ikke stricte kan henregnes til Huusmidler". Derefter kjendtes for "Ret" baade af Langelands Foged og Overinstantsen: at Fruentimmeret (som har helbredet Pigen) skal til Advarsel betale en Mulct, der maaskee kan være for hende klækkelig nok, og denne Sags Omkostninger. "Retten" hævet. Det forekommer os, at det havde været rettere, naar "Sundheds"-bestyrelsen, hvis den ikke vilde indstille Fruentimmeret til Dannebrogsqvinde, samtidigt med Erklæringen, havde foranlediget den Langelandske Doctorinde antagen til at bereise ikke blot Langeland, men hele Landet for, hvor det behøves, at helbrede for Fnat. Sagen hidrører forøvrigt fra et Lægedistrict, hvis authoriserede Districtslæge har stor Praxis i at jage efter alle "saakaldte Arcana", der "allerede have beskjæftiget Retterne meget, saa Øens Dommer vel tilsidst slet ikke kan overkomme det. Var det ikke et tjenligt Middel til nu ogfaa at skaffe Fred paa Langeland og i hele det omfattende Arcanaspørgsmaal, naar Sundhedscollegiet ganske foranledigede dette spidsborgerlige Begreb ophævet, især for "saakaldte" Arcana, og ialtfald indskrænkede sin Censurfortegnelse til paaviselig skadelige Substantser. Saa fik det selv og Publicum mere Ro, og vi unde ogsaa gjerne Retterne denne Sommer- og Vinterferie.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. august 1866).

Mordet paa Gjertrud Pedersdatter. (Efterskrift til Politivennen)

Sag optaget i Juridisk Ugeskrivt 1844 som sagen AS 883/43: Procurator Baastrup Actor ctr. Arrestanten Hans Jørgen Henrik Hansen af Lindelse Mølle. Side 740-746. Her gengivet fra Berlingske:

Høiesterets-Sag. Blandt de i Høiesteret paakjendte Sager som vi idag meddele er ogsaa Sagen mod Møller Hans Jørgen Henrik Hansen af Lindelse Mølle paa Langeland, der tiltaltes for at have myrdet Fruentimmeret Gjertrud Pedersdatter. Da denne Sag har været omtalt i fiere Blade, ville vi her give et vidtløftigere Referat af samme.

Det maa ansees tilstrækkeligt oplyst, at Gjertrud Pedersdatter, efter om Aftenen den 29de September 1842 at have i Mørkningen forladt Stilund Fattighuus, hvor hun nød Forsørgelse, ikke senere er vendt tilbage, men derimod den paafølgende 1ste October er funden død ved en Tørvegrav paa Gaardmand Hans Just's Mark. Ifølge den foretagne Obductionsforretning og det af Lægerne afgivne visum repertum maa bemeldte Fruentimmers Død antages at være foraarsaget ved et absolut dødeligt Skudsaar gjennem Hovedet, ligesom det ogsaa maa ansees at være bragt udenfor al Tvivl, at hun er bleven skudt af en Anden og efter Drabet slæbt fra Gjerningsstedet hen til det Sted, hvor hun senere fandtes med Hovedet og en Deel af Overkroppen under Vandet. Ved de i denne Anledning optagne Forhør fremkom flere Indicier, som tale for at Mordet er flovet af Tiltalte Møller Hans Jørgen Henrik Hansen. Saaledes er det bragt til en høi Grad af Sandsynlighed, at han har staaet i et fortroligt Forhold til Giertrud Pedersdatter, og at det under saadan Forudsætning er antageligt, at det kan have været ham som gift Mand magtpaaliggende, at dette Forhold ikke blev aabenbaret; navnligen har Rasmus Thosing bevidnet, at Arrestanten, hvilket ogsaa ved flere andre Vidners Forklaringer findes bestyrket, nogle Uger for Gjertrud Pedersdatters Død, yttrede til bemeldte Vidne, at han havde havde havt legemlig Omgang med hende, og at han vilde give Vidnet 100 Rbd. i rede Penge, saafremt han vilde lade sig udlægge som Fader til det Barn, med hvilket Gjertrud Pedersdatter, som Arrestanten antog, var frugtsommelig. Herved maa dog ikke lades ubemærket, at det efter Obductions-Forretningen maa antages, at Gjertrud Pedersdatter ikke virkelig har været frugtsommelig, og at Arrestanten stadigen har benægtet, at han har staaet i et Forhold af den foranførte Beskaffenhed til den Dræbte. Imidlertid skal Gjertrud Pedersdatter herom have udladt sig, foruden til Rasmus Thosing, ogsaa til andre Personer og deriblandt til Fruentimmeret Maren Jensdatter, der dog paa Grund af hendes tidligere Vandel ikke kan tillægges fuld Troværdighed. Fremdeles er det beviist, at Arrestanten om Aftenen den 29de September 1842, omtrent paa samme Tid, da Gjertrud Pedersdatter forlod Fattighuset, har været fraværende fra sit Hjem, men herved maa paa den anden Side erindres, at Betydningen af dette Indicium svækkes ved Arrestantens Udsagn om, at hans Fraværelse fra Hjemmet paa den ommeldte Tid var foranlediget ved, at han agtede sig ud til en ham tilhørende Mark, for at eftersee, om der ikke fandtes fremmede løsgaaende Creaturer, hvilket Udsagns Rigtighed bestyrkes ved flere Vidners Forklaringer. Endvidere maa det ansees oplyst, at Arrestanten nogle Dage for Mordet paa Gjertrud Pedersdatter har fra Møllen nedtaget et Gevær, som pleiede at hænge sammesteds, og hensat det ladt i Huggehuset , hvortil han aflaasede Døren, men at han, kort efterat Mordet var begaaet, igjen bragte Geværet i uladt Stand op paa Møllen, hvilket Arrestanten og har vedgaaet at forholde sig rigtig, men derhos angivet, at han nedtog det ommeldte Gevær fra Møllen for, som i Sommerens Løb oftere var skeet, dermed at skyde Krager og andre Fugle i Haven, samt at han havde trukket Skuddet ud igjen, forinden Geværet atter af ham bragtes op paa Møllen. Da Geværet igjen blev hængt op paa sit Sted manglede iøvrigt Ladestokken, skjøndt Geværet hidtil havde været forsynet med en saadan, hvilken Arrestanten, medens Geværet henstod i Huggehuset , vil være kommen til at brække. Imidlertid har Gaardmand Hans Just's Tjenestekarl, dog først i Juni Maaned forrige Aar, til Retten indleveret et Stykke af en Ladestok, hvilket han edeligen har forklaret nogle Uger efter Mordet paa Gjertrud Pedersdatter at have fundet paa sin Huusbonds Mark i nogen Afstand fra Gjerningsstedet, og som er skjønnet nøiagtigen at passe til det ovennævnte Gevær. Mærkeligt er det ogsaa, at Arrestanten kjendeligen ar søgt at lægge Dølgsmaal paa, at det omhandlede Gevær tilhørte ham, idet han faa Dage efter Mordet har skjenket dette Gevær til Møllerkarl Peder Rasmussen, og skal ved denne Leilighed have yttret, at Peder Rasmussen, saafremt han kom til Forhør, gierne maatte sige, at Bøssen var hans. Foruden de anførte mod Arrestanten talende Omstændigheder fortjener endnu at bemærkes, at Niels Jørgen Hansen under Eed har forklaret, at Arrestanten, medens de begge hensadde i Rudkjøbings Arrest, har angaaende Mordet paa Gjertrud Pedersdatter udladt sig paa en saadan Maade, at han ei kunde andet end forudsætte, at Arrestanten vedkjendte sig Deelagtighed i Gjerningen , hvortil endeligen kommer, at den i Sagen anstillede Undersøgelse ikke har ledet til nogen Formodning om, at en Anden kunde være den Skyldige. Uagtet nu disse mod Arrestanten fremkomne Data synes at hentyde paa, at han er skyldig i den ham imputerede Forbrydelse, kunde dog Overretten ingenlunde antage, at de foranførte Indicier efter deres Beskaffenhed og indbyrdes Sammenhæng ere af en saadan Vægt, at de imod Arrestantens vedholdende Benegtelse kunde afgive et til at fælde Ham tilstrækkeligt Beviis, hvorfor han blev tillagt Frifindelse, dog imod at udrede Actionens Omkostninger. Angaaende Sagens endelige Udfald see Høiesteretsdomme.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. juni 1844).

Antydningen med at sagen har været omtalt i flere aviser kunne bl.a. henvise til Fædrelandet, her i uddrag:

Med Hensyn til Tiltaltes tidligere Liv og tværende Forfatning, maa det nemlig bemærkes, at han er en Mand af agtværdig Charakter, der i 14 Aar bar været gift med en lige saa agtværdig Kone, med hvem han har levet i den bedste Forstaaelse og har fem levende Børn, hvoraf det yngste kun er nogle Maaneder gammelt, at han af Kone og Born er beskreven som den kjærligste Ægtefælle og ømmeste Fader, at hans Omstændigheder ere meer end almindelig gode, idet han foruden Lindelse Mølle eier en Formue af 5 a 6000 Rbd., og at han af over et halv hundrede af Sognebeboerne er beskreven som "en retskaffen og hæderlig Mand-, om hvem intet Ufordelagtigt var bekjendt", ligesom endelig at han er hædret med den offentige Tillid ved at være valgt til Sogneforstander, uden i denne Stilling at have svigtet den ham viste Tiltro.

- - -

Sognepræsten, Hr. Gede, har givet denne, af saamange Vidner som en hæderlig Mand skildrede Tiltalte et ufordelagtigt Vidnesbyrd, men denne Præsteattest er af Defensor for Overretten underkastet en vistnok velfortjent skarp Kritik, idet Defensor har gjort opmærksom paa, et Attestanten indrømmer, at han først er kommen til Sognet, efterat Tiltalte var arresteret, og at han saaledes aldeles ingen personlig Kjendskab har til ham. Attesten, som man maaskee ellers efter Udstederens Stilling burde tillægge offenlig Troværdighed, taber saaledes al Vægt, som støttende sig paa de efter Arrestationen opstaaede løse og senere falske befundne Rygte.

- - - 

Underdommeren har afhørt og ed fæstet en Deel Vidner, hvis Forklaring ere i Disfaveur af Tiltalte, uden at denne har været tilstede ved Forhøret og været givet Lejlighed til at erklære sig over hvert enkelt Vidnesbyrd. At Tiltalte senere er under Eed forelagt samtlige Vidners Forklaring, har naturligvis ikke kunnet redressere denne Feil, der ogsaa af Overretten udtrykkelig er misbilliget. Endvidere troe vi, at det - som ogsaa af Defensor for Overretten releveret - ikkun er en lidet - sømmelig Maade, Underdommeren har benyttet "for - siger Defensor - at kaste en Skygge paa Tiltaltes Charakter", idet han (Underdommeren) nemlig har opsporet en Deel Fruentimmer, hvem han har afæsket Forklaring, om hvorvidt Tiltalte med dem maatte have staaet i Forhold. Denne Undersøgelse havde det Resultat, at de fleste af de afhørte Fruentimmer benegtede, at Tiltalte i allerfjerneste Maade har viist nogen usømmelig Adfærd imod dem; kun nogle Enkelte yttrede, at han havde drevet lidt Spøg med dem, uden dermed at have havt nogen alvorlig Hensigt. Et Fruentimmer, der nægtede at have ment Tiltalte ved den, der havde gjort Cour til hende, dristede Underdommeren sig imidlertid til paa Grund af denne Forklaring at kaste i Fængsel. Endelig troe vi, at det er en Justitien ikke aldeles værdig Fremgangsmaade, der er iagttaget derved, at man i dette Tilfælde har opgravet den Dræbtes Lig, indsat det i Kirken, hvor man derefter indførte Tiltalte og lod Præsien holde en Tordentale til ham, for al bevæge ham til Tilstaaelse. Dette Experiment ledede imidlertid ikke til Andet, end at Tiltalte med Haanden paa Saaret paa det Høitideligste for Guds Aasyn gjentog Forsikkringen om sin Uskyld.

(Fædrelandet 11. april 1844. Uddrag).

Skudveksling ved Langeland. (Efterskrift til Politivennen)

Den 28de August forefaldt en Kanonade mellem Fruens Vænges Batteri paa Langeland og nogle fjendtlige Krigsskibe, nemlig 2 Orlogsskibe og en Kutterbrig, som nærmede sig Landet for at borttage 2 under samme liggende smaa Jagter. Ilden varede fra begge Sider i 3/4 Time, hvorefter det ene Orlogsskib, som havde faaet endel Kugler i Skroget, holdt Syd paa med Førse af Sejl, og de øvrige fjendtlige Skibe ligeledes begave sig bort. Under Fægtningen fik Kutterbriggen et Grundskud, og, da den strax derpaa vendte, endnu agter ind en Kugle langskibs samt 2 andre i Takkelassen. Paa vor Side blev kun en Artillerist let saaret.

Maribo d. 3die Septbr. Den i Avisen af No. 68 anførte Fægtning ved Kramnitze Natten imellem d. 24de og 25de berigtiges derhen, at Baadene vare danske, men at Vagten desuagtet troede sig nødsaget til at give Ild paa dem, da den hverken hørte eller saae nogen Kjendings-Signal paa at de vare danske. - D. 25 August bleve 2 danske Baade ved Middagstid tagne paa Stranden ved Moulskov af 2 engelske Fartøjer, som af den derværende Vagt og nogle tililende Bønder meget kækt forhindredes i at tage Baadene. Fægtningen varede 1 Time uden at der paa danske Side blev truffet nogen, skjønt de engelske Kugler fløj et par Tusind Skridt op i landet. Man har derimod megen Sandsynlighed for at Fjenden ikke slap saa vel.

Dagen 8. september 1810.

Ufornødent og fortrædeligt Ophold i Rudkjøbing, paa en Reise over Langeland.

På en forretningsrejse i provinserne kom anmelderen som er borger og brygger her i staden, til Rudkøbing hvorfra han ville rejse den 19. i forrige måned for over Fyn at vende tilbage til sit hjem. Postfartøjet hvormed overfarten sker fra nævnte by til Tåsinge, skulle afgå klokken halv tre, og ved i mit logi at spørge om hvornår man bekvemmest kunne lade sit pas som befalet er, påtegnet af øvrigheden på stedet, fik jeg det svar at kl. 2 var den bedste tid. 

Klokken lidt efter 2 indfandt jeg mig altså ved hr. byfogdens kontor som jeg fandt lukket. En simpelt klædt person der stod udenfor, sagde at han allerede flere gange havde banket på døren uden at blive indladt. Nødvendigvis skulle jeg have mit pas påtegnet for at kunne fortsætte min rejse, og bankede derfor også gentagen gange på indtil omsider en brølende stemme indenfor råbte: Hvem der! Svaret blev naturligvis at det var en rejsende som ønskede sit pas påtegnet. Men til min store forundring forkyndte den usynliges vrede tordenstemme mig at det har skammeligt at han ikke kunne få ro til at sove *). At dersom han havde en nøgle til at lukke op med, ville han komme ud og kaste enhver der opholdt sig udenfor, ned af trapperne. Og at man på en anden tør nedenfor kunne læse at kontoret først åbnedes kl. 3. 

Forbavset over denne tiltale stod jeg endnu nogle øjeblikke udenfor kontoret da en person fra gaden kom til, lukkede døren op med en nøgle og gik ind. I betragtning af nødvendigheden af at få mit ærinde røgtet, og i den mening at det måtte være en fejltagelse når det hed at man først kl. 3 ville påtegne pas for de rejsende som skulle med den post der afgik kl. halv tre, ville også jeg træde ind i stuen. Men den førhen usynlige kom nu frem, greb mig glubsk i brystet og truede mig atter under mange skældsord med at blive kastet ned af trapperne dersom jeg ikke øjeblikkelig gik bort, hvorefter han lod mig vide at jeg ikke måtte understå mig at komme igen før kl. 3. 

Ikke uden harme, men stiltiende adlydende, forlod jeg nu denne retfærdighedens brutalt hidsige tjener og gik til mit logi hvor en person atter sagde mig at passet skulle påtegnes kl. 2 og tilbød at skaffe mig den flere gange nævnte påtegning. Han tog mit pas, gik og bragte det påtegnet tilbage efter omtrent et kvarters forløb. Jeg ilede nu til skibsbroen, men postfartøjet var afsejlet.

Da jeg nu var nødt til et længere for mig meget fortrædeligt tids- og pengespildende ophold på stedet, og jeg havde erfaret at det ikke var byfogden selv der havde udøvet en så uværdig behandling mod mig, besluttede jeg at lade denne mand komme til kundskab om hans underordnedes opførsel. Og da jeg derfor søgte at få hr. byfogden i tale, fandt jeg den mest artige mand der lige så meget misbilligede sin betjents adfærd som beklagede det ophold og tab jeg derved var blevet udsat for. Og jeg fik derved en bekræftelse på den erfaringssætning at de ubetydeligste personer i offentlige kontorer, inklusive skriverdrengene ofte tillader sig at være uhøflige mod folk, endog i en meget betydelig grad, mens deres foresatte næsten uden undtagelse besidder al den humanitet man er berettiget til at vente hos den dannede mand, hvem staten overdrager sine embeder.

At anmelderen efter et ikke ubetydeligt ophold i Rudkøbing for egen regning på to forskellige færgesteder måtte leje en jolle til overfart for sig alene, at han dels til fods, dels til vogns først efter et betydeligt tidsspilde nåede sin nærmeste bestemmelse på Fyn, behøver vel ikke at tilføjes. Hans nærmeste hensigt med at offentliggøre det passerede er at advare de rejsende der måtte komme til Rudkøbing **) om at være betænkte på i tide at skaffe sig den befalede påtegning på deres pas da det ofte kan være af de mest betydelige følger for forretningsmanden hvis han således skulle forsinkes som jeg blev det. Dernæst at bringe til deres kundskab som muligt samme steds måtte komme i lignende tilfælde at de i hr. byfogden vil træffe en ligeså human mand som hans skriver eller fuldmægtig er inhuman. Og endelig har han det håb at dette måske vil tjene til en lille advarsel for den pågældende såvel som konsorter der gjorde vel i at betænke at de er til for at tjene og gavne borgeren der lønner dem, og at de handler aldeles imod statens og regerings interesse når de uden nødvendighed fortrædige nogen som helst.

*) I København sover politiet aldrig.

**) Denne by skal engang i fynske aviser ved en lejlighed der lignede den her påankede, være sammenlignet med en musefælde som det var let at komme ind i, men vanskeligt at komme ud af.

(Politivennen nr. 801, Løverdagen den 7de Mai 1831, s. 315-320)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 803, 21. maj 1831, s. 366-367 besvares artiklen af en J. H. Pape, der protesterer mod formuleringen "at kontorpersonale gjorde vel i at betænke at de er til for borgernes skyld der lønner dem", og advare om "ikke at udstille sine ytringer mod en hel stand hvor han kun kan være fornærmet af en person i samme. Ligesom hans antagne mening om at kontorfolk blot skulle være til for at tjene borgerne vist nok er helt forkert."

Herefter fortsætter polemikken i artiklerne "Svar paa nogen Pape- eller Poppe-Snak i sidste Politieven." i Politivennen nr. 804, lørdag den 18. maj 1831, s.  376-380 og "Fem Spørgsmaale til Herr' Pape" Politivennen nr. 804, lørdag den 18. maj 1831, s.  380-381.