Flere gange er der i dette blad indført adskilligt mod det så meget overhåndtagende logeprangeri. Anmelderen heraf vil i korthed fortælle om et sådant israelitisk logeprangeri som fandt sted mandag den 8. d. m. da Røverborgen blev opført.
En dame som ønske at se dette så yndede stykke, gik i teateret, i håb om at få en billet. Men da alle var udsolgt, og en gammel mosaisk trosbekender som befandt sig i forsalen, tilbød hende en billet til en loge på 2. etage for fire mark, modtog hun denne.
Da hun kom op i logen, var den så stuvet med fruentimmer af den mosaiske trosbekendelse at hun først efter en total omsættelse af disse, var så lykkelig at få en plads på den sidste bænk. Men på grund af en mængde kåber og hatte som var hængt omkring i logen, kunne hun næppe se en lille del af tæppet, langt mindre hvad der foregik på scenen.
Opbragt over dette snyderi forføjede hun sig ud af logen og spurgte den derværende kontrollør hvor hun kunne finde den gamle israelit. Men denne vidste det ikke. Imidlertid kom der en meget artig mand til som lod sig fortælle forestående. Han bad damen at følge med sig, for om muligt at få fingre på ham, da han, formodentig overkontrolløren, længe havde ønsket at blive overbevist om israelittens snyderi. Længe varede det da heller ikke inden denne kom til stede og efter adskillige trusler som den artige mand gjorde sig, leverede pengene tilbage.
Det var at ønske at den ærede teaterdirektion som gør så meget for teatrets bedste, ville søge at afskaffe dette alt for vidt drevne prangeri.
(Politivennen No. 428. Løverdagen den 13de Marts 1824, s. 6924-6925)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar