Det synes mig, hr. forfatter af nævnte stykke, at De har fortrudt på at jeg i mit indsendte, som i Politivennen nr. 414 er indrykket, angående noget om ildebranden i Ballerup, er gået et skridt udenfor det som i almindelighed og nu i særdeleshed hører til dagens orden, nemlig at dadle folk. Imidlertid har De dog i Deres indsendte begået samme fejl ved at rose flere. Men da mit indsendte har givet Dem anledning dertil, må brøden alene tilregnes mig. Deres indsendte viser for resten i det hele taget med undtagelse af de enkelte jeg som sagt har givet Dem anledning til at rose, at De har holdt Dem til nutidens, dagens orden, nemlig at forringe medborgeres gode handlinger eller også offentligt at fornærme en eller anden.
Da jeg af Deres fremførte synes at kunne skønne at De ikke må have erindret mit da De skrev Deres, finder jeg mig dog foranlediget dertil. På trods af at jeg havde besluttet ikke at ville besvare Deres indsendte, hvori De har søgt dels at forringe en mands virkelige fortjeneste og dermed vil sige at jeg skulle have fremført nogen usandhed, dels søgt at sætte ham i et lys hvorved han skulle kunne anses som om han viste ligegyldighed for medborgeres ejendom som stod i fare, og dels at fornærme mig i flere punkter. Men muligvis var jeg blevet helt befriet for at se noget fra Dem, når jeg blot i mit indførte havde udmærket en til som jeg slet ikke tvivler på jo opfyldte sin pligt. Hvilken person, hr. forfatter, De just ikke tydelig i Deres har nævnt, men som De dog for en del har søgt i Deres fremførte at gøre så forståelig at man kan slutte sig til at han var ved ilden. Efter min mening havde jeg fundet det ligeså passende når De syntes at flere havde udmærket sig ved den omhandlede ildebrand, og som jeg ikke havde nævnt, offentligt at berømme disse, uden at søge lejlighed til at forringe deres handling som jeg har fundet burde i særdeleshed offentligt udmærkes.
At møller Christensen viste sig som virksom mand ved ildebranden har De erklæret, og det fortjente han også, da han uagtet han havde en temmelig distance fra sit hjem til brandstedet var en af de første af byens beboere som kom de ulykkelig til hjælp med 3 af hans folk der tillige medbragte vogn med betydelige store tønder fulde af vand. Men at han udrettede noget der, som kan fortjene at kaldes åndsnærværelse eller at han udsatte sig for livsfare mere end nogen anden som ar til stede, vil De ikke indrømme mig. Før jeg vil bemærke hvad han udrettede, som gav mig anledning til at udmærke han derfor, må jeg erindre dem om at De først kom til ilden efter at den brændende gård næsten var nedfalden, og at mange kraftige forholdsregler for at standse ildens videre udbrud inden den tid var truffet.
De vil vist ikke nægte mig, ifald De havde været ved ilden fra først af, og været øjenvidne til at Christensen efter at ilden var antændt i rygningen på naboens sted, tog 2 spande vand, gik op på taget af en kort stige. Og da samme ikke rakte synderligt op på taget, gik han med vandet på det blotte tag og fik således ilden dæmpet med det vand han havde med. Lod sig senere opbringe mere, som han lod rende ned af taget for at ilden ikke skulle antænde. Pludselig begyndte i samme længe ilden at tænde længere hen på rygningen, hvor han sprang hen, fik ilden dæmpet, og kom da ud af balance, så at han gled hovedkuls ned af taget og faldt på jorden, men kom dog heldigvis ikke til skade. Jeg ved ikke om De vil behage at kalde det for livsfare? Imidlertid kalder jeg det for det, såvel som jeg kalder hans fremgangsmåde med at postere flere på de farligste steder og at tilskynde en og anden som han fandt kunne være ham behjælpelig i at bevirke ildens standsning, for åndsnærværelse.
Årsagen hvorfor Christensens mølle gik mens luerne rasede, kender jeg ikke. Men at han ikke kunne have haft mange folk hjemme er begribeligt, når han selv med 3 af hans folk indfandt sig ved ilden og at de alle anvendte alt muligt for at bevirke ildens standsning såvel som for at redde af det i fare stående tøj er til visse mange bekendt. Det synes mig derfor påfaldende at De ville tillægge Christensen skylden at meget af det brændte tøj ikke blev reddet, og tillige at De vil kaste en skygge på ham ved at byens sprøjte muligt kunne have været reddet, at sige, når han efter Deres mening også havde opfyldt sin, måske umuligt, pligt.
At De ikke har erindret min indsendte, da De skrive Deres, ses tydeligt af det De siger at De undres over at pastor Hertels sønner med fleres raskhed har kunnet undgå min opmærksomhed, men jeg må bede at De vil behage at henvende Dem engang endnu til mit i nr. 414 foranførte, hvor De da vil erfare at De af Dem udmærkede, såvel som De hr. overbrandmester og flere andre der ved ilden efter Deres ankomst opfylde Deres pligt, ikke har undgået min opmærksomhed. Men at nævne den alle, ville dels blevet for vidtløftigt og dels også været umuligt, da jeg ikke kendte dem alle. Imidlertid fandt flere med mig at møller Christensen var den der i åndsnærværelse, mod og raskhed mest udmærkede sig, hvorfor jeg fandt det ikke upassende offentligt at udmærke ham, uden derved enten at fornærme Dem eller nogen af de ved ilden tilstedeværende. Hvad Deres bemærkning om kroen angår, da må jeg tilstå Dem oprigtigt at samme værdiger jeg aldeles intet svar. Kun må jeg tilføje at min anonymitet formodentlig dertil har givet Dem årsag. For i modsat tilfælde havde De sikkert ikke henkastet sådan dom over mig.
Endelig må jeg bemærke at det falder mig meget besynderligt hvor De kan undre Dem over at jeg ikke ved mit fremførte i nr. 414 af Politivennen har navngivet mig. For det kunne aldrig falde mig ind fordi jeg fandt at burde rose en mand at jeg derfor skulle fortælle ham at det var mig der roste ham, for således at tilvende mig hans taksigelse for min opmærksomhed på hans gode handlinger, hvilket De hr. Gehl sikkert rigelig er blevet belønnet med af de flere som De har udmærket. Af den årsag hvorfor jeg forrige gang ikke navngav mig, undlader jeg det også denne gang, og tror ikke at De skulle formå mig til at foretage noget som ganske strider imod min mening. Imidlertid om det skulle interessere Dem at vide mit navn, har jeg anmodet udgiveren af Politivennen, hr. kaptajn Kristensen om at sige Dem det, hvilket han også har lovet mig.
(Politivennen nr. 429. Løverdagen den 20de Marts 1824, s. 6929-6935)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar