Et grimt Optrin paa en Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Et mindeord.

Mange sjællandske venstremænd husker fra de sjællandske delegeretmøder den bøje sympatiske togfører H. Petersen. Han, der var født paa Landet, bevarede også efter at være blevet bosat i København og skønt hørende til tjenestemandsklassen en forståelse af og interesse for landets kår. Han vedblev at være venstremand og forfægtede sin sag godt både med mund og pen. Et par gange har han været opstillet som Venstres kandidat i den gamle Stevnskreds, et på den tid utaknemmeligt arbejde, uden pressestøtte -  "Østsjællands Folkeblad" gik jo altid mod Venstre - og kæmpede med mange vanskeligheder.  Som omtalt døde togfører Petersen kort for jul, og mellem helligdagene blev han stedt til hvile. Han, der var en kirkeligt interesseret mand, begravedes fra Valgmenighedskirken på Frederiksberg under ualmindelig stor deltagelse, både af fagfæller, hvis faner vajede ved båren, og af folk fra Østsjælland, bl. a. af repræsentanter for Store Heddingekredsens Venstreforening, der havde sendt signeret krans.

Pastor Clausen talte over båren. Jordfæstelsen fandt sted på Vestre Kirkegård, og da ligtoget bevægede sig over broen ved Carlsberg, passerede Masnedsundtoget - det tog, Petersen havde ført i så mange år - under Broen.

- På kirkegården gjorde det for øvrigt et uhyggeligt indtryk at se, hvorledes fagforeningsreglementet går forud for hensynet til den døde. Inden graven var kastet, blev klokken 4, og i det samme øjeblik tog graverkarlene deres skovle på nakken og forlod kirkegården.

Den halvt kastede grav blev stående således for følgets øjne, og de mange smukke kranse lå som en dynge ved den halvt åbne grav. Således skulle de vel ligge, til fagforeningsreglementet tillod graverkarlene at begynde påny.

Stevnsbo.

(Ringsted Folketidende, 29. december 1920.)

Resterne af gamle Københavnere.

Her ligger de på rad, resterne af gamle københavnere som en gang for mange år siden levede og virkede i den lille by som den nuværende storstad da var.

Det hænder jo ikke så sjældent at man ved udgravninger i den gamle by finder sådanne benrester. Dels fandtes der jo flere kirkegårde rundt om, og i koleraåret tog man det jo ikke så nøje med hvor og hvordan de døde kom i jorden. De fundne rester i en gård i St. Strandstræde hidrører ved nok fra den kirkegård der har været omkring den gamle Garnisons Kirke.

Nu bliver disse rester samlede sammen og gravede ned på en af vore kirkegårde. Antagelig på Vestre Kirkegård hvor man som tidligere fortalt, har en høj der gemmer alle sådanne rundt i byen fundne ben.

Og så får vore gamle bysbørn vel endelig ro - til at blive til støv.

(Aftenbladet (København), 15. december 1920.)

Opgravede benrester i St. Strandstræde. Foto fra Aftenbladet, 15. december 1920.

Olga Eggers Foredrag. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Efter 1. verdenskrig fik hun tillidsposter i Freds- og Folkeforbundet og var næstformand i Fredsforeningen af 1916. Hendes noveller, interviews og artikler blev flittigt bragt i mange aviser rundt om i landet:

Dansk Kvindesamfund havde i aftes indbudt til møde på Højskolehjemmet.

Fru dommer Esmann bød på Kvindesamfundets vegne forsamlingen velkommen, hvorefter forfatterinden fru Olga Eggers talte om sine indtryk fra en rejse i England og Frankrig i 1918.

Forfatterinden begyndte med at tale om London eller rettere det mørke London, og skildrede Frelsens Hærs arbejde i fattigkvartererne i London og gik derefter over til at skildre den praktiske engelske kvinde, der under krigen i de trange tider lærte at simplificere husholdningen i hjemmene.

Men selv om krigen satte sine dybe spor i England, forandredes forholdene dog ikke i den grad som i Frankrig, hvor alt var forandret. Paris i 1918 var tom og død, og langt grellere var forandringen, når man så de hærgede egne.

Taleren skildrede sin tur over Reims med dens ødelagte domkirke til Nyon med de gennemskudte huse og kirker og de 20-30 Mennesker, der er tilbage af byens befolkning, og videre gennem det triste, mindetunge land der først og sidst tvinger det ønske frem at der aldrig mere må komme krig igen. Var freden tung for Tyskland, så må den være endnu tungere for Frankrig. Tyskland står urørt af selve krigen, mens Frankrig ligger gennemskudt, gennempløjet, forhugget og ødelagt. Intet under at hadet lever i franskmændenes hjerter og freden, den rigtige fred, kommer jo først, når hadet er borte fra verden.

Forfatterinden berørte derpå den franske kvindebevægelse, som ikke menes at have så stor fremtid dernede som i andre lande. Den franske kvinde er i første række hustru og husmoder, og vil ikke distraheres her. Mændene synes måske dette er ideelt; men det er dog muligt, at visse love var bedre, om kvinderne var med. Men der er ikke megen jordbund for kvindesagen i Frankrig. Enkelte franske kvinder har dog begyndt at forstå, at de må være med, og at de dog måske kunne overbevise mændene om, at de har menneskeforstand. 

Forfatterinden fremførte enkelte eksempler herpå og nævnede herunder en udtalelse af en sådan fransk kvinde, gående ud på at kvinderne fremmer sin sag ved at imponere mændene med at kvinderne er mere elskværdlge end mændene.

Efter foredraget fremvistes en række fortræffelige lysbilleder i tilslutning til foredraget.

(Vestkysten. Esbjerg Avis, 13. november 1920).

Olga Antoinette von Eggers (1875-1945). Fotograf Max (Albert) Schou jun. (1878-1944). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hovedstadens Døde (uddrag). (Efterskrift til Politivennen)

København. Tirsdag.

Der er opstået en vis interesse hos københavnerne for deres kirkegårde i de senere år.

Det må udtrykkeligt bemærkes at det er i de senere år. For blot en snes år siden var det en ren skandale at se visse steder at den store Assistens Kirkegård. Den ene fjerdedel af kirkegården lå hen som et fuldstændigt vildnis, hvor de vilde roser havde dannet et fuldstændig uigennemtrængeligt fletværk.

Dette vildnis var skilt ved en tjørnehæk fra en række kolonihaver, hvortil der var en let adgang for Nørrebros løse elementer over et stakit. I tjørnehækken var der klippet gennemgange, og herfra trængte bøllerne ind på kirkegården, hvor de havde dannet hytter på gravene. Regnen kunne ikke trænge gennem det tætte fletværk; af Efeu, vilde roser og andre planter, og her boede man hyggeligt. Der lå madraser på gravene, der fandtes små petroleumsapparater, kogekar og et utal af flasker og konservesdåser. Man boede trygt og roligt for alle efterstræbelser, for kirkegårdens betjente nærmede sig nødigt denne del af kirkegården, og hytterne lå så godt skjulte, at selv det mest årvågne øje skulle have vanskeligt ved at finde dem.

Det var en uhyggelig skandale, men så fandt man endelig på at rasere hele terrænet og omdanne det til et smukt anlæg og legepladser for børn.

 

Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus blev hjemløse her, som de blev det i Lersøen.

Men det var den gang. Nu er kirkegårdene blevet de smukkeste og mest stilfulde anlæg.

***

Dette gælder dog i første række Vestre Kirkegård.

 

Da denne kirkegård i sin tid blev anlagt, havde man næppe ventet at herude skulle de fineste begravelser finde sted.

Ganske betegnende var den første begravelse, der fandt sted herude, et gammelt ladegårdslem. der sænkedes i fattigjord. 

Det var da i begyndelsen også disse uhyggelige fattigbegravelser, der fandt sted herude. Nu var vejen også slem derud. Forbindelserne var meget dårlige. Man var timevis om at komme derud, og det var jo heller ikke opmuntrende at søge denne kirkegård.

Men nødvendigheden gjorde det efterhånden til borgerdyd at søge denne fjerntliggende kirkegård. Der var ikke plads andre steder. Hvor forundret blev man da ikke da man kom derud og fandt at kirkegården var den smukkeste park.

Der var søer med svaner, smukke lunde og pragtfulde alléer af de forskellige træer. Næppe to af alléerne er ens. Kirkegården herude svarede fuldt ud til navnet: "De dødes Have".

Det var den afdøde konservative rådmand, oberst Abrahamsen, der havde været mester for dette værk.

 

Forbindelserne med kirkegården kom også i stand. Den elektriske sporvogn kom herud, og nu begyndte tilstrømningen til kirkegården både af døde og levende.

Vestre Kirkegård blev der valfart til. Intet steds finder man i byens omegn et fugleliv som herude. Her har også fuglene fundet et fredhelligt sted.

***

Med årene fandt også stormændene herud.

På Assistens Kirkegård findes fra gammel tid en række kostbare, originale og smukke monumenter, men nu skal man gå til Vestre Kirkegård, hvis man vil søge kostbare og originale mindesmærker. Der findes mægtige arealer herude, hvor man kan gå fra grav til grav og beundre de prægtigste gravsteder.

Men dermed være ikke sagt, at de fattige glemmes. 

Tidligere var det jo således at når en grav blev glemt eller forsømt, så lod man den ligge. Den blev forvandlet til en græshøj, og efterhånden var det brændenælder og fandens mælkebøtter, der dækkede graven.

På Vestre Kirkegård er det ganske anderledes. Glemmes en grav, lader kirkegårdsbestyrelsen straks et træ plante på graven, et bøgetræ, en ask, en birk, et nåletræ, Graven holdes altid fri for ukrudt.

De fattige glemmes ikke i døden.

***

Vestre Kirkegård er blevet den fashionable folkekirkegård, medens Assistens Kirkegård ligger død og stille hen. Det samme er tilfældet med Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård. I en menneskealder har der nu været talt om at sløjfe disse to kirkegårde der nu ligger i byens midte, men det har sikkert lange udsigter endnu.

Byens sidste ny kirkegård, Bispebjerg Kirkegård, der vel efterhånden bliver den største, når al jord rundt om er inddraget, ligger meget bar hen. Den savner sin rådmand Abrahamsen og kommer næppe nogen sinde til at blive den dødens lund som Vestre Kirkegård er blevet.

***

Der er folkevandring til Vestre Kirkegård om søndagen. Folk gør deres bedste for at holde gravene pyntelige. Det viser at eksemplet altid skal komme fra oven.

Der synes imidlertid at skulle opstå den skik at "uniformere" kirkegårdsbesøgene. Man søger at tvinge folk til på bestemte tider at mindes de døde. Der kan vistnok være forskellige meninger om, hvorvidt dette er heldigt.

Det er blevet en smuk skik ved de store højtider at mindes de døde. Ved påsketid er kirkegårdene bogstaveligt et hav af de gule påskeliljer, ved juletid findes forårets første fremdrevne krokus og hyacinther på gravene og hist og her et helt lille pyntet juletræ - ja, ved juleaftenstid kan man endda finde træer med tændte lys.

Dette kan være smukt og godt. I de sidste år er man imidlertid begyndt at fejre Allehelgensdag, som man henlægger til første søndag i november, med gudstjenester på kirkegårdene eller i kapellerne.

Der kan rejses mange spørgsmål i denne sag. Man kan spørge, om det et heldigt at indføre for mange katolske skikke, og om det er heldigt at lægge en art tvang på de efterlevende, om på hvilken dag de vil mindes de døde.

Der kan vistnok være delte meninger om denne sag.

Således som vore kirkegårde i de sidste år er blevet, vidner de om at københavnerne viser den største pietet overfor deres døde og at pålægget om en særlig mindedag vistnok må siges at være overflødigt.

(Roskilde Avis, 10. november 1920.)

Vestre Kirkegaard. Et Halvtreds Aars Minde. (Efterskrift til Politivennen)

Hovedindgangen til Vestre Kirkegaard.

Fodgængeren, som kommer gaaende over den store Jernbanebro ude ved Valby, ser Vestre Kirkegaard rejse sig som en Fjældskov over Jernbanelinien. Og er han kommen ind paa Kirkegaarden, forstærkes Indtrykket af Fjældet. Han vandrer højt oppe over Staden, og Luften er ren og frisk som oppe paa et Bjerg.

Om et Par Dage fejrer Vestre Kirkegaard sit 50 Aars Jubilæum, idet den blev indviet 1870.

Mærkeligt nok, at Vestre Kirkegaard er saa gammel. De fleste Kjøbenhavnere regner den for en ret ny Kirkegaard. Det hænger imidlertid sammen med, at den først i senere Aar er bleven stærkere benyttet. I lange lider var den i den almindelige Bevidsthed en fjerntliggende Kirkegaard uden Renommé. Det ansaas ikke for attraaværdigt at erhverve Gravsted derude, langt fra Byen, i ukendte Egne. Man holdt sig til de mere fornemme Kirkegaarde, Garnisons og Holmenis, eller I hvert Fald til Assistens!

Men nu er Forholdet anderledes! Nu er Vestre Kirkegaard ved at blive Stadens mest søgte. Nu har den brede Befolkning opdaget dens særlige Skønheder. Og den har særlige Skønheder.

Birkealleen paa Vestre Kirkegaard.

Vestre Kirkegaard er ikke blot de Dødes Have, den er de Dødes Lund. Paa den passer det norske Udtryk "Gravlund'. Her har kyndige Hænder anlagt og plantet et stort Terræn, der rent landskabeligt set virker betagende ved sit afvekslende Terræn, sin Løvrigdom og sine Udsigter. Og ind mellem Træer og Høje og Grønsvær ser man de mange smaa Haver, i hvilke de Døde hviler.

Det er ikke Gravene, som behersker Kirkegaarden, endnu mindre Gravstenene; Vestre Kirkegaard er hverken en Samling blomstersmykkede Jordhøje eller en Samling hvide og graa Gravsten, Vestre Kirkegaard er først og sidst en Lund, hvor Træer og Buske luner og dækker over de Dødes sidste Hvilested.

Tre Kapeller har det været nødvendigt at opføre, Nordre Kapel 1892, Søndre Kapel 1908 og Østre Kapel 1913. Deres Arkitektur er vel ikke uangribelig, men de dominerer ikke. Ogsaa de dækkes af Lunden.

Netop nu, i Jubilæumsdagene, er Kirkegaardens Efteraarsskømhed stærkt fremtrædende. Den hører til vor Hovedstads Seværdigheder. Hvor Sydens Kirkegaarde byder paa kostbare og kunstfærdige Gravmæler, byder Vestre Kirkegaard paa den levende Naturs Løvpragt. 

Udsigt over Søen til det store Kapel.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. oktober 1920, 2. udgave).

Vestre Kirkegaard jubilerer. (Efterskrift til Politivennen).

Et jubilæumsskrift om begravelser i gamle dage og om kirkegårdens historie.

I anledning af at Vestre Kirkegård den 2. november har bestået i 50 år, har kommunalbestyrelsen udsendt et smukt illustreret skrift. der indeholder to tekstbidrag: Rådstuenakivar, Dr. phil. Villads Christensens skildring af begravelsesskikke og kirkegårdsforhold i København i ældre tid og en afhandling om Vestre Kirkegårds tilblivelse og udvikling, forfattet af direktør for Københavns begravelsesvæsen A. Berg.

Dr. Villads Christensen fører sin skildring tilbage til den katolske middelalder, da der ikke ofredes stort udstyr på begravelserne som fandt sted korrt efter dødsfaldet, i reglen allerede dagen derefter. Efter reformationstiden ændredes disse skikke. Der blev udfoldet større eller mindre pragt ved en jordefærd, og det ansås for at være en ære for den afdøde at hans lig var længe oven jorde. Efterhånden som fristen for begravelsen forlængedes, blev der også mere lejlighed til sammenkomster og fester. Under Københavns belejring i 1659 var det en adspredelse for de hollandske søofficerer at gå ind i ligstuer og nyde det pragtfulde skue som de ikke var vante til i deres eget hjemland. En del år i forvejen skrev en udlænding, at når nogen dør i Danmark, saa græder og jamrer man ikke, men ler, spiser, drikker og danser rundt omkring liget.

Rådstuearkivaren omtaler forskellige foranstaltninger og forordninger, hvorved regeringen søgte at skride ind. Han skildrer de fortvivlede kirkegårdsforhold under epidemier som pesten i 1771, Studenternes Ligbæring og den udvikling, som langsomt førte fra begravelser i selve kirkerne eller så nær disse som muligt til jordfæstelser på de udenbys kirkegårde. Først i 1805 blev det forbudt at begrave de døde i kirkerne, og fra 1851 forbødes begravelser på de indenbys københavnske kirkegårde. De to kirkegårde på Christianshavn dannede en undtagelse; men da adskillige koleralig i 1853 var blevet begravet her, greb autoriteterne ind, således at man ligeledes forbød begravelser på de christianshavnske kirkegårde. Siden har kun rent undtagelsesvis en jordfæstelse fundet sted inde i byen, som da J. P. E. Hartmann for en snes år siden blev stedet til hvile ved Garnisons Kirke.

Særlig rigt illustreret er direktør Bergs beretning om Vestre Kirkegård. Der findes jo også på denne kirkegård meget smukke partier, og anlægget er i det hele af den art, at det har vakt beundring selv hos meget kyndige udenlandske autoriteter. Kirkegårdens samlede areal udgør 94 tdr. land, og der er til den knyttet et antal af over 170 tjenestemænd og arbejdere. Den rummer et ualmindelig tæt vejnet. Som et kuriosum kal vi anføre, at der på denne kirkegård findes 109,5 kilometer eller mere end 14 ½ danske mil af Veje, som er over 2 meter brede.

På kirkegården er der i de forløbne 50 år i alt begravet ca. 140.000 mennesker. I de første 10 år begravedes kun ca. 900 årlig; fra 1880, til Bispebjerg Kirkegård blev taget i Brug i 1903, var antallet henimod 4000 årlig. I de senere år har det været ca. 2300.

En del smukke monumenter er rejst på kirkegården. Flere af dem er afbildet i jubilæumsskriftet, der også nævner en række kendte personligheder, som er begravet på Vestre Kirkegård, fra forfatterinden Victoria Benedictson (Ernst Ahlgren) i 1888 til direktør Hauge i 1920.

(Nationaltidende, 29. oktober 1920, 2. udgave).

De Ulykkeligste iblandt os. (Efterskrift til Politivennen).

Homosexualismen kan hæves ved Operation.

Naturens Love er ikke fuldkomne. De tilsyneladende regelbundne Linier brydes paa mangfoldige Punkter - hos Mennesker, hos Dyr og hos Planter. Der lever iblandt os Tusinder af Mennesker, der ikke er helt Mand og ikke helt Kvinde, bærende i sig enten rent ydre eller - endnu hyppigere - indre og usynlige Tegn paa begge Køn. Det er Fejltagelser, Forvirringer, Naturen har begaaet - i et Lune eller en Skødesløshed - ved Konstruktionen af det komplicerede Kunstværk, et menneskeligt Legeme er. Fejltagelser og Forvirringer, der bliver forstaaelige, naar man tænker paa, at et Foster, et Barn i Moders Liv, tilsyneladende er kønsløst indtil fjerde Maaned og først fra da af  udvikler sig til Dreng eller Pige.

Det er disse Fejltagelser, Professor Steinach vil rette ved den anden Side af sin Opdagelse og kan rette, saaledes som Professor Rovsing gjorde det forleden paa sin Klinik ude i Rosenvængets Allé.

Ved Professor Rovsings Operation drejede det sig om, som man vil huske det fra Omtalen her i Bladet, om en ung Pige, der viste udprægede mandlige Tegn i hele sit Væsen og sin Opførsel, og som sagtens vilde være endt som rent homosexuel Kvinde, saafremt hun ikke var blevet opereret og befriet for de mandlige Kirtler, der paavirkede baade hendes fysiske og psykiske Liv paa ganske forvildende Vis.

Professor Steinach beretter om en analog Operation, han har foretaget paa en 30-aarig ung Mand.

Vi kan af forstaaelige Grunde ikke gaa nærmere ind paa Enkelthederne i denne Operation, men maa nøjes med at notere, at Operationen havde den Virkning, at Manden, der var udpræget homosexuel og kvindagtig i Ydre og Væsen, efter blot et Par Ugers Forløb mærkede sit Følelsesliv vendt fra Mænd til Kvinder, - kun et Par Maaneder senere havde strøget alt det kvindagtige af sig og var forvandlet til en sund og kraftig Mand, der et Aar efter Operationen giftede sig med en ung Pige, med hvem han nu lever det lykkeligste Familieliv.

- - -

Der er, som vi skrev forleden, gennem disse overordentlig vellykkede Operationer aabnet Udsigt til, at Lægevidenskaben inden længe vil kunne fravriste Juraen de ulykkelige Homosexuelle, paa hvilke Juristerne hidtil har haft Monopol gennem Lov og Rettergang og Dom. Vi taler her ikke om de Mennesker, der har Homosexualismen til en Levevej - de Forbrydere, der staar lavere end Gadens usleste Skøger, men om de Andre, om dem, der lider under deres forkvaklede Tilværelse, om dem, hvis Liv som Følge af deres Abnormitet blev en Kæde af Kamp og Forfølgelse. Dem, som vore Læger - de højest ansete Specialister paa Sindssygens og Abnormitetens Omraade, som fik Staklerne til Observation, hidtil i gammel Uvidenhed afleverede til Dommerne og Fængslet med en Erklæring, der ikke var en Forklaring endsige en Undskyldning.

Nu kommer Professor STeinach altsaa og fortæller os, at det, der er Tale om, er en Konstruktionsfejl, for hvilken det vilde være sindssygt at gøre Ofret Ansvarligt, naar der da ikke foreligger Forbrydelser mod de rent elementære af Samfundet Love - og en Konstruktionsfejl, der kan rettes, repareres, om man vil, og bør repareres, vi havde nær sagt: enten Patienten vil eller ej!

Nogen Fare rummer Operationen næppe for Homoseksualisternes Vedkommende. Det gaar her som ved Foryngelsesoperationerne, om hvilke selve vor hjemlige Dr. Sand erklærer, at han ikke kan se rettere, end at de Steinachske Operationer krafrigt opfordrer til Fortsættelse:

"Hvis det drejede sig om et stort, et livsfarligt eller blot i nogen Grad svækkende Indgreb med risiko i den ene eller den anden Retning, vilde Spørgsmåaalet stille sig helt anderledes. Men Vas deferens-Ligaturen, der let kan udføres i Lokalbedøvelse, maa jo selv for Oldinge siges at være en simpel og hurtig Operation, der næppe i nogen Retning er forbunden med nævneværdig Risiko."

- - -

Jeg køber Risikoen - jeg, gamle Mand!

Jeg vil bort, væk fra den øde Landevej, der blev mit Liv, siden Ungdommen svandt, og hvis Endemaal er Døden, ene Døden.

Jeg vil ind over Markerne igen, hvor Blomsterne gror. - Jeg vil plukke dem paany i fejende Dans, som jeg gjorde det den Gang i længst forsvunden Tid, da jeg var ung og stærk og vild!

Steinach kommer ...!

Nemo.

(Aftenbladet 25. oktober 1920).

Dr. med Knud Sand havde under et besøg i Wien hørt om Steinachs arbejde. En anden artikel i bladet beskriver 3 eksempler på Steinachs operationer på ældre mænd med forbløffende foryngende resultater.

Niels Thorkild Rovsing (1862-1927), læge og kirurg. Han var undervisningsminister i forretningsministeriet Liebe 30. marts – 5. april 1920. Rovsing grundlagde den moderne urologi i Danmark. Privatklinik i en villa i Rosenvænget på Østerbro, det senere Institut Français. Villaen blev revet ned i 2006. Mellem Lyngbyvej og Tagensvej, langs Ringbanen, løber Rovsingsgade, der er opkaldt efter ham.

Professor Steinach. Foto fra Demokraten (Århus) 23. juli 1920.

Eugen Steinach (1861-1944), østrigsk fysiolog og professor ved universitetet i Wien. I 1916 hævdede han fejlagtigt, at homoseksualitet er en form for hermafroditisme, hvorfor der i 1920'erne blev gennemført resultatløse transplantationer af heteroseksuelle mænds testikler til homoseksuelle mænd. Steinachs teorier påvirkede som mævnt i artiklen den danske retsmediciner K. Sand. I 1920'erne underkastede en del ældre mænd sig Steinachs operation, idet Steinach fejlagtigt antog, at afbrydelse af begge sædledere har foryngende virkning. Helt op i 1930'erne troede man på Steinachs foryngelsesoperationer.

Knud Sand (1887-1968), dansk retsmediciner og seksualbiolog. Inspireret af Eugen Steinach mente han at kunne påvise en årsagssammenhæng mellem kønskirtlernes funktion og seksuel orientering, hvilket siden ledte ham til flere forfejlede forsøg på behandling af homoseksuelle mænd med transplantation af testikler. I 1922 offentliggjorde Knud Sand resultatet af 15 operationer på mænd a la professor Steinach på Kommunehospitalet. 1925-57 var Sand professor i retsmedicin ved Københavns Universitet; 1929-59 var han tillige Retslægerådets formand. Sand var en hovedkraft bag Sterilisationsloven af 1929, og den legale kastration blev karrierens dominerende tema. Langt op i 1930'erne sagde han god for professor Steinachs foryngelsesoperationer. I 1933 blev Steinach afsløret som skattesvindler.

Bornholmsk Industriliv i Fyrrerne. (Efterskrift til Politivennen)

Da Hans Christian Ørsted udtalte sig om den bornholmske Cement.

I Aaret 1741 blev der af Kong Frederik den 3. udstedt et kongeligt Privilegium til den i Bornholms Historie kendt, Major v. Anker A. Schor til Stenkulsbrydning, men heri var ogsaa indbefattet et Cementværks-AnIæg. Han drev Cementværket i nogle Aar, men maatte omsider ophøre dermed af Mangel paa Støtte udefra, selv havde han ikke Midler til at føre det hele igennem. For at kunne drive Værket mere rationelt, søgte han den kgl Kasse om et Forskud af 8000 Rdl. imod at levere Cement til Staten for 3 Rdl. Tønden, men han fik allernaadigst Afslag - man trængte ikke tiI Cement. 1747 gentog han sin Ansøgning, og i denne forklarer han, at Købmand Andreas Bjørn har afsat ca. 100 Tdr. paa smaa Maskiner forfærdiget Cement, men han fik paany Afslag; "til HS Majestæts Tjeneste behøvedes ingen Cement", hed det, og dermed var der sat Punktum for den v. Schorske Fabriks korte Saga; og siden blev dette Produkt næppe ænset, før en norsk Videnskabsmand Andreas Hofgaaard i 1778 paa egen Bekostning foretog en Rejse til Bornholm for at undersøge Cementstenen. Beretning herom findes trykt i Tidskriftet "Minerva" 1793, ligesom dette Emne senere uddybes af en af Prof Manthey i "Skandinavisk Museum" optaget Beretning.

H. C. Ørsted, den store Forsker. hvis Navn er kendt over hele Verden og om hvem der just i den sidste Tid i Anledning af 100 Aars Dagen for hans epokegørende Opfindelse holdtes Mindefester over det ganske Land, besøgte Bornholm i 1818 og 1819. Ørsted skriver, at ved behørigt Hensyn til forskellige nærmere angivne Forholdsregler vilde man kunne gøre

Bornholms Cement til en Handelsvare,

"der kunde erhverve den almindelige Tillid. - Men" - tilføjes der "Limensgade Kalksten kan endnu betragtes fra flere Sider, der hidtil kun er bleven meget lidt paaagtet. Denne Kalksten kan meget vel benyttes som Fugningsmateriel. Her om vidner et Par af Landets Kirker, Aakirke og Østerlars Kirke, der begge er opførte af dette Bygningsmaterial med Indblanding af andre Stenarter".

"Llmensgade Kalksten" - hedder det endvidere - lader sig ret vel polere, hvormed vi have gjort Prøver. Man kan derfor bruge den til Bordplader, Trapper t Pragt, bygninger. Baser, Gravminder vsv., hvortil den blaa Farve ikke vil gøre den uskikket".

Det fremhæves særlig i Beretningen, at Allunskiferen i Limensgade maatte kunne blive et Produkt af megen Vigtighed, og Beretningen slutter med en af Forf. fremsat Formodning om, at "et Allunværk og et dermed sammenhængende Kalkstensbrud let vilde kunne bringes i Stand paa Bornholm"

Udførsel af Raamaterialet.

Der skulde imidlertid gaa adskillige Aar, før Tanken blev ført ud i Livet og de forberedende Skridt gjort til Anlæg af en Cementfabrik paa Bornholm. Man Indskrænkede sig til at udføre det Raamateriale, der egnede sig til Forædling udenfor Øen; der udførtes aarlig en Mængde Cemensten, særlig til Wismar, Mechlenburg og Pommern. En Kubikfavn Cementsten betaltes ved Udskibningen fra Bornholm med højst 19 Rd. Endelig i 1840 møder en polyteknisk Kandidat Arkitekt Hammer, i "Bornholms Avis" med en udførlig Beskrivelse og en ret omfattende Plan til Dannelsen af "en Aktieforening til at benytte nogle i Limensgade og Omegn forekommende Mineralier". I Planen lægges der særlig Vægt paa Forædlingen af den bornholmste Allunskifer ved Anlæg af et Allunværk i Forbindelse med en Cementfabrik

For yderligere at fremhæve Brugbarheden af Limensgadens Cementsten, henviser Arkitekten til den flensborgske Cement, hvilken tildels er fabrikeret af de samme Lag, som findes paa Limensgade. Og, tilføjer Hr. Hammer, der kan desuden hentes Bevis fra Ruinerne af Hammershus Slot, Gamleborg o. fl. Steder, "i hvilke Cementen er saa fast. at man lettere kan sondre Stenen end Cementen, der sammenføjer den".

----

I Slutningen af den udførlige Beskrivelse findes et kalkulatorisk Overslag, hvis hele optimistiske Tendens vidner om, at Vedkommende har været i god Tro, da han skrev, at

»Disse Mineraliers Fremdragen og Benyttelse paa rette Maade kunde blive en Kilde til Velstand for Bornholm og for det øvrige Danmark."

Det mente ogsaa Direktionen for "den merkantile Industriforening" i København, der nøje havde undersøgt Hr. Hammers Plan og foretaget de indledende Skridt til Dannelsen af et Aktieselskab, efter at Forholdene paa Aastedet først grundig var undersøgt af en af Foreningwn nedsat Kommission. Aktieselskabet blev dannet og kom til at bestaa af Aktionærer dels i København og dels paa Bornholm; ved Starten var der tegnet 232 Aktier i København og 130 paa Bornholm. Den første Generalforsamling blev afholdt paa Rønne Raadhus den 7de August 1840. De københavnske Aktionærer repræsenteredes ved overauditør Holm, Grosserer Sommer og Reservechirurg Krieger, og den lokale Bestyrelse undertegnede sig som Hammer, Grønbech, N. Michelsen og M. Koefoed med Konsul Johnsen i Rønne som Kasserer. Endelig den 21de September s. A var man kommen saa vidt med Forberedelserne, at der paa Hullegaard i Aaker Sogn kunde afholdes Licitation over Opførelsen af 3 Bygninger paa Limensgade, nemlig et Kogehus, en Stald- og Værkstedsbygning og et beboelseshus.

Konflikt mellem Københavnerne og Bornholmerne.

Forholdet imellem Bestyrelsen i København og Repræsentanterne paa Bornhom syntes imidlertid ikke have været videre venligt. De bornholmske Aktionærer kommer snart i Konflikt med den administrerende Direktør, den tidligere omtalte Arkitekt Hammer, der holdes et Utal af Generalforsamlinger baade i København og herovre, hvilket med Datidens kummerlige Kommunikationmidler var alt andet end behagelige. Sagen optog Sindene saa stærkt, at "Bornholms Avis" paa hin Tid, tiltrods for sit diminutive Format, til tider var ganske optaget af Indlæg om Cementfabrikken. De sjællandske Repræsentanter beskyldte Bornholmerne for at have overskredet den dem ifølge Statutterne tilkommende Myndighed; man kom som sagt i Konflikt med den administrerende Direktør, der blev suspenderet fra sin Stilling, og hele Sagen var tilsidst bleven indviklet i et Væv, hvis Traade næppe var til at udrede. Der var endogsaa saa stærkt et Røre om Sagen, at der maatte en hel Piece til, for at Folk kunde naa til Bunds i Selskabets Historie. Allerede saa tidlig som i 1842 begynder man at tale om 

Selskabets Opløsning.

Men i 1843 sluttes der dog kontrakt med en ny Bestyrer Hr. Wodschou, og Arbejdet sættes i Drift med en ret betydelig Arbejdsstyrke.

Endelig i 1847 syntes man at være kørt ganske fast. Cementfabrikken søges bortforpagtet til en solid Liebhaver. Da der ingen saadan melder sig, bliver Selskabet kort efter opløst ved en GeneralforsamIing paa Hullegaard, hvor der valgtes en Realisationskomite til at realisere alle Selskabets Ejendele, og hermed var alle skønne Drømme forbi og "Cementfabrikken i Limensgade" en saga blott.

- -

Efter snart 80 Aars Forløb begynder nu et nyt og forhaabentlig stort og rigt Afsnit i den bornholmske Cementfabrikations Historie. Under en ny Tids forbedrede Arbejdsvilkaar og Arbejdsmidler, gaar Selskabet ind til et Arbejde, hvor der bliver store og omfattende Opgaver at løse, men hvor der sikkert heller ikke vil blive forsømt noget for at vise, at der var Sandhed i de Ord, som i længst forsvunden Tid blev udtalt af Landets mest fremragende Videnskabsmænd: "at den bornholmske Cement kunde blive en betydelig Ting i en god Husholders Værge."

Fr. S.

(Bornholms Avis og Amtstidende 2. oktober 1920)

Vestre Kirkegaards Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen).

Det første Lig. - Ligger Brandt og Struensee paa Vestre Kirkegaard? - Et Lysthus af opgravede ligkister

Vestre Kirkegård - Danmarks om ikke Nordens skønneste kirkegård - har om en god månedtid, d. 2. november, været i brug i 50 år.

Det første Lig.

På de 4 tdr. Land, som kirkegården den gang udgjorde, begravedes den dag en af samfundets stedbørn, en svensk skræder, der havde begået selvmord, han fik en fin begravelse med følge af mange kommunale spidser, og på graven sattes en granitsten, hvorpå står ordene: "Vestre Kirkegaard 2. Nov. 1870. Litra A, Linje 1 Nr. 1". Det fine nummer nåede den hjemløse aldrig i levende Live!

Stenen som markerer hvor den første begravelse fandt sted. Ved hundredårsjubilæet blev nedlagt en sten med svenskeren navn: "Niels C. L. M. Almgreen. Begravet den 2. november 1870." Foto: Erik Nicolaisen Høy.

I Løbet af de nu henrundne 50 år er kirkegården vokset sig stor og smuk. Den omfatter nu 89 tdr. land, og ud mod Valby er der indkøbt 14 tdr. land, der skal tildannes terrasseformigt. Det er jo nemlig kernen i denne kirkegård, som de afdøde, arkitekt Hans Holm og havearkitekt Edv. Glæsel har givet den forening at natur og kunst, som gør den så smuk og egenartet, at den gør "De Dødes Have" til en skøn park, som er til glæde for enhver elsker af natur og skønhed.

Heldigvis har Vestre Kirkegård i 49 år i kammerråd Bahnson, der lige har taget sin afsked, haft en inspektør i den samme ånd. Hans gerning fortsættes nu af efterfølgeren, havebrugskandidat Skrydstrup, der sammen med overgartner Madsen og gartner Fridrichsen stadig søger at holde V. Kirkegård på det samme høje kunstneriske standpunkt.

Hertil bidrager også publikum selv, idet der - uden den monumentcensur, der er i Stockholm -

rejstes mange skønne mindesmærker over smukke grave.

Her ude ligger nu også de fleste af de i de sidste 10-15 år afdøde berømte mænd og kvinder - hvad enten de så har hørt til kunst eller videnskab, handel eller industri. Enhver, der har gået en tur på kirkegården, kan nævne bekendte og skønne gravsteder.

Herman Bangs og Peter Nansens Grave.

Underligt nok - men på to grave, der indeholder resterne af to mænd, om hvis navne der i livet stod stort gny, står der intet navn eller mindesmærke. Det er Herman Bangs og Peter Nansen. Gravene er smukke og velholdte - men anonyme. På Nansens grav henlægges der regelmæssigt hver ugedag en buket - navnløs som graven selv

Benhøjen, Struensee og Brandt?

På den ældste del af kirkegården er der en lille træ- og blomsterbevokset Høj - benhøjen kaldet. Den gemmer benene af alle de lig, der fandtes, da man sløjfede voldene og glaciet og anlagde Frederiksborggadekvarteret.

I det ene hjørne af højen står en lille brun granitsten, hvorpå kammerråd Bahnson lod indridse bogstaverne S T R og B R D. Herunder står en lille trækasse, hvori ligger nogle ben, efter sigende de sidste rester af Struensee og Brandt. De blev fundne ved udgravningen af den gamle stejlehøj. Sagkyndige undersøgte knoglerne, men enige om resultatet blev de ikke, så det er jo muligt, at det er nogle ganske almindelige forbrydere, hvis rester opbevares så omhyggeligt.

Stenen som inspektør Bahnson efter sigende fik sat op og indgraveret bogstaverne S.T.R. og B.R.D. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Men for øvrigt går kirkegårdsbestyrelsen meget nænsom til værks overfor de lig, hvis grave

sløjfes. Hvert år sløjfes der et vist antal, som er udløbet, men de benrester, disse indeholder, spredes Ikke, som tidligere, for alle vinde, men samles omhyggeligt i en kurv og lægges en alen dybere ned i samme grav.

Lysthuset af de brugte ligkister.

Heller ikke de opgravede kister overlades til en tilfældig skæbne, men samles på et bestemt sted og opbrændes. Lige bag ved denne brændingsplads ligger nogle kolonihaver, og en dag opdagede inspektøren, at der i haverne var bygget et lysthus, på hvis sorte ydervægge der var malet flere ligesom noget falmede, gyldne palmegrene.

Det så noget mærkeligt ud, og ved nærmere eftersyn opdagede inspektøren, at lysthuset var tømret op af brædder af gamle kister, udvalgt blandt de bedste af kirkegårdens bunke. Vedkommende, der åbenbart ikke har været særlig plaget af hensynstagen, måtte selvfølgelig - til hans store fortrydelse - rive lysthuset ned.

Den der ikke rigtig vil vide indgående besked om kirkegårdens historie, vil kunne få dette af et

med mange portrætter og billeder forsynet festskrift, der udkommer om kort tid.

(Aftenbladet (København) 21. september 1920.)

En Særling der levede under frygtelige Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

 En Særling der levede under frygtelige Forhold.

Værelset, der havde fungeret som Skarnspand i mange Aar.

I en Ejendom i Badstuestræde har i længere Tid levet en gamnmel svensk Kvinde, ved Navn Luise Gustafson, der som eneste Indtægt har haft. hvad Ejendommens Beboere gav hende. Hun boede i et usselt Rum helt oppe under Taget, men hun, der har boet Ejendommen i mange Aar, har aldrig tilladt nogen, at se hvorledes hun boede.

Igaar kom en af Beboerne alligevel til - ved et rent Tilfælde, at se hvorledes der saa ud hos hende. Der var i det lille Rum ikke mere end maaske en Kvadratalen fri Plads. Resten af Værelset - fra Loft til Gulv, var tæt pakket med alt 

det Affald, som ellers findes i Skarnkasserne.

Der var en frygtelig Stank deroppe. Gennem de mange Aar havde hun faaet alt dette samlet sammen, til det tilsidst var gået saa vidt, at hun selv maatte sove paa Gangen udenfor. hvor Beboerne bragte hende Maden.

Igaar blev Sundhedspolitiet tilkaldt og to Arbejdere sat i Gang med at tømme Værelset for dets

lidt usædvanlige Indbo.

Kort efter at Arbejdet var begyndt tog vores Fotograf ovenstaaende Billede til os. Men der var mindst 4-5 Gange saa meget tilbage i Værelset. Bl. a. et Bord som man vidste var der, men som man endnu ikke havde fundet.

(B. T. 30. september 1920).

Den mystiske sag fra Nykøbing. (Efterskrift til Politivennen)

Begravelsen i går. Kredslæge Jensen afgiver en højst besynderlig forklaring.

Fra søndre Kapel på Vestre Kirkegård begravedes i går middags tjenestekarlen Paul Møller, hvis uforklarlige død i Tolsager ved Nykøbing S. i stedse voksende grad beskæftiger offentligheden.

Før begravelsen henvendte pastor Jørgensen sig til afdødes moder, fru Marie Møller, som er enke efter en togfører. Præsten ønskede at vide, om han skulle holde nogen tale. Da imidlertid hr, Jørgensen under tidligere samtaler med moderen havde antydet, at han ville benytte lejligheden til at drage hårdt frem mod selvmord, som han anser for syndigt og ugudeligt, bad fru Møller ham indskrænke sig til en kort bøn. Den stakkels moder ønskede ikke sit afskedsøjeblik med sønnen forvandlet til en skændescene. 

Følget bestod af over hundrede deltagere, og en mængde kranse dækkede den smukke kiste. Da kisten sænkedes ned i graven, var de tilstedeværende grebet af dyb bevægelse. Umiddelbart efter modtog "Socialdemokraten" følgende tak for afdødes moder:

En Tak,

Jeg bringer herved på egne og familiens vegne en dybfølt tak til "Social-Demokraten" for dens omtale af omstændighederne ved min ulykkelige søns død. Fra mange sider har jeg, efter at "Social-Demokraten" har bragt sagen frem, modtaget beviser på sympati, og jeg har den følelse, at alle deler mit håb om at få kastet lys over de mange gådefulde enkeltheder, der knytter sig til den triste tildragelse. 

Ved "Social-Demokraten"s hjælp stoler jeg på, at dette håb vil blive opfyldt. Først da får jeg fred i mit sind.

Maria Møller.

Fru Møller skal ikke forgæves have anmodet om “Social-Demokratens” hjælp. Efter at have sat os i forbindelse med statspolitiet har vi senere rettet henvendelse til kredslæge Jensen i Nykøbing. Hans udtalelser er højst overraskende. Han fortalte at han ved det legale ligsyn klippede alt det snavsede arbejdstøj af liget, således at det lå fuldstændig nøgent. Hvad det da også skal være ved sådanne lejligheder. Da kredslægen og politifuldmægtigen forlod stedet, var liget kun dækket af et klæde. Ikke desto mindre lå det fuldt påklædt, iført arbejdstøj og strømper, i den tæt tilskruede kiste, da denne åbnedes af fru Møller. Fire personer kan beedige dette, nemlig foruden fru Møller og hendes datter de to mænd der åbnede kisten og afførte liget de snavsede og blodige klæder. 

Hvad er der da foregået? Har gårdejer Carl Christensen givet ordre til at liget skulle klædes på? og hvorfor har man valgt at lægge ligklæderne oven på det  fuldt påklædte Lig? Hvad er det dog for en besynderlig og hensynsløs adfærd, der er udvist i denne sag?

Herom modtager vi hver dag forespørgsler. En lærer, der dog kun underskriver sig med forbogstaver, og hvis brev vi derfor ikke kan optrykke, skriver at han troede sig hensat til det 14. århundrede da han læste om gårdejer Christensens og Pastor Baggers optræden. Han forfærdes over, at en præst, der skal være talsmand for næstekærlighed, kan udvise en sådan hjerteløshed, og han slutter med at kræve sagen undersøgt til bunds, for at de skyldige kan blive draget til ansvar.

Endvidere har vi fra bogholder Joh. Hansen, Valdemarsgade 61. modtaget et brev, af hvilket vi gengiver et brudstykke:

En køn præst.

Ingen af os, som læste "Social-Demokraten" den 6., har kunnet undgå at undres over den optræden, en vis pastor Bagger, Asnæs, udviste overfor enkefru M. Møller og hendes ledsagere. -  Er der noget, som mere end den slags episoder tjener til at forbitre arbejderne og gøre dem fjendtligt sindede overfor kirken?

Jeg tror det Ikke! Lad os håbe, at det inden alt for længe lykkes at få sagen lagt klar for offentligheden. - Det kunne da være passende i denne forbindelse at sige: Hvis kirkens mænd venter, at arbejderne skal stille sig på deres side, må vi kræve, at den slags præster som hr. Bagger øjeblikkelig fratages kjole og embede.

Joh. Hansen.

Disse henvendelser synes at være udtryk for en dyb og almindelig misstemning. Det er på høje tid, at der fra autoriteterne fremkommer en officiel redegørelse for sagen og at gårdejer Christensen giver en forklaring på sin optræden overfor den unge mand før og efter hans død.

( Socialdemokraten, 8. september 1920)

Kjøbenhavns Storhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Havnen flytter sine Grænsepæle.

Nye Anlæg til et Beløb af ca. 40. Mill. Kr.

Kjøbenhavns Havn har fra sin Grænse mod Nord udfor Scherfigsvej til sin Grænse mod Syd en Udstrækning af 13 Kilometer eller nær op mod 2 Mil medens den Del af Havnen, som begrænses af Bølgebryderne mod Nord og Slusedæmningen i Kallebodstrand mod Syd, er 8 Kilometer eller godt 1 Mil.

Havnen har, som Byen er vokset, flyttet sine Grænsepæle dels mod Nord dels mod Syd, og Udvidelserne har til Tider været store, men ingensinde saa store paa een Gang og i Løbet af saa faa Aar som de Udvidelser, der er planlagt og gennemført under og efter Verdenskrigen.

En moderne Havn kræver ikke blot betydelige Vandarealer med dybt Vand, men ogsaa udstrakte Landarealer til Spor og Gadeanlæg, Lagerbygninger, Oplagspladser og Fabriker. Begge disse Opgaver har Havneadministrationen løst eller er i Færd med at løse, hvorved der skabes rige Muligheder for Handelens Trivsel og Industriens Udvikling.

Vi skal i det følgende i store Træk give vore Læsere en Oversigt over de storstilede Arbejder, der er udfort og de meget betydelige Anlæg, som endnu er under Udførelse.

Havnens Udvidelse foregaar som bekendt dels mod Nord, dels mod Syd.

Udvidelserne mod Nord.

Frihavnen. - Redmolen. - Kalkbrænderihavnen. - Det nye Trafikbassin og Skudehavnen.

Frihavnens Landomraade er under Verdenskrigen blevet udvidet med 28 Tdr. Land eller med ca. en Trediedel af den ædre Frihavns Areal, og der er blevet anlagt et nyt stort Bassin, Kronelobsbassinet, med 30 danske Fods Vanddybde.

Dernæst er der tilvejebragt et ca. 5 Td. Land stort Landareal, den saakaldte Redmole med tilhørende Kajanlæg og foretaget en Uddybning og Udvidelse af Kalkbrænderihavnen, ligeledes i Forbindelse med Landvindinger. Store Kuldampere losser nu deres kostbare Last ved Kalkbrænderihavnens Kajer, hvor de tilstødende Arealer er udlagt til Kulimport Firmaer, medens Brændselsolien fra Tankdamperne oplagres paa Redmolens Terræn, hvor forskellige Oliefirmaer har eller er i Færd med at opføre Tanke, hele Redmolen er beslaglagt i dette Øjemed, med Undtagelse af Spidsen, hvor Store Nordiske Telegrafselskab har opført en Kabel-Depotbygning.

Under Udførelse.

Umiddelbart nord for Frihavnen er et endnu større og dybere Havnebassin end Kroneløbsbassinet under Udførelse. Det nye Bassin, med tilhørende Havnearealer, anlægges paa den Plads, hvor den saakaldte "Sundkrog" laa. I Forbindelse med dette Anlæg, paa hvis Fuldførelse der arbejdes Dag og Nat, er der allerede gennemført en Uddybning ude fra Sundets dybe Farvand ind til Bassinet og opført en Bølgebryder til Dækning af Indsejlingen. Det nye Trafikbassin, som endnu ikke har faaet Navn, faar 32 Fods Vanddybde, og det kan saaledes optage de største Dampere, som befarer Verdenshavene.

Et andet nyt Arbejde i Nordhavnen, der ligeledes paabegyndtes for et Aarstid siden, og som nu snart er færdigt, er Anlæget af den saakaldte "Skudehavn", "Sundkrogens" Afløser. "Skudehavnen" indrammes af et Dækværk med tilstødende Landarealer, som omslutter et Vandareal af ca. 32 Tdr. Lands Størrelse og med 14 Fods Vanddybde. Dette nye Havnebassin er særlig bestemt til Opankring af mindre Fartøjer og de tilstødende Landarealer er tænkt anvendt til Baadebyggerier, Fiskepladser, Sejl- og Rosportsforeninger, ogsaa Badeanstalter vil kunne faa Plads her.

Vi vender os derefter til

Havneudvidelserne mod Syd.

Det nye Industricentrum.

Udvidelserne i den sydlige Del af Havnen er ikke mindre imponerende end Udvidelserne nordpaa - tvertimod. 

Mens Havneadministrationen ved Udvidelse i "Nordhavnen" fortrinsvis har den oversøiske Trafiks Udvikling for Øje, tager Udvidelserne i "Sydhavnen" Sigte paa at skabe en Havn særlig til Anvendelse for Industrien, som her vil kunne erhverve Grunde paa rimelige Betingelser med Adgang til Bolværk ved saa betydelige Vanddybder, indtil 24 Fod, at selv Skibe, der gaar i oversøisk Fart, kan lægge til direkte ved Bolværkerne.

Udvidelserne i Sydhavnen deler sig om tre større Arbejder: Landvindingen ved Islands Brygge, Kajanlæget ved Enghave Brygge og Anlæget af Teglværkshavnen og Teglholmen.

Islands Brygge, der hidtil stoppede op ved Soyakagefabriken, er blevet forlænget ca. 2200 Fod mod Syd og Farvandet udfor den nye Kajmur, som er bygget, er uddybet til 24 Fod og de flade Vandarealer bagved ind mod Hærens Skydebaner er indvundne til Landdannelse. Det nye Landareal, paa hvilket man er i Færd med at anlægge Gader, udgør ca. 30 Tdr. Land, hvoraf Størstedelen er solgt til "Ø. K."

Det andet store Arbejde - Kajanlæget ved Enghave Brygge - omfatter Bygningen af en Kaj af ca. 1000 Fods Længde med 20 Fod dybt Sejlløb og Opfyldning af et bagved liggende Areal paa ca. 10 Tdr. Land. En Del af den nye Kaj er bestemt for Kullosning til Kommunens nye Elektricitetsværk - "H. C. Ørsted-Værket" - som ligger paa det til Kajen stødende Terræn.

Det tredie store Arbejde, som er udført i Sydhavnen, er Anlæget af Teglværkshavnen og Teglholmen.

Vi befinder os her paa Frederiksholms Teglværkers tidligere Arealer i Nærheden af Slusedæmningen.

Den nye Teglværkshavn, hvis Størrelse er ca. 20 Tdr. Land, er skabt paa Frederiksholms Teglværks gamle Lergrav, som i Løbet af et Par Aar er blevet omdannet til et Havnebassin mod 22 Fods Vand dybde, og de bagved liggende store Arealer er opfyldt til Brug for Industrien. Endvidere er der ved Opfyldning lige ud for Teglværkshavnen fremstillet en Ø - "Teglholmen" - der har en Størrelse som 6 Gange Kongens Nytorv og en samlet Vandfront af 6000 Fod, hvoraf foreløbig ca. Halvdelen er forsynet med Bolværk.

Den nye Ø, som i Løbet af et Par Aar er dukket op i Kallebodstrand, er ved en fast Bro sat i Forbindelse med Vejnettet paa Frederiksholms Jorder, hvorfra man enten ad Enghavevej eller Vasbygade naar ind til Byen.

Som man vil se, er der i Havnens sydlige Del tilvejebragt mægtige Arealer til Brug for Industrien. Store Anlæg er allerede, trods de vanskelige Tider, paa amerikansk Maner skudt op derude, saaledes Kjøbenhavns Flydedok og Skibsværft med 4 Tørdokker. Det nye Skibsværft "Baltica" har ligeledes sine Beddinger og Værksteder henide, og flere andre industrielle Virksomheder har sikret sig Arealer.

Paa selve "Teglholmen" har "Burmeister & Wain" købt Grund til Opførelse af en ny stor Værkstedsbygning, der vil komme til at dække over et Areal af 1½ Td. Land. Komplekset bliver cirkelrundt og faar en Højde, der naar Rundetaarn, en anden Ejendommelighed ved dette Bygningsværk bliver, at der anlægges et Sejlløb fra Havnen midt ind i Bygningen.

--- Ogsaa Dele af den gamle Havn har i Krigsaarene været under Forvandlingens Lov. "Gammel Dok" er bleven nedlagt og opfyldt for at give Plads til nye Bygningskomplekser, og de gamle krogede Bolværker paa lav Vanddybde er bleven afløst af nye Bolværker af Jernbeton paa 24 Fods Vanddybde.

Der er ogsaa foretaget en Uddybning ved Christiansholms tidligere Areal - "Christiansholms Ø" - der er købt af "A/S Baltic Cotton Co.", som for Tiden er i Færd med at rejse nye Bygninger, der skal huse de Lagre af Bomuld, som vi tidligere har maattet hente fra Hamborg og Bremen.

Som det vil fremgaa af denne vor Oversigt over Udvidelsesarbejderne i Havnen har der været arbejdet og arbejdes fremdeles mod fuld Kraft af Havnens Administration paa at gøre Kjøbenhavns Havn saa konkurrencedygtig som muligt. Naar Havnedirektør Th. Borg og Havnebygmester Loren i Løbet af næste Fornar og Sommer staar ved Afslutningen af de Arbejder, som for Tiden er under Udførelse, vil Havnens samlede Bolværksstrækninger være forøgede med ca. 6000 Meter eller nær op mod 1 dansk Mil, og det til Havnen hørende Landareal med 142 Tdr. Land, men der vil da ogsaa være anvendt et Beløb af 40 Mill. Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. august 1920.)

Kort fra 1920 som viser Nordhavnens udstrækning på daværende tidspunkt. I Svanemøllebugten ses badeanstalten Helgoland markant ud i vandet. Kortet viser også Stadsingeniørens forslag af 18. juni 1921 til opfyldning ved Nordhavn. Kbhbilleder.

Sylvia Pio og Poul Geleff. (Efterskrift til Politivennen)

3. del af serien om Sylvia Pio. Læs samtlige indslag om Sylvia Pio ved at klikke her.

Louis Pios med-landsforviste, Poul Geleff (1842-1928) vendte i juli 1920 tilbage til Danmark, hvor han blev modtaget af Sylvia Pio og indlogerede sig der. Efter en hårdhændet behandling i tugthusene, fik Pio og Geleff et "tilbud" om en pose penge mod at de forsvandt ud af landet. Det blev ilde taget op af mange af datidens socialdemokrater. Det var Geleff som i en pjece afslørede at han og Pio var blevet bestukket af politiet til at emigrere. 

På denne "satiriske" tegning fra 1877 ses Poul Geleff, Louis Pio og dennes kone Augusta Jørgensen med Sylvia Pio på armen som spæd, efter at de er ankommet til Amerika. Carl Allers Tryk, 1877. Tegningen beviser indirekte at Sylvia blev født i 1876, og ikke i 1878 som hun til sin død hævdede, og som det også står på hendes gravsted på Vestre Kirkegård. 

Poul Geleffs ankomst i går. 

Poul Geleff, A. C. Meyer og E. Wiinblad på landgangen.

Klokken godt 8, en times tid senere end planmæssigt, hvilket vil sige med "planmæssig forsinkelse", ankom den store Damper »Frederik den ottende« med sine fra Amerika hjemvendende emigranter.

Poul Geleff var med ombord, og tilstrømningen til Amerikabådenes bolværksplads var større end sædvanlig. Adskillige både ældre og yngre socialdemokrater var mødt for at hilse den sidste af hine førere, som rejste arbejderklassen til kamp under feltråbet "Ingen pligter uden rettigheder, ingen rettigheder uden pligter".

En snævrere kreds af partifæller havde påtaget sig det hverv at tage imod Geleff. Der var de to veteraner fra bevægelsens tidligste tid, snedkerne P. Hansen og A. P. Berg, redaktør Wiinblad og folketingsmand A. C. Meyer med damer, folketingsmand, rådmand Fr. Andersen, redaktør Oskar Jørgensen, partikasserer Oskar Johansen, murer Lundberg og bogbinder Petersen.

Kun et snævrere udvalg af denne kreds fik lov at gå ombord på damperen. Det blev Wiinblad og A. C. Meyer forbeholdt at finde Geleff. De kendte ham jo fra midten af halvfjerdserne. Men havde manden mon ikke forandret sig stærkt siden den tid?

Det holdt dog ikke svært at finde Poul Geleff, den lille Mand derhenne - - selvfølgelig var det ham! Lidt dårlig til bens måske. Men ansigtet, som i ikke ringe grad minder om den salig hensovede minister Estrup, er ikke til at tage fejl af. Øjnene har stadigvæk det lune blink og munden, som kun delvis dækkes af det lyse, amerikansk klippede overskæg, har det gamle drag, der kan udløses både i alvor og satire.

Pressen erobrer for en stund den populære passager og underkaster ham et hastigt interview. Så overrækkes der ham en buket med hvide og røde blomster, og en flok driftige fotografer, der følger nuets begivenheder som måger følger skibet, giver os Geleff som han står på ovenstående billede med fødderne på skibstrappen og sin blomsterkost i hånd.

Da Geleff gik ned ad damperens bro, hilstes han med hurra fra mængden, og ved landstigningen modtoges han af partiveteranerne og de yngre fæller. I Staunings fraværelse bød partiets viceforretningsfører, Fr. Andersen, den hjemvendte gamle kampfælle velkommen i få, hjertelige ord.

Nu stod Poul Geleff atter på dansk grund - efter 43 års forløb, under hvilke mangt og meget har ændret sig i hans fødeland Den nyere tid meldte sig straks i form af automobiler, som kørte deltagerne til fru Johannes Poulsens hjem på Kastelsvej. Her mødtes gammel og ny tid i et lille, stemningsrigt samvær, som indlededes med, at fru Poulsen, Pios datter, hilste sin faders kampfælle fra 1871-77 Velkommen og bød ham til huse som gæst.

Fru Johannes Poulsen (Sylvia Pio) var kun ganske spæd, da Poul Geleff sidste gang gæstede hendes faders hjem i Amerika. De to sås egentlig for første gang i går, og i kraft af den uendelige kærlighed, hvormed Pios datter omfatter sin faders minde, mødtes Geleff straks med sympati i det gæstfri hjem.

I den lille velkomsttale, A. C. Meyer holdt indenfor hjemmets vægge, kunne han pege på den eventyrets skønhed, som lå deri, at Geleff modloges af Pios datter i en stund, hvor skuffelsernes mørke skygge var gledet bort, og mindets glans faldt over den socialistiske bevægelses banebrydere.

En af vort partis veteraner, A. P. Berg, citerede et lille digt, Pio i sin tid skrev under et sygeophold her i landet. Det rørte tilhørerne og mest arbejderførerens varmhjertede datter.

Poul Geleff holdt ikke tale, hvad der ikke heller skal bebrejdes ham. Men med lune fortalte han træk af livet i det store Vesten, hvor han har levet og virket den største del af sit liv.

Der blev taget et billede af samværet, og da man skiltes, forberedte Geleff sig på at besøge nogle slægtninge på Østerbro.

Han skal nu til at studere det moderne København som jo unægtelig ser anderledes ud end i politidirektør Crones dage.

(Lettere sammenskrivning af Social-Demokraten, 21. juli 1920 og Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 21. juli 1920).

Det var Socialdemokratiet som foranlediget af at Poul Geleff led nød, fik ham tilbage til Danmark. Han bosatte sig i Nyborg hvor partiet finansierede ham via en pension. I 1927 rejste han af helbredsårsager til Italien hvor han døde i 1927. 

I 1920 meldte Sylvia Pio sig ind i Socialdemokratiet. Pios navn var nu igen blevet tone, efter at mange anså ham for at have forrådt arbejderbevægelsen. Hun brugte dog navnet navnet Fru Johannes Poulsen. Tiden havde arbejdet for Pios minde, og Sylvia gjorde en stor indsats: Hun arbejdede for få sin faders aske til Danmark og for at få hans navn rehabiliteret i socialdemokratiske kredse. 

I forbindelse med Socialdemokratiets 50-års jubilæum i 1921, udvirkede hun med bl.a. hjælp fra Stauning at der blev opsat en obelisk på Vestre Kirkegård. I 1922 slog hun sig ned i Genève for at give sine børn den bedste uddannelse. Her førte hun et fashionabelt liv i selskab med fremtrædende internationale politikere, der kom til Folkenes Forbund. I 1923 fik hun indrejsetilladelse til Sovjetunionen, og hun opholdt sig et par år i Moskva, hvor hun forsøgte at skabe eksportfremstød for russiske kniplinger og kunsthåndværk. Samt til Wien der dengang var socialistisk og som hun var meget begejstret for og hvor hun blev inspireret til at danne et socialdemokratisk kvindeudvalg. I 1925 fik Sylvia en længerevarende alvorlig blodforgiftning under et besøg i barndomsbyen Chicago. 

Sylvia fik på sin europarejse inspiration og mulighed for at være med til at starte en socialdemokratisk kvindebevægelse. Dengang var der i partiet ikke udpræget stemning for en sådan. I 1928-29 var Sylvia med til at overtale Stauning til at nedsætte kvindeudvalg, for at samle, oplyse og aktivere kvinderne om partiet. Partiledelsen spændte ben for at lave et koordinerende forum, så de måtte holde møder i Sylvias lejlighed. Hendes fortid som lensgrevinde gjorde det ikke nemmere. Først i 1930 blev det officielt med nedsættelsen af Kvindeudvalgenes Klub (KUK), hvor Sylvia var forkvinde.

I 1930 fik hun en hjerneblødning der lammede halvdelen af hendes højre side. Den døde hun af i 1932, 54 år gammel.

Mindestenen på Vestre Kirkegård blev nedlagt 29. november 1932. Til stede var prominente socialdemokrater som Stauning (som havde en flirt med hende), Borgbjerg, Pios søn, og lensgreve Knuth. 

Hun nåede ikke at opleve at sønnen Frederik Knuth opstillede for de konservative i 1933 som konservativ nazi-agitator, og agiterede bl.a. for at knuse Socialdemokratiet. Han blev valgt som formand for lollandske storbønders Landboforening. Dog for outreret nazistisk agitation til at blive konservativ leder. I december 1941 blev anmeldt sag om blodskam mod ham. Han prøvede at undslippe ved at melde sig til Waffen SS, og rejste til Graz. Men han blev syg og fik hverken uniform eller våben. I 1942 blev han idømt 5 års fængsel for blodskam. Han blev løsladt 1944 - rygtet gik foranlediget af tyskerne. Efter krigen blev han fængslet og i 1947 idømt 2 års fængsel, som dog på daværende tidspunkt var udstået.