Kolonihaverne paa Fælleden. (Efterskrift til Politivennen).

Konen fra "Solvang" hos Kongen

Hun reddede de 200 Kolonihaver.

Havelejerne faar lov at blive boende et Aar.

De kan forberede Flytningen.

Fru Vilhelmine Schiøtt, der gik til Kongen og talte Havelejernes Sag.

Vi fortalte forleden om de nye Planer, der var lagt  - og var ved at blive fremmet - med Hensyn til de 200 Kolonihaver fra Kolonierne "Solvang", "Haabet" og "Tuborg"   der ligger ude ved Ryvangen.

Som bekendt fik Haveejerne i foraaret Besked om, at de skulde flytte, og det var nu ordnet saadan, at et stort Areal af Nørrefælled skulle udlægges til disse Haver. Selv om der var Glæde over, at man havde fundet Plads, saa var der alligevel Sorg over, at man skulle rykke ud. Fælleden er jo alt andet end klar til at modtage Havelejerne og de mange Planter, som Haveejerne havde opelsket, vilde gaa tabt. Det hele vilde ikke kunne gaa af uden store Tab. Saaledes stod Sagen indtil i Mandags, da greb en rask Kvinde ind i den og fik udvirket en Ordning, der giver Havelejerne en ganske anden og langt bedre Ordning.

Besøget hos Kongen.

Den raske Kvindes Navn er Wilhelmine Schiøtt, og hun driver en Cigarforretning Nørrefarimagsgade 51.

Da vi i morges aflagde et besøg hos Fru Schiøtt, mødte vi Typen paa en rigtig brillant københavnsk Husmoder, behagelig af Væsen, men alligevel præget af Energi og Resoluthed. Om sit Besøg hos Kongen vilde hun dog ikke udtale sig: - Aa, det er saamænd ikke noget at tale om 

Fru Schiøtt vil dog ikke benægte, at hun havde faaet en udmærket ordning for Lejerne. Men det kunde enhver anden ogsaa have gjort! - sagde hun.

Det var Militæret, der skulde have Pladsen.

Men en af Havelejerne forklarer Sagen for os anderledes: Fru Schiøtt er en brillant Kvinde, og det, hun har gjort, er udmærket gennemført. Da hun hørte at Militæret skulde have Pladsen, sagde hun: Saa vil jeg minsandten gaa til Kongen, naar I Mandfolk ikke kan udrette noget, saa maa vi Kvinder tage fat. Og i Mandags gik hun op paa Christiansborg til den almindelige Audiens. Hun forklarede den jourhavende Adjudant, hvad hun vilde og fik ogsaa Foretræde.

Kongens og Fru Schiøtts Samtale.

Kongen hørte med Interesse paa Fru Schiøtts Fremstilling af Sagen, hvorledes denne Flytning vilde betyde store Tab for Havelejerne.

- De Haver, De taler om, sagde Kongen, ligger de ud mod Lyngbyvejen.

- Nej. ud mod Ryvangen, der, hvor Deres Majestæt rider hver Morgen

- Aa, Javel, saa ved jeg Besked!

Kongen bad nu Fru Schiøtt vente udenfor, og lidt efter blev hun atter kaldt ind.

- Ser De nu, min gode Fru Schiøtt, sagde Kong Christian, nu har jeg ordnet det saaledes, at De og de andre havelejere kan blive boende derude et Aar, og det kan vel i hvert fald hjælpe Dem i første Omgang og saa kan vi jo altid se. Nu skal De gaa hjem og bede Deres Formand skrive en Ansøgning til mig, men han maa kun ansøge om at beholde Pladsen et Aar, saa gaar det nok altsammen.

Ansøgningen indgives.

Behøver vi at sige, at det var en lykkelige Kone, der gik bort fra Christianshorg.

I Dag indgav Formanden, Snedker i D.F.D.S., Haertell  Ansøgningen, og den er altsaa paa Forhaand sikker paa at blive bevilget og selv om Havelejerne i sidste lnstans alligevel maa give Plads for Militæret, saa faar de Tid til at træffe deres Dispositioner, saaledes at de kan undgaa de økonomiske Tab, der eller vilde være Følgerne af Flytningen til Fælleden.

Man er i "Solvang" en Smule stolt over Fru Schiøtt, og man er ikke mindre taknemlig overfor Kong Christian og der bliver sikkert mere end et Par venlige Hilsener til ham, naar han kommer ud ad Ryvangen til ... "der hvor Deres Majestæt jo rider hver Morgen!"

(Aftenbladet (København) 7. november 1928).

Kongen kunde ikke hjælpe Kolonihaveejerne.

Alt skal ryddes i Løbet af 3 Maaneder.

Vi har tidligere omtalt den Sorg, der hersker i Kolonihaveanlægene ved Tuborgvej, hvor de tre Foreninger "Tuborg", "Solvang" og "Haabet" i Efteraaret fik Meddelelse om, at deres kære haver maatte sløjfes til fordel for Militæret, der skulde bruge Arealet til Øvelsesplads.

En al Kolonihaveejerne, Fru Schiøtt, Nørre Farimagsgade, tog i Kraft af det i gamle Ord: "Det er bedre at gaa til selve Hovedet!" den raske Beslutning at henvende sig til Kongen, og, som vi fortalte, opnaaede hun i November en Audiens, under hvilken Kongen trøstede hende med, at det gik ikke altid saa strengt, som Præsten prædikerede, og sagde, at Haveejerne foreløbig kunde tage Sagen med Ro.

Denne Udtalelse vakte forstaaelig Glæde og Haab hos Kolonihavefolkene, der saa Fremtiden i Møde med mere Fortrøstning, men nu er det nyvakte Haab desværre slaaet brat til Jorden. KoIonihaveforenIngens Formand Hr. Haertell, har forleden fra Krigsministeriet modtaget en Skrivelse hvori det kort og godt meddeles, at samtlige haver skal afleveres f fuldstændig ryddet stand senest den 13. April.

Har Sorgen været stor før, er den blevet større nu, det skuffede Haab gør den dobbelt bitter, og Fristen er betydelig kortere, end man havde ventet. Man havde troet, at man skulde faa Lov at glæde sig over Haverne i det mindste Sommeren over, men det Haab er altsaa bristet, og i Stedet for at begynde paa Foraarsarbejdet, der for Havebrugerne er Aarets lykkeligste Dage, maa man nu gaa til den bitre Gerning at sløjfe og ødelægge alt, hvad man i Aarenes Løb har bygget op. 

Og man staar uforstaaende overfor det Faktum, at Sløjfningen i det hele taget er nødvendig, idet man mener, at Militæret egentlig har Plads nok at røre sig paa. Naar det fra flere Sider er sagt, at Sportsrideklubben skulde have Terrænet overladt til en ny Ridebane, er dette forkert. Klubbens Bestyrelse meddeler os, at man ikke fra denne side har næret Ønske i den Retning. Det er lngeniørtropperne, der skal have Pladsen, men man skulde jo mene at de 150 Mand havde Plads nok i Forvejen.

(Aftenbladet (København) 14. januar 1929).

En af de Familier, der bor ulovligt. (Efterskrift til Politivennen)

 

Her ser De en af Repræsentanterne for de ulovligt boende Familier, som truedes af den kommunale Udsmidning: Havnearbejder Viggo Sørensen, hans Hustru og hans Børn. Yderst staar den 5-aarige Pige Alice, en blomstrende Glut. I det andet Billede ses Moderen med den 5 Mdr. gamle Erik paa Skødet - en hel lille Kraftkarl at se paa. I Døren staar Sørensen selv med Alice paa Armen. Det er ude i Kolonihaveforening "Sundbygaard', Billedet er taget. Men der kunde tages flere af samme Art i de andre Kolonihaveforeninger, Borgmesteren vendte sin haarde Haand imod, da han udsendte Opsigelserne til Fraflytning til Oktober.

Inde i Bladet fortsætter vi Havnearbejderfamiliens Historie, den giver et fortræffeligt Bidrag til Belysning af det hele Spørgsmaal.

I artiklen  i bladet fortælles om den 31-årige havnearbejder Viggo Sørensen, hans 30-årige kone som havde tuberkoluse mens hun boede på Christianshavn og den 5-årige datter Alice. Efter at være flyttet væk, har hun ikke mere tuberkulose. Nu blev de så opsagt og skal flytte. Nedenfor bringes et lille citat fra artiklen:

En Guds Lykke - - !

---

Der er noget af det samme i de Mennesker, der har rejst deres egne Boliger ude i Kolonihaverne. Og da Opsigelserne kom - ud med jer alle! lød det - fik man en Fornemmelse af, at det ligefrem blev dem forbudt at klare sig selv, de skulde ind under offentlig Forsorg, de skulde ind i Barakkerne. Der er næppe megen Idyl dér. Endnu er det i frisk Erindring, hvorledes en af Lejerne foreslog, at man skulde forære Borgmesteren en Pose Væggetøj fra en af Kommunes Husvildebarakker for at vise, hvilket Avlscenter for disse Dyr Husvildeboligerne var blevet. Man skulde altsaa tro, at Borgmesteren mente at Antallet var stort nok paa dem, for hvem de fortvivlede Boligforhold havde lukket alle Sunde, saa de intet andet Valg havde end at søge Kommunens Husvildeboliger. Man skulde tro, han med Djævlens Vold og Magt vilde have Tallet højere.

- - -

Men han faar det ikke. De ude fra Haverne kommer ikke derind denne Gang. Borgmesteren har givet sig. I Aftes blev der udsendt følgende Meddelelse:

"Forhandlingerne mellem Borgmester Pedersen og Bestyrelsen for "Hjemmets Værn af 1927" angaaende Helaarsbeboolserne bragte det Resultat, at under Forudsætning af, at Helaarsbeboerne selv vilde bidrage til, at Forholdene I deres Haver blev bragt i saa nær Overensstemmelse med Magistratens Cirkulære af 12/2 27 som muligt, er der bevilget en Udsættelse med de Helaarsbeboerne til Oktober Flyttedag givne Opsigelser."

- - -

(Aftenbladet (København), 17. august 1927)

Artiklen (hvoraf ovenstående citat stammer) var skrevet af Jens Hammer som var pseudonym for redaktør Carl Rasmussen. I Aftenbladet 25. februar 1959 fortælles at han altid indledte morgenens arbejde med "en glansfuld fremførelse af Gralsfortællingen eller Så kold den lille hånd er ... (han) mødte ofte med fiskestang og frokostkurv, og endnu før trykningen af bladet var i gang, styrede han mod moserne og geddefangsten. I artikler fulde af livs- og naturglæde skildrede han sine oplevelser. De var forløbere for de lystfiskerrubrikker, man i dag finder i næsten alle blade." 

Han startede ved Aftenbladet i 1903 da C. W. Bærentzen overtog ledelsen af bladet. Han nåede at fejre 50 årsjubilæum. Mest kendt for teater- og musikanmelder. Han døde i starten af januar 1955.

Bolignødens Svøbe. (Efterskrift til Politivennen).

25,000 Mennesker lever stadig under Bolignødens Svøbe og der mangler 17-18,000 Lejligheder

Borgmestrene Viggo Christensen og Hedebol udtaler sig om Boligsituationen. - Huslejelovens Ophævelse vil skabe en stærk Strøm af Husvilde.

Grundejerforeningerne udfolder i denne Tid en stærkere Agitation end nogensinde for at komme Boligloven til Livs og faa den afskaffet, og det hænger selvfølgelig sammen med, at de haaber at skaffe sig Gehør hos den nuværende Regering, i hvilken de har en femte Prioritet i Sundhedsministeren, Dr. Rubow, der for at blive genvalgt til Borgerrepræsentationen søgte at fiske saa mange Grundejerstemmer som muligt. 

I denne Agitation anvender Grundejerforeningerne to Argumenter, nemlig at de mange ledige  Andelslejligheder viser, at der faktisk ikke længere er nogen Bolignød i København, og at Boligloven staar hindrende for det private Byggeri, derved at den opretholder en saa lav Leje i de gamle Ejendomme, at Folk foretrækker at blive boende der, fremfor at betale de højere Lejer i nye Huse. Men kunde man sætte Lejen op i de gamle Ejendomme efter Behag, vilde Folk foretrække at komme til at bo i nye Lejligheder, og da kunde der atter blive Profit for Private ved Byggeriet.

Bolignødens bitre Tal.

Er det nu virkelig saaledes, at der ikke længere er Bolignød i København, eller er den dog taget kendeligt af?

V i spørger Borgmester Viggo Christensen, der svarer:

- Vi mangler 8 a 9000 smaa Lejligheder i København, der kan lejes ud til en forholdsvis billig Pris, og der er desværre ingen Nedgang i Bolignøden.

Fraset de mange Mennesker, der bor i Lysthuse, er vore Husvildeafdelinger stadig stærkt optagne, og vi er fremdeles kun i Stand til at tage os af de Familjer, der bliver sat paa Gaden. Dem maa vi jo anbringe, men andre kan vi ikke skaffe Plads til, hvor nødvendigt det end kan være, og hvor daarlige og usunde Boliger, de end har.

I vore Husvildeafdelinger har vi 1750 Familjer med tilsammen 7500 Personer.

Der er 3300 Familjer paa ialt 900 Personer, der er indlogeret hos andre Familjer.

I Lysthuse og usunde Lejligheder bor der 2700 Familjer med 8 a 9000 Familjemedlemmer. 

Af disse er der mange, der bor i daarlige og usunde Kælderrum og i Pulterkamre paa Lofter, der er indrettet til Beboelse. Det er Familjer, som vi har faaet opgivet fra Boligtilsynet, men foruden dem er der sikkert mangfoldige Familjer, der bor i saa usle og usunde Lejligheder, at de ikke vilde blive taalt som Beboelse under normale Forhold. 

Overfor denne Bolignød staar de 600 Lejligheder til normal Beboelse, som nu hører under Husvildeafdelingerne, og det Antal Andelslejligheder, der er ledige, og hvis Tal jeg ikke kender.

Der er saaledes stadig stor Bolignød her i København. Den er ikke væsentlig forandret.

Hertil kommer, at Byens normale Tilvækst kræver 3000 nye Lejligheder hvert Aar. Saa mange bygges der ikke for Tiden.

Derfor er der i den nuværende Boligsituation ikke nogen Basis for en Agitation for at faa Boliglovene ophævet, og der er heller ingen Grund til at ophæve de nuværende Restriktioner for Tilflyttere. Det er vistnok her en almindelig Anskuelse, at vi har givet noget efter her. Det er en Misforstaaelse. Der er kun sket det, at Kommunen har givet Tilladelse til Indflytning i nogle af de dyreste Lejligheder. Men det er kun sket i et minimalt Antal Tilfælde, og Kommunen er fremdeles nødt til paa Grund af Boligforholdene at opretholde Forbudetmod Tilflyttere.

Boligsituationen er bleven end alvorligere paa Grund af Erhvervskrisen og den deraf følgende Arbejdsløshed, idet der er mange, der ikke kan svare en normal Husleje. Dette har skabt forøgede Vanskeligheder, og derfor er der nu Bestræbelser i Gang for at faa dannet et socialtfilantropisk Selskab for om muligt derigennem at skaffe Boliger til en billig Leje.

Borgmesteren slutter med at betone at den stigende Husleje allerede nu bringer Folk ind under Kommunens Boligforsorg, men ophæves Boligloven og faar Grundejerne Lov til yderligere at forhøje Huslejerne, er der Fare for, at denne Strøm kan blive stærkere, og at der skabes et større boligproletariat.

Der mangler 17-18,000 Lejligheder.

VI taler derefter med Borgmester Hedebol, som udtalte:

Jeg kan ud fra min Erfaring sige, at der fremdeles hersker stor Bolignød i København. Det er vanskeligt at gøre op, hvor mange Lejligheder vi mangler. Jeg har nylig set, at en statistiker paa Grundlag af Befolkningstatistiken over Personer som er gifte eller har været gifte har udtalt den Anskuelse, at vi endnu mangler 17 a 18000 Lejligheder for at tilfredsstille det tilstedeværende Behov og tilvejebringe en rimelig reserve. Hertil kommer, at der nu i en Snes Aar næsten ingen gamle Huse er nedbrudt i København, og alle ved, at der findes et meget, betydeligt Antal Huse, hvor Lejlighederne i Virkeligheden er ganske utjenlige til Menneskeboliger. Af Færdselshensyn haaber jeg, at Kommunen indenfor en ikke altfor fjern Fremtid kan gaa i Gang med den besluttede Udvidelse af Torvegade. Herved vil yderligere et stort Antal Familier miste deres nuværende Bolig.

Hvad Kommunen har udrettet.

Kommunen har for det først i størst mulig Udstrækning udnyttet Statsboligfondsloven, ligesom den hidtil fuldt har udnyttet de tidligere tilsvarende Love, og Kommunen fortsætter i størst mulig Udstrækning sit eget Boligbyggeri.

Kommunen har saaledes indtil nu ved Tilskud og Laanegaranti til et Beløb i af 87 Mill. Kr. fremskaffet og bidraget til at fremskaffe 21000 Lejligheder. Paa Grund af den forringede Statsboligfonds-Lov har det i nogle Tilfælde været nødvendigt, at i Kommunen uden Statens Medvirkning og bagved Statslaanet støtter Laan eller tilsiger Laan for at det private Boligbyggeri ikke skal gaa i staa. Desværre har det borgerlige Mindretal i Kommunalbestyrelse ikke kunnet give denne Støtte sin Tilslutning.

Det kommunale Byggeri

Med Hensyn til Kommunens eget Byggeri er der at sige, at vi nys har fuldført to store Karréer, ved Ny Carlsbergvej med 224 Lejligheder og ved Strandboulevarden med 116 Lejligheder. I Løbet af Foraaret og Sommeren vil tre nye store Karréer blive færdige, ved Kirkegaardsvej med 168 Lejligheder, ved Sdr. Boulevard med 196 Lejligheder og i Sjællandsgade med 215 Lejligheder.

Under Opførelse er en endnu større Karré ved Enghaveplads med 348 Lejligheder.

Kommunen har saaledes fortsat henved 1000 Lejligheder under Opførelse, og forhaabentlig vil Kommunen se sig i Stand til fortsat i størst mulig Udstrækning at øve denne Virksomhed, der jo tjener det dobbelte Formaal at afhjælpe Bolignøden og at modvirke Arbejdsløsheden.

De nye Lejligheder kan lejes ud.

Vi bemærker, at Grundejerne paaberaaber sig de mange ledige lejligheder som et Bevis paa, at ingen Bolignød er mere.

Hertil svarer Borgmesteren:

Den sidste Opgørelse, nemlig den 1. Decbr. 1926, viste, at der var 1520 ledige Lejligheder i nye, privat førte Huse. I de samme Huse er der endnu ledige Lejligheder, men Antallet er dalet betydeligt.

Vanskelighederne her er denne, at disse Huse er opført eller delvist opført under Inflationsforhold, men er kommen frem paa Boligmarkedet i  Deflationens Bølgedal, hvor Befolkningens Købekraft er væsentligt forringet ved Lønreduktioner og Arbejdsløshed, men alle Vanskeligheder tiltrods viser det sig dog, at Antallet af disse Lejligheder stadig bliver mindre. 

Nu begynder nye Huse at nærme sig deres Fuldendelse. De er opført helt eller delvis i Deflationstiden, og altsaa til noget lavere priser, og her viser det rig glædeligvis, at Afsætningen af Lejligheder gaar langt lettere.

Jeg har saaledes foran mig liggende en Opgørelse over fire Byggeforetagender af denne Kategori. Det første ventes færdigt omkring 1. April og omfatter 84 Lejligheder. Disse var alle udlejede den 1. Marts. Det næste, der omfatter 158 Lejligheder, ventes færdig den 1. Maj, og alle disse Lejligheder var ogsaa udlejet d. 1. Marts. Det tredje ventes færdig den 1. Maj og omfatter 169 Lejligheder. Disse var udlejede den 1. Marts paa 27 Lejligheder nær. Endelig har vi det Fjerde, der ventes færdig den 1. Juni. Her er alle 70 Lejligheder allerede udlejede.

Disse 4 Byggeforetagender, hvis FuldendeIse ligger et Stykke frem i Tiden, omfatter saaledes 481 Lejligheder, der alle paa 27 nær er udlejede. Ogsaa Indskudene i disse noget Billigere Huse synes efter Omstændighederne at gaa bedre ind, end man havde turdet vente. Af et samlet Indskud paa 215,000 Kr. var der pr. 1ste Marts Indbetalt 87,000 Kr. 

Borgmesteren fortsætter:

Det, der nu efter min Mening tiltrængt nu, er, at Indenrigsministeren imødekommer det Ønske, som Københavns Kommunalbestyrelse enstemmigt har fremsat om, at Statsboligfondslovens Prgf. 5 bringes i Anvendelse eer »In Forudsætning, saaledes at Huslejen i Inflationens dyre Huse kan bringes ned saa vidt muligt til de ca. 10 Kr. pr. Kvadratmeter, som svarer til de nuværende Byggeomkostninger. Efter dette, tror jeg, at det vil være muligt efterhaanden dog at vinde noget Ind paa Bolignøden og i tilsvarende Grad at af hjælpe de sociale og moralske Onder, som den volder, men en ubetinget Forudsætning herfor maa det være, at den nuværende Huslejelov opretholdes, samledes som Forudsætningen hele Tiden har været.

(Social-Demokraten 15. marts 1927).

Hundreder af Familier i usunde Lejligheder.

De kan tiltrods for Lægeattest ikke faa nogen anden Beboelse.

Hvorledes Folks Sundhed undergraves paa Grund af Bolignøden.

Der kom i Gaar en Mand op paa Social-Demokratens Kontor og spurgte, om vi ikke kunde skaffe ham en Lejlighed i en af Kommunens nye Ejendomme. Hans Hustru havde nu ligget syg paa Hospitalet i 8 Maaneder af en Sygdom, der var foranlediget af den fugtige og usunde Lejlighed, de maa bebo, og Lægen har erklæret, at det er absolut sundhedsfarligt for hende at opholde sig i denne Lejlighed.

Vi talte derefter med Kontorchef Halmind, der leder den kommunale Afdeling for Huslejemaal, og Hr. Halmind svarede straks: Nej, vi kan ikke stille ham bedre end de andre ca. 400 Familier, der har Lægeattest for, at den Lejlighed, de bebor, er sundhedsfarlig, foruden alle de mange, som Boligtilsynet har indstillet til at faa en anden Lejlighed, fordi den de har, nærmest er uegnet til at tjene som Menneskebolig.

VI maa gaa frem paa den Maade. at vi først og fremmest, naar vi faar en Ejendom færdig, sørger for at anbringe de Husvilde der, som kan betale Lejen og ønsker at komme ind under ordnede Boligforhold. I anden Række maa vi derefter sørge for de Mennesker, der bor i usunde Lejligheder, men her maa vi jo desværre ogsaa tage al dem. der kan betale Huslejen.

Men der er Hundreder af disse Familier, som vi absolut Ikke for Tiden kan gøre noget for. De bor i elendige Lejligheder i Baggaarde, hvor de maaske betaler en Snes Kroner om Maaneden, og de kan ikke betale mere i Husleje. Vi er klar over, hvor forfærdeligt det er i sanitær Henseende, at disse Mennesker maa blive boende, men hvad skal vi gøre? Vi har ingen Steder, hvor vi kan anbringe dem til den Leje, de kan betale.

Det er jo endog saaledes, at vi maa lade Folk blive boende i usunde og daarlige Baggaards-Lejligheder i de gamle Ejendomme. Kommunen efterhaanden har erhvervet sig, Vi har ingen andre Steder at anbringe dem.

Saavidt Kontorchef Halmind som med sine Udtalelser har aabnet et nyt Indblik i den herskende Bolignød og dens ødelæggende Følger. Hundreder, ja maaske Tusinder af Familier, der maa leve i sundhedsfarlige Boliger, fordi det er umuligt for Tiden at skaffe dem bedre Boligforhold, og hvis Sundhed Dag for Dag undergraves, saaledes at de maaske faar Mén deraf hele deres Liv.

Og saa vover Grundejerne af Poul Rasmussens Støbning at paastaa, at der nu ikke længere er Bolignød i København.

(Social-Demokraten, 18. marts 1927).

Kolonihaverne ved Enghavevej ryddes. (Efterskrift til Politivennen)

 

En Kolonihaveejer flytter.

Der skal, som bekendt, anlægges en Park ude ved Enghavevej mellem denne og Vester Fælledvej. 

Terrænet har i mange Aar været lejet af Det københavnske Haveselskab, som igen lejede det ud til Kolonihaver.

Da Borgerrepræsentationen havde vedtaget Anlæget af Parken, blev Haveselskabet naturligvis sagt op, og Lejerne maatte forberede sig paa inden Udgangen af 1921 at rydde deres Haver,

Selvfølgelig var det kun med Sorg, at de gik til dette Arbejde. Her havde de nu skabt dem hyggelige Haver, som de havde plejet og hæget om, og hvor de havde brugt saa mange gode Timer. Intet Under derfor, at det gaar smaat med Rydningen. Fristen er for længst overskredet, men endnu kan man se en Kolonihaveejer være i Gang med at flytte Møbler ud af og nedrive det Lysthus, hvis Opførelse han har lagt baade Penge og mange Fritimers Arbejde. 

Naa, Magistraten tager det ikke saa nøje med Redningen - endnu. Men til 1. April skal alt være væk thi den Dag dukker Stadsgartneren og hans Folk ind og begynder paa Anlæget af Parken, hvori der bl. a skal være en Musikpavillon. Det eneste, der bliver staaende under Arbejdet, er Plankeværket, som Kommunen har lejet af Haveselskabet for 700 Kr. Den skulde jo alligevel sætte et Plankeværk op. Saa kunde den jo lige saa godt bruge det gamle. Men saa snart Parken er færdig erstatte det med et let Gitter.

Men hvor faar Kolonihaveejerne nye Haver?

Kolonihaveforbundet for Danmark har tilbudt dem Jord ude i Enghaven ved Køgelandevej, men foreløbig har de ikke akcepteret. Det ligger for langt ude, mener de, naar de bor omkring paa Vesterbro.

Det er selvfølgelig rigtigt, men jo mere Storbyen breder sig, jo længere ude maa Kolonihaverne ligge.

(Aftenbladet (København), 5. februar 1927).

Den nye Park ved Enghavevej

Den store Plæne tilsaas, og Frugttræerne staar hvide af Blomster.

Der var Taarer i Øjnene paa Ejerne af de mange gamle Haver ved Enghavevej, da Magistratens Folk kom og lagde Øksen til Rødderne af de frodige Træer og Buske, som flittige og nænsomme Hænder Aar efter Aar havde plejet, og som hver Vaar og Sommer havde dannet en herlig Ramme om de smaa Fristeder, hvortil Familierne tyede efter Dagens Slid. Men allerede nu er Sorgen antagelig ved at blive glemt, eftersom det jo viser sig, at den gamle Havekoloni, som kun var for de enkelte Lykkelige, er i Færd med at opstaa af sin Ruin som den "Fugl Fønix", under hvis Vinger alle Københavnere, men naturligvis først og fremmest Vesterbros travle Befolkning, kan søge Ly, Skygge og Skønhed, naar Livet i de store Stenørkner i Nærheden bliver altfor trist. 

Allerede i dette foraar kan man danne sig et Billede af den nye Park, i hvilken Arkitekten har bevaret alle de gamle skønne Træer, som paa nogen Maade kunde passe i Rammen.

(Aftenbladet (København) 25 maj 1928).

Udsigt over kolonihaverne på nuværende Enghaveplads. Grunden tilhørte staten. Foto fra Aftenbladet (København) 20 marts 1925.

Aah se, hvilken Velstand. (Efterskrift til Politivennen)

Hvor Familier i Lysthuse ængstes for Kuldens Ankomst
Mennesker i et Brædderum.
Der haabes paa at bedre og lysere Tider vil komme.

- Aah se, hvilken Velstand, siger Højrepressen og peger paa Sommerhusene i Byens Periferi, de Huse, i hvilke mange Familier maa tilbringe den lange mørke Vinter....

Disse Kolonihaver og Lysthuse blev mere end et herligt Tilflugtssted i den flagrende lyse Sommer. For mange Familier blev Lysthuset et Hjem.

Der er ikke Plads andre Steder i Byen. Hus rejser sig ved Hus, men dog er det ikke nok til, at der er Hjem til alle. Og mange flytter ind i Kommunens Huse og Barakker for de Husvilde. Men andre flytter ud i Kolonihaven.

Kun en Bræddevæg mod Kulden.

Paa Valby Mark, ude ved Brønshøj, i Sundby, omkring det gamle Kastrup Fort og ved Siden af Kløvermarken - ved Vanløse - overalt er der Hundreder af Lysthuse, hvor Familier klemmer sig sammen.

Nu rykker Kolonihavefolkene ind i Hjemmene i Byen igen.

Men de, for hvem Lysthuset er blevet Hjem, maa blive herude. Og nu nærmer Vinteren sig, den Tid, hvor et Par tynde Bræddevægge skal holde Kulden ude.

Det begynder jo lidt smaat.

Vi tager en Tur rundt til nogle af de Steder, hvor de Husvilde holder til i Lysthusene.

Det er ikke gode Forhold for Mennesker at leve under. Efteraarsregnen har opblødt Jorden. Vejene er plørede, og Jorden i Haverne klæget, saa den klæber om Fodsaalerne.

Det er ikke godt at gaa ude i. Og dog leger her mange Børn. Moderen kan Ikke hele Dagen holde dem Inde i det trange Lysthusrum.

Og taler man med de Mennesker, der af Forholdene er tvungne til at leve paa denne Maade, er det ikke de blideste Ord, der falder. Hvem kunde vente det.

Ude paa Valby Mark træffer vi udenfor et lille Lysthus en ung Kvinde med et Barn paa Armen. Hun staar ved Havelaagen, og vi kommer i Snak med hende. Og noget lyst Æventyr er det ikke, hun fortæller.

- Jeg er kun 19 Aar, min Mand 21. Men Lejlighed kunde vi ikke faa - af dem vi kunde betale. Der blev tilbudt os en paa 2 Værelser - til 61 Kr. Men det kan man jo ikke betale. Min Mand har ikke en Gang fast Arbejde. Og saa flk vi Haven her og Lysthuset af mine Forældre,

Hun smiler lidt bedrøvet og siger: - Det er jo ikke de bedste Forhold at begynde under, naar man er nygift. Og dog har her for Resten været rigtig rart i Sommertiden, men nu er vi saa bange for Vinteren. Vi har kun en Petroleumsovn. Og den kan ikke holde Kulden ude - slet ikke om Natten er jeg bange for. Og lade den brænde, tør man jo ikke - se nu, hvad der skete ude paa Tingvej, da det lille Barn brændte. Men saa daarligt det er, maa man jo haabe paa bedre Tider. Og de kommer vel ogsaa en Gang.

6 Mennesker i et Lysthus.

Og den unge Kone fortæller, at hun endda ikke har det saa slemt som saa mange andre. Hendes Familie er jo kun paa 3 Personer - men andre Steder lever der mange flere i et Lysthus sammenstuvede.

Vi træffer selv mange af disse "Hjem" paa vor Tur rundt.

Ude i Sundby - ved Kløvermarken - er saaledes et Lysthus, hvor Far. Mor og 4 Børn bor sammen.

- Hvordan kan de faa Plads til dem allesammen? spørger vi Konen, en halvthundredaarlg forslidt Kvinde.

- Det er ogsaa forfærdeligt. 

Hun viser os Lysthusets eneste Værelse, et lille Rum. Der staar kun en Seng, et lille Bord og et Par Stole. Saa er der en Udbygning til Kokkenet.

- Derude ligger de to største af Drengene - siger hun - saa maa vi andre klare os herinde med Sengen og Gulvet. Vi har boet her nogle Aar - men det er den svære Tid, der begynder nu med Kulden og alt det. Alt hvad vi kan skaffe af Tæpper og Klude - og Sække med forresten, maa vi have i Brug. Og saa kan Tænderne endda klapre i Munden, naar Kulden rigtig bider igennem Bræddevæggen.

1500 Familier lever i Lysthuse.

Der er mange af de Lysthuse, viser, der nok kan tage Vintertørnen. Der er dobbelt Bræddevæg med Cement imellem. Og endda er der Træhuse, der er helt komfortable med et Par ret store Værelser og Køkken.

Men der er 1500 Familier, der bor herude i Byens Periferi og paa denne Maade. Og de fleste af dem ængstes nu, hvor Vinteren staar parat til at holde sit Indtog.

(Klokken 5, 2. oktober 1925).

Kolonihaver der nedlægges. (Efterskrift til Politivennen)

Som tidligere meddelt har Kommunalbestyrelsen vedtaget en Udvidelse af Bispebjerg Kirkegaard. Denne Udvidelse vil komme tal at gaa ud over en Mængde Kolonihaver, der ligger paa det Areal, der skal benyttes. Vort Billede tilhøjre viser et Parti af Kolonihaver med Krematoriet i Baggrunden. Billedet til venstre viser et andet Parti med Grundtvigskirkens Taarn i Baggrunden. Her skal der anlægges en Alle fra Søborg Mose direkte mod Taarnet, saaledes at man fra denne Allé ser det hæve sig som Afslutning paa Alléen. Endelig faar man det paa det tredje Billede et Indtryk af, hvorledes Kvinderne nyder den friske Luft og Sommersol

(Social-Demokraten, 10. juli 1924).

Fra den nøgne Mark til det færdige Hus. (Efterskrift til Politivennen)

En Menneskealders Udvikling af Kolonihavebevægelsen.

Der bygges endnu en Stue til Lysthuset.

Kolonihavebevægelsen er ikke gammel, og den er for så vidt et barn af fagforeningsbevægelsen, som denne skabte betinger for den. Lønningerne blev forbedrede, således at de københavnske arbejdere opdagede, at de nok kunne afse det forholdsvis ringe årlige beløb, der skulle betales i leje af et stykke jord. Og arbejdstiden forkortedes, således at det blev bedre fritid til dyrkning af de i begyndelsen meget små stykker jord.

Til at begynde med var det vel som regel folk fra landet der var kommet ind til den store by for at arbejde, og som nu så lejlighed til at dyrke en lille have. Men efterhånden smittede det givne eksempel også vaskeægte københavnere, og allerede ved århundredskiftet, talte man kolonihaver i tusindvis, så godt som alle på lejet jord, og de fleste af dem på kommunens jord, som da var at få til leje for sådan noget som 150 kr. pr. tønde land, eller godt en øre pr. kvadratalen.

Omkring århundredskiftet satte kolonihavebevægelsen imidlertid en ny udløber, der i årenes løb skulle blive langt større og kraftigere end moderen.

Haven graves.

Der var noget truende og usikkert ved besiddelsen af kolonihaver på lejet jord. Kolonihaveejeren kunne befrygte, at han på en hvilken som helst og altid ubelejlig tid kunne få lejemålet opsagt og meddelelse om at ryddeliggøre det lejede, da jorden skulle udnyttes på anden måde. 

Med tungt hjerte måtte han da forlade den have, som han gennem nogle år havde fået gjort pyntelig og hyggelig, og hvor han og hans familie havde tilbragt så mange sommerdage og sommeraftener, for atter at begynde på en åben mark, hvor måske den samme skæbne efter endnu nogle års forløb atter ramte ham. 

Disse usikre forhold medførte, at kolonihavelejerne gik over til at købe jord. Netop ved århundredskiftet begyndte grundspekulanter at opkøbe jord i Københavns periferi, udstykke den og sælge den på afbetaling gennem en årrække mod forholdsvis små månedlige afdrag, afpassede efter arbejdernes økonomiske ydeevne. I de første år holdt denne bevægelse sig indenfor beskedne rammer. Men efterhånden som arbejdernes lønninger steg, samtidig med at middelstandsfolk også blev opmærksom på de nye muligheder for et sundt fritidslev voksede bevægelsen, og særlig stærk blev den i årene 1917-18-19, da der foretoges en tusinder og atter tusinder købte jord, og hvor København blev omgivet af en bred bræmme af parcelforeninger med udløbere hist og her længere ud mod det åbne land.

Vejene anlægges, kloakrørene tildækkes og kloakken gøres færdig.

Den efterfølgende erhvervskrise, de dalende lønninger og den vældige arbejdsløshed standsede som i et ryk bevægelsen i efteråret 1920, og siden da har der ikke været efterspørgsel efter parceller, mens mange arbejdere har måttet opgive de parceller, som de havde købt, fordi de ikke formåede at betale renter og afdrag.

Men den mægtige bræmme af parceller, omkring 20.000 i tal på 2-3.000 tønder land, ligger der nu som haver med lysthuse eller sommerhuse og høje flagstænger hvor flaget hver en sommersøndag når til tops som et vidnesbyrd om, hvor familien tilbringer sin søndag. Og til dem slutter sig de mange tusinde små kolonihaver, også med lysthuse og simmerhuse, flagstænger og flag. Hundredtusinde mænd, kvinder og børn henter her solskin og frisk luft hver en sommer dag, og tusinder af familier lever tilmed her sommeren igennem, herude på småmandens landsteder.

Udgået som parcelbevægelsen er af kolonihavebevægelsen, havde parcelkøberne oprindelig gennemgående kun det for øje, at de her fik en ejendomshave, som de ikke en skøn dag kunne jages bort fra, og de indrettede sig derfor under mere faste former end kolonihaveejerne. I årenes løb ofredes der mere på haveanlægget, lysthuset udvidedes og forbedredes, så det blev en hel lille lejlighed med værelse og køkken, hvor primusapparatet måtte erstatte gasapparatet, og hvor man udmærket godt kunne bo, så længe der var varme i luften.

Derfor hæftede man sig ikke ved Spørgsmaal som Afvanding og Vejanlæg, og derfor kunde Jordspekulanterne sælge Jord uden Hensyn til disse Spørgsmaal, noget, der i mange Tilfælde har vist sig at berede Parcelejerne Vanskeligheder, som de kunde have undgaaet, hvis der fra først af havde været taget Hensyn dertil.

Forholdene har imidlertid ført med sig, at disse Forhold nu er i høj Grad aktuelle. 

Det gik jo saaledes, at mange Parcelejere efterhaanden fik Ønske om at kunne bygge deres Hus paa deres Parcel, og den Bolignød, der indtraadte under Krigsaarene, og som stadig er kronisk, føjede Trang til at faa eget Hus til Ønsket og forstærkede det. 

Men der var Ikke nogen Mulighed derfor, dels paa Grund af de manglende Vej-, Kloak- og Vandanlæg og dels fordi Byggepriserne var saa bøje, at en Arbejder og en Tjenestemand overhovedet Ikke kunde magte at bygge et hus.

Et solidt træhus til helårsbebyggelse.

Saa blev Sommerhuset Helaarsbeboelse for en Mængde Familier. En Mængde af dem er ikke egnede for Vinterbeboelse. De er for usolidt byggede. Bræddevæggene er for tynde til at holde Kulden ude. Petroleumsovnen sluger en urimelig Mængde Petroleum, og endda bliver der ikke tilstrækkeligt varmt. Der er ikke hyggeligt i saadanne Sommerhuse om Vinteren, og den mest fremherskende Følelse er vel nok Længslen efter Sommeren, - men de har dog alligevel Tag over Hovedet.

I hver eneste Parcelforening omkring København bor der mange Familier i saadanne Huse, og hvis det ikke var saa, vilde Manglen paa Lejligheder være endnu langt større, end den er. Man kan sikkert trygt regne med, at der bor ca. 3000 Familier i sommerhuse paa deres Parceller Aaret igennem.

Adskillige Familier bor dog i Sommerhuse, der er fuldtud egnede til Vinterbolig. Sagen er, at et Træhus, solidt og godt bygget og med Hulrum mellem Yder- og Indervæg, er fuldt saa lunt som de almindelige Stenhuse og staar ikke tilbage for dem i anden Henseende, end at de kræver forholdsvis mere til Vedligeholdelse, og at de ikke er saa holdbare, hvilket dog ikke betyder stort for Ejeren, da det, forsvarligt vedligeholdt, nok kan staa de første 50 Aar.

Vort Billede viser et saadant Træhus, der beboes af en Statstjenestemand, hans Hustru og lille Barn. De to sidste ses paa Billedet.

De, der faar et saadant godt og solidt Træhus, der tilmed er langt billigere end et muret Hus af tilsvarende Størrelse, er ude over Bolignøden og sidder for en billig aarlig Afgift. De med de mindre egnede Sommerhuse og med de smaa Lysthuse haaber paa den Dag, da de kan rykke ind i deres eget Hus.

Hidtil har de været afskaaret fra at faa det. Det kostede for meget til, at de kunde magte det økonomisk. Der kunde vel opnaas Statslaan i tredie Prioritet, men de blev kun givet til boligforeninger, der var organiseret saaledes, at de ejede hele Foreningens Jord og derefter de opførte Huse, medens Medlemmerne kun blev Brugere. men i Parcelforeningerne ejede hver Mand sin Parcel, og der var uovervindelige praktiske Vanskeligheder for at danne saadanne Boligforeninger dér, at de kunde faa Adgang til Statslaan til deres Byggeri.

Desuden ejede Parcelforeningerne ikke Midler til at kunne anlægge de Veje og Arealer, der af Myndighederne stillede som Betingelse for, at man overhovedet kunde faa lov til at bygge varige Huse paa Parcellerne.

For tre-fire Aar siden vedtoges der imidlertid en Lov, hvorefter man under visse Betingelser kunde faa Lov til at bygge Huse paa Parceller, selv om der ikke forud var anlagt Vej og Kloak, men denne Lov fik saa godt som ingen praktisk Betydning, fordi den, der ønskede at bygge, skulde raade over mindst Halvdelen af, hvad Huset vilde koste at bygge, idet man kun kunde regne med at faa 40 pCt. i Laan i første og anden prioritet.

Endelig kom Loven om Statslaan i tredje Prioritet i Fjor. Derved skabtes der større Mulighed for at kunne bygge, men dog ikke saa stor Mulighed, som man straks troede, idet Kurserne paa Obligationerne faldt saaledes, at den, der nu vil bygge sit eget Hus, selv maa raade over mellem en trediedel og en Fjerdel af det Beløb, som Husets Anskaffelsessum andrager, og dette Forhold hindrer selvfølgelig en Mængde Mennesker fra at bygger, hvor gærne de end vilde.

Forhaabentlig lykkes det at løse Boligspørgsmaalet for disse Mennesker paa en saadan Maade, at de kan faa eget hus og Hjem, naar blot de selv formaar at yde etnogenlunde rimeligt økonomisk Bidrag dertil.

Der ligger som sagt 20,000 Parceller uden for København. En saa virksom Støtte, at den fjernede de økonomiske Vanskeligheder, der nu stiller sig hindrende for Bebyggelsen af dem, vil skabe Tusinder af egne Hjem i Københavns Periferi.

Der bliver fra forskellig Side hævdet, at det er en uøkonomisk Bebyggelse, og at Lejlighederne i disse Huse bliver dyrere at fremstille og bebo end i de store Boligkaserner. Hvad den dyre Fremstilling angaar, passer det maaske nok, men Forskellen er dog ikke stor. Man vil i en Boligkaserne næppe kunne fremstille en Treværelsens Lejlighed under 15,000 Kr. og en toværelses Lejlighed under 10 a 11,000 Kr., men man kan ogsaa fremstille et Hus med en Treværelses Lejlighed i Stuen og en Toværelses Lejlighed og med større Udenomsbekvemmeligheder og med Have for et lignende Beløb.

Men selv om Lejlighederne i et saadant Hus endogsaa bliver noget dyrere end i tilsvarende Lejligheder i en Lejekaserne, er der noget meget væsentligt, som man maa tage i Betragtning. For det første er der Adgang til Udbytte ved Hønsehold, Kaninhold og ved Dyrkning af Haven, der alle kan yde et pænt Bidrag til Husholdningen, og for det andet kommer Familien til at leve under bedre og sundere Forhold baade i legemlig og aandelig Henseende, Forhold, der vel ikke an vurderes i Penge, men faar deres uhyre Betydning deri, at de skaber en sundere Slægt.

*

Vinteren vil stadig ikke slippe sit Tag i Aar, men snart bliver vi dog Vidne til Foraarets endelige Sejr. Først nu, længe efter sædvanlig Tid, kan man begynde at grave i Haverne, men længe varer det ikke, før Arbejdet er i fuld Gang om Søndagene og Flaget vajer højt over Lysthuset. Manden graver og Børnene leger eller pusler med deres egen private lille Have, medens Moderen gør rent i Lysthuset eller Sommerhuset, og naar tiden er dertil, faar Fyr paa Primusapparet for at lave Familien en Kaffetaar.

Og hist og her ser man et Hus under Opførelse. Her er Grunden støbt, der er Kransen hejst, og et enkelt Sted staar det færdige Hus. Og ved Kaffetaaren drøfter Mand og Hustru de Muligheder, der er, for at de ogsaa selv kan komme til at bygge.

(Social-Demokraten, 4. maj 1924)

De Udstødte. (Efterskrift til Politivennen).

Borgere, der ikke er paa Mandtalslisten, kan ikke komme af med deres Skat, ikke faa deres Børn i Skole, uden Valgret, osv.

Myndighederne erklærer Beboerne af de "ulovlige" Sommerhuse Krig.

De københavnske Grundejere har paa et Møde forleden udstedt deres Banbulle mod praktisk talt hele det øvrige Samfund her i Byen, - mod Regeringen, at den skal ophæve Huslejeloven, mod Borgerrepræsentationens Højregruppe, fordi den har indset Nødvendiglieden af, at Huslejeloven forlænges, mod Kommunalbestyrelsen for den Boligforsorg, - og i Realiteten ogsaa mod Lejerne, fordi det til syvende og sidst bilver dem, det kommer til at gaa ud over, hvis Husværterne, hvad vi dog ikke tror, - skulde faa deres Krig igennem.

Men just samtidig med, at Husværterne skryder højt op om, at der er ingen Bolignød, er "Klokken 5" kommen i Besiddelse af en Række Oplysninger, der danner det uhyggeligste Relief for Aager-Grundejernes Skrigen op om de "frie" Forhold, de ønsker tilbage.

Vi skal i denne og et Par følgende Artikler gøre Rede for disse Forhold, der ganske givet vil stille Husværterne og deres Krav i den rette Belysning.

VI Indleder med et lille Interview Med

Borgm. Viggo Christensen,

der i træffende Ord karakteriserer Grundejer-Formanden, Konstruktør Poul C. Rasmussens Postulater.

"Grundejernes Paastand om, at der ikke er Bolignød, er selvfølgelig helt hen i Vejret" - udtaler vor Partifælle - "Hr. Poul C. Rasmussen kan jo blot spørge de Hundreder af Familier, der trods al tænkelig Umage Ikke kan faa Lejlighed.

løvrigt antager jeg ikke, at Kommunalbestyrelsen vil tage hans Svada saa højtideligt, at vi fremkommer med en Redegørelse. Naar hans egne politiske Meningsfæller Ikke blot her i Kommunen, men ogsaa paa Frederiksberg, hvor de har Flertal, har fundet sig foranlediget til at kræve Huslejeloven opretholdt, er det sikkert det bedste Bevis for Arten af hans Dokumentation.

Hertil kommer, at hans Udgangspunkter adskillige Steder er ganske urigtige. VI har en Gang ladet Ejendomskontoret undersøge hans Tal, og de var positivt forkerte.

Borgmester Jensen har ligeledes et Par Gange i Borgerrepræsentationen berørt disse Forhold og paapeget Uholdbarheden i Hr. Rasmussens Argumenter.

Heldigvis anser jeg det for udelukket, at Grundejer-Agitationen I nogensom helst Maade skulde paavirke Regeringen under de kommende Overvejelser om Huslejeloven. Og i alt Fald kan jeg sige, at det vilde betyde en Katastrofe for Hovedstaden, hvis det skete.

De Udstødte -!

Vor Partifælle kunde have tilføjet, at Katastrofen allerede gennem det sidste Par Aar har været I fuld Udvikling under den voksende Bolignød.

Vi er der paa det Omraade, hvor vi nu skal forelægge vore forskellige Oplysninger,

Gennem forskellige Organisationer er det, efter hvad vi erfarer foretaget en Optælling af det Antal Familier, der for Tiden bor i "ulovlige" Sommerhuse i Hovedstadens Periferi, hovedsagelig i Gentofte, Gladsakse, Rødovre, Hvidovre og Taarnby Kommuner. Antallet af disse Familier er i Øjeblikket 1000-1200 og det er paa Forhaand ganske givet, at disse Familier er flyttede derud, fordi det har været dem komplet umuligt at skaffe sig Lejlighed her i Byen selv, og fordi de ikke har villet under Kommunens Boligforsorg.

Mennesker der eksisterer - men ikke er Borgere.

Den Lod, der - i alt Fald i de fleste Tilfælde - er bleven disse Udflyttere til Del, er imidlertid af en saadan Beskaffenhed, at der tiltrænges den alvorligste Appel til Myndighederne om, at de skal berigtige Udflytternes statsborgerlige Forhold.

Vi skal nævne en Række Eksempler derpaa. Det er notorisk, at der i talrige af de "ulovliges" Sommerhuse lever Familier, der ikke har kunnet komme paa Mandtalslisten og altsaa for saa vidt slet ikke "eksisterer", de har ikke en, men adskillige Gange henvendt sig til Politimyndighederne i den Kommune, de er flyttede til, men man har ikke villet optage dem paa Mandtalslisterne - ja i en enkelt Kommune, Hvidovre, er det gaaet saa vidt, at der ar givet de kommunale Myndigheder Ordre fra Sogneraadet om, at disse Udflyttere overhovedet ikke maa kendes.

Skatteydere, der ikke kan komme af med deres Skat.

Heller ikke har disse samme Udstødte kunnet faa Lov at betale deres Skat og dermed erhverve deres kommunalpolitiske Rettigheder. Vi ved positive Eksempler paa, at Udflytterne har henvendt sig til Skattemyndighederne i de paagældende Kommuner og anmodet om at maatte betale Skat. De fik Afslag og Henvisning til at gaa til Københavns Skattevæsen, hvor man heller ikke kunde have med dem at gøre, da de var fraflyttede Københavns Kommune. De har henvendt sig til Sogneraadet for at faa udleveret Selvangivelsesblanket, men man nægtede dem dette, som man havde nægtet at modtage deres Penge.

Altsammen selvfølgelig, fordi de paagældende Kommuner ikke ønsket den Tilgang til Vælgerkorpset, som Udflytterne betyder.

Børnene kan ikke komme Skole.

Ogsaa Børnene kommer til at lide under disse Forhold. Udflytterne har naturligvis udmeldt deres Børn af de københavnske Skoler, samtidig med at de flyttede bort fra Kommunen. Men naar de derefter har henvendt sig i de Kommuner, de er tilflyttede, har man der nægtet at modtage Børnene til Undervisning i Folkeskolen, og Følgen er i mange Tilfælde blevet, at Børnene faar Lov at gaa uden Undervisning - til Trods for, at der er obligatorisk Skolegang her i Landet.

Vi skal i en følgende Artikel meddele nogle yderligere Oplysninger om hele den ukontrollerede Tilstand, der for Tiden hersker i disse Forhold. - Totalbilledet er som nævnt at en saadan Art, at der snarest muligt maa gribes ind.

(Klokken 5 (København) 23. februar 1923).

De Udstødte -!

Skal de forhindres i at udøve deres politiske Valgret?

-o.o-

Sundhedsmyndighederne vil gennem nye Reglementer forhindre Beboelsen af Sommerhuse.

I vor Artikel i Gaar om de Udstødte godtgjorde vi gennem en Række af Eksempler, i hvilken Grad Udflytterne fra København til de "ulovlige" Sommerhus i Nabokommunerne maa lide under de ganske lovløse og ukontrollerede Forhold, hvorunder de maa leve.

Hele denne Sag faar imidlertid endnu videre Konsekvenser - , hvilken Betydning disse Konsekvenser har, fremgaar med tilstrækkelig Tydelighed alene af den Omstændighed, at det - som nævnt - drejer sig om mange Hundrede Familier.

Berøvede den politiske Valgret.

Et væsenligt Moment i saa Henseende er, at Udflytterne i Øjeblikket i de fleste Tilfælde er udsatte for at miste deres politiske Valgret, - under Hensyn til, at den politiske Situation i Øjeblikket er saaledes, at man højst sandsynligt vil kunne vente Valg i Foraaret, er dette selvfølgelig en højst betænkelig Sag. Her i Byen er Udflytterne selvfølgelig slettede af Valglisten. Og den Kommune, de er flyttede til, har i mange Tilfalde nægtet at anerkende dem som Borgere og har ikke opført dem paa Valglisten der. I den første Uges Tid i Marts fremlægges Valglisterne til Eftersyn i de forskellige Kommuner, og udflytterne maa derfor for deres egen Skyld søge undersøgt, om de er paa Valglisten. I de fleste Tilfælde vil det vise sig, at de ikke er det. Nytter en Klage til Kommunalbestyrelsen derfor ikke, er der for Udflytterne ikke andet at gøre end omgaaende at anlægge Sag mod Kommunalbestyrelsen og forlange den dømt til at optage vedkommende Vælger og hans Hustru paa Valglisten. Denne Sag kan saa meget lettere rejses, som den er ganske fri for Omkostning for sagsøgeren.

De forbende Myndigheder.

Imidlertid synes Udflytternes Trængsler ikke at være endt med alle de Chikanerier, som de forskellige Kommunalbestyrelser i Kommunerne omkring København gennemfører overfor dem. Det ser i Øjeblikket ud til, at Myndighederne med Justitsministeriet i Spidsen vil erklære Udflytterne Krig og søge Beboelsen i de "ulovlige" Sommerhuse ganske umuliggjort.

Justitsministeriets Cirkulære.

Det begyndte i Fjor med, at Justitsministeriet efter Henstilling fra Sundhedsstyrelsen, der ikke kan fatte, at et Sommerhus udenfor København er sundere og mere hygiejnisk end en lejlighed i Vognmagergade, udsendte et Cirkulære, hvori der blev fastsat en Række yderst stramme Betingelser for Tilladelsen til at bo i et Sommerhus, selv om Opholdet dér kun strakte sig over over 3-4 Sommermaaneder. Der stilledes saa rigoristiske Krav til Anlæg af Sive- og Samlebrønd for Spildevandet, til denne Brønds Afstand fra Drikkevandsbrønden, til Afstande fra Nabogrundene, til Opmuringen af Drikkevandsbrønden osv., at praktisk talt de 90 pCt. af Sommerhusene ikke vilde kunne benyttes til Sommerbeboelse, endsige til Helaarsbeboelse. Rolignøden I Fjor var imidlertid saa truende stor, at Kommunerne, med København I Spidsen, ganske negligerede dette Cirkulære, og man begyndte allerede blandt Udflytterne at haabe paa, at Faren var drevet over.

Sagen rejses igen og skal nu gennemføres.

Men desværre! - Sagen er ikke død. Myndighederne har nu igen taget fat. Og efter hvad der i Øjeblikket foreligger, er det Hensigten, at et Reglement og en Kontrol skal gennemføres til Foraaret.

Der er, efter hvad "Klokken 5" erfarer, forleden i Sundhedsstyrelsen afholdt et Møde, hvor foruden Repræsentanter for Sundhedsstyrelsen, Embedsmænd fra Justitsminsteriet, fra Københavns Magistrat og fra Nabokommunerne var til Stede. I dette vedtoges det med alle Stemmer imod 3, at et Reglement skal gennemføres. Om det nærmere Indhold af dette skal der i Løbet af den nærmeste Tid føres en Række Forhandlinger, idet det fra forskellige Side blev gjort gældende, at Bestemmelserne i Cirkulæret i Fjor var for haarde, og at der maa gennemføres forskellige Lempelser deri. Men Bestemmelsen om Spildevandsafløb, om Drikkevandsbrønde osv. vil ikke kunne undgaas

Københavns Kommune stemte imod.

De faa Deltagere, der i det ovennævnte Møde stemte imod, at der gennem et jernhaardt Reglement erklæres Udflytterne Krig paa Kniven, var Repræsentanterne for Københavns Kommune - det maa dog tilføjes, at Stadslæge. Dr. Chrom stillede sig meget forstaaende overfor Udflytternes Vanskeligheder. Men ellers synes Københavns Magistrat at være den eneste Institution, der er tilstrækkelig klar over Bolignøden til at vide, hvor haardt Skoen trykker, og til at ville forhindre en Forøgelse af Vanskelighederne.

Mange udflyttere maa rømme deres Huse.

Paa Forhaand kan det imidlertid siges, at hvorledes end det Reglement bliver, der skal udsendes som et justitsministerielt Cirkulære, som kan suppleres med særlig lokale Bestemmelser for den enkelte Kommune, saa vil denne Foranstaltning omgaaende føre til at Mængden af Udflytterne maa rømme deres Huse, idet de ikke har hverken Plads, Tid eller Raad til at gennemføre de Foranstaltninger, som de forbenede Myndigheder kræver. Men dette vil atter være ensbetydende med at København vil faa en betydelig ny Tilgang af Husvilde og en ny betydelig Opgang i Bolignøden.

Det vil under Hensyn til disse Forhold være ganske nødvendigt, at der snarest muligt rettes en Henvendelse til ministeriet om ikke at gennemføre disse Reglementer.

Vi skal nu i en afsluttende Artikel beskæftige os med det sidste Krigs-Træk, der er gjort mod de Udstødte - et Træk, der omgaaende truer en Del af dem paa Livet.

(Klokken 5 (København) 24. februar 1923).

De Udstødte -!

Fogedkendelse paa Sommerhusenes "Ulovlighed". - Beboerne hævder, at ville blive boende til de smides ud, og iøvrigt vil de rette en samlet Henvendelse til Regeringen.

Som vi i Gaar omtalte, har der gennem Forhandlingerne i den sidste Tid vist sig den Trusel overfor Beboerne af de "ulovlige" Sommerhuse, at der kan ventes gennemført saadanne Reglementer, at en Del af Beboerne maa foretrække. Men ikke alene denne Fare, der derigennem truer, hænger over Hovedet paa de ulykkelige Udflyttere.

En Fogedkendelse forestaaende.

Vi erfarer nemlig, at man i et Par af de Nabokommuner, hvor Udflytterne har slaaet sig ned, er under forberedelse en Fogedforretning med tilhørende Kendelse, hvorigennem Kommunen ønsker statueret et Eksempel paa, at Beboelsen i Sommerhusene er ulovlig. Det kan ventes, at denne Fogedforretning vil blive foretaget l den allernærmeste Fromtid, og gennemføres den, bliver den sikkert Forløberen for mange andre af ganske lignende Art. De paagældende Komuner vil paa den Maade kunne skaffe sig af med adskillige af de nye Indbyggere, som de helst er fri for. Vi skylder dog at gøre opmærksom paa, at det ikke er Københavns Kommune, der vil anvende denne meget haardhændede Praksis.

"Vi bliver boende til vi bliver smidt ud"

Ubegribeligt er det, at Opholdet i de ofte ganske smaa Lysthuse I Forbindelse med Kommunernes Chikanerier ikke faar Udflytterne til at tabe Modet. Imidlertid er dette ikke Tilfældet. Som en af Udflytterne siger til os:

"Vi bliver boende - uanset, at vi ikke betaler Skat, at vore Børn ikke kan komme i Skole o. s. v., lige til det Øjeblik Myndighederne smider os ud. Og derefter henvender vi os til den paagældende Kommune, melder os som Husvilde og forlanger, at den skal skafte os Tag over Hovedet."

Ingen Mands Land.

Som vi gennem de foregaaende Artikler har godtgjort, har imidlertid Forholdene for de Distrikter, der omgiver København - Frederiksberg udviklet sig saaledes, at Myndighederne ikke vedblivende kan lukke Øjnene i derfor. Hele dette Terræn er bleven et "Ingen-Mands-Land", der er paa Vej til at udvikle sig til det bedste Skjulested, som mindre heldige Elementer kan ønske sig.

Allerede nu er det hændt flere Gange, at farlige Forbrydere har kunnet hentes derude. Men dette har atter ført til, at det ganske overvældende store Flertal af lovlydige Borgere, der bebor disse Terræner, føler hele deres Velfærd og Ære truet. De vil ikke for nogen Pris slaas i Hartkorn med de tvivlsomme Elementer. Og derfor forlanger de nu Myndighedernes Assistance tit at komme ind under fuldt kontrollerede og lovlige statsborgerlige Forhold.

En samlet Henvendelse til Regeringen.

I den Hensigt forberedes der nu, efter hvad "Klokken 5" fra kompetent Kilde erfarer, gennem de stedlige smaa Ejerforeninger og deres Sammenslutning en enig og samstemmende Henvendelse til Regeringen. Udflytterne vil forlange, at de faar Lov at betale deres Skat, at de optages paa Mandtalslisten, faar deres Valgret, faar deres Børn i Skole og kort sagt genindsættes I deres borgerlige Rettigheder, - ganske uden Hensyn til Beskaffenheden af det Beboelseshus, hvori de har taget Ophold.

For Statens Vedkommende maa ikke mindst det Moment, at der er Mennesker, som gerne vil betale Skat, men ikke kan komme til det, være afgørende. Staten har sikkert ikke Raad til at sige Nej til Penge.

Det kan ventes, at Udflytternes Henvendelse vil fremkomme i den allernærmeste Fremtid, og man maa derefter vente, at Regeringen omgaaende vil tage Sagen op og give de Kommuner, der nu stiller sig paa Bagbenene, de fornødne Ordrer.

Samfundet herhjemme kan ikke være tjent med, at et stort Antal Samfundsborgere lever som en udstødt Pariakaste, blot fordi en Bolignød, som Staten har gjort for lidt for at modvirke, tvinger disse Mennesker bort fra Hovedstaden.

(Klokken 5 (København) 26. februar 1923).

Amtsrådet fordømte i marts 1924 Hvidovre sognerådsflertals insisteren på ikke at optage lysthusbeboerne på skatte- og valglisten. Det drejede sig angiveligt om 3-400 personer. Domstolen afgjorde at de skulle optages på valglisten, og ved kommunalvalget i marts 1925 tabte de konservative til socialdemokraterne. Sognerådet løste herefter problemet til lysthusbeboernes tilfredshed. 

I København havde Socialdemokratiet absolut flertal i Borgerrepræsentationen gennem 1920'erne:

Kommunalvalget 1921

Socialdemokratiet 33
Radikale 4
Konservative 16

Kommunalvalget 1925

Socialdemokratiet 31
Radikale 6
Konservative 17

Kommunalvalget 1929

Socialdemokratiet 31
Radikale 6
Konservative 17

Overpræsident: 1911-1924 Frederik de Jonquiéres. 1924-1928 Jens Jensen. 1928-1945 Johan Bülow.

1. afdeling (skoler, kultur mm.): Ernst Kaper (Konservative)

2. afdeling (Finans): 1903-1924 Jens Jensen, 1924-1938 Peder Hedebol, begge Socialdemokratiet.

3. afdeling (Social): 1917-1938 Viggo Christensen (Socialdemokratiet)

4. afdeling (teknik, byplan): 1917-1925 H.C. V. Møller (Konservativ), 1925-1938 P. J. Pedersen (Socialdemokratiet)

5. afdeling (trafik) Anthon Andersen (Socialdemokratiet)