Kvistkammertyven Tofte (6): Straffeanstalten Christianshavn. 1860-1863. (Efterskrift til Politivennen)

De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

(Fortsat.)

Mistanken for at have paasat Ildebranden i Studiestræde blev rettet mod en Uskyldig, Snedkermester Rasmus Jørgen Jørgensen, en ung Mand paa 25 Aar, der nylig havde etableret sig og stod i Begreb med at indgaae Ægteskab. Det var paa hans Værksted, at Tofte havde antændt Ilden, og da Ingen var bleven seet der, siden Jørgensen var gaaet derfra Kl. 4, satte man sig i Hovedet, at han maatte være Gjerningsmanden, og det endskjøndt Ilden først viste sig Klokken eet Kvarteer over 5. Jørgensen havde nylig assureret sit Indbo, som det synes noget vel høit, men isaafald var det til hans egen Ulykke. En af Kriminal- og Politirettens Assessorer, der var bekjendt for sin Dygtighed i at faae Folk til at bekjende, ledede Undersøgelsen med sædvanlig Nidkjærhed, og han var ogsaa saa heldig at faae den uerfarne Haandværker indviklet i enkelte Modsigelser. Jørgensen blev holdt fængslet i et fugtigt og smudsigt Kammer og blev derfor angrebet af Hævelse og Betændelse i Benene, forbundet med ulidelige Smerter. En forhærdet For bryder blev sat ud paa ham for om muligt at narre en Bekjendelse ud af ham, og man fik ham endelig saa vidt, at hans Tanker begyndte at forvirres. Da man stadig vedblev at paadutte ham Gjerningen, var han tilsidst ikke rigtig sikker paa, om han havde paasat Ilden eller et: Sn Aften sagde han saaledes til en af sine Medarrestanter, at om han ogsaa var Skyld i Branden, havde det dog ikke været hans Hensigt at indebrænde de stakkels Folk ovenpaa. Men det lykkedes dog Gud være lovet ikke at faae ham til at erkjende sig skyldig i Gjerningen. Han blev af Kriminal- og Politiretten frifunden med Paalæg af Sagens Omkostninger, men Høiesteret frifandt ham kun "for Aktors videre Tiltale" - en meget uheldig Formular, som Domstolene bruge for at udtrykke, at de ikke tør domme den Anklagede, men at de dog ansee ham for skyldig.

Formelt taget undgik man saaledes et Justitsmord, men Rasmus Jørgen Jørgensen gik brændemærket ud af Sagen, og hans borgerlige Stilling var for stedse forspildt. Han er senere død og har ikke engang faaet den Opreisning at see den virkelige Gjerningsmand træde frem og tage Skylden paa sig. 

Tofte har efter al Sandsynlighed bildt sig ind, at denne Brandstiftelse vilde blive straffet ned Døden, og han holdt derfor sin Tilstaaelse tilbage, indtil han, for sit Mordforsøg paa Lægen ved Christianshavns Straffeanstalt blev dømt fra Livet. Da vedskrev han en Tilstaaelse om hiin Begivenhed, som han agtede at aflevere, inden Dødsstraffen blev exekveret, men da han Imod Forventning blev benaadet, opgav han sit Forsæt og tilintetgjorte det, han havde skrevet. I Foraaret 1864 - efterat han anden Gang havde overfaldet en af sine Foresatte i Straffeanstalten med morderiske Vaaben - indsaae han, at der ikke kunde være Tale om at undgaae at lide Dødsstraffen, og da fremkom han omsider med sin Tilstaaelse.

I Juli 1860 var han atter bleven indsat i Straffeanstalten paa Christianshavn som Tugthuusfange paa Livstid, men selv Udsigten til at tilbringe Resten af sine Dage i Tugthuset kunde ikke knække Toftes Livsmod. Han blev sat til at arbeide som Væver, og lærte nu før første Gang i sit Liv hvad det vil sige at bestille Noget. I det Hele taget opførte han sig godt; om han end nu og da var lidt stridig, gav han dog næsten aldrig Anledning til Klage. Han udmærkede sig særligt ved sit uforanderlig gode Humeur. Altid var han lystig og tilbøielig til Leg og Narrestreger, og han betragtedes af de andre Fanger som et Barn.

Havde der været mindste Alvor i ham, maatte Tanken om hans mange Forbrydelser have hvilet tungt paa hans Sind, og han vilde da snarere have græmmet sig over sine spildte Ungdomsaar. Men saa ung han var, var han allerede fortabt, og det viste sig snart, at hans Hu kun stod til at gjøre nye Ulykker.

Det seer næsten ud, som om han søgte efter en Gjenstand, over hvilken han kunde lade sit onde Sind gaae ud; det var, som om han var greben af en halv ubevidst Trang til at gjøre Fortræd, og som om han maatte have et Offer, hvem dette saa end skulde være.

Der var i denne Tid blandt de øvrige Fanger opstaaet stor Misfornøielse, da Brødrationerne fra 1ste April 1860 af ifølge Justitsministeriets Befaling vare blevne formindskede fra 2 Pd. til 1½ Pd. daglig i Sommermaanederne. Mange af dem klagede over, at de ikke fik nok til at stille deres Sult med, og Straffeanstaltens Bestyrelse androg flere Gange paa at faae de større Rationer gjenindførte, men forgjæves; 1½ Pd. daglig var nok, sagde man i Justitsministeriet, Inspekteuren kunde da ligeoverfor de Fanger, der klagede over, at de bleve syge af at faae for lidt at spise, ikke gjøre Andet ad henvise dem til Lægen, Regimentschirurg Mackeprang. Naar Fangerne nu kom og klagede over den knappe Kost, henvist han dem igjen til Inspekteuren, idet han mente, at kun denne vilde kunde gjøre Forestilling til høiere Vedkommende om at faae Bespisningsreglementet forandret. Dette hørte Tofte, og skjønt han ikke personlig havde lidt under den indtraadte Forandring, da han fortjente rigelige "Overarbeidspenge" og derved kunde forbedre sin Forpleining, blev han dog forbitret over, at man saaledes "holdt Fangerne for Nar". Han var tilmed dengang - efter hvad han har paastaaet - i en noget ærgerlig Sindsstemning over, at hans Familie i længere Tid ikke havde ladet høre fra sig, hvorfor han antog, at den vilde slaae Haanden af ham, og han besluttede da, uden at tale til nogen af de andre Fanger derom og uden at nogen af disse havde tilskyndet ham dertil, at myrde baade Inspekteuren og Lægen. Han var aldrig bleven haardt behandlet af nogen af disse Mænd. Justitsraad Keller havde endog fattet særlig Interesse for Tofte, fra det Øieblik af, da denne havde tilstaaet de mange Forbrydelser for Ham, men det vil erindres, at Tofte ansaae ham for tildeels at være Skyld i, at hans Straf blev saa haard. Imod Lægen havde han endnu mindre Grund til at nære nogen Uvillie, da denne altid havde behandlet ham med største Humanitet; det eneste Klagepunkt, han havde at fremføre imod ham, var, at Mackeprang, da han skulde trække en Tand ud paa ham, lod Stumperne blive siddende i Kjødet.

Efter nogen Overvejelse opgav han den Plan at myrde Inspekteuren; thi vel var det en let Sag for ham at blive ene med denne, idet han blot behøvede at begjære sig fremstillet for ham; derimod var det ham ikke let at faae Leilighed til at angribe Inspekteuren bagfra, hvilket snarere kunde lykkes ham med Hensyn til Lægen. Han besluttede derfor at indskrænke sig til at myrde denne. Til at udføre Mordet havde han to Redskaber at vælge imellem, enten den saakaldte Salskniv, der hang paa Arbeidsværelset, eller en Hammer, som han engang havde faaet forærende af en Fange, der forlod Straffeanstalten. Da han var bange for, at han med sine svage Kræfter ikke vilde kunne haandtere Kniven, bestemte han sig for Brugen af Hammeren, som han ved Hjælp af en Steen, han fandt paa sin Væv, sleb frygtelig skarp i den kløftede Ende.

I Begyndelsen af November 1862 var han færdig med sine Forberedelser, men han tøvede endnu, thi han manglede Mod. Endelig begjærede han sig den 11te November fremstillet for Lægen paa Grund af Tandpine. Han var om Formiddagen munter som sædvanlig, og hans Medfanger kunde ikke mærke noget Usædvanligt hos ham. Da han blev kaldt paa for at møde hos Lægen, stak han Hammeren i sin Trøielomme og gik ud for at udføre sin Beslutning. Han tænkte ved sig selv, at hvis Modet i det afgjørende Øieblik skulde svigte ham, kunde han jo tale om sin Tandpine.

Straffeanstaltens Læge benytter skifteviis med Præsten et lille eet fags Værelse i Bygningens Stueetage. Udenfor paa Gangen ere de Fanger, der skulle fremstilles for ham samlede under Opsigt af en Betjent; de indlades En for En, og inde i VæreIset er der saagodtsom aldrig nogen Betjent tilstede. Medens den opsigtshavende Betjent den ommeldte Dag vendte Ryggen til, smuttede Tofte ind i Værelset, hvor Lægen sad ved et Bord tæt ved Vinduet, saaledes at han vendte Ryggen halvt mod Døren, og skrev i Patientbogen. Han hørte Tofte komme ind, men da denne havde Tøisko paa mærkede han ikke, at Tofte kom lige hen bag ved ham. Da han sad saaledes bøiet over Bogen, var Leiligheden gunstig. Tofte løftede Hammeren og gav ham med dens flade Ende et slag i Baghovedet, hvorved han et Øieblik blev aldeles bedøvet. Da han strax efter kom til sig selv igjen og følte Blodet løbe ned af sine Kinder, saae han Hammeren ligge paa Gulvet og Tofte løbe ud af Værelset. Paa hans Anskrig blev Tofte strax grebet, og var da i en temmelig rolig Stemning, men da Betjentene tog fat paa ham for at føre ham til den Fløi af Bygningen, hvor Straffecellerne ere, blev han mere oo mere exalteret, udskjældte Betjentene og slog den ene af dem, saa at hans Tænder blødte. Medens han blev ført over Gaarden forbi vagten, yttrede han: "Jeg traf ham sk..., den gamle Æsel; han skulde have været slaaet ihjel! - men det kan vel skee en anden Gang."

(Sluttes).

(Folkets Avis 20. februar 1865)

Der er tale om regimentskirurg cand. med. Hans Marcus Mackeprang (1793-1874). Han døde 26. juni, 81 år gammel. Han gjorde tjeneste som reservekirurg ved Almindeligt Hospital i en meget lang årrække, blev 1826 læge ved Døvstumme-Instituttet og senere i 12 år læge ved Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn. 

Fængselsvæsnet undergik mens Tofte opholdt sig der, en reform. Horsens og Vridsløse straffeanstalter blev opført og taget i brug (hhv 1853 og 1859), i sidstnævnte udførtes cellestraffen, kvinderne blev samlet på Christianshavn 1870.

Skylden for branden blev efterfølgende lagt på snedkermesteren, der dog senere blev frikendt for videre tiltale, men døde formentlig som følge af det slemme ophold i fængslet. Se særskilt indslag om branden i Studiestræde 33 andetsteds på denne blog.

Forbedringshuset paa Christianshavn. Da vi i et foregaaende Numer berettede om "Kvistkammertyven"s Attentat paa Doktor Mackeprang, hedder det i "Folk. Av.", kjendte vi godt det Rygte, der cirkulerede i Staden, nemlig, at dette Attentat ikke var møntet paa Doktoren i Særdeleshed, hvem Fangerne Intet hare imod, men ifølge en fortvivlet Beslutning af Fangerne, at hævne sig paa hele Fængselsbestyrelsen for den slette Behandling, de nyde, og at dette Attentat vilde være blevet udøvet mod hvemsomhelst af Bestyrelsen, som "Kvistkammertyven" den Dag var kommen i Berøring med. Vi vilde den Dag ikke omtale det Rygte, da vi ikke havde Lejlighed til at erfare, hvor meget deraf var Sandhed. Det er imidlertid i disse Dage ved de Forhører, der ere gaaede forud for en Højesteretsdom, der er overgaaet Forbedringshuusfange Serritzlev. der som bekjendt den 2den Juni d. A. stak Mestersvend Andersen med en Kniv i Halsen, fremkommet Oplysninger, der fuldkommen bekræfte de cirkulerende Rygter. Disse Forhører vise, at det er Sult, der driver Forbedringshuusfangerne til Fortvivlelse og til at begaae Handlinger, der ifølge de bestaaende Love have Døden tilfølge, hvilken de foretrække for den Kval, Sulten medfører. Det er oplyst, at Fangerne ifølge Fængselsreglementet kun erholde to Maaltider i Døgnet, nemlig mellem Kl. 9 og 10 1½ Pund Brod og Kl. 12 en Pot Søbemad og en halv Pot Øl. Naar dertil kommer, at der fordres strængt Arbeide af dem, og at Arbejdstiden er fra Kl. 5 om Morgenen til Kl. 8 om Aftenen med 2 Times Hviletid, kan det sandelig ikke undre Nogen, at denne Føde, der knap er tilstrækkelig for en Dreng, kan bringe de ulykkelige Fanger til Fortvivlelse og til at begaae Excesser, der kunne have farlige Følger før den offentlige Sikkerhed. Hvem der har Skyld i Tilblivelsen af dette elendige Spisereglement, ville vi ikke undersøge, men anbefale samme tilligemed hele Straffeanstalten paa Christianshavn til Justitsministerens specielle Opmærksomhed. Sluttelig ville vi henlede Fængselselskabets Opmærksomhed paa denne Sag, da vi ere overbeviste om, at dette vil anvende sin Indflydelse til en Forbedring af Fangernes Kaar.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 22. november 1862).

Fritz Theodor Benzen. Bygningen i midten er Christianshavns Straffeanstalt senere kaldet "Kvindefængslet på Christianshavn". Kbhbilleder. Public Domain.

Kvistkammertyven. I Torsdags Morges Kl. 7 blev den Kvistkammertyven Tofte for hans Mordattentat paa Lægen Mackeprang idømte Høiesteretsdom exekveret i Kjøbenhavns Tugthtuus, hvortil han blev ført fra Arresten af Politiets Betjente, af hvilke 8 Mand vare tilstede, medens Fangerne fra Fængslets Vinduer vare Tilskuere ved Straffens Fuldbyrdelse. Straffen bestod i 27 Slag af en Kat (som har 13 Strænge med 3 Kunder paa hver Stræng, foruden at hver enkelt Snors yderste Ende er ombøiet og samlet eller bundet med Garn, for ikke at opflosses) Efterat Delinkventen paa sædvanlig Maade var surret fast til en Pæl, tildelte Anstaltens Profos (Schmidt) ham Slagene paa den blottede Ryg. I Mandags afrejste to Politibetjente med Arrestanten til Horsens Tngthuus, hvor han er dømt til at hensættes under stræng Bevogtning paa Livstid.

(Vestslesvigsk Tidende 1. juni 1863).

Om snedker Jørgensen havde Fædrelandet følgende kommentar (gengivet fra Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. februar 1865). Se desuden det særskilte indslag om ildebranden i Studiestræde:

Blandt de mange Forbrydelser, som den saakaldte Qvistkammertyv P. Tofte havde begaaet, var, som bekjendt, ogsaa den, at han Søndagen d. 24de Januar 1858 havde anstiftet en Ildebrand i et Snedkerværksted, hvorved flere Mennesker indebrændte. Mistanken henlededes paa Værkstedets Eier, Snedkermester Rasmus Jørgensen, en ung Mand, der nylig havde nedsat sig, og om hvem iøvrigt aldeles intet Ufordeelagtigt var bekjendt, men som tværtimod var af god Familie og en i enhver Henseende hæderlig Mand. Han holdtes fængstet i næsten 9 Maanerer. og de Piinsler og det Onde, han skal have lidt under Forhørerne, navnlig da han, nedsat i et fugtigt og simpelt Fængsel, blev betagen af Betændelse og Smerter, vare saadanne, at hvis han havde været skyldig, vilde han, for at erholde Lindring og et andet Fængsel, have tilstaaet Forbrydelsen. Der er en stærk Formodning om, at Forhørsdommeren har hensat denne aldeles uskyldige Mand i et underjordisk, fugtigt og simpelt Hul, for at tvinge ham til Bekendelse ved de legemlige Lidelser, som derved paaførtes ham. Dernæst er der stærk Formodning om, at Forhørsdommeren har sat Jørgensen sammen med en gammel forhærdet og straffet Forbryder, for at denne kunde udspionere ham og under Forlovlighedens Maske forlede ham til Bekjendelse. Den eneste Erstatning hertillands, der kan gives til uskyldig piint Mand, er fuldstændig Frifindelse; men denne kunde Jørgensen ikke opnaae ved Kriminal- og Politiretten. Ved Højesteret blev han endelig frifunden for "videre Tiltale", og dette især fordi han havde assureret sine Eiendele hos et engelsk Selskab for 1600 Rdr., medens de kun kunde taxeres til 1000 Rdr. (Som bekiendt har Forbryderen Tofte senere tilstaaet, at han havde været Gjerningsmanden til Brandstiftelsen, og at Snedker Jørgensen var aldeles uskyldig.) Denne ulykkelige Mand er nu død, og det er vel ikke usandsynligt, at hans lange Fængsling og de Lidelser, der paaførtes ham, have bidraget til at forkorte hans Dage. Den eneste Erstatning, der nu kan ydes ham, er den, at hans Uskyldighed er bleven fuldstændig oplyst (Uddr. af Fædrel.)

(Ifølge "Hors. Av." skulde Tofte henrettes idag (Mandag) Morgen paa en Bakke i Nærheden af Horsens.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. februar 1865)

Tugt- Rasp- og Forbedringshuuset Beretning 1846 (Efterskrift til Politivennen)

I Politivennen omtales Tugt- Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn en del. Kjøbenhavnsposten havde i 1834 givet en sønderlemmende kritik af forholdene, se Redacteurens Anmærkning til en artikel i Politivennen 705, 1829. Efter branden i 1817 blev der kun gjort det mest nødvendige, og de næste årtier blev kritikken af fængselsvæsenets metoder større og større. Enevælden var ikke i stand til at gennemføre en ellers lovet reform. Til Politivennens sporadiske indtryk af fangernes forhold, her årsberetningen fra 1846.

Collegialtidenden for i dag indeholder en beretning fra direktionen for det herværende Tugt-, Rasp- og Forbedringshus ang. dets tilstand i året 1846. Efter at deri er omtalt fremgangen af de under arbejde værende bygningsforandringer, meddeles følgende oversigt:

Hele den intenderede bygningsforandring og navnlig straffekvarterets indretning, skønt sin fuldendelse nær, er dog ikke endnu fuldført. Derfor har heller ikke den påtænkte reform med hensyn til fangernes forhold i anstalten kunnet indføres endnu. Der er således heller ikke i dette år foretaget nogen forandring med hensyn til fangernes bespisning og overarbejdet. For en gennemgribende forandring i disse henseender tillod forholdene endnu ikke at indføre, og mindre betydelige eller delvise forandringer fandt man det utilrådeligt at foretage, da nye vanskeligheder for indførelsen af den hovedforandring derved ville opstå. Derimod har direktionen, efter dertil erhvervet godkendelse fra Kancelliet, truffet den forandring med hensyn til underopsynet, at opsynsbetjentene herefter må bespises i straffeanstalten og til dels også ligge der om natten, så at den daglige fritid og de fridage, der var dem indrømmede, for fremtiden bortfalder.

Tugthuset på Christianshavn. Bag dette strakte sig helt ned til Sank Annæ Gade en anden og endnu større fængselsbygning.

Vel er denne nye indretning der er indtrådt med 1. januar 1847, ikke til besparelse for straffeanstaltens kasse, skønt personalet fra 23 er reduceret til 18. Men tværtimod er opsynsbetjentenes bespisning beregnet at ville koste omtrent 500 rbd. mere end hvad der er indvundet ved reduktionen i betjentenes antal. Imidlertid er derved vundet at hele styrken af opsynsbetjentene nu altid er til stede om dagen, og at selv om natten befinder den halve styrke sig i straffeanstalten, mens ved den tidligere indretning hver opsynsbetjent daglig forlod anstalten i 2 Timer og havde en fridag hver 6. eller 7. dag, hvad der foranledigede megen uorden og var til hinder for et stadigt og sikkert opsyn. Ligesom også den omstændighed, at der kun i hver af straffeanstaltens afdelinger om natten fandtes en opsynsbetjent på post, ikke var uden fare for sikkerheden, især i overordentlige tilfælde. Hertil kommer endnu at der ved den skete forandring er blevet muligt, uden nogen særdeles forøget udgift, for de tilbageblevne opsynsbetjente at lade indtræde en forbedring af deres kår, som allerede oftere har været ansøgt og som det var uundgåelig at indrømme, når man ville sikre sig et pålideligt opsyn. 

Kastellet havde to krudttårne som 1817-1846 blev brugt til at huse 30 fanger, slaver hver. Fordelt på to etager. De var oprindeligt ombygget for at huse 60 af fangerne efter oprøret i 1817. Voldene var forsynet med palisader så fangerne ingen mulighed havde for at se ud.

Af grovere brud på disciplinen er der i afvigte år kun forekommet et tilfælde, hvor direktionen så sig nødsaget til at udsætte en fange i Kastellets tårne. Derimod har man troet at kunne udtage af tårnene endnu 2 af de der indesiddende fanger. Nogen undvigelse eller forsøg herpå har ikke fundet sted i årets løb. Derimod har der jævnligt været begået mindre betydelige brud på disciplinen, uordener og forvandskninger, for hvilke straffe er blevet dieterede. Ligesom det også især i den kvindelige afdeling, hyppigt har været nødvendigt at anvende straf for dovenskab. I den mandlige afdeling har i alt 126 afstraffelser fundet sted, nemlig: Udsættelse i Kastellets tårne 1, kat, tamp eller rotting i forskellige grader 69,  fængsel på vand og brød fra 24 dage til 3 gange 5 dage 33, kachot fra 24 timer til 10 dage 22, ansættelse til mindre lønnende arbejder 3; desuden har man i 45 tilfælde måttet tildele vedkommende en alvorlig advarsel. I den kvindelige afdeling har 95 afstraffelser fundet sted, nemlig: ensomt fængsel fra 2 indtil 14 dage 13, ensomt fængsel, hvor en væv var opsat, indtil fangen ansås forbedret, 1, vand og brød fra 3 dage indtil 3 gange 5 dage 13, rottingslag 68; desuden har man i 8 tilfælde måttet givet alvorlige advarsler. De hyppigste afstraffelser i den kvindelige afdeling var for dovenskab, hvorfor man i reglen har dieteret rottingslag; af de 68 afstraffelser af den art blev således 59 anvendte for dovenskab, der vanskeligt under de bestående forhold på anden måde lader sig revse *). 

Martinus Rørbyes skitse over en forbedringshusfange og fængselsbetjent, 1833

Sundhedstilstanden har i årets løb i anstalten været upåklagelig, og mortaliteten har ved et middeltal af 650 været 17, foruden en der selv aflivede sig. Af syge fanger lå ved årets begyndelse på sygestuen 26, og i årets løb indlagdes 311, tilsammen 337, af hvilke 17 døde cg 280 blev udskrevne, så at der ved årets udgang var 31 tilbage. De hyppigst forekomne sygdomme har været forkølelses- og rheumatiske tilfælde, mod hvilke også mange fanger uden at være indlagte på sygehuset har behøvet lægehjælp. Årsagen til disse så hyppigt forekommende forkølelsestilfælde, der stundom antager en farlig karakter, må efter lægens mening søges til dels deri, at man oftere er nødsaget til at sørge for tilstrømning af frisk luft på en måde, der ikke kan undlade at frembringe træk, mens de i lokalerne arbejdende fanger ved deres arbejde holdes i transpiration. Også i klædedragten, der er ens vinter og sommer, må rimeligvis en årsag hertil søges. Ikke mindre rimeligt er det, at den måde, hvorpå værelserne hidtil har været opvarmede, nemlig ved ovne i stuerne, som blev varmede med stenkul, har bidraget hertil, da dette brændemateriale frembragte røg og slem lugt, som har været en medvirkende årsag til de ikke få tilfælde af kronisk slimhoste og svindsot, der forekom i anstalten. 

Den nu trufne indretning med ovnene tør derfor også i sanitær henseende anses for meget hensigtsmæssig. Men foruden de i strafanstalten selv virkende sygdomsårsager, må det efter lægens mening ikke overses, at det længere ophold i kulde og fugtige arrester, i hvilke ikke få fanger endnu må hensidde inden de dem vedkommende sager er pådømte, både frembringer disposition til denne sygdom og ofte fremkalder den, så at de fanger, der afleveres til straffeanstalten, ikke sjældent medbringe spiren til en sådan sygdom. Af hudsygdomme har der kun været få tilfælde i 1846

I året 1846 bestod 4 søndagsskoler i straffeanstalten. 2 for forbedringshuset mandlige fanger, 1 for Tugt- og Rasphusfanger og 1 for kvindefanger. De 3 skoler for mandsfangerne har bestandig været fuldtallige, og skolerne har således hele året gennem været besøgt af det reglementerede antal, 25. Til skolen for Tugt- og Rasphusfangerne er der desuden idelig fremkommet anmodninger om optagelse i samme, ligesom læreren overhovedet giver vedkommende fanger den anbefaling, at de med megen interesse følger skoleundervisningen. I skolen for kvindefangerne har der derimod ofte været færre end det bestemte antal 25; ved årets slutning fandtes i denne skole kun 21. 

Dagskolerne har i 1846 kun været lidt besøgt, da der i straffeanstalten kun fandtes en ukonfirmeret dreng og en ukonfirmeret pige. 3 unge mandlige tugthusfanger, som vel var konfirmeret, men ansås meget trængende til skolegang, nød særskilt to timer undervisning om ugen. Ved påske kommunicerede af 451 mandsfanger 242, af 206 kvindefanger 102, ved Michaelis af 434 mandsfanger 233, af 202 kvindefanger 63. Om virkningen af den gejstlige omsorg for fangerne overhovedet fordrister præsten sig ikke til at udtale nogen bestemt mening; men ligesom fangernes opførsel og opmærksomhed under kirkegangen har været upåklagelig, således er det umiskendeligt, at der iblandt dem i almindelighed findes lyst og attrå til at søge trøst og vejledning hos deres sjælesørger. Antallet af dem, som begærer at tale med præsten, er større end tidligere, og det samme er tilfældet med dem, som begærer bøger.

I fangernes sysselsættelse og i den i straffeanstaltens forskellige afdelinger indførte arbejdsdrift er der i dette år ikke foregået nogen forandring. Foruden med spind og vævning af uldne varer, hvoraf en stor del har været efter bestilling til militæretaterne, har fangerne været beskæftigede med vævning af halvuldne, bomulds- og linnedvarer, med raspning og høvling af farvetræ, med plysning af gammelt tovværk og pilning af krølhår. Man har, især hvad mandsfangerne angår, i det hele ikke haft grund til klage over mangel på flid eller til at besvære sig over fangernes ulyst til arbejde, skønt de bestående forhold også med hensyn til fangernes  vedholdende flid lader ikke lidt tilbage at ønske. 

Martinus Rørbye, to forbedringshusfanger, 1833. Forbedringshusfangerne ansås for at have de bedste forhold. Værst var rasphusfangernes, der ofte kunne ligne slavernes i Stokhuset.

Populationen i straffeanstalten var den 1. januar 1846 622, deraf 419 mandsfanger og 203 kvindefanger. Inddømte blev i årets løb 164 mf. og 74 kv. Overflyttede fra Møns forbedringshus 20 mf., tilsammen 603 mf. og 277 kv. I årets løb løslodes efter endt straffetid: 124 mf. og 63 kvf., til Møns  forbedringshus overflyttedes 2 mf., til fængslet i Kastellet 2 mf., til Bidstrup afgaves 1 kf., benådede blev 4 mf. og 3 kf, ved døden afgik 10 mf. og 8 kf., tilsammen 142 mf. og 75 kf. Den 31 dec. 1846 var således tilbage 461 mf. og 202 kf. Populationen var altså den 1. januar 1847 i alt 663 og heraf var: i rasphuset 100 mandsfanger, i tugthuset 33 mf. og 39 kf., i forbedringshuset 328 mf og 143 kf. 

Direktionen har sluttelig henledt  opmærksomheden på, at den af samme tilsigtede reform af straffeanstalten, til hvis forberedelse det foregående år især har været anvendt, i høj grad modarbejdes ved den omstændighed, at de lokale forhold i den del af Søkvæsthuset, hvori de mandlige forbedringshusfanger for en stor del hensidder, ikke tilstod i samme at foranstalte de indretninger, der måtte anses nødvendige for at fremme straffens forbedrende hensigt, og at tilvejebringe den adskillelse af fangerne og det stadige og lette tilsyn med disse, som især i et forbedringshus er af højeste vigtighed. Det er derfor direktionens overbevisning, at om det end vil lykkes den at indrette Tugt- og Rasphuset til et passende straffested, der ikke meget vil stå tilbage for de nyere anstalter af denne eller lignende art, som i de senere år er opført i andre lande, så vil dog mangelen af et forbedringshus altid være meget følelig, så længe ikke en egen ny straffeanstalt bliver bygget og indrettet til denne brug" 

*) ) "Da det naturligvis ofte må være tilfældet, at en uordentlig fange flere gange i årets løb har været underkastet afstraffelse, vil Tallet af afstraffelserne ikke afgive et så ufordelagtigt resultat for fangernes opførsel i det hele, som det ellers kunne synes 

(Kjøbenhavnsposten, 13. marts 1847)

Den lakoniske omtale af raspning af træ samt af arbejdet med gammelt tovværk dækker over et yderst sundhedsfarligt arbejde for lungerne. Søkvæsthuset var efter oprøret 1817 blevet brugt som nødfængsel, ligesom krudttårnene i Kastellet for de værste fanger, slaverne. I 1861-64 blev tugthuset ombygget til kvindefængsel. I 1931 opførtes Lagkagehuset ud mod Christianshavn.

Lagkagehuset på Christianshavns Torv, set fra den modsatte vinkel af det indledende billede i denne artikel. Det var her og i den bagvedliggende blok fængslet lå. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Straffeanstalten. (Efterskrift til Politivennen)

Straffeanstalten. ("Coll. Tid.") I Henhold til hvad vi foreløbigen have anført herom i vor Løverdags-Tidende meddele vi nu den udførlige Beretning:

Ifølge indgiven Beretning fra den under 23de Juni f. A. udnævnte Direction for Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i Kjøbenhavn befandtes den 1ste Juli 1845 inddømte i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset 651 Fanger, af hvilke 41 Mandsfanger hensadde i Citadellets Taarne, 240 Mandsfanger i Tugthuusbygningen paa Christianshavn, og 163 Mandsfanger samt 207 Fruentimmerfanger i Afdelingen paa Søqvæsthuset.

Af de i Citadellets Taarne hensiddende Fanger vare 19 derhen udbragte i April Maaned f. A. efter det paa Inspecteur Keller skete morderiske Overfald, de øvrige 22 Forbrydere havde størstedeels hensiddet sammesteds i flere Aar. Det er saaledes ikke blot for at afsone disciplinaire Forseelser, for hvilke der ere dicterede bestemte kortvarige Fængselsstraffe, at Fangerne hensidde her; men Taarnene ere Opbevaringssteder for dem, som enten inddømmes til streng Bevogtning eller ansees for meget farlige Forbrydere, der true Straffeanstaltens Sikkerhed. Fangerne ere her indsluttede som oftest to og to i een Celle, og ligesom de ere uden egentligt Opsyn, saaledes er det Arbeide, som kan gives dem her, medens Dagslyset i disse ved deres Construction og Beliggenhed tildeels meget mørke Celler tillader dem at arbeide, ingenlunde anstrengende eller af en saadan Beskaffenhed, at det kan ansees for et blot nogenlunde haardt Strafarbeide. Forpleiningen, som gives disse Fanger, er endeel bedre end den, som de øvrige Fanger i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset faae, hvilket af sanitaire Grunde er anseet nødvendigt. I alle andre Henseender maa derimod Opholdet i disse snevre Celler, der hverken kunne opvarmes eller oplyses, ansees for en særdeles haard Straf. Taarnene, ved hvilke ere ansatte en Justitssergeant, en Opsynsmand og 2 Arbejdsmænd, bevogtes af 4 militaire Poster om Dagen og 6 militaire Poster om Natten, og foraarsage saaledes det Offentlige en ikke liden Bekostning, uden Hensyn til, at Fangernes Underholdning her koster Anstalten omtrent 15 Rbd. mere pr. Individ om Aaret end ellers, og at deres Arbeide i samme Grad er mindre indbringende. Skjøndt Taarnenes Construction skulde lade formode, at de med Hensyn til Sikkerheden Intet lode tilbage at ønske, har dog Erfaringen tilstrækkelig godtgjort det Modsatte, hvilket formeentligen hidrører fra Vanskeligheden af at forhindre, at de Menige, som her faae Post, satte sig i utilbørlig Forbindelse med Fangerne.

I Tugthuusbygningen hensadde, som anført, 240 Mandsfanger, af hvilke 77 vare inddømte til Rasphuset, 23 til Tugthuset, og 140 til Forbedringshuset. I Rasperiet vare til den nævnte Tid ikkun 24 Fanger beskjeftigede; disse arbeide og sove to og to i et Aflukke. Desuden beskjeftigedes med Raspning og Høvling af Træ i Høvlekjelderen 12 a 14 Rasphuusfanger; men disse sove paa de sædvanlige Sovelofter i Tugthuusbygningen. De Rasphuusfanger, der ei finde Beskjeftigelse ved Raspningen, dele Arbeide med Tugthuusfangerne og Grændsen imellem Tugt-, Rasp- og Forbedringshuusstraffen er saaledes factisk næsten ophævet. Ligeledes er Arbeidet det samme for Tugthuusfangerne og Forbedringshuusfangerne; dog have disse to Klasser af Fanger deres adskilte Arbeids- og Sovesale, og Adskillelsen er yderligere ogsaa forsaavidt opretholdt i Tugthuusbygningen, at Livsfanger og Aarsfanger i Reglen arbeide og sove i forskjellige Localer. 

Tugthuusbygningens Construction frembyder den store Mislighed, at Tilgangen til de fleste Arbeidssale er igjennem foranliggende Arbeidslocaler, og at disses Antal i det Hele er ringe i hvilket ogsaa er Tilfældet med Sovelofterne. Herved modarbeides Opsynets Virksomhed til Disciplinens Oprettelse og dets Sikkerhed i dets Pligters Udøvelse, og ikke mindre hindres herved den tilbørlige Inddeling og Adskillelse af Fangerne. De arbeidspensa, der ere reglementerede fra ældre Tid, ere fastsatte saaledes, at der levnes Fangen betydelig Tid til at fuldføre Overarbejde, hvorved han kan sattes istand til at indkjøbe Provisioner og derved bøde paa den ham tilstaaede daglige Forpleining, der er fastsat saa ringe, at der er gjort Regning paa, at Fangen ved Overarbeids-Fortjeneste skulde supplere den. Men da saaledes det, som Fangen skal arbejde, er meget mindre end det, et til Straffearbeide inddømt ardejdsført Individ kan og bør arbeide, saa er det heraf en Følge, at der vel gives en bestemt Tid til Opholdet i Arbeidsstuerne, men ingen bestemt Arbeidstid, kun at det daglige Arbeidspensum præsteres. Da fremdeles dette sidste ingenlunde staaer i Forhold til Straffegraden, men snarere staaer i omvendt Forhold til denne, saa følger heraf, at Fangerne factisk enten kunne dovne meest eller fortjene meest i de Afdelinger af Straffeanstalten, hvor de inddømmes for de største eller gjentagne Forbrydelser. Det antages saaledes, at Fangen i Rasperiet, hvem det kun er paalagt at raspe 120 Pd. Træ om Ugen, ikke behøver at arbeide mere end 2 a 3 Arbeidsdage for at fuldende sit ugentlige Pensum; den øvrige Tid kan han anvende til Overarbeide, hvis han ikke foretrækker Ørkesløshed eller af Mangel paa leveret Arbeide henholdes deri. Den her paapegede Mangel af en bestemt Arbeidstid, i hvilken Fangerne burde være pligtige til vedholdende at arbeide, bidrager ogsaa til yderligere at svække det allerede ved Bygningens mangelfuldt Construction vanskeliggjorte Opsyn, idet der, naar det paa en Maade er meer eller mindre afhængigt af Enhvers Forgodtbefindende, om og naar han vil arbeide, maae opstaae Usikkerhed med Hensyn til hvad Opsynsbetjente i saa Henseende kunne befale og fordre. Denne Usikkerhed er i desto høiere Grad tilstede, da der ligesaalidt er givet Opsynet nogen egentlig Instrux, hvori dets Pligter og Rettigheder ere fastsatte, som der existerer noget Reglement for Fangerne, hvori det Liv, som de have at føre, er fastsat og paa en indtrængende Maade betegnet for dem. Da derhos de Vanskeligheder, som Localiteternes Beskaffenhed medfører for Underopsynet med Hensyn til en sikker Controllering af Fangernes Færd, ogsaa stille sig i Veien for de overordnede Embedsmænds Control med Underopsynet, saa bliver det forklarligt, at dette snart kan gribe Lejligheden til at colludere med Fangerne og selv medvirke til Disciplinens Slappelse, snart kan søge at udøve en større Myndighed end det her udøve. Hertil kommer den høist vigtige Omstændighed, at Anstalten næsten ganske mangler de nødvendlge Cachotter, hvor opsætsige Fanger øieblikkeligen kunne hensættes indtil de rette Vedkommende, efterat have undersøgt deres Strafskyld, kunne dictere dem den Correction, som de have fortjent. De existerende Cachotter ere nemlig kun saa i Antal og yderst uhensigtsmæssigen indrettede, ligesom de have en høist uheldig Beliggenhed, da neppe en eneste er anlagt anderledes, end at derfra let kan kommuniceres med Medfangerne i Gaarden, Arbeidssalene og de tilstødende Cachotter. Denne Mandel af Cachotter og af Straffesteder, hvor eensomt Fængsel og Vand- og Brøds-Straf hensigtssvarende kunde afsones, har heller ikke kunnet være uden Indflydelse paa Straffenes Bestemmelse, og har ikke kunnet andet end indskrænke Directionens frie Valg imellem de i Plac. af 31 Aug. 1813 nævnte Straffemidler. Det er saaledes corporlig Revselse, der jevnligst har været bragt i Anvendelse baade for disciplinaire Forseelser og for Mangel paa Flid, men i hvilken Grad og i hvilket Omfang; saadan Revselse anvendes, kan neppe blive uden Indflydelse paa Aanden i Straffeanstalten. Udsættelse i Taarnene anvendes sjeldent, netop fordi det er et saa extraordinairt Straffemiddel. Frygten for dette Straffeonde svækkes derhos betydeligen ved den bedre Forpleining og den Fritagelse for anstreengende Arbeide, som der finder Sted.

Det bestaaende Bespiisningsreglement er ingenlunde saadant, at et arbeidsført Menneske, af hvem vedholdende Arbeide skulde fordres i 12 Timer om Døgnet, derved vilde finde en tilstrækkelig sund Føde. Det maa imidlertid, som alt antydet, betragtes i sin Forbindelse med Arbeidsreglementet, og naar dette ikke kan ansees at være overensstemmende med en god Disciplins Indførelse og Opretholdelse, men tvertimod til væsentlig Hinder herfor og for den nødvendige Ordens Betryggelse i Straffeanstalten, saa kan hiint heller ikke andet end ansees at lide af væsentlige Mangler. Men en Forandring af Arbeidsreglementet, hvorved Fangen blev nødt til, imod at erholde en rigeligere og bedre Pleie, at arbeide for Anstalten i en Deel af den Tid, i hvilken han nu antages at arbeide for sit eget bedre Velvære, eller med hvilken han mere eller mindre kan flakke som han vil, møder de allerstørste Vanskeligheder i Anstaltens locale Beskaffenhed, i Mangelen paa tilstrækkelige Midler til et hensigtssvarende Straffesystems Gjennemførelse og i Beskaffenheden af Underopsynet; thi under Bygningens nuværende høist mangelfulde Construction, og under Savnet af tilstrækkelige Repressionsmidler, hvilke Omstændigheder have havt og altid maae have de, uheldigste Indflydelse paa det saa godt som ucontrollerede Underopsyns Beskaffenhed, vilde enhver Forandring, der ikke kunde undlade at indvirke paa Fangernes Stilling og af disse vilde blive anseet som en Forværrelse af deres Tilstand, give Anstaltens Sikkerhed til Priis for en Fare, til hvis Bekæmpelse de nødvendige Foranstaltninger og Midler netop savnes.

Loftet over Tugthuusbygningen er inddeelt i 7 Sovesale, hvori Rasperiets Livs- og Aarsfanger, Tugthusets Livs- og Aarsfanger, Forbedringshusets Livsfanger *) og et ikke ringe Antal af Forbedringshusets Aarsfanger tilbringe Natten. Det ringe Antal af Sovelofter gjør det indlysende, at der ikke finder nogen videregaaende Adskillelse om Natten af Fangerne Sted, end den, som de nævnte Hovedkategorier angive Fangerne sove to og to i een Seng, hvad der ikke kan andet end gjøre det Opsyn, der fra Gangen af føres med Sovelocalerne, mindre virksomt, skjøndt der er truffet hensigtssvarende Foranstaltninger til fra Corridoren af at belyse Sovelocalerne, og skjøndt, for at betrygge Nattevagtens Agtpaagivenhed, denne udøves paa eengang af en Opsynsbetjent, af en Vægter og af en Skildvagt, der gjensidigen skulle controllere hinanden. Sovelofterne ere iøvrigt reenligen holdte, og staae i denne Henseende ikke tilbage for Anstaltens øvrige Dele, hvor Reenlighed med Strenghed overholdes. Ogsaa er Luften paa Sovesalene upaaklagelig god, hvilket tilveiebringes derved, at Vinduerne om Dagen holdes aabne, ligesom ingen Latriner befindes i Nærheden af Sovesalene. I Arbeidssalene er Luften derimod mindre god. Hertil bidrager, foruden Tallet af de deri arbeidende Fanger og det indførte Arbeides Beskaffenhed, det høist ufuldkomne Latrineringssystem, der er indført i Anstalten, og som heller ikke kan undlade i sædelig Henseende at yttre en skadelig Indflydelse. Ligeledes maa hertil bidrage, at Fangerne ikke blot nyde deres daglige Maaltider i Arbeidssalene, men at her ogsaa opbevares alle Levninger, som senere fortæres og som ikke sjeldent om Vinteren opvarmes paa de i Salenes Midte anbragte Kakkelovne. Paa samme Maade som med Levningerne omgaaes med og opbevares i Arbeidssalene de Provisioner, som Fangerne kunne indkjøbe for deres Overarbeids-Fortjeneste, og som kun udleveres den, eengang om Ugen. Med disse Provisioner finder til Skade for Ordenen og Disciplinen megen Trafik Sted paa Salene, hvortil den ugentlige Levering maa antages væsentlig at bidrage; men Udryddelsen af denne Trafik, efterat den saalænge har bestaaet, møder ikke faa Vanskeligheder, der erholde deres største Vægt i de ovenfor paapegede Omstændigheder, som overalt gjøre deres Indflydelse gjældende, hvor der reises Spørgsmaal om Indførelsen af en Forandring, der skal betrygge Ordenen og Disciplinen. (Fortsættes)

*) Skjøndt Ingen, efter Anordningerne, kan dømmes til Forbedringshuset uden paa Tid, saa findes der dog en Deel Fanger i Forbedringshuset, som ere indsatte paa Livstid, idet Tugthusfanger, der findes egnede til Benaadning, ikke umiddelbart erholde deres Frihed, men først overflyttes til Forbedringshuset, hvorefter de, naar deres Forhold vedbliver at være godt, om kortere eller længere Tid, ved Kongelig Naade, faar Friheden tilbage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. januar 1846, 2. udgave).

Citadellets tårne var to krudttårne som i perioden 1817-1847 blev brugt til fanger der blev anset for særlig farlige. Hvert tårn husede 30 fanger. Det andet tårn er nedrevet og bastionen tom. Øverst på volden var anbragt palisader så fangerne ville have sværere ved at flygte. Oprindeligt blev det brugt til fangerne fra oprøret i Rasp-. Tugt- og Forbedringshus på Christianshavn, siden også til andre.

Straffeanstalten. (Fortsat, see Gaars-Nr.) I Søqvæsthusets Afdeling for mandlige Forbedringshuusfanger, til hvilken, som ovenfor bemærket, 163 af de til Forbedringshuusstraf inddømte Fanger fandtes den 1ste Juli f. A., er Arbeidssalenes Beliggenhed vel noget mindre uheldig end i den gamle Tugthuusbygning, og frembyder saaledes mindre Vanskelighed for Underopsynets Virksomhed og for Indførelsen af en strengere og mere regelmæssig Orden. Men paa den anden Side er det her en meget mislig Omstændighed, at Alt næsten maa være overladt til Underopsynet, og at dette ikke kan være undergivet en stadig Control af dem, der skulle føre Overopsynet. Anstaltens Inspecteur og Fabrikmester have deres Contoirer i den gamle Tugthuusbygning, hvor deres Hovedvirksomhed er dem anviist, og kunne derfor kun leilighedsviis varetage Overopsynets Pligter i Søqvæsthusets Bygning. Men selv afseet fra denne paa Anstaltens hele Ledning indgribende Omstændighed, ere Localiteterne ogsaa her, skjændt i andre Henseender end i Tugthuusbygningen, høist mangelfulde. Arbeidssalene vende for en stor Deel ud til de Bygningen omgivende Gader, og Communicationen ud til disse er saaledes meget vanskelig at forhindre. Gaardrummet er meget indskrænket og er kun ved et Plankeværk adskilt fra den tilgrændsende Søqvæsthuusgaard, saa at det er umuligt at forhindre, at Communication finder Sted. Det indskrænkede Gaardsrum her frembyder desuden en større Hindring for Indførelsen af en ordnet og regelmæssigen bestemt Gaardtour for Fangerne, end Lokaliteten frembyder i Tugthuset. Ogsaa vilde det være meget vanskeligt, i det snævre Gaardsrum at anbringe Latriner og saaledes at give Slip paa det her indførte Latrineringssystem, der er det samme som i Tugthuset, men hvis skadelige Indflydelse næsten spores mere i denne Bygning end i den anden. Af Sovelofter findes over Bygningen 4, hvor Fangerne for en Deel ogsaa sove to og to i een Seng. Af disse er eet uden tilstrækkelig Ventilation, som vanskeligen, paa Grund af Bygningens Construction, kan tilveiebringes. Ogsaa ere samtlige Sovelofter vanskeligere at inspicere end i Tugthuusudgangen. Der existerer i denne Bygning kun to Cachotter, der saa meget mindre kunne benyttes som eensomme Fængsler, da Vinduet i den ene vender ud til det eneste Gaardsrum, som haves, og som tjener til Bevægelse for Fangerne, og den anden faaer Lys og Luft igjennem en Aabning ud til Trappegangen. Forpleiningssystemet saavelsom Arbeidsreglementet er det samme som i Tugthuset, og de Antydninger, som ovenfor i disse Henseender ere gjorte, have derfor ogsaa den samme Gyldighed med Hensyn til den her omhandlede Afdeling af Forbedringshuset. En Adskillelse af Fangerne enten med Hensyn til Alder eller første Gang Inddømmelse er ikke indført, og Arbeidssalenes Beliggenhed og den øvrige sammentrængte Lokalitet vilde ogsaa gjøre det meget vanskeligt at opretholde en saadan. Da hele Oeconomien er fælleds for Tugthuset og Søqvæsthuset, og de til samme hørende Indretninger befinde sig paa det første Sted, saa er en idelig Transport imellem disse to Bygninger uundgaaelig. Denne udføres af Fangerne. Ligesom det derved vanskeliggjort! at forhindre utilladelig Communication mellem Anstaltens forskjellige Afdelinger, saalede! besværliggjort! derved ogsaa Opsynsbetjentenes Tjeneste. I det Helt svækkes Opsynet derved, at Straffeanstalten er i forskjellige fra hinanden afsondrede Bygninger, hvilket ogsaa har til Følge, at Antallet af Opsynsbetjentene er større end det ellers behøvede at være i Forhold til Anstaltens Population. En anden hertil medvirkende Aarsag er, at Opsynsbetjentene ikke bespises i selve Anstalten, men der er indrømmet enhver Opsynsbetjent 2 Timer dagligen, i hvilke han forlader Straffeanstalten for at nyde sine Maaltider. Denne idelige Gaaen fra og til Anstalten gjør det end mere vanskeligt at kontrollere Underopsynet og at vaage over, at Opsynsbetjentene ikke selv foranledige Uorden og underholdt skadelige Forbindelser med Fangerne.

Sygehuset, som er fælles for den hele mandligt Deel af Straffeanstaltens Befolkning, har sin egen Bygning i Nærheden af Tugthuusbygningen, men er saaledes fjernet fra den i Søquæsthuset anbragte Afdeling af Forbedringshuset. Denne Omstændighed medvirker ligeledes til at forøge den byrdefulde og i flere Henseender mislige Communication imellem Straffeanstaltens Afdelinger; men paa den anden Side tilstede Lokaliteterne i Søqvæsthuset neppe noget særskilt Sygehuus, hvilket ogsaa i andre Henseender vilde vanskeliggjort Opsynet. I Sygehuset indlægges ogsaa til Cuur og Pleie Inqvisiter fra Stadens civile Arresthuus, fra Amtets 3 Birker og fra Fattigvæsenets Tvangshuus, ligesom de Syge fra de i Citadellet anbragte Taarne. Ligesom denne Indretning i andre Henseender maa erkjendes at være mislig, saaledes er den det for Straffeanstalten; thi det er saare naturligt, at der saaledes under Opholdet paa Sygehuset stiftes farlige Forbindelser, og skeer Meddelelser, der ere Disciplinen og Ordenen i Anstalten til Skade. Mangelen af mindre Sygeværelser gjør det endnu vanskeligere at forhindre de Ulemper, som paa denne Maade kunne afstedkommes, ligesom hiin Mangel i det Hele gjør denne Bygnings iøvrigt hensigtssvarende Indretning megen Afbræk.

I Forbygningen af Søqvæsthuset er den qvindelige Afdeling af Straffeanstalten indrettet, og deri befinder sig omtrent 200 quindelige deels Tugthuus-, deels Forbedringshuusfanger. Skjøndt Localerne for en Deel vende ud til Gaden, og denne Bygnings Nærhed ved Afdelingen for Mandsfanger ikke er fri for Uleilighed, maa det nærværende Locale for de quindelige Fanger dog ansees for langt bedre end de til Mandsfangernes Hensættelse benyttede Afdelinger. Da imidlertid Bestyrelsen og Indretningen af denne Afdeling i alt Væsentligt er den samme som i hiin, saa lider ogsaa Ordenen og Disciplinen her af de samme Mangler, som i Afdelingerne for Mandsfangerne udøve deres Herredømme. Vel vilde det ikke frembyde saa store Vanskeligheder, her at indføre de Forandringer, der kunne bidrage til en bedre Disciplins Opretholdelse; men dette vilde dog have sine særegne Betænkeligheder, naar ikke lignende Foranstaltninger samtidigen kunde træffes i de andre Afdelinger. Desuden savnes her ganske de nødvendige Cachotter og Straffesteder, der ogsaa formedelst Bygningens Beliggenhed og den fugtige Grund, hvorpaa den staaer, og som gjør Kjelderetagen næsten ubrugelig i saa Henseende, vanskeligt vilde kunne indrettes. Fangerne i den quindelige Afdeling sove paa 4 Sovelofter, der kunne inspiceres fra de tilstødende Værelser, som ere indrømmede Vagtkonerne. De have hver deres Seng; men deels sove en Deel af Tugthuusfangerne paa samme Loft som Forbedringshuusfangerne, deels ere en Deel af de første, der om Dagen ere adskilte fra de øvrige, henlagte paa et fælles Soveloft med andre Fanger, da Sovelocalerne ere for faa for at gjennemfore eller opretholde Fangernes hensigtsmæssige Adskillelse. Det qvindelige Opsynspersonale boer og bespises i Anstalten, hvilket aabenbart er en Fordeel, da Opsynet paa denne Maade kan være mere stadigt og det derved forhindres, at Opsynet saa let kan indbringe utilladelige Gjenstande, som Tilfældet er i Afdelingen for Mandsfangerne. Derimod gjelder hvad der oven er anført om Vanskeligheden i at føre det tilbørlige Overopsyn ogsaa i denne Afdeling, og da desuden Arbeids- og Spisereglementet samt Straffesystemet her er det samme som i Afdelingen for Mandsfangerne, finde ogsaa i disse Henseender de samme Misligheder og Mangler Sted. Heller ikke har Mangelen paa Instruere for de overordnede og underordnede Betjente og paa et Reglement for Fangerne undladt at yttre sin Indflydelse paa Tilstanden i den qvindelige Afdeling af Straffeanstalten.

Af ovenstaaende Fremstilling formeente Direktionen at det vilde være klart, at samtlige til Brug for Straffeanstalten optagne Bygninger i høi Grad trænge til Forandring, naar de nødvendige Reformer i Straffeanstaltens Ledning med Tryghed skuide kunne indføres. Men deels er dette dog ikke Tilfældet i samme Grad med alle Bygninger, deels maatte der ogsaa tages Hensyn til de forskjellige Arter af Forbrydere, for hvilke Straffeanstaltens forskjellige Afdelinger ere bestemte, og endelig havde Directionen troet, ikke at burde undlade at tage i Betragtning, at det er udtalt som Regjeringens bestemte Hensigt, saasnart det er gjørligt, at lade det hele Fængselsvæsen undergaae en tidssvarende Reorganisation. Ogsaa havde Directionen antaget, at et nyt Forbedringshuus efter de i den allerhøieste Resolution af 25de April 1842 udtalte Grundsætninger i en ikke fjern Fremtid vil blive opført her, da det er uomtvisteligt, at det Øiemed, som ved et sligt Forbedringshuus tilsigtes, slet ikke lader sig realisere uden en ny Bygnings Opførelse. Directionen troede derfor hovedsageligen at burde indskrænke sig til at foreslaae Forandringer i den gamle Tugthuusbygning, deels fordi Manglerne og Ufuldkommenhederne her er størst, deels fordi de her opbevarede Forbrydere ere de farligste, og endelig fordi denne Deel af Straffeanstalten tør antages i længere Tid at ville blive brugt til sin nærværende Bestemmelse, end Tilfældet kan antages at være med den omtalte Deel af Søqvæsthuset. Naar det først var blevet muligt at gjennemføre en ordnet Tugt og streng Disciplin i den Afdeling af Straffeanstalten, hvor Livsfanger og de farligste Aarsfanger indesidde, vilde desuden Faren og Uleiligheden ved at anordne den samme Tugt og Orden i Søqvæsthuusafdelingen være mindre. I denne sidste Afdeling skulde der saaledes, efter Directionens Forslag, ikke gjøres andre Bygningsforandringer end de, som maatte ansees for de meest paatrængende nødvendige, og hvis Bekostning maatte antages at kunde udredes af den Sum, der i Straffeanstaltens Budget er ansat til dens aarlige Bygningsarbeider og Reparationer. Iøvrigt tilføiede Directionen, at den i sit Forslag til Forandringer i den gamle Tugthuusbygning ikke havde tabt af Sigte, at denne Bygning muligviis i en ikke fjern Fremtid kunde undergaae en total Ombygning, naar den bebudede omfattende Reorganisation af Straffeanstalterne bliver iværksat, hvorfor den havde gjort sig det til Formaal at foreslaae saadanne Forandringer, der rimeligviis ville kunne gaae over i det nye System, som da vil blive indført.

Som den nødvendige Betingelse og Udgangspunctet saavel for Tugthuusbygningens mere hensigtsmæssige Indretning som for Indførelsen af en forbedret Disciplin, ansaae Directionen Anlæggelsen af en Corridor gjennem hele Bygningen, en Forandring, som ogsaa allerede i længere Tid havde været under Ventilation i den fratraadte bestyrelse. De væsentlige Fordele, som ville vindes ved en saadan Corridor, ere: en forøget Sikkerhed for Opsynet og Muligheden af at kontrollere dette, istedetfor at Overopsynet nu ikke om Dagen kan komme i Fangelocalerne, uden at dette forud baade maa komme til Underopsynets og Fangernes Kundskab. Naar alle Arbeidssale begrændses af en Korridor og ingen Gjennemgang længer finder Sted fra en Arbeidssal til en anden, vil der kunne tages enhver nødvendig Foranstaltning imod Fangerne, enhver Sammenrottelse af dem i Arbeidssalene vil kunne forhindres og Frygten for denne forsvinde. Og ikke mindre vil Anstalten vinde derved, et Opvarmingen da vil skee fra Corridoren, istedetfor at nu Kakkelovneene ere anbragte saaledes, at de ere aldeles i Fangernes Raadighed i Arbeidssalene. Endvidere fremhævede Directionen, at der efter det her omhandlede Forslag, der tillige gik ud paa, at den hidtil af Fabrikmesteren med Familie beboede Leilighed skulde indtages til Straffeanstaltens umiddelbare Brug, vilde i Stue-Etagen erholdes 6 og paa første Sal 10, altsaa i Alt 16 fra hinanden aldeles afsondrede Arbeidslocaler - foruden to Værelser i hver af disse Etager for Opsynsbetjente - , medens man for Tiden kun har 9 Localer til sin Disposition, der, som berørt, tildeels ere saaledes situerede, at man ikke kan komme til den ene uden at maatte passere een eller flere andre. Først ved en saadan Forfinelse af Arbeidslocalerne vilde det blive muligt at indføre den Adskillelse imellem Fangerne, som maa ansees hensigtsmæssig eller nødvendig, og at undgaa den Sammenblanding af ældre og yngre Forbrydere, som nu ikke kan undgaaes, hvor beklagelig den end er og hvor meget den end strider mod Lovgivningens positive Bud. Fremdeles vilde Indtragelsen af Fabrikmesterens Bolig til Straffeanstaltens umiddelbare Brug, i Forbindelse med en lignende Inddragelse af Fuldmægtigens Bolig, hvorom nedenfor, ikke blot medføre det Gode, at man paa denne Maade vilde fjerne fra den umiddelbare Nærhed ved Fangelocalerne de til Embedsmændenes Familie henhørende Personer, der saa let kunne give Anledning til ubehagelige Forbindelser og Kollisioner med Fangerne; men deraf vilde ogsaa den Fordeel resultere, at man kunde afskaffe Portneren ud til Dronningensgade, der ikke længere vil være nødvendig, naar Fabrikmesterens Familie ikke benytter denne Indgang. Herved vilde indvindes en ikke ubetydelig Besparelse, og idetmindste den Sum, som efter Billighed maatte gives Fabrikmesteren og Fuldmægtigen i Vederlag for de dem nu tilstaaede Boliger i Anstalten. Paa den anden Side vilde ved den ovenantydede Bygningsforandring ogsaa den Fordeel kunne opnaaes, at nogle ugifte Opsynsbetjente vilde kunnne erholde Bopæi i selve Anstalten, og at der vilde kunne skaffes Locale til samtlige Opsynsbetjentes Bespiisning, hvilke ikke vil være uden Indflydelse paa det nødvendige Antal af disse og de Fordringer, som kunne gjøres til dem.

I Kjelder-Etagen vilde der paa begge Sider af Corridoren kunne indrettes 5 Høvlekjeldere og 10 Raspekjeldere, i hvilke sidste de Fanger, som nu beskjeftiges i Rasperiet, kunde optages. Det nuværende Rasperi, som ligger i Midten af Gaardsrummet og saaledes borttager en ikke liden Deel af det i Forhold til Straffeanstaltens Befolkning indskrænkede Gaardsrum, vilde da kunne nedrives, hvilket Direktionen ogsaa fra andre Sider maatte ansee for særdeles ønskeligt. En Snees af de farligste Forbrydere ere her placerede midt i Gaarden, arbeidende for aabne Vinduer i en Een-Etages Bygning, saa at det bliver næsten umuligt at forhindre Samqvem med de Fanger, fra hvem de skulle være adskilte. Da de der arbejdende Fanger ogsaa sove her om Natten, bliver Opsynet med Gaarden og Nattevagten langt vanskeligere og bekosteligere end ellers vilde være Tilfældet. Efter Localiteterne ville vanskeligen Opvarmning og Belysning være at anbringe i denne Bygning, og de der indesluttede Fanger tilbringe saaledes en stor Deel af Døgnet om Vinteren i Mørke og Ørkesløshed, beskyttende sig mod Kulden ved at tilbringe den meste Tid i Sengen.

(Sluttes)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. januar 1846, 2. udgave).

Christianshavns Torv med Tugthuset. (Fra: Kjøbenhavns Prospecter).

Straffeanstalten (Sluttet, see Gaars-Nr.) Det er derhos en stor Mislighed, at af de over 100 ttl Rasphuusarbeide inddømte Fanger ikkun nogle og tyve ere placerede her, hvorimod de Andre, selv de, der arbeide i Høvlekjelderen, ere andre Vilkaar underkastede og befinde sig i samme Stilling som Tugthuus- og Forbedringshuusfangerne. Denne Omstændighed gjør, at de, der hensidde i Rasperiet, vilde betragte deres Ophold der som en Ubillighed og Vilkaarlighed, naar der ikke paa den anden Side gaves dem mere end almindelig Leilighed til Overarbeids-Fortjeneste. Det er imidlertid indlysende, hvor let der af disse Forhold kan opstaae ubehagelig, Forviklinger, og hvorledes de i det Hele ere skikkede til at betrygge en god Orden i Anstalten. Naar derimod de nu i Rasperiet beskjæftigede Fanger bleve anbragt, i de ommeldte Kjelder-Localer, vilde de kunne blive langt bedre bevogtede og deres Communication med de øvrige Fanger langt kraftigere modarbejdet; de vilde kunne sysselsættes ved Lys ligesaavel som Fangerne i Høvlekjelderne, og naar der anvistes dem Natteleie paa et eget Soveloft i denne samme Bygning som de andre, vilde den Uleilighed og Fare forsvinde, som deres Bevogtning om Natten i den lave Bygning i Gaarden nu medfører. Det Exceptionelle og det idetmindste tilsyneladende Vilkaarlige i disse Rasphuusfangers nuværende Behandling vilde ogsaa paa denne Maade for en stor Deel bortfalde. Ved Rasperiets Bortfjernelse fra Gaarden vilde man derhos erholde et anseeligere Gaardsrum, hvilket i flere Henseender er af Vigtighed.

Directionen henledede dernæst Opmærksomheden paa den paatrængende Nødvendighed af at tilveiebringe et Straffeqvarteer i Anstalten. Savnet heraf har, som foran paapeget, havt en høist uheldig Indflydelse paa disciplinens Overholdelse og paa den hele Ledning af Straffeanstalten, og dette Savn vilde blive end føleligere, naar man vilde skride til at indføre en bedre Orden i Straffeanstalten, om det i det Hele vilde være muligt at kunne gjøre dette uden at være i Besiddelse af et Straffemiddel, der kan virke tilstrækkelig afskrækkende og reprimerende, uden i andre Henseender at støde an imod Menneskelighedens og Retfærdighedens Bud. Til Opnaaelsen af hiint Øiemeed foreslog Direktionen nu at inddrage den Fuldmægtigen nu indrømmede Bolig i Bygningen ud mod Dronningensgade, at unddrage den derover anlagte Arbeidssal og det ligeledes derover sig befindende Soveloft sin nærværende bestemmelse, samt at forlænge denne Deel af bygningen ud mod Dronningensgade i en Længde af 26 Alen, hvortil Murene af den afbrændte Tugthuus-Bygning kunde bruges. Man vilde da her kunne anlæg et Straffeqvarteer, hvori vilde kunne anbringes 12 Cachotter og 36 Straffeceller. Samtlige disse Celler vilde erholde deres Vinduer ud til Gaarden og disse i en saadan Høide fra Gulvet, at Communicationen igjennem dem ikke let vilde kunne finde Sted. Cachotterne vilde blive 11 Fod 10 1/4 Tomme lange, 6 Fod 3 Tommer brede, 7 Fod 6 Tommer høie; de vilde saaledes erholde en til deres Bestemmelse passende Størrelse, og da Directionen er betænkt paa at stille en Deel af Gaarden fra den øvrige Gaardsplads og henlægge den til Straffeqvarterer, saa vil al Communication med de i Cachotterne nedsatte fanger være afskaaret. Straffecellerne i 1ste og 2den Etage ville blive over 12 Fod lange og de i 3die Etage 8½ Fod lange; i alle 3 Etager ville Cellerne faae en Brede af 6 Fod 3 Tommer og en Høide af 10 Fod. Cellerne i de første Etager ville saaledes faae et Cubikindhold af over 760 Fod og Cellerne i 3die Etage af over 530 Fod. Hine ville følgelig være tilstrækkelig rummelige for Fanger, der for disciplinaire Forseelser her ville blive hensatte i længere Tid, og Cellerne i 3die Etage ville, da ogsaa her en kunstig Ventilation skal iværksættes, blive store nok for deri at lade hensidde Fanger, naar disse ikke skulle være isolerede længere end en Maanesstid. I disse Celler ville Fangerne desuden kunne beskjæjtiges paa en hensigtssvarende Maade, og da Isoleringen her vil være complet, tør det ikke drages i Tvivl, at man paa denne Maade vil sættes i Besiddelse af et Straffemiddel, der tør ansees virksomt til det tilsigtede Øiemeed, og som ikke vil kunne misbilliges fra Menneskelighedens Standpunct. Man vilde da tillige kunne enten give aldeles Slip paa eller idetmindste i høi Grad indskrænke Brugen af Taarnene i Citadellet som Straffested for Anstaltens Fanger, og dette kunde Directionen, efter hvad der i det Foregaaende er forklaret om denne Indretnings hele Beskaffenhed, ikke andet end ansee for i høi Grad tilraadeligt.

Med Hensyn til Latrinvæsenet holdt Directionen for, at Anlæggelsen af Latriner nede i Gaarden vilde være til Fordeel for Sundhedstilstanden, Ordenen og Reenligheden i Anstalten, og den foreslog derfor, i de forskjellige Gaarde at anlægge Latrinbygninger af en passende Construction. Foruden den Latrinbygning, der vilde være at anlægge i den til Straffequarteret henlagte Gaard, vilde der være at opføre 3 saadanne Latrinbygninger, 1 i den forreste ved Rasperiets Nedrivelse tilvundne Gaard, og 2 i de Gaarde, som blive at indrette i den nærværende Gaardsplads imellem Tugthuusbygningen, Sygehuset, Farveriet og Bygningerne ud til Overgaden oven Vandet. Disse Gaarde ville være adskilte fra hinanden, og, forsaavidt som de ikke ere omgivne af Bygninger, indhegnede med et 14 Fod høit Planteværk, og forsaavidt den ovenberørte til Straffequarteret henhørende Gaard vil komme til at støde op til Torvet, vil man kunne benytte de der staaende Mure af den afbrændte Tugthuusbygning til en passende høi og stærk Indhegning af samme og til paa en betryggende Maade at forhindre Communication og enhver Fare fra denne Side.

Endelig har Directionen paatænkt, i den gamle Tugthuusbygning at forøge Antallet af Sovelocalerne. For nærværende Tid er der i Bygningen ikkun 7 Sovelocaler, indeholdende omtrent 1600 Kvadrat Alen Rum, og naar efter det ovenfor berørte Forslag det Soveloft, som skulde gaae ind under Straffeqvarteret, bortfalder, vilde Antallet af Sovelosterne blive reduceret til 6, og et Areal af c. 200 Kvadrat Alen unddraget sin nærværende Bestemmelse; men ved at trække endeel nye Brædde-Skillerum til den ganske hensigtsmæssigen her anlagte Corridor langs med Sovelofterne, kunde man indrette 10 forskjellige Lofter af en Størrelse fra 140 til 180 Kvadrat Alen hvert, og paa et saadant Loft vil der kunne placeres fra 25 til 30 Fanger i enkelte Senge, saa at her kunne henlægges circa 250 Fanger. Da samtlige Sovelofter ere 10½ Fod Høie, er det nemlig anseet tilstrækkeligt, naar der paa hver enkelt Seng beregnes 5½ a 6 Alen Rum.

Bekostningen med de her angivne Tilbygninger og øvrige Forandringer i den gamle Tugthuusbygmng formeente Directionen, naar Arbejdet saavidt gjørligt udføres af Fangerne selv under Ledning af antagne Haandværkere, at ville, efter de anstillede Beregninger og gjorte Overslag, andrage ialt 27,000 Rbd., nemlig 7000 Rbd. til Opførelsen af Corridoren og Reparationerne i den gamle Tugthuusbygning, og 20,000 Rbd. til Opførelsen af Straffequarteret. Udgifterne til de projecterede nye Latrinbygninger og til Forandringen af Sovelofterne vilde blive afholdte af den Sum, som paa Straffeanstaltens aarlige Budget er opført til Reparationer og Bygningsarbeide. Iøvrigt udhævede Directionen, at der i den ovennævnte Sum af 7000 Rbd. er indbefattet hvad Gulvenes Reparation og Indlæggelsen af et tildeels nyt Bjelkelag vil koste; hertil vil alene medgaae 3,200 Rbd., der maae ansees som en aldeles uundgaaelig nødvendig Udgift for Straffeanstalten, da ikke blot Plankerne i bemeldte Gulve ere tildeels opraadnede, men det Samme ogsaa for en ikke liden Deel er Tilfældet med Bjelkerne og Underlaget. Directionen gjorde derhos opmærksom paa, at det Offentlige vilde indvinde en ikke ubetydelig Besparelse, naar det gjordes muligt ved Anlæggelsen af det intenderede Straffequarteer at inddrage de i Citadellet til Fangers Hensættelse nu brugte Taarne, hvis Bevogtning er særdeles kostbar, da det tor antages, at de derved posterede Skildvagter gjøre det nødvendigt, at 36 Menige indkaldes til Garnisonstjeneste over det Antal, som ellers vilde behøves. Lægges dertil, at de circa 40 Fanger, som der indesidde, ved deres Arbeide fortjene saare Lidet, at deres Underholdning pr. Individ koster 15 Rbd. mere om Aaret end Fangerne i Straffeanstaltens øvrige Dele, og at Straffeanstalten ved disse Taarne holder ansat en Justitssergeant, en Opsynsmand og to Arbeidsmænd, samt bekoster Belysningen ved disse osv., turde det formeentlig antages, at den Udgift, som aarlig vil kunne bespares, ifald Brugen af Taarnene kunde opgives, vil andrage imellem 2 og 3000 Rbd. foruden den Sum, som det militaire Vagthold koster, saa at Anlæggelsen af det intenderede Straffeqvarteer, endskjøndt det medfører øieblikkeligt ikke ubetydelige Udgifter, ogsaa fra det oeconomiste Synspunct - som dog forresten i en Sag af denne Beskaffenhed neppe burde være det afgjørende - vil vise sig hensigtssvarende, saa meget mere, som et saadant Straffeqvarteer ved sin Tilbagevirkning paa Ordenen og Disciplinen i Straffeanstalten umuligen kan andet end faae en betydelig Indflydelse paa Fangernes Arbeidstid.

Hvad angaaer de Forandringer, som Directionen agter at foretage ved Søquæsthusets Locale, og hvis Iværksættelse ikke vilde udkræve nye Tilskud af Statskassen, men kunne istandbringes af Anstaltens eget aarlige Budget, da bestaae de hovedsageligen i, at der i den qvindelige Afdeling anlægges en Corridor i Loftsetagen, sigtende til en bedre Fordeling og en lettere Inspection af Sovelocalerne, og at man ligeledes der anlægger et hensigtssvarende indrettet Straffeqvarteer, bestaaende af 6 Enkelt-Celler, hvorved Mangelen paa Cachotter og Straffeceller i denne Deel af Anstalten nogenledes vil blive afhjulpen. I den mandlige Afdeling af Søqvæsthuset har Loftsetagen, hvor Sovelocalerne ere indrettede, en til denne Bestemmelse kun lidet svarende Indretning. Ogsaa denne Etage agter Directionen at forandre, deels ved at forlænge Corridoren, deels ved at opsætte nogle flere Skillerom, hvorved det vil opnaaes, at Sovelofterne lettere ville kunne inspiceres og bedre blive ventilerede, og at Fangerne mere end hidtil kunne adskilles.

Endnu bemærkede Directionen, at den, saaledes som ogsaa af den afgaaede Direction var vedtaget, har begyndt at afløse de dobbelte Sengesteder i denne Afdeling af Straffeanstalten, og at den, i Overbevisningen om Nytten af at enhver Fange har sin egen Seng, agtede hermed at fortfare og ligeledes at udstrække denne Foranstaltning til den gamle Tugthuusbygning, saa at den haabede endnu inden Udløbet af det nu afvigte Aar at have bragt det derhen, at enhver Fange vil have sin egen Seng. Da de enkelte Senge forholdsviis indtage mere Plads end dobbelte, er det i denne Henseende en meget heldig Omstændighed, at Straffeanstaltens Population for Tiden er omtrent 200 færre end den var i 1843; men der vil dog ikke mangle Plads til enkelte Senge, selv om Populationen skulde stige omtrent 100 over det nærværende Antal, hvilket neppe er at befrygte.

Ved sluttelig at andrage paa, at der som et extraordinairt Tilskud maatte af Finantserne blive anviist Straffeanstalten den til Iværksættelsen af de ovenomhandlede Forslag fornødne Sum af 27,000 Rbd., tilføiede Directionen, at den troede saa meget mere at turde gjøre Regning paa, at dette vilde blive tilstaaet, som det Tilskud af Finantserne, til Beløb 20,000 Rbd., der i Budgettet for 1844 var opgivet som Anstaltens Fornødenhed i de nærmest paafølgende 3 Aar, ikke er blevet reqvireret for 1844, da det usædvanlige Arbeidsprovenue af over 40,000 Rbd., som ved Fangernes Virksomhed indvandtes for Straffeanstalten, gjorde dette unødvendigt.

Cancelliet maatte i Et og Alt anbefale de i Directionens Andragende udviklede Forslag til allerhøiestes Approbation. (Resolutionen har vi allerede meddeelt i Løverdags).

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. januar 1846, 2. udgave).

Det ansøgte beløb blev ved kongelig resolution bevilliget.

I 1853 åbnede tugthuset i Horsens, i 1859 forbedringshuset i Vridsløselille. Christianshavn blev i 1870 omdøbt til Christianshavns Straffeanstalt, bedre kendt som Kvindefængslet på Christianshavn. Som fængselsstraffe anvendtes simpelt fængsel, fængsel på sædvanlig fangekost, fængsel på vand og brød samt statsfængsel. Fængselsstraf blev udstået i offentligt fængsel efter forskrifterne for arrestvæsen. Vestre Fængsel stod færdigt 1895. I 1928 blev bygningen på Christianshavn nedrevet i forbindelse med udvidelsen af Torvegade.