Slagsmål på Kvægtorvet. (Efterskrift til Politivennen).

Lørdag formiddag opstod et blodigt slagsmål på Kvægtorvet mellem en folk kvægdrivere, deriblandt "Den dovne Dreng", "Surmulen", "Gråbideren" og "Bræddestablen". De bearbejdede hinanden med stave så blodet flød af dem.

Nogle slagtersvende kom nu til og ville forhindre yderligere overlast, men nu kom et andet slæng kvægdrivere til og begyndte at slå løs på slagterne, så at der kom en snes mennesker i slagsmål.

Politiet kom nu til, og fik de værste slagsbrødre anholdt, men "Gråbideren" og "Surmulen" måtte tages under lægebehandling.

(Folkets Avis - København, 11. december 1905).

Drengeslagsmaal paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Farlige Drengefeider. Mellem Drengene i Victoriagade, Gasveien, Badeveien, Absalonsgode og Danebrogsgade samt en Del af det unge Danmark paa Vesterbrogade synes der at bestaa en fuldstændig Krigstilstand. De krigsfarende Magter ere delte i to omtrent lige store Partier, der hvert har sine mere eller mindre faste Punkter, fra hvilke de dels drage ud og levere ordentlige Batailler og dels udsende Streifkorps paa de fjendtlige Gebeter, ligesom ogsaa de to krigende Parters Stridsmænd, naar de tilfældigviis støde paa hverandre, benytte Leiligheden til Holmgang. De tvende smaa kæmpende Magter ere organiserede paa almindelig Hærvis med Musik (Fløiter), Faner, Generaler og andre Officerer. Vaaben og Projektiler ere naturligvis ikke overensstemmende med den nyere Krigsbrug; de bestaa af Kastevaaben (Stene) og Kjeppe, der imidlertid for nogle af de fornemste Officerers Vedkommende ere forsynede i Spidsen med Stykker af Sabelklinger. Men disse Vaaben om end ikke af den allerfarligste Art have dog vist sig tilstrækkelig farlige, til at disse Krigslege ikke bør taales. En Dreng skal saaledes ved disse farlige Lege have faaet en Finger næsten hugget af, en Anden et Slag af en Sten i Ansigtet, knap en halv Tomme fra Tindingen. Hvis Politiet ikke allerede har sat en Pind for disse farlige Løier, er det at haabe, at disse Linier maa have et saadant Resultat.

(Dags-Telegraphen (København) 11. juli 1865).

Slagsmaal ved Banegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

En Sammensværgelse blandt Droskekudske. Til Ordens Overholdelse blandt Droskekudskene ved Jernbanen er der af Politiet truffet flere Bestemmelser', hvis Opfyldelse med den ligeover disse Folk nødvendige Strenghed paasees af det ved Banegaarden posterede Politi. For at der imidlertid aldrig skal savnes Vogne til Befordring af de Reisende, er der oprettet en Holdeplads for Drosker udenfor Banegaarden, og de der holdende Drosker have den Forret at holde forrest i Rækken ved ethvert Togs Ankomst, forsaavidt de møde ved Jernbanestationen senest ved Heisningen af Signalet for et Togs Ankomst. Denne Foranstaltning ere de andre Droskekudske meget misfornøiede med, og denne Misfornøielse kom i Mandags Eftermiddags til Udbrud, idet Kudskene havde sammensvoret sig om, at de, naar Holdedroskerne bleve satte forrest i Rækken, alle vilde kjøre bort, og denne  Beslutning blev da ogsaa udført af dem alle paa to nær, som vare mere fornuftige og erkjendte, at dette vilde være ea unyttig Demonstration. Det eiendommelige Kammeratskab, som hersker mellem Droskekudskene, synes ikke at have tilladt de Sammensvorne at sove roligt, for de to Frafaldne vare blevre tugtede. Samme Dags Aften Kl. 10 hørte det ved Banegaarden posterede Politi Spektakel som af Slagsmaal, og ved at ile til Stedet, saaes det, at det var den ene af de to Syndere, som blev afbanket af hans Kammerater. En af disse, der i Særdeleshed udmærkede sig ved at bearbeide ham, blev udvist af Banegaardens Territorium til stor Misfornøielse for de Øvrige, der alle syntes at have samlet Mod til deres Heltebedrift ved Nydelsen af adskillige Snapse. Da der netop i dette Øieblik ankom et Tog, gjorde det vagthavende Politi, der kjendte alle de Paagjældende, intet Videre ved Sagen den Aften, men anmeldte strax det Passerede paa Politikammeret. Den næste Dag, da Rusen var udsovet, og Urostifterne formodentlig vare komne til Erkjendelse om, at den foregaaende Aftens Begivenheder let kunde have ubehagelige Følger for dem, var Alt i Orden igjen. Paa Grund heraf afgjordes Sagen paa den Maade, at Formanden for Optøierne blov opkaldt til 1ste Politiinspektør, der gav ham en alvorlig Advarsel og tillige forbød ham indtil Videre som Droskekudsk at indfinde sig paa Banegaarden.

(Dags-Telegraphen (København) 6. maj 1865).

Slagsmaal i "Fønix" (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Wallick.

Torsdagen den 4de Mai.

- Alt gik roligt og fredeligt i "Fønix"; til Gigers og Trompeters Lyd hvirvlede de muntre Skarer sig paa det nye vandede Gulv, men pludselig afbrydes Terpsikores muntre Præster og Præstinder i deres uskyldige Glade - Grupperne skilles. Kvinderne i de lette Kostumer flygte hvinende til Salens fjerneste Kroge, medens Salens Midte er opfyldt af en Prygl, blaa Øine og Skaller uddelende Masse af Kæmper. Særlig udmærkede en Mursvend sig: der vankede dygtige Hug fra hans vældige Næver, og snart havde han gjort ryddeligt omkring sig; men da viste Betjentene sig; de greb ham i Nakken. fik ham ud af Lokalet, puttede ham ind i en Droske og kjørte ham til Stationen. Hans Silkehat led meget ved hans Anholdelse, og han forlangte idag 6 Rd. i Skadeserstatning for den, men det kunde ikke bevilges; heller ikke kunde han faa Erstatning for Svie og Smerte, der var foraarsaget ved, at han havde modtaget en lille Rift af en Negl i Nakken; derimod maatte han love inden Maanedens Udgang at ofre 4 Rd. til Fattigkassen, da der maa tages alvorlige Forholdsregler for at forebygge de hyppige Slagsmaal i Dandseboden.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 5. maj 1865)

Soldaterslagsmaal i Korsør. (Efterskrift til Politivennen)

- Betydelige Exsesser, hedder det under 26. Oktober i "Korsør Av.", have sidstafvigte Nat fundet Sted her i Byen, foranledigede af hjempermitterede Soldater. Hele Banegaarden afgav imorges Synet af en ødelagt Kampplads: Døre vare sprængte, Vinduer ituslagne. Politiet gik med blaa Øine osv. Etter hvad der er os berettet, er denne Sags Sammenhæng fra de offenlige Autoriteters Side saa skandaløs, at den fortjener alvorlig Paatale. Det kongl. danske Postvæsen, der driver en stor Fragttrafik, generer sig ikke for at sælge Billetter til langt flere Personer, end Postdampskibene kunne rumme. Naar Postvæsenet har solgt sine Billetter og Pengene ere komne i Kassen, saa antager det at have gjort sin Pligt overfor Publikum, der naturligvis ikke overfor en saadan kgl. Autoritet har nogen Ret til at erholde Befordring for Billetterne. Iaftes havde saaledes Postvæsenet i Kjøbenhavn ved sin, indirekte Underagenter solgt Billetter til. 6 a 700 Mand til Holsten, medens Postdampskibet "Jylland" ikke kunde medtage mere end 300 Mand. Istedetfor nu strax, da dette viste sig, at lade det til Disposition liggende Dampskib gaa til Kiel, eller istedetfor strax at fragte et privat i Havnen liggende Dampskib, fandt Postvæsenet det tilstrækkeligt simpelthen at give den Besked til de resterende 300 halvberusede Soldater, at Pladsen var optagen, og at de maatte vente til den næste Dag. Det er ikke forunderligt, at den Uret, Postvæsenet havde viist, forbistrede Soldaterne, ligesaa lidt som del er forunderligt efter flige Folks Natur, at de gave deres Forbitrelse Lukt imod Jernbanevæsenet og Politiet, der vare aldeles uskyldige, medens Postvæsenet som en gammel, kgl. dansk Autoritet forholdt sig aldeles rolig, som om Sagen ikke angik det. Med de Kræfter, Politimesteren havde til sin Raadighed, var det umuligt at forhindre, at Soldaterne ituslog Rude paa Rude paa Banegaarden, at de ødelagde Flasker og Glas i Ventesalene, at de trængte ind i Inspektørens Kontor for at molestere ham osv. Overfor en saadan Bande er naturligvis Politiet kraftesløst; tvende Betjente bleve svært molesterede, og Politimesteren og det øvrige Personale vare hele Natten udsatte for en lignende Molest. Endelig lykkedes det Politiet henad Natten og Morgenstunden at sprede Banden ved at anbringe den i Logis i forskjellige Hold i Byen; men Byen selv blev den hele Nat gjennemstrejfet af Bander paa 30, 50 og 100 Mand, der med simbriske Hyl vexelvis stormede Raadhuset og forskjellige Værtshuse, hvor de sprængte Døre og Karme, ituslog Vinduer m. m. Efterat Postvæsenet, hvem Politiet havde reddet fra Molest, havde gnedet Øjnene efter Nattens retfærdige Slummer, førtes der endelig Underhandlinger med Kjøbenhavn, hvoraf Følgen blev, at Dampskibet "Diana" fragtedes til at afgaa med Banden idag Middag Kl. 12. Under disse tydske Soldaters Ophold her imorges ankom endvidere c. 3-400 danske permitterede Soldater fra Kiel, der paa Banegaarden kom i Klammeri med deres tydske Kammerater; et storartet Slagsmaal var ved al bryde løs, da del lykkedes Politiet at aflaase Ventesalen for de danske Soldater og at fierne Tydskerne, men dersom Toget blot var afgaaet 10 Minuter senere, vilde Kampen desuagtet have været almindelig. Atter iaften ventes et langt større Antal Soldaler end Postskibet kan overføre, og vi tvivle ikke paa, at Politiet med de Kræfter, der staa til dets Raadighed, og som det kan forskaffe, vil træffe alle fornødne Foranstaltninger. Men det forekommer os, at den hele Maade, hvorpaa Postvæsenet i denne Henseende driver sin Forretning, er saa fordømmelig, at der var god Grund for det høje Justitsministerium til paa den offentlige Sikkerheds Vegne at nedlægge alvorlig Protest imod denne Fremgangsmaade, der udført af en privat Mand med Rette vilde være Gjenstand for den højeste Grad af Misbilligelse. Del er ikke nogen ligegyldig Sag. om en lille By, der ikke har Garnison, pludselig overrumples af Bander paa 3-500 Personer, der, om de vilde, paa en Nat kunde ødelægge og udplyndre hele Byen. Det synes ogsaa urigtigt at Krigsministeriet paa een og samme Dag at permittere alt Mandskab, istedet for f. Ex. at iværksætte Permitteringen i Løbet af otte Dage, hvis Ministeriet ikke foretrækker at lade de permitterede Soldater føre til Endestationerne af militære Kommandoer.

(Jyllands-Posten 3. november 1862)

- Fra Postmesteren i Korsør har Byens Avis modtaget Nedenstaaende med Anmodning om Indrykkelse af samme til nærmere Oplysning og Berigtigelse af Artiklen om Exsesserne i Korsør forleden Nat. "Der var intet af Postvæsenets Skibe til Disposition den Nat. "Jylland" skulde til Kiel, "Skirner" til Nyborg og "Gerda", som var det eneste tilbageværende af Postvæsenets Skibe, var under Kjedel-Reparation, og del var kun med den yderste Anstrengelse, at "Gerda" blev færdigt til at tage Tur til Nyborg Søndag Aften, saa at "Skirner", der ellers skulde have været til Nyborg, kunde gaa i Extratur med Soldater til Kiel den Atten. Hvad Betragtningen at det i Havnen liggende private Dampskib angaar, da erklærede Føreren ej at ville gaa, førend han havde Tilladelse dertil fra sin Rheder. Direkte til ham blev der telegraferet strax om Morgenen, og saasnart hans indrømmende Svar ankom, var Skibet klart til al gaa, da der allerede forinden var fyret op."

(Jyllands-Posten 5. november 1862)

Slagsmaal i Hunderup Skov. (Efterskrift til Politivennen)

Odense. Ogsaa her har Dandsebodsforlystelsen desværre givet Anledning til Rivninger mellem Haandværkssvende og Søfolk paa den ene og Soldater af Garnisonen paa den anden Side. Allerede forrige Søndag var der Klammeri i Dandselokalet i Hunderup Skov; det opfriskedes iaftes, og da Soldaterne, af hvilke kun Faa havde indfundet sig, fra Byen havde faaet hentet Forstærkning, som paa Veien tildeels forsynede sig med Knipler, udartede det til et vildt Slagsmaal. Endog den konstituerede Politimester i Distriktet - Stedet er beliggende i Odense Herred - blev saaret, da han kastede sig imellem de Kæmpende. Vel lykkedes det nu nogle fra det nærliggende "Fruens Bøge", hvor Skovselskabet havde en Sammenkomst, tililende Officerer at standse Slagsmaalet, idet de befalede Soldaterne ufortøvet at begive sig hjem og lovede en streng Undersøgelse, medens ligeledes tililende agtværdige Borgere søgte at formilde den ophidsede Stemning blandt de Civile; men det fornyedes i Nærheden af Byen. Der er Saarede paa begge Sider. Vi haabe, at den alvorlige Undersøgelse, som vi antage vil blive anstillet paa begge Sider, vil gjøre en brat Ende paa sligt Uvæsen og gjengive os den vante Fred. - Kneipen i Hunderup Skov vil vel blive lukket.

(Fyens Stiftstidende 13. juni 1853).

Det kom til at holde stik. Sagen kom i øvrigt til justitsministeriets kendskab:

Annonce i Fyens Stiftstidende 18. juni 1853.

Slagsmaal ved Pintsefest i Gram Slotshave. (Efterskrift til Politivennen)

 - Hvorledes Høiskolen i Rødding virker for sine Elevers Dannelse, derpaa have disse nylig aflagt en Prøve. I mange Aar har den smukke Slotshave i Gram anden Pintsetag velvillig været overladt til offentlig Forlystelse; Degn og Orgelbygger Hr. Orbt fra Gramby har uden Vederlag indfundet sig med et ret vakkert Musikcorps, og Festen er bleven bivaanet af en stor Deel af Omegnens Beboere, navnlig ogsaa af mange simple Bønder; stedse har der hersket den skiønneste Enighed og Festen har altid været betragtet som en lille Folkefest. Dette Aar indfandt sig Eleverne fra Høiskolen ved Festen, sluttede sig sammen med flere Ripensere og en Lærer (!) fra Kolding Lærdestole, saa at deres Samfund udgjorte nogle og tyve Personer. Man saae nu snart disse Folk, størstendeels Drenge, i Flokke paa 6-8, med danske Cocarder paa Huerne, skraalende danske Viser, marschere i Stormstridt igjennem Alleerne med hverandre under Armen, hvorved de afspærrede andre Folk Gangene, faa at navnlig Damerne maatte retirere ud til Siderne for dem. Overhovedet udmærkede de sig ved en saadan Raahed, at den allerede om Eftermiddagen begyndte at blive de øvrige Tilstedeværende utaalelig. Om Aftenen befandt sig et temmelig stort Selskab fornøiet sammen i et Forfriskningstelt, hvori der sad en Harpenspillerske og sang tydske Sange. Just som hun sang "Schleswig-Holstein meerumschlungen", brød en Flok Elever ind i Teltet, atter brølende saa stærk de kunde en dansk Vise, for at forstyrre Harpenspillerskens Sang. Værten viste dem paa Grund af deres Opførsel ud af Teltet. Nu hentede de deres Kamerater og brød alle igjen brølende ind i Teltet. Da skred Godsinspektøren som Stedets Politimester ind og opfordrede Tumultuanterne til at opføre sig ordentlig, men som Svar fik han et Slag med en Stok paa Hovedet. Nu havde de Tilstedeværendes Uvillie holdt sig længe nok i Skranker, man sprang nu til baade fra Teltet og udenfra, fik fat i Krabaterne, valkede nogle af dem igjennem og kastede de, der ikke hurtignok priste Been, ud af Haven paa den ene nær, der havde slaaet Inspecteuren og som arresteredes.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 6. juni 1846).

Rødding Højskoles første forstander 1844-1845 var Johan Jørgen Stiller Wegener (1811-1883). Han blev efterfulgt 1845-1846 af Christian Flor (1790-1875) og 1846-1850 af Hans Frederik Helweg (1816-1901).

Corsaren fra 26. juni 1846 bragte en meget lang satirisk artikel med hele 4 tegninger over sammenstøddet. Denne tegning forestiller inspektør Nissen, som var politimester i situationen. Han beskrives som en blodtørstig person.

- Naar der i "Dannevirkes" sidste Nr. berettes, at den, der nylig arresteredes paa Gram, "atter blev frigiven paa Folkets imponerende Stilling", saa tillade vi os at berigtige denne Paastand med følgende fra paalidelig Kilde hentet Efterretning: Efterat Bønderne og de øvrige Deeltagere i Festen havde kastet Eleverne og deres Selskabsbrødre ud af Haven paa een nær, transporteredes denne af en Politibetjent til Arresten, men befriedes underveis derved, at en af hans Kamerater, der vare bevæbnede med Stokke, gav Politibetjenten et Slag over Haanden, hvorved Arrestanten fandt Leilighed til at smutte bort.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 10. juni 1846).

Berigtigelse af en usandfærdig Beretning i Lyna.

Anledning af den Artikel i Lyna No. 45, som bar til Hensigt at fremstille os som raae og grove Mennesker, hvilket vi nemlig skulle have vist i Gram Have anden Pintsedag, tager vi os den Frihed at give Publicum (især Høiskolens Venner) en sandfærdig Fremstilling af Tildragelserne.

Efter at vi om Middagen vare tagne fra Rødding, ankom vi til Gram omtent Kl. 2, hvor vi modtoges af Disciplerne fra Ribe lærde Skole, og da vi i disses Selskab havde drukket Kaffe hos Gjæstgiver Nissen, spadserede vi lidt omkring i Haven, ikke som Lyna beretter "i Stormskridt 6-8 med hverandre under Armen. saa at vi spærrede Gangene", men gaaende 2 i det høiest, 3 med hinanden, og dette vil ingenlunde kunne genere Nogen, da de fleste Gange er saa brede, at 10 Personer godt kunne gaae ved Siden af hverandre. Derpaa gik vi til det i Haven værende Springvand og sang der nogle danske og svenske Sange, som Lyna siger vi "skraalede"; men hvis dette havde været Tilfældet, vilde Omegnens Folk vist ikke have sluttet sig omkring os og bedel om at gjentage dem, samt yttret, at de hellere høre paa vore danske Sange end paa Harpenspillerskens kunstige "Meerumschlungen", hvilket tillige beviser, at Lyna igien har sagt Usandhed, idet den fortæller, at vi ved vor Opførsel bleve Folk utaalelige, thi der var ikke een Gang, man fulgte efter os, naar vi sang, men det var den hele Eftermiddag, saasnart de hørte os synge. Henimed Aften gik vi alle ind i det af Lyna omtalteTelt for at forfrisks os lidt. I dets ene Ende befandt sig det i Lyna kaldte "temmelig Store, fornøiede Selskab" bestaaende af: Kammerjunker Amtsforvalter von Kroghs tvende Sønner, den ene Forpagter paa Billeslund, den anden Harreby Godsinspectør Nissen, Gjæstgiver Nissen selv, et par andre Herrer, som vi ike kjendte, men som er sagt os at være Amtmand Johansens Søn fra Lundsgaaard og Amtssekretair Vardenburg, samt nogle flere Personer af simplere Stand. Disse omringede en Harpenspillerske, hvem de, ved at yttre, at hvis hun ikke sang hvad de vilde have, ikke fik en Skilling, opmuntrede, eller saa at sige tvang til, saa høit hun kunde, at synge "Schleswig-Holsten meerumschlungen", hvilken deilige Sang de af alle Kræfter istemte, for om muligt at overdøve den danske Sang: "Danmark deiligst Vang og Vænge", der blev sungen af 6 -8 danske Bønder, som sad i den anden Ende af Teltet. I den Overbeviisning, at have Lov til at synge med hvad Parti vi vilde, stemte vi naturligviis i med Bønderne, hvorved vi maae tilstaae, at "Meerumschlungen" blev overdøvet. Derover blev ovenmeldte Selskab forbittret, og medens vi sad ved Bordet og ventede paa et Glas Punch, som vi flere Gange havde forlangt uden at erholde, kom den ene Hr. v. Krogh hen til en af Disciplene fra Ribe lærde Skole, ved Navn Riis, der sad bag Bordet, og idet han søgte at komme over Banken foran Bordet for bedre al kunne naae, hævede han en Knippel (thi Stok var det ikke) i Veiret og pegede paa den danske Cetarde. nemlig Dannebrogskorset, der blev baaren af os alle, spurgte han; »hvad det var for en Plet. der sad paa Kasketten? og hvem der havde berettiget ham til at bære den? Efterat have faaet Svar som Tiltalt: "hvad det angik ham?" befalede han, at Cokarden strax skulde tages af, og da dette nægtedes, begyndte han at slaae efter hans Hoved med sin Knippel, og skjøndt han i nogen Tid vedblev hermed, var Vedkommende dog heldig nok til hver Gang at afparrere Slaget. Hertil kunde vi ikke holde os aldeles rolige og reiste os op fra Bordet, da vi jo gjerne kunde vente mere af det Slags; og nu begyndte Værten, ovennævnte Herr Nissen, at skrige af fuld Hals, at det danske Pak (som han kaldte os foruden mange andre smutte Benævnelser, der hyppig løbe fra hans og hans Venners Munde, f. X.; danske Hunde, danske Kjeltringer) skulde forlade hans Telt, da vi forstyrrede hans Værtskab. Vi gik da ogsaa ud, ikke fordi vi ved vor Opførsel fandt os forpligtede dertil; men da vi Høijkole-Elever vare ganske ubevæbnede, fordi det aldrig faldt os ind, at vi vilde blive overfaldne ved denne Forlystelsesfest, medens alle Slesvigholstenerne vare bevæbnede med Stoke eller Knipler, og vi hveken havde Lyst til at sidde og lade os slaae eller see paa, at de sloge vore Kammerater. Nu sige "Lyna", at vi hentede vore Kammerater og brøde atter ind i Teltet under en dansk Sang; men det er atter Usandhed: thi neppe vare vi komne udenfor, førend vi bleve angrebne af Gjæstgiveren og de ovennævnte fornemme Herrer tilligemed nogle dem formodentlig tilhørende Karle, og vi søgte nu at komme ud af Gjæstgiveren«sHave, hvori Teltet stod.

Nu opstod der rigtignok en Kamp, saavel i Gjæstgiverens Gaard som paa Møllepladsen, hvori der vankede blodige Pander paa begge Sider; men vi Høiskole-Elever toge ingen Deel i denne, undtagen at en af os, som fik et Slag i Nakken, fik fat paa en Stok og gjengjeldte. Gud skee Lov med udmærtet Held, sin Angriber. Vi vare nemlig desværre ikke alene ganske ubevæbnede, men ogsaa kun faa og for da meste smaae, da de fleste af de Store og Stærke vare andetsteds, og det har vel været Aarsag til Slesvigholstenernes store Mod.

Til Slutning maae vi ogsaa erindre, at foruden de allerede omtalte Usandheder i "Lyna" bliver disses Tal forøget derved, at ingen af os har hørt det mindste til, at Inspecløren, der iøvrigt ingen Polititegn bar, som "Lyna" beretter, paabød Rolighed inden han brugte Stokken; heller ikke har der været tænkt paa al arrestere nogen af Høiskolens Elever, som enhver Læser af Lyna ellers maatte troe.

Nu overlade vi Publikum at bedomme, hvem der har været raae og grove i deres Opførsel, enten de fornemme unge Herrer eller vi simple Bondesønner.

Rødding Høiskole, d. 16. Juni 1846

H. C. Clemmensen. I. RiiS. F. P. Vind.

P. RooSt. F. Hansen. F. Müller.

H. O. Knudsen. I. Berg. L. Paulsen.

C. Thomsen.

(Dannevirke 24. juni 1846).

Næste tegning fra Corsaren forestiller en af de to unge adelsmænd v. Krogh som har overtaget harpespillerskens instrument og istemmer "Schleswig-Holsteing meerumschlungen".

Erklæring fra Directionen for Høiskolen i Rødding.

Lyna fra 6te Juni meddeler Beretning om en Scene, som anden Pintsedag har fundet Sted i Gram-Slotshave, for at bevise, hvor raat og uanstændigt Eleverne paa Høiskolen i Rødding ved denne Leilighed have opført sig. Da en saadan Fortælling naturligviis gaaer over i andre mere læste Blade, finder Høiskolens Direction sig opfordret til at erklære: at vi meget nøie have udspurgt alle de Elever som vare tilstede i Gram Have, og at vi efter disses eenstemmige Forklaringer, hvilke fuldkommen stemme overeens med de Beretninger, som forskjellige Øie- og Ørevidner til det Passerede af sig selv have meddeelt flere af os, ikke have den allermindste Grund til at antage, at nogen af Høiskolens Elever i nogensomhelst Henseende eller paa nogensomhelst Maade har opført sig usømmeligt. Da mange Læsere maaskee ville have ondt ved at troe, at Eleverne skulde være ganske skyldfrie, naar et offentligt Blad saa stærkt anklage dem, saa bør vi til ovenstaande Erklæring tilføie, at vi endnu ingensinde have seet eller erfaret i Høiskole-Elevernes Opførsel noget Exempel paa Raahed; hvorimod vi undertiden vel have hørt den Frygt udtale, at Høiskolen lagde an paa for sine, men aldrig, at den lagde an paa for raae og plumpe Sæder; og dernæst, at vi flere Gange baade med os selv og Andre have erfaret, at Lyna ingenlunde har nogen om Samvittighed, naar det til Opnaaelsen af dens Hensigter og Planer gjælder om med Fripostighed at skeie ud fra Sandheden og at angribe Nogen paa en uværdig og al god Tone tilsidesættende Maade, hvorpaa den, for at vi skulle nævne da sidste Exempel, som angaaer nogen af vore Personer, afgav et fuldgyldigt Beviis i en Fremstilling af en Bondeforsamling i Kjøbenhoved, hvor Professor Flor skildres som Reise-Apostel for den danske Propaganda; thi i denne findes kun ganske enkelte Stænk af ydre Sandhed, medens den ellers saaledes er sammensat af Fordreielser, Fortielser og ligefremme Usandheder, at den i Virkeligheden indeholder saagodt som ikke et eneste sandt Ord.

(Dannevirke 24. juni 1846).

Disse to artikler i Dannevirke blev citeret vidt og bredt i de danske aviser.

Denne tredje tegning fra Corsaren skal vise v. Krogh som er blevet overfaldet af nogle danske bønder som udenfor teltet har overhørt sangen og besvaret den med "Danmark dejligst vang og vænge."

Endnu et par Ord om Optøierne i Gram Slotshave.

I "Dannevirke" Nr. 106 findes en Artikel med Overskrivt: "Berigtigelse af en usandfærdig Beretning i Lyna," som er underskreven af 10 Elever paa Høiskolen i Rødding. Denne Artikel skal gjendrive den af os i vort Blads Nr. 45 givne Beretning om de Røddinger Elevers Opførsel i Gram Slotshave paa sidste anden Pintsedag og skildre den som usandfærdig. Det kan nu ikke være vor Hensigt, at indlade os i vidtløftige Discussioner med Skoledrengene i Rødding; de gjorde bedre i, at stikke Næsen i Bøgerne og lære noget Ordentligt, end offentlig at drage i Feldten imod Slesvig Holstenerne, hvorved de kun gjøre sig latterlige i alle fornuftige Folks Øine, isærdeleshed naar de fremtræde med en synlig anmassende Suffisance, der altid er et Tegn paa Indsærænkethed. De Røddinger Elever ville vi her i Korthed svare, at vor Beretning er affattet efter aldeles troværdige og de i Sagen deelagtige Øienvidners Udsagn, og at navnlig flere Damer, der anden Pintsedag ligeledes bivaanede Festen i Gram Slotshave, endnu i disse Dage have forsikkret os, at de havde seet sig foranledigede til at retirere af Gangene for Eleve-Karavanerne. Ja Bønder fra Gramegnen have endog ligetil betegnet den saakaldte "Berigtigelse" i Dannevirke som usandfærdig. Saalænge der altsaa ikke indløber Berigtigelse fra en anden og troværdig Side, maa vi holde vor Beretning i Lyna Nr. 45 for væsentlig sandfærdig og kunne ikke tilbagekalde noget deraf. At vi skulde have hentydet til, at een af de Røddinger Elever var bleven arresteret, er aldeles usandfærdig. Vi have blot ialmindelighed sagt, at Een arresteredes. Rigtignok nævnedes os dengang en Maler Paulsen fra Ribe som Arrestanten, men da vi vilde gaae sikker, navngav vi ham ikke, for ei at fornærme en Uskyldig. Nu kunne vi imidlertid betegne ham som den omtalte Arrestant.

Virkelig fortrinlig er Elevernes Forsikkring, at de havde sunget saa allerkjæreste i Gram Slotshave, at de Tilstedeværende aldeles glemte al anden Musik og løb bag efter dem for at høre deres Sang. Nu, Forsikkringen skader ikke, det er en daarlig Kone, siger Ordsproget, der ikke roser sit eget Smør, men om man løb efter dem, for at høre paa deres fortryllende Toner, eller for at see et Narreoptog, ville vi overlade Andre til Bedømmelse.

Paa "Berigtigelsen" i Dannevirkes Nr. 106 følger en Efterskrift under Titel af "Erklæring fra Direktionen for Høiskolen i Rødding", *) der som anonymt Product aldeles bærer Præg af en i Mørke snigende Feighed. Hvorfor understriver Direktionen sig ikke med Medlemmernes Navne, da den i sin formeentlige Vigtighed fog vel ikke indbilder sig, at Alle vide Directionmedlemmernes Navne. Saa vidt vi vide, er Professor Flor i Directionen, dog kunne vi kun meddele dette som Rygte; ei heller kjende vi de øvrige Direktionsmedlemmer.

At den navnløse Direktion for det Røddinger Propaganda-Institut forsvarer sine Elevers Sag, er naturligt. Navnlig vil den navnlose Direction slet ikke lade Prædicatet Raahed hvile paa Eleverne, ja siger endog, "at den tværtimod har hørt den Frygt udtale, at Høiskolen lagde an paa for fine Sæder."

Denne Erklæring klinger høist latterlig, naar man tænker paa den scantaløse Tale, som Peter Ravn fra Hammelef, en fra den omtalte Skole afgaaet Elev, forrige Aar holdt paa Skamlingsfesten, og som efter mange Tilstedeværendes Udsagn i høi Grad bar Raahedens og Gemeenhedens Præg; ja, hvad der er notorisk, denne værdige Discipel betjente sig endog af det høist uanstændige Udtryk, at man paa Høiskolen lærte "at bruge Næverne". Hvorledes kan man ogsaa lære sine og anstændige Sæder paa en Skole, hvis Hovedleder, Professor Flor, i en Tale, han holdt ved Tiltrædelsen af sin nuværende Post, skal have sagt til de forsamlede Elever, "rigtignok var de først 30 i Tallet, dette Tal var endnu lidet, men dog fuldkommen stort nok til al gjennemprygle 100 Tydskere." Denne Tale kunne vi rigtignok kun meddele efter troværdige Rygter, men er det ikke et slemt Tegn for en Høiskole, naar Publikum lægger dens HovedLærer og -Leder saa smukke Ord i Munden?!

Den navnløse Direktions hele "Erklæring" synes ogsaa mere at løbe ud paa en Retfærdigjørelse, af Prof. Flors Adfærd ved Grandeforsamlingen i Kjøbenhoved, da den navnløse Direction vel føler, at Hr. Professoren ved denne Lejlighed ikke har betaget sig til Fordeel for Høiskolen. Dog hermed være nok sagt om begge de betegnede Arikler ig Dannevirkes Nr. 106.

*) Denne Erklæring findes ogsaa optagen i "Fædrelandet" og "Berl. Tidende."

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 1. juli 1846).

Denne artikel ses ikke citeret i nogen danske aviser.

Den sidste tegning fra Corsaren forestiller Nissen som efter et slagsmål med sine egne er blevet slået halvdød.

I Rødding Højskoles reglement § 13 om slagmål stod: "Med Hensyn til Slagsmaal saavel i som udenfor Skolen bestemmes: at den som slaar første Slag, erlægger en Bøde af 4 skilling. Genslaget er frit". Rødding Højskole havde i efteråret 1845 fået plads til 32 elever og en inspektør. Ifølge Fædrelandet havde skolen sommer 1846 en snes elever. Det forhindrede dog ikke eleverne i at opsøge de to kroer i nærheden. Affæren i Gram synes ikke at have fundet plads i Käthe Z. S. Pedersen og John Pedersen: Rødding Højskole 1844-1994. 1994.

Anmodning til Eieren af Stedet Nr. 274 i Rigensgade.

Det kan vist ikke være Dem ubekendt at Deres hus ofte er en tumleplads for rædselsscener der blev afstedkommet såvel om dagen og aftenen som om natten af den mængde mandlige og kvindelige lazaroner som har tilhold i Deres bopæl. De er vist heller ikke uvidende om at naboer og genboer natten imellem sidste mandag og tirsdag blev forskrækkede over den mageløse støj som foranledigedes at en i ordets mest bogstavelige betydning nøgen lazaron ynkeligt våndede sig over den mængde prygl der ude i deres gård regnede ned på hans blottede legeme.

Da sådanne optrin nu vist ikke længere kan have noget tiltrækkende for Dem og familie og da man gerne ønskede at have nattero, så tillader man sig herved at anmode Dem om for fremtiden at agere politimester i Deres eget hus, hvorved De da vil bevirke at en stor mængde mennesker uforstyrrede kan nyde den så nødvendige natlige hvile.

(Politivennen nr. 607. Løverdagen den 18te August 1827, s. 529-530).

Redacteurens Anmærkning

Adressen 274 Rigensgade er uklar. Matrikelnr. 274 var på Politivennens tid hvad der 1859 svarede til Adelgade 73. Fra 1954 blev den indlemmet i matrikel nr. 653 Dronningens Tværgade 52-54, fra 2008 Dronningens Tværgade 46-54.

Skammelig Fremfærd mod en sovende engelsk Matros.

Motto: Hvis du ikke lemmer, liv vil vove
Stå ej på gaden for at sove.

Hr. Udgiver.

Da det er enhver god undersåts pligt at bidrage til at se nedrig kådhed og ondskab straffet, bedes De at indføre følgende bevislige faktum i Deres gavnlige blad.

Onsdag den 5. oktober i middagsstunden stod en engelsk matros ved en forspændt vogn i Lille Kongensgade og sov. Han støttede hovedet på en pose som han havde lagt på vognen. Adskillige forbigående standsede vel ved at se ham, men da de erfarede at han sov, gik de igen. Endelig kom en karl (portør på Frederiks Hospital), rygende på sin pibe til stedet. Og da han blev opmærksom på matrosen, betragter han ham noget, går derpå hen til ham, griber ham i håret, løfter hovedet op og rusker ham. Men matrosen som sov meget tungt - en følge af en stærk rus som man siden erfarede han havde haft - vågnede ikke. 

"En engelsk matros stod ved en forspændt vogn i Lille Kongensgade og sov, støttende hovedet på en pose han havde lagt på vognen." (Lille Kongensgade 2015. Eget foto).

Nu fandt portøren på et andet middel. Han begyndte nemlig at puste ham røgen af sin pibe i ansigtet, hvorpå matrosen begyndte at røre på sig. Men da han dækkede sit ansigt til med posen for at undgå tobaksrøgen, trak portøren den fra ham, stak piben ind under hans arm op mod kinden og brændte ham således i ansigtet med pibehovedet, idet han vedblev at dampe og puste røgen ud af piben. Nu vågnede matrosen. Men efter længe at have søgt at skærme sig mod denne påtrængende og ondskabsfulde vækker, tabte han tålmodigheden og hans harme brød ud imod denne så skadefro plageånd. Han sprang op imod portøren. Men da han ikke kunne tale dansk, og så sig omgivet af en del mennesker, trak han i sin forvirring og forbitrelse en kniv op af lommen, formodentlig for at forsvare sig med en,eller hævne sig på sin tyran. Men da denne så dette, fik han af en tilstedeværende en stang eller knippel og for med den ind på matrosen samt mishandlede ham med morderiske slag. Dette bragte den endnu berusede matros endnu mere i harnisk. Han kastede sin trøje for i mag at slås med sin modstander. Men da denne havde trukket sig lidt tilbage og den berusede ikke straks fik øje på ham, løb han ned ad gaden. 

Imidlertid var der adskillige der anmodede portøren om at begive sig bort, hvortil han dog ikke var villig, men gav tværtimod sin hat til en af tilskuerne, og da matrosen kom tilbage, for han straks løs på ham, kastede ham ned i rendestenen og slog ham atter morderisk, hvorefter han endelig gik sin vej. Matrosen blev efter at have ligget og jamret sig meget bragt hen til hr. amtskirurg Westphal som drog omsorg for at han blev bragt på hospitalet. 

Anmelderen kan ikke undlade at offentliggøre ovenstående skønt han beklager derved at fremsætte et eksempel på at der blandt de godmodige danske findes enkelte som uden given årsag udøver sådan niddingsdåd mod sagesløs mand og således skænder det danske navn hos fremmede.

(Politivennen nr. 511. Løverdagen den 15de October 1825, s. 10074-10077)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 512. 22. oktober 1825, s. 10094-10095. 

Krouorden på Kronborg Geværfabrik

(Efter indsendt)

I Politivennen nr. 365 blev der klaget over krouorden på Kronborg Geværrfabrik. Man må nu gentage, at denne uorden stadig varer ved. Det ser ud til, at den derværende kromand bidrager sit til at hæmme denne uorden, da han efter sigende ikke skænker efter klokken ti om aftenen, efter at han er blevet bekendtgjort med det. Og dog støjes der hele nætter igennem på kroen, som hidrører af stedets lokale årsager, hvilke ligger uden for kromandens myndighed. Politiet har godt nok opslået en plakat, men døde bogstaver udretter intet. Man håber derfor at det sætter deres bydende i kraft! Efter min uforgribelige mening ville denne lømmeluorden blive stoppet, når hver og en, som fandtes i kroen efter klokken ti, skulle betale en rigsdaler i straf, hver gang han blev truffen der (herfra undtages rejsende), og værten, ifald han skænkede efter berørte tid, få ti rigsdaler i straf, og derudover overvåges om det blev sat i værk. Ganske at forbyde siddende gæster i kroen er lige så lidt anvendeligt på fabrikken, som i købstæderne, sålænge indretningerne bliver som de nu er 

(Politivennen nr. 382, 17. august 1805, s. 6074-6075)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen fulgte op på Politivennen nr. 365, 20. april 1805, s. 5802-5803, og blev besvaret senere.

En lang artikel beskæftiger sig med princippielle sager, Politivennen 385, 7. september, side 6026-6030,

Krouorden på Kronborg Geværfabrik

(Efter indsendt)

Det er bedrøveligt at se og høre, hvorledes der drikkes og støjes hele nætter igennem på kroen på Kronborg Geværfabrik. Undertiden er der sådan en alarm og slagsmål, at de omkringboende ikke kan få nattero. Hvor mangt et ungt menneske er her i bund og grund blevet fordærvet ved nattesvir. Hvor mange mænd ødelægger her ved svir deres tjente penge, hvoraf kone og børn kunne have levet, og som måske undertiden savnes hårdt af disse.

Der er dejligt ved Kronborg (midten af stikket) nu som i 1754. Men idyllen længere ude i Hellebæk skæmmes af idelig støjen, drikken og hujen fra geværfabrikken.

Gid at denne i sine følger så skadelige nattesvir måtte blev hæmmet. Hvor megen taksigelse ville de ansvarlige, i hvis magt det står at hæmme denne uorden, ikke nyde af den bedre tænkende del af fabrikkens beboere, hvis denne uorden blev hæmmet. Man smigrer sig med det håb, at denne begæring ikke vil være forgæves.


(Politivennen nr. 365, 20. april 1805, s. 5802-5803)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 382, 17. august 1805, s. 6074-6075.

Kronborg Geværfabrik

Det er en tilsnigelse at vise stikket fra Helsingør og Kronborg. For Kronborg Geværfabrik (før 1768 Cronborg Jernverk) lå i Hellebæk. Omkring år 1800 var ca. 500 mennesker knyttet til fabrikken. Fabrikationen var en del af trekantshandelen: Geværerne blev solgt i Guinea (Afrika) og betalt med slaver. De blev sejlet til Dansk Vestindiske Øer for at producere sukker og rom til Danmark. Det må have faldet ejerens søn for brystet, for han var medvirkende til at Danmark i 1792 fik slavehandelen forbudt med virkning fra 1803. I teorien.