Kjøbenhavns Vandforsyning. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Vandforsyning. Borgerrepræsentanternes Møde, Mandag Aften, har Magistraten sendt Forsamlingen Vandcommisnonens Skrivelse angaaende de Resultater, der ere vundne ved de foretagne Forsøg med Nedlægning af Drains og artesiske Boringer i Nærheden af Ledøie og Harrestrup. De 2,100 Rør Drains, der vare nedlagte i et Areal af 1½ Tønde Land af leret Beskaffenhed havde givet en Vandmængde, der havde varieret mellem 42 og 350 Tønder taglig. Og de 1800 Fod Drains, der vare nedlagte i et Areal af 1 1/3 Tde. Land af sandet Beskaffenhed, havde givet en Vandmængde, der havde vexlet mellem 2 Tdr. og 70 Tdr. daglig. I Følge anstillede Iagttagelser forholdt den afgivne Vandmængde sig til den paa samme Areal faldne Vandmængde paa første Sted som 93 til lue, paa sidste som 32 til 100.

Vandcommissionen ansaae del for meget tvivlsomt, om Rørene i Sommermaanederne vilde afgive Vand. Det egentlige Resultat af Forsøgene kunde derfor først efter flere Aars Forløb udbringes. Saameget synes imidlertid vist, at Hovedstadens Vandforsyning paa denne Maade vilde blive meget kostbar. - Med artesiske Boringer var der foretaget Forsøg paa 4 forskjellige Steder. Første gav 9500 Tdr. Vand i Døgnet, Andet 1000 Tdr. i Døgnet, Tredie 20,000 Tdr. i Døgnet og Fjerde 10,000 Tdr., i Alt 40,500 Tdr. Vand i Døgnet, der flyde til Damhuussøen og derfra til Kjøbenhavn. Ved Udbedring af Borehullerne formeente Commissionen, at denne Vandmængde kunde bringes op til 50,000 Tdr. Den ønskede for Tiden at lade sig nøie med rette Qvantum for ikke at udsætte Hovedstadens Indvaanere for en pludselig Forandring i Vandets Beskaffenhed. Dette Kildevand indeholder nemlig flere mineralske Bestanddele end Peblingesøens Vand. - Commissionen havre drevet sit Arbeide med Kraft, da Resultatet maatte have Indflydelse paa Planen til Vandforsyning. Et Tilskud af 50,000 Tdr. til det beregnede Vandforbrug af 100,000 Tdr. vilde gjøre det muligt at formindske Reservoirernes Indhold til det Halve, ligesom ogsaa Anlægscapitalen for det nye Vandværk derved vil blive mindre.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. marts 1852, 2. udgave)

Ønsker til Kjøbenhavns Politie fra en Landmand.

Torsdag den 22. marts var jeg kørt til København med 3-4 tønder kartofler som jeg for størstedelens vedkommende solgte i gaderne. Efter at jeg havde passeret nogle gader, og en del købere på den medfølgende drengs råb havde indfundet sig hos mig, blev jeg holdende på hjørnet af Store Regnegade og Gothersgade. Det har jeg ofte gjort før og fundet at være almindelig skik og brug ved gadesalg. Men her var straks to herrer med store stokke i hænderne til stede, og næppe havde jeg begyndt at indlade mig i handel med de tilstedeværende købere før straks en, derpå to af disse stokkemænd med deres opløftede knipler og under en del upassende udtryk som jeg ikke erindrer, truende jog mig til at køre fra mine kunder. Imidlertid fulgte nogle af disse som ønskede at handle med mig, efter min vogn hen i Gothersgade hvor jeg atter dristede mig til at gøre holdt. Her spurgte jeg på grund af ovennævnte omstændighed nogle af de tilstedeværende hvem disse herrer der førte en så ualmindelig streng kommando, vel måtte være. Og fik det svar at de to som tiltalte mig, og hvoraf den ene havde et blegt ansigt og den anden var temmelig korpulent og af et ret smukt udvortes, var politibetjente.

Da jeg ved min holden på hjørnet af omtalte gader ikke var i stand til i hvilket retning jeg end vendte mig, at få øje på nogen vogn som var i nærheden og for hvilken jeg kunne anses at være til hinder, ligesom der ikke for mig kom andre fodgængere til syne end køberne ved min vogn og de 3 stokkemænd samt nogle enkelte personer der passerede fortovet på begge sider af gaden, så har jeg grund til at tro at Københavns politibetjente for så vidt de alle eller flertallet af dem, fører en så streng kommando som de oven omtalte førte mod mig, må være særdeles årvågne og nidkære ved andre mere vigtige tilfælde til stadens sande tarv. Og jeg tillader mig derfor at fremsætte et eget ønske som vist også er fleres: at sådanne påpasselige personer måtte flyttes til en anden efter min anskuelse mere nødvendig post, nemlig de smalle gader, Vognmagergade, Gammel Mønt, Kristen Bernikows Gade og flere andre lignede steder, hvor man næsten hver søgnedag ikke uden stor besværlighed og risiko kan passere gaden for torve-, brænde- og kartoffelvogne, dels for skarnagere og andre vogne. I det mindste har dette været tilfældet i alle de år jeg er kommet til København. Det forekommer mig at en kraftig inspektion er mere nødvendig i sådanne smalle gader end i de rummelige hvor 3 til 4 vogne kan mødes og hvor så at sige ingenting er i vejen.

Endelig finder jeg mig ved førnævnte tildragelse beføjet til at fremsætte det ønske at før nævnte eller andre virksomme politibetjente for eftertiden vil drage omsorg for eller have et vågent øje med stadens is- og renovationsvogne, så disse ikke holder midt i gaderne for at læsse og derved spærrer passagen. Jeg antager nemlig at de gerne kunne holde tæt til rendestenen og ikke som almindelig er tilfældet, i midten af gaden hvorfra de yderst sjældent i mindelighed især efter en bondes nok så høflige anmodninger er at formå til at rykke til side. Det var også ønskeligt at alle stadens vogne, kørende eller holdende, delte gader, porte og broer med enhver imødekommende da der derved ville forebygges mange ubehageligheder som desværre ofte indtræffer især for den simple bondes heste og vogne. Der synes at være så megen større grund for dette ønske som man står i den formening at Københavns politibetjente og kommissærer lige så vel er bestemt til at våge over orden med stadens vognes færdsel som til at møde bonden om morgenen tidligt langt ude på broerne, følge ham ind ad porten og ledsage ham omkring i byen, for så vidt vejret og lejlighed dertil gives

Pederstrup den 2. april 1838
J. P. Rasmussen

Lægsmand og jordbruger.

(Politivennen nr. 1165, Løverdagen, den 28de April 1838. Side 272-275)

En Landmands Klage over en Uorden paa Landeveien.

Da jeg onsdag den 8. i denne måned om eftermiddagen mellem 5 og 6 kørte fra hovedstaden med min kone ved min side og 2 mandspersoner bag i vognen, mødte jeg mellem Assistenskirkegården og værtshuset Hvide Svane en halv snes vogne hver læsset med et omtrent 20 alen langt mastetræ eller noget lignende. De kørende anså jeg for artillerikuske. Skønt min vogn for øjeblikket var den eneste der kom dem i møde, og kørte ganske langsomt på den højre side ved de unge alletræer, så passerede disse vogne ikke midt ad vejen, men kørte mig så nær at en af kuskene tog fat i min kones paraply som hun for at beskytte sig mod regnen holdt over sig, og havde som hun sagde, nær trukket hende af vognen. Dernæst kørte en af de bagerste kuske med sin bagvogn og enden af det lange svære træ så nær på livet af mig at jeg for om muligt at undgå den øjensynlige livs- og lemmers fare der truede os, i muligste hast måtte dreje heste og vogn ind imellem de unge alletræer op på en jordbunke der var opkastet ved samme. Dog slap jeg ikke for at min bagvogn fik et skub af enden af det svære mastetræ.

Enhver kan sikkert tænke sig hvor stor livsfare vi uskyldige mennesker var stedt i hvis mastetræets ende med nogen større kraft havde tørnet mod vores vogn og kastet denne med heste og os alle ned i den dybe landevejsgrøft.

Det er vist nok ikke vores gode konges og vores retskafne øvrigheds vilje at vi bønder og landmænd der efter vores stand hver især bærer skatter og byrder i forhold til statens øvrige borgere, på sådan eller lignende måde skal tåle vilkårlig behandling. Især af vores egne krigsfolk, hvilke vi for en stor del selv har opfødt og underholder. Nej! for vi ser og erfarer dagligt store beviser på at konge og regering ved flere lejligheder viser stor godhed og kærlighed for undersåtterne og folket i det hele, uden persons anseelse. Det hører vel heller ikke til for at kaldes duelige og dygtige soldater at man chikanerer og fortrædiger imødekommende, ridende, kørende eller gående personer. For så var englænderne i året 1807 ikke dygtige soldater da de som fjender på landet og på vejene udviste stor, ja langt større humanitet mod os bønder end vore egne soldater.

Det hedder i de årlige landmilitssessioners plakater: "Ved mandskabets afmarch fra lægderne bør det betydes samme at den ringeste uorden de udøver på deres vej til og fra regimenterne vil på det alvorligste blive straffet når bevislig klage indløber." Så sluttes heraf og kan ikke tvivles om at der må være dem pålagt lige så stor om ikke større straf når de i tjenestetiden enten i stadens porte eller på vejene, i ord eller gerning fornærmer nogen. Hertil kan vel svares at når nogen bevislig klage over sådant måtte indkomme, da skal den pågældende på det strengeste blive tiltalt og straffet. Men hvorledes ville det være muligt for enkelt mand eller enkelt person der blev chikaneret eller fornærmet af en imødekommende stor eller lille flok krigsfolk, at fastholde den pågældende eller søge bevis blandt de øvrige? Den der ville prøve på sådant, ville da vist komme til at tåle endnu værre fornærmelser uden at nå sit øjemed: På lovlig måde at bevise den uret han er tilføjet.

Jeg fornemmer derfor efter mit skøn at det bedste middel mod sådan uskik måtte være at de herrer officerer hvem det er pålagt at undervise og overhøre deres undergivne i deres militære kundskaber og pligter, tillige ville underrette dem om deres moralske pligter mod staten og dens borgere. At de ville indskærpe dem at det ikke alene er soldatens pligt i krig at forsvare fædrelandet, men at han også i fredstid bør overholde god orden, værne om enhver borgers sikkerhed og ejendom, og således bidrage til det almindelige vel. At de ville lægge sig på hjertet at det gode som de således udfører i deres tjenestetid med tiden vil blive gengældt dem af en yngre slægt, så at de som bønder ikke behøvede at frygte for ulempe, når de på landevejen eller på andre steder skulle møde vore egne krigsfolk. Det er vist også troligt at om en eller anden ikke skulle lytte til formaningerne eller følge de give gode lærdomme, men handle derimod ved at begå en eller anden uorden, da ville vist hans kammerater søge at holde ham fra det og ikke give ham medhold. Almenånden hæver sig hos det danske folk dag for dag. Dens frugter er humanitet og gensidig føjelighed med sine medmennesker. Gid de snart viser sig blandt os, da opnås væres gode og allernådigste konges ønske.

Pederstrup, den 14. marts 1837
P. Rasmussen
Lægsmand og jordbruger.

(Politivennen nr. 1113, Løverdagen, den 29de April 1837. Side 265-268)

Københavns Museum har ovenstående foto af et gæstgiveri "Hvide Svane" på Nørrebrogade 169-171, formentlig på hjørnet til Heinesgade. Det er det lave hus til venstre. Men om det har set sådan ud i 1837, er mere end usikkert, og de øvrige huse har med garanti ikke været der. Der har formentlig blot været landevej. Stedet passer med at jordbrugeren var på vej hjem til Pederstrup, mens militæret var på vej ind mod enten Fælleden eller byen med tømmeret.

Redacteurens Anmærkning

Samme landmand havde en artikel i Kjøbenhavnsposten 28. januar 1835 i anledning af kongens "nådesbevisning" af 15. maj 1834 om stænderforsamlinger (i uddrag):

"Og ligesom Jesus Christus ved sit guddommelige Ord talte til Mennesket og sagde: "Kommer til mig alle I, som ere besværede, jeg vil trøste og vederqvæge Eder", saaledes er dette en Lignelse, ved hvilken Kongen ligesom vilde sige til alle os Undersaatter: "Ved disse af Eder selv udnævnte gode Mænd, nemlig Repræsentanterne i Raadsforsamlingen, kan Enhver af Eder i sit District uden Persons Anseelse meddele Eders Trængsler og Besværinger, som da af denne igjen, ved herpaa følgende første Raadsforsamling, vil blev fremført ..."

Artiklen slutter med en overdådighed af roser, lovprisninger og hyldest af kongen. 

Oplysning fra Anordningerne til Artiklen "Blind Allarm."

Under denne overskrift er i Politivennen nr. 1031 med rette anket over den forstyrrelse og ulejlighed som blev forvoldt forleden 15. september ved at man i egnen ved Smørum Nedre og Edelgave på Københavns Amt om eftermiddagen mellem kl. 6 og 7 afbrændte betydelig del rapshalm på marken, hvilket blev antaget for ildsvåde. Da klageren dertil fremsætter det ønske at sådan afbrænding forud må blive bekendtgjort "og foretaget til andet tid, hvilket måske kunne have medhold i lovbestemmelserne desangående" så vil indsenderen heraf ikke undlade til klagerens og andres oplysning at meddele at plakat 10. maj 1822 under mulkt af 16 rigsbankdaler sølv forbyder at antænde rapssædhalm på marken tidligere end kl. 8 eller senere end kl. 10 om formiddagen. Og dette lovbud er ved plakat 16. august 1828 udvidet til afbrænding på marken af al anden halm, foder og lignende. Forudsat ellers at det opgivne tilfælde er kommet til vedkommendes kundskab, er det sikkert blevet påtalt ad lovens vej. 

(Politivennen nr. 1032, Løverdagen den 10de October 1835, s. 680-681).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvarede en klage i nr. 1031, 3. oktober 1835.

Blind Allarm.

Om eftermiddagen den 15. september dette år mellem kl.6 og 7 hørtes såvel i Ballerup som Måløv kirkesogne klokkernes klemten, det sædvanlige signal til ildsvåde. Af den grund ilede folk fra hele egnen hen imod Smørum Nedre og Edelgave, fra hvilken kant en temmelig stærk røg sås stige op. Men hvor forundredes og harmedes man da alt var blind alarm og en røg som blot var forårsaget ved en betydelig del rapshalms afbrænding. Når man nu betænker hvor mange sprøjter, både fra Herlev, Ballerup, Måløv, Jonstrup og flere steder, hvor mange vogne med vandtønder der sattes i bevægelse og den mængde mennesker der forsømte deres arbejde for at komme til hjælp ved den formentlige ildebrand, så kunne vist nok det ønske opstå at sådan afbrænding forud måtte blive bekendtgjort og foretaget til anden tid, hvilket måske også kunne have medhold i lovbestemmelserne desangående. At måtte spilde tiden og løbe som nar i sådanne anledninger, synes at være vel hårdt.Tilmed er følgen heraf den at folk let bliver hjemme en anden gang når ildløs virkelig finder sted. 

(Politivennen nr. 1031, Løverdagen den 3die October 1835, s. 653-654).

Nutidigt landskab ved Smørum Ovre  

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev besvaret i nr. 1032, 10. oktober 1835. Kjøbenhavnsposten indberettede jævnligt om større brande i landsbyer, fx denne fra 24. juli 1834:

Ved en Natten imellem Løverdag og Søndag i Bondebyen Sandberg (imellem Søllerød og Hirschholm, opkommen Ildsvaade ere, i den korte Tid af 1½ Time, 4 Bøndergaarde blevne lagte i Aske.

Der kan have været en grund til den store opstandelse. Året forinden havde en storbrand hærget i Hillerød natten mellem den 10. og 11. maj 1834. Branden er behandlet i et efterskrift. Den medførte at man endelig udstedte forbud mod stråtage i købstæderne. Det blev derfor den sidste storbrand som følge af de brandbare tage.

Halsbrækkende Kjørsel paa Ballerupsveien.

Mandag den 27. april kørte indsenderen sammen med nogle andre ned til Frederikssund for at deltage i marked, og forundrede os meget uagtet det gode vejr, at finde vejen til Ballerup i så dårlig en stand, da den dog er så nær hovedstaden. Men ikke desto mere måtte han sammen med de andre få glæden onsdag nat at finde da de returnerede fra nævnte marked. For da det havde regnet om dagen, var vejen i så elendig forfatning og så bundløs at man næsten kan kalde det et mirakel at være sluppet derfra med livet og hele lemmer, for ikke at tale om den angst som de på vognen værende fruentimmer var i. For næsten hvert øjeblik sad vognen begravet i de utallige huller hvoraf vejen vrimler. Man  beder derfor høje vedkommende der så meget har forskønnet omegnen om København, at henlede Deres opmærksomhed på denne vist nok dårlige vej.

(Politivennen nr. 697, Løverdagen den 9de Maj 1829, s. 291-292)

Veien fra Lygten til Ballerup.

Den dårligste blandt de dårlige veje i omegnen af København er uden tvivl denne. Skønt den nu er tør, er den dog af den beskaffenhed at man med et og samme køretøj må tilbringe omtrent dobbelt så lang tid på den som på en sædvanlig jævn jordvej af samme længde. Ved nattetid vil jeg ikke råde min værste fjende at køre på den. Hvorvidt en sådan vej svarer til vejforordningens (13. december 1793) *) §§ 6 og 58, vil jeg overlade til jurister at afgøre. Jeg vil blot gøre opmærksom på at de bønder som må benytte sig af denne vej for at køre til torvs, lider en skade på deres køretøj som vist ikke kan erstattes derved at de er fri for at betale bompenge.

Den omstændighed at nogle medlemmer af landets højeste regeringskollegium formodentlig med det første vil passe denne vej for at overvære eksamen på Jonstrup Seminarium kan måske være en opmuntring for de ansvarlige til snart at bringe den i bedre stand. Jordsmonnet er på ingen måde ugunstigt for en god vejs anlæg. Det er let at skaffe vandet afløb og når dette sker når vejen jævnes og forsynes med et godt lag af harpet grus, vil den ikke stå langt tilbage for en chausse **)

Den 5. maj 1828
Br.

*) På de veje som ikke bliver chausseer, bruges tit opfyldning og planering blåt ler og rødt ler hvor samme haves, og oven på lægges jord, sand og grus, hammerskjæl, stenkulstøv, murstensbrokker, samt hvor passagen ikke er for stærk, bygningsgrus og så fremdeles

**) Udgiveren kan ved denne lejlighed ikke tilbageholde det ønske han længe har næret, nemlig at såvel den her omhandlede vej som vejen fra Kollekolle til København måtte sættes i samme stand som Strandvejen fra Slukefter til Dyrehaven. For uagtet disse veje egentlig ikke er kongeveje, befærdes de dog langt mere end mange strækninger af disse. Og man har alt for ofte set og erfaret den skade disse vejes dårlige tilstand, især om for- og efteråret, tilføjer landboernes køretøj og heste. Da man ikke alene i England, men endog i de fleste andre europæiske lande er kommet til den overbevisning at vejes anlæg bedst og billigst befordres af private mod at disse får tilladelse til at hæve bompenge i et vist antal år, så var det endvidere højligt ønskeligt hvis en eller flere privatpersoner ville påtage sig de omhandlede vejanlæg og tør man holde sig forvisset om at tilladelse dertil ikke vil nægtes og at entreprisen desuden ville give gode renter.

(Politivennen nr. 646, Løverdagen den 17de Maj 1828, s. 310-312).

Et Bidrag til Characteristik over Kromanden i Ballerup.

For nogen tid siden gjorde indsenderen i forening med en god ven og dennes børn en rejse til Jægerspris og bedede såvel på hen- som tilbagerejsen i Ballerups kro hvor man fandt en modtagelse ganske forskellig fra den man have nydt af kroens forrige besidder.

På udrejsen gik vi ind i den yderste gæstestue hvor vi traf et rejsende selskab der var i begreb med at drikke kaffe. Men ingen af kropersonalet, af hvilken årsag vi gik op i den anden stue og fandt der kromanden liggende på en kanope. Ved vores indtræden i værelset og forinden vi kunne fremsætte nogen anmodning til ham, forlod han pludselig denne og løb i største fart ud i køkkenet uden at tale et eneste ord eller at komplementere os på anden måde end med at vende os - bagen. Imidlertid formodede vi at manden om han endog havde taget det unådigt op at vi forstyrrede ham ..

[Side 840 og s. 841 mangler]

... vort ophold havde fortalt os at han havde fået sin dannelse ved at køre med fløde og mælk på Københavns gader.

Vi fortsatte efter at have betalt rejsen til København, men besluttede undervejs at offentliggøre den hele passage til advarsel for den eller dem der herefter nødsages til at tage ind i Ballerups Kro.

Indsenderen slutter med det ønske at denne på grund af dens beliggenhed så særdeles nødvendige kro snart måtte skifte herskab, hvilket ønske han siden har hørt fremsat af et par andre rejsende.

(Politivennen nr. 625 Løverdagen den  22de December 1827, s. 839 og  842).

Et Par Ord til H. Forfatterren af de i Politievennen No. 414 og 429 indrrykkede Stykker, angaaeende Ildsvaaden i Ballerup.

Det har altid været min mening, og er det nu endnu mere at De ikke har været vidne til møller Christensens undergerninger: Og derfor indrømmer jeg Dem samme ret til at dømme derom, som den blinde om farverne. Hvad Deres i Politivennen 429 indrykkede stykke angår, da anser jeg det for hvad det er. Nemlig for pøbelagtig spyderi hvorved De forresten har skadet mig lige så lidt som en gal hund der bundet i en lænke blot kan gø af mig, men intet videre.

W. J. Gehl.

(Politivennen nr. 433. Løverdagen den 17de April 1824, s. 6997-6998)

Redacteurens Anmærkning

Denne artikelserie omfatter Politivennen nr. 414. 6. december 1823, Politivennen nr. 425. 21. februar 1824, Politivennen nr. 429. 20. marts 1824 og Politivennen nr. 433. 17. april 1824.

Svar paa det i Politievennen No. 425 anførte: mere om Ildebranden i Ballerup fra Overbrandmester B. J. Gehl.

Det synes mig, hr. forfatter af nævnte stykke, at De har fortrudt på at jeg i mit indsendte, som i Politivennen nr. 414 er indrykket, angående noget om ildebranden i Ballerup, er gået et skridt udenfor det som i almindelighed og nu i særdeleshed hører til dagens orden, nemlig at dadle folk. Imidlertid har De dog i Deres indsendte begået samme fejl ved at rose flere. Men da mit indsendte har givet Dem anledning dertil, må brøden alene tilregnes mig. Deres indsendte viser for resten i det hele taget med undtagelse af de enkelte jeg som sagt har givet Dem anledning til at rose, at De har holdt Dem til nutidens, dagens orden, nemlig at forringe medborgeres gode handlinger eller også offentligt at fornærme en eller anden. 

Da jeg af Deres fremførte synes at kunne skønne at De ikke må have erindret mit da De skrev Deres, finder jeg mig dog foranlediget dertil. På trods af at jeg havde besluttet ikke at ville besvare Deres indsendte, hvori De har søgt dels at forringe en mands virkelige fortjeneste og dermed vil sige at jeg skulle have fremført nogen usandhed, dels søgt at sætte ham i et lys hvorved han skulle kunne anses som om han viste ligegyldighed for medborgeres ejendom som stod i fare, og dels at fornærme mig i flere punkter. Men muligvis var jeg  blevet helt befriet for at se noget fra Dem, når jeg blot i mit indførte havde udmærket en til som jeg slet ikke tvivler på jo opfyldte sin pligt. Hvilken person, hr. forfatter, De just ikke tydelig i Deres har nævnt, men som De dog for en del har søgt i Deres fremførte at gøre så forståelig at man kan slutte sig til at han var ved ilden. Efter min mening havde jeg fundet det ligeså passende når De syntes at flere havde udmærket sig ved den omhandlede ildebrand, og som jeg ikke havde nævnt, offentligt at berømme disse, uden at søge lejlighed til at forringe deres handling som jeg har fundet burde i særdeleshed offentligt  udmærkes.

At møller Christensen viste sig som virksom mand ved ildebranden har De erklæret, og det fortjente han også, da han uagtet han havde en temmelig distance fra sit hjem til brandstedet var en af de første af byens beboere som kom de ulykkelig til hjælp med 3 af hans folk der tillige medbragte vogn med betydelige store tønder fulde af vand. Men at han udrettede noget der, som kan fortjene at kaldes åndsnærværelse eller at han udsatte sig for livsfare mere end nogen anden som ar til stede, vil De ikke indrømme mig. Før jeg vil bemærke hvad han udrettede, som gav mig anledning til at udmærke han derfor, må jeg erindre dem om at De først kom til ilden efter at den brændende gård næsten var nedfalden, og at mange kraftige forholdsregler for at standse ildens videre udbrud inden den tid var truffet. 

De vil vist ikke nægte mig, ifald De havde været ved ilden fra først af, og været øjenvidne til at Christensen efter at ilden var antændt i rygningen på naboens sted, tog 2 spande vand, gik op på taget af en kort stige. Og da samme ikke rakte synderligt op på taget, gik han med vandet på det blotte tag og fik således ilden dæmpet med det vand han havde med. Lod sig senere opbringe mere, som han lod rende ned af taget for at ilden ikke skulle antænde. Pludselig begyndte i samme længe ilden at tænde længere hen på rygningen, hvor han sprang hen, fik ilden dæmpet, og kom da ud af balance, så at han gled hovedkuls ned af taget og faldt på jorden, men kom dog heldigvis ikke til skade. Jeg ved ikke om De vil behage at kalde det for livsfare? Imidlertid kalder jeg det for det, såvel som jeg kalder hans fremgangsmåde med at postere flere på de farligste steder og at tilskynde en og anden som han fandt kunne være ham behjælpelig i at bevirke ildens standsning, for åndsnærværelse.

Årsagen hvorfor Christensens mølle gik mens luerne rasede, kender jeg ikke. Men at han ikke kunne have haft mange folk hjemme er begribeligt, når han selv med 3 af hans folk indfandt sig ved ilden og at de alle anvendte alt muligt for at bevirke ildens standsning såvel som for at redde af det i fare stående tøj er til visse mange bekendt. Det synes mig derfor påfaldende at De ville tillægge Christensen skylden at meget af det brændte tøj ikke blev reddet, og tillige at De vil kaste en skygge på ham ved at byens sprøjte muligt kunne have været reddet, at sige, når han efter Deres mening også havde opfyldt sin, måske umuligt, pligt.

At De ikke har erindret min indsendte, da De skrive Deres, ses tydeligt af det De siger at De undres over at pastor Hertels sønner med fleres raskhed har kunnet undgå min opmærksomhed, men jeg må bede at De vil behage at henvende Dem engang endnu til mit i nr. 414 foranførte, hvor De da vil erfare at De af Dem udmærkede, såvel som De hr. overbrandmester og flere andre der ved ilden efter Deres ankomst opfylde Deres pligt, ikke har undgået min opmærksomhed. Men at nævne den alle, ville dels blevet for vidtløftigt og dels også været umuligt, da jeg ikke kendte dem alle. Imidlertid fandt flere med mig at møller Christensen var den der i åndsnærværelse, mod og raskhed mest udmærkede sig, hvorfor jeg fandt det ikke upassende offentligt at udmærke ham, uden derved enten at fornærme Dem eller nogen af de ved ilden tilstedeværende. Hvad Deres bemærkning om kroen angår, da må jeg tilstå Dem oprigtigt at samme værdiger jeg aldeles intet svar. Kun må jeg tilføje at min anonymitet formodentlig dertil har givet Dem årsag. For i modsat tilfælde havde De sikkert ikke henkastet sådan dom over mig.

Endelig må jeg bemærke at det falder mig meget besynderligt hvor De kan undre Dem over at jeg ikke ved mit fremførte i nr. 414 af Politivennen har navngivet mig. For det kunne aldrig falde mig ind fordi jeg fandt at burde rose en mand at jeg derfor skulle fortælle ham at det var mig der roste ham, for således at tilvende mig hans taksigelse for min opmærksomhed på hans gode handlinger, hvilket De hr. Gehl sikkert rigelig er blevet belønnet med af de flere som De har udmærket. Af den årsag hvorfor jeg forrige gang ikke navngav mig, undlader jeg det også denne gang, og tror ikke at De skulle formå mig til at foretage noget som ganske strider imod min mening. Imidlertid om det skulle interessere Dem at vide mit navn, har jeg anmodet udgiveren af Politivennen, hr. kaptajn Kristensen om at sige Dem det, hvilket han også har lovet mig.

(Politivennen nr. 429. Løverdagen den 20de Marts 1824, s. 6929-6935)

Redacteurens Anmærkning

Denne artikelserie omfatter Politivennen nr. 414. 6. december 1823, Politivennen nr. 425. 21. februar 1824, Politivennen nr. 429. 20. marts 1824 og Politivennen nr. 433. 17. april 1824.

Mere om Ildebranden i Ballerup.

I anledning af et stykke indrykket i Politivennen nr. 414 af 6. december forrige år om ildebranden i Ballerup, finder jeg mig beføjet til at anmærke følgende: Det kan ikke nægtes at møller R. Christensen viste sig som en virksom mand. Men at han hverken ved sin åndsnærværelse eller med livsfare udrettede mere end enhver anden som mødte ved ilden og opfyldte sin pligt, er en sandhed. Det synes ikke passende at han lod sin mølle gå mens gården brændte. Da den største del af Ballerup var udsat for fare, søgte enhver i byen at redde sin ejendom. Og den brandlidte familie var derfor i starten overladt til sig selv uden synderlig fremmed hjælp. Havde nu m. C. ladet de folk som var på møllen, ile til brandstedet, havde meget af ejerens tøj, som ellers brændte, kunnet reddes. Ja måske var byens sprøjte den måde blevet frelst. 

Jeg undres over at pastor Hertels sønners raskhed har kunnet undgå indsenderens opmærksomhed. For enhver som mødte ved ilden da den var farligst, var vidne til at disse i forening med gårdmand Andreasens sønner bidrog det meste til at denne gård og med den kroen - hvor indsenderens opmærksomhed især synes at have været henvendt - blev frelst. Det var pastor Hertels yngste søn som da der var kommet ild i den ene stak i gården, løb op på den og rev den brændende sæd ud. Og da der kom ild i en stak ved siden af, sprang han over på den og fik også der ilden dæmpet. 

Ligeledes undres jeg over at den brave brandfoged, Søren Christensen fra Skovlunde, har kunnet undgå Deres opmærksomhed, for De må dog tilstå - hvis De har været ved ilden - at han mødte ved den med en beundringsværdig hurtighed, med et velordnet mandskab og ved sine kloge foranstaltninger afværgede enhver fare, samt at et par af hans bedste heste ved den overilede kørsel med sprøjten, næsten var styrtet for vognen. 

I øvrigt synes det mig underligt at De ved at skjule Deres navn vil krybe i skjul bag anonymitetens bolværk. Jeg beder De har mig undskyldt fordi jeg ikke før har haft den ære at svare Dem. For da jeg ikke holder nævnte blad, er jeg først i dag blevet bekendt med dets indhold.

Måløv den 3. februar 1824
W. J. Gehl
Overbrandmester

(Politivennen nr. 425. Løverdagen den 21de Februar 1824, s. 6870-6872)

Der findes ikke gamle huse eller gårde tilbage af den gamle landsby Ballerup, så her et parti fra det nærliggende Skovlunde.

Redacteurens Anmærkning

Denne artikelserie omfatter Politivennen nr. 414. 6. december 1823, Politivennen nr. 425. 21. februar 1824, Politivennen nr. 429. 20. marts 1824 og Politivennen nr. 433. 17. april 1824.

Noget om Ildebranden i Ballerup.

Ved ildebranden i Ballerup søndag den 16. november var anmelderen med flere af omegnens beboere til stede. Kun de som var til stede, kan gøre sig begreb om den megen fare som formedelst den stærke blæst en stor del af byen stod i. Imidlertid var det anmelderen meget kært ved den lejlighed at erfare at flere af de tilstedeværende viste en særdeles beredvillighed til ved denne lejlighed at opfylde deres pligt. Især tror anmelderen at den overordentlige åndsnærværelse og raskhed som møller Niels Christensen af Ballerup ved den lejlighed viste offentligt, bør nævnes da flere af byens beboere især de som ligger mellem brandstedet og kroen (samt kroen med indbegrebet) sikkert har grund til næst det alvidende forsyn at takke nævnte Christensen at deres ejendomme ikke blev luernes rov da han med yderste anstrengelse og næsten livsfare bidrog så meget til at ilden ikke kom til at gribe videre om sig. Den særdeles opmærksomhed som murermester Harup fra Lyngby efter sin ankomst til brandstedet ved samme lejlighed viste, er sikkert også blevet påskønnet af mange.

(Politivennen nr. 414. Løverdagen den 6te December 1823, s. 6699-6700).

Redacteurens Anmærkning

Denne artikelserie omfatter Politivennen nr. 414. 6. december 1823, Politivennen nr. 425. 21. februar 1824, Politivennen nr. 429. 20. marts 1824 og Politivennen nr. 433. 17. april 1824.

Uordner

2) De som passerer vejen fra Ballerup til Slagslunde rådes til at sætte deres vogn i Ballerup hvis den er bredere end en almindelig bondevogn, da de ellers risikerer at brække arme og ben. Indsenderen væltede ikke mindre end 4 gange med en gig på denne korte vej og måtte til sidst stå af for at gå resten af vejen.

3) Den viser på Frue Tårn som vender ud til Gammeltorv, har i lang tid været upålidelig. Den drejer sig for langsomt.

4) Fra en af de sidste gårde på Østergade nær Kongens Nytorv på solsiden lader det som om man udpumpede sit vandhus, både på grund af den stank som nabolaget lider under, og på synet i renden fra gården tværs over fortovet. Så slem som en sådan uorden er til alle tider, så meget desto mere er den kritisabel på dette sted af gaden, der lider utroligt af en fiskebløders vand der i nærheden.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 323, 30. juni 1804, s. s. 5147)

Vejen fra Ballerup til Byen

Man kan dårligt tro andet end at Ballerup, der for sin beliggenhed midt i Københavns Amt fra Arilds tid med rette har haft tinget hos sig, også måtte have gode adgangsveje, men tværtimod. Vejen fra bemeldte by til København er så halsbrækkende og hestedræbende at hverken de velbekendte lollandske veje eller vejene fra Næstved til Korsør og Ringsted nogensinde var værre *). Fra Ballerup ned til Roskildevejen er endnu mere ufremkommeligt.

Overalt er det en ynk at se de fleste landsbyveje. Ballerupperne må årlig køre et vist antal læs grus på de store kongeveje, hvorpå de sjældent kommer. Dette skulle man tro måtte give dem den tanke, dog på egen bekostning at køre noget på deres egen jammerlige vej **). Men enhver der ved hvor lidt bønder kan blive enige om noget ***) kan let slutte, at dette ikke vil ske uden besynderlig opmuntring, enten af dem eller andre landsbymænd.

*) At disse veje for nogle år siden var i en mageløs elendig tilstand kan udgiveren af egen bedrøvelige erfaring forsikre. Den ovenfor nævnte sammenligning bør derfor ikke bebrejdes vedkommende, dersom de nævnte veje nu er gode.

**) Man kunne ønske at Landhusholdningsselskabet årlig ville udsætte nogle klækkelige præmier for de landsbyer der selv gjorde størst forbedring på deres veje. I tilfælde at selskabet optager dette vink, vil det sikkert indse hvor nødvendigt der at at i bekendtgørelsen af præmien så megen oplysning tilføjedes om den måde forbedringerne burde iværksættes på at intet bagvendt arbejde gjordes.

***) Et meget overbevisende eksempel på bøndernes lyst til uenighed under deres nuværende endnu så forsømte åndsdyrkelse vil jeg tage af den ballerupske krønike selv. Det bliver årlig påbudt ballerupperne som flere andre i amtet  mod nogen godtgørelse i penge at levere sengetøj til de ringere hofbetjente under hoffets sommerophold på Frederiksberg (et påbud som kongen der selv ynder anstændig frimodighed hos skribenten, sikkert vil tillade mig af medicinske årsager at ønske forandret til en pengeafgift). Tre gårdmænd udreder en seng, og kører den til slottet. Ballerup har 21 gårdmænd og plejede at fylde 7 senge, men der blev nu kun fordret 6. Ballerupperne forsamlede sig i kroen, for at afgøre hvilke tre gårdmænd der skulle slippe denne gang. Men efter en dags vrøvl, skænderi osv. blev følgen at der som før udrededes 7 senge, hvormed man for til slottet for at lade skæbnen afgøre, hvilken seng der blev tilovers og kunne køres hjem igen.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3152-3154)

Redacteurens Anmærkning

Bedre blev vejene åbenbart ikke. I Politivennen nr. 697, lørdag den 9. Maj 1829, s. 291-292 klages der igen over forholdene på vejen til Frederikssund.