M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående er 8. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Retssager 1846-1847

Med omstødelsen af reverset om at lade sin sag hvile, var der igen åbnet op for sagen. Denne gang fik det også modparten til at gå til pressen med deres erklæringer. Så for Nathanson havde udgivelsen af Corvetten Politivennen opfyldt sit formål, og han stoppede med at udgive den efter ½ år. Om disse numre skrev Flyveposten efter en længere gennemgang af Politivennens historie afsluttes med følgende bemærkninger:

Tilsidst fik den som Gal ansete Hestehandler Michael Leonhard Nathanson fat i den, og ligesom han selv var bleven døbt, lod han ogsaa den undergaae en Daab ved at kalde den "Corvetten". Men han forstod sig ikke paa at trainere Bladet; Skjøndt øvet i at ride, var han en meget ubehændig rytter, og tilsidst creperede Bladet under hans voldsomme Schenklen. Dette var "Politivennens" endeligt - requiescat in pace!
(Flyveposten. 10. februar 1846) 

Den store Philosoph.
Hr. Magister S. Kierkegaard har i den af ham senest udgivne Bog erklæret, at følgende pseudonyme Forfattere ere een og samme Person, og at denne Ene er ham selv, Søren Kierkegaard, nemlig: Victor Eremita, Johannes de Silentio, Constantion Constatinus, Vigilius Hafniensis, Nicolaus Notabene, Johannes Climacus, Hilarius Bogbinde, William Afham, og -- Frater Taciturnus. --- Saa have vi altsaa gjort Hr. gale Nathanseon Uret og bede ham herved om Undskyldning.
(Corsaren. Nr. 285, 6. marts 1846.) 

Efterat der - hedder det i "Flyveposten" - har været optaget Forhør i Criminalkammeret over forhenværende Hestehandler Michael Leonard Nathanson, have endelig DHrr. Overlæge ved almindelig Hospital Dr. Christensen og Fæstemand Malthe anlagt Sag for Hof-og Stadsretten mod Nathanson, paa Grund af denne i Bladet "Corvetten" indrykkede Injurier. Hr. Malthe har i Klagen paastaaet Nathanson idømt sine 3 Mark.
- Fra Nathanson selv læses følgende Bekjendtgjørelse i den berlingske Tidende:
(Herefter følger erklæringen, se fx. Fyens Stifts ... 20. marts 1846 nedenfor)
(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer. 19. marts 1846) 

- Forhenv. Hestehandler M. L. Nathanson har i Berl. Tid. indrykket følgende Annonce: "Til Publikum. I syv samfulde Aar har jeg forgjæves arbeidet paa at kunne afsløre min fameuse Hospitalssag, ikke alene for at sikre mit og min Families Fremtidsvel, men tillige for at kunne  sikre Borgerrettigheden, at den ikke oftere skal krænkes paa slig en nedværdigende Maade; men omsider er det dog lykkedes mig. Forrige Mandag har jeg indleveret i Lands-Over- samt Hof- og Stadsretten mit paa nogle og halvtredssindstyve Sider skrevne første Indlæg, forsynet med de tilbørlige Beviisførelser. Desaarsag kan jeg og min Familie med rolighed see Sagens Ende imøde; thi jeg har saavel Tillid til vore Love, som og til de herværende Dommere. For mine Modstandere maa det Offentlige for det Første betale Omkostningerne; men det Øvrige vil de vistnok selv komme til at svare for. Michael Leonard Nathanson"
(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende. 20 marts 1846) 

- Udkommet er det 1ste Hefte af
Archiv for Læger eller Christensens Lægemethode paa Almindelig Hospital.
Den faaes hos Dhrr. Boghandler Eibe, Løvstræde Nr. 122, Avild T. Høst, Læderstræde Nr. 20 og hos Sæbye i Gothersgade. Piecen, som indeholder 38 Sider, koster 24 sk.
Michael Leonard Nathanson
fra Altona.
(Flyveposten. 31. marts 1846) 

Det Offentlige og Hestehandler Nathanson
______________________________ 

Fra en agtet Læge har vi modtaget følgende Brev:
"Høistærede Hr. Redacteur!
Indsenderen af disse linjer skal tillade sig at henlede Deres Opmærksomhed paa en Sag, der forekommer ham ikke ganske uden Interesse. Som det maaske er Dem bekjendt, blev Hr. Hestehandler Nathanson i Aaret 1839 af Politiet indlagt paa det Almindelige Hospital i en Paroxysme af Vanvid, og der behandlet med de mod et saadant Tilfælde brugelige Midler. Uagtet der saavel fra Sundhedscollegiet, Stadsphysicus, Overlægen ved St. Hans Hospital paa Bidstrup, Dr. med. Göricke, og Alm. Hospitals Overlæge, Dr. med. Christensen, foreligge Erklæringer om hans bevislige Sindsforvirring paa den Tid, har imidlertid Hr. Nathanson senere ikke ophørt at bibringe Publicum falske Forestillinger desangaaende, og navnlig at fremstille den mod ham anvendte Behandling som en høist oprørende og umenneskelig Fremgangsmaade. Hr. Nathansons Sindsforvirring synes at være af den Art, som kaldes partielt Vanvid, hvori menig Mand saa let skuffes, fordi den forvirrede Tankegang som oftest kun viser sig i en fremstikkende Retning, udenfor hvlken kun en øvet Iagttager kan opdage Galskaben. Med den for Gale særegne Snuhed har Hr. N. altid vidst at benytte alle Midler til at narre og vildlede Publicum, især ved at opvække dets Medlidenhed, og har dette rimeligvis foranlediget, at tidligere endog flere Publicister have tvivlet om Sagens rette Sammenhæng. I Hr. N.s hele paafølgende Handlemaade haves imidlertid de utvetydeligste Beviser paa, at hans Sindsforvirring er vedbleven; det synes nu at være blevet en fix Idee hos ham, at han forfølges - at navnlig Lægerne med Dr. Christensen i Spidsen have sammensvoret sig imod ham; og han har derfor ikke undladt at forfølge denne Sidste ved at fremkomme med forskjellige, paa samme Tid høist naragtige, som tillige høist uforskammede og løngagtige Beskyldnigner, hvoriblandt t. Ex. at Overlægen skulde have befalet en Porteur at stikke ham med en Kniv, at indbilde ham at han skulde overhældes med koghedt Vand osv. osv. Dr. Christensen har saalidet givet Anledning til disse afsindige Beskyldninger eller til Hr. N.s fixe Idee om en sammenrottelse imod ham, som han netop ved sin Erklæring var Skyld i, at N., da han blev requireret tilbage til Bidstrup, sattes paa fri Fod, fordi Dr. Christensen ikke ansaa hans Sindsforvirring at være af den Beskaffenhed, at hans personlige Frihed var farlig for det Offentlige. Men netop paa dette Punkt ville vi henlede Deres Opmærksomhed, nemlig om hvorvidt en Afsindig, der benytter den ham indrømmede Frihed til skriftlig og mundlig at injuriere Enhver, uhindret bør kunne gjøre dette. Allerede have Forskjellige maattet undgjelde for Hr. N.s afsindige Luner, men især har Dr. Christensen været udsat for disse; ikke blot i det af ham redigerede Blad, "Corvetten Politivennen" har dette været tilfældet, men Hr. N. har endog for ganske nylig udgivet en Piece, betitlet: "Archiv for Læger" eller "Dr. Christensens Lægemethode", hvori han i det mest usammenhængende og af Vanvid stemplede Sprog gjentager sine løgnagtige Beskyldninger, samt desforuden producerer Beviser for, at han ikke er gal, fra en for Drik afskediget Portner, et par Porteurer, en Droschekudsk o.a.L. En lignende Piece kan om kort tid ventes i Trykken mod Fæstemand Malthe; ligesaa er det kommet Indsenderen for Øre, at Hr. N. har forlangt Afhøring over 35 Vidner, hvoriblandt Dhrr. Cancellideputerede, Medlemmerne af Sundhedscollegiet, Høiesteretsadvocaterne Lehmann og Buntzen, Hs. Exe. Geheimestatsminister Stemann, nogle Vaagekoner, Porrteurer osv. De Paagjendende, hvem Hr. N. til forskjellige Tider har angrebet, ere egentlig værgeløse imod hele denne Færd, fordi en gal Mand fornuftigvis ike godt kan svare for sine Ord og Handlinger, og have derfor kun det Parti, at lee ad hans naragtige Opfund; Dr. Christensen har for sit personelige Vedkommende ogsaa hidtil gjort dette. Foruden hin komiske har Sageen imidlertid ogsaa en alvorlige Side; en embedsmand an det ikke være ligegyldigt, hvad der offentlig bliver skrevet eller sagt om hans Embedsvirksomhed, selv af en gal Mand, om hvis Vanvid ikke Alle kunne være vidende; tilmed medfører Dr. Christensens Stilling som overlæge paa Almindeligt Hospital en Omstændighed, der gjør denne Sag ubehagelig for ham; Hospitalet optager nemlig blandt sine patienter en Klasse af Individer, der have en medfødt Ærbødighed for alt Trykt, der ikke kunne fatte, at en gal Mand kan have Lov til at skrive, end sige til at være Redacteur af et Blad, og som mindst kunne være istand til at øine Vanvidet i hans Skriveri. Hr. N. gjør sig nu al mulig Umage for at faae sin Piece udbredt blandt menig Mand og skal endogsaa selv have forsøgt paa at indsmugle den i selve Hospitalet, rimeligvis i den Hensigt derved at svække den Tillid og Agtelse, der er en Overlæge saa aldeles nødvendig.
Det er derfor, at man henvender sig til Dem, for om mulig at bidrage til en hurtig Afgjørelse af disse uhyggelige Farcer, hvormed Hr. N. nu i saa lang Tid har opvartet Publicum; v kunne tilføie, at det har været Dr. Christensens Colleger og det hele Lægepersonale paa Almindeligt Hospital en høist oprørende Tanke at vide en saa almindelig agtet og samvittighedsfuld Embedsmand aldeles uforskyldt udsat for saadanne tøilesløse Angreb, og vi troe, at der i dette Tilfælde var Opfordring for vedkommende Politi-Øvrighed til lidt energisk at tage sig af Sagen, hvilket i det mindste hurtigere vilde føre den til Ende, end den Maade, som Dr. Christensen har seet sig nødsageet at følge, nemlig ved at sagsøge Injurianten.
Jeg forbliver etc."

Det er virkelig for den i vor Tids chronique scandaleuse ikke Indviede et temmelig gaadefuldt Phænomen, hvorledes Hestehandler Nathanson hos os har kunnet komme til at spille en Slags offentlig Rolle. Vi, som pleie at ansee os for et civiliseret Folk, vi, som endog have Tilbøielighed til at prale lidt med vor Oplysning, vi, som trække medlidende paa Skulderen, nar vi høre tale om "Læserne" i Sverig og den billige Kjole i Trier, vi, som ikke ynke  nogen snu Qvaksalver eller halvfjottet Torsdagsdoctor, når Domstolene ubarmhjertigen anvende Vand og Brødcuren paa dem, fordi de have trukket nogle Almuesmænd ved Næsen; vi have jo dog for faa Aar siden seet Strandveien vrimle af glimrende Eqvipager, som førte fornemme Troende ud til en svensk Mirakelmagerske, der, trodsende Lovene og Straffene, opholdt sig først paa en fyrstelig Persons Villa, og siden paa en Lehnsbarons Slot; og vi have seet en Mand, der af alle kyndige Autoriteter var erklæret for gal, der havde været indsat i Daarekisten, efter at han var brudt ud af samme, pludselig komme til en vis Ære og Anseelse, paa en ubegribelig Maade erholde høie Personers Beskyttelse, ja skaffe sine af Vanvid stemplede, forvirrede Projecter Gehør og blive betroet ikke ubetydelige offentlige Midler og et ikke uvigtigt offentligt Hverv. Derpaa, efter at man endelig var kommen til Erkjendelse af sit Misgreb og havde søgt at bringe Skandalen i Forglemmelse ved at fjerne Personen fra Hovedstaden, og rimeligvis havde maattet løskjøbe sig fra hans Plageri ved at lade ham beholde i det mindste en Deel af de Midler, man uforsigtigen havde givet ham i Hænde, saa have vi seet ham endnu engang komme tilbage, optræde som Redacteur for et offentligt Blad, fremstille sig for Publicum som forfulgt og forurettet af private Fjender, som en Martyr for Ondskab og Vildfarelse, beklikke agtværdige og sagesløse Mænd, indblande de høieste Personers Navne paa en anstødelig Maade i sine forrykte Pamphleter og fortsætte dette Uvæsen længe nok til at vinde sig et Slags Publicum blandt de Classer af Samfundet, som mindst ere i stand til at skjelne mellem Galskab og Fornuft. Endelig see vi det offentlige, paa hvis Foranstaltning han i sin Tid som gal indlagdes paa Hospitalet og førtes til Bidstrup, ikke blot ikke forhindre det udbrudte Daarekistelem fra offentlig at anklage og injuriere de embedsmænd, som udførte dets egen Foranstaltning, men end ikke at vide noget bedre Middel til at beskytte den mod saadanne Anfald, end at give dem beneficium processes gratuiti til ogsaa at udsætte Domstolenes Værdighed ved at lade en Proces føre, hvor Skandale vil hobe sig paa Skandale, hvor Indlægene ere meningsløst Vrøvl, hvor Statsminister og Vaagekoner, Conferentsraader og Porteurer mellem hianden stevnes som Vidner, hvor fordrukne Portnere og Droschekudske opstilles som lægevidenskabelige Autoriteter ligeoverfor Overlæger og Sundhedscollegier, og hvis Udfald kun kan blive, at der fældes Dom over og skes Straf af en Mand, der er utilregnelig og aldeles ikke kan svare til sine Handlinger; vi see det Offentlige, sige vi, den ene Dag overantvorde en Mand til Lægens Behandling, fordi han er gal, og den anden Dag lade Lægen ved Dom fralægge sig, at han har behandlet ham som gal. Er dette ikke en Historie, som den næsten kunne være passeret i den gode Stad Abdera, eller, for at hold os inden vore egne Grændser, i Molboernes berømte Land?
Man vil maaske indvende: men hvad skulde vi da gjøre, naar disse injurier nu engang vare trykte, og Dr. Christensen anseer det for uundgåeligt for sig i sin Embedsstiling at fralægge sig dem ved Dom? Nu er Sagen, det indrømme vi, noget vanskeligere at raade Bod paa, skjønt det forekommer os, at Offentliggjørelsen af de lægekyndige Autoriteters Erklæringer om Nathansons mentale Tilstand og et derpaa støttet Magistratsdecret, der erklærede ham umyndig, var tiltrækkeligt til at fritage Dr. Christensen for den Nødvendighed at fralægge sig hans Beskyldninger og i alle andre Henseender var langt at foretrække for en Proces. Men hvorfor har man tilladt en vitterlig gal Mand, et udbrudt Daarekistelem, at skrive offentlig, at udgive Pjecer og redigere Blade, hvorved man er kommen i denne fatale Nødvendighed? Man troe ikke, at vi, som saa tidt have erklæret vor afsky for Censuren og med den for alle præventive Forholdsregler mod Pressen, ved denne Leilighed ville falde ud af Tonen og holde en Lovtale over den; man troe ikke, at vi, som tidlig og sildig raabe paa en langt større Pressefrihed, end den, vi nyde, ville tage Anledning heraf til at andrage paa nye Indskrænkninger. Nei, langtfra. Men Eet maa Alle være enige om, og det, at de, der ikke kunne opfylde deres borgerlige Forpligtelser, der ikke kunne bære retligt Ansvar for deres Handlinger, absolut maae være stillede udenfor de borgerlige Rettigheder; at for Saadanne kan Trykkefriheden, den Ret offentlig at fremsætte sine Tanker, ikke være til. Da de Afsindige ere udenfor Lovene, har det Offentlige at tage dem i sin Varetægt og sørge for, at de ikke komme i Conflict med disse, dette skee nu ved enten, om fornødent, at indespærre dem, eller, hvis deres Galskab ikke er af nogen for den offentlige Sikkerhed farlig Natur, sætte dem under Opsyn af en vederhæftig Mand, som kan svare for, at de intet Ulovligt foretage sig. Det kan nu visselig, da den menneskelige Aands forstyrrelse yttrer sig paa saa mange forskjellige mere eller mindre iøjnefaldende Maader, stundom være vanskeligt nok at afgjøre om den er tilstede i saadan grad, at den medfører Utilregnelighed, og dens Tilstedeværelse bliver jo meget ofte først vitterlig ved Foretagelsen af en ulovlig Handling. Men i dette Tilfælde synes det at have været let at forebygge den ulovlige Handling, thi man havde de Lægekyndiges Vidnesbyrd og Daarekisten, man havde endog de i Anledning af Nthansons Indespærring i Randers optagne Forhører og hans senere Hestecommers for sig, saa man behøvede intet Øieblik at tvivle om, at Manden havde en Skrue løs.
Og dog have disse Pressens omhyggelige, nidkjære Bevogtere, som gjennemstikke hver Sætning med deres Tvivls Søger og veie ethvert Ord pa den juridiske Spitsfindigheds Guldvægt, som have et Øie paa hver Finger, ja paa hver Taa, og for hvert Øie en mikroskopisk Brille, - de have været blinde for det Uvæsen, hestehandler Nathanson drev i Literaturen; de, som ansee Pressens Frihed for saa farlig i Fornuftiges Hænder, at de hver Dag, som gaaer, indsnevre dens Grændser, - de have ladet en gal Mand misbruge den uforstyrret; de, som saa mistænksomt fortrædige Pressen, naar den stræber at udbrede Oplysning, - de have ladet den uhindret vildlede og ophidse Lettroende og Uvidende; de, som have beslaglagt og undertrykt eller domfældt hvad der uden al Skade har været læst i den hele civiliserede Verden, de have ladet taabelig og skammelig Snak upaatalt udkomme; de, som have taget Ordet fra Professor Schouw, - de have ladet den gale Nathansom beholde det! De, som have viist megen Tilbøielighed til at binde Pressens Brug til allehaande unødige Qvalificationer, - de synes ikke engang at ansee menneskelig Fornuft for en nødvendig Qvalification for at skrive offentlig; de, som gjøre Vanskeligheder ved at anerkjende ikke studerede Folk som Redacteurer af offentlige Blade, ja, som have forbudt alle Fruentimmer at optræde som saadanne, - de have seet rolig paa, at et udbrudt Daarekistelem traadte i Spidsen for et offentligt Organ! Det foreløbige Politigjennemsyns Skadelighed og Fortrædelighed for alle Parter er tidtnok afhandlet og beviist, men hidtil uden Frugt; dog hvorledes vil Nogen herefter kunne være bekendt at holde paa denne Indretning, naar den ikke engang nytter til at forhindre saadanne Skandaler?
(Fædrelandet, 4. april 1846) 

(Mads Christensen (1805-1864) var 1831-34 distriktslæge i København. 1834-38 reservelæge ved Almindeligt Hospital, herefter overlæge 1838-1863. I 1841 anmeldte Dr. med. Christensen der dengang var overmedicus på Almindeligt Hospital, en far for at have sparket sin datter så hun aborterede. Faderen blev dømt til vand og brød i 6 gange 5 dage, samt betale sagens omkostninger. Se Juridisk Ugeskrivt, 1840-41

Psykiatrien havde på daværende tidspunkt ikke noget klassifikationssystem for psykiatriske sygdomme. Så begreberne stod stadig for enkeltpersoners vurdering. Partielt vanvid var et udtryk som Harald Selmer (1814-1879) senere foreslog i 1850. Det indgik som et ud af 6:

• Moralsk afsindighed (forrykthed)
• Vanvid
• Monomani (partielt vanvid) - sygelig optagethed af én bestemt ting
• Demens, sløvsind
• Fatuitet (dybere grad af forvirring)
• Melankoli og mani.)

Den gale Nathansons gale Sag.
Ved at gjennembladre det saakaldte "Archiv for Læger", som Nathanson i denne Tid redigere, standsede min Tanke pludselig ved et Tal: 7 Aar. Det er syv Aar, siden Nathanson blev indespærret og i disse syv Aar har han fem gange været i Daarekisten, gaaet ud igjen, handlet med Heste, skrevet Blade, ført Processer, arrangeret Hurraer paa Sorgenfri, arbeidet paa Hamborgs Fremgang og dansk almindelig Værnepligt og ved Siden af Alt dette forfulgt sin Hospitalssag med en Haardnakkethed, der kun kan lignes med den, hvormed en saaret Hanelefant søger Jægeren eller "Berlingske" Bager Benthin.
Syv Aar! I den Tid har det danske Folk afvexlende tilbedet Prinds Christian, Ørsted, Ussing, Lehmann og Ploug; "Dagen" er gaaet ind, Fribert rømt og paa tilbageveien; "Aftenbladet" har havt fire, "Portefeuillen" tre, "Corsaren" elleve Redacteurer; Regnskabsfører Hansen, der vilde betale Danmarks Statsgjæld, har ladet sig nøie med et lille Toldbetjentembede: Kronprindsen har været her og er reist igjen; Prof. Davidd har været Medudgiver af "Fædrelandet" og i Stænderne skjældt det ud; Grundtvig og Prof. Clausen ere blevne Venner - Alting har løbet rundt. Intet været standhaftigt, undtagen Nathansen, der under Prinds Christian, Ørsted, Ussing, Lehmann, Ploug, under alle Afguders Regimente, paa alle Tidens Bølger, har peget som et Compas uden Misviisning mod eet Punkt: Daarekisten.
I vor Tid vækker en slig Energi ingen Medfølelse eller Respekt. Ingen tænker paa, at Nathanson, hvis han var blevet Statsmand istedetfor Galmand, kunde have bragt det vidt og være bleven sit Fædrelands Frelser ved sin Energi, og endelig tænker Ingen paa,, at man igrunden bør takke ham for, at han ikke er mere gal, end han er: Hvo af os Andre, der var bleven sat i fem Daarekister og i syv Aar havde ført forgjeves Klage deruver, vilde have saa megen Forstand tilbage som gale Nathanson?
Men sæt nu, at han slet ikke har været gal? Lad os tænke den Mulighed - og siden Nathanson virkelig ikke har skrevet "Livets Stadier", ville vi gjøre ham den Tjeneste - lad os idetmindste undersøge, hvad de er rimeligt: Enten Galskaben eller Ikke-Galskaben; thi pro et contra i den Sag lader Meget sige.
Hvis han ikke er gal: Hvorfor har man saa fem gange indespærret ham i Daarekisten? - Nei, han maa være gal.
Altsaa han er gal: Hvorfor har man da taalt, at han på egen Haand er gaaet ud igjen og tilstedet ham de almindelige saakaldte kloge Borgeres Rettigheder? - Han maa da ikke være saa skrupgal endda.
Hvis han altsaa ikke er gal: Hvorfor undersøger man da ikke de Beskyldninger, han fremsætter imod høie og lave embedsmænd, angaaende Aarsagen til hans ulovlige Indespærring? - Nei, svares der, hvad bryde vi os om gal Mands Ord!
Altsaa, han er gal: Hvorfor taaler man da visse Beskyldninger? Hvorfor har Hs. M. Kongen, efter hans offentlig fremsatte Paastand, givet ham "en stor sum" til erstatning for den lidte Medfart? - Manden er da ikke gal!
Hvis han altsaa ikke er gal: Hvorfor lader man ham da i denne tid føre en Proces for at bevise, at han ikke er gal? Det er jo Galmandsgierning! Følgelig - er han gal.
Hvis han da er gal: Hvorfor lader man ham da ved bemeldte Proces forsøge at bevise, at han ikke er gal? Det er jo atter Galmandsgierning! Faaer han sin Krig frem, er han jo ikke gal!
Hvis han selvfølgelig ikke er gal: Hvorfor beder man da ikke om Forladelse for de havte Uleiligheder, ifører ham hvide Klæder og giver ham et fedt lille embede? - en gal Mand! raabe I; den gale Nathanson!
Han er altsaa uden redning gal: Hvorfor i Pokkers Skind og Been, skal dette da afgiøres af en juridisk Domstol istedetfor af Sundhedscollegiet og Læger?
Naar det øvrige civiliserede Europa faaer denne Sag at høre, saa Gud veed, hvem det vil antage for den egentlig Gale!
(Corsaren 10. april 1846) 

- Vi meddeelte for nylig vore Læsere, at Dr. medicinæ og Overlæge ved Almindeligt Hospital Christensen havde anlagt Sag imod forhenværende Kiøbmand i Randers Michael Leonard Nathanson i Anledning af en Deel Beskyldninger, som Hr. Nathanson havde fremsat imod Dr. Christensen i det af Førstnævnte udgivne Blad "Korvetten", hvilke Beskyldninger angik den Behandling, som Hr. Nathanson havde lidt i Almindeligt Hospital, da han skulde "kureres". I disse Dage har nu Nathanson under Titel af "Arkiv for Læger" udgivet første Hefte af den mellem ham og nævnte Læge foregående Procedure. Vi beder vore Læsere erindre, at Nathanson var udlagt paa Hospitalet, under det Foregivende af Andre: at være gal og skulde derfor "kureres", medens Nathanson selv erklærer og ved mange Attester søger at bevise, at han var ved sin Fornufts fulde Brug. Hvis Hr. Nathanson virkelig er blevet behandlet saaledes, som han han har berettet i "Korvetten", lader det sig vistnok ikke negte, at en saadan Methode ma være særdeles vel skikket til at gøre en fornuftig Mand gal, medens vi ikke skal tillade os at yttre nogen Mening om hvor vidt den samme Methode er i Stand til at giøre en Gal fornuftig. I forordet til det af ham udgivne "Arkiv for Læger" siger Hr. Nathanson:

Motto.
Die Oeffentlichkeit ist eine probate Kur:

Sie schadet, aber dem Ungerechten nur.
Naar Undersaatten i Nydelsen af sine Borgerrettigheder krænkes, naar ham betages alle mulige Midler til Forsvar, da er Offentligheden det sikkreste Værn hvortil han bør gribe, men dets Organ maa da være - Sandhedssproget. Efterat jeg i samfulde syv Aare forgieves smægtede efter min Ret, er det dog endelig lykkedes mig at bringe min famøse Hospitalssag for de herværende Domstole, ikke allene for derved at see min Families Fremtid vel begrundet, men tillige for at forebygge, at slige Skandaler oftere skal finde Sted her i Landet. Det Offentlige har vistnok ogsaa Krav paa, at denne Sag omsider fremdrages af det Mørke, hvori man i saa lang en Tid snedig vidste at holde den skiult for det Danske Publikum. Den, der har sat mig i Stand til at jeg nu i det videste Omfang kan belyse denne Skændselssag, det er vor høikongelige Danske Kancelli, thi dette Kollegium gav mig den behørige Tid, (nemlig 7 Aar), til at samle alle mulige Beviisførelser og Argumenter, saa at vore Love tilbørlig ved Hielp af retfærdige Domme kunde blive haandhævet. Derfor er det, at jeg med min Familie nu først kan see en blidere Fremtid imøde, skiøndt jeg i de 7 ulykkelige Aar har maattet kæmpe mod alle Livets Gienvordigheder, men jeg har stedse havt Tillid til Gud der ikke vil, Uret skal skiules eller Sandhed fordølges. Det er ikke for min egen Skyld allene, at jeg med al min Kraft og Iver forsøger paa at erholde den Ret, jeg med grundet Billighed har Krav paa, men Landets Love og Borgerrettigheden er i mine Sager paa det skændigste blevet misbrugt. Desuden er jeg Familiefader, jeg vil derfor ei gaae i Graven, uden at have efterladt dem mit sidste jordiske Gode - et godt Eftermæle.
Af Attesterne, som Hr. Nathanson har meddelt i stor Mængde, skal vi tillade os at meddele følgende fra Hr. Pastor Rønne og den daværende Portner ved Hospitalet:

Paa Opfordring af Hestehandler Nathanson maa jeg herved bevidne, at jeg under hans Sidste Ophold paa Alm. Hospital, som Siælesørger ved bemeldte Stiftelse, oftere besøgte ham, samt at han under sine Samtaler med mig ikke syntes at være berøvet sin Fornufts Brug, og at jeg da hos Hospitalets Overmedikus Hr. Dr. Christensen bragte under Omtale, om ikke Hr. Nathanson muligen til Nytte for sig og sine Forretninger og uden Skade for Offentlige kunde vorde udskrevet af Stiftelsen.
Kiøbenhavn den 3die Marts 1846
M. E. Rønne
Præst ved Alm. Hospital.

Paa Hr. M. L. Nathansons Forlangende, bevidner jeg herved at de 2de Gange han var indespærret i Alm. Hospital, dengang jeg der var Portner, har han stedse begegnet mig meget artig, thi jeg talte daglig med ham, fordi han gierne opholdt sig i Gaarden og som oftest i Porten. Mig og enhver Veltænkende var det dengang stedes en Gaade hvorfor denne Mand, som dog havde en talrig Familie at forsørge, skulde være i Hospitalet, thi hvad jeg kunde skiønne, var han hverken paa Legeme eller Siæl syg. Dette bekræftes under min Haand med paaholden Pen og kan om forlandes med Ed bekræftes.
København, den 3die Marts 1846
Jacob Nielsen Kragerup

"Fædrelandet" indeholder et heftigt Angreb baade paa Hrr. Nathanson, fordi han har udgivet det ommeldte Arkiv, og paa Regieringen fordi den tillader en Mand som Nathanson uhindret Brug af Pressen. Hiin Artikel i "Fædrelandet" har vakt megen Opsigt, navnlig fordi den - saaledes som endogsaa "Aftenbladet" bemærker, man tænke sig "Aftenbladet" giøre denne Opdagelse - aabenbart indeholder et morderisk Forsøg paa at slaae de Ideer om Pressefrihed og Yttringsfrihed ihiel, som "Fædrelandet" ellers med saa megen Varme og Begeistring har forsvaret. Men vi er tilbøielig til at troe, at "Fædrelandets" Redaktion paa Tro og Love har optaget hiin Artikel, uden at giøre sig bekiendt med dens Indhold, ligesom det ikke er utænkeligt, at Hr. Dr. med. Christensen paa Tro og Love fra Andre har modtaget Hr. Nathanson som (foregivet) gal og behandlet ham som saaledes, uden først at anstille en alvorlig Undersøgelse, om den for Formentlige Patient virkelig var gal. Vi kan iøvrigt slet ikke andet end aldeles billige Kancelliets Fremgangsmaade, der ikke har lagt Hr. Nathanson nogen Hindring i Veien med Hensyn til at yttre sig offentlig og vi skiønner heller ikke, at vor Lovgivning, i mindste Maade indeholder nogen Bestemmelse, der kunde berettige Kancelliet til at afspærre Hr. Nathanson Pressens Benyttelse på samme Maade, som det ellers staaer enhver anden Mand aaben heri Landet, saa længe Hr. Nathanson ikke paa lovlig Maade er erklæret for gal og afsindig i den Grad, at der maatte være Grund til at sætte ham under Varetægt paa een eller anden Maade: og vi tvivler heller ikke om, at hvis Kancelliet uden saadan Grund havde sat Hr. Nathanson ud af Stand til at benytte Pressen, at jo Fædrelandet i kraftigste Maade vilde have protesteret mod en saadan Fremgangsmaade, og i saadan Protest vilde "Fædrelandet" naturligviis fundet Medhold af Alle, der veed at vurdere den fri Presses Betydning som Værn imod Vold og Undertrykkelse, Tyranni og Despotisme af enhver Art.
(Morgenposten. 11. april 1846) 

Den Kjendelse, som Hr. Assessor Faith nyligen i det 2det Vidnekammer har afsagt, nemlig at der skulde afskjæres mig den Ret at turde føre mine Vidner i den bekjendte famøse Randerske Hospitalssag, vil blive indanket for Høiesteret. Derimod vil den Kjendelse, som i Dag i det 1ste Vidnekammer af Hr. Assessor Flensborg er bleven afsagt i Dr Christensens Hospitalssag, ikke blive af mig indanket for Høiesteret. Dette udlades ikke at bringes til almeen Kundskab
Michael Leonard Nathanson.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 22. juni 1846) 

Idet jeg forlader mit kjære Fædreland, for at reise til Rio Janeiro, aflægger jeg til mine herværende Venner med et rørt Hjerte, min inderligste og varmeste Taksigelse for det mod mig udviste Venskab, ligesom jeg ogsaa ønsker dem et hjerteligt Farvel.
Michael Leonard Nathanson.  
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 23. juni 1846) 

(Nathanson forlod imidlertid ikke Danmark. Det skete først året efter. Årsagen er antydet i Flyveposten 8. juli 1846)

Til
Hs. Excel. Justitsministeren!
Siden Deres Collega fik Brev fra os i forrige Uge, kan De faae et i denne Uge.
Hr. Minister! De veed nok selv, hvor mange Gange De har ladet os tiltale for Mangel paa pligtskyldig Opmærksomhed mod Kongen. Og hvad havde vi saa gjort? Critiseret et Rescript, en Forordning, maaske gjort en Smule Nar heraf; Herregud, det da ikke til at døe af. Om ogsaa Kongen udgiver en Placat, hvis Form kunde være lidt ængsteligere afrundet, kan han jo dog være en god og stor Konge, som han da ogsaa er. Hvad om vi nu havde fornærmet ham personligt, den salvede Hersker? Om vi blot havde blæret os paa Kongens Bekostning som Jørgensen-Jomtou? Eller endog fortalt det, som Hestehandler M. L. Nathanson nu fortæller? Haarene reise sig paa vort Hoved ved den blotte Tanke om, hvad denne Mand siger; men siden han saa frit fortæller det, kunne vi dog gjentage det. Han beretter at, da han var undsluppen fra Randers Daarekiste, fraskrev han sig imod Betaling sin Ret til at klage over sine velansete Fjender.; han forpligtede sig til at tie, for at Sagen kunde blive dysset ned, for at de Embedsmænd og Private, der ved hans Indespærrelse havde gjort Brud, ikke blot paa Landets Lov, men paa almindelig Menneskelighed, kunde forblive uantastede. Og hvem nævner han som den, der har kjøbt denne Resignation af ham? - Kongen - - - - (disse Streger betegne  hvorledes vi fare tilbage af Rædsel over Nathansons Dumdristighed). Han erklærer (pag. 17 i Skriftet om Malthe), at han har underskrevet et Revers, hvis 5te paragraph lyder saaledes: "Over de i Daareanstalterne lidte Mishandlilnger ei oftere at yttre mig, hverken skriftlig eller mundtlig, hverken i offentlige Blade eller privatum at omtale det." - Som sagt, det har Hs. M. Kongen af Danmark, Christian den Ottende, ikke indladt sig paa, i alt fald ikke, uden at Sagen hemmelig har et ganske andet udseende, end man nu veed. Men, hvis vi et Øieblik antage, at enten Kongen eller en anden høi Person virkelig har staaet i en saadan Forbindelse med den saakaldte gale Nathanson, som det paa tryk er fortalt, saa er det curiøst at see, hvorledes de gale Personer ynkelig blive tagne ved Næsen. Thi neppe har Nathanson faaet Penge for at undertrykke Reverset, saa kommer han igien og forlanger flere Penge for at holde det. Hvad skal man gjøre? Har Fanden taget Hesten, kan han tage Grimen med! Man betaler, og saa atter og atter, den uforsonlige Nathanson kommer hvert Øieblik og siger: "Det er ikke smukt af mig, at jeg har solgt min Hævn; det gjør en Mand af Ære ikke; min Ære tillader mig ikke at tie længer" - Saa veed man besked og stopper sukkende Halsen paa ham med Penge. Alle Forhandlingerne saae saadant et nydeligt Lys ved følgende Brev fra Geheime-Etatsraad Adler til Nathanson: "Deres høie Velgiørere har gjort saameget for at sætte Dem i Stand til at erhverve det Fornødne til Dem og Families Underhold, at denne Hensigt burde have været opnaaet, og det kan ikke undre Dem, at han ikke vil bringe flere Offere. Jeg har gientagne Gange sagt til Dem, Hr. Nathanson, at jeg er bleven befriet for at have med Deres Sager at beskikke; jeg befinder mig for vel derved til oftere at blande mig i dem, ærbødigst etc."
Efter dette Brev begyndte Nathanson Skandalen først ganske smaat, saa rykkede han nærmere og nærmere, begyndte at aftrykke Documenter - pludselig reiser han med en velspækket Pung til America.
Hr. Justitsminister! Det forekommer os, at denne Sag kommer Dem ved.
Ærbødigst
"Corsaren".
(Corsaren. Nr. 301, 26. juni 1846) 

Nips.
Hestehandler Nathanson bekjendtgjør, at et i Aaret 1839 af Sundhedscollegiet udstedt Document har tilintetgjort hans skjønne Forhaabninger i Rio Janeiro i 1846. Her har man altsaa Sort paa Hvidt for hvilken Magt Sundhedscollegiet har over Tid og Rum.
Men derfor vil Nathanson ogsaa drage det kongelige Sundhedscollegium til Ansvar. Gud veed hvor høit Nathanson nu vurderer sine skjønne forhaabninger. 
(Flyveposten. 8. juli 1846)

- Nylig læstes i Adresseavisen en Bekjentgørelse fra den bekjendte Nathanson, hvori han tog Afsked fra sine Venner og Bekjendte, da han reiste til Brasilien; men, som det hedder i Visen: "Brasilien ist nicht weit von hier". thi Hr. Nathanson har idag atter, som han pleier, givet Møde i Hof-og Stadsretten, og de Reisepenge, som hans høie Beskyttere maae antages at have ladet ham tilflyde, ere saaledes spildte, hvis Hensigten har været, af faae ham fra Byen.
(Fædrel.)
- Fra Hr. Michael Nathanson læses Følgende i Dagsavisen: "Pligten byder at tilkjendegive mine agtede Medborgere, at jeg er vendt tilbage fra min Reise til Rio Janeiro, paa hvilket Sted min og Families Fremtidsvel skulde have været sikret; men et Document, udstedt af Sundhedscolegiet hersteds, tilintetgjorde vore skjønne Forhaabninger. For de pecunaire Midler var tilstrækkeligt sørget. Jeg nødsages nu til at drage det kgl. Sundheds-Collegium til Ansvar for dets mod mig udøvede Adfærd." 
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 10. juli 1846) 

Jubilæum. Den 31. juni var en skjøn Dag for Redacteuren af "Nyt Aftenblad," Hr. H. Trojel. Det var nemlig blevet bekjendt, at om 49 Aar 3 Maaneder og 11 Dage vilde det være hans 50aarige Jubilæum som Redacteur. Jubeloldingen vaktes om Morgenen af Spekhøkercorporatioonen, der aflagde ham ders Taksigelse for, at han alt i saa langs Tid havde forsynet dem med godt og billigt Makulatur, og overrakte ham som et Beviis paa deres erkjendtlighed, en smukt udarbeidet Smørstikker med passende Emblemer og Inskriptioner. Om formiddagen drog man i Procession i Kirken i Abel Cathrines Boder, hvor Hestehandler Nathanson som den Mand, der ifølge sit Fag var særdeles competent til at bedømme Jubilarens Værd, holdt en rørende Tale over den opgivne Text: "Fædrelandets" Inconsequenser, hvorpaa blev afsunget en Cantate af Digteren Christen Tyregod, sat i Musik af Vægtersangforeningens Formand, Syngelærer Falkenthal. Efter om Aftenen at have indtaget en Dejeuner hos Christian Fiirtal, skildtes man ad, idet enhver Deeltager dybt følte, at det kun faldt i saa lykkeligt Lod at opleve en saadan Fest.
(Corsaren. Nr. 303, 10. juli 1846.) 

Literatur
Idag har forladt Pressen:
1. Kunsten at ride til Brasilien og tilbage igjen i 8 Dage. Hippologisk Forlag, taknemmeligst tilegnet hr. Geheime-Statsrad Adler af M. L. Nathanson.
(Corsaren. Nr. 303, 10. juli 1846.) 

Literatur. I disse Dage er udkommen Udskrift af det Politiforhør, der i Aaret 1839 er optaget om Isaach Nathansen nu Michael Leonard Nathansons Indsættelse i Randers Daarekiste. Af dette Actstykke fremgaaer, at det er udenfor at Tvivl at Nathanson i 1839, dels formedelst Næringssorg og søvnløse Nætter og deels ved Speculationer i Hestevæsenet - har været sindsforstyrret i nogen Tid. Dette maa han senere have glemt efter sin Helbredelse, hvilket har bevirket den Skandale, der senere er opstaaet. Vi hidsætte nogle af Videforklaringerne, der give et omtrentligt Overblik over hans daværende Tilstand: 
Efter Anmodning var mødt og fremstod for Retten Lieutenant v. Faber af det her garnisonerende jydske Regiment lette Dragoner, som forklarer: at Isaach Nathansen den 24de Januar dette A. kom om Aftenen i Comparentens Bopæl efterat han var gaaet til Musikprøve, og da Comparentens Kone tilkjendegav Nathansen, at hendes Mand ikke var hjemme, forlangte han i en bydende Tone, at hun skulde sende Bud efter ham, da det var en Sag af yderste Vigtighed, som han havde at tale med hendes Mand om, og uagtet hun flere Gange havde gjentaget for ham, at hun vidste, hendes Mand ikke kunde komme og at hun ikke havde Nogen at sende efter ham, havde han dog forlangt, at han skulde komme strax, da det var en Sag af yderste Vigtighed, saa at hun endog blev ænstelig for ham, og troede, efter hvad hun har yttret for Comparenten, at han maatte være beskjænket. Omsider havde han forladt Comparentens Bopæl, og kom ind paa Klubben "Harmonien", hvor Musikprøven afholdtes, hvor han forlangte at tale med Comparenten. Uagtet Comparenten bedyrede ham, at han paa ingen Maade havde Tid til at tale med ham, og havde sagt ham, nemlig Nathansen, at han kunde komme til Comparenten den næste Dag, vilde han dog paa ingen Maade lade sig bortvise; men forlangte en Samtale med Comparenten, under foregivende af, at det var en Sag af yderste Vigtighed, og som angik Fædrelandets Vel. Han havde derhos tilkjendegivet Comparenten, at han uden Betænkning kunde lade alle de til Musikprøven Mødte gaae hjem, da der, naar der var Spøgsmåaal om en Sag af en saadan Vigtighed for hele Fædrelandet, ikke kunde være Tale om Musik. Da Comparenten mærkede, at han paa ingen Maade kunde undgaae ham, havde han opfordret ham til at fremkomme med sit anliggende, og havde Nathansen derefter foreviist ham endeel Papirer angaaende en Plan ti Hesteavlens Fremme, samt nogle Attester og et Brev, men hvilket sidste, da Comparenten vilde læse det, Nathansen ikke vlde lade ham see Indholdet af, men havde derhos tilkjendegivet at dette ikkun var det Mindste; men naar han vilde følge hjem ed ham, skulde han faae qvintessentsen at see. Comparenten havde erklæret, at han paa ingen Maade kunde følge hjem med, da han ikke kunde forlade Prøven, men Nathansen vedblev sit Forlangende, og insisterede paa, at han skulde følge hjem med, da Comparenten i andet Fald skulle være ansvarlig for Konge og Fædreland, om han styrtede paa Gaden. Nathansen havde derhos yttret; at han henvendte sig til Comparenten, ikke fordi han skyldte ham Penge, thi om nogle faa Dage vldehan faae flere Hundrede Tusinde Rigsbankdaler, og skulde han nok betale ham, hvad han skyldte ham; men fordi han troede, at der var Blod i ham, hviket han dog første vilde prøve, og at derimod Regimentschefen ar for gammel, og dersom Comparenten vilde følge med ham, og den næste Dag reise med ham til kjøbenhavn til Kongen hvor han vilde hen, saa var det muligt, at han, Nathansen, ved sin Indflydelse kunne skaffe ham, Comparenten, til at blive Regimentschef - foruden anden saadan taabelig Snak, saa at Comparenten holdt sig fuldkommen overbeviist om, at den Tale han førte ikke var nogen Følge af perialiseret Tilstand, som han ikke kunde skjønne, at Nathansen var i, men at det derimod var en Følge af en aldeles Forvirrelse paa Forstanden. Comparenten bemærkede derhos, at under hele den førte Samtale saae Nathansen meget bleg og daarlig ud, og han talte med saadan Ivrighed og Heftighed, saa at han endog flere Gange maatte standse i Talen, for at trække Veiret og komme til Kræfter, og at der saaledes, efter hvad Comparenten kunde skjønne, yttrede sig umiskjendelige tegn paa en sygelig Tilstand. Comparenten gjentog at han anseer sg fuldkommen overbeviist om, at Nathansen paa den Tid ikke var ved sin sunde Fornufts Brug
(Sluttes.) 

(Flyveposten. 14. august 1846) 

Artiklen fortsætter i 

Literatur. (Til Oplysningen om M. L. Nathansens Indsættelse i Randers Daarekiste; sluttet.) "Igjen fremkaldt Artillerist Heinrich Stikker, som, efter Tilhold at følge Sandhed, forklarer: at han af en anden Artillerist blev den Løverdag, da isaach Nathansen blev indbragt i Hospitalet, anmodet om at komme hen til bemeldte Nathansen for at holde Vagt med ham, da han var gal. Han var ogsaa strax gaaet derhen, omtrent eet Par Timers tid, efterat Sidstafhørte var kommet der. Det første han kom ind til Nathansen, havde denne sat ham en draget Sabel paa Brystet og opfordret ham til at aflægge Eed paa, at han vilde være Kongen og Nathansen tro, hvilket Nathansen havde gjort liggende i Sengen, hvor han havde Sablen. efter nogen Tids Forløb, havde han forlangt noget at spise, men saasnart dette blev ham bragt, havde han kastet det i Gulvet og sønderslaaet thekoppen og Tallerknerne, hvorpaa det blev ham bragt. Videre Voldsomheder havde han ikke udøvet, forinden om Aftenen da han skulde henbringes i Hospitalet, og Vognmand Jens Josephsen i den Anledning kom derop, da Nathansen, uden nogen given Anlledning fra Josephsens Side, havde givet Josephsen et Stød for Mellemgulvet. Han vægrede sig vel ved at følge med Vognmand J. Josephsen; Men derimod erklærede han sig villig til at følge med Artilleristerne, da han forlangte, at blive bragt til Oberst Broch, med hvem han havde Noget meget vigtigt at tale; men dette Forlangende havde de ikke opfyldt, hvorimod de havde fulgt ham hen til Hospitalet, dog uden at derr paa nogen Maade blev anvendt Magt imod ham; men da han kom ind paa Hospitalet, havde han givet Comparenten et Slag for Brystet, formodentlig fordi han var vred over, at han ikke var kommen til Oberst Broch, og ligeledes havde han slaaet en Pige i Hospitalet, som kom ind i Stuen for at tænde et Lys. Men hensyn til Isaach Nathansens Kone forklarede Comparenten, ligesom Sidstafhørte, at hun havde været meget bekymret over Mandens Forfatning; men vovede ikke at nærme sig Sengen, hvori han laae, uden naar han kaldte paa hende; men saasnart hin kunde faae fat paa Comparenten, spurgte hun denne om, hvorledes det var med Manden og beklagede sig over at han var saa gal. Comparenten erklærede, at han paa ingen Maade kunde skjønne rettere, efter hele Isaach Nathansens udviiste Forhold den Dag, end han var aldeles gal. efter at dette paa samme Maade var oplæst for denne Comparent og han havde vedgaaet rigtigheden blev han dimitteret."
"Igjen fremkaldt Slagtersvend Jens Boes, som, efter at været givet Tilhold at følge Sandhed, forklarer: at han Natten imellem Fredag og Løverdag, som Isaach Nathansen den sidstnævnte Dag kom i Hospitalet, kom - efter Anmodning af Magnus Nathansen - op til Isaach Nathansen, som boede i samme Huus som Comparentens Mester Thomas Berg, for at være behjælpelig med at styre Isaach Nathansen. da han kom derop, var Nathansen oppe, men gjorde ingen Optøier, naar undtages, at han rev et rullegardin itu hvad Hensigt han havde dermed, veed Comparenten ikke, men han talte forøvrigt meget forvirrret og usammenhængende Snak. Efterat Comparenten havde været der noget, paa hvilken Tid ogsaa Skomageer Buch og Isaachs Broder Magnus vare tilstede, fik de ham til Sengs, men desuagtet kom han dog ikke til at sove, men laae tilddeels og snakkede, og skrev ogsaa noget i Sengen; men forøvrigt forholdt han sig dog rolig i Sengen, uden at gjøre Mine til at vilde gjøre nogen Voldsomhed. Da Klokken var mellem 3 og 4, gik Comparenten fra Nathansens og saae altsaa ikke videre til hvad der passerede, men om Morgenen tidlig saae han, at der blev slaaet nogle ruder itu, og Nathansens Kone derefter kom skraalende ned og sagde at hun ikke kunde være deroppe hos ham, sagde Comparenten først til hende, at hun ikke maatte gjøre nogen Allarm, da det vilde tilkalde saamange Folk, hvortil hun svarede: at hun ikke kunde være oppe hos ham. Comparenten var derhos gaaet op til Nathansen, og da han om ind til ham, stod Nathansen i Sengen aldeles afklædt, med den blottede Sabel i Haanden, og da Comparenten sagde til ham, at han maatte være rolig, havde Nathansen svaret ham: at han maatte ikke komme ind til ham, og at han skulde gaae strax, og da der paa den Tid aldeles Ingen vare tilstede hos Nathansen, og Comparenten frygtede for, at Nathansen skulde angribe ham med Sabelen var han ogsaa gaaet. Comparenten hørte, imedens han var hos Nathansen om Natten, at denne sagde til Skomager Buch, at han skulde ringe med Stormklokken, og at der da ville komme 40 tydske Bønder med Penge til ham, og at de da begge skulde blive holdne Mænd, foruden megen saadan anden usammenhængende Snak, samt hørte at Nathansen vilde have, at Buch skulde gjøre Ed på, at han vilde opfylde Løftet. Comparenten skjønner ikke rettere, end at Isaach Nathansen paa den tid var forvirret i Hovedet, i det mindste tydede hans Opførsel derpaa."
Igjen fremkaldt Cand. phil. Syskind, Religionslærer ved det mosaiske Troessamfund her i Byen: han forklarer, efter at være tiholdt at følge Sandheden, at han egentlig ikke har havt nogen Omgang med den omhandlede Isaach Nathansen; men at han nogle faa Dage forinden Isaach Nathansen blev indtaget i Hospitalet, Dagen kan han ikke erindre med Bestemthed; men han formener, at der var om Onsdagen eller Torsdagen, forinden Nathansen kom ind i Hospitalet, modtog han Bud fra Nathansen om at komme hen til ham. Da Comparenten ikke havde Leilighed paa den Tid, lod han ham sige: at han paa Grund af Beskæftigelse ikke kunde komme. Strax efter modtog han atter et Bud fra Natahnsen, som lod ham paany bede at komme til sig, da det angik hele Byens Vel, men da Comparenten ikke fandt Lyst at høre til ham, anmodede han Nathansen om at meddele sig skriftlig hvad han vilde ham. Ikke destomindre modtog han strax efter et tredie Bud, at nu vare Lægerne Bendz, Wellerup, Bech, Abraham og Møller samlede hos ham, og han maatte endelig komme strax. Det havde været Isaac Nathansens Datter, som havde været som Bud hos ham alle Gange. Da Comparenten hørte, at alle Byens Læger vare samlede hos ham, troede han, skjønt han ikke havde hørt at Nathansen var syg, at der muligt skulde foretages en operation hos ham, og at han muligt paa den Grund ønskede, at Comparenten, som religionslærer, var tilstede. Han bestemte sig derfor til at gaae hen til Nathansen; paa Veien mødte han practiserende Læge Abraham, som fraraadte ham at gaae til Nathansen, da denne var complet gal; men da Comparenten nu engang havde bestemt sig dertil, gik han dog derrhen; men traf, da han kom der, ingen af de andre opgivne Læger hos ham. Saasnart Compareten kom ind til Nathansen, havde denne spurgt ham, om han havde hørt det skammelige rygte, som gik i Byen, at han, Nathansen, vilde afsætte Kongen og indsætte Hertugen af Augustenborg paa Thronen? hvortil Comparenten svarede: at han ikke havde hørt det, og derpaa havde Nathansen atter sagt: "Ja, saa galt er det ei heller," men jeg, nemlig Nathansen, vil være "Vicekonge over alle Hestene." Han havde derpaa sludret en heel Deel om, at der vilde blive Oprør og Spektakler i Byen, da han havde Bønderne paa sin Side, men der vare endeel imod ham, og Bønderne vilde komme her ind till Byen med Kanoner, af hvilke Oberst Broch skulde affyre den første udenfor hans Gaard, og da Comparenten boede lige over for Oberst Broch, saa vilde han ikke lade ham være uvidende om, hvad der vilde passere, for at han ikke skulde blive allarmeret, og for at han kunde træffe de fornødne Forsigtighedsregler, og dette var Aarsagen til, at han havde ladet ham kalde. Han havde derpaa forlangt en Forklaring af Comparenten om Betydningen af at være exalteret, hvortil Comparenten, for ikke end mere at forvirre en saadan Tilstand, havde svaret, at det var at være aktiv og virksom, hvortil Nathansen havde Udbrudt: "Ja! det kan man med Sandhed sige om mig, da jeg ikke har sovet den hele Vinter," hvilket ogsaa Nathansens Kone, som var tilstede, bevidnede. Comparenten forsikrede, at han af de anførte Udeladelser og af Nathansens hele Adfærd paa den tid tør med fuldkommen Sikkerhed antage, at han var i meget høi Grad forvirret i Hovedet. At Nathansens Forfatning iøvrigt var meget daarlig, saaledes at det ikke muligt for ham selv, eller hans nærmeste Omværende, at sørge for ham i denne hans Sygdoms Tilstand, paa behørig Maade, tør Comparenten med Sikkerhed antage, da han i de 4 Aar han har været Lærer her ved Menigheden, har havt 4 a 5 Børn af Nathansens til Underviisning, men har, paa Grund af Nathansens Uformuenhed, saa godt som aldeles ingen Betaling kunnet erholde for dette hans Arbeide og antager Comparenten, at det var en sand Velgjerning der blev viist savel Nathansen som Familien, at han paa den tid blev indtaget paa Hospitalet. Comparenten tillføiede, at under hans Ophold hos oftnævnte Isaach Nathansen den ommeldte Dag, havde Sidstnævnte forlangt af sin Kone, at hun skulde oplukke deres Sølvskab for at vise Comparenten, at det var tomt, og da konen med grædende taarer beklagede sig derover, havde Nathnasen sagt til hende, hun ikke skulde græde, thi paa Søndag skulde hun kjøre ud i Amtmandens Vogn , og han, nemlig Amtmanden, skulde gaae bag efter."
Vi have med velberaad Hu fremsat disse Udsagn, som endnu bekræftes ydermere af 22 Vidner foruden de nævnte. Det er altsaa kun tænkeligt, at enten maa Nathansen have været gal og senere helbredet, eller han har været gal uden senere at helbredes.
(Flyveposten, 15.  august 1846) 

Idet Redacteuren af Flyveposten har nægtet mig at optage en Artikel, hvilken paa det Nøiagtigste belyser Ritmester Fabers Fortælling, saa har jeg henlagt Svaret i Manuscript i Hotel d'Angleterre. Hr. Meyer maa vistnok være i besiddelse af gode gyldige Grunde- hvorfor han nu optræder mod mig, thi M. J. Levy og Simon, min Slægtninge fra Randers, have jo i disse Dage været her i Staden.
Michael Leonard Nathanson. 
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 15. august 1846) 

Til Publikum

For at give Hr. Edvard Meyer, Redacteur af Flyveposten, et godt Beviis for, at jeg ikke er gal, hvilket han jo i sit Blad paastaaer jeg skal være, derfor skal han møde mig næste Fredag i Forligelsescommissionen. Michael Leonard Nathanson. 

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 18. august 1846) 

- I disse Dage er udkommen en Udskrift af det Politiforhør, der i Aaret 1839 er optaget om Isaac Nathansen, nu Michael Leonard Nathansons Indsættelse i Randers Daarekiste. Af dette Actstykke fremgaaer, at det er udenfor al Tvivl, at Nathanson i 1839, deels formedelst Næringssorg og søvnløse Nætter og deels ved Speculationer i Hestevæsenet - har været sindsforstyrret i nogen Tid. Dette maa han senere have glemt efter sin Helbredelse, hvilket har bevirket den Skandale, der senere er opstaaet.

(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende. 19. august 1846) 

Om Krigen mellem Jøderne
(Et Bidrag til den nyere Tids Jødiske Historie.) 
Efter en 3-spaltet gennemgang af forskellige stridigheder mellem jøder, afsluttes artiklen med følgende:
I den allernyeste Tid er der opstaaet en heftig Kamp mellem Udgiveren af "Flyveposten", Eduard Meyer, og den forhenværende Kiøbmand i Randers, Michael Leonard Nathanson Aarsagen hertil er denne, at medens "Flyvepostens" Udgiver har optaget Artikler mod Nathanson, har han derimod ikke blot negtet at optage noget Forsvar fra ham mod disse Angreb, men endogsaa erklæret Nathanson for - gal. Hr. M. L. Nathanson har nu udgivet et lille Skrift paa Vers mod Flyvepostens Redaktør og Udgiver under følgende Titel: "Om Rokkedreier Meyer som "Flyvepostens" Redaktør", hvilket Skrift faaes for 8 Skilling i Bogladerne. Hr. Michael Leonard Nathanson er rigtignok for nylig blevet - døbt; men den praktiske Deel af Kristendommen som er Kiærlighed og Forsonlighed, synes han ikke endnu saa ganske at have tilegnet sig. Men man maa ogsaa betænke, at han er Begynder. Det kommer nok. 

(Morgenposten. Nr. 201, 29. august 1846) 

Den fordomsfrie Mand, Hr. Pastor em.

P. D. Faber.
Denne Veteran har i sit Blad "Frihedstræet" for 1ste Septbr. d. A. omtalt noget om "Ingenting, saare meget, altformeget". For et veltænkende Publicum turde "Frihedstræet" muligen være af Interesse, idet den omtaler Ritmester Fabers Affairer, saavel ved Politiforhøret, som og ved Samtalen med mig den 23de Jan. 1839 i Randers.
Michael Leonard Nathanson.
(Forrige udgave Næste udgave Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 10. september 1846) 

Hof- og Stadsretten har idag paadømt den af Dr. Med. Overlæge Christensen mod Hestehandler Nathanson for trykte Injurier anlagte Sag. Retten kom til de sjeldne Resultat "at hæve Sagen", fordi den ikke skjønnede at kunne tage Sagens Realitet under Paakjendelse, fordi alle Sagens Documenter ikke vare tilstede. Hermed hænger det saaledes sammen, at Nathanson har, efter Sagens Optagelse til Dom, tilbageholdt et af Christensens Sagfører under Proceduren fremlagt Indlæg med 5 tilhørende Bilage, hvilke Documenter Nthanson havde erholdt udlaant fra Rettens Justutscontoir for at give Tilsvar derpaa.

(Kjøbenhavnsposten, 28. september 1846.)

Fæstemand Johan J. Malthe kontra M. L. Nathanson

Sagen 62/46 Fæstemand Johan J. Malthe ctr. Redacteuren af Bladet "Corvetten-Politivennen" M. L. Nathanson. 

(En Indstevnt dømt til at bøde sine tre Mark samt samt anseet med livsvarig Censur for forskjellige i et af ham redigeret Blad fremførte og for Citanten ærekrænkende Udladelser)

(Paadømt den 21de September 1846.
Dommen er saalydende:

Ifølge dertil meddelt fri Proces har Citanten, Fæstemand Johan J. Malthe, anlagt nærværende Sag imod Indstevnte, Redacteuren af Bladet "Corvetten-Politivennen" M. L. Nathanson, i anledning af at denne i Nr. 12 af det nævnte Blad for 24de Octbr f. A. i en af ham selv forfattet Artikel, betitlet: "Om Claudius Rosenhoff og mine 26 falske Vidner," har kaldet Citanten "en Nidding" "en Usling" og et "falsk Vidne," hvilke ærerørige udladelser Citanten har paastaaet mortificerede og Indstevnte dømt paa sine 3 Mk. eller anseet med andens Straf efter Lovens Strenghed, samt tilpligtet at udrede Sagens Omkostninger efter Reglerne for beneficerede Sager og derunder den befalede Sagførers Salair.

Indstevnte er under Sagens procedure vedblevet de forommeldte ærerørige Udladelser om Citanten, og idet han navnligen har sigtet denne forat have aflagt falsk Vidnesbyrd, i Anledning af et i sin tid i Randers opstaaet Spørgsmaal om Indstevntes Sindstilstand, har han paastaaet Sagen afviist for at den kunde blive behandlet som offentlig Sag og Citanten derundern blive straffet efter Lovens Strenghed, samt at Citanten tilpligtes at udbrede Sagens Omkostninger tilligemed anden Godtgiørelse til Indstevnte efter Rettens Skjøn; ligesom han ogsaa ahr nedlagt Paastand om Frifindelse for dne af Citantens befalede Sagfører, Procurator Kraft, nedlagt formeentlige ubeføiede Paastand.

Da Indstevnte imidlertid ikke har paaviist nogen formel Feil, der kunde begrunde Sagens Afviisning og han forøvrigt ikke, - uagtet han gjentagende har paaberaabt sig, at saadant kunde bevises - her under Sagen har ført nogetsomhelst Beviis for den paatalte Sigtelse for falsk Vidnesbyrd, for hvilken tidligere mundtligen fremsatte Beskyldning Indstevnte allerede ved Aarhus Kjøbstads Politirets Dom af 8de Juli 1841 er anseet med en Mulkt af 20 Rbd, og han heller ikke har godtgjort sin Beføielse til at charakterisere Citanten med Benævnelserne "Nidding" og "Usling" vil den af Citanten nedlagte Paastand, der forsaavidt den gaaer ud paa infamante 3 Marks Bøder, findes tilstrækkelig begrundet i Lovens 6-21-2, i Forbindelse med Frd. 27de September 1799 §12, være at tage til Følge og maa Indstevnte derhos være den i sidstnævnte Frds § 20 fastsatte Censur undergiven paa Livstid.

Forsaavidt Indstevnte fremdeles under Proceduren har betegnet Citanten som et "uværdigt Subject" og "en letsindig Løgner," "som den der er øvet eller traineret i at sige Usandhed," endvidere henregnet ham iblandt "et sammenskrab af leiede Niddinger" og benævnet ham "den uværdige Fæstemand," "den strafbare Fæstemand" og "den fjollede Fæstemand" samt  endelig brugt følgende Yttring om ham: "da havde Fæstemanden i Sandhed ikke været Fæstemand i Hovedstaden men muligen indfæstes i et andet Huus for at tugtes," da ville disse for Citanten krænkende Udladelser, i Overeensstemmelse med dennes Paastand, herunder Sagen blive at mortificere.

Lignende Mortification vil fremdeles blive at meddele forsaavidt Indstevnte har sigtet Citantens befalede Sgfører, Procurator Kraft, for under sin Procedure at have brugt "Udflugter" og "Kneb."

For sin forommeldte under Sagen brugte utilbørlige Skrivemade vil Indstevnte fremdeles have at erlægge en Mulkt af 20 Rbd. til Kjøbenhavns fattigvæsens Hovedkasse og i Medfør af Frd. 23de Decbr 1735 § 2 bøde ligesaameget til Justitskassen.

Det Procurator Kraft, hvis Sagførelse har været lovlig, tilkommende Salair bestemmes til 15 Rbd.

Indstevnte vil være at forelægge en passende Frist, inden hvilen han vil have paa behørigt stemplet Papir at afskrive de af ham den 9de Marts, 6te April og 4de Mai d A. fremlagte Indlæg. Forøvrigt har der ikke været brug for stemplet Papir under Sagen.

Thi kjendes for Ret

De paaankende i nr. 12 af det af Indstevnte M. L. Nathanson redigerede Blad "Corvetten-Politivennen" for den 24de October f. A. i en Artikel betitlet: "Om Claudius Rosenhoff og mine 26 falske Vidner," om Citanten Fæstemand Johan J. Malthe brugte ærerørige udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Citanten til Skade på Ære, gode Navn og Rygte i nogen Maade, og bør Indstevnte for sit i saa Henseende udviiste Forhold bøde sine 3 Mark samt være den i Frd. 27de September 1799 § 20 fastsatte Censur undergiven paa Livstid.

Til det Offentlige betaler Indstevnte det Retsgebyr , som skulde have været erlagt og Godtgjørelse for det stemplede Papir, som skulde have været forbrugt, saafremt Sagen ikke for Citantens Vedkommende havde været beneficeret, samt i Saalair til Procurator Kraft 15 Tbd.

De øvrige ovenfor omhandlede af Indstevnte saavel imod Citanten som imod Procurator Kraft under Proceduren fremførte fornærmelige Udladelser og Sigtelser mortificeres, og bør Indstevnte for sin i saa Henseende brugte utilbørlige Skrivemaade til Kjøbenhavns Fatigvæsens Hvoedkasse bøde 20 Rbd. og ligesaameget til Justitskasen.

At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Indstevnte forelægges herved en frist af 8 Dage, fra denne Doms Afsigelse at regne, inden hvilken han vil have paa behørigt stemplet Papir at afskrive de af ham den 9de Marts, 6te April og 4de Mai d. A. fremlagte Indlæg. *)

*) Ovenstaaende Dom er af den Domfældte appeleret til Høiesteret, hvortil den, i Henhold til Bestemmelserne i Placaten 23de Mai 1840 § 2, er indanket i Justitssags Form. Om hvorledes nysnævnte Bestemmelser ere at forstaae, tillade vi os at henvise til hvad der findes anført i nærværende Ugeskrifts 2den Aargang, pag. 510-512 samt pag. 716-719. See  og 3die Aargang pag. 92-95 cfr. pag. 127 samt 4de aargang pag. 369. Til Defensor i Sagen for Høiesteret er Hr. Advocat Buntzen beskikket.

(Juridisk Ugeskrivt. 29. October 1846. S. 81-84.)

Aar 1846, den 21de September, blev i den kongelige Lands-Over- samt Hof- og Stads-Ret i Kjøbenhavn afsagt Dom i Sagen

Nr 42/1845, Fæstemand Joh J. Malthe

contra

Redacteuren af Bladet "Corvetten Politivennen", M. L. Nathanson,

og saaledes

kjendt for Ret:

"De paaankede, i Nr. 12 af det af Indstævnte M. L. Nathanson redigerede Blad "Corvetten Politivennen", for den 24de October forrige Aar i en Artikel, betitlet "Om Claudius Rosenhoff og min 26 falske Vidner", om Citanten, Fæstemand Joh. J. Malthe brugte ærerørige Udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Citanten til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte i nogen Maade, og bør Indstævnte for sit i saa Henseende udviste Forhold bøde sine 3 Mark samt være den i Forordningen af 26de september 1799 §20 fastsatte Censur undergiven paa Livstid.
Til det Offentlige betaler Indstævnte det Retsgebyr, som skulde have været erlagt, og Godtgjørelse for det stemplede Papiir, som skulde have været forbrugt, saafremt Sagen ikke for Citantens Vedkommende havde været beneficeret, samt i Salair til Procurator Kraft 15 Rbd.
De øvrige ovenfor omhandlede, af Indstævnte saavel imod Citanten som imod Procurator Kraft under Proceduren fremførte fornærmelige Udladelser og Sigtelser mortificeres og bør Indstævnte for sin i saa Henseende brugte utilbørlige Skrivemaade til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse bøde 20 Rbd. og ligesaameget til Justitskassen.
At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter loven.
Indstævnte forelægges herved en Frist af 8 Dage, fra denne Doms Afsigelse at regne, inden hvilken han vil have paa behørigt stemplet Papir af afskive de af ham den 9de Marts, 6te April og 4de Mai dette Aar fremlagte Indlæg".
Hvilket efter Forordningen af 27de September 1799 § 20 herved bekjendtgjøres.
Den kongelige Lands-Over- samt Hof- og Stads-Rets Justits-Comptoir i Kjøbenhavn, den 21de September, 1846.

Krüger.

Dommen kunne fx læses i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger den 22. september 1846. 

- Hestehandler Nathansons journalistiske og digteriske Virksomhed er nu endt: han er for sine Beskyldninger mod Malthe blevet Tremarksmand og desuden sat under Censur for Livstid. - Den eneste Glæde som denne kildne Sag kan foraarsage Hr. Nathanson er dette: at Retten ved at dømme ham har erklæret ham for tilregnelig, eller hvad man i daglig Tale kalder klog. Men heraf følger nu en anden Omstændighed: Ved at dømme han saaledes har Retten sat ham udenfor den borgerlige Existens; man har nu Lov til at skjælde ham ud for omtrent hvad man vil; kun et eneste Ukvemsord tør man ikke bruge: Ordet gal. Ved høitidelig og upartisk Dom har Nathanson faaet Attest om, at han er klog, efter syv aars frugtesløs Anstrængelser dumper denne Attest ned over ham til den billige Priis 3 Sk.
(Corsaren. Nr. 314, 25. september 1846.) 

Dom. I Dag har Hof- og Stadsretten paadømt injuriesagen mellem Dr. med. Overlæge Christensen og Michael Leonard Nathanson fra Randers og saaledes kjendt for Ret: "Denne Sag hæves". - Grunden til dette Resultat er at Retten savnede en Deel under Sagen fra Citantens Side fremlagte og senere ikke tilstedekomne Documenter, hvilke vare nødvendige til Paakjendelsen af Sagens Realitet. 
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 28. september 1846) 

Bekjendtgørelser
Aar 1846 den 21de September blev i den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn afsagt Dom i Sagen
Nr. 62/1846, Fæstemand Joh. J. Malthe,
contra
Redacteuren af Bladet "Corvetten Politivennen", M. L. Nathanson,
og saaledes
Kjendt for Ret:
"De paaankende,  i nr. 12 af det af Indstevnte M. L. Nathanson redigerede Blad "Corvetten-Politivennen" for den 24de October f. A. i en Artikel betitlet: "Om Claudius Rosenhoff og mine 26 falske Vidner," om Citanten Fæstemand Johan J. Malthe brugte ærerørige udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Citanten til Skade på Ære, gode Navn og Rygte i nogen Maade, og bør Indstevnte for sit i saa Henseende udviiste Forhold bøde sine 3 Mark samt være den i Frd. 27de September 1799 § 20 fastsatte Censur undergiven paa Livstid.
Til det Offentlige betaler Indstevnte det Retsgebyr, som skulde have været erlagt og Godtgjørelse for det stemplede Papir, som skulde have været forbrugt, saafremt Sagen ikke for Citantens Vedkommende havde været beneficeret, samt i Saalair til Procurator Kraft 15 Tbd.
De øvrige ovenfor omhandlede af Indstevnte saavel imod Citanten som imod Procurator Kraft under Proceduren fremførte fornærmelige Udladelser og Sigtelser mortificeres, og bør Indstevnte for sin i saa Henseende brugte utilbørlige Skrivemaade til Kjøbenhavns Fatigvæsens Hovedkasse bøde 20 Rbd. og ligesaameget til Justitskasen.
At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
Indstevnte forelægges herved en frist af 8 Dage, fra denne Doms Afsigelse at regne, inden hvilken han vil have paa behørigt stemplet Papir at afskrive de af ham den 9de Marts, 6te April og 4de Mai d. A. fremlagte Indlæg."
Hvilket, efter Forordningen af 27de September 1799 §20, herved bekjendtgøres.
Den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsrets Justitscomptoir i Kjøbenhavn, den 21.de Septbr 1846.
Krüger
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling. 23. oktober 1846) 

Dommen blev også offentliggjort i fx Berlingske Tidende, 22. september 1846, Viborg Stiftstidende 26. september 1846.