Det nordiske Studentermøde 1845. Del 7. Vurderinger. (Efterskrift til Politivennen).

Det er Dage af en historisk Betydning, som nu ere hengaaede over Danmarks Hovedstad; noget, som sjeldent har kunnet siges, og naar det har været Tilfælde, da har det desværre kun været som lidende, som blødende, at Kjøbenhavn har havt en saadan Betydning. Nu er det derimod Glædens og Jubelens livlige Toner, som have givet vor Stad en historisk Betydning, skjøndt derfor ogsaa af en heel anden Art end den hidtilværende Historie har indbefattet. Det er den nye Tids seiersglade Røst, der lyder fra Norden hen over de lyttende Folkeslag, som ville berette hverandre, hvad det er, der er skeet hos os i disse Dage, og ved at vi høre Gjenlyden af disse Beretninger og hvorledes de opfattes af den forbausede Verden, vil Bevistheden om disse Dages Betydning blive end klarere og meer indlysende selv for Mange iblandt os , som deri kun endnu see en, om ogsaa ualmindelig, Fortsættelse af det Gamle. Det er den nye Tids endnu halvt uforstaaede Velkomsthilsen, der lyder fra vore egne Læber, idet vi føie Ord dertil af en forældet Betydning. De Gladeste iblandt os fatte ikke tilfulde den sande og hele Grund til deres Glæde, og det er ikke dem og ei heller Nogen af Slægten given at omfatte og tolke den fulde Betydning af det bortglidende Nu. Saaledes har det stedse været i de historiske Momenter; ikke de Handlende selv, men de Fjerne og Efterlevende have erkjendt Øieblikkets Storhed, med alle dets over- og underordnede Enkeltheder, eg mange af disse sidste ere ofte blevne ansete for at være de første. Men den nye Historie begynder med, at det er Folkene og ikke Fyrsterne der danne den; at de første ikke længer kunne eller ville være det ubevidste, villieløse Materiale i de sidstes Hænder; at Folkene blive deres eget Formaal; at de saavel i deres Forhold tii hverandre som til sig selv ere sig dette bevidste, saa at i ethvert samfund alle - den Laveste med den Høieste - føle sig som et organisk Hele, hvoraf ikke nogen enkelt Deel kan lide uden at den hele øvrige Organisme lider med. Med den klart overveiede Stræben herefter begynder Selvbevidsthedens Historie for de enkelte Nationer som for Menneskeheden i det Hele. Den tidligere Historie har ingen Betydning imod denne; den var kun Forsynets Ledebaand for den blinde ubevidste Menneskeslægt; den var dens vilde Kamp for at løsrive sig fra den dyriske Trældom, en Kamp mod det Materielle, en Gjæring mellem de mylrende Masser, hvor det ikke kom an paa Individet, om det gik til Grunde eller steg op over Tusinder og nedtrykte dem. - Og endnu hersker denne kamp i Verde; endnu have vi saalidt som noget andet Folk løsrevet os derfra, og naar imorgen vore Gjæstevenner fra de to andre skandinaviske Riger, dem, vi have kaldt vore Brødre, dem, med hvem vi have deelt I vore Goter og hengivet os til for at fremkalde deres Glæde og Tilfredshed, naar de have forladt os, da begynder ogsaa hos os igien hiin gamle Kamp i al sin Gridskhed og Styrke, - og der gives vel endog Mange af de nu mest kjærlige og hengivne Hierter, som finde dette at være i sin Orden; - men de have ikke fattet Betydningen af dette nordiske Vennelag i dets hele Storhed, thi de have ikke engang anet den, og hvor glimrende Billeder de end kunne udmale sig om Følgerne af denne tredobbelte folkelige Sammenkomst, saa er det skjønneste Billede dog gaaet tabt for deres indre Øie, - og med al deres nationale Begejstring tilhøre de dog kun den gamle Tid og ere uberettigede til at kalde sig det unge, det nye Danmarks Repræsentanter. Thi sandelig, den nye Tid vil ikke gaae i den nuværende Politiks Ledebaand; dens Legemes Lemmer ville blive for sunde og stærke til at lade sig indsnøre deraf; den fører med sig Spiren til større og almindeligere Udvikling end den, noget eensidigt politisk System mellem Staterne til hverandre og indbyrdes kan medføre. Og hvorledes skulde et saadant System være dens sande Opgave, da den netop vil føre Menneskeheden ud over Politikens haarde og blodige Trældom ved at knytte Nationerne til hinanden ved alle Venskabs- og Kjærlighetens Baand, saa at de ikke længer skulle staae truende og nidske ligeover for hinanden, ansporede dertil af dem, der vilkaarligen ville lede og beherske dem? Thi det er ikke blot to eller tre beslægtede Nationer, den nye Tid vil forene med hine Baand, for at de kunde modstaae to eller tre andre Nationer, med hvem de nu øieblikkelig kunne have en Strid eller en forskiellig Interesse. Nei, det er dem alle den vil bringe til at bære disse den sande Civilisations skjønneste og hæderligste Baand, for at de, som een Familie, hvis Interesser bør og kunne være eens og parmcnerende, skulle gjort Politiken fra en uværdig demoraliserende Skinsyges Foster og den gjensidige Forurettelses Konst til Læren om en Høiere, hele Menneskedelen omfattende Organisation. Dette er den nye Tids endnu halvtbevidste Idee, dens ophøiede, om ogsaa i sin hele Reenhed uopnaaelige, saa dog tilnærmelsesviis efterstræbelige Ideal, og den første guddommelige Dæmring til at vise dette Ideal i al sin Høihed, er det, der lig de lyse Nætters milde Himmelskjær har hvilet over Danmarks Hovedstad i disse Dage. - Det var ikke Modsætningen af noget Nationalhad, der indgav vore norske og svenske Brødre Venskab og Kjærlighed til os; det var en Pagternes-Fest mellem dem og os, for deres og vor egen Skyld; vi have erkjendt hverandre som Broderfolk, fordi vi stræbe til eet og samme Maal, til Frihedens og den høiere menneskelige Retfærdighed Maal, og hvert det Folk, der som vi med vaagnende Selvbevidstbed kæmper til det samme Maal, hører i Aanden med til denne Pagt. Og hver den, der vil fornegte dette og sige: jeg kjender ikke dette Folk, dets Sprog og Sæder, er en Tjener af den gamle Tid, af den Tid, da Folkene, ubevidste om deres store Fælles-Interesse, lode sig lede til at hade hverandre, istedet for at de kun burde hade dem, der misbruge og opægge dem mod hverandre, og hvor klangfuld hans Stemme end lyder herfor, saa nedværdiger han dermed kun sig selv og den Betydning, som disse Dage kunne have for os og vore Brødre, idet den unge Tid, der vil oprinde til Held for hele den selvbevidste Del af Menneskeheden, lød et Budskab om sit Komme udgaae fra Norden for de andre lyttende Folkeslag.

(Kjøbenhavnsposten 27. juni 1845. Bladet fortsætter med at bringe Orla Lehmanns talee i ridehuset, se afsnittet herom).

Kjøbenhavn, d. 3. Juli. *) Vi have i den foregaaende "store Uge" gjennemlevet uforglemmelig, Dage. Dage der vare rige paa Fornøielser og Glæder, men som ikke vare mindre rige paa inderlig og hellig Alvor, der endnu stærkere og skjønnere end de flygtige Fornøielser, har sat sig store og urokkelige Vidnesbyrd. Dersom en Digter vilde laane mig sin Pen, da vilde jeg gjengive et Billede af dette Triumftog for Nordens Aand, der ikke skulde slle forgaae, indtil alt det er fuldbyrdet som det sorjaltedt. Men naar jeg nu end med matte Farver forsøger at gire en Beskrivelse af det, som jeg ikke blot har seet og hørt, men som jeg med ganske Sjæl og Sind har gjennemlevet, da skeer dette, fordi jeg først og fremmest vil, at de af mine Landsmænd, der ere fatte som Nordens Formum imod Syden, klart skulde see, hvilke store Kræfter de, i deres hellige Strid for Fædreland og Modersmaal, have i Baghaanden. - Løverdagen den 21. Juni rejste tre Medlemmer af den danske Komite, over til Lund for der at modtage de her sig samlende norske og svenske Gjøster paa de danske Stedenters Vegne. - - Det fortjener at omtales, at den unge svenske Digter Talis Qualis (C. Strandberg) ved Festen i Lund udbragte en Skaal for Finland, der blev modtagen med overordenlig stormende Bifald, saa at Gjæsterne endog, da han steg ned af Talerstolen, toge ham og satte ham paa et Bord og bare ham saaledes omkring i Triumf. - Søndagen stred fra Kjøbenhavn stille og rolig forbi. Den var som Havblikket foran den brusende Orkan. Man mærkede vel, at der var noget i Gjære, men en saa voldsom Storm havde Auktoriteterne ikke ventet sig. Deraf kan man forklare sig, at de tabte baade Næse og Mund, da de saae sig midt i Hvirvelen, og de lod, Verden gaae sin egen skjæve Gang. Om Mandagen d. 23. Juni kom der mere Liv i Byen. Jo høiere op paa Dagen, jo større Travlhed blev der overalt paa Gaden. Festligklædte Studenter løbe hid og tid, og hvor to mødtes, der praiede man hinanden for gjensidig at spørge, naar Gjæsterne kom. Endelig erholdt Studenterne fra den velvise Komites Ordre, at mod, ved Toldboden Kl. 4 en galla. Allerede inden den Tid saae man en uhyre Menneskemasse strømme ned gjennem Bredgade og Amaliegade til Toldboden og Langelinie, der ved denne Høitid stod aaben for Alle. Ældre Mand forsikrede, at de aldrig havde seet saadan Mennestemasse paa Benene i Kjøbenhavn, det bedste Beviis for, at det ikke blot var et Studentermøde, men en national Sammenkomst. Inde paa Ny-Toldbod stode Studenterne, og en Deel Damer, til hvem de havde uddeelt Billetter. Det gjorde et mægtigt Indtryk, da man saae de to svenske, det norske og det danske Dampskib (hvilket sidste var seilet ud i Sundet for at hilse paa Gjæsterne) styre ind i Kjøbenhavns Rhed, og da man hørte de mægtige "Hurra", der bølgede sig langs Langelinie til Toldboden og Ny-Toldbod. Et saadant hjerteligt og høirøstet Velkommen har sikkerlig aldrig nogen Gjæst, der før besøgte Kjøbenhavn, kunnet glæde sig ved. - Under Toget gjennem Byen vare selv Tagene paa Husene besatte af Mennesker, og af Vinduer stak smukke Damefigurer frem, der viftede med Lommetørklæder eller lode Blomster nedregne. Paa Kongens Nytorv holdt Vogne og Omnibusser fuldt besatte for oven og inden med Mennesker, medens en umaadelig Menneskemasse bølgede frem paa Torvet. Taget paa Theatret og flere Bygninger var fuldt besat. Da man endelig kom til Universitetet, bleve de Fremmede ledte ind i Solennitetssalen, hvor Værter og Viceværter med megen Møie paa denne indskrænkede Plads opsøgte sine Gjæster, for at føre dem hjem til et Aftensmaaltid, hvorpaa de Fleste vel søgte Hvile, medens dog en Deel allerede samme Aften vare i Tivoli, hvor der i Koncertsalen i denne Anledning blev spillet nogle smukke svenske Melodier, hvilket blev modtoget med Jubel for dog en Gang at bruge et berlingsk Udtryk.

Kjøbenhavn, d. 4. Juli

*) Denne Skrivelse er fra en i Hovedstaden værende Slesviger, der ønsker at give sine hjemmeværende Landsmænd en varm Skildring af Festlighederne i Anledning af det uforglemmelige Studenterbesøg fra Nabolandene. Men da vi af de københavnske Blades

Tilførsler allerede have leveret vidtløftige Beretninger herom, saa indskrænke vi, for ei at trætte Læserne, os til her kun at aftrykke de interessanteste Steder deraf, hvorhos vi ønske, at vor høistærede Korrespondent, hvis Meddelelser altid ere os kjærkomne, vil under den mulige Fortsættelse selv tage Hensyn lil

(Dannevirke 9. juli 1845).

- Igaaraftes afholdt de danske Deltagere i det nordiske Studentermøde en Forsamling, paa hvilken deres Bestyrelse aflagde Regnskab for den Maade, paa hvilken den havde rsgtet sil Hverv, samt meddelte en Udsigt over den økonomiste Stilling. Paa sammes Forslag vedtoges det i de offenlige Blade at indføre følgende Bekjendtgjørelse:

- Undertegnede danske Bestyrelse for det i afvigte Juni Maaned afholdte nordiske Studentermøde i Kjøbenhavn anseer det for sin Pligt, paa egne og vore Committenters Vegne, offenligt al udtale vor taknemlige Erkjendelje af den imødekommende Velvillie, uegennyttige Tjenstagtighed og virksomme Understøttelse, som vi ved den nævnte Leilighed have været saa lykkelige at finde, saavel hos de høikongelige Autoriteter, hvilke vi have maattet ansøge, dels om usædvanlige Begunstigelser, dels om velvillig Bistand, som hos vore øvrige Medborgere af alle Stænder, der enten ved at aabne deres Huse og Familier for vore Gjæster, eller ved efter den høitærede Borgerrepræsentations Indbydelse at understøtte os med Pengebidrag, eller ved at offre deres Talenter og aandelige Kræfter, eller ved uden Vederlag at udføre Arbeide og perlonlig Tjeneste, have bidraget væsenligt til, at vore Gjæster have kunnet medtage til deres Hjem et rent og stort Indtryk af danst Gjæstfrihed og nordisk Brodersind, og have gjort det muligt for os ar udfore del os af vore Kammerater overdragne Hverv paa en langt mere tilfredsstillende Maade, end vi ved egne Kræfter vilde været istand til..

I Bestyrelsen for det nordiske Studentermøde den 14 Juli 1845.

A. F. Krieger. F. Liebman. E. Brix.

H. F. Poulsen. F. Helweg. Chr. Listow.

C. Borgaard. H. Lehmann. F. H. Eibe.

H. Hage. C. Ploug."

Følgende Skrivelse fra Lund oplæstes:

"Danska Bröder!

Egnade åt hvilan, hafva några dagar förstulit, sedan vi gästade hos Eder, våra gamla kära vänner! Dessa dagar hafva återfört oss från det brokiga, hvimlande, brusaude lif, som derinne i "det sköna, glada Köpenhamn" omgaf oss, till våra stilla sysselsättningar i det tysta Lund - dessa dagar hafva helt och hållit varit minnets och saknadens. Vi hafva på dem i tanken sammanlefvat med Eder, frossat med Eder, arm i arm med Eder genomvandrat Edra rika konstsamlingar, svärmat omkring i Eder stads förtjüsande omgifningar, glömt oss qvar i det sagosköna bländande Tivoli - vi hafva ej kunnat slita oss från Eder, vi kunna det ej ännu, och vi vilja det ej. Minutligen gå tankens dufvoposter öfver Sundet och medbringa våra hjertans tack för de oförgätliga stunder, vi tillbragte hos Eder; men äfven med penna och bläck vilja vi tacka Eder, på papperet främlägga ett svagt uttryck af den erkänsla, som hvilar på botten af våra lägande hjertan. Ja, heder och tack vare Eder, icke blott for de stätliga fester, I erbjäden oss, utan ännu mer for vårt varma upptagande i familjernas sköte, for de milda, inderliga fröjder, de beredde oss! Varen öfvertygade, att hägkomsten af dessa aldrig förbleknar hos oss, äfven om enskilta ej blifva i tillfälle att vid fornyade besök återupplifva densamma! - Och nu leften väl!

Å våra Kamraters vägnar.

Gust. Andersson. Gustaf Tauson. E. Holst.
Erik Hjalmar Segersteen. Gust. Ljunggren. S. Lindblad.
I. H. Boström. L. C. A. Holmberg. A. Fr. Lindfors.
Albert Lysander. Joh. Chr. Toll. A. Ahlander.
A. Andersson. J. Johnson. C. G. Ähgren. Carl Schweder.
Esaias Palm. O. P. Engström.

Lund den 3die Juli 1845."

Fra Christiania er imorges modtaget følgende Brev:

"Danske Brødre!

Efterat vi lykkelig ere komne tilbage til vort Hjem, er det os en kjær Pligt, at frembringe for Eder en Taksigelse fra de norske Studenter, som have deltaget i det nordiske Studentermøde i Kjøbenhavn; modtager da, Venner, vor bedste Tak for disse uforglemmelige Dage, som ved Eders og Eders Landsmænds udmærkede Gjæstfrihed og Velvillie ere blevne nogle af de kjæreste i vort Liv, og som ved den Betydning, de fik ved den høitidelige Indvielse af de nordiske Gnglingers Fostbroderskab, skulle staae som stedse levende Vidner for os selv og Andre om den Aand, i hvilken vi Alle have lovet at virke. Det er derfor ikke alene for Eders personlige Venskab og for de nydte selskabelige Glæder, at vi takke Eder, men meget mere for den lovende Erkjendelse af Eders nordiske Sindelag og Eders alvorlige Villie, at fremme Nordens store Sag, som ved dette Samvær dybt har gjennemtrængt os. Fremtiden er alvorsfuld og skjæbnesvanger, lader os da fremdeles holde trofast sammen, og med den Styrke, som Bevidstheden om fælles Bestræbelser for et ædelt Maal og gjensidig Tillid giver, kæmpe for Sandheden, for Nordens Udvikling og Selvstændighed. Vedblive vi stedse, besjælede af den samme varme Tro paa det Norden givne Kald, som nu har gjennemstrømmet os Alle, at arbeide hver i vor Kreds, saa ville vi ogsaa haabe, al vore Bestræbelser engang ville lykkes, og at den Tid skal komme, da alle Nordens Sønner samvirke med Mod, Kraft og Enighed for det Heles Vel. Med dette Haab være I hilsede fra os.

Frembringer ogsaa vor hjertelige Tak til Eders Medborgere og Medborgerinder for de mange kjære Beviser paa Velvillie og Tillid, som de have skænket den norske Ungdom, og som vi altid skulle bevare i taknemmelig Erindring

Det er ogsaa en Trang for os, at bevidne Eder vor Glæde over den Deltagelse, hvormed saavel vore Kammerater, som vore andre Landsmand have fulgt vor Sammenkomst, og erfaret den store Opmærksomhed, som er bleven os til Del, og vi vide, at det vil være dem ligesom os saare kjært, engang at kunne samles med Eder her i vort Norge.

Modtager til Slutning de norske Rejsendes broderlige Hilsener og bedste ønsker for Eders Fødeland og Eders Universitet.

Christiania d. 11te Juli 1845.
Paa de Rejsendes Vegne
Mart. Nissen. Carl Müller."

(Fædrelandet 15. juli 1845).

Corsaren behandlede på sin vis i nr. 250, 27. juni 1845 og 4. juli 1845 besøget.

Et studentermøde afholdtes året efter (1856) i Uppsla, se fx "Minne af studentmötet i Upsala 1856", Stockholm, Östlund & Berlingska, 1856 og og "Det skandinaviska student-tåget 1856", Stockholm. Bonnier, 1856.

Det Nordiske Studenter-Møde 1845: Del 6. Afrejsen, Lørdagen 28de Juni 1845. (Efterskrift til Politivennen)

Det norske dampskib Carl Johan afsejlede kl 10 formiddag, mens det svenske afsejlede noget senere.

De norske Studenters Afreife. Da det norske Dampskib maatte rent til bestemt Tid i Christiania. kunde det ikke vente paa de svenske Dampskibe, men seilede Kl. 10 i Formiddags. Kl. 9 samledes de norske, svenske og danske Studenter paa Studiegaarden, hvor Cand. Ploug holdt en kort, men smuk Afskedstale til Nordmandene, som Stud. Sundt besvarede. Med Fanerne i Spidsen drog man derpaa i Procession over Volden til Toldboden, hvor de gik ombord i Dampskibet "Carl Johan". Under den paa Toldboden forsamlede talrige Mængdes enthusiastiske Hurraraab seilede de gjennem Bommen, hvorfra Damerne kastede Blomster til dem.

Paa Langelinie havde Studenterne samlet sig med Fanerne, for derfra at bringe dem det sidste Levvel, ligesom ogsaa flere af samme Grund vare roede ud i Baade. De svenske Studenters afreise er bestemt til Kl. 2, men paa Grund af Avisens tidlige Slutning see vi os ikke istand til at give nærmere Efterretning herom, men den vil blive given i Tillægget. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. juni 1845, 2. udgave).

- Det nordiske Studentermøde. V. Medens vi endnu staae til Rest med Beretningen om det skandinaviske Selskabs Fest i Dyrehaven i Onsdags, om Aftenen i Skuespilhuset i Torsdags og i Studenterfesten i Tivoli samt hvad der desforuden passerede igaar, dels fordi vi have savnet Plads, dels fordi vi ønske at gjøre vor Beretning saa fuldstændig som muligt, hvortil endnu ikke alle Materialier ere os forhaanden - saa ville vi derimod ikke opsætte at omtale den i sin beskedne Stilhed høititelige Afsked, som Studenterne idag have taget med deres Gjæster. Da det norske Dampskib paa Grund af den med Rhederen indgaaede Accord, hvilken Skibsføreren ikke vovede at overtræde, var nødt til at afgaae herfra idag senest Kl. 9 Morgen, men "Malmø", der skulde overføre Lundenserne, først kunde komme fra Lybek ved Middagstid og igjen afgaae Kl. 2 Eftermiddag, saa var man nødt til at dele Afskeden i tvende Dele, hvilket dog ikke medførte nogen Forstyrrelse i dens Alvor og Værdighed. Kl. 8 samledes man med Normændene i Universitetets Solennitetssal, der ligesom ved Ankomsten velvilligen var opladt af Rector, hvor Cand. Carl Ploug rettede følgende Ord til de Bortdragende:

Norske Brødre! Jeg kommer for at sige Eder et Ord til Afsked. Det bliver simpelt og kort, men Afskedens bevægede Øieblik behøver ikke, bør ikke behøve mange eller smukke Ord. Jeg takker Eder, fordi I besluttede Eder til at opsøge Eders Frænder paa denne Side Kattegat og Skagerak; jeg takker Eder, fordi I kom hertil, besjælede af den samme Aand, som begejstrer os, og fordi I drage bort herfra, det veed jeg, opfyldte af Venskab og broderligt Sindelag imod os.

Hilser Eders Folk i Klippelandet, at der hos os paa Sletten kun findes een Følelse for Norge, det er Broderkjærlighed; hilser det, at for den nu mandvorne Slægt af det danske Folk har der aldrig existeret noget Brud med, nogen Adskillelse fra det norske, fordi vi erkjende at være forbundne med Eder ved et aandeligt og nationalt Baand, som ikke kan brydes; hilser det, at vi, denne mandvorne Slægt, aldrig have beklaget, at Norge ophørte at være Danmarks Tjenesteqvinde, men at vi altid have glædet os over i det at besidde en fribaaren Søster. 

Lever vel! Vorder lykkelige! Gaaer hen og udfører den Aands Gjerning, som Eder udsendte, da vil vor Skilsmisse kun blive kort, eller rettere, blive ingen, thi hvor denne Aand reiser sin Helligdom, der skulle vi altid boe og bygge sammen, og naar den kalder os til Kamp, skulle vi altid mødes under det samme Banner. Lever vel!

Stud. Theol. Eiler Sundt svarede, efter et nifoldigt Hurra, herpaa med nogle varme Yttringer, hvori han takkede de danske Brødre for deres gjæstfrie Modtagelse og ønskede Guds Velsignelse over dem. Derpaa satte Toget sig i Bevægelse og drog, med 4 lundensiske og en dansk Studenterfane i Spidsen, i Tysthed langs ad Volden til Østerport og derfra til Nytoldbod, hvor "Carl Johan" endnu henlaae. Da Gjæsterne vare gaaede ombord - deres Tøi var tidligere henbragt - begav de Følgende sig, medens Skibet kastedes los fra Bolværket, ud paa den med Commandantskabets velvillige Tilladelse ligesom ved Ankomsten aaben staaende Lange-Linie og stillede sig med Fanerne paa den fremspringende Pynt, hvorfra den sidste mangfoldigt Hilsen rullede over til de i rask Fart Forbiilende.

Ved Middagstid mødtes man atter i Solennitetssalen. Da den dertil bestemte foran i dette Numer aftrykte Sang paa en besynderlig Maade var bleven ubrugbar, afsang man en bekendt ældre Sang af C. Ploug: "Lange var Nordens herlige Stamme", og derefter talte Mag. M. Hammerich:

"Venner og Brødre fra Sverigs Universiteter!

Vore norske Brødre ere afrejste; nu er ogsaa vor Afskedstime kommen. Vi have kun tilbragt faa Dage tilsammen, men i disse Dage have mange Tanker og Følelser gjennemkrydset vore Sjæle, mange Billeder ere gledne vort Øie forbi, mange Minder ere spruttede, mange Længsler ere vaagnede. See! vi have delt disse Dage med hverandre, og naar Land og Hav ligger mellem os, ville vi bevare Glæden over det rige Liv, som de indeholde. Thi det er ikke blot os selv og vore Nærmeste, hvis ferier ere udvidede som ved et Aandepust fra de bedre Egne. Nei, fra den Time, da I under jublende Hilsener stege iland paa Danmarks Kyst, indtil denne Time have vi seet en Rørelse i Folkelivet, en Samdrægtighed imellem alle Samfundets Classer, en Modtagelighed for fælles Indtryk, en Beredvillighed til giensidig Tjeneste, som minder os om vore Fædres og Mødres Fortællinger om Krigens onde Aar, naar fælles Hiemsøgelser aabnede Hjerterne og nedbrøde Hverdagslivets Skranker. Det er kun faa Dage, som vi have tilbragt med hverandre; derfor har der indtil den sidste Dag lydt Velkomsthilsener til Eder, ja Alt, hvad I have hørt og seet iblandt os, er i sin Hovedsum et langt uddraget, et dybt gjentonet, et tusindstemmigt Velkommen. Men vi have i saa lange Aar været adskilte, at det ikke er at undres over, at vi behøve Dage til at fejre vort Gjensyn, til at give og modtage de broderlige Hilsener, som I længtes efter at give og modtage, Længselen drog Eder fra Hjemmets Kyster, indtil I fandt og gjenkjendte Eders Brødre. Ja I vi ere ikke trufne sammen ved et Tilfælde, vi ere, efter en gammel Digters Ord, ikke mødtes for et Øieblik lig Træspaaner, der drive om paa Verdenshavet; men vi have søgt hverandre, vi have fundet hverandre, og vi vide nu, hvor vi skulle søge og finde hverandre. Guds Velsignelse over den Fred og Kjærlighed, hvormed vi mødtes, hvormed vi adskiltes, Farvel! leve vore svenske Brødre!"

Mag. Arvid Sundberg hilsede fra de i Upsala bjemmeblevne Studenter og føiede hertil sine Kammeraters hjertelige Tak. Den medbragte Hilsen ledsagedes af følgende omdelte Digt af Nybom:

I Broder, vi kunna ej komma i år
Och hvarför? - det fn I ej fråga.
Vår helsning ar nu blott en saknadens tår,
Som glänser af trohetens Läga.
Så gråter den Nordiske yngling sin brud,
Och kläder sin längtan i tonernas skrud
Nu, Bröder, förskån I vår kärlek.

Hvad gör det dock, om vi ej råkas en tid?
Om festen ej alla kan samla?
Vi träffas en gång i den heliga strid,
Då allt, som är murket, skall ramla;
När Anden tar mandom och griper till svärd,
Och stridsljust det blifver i hela vår verld,
Då, Bröder, vi träffas väl Åter.

Treeniga Nord, haf du mod och vår tröst!
Du har millioner af söner,
Kom sluta omkring Dig en sköldborg af bröst
Och ge sine varmaste böner
Till Gud, som Lär kände och sänder igen
At Frihet och Ljus apostoliska män
Att kämpa och bedja för folken.

Du Vikinga-vagga, Du Östesjöväg,
Gif plats! - ty då komma vi alla;
Da följa ock vi med på brödernas tåg,
Då, Dannemarks søner, vi falla
Med svärd och med lyror intill Evra bröst,
Då ropa vi alla med jublande röst!
Hell! vårt Skandinavien lefve!

Den upsalensiske Sangforening afsang derpaa følgende Sang af P(etterso)n:

Farväl!

Du fest med din fridfälla glans,

Hvars like i Norden ej fanns,

Farväl!

For minnet en Harold du står,

Bebudande Skandiens vår.

Farväl!

Farväl!

Du väna, du härliga land,

Du Gefions "smilende" strand,

Farväl!

I samnsn pS bianande fjo

Skönt drömma du, tjusande o,

Farväl!

Farväl!

I søner af Skjoldungars blod,

I kämpar med riedaremod,

Farväl!

"Fast natten i Norden var lång,

Så blef det dock morgon en gång".

Farväl

Mag. A. Anderson takkede paa Lundensernes Vegne og ønskede det danske Folk til Gjengjæld for dets storartede Gjæstfrihed Held og Lykke i alle dets ædle og gode Bestræbelser.

Nu forlod man Salen og begav sig ud i Universitetsgaarden, hver et Par Borde med Forfriskninger vare hensatte, for der, efter at have tømt et Afskedsbæger med hinanden at ordne sig til et Tog og drage videre. Dette skete imidlertid ikke strax, thi Gjæsterne ønskede før deres Afrejse at hilse paa Professor Clausen, ligesom de igaar paa Frederiksberg hilsede paa Oehlenschlæger og Grundtvig. Efter indledende Sange af begge Sangforeninger, udtalte Mag. Sundberg denne Hilsen, og Prof. Clausen kom derpaa ned i Gaarden for med kjendelig Bevægelse at bringe sin Tak. Han udtalte sin Glæde over det broderlige Forhold, der nu var indtraadt mellem Nordens Folk, han forudsaae imidlertid, at dette let kunde forstyrres ved gjensidige Misforstaaelser, men lovede at anvende sit Livs bedste Kraft til at bortrydde saadanne og befæste Folkebroderskabet, og dersom de vilde følge ham som Fører l denne Stræben, da vilde han af sit ganske Hjerte takke dem. Han nedbad Himlens Velsignelse over de Boetdragende. Normændene, der ogsaa havde ønsket at deltage i denne Hilsen, havde før deres Afreise paalagt Cand. C. Ploug at gjentage den i deres Navn, hvilket han ud førte ogsaa paa de danske Studenters Vegne. Endnu var der en Mand tilstede, som fortjente en Hilsen af de Sidste nævnte, nemlig Professor, Provst Afzelius, Sagohæfdernes og Kæmpevisernes Udgiver, der trods sin høie Alder med fyrigt Ungdomsmod og Ungdomshaab havde sluttet sig til Upsalenserne paa deres Vikingefærd. Denne Hilsen overbragte Capellan F. Helweg paa en smuk og passende Maade, og den Fejrede udtalte rørt sin Tak. Endelig gik Toget for sig ligesom om Morgenen og ad samme Vei kun betydeligt større og med en talrigere Eskorte af Tilskuere. Studenterbestyrelsen havde draget Omsorg for, at Dampskibet "Hamlet" laa ved Toldboden færdigt til at følge Gjæsterne et Stykke paa Veien, og et Par Hundrede, hvoriblandt ogsaa Damer, benyttede, efter at Afskeden med dens Haandtryk, Favntag og vaade, vemodige Blikke var ferdi, denne Leilighed til et Stykke hinsides Trekroner at gjentage de fra de toeldesatt, Kyster og stigende Skibe, ja selv fra Trekroners Batteri, sendte hjertelige Afskedshilsener.

Vi og vore Venner forene os med de bortdragne Gjæster i at bringe vor Tak til vore Medborgere af alle Stænder og høist forskjellige Anskuelser, som med saa ualmindelig Redebonhed have rakt Haanden til at udøve den viste Gjæstmildhed. Vi takke ogsaa H. M. Kongen og Stadens høie Myndigheder, under hvis velvillige Beskyttelse, ja, vi tør maaske sige, ved hvis Medvirkning denne Modtagelse af Nabofolkenes Ungdom har kunnet finde Sted paa en saa smuk, alle Parter saa tilfredsstillende Maade. Aldrig skulle vi forsømme al skatte det Gode, hvor vi møde det; thi netop dette ligger i de Grundsætninger, til hvis Forsvar vi have helliget vor Stræben.

(Fædrelandet 28. juni 1845).

Det Nordiske Studenter-Møde 1845: Del 5. Oehlenschläger og Tivoli, Fredagen 27de juni 1845. (Efterskrift til Politivennen)

- I Torsdags vare de norske og svenste Studenter i der kgl. Theater for at overvære Opførelsen af "Barselstuen" og "Torreadoren", og bleve modtagne med en af Oehlenschläger forfattet og af Fru Heiberg fremsagt Prolog. Igaar Eftermiddags drog de samlede ud til Frederiksberg Have, hvor der i en smuk Sang blev bragt Oehlenschläger en Hilsen fra Studenterne ved Upsala Universitet, hvorefter man begav sig til Søndermarken, der ikke alene velvillig var aabnet for de fremmede Gjæster, men hvor tillige det norske Huus var smykket med Blomsterkrandse. Senere begav man sig til Tivoli, hvor en Afskeds-Sera var arrangeret i Arenaen, som Hr. Agent Carstensen til den Hensigt havde decoreret meget smukt. I Midten stod en uhyre stor Tønde, omgiven af viinløvbekrandsede Drenge og smaa Nisser i Bellmansk Maneer, som udtappede forskjellige Drikkevarer i Karafler, hvoraf atter udskjænkedes til Deeltagerne i Festen. Rundt uden omkring Tønden var et Bord med Spisevarer, og paa den ene Side, ovenover en smuk Blomsteropstilling var Orchestret anbragt. Ogsaa ved denne Leilighed manglede det ikke paa udførlige Toasttaler, hvormed man i Begyndelsen kom i Conflict med Musiken og Larmen paa Rutschbanen og Jernbanen, der dog paa Opfordring standsede og saaledes ogsaa tillod endeel af den store Folkemængde, der havde indfundet sig paa Tivoli, udenfor Arenaen at opfatte noget af disse Taler. Først blev af en norsk Student udbragt en Skaal for de to Konger Oscar og Christian den 8de, der velvilligen havde fremmet og lettet denne Sammenkomst af nordiske Studenter, hvilken Skaal, efter en levende Akklamation, blev gjentagen ved Capellan Helweg med samme Motivering. Student Sundt fra Norge tolkede derpaa i et hjerteligt Foredrag de Norskes Erkjendtlighed for den her nydte Modtagelse, som de ikke vilde kalde Gjæstfrihed, thi naar Slægtninge modtage hinandens Besøg, øve de ikke Gjæstfrihed, og de invitere heller ikke hinanden igjen, thi de vide at de til hver Tid ere velkomne i hinandens Hjem. Hertil føiede Cand. Hage fra dansk Side en Tale, hvori han mindede om det store Skridt, Norge er ilet forud for Danmark i Udviklingen af de borgerlige Forhold. Efterat man derpaa havde overværet et ved Stadsgraven meget smukt arrangeret Fyrværkeri, vendte alle Studenterne tilbage til Arenaen, hvor Toast -Talerne fortsattes, idet atter forskjellige af de svenske og norske Gjæster udtalte deres levende Følelser for den venlige og kjærlige Modtagelse, der her er bleven viist dem fra alle Sider, hvis Minde stedse vilde blive dem en levende Impuls til at fastholde og tjene den Idee om Folkenes Forening i Venskab og Broderlighed, som her havde ført dem sammen. Efter endt Sera begave Gjæsterne sig til Concertsalen, hvor Sang og Musik endnu afvexlede en Tidlang, og senere forlystede man sig rundt omkring i det prægtigt oplyste Tivoli indtil den klare Morgenstund, da man vendte tilbage til Byen. Imorges Kl. 8 samledes Gjæstevennerne i Universitetets Solennitetssal for at ledsage Normændene til deres Afrejse. Cand. Ploug udtalte der nogle meget smukke Afskedsord til de bortdragende Venner, som besvaredes af Student Sundt, hvorpaa man med Fanerne i Spidsen drog ud til Toldboden og endnu engang udbragte et rungende Hurraraab for de Bortdragende, der gjentoges indtil Dampskibet "Carl Johan" havde fjernet stg fra Kysten. Om Middagen samledes man atter i Solennitetssalen for at ledsage de svenske Venner til Dampskibene. Efterat man fra begge Sider endnu havde holdt adskillige Afskedstaler, drog man atter i en lang uoverskuelig Procession til Toldboden, hvor den forsamlede Mængde bragte de svenske Venner den sidste hjertelige Afskedshilsen idet de seilede bort. - Saaledes er altsaa de flygtige Dage for dette vistnok betydningsfulde Besøg af den svenske og norske Ungdom i Danmarks Hovedstad allerede forsvundne, og det Indtryk, det har efterladt, tilkommer det os nu at pleie om og vedligeholde i sin aandige Reenhed, hvorved vi dog ikke ville tilbageholde at udtale vor Beklagelse over, at dette Besøg ikke er blevet givet et mere folkeligt Præg ved de af de herværende Studenter og det skandinaviske Selskab anstillede Festligheder, hvorved man bestandig har holdt sig langt mere exclusivt end tjenligt var, og derved ingenlunde taget til Mønster de folkelige Fester, som i de senere Aar ere blevne holdte paa Skamlingsbanke og Himmelbjerget. At dette Besøg desuagtet er blevet opfattet i en folkelig Betydning, er kun et Beviis mere for vor Tids Trang hos Nationerne til at knytte sig til hverandre til gjensidig Understøttelse i deres Bestræbelse til en høiere og friere Udvikling.

Som Afskedshilsener, have de nu bortrejste Gjæstevenner efterladt nedenstaaende tvende Digte: Fra Normændene: 

Mel. For Norge, Kæmpers Fødeland.

Paa vilde Bjerge staaer vort Hjem
Stærkt lagt af Furutømmer;
Der blomstrer Livet mildt ei frem,
Der Konsten end sig ømmer.
Men Værten i vort Hjem er god.
Længst Frihed jo som Vogter stod -
Og freidigt slaaer vort Ungdomsmod
For hvad i Tiden drømmer.

Den Aandens Pagt, som regnbueklar
Nu over Nord sig sætter.
Og med sit friske Fremtidssvar
Bortdriver Taagens Jetter -
Den er og vor: Vi kan, vi vil
For den vort Field ei lukke til -
Den brænder som en Sankthansild
I vore lyse Nætter.

See! derfor fulgte vi med Lyst,
O Brødre! Eders Stemme:
Her staae vi nu paa Danmarks Kyst
Med Svensk og Dansk, som hjemme.
Sødt klinger Ord fra Brødres Mund,
Varmt Brystet staser af dybest Grund -
Ha! denne fagre Ungdomsstund
Vi aldrig, aldrig glemme!

Men næstegang, naar Birken staaer
Lysgrøn i klippens Revne,
Paa vore Fædres Ovelsgaard
Vi sætter Eder Stevne.
Vi ere ei af mange Ord,
Vi lade tale Fjeld og Fjord -
Men Trofasthed i Norge boer,
Kom! prøver der vor Evne.

A. Munck.

Det sidsta handslaget.

Lunds Studenters afsked från Kopenhamn.

Är det ögonblickets låga,
Som så varmer själ, och sinn?
Gerna: men i stundens toga
Kryper evigheten in.
Nu står ingen nordbo ensam,
Stark han känner sig med skäl,
Hvarje segar blir gemensam,
Döden blir det äfvenval.

Gifven plats for oss i nöden!
Sveden hade jemt för fred
Hedersplatsen ta i döden,
Ligga i det främsta led.
Ovän vi tillbaka sticka,
Och vårt blod det räcker väl
Till en matta, att han icke
Stöter mot vår jord sin häl.

Om oss öfvermakten makar
Ur hvar vinkel af vårt land,
Gripa vi i himlens hakar,
Rycka blixten ur Guds hand,
Och på den vi grensle rida,
Ned till fädrens land igen:
Och vår ridt stall spörjas vida
Och vår nord stå upprätt ån !

Talis Qualis

(Kjøbenhavnsposten 28. juni 1845).

Johanne Luise Heiberg omkring midten af 1800-tallet. Gustav Oehne (1817-1881). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fredag Eftermiddag var bestemt til en Udflugt til Frederiksberg og Søndermarken og Kl. 6 saae man ogsaa Vogne og Fodgængere ile derud. I Runddelen samlede man sig til et Tog med de tvende svenske Sangforeninger i Spidsen, og drog op gjennem Haven forbi Slottet til Fasangaarden for at hilse paa Oehlenschlæger. Da denne, afhentet af en Deputation var kommen ind i den opstillede Kreds, afsang den upsalensiske Sangforening svigende Sang af Malmström:

Oss Sagan har berattat: I Söder är en ö,

Der Sången fast sitt bo på fagra stränder:

Den andas der i vinden, som susar öfver sjö.

Den ler i hvarje stjerna, som sig tänder;

Den vakar der så troget bland Minnets skatter än,

Och tyder Fädrens visdom ännu for frie man - -

Dit bort, dit bort vi ila öfver vägen.

Men främst i Skaldekretsen en aldrig Kämpe står

Med himmelsk kraft sin harpas gyllne strängar;

Han manar våren fram i Nord med sina sångers vår,

Då börja blömster gro på gröna ängar,

Da tystnar män'skens klagan, da tiger stormens hot.

Och Sundets bölja lägger sig stilla vid hans fod

Alt lyssna så tilt Siaren i Norten.

Hans Sång och Saga lyfta alltjemt från kust till kust

På starka vingar fordomtids bedrifter.

Och yngre slägter skåda med undran och med lust

Hur Fadren vandra fram ur sina grifter,

Hur Förntid sina armar mot Framtid sträcker ut,

Tills bröst vid bröst de hvila försonade till slut,

Af Sangens makt och Minnenas besvurna.

Ditt verk det var, o Skaldekung! Med snillets tillförsigt

Vidtfrejdad har Du gjort Norræna tunga.

Si! hela verlden lyssnar med häpnad på din dikt;

Men hvem förstår också som Du att sjunga?

Skön Walborg evigt lefver, Kung Helge aldrig dör:

At evigheten viges altt hvad Siaren berör

Med diktens eld, med stämman af sin anda.

Så suto vi der hemma och hörde länge på

Hur hjelteharpan ljöd från Selands lundar.

Men blodet börjar sjuda, och hjertat börjar slå

For tid, som flytt, och för den tid, som stundar.

Dit bort till diktens var, der Oehlenschläger bor.

Dit skynda vi - enhvar af oss, som på en framtid tror, - -

Dit bort, dit dort vi ila öfver vågen.

Och færden blef ett underbart, ett ljufligt äfventyr,

Som Nordens trogna folk ej brådt skall glömma.

Derom skall hemma talas när arla dagen gryr.

Derom skall fårla manget hjerta drömma.

Ja, lange skall man tånka der på den midsommarqväll,

Då Sveas söner helsade den Danske Skaldens tjell

Med hvad de bäst af sang och kärlek ägde.

En helsning vi Dig bringe från våra Fäders land,

Der vårvind nu i dunkla skogar susar. - -

Tag eld uti ditt sinne, tag harpan i Din hand

Och sjung den sång, hvarmed Din Nord Du tjusar

Om hopp, som alldrig sviker, om tro evinnerlig,

Om Forn- och Framtid - Patriark! vi släppe icke Dig

Förr'n Fäderns ätt Du har i oss välsignat!

Mag. docens Petterson udbragte derpaa i faa, men hjertelige og smukke Ord et Leve for Digterkongen, som gjentoges med mangfoldig Jubel. Oehlenschlæger takkede rørt; han tilstod, at den gjorde hans Hjerte godt, denne Hyldest af Broderfolkenes Ungdom, der alt oftere tilforn i deres eget Hjem havde hilst ham; han var nu gammel og havde neppe mange Aar tilbage et leve, men den Tanke glædede ham, at naar han havde endt sine Dage, saa vilde de og deres

Børn komme her og vise hinanden hans Gravsted og sønligen ære hans Minde. Medens flere af Gjæsterne forestilledes for Oehlenschlæger, der underholdt sig med dem, sang de tvende Sangforeninger afvexlende deres smukkeste Senge. Endelig brød man, da det led stærkt ad Aften, op med et 3die Gang gjentaget Hurra, og marscherede saa rask, som den det omgivende Menneskeklynge tillod, op gjennem Slottet og Søndermarken ned til Bakkehuset, hvor Grundtvig boer, hvem Gjæsterne oasaa ønskede at hylde. Ogsaa han afhentedes af en Deputation, hilsedes med en Sang og Hurraraab og talte til Tak smukt om sit store og skjønne Haab, en ægte nordisk Høiskole, paa hvis Fuldbyrdelse han nu ikke længer kunde tvivle. Derfra strømmede man tilbage fra Frederiksberg til Byen, hvor Seraen i Tivoli ventede.

(Fædrelandet 1. juli 1845. Første del af artiklen er om Dyrehaven, se under dette indslag).

-  havde som sædvanlig paa Volden ved Vesterport samlet en talrig Folkemængde af de Classer, for hvem Betalingen for en nærmere Deeltagelse ikke er nogen let Sag, og som derfor gjerne nøies med at see til i Afstand. Da de nu henimod Midnat skulde drives ned af Volden ved et Par Soldater fra Vesterportsvagt, modsatte endeel sig, og det kom derved til Haandgribeligheder, hvorved en Soldat skal være bleven truffen af en Steen og nogle Civile saarede af Bajonnetstik, ogsaa bleve Vinduerne i Vagthuset slaaede ind. Den derefter hentede militaire Hjelp af Husarer og Infanteri kom heldigviis ikke til Anvendelse, da Folkemængden forinden havde adspredt sig, og de ankomne Husarer trak sig tilbage til en af Sidegaderne for ikke at forstyrre de fra Tivoli i det samme tilbagevendende Gjæster. Naar denne Forstyrrelse af den sædvanlige Orden, der ellers har fundet Sted uden nogen Afbrydelse under forrige Uges Festligheder, ikke kan andet end beklages, saa maa Skylden derfor dog nok ene tilskrives vedkommende Autoriteter selv. Thi enten var det nødvendigt eller ikke nødvendigt at negte Folk den Fornøielse at staae paa Volden den Nat saalænge de lystede. Men i første Fald burde man have udført Neddrivelsen med en saa tilstrækkelig militair Magt, at det ikke kunde have faldet Nogen ind at gjøre Modstand, og til en saadan overordenlig Forholdsregels Anvendelse var der ved denne Leilighed saa megen mere Grund som disse simple Classer, hvoriblandt nogle modsatte sig de enkelte Soldaters Bud, netop i hele forrige Uge havde seet de sædvanlige Regler for den strengere Orden og Rolighed om Natten her i Staden for endeel suspenderede, og derfor vel kunde falde paa at mene, at det ogsaa maatte være dem tilladt at gjøre den lille Undtagelse derfra ved at forblive paa Volden som Tilskuere saalænge de vilde. Dette vilde vistnok heller ikke have foranlediget enten nogen Fare- eller videre Uorden, som det ved en saadan Leilighed var værd at forebygge. Nu derimod kom det endog til Blodsudgydelse, som kunde have været forhindret i begge Tilfælde, men som ved de trufne Foranstaltninger let kunde være bleven langt værre, hvis ikke de Enkeltes fornuftigere Adfærd eller tilfældige Omstændigheder havde forebygget det.

(Kjøbenhavnsposten 30. juni 1845).

Det nordiske Studentermøde.

I Roesk. Av. af 28de ds. læses Følgende: Ogsaa vor By har havt et kjærkomment Besøg af endeel svenske og norske Studenter, som i Gaar vare førte herud af nogle af deres roeskildske Venner, som studere ved Kjøbenhavns Universitet, hvis Forældre modtoge dem med ikke mindre Glæde, end de alle ere blevne modtagne i Hovedstaden. Efterat have beseet Domkirkens Mærkværdigheder, Cathedralskolen, beundret den skjønne Udsigt fra Rectorboligen, samt prøvet den herlige Maglekildes Vand, som i det Mindste endnu er tilgængeligt for Alle, fjorde de en Formiddagstour til Lethraborg for ogsaa at lære denne dem interessante klassiske Egn at kjende, hvorhen man her havde en rask Befordring af fire store Vogne i Beredskab for dem, vendte derpaa tilbage til osm hvor der i en Hast var af benævnte Familier anrettet et Middagsmaaltid, som oplivedes ved den almindelige Munterhed, danske Sange af de elskelige Fremmede, og gjensidige Toaster. Allerede Kl. 6 maatte de vakkre unge Venner igjen forlade os, ledagede af et kjærligt Farvel og efterladende alle dem, der gjorde deres Bekjendtskab et kjært Minde om denne glædelige Dag.

(Flyveposten 1. juli 1845).

Det Nordiske Studenter-Møde 1845: Del 4. Dyrehaven Onsdagen 25de juni 1845. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn den 26de Juni 1845.

- Igaar Morges foretog det skandinaviske Selskab den Skovtour, det havde arrangeret i Anledning af de norske og svenske Studenters Besøg. En lang Række af Bøndervogne, hvis Eiere med Velvillie havde imødekommet den til dem udstedte Opfordring om at befordre de fremmede Gjæster til Skoven, var mødt til den berammede Tid og holdt i en lang Række gjennem hele Nørregade, langs med Nørrevold indtil Vesterport. Kl. 9½ satte det lange Tog sig i Bevægelse gjennem Staden ud af Østerport, og begav sig først til Frederiksdal, hvor man spiste Frokost paa Slottet, som velvilligen var indrømmet de Besøgende i Anledning af det ugunstige Veir, der dog ophørte omtrent Kl. 3, fra hvilken Tid det forandrede sig til at blive ret smukt. Efterat man var kommen til Dyrehaven kl. 4 begyndte det under et meget stort Telt mellem Bøgetræer ved Eremitagen smukt arrangerede Festmaaltid, i hvilket foruden de fremmede Gjæster og deres Indbydere, Medlemmerne af det skandinaviske Selskab, tillige endeel af de Bønder deeltoge, der havde befordret Selskabet til Skoven. Tallet var henved 1,400, og udenfor Teltet havde samlet sig en overordenlig stor Menneskemasse, for at lytte til de fra en smuk Talerstol inde i Teltet holdte Taler af Prof. Clausen, Raadm. H. P. Hansen, Grundtvig, Prof. Afzelius, Laurids Skau, Student Sundt, Dr. Sturzenbecker o. fl., blandt hvilke fornemmelig Afzelius's og Skau's Foredrag hilsedes med lange og vedholdende Akklamationer. Efterat Maaltidet var endt, droge Deeltagerne omkring til de smukkeste Partier i Skoven, især til Vandcuur-Anstalten og Strandmøllen, til hvilke Steder de vare inviterede. Grundtvig havde til Festen skrevet følgende Sang:

Mel. Vort Norden er ikke en iisdækket Ørk,

eller

Langt høiere Bjerge saa vide paa Jord.

I Kæmpernes Høie er Kæmpernes Skov,
For der ristes Runer til Agre,
Men kæmpernes Aand er hos Kæmpernes Wt,
Og Ættens skal Odelen være.
Med Bjerge og Sletter og Bølgerne blaa.
Hvor Fædrene hvile og Vuggerne gaar!

Med Kæmpernes Aand følger Kæmpernes Kraft,
For den synke Jetter og Trolde,
Mens Asgaard sig hæver i Kæmpernes Hjem,
Og tækkes med blinkende Skjolde,
Og Gautur det sander med Nor og med Dan,
At Gladhjelm er Navnet paa Kæmpernes Land!

Med Kæmpernes Aand følger Kæmpernes Ord,
Paa Folkets og Skjaldenes Tunge,
Saa fast som en Klippe, saa fri som en Fugl,
Til Gammen for Gamle og Unge;
Som Aanden og Hjertets den eenbaarne Søn,
Det melder i Lys hvad der skabtes i Løn!

Paa Bjerge, paa Sletter, paa Bølgerne blaa,
Da mødes med lifligt Velkommen
Det ædle, fribaarne, oldnordiske Sind,
Som her mødes Valhals-Ungdommen,
Fra Fjorde og Elve, fra Belt og fra Sund,
Fra Dovre og Sigtun, fra Leire og Lund!

Saa lyd da: Velkommen, i Fædrenes Aand,
De ædleste Kæmpers paa Jorden!
Velkommen, du Nyaar i Kæmpernes Hjem,
Med Fostbroderlaget i Norden!
Af Kjærlighed baaret, du vore ved Daad !
Syng høit i din Glæde og smil i din Graad !

N. F. S. Grundtvig

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24 juni 1845.

(Kjøbenhavnsposten 26. juni 1845)

Laurids Skau var involveret i en af de første store voldsepisoder i konflikten i Slesvig. I Haderslev 1845 kom en gruppe dansknationale anført af bonden Laurits Skau i masseslagsmål med andre af byens indbyggere. Skaus modstandere var ikke kun tysknationale af den slags der ønskede hele Slesvig-Holsten med i Det Tyske Forbund. Bl. a. Petersen, Andersen og Rasmussen var irriterede over Skau og de københavnske nationalliberale der krævede en ren dansk nationalstat til Ejderen fordi det truede Slesvigs dansk-tyske sameksistens. 

- Det nordiske Studentermøde. VI. (Det skandinaviske Selskabs Fest i Dyrehaven). Onsdag Morgen saae man en uendelig lang Vognrække holde fra Frue Kirke op ad Nørregade og Nørrevold, næsten lige til Vestervold. Det var Bønderne fra Kjøbenhavns Amt, som efter Opfordring af Dhrr. Kammerraad Drewsen og Procurator Christensen vare mødte omtrent 140 i Tal for at befordre de svenske og norske Gjæster til Dyrehaven, og til hvilke en Deel af Byens Indvaanere velvilligen havde sluttet sig, saa at den hele Rad indeholdt omtrent 180 Vogne. Kl. 10 satte Toget sig i Bevægelse og kjørte gjennem Byen ud ad Østerport og Østerallee ad Frederiksdal. Veiret, der havde været klart tidlig om Morgenen, mørknede, medens Vognene samledes, og neppe vare de begyndte at kjøre, før der faldt Regndraaber, som snart gik over til en øsende Pladskregn, saa at de fleste af Deltagerne, inden de naaede Frederiksdal, vare gjennemblødte. Her forefandt man allerede en Mængde Vogne fra Kjøbenhavn med Deltagere i Festen, som havde søgt Ly under Træer og i Huse, hvilke Gjæstfriheden velvilligt aabnede. Dermed vare imidlertid de svenske og norske Gjæster, samt de Danske, der ledsagede dem, ikke hjulpne; thi intet almindeligt Hus kunde have rummet dem, om end ikke al Plads forud havde været optaget af Andre. Man henvendte sig da til Forvalteren paa det ubeboet staaende Slot, og denne viste sig strax redebon til at aabne dette for de dryppende Ankomne. Medbragt Proviant opdækkedes nu dels paa gamle Borde, dels paa Marmorconsoler og Kaminer, store Trækar med Melk hensattes i Gangen og Gaarden, og Ungdommens Lystighed overvandt, endmere oplivet af et landligt, ved sine disharmoniske Bestræbelser ret komisk, Musikcorps, snart Regnens ubehagelige Virkninger, Tavshed og Kuldegysninger. Skjønt der saaledes Intet tabtes i social Glæde ved Veirets Slethed, forhindrede det dog naturligvis Gjæsterne fra at see og beundre den skjønne Egn. Endelig satte man sig trøstig paa Vognene igjen, i Haab om at Veiret nok vilde blive bedre, inden man naaede Dyrhaven, og man skuffedes heller ikke; thi næppe var man naaet op ad Møllebakken ad Lyngbyveien, inden Solen belyste de efter Regnen friskt duftende Marker og Skove. Ved Sorgenfri gjorde man Holdt og drog omkring i Haven under perlende Sang af den upsalensiske og den lundensiske Sangforening, og da man igjen havde besteget Vognene og rullede gjennem Lyngby mod Fortunen, var Toget saaledes forøget, at det nu talte i det mindste 250 Vogne. Overalt, hvor det kom frem, traf det Deltagelse og glad Bevægelse. Bønderpiger og kjøbenhavnske Damer tittede ud af Vinduer og Stakitter, og de første kappedes med de sidste om at kaste Blomster op i Vognene. Ved Fortunen hilstes Toget af Kammerraad Drewsen med en Deel ældre Landmænd, som der stedte til det, og det kjørte nu ned ad den smukke nye Vei gjennem Fortunens Indelukke til Eremitage, hvor det forefandt den øvrige Deel af det skandinaviske Selskabs Medlemmer fra Byen, der havde tegnet sig til Deltagelse, i Festen. Her ordnede man sig, formedelst den store Mængde Tilskuere ikke uden Møie til en Procession, som drog omkring Slottet og et Stykke ned ad Arien til Bakken, hvor et fra en lille Høi vaiende stort Flag betegnede Pladsen for den egenlige Fest. Imellem Skovens høie Træer, tæt ved Hjørnet af den skovløse Eremitageslette og Veien, og ligefor en herlig Udsigt over de lavere liggende Skovpartier og Sundet, var der af en Masse Seil, som Admiralitetet velvilligen havde laant Selskabet tilligemed det fornødne i Tougværk, udspændt et colossalt Telt, aabent mod Siderne undtagen Vindsiden og smykket med Flag og Grønt. Herunder var der dækket et frugalt Middagsbord til 1000 Personer. Tilligemed Selskabets Medlemmer, Gjæsterne og en Afdeling af Studentersangforeningen, samt flere indbudte Autoriteter og fortjente Mænd, tog ogsaa alle de Bønder, der velvilligen havde befordret Gjæsterne, Plads ved Bordet. Efter at 2den Brigades Musikcorps havde underholdt med nogle passende Musikstykker, indledede Selskabets Formand, Professor Clausen, Festen med svigende Ord:

"Det er en Hilsen fra Studenter til Studenter, som hidtil er bleven vore kjære Gjæfter til Deel - hilsen i Sang og i Tale, udgaaet fra den academiske verdens Midte, fra dem, der have aandeligt Kald og aandelige Studier tilfælles med dem. Dog, denne Hilsen var ikke den eneste. Dengang da Kysten ved Danmarks Hovedstad var bedækket med Tusinder, hvis Blikke fulgte de fremskridende Røgstøtter paa Øresund, der bebudede alt nærmere og nærmere de længe Forventedes Ankomst, - da det svenske og det norske Flag gled ind mod den danske Kyst, og de hilsende Jubelraab fra Skib og Kyst mødtes og slog sammen med Bølgernes Klang, - da vor Hovedstads Befolkning var sammentrængt i de Gader, gjennem hvilke det høitidelige Tog skulde stride frem, og Rækkerne af Ynglinge, dansk og norsk og svensk Arm i Arm, med Møie fandt vei mellem Tusinder og atter Tusinder af Mænd og Qvinder, Unge og Gamle: i Sandhed, det var en Hilsen, et velkommen saa fuldt og saa festligt, som det kun bringes der, hvor det qvælder frem fra et helt Folks inderste Sjæledyb. Det var et af de mægtige Momenter i Livet, hvis Veltalenhed griber selv den, der gjerne væbnede sig imod den, og bringer hver Indsigelse, hver Mistvivl til at forstumme. Mod dette veltalende Sprog er Ordet fattigt og klangløst; og dog trænger det til Ordets Hjælp, for at det kan blive nærmere tydet og tolket, hvad der ligger i Hilsenen, der bragtes. Det er et saadant Ord, der skal lyde her: paa et Samfunds vegne, der aldrig med freidigere Bevidsthed kom sit Navn ihu, end i disse Dage, - paa Borgeres vegne, der slutte sig til den academiske Ungdom, her mellem Skov og Strand, i Omgivelser, der drage os Fædrenes VtiS i Minde. Thi af denne Frihed til at samles i Stad og Land paa folkelig Viis, til at lade Ordet lyde om folkelige Anliggender, som det egner sig fribaarne Borgere, - af denne Frihed, takket være Gud! har den skandinaviske Mand vidst at bevare noget Mere, end det paa mange andre Steder er lykkedes.

Og naar hver den, hvem Ordet er givet i disse Timer, føler sig - Manden saavelsom Ynglingen - gjennemstrømmet af Høitidens Magt, da er det, fordi her gives et Ord, som ikke staaer alene for sig, uden Livets virkelighed og Virkelighedens Betydning. Thi dette Slags Ord, hvor der konstrueres i Tanken og propheteres uden Fodfæste, hvor der tales i stærke Toner uden Alvor og Kraft til at handle, hvor der takkes og lovprises uden skjellig Grund, loves og forjættes uden Opfyldelse, - er kun overvældende for Livet, qvæler og dæmper Væxten af den sunde og kraftige Spire. Men Ordet, der føres i denne Kreds, har en Gjerning, en levende virkelighed at støtte sig til. Det er Gjerning, det er blevet til vitterlig virkelighed i vor Tid, at de nordiske Folk ere vaagnede op af den gjøglende Drøm, at Selvstændigheden skulde bevares, ved at drive den Isolering, der er given disse Folk ved den naturlige Beliggenhed, endnu videre: dertil, at de ogsaa isolere sig fra hinanden indbyrdes; - det er Kjendsgjerning at man allevegne mødes i den Bevidsthed, hvor det er blodig Synd, er skrigende Unatur at ville holde Broderfolkene fjernede fra hverandre, hvor der - paa en Tid, saa rig paa Lære og Paamindelse for Folkene, paa en Tid, da Folkestammer trindt omkring slutte sig nær tilsammen for at værne med forenede Kræfter om det, de have tilfælles - er Opfordring for Danske, Norske og Svenske til ogsaa at slutte sig, nær og inderligt, tilsammen. Og, naar saaledes Samfund have dannet sig ved Øresund og ved Mælarens Bredder til at være Organer og Fremmere for den nationale Enhed, naar vi see ynglinge fra de nordiske Universiteter arbeide sig gjennem alle Hindringer frem til broderligt Møde, naar vi see danske Bønder samle sig for at føre norske og svenske Studenter ud i vore Skove, see Kjøbenhavns Borgere kappes om at indlemme dem i deres huslige Hjem: da er her talende, livskraftig og forfattelsesrig Gjerning. Her handles ikke om Broderskab i Literatur og Studier alene; det er Folkenes Genius, der giver sig Vidnesbyrd i Folkenes Liv.

Og lader jeg nu Blikket hvile paa liter, yngre Brødre fra Upsala, Lund og Christiania! og vender jeg Ordet til Eder: da er det for at prise Slagten lykkelig, i hvis Ungdomslod det falder, at opvoxe og dannes under Indvirkningen af en Aand, i hvilken den sande Kjærlighed til det, der er dansk eller norsk eller svensk, har sin rette og naturlige Rod, for at prise den lykkelig, at den, dannet og udviklet under saadanne Indflydelser, skal indgaae i Livets Virksomhed til at arbeide i denne Aands Tjeneste. Dersom der iblandt Eder er Nogen, som endnu har taget Tvivl eller Mistro med sig ombord: - den vil være begravet i Bølgerne; thi jeg veed det viist, at Enhver af Eder har fornummet, hvor det er velgiørende, udenfor det egenlige Fædrelande Grændser at finde dem, der ikke, som Fremmede, modtage gjæstfrit og mildt, men der komme ham imøde som hans Egne, - ikke blot af samme Udspring, med samme Sprog, men med det samme aandelige Præg, den samme Maade i al Væren, al Tanken og Talen. Og dersom der er Nogen iblandt Eder, som maatte have tiltraadt Reisen kun med Tanken om Nydelser og Behageligheder, den skulde bringe: - jeg veed det vist, at han vil modtage fra disse Dages Samliv et Indtryk, dybt og alvorsfuldt, der vil bevare sin Kraft, ogsaa hvor Livet stemmer sig hindrende og fjendligt imod hans Id og Stræben.

Men ogsaa hver Mand priser jeg lykkelig, der med Sjælens Varme kan og vil slutte sig til Ungdommen der, hvor den er Repræsentant for den oplivende, foryngende Nordens Aand. Kan denne Aand vinde Magt og Gyldighed, da vil vort herlige Norden være stærkt til at afvise Alt, hvad der kan true, være sig fra Øst eller fra Syd, og lys og frydelig vil Fremtiden udvikle sig af Mørket. Og dette vare da Ønsket, jeg her frembærer: for den nationale Enheds Udvikling i den skandinaviske Trehed!"

Da derpaa følgende Sang af Grundtvig var afsungen:

[Teksten er citeret i artiklen ovenover]

holdt Samme et høist livlig og humoristisk Foredrag om de trenordiske Nationaliteter, hvis Ret til at bestaa uforkrænkede i det store nationale Fællesskab han hævdede. Raadmand H. P. Hansen udbragte en Skaal for Sverig, og Mag. Monrad for Norge. Cand. Martin Nissen udtalte sig om det norske Folks Stemning med Danmark og protesterede imod, at de enkeltstaaende Angreb paa dette, som vare fremkomne i et norsk Blad, betragtedes som udgaaede fra det norske Folk.

(Sluttes imorgen.)

(Fædrelandet 30. juni 1845).

- Det nordiske Studentermøde. VIl. (Festen i Dyrehaven sluttet.) Vi see os idag istand til at begynde vor Beretning med Pastor Grundtvigs igaar omtalte Skaal for Nationaliteten.

Den lød saaledes:

"Mine Herrer! og især I nordiske Frænder fra Kristiania, Upsala og Lund! havde jeg end slet ikke Andet at sige, saa maatte jeg dog udbede mig Ordet blot for at lykønske Norden med den Aand, som, trods mange Bomme, Bølger og Bjerge, synlige og usynlige, mægtig og venlig har samlet os her, og for at lykønske mig selv med Oplevelsen af den lange forventede, lange forsinkede Dag, med sit lykkelige Varsel for nordisk Enighed. Oplysning og Forklaring i Stamfædrenes Aand, Men jeg har mere at sige Dem, og da jeg i Dag skal have den Ære at udbringe en Skaal for Nationaliteten, saa ligger det mig nærmest at sige hvad jeg forstaaer ved Nationalitet i Nordens Aand, I forrige Aarhundrede, da jeg blev født, var man saa langt fra at oversatte Nationalitet ved Folke-Lighed, at man endog talte rask om den østerrigske Nationalitet i Ungarn, i Böhmen og Lombardiet, ja fandt det soleklart. at alle oplyste Folk maatte betragte sig som Verdens-Borgere, der fandt deres Fædreneland, hvor de fandt deres Brød, og kunde gjøre hvilketsomhelst Sprog de behagede til deres Modersmaal. Det var en tragi-comisk Tid, da man maatte baade lee og græde over den Troskyldighed, hvormed det forsikkredes, at al naturlig Forskellighed hos Menneskens Børn, enten som Folkefærd eller Enkeltmand, var, ligesom Adel, kun en Lyd, saa man behøvede kun at være født i Paris for at være saa ægte en Franskmand, som han fandtes under Solen, ja, man behøvede kun at indført det franske Sprog ved Hoffet eller den franske Konstitution i et Land, for at gjøre alle Slags Folk, selv Jyder, til ægte Franskmand.

I vort Aarhundrede, der med hvert Aar, ja, med hver Dag, endsige da med Høitidsdage som disse, bedre Hævder sig Navn af det ægte Nationale, det Folkelige, nu baade leer og græder, tænker og kæmper man sig vel efterhaanden ud af denne fortvivlede Tankegang, der truede med at gjøre alle Folkefærd og alle Mennesker dumme, slette og slaviske, som den eneste Maade, hvorpaa de Alle kunde blive lige kloge, lige gode og lige frit! men hvad man kæmper sig ud af, det er man jo endnu meer eller mindre inde i, saa det maa ikke undre os, at vi endnu høre løierlige Ting om Nationaliteten, ja, kan selv midt i Norden høre ymte om den svenske Nationalitet i Finland, den norske i Finmarken og jeg troer selv den danske i Holstein og Lauenburg, mens der paa den anden Side ymtes om en splinterny, udelukkende, nordisk eller skandinavisk Nationalitet, der skulde opsluge de gamle Tre i Norden, naturligvis ligesom Pharaos magre Køer opslugte de fede og blev dog ikke selv fede deraf! thi var vi, folkelig talk. flet ikke andet end Skandinaver, da vilde Navnet kun være en daarlig Mur imod Rusland, som snart vilde bevise os, det hørte til Nordens Enhed, at vi indlemmedes i det nordiske Verdensrige.

Dog, alt Saadant hører nødvendig til Overgangstidens Pinagtighed og bør ei komme Nogen til Skade paa gode Navn og Rygte, og gjør os heller ingen Skade, naar vi kun, efter at have opdaget Fastes-Trangen til et nordisk Fostbroderskab, flittig mødes, som nu, og tale rent ud af Skægget, som vist ogsaa Kongerne af de tre nordiske Riger gjorde, naar de fordum, efter Sagnet, aarlig mødtes i Fredstid paa Hisingen eller Danholmen. Ja m. H. skjønt vore Møder ei behøvede gammel Hævd for at være baade nodvendige og glædelige, saa er de gamle nordiske Kongemøder dog baade er herligt Vidnesbyrd om, at de fribaarne Stammer, hvoraf vi udsprang, tidlig følte, der var noget Fælles, som selv deres tronede Hoveder skulde bøie sig for, og de er tillige er Speil, som viser os, hvordan vi skal mødes værdig, saa det bliver til fælles Bedste og derved til det Heles Gavn. Det skeer nemlig kun, naar Stammerne mødes, som kronede Ligemand, der føle med Glæde, at de i Nordens Aand har meget tilfælles, som de kun i virkeligt og venligt Fællesskab kan besidde eg benytte, men glemme derfor ikke, at de, hver især, har meget Ejendommeligt, som de for ingen Pris vil opgive, og bør ikke heller, da hele Nordens Kraft og Held og Hæder beroer paa, at dets fribaarne Stammer aldrig spændes i Ensformighedens Tvangstrøie, man kalde saa Tvangstrøie-Formen med saa velklingende et Navn, som man vil. Kun naar Stammerne, hver i sit Hjem cg sin Kreds, ligesom hver Enkeltmand i sine, kan røre sig frit i det store Raaderum, som Frihedsloven, naar den viselig gjennemført lader Friheden sætte sig selv sine Grændser, langt mere indhegner end indskrænker, kun da kan de ædle Krafter udvikle sig til Gavn og Glæde for det Hele, kun da kan den fribaarne Mennesse-Natur udfolde sig i hele sin Rigdom og klare sig til den aandelige Skjønhed. der kun udspringer af levende Enhed i fri Mangfoldighed.

Der er jo rigtig nok en lille Hage ved det gamle Sagn om Kongemøderne i Norden, saa det kan synes farligt at røre ved, og endnu farligere at speile sig i det, thi der staaer baade i den danske Rimkrønike og i den svenske Västgothalov, og vist ligesaa i en gammel norsk Bog, skjønt jeg ikke husker hvilken, at ved de Møder holdt de to Konger ved Bidselet og Stigbøilen, mens den Tredie svang sig paa Hesten, og vi maatte slet ikke kjende den indskrænkede, udelukkende Nationalfølelse, som vi dog kjende alt for godt, naar vi tænkte, at Middelalderens Danske, Norske og Svenske kunde enes om, hvilken nordisk Konge det var, der havde saa kongelige Staldmestre. Men til Lykke, ja, til Nordens Lykke, kan vi prægtig enes om, at var det Nogen af dem, da var det sikkert, skiftevis, dem alle Tre, der steg saa majestætisk til Hest, mens den ene Konge ved Bidslet holdt, den Anden ved Istædet, cg saaledes forklaret bliver Sagnet just fortræffeligt at speile sig i, thi kun da vil Fostbroderlaget i Norden være sundt og fast, naar Danske, Norske og Svenske føle sig gjennemtrængte af den fælles Følelse, at alle tre Stammer kun ved hinandens venlige Bistand kan ret bestige den høie Hest i Nordens Aand.

Saaledes haaber jeg bedre ind ved en lang Beskrivelse at have sagt Dem, hvad jeg mener om Nationaliteten, saa jeg har Intet imod, at man kalder Norden treenig, naar det er Trefoldigheden ufortalt, og aandelig talt, vil jeg selv sige, vi har et fælles Fædreneland, fordi Nordens Aand er den gamle Folkefader i alle tre Riger! men borgerlig talt har hver Stamme dog Sit, og hjertelig talt har vi et trefoldigt Moderskjab, hvor Modersmaalet og Alt hvad der i Forkjærlighed inderligst forbinder os med vore nærmeste Paarørende maa skee sin fulde Ret, saa vi ved Fostbroder lag et Intet miste, som er værdt at eie, men vinde, hvad aldrig kan besiddes med udelukkende Egenkjørlighed og hadsk Misundelse, men kun i venligt Fastesskab med adel Kappelyst! Fælles Aanden, som maa besjøle os ligesaa vel, for at hver Stamme kan ret udvikle og benytte sin Ejendommelighed, som for at vore Avindsmand, naar de Iegemlig eller aandelig, udæske Norden, kan allevegne finde sig et kronet Hoved, fast i Sadlen.

Saaledes har jeg da den Ære at udbringe Folkelighedens Skaal i Nordens Aand"

Docent Tham fra Upsala yttrede, at der havde været Strid mellem de skandinaviske Riger, en politisk Strid, ofte paa Liv og Død. Den Strid er forbi. En anden forestaaer, en Kappestrid i intellectuel, i politisk, i al Slags Udvikling, en Kappestrid, i hvilken det gjælder mindre, hvem der hurtigst, end hvem der kommer bedst til Maalet. Til denne Strid har Danmark udfordret Sverig, til denne udfordrer Sverig Danmark og Norge. Dette maa blive vor Fremtid, hvis vi skulle have nogen Fremtid, og det ere alle enige i at haabe, at ville, at virke for.

Dr. Sturzenbecker yttrede:

"Norske og svenske studenter hafva ankommit till Köpenhamn for alt besöka sina Kamrater. De hafva här blifvit mottagna med en gästfrihet, som är en af vara skönaste öfverlemningar från det gamle Nordens dagar. Men de danske studenterna hafva icke länge fått vara allena om sina vänner. Köpenhamns borgerskap har med en missundsamhet, lika ädel, som almän, hastat att förmedelst denna fest i del gröna bevisa de anlända fränderna sin själs innersta håg och sitt varma deltagande i den skandinaviska rörelsen. Och detta, Mine Herrar! är det stora med skandinavismen, at denna ide, ehuru ännu blott få år gammal, redan vuxit till en sådan allmänlighet cch omfattning. Det är icke mer en studentfest, detta möte, det er en folkfest. Redan denna gang har det vårit svärt alt finna lokaler, nog stora för att rymma de deltagande; om tio år skall det icke längre bli möjligt att förnya dessa fostbrodrakärlekens folkvandringar, vi skulle icke finna nog vidsträckta fält, för alt uppdruka gästvänskapens bord. Men hvarhelst numera en dansk, en norsk och en svensk man mötas, der skola de med hvärannan dela sitt hjerta och sitt bröd. Det är derfor, vi redan nu, vi härvärenda norman ock svenskar,- äro berättigade att i hela det norska og svenska folkets namn hembära Köpenhamns borgare var renaste och heligaste tacksamhet for denna dag, och jag går säkert allas edra känsler till mötes, da jag därvid särskildt förbinder et uttryck af vår vörtnad och vara sympathier for Köpenhamns Borgarrepræsentation, denna utvalda legion, hvilken i de sista tiderna uti sitt fäderneslands politiska angelägenheter ådagelagt så många storsinnta prof af frihetskärlek, ihärdighet och politiskt mod. En jublande skål for Köpenhamns Borgare och Borgarrepresentanter!'

Derpaa henvendte Provst Afzelius fra Enköping sig til de tilstedeværende Bønder:

"Mina Herrar! - Nej, således ma jag icke tilltala Eder. Jag erinrar mig från min hembyggd: väl är Bonden från urminnes Drott, eller Herre i sitt hus - såframt hustruen icke är det (Bravo. Br.). - Nå jag märker nu, att således lär aften här i landet våra - och det är skönt, det är godt att få år, ty det är kärleken som gifver med sig, och ofta nyttigt för bonden att han lyder sin Statsråd qvinnan; det är ju hon, som glater hans lif, och törkar svetten af hans panna. (Br., Br.). - Således vill jag tilltala Eder, såsom Svenska man ännu kalla sig: "Danneman"! - mina Bröder! - Jag är icke främling i Bondehydda. Vi Svenskar, som stå har framför Eder, äro till stor del af Nordisk Bondestam: - (Hør! hør!) - Jag såg, under färden till denna fest, törfhögar, som skola varma någon bondehydda. Äfven jag uppväxte på sådan ort, der vid törfvens glöd å hyddens hård jag hörde Sagan i vinterqvällen, om förfädrens mandomsrön, och huru Skandinavien fördom visat sin trohet mot Drott och Fädernesland. Det kan väl hända, att den höga veklingen ur vällustens gyllene falar fornämt rycker på axlarna vid ordet "Törferök'. (Hør! hør!)

"Men mången Skandias sön, när han sin kofa ställer
Tillbakas till sitt hem från Marmorfalars flård
Utaf förtjusning tårar fäller,
Vid oset utaf törf ifrån sin barndoms härd."

Men, mina Bröder! i dessa Sagor blandades ett förgift för inbördes kärleken i våra hjertan. Jag lärte att det var Svenskhet, att hata och förakta Danskarna, och nästan tänkte jag mig en Dansk såsom et ohyra med svans och klör. Men som yngling mötte mig förstå gången i Stockholm en Dansk, ung bildad man, jag kände mig svårt dragen till honom, och sade förundrad vid mig sjölf Min Gud! det ar ju en menniska! - (Bravo! Bravo!) Huru hafva da Bröder så länge kunnit misförstå hvärandra, hata, och färga dessa af Gud velsignade fällt med hvärandras blod? (Hør! hør!) - Ja. Fürstarne, forntidens Konungar låto utså och unterhollo detta Brödrahat (vedholdende Bifaldsraab). Hafva då således Konungarne syndat? - (Ja, Ja, Ja!) - Bröder! må vi dock glömma den, som det gjort, och forlåta dem! - men ingalunda uppresa at dem minnesvårdar (Br., Br.) - - 

För gladjen att vara sluten i denne krets, en gäst vid denna betydelsefulla fest, tackar jag dessa unga Skandinaver från Upsala. De sände mig ett bref, med inbjudning alt deltaga som deras följeslagare på denna ungdomens vikingatfrd. Stollt ofver detta förtroende skall jag gömma detta lilla bref och sägar i mitt sinne: "Det är mitt adelsdiplom" - (Br., Br.)  - - 

Så gungade snart tre snäckor med Svenska och Norska unga män, lagerkrönta och lärare från Nordens trenne Universiteter, i sanning en skön, en dyrbar last, mot Selands härrliga strand. Och huru emottogos vi af Köpenhamns invånare! med sang och handslag, såsom älskade, länge efterlängtada Bröder: huru blomsterströddes vår väg! - Snart blef oss alla så underligt om hjertat, slutne med kärlek i familjekretsarne. Det var ju vårt modersmål vi hörde talas. Välvilja tog mot oss ur allas ögon: ack! sådana våra ju min broders, sådana min systers blickar! Huru är det? får jag nu två Fädernesland? - (Hør ! hør!) - Nej! den, som har två Fädernesland, han har icke något. - (Br. . Br !) - Si: den som har tre Gudar, han har ingen; men såsom en tillfällighet stadtfästat trenne gründer för Allfaders namn; må vi hädanefter kalla vårt Fädernesland, Danmark, Norge och Sverige!! - I Selandska Danneman, och medlemmar af det Skandinaviska forbund! Vi må lämpa på vår färening skriftens ord: "Guds rike, (och hans års alla riken) er likt ett senapskorn, det minst är af frön, men växer upp till ett stort tråd, der himelens föglar hafva sina nästen under'. - Så var i begynnelsen den Skandinaviskaforeningen ett ringa frö, en tanke född i en dansk mans hjerta; Nu är det redan stort vordet: ett träd som står kring Nordens trenna Folk sina grenar. Välsigne det Himelen! sködda det Gud! - Må det blifva ett skuggrikt nästo for Nordens Nacktergalar! - men aldrig for Örnarna! - (Vedholdende Bifald) Och nu, I Selandska män! må det våra frid och kärlek mellan oss! och se vi en Broder, som sörger och lider, må vi skynda att - bortkyssa hans tårar ! Och I Bønder. Når I hädanefter om Sabbathsmorgonen gån med Pfalmboken under armen faderen med sin son, moderen med sin dotter, upp till Herrans tempel att bedja: bedjen och för Edra bröder på andra stranden! - Bedjen for det Skandinaviska forbundet; ty ingen välsignelse, ingen varagtighet, utan från Gud, kärlekens källa. 

Sist ett ord till Eder, I unge Bröder, Skandinaviska föreningens hopp? Nog hafva vi spisat: fvarligen hafva vi ock truckit tillfammans. Så gjorte och våra Förfader, till dess de låga under bänkarna, - och - blefvo till rof fär sine fiender. Må någonting blifva handling vid detta stora sällsama möte: Jag föreslår: Låtom oss på hver sin strand befördra stridandet af Brödrafolkens Litteratur, alt våra fællen må få ett större Fädernesland. I, mine unga Följestagare! Viljen I löfva, alt när I blifven lärare i vår hembygd, I viljen uppmuntra Svenskarne till låsning af danska goda arbeten på deras Original-språk och forhindra all öftersättning, såsom hinderlig for vårt andamål och beröfvande smilet sin lön? - (Ja, Ja!) - Än ett önskada jag från dessa oforgåtliga dågar: ett yttre tecken, som ehvar vi möttes i lifvet låt oss igenkänna en följeslagare på den Skandinaviska farten ! (Ja. vel!)

Och nu till slut: på den Skandinaviska ungdomens vägnar: hafven tack! trofast, innerlig tack, I Bønder och Danneman från Seland och Slesvig for -Eder välvilja och kärlek! Välsignelse efter Eder! Hell Danmark! Hell Skandinavien, det gemensama Fäderneslandet ! !

Capitain Tscherning havde derpaa Ordet:

"Da det blev mit Hverv paa det skandinaviske Selskabs Vegne at udbringe en Skaal for Skandinavien, haabede man ikke paa at høre denne Skaal indviet med kløgtige Ord, man forlangte kun, at min stærke Røst skulde forsøge paa at gjort det vitterligt for Alle, hvorledes Skaalen skal forstaaes, og at skaffe Samklang tilveie! man regnede sikkert paa, at dens fulde Betydning allerede laa dybt rodfæstet i hver Mands Bryst. Det skandinaviske Selskab paakalder ikke Skaalen for en vis Form; at udfinde denne overlader det foreløbig til deres Snille, til hvem de 3 nordiske Rigers Styrelse er voldgivet; men det opfordrer Dem, mine Herrer, til at medbringe en Tro, en saadan Tro, hvorpaa der kan bygges, og et saadant Haab, at man ikke tør svigte det. Troen er den umiddelbare, det er Følelsernes Overbevisning; Haabet er alle vore bedste Forjættelsers Grundvold. Med Tro, siger det gamle Ordsprog, kan man flytte Bjerge; jeg siger, med Tro kan man udrette langt meer, thi Troen fremkalder bramfri Martyrdom, denne høieste af alle menneskelige Idrætter; og Haabet udlokker endnu Livsfunker paa Bredden af Undergangen. Derfor, mine Herrer, Tro paa Haab om Skandinavien! En Skaal for Troens og Haabets Skandinavien".

Efterat Laurids Skau, efter Manges Opfordring, havde bragt de Fremmede en Hilsen fra Danmarks, eller nærmest fra Slesvigs, Bønder, besteg Pastor Grundtvig endnu engang Talerstolen og improviserede et smukt lille Foredrag om de Unges Forhold til de Gamle.

Hermed var Maaltidet sluttet, og man brød nu op fra Teltet, for, efter at have dvælet en Stund ved Eremitagen og nydt den skjønne Udsigt, at synge en af Dr. Hjaltelin overbragt Indbydelse til at tage Vandcuranstalten ved Klampenborg i Øiesyn og der overvære dens første Concert. Her opholdt man sig til ud paa Aftenen og underholdt sig med Musik og Sang. Navnlig blev efterfølgende alt den foregaaende Aften i Ridehuset omdelte Sang af Grundtvig afsungen :

Som Haabet er de Unges Lyst,
De Gamles Skat er Minde,
Et Gladhjem dog er kun det Bryst,
Hvor sklønt de sammenrinde!
Med Ynde saa de sammenrandt
Fra Arildstid i Norden,
Det Kæmpeglæden viste grundt
Ved Gjallarhornets Torden!

Det Gjallarhorn var Mimers Skat.
Med Graahaars-Krands om Tinde.
Som vaaged baade Dag og Nat.
Og droges Alt til Minde;
Men Hornet var dog Heimdals Trøst,
Hvor paa sit høie Stade.
Med Ungdoms-Haabet i sit Bryst,
Han vakte Kæmper glade!

Saa skal i Norden nu paany
De gamle Dages Minde
Med Fremtids-Haabet høit i Sky
Til Glæde sammenrinde.
Vort Nordens Kæmpevækker-Sang
Gjenfødes da paa Tunge,
Og det er Gjallarhornets Klang
For Gamle og for Unge!

Af Mindet født med Graahaarskrands,
Fra Mimersbrønd i Dale,
Paa Haabets høie Hest i Dands
Til Himmelbjergets Svale,
Sig svinger Nordens Bjarkemaal
Med Klang af Hjertets Fylde.
"De Gamles og de Unges Skaal.
Som Kæmpeaanden hylde!"

Paa Dampskibe og Vogne vendte man tilbage til Byen, hvorhen de Fleste først ankom ud paa Natten. Den store Mængde Mennesker af alle Stænder, som uden at høre til Selskabet, havde indfundet sig i Dyrehaven og omlejrede Teltet, nød en saa uindskrænket Adgang til at see og høre Alt, hvad der foregik, som vel kunde gives dem, uden ligefrem at dele Mad og Vin med dem eller tage dem paa Skjødet, og kommer nu hertil, at c. 120 Bønder deltoge i Maaltidet, som Selstabels Gjæster, med Embedsmand, Borgere og Studenter, saa vide di i Sandhed ikke, hvad det skal sige, naar man i et andet Blad har klaget over, at Festen ikke var "folkelig" nok.

Torsdag Aften besøgtes, som tidligere bebudet, det kgl. Theater, der af Directionen velvilligen var de danske Studenter og deres Gjæster overladt uden mindste Udgift, ligesom Skuespillere, Balletpersonale og Kapellets Medlemmer med den største Redebonhed havde tilbudt at medvirke til Gjæsternes Underholdning. Men et ikke mindre smukt Træk, der sikkert vil overraske Mange, er det, at Dhrr. Cloetta & Mini, der have forpagtet Theatrets Buffet, der efter Tilbud beværtede det hele samlede Selskab gratis. Forestillingen bestod af Ouverturen til "Lulu", den her i Bladet alt meddelte Prolog af Oehlenschläger, "Barselstuen" og "Toreadoren". Scenens eminenteste Konstnere og Kunstnerinder hilsetes alle ved deres Indtrædelse med Bifald, og ved Forestillingens Slutning lod et jublende Hurra far den danske Scene.

(Fædrelandet 1. juli 1845. Artiklen fortsatte med besøget i Søndermarken og Frederiksberg fredag 27. juni 1845. Se indslaget herom).

Skaus hilsen medførte i Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn, 2. juli 1845 følgende kommentar:

L. Skau, der "bragte de Fremmede et Hilsen fra (alle?!) Slesvigs Bønder" (hvilket Hilsen han bragte, omtales ikke i Beretningerne).

Grundtvigs historiesyn var at der var fire hovedfolk: jøderne, grækerne, romerne og nordboerne. Og den kraftigste folkeånd var Nordens ånd som tiden nu var til inde til at blive sig bevidst om. 

- Efter Anmodning skulle vi til vor kortfattede Beretning om det skandinaviske Selskabs Skovtour med de svenske og norske Studenter i Onsdags supplerende tilføie, at ikke "endeel", men 121 Bønder af Kjøbenhavns Omegn, som med deres egne Vogne havde afgivet Befordring, deeltoge i Festmaaltidet inde i det store Telt som det skandinaviske Selskabs dertil indbudne Gjester; medens 16 andre Befordringer deels vare kjørte af Bønder og Andre, som selv ere Medlemmer af Selskabet og som saadanne Participanter i Gildet, eller af Karle, der vare sendte fra Gaardeiere eg Gaardeierinder, som ikke selv kunde kjøre, og for hvem Selskabet tildeels sørgede paa anden Maade.

- Som et andet Supplement til vor Beretning om Festlighederne i Fredags skulle vi ligeledes tilføie, at de fremmede Studenter om Eftermiddagen, efterat have bragt Oehlenschlager deres Hilsen, begave sig til Bakkehuset, hvor Pastor N. F. S. Grundtvig boer, for ogsaa at bringe denne det skandinaviske Brodervenskabs gamle fortjente Skjald og Opmuntrer deres hjertelige Takl

(Kjøbenhavnsposten 30. juni 1845).