- Hvorledes Høiskolen i Rødding virker for sine Elevers Dannelse, derpaa have disse nylig aflagt en Prøve. I mange Aar har den smukke Slotshave i Gram anden Pintsetag velvillig været overladt til offentlig Forlystelse; Degn og Orgelbygger Hr. Orbt fra Gramby har uden Vederlag indfundet sig med et ret vakkert Musikcorps, og Festen er bleven bivaanet af en stor Deel af Omegnens Beboere, navnlig ogsaa af mange simple Bønder; stedse har der hersket den skiønneste Enighed og Festen har altid været betragtet som en lille Folkefest. Dette Aar indfandt sig Eleverne fra Høiskolen ved Festen, sluttede sig sammen med flere Ripensere og en Lærer (!) fra Kolding Lærdestole, saa at deres Samfund udgjorte nogle og tyve Personer. Man saae nu snart disse Folk, størstendeels Drenge, i Flokke paa 6-8, med danske Cocarder paa Huerne, skraalende danske Viser, marschere i Stormstridt igjennem Alleerne med hverandre under Armen, hvorved de afspærrede andre Folk Gangene, faa at navnlig Damerne maatte retirere ud til Siderne for dem. Overhovedet udmærkede de sig ved en saadan Raahed, at den allerede om Eftermiddagen begyndte at blive de øvrige Tilstedeværende utaalelig. Om Aftenen befandt sig et temmelig stort Selskab fornøiet sammen i et Forfriskningstelt, hvori der sad en Harpenspillerske og sang tydske Sange. Just som hun sang "Schleswig-Holstein meerumschlungen", brød en Flok Elever ind i Teltet, atter brølende saa stærk de kunde en dansk Vise, for at forstyrre Harpenspillerskens Sang. Værten viste dem paa Grund af deres Opførsel ud af Teltet. Nu hentede de deres Kamerater og brød alle igjen brølende ind i Teltet. Da skred Godsinspektøren som Stedets Politimester ind og opfordrede Tumultuanterne til at opføre sig ordentlig, men som Svar fik han et Slag med en Stok paa Hovedet. Nu havde de Tilstedeværendes Uvillie holdt sig længe nok i Skranker, man sprang nu til baade fra Teltet og udenfra, fik fat i Krabaterne, valkede nogle af dem igjennem og kastede de, der ikke hurtignok priste Been, ud af Haven paa den ene nær, der havde slaaet Inspecteuren og som arresteredes.
(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 6. juni 1846).
Rødding Højskoles første forstander 1844-1845 var Johan Jørgen Stiller Wegener (1811-1883). Han blev efterfulgt 1845-1846 af Christian Flor (1790-1875) og 1846-1850 af Hans Frederik Helweg (1816-1901).
- Naar der i "Dannevirkes" sidste Nr. berettes, at den, der nylig arresteredes paa Gram, "atter blev frigiven paa Folkets imponerende Stilling", saa tillade vi os at berigtige denne Paastand med følgende fra paalidelig Kilde hentet Efterretning: Efterat Bønderne og de øvrige Deeltagere i Festen havde kastet Eleverne og deres Selskabsbrødre ud af Haven paa een nær, transporteredes denne af en Politibetjent til Arresten, men befriedes underveis derved, at en af hans Kamerater, der vare bevæbnede med Stokke, gav Politibetjenten et Slag over Haanden, hvorved Arrestanten fandt Leilighed til at smutte bort.
(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 10. juni 1846).
Berigtigelse af en usandfærdig Beretning i Lyna.
Anledning af den Artikel i Lyna No. 45, som bar til Hensigt at fremstille os som raae og grove Mennesker, hvilket vi nemlig skulle have vist i Gram Have anden Pintsedag, tager vi os den Frihed at give Publicum (især Høiskolens Venner) en sandfærdig Fremstilling af Tildragelserne.
Efter at vi om Middagen vare tagne fra Rødding, ankom vi til Gram omtent Kl. 2, hvor vi modtoges af Disciplerne fra Ribe lærde Skole, og da vi i disses Selskab havde drukket Kaffe hos Gjæstgiver Nissen, spadserede vi lidt omkring i Haven, ikke som Lyna beretter "i Stormskridt 6-8 med hverandre under Armen. saa at vi spærrede Gangene", men gaaende 2 i det høiest, 3 med hinanden, og dette vil ingenlunde kunne genere Nogen, da de fleste Gange er saa brede, at 10 Personer godt kunne gaae ved Siden af hverandre. Derpaa gik vi til det i Haven værende Springvand og sang der nogle danske og svenske Sange, som Lyna siger vi "skraalede"; men hvis dette havde været Tilfældet, vilde Omegnens Folk vist ikke have sluttet sig omkring os og bedel om at gjentage dem, samt yttret, at de hellere høre paa vore danske Sange end paa Harpenspillerskens kunstige "Meerumschlungen", hvilket tillige beviser, at Lyna igien har sagt Usandhed, idet den fortæller, at vi ved vor Opførsel bleve Folk utaalelige, thi der var ikke een Gang, man fulgte efter os, naar vi sang, men det var den hele Eftermiddag, saasnart de hørte os synge. Henimed Aften gik vi alle ind i det af Lyna omtalteTelt for at forfrisks os lidt. I dets ene Ende befandt sig det i Lyna kaldte "temmelig Store, fornøiede Selskab" bestaaende af: Kammerjunker Amtsforvalter von Kroghs tvende Sønner, den ene Forpagter paa Billeslund, den anden Harreby Godsinspectør Nissen, Gjæstgiver Nissen selv, et par andre Herrer, som vi ike kjendte, men som er sagt os at være Amtmand Johansens Søn fra Lundsgaaard og Amtssekretair Vardenburg, samt nogle flere Personer af simplere Stand. Disse omringede en Harpenspillerske, hvem de, ved at yttre, at hvis hun ikke sang hvad de vilde have, ikke fik en Skilling, opmuntrede, eller saa at sige tvang til, saa høit hun kunde, at synge "Schleswig-Holsten meerumschlungen", hvilken deilige Sang de af alle Kræfter istemte, for om muligt at overdøve den danske Sang: "Danmark deiligst Vang og Vænge", der blev sungen af 6 -8 danske Bønder, som sad i den anden Ende af Teltet. I den Overbeviisning, at have Lov til at synge med hvad Parti vi vilde, stemte vi naturligviis i med Bønderne, hvorved vi maae tilstaae, at "Meerumschlungen" blev overdøvet. Derover blev ovenmeldte Selskab forbittret, og medens vi sad ved Bordet og ventede paa et Glas Punch, som vi flere Gange havde forlangt uden at erholde, kom den ene Hr. v. Krogh hen til en af Disciplene fra Ribe lærde Skole, ved Navn Riis, der sad bag Bordet, og idet han søgte at komme over Banken foran Bordet for bedre al kunne naae, hævede han en Knippel (thi Stok var det ikke) i Veiret og pegede paa den danske Cetarde. nemlig Dannebrogskorset, der blev baaren af os alle, spurgte han; »hvad det var for en Plet. der sad paa Kasketten? og hvem der havde berettiget ham til at bære den? Efterat have faaet Svar som Tiltalt: "hvad det angik ham?" befalede han, at Cokarden strax skulde tages af, og da dette nægtedes, begyndte han at slaae efter hans Hoved med sin Knippel, og skjøndt han i nogen Tid vedblev hermed, var Vedkommende dog heldig nok til hver Gang at afparrere Slaget. Hertil kunde vi ikke holde os aldeles rolige og reiste os op fra Bordet, da vi jo gjerne kunde vente mere af det Slags; og nu begyndte Værten, ovennævnte Herr Nissen, at skrige af fuld Hals, at det danske Pak (som han kaldte os foruden mange andre smutte Benævnelser, der hyppig løbe fra hans og hans Venners Munde, f. X.; danske Hunde, danske Kjeltringer) skulde forlade hans Telt, da vi forstyrrede hans Værtskab. Vi gik da ogsaa ud, ikke fordi vi ved vor Opførsel fandt os forpligtede dertil; men da vi Høijkole-Elever vare ganske ubevæbnede, fordi det aldrig faldt os ind, at vi vilde blive overfaldne ved denne Forlystelsesfest, medens alle Slesvigholstenerne vare bevæbnede med Stoke eller Knipler, og vi hveken havde Lyst til at sidde og lade os slaae eller see paa, at de sloge vore Kammerater. Nu sige "Lyna", at vi hentede vore Kammerater og brøde atter ind i Teltet under en dansk Sang; men det er atter Usandhed: thi neppe vare vi komne udenfor, førend vi bleve angrebne af Gjæstgiveren og de ovennævnte fornemme Herrer tilligemed nogle dem formodentlig tilhørende Karle, og vi søgte nu at komme ud af Gjæstgiveren«sHave, hvori Teltet stod.
Nu opstod der rigtignok en Kamp, saavel i Gjæstgiverens Gaard som paa Møllepladsen, hvori der vankede blodige Pander paa begge Sider; men vi Høiskole-Elever toge ingen Deel i denne, undtagen at en af os, som fik et Slag i Nakken, fik fat paa en Stok og gjengjeldte. Gud skee Lov med udmærtet Held, sin Angriber. Vi vare nemlig desværre ikke alene ganske ubevæbnede, men ogsaa kun faa og for da meste smaae, da de fleste af de Store og Stærke vare andetsteds, og det har vel været Aarsag til Slesvigholstenernes store Mod.
Til Slutning maae vi ogsaa erindre, at foruden de allerede omtalte Usandheder i "Lyna" bliver disses Tal forøget derved, at ingen af os har hørt det mindste til, at Inspecløren, der iøvrigt ingen Polititegn bar, som "Lyna" beretter, paabød Rolighed inden han brugte Stokken; heller ikke har der været tænkt paa al arrestere nogen af Høiskolens Elever, som enhver Læser af Lyna ellers maatte troe.
Nu overlade vi Publikum at bedomme, hvem der har været raae og grove i deres Opførsel, enten de fornemme unge Herrer eller vi simple Bondesønner.
Rødding Høiskole, d. 16. Juni 1846
Erklæring fra Directionen for Høiskolen i Rødding.
Lyna fra 6te Juni meddeler Beretning om en Scene, som anden Pintsedag har fundet Sted i Gram-Slotshave, for at bevise, hvor raat og uanstændigt Eleverne paa Høiskolen i Rødding ved denne Leilighed have opført sig. Da en saadan Fortælling naturligviis gaaer over i andre mere læste Blade, finder Høiskolens Direction sig opfordret til at erklære: at vi meget nøie have udspurgt alle de Elever som vare tilstede i Gram Have, og at vi efter disses eenstemmige Forklaringer, hvilke fuldkommen stemme overeens med de Beretninger, som forskjellige Øie- og Ørevidner til det Passerede af sig selv have meddeelt flere af os, ikke have den allermindste Grund til at antage, at nogen af Høiskolens Elever i nogensomhelst Henseende eller paa nogensomhelst Maade har opført sig usømmeligt. Da mange Læsere maaskee ville have ondt ved at troe, at Eleverne skulde være ganske skyldfrie, naar et offentligt Blad saa stærkt anklage dem, saa bør vi til ovenstaande Erklæring tilføie, at vi endnu ingensinde have seet eller erfaret i Høiskole-Elevernes Opførsel noget Exempel paa Raahed; hvorimod vi undertiden vel have hørt den Frygt udtale, at Høiskolen lagde an paa for sine, men aldrig, at den lagde an paa for raae og plumpe Sæder; og dernæst, at vi flere Gange baade med os selv og Andre have erfaret, at Lyna ingenlunde har nogen om Samvittighed, naar det til Opnaaelsen af dens Hensigter og Planer gjælder om med Fripostighed at skeie ud fra Sandheden og at angribe Nogen paa en uværdig og al god Tone tilsidesættende Maade, hvorpaa den, for at vi skulle nævne da sidste Exempel, som angaaer nogen af vore Personer, afgav et fuldgyldigt Beviis i en Fremstilling af en Bondeforsamling i Kjøbenhoved, hvor Professor Flor skildres som Reise-Apostel for den danske Propaganda; thi i denne findes kun ganske enkelte Stænk af ydre Sandhed, medens den ellers saaledes er sammensat af Fordreielser, Fortielser og ligefremme Usandheder, at den i Virkeligheden indeholder saagodt som ikke et eneste sandt Ord.
(Dannevirke 24. juni 1846).
Disse to artikler i Dannevirke blev citeret vidt og bredt i de danske aviser.
Endnu et par Ord om Optøierne i Gram Slotshave.
I "Dannevirke" Nr. 106 findes en Artikel med Overskrivt: "Berigtigelse af en usandfærdig Beretning i Lyna," som er underskreven af 10 Elever paa Høiskolen i Rødding. Denne Artikel skal gjendrive den af os i vort Blads Nr. 45 givne Beretning om de Røddinger Elevers Opførsel i Gram Slotshave paa sidste anden Pintsedag og skildre den som usandfærdig. Det kan nu ikke være vor Hensigt, at indlade os i vidtløftige Discussioner med Skoledrengene i Rødding; de gjorde bedre i, at stikke Næsen i Bøgerne og lære noget Ordentligt, end offentlig at drage i Feldten imod Slesvig Holstenerne, hvorved de kun gjøre sig latterlige i alle fornuftige Folks Øine, isærdeleshed naar de fremtræde med en synlig anmassende Suffisance, der altid er et Tegn paa Indsærænkethed. De Røddinger Elever ville vi her i Korthed svare, at vor Beretning er affattet efter aldeles troværdige og de i Sagen deelagtige Øienvidners Udsagn, og at navnlig flere Damer, der anden Pintsedag ligeledes bivaanede Festen i Gram Slotshave, endnu i disse Dage have forsikkret os, at de havde seet sig foranledigede til at retirere af Gangene for Eleve-Karavanerne. Ja Bønder fra Gramegnen have endog ligetil betegnet den saakaldte "Berigtigelse" i Dannevirke som usandfærdig. Saalænge der altsaa ikke indløber Berigtigelse fra en anden og troværdig Side, maa vi holde vor Beretning i Lyna Nr. 45 for væsentlig sandfærdig og kunne ikke tilbagekalde noget deraf. At vi skulde have hentydet til, at een af de Røddinger Elever var bleven arresteret, er aldeles usandfærdig. Vi have blot ialmindelighed sagt, at Een arresteredes. Rigtignok nævnedes os dengang en Maler Paulsen fra Ribe som Arrestanten, men da vi vilde gaae sikker, navngav vi ham ikke, for ei at fornærme en Uskyldig. Nu kunne vi imidlertid betegne ham som den omtalte Arrestant.
Virkelig fortrinlig er Elevernes Forsikkring, at de havde sunget saa allerkjæreste i Gram Slotshave, at de Tilstedeværende aldeles glemte al anden Musik og løb bag efter dem for at høre deres Sang. Nu, Forsikkringen skader ikke, det er en daarlig Kone, siger Ordsproget, der ikke roser sit eget Smør, men om man løb efter dem, for at høre paa deres fortryllende Toner, eller for at see et Narreoptog, ville vi overlade Andre til Bedømmelse.
Paa "Berigtigelsen" i Dannevirkes Nr. 106 følger en Efterskrift under Titel af "Erklæring fra Direktionen for Høiskolen i Rødding", *) der som anonymt Product aldeles bærer Præg af en i Mørke snigende Feighed. Hvorfor understriver Direktionen sig ikke med Medlemmernes Navne, da den i sin formeentlige Vigtighed fog vel ikke indbilder sig, at Alle vide Directionmedlemmernes Navne. Saa vidt vi vide, er Professor Flor i Directionen, dog kunne vi kun meddele dette som Rygte; ei heller kjende vi de øvrige Direktionsmedlemmer.
At den navnløse Direktion for det Røddinger Propaganda-Institut forsvarer sine Elevers Sag, er naturligt. Navnlig vil den navnlose Direction slet ikke lade Prædicatet Raahed hvile paa Eleverne, ja siger endog, "at den tværtimod har hørt den Frygt udtale, at Høiskolen lagde an paa for fine Sæder."
Denne Erklæring klinger høist latterlig, naar man tænker paa den scantaløse Tale, som Peter Ravn fra Hammelef, en fra den omtalte Skole afgaaet Elev, forrige Aar holdt paa Skamlingsfesten, og som efter mange Tilstedeværendes Udsagn i høi Grad bar Raahedens og Gemeenhedens Præg; ja, hvad der er notorisk, denne værdige Discipel betjente sig endog af det høist uanstændige Udtryk, at man paa Høiskolen lærte "at bruge Næverne". Hvorledes kan man ogsaa lære sine og anstændige Sæder paa en Skole, hvis Hovedleder, Professor Flor, i en Tale, han holdt ved Tiltrædelsen af sin nuværende Post, skal have sagt til de forsamlede Elever, "rigtignok var de først 30 i Tallet, dette Tal var endnu lidet, men dog fuldkommen stort nok til al gjennemprygle 100 Tydskere." Denne Tale kunne vi rigtignok kun meddele efter troværdige Rygter, men er det ikke et slemt Tegn for en Høiskole, naar Publikum lægger dens HovedLærer og -Leder saa smukke Ord i Munden?!
Den navnløse Direktions hele "Erklæring" synes ogsaa mere at løbe ud paa en Retfærdigjørelse, af Prof. Flors Adfærd ved Grandeforsamlingen i Kjøbenhoved, da den navnløse Direction vel føler, at Hr. Professoren ved denne Lejlighed ikke har betaget sig til Fordeel for Høiskolen. Dog hermed være nok sagt om begge de betegnede Arikler ig Dannevirkes Nr. 106.
*) Denne Erklæring findes ogsaa optagen i "Fædrelandet" og "Berl. Tidende."
(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 1. juli 1846).
Denne artikel ses ikke citeret i nogen danske aviser.
Den sidste tegning fra Corsaren forestiller Nissen som efter et slagsmål med sine egne er blevet slået halvdød.
I Rødding Højskoles reglement § 13 om slagmål stod: "Med Hensyn til Slagsmaal saavel i som udenfor Skolen bestemmes: at den som slaar første Slag, erlægger en Bøde af 4 skilling. Genslaget er frit". Rødding Højskole havde i efteråret 1845 fået plads til 32 elever og en inspektør. Ifølge Fædrelandet havde skolen sommer 1846 en snes elever. Det forhindrede dog ikke eleverne i at opsøge de to kroer i nærheden. Affæren i Gram synes ikke at have fundet plads i Käthe Z. S. Pedersen og John Pedersen: Rødding Højskole 1844-1994. 1994.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar