Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 14. april 1840:
Fredag den 24. dennes, formiddag Kl. 9, og om fornødent den påfølgende dag på samme tid, lader Hr. kammerråd Lund, formedelst bortrejse, ved offentlig auktion på Fredsholm bortsælge en betydelig del ind- og udbo, kreaturer m. v., såsom mahognichatoller med og uden opsats, ditto kommoder, ditto borde, ditto stole, ditto divaner, ditto spejle, nogle store ditto i forgyldt ramme, forskellige sofaer og stole, hjørne- og andre skabe, en del forskellige sengesteder, forskellige smukke kakkelovne; en del vogne, såsom: en wienervogn, en postvogn, en hamborger ditto, 2 fjellevogne med sæder, 1 kane, slæder, forskellige unge heste, hvoriblandt en blankbrun stjernet halvblods hingst, en ditto hoppe og et ditto føl, 8 fortrinlige malkekøer, pletterede seletøjer, forskellige arbejds- ditto, en engelsk sadel med mere ridetøj, et stort rapspejl, en del ege-, aske-, elme-, og pæretræs planker med mere gavntømmer, køkkentøj og træseng, en del hør i rå materie, en del folkesengeklæder, 20 til 30 tdr. såbyg, 18 til 20 tdr. malt, cirka 10 tdr. rajgræsfrø, kartofler med mere, hvorover trykte fortegnelser er at få på mit kontor.
Det bemærkes at hestene, vognene og køerne sælges i middagsstunden mellem kl. 11 og 1.
Vederhæftige købere gives kredit til 14 dage efter Mikkelsdag d. å.
Nakskov den 12. April 1840. Fasting,
Godsejer Bech sejrer
Kjøbenhavnsposten, 30. april 1846:
Fra Nakskov.
Ved en Højesteretsdom af 14. februar 1828 i den bekendte kanalsag mellem en del borgere heraf byen og den forrige ejer af Fredsholm, blev sidstnævnte tilpligtet at borttage en mellem Skandsen og Færgelandet anlagt dæmning eller kørevej og sætte farvandet i samme for både sejlbar stand, hvori det var forinden dæmningen eller kørevejen blev anlagt. Den nuværende ejer af Fredsholm, hr. proprietær Bech, har nu projekteret en inddæmning af ovennævnte Farvand; men da denne inddæmning ikke kan bringes i stand forinden han har opnået overenskomst med domhaverne, så har disse fundet sig foranledigede til at imødekomme hr. Bech og desårsag tilstillet landvæsenskommissionen for Lollands Søndre og Nørre Herreder, nedenstående proposition:
"Allerærbødigst Promemoria!
I anledning af den af os i landvæsenskommissionsmødet på Fredsholm, den 18. f. m., under navn af protest fremlagte reservation af vor ved Højesteretsdom af 14. februar 1838 hjemlede ret imod den af hr. proprietær Beck til Fredsholm projekterede inddæmning af "Frihedskanalen" og "Bredningen", tillader vi os herved at imødekomme hr. Beck med en proposition, som vi håber vil finde hans og alle andre i sagen interesseredes bifald. For egen regning og som aldeles private folk har vi i tre år måttet udholde en proces der kostede os mange penge, stor opoffrelse og som forårsagede os mange ufortjente krænkelser, forinden vi erhvervede os den retfærdige Højesteretsdom af 14. februar 1838, hvorved vi er kommet i besiddelse af den lovligste adkomst til at besejle og benytte den imellem Skandsen, Færgelandet, Mellemlandet, Stubbelandet, Holleby, Saunsø, Fredsholm og Steensø værende bredning.Den os således ved Højesteretsdommen tilkendte adkomst kan ikke på nogen måde berøves os, uden at der sker indgreb i privatmands ejendomsret, der er grundvolden for al borgerlig lykke og velvære. Da imidlertid den projekterede inddæmning af Frihedskanalen og Bredningen kan blive til stor fordel for hr. Bech, som derved kommer i besiddelse af et areal af omtrent 800 tønder land, og da inddæmningen mulig også kan blive til gavn for det offentlige, så skal intet være os kærere end om vi, ved at renoncere på noget af vor ret, kunne komme til en fredelig overenskomst med hr. Bech.
Når Frihedskanalen og Bredningen spærres for bådesejladsen, da vil de fiskeridrivende søfolk i Nakskov især lide et stort tab. Det er derfor i overensstemmelse med retfærdigheden, at denne stand nyder en lille årlig godtgørelse - denne har vi bestemt til 120 rbd., der kun er en meget ubetydelig erstatning for hvad der tabes.
Vor proposition er derfor følgende:
Hvert års 14. februar (første gang næste år) udbetaler ejeren af Fredsholm 120 rbd. (et hundrede og tyve rigsbankdaler) sølvmønt til kæmneren i Nakskov for af ham, efter nærmere bestemmelse og efter overlæg med os undertegnede, så længe nogen af os er til stede, at anvende til værdige, trængende søfolk i Nakskov - og at hr. proprietær Bech til Fredsholm ved tilbudets antagelse aldeles betryggende garanterer os førnævnte sums prompte og årlige udbetaling.
Når derfor vores proposition antages inden 14 dage fra dato, har vi intet imod inddæmningens udførelse at erindre. Men skulle propositionen imod forventning ikke inden den fastsatte frists udløb blive antaget, da vil vi vide at gøre vores fulde nej gældende, efter vores velerhvervede Højesteretsdom af 14. februar 1838.
Dragøe - Nakskov den 17. april 1846,
På egne og meddomhaveres vegne.
Allerærbødigst
J. Andrea. G Sove. G. F Andrea.
Til
Landvæsenskommissionen for sønder- og Nørre Herred i Lolland."
Vi antager naturligvis, at hr. Bech, der ved inddæmningen kommer i besiddelse af et areal af 800 tønder og en meget kortere og bekvemmere kørevej til Nakskov end han hidtil har haft, ikke vil vægre sig ved at tilstå dhrr. domhavere den meget billige afgift, de til et så ædelt øjemed har forlangt til erstatning for afståelsen af deres rettigheder.
Det er vel tænkeligt at de der sin tid viste sig så virksomme imod vore ærede medborgere i bemeldte kanalsag, mulig nu igen vil anvende al deres indflydelse i favør af den projekterede inddæmning; men domhavernes interesse må uundgåelig komme i betragtning forinden Højesteretsdommen kan blive ophævet. For i den kongelige resolution af 8. oktober 1840 hedder det nemlig:
"Det er en selvfølge at ingen ansøgning, der kan komme i konflikt med andres rettigheder, må af Kollegierne bevilges eller indstilles til kongen, med mindre der er givet de pågældende lejlighed til at erklære sig over de faktiske omstændigheder, som ved sagens afgørelse måtte komme i betragtning".
Da vi antager at det kan have interesse for publikum, skal vi igennem dette blad offentliggøre hvad der endvidere passerer i denne sag.
Nakskov, den 24. april 1940.
Nogle Borgere.
Kjøbenhavnsposten, 11. juni 1846:
Den Nakskovske "Frihedscanalsag" *)
Den ejeren af Fredsholm, hr. proprietær Bech **) igennem landvæsenskommissionen for Lollands Søndre- og Nørre-Herreder tilstillede proposition fra dhrr. domhavere i Højesteretsdommen af 14. februar 1838 - er ikke bleven antaget (ved dette blads nr. 30 for 30. april d. å.). Derimod har Hr. Beck tilladt sig at røbe domhaverne en slags almisse "af nogle tønder byg". Dette flaue tilbud er naturligvis blevet vist tilbage. Det ser næsten ud som om hr. Bech tror sig i stand til ved hjælp af et "mægtigt Parti" og uden at give fuld erstatning, at kunne fratage domhaverne de rettigheder som de har erhvervet sig ved en upåankelig og usvækkelig højesteretsdom. Men heri kan han dog muligvis tro fejl, for vel kender vi hvad penge og "et mægtigt Parties" kabaler formår, men vi har dog også for - og netop i - Frihedskanalsagen - erfaret at man ved mod og udholdenhed kan komme til ret og retfærdighed, Trods alle mulige intriger. Hr. Beck kan også nu være overbevist om at domhaverne med alvor og energi vil forsvare deres og uformuende medborgeres dyrekøbte rettigheder så længe de formår.
Domhaverne har ikke forlangt mere for afståelsen af deres ejendomsret end højst rimeligt er (120 rbd. årlig til Nakskovs trængende søfolk) og selv om de havde krævet tre gange så meget, kunne de endda forsvare det for Gud og hele verden. Vedkommende glemmer vel ikke at udråbe inddæmningsværket for et så fortjenstligt og almennyttigt foretagende at man næsten skulle tro hele Lollands vel beroede derpå. Men uden at frakende inddæmningens nytte for det almene, er det dog en uimodsigelig sandhed: at det først og fremmest er en privat mand, hr. Bech, der nyder fordelen.
For (som før er bemærket i dette blad) foruden et areal af 800 tønder land, kommer han til en kort og bekvem kørevej der vil forhøjer hans ejendoms værdi flere tusinde rigsdaler. Vi har ikke noget imod hr. proprietær Bech, der hidtil har vist sig som en liberal, ung mand og fredeligsindet genbo. Men når vi skal være oprigtige, da kan vi ikke rose hans fremgangsmåde i denne Sag. For det var ham naturligvis bekendt at en del borgere her i byen var i besiddelse af en højesteretsdom der gav dem ejendomsret i "Frihedskanalen" og "Bredningen". Derfor burde han på vanlig vis, være kommet dem i møde med anerkendelse af deres ret. Men - det har han ikke gjort. Derimod har han villig fulgt det partis råd der af hvilke som helst smukke bevæggrunde har blandet sig i en sag, hvor de aldeles ikke havde noget at gøre, og som have været uædle nok til at gengælde domhavernes humane fremfærd med hovmod og brutalitet. Ja, som ikke har skammet sig for ved alle optænkelige midler at forstyrre en fredelig overenskomst der ellers så let kunde været bragt i stand. Nu kan talen næppe være om fredelig afgørelse. For i "Lolland-Falsters Stifstidende" læses følgende Indkaldelse:
"Efter begæring af ejeren af gården Fredsholm i Lollands Sønderherred, proprietær August Villads Bech, og i medhold af allernådigst Kommissorium af 28. april dette år, hvorved Landvæsenskommissionen er bemyndiget til, i mangel af mindelig forening, ved kendelse at afgøre de indsigelser, erstatningsfordringer eller andre prætensioner som måtte fremkomme i anledning af den af bemeldte proprietær, A.V.Bech, forehavende inddæmning af en del af Nakskov Fjord, således som denne ved allerhøjeste resolution af 8. januar forrige år er blevet ham tilladt, indkaldes herved alle og enhver som i anledning af inddæmningen måtte have nogen indsigelse eller fordring at fremsætte, til under sammes forladelse at møde for landvæsenskommissionen på Fredsholm torsdag den 2. juli dette år om middagen kl. 12 og der at fremkomme med samme, såvel som med de bevisligheder, som de i så henseende måtte anse fornødne.
I øvrigt er det vedkommende parter forbeholdt, såfremt de måtte finde sig utilfredsstillede ved den afsagte kendelse, at appellere samme, forsåvidt spørgsmålet er om selve inddæmningsarbejdet, dets udstrækning og virkninger, til det kongelige Rentekammer, mens forsåvidt ejendomstretten måtte fremstå, til Højesteret.
Stiftamtet for Lolland og Falster. Nykjøbing, den 6te Mai 1846.
R. v. Jessen."
Vi sige det rent ud: Domhaverne kan i denne sag ikke have nogen tillid til landvæsenskommissionen. Dens formand, stiftamtmand v. Jessen, har sandelig aldrig gjort noget til gavn for vore medborgere i "Frihedskanalsagen" - hvorfor skulle han da gøre det denne gang? De øvrige medlemmer af kommissionen har tydeligt udtalt sig i favør af hr. Bech. Især har vores borgmester, hr. justitsråd Fasting, der ved landvæsenskommissionsmødet på Fredholm den 18. marts d. å. var kommissionens konstituerede formand, vist sig virksom. Forresten har hr. justitsråden allerede tidligere tonet flag i "Frihedkanalsagen". Navnlig har han afsagt "en kendelse", der er så mærkelig at den fortjener at komme i trykken for at publikum deraf kan erfare, hvorledes en lollandsk kendelse ser ud, og tillige deraf slutte sig til hvad domhaverne har at vente af den Lollandske landvæsenskommission.
Dette vil vi lade være nok for denne gang; men - dersom hr. redaktøren med sædvanlig beredvillighed til at fremme sandhed og ret vil lade dette sit agtede blads spalter åbne sig for vore meddelelser, da skal vi efter at landvæsenskommissionens kendelse er afsagt, atter tillade os at føre denne sag frem for den offentlige menings domstol.
Nakskov i maj 1840.
En del Borgere.
*) "Frihedskanalen" løber imellem "Færgelandet" og "Skandsen" et par bøsseskud fra og lige over for Nakskov Havn, og er indsejlingen til "Bredningen", hvor der især er godt ålefiskeri, og som på grund af sin nærhed bliver meget benyttet. Over denne kanal var det at den forrige ejer af Fredsholm ulovlig anlagde en kørevej, hvorved Nakskovs søfolk blev berøvet adgang til "Bredningen", hvor de fra umindelige tider havde været berettigede næringsbrugere. Efter en treårig, højst mærkelig proces kom nakskoverne omsider til deres ret, idet ejeren af Fredsholm ved højesteretsdommen af 14. februar 1838 blev forpligtet til at borttage kørevejen og sætte farvandet i samme for både sejlbare stand, som det var forinden kørevejen blev anlagt
**) Hr. proprietær Bech er afdøde sæbesyder Bechs søn og svoger til grev Knuth til Knuthenborg heri Lolland.
Kjøbenhavnsposten, 14. august 1846:
Kjøbenhavnsposten nr. 152 har optaget et Inserat fra Nakskov angående det af hr. proprietær Beck på Fredsholm påtænkte inddæmningsforetagende af fladvandene, hvorigennem alle Sønderherreds vestlige beboere med megen besvær daglig færdes. De færreste af dette blads læsere vil kunne gøre sig et rigtigt begreb om hvorledes passagen fra nævnte herred er til Nakskov. Af amtskortene vil (dog kun utydeligt) kunne ses, at man må passere 4 til 5 våd, men hvorledes disse og de i dem med temmelig store sten fyldte veje er at befare, kan kun den dømme om der i flere år har måttet døje ondt i dem. Vandet kan være så højt, at det endog er umuligt at komme over disse våd, det kan gå over heste og vogn; ofte må vognfjellene fyldes med tang. Kornsækkene lægges tværs derovenpå. - og dog sker det hyppigt at sæden i sækkene bliver fordærvet af søvandet som skvulper op på dem til stort tab for bonden som må sælge sådant vådt korn for hvad købstadmanden vil give ham for det. Om efteråret, hele vinteren og om foråret - altså den længste tid af året - er farten forbundet med mere eller mindre fare og besvær, især i isbrud om vinteren (når isen hverken brister rigtig eller bærer).
Vestenskov, Cappel, Arninge og Tilliste sognes beboere må derfor være proprietær Beck uendelig taknemmelig om han foretager inddæmningen. For ikke alene at de forannævnte ulemper derved hævedes, idet at det blev muligt at danne en ordentlig vej oven på stenvaserne (der er nemlig fyldt vaser med sten, fordi bunden mange steder er så blød, at heste og vogn blive siddende i disse såkaldte smøjer, når man i mørke er så uheldig at komme udenfor stenvejen). Denne kan kun være af temmelig store sten, som en knyttet hånd da mindre sten og grus skylles bort ved bølgegangen.
Det er således ofte ganske umuligt, ofte farligt eller meget besværligt at komme til byen efter læge, medicin, til tinge eller i absolut nødvendige ærinder. Hvorledes det endog om sommeren er at køre på disse i vådene fyldte sten; hvorledes det slider og ødelægger på heste og vogntøj, det må den fattige Sønder-Herreds-bonde mest bekende. Hvad ondt husmandsklassen og alle fattige der ikke har heste og vogn, men kun deres egne bare ben at vade over på, må døje især når vandet er koldt og det går dem op til bæltestedet, derom kan enhver gøre sig begreb, dog bedst når man har set disse stakler enten vade over, eller forfrosne af kulde at stå på åben mark ved stranden og vente på om en vil tage dem op at age over vandet. Således står de ofte i timer og venter. For de med flinkt læs på vognen tager ingen op for heste og vogns skyld. Andre fordi der er så mange der vil køre med på en gang at man må sige nej for ikke at høre grovheder af dem, der bliver tilbage. At det således at vade over flere våd, når vandet er koldt, må afstedkomme mange sygdomme især hos fruentimmere vil også enhver kunne indse.
Foruden den nævnte store nytte, inddæmningen altså vil foranledige i passagen for kørende og gående til Nakskov, vil den tillige være til uberegnelig nytte for alle dem i de 4 sogne, hvis jorder grænser umiddelbart til stranden eller er udsat for højvandet, som i grøfter og sine steder trænger højt op i dette flade og lavtliggende land. Herom vil den landbokyndige kunne gøre sig begreb, der ved, hvorledes den jord i mange år taber i kraft som endog kun har indsuget strandvand. Jorden bliver da som bekendt aldeles ubrugtbar til sæd ved saltvandets påvirkning. Kreaturerne æder heller ikke græsset som har været oversvømmet, før regn, stærk dug og blæst i længere tid har virket på det og afvasket de saltagtige dele, som højvandel efterlader. Hvad ville staten ikke i det hele vinde ved denne større produktion af sæd m. m., som denne inddæmning absolut vil bevirke.
Altså det hele vinder og ingen taber derved, for fiskeriet på disse fladvande er Intet værd. Det ved ålestangerne i Nakskov bedst, og dog kræver de 120 rbd. om året for hvad de ved ikke at have 120 sk. værdi for dem. Jeg indser overhovedet ikke hvad ret nakskoviterne har til fiskeriet i denne strand. Enhver står det formentlig frit at fiske i stranden og her er de ikke engang tilgrænsende; Fredsholm, Saunsø, Færgelandet og Holleby, disses jorder støder til stranden, "Bredningen" kaldet. Nakskov har intet, eller i det højeste kun lidt tilstødende land.
Hvad ejendomsret de sig kaldende domhavere kan have over Bredningen eller noget andet sted af stranden, vil jeg lige så lidt her indlade mig på, som jeg i øvrigt vil gendrive deres urigtige og upassende ytringer. Kun så meget må jeg offentliggøre for - som de sige - at fremme sandhed og ret, at den i noten anførte passus "at den forrige ejer af Fredsholm ulovligt anlagde en kørevej fra Skandsen over til Færgelandet, hvorved adgangen til Bredningen berøvedes ålestangerne osv.", er aldeles usandfærdig. Det blev oplyst og bevist for retten, at ikke jeg, men Steensøens tidligere ejer, hr. T. Clasen, efter at have fået Magistratens, havnekommissionens og alle rette vedkommendes tilladelse, anlagde denne kørevej eller våse over til Færgelandet endog før jeg blev ejer af Fredsholm; - at han i mange år kørte derover til Nakskov, - at Clasens enke solgte mig ejendommen Steensø, Skandsen og Dæmningerne der forbinder disse med hinanden og med Færgelandet og at skødet ved tinglæsningen ingen anmærkning fik om at Clasen ikke havde ejendomsret over de mig solgte dæmninger eller vaser. Der var altså ikke mindste anledning for mig til at betvivle min lovlige ret til disse dæmninger, eller til at køre derover, hvilket jeg også gjorde upåtalt i 3 til 4 år, indtil en mand i Nakskov som nu er død, formåede sin svoger, ejeren af Færgelandet, til at grave en grøft tværs for enden af min vej, så at jeg ikke kunne køre op på Færgelandet, og det uagtet den herfor akkorderede afgift var forudbetalt, og uagtet man ved købslutningen havde lovet, at jeg bestandigt skulle beholde denne kørselsret for den akkorderede og senere af mig svarede årlige afgift.
Jeg henvendte mig derefter til Magistraten og havnekommissionen i Nakskov om tilladelse til at forlænge den Clasen bevilgede kørevej, hvilken pekuniære omstændigheder havde hindret ham i ganske at udføre, og hvorved kørsel over Færgelandet blev undgået. Man indrømmede mig mit forlangende. Hr. møller Seifert havde intet imod at denne forlængelse af vasen gik udenfor strandkanten langs hans havegærde, så at ingen i fjerneste måde fornærmedes ved den. For at chikanere mig og aftvinge mig en højere afgift, fandt man nu på at grave en bred grøft fra det bløde i stranden op i landbrinken i møllerens have, således at kørselen der også spærredes for mig; - endnu kunne dog et ridende bud eller en tom vogn ved lavt vande ad den modsatte strandbred, som var nogen omvej, komme ind til Nakskov; men nu hvervedes der en del folk, og under hujen udførtes det hæderlige foretagende, at man gennemgravede min dyrt betalte vej, og således opstod "Frihedskanalen."
Generaltoldkammeret befalede Nakskovs havnekommission at fylde denne kanal, hvor igennem en mængde mudder flød ind i havnen. Havnekommissionen respekterede hverken denne eller den derom gentagne befaling. Generaltoldkammeret pålagde stiftamtet: "om muligt at bevirke at havnekommissionen fik ejendomsret over denne for havnen så vigtige dæmning, for at der kunne foretages forbedringer med samme. Jeg svarede stiftamtet derpå: - at skønt dæmningen havde kostet en del, overlod jeg dog herved det offentlige den attråede ejendomsret, imod at jeg bestandig beholdt den kørevej derover som min formand og jeg havde haft der i 16 til 18 år.
Jeg havde ventet at Generaltoldkammeret havde ladet intervenere i sagen eller søgt at soutinere de afgivne resolutioner. Ved Højesteret tabte jeg imidlertid uventet denne sag, hvori vedkommende ved underretten var idømt voldsbøder, og hvilken dom Landsoverretten havde stadfæstet. Hvorledes flere i Nakskov ved disse lejligheder (gennemgravningen af min dæmning og hvad senere deraf fulgte) opførte sig, derom kan jeg fortælle meget som de personer jeg måtte navngive, vist nødig ser offentliggjort. Fra min side ville ikke engang dette eller mere om denne sag være fremkommet, dersom man havde ladet mig med fred, men usandfærdige beskyldninger tier jeg ikke til.
Den hæderlige hr. justitsråd og borgmester Fastings kendelse som der doleres over, fordi den ikke var efter vedkommendes ønske, gik ud på at da han som foged fandt, at jeg til fulde havde opfyldt højesteretsdommen, og havde bortført ikke alene det som min formand havde fyldt i stranden, men også den del, som jeg med tilladelse - som forannævnt - havde fyldt i strandkanten således at farvandel efter ført tingsvidne nu var i bedre sejlbar stand end det før dæmningens anlæg havde været, - så kunne han ikke finde grund for at foretage den registrerede eksekution for mulkten som vedkommende troede tillige at kunne udpine hos mig.
Dette er kort sagens sandfærdige sammenhæng. Den nye med proprietær Beck interesserer mig ikke videre end enhver anden retsindig, der har sans for almennyttige og store foretagender. Det er, mener jeg, behageligt at høre at mænd, der har evne dertil, vil anvende betydelige summer på at virke til gavn for det offentlige, for deres medborgere og efterkommere. For Beck vil foretagendet hverken kunne forrente eller betale sig videre, end at han også vil kunne få en bedre vej, der altid kan passeres. Beklageligt ville det derfor være for Sønder-Herreds vestlige beboere, der så meget ønske inddæmningens udførelse, at de have forpligtet sig til i flere år årlig at betale en sum penge som erstatning for de derpå anvendte bekostninger. Om dette foretagende skulle forhindres ved chikane og foranledige Beck til at opgive samme formedelst ålestangernes urimelige og ubegrundede fordringer.
Mærkeligt at de fornuftige og retbesindede borgere i byen ikke modarbejder eller i det mindste fralægger sig del i en så urimelig protest. Til en tid, da alle byer anvende bekostninger til at forskønne omegnen og især ved anlæg af gode veje at gøre frekvensen let og behagelig til Byen, ser man i Nakskov det modsatte. De vil ikke engang tillade at andre påtager sig bekostningerne ved at et så betydeligt og rigt kornlands beboere, som de førnævnte sogne, lettere og følgelig oftere kan komme til byen, endog uagtet kæmnerkassen hæver en betydelig broafgift af hver kørende eller ridende.
Nebbegaard d. 1ste August 1846.
H. Lund.
Kammerraad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar