Røveren fra Wesselsgade. (Efterskrift til Politivennen)

Røveren fra Wesselsgade idømt 5 Aars Tugthus.

Efter at han havde drukket sine Penge op, foretog han to Røverier.

Nævningetinget behandlede i Gaar Sagen mod den 31-aarige Helge Nybroe, som var tiltalt for Røveri og Vold samt Tyveri af en Haandtaske fra en gammel Dame paa Assistens Kirkegaard.

Røveren og hans Forsvarer.

Dommerne var Axel Rasmussen, Bohn Rasmussen og Hvidt, medens Anklagemyndigheden repræsenteredes af Statsadvokat Gammeltoft, og som Forsvarer mødte Overretssagfører Oluf Bay.

Som Nævninger blev udtrukket:

Repræsentant Aistrup. Kommunelærer Baltzar, Toldbodarbejder Baggesen, Hospitalsforvalter Borch, Kontorchef Boyesen, Konduktør H. P. Kristensen, Prokurist J. H. Erichsen, Prokurist C. M. Hansen, Bogholder Heinricy, Former Anthon Rasmussen, Varemægler Simmelhag og Bogholder Pelck.

Nævningerne valgte til Ordfører Hospitalsforvalter Borch.

Anklagen.

Statsadvokaten forelagde derefter Anklageskriftet, der lød paa, at Nybroe sættes under Tiltale for en Aften i Wesselsgade at have overfaldet en 63-aarlg Dame Fru Bodil Madsen og slaaet hende ned med en Jernstang. Derefter løb han ind paa Assistens Kirkegaard, hvor han stjal en Taske fra en ældre Dame .

I det første Tilfælde var hans Optræden af en saadan Karakter, at det er et Under, at han Ikke knuste Hovedet paa den gamle Dame. Som Følge heraf sættes han under Tiltale for Forsøg paa Drab, men da han aabenbart i nogen Grad er aandssvag, kan der være Tale om formildende Omstændigheder.

Røverens Forklaring.

Retsformanden forelog nu en Afhøring af Helge Nybroe. Den Tiltalte oplyste, at han, da han var 10 Aar gammel, blev anbragt paa et Optagelseshjem, hvor han opholdt sig i 7 Aar. Men han kunde ikke fortælle noget om Aarsagen til, at han var blevet anbragt paa Hjemmet.

Da han var 17 Aar gammel, kom han ud at tjene, og senere fik han Arbejde paa en Sølvvarefabrik. Hvorfor han maatte forlade den Plads, kunde han ikke give nogen Forklaring om.

Efter den Tid har han haft Plads forskellige Steder. Som arbejdsløs fik han 20 Kroner om Ugen i Arbejdsløshedsunderstøttelse. Af dette Beløb skulde han betale sine Forældre 12 Kroner om Ugen for at bo hos dem i deres Havehus. Men i flere Tilfælde brugte han alle Pengene, og hans Fader havde derfor sagt til ham, at hvis han en Gang til drak alle Pengene op, kunde han godt blive borte.

Retsformanden: Saa kom den 10. August, da De paany soldede Pengene op.

Tiltalte: Ja, den Dag købte Jeg en Snes Bajere hos en Urtekræmmer, og senere tabte jeg Resten af Pengene ved at rafle paa Værtshus med nogle, som jeg ikke kender.

- Hvorfor gik De ikke hjem.

- Jeg turde ikke. Jeg gik ud paa Fælleden og sov til Kl. 10 om Søndagen. Derefter gik jeg rundt i Gaderne til jeg kom til Biaagaards Plads. Her satte jeg mig til at spekulere over at skaffe Penge.

Det farlige Vaaben findes.

Nybroe forklarer videre, at han fra Biaagaards Plads gik ind i en Gaard i et nødvendigt Ærinde. Inde i Gaarden fandt han en Jernstang, der var formet som et Vinkeljern. Det faldt ham ind, at han kunde bruge Jernstangen til et Indbrud. Men da han kom ud paa Gaden, saa han den gamle Fru Bodil Madsen komme gaaende med en Mælkekande i den ene Haand og en Portemonnæ i den anden Haand. Han fik da den Idé at følge efter hende og slaa hende ned for at røve Portemonnæen, som han troede indeholdt en Del Penge.

Statsadvokaten: De har tidligere forklaret, at De allerede ude paa Fælleden havde besluttet at gaa ind i en Gaard for at finde et Vaaben, som kunde anvendes til at slaa et Menneske ned.

Nybroe: Det kan jeg ikke huske.

Retsformanden: Tænkte De ikke paa, at De kunde slaa den gamle Kone ihjel?

Nybroe: Det har jeg ikke skænket en Tanke.

- Hørte De hende sige: "Nu har jeg aldrig kendt Mage?"

- Nej, jeg hørte hun raabte, og saa løb jeg.

Nybroe forklarede videre, at han derefter gik rundt paa Assistens Kirkegaard til han saa sit Snit ti! at stjæle en Haandtaske, men da han vilde løbe bort med den, blev han anholdt.

Vidneforklaringerne.

Derefter mødte Fru Bodil Madsen i Skranken som Vidne. Hun fortalte jævnt og naturligt om, hvorledes hun, da hun gik opad Trappen, blev slaaet ned bagfra af en Mand, der havde en Jernstang i Haanden. I første Øjeblik havde hun ikke nogen Opfattelse af, hvor haardt hun var blevet ramt, men da hendes Naboerske kom til og saa Blodet flyde, blev der tilkaldt en Ambulance. Den gamle Kone fik derefter et Hospitalsophold paa 3 Uger.

De Betjente, der foretog Anholdelsen, forklarede derefter at Nybroe var fuldkommen ædru, og at han straks havde sagt, at han havde været inde i en Gaard for at finde et Vaaben.

Nybroe: Naar Betjentene siger det, maa det vel være rigtigt.

Dommen.

Der oplæstes en Erklæring fra Professor Wimmer om, at Nybroe ikke er sindssyg, men noget drikfældig og i lettere Grad aandssvag.

Proceduren blev derefter foretaget, og efter den kendte Nævningerne Tiltalte skyldig i Røveri af særlig farlig Karakter og i Tyveri. Men de tog samtidig Taabeparagrafen i Anvendelse.

Dommerne idømte derefter Nybros 5 Aars Tugthus.

(Social-Demokraten 5. december 1929).

Edith Andersson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord paa Rigshospitalet

En 22-aarig Pige dræber sit spæde Barn.

Opdagelsespolitiets Mordkommission blev Mandag Aften alarmeret til Rigshospitalet i Anledning af, at man havde fundet Liget af et lille Barn i en Kommodeskuffe.

Sagen blev hurtigt opklaret. Der var i Fredags foregaaet en sørgelig Begivenhed derude. En 22-aarig svensk Pige, Edith Andersson, havde den 17. Marts født et Drengebarn, og en halv Snes Dage senere blev hun udskrevet, hvorefter hun genoptog sit Arbejde paa Hospitalet

Hun havde ingen Penge, og det lykkedes hende derfor ikke at finde nogen Pleje til Barnet. Kort før Barnets Fødsel skrev hun til Faderen, men Brevet kom tilbage med Paategning om, at Adressaten er ubekendt.

De andre Piger paa Hospitalet sagde, at hun ikke maatte have Barnet i sit Værelse, og ude af sig selv af Fortvivlelse greb hun da et Stykke Lærred, som hun snørede fast om Barnets Hals. Hun véd ikke, om Barnet straks døde; i hvert Fald havde det udaandet, da hun efter et Par Timers Forløb kom tilbage og saa til det. Saa svøbte hun Liget ind i nogle Aviser og lagde det ned i sin Kommodeskuffe.

Det var Økonomaen, der fandt det under Visitationen paa hendes Værelse.

Efter at Politiet havde faaet denne Forklaring, blev Edith Andersson anholdt. I Gaar fremstilledes hun i Dommervagten, hvor der blev afsagt Fængslingskendelse over hende. Overretssagfører Hulegaard blev beskikket til Forsvarer.

(København 2. april 1925)

Barnemordersken for Nævningetinget.

Den 22-aarlge, aandssvage svenske Køkkenpige Edith Andersson, der i Marts Maaned kvalte sit Barn paa sit Værelse paa Rigshospitalet.

Stor Afhøring af Vidner.

Edith Anderssons tragiske Skæbne for aabent Tæppe. - Uden Familie, uden Venner, i opsagt Stilling og uden Pleje til sit Barn - Stærkt sygelig fra Fødselen og overmaade svagt begavet.

Det var et stakkels, forpjusket Pigebarn, der i Formiddags stedtes for det københavnske Nævningeting - den 23-aarige Edith Andersson, født i Sverrig og sat under Tiltale for den 27. eller 28. Marts i Aar med Overlæg at have kvalt sit Barn. Hun var da Køkkenpige paa Rigshospitalet.

Dommerne: Hoff, Axel Rasmussen og Thorup.

Dommerne var: Axel Rasmussen, Hoff og Thorup. Som Nævninger udtrækkes Direktør Wilhelm E. H. Bang, Kolonialhandler C. H. Schmidt, Inkassator Vernon, Forvalter Edv. Frandsen, Kontorchef Alf V. Olsen, Guldsmed Joh. Hertz, Kontorchef P. H. Alstrup, Prokurist Neerberg, Lektor Jens Christiansen, Malermester Hans P. Andersen, Fru Ella Hansen og Fuldmægtig Vilhelm Frendrup.

Direktør Bang vælges til Formand.

Ledsaget af en kvindelig Politibetjent og en Opdager fra Undersøgelseskammeret, føres Arrestantinden ind og tager Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Axel Hulegaard. Anklagemyndigheden repræsenteres af Højesteretssagfører Ahnfeldt-Rønne.

Efter at Nævningerne er taget i Ed, spørger Retsformanden:

- Edith Andersson! Erkender De Dem skyldig?

- Ja, kommer det svagt.

Retsformanden gaar herefter over til at udspørge den unge Pige om hendes sørgelige Historie.

Den unge Piges Historie.

Edith Andersson fødtes 11. November 1902 i Ekeby i Skaane. Der var mange Børn i Hjemmet, og fra ganske ung sendtes hun ud for at tjene. I Skolen havde hun været meget syg, oftest af øjenlidelser. 17 Aar gammel kom hun til Helsingborg og to Aar senere til København Hun havde her først forskellige Pladser og kom i Maj Maaned ud paa Rigshospitalet som Køkkenpige.

Edith Andersson.

Den 18. Marts fødte hun en Dreng. En Uge efter blev hun udskrevet fra Fødselsstiftelsen og flyttede tilbage til Hospitalet med sin lille Dreng. De blev vel modtaget, og flere af hendes Kolleger og Sygeplejersker var inde for at s ae Drengen.

Hun søgte forgæves en Pleje.

Lørdag Morgen den 38. Marts saa Edith Andersson Bladene efter for at finde en Pleje til sit Barn. Hun søgte en saadan paa Amager, men uden Resultat. Ogsaa andre Steder prøvede hun at faa sit Barn i Pleje Men det forblev resultatløst.

Retsformanden: - Prøvede De ikke at henvende Dem til nogen paa Hospitalet for at faa dem til at hjælpe Dem?

- Nej, jeg mente ikke, at det kunde nytte noget.

Da Barnet blev kvalt.

Samme Aften sad Edith paa Værelset med sin lille Dreng og kunde ikki finde Udveje og besluttede derfor at dræbe Barnet.

Retsformanden: - Tænkte De først paa det paa dette Tidspunkt?

Edith Andersson (stærkt grædende): - Ja.

- De tænkte ikke paa det, mens De laa paa Fødselsstiftelsen?

- Nej, slet ikke. Det var først, da jeg ikke kunde faa det nogen Steder her. Jeg gik da ud paa Gangen og hentede en Strimmel Lærred.

- Bandt De den om Barnets Hals?

- Ja.

- Løst, eller slog De en Knude?

- Jeg slog en Løkke og knyttede den om Barnets Nakke.

- Sov Barnet?

- Ja!

- Skreg det?

- Nej!

Hun vilde bagefter dræbe sig selv.

- Hvad tænkte De paa?

- Jeg vilde tage min Dreng med mig og drukne mig sammen med ham.

- Hvorfor gjorde De det ikke?

- Jeg var sagt op af Hospitalet, men maatte ikke forlade min Plads før den sidste i Maaneden, og det var der flere Dage til.

- Hvad gjorde De saa?

- Jeg lagde Barnet i Sengen, trak Dynen op og gik ud paa Gaden.

- Laaste De Døren?

- Nej, det tænkte jeg ikke paa.

- Var De klar over, at Barnet var dræbt?

- Ja, da jeg et Kvarter efter kom hjem for at se til det, var Barnet blaat.

Barneliget i Kommodeskuffen.

- De lagde Liget i en Kommodeskuffe?

- Ja!

- Hvor det blev fundet af Økonoma Frk. Feldthausen.

- Ja.

- Hvorfor vilde Økonoma se efter i Deres Kommode?

- De mente, at jeg havde taget af Hospitalets Forklæder og saa derfor efter. De fandt saa Liget i en af Skufferne.

Hvad Vidnerne fortæller.

Rigshospitalets Forvalter i Skranken.

Anklageren fremlægger den brede, hvide Lærredsstrimmel og lader Fotografier af Værelset og det fundne Barnelig cirkulere blandt Nævningerne.

Efter en kort Indledning gaar Anklageren over til Vidneførsel. Første Vidne er Rigshospitalets Forvalter, Hr. Kjeld Nielsen, under hvem Personalet sorterer.

Anklageren: - Det sker vel af og til, at en af Køkkenpigerne skal have et Barn?

Kjeld Nielsen: - Ja, ikke saa sjældent.

- Faar de saa Lov til at blive paa Hospitalet?

- Ja. Hun faar Løn til den Dag, da hun forlader Hospitalet for at føde, og paany fra den Dag. da hun melder sig til Tjeneste efter Fødselen.

- Hvis Edith havde henvendt sig til Dem og skildret sine Vanskeligheder med at faa Barnet anbragt, hvad vild De saa have gjort?

- Jeg vilde have henvendt mig til Fødeafdelingen og søgt at faa hendes Barn i alt Fald foreløbig anbragt her.

- Edith var sagt op.

- Ja, fordi hun ikke var gaaet ind i en Sygekasse, saaledes som alle Køkkenpigerne skal.

Retsformanden: - Er der ikke en ret livlig Mandfolketrafik paa Køkkengangen?

Vidnet: - Det tror jeg egentlig ikke. Køkkenpigerne maa nok have Besøg. men kun til 10½ Aften, og der bor to Piger sammen.

Da Liget blev fundet. - Tøjpakken, som ikke maatte lukkes op.

Med praktisk talt uhørlig og hurtig Stemme forklarede Økonoma Frk. Feldthausen, hvorledes hun fandt Barneliget.

- I Kommoden, siger Frk. Feldthausen, fandt jeg en indbundet Pakke Tøj, som jeg tog ind med paa Værelset. Edith vilde ikke have mig til at lukke den op.

- Hvad sagde hun?

- At der ikke var noget i. Jeg saa efter og fandt Barnet.

"Familien skulde have Barnet".

Underøkonoma Frk. Dagmar Jensen havde spurgt Edith, hvad hun vilde gøre ved Barnet. Edith svarede, at det enten skulde i Pleje paa Amager eller hos hendes Kærestes Familie i Nykøbing. Falster.

Retsformanden: - Er det sandt?

Edith Andersson: - Ja. Det sagde jeg.

- Hvem tænkte De paa?

- Ikke paa nogen.

- Hvad De sagde var altsaa ikke sandt?

- Nej.

Forsvareren: - Hvorledes er Deres Indtryk af Ediths mentale Tilstand?

Frk Jensen: - Hun er sløv og meget daarligt begavet i alle Retninger. Jeg havde meget ondt af hende.

Mordersken fortalte, at Barnet var hentet. 

Laura Christiansen, der delte Værelse med Edith Andersson, fortæller, at hun ikke havde talt særlig med Edith om Barnet. De drøftede ikke intimere Ting, kun i Almindelighed havde hun sagt til Edith, at hun "skulde opføre sig pænt".

Anklageren: - Umiddelbart efter at Barnet var blevet dræbt, kom De op paa Ediths Værelse. Hvad sagde hun da?

Vidnet: - At hendes Familie havde været der og hentet Barnet.

Paa ssmme Maade udtaler Fru Alvilda Larsen sig. Til hende havde Edith sagt, at Barnet først skulde paa Amager, derefter til Nykøbing.

Edith Andersson troede, at Barnet skulde være ude Inden Aften.

Ogsaa det næste Vidne, Frk. Astrid Nielsen, fortæller, at Edith til hende har sagt, at Barnet var hentet.

Retsformanden: - Hvorfor sagde De det?

Edith Andersson: - Jeg troede ikke, at jeg maatte have Barnet hos mig Natten over.

- Hvem sagde det?

- De andre unge Piger.

- Hvem af dem?

- Det husker jeg ikke.

Saavel Inspektøren som Økonoma hævder med Sikkerhed, at der aldrig har været Bestemmelser paa Rigshospitalet om, at unge, fødende Køkkenpiger ikke maatte have deres Barn hos sig i en saadan Situation. Det er aldrig betydet nogen af de unge Piger, at deres Barn skulde bort inden Aften.

En moralsk Forandring, efter at Edith kom paa Rigshospitalet.

Som Vidne afhøres Arrestantindens Søster, Husassistent Frk. Hilma Andersson, der skildrer sin 3 Aar yngre Søster som meget svagelig og syg fra Fodselen. Ogsaa Hilma Andersson tjener her i Byen, og de to Søstre kom i sin Tid jævnligt sammen. Forbindelsen mellem dem blev afbrudt, da Edith kom paa Rigshospitalet. Der foregik da en Forandring med Ediths Moral: Hun begyndte at løbe med Mandfolk.

Begge Søstre bliver stærkt bevægede, efterhaanden som Talen føres ind paa Hjemmet i Ekeby og deres Moder.

Retsformanden: - Hvorledes var Edith blevet modtaget, hvis hun var kommet hjem med sit Barn?

Hilma Andersson: - Hun var blevet godt modtaget.

- Hun har antydet, at hun ikke turde komme hjem.

- Det maa saa være for Sladderen.

Den unge Sømand.

Som Vidne afhøres Sømand Heinrich Poulsen, der benægter at have været sammen med Edith mere end to Gange. Han hævder aldrig at have staaet i normere Forbindelse med hende.

Anklageren: - Havde De tænkt det som en varig Forbindelse?

Vidnet: - Nej!

- Der foreligger dog Breve fra Dem. der stærkt tyder paa det modsatte.

- Jeg havde ikke tænkt mig det.

Hun er aandssvag.

Efter at endnu et Par Vidner er afhørt, oplæser Anklageren en Erklæring fra 6. Afdeling, hvor Edith har været indlagt til Observation,

Erklæringen gaar ud paa. at hun er i lettere Grad aandssvag.

Efter en Frokostpause, fik Sagførerne Ordet, herefter Nævningene trak sig tilbage. Dommen falder i Aften.

(Nationaltidende 2. juli 1925. 2. udgave)

Vandringen til Forbedringshuset.

Den aandssvage Pige. der dræbte sit Barn paa Rigshospitalet. Divergerende Opfattelse mellem Nævninger og Dommer.

Edith Andersen, bevogtet af en kvindelig Betjent, græder, medens hendes Søster afhøres som Vidne.

Et Nævningeting i Østre Landsret behandlede i gaar i København Sagen mod den 22-aarige, nærmest aandssvage Gangpige paa Rigshospitalet Edith Andersen, der en Dag paa sit Værelse ombragte sit nylig fødte Barn og laasede det ned i en Kommodeskuffe.

Gennem Procedure, Dokumentation og Vidneførsel oprulledes her et trist Billede af en uerfaren og aandeligt set ganske uudviklet Pige, der fra et Fattigmandshjem i Sverig sendtes ud blandt fremmede uden nogen som helst Mulighed for at hævde sig, og som derefter sank uhjælpeligt ned for at ende som Forbedringshusfange.

Edith havde forskellige Pladser i velhavende og Jævntstillede Hjem, men ingen Steder kunde hun gøre Fyldest. Efter at have faaet Pladsen paa Rigshospitalet, stiftede hun Bekendtkab med forskellige Mandfolk. gik ud med dem om Aftenen og var dem til Vilie - uden egentlig at nære erotisk Tilbøjeligheder, blot fordi hun mente, 

at saadan hørte det sig til.

Edith blev frugtsommelig, kom paa Fødselsstiftelsen, hvor hun følte et Drengebarn, hvis Fader hun overhovedet ikke kunde angive, kom tilbage i sin Plads paa Rigshospitalet og dræbte saa Barnet, efter - saaledes som hun selv siger - forgæves at have søgt en Pleje til det.

Fra Kommunehospitalets Afdeling, hvor Edith efter sin Anholdelse blev indlagt til Observation, skriver Overlægen, at hun er en underbegavet Pige. Hendes Kundskabsmængde er ganske ringe, 

hnn véd ikke, hvor mange Dage, der er i et Aar, 

kender Intet til. om Tyskland vandt eller tabte Krigen, og véd ikke, hvor længe et Svangerskab varer. Paa Spørgsmaalet om, hvorfor Kvinder gerne vil giftes, svarer hun resolut: "For at blive fri for at arbejde."

Overlægen mener, at Edith er aandssvag i lettere Grad, og at der ikke findes andet Tegn paa Sindssygdom end en vis Depression, der ikke kan antages at have haft direkte Forbindelse med hendes Forbrydelse.

Retten spurgte efter Procedurens og Vidneførselens Afslutning Nævningerne, om Edith var skyldig i Overtrædelse af Straffelovens Paragraf om overlagt Barnemord, om hun kunde dømmes efter den almindelige Paragraf om forsætligt, men ikke overlagt Barnemord, eller om hun faldt ind under

den mildere Barnemordsparagraf,

der tager Sigte i første Række paa Mødre, der ombringer det nyfødte Barn umiddelbart efter Fødselen og uden endnu at være sig Sagen fuldkommen klart bevidst.

I sin "Retsbelæring" til Nævningerne udtalte Retspræsident, Dommer Axel Rasmussen udtrykkeligt, at efter hans Mening kunde den nævnte mildere Paragraf ikke komme til Anvendelse.

Ikke desto mindre dømte Nævningerne, at Edith kun var skyldig efter denne Paragraf, og udtalte samtidig, at Edith faldt ind under den saakaldte Taabeparagraf, hvis Anvendelse medfører nedsat Straf.

Under disse Forhold virkede det ret overraskende, at Dommeren umiddelbart efter afsagde den skarpe Dom: To Aars Forbedringshusarbejde.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 3. juli 1925).

Læge H. J. Leunbach: Fødselsindskrænkning og Racehygiejne. (Efterskrift til Politivennen)

Lægen J. H. Leunbach (1884-1955) er kendt for sit banebrydende virke som seksualoplyser, bl.a. agitation for at gøre svangerskabsafbrydelse lovlig. På disse områder var han langt foran sin tid. Han blev praktiserende læge i Ordrup 1922, i København 1925. 

Han var fortaler for racehygiejne, ligesom socialdemokraten K.K. Steincke, som 1920 udgav "Fremtidens Forsørgelsesvæsen", der behandlede fremtidens socialpolitik. Den udtrykte samtidig den daværende racehygiejniske debat, og blev til praksis ved den store socialreform i 1933. Denne indeholdt to racehygiejniske love (1934-35) som lovhjemlede tvangssterilisation med henvisning til racehygiejniske årsager.

Den danske form for racehygiejne er blevet kaldt en "negative racehygiejne", dvs. et fravalg af afkom. Ud fra dette blev 1920erne til 1976 steriliseret 8.616 kvinder og 2.358 mænd kastreret, primært de åndssvage, sekundært sædelighedsforbrydere og sindssyge.

Teorierne udmøntede sig i 1920'erne på dramatisk vis: 1. Verdenskrig havde betydet et alvorligt fald i antallet af sunde unge mænd. Og kvinderne som begyndte at gøre oprør mod deres tilbagetrukne stilling i hjemmet, kunne udpeges som demoraliserede. Diagnoser for en sådan "degeneration" blev fx givet til kvinder der endte på Sprogø. Kvinders usædelighed (fx som udfarende og udfordrende part) blev koblet sammen med hyperseksualitet og erotomani. 

Den i 1923 oprettede en ø-anstalt på Sprogø er behandlet her på bloggen. Anstalten skulle isolere disse kvinder pga degeneration og kønssygdomme mm. 

Leunbach definerede i sin bog "Racehygiejne" (1923) hvem der havde negative arvelige egenskaber: "åndsvage, epileptikere og sindssyge, psykopater, folk med antisociale tilbøjeligheder eller med perverse drifter, kvartalsdrankere og andre alkoholister."

Leunbach var medarbejder på Social-Demokraten, hvorfra bringes nedenstående uddrag af hans artikler. På samme tidspunkt som han begyndte sit arbejde med bl.a. seksualklinikker. Han samarbejdede med Thit Jensen (der også var tilhænger af racehygiejne) og Foreningen for seksuel Oplysning (Leunbach var formand 1925-28).

Den "negative racehygiejne" stod i modsætning til Nazi-Tysklands "positive racehygiejne", altså ideen om at det skulle være muligt at fremavle mennesker med gode egenskaber, sidestillet med dyreavl.

Uddrag af Leunbachs artikel i Social-Demokraten 2.-3. marts 1924: 

--- Vi ved nu som noget ganske sikkert at den tidligere Forestilling om Degeneration, hvorefter en oprindelig sund og kraftig Menneskestamme eller Slægt i Tidens forløb degenerer og tilsidst uddør er forkert. Og at Degenerationen udslettes ved en Blanding med sundt Blod, ved indgifte i sunde Familier - denne Forestilling er ikke blot forkert, men I høj grad skadelig.

Derimod ved vi i endnu højere grad end tidligere, at der findes degenererede Mennesker, som er farlige og skadelige for Samfundet og dets medmennesker, og at disse Egenskaber nedarves og forplantes videre fra Slægt til Slægt.

En Krydsning med en sund Familie vil kun bevirke, at Degenerationen ogsaa trænger ind blandt de sunde, men kan aldrig føre til Degenerationens Ophævelse. 

Leunbach nævner her som eksempel den ofte brugte Juke-familie i USA

Degenerationen skyldes nemlig ikke Indavl. Den skyldes arveligt Anlæg. Hvis Anlæget findes hos begge Forældre, giver det sig et stærkere Udslag hos Børnene, end hvis det kun findes hos den ene. Derfor giver Indavl i en degenereret Familie daarligt Afkom. 

---

Man har nu konstateret, at paa samme Maade som med Degeneration forholder det sig med mange Former for Sindssyge, Epilepsi og Aandssvaghed. Hos de allerfleste af disse Mennesker giver Anlæget sig ikke Udslag i udtalt Sindssyg dom eller Idioti, men derved, at Slægtens Medlemmer bliver drikfældige, aandelige Undermaalere, Fattiglemmer, Forbrydere, Prostituerede eller paa anden Maade falder Samfundet til Byrde.

Overfor alle disse arvelige Anlæg gives der kun et Middel, nemlig at forhindre dens Bærere I at forplante sig.

Leunbach anser især dette for en fare for arbejderklassen:

Derfor er ingen Klasser i højere Grad end Arbejderne interesseret i Racehygiejnen. 

--- Der findes kun et Middel til i Fremtiden at befri Samfundet for disse Mennesker - og det er Racehygiejnen.

--- I det daglige, fredelige Liv spiller de nu ikke nogen større Rolle. De vil ofte være ufredelige og derved gøre sig alle til Uvenner og faar saaledes kun ringe Indflydelse. Men hvis der kommer Krig eller Revolution og andre Slags urolige Tilstande, saa kommer de ovenpaa.

Hensynsløshed, Initiativ og Evnen til at fiske i rørte Vande vil gøre sig gældende og bringe sin Mand frem i de revolutionære Bevægelser. De revolutionære Fraser er nemme at lære; og i den første Begejstrings Rus er alle Brødre; man tilgiver gerne tidligere Forsyndelser og tillader derfor disse Mennesker at faa en Indflydelse og Magt, som snart bliver i høj Grad fordærvelig for hele den revolutionære Bevægelse.

--- Racehygiejnen tager nu ikke kun Sigte paa de virkelige syge og degenererede Slægter og Stammer mellem Menneskene. Ligesom der findes udtalt sygelige og uheldige arvelige Anlæg, saaledes findes der ogsaa særlig sunde og gunstige Anlæg, som bevirker, at deres Bærere i højere Grad end andre Mennesker har Mulighed for at gøre sig gældende Indenfor Samfundet og gavne dette. Gode Egenskaber kan i en slet Sags Tjeneste komme til at gøre betydelig mere Skade end Gavn. Det er noget, som gør sig i høj Grad gældende i det kapitalistiske Samfund. Derfor er Anlægget dog i sig selv lige godt - men det kan blive noget vanskeligt at bedømme og vurdere det.

--- En endnu større Forbrydelse, racehygiejnisk set, har det kapitalistiske Samfund paa sin Samvittighed derved, at det tvinger de kulturelt værdifulde Mennesket til at indskrænke deres Børneantal stærkt, fordi de kun dermed kan opretholde deret sociale Niveau.

De mindre værdifulde Mennesker har hverken den Ærgerrighed eller den Indsigt, som er Betingelsen for at kunne begrænse Børneantallet frivilligt. De lader det blinde Tilfælde raade. Og som bekendt generer det blinde Tilfælde sig ikke for at lade Folk sætte baade 10 og 20 Børn I Verden.

Den Bevægelse, som i Nutiden er oppe for at indføre Begrebet frivilligt Moderskab og hænde Kvindernes Ret til selv at bestemme, hvor mange Børn, de vil bringe til Verden, er selvfølgelig i høj Grad berettiget; og den er direkte fremtvunget af de sociale Forhold. Den betegner et stort kulturelt Fremskridt fremfor den helt ukontrollerede Børneavl. Denne Bevægelse har tidligere mest gjort sig gældende i Overklassen, men er nu ogsaa begyndt at gribe om sig i Underklassen. Men hvor berettiget den end er, saa har den den uheldige Egenskab, at den kun faar de bedste Dele af Arbejderne i Tale og kun faar de værdifuldeste Slægter indenfor Underklassen til at indskrænke Børnetallet. Derfor bevirker den en direkte Udvælgelse af de kulturelt mindst værdifulde Slægter. Hertil kan en Racehygiejniker ikke være en helt passiv Tilskuer.

---

(Social-Demokraten 2.-3. marts 1924. Stærkt forkortet).

Dr. Leunbach i sit Arbejdsværelse. Foto fra Aftenbladet (København) 17. oktober 1929.

Internatet for forvildede Kvinder paa Sprogø. (Efterskrift til Politivennen)

Ø-anstalten var oprettet efter initiativ af Christian Keller (Den Kellerske Aandsvageanstalt i Brejning) i 1923. Han var også stærkt medvirkende i Loven om Adgang til Sterilisation (1929) - Europas første racehygiejniske lov. Baggrunden for anstalten var at isolere "minusindivider" fra at sprede deres gener i samfundet. For mænd fandtes allerede en lignende anstalt på Livø.

Frida Nielsen var den første forstanderinde. Hun stoppede i 1939. Hun var ugift sygeplejerske, og i starten var der 18 piger mellem 16 og 42 år. 

Professor Keller om Internatet paa Sprogø.

Det strømmer ind med Anmodninger om at faa Piger optaget. - Pigerne er glade ved at komme til Sprogø.

Professor Keller er nu vendt tilbage til Brejning efter at have aabnet Internatet paa Sprogø. Vejle Amts Avis har talt med Professoren, der udtalte:

- Det strømmer ind med Anmodninger til os om at faa Piger anbragt paa Sprogø. I Løbet af faa Maaneder vil derfor alle 30 Pladser være optaget. En af de Piger, iler sidst er bleven ansøgt optaget, har 8 - otte - uægte Børn og Kønssygdomme har de næsten alle. Den første af de Piger, der blev anbragt paa Sprogø, har fem Børn; De vil saaledes forstå: at det var paa høje Tid, vi fik Anstalten derovre.

- Hvor mange Beboere er der nu paa Oen?

- Foreløbig kun tre Piger og Opsynet. Statsbanerne tog nemlig alt deres Materiel med sig, da de forlod Øen, saa vi skal have anskaffet meget nyt.

- Hvem er Opsynet?

- Frøken Frida Nielsen her fra Brejning er Bestyrerinde, og saa har hun to Assistenter. Desuden er der en Mand til at passe Landbruget. Det er imod vore Principper, at der kommer Personer af det andet Køn paa Pen, men det har været nødvendigt i dette Tilfælde, da der ikke findes nogen Kvinde, der kan styre Landbruget derovre.

- Er Pigerne utilfredse med at skulle være paa Øen?

- Nej, tværtimod. Nu kan de gaa uden Barnepige. Man kan sige til dem: Smid jer i Høstakken i Middagshvilen, og det er de henrykte for at kunne gøre. Noget saadant har ikke været muligt tidligere.

- Hvilken By er Sprogø nærmest knyttet til?

- Det skulde være Nyborg, men vi hører ind under Korsør, og begge Byer slaas nu om os. Vi kan vel saa høste Gavn af denne Konkurrence.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 9. august 1923).

Branden i Internatet paa Sprogø.

En 18aarig ung Pige tilstaar at have paasat Branden.

Øen lille Sprogø, saaledes som de fleste Mennesker kender Øen fra Overfarten mellem Korsør og Nyborg.

Om Branden paa Sprogø meddeles yderligere, at alle Udlængerne og derunder ogsaa Vævestuen og Mejeriet, er nedbrændt, men derimod reddedes Hovedbygningen, saaledes at alle de Internerede har Tag over Hovedet. Hele Besætningen blev reddet.

En 18aarig Pige, som før har forsøgt Ildspaasættelse, har overfor Politiet tilstaaet, at hun har paasat Ilden for at hævne sig paa Forstanderinden. Hun er ført til Korsør Arrest.

Professor Keller har udtalt, at Bygningerne maa genopføres. Hvis Pigerne ikke kan være der under Arbejdets Udførelse, maa de flyttes til Bregninge saa længe.

(Demokraten (Århus) 3. juni 1925).

Efter genopbygning af de nedbrændte avlsbygninger i 1925 udvidedes anstalten til at kunne have 44 ad gangen. 

I 1925 rejste socialminister Borgbjerg rundt til en række institutioner for at lære forholdene på dem at kende. En af dem var internatet på Sprogø, om hvilket han udtalte følgende:

Efter Besigtigelse af de Kellerske Anstalter tog Ministeren sluttelig til Sprogø, hvor Bygningerne, der tidligere benyttedes ved Isbaadstransport og senere af Statsbanefunktionærerne anvendtes til Rekreationshjem, nu er indrettet som Kvindeinternat. Desværre var der jo en af Pigerne, som for kort Tid siden var Skyld i, at tre Udlænger brændte. Der er nu Forhhandlinger i Gang for at faa disse genopført, men dertil kræves en Bevilling af Statskassens Midler, da Assurancesummen ikke vil kunne slaa til.

Ved at anvende Øer, Sprogø og Livø, som Internater, er man naaet et af størst Værdi, til et nyt, men absolut tilfredsstillende System. Gennem Brugen af disse Øer er det fængselsagtige Præg borte. De internerede føler nærmest, at de opholder sig paa et Hjem, og Flugt er ikke saa let.

Paa Sprogø findes ca. 30 Piger. Maaske bliver det nødvendigt at overføre dem til en Afdeling af Brejninge Aandsvageanstalt, indtil de brændte Bygninger er genopført. Indtil Branden var Forholdene paa Sprogø ellers fuldt tilfredsstillende. Ikke faa af Pigerne ønsker sig naturligvis gerne bort fra Øen. Efter et Ophold der bliver flere af dem bragt paa ret Køl; men naturligvis er der nogle, som i det Øjeblik, Frihedens Time slaar, atter søger ud paa Afveje.

Internatet har en dygtig Forstanderinde, og til at forestaa Landbruget findes paa Sprogø Danmarks første kvindelige "Husmand". 

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 24. juni 1925. Uddrag).

"Klokken 5"s Medarbejder aflægger Besøg paa Internatet paa Sprogø.

Øen, der tjener som Internat for 42 forvildede Piger. - God Behandling, herlige Naturomgivelser og en knugende Længsel efter Friheden.

Den lille aabne Motorbaad "Maagen2, der to Gange om Ugen afgaar med Post fra Korsør til Sprogø, hugger voldsomt i det kraftige Bølgeslag, og hvert Øjeblik overskylles hele det primitive Fartøj af Storebælts vrede Søer, saaledes at der ikke vilde være en tør Trevl paa mig, hvis jeg ikke havde søgt Ly under det lille Halvtag, der er rejst paa Dækket, og hvor der ved Siden af de opstablede Postsager til Sprogøs Beboere netop er Plads til Baadens eneste Passager.

Efter en Times Sejlads lægger Motorbaaden til ved den lave Baadebro nord for Fyret, hvor vi modtages af to Kvinder, Fyrmesterens og Fyrpasserens Hustruer. Det var let nok at komme i Posbbaaden, ogsaa let nok at forlade den og bestige Broen; men for Enden af denne pranger et hvidt Træskilt, paamalet de truende Ord:

Adgang forbudt uvedkommende.

Postføreren og hans Søn, med hvem jeg har gjort Sørejsen, passerer Skiltet uden at ænse det i rolig Bevidsthed om ikke at være uvedkommende. Mig er der ingen, der har haft Bud efter, men ogsaa jeg forcerer Landgangen og begiver mig ad en snæver Spadseresti op til det store hvidkalkede, 6-længede Bygningskompleks, som jeg er klar over, er Sprogø Kvindehjem, en særlig Afdeling af de Kellerske Aandssvageanstalter.

Kvindehjemmet paa Sprogø.

Interview med Forstanderinde, Frk. Frida Nielsen.

Gaardspladsen er mennesketom. Jeg ringer paa Hovedbygningens Indgangsdør. - En venlig yngre Dame i Sygeplejedragt lukker. Jeg spørger efter Forstanderinde Frk. Frida Nielsen, og det viser sig at være hende.

Jeg forebringer mit Ærinde, at faa lidt at vide om, hvorledes Livet former sig paa Sprogø. Frk. Nielsen betænker sig. Jeg er vistnok den første Journalist, der gæster Sprogø paa Arbejdets Vegne efter Kvindehjemmets Oprettelse i 1922.

- Hvad er det saa, De vil vide.

- Hvem bor for Tiden paa Sprogø? spørger jeg som Indledning.

- Foruden Kvindehjømmets Beboere tre Familier ved Fyret, Fyrmesterens, Fyrassistentens og Fyrpasserens.

- Hvor mange unge Piger kan Hjemmet optage? 

- 42 og alle Pladser er besat.

- Hvor stort et Personale beskæftiger Hjemmet?

- Vi er syv, alle Kvinder, foruden Forstanderinden en Økonoma, en Avlsbestyrer, en Vævelærerinde, en Systuelærerinde, en Assistent i Vaskeriet og en Assistent ved Rengøringen.

- Er det udelukkende unge Piger, der optages som Alumner?

- Udelukkende voksne Kvinder, svarer Frk. Nielsen. Alderen er højst forskellig - mellem 16 og 51 Aar - , og der er baade Enker og fraskilte Koner imellem

- Udelukkende aandssvage Kvinder? spørger vi.

- Det er Kvinder, der er kommen paa gale Veje i seksuel Henseende, svarer Forstanderinden uforbeholdent. De karakteriseres som lettere aandssvage, men adskillige af dem er ikke mere aandssvage end mange af dem, der »trækker« paa Københavns Gader

Hvilke Piger kommer til Sprogø?

- Der maa dog være en særlig Grund til Interneringen? spørger vi.

- I Reglen en eller anden Konflikt med Politiet. Man kender den Vending fra Retsreferaterne, at vedkommende slipper for Straf, f. Eks. for Tyveri fra en Kavaller, mod at lade sig internere. I andre Tilfælde er det Sogneraad eller Værgeraad, der besørger uheldigt anlagte Piger interneret, med Overværgeraadets, eventuelt Retslægeraadets Sanktion, fordi vedkommende ved deres særlige seksuelle Tilbøjeligheder anses for at være farlige for sig selv og deres Omgivelser.

- Kommer de fleste fra København?

- Det kan jeg ikke sige. De kommer fra Landet, men en Del har naturligvis været i København. En ung Pige kan som bekendt komme galt afsted, hvor som helst - maaske lige med Undtagelse af Sprogø, tilføjer Frk. Nielsen med et lille Smil. 

- Hvor lang Tid varer Interneringen?

- Derom kan intet siges. Naar vedkommende efter et længere Ophold bør skønnes at være egnet til det, forsøges i Reglen med en saakaldet kontrolleret Familiepleje, Anbringelse i privat Hjem for Betaling og under Aandssvageansfallernes Tilsyn. I nogle Tilfælde kan vedkommende gives tilbage til Samfund som helt frit Menneske, i andre viser hun sig tydeligt ude af Stand til at taale Friheden, og saa maa naturligvis Interneringen fortsættes.

- Føles Tilværelsen her paa Sprogø uhyre ensom?

- Vi, der er optaget af vort Arbejde, føler det ikke, svarer Frk. Nielsen. Pigerne gør det sikkert mere. De føler det nok desværre oftest som en Straf at være her

Den daglige Levevis.

- Er der aldrig nogen, der forsøger at flygte?

- Saa godt som aldrig. Det vilde ogsaa være vanskeligt. En enkelt Pige svømmede en Nat ud til en Fisker, der laa med sin Baad ude i Bæltet, men han satte hende da i Land igen. 

- Hvorledes er Pigernes daglige Levevis?

- Almindelig og meget regelmæssigt. Desto lettere gaar det for Pigerne og for os. Vi staar op Klokken 6 om Morgenen, Pigerne gør selv i Stand paa deres Værelser, vi spiser Morgenmaaltid Klokken 7, og hver gaar til sit Arbejde, nogle i Marken, andre i Haven og atter andre inden Døre. Med Afbrydelse af en Middagspause arbejdes der til Kl. 4. Saa drikker vi Eftermiddagskaffe, og derefter har Pigerne "fri". De kan færdes hvor de vil, paa Øen, spadsere og tage Bad. Badning og Svømning er en yndet Sport.

- Hvorledes tilbringes Aftenerne?,

- Med Samvær i vor Opholdsstue, Haandarbejde, Oplæsning og først og sidst Radio. Vi har naturligvis Højttaler. En Gang imellem har vi Biografteater her. Vi faar hver Maaned tilsend! Film.

- Hvilke Film er mest yndede?

- Fyrtaarnet og Bivognen, lyder Svaret uden Betænkning. Det er ogsaa noget med Humør, Pigerne trænger mest til her i Ensomheden

Frøken Nielsen inviterer os paa en Rundtur i de store Bygninger. Alt, hvad vi ser, er lyst og venligt, rent og pillent, som var det blæst.

Samtaler med de ulykkelige Kvinder.

Efter at have takket Forstanderinden for den gode Orientering har jeg Lejlighed til at gaa en ensom Rundtur paa Øen.

Spredt i den meget store, smukt holdte Have arbejder fire af de internerede Kvinder. Jeg passiarer med dem, hvor jeg kommer frem, og en Passiar med en fremmed er for dem en sjælden og kærkommen Adspredelse. Havearbejderskerne er pænt og kvindeligt klædt paa. Ude i Marken træffer jeg tunge Kvindeskikkelser i klodsede Overalls. Paa Afstand tror man, det er Mænd, men det er solbrunede Pigeansigter, der kigger mig i Møde mider de bredskyggede Kasketter.

Endnu mere forskellige end Alderen, 16-51 Aar, er de Fysiognomier. Nogle gamle hærgede Ansigter taler tydeligt om Aandssvaghed og Degeneration, og deres Tale er taaget og usammenhængende. Andre Piger ser sunde, raske og nærmest intelligente ud. Det almindelige Indtryk er, at Pigerne paaskønner den Behandling, de er Genstand for paa Hjemmet under Frk. Nielsens Overledelse. Hverken Kosten eller Arbejdets Strenghed klager de over, men fælles for dem alle er Klagen øver den dræbende Kedsomhed, som Frihedsberøvelsen medfører, og Bønnen, om jeg dog ikke kan skaffe dem Friheden igen. De vil alle love at opføre sig som Dydsmønstre og skal nok tage sig i Agt for Mandfolk.

Et velkomment Stykke Chokolade kan jeg give dem, men med Hensyn til Friheden maa jeg jo melde Pas.

Øjnene dugges. Baaden lægger fra Land. Det sidste, vi hører, mens de vinker Farvel, er Bønnen om Frihed.

Friheden, som mange af os først skønner paa den Dag, vi har mistet den.

(Klokken 5, 11. juli 1928)

Der var også andre end den ene pige som forsøgte at flygte. I maj 1924 blev to piger "bortført", og vendte hjem måske i samme båd. De nægtede at give oplysninger om hvor de have været. I 1933 udbrød der difteritis. Mindst 1 døde på sygehuset i Korsør, mens andre 3 blev overført dertil.

Overlæge ved den Keller'ske Aandssvageanstalt H. O. Wildenskov udtalte i et nummer af "Ugeskrift for Læger" følgende:

Naar det Spørgsmaal rejses, om det ikke havde været muligt at lade de paagældende Patienter frigive, dels fra Aandssvageanstalten, dels fra Internatet paa Sprogø, uden at de i Forvejen var blevet steriliseret, gør Overlægen opmærksom paa den udtalte Tilbøjelighed, der er hos saadanne aandeligt defekte Mennesker til netop at søge Samkvem med andre aandssvage, og at den Arv, der afgives Afkommet af saadanne Forbindelser, i det overvejende Antal Tilfælde er yderst skæbnesvanger. 

Efter stramningen af steriliseringsloven i 1934 var det nærmest umuligt at forlade øen uden at blive steriliseret.

I 1937 bragte flere aviser en helsides reportage fra Sprogø hvor de også var blevet vist rundt af Frida Nielsen. Den var nogenlunde skrevet i samme positive ånd som Klokken 5 (se fx Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 21. august 1937).

Under Besættelsen blev kvinderne flyttet til Brejning da tyskerne besatte øen. Allerede den 14. juli 1945 fortalte en artikel i Korsør Avis om tyskernes ødelæggelser på øen. 

Udsigt over Kvindehjemmet paa Sprogø. Inde i Bladet bringer vi i Dag en Artikel, der fortæller om den lille ø midt mellem Fyn og Sjælland.

Sprogø - en Stat i Staten.

Livet paa Øen er atter ved at falde tilbage i de vante Folder efter Tyskernes Afrejse.

Paa Vejen til Sprogø ligger Fyrskibet Halskov Rev.

Forbindelse med Omverdenen er ikke noget dagligdags paa Sprogø. Paa Øen er der to Dage, som man ser hen til med særlig Glæde, nemlig Tirsdag og Fredag, for da kommer Postbaaden fra Korsør.

Skipperen paa den lille Baad hedder Jensen, og han er trofast over for Sprogø. Det skal staa haardt, om han svigter et Besøg. Han véd, hvor kærkomment og hvor nødvendigt det er, at Turen gennemføres; det er jo ikke Posten alene, Øen skal ogsaa have mange andre Ting, Levnedsmidler, og hvad der nu kan være.

Naar man kommer sejlende mod Øen, fanges Øjet uvilkaarligt af Fyrtaarnet. Højt og brat hæver det sig op, mens Bølgerne med en sagte Syden kammer over Revet nedenfor. Man er tilbøjelig til at tro, at Øen blot er denne Bakke med et Fyrtaarn paa Toppen.

Men bagved finder man et andet Syn. Dér strækker Øen sig ud med Marker og Haver. Vel har de ikke Sommerens Farvepragt i Januar Maaned, men alt staar pudret med Sne, og er der noget dejligere Syn end Marker og Haver helt i hvidt? 

Paa Sprogø staar denne Søjle og betegner det nøjagtige Midtpunkt mellem Fyn og Sjælland.

Jensen lægger sin Baad til Landgangsbroen, og den første Modtagelse besørges af Fyrmesterens Hund, der gøende betragter, hvem Baaden har med i Dag. Ogsaa Fyrmesteren og hans Assistenter er nede for at tage imod.

Saa staar man dér og betragter den snepudrede Ø og spørger i Tankerne sig selv, hvor Kvindehjemmet ligger.

Det viser sig, at Kvindehjemmet virkelig er det store smukke Kompleks lige op for Broen, nærmer  en stor, fornem 4-længet Gaard med gule Mure.

Smukt ser det ud, og der hviler en egen forjættende ro over Stedet. Ja. saadan synes det, naar man staar nede ved Badebroen og betragter det for første Gang.

* Saadan bor vi.

Paa Kvindehjemmet bor der for Tiden 38 unge Kvinder, og det kan ikke paastaas, at der er overbelagt, for der er Plads til 55.

Hjemmets Forstanderinde Frk. Stuhr.

Dagen begynder Kl. 7. Først serveres Morgenmaden. Serveringen sker paa Skift, og naar man har sunget en Morgensang, begynder Dagens Arbejde, og der bliver arbejdet med mange forskellige Ting.

De unge Kvinder bor i nydelige smaa Værelser, enkeltvis eller op til seks i samme Værelse. Nydelige Værelser er det, holdt i forskellige rene, klare Farver, lige beregnet paa at sætte Humøret i Vejret. Senge, Stole og Toiletborde er holdt i hvidt, og de unge Piger udnytter paa det bedste deres Toiletborde eller Kommoder, om man vil, til at stille Billeder paa. For det meste Billeder af deres Familie eller Veninder. For Enden af Gangene er der Vaskestuer, og overalt dominerer de flisebelagte Vægge. Smukke og fremfor alt lette at holde rene.

Hjemmets Funktionærer er alle kvindelige. 8 ialt. Øverstkommanderende er Hjemmets Forstanderinde, Frk. Stuhr, og for at forstaa hendes Indsats maa man simpelthen se Kvindehjemmet. Det er saa beundringsværdigt, at man uden at sige for meget tør paastaa, at det er enestaaende. Ikke alene præges alt af hjemlig Hygge, men alt skinner ogsaa saa propert, at man mest af alt har Lyst til at bruge Ordet - utroligt. Hvis man ret tænker igennem, hvad der maa kræves af et Menneske for at lede et Foretagende som Kvindehjemmet paa Sprogø, saa maa man beundre Indsatsen dobbelt, naar man gaar rundt i Bygningerne og ustandselig støder paa Ting, som man end ikke havde forestillet sig i Sin vildeste Fantasi. Men Æren skal deles med Fik. Stuhrs Medhjælpere. I nøje Samarbejde vejleder de Hjemmets unge Kvinder, oplærer dem og udruster dem til atter at komme ud i Livet og staa paa egne Ben.

* Mange Hænder er i Arbejde.

Kun faa Steder i Kvindehjemmets store Kompleks støder man paa Spor af Tyskerne. Hist og her er Gulvbelægningen mærket af en umotiveret opstillet Kakkelovn, som har endt sine Dage som gammelt Jern, men andre Beviser finder man ikke Alt skinner nyt.

Kvindehjemmets Vævestue. Her forarbejder de unge Kvinder smukke Kludetæpper og andre Vævearbejder, selv om Materialemangelen sætter sit Spor i Arbejdet.

I Forlængelse af Bygningerne ligger Gymnastiksalen, "Forsamlingshuset", som den kaldes paa Øen, og her dyrkes Gymnastiken ivrigt saavel af Funktionærer som de unge Kvinder.

Og Dagen igennem arbejdes der flittigt. I Vævestuen væves dejlige Kludetæpper eller syes kunstfærd ge Kludeklip, ved Siden af i Systuen forarbejdes Duge med fine Hulsømme, ligesom Pigerne syer alle deres Kjoler selv. Et Mejeri med Centrifuge findes der, Vaskeri med store Trækummer, kæmpemæssige Grukedler og Tørreskabe, Stryge- og Rullestue, og Hjemmet har ogsaa eget Vandværk og Elektricitetsværk. Køkkenet maa heller ikke glemmes, det er et Eventyr for sig, og her er Økonomaen man kun sjældent har set det. Hønseri er der ogsaa, og i Haven arbejdes der med at faa den i Orden igen, saa det kan blive Blomsterne og ikke Ukrudtet, der skal regere til Foraaret.

Overalt er det de unge Piger, der udfører Arbejdet. Mange af dem synger og ler, saa man kan høre det langt omkring. Et Par kører et Hestekøretøj med en saadan Færdighed, at man som Mand maa misunde dem af hele sit Hjerte.

Alt faar de unge Piger lært. Almindeligvis er de tre Aar paa Sprogø og de oplæres i almindelig huslig Gerning, til Have- og Markarbejde, de lærer at sy osv.

Ikke et Sted findes der noget Præg af Fængsel eller Anstalt. Selvfølgelig er der ingen Grund til at skjule, at nogle af de unge Kvinder kan længes hjem, det er ganske naturligt, men langt Størstedelen er glade. De kan føle sig hjemme, de faar en solid Uddannelse af kvalificerede Lærerkræfter, og overalt møder de Venlighed og Forstaaelse. Det er en Stat i Staten, velorganiseret og med et Livssyn, som kun kan findes i et saa lille Samfund - desværre.

* Paa Fyret.

Men Øen har ogsaa andre Beboere. Oppe paa den store Bakke ligger Fyrtaarnet. I smaa Huse ved Siden af bor Fyrmester Frandsen og hans Frue samt Fyrmesterens to Assistenter. Igennem hele Besættelsestiden maatte de føre deres egen lille private Krig mod den tyske Besættelses og den var ikke mindre modig end i andre Dele af Landet. Alene Mand maatte Fyrmesteren bakse de stupide Tyskere. Nemt var det ikke. De forsøgte at tyrannisere, hvor tyranniseres kunde, men ikke en eneste Gang undlod Fyrmesteren at gøre Modstand. Alt forsøgte Tyskerne, selv Trusler om Koncentrationslejr, men Fyrmesteren var ikke bange og gav dem raat for usødet.

Der kunde skrives en hel Bog om de Oplevelser, som Fyrmester Frandsen var ude for, mens Tyskerne huserede paa Øen. Sprogøs Besættelse og Tyskernes Optræden paa Øen er et lille Kapitel for sig selv i den tyske Besættelse i Danmark. Nu er Mindet om Tyskerne ved at forsvinde. Den halve Snes Barakker, som Tyskerne opførte paa Øen, er blevet revet ned og sejlet bort. Lidt staar tilbage endnu, bl. a. et Udkigstaarn; men længe varer det ikke, før ogsaa det falder.

* Tilbage til Sjælland.

Hen paa Eftermiddagen sejler Postbaaden bort igen. Hvad den bragte, er kommet i Land, og mange Ting skal den ogsaa have med tilbage.

Der bliver vinket Farvel til Baaden, da den lægger fra. Det er allerede mørkt og er ogsaa begyndt at blive diset.

Sprogø toner langsomt væk agterude. Fyrtaarnet er begyndt at sende sine Blink ud over Havet. Men ogsaa de forsvinder til sidst i Disen, som bliver tættere og tættere. Der bagude ligger en Ø, et lille Samfund. Faa er vel de Mennesker, som tænker paa det; men naar man en Gang har besøgt Sprogø, saa aner og tror man, at her findes der et Samfund, der vel ligger godt gemt, men hvor der trods alt findes en Lykke, en Glæde og fremfor alt en Næstekærlighed, som er langt større end blandt os, der ikke bor derude.

aw

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse) 29. januar 1946. Uddrag).

I 1949 fik anstalten installeret et tonefilmsapparat. Frk. Stuhr fik et kursus i hvordan hun skulle betjene apparatet. 

16. juli 1949 var det avisen "Københavns" tur til at bringe en reportage fra et besøg på øen. Den ligger i samme optimistiske tone som ovenstående artikel fra 1946, måske endda en anelse mere begejstret. Avisen snakkede dog tilsyneladende ikke med andre end fyrmesteren, skipperen på postbåden og frk. Stuhr. Avisen bragte nedenstående fotoer til artiklen:

Dette er "Friheden", det lille Sommerhus paa Øens Vestspids, hvor otte Piger ad Gangen gaar Lov til at holde "Sommerferie". Her er Forstander Frk. Stuhr paa Besøg, hun staar længst til højre i den hvide Kittel.

Frk. Stuhr er eksamineret Filoperatør, og Forstanderen ses her ved Hjemmets koderne Tonefilmapparat.

Viborg Stifts-Tidende bragte 3. december 1957 en helsides artikel med fotoer. Også denne artikel beskriver forholdene positivt, selv det at kvinderne bliver steriliseret.

Anstalten blev lukket i 1961. Først i 1960'erne begyndte man at finde ud af at isolation af dårligt stillede kvinder havde flere negative virkninger end positive. Den 30. april 1997 udsendte TV2 udsendelsen "Pigerne på Sprogø" hvor flere af anbragte gav et anderledes dystert syn på forholdene. Med Jussi Adler Olsens roman "Journal 64" (2010) blev Sprogø-kvinderne endnu mere kendt.

Omkring 500 kvinder opholdt sig gennem tiderne på øen. 

Prospekt fra Sprogø. Illustreret Tidende 14. oktober 1860.