De Fattiges Boliger. Holmensgade-Kvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Holmensgade-Kvarteret.

Nede mellem lille Kongensgade, Holmens Kanal, Kongens Nytorv og Højbroplads ligger et Kvarter gemt, som i Elendighed ikke i nogen Retning staar tilbage for den Firkant, vi for en Tid siden omtalte i vore Artikler om Vognmagergadekvarteret. Begge Steder har det samme ydre Præg: stinkende Gader, gamle Rønner med smudsige Knejper og lave Butiker, smaa et eller 2 Værelsers Lejligheder. Og begge Steder finder man den samme Befolkning. Den hæderlige Arbejderfamilie, hvem en stor Børneflok har tvunget til at spare paa alle Kanter, selv paa Sundhedens Bekostning, bor ogsaa her Dør om Dør med Stedets mange Bøller og Alfonser, som rigtig befinder sig i deres Element. Bordel ligger ved Bordel, og indenfor "Tremmerne" sidder de ulykkelige Skabninger og pikker paa Ruderne, saasnart en Mandsperson gaar igennem Gaden.

For at Overgangen fra Kristianshavn til dette Kvarter ikke skal blive altfor brat, vil vi i Dag begynde med en "Gade", som hovedsagelig beboes af Arbejdere og Enker eller andre enlige Kvinder.

Smedens Gang

vil de fleste Københavnere kende af Navn paa samme Maade som Peder Madsens Gang. Derimod er der næppe mange, som véd, hvordan den sér ud og endnu færre, som har været inde i den. I Virkeligheden opdages den da heller ikke let. Den smalle Smøge, som udgaar fra Vingaaidsstræde hen i Retning ad lille Kongensgade, skal man ikke let antage for en Gade, uden man netop har stor Lokalkundskab.

I Gaden findes 8 Huse, hvoraf dog nogle hører til Holmensgade, der gaar parallel med den i nogle Favnes Afstand. Den er lukket i den ene Ende ved en høj Brandmur. I Nr, 6 og Nr. 8 er der smaa Baghuse med ét Værelses Lejligheder. Af Trappegange findes kun en, som altsaa paa en Gang tjener som Køkken-, Forhus- og Baghustrappe. For hver Etage findes en Slags Vask hængende ude paa Gaardmuren. Heri hælder Beboerne deres skidne Vand, som saa føres ned til Gaardens Rendesten gennem et Rør.

Det er, som sagt, enlige Kvinder og Arbejderfamiljer, som bebor Smedens Gang. Vi tiltalte en ældre Kone som sad i en Gadedør med et lille Barn i Skødet.

"Naa, De bor her i den lille Gyde ?"

"Ja, vi gør, vi bor her i Stuen!"

"Er De Enke?"

"Nej, men min Mand er ikke hjemme, han arbejder paa Refshalen."

"Hvormeget kan han tjene der om Dagen?"

"Han faar 2 Kr."

»Det var ikke meget, men De har maaske kun det Barn der?«

"Jo, vi har 7 Børn! Det kniber jo meget med at faa det til at slaa til. Navnlig Drengene slider meget Tøj, og jeg kan ikke gaa ud at arbejde endnu, da den mindste kun er 1½ Aar."

Hun viste os den lille to Værelsers Lejlighed, som de boede i. Alt vidnede om den yderste Fattigdom, men det var jo ikke saa sært. 2 Kr. om Dagen skal ikke slaa langt til 9 Mennesker.

Og det er endda kun om Søgnedagene, at de har den Indtægt, om Søndagen har de slet ingen!

En daarlig Bygningslov.

Idet vi gik ud af Smedens Gang, fik vi Øje paa en Ejendom, hvis ene halve Del var nedrevet, medens den anden halve Del stod og - i hvert Fald foreløbig - skulde vedblive at staa. Nogle Haandværkere var i Færd med at opføre noget nyt paa det gamle Sted. Denne Trafik, sukcessivt at nedrive Dele af de gamle Rønner og straks bygge igen, indtil der staar en hel ny Ejendom, kan man naturligvis ikke lægge Ejeren til Last. At han vil have saa meget ud af sine Ejendomme som muligt, er der intet at sige til.

Derimod er Bygningsloven af 1889 højst uheldig affattet og rammer kun daarlig, hvad den tager Sigte paa, naar en slig Fremgangsmaade kan gaa i Svang saa meget, som den gør. Loven har bl. a. til Hensigt at skaffe større og sundere Beboelseslejligheder, større Gaardspladser etc. end de, der findes paa saa mange Steder i den indre By. Den bestemmer derfor, at naar en Bygning nedbrydes, og der opføres en nv Ejendom i Stedet, saa maa intet Værelse være mindre end det og det, Gaarden skal have den og den Størrelse, Huset maa være saa og saa højt osv.

Da disse Bestemmelsers Overholdelse følgelig vilde bringe Ejerne Tab omgaar de dem ganske simpelt ved at kalde det hele Reparation, selv om der efter et Par Aars Tid staar en hel ny Ejendom. Men paa denne Maade faar vi aldrig ordentlige Lejligheder eller luftige Gaardspladser inde i saadanne Kvarterer som Egnen omkring Holmensgade. Og det er netop det, vi maa have snarest muligt 

Hvilke Mennesker der end bor eller skal bo dernede, kan man forlange af vore Avtoriteter, at de i hvert Fald i den Retning tager Hensyn til dem. Vi ser heller ikke, hvorfor saadanne "Reparationer" ikke kan rammes lige saa vel som et hvilket som helst andet Proformaværk. Men hvis de ikke kan det, maa vi bede om at faa Bygningsloven forandret i sin Redaktion eller ogsaa om en ny og bedre.

Ti her, hvor den skulde vise sin bedste Virkning, duer den ikke.

(København 4. august 1893). 

Fritz Theodor Benzen: Holmensgade set mod Lille Kongensgade ca. 1895. Brolagt gade med adskillige fodgængere. På husmuren tv. plakat for Cirkus. Kbhbilleder. Public domain.

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Holmensgade-Kvarteret.

Holmensgade

er det Gadenavn, som har indarbejdet sig mest eftertrykkelig i den almindelige Bevidsthed. Og det ikke alene i København, men ogsaa nde paa Landet. Bondekarlen, der har gjort "Kongens Tjeneste" her i Byen véd allehaande mærkelige Ting at berette om denne Gade, og han hvisker smorret til sine Kammerater, hvori det egentlig er, at dens Fortjeneste bestaar; og Bondepigen tror i hvert Fald her at finde en af Landets mest fortjente Mænd, Jul. Strandberg, hvis Vise om "den skæbnesvangre Stoppenaal eller Karls og Lises Drama" hun tit har læst med store Taarer i Øjnene.

Denne Gade, som ivørigt lever mere paa Fortidens Storhed end Nutidens Elendighed, har de praktiske Københavnere delt i to "Ender": den pæne Fnde og den simple Ende. I en Relation kan denne Tredeling vel have sin Berettigelse, men iøvrigt ikke. Den pæne Ende er ikke pænere end baade Hummergade. Laksegade og Skvaldergade, og Navne turde være mere end tilstrækkelige Midler til at skræmme smaa Barn i Seng med.

Imidlertid - vox populi. vox dei! Vi retter os derefter og benytter den givne Inddeling.

Den simple Ende,

der steder op til lille Kongensgade, har vel en Længde af 100 Alen. Breden varierer stærkt, men kan paa de snævreste Steder sættes til ca 6 Alen. Fortovet er i Alen eller mindre bredt.

Endelig er der Husene, som ikke er særlig høje, derimod temmelig dybe, saa at de kan give Plads for en Mængde Beboere. De er alle gamle og daarlig indrettede med smaa lavloftede Værelser. Der er Beboelser i Kælderne, uden at der er Butiker. Et Par Rønner ser ud til at kunne falde ned ligesaavel i Dag som i Morgen. Gaardene er ligeledes smaa og mere eller mindre ildelugtende og beskidte. Trapperne er snævre og efter de forskelligste Mønstre.

Under vore Undersøgelser af denne Del af Holmensgade mødte vi en Morgenstund nogle Kvinder, som kom sjokkende ned i Gaden for derefter at forsvinde ned i de kælderagtige Gadedøre Det var offentlige Fruentimmer.

"Ja, hun maatte blive deroppe!" hørte vi en af dem sige. Heraf sluttede vi, at de havde været hos Politilægen, og at han havde fundet en af dem syg.

Hvor de saa elendige ud! Disse Skabninger, hvis Liv er fuldt af Uhygge og Forbandelse.

En gik i en Slags Slæber og viste de hvide Hoser og kvabbede Ben ved at hive op i det skimlede Bomudsskørt. En anden gik i Nattrøje og sled i den med begge Hænder for at faa den til at slutte om den fede Krop. En tredje havde ingen Hat paa Hovedet og forresten heller ikke ret mange Haar. Men da vi skulde til at se paa en Hendes Paaklædning, standsede vort Blik og vore Betragtninger ved hendes Ansigt og hvilede der, til hun var forbi. Ti det var et Ansigt, som havde tabt alt Menneskelighedens Præg; her var det klart, at Lasten havde fejret en af sine allerstørste Triumfer. Der var ikke Tale om i Udtrykkene at finde Mennesket, Skabningens første Væsen; men kun i Henseende til Formen kunde der være Spørgsmaal om, hvilken Dyrerække dette Ansigt nærmest vilde falde ind under!

Udsvævelse og Drik havde brændemærket det for bestandig, de dyriske og de dvaske Træk havde slaaet sig ned Side om Side.

Prostitutionen og Kommunen. 

"Ja, gu' maatte hun blive deroppe !" sagde hun med grov Stemme og slog en skraldende Latter op. - - - Vi kan være stolt af vor Prostitution! Hundreder af Kvinder ødelægges aarlig fysisk og moralsk, Hundreder af Mænd tilsætter deres Helbred, Penge og ægteskabelige Lykke paa disse Bordeller, Tusinder af Smaabørn bliver fortrolige med det Skændselsliv, som foregaar lige for deres Øjne, Alfonser og Bøller finder glimrende Smuthuller og glimrende Bytte!

Er der mon noget at klage over ?

Hvad gør det, om Sæderne slappes, fordi Borgerne ser, at deres egne Avtoriteter er Bordellernes øverste Direktører? Kommunen lever jo højt paa de 16,000 Kr., som den har i aarlig Indtægt fra de offentlige Utugtshuse.

10 Bordeller paa 66 Alen.

Det vilde ikke være at følge Sandheden at sige, at der er Bordel i hvert eneste Hus i den Ende af Holmensgade, som vi nu omhandler; men derimod følger vi Sandheden, naar vi siger, at der i en Gadelængde paa 66 Alen findes 10 Bordeller! -  Et rigtig pænt Antal paa en saadan Strækning. Regner man, at der i hvert Bordel er 3-4 Piger", - og det er i hvert Tilfælde det mindste, man kan regne - saa faar man 30 offentlige Fruentimmer til Resultat! Om de allesammen kan leve af at lokke Mandfolk ind til sig og drive Utugt med dem, formaar vi naturligvis ikke at sige; men sandsynligt er det. Ti i Skumringen er der en temmelig stærk Frekvens inde i Gyden. Man ser navnlig 3 Slags Mennesker passere: Bondekarlen fra Landet; den sværlemmede Jens, hvem militære Øvelser ikke har gjort helt mor, og den trøjeklædte Ulk, som har drukket saa meget paa den faste Landjord, at den nu gynger voldsommere end nogen rum So.

Men disse Mennesker er naturligvis ikke Flottenhejmere. Derfor kan man forstaa, at det kan knibe "Pigevne" nok med at skaffe disse 4 Kr. til Veje, som Værtinden hver Dag skal have.

Iøvrigt skal man ikke tro, at det for alle Kvinder er nogen daarlig Geschaft at være offentlig Fruentimmer - pekuniært set. I de "fine" Bordeller kan Pigerne med Lethed betale Værtinden 10 Kr. om Dagen, altsaa over halvfjerde Tusind om Aaret for et Værelse og kost; og en temmelig søgt offentlig Pige i Egnen omkring Holmensgade betragter det som Bagateller at betale 11000 Kr. om Aatet for en 3 Værelsers Lejlighed med Kost.

Det svimler vist for mangen en Grosserer!

I Morgen skal vi se lidt nøjere paa selve de arkitektoniske Forhold derned, idet vi spreder os mere i Kvarteret.

(København 5. august 1893).

Kort om området, 1843. Holmensgade strækker sig tværs gennem kortet syd-nord. Skvaldergade (tv) er nutidens Nikolajgade. Holmensgade forløber nogenlunde langs nutidens Bremerholm. Smedens Gang er den smalle "blindtarm" fra Vingårdsstræde ca. midt i billedet i det store område til højre hvor bl.a. Hotel du Nord ses. Det er i dag Magasin.

Gadeuorden i Holmensgade. (Efterskrift til Politivennen)

- I den sidste Tid har der i Holmensgade oftere om Aftenen fundet Sammenstimlen og smaa Optøier Sted. Foranlediget af et saadant forlangte igaar Aftes, omtrent Kl. 9, en Mand at blive ført til Politidirecteuren for at klage. Flere Folk fulgte med, paa Veien tiltog naturligvis Menneskemassen og ved Hjørnet af Borgergaden kastedes en Bagier omkuld paa Gaden og fik en slem Contusion paa Brystet. Efterat Skaren var kommen til Politidirecteurens Bolig i Gothersgaden, hujede og skreg den, bankede paa Porten, forlangte at indlades osv. Skjønt den paagældende Person, efterat have været oppe hos Polilidirecteuren, allerede havde forladt Huset og var gaaet igjennem Møntergaden, vedblev Massen dog at forlange ham udleveret, at støie og banke paa Porten, hvilket foranledigede at nogle Bagtere uddelte et Par Slag. Dette formindskede naturligvis ikke Allarmen, og efterat Politidirecteuren først een Gang havde været nede og stillet dem tilfreds, vedblev Massen dog at støie, sparke paa Porten, slaae et Vindue ind, og da Politidirecteuren anden Gang kom ned og aabnede Porten, traf et stærkt Slag ham i Ansigtet, hvad enten det var sigtet mod Porten eller ikke. Borgervagten blev nu hentet og adspredte Massen, der dog efter nogen Tid atter kom tilbage, hujede og peb, og endelig igjen spredte sig. Skjønt det Hele ikke havde nogensomhelst anden Charakter end en styg Gadeuorden, have vi dog troet at burde give en saa tro Skildring deraf som os muligt, for at Rygtet eller ond Villie ikke skal kunne gjøre mere af det, end det er værd. Det er overflødigt paa en Tid som nærværende at henvende en Opfordring til alle gode Borgere om at gjøre alt muligt for at forhindre en Gjentagelse af slige Sceneer.

(Fædrelandet 21. april 1848).

Gade-uorden. I Anledning af nogle Optøier i Holmensgade, har en Mand forlangt i Forgaars Aftes at blive ført til Politidirecteuren for at klage. Manden blev fulgt af flere Folk, og paa Veien tiltog Menneskemassen, der for Politidirecteurens Bolig i Gothersgaden skreg og hujede, bankede paa Porten og forlangte at indlades, og skjøndt den paagjeldende Person, efter at have talt med Politidirecteuren, allerede havde forladt huset, vedblev Massen dog at forlange ham udleveret under vedblivende Hujen og Banken paa Porten. Støien tiltog, efter at Vægterne havde uddeelt et Par Slag. Politidirecteuren begav sig ned i Porten, og skjøndt det lykkedes ham at stille Massen tilfreds, vedblev Larmen dog, i det man tillige slog en Rude ind. Da Politidirecteuren derpaa igjen kom ned og aabnede Porten, rammedes han af et stærkt Slag i Ansigtet. Borgervagten blev nu hentet og den adspredte Massen, der dog atter samlede sig, og derpaa efter at have endnu en kort Tid larmet, adspredtes. Vi ere overbeviste om, at man, Enhver i sin Kreds, i nærværende Tid, hvor Rolighed og Orden er saa nødvenvig, og hvori Enighed og Samdrægtighed udtaler sig overalt, vil gjøre Alt, for at slige Uordener ikke gjentages.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. april 1848)

En undtagelse fra Ønsket om Offentlighed.

Blandt tidens moderne feltråb danner det om offentlighed med sine forskellige tilsætninger, et af de vigtigste. Vi har hørt flere stemmer for end imod offentlighed. Men en slags er dog deraf som alle ønsker indskrænket: offentlig tilbud af kønsdriftens tilfredsstillelse.. I en hovedstad som København erkender dernæst de fleste at denne odiøse offentlighed ikke ganske kan undgås, men så nødvendigt et onde den end er, kan der dog på mange måder sættes grænser for den, så vidt muligt bør forargelse derved søges forebygget.

Under al denne hemmelighed der hviler over Københavns Politis foretagender - noget der muligvis er mere at rose end at laste og i mange tilfælde er aldeles nødvendigt - er man dog kommet i erfaring om at især den driftige politiassistent hr. Gad har i det sidste år overholdt strengt adskillige påbud der sigter til at gøre skandalen ringere. Også har man formodning om, dels at naturlige ægteskaber tolereres mindre end hidtil, dels at unge piger ikke tillades at drive den skændigste af alle håndteringer. Men - vi bør ikke blive stående på halvvejen for at formindske det onde. Der bør ikke eksistere gader som fortrinsvis er indviet til Venus vulvivaga. Indsenderen tænker herved især på Antonigade og den smalle del af Holmensgade. I den første er kun yderst få huse hvor ikke glædespiger viser sig intra eller extra fenestram, og vil man om aftenen passere dette stræde, støder man på hele grupper af disse ulykkelige væsener der frække som de er og derhos inciterede af spiritus, hvortil de tidligt og så at sige af nødvendighed vænnes, antaster de forbigående og vel også stundom fornærmer disse. Vanskeligt kan det næppe være at få dette stræde renset for både sals- og gadejomfruer. De er tolererede personer, deres rettighed til at føre et utugtigt levned grunder sig på en slags tilladelse som man hvert øjeblik kan ophæve, og derfor endnu mere kan underkaste indskrænkninger. De som således fordreves fra Antonistræde, vil nok finde andre smuthuller. Lige meget når blot ikke en hel gade ofres til usædelighed, og det onde bliver mere adspredt.

Hvad her er sagt om Antonistræde, gælder endnu mere om bordellerne i de lave huse i Holmensgade. Her findes vel ikke denne omflakken og antasten på gaden, men paraderingen i kældervinduer - for andet end kælderetager kan stuerne vel ikke kaldes her - volder at selv børn tidligt gøres og bliver opmærksomme på hvad man måtte ønske blev dem for det første ubekendt. Hvorfor kan bordellerne ikke aldeles udelukkes fra disse kældre? Det er jo sket med en del af dem, og værterne kan jo ikke siges at have købt deres småhuse med rettighed til at der at drive en ussel håndtering. Er det absolut nødvendigt at sådanne værter og gæster eksisterer, da byder dog omhu for andres vel at unddrage dem mere offentligheden, der her sikkert virker i en anden retning end den hvorpå så mange nu råber. Desuden er der intet spørgsmål om at så snart Venus vulvivaga bandlyses fra den smalle del af Holmensgade, den ene rønne derefter den anden vil blive ombygget til anselige huse. Gadens linje vil da blive forandret, og hvad der kun kan ventes opnået efter ulykkestilfælde, vil da af sig selv komme i orden.

Dette vigtige synspunkt hvorved selve gaden vil tabe sit vansirende udseende, håber indsenderen måtte ikke så lidt tale for at hans forslag skænkes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 1140, løverdagen, den 4de November 1837, side 683-686)

Bremerholm er et levn fra Holmensgade, som den skiftede navn til efter at Ulkegade var blevet berygtet pga. prostitution. Disse huse er alle fra efter bybranden i 1795 (slutningen af 1700-tallet), og eksisterede altså på Politivennens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Et Par Ord i Anledning af Commissionair Agerøes Beskyldning.

I "Raketten" nr. 170 har kommissionær Agerøe indrykket en krænkende beskyldning mod mig hvis gendrivelse jeg skylder publikum. Jeg nævner udtrykkelig "publikum", for det er på ingen måde min hensigt at indlade mig i nogen pennefejde med hr. Agerøe hvis omdømme er mig lige så ligegyldig som hans ufortjente angreb ringeagtet. Kun for min agtede medborgere vil jeg bevis urigtigheden af hr. Agerøes, på usandhed byggede, usle fremfærd hvis hensigt at skade den fredelige borger af enhver retsindig upåtvivlelighed vil mødes med fortjent foragt.

(Forinden De imidlertid, hr. Agerøe pr. kommission indlader Dem på at dadle nogen i offentlige blade, råder jeg Dem at undersøge sandheden af de nyheder De opvarter med. For De kan eller let slumpe til en forsvarlig mundkurv - for ikke at tale om små, men slemme bøder.)

I 34 år har jeg været borger her i staden og ved uheldige tidsomstændigheder navnlig det ustadige pengevæsen tilsat en ikke ubetydelig formue. I en alder af 70 år har jeg nu begyndt på mine gamle dage at udleje klæder for at ernære min familie ved et lovligt erhverv. Jeg har med denne lille, tarvelige indtægtskilde i flere år boet i hr. Hildemanns (ikke Hildemarks) hus nr. 239 på hjørnet af Holmensgade og Hummergade, og hidtil svaret enhver sit. Om der nu i samme hus skulle findes nogen som forøger sin indtægt ved rufferi eller bordel, vil jeg just ikke påstå. Men at der findes logerende fruentimmer på salen, hvis støjende adfærd og liderlige levned vækker opmærksomhed og forargelse hos omboende og forbigående, kan jeg bevise. Om denne uværdige indtægtskilde til vedligeholdelsen af flaskens velstand for en mand er tilladt af politiet er mig ligegyldigt, når jeg blot forskånes for de liderlige sange ud af vinduerne eller den med natlige visitter følgende uro.

Sådan, ærede publikum! er anledningen til kommissionær Agerøes beskyldning mod mig der er fremavlet enten af egen dumhed eller andres ondskab. Jeg tror at det danske folk blandt hvilket jeg så mange år har levet og virket, næppe misunder mig den ubetydelige indtægt jeg kan erhverve ved at udleje klæder. Ligesom jeg også tror at det ligesom jeg ringeagter lav ondskab, hader løgnen og ærer sandheden. Og med denne overbevisning tegner den forhenværende møller sig: et agtet publikums

ærbødigste

F. Ollschansky

(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 438-440)

Redacteurens Anmærkninger

Krak 1837 angiver kon?farver F. Olchansky, Holmensgade 239. Agerøe er ikke at finde i Krak. Adressen hed senest Bremerholm 38/Hummergade 9, og eksisterer ikke længere.

Bøn til høie Vedkommende om Afskaffelse eller Forandring i en for Flere høist skadelig Uskik

Det er vel uden for enhver tvivl at skøger og bordelhuses tilværelse i visse henseender må anses for fornødne. For i modsat fald ville samme vel ikke eksistere så frit og uhindret. Men det er højst beklageligt at disse bordeller skal være til skam og skade for andre skikkelige borgere der ernærer sig ved ærlig og lovlig håndtering. I dette tilfælde må beboerne i Holmensgade og i særdeleshed de der bor i de nærmeste huse, have al mulig årsag til at beklage sig. For denne gade er fremfor alle andre gader her i staden ilde anset og dårligt omtalt på grund af de 4 bordelhuse som er der. Især fruentimmer undser sig ved at gå igennem, og de kunne jo på en måde have grund til det. For det er jo højst ubehageligt at udholde for honette folk at passere gennem en gade hvor de kan vente at blive spottet og udleet af de skøger som altid ligger i vinduerne. Især når disse som det ikke sjældent er tilfældet, æreskænder. 

Det er indlysende at dette i flere henseender er til stor skade for gadens og andre beboere. For når for eksempel 1) en af husejerne har værelser at udleje, endog i de bedste og bekvemmeste huse og de lejesøgende vel synes godt om lejligheden og finder lejen rimelig, så hedder det dog: Tænk at bo i denne gade! Værten nødes da til at udleje sine værelser til folk som han mindst ønskede for ikke at lade sine værelser stå ledige. 2) Det samme er tilfældet med tjenestetyendet. For når en der tjener i denne gade, møder en af sine bekendte og der spørges: hvor tjener du nu? og der svares: jeg tjener i Holmensgade, så hedder det straks: fy, hvad! vil du tjene i denne hæslige gade? Når da en pige kommer hjem og fortæller sin husbond eller madmoder dette, er sådant meget ærgerligt og krænkende at høre. Det er også for det tredje meget ubehageligt, ja ofte utåleligt for de der bor i nærheden, at høre disse væsner der er blottet for al blufærdighed og velanstændighed, føre de liderligste og mest uanstændige samtaler i de åbne vinduer med deres bekendte, den laveste pøbel, når nogle af disse går fordi.

Man ser også hele flokke af velklædte børn af begge køn fra skolerne i nabolaget stå halve timer og more sig ved at høre og se på dette uvæsen. Hvilket indtryk sådant kan gøre på disse uerfarne og uskyldige børn er indlysende. Gadens beboere har vel i længere tid næret det håb at ejerne af disse liderlige huse engang har den godhed og agtelse for deres medborgere at smide disse skadelige væsner ud af deres huse og udleje disse til andre folk som ernærer sig ved ærlig og lovlig håndtering. Især havde man ventet det af to så agtværdige mænd som ejerne af nr. 113 og 115 i førnævnte gade, om de endog skulle nøjes med mindre leje. 

Men da dette håb i flere år har været frugtesløst og formodentlig vil blive det i fremtiden, så er det indsenderen heraf giver sig den frihed at henvende sin bøn og flere forenede ønske til det høje og respektable politi om at det for altid må blive disse liderlige fruentimmer forbudt at nærme sig vinduerne under noget som helst påskud da gaden ved denne anordning sikker igen ville vinde sin tabte agtelse. Og disse lade duller ville vel også muligvis finde på nogen nyttigere beskæftigelse end at sidde hele dagen med næsen på vinduesruderne da deres liebhavere sikkert nok ville vide at finde dem alligevel, uden at de behøvede at åbne vinduet og kalde dem ind. Og da nu gadens beboere i en række af år har lidt af denne uskik der strider mod al god orden og velanstændighed, har indsenderen det faste håb at hans ønske vil blive opfyldt, samt at kraftige og varige forholdsregler bliver anvendt imod dette uvæsen.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 849-853)

Holmensgade omkring år 1900. Så vidt jeg har kunnet efterspore var "Det Røde Hav" nr. 21, mens Cafe Amerika var nr. 19. Hvis man tæller tilbage i billedet, ligger nr. 7 og 11 nogenlunde skjult af de to damer i venstre side af billedet. Københavns Museum.
 

Redacteurens Anmærkning

Holmensgade blev ændret til dette navn i 1823 efter at Frederik 6. havde givet efter for pres fra beboerne om at få ændret Ulkegades navn på grund af prostitution. Navnet blev ændret, men prostitutionen forblev, så det fik de ikke noget ud af. Holmensgade vedblev at beholde sit ry i mange årtier som beskrevet på denne side. Kvarteret blev saneret i 1930'erne og blev til Bremerholm.

Holmensgade 113 blev i 1859 til Holmensgade 7, mens Holmensgade 115 blev til Holmensgade 11. H. C. Andersen boede 1819-22 i Ulkegade 108. Først hos jordemoderen Maren Sophie Thorgesen (ca.1782-1838), dernæst en etage højere hos styrmandskonen Caroline Henckel. I 1823 skiftede adressen navn til Holmensgade 108 og i 1859 til Holmensgade 8. Hvilket formentlig var overfor de to nævnte adresser. Som nævnt er det hele revet ned, og næsten eventyrligt symbolsk ligger der nu en Fætter BR tæt på stedet.

Hvad angår den indledende kommentar om bordelhuse som "fornødne", så udtrykker den det tvetydige forhold der under enevælden herskede angående prostitution. Prostitution var et ulovligt erhverv, men som det ses til en vis grad tolereret af politimyndighederne. Der var nemlig lige det med syfilis! I oplysningstiden ændrede opfattelsen af syfilis sig fra at blive opfattet som en straf fra oven, til at det var en sygdom, der kunne bekæmpes med rationelle midler. På Politivennens tid havde Danmark indført fri behandling af syfilis og andre veneriske sygdomme uanset formueforhold. Fokus ændrede sig da også til ikke kun at være moralsk til den nære sammenhæng mellem prostitution og udbredelsen af kønssygdomme. 

Den fri behandling af kønssygdomme var ikke nok til at få kontrol med den frygtede syfilis. I 1815 krævede den enevældige konge, Frederik den 6., at den københavnske politidirektør fik sat kontroludøvelsen i regelmæssig politi- og lægekontrol med de prostituerede. De skulle møde til undersøgelse hos politilægen én gang om måneden. På Politivennens tid har der formentlig været omkring 3.000 prostituerede i København. Alt sammen hemmeligt for den almindelige offentlighed fordi man ikke ønskede at befolkningen fik kendskab til den tolerance over for det forbudte, der nødvendigvis måtte følge en sådan praksis. 

I løbet af første halvdel af 1800-tallet blev kontrollen af de prostituerede gradvis skærpet med krav om hyppigere undersøgelser hos politilægen. Straffen for at udeblive fra undersøgelserne var fx fængsel på vand og brød eller til arbejde i en straffeanstalt. Ved yderligere overtrædelser at de prostituerede blev tvunget til at lade sig registrere som "offentlige Fruentimmere"  og bo i et af byens tolererede hus, dvs. bordeller.