Vægterne. (Efterskrift til Politivennen)

Private Vægtere. Natvægterne synge nu paa deres sidste Vers, og Vægtersangen vil snart høre til de gamle Minder, ligesom Tranlygterne, Byens Porte og mange andre Herligheder. Men et Savn vil der opstaae ved den Reform, der, naar Politiloven bliver stadfæstet, vil finde Sted i den forestaaende Sommer. Det er dog ikke Vægternes Sang, man vil savne saameget nu da Texten og Noderne til Vægterversene ere udkomne, vil Enhver, der længes altfor meget efter at høre den gamle Melodi, til Nød kunne faae sit Savn tilfredsstillet - det vil forhaabentlig, med Vished tør vi ikke paastaae det, thi det maa først Erfaringen afgjøre, heller ikke være Savnet af fornøden natlig Sikkerhed, der vil gjøre sig følelig, men Savnet af de Smaatjenester, som Vægterne hidtil mod et kontant Vederlag af nogle Skillinger og en Ret til at gratulere til alle protestantiske og katholske endnu existerende og for Aarhundreder siden afskaffede helligdage have ydet deres Gades Beboere. Saaledes som Forholdene ere i Hovedstaden, vil man ikke let kunne tænke sig, hvorledes det vilde gaa Folk, hvis de ikke havde Nogen, der turde kalde paa dem om Morgenen, lukke dem ind af Gadedøre og Porte, sætte Skotter for deres Boutiksvinduer, tænde deres Gasblus paa Trapperne og deslige. I rigtig Erkjendelse af, at der burde gjøres Noget for, at Vægternes Afskaffelse ikke skulde blive følt altfor haardt, er der paatænkt Oprettelsen af et Kontoir for private Vægtere, der skal raade Bod paa de Savn, som de officielle Vægteres Afskaffelse nødvendigviis maa medføre. Ideen er sikkert hensigtsmæssig, og naar Entrepreneurerne (tre bosatte Handlende her i Staden) sørge for, hvad der iøvrigt ligger i deres egen Interesse, at skaffe sig paalidelige Folk og at sætte Taxterne saa billigt som muligt, tvivle vi ikke om, at deres Forehavende vil finde Anklang hos Publikum. Det er at vente, at der snart vil foreligge noget Nærmere om den paatænkte Ordning af denne Sag, der, efter hvad der er meddeelt os, skal have fundet velvillig Imødekommen hos forskjellige Autoriteter.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1863)

Gadebelysningen. (Efterskrift til Politivennen)

Det er høist beklageligt at ingen af vor Communalbestyrelse vil tage sig af denne Sag trods den almindelige Klage over Gadernes slette Belysning. Det er bekjendt, at den halve Deel af Lygterne slukkes Kl. 12. Nytaars Morgen var Taagen saa stærk, at man neppe kunde see 2 Skridt fra sig, det var en total Formørkelse. Men desuagtet maatte flere hundrede af Kjøbenhavns Beboere, som gik til Froprædiken, lade sig nøie med den saakaldte halve Belysning fra Lamper som neppe gav et Skin fra sig, eller hvad endnu værre, der næsten alle vare slukkede. Vi spørge: hvorlænge Kjøbehavns Beboere vil lade sig saaledes behandle af Vægterbestyrelsen? og om ikke Communalbestyrelsen endelig vil alvorlige tage sig af denne Sag? Det forekommer os, at den dog er langt vigtigere, end Sagen angaaende Træbeplantningen paa Kongens Nytorv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. januar 1856).

Overfald paa Vægtere. (Efterskrift til Politivennen)

Sammenhængen med en af Criminal- og Politiretten den 3die April paadømt Justitssag, hvorunder Tiltalte, Anders Berthelsen, actioneredes for Overfald mod Vægtere, var følgende: Afvigte 11te Decbr., om Morgenen mellem Kl. 5 og 6, stod Vægter Nr. 121, Søren Peter Hansen, paa sin Post ved Rosenborg, og talede med den der arbejdende Reebslager Hassenpflug, da Tiltalte kom slingrende forbi dem fra en Dandsebod eller en lignende Anstalt. Tiltaltes uregelmæssige Bevægelser foranledigede Vægteren til at henvende nogle Bemærkninger til Hassenpflug, hvilke Tiltalte hørte og gjenmælede imod. Vægteren anmodede ham nu i en rolig Tone om at begive sig til sit Hjem, men dette optog Berthelsen ilde, thi han greb fat i Vægteren, og der opstod saaledes et haandgemæng imellem dem, hvorunder Vægteren først, og senere begge Parter, gjentagne Gange kastedes til Jorden, idet de Begge avancerede fra Rosenborg og henad Sølvgaden til, og da Vægteren, som vilde anholde Rolighedsforstyrreren, ikke kunde faae Magten over denne, som tvertimod blev ved at molestrere ham, peeb han flere Gange og raabte om Hjælp. Herved foranledigedes 2de af paa Volden patrouillerende Menige til at nærme sig, og de fandt da Berthelen ifærd med at slaae den paa Gaden liggende Vægter. Tiltalte vilde nu absentere sig, men Soldaterne, som fældede Geværerne, anholdt ham og overleverede ham til Vægter S. P. Hansen og en anden tilkommen Vægter, nemlig Nr. 117, Hans Jørgen Hansen. Da der saaledes vare 2de Vægtere om Tiltale, troede Soldaterne, at disse nok kunne styre ham, og begave sig derfor atter paa Volden; men heri toge de feil, thi Berthelsen pryglede nu begge Vægterne, og var derhos bleven saa desperat, at han beed Vægter Hans Jørgen Hansen i Fingrene, ligesom han allerede tidligere havde tilføiet S. P. Hansen voldsomme Slag over Øinene og paa flere Steder af Legemet. Da disse Vægtere altsaa ogsaa maatte pibe og raabe om Hjælp, saa fremkom atter de ovennævnte patrouillerende Soldater, ligesom ogsaa 2de nye Vægtere, og nu fik man endelig Bugt med Tiltalte, der ved Assistance af Vagtcommandeuren i Sølvgadens Kaserne indsattes i dennes Vagtarrest. For dette Forhold blev Tiltalte, der ei kunde antages at have været i beskjænket i en Tilregnelighed udelukkende Grad, anseet efter Frdn. 4de Octbr. 1833 § 16, og skjønnedes Straffen for ham, der var 27 Aar gl., og ifølge Dom af 31te Juli 1846 for Tyveri var straffet med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, at kunne bestemmes til lige Fængsel i 6 Gange 5 Dage. Han tilpligtedes derhos at udrede alle af Actionen flydende Omkostninger, derunder Salair til de befalede Sagførere med 5 Rd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. april 1855, 2. udgave.)

Vægter dømt for Vold. (Efterskrift til Politivennen)

En Vægter, tiltalt for Misbrug af sin Myndighed. Natten mellem den 21de og 22de Septbr. f. A. Kl. 12 kom nogle Personer, der i Selskab med andre vare paa Veien herind til Staden i den søndre Allee udenfor Vesterport i en Ordstrid med 2 dem ubekjendte Mandspersoner, af hvilke den ene snart fjernede sig, hvorimod der opstod et Slagsmaal med den anden. Da Carl Frederik Borch, som havde Post som Vægter paa den nærmeste Deel af Vesterbro, havde begivet sig hen til det Sted, hvor hiint passerede, fandt han, efter hvad han har forklaret, en Deel Personer i høirøstet Samtale, og paalagde dem strax at tie stille og at forføie sig bort, hvilket Paalæg ikke mødte nogen Indvending eller fremkaldte trodsig eller fornærmelig Adfærd imod ham, men, da de Paagjældende ikke strax taug, og, som B. har udtrykt sig, nogen af dem gik hen imod ham, gav han, uden at der var sagt et Ord til ham, eller paa anden Maade givet ham Anledning til at befrygte, at man enten vilde modsatte sig hans Befaling eller personlig angribe ham, sig til, idet han i Øieblikket tænkte sig Muligheden deraf, at bruge sin Stok, og ved med denne, der var en saakaldet Naturstok af Egetræ, og havde et Omfang foroven af 4 Tommer og forneden, hvor den var stærkt beslaaet med Jern, af 3 Tommer, at tildele forskjellige Personer Slag, fordrev han samtlige Vedkommende ned ad Alleen henimod Indgangen til Jernbanegaarden.

Imidlertid havde Politibetjentene Martin Hertz og Ludvig Hertz samt Opsigtsbetjent Steensbech, der efter en tilendebragt Patrouillering sadde paa en Bænk i den nordre Allee, bemærket, at Uorden fandt Sted i den anden Allee, og navnlig hørt nogen skrige meget høit, samt at det lod som om nogen blev slaaet med en Stok, hvisaarsag de ilede over i den sidstnævnte Allee, hvor de antraf endeel Personer, som forfulgtes af Borch. M. Hertz, der vil have foreviist sit Politiskilt for Borch og betydet denne, samt en anden tilstedeværende Vægter at de skulde begive dem til deres Poster, gjorde udtrykkeligt opmærksomt paa, at det var Politiet, der var kommet tilstede, men han havde neppe udtalt, førend B. løftede sin Stok og bibragte ham et Slag i Hovedet, saa at han styrtede til Jorden, hvorefter B. ogsaa tilføiede Opsigtsbetjent Steensbech, der ligeledes fremtog sit Skilt, og foreviste der for B. et Slag med Stokken over den høire Arm. B. vendte sig derefter til Politibetjent Ludvig Hertz og gjorde Mine til at slaae ham, men han forebyggede Slaget, ved at tilraade B., om han slog Politiet, og ved at holde ham Politiskiltet lige under Øinene.

Saavel M. Hertz som Steensbech indlagdes strax i Frederiks Hospital og under 23de Septbr. erklærede Overchirurgen, Professor Stein, med Hensyn til H., at han havde et contunderet Saar i venstre Tinding af lidt over 1 Tommes Længde, men uden Blottelse af Benet, hvorimod der havde viist sig nogle Hjernetilfælde af en saadan Beskaffenhed, at deres Udfald endnu ikke kunde bestemmes, og i Henseende til S., at han havde en Contusion af høire Albueled, der dog rimeligviis ikke vilde bevirke nogen blivende Skade paa hans Helbred og Førlighed. Under 6te October har Prof. Stein, næst at bemærke, at H. havde den 26de Septbr., ifølge eget Forlangende, forladt Hospitalet, efterat de Tilfælde af Hjernerystelse, som ledsagede Beskadigelsen, vare hævede, yttret, at Saaret kun var trængt igjennem de bløde Dele uden Beskadigelse af Benet, og at det saaledes kunde antages, at denne Læsion ikke vil efterlade Følger for Fremtiden, hvorhos han med Hensyn til det Spørgsmaal, hvorvidt den Beskadigedes Liv kan have varet udsat for øiensynlig Fare, har tilføiet, at det maa antages for afgjort, at et voldsomt Slag med en Stok af den Beskaffenhed, som den omhandlede, lettelig kunde have havt Døden til Følge.

I Forhør af 29de October har M Hertz erklæret, at det paagjældende Saar vel ikke endnu var fuldkomment lægt, men at han dog følte sig saa vel, at han igjen havde meldt sig til Tjeneste. For Steensbechs Vedkommende har Prof. Stein under 6te Octbr. yttret, at han, ifølge egen Begjæring, forlod Hospitalet d. 27. Septbr. i saa kjendelig Bedring, at hans fuldstændige Helbredelse kunde ventes inden kort Tid og det uden Følger for Fremtiden, og i Forhør af 4. Octbr har Steensbech erklæret, at han ingen Fornemmelse har af den ham tilføiede Beskadigelse.

Tiltalte Borch benægtede, at Nogen har, førend efter at han havde ophørt at tildele Slag med sin Stok foreviist ham Politiskilt, eller betydet ham, at det var Politiets Betjente, der vare komne tilstede, og, idet han, i Overensstemmelse hermed har anført, at han ikke slog Nogen, efter at han var kommen til Kundskab om, at Politiets Betjente havde indfundet sig, antog han, at M. Hertz og Steensbech have været iblandt de Personer, han, som ovenmeldt, bortjog, og der blev under Sagen ikke tilveiebragt Beviis for, at han, da han tilføiede H. og S. de omtalte Slag, vidste, at de vare til Politiet henhørende Betjente, i hvilken Henseende det med Hensyn til den ovenfor omtalte Foreviisning af Politiskiltene, bemærkes, at Tiltalte, efter hvad der er oplyst, maa antages at være i høi Grad nærsynet.

Som Følge heraf kunde der ikke paadrages ham Strafansvar fra det Synspunkt, hvorfra den Deel af Actionen gik ud, under hvilken han sigtedes for at have tilstået H. og S Legemsbeskadigelser under Udførelsen af deres Tjenesteforretninger, men derimod blev han fældet som skyldig i Misbrug af den ham, som Vægter tilkommende Myndighed, og blev han - der er 43 Aar gl., og ifølge Politidirecteurens Resolution har for usømmelige Udladelser imod en Politiofficiant straffet med Fængsel paa Vand og Brød - ved Criminalrettens Dom af 21. januar nu anseet med lige Fængsel i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. januar 1854, 2. udgave. Afsnit er indsat for at øge læsbarheden).

Fornærmelser imod Vægtere. (Efterskrift til Politivennen)

Fornærmelser imod Vægtere. Mandagen den 5te Januar om Aftenen indfandt en Person sig i Høker Poulsens Boutik i Peterhvidtfeldtstræde og fik paa Begjæring 2 Snapse Brændeviin. Han vilde derefter begive sig ind i den indre Stue, men, da han ikke saa sjeldent havde gjort Spectakler hos P., formeentes det ham, hvorover han blev grov, truede med at slaae og var ikke at formaae til at forlade Boutiken. Da Vagten, som P. havde ladet hente, kom tilstede, blev Personen aldeles forandret og gik paa Opfordring i al Stilhed bort, hvorefter Vagten forlod Stedet. Kort efter indfandt Personen sig paa ny hos P. og fortsatte, hvor han slap. Efter et forgjæves Forsøg paa at sætte ham paa Døren, gik P. igjen efter Vagten, forfulgt af Personen, hvis Angreb paa P. imidlertid blev afværget af dennes Gjæster, samt 2 tilstedekomne Vægtere, der derefter anholdt ham, for at bringe ham paa Politikammeret. Under Paagribelsen satte Anholdte sig med al mulig Magt til Modværge, tog den ene Vægter i Brystet og brugte truende Yttringer, saavel imod ham som imod den anden Vægter, navnlig at han skulde have dem i Erindring og passe dem op paa Posten. Han kastede sig derefter i Gaden og var ikke at formaae til at opgive denne Stilling. Flere Vægtere hidkaldtes, Stigen blev reqvireret, og Arnoldus Delphinus eller de Fine Gregersen v. Greiersen - det var den Anholdte - anbunden til samme, og, ledsaget af en Mængde Tilskuere, bragt til Bestemmelsesstedet. Til Rapporten og under det første Forhør paastod Arrestenten, at han ved den nævnte Leilighed var saa beskjenket, at han aldeles ikke vidste noget om det Passerede, eller hvorledes han var kommen paa Kammeret. Efter at Vægternes Forklaringer i hans Paahør vare oplæste, begyndte han, endnu uopfordret til derom at yttre sig, at erklære, at disse vare aldeles usandfærdige, hvorimod han meget nøiagtigt og detailleret, i Et og Alt overeensstemmende navnlig med Høker Poulsens Forklaring, fortalte Alt hvad der var passeret lige indtil det Tidspunkt, da han af Vægterne blev anholdt. Da Dommeren gjorde ham opmærksom paa, at der deri laae et afgjørende Beviis for løgnagtigheden i hans Forklaring om , at han hiin Aften havde været i den Grad beruset, at han var uvidende om, hvad der var passeret eller hvad han havde foretaget sig, tilføjede han, at han, da han blev sat ud paa Gaden, i Døren fik et voldsomt Slag i Hovedet, uden at han dog vidste, hvorledes dette blev ham bibragt, og at han først deraf blev saa fortumlet, at han senere ikke vidste hvad der foregik. Paa Spørgsmaal , hvorfor han hidtil ikke havde omtalt dette Slag, svarere han snart, at han ikke huskede paa det , snart at der ikke blev spurgt om dette Slag, og snart at han ikke troede vel nødvendigt, og noget nærmere bestemt Svar var ikke at erholde af ham. At der var tilføiet ham noget Slag er paa det Bestemteste benegtet af samtlige Deponenter, og hvad den af ham paaberaabte beskjænkede Tilstand angik, da var denne ifølge de fremkomne Oplysninger ikke af en saadan Grad, at den udelukkede Tilregnelighed. Arrestanten, der tiltaltes for Fornærmelser mod Vægtere, blev ved Criminal- og Politirettens Dom af 24de Februar anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage. Han er i en Alder af 31 Aar, har tidligere været straffet, blandt andet for Tyveri, og henhører til Protocollen over mistænkelige Personer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. maj 1852, 2. udgave)

Ifølge Krak 1852 var der en L. Poulsen i Pederhvidtfeldtstræde 106. Matrikel 106 var 1811 sammenlagt med 105, i dag Peder Hvitfeldts Stræde 9. Huset er opført i 1811 og ombygget 1930.

Ringning paa almindelig Hospital (Efterskrift til Politivennen)

Det har i flere år været skik på almindelig Hospital, at vægteren hver halve time angiver tiden ved at slå på en i gården værende stor klokke. Da der på alle sygestuerne findes stueure, synes denne ringning kun at have til hensigt at vække patienterne. Før antog man det for et nødvendigt onde. Men pludselig blev klokken tavs, og hvorfor? Fordi kandidat R-e, der var ansat på hospitalet, var betænkelig syg. Efter hans død hørte man atter denne ringning. Altså var dhrr. medlemmer af direktionen og de på hospitalet ansatte læger overtydede om, at denne larm kunne indvirke skadeligt på hr. R-s helbred. 

Nu spørges direktionen og lægerne, om der ikke på hospitalet henligger mange lige så betænkelige patienter, og om deres helbred og liv ikke kan være dem selv og deres familie lige så kært og uundværligt, som hr. R-s. Og når lægerne antager at denne larm kunne fremskynde hans død, hvor mange patienters har den da ikke allerede fremskyndet og vil fremskynde.
En patient.

(Kjøbenhavnsposten 30. november 1846.)

Opvartningspige dræbt af Hunde. (Efterskrift til Politivennen)

- Angaaende den i Gaars Nr. af d. Blad omtalte rædsomme Begivenhed har Red. sildigere modtaget følgende tvende Meddelelser:

1. "Morges Kl. 5-6 gik Opvartningspigen i Toldbod-Viinhuus ned i Gaarden for at hente Vand og blev, da hun var kommen hen ved Posten, angreben af de 3 Hunde, som om Natten gaae løse paa Toldboden under Opsigt af tvende vægtere. Hundene vare nemlig brudte igjennem et Hul *) paa det raadne Plankeværk, som adskiller Toldbodviinhusets Gaardsplads fra Toldboden. Vel hørtes den Ulykkeliges Skrig; men Ingen turde vove at komme hende til Hjelp, og da Vægterne fra Toldboden omsider kom til, og efter megen Anstrængelse fik Hundene jaget ud paa Gaden, var den Ulykkelige allerede død. Dette er tredie Gang i ikke lang Tid disse Hunde have afstedkommet Ulykke. En engelsk Styrmand, der i forrige Aar blev angreben af dem, døde af deres Bid."

2. "Rygtet fortæller, at en Pige, som tjente i Toldbod-Viinhuus i Morges Kl. 5 i hendes Husbonds Gaard er bleven ihjelreven af 2de Hunde, som fra den tilstedende Toldbodplads igjennem et Plankeværk vare trængte ind i Gaarden. Skjøndt jeg ikke er bekjendt med de nærmere Omstændigheder ved denne rædsomme Begivenhed, saa forekommer det mig dog utvivlsomt, at der ved samme maa have sundet Forsømmelse Sted, saavel fra Plankeværkets Eiers Side, som i Særdeleshed fra den Mands (i hvo han saa er), hvem Tilsynet med Vagtholdet paa Pladsen paahviler, og endelig, forsaavidt Ulykkens Afsendelse ved hurtig Hjelp angaaer, muligen fra vedkommende paa Pladsen ansatte Vægters, eller Vægteres Side, og derfor er jeg ogsaa overbeviist om, at Sagen vil blive forundt den nøiagtigste og omhyggeligste Undersøgelse og at Lovens Bud om Vaade og Straffen for samme - in specie 6-10-4, Plac. 4de October 1815 § 3, Forordn. 4de Aug. 1810 og andre lignende Lovsteder, for saa vidt de kunne komme til ligefrem eller analogist Anvendelse - ufravigeligen ville vorde anvendte. - Vist er der ogsaa - i det mindste forekommer det mig saaledes - i sig selv i høi Grad anomalt og besynderligt, at der overhoveder tillades, at lade saadanne Hunde, som de ommeldte, gaae løse paa visse Pladser som Vogtere imod Tyve. Den Lovgivning, der ved Forordn. 4de Aug. 1810 har indskærpet os Pligten til at hjelpe vore Medmennesker, uden nogetsomhelst Hensyn, naar de ere i Fare for Livs eller Helbreds Tab, og sætter streng Straf for Forsømmelse af denne Christenpligt, og den Lovgivning, som, med Hensyn til den Mulighed, at Rovdyr, som holdes indesluttede i stærke Bure under uafbrudt Tilsyn, kunde slippe løs og overfalde Mennesker, har aldeles forbudt saadanne Dyrs Indførelse i Landet **!), synes mig at ville modsige sig selv paa det Allerstærkeste, naar den tillod Nogen, - det være sig enkelt Mand eller Corporation, privat Eier eller offentlig Stiftelse - til sin Eiendoms Bevogtelse at holde Dyr, der vel hedde Hunde, men i Gjerningen ere al sætte i Klasse med Ulve og Tigere, saaledes gaaende løse, at det ikke alene er muligt, men endog sandsynligt, og ifølge tidligere Erfaring venteligt, at de af og til ville ombringe Mennesker paa den skrækkeligste Maade. Derfor baade antager jeg og anseer jeg det for min Pligt at antage, at Tilværelsen af den her ommeldte Praxis ikke er kommen til rette vedkommende høie Autoritets Kundskab, og derfor er det især, at disse Linier see Lyset. - Imod Afskaffelsen af løsgaaende glubende Hundes Brug til Bevogtning kunde man vel indvende, at selve Loven tillader at værge sit Gods med hvad Værge man mægtig er, og at der, naar kun Hundene ei kunne bryde ud, intet Urimeligt, eller imod Pligten mod Medmenneskers Liv og Velfærd Stridende, er i  deres Afbenyttelse; men dette synes mig Intet at betyde, naar man lægger Mærke til, at Loven kun tillader et saadant Forsvar, hvor Eierens person tillige udsættes for Fare, og naar man betænker, at ved det nævnte Værge sikkert kun kan forstaaes livløse Ting, der kun kunne skade naar de føres af Menneske-Haand, hvis Virksomhed kan ledes af Forbuddet mod Nødværgens Misbrug, og ikke en glubende Hunds rasende Tand; ligesom ogsaa endelig, om man end vil sætte, at Hundene aldrig slippe ud af Pladsen, kun et Uhyre, og intet Menneske, kan ville paastaae, at den, der i ulovligt Ærinde - han være Tyv, Morder eller Mordbrænder - om Nattetid trænger ind paa Toldboden, Skibs- eller Tømmerpladser, skulde for sin blotte onde Hensigt uden Lov og Dom og uden Betænkningstid, sønderrives af glubende Rovdyr."

*) Ved den anstillede Undersøgelse skal det være befundet, at de ere komne ind ved at stede en Lem op, som findes paa Plankeværket og over en Rende gaaet indad til Toldbodviinhuus.

**) Canc. Circ. af 16de Juli 1822.

(Kjøbenhavnsposten 3. februar 1837)

Se endvidere artikler i indslaget Ønske i en sørgelig Anledning, Politivennen 4. februar 1837.

Vægter dræber væverdreng. (Efterskrift til Politivennen)

I Mariboe er atter skeet en Ulykke. - Vægteren Jacob Bramsen har med sin jernpiggeede Morgenstierne slaaet Væverdrengen Jørgen Vikke, saa voldsomt i hovedet, at Jernpiggene var gaaet dybt ind i Hiernen og voldte, efter Lægernes Erklæring, at Drengen døde. Den ivrige Vægter er nu arresteret.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 12. marts 1818.

Forsømmelig Vægter i Ringsted. (Efterskrift til Politivennen)

Formedelst at en Vægter i Ringsted ikke saae det han burde see, nemlig at en Bodegaaard afbrændte i Allindemagle Natten mellem den 14de og 15de f. M., der ikkun ligger en Mil fra Ringsted, er han dømt fra sit Embede, og mulig var kommen til at bære den spanske Kappe, hvis ej hans Alder og Sygdom havde virket Skaansel derfor. - Desværre har man i mange Stæder Vægtere der kun lidet ere skikkede til denne dog saa vigtige Post.

(Dagen den 16. april 1805)