Moto: "Selv forbryderen bør vederfares ret".
Som bekendt har man siden det såkaldte Børnehus' brand indrettet et straffelokale for samtlige forbedringshusfanger på Søkvæsthuset, i hvilket lokale samtlige tugthusfanger af kvindekønnet ligeledes udstår deres straffetid.
Anmelderen der i længere tid har haft lejlighed til fra sin bopæl at iagttage den måde hvorpå maden tilbringes disse ufri mennesker, finder sig herved foranlediget til at henlede den kongelige direktions opmærksomhed på følgende to indretninger der forekommer ham mindre rigtige og som rimeligvis turde kræve en forandring.
"Disse bør ikke anses som for altid tabt for statssamfundet hvor vel en stor del af mangel på erhverv gerne bliver det." (Martinus Rørbye: Studier af fanger fra Forbedringshuset, 1833. Statens Museum for Kunst. Der findes en håndfuld af disse studier.)
For det første synes det ikke rimeligt at maden til fangerne på Søkvæsthuset tilberedes i Børnehuset, da samme om vinteren og i særdeleshed i en vinter som den forgangne, nødvendigvis kun må være lunken om ikke kold før den skal nydes. Tager man nemlig i betragtning at den mad der laves til disse fanger, først øses op i de kar der er bestemt til det, i selve Børnehuset og derefter transporteres på karrer et temmelig langt stykke vej ned til kvæsthuset, hvor den atter skal øses om og fordeles således at enhver får sin portion, så turde det vist nok være uden for al tvivl at fangerne, især de i hvis lod det falder at gå sidst - og alle kan dog ikke få på en gang - får lunken, hvis ikke kold, i stedet for varm mad.
Dette synes så meget desto mindre rimeligt som det dog er vist at tugt- og rasphusfangerne i så henseende er langt bedre stillede end forbedringshusfangerne. Hvilket næppe kan være hensigten eller anses som rimeligt.
Det kan heller ikke anses som nødvendigt at maden tillaves i straffeanstalten da der netop på selve Kvæsthuset haves den mest bekvemme indretning til madlavning for et meget betydeligt antal personer. Og den omstændighed at det da udfordredes endnu en marketender, spisevært eller hvad han kaldes, burde vist nok ikke komme i betragtning imod det gode der bevirkedes for en slump ulykkelige mennesker der dog vel ikke burde have en mere ublid skæbne end deres kvasikolleger tugt- og rasphusfangerne.
En anden indretning der måske i en endnu højere grad turde fortjene den høje direktions opmærksomhed, er nemlig den at madtransporten fra straffeanstalten til Kvæsthuset altid besørges af forbedringshusfangerne, som formodentlig beordres til dette arbejde. Disse mennesker må således flere gange dagligt befærde en offentlig gade og fremstille sig til skue for enhver der passerer forbi, hvorved de lider en straf som det næppe har været lovgiverens hensigt at tilkende dem, da de i så henseende ikke er bedre stillet end slaverne der som dømt til offentligt arbejde i fæstningen ikke med grund kan klage over at de må foretage deres arbejde på stærkt befærdede steder hvor de endog ofte træffer sammen med fædre, mødre, brødre, søstre, sønner, døtre eller andre nært beslægtede.
"At træffe sammen med pårørende og bekendt, må have en ufordelagtig indvirkning på den grad af ambition de endnu måske har tilbage." (Martinus Rørbye: To fanger fra Forbedringshuset, 1833. Statens Museum for Kunst.)
Men langt anderledes har lovgiveren vist nok villet der skulle forholdes med de til forbedringshusstraf dømte fanger. For disse bør ikke anses som for altid tabt for statssamfundet hvor vel en stor del af mangel på erhverv gerne bliver det. Så meget mere er det vist hensigten at de efter udstået straffetid igen skal gengives samfundet som forbedrede, hvilket benævnelsen forbedringshus jo også tydeligt antyder. Og nu kan det dog vel ikke nægtes at den omstændighed at de flere gange dagligt skal befærde en offentlig gade og der ikke sjældent træffe sammen med pårørende og bekendt, må have en ufordelagtig indvirkning på den grad af ambition de endnu måske har tilbage. Mere rigtigt ville det dog vel være at dette arbejde besørgedes af de forbrydere der er dømt til livstid til tugthusarbejde. Hvilket heller ikke ville være forbundet med nogen grundet frygt for desertering, da de dog altid ledsages af en opsynsbetjent og der desuden er vagt i nærheden.
Anmelderen der ledet af retfærdigheds- og rimelighedsgrundsætninger har fremsat sin individuelle anskuelse angående de nu bestående indretninger, henstiller således samme til den kongelige direktions modnere bedømmelse og gunstige foranstaltning.
(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 429-433)
Som bekendt har man siden det såkaldte Børnehus' brand indrettet et straffelokale for samtlige forbedringshusfanger på Søkvæsthuset, i hvilket lokale samtlige tugthusfanger af kvindekønnet ligeledes udstår deres straffetid.
Anmelderen der i længere tid har haft lejlighed til fra sin bopæl at iagttage den måde hvorpå maden tilbringes disse ufri mennesker, finder sig herved foranlediget til at henlede den kongelige direktions opmærksomhed på følgende to indretninger der forekommer ham mindre rigtige og som rimeligvis turde kræve en forandring.
For det første synes det ikke rimeligt at maden til fangerne på Søkvæsthuset tilberedes i Børnehuset, da samme om vinteren og i særdeleshed i en vinter som den forgangne, nødvendigvis kun må være lunken om ikke kold før den skal nydes. Tager man nemlig i betragtning at den mad der laves til disse fanger, først øses op i de kar der er bestemt til det, i selve Børnehuset og derefter transporteres på karrer et temmelig langt stykke vej ned til kvæsthuset, hvor den atter skal øses om og fordeles således at enhver får sin portion, så turde det vist nok være uden for al tvivl at fangerne, især de i hvis lod det falder at gå sidst - og alle kan dog ikke få på en gang - får lunken, hvis ikke kold, i stedet for varm mad.
Dette synes så meget desto mindre rimeligt som det dog er vist at tugt- og rasphusfangerne i så henseende er langt bedre stillede end forbedringshusfangerne. Hvilket næppe kan være hensigten eller anses som rimeligt.
Det kan heller ikke anses som nødvendigt at maden tillaves i straffeanstalten da der netop på selve Kvæsthuset haves den mest bekvemme indretning til madlavning for et meget betydeligt antal personer. Og den omstændighed at det da udfordredes endnu en marketender, spisevært eller hvad han kaldes, burde vist nok ikke komme i betragtning imod det gode der bevirkedes for en slump ulykkelige mennesker der dog vel ikke burde have en mere ublid skæbne end deres kvasikolleger tugt- og rasphusfangerne.
En anden indretning der måske i en endnu højere grad turde fortjene den høje direktions opmærksomhed, er nemlig den at madtransporten fra straffeanstalten til Kvæsthuset altid besørges af forbedringshusfangerne, som formodentlig beordres til dette arbejde. Disse mennesker må således flere gange dagligt befærde en offentlig gade og fremstille sig til skue for enhver der passerer forbi, hvorved de lider en straf som det næppe har været lovgiverens hensigt at tilkende dem, da de i så henseende ikke er bedre stillet end slaverne der som dømt til offentligt arbejde i fæstningen ikke med grund kan klage over at de må foretage deres arbejde på stærkt befærdede steder hvor de endog ofte træffer sammen med fædre, mødre, brødre, søstre, sønner, døtre eller andre nært beslægtede.
Men langt anderledes har lovgiveren vist nok villet der skulle forholdes med de til forbedringshusstraf dømte fanger. For disse bør ikke anses som for altid tabt for statssamfundet hvor vel en stor del af mangel på erhverv gerne bliver det. Så meget mere er det vist hensigten at de efter udstået straffetid igen skal gengives samfundet som forbedrede, hvilket benævnelsen forbedringshus jo også tydeligt antyder. Og nu kan det dog vel ikke nægtes at den omstændighed at de flere gange dagligt skal befærde en offentlig gade og der ikke sjældent træffe sammen med pårørende og bekendt, må have en ufordelagtig indvirkning på den grad af ambition de endnu måske har tilbage. Mere rigtigt ville det dog vel være at dette arbejde besørgedes af de forbrydere der er dømt til livstid til tugthusarbejde. Hvilket heller ikke ville være forbundet med nogen grundet frygt for desertering, da de dog altid ledsages af en opsynsbetjent og der desuden er vagt i nærheden.
Anmelderen der ledet af retfærdigheds- og rimelighedsgrundsætninger har fremsat sin individuelle anskuelse angående de nu bestående indretninger, henstiller således samme til den kongelige direktions modnere bedømmelse og gunstige foranstaltning.
(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 429-433)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar