Kjøbenhavn den 26de Juni 1845.
- Igaar Morges foretog det skandinaviske Selskab den Skovtour, det havde arrangeret i Anledning af de norske og svenske Studenters Besøg. En lang Række af Bøndervogne, hvis Eiere med Velvillie havde imødekommet den til dem udstedte Opfordring om at befordre de fremmede Gjæster til Skoven, var mødt til den berammede Tid og holdt i en lang Række gjennem hele Nørregade, langs med Nørrevold indtil Vesterport. Kl. 9½ satte det lange Tog sig i Bevægelse gjennem Staden ud af Østerport, og begav sig først til Frederiksdal, hvor man spiste Frokost paa Slottet, som velvilligen var indrømmet de Besøgende i Anledning af det ugunstige Veir, der dog ophørte omtrent Kl. 3, fra hvilken Tid det forandrede sig til at blive ret smukt. Efterat man var kommen til Dyrehaven kl. 4 begyndte det under et meget stort Telt mellem Bøgetræer ved Eremitagen smukt arrangerede Festmaaltid, i hvilket foruden de fremmede Gjæster og deres Indbydere, Medlemmerne af det skandinaviske Selskab, tillige endeel af de Bønder deeltoge, der havde befordret Selskabet til Skoven. Tallet var henved 1,400, og udenfor Teltet havde samlet sig en overordenlig stor Menneskemasse, for at lytte til de fra en smuk Talerstol inde i Teltet holdte Taler af Prof. Clausen, Raadm. H. P. Hansen, Grundtvig, Prof. Afzelius, Laurids Skau, Student Sundt, Dr. Sturzenbecker o. fl., blandt hvilke fornemmelig Afzelius's og Skau's Foredrag hilsedes med lange og vedholdende Akklamationer. Efterat Maaltidet var endt, droge Deeltagerne omkring til de smukkeste Partier i Skoven, især til Vandcuur-Anstalten og Strandmøllen, til hvilke Steder de vare inviterede. Grundtvig havde til Festen skrevet følgende Sang:
I Kæmpernes Høie er Kæmpernes Skov,
For der ristes Runer til Agre,
Men kæmpernes Aand er hos Kæmpernes Wt,
Og Ættens skal Odelen være.
Med Bjerge og Sletter og Bølgerne blaa.
Hvor Fædrene hvile og Vuggerne gaar!
Med Kæmpernes Aand følger Kæmpernes Kraft,
For den synke Jetter og Trolde,
Mens Asgaard sig hæver i Kæmpernes Hjem,
Og tækkes med blinkende Skjolde,
Og Gautur det sander med Nor og med Dan,
At Gladhjelm er Navnet paa Kæmpernes Land!
Med Kæmpernes Aand følger Kæmpernes Ord,
Paa Folkets og Skjaldenes Tunge,
Saa fast som en Klippe, saa fri som en Fugl,
Til Gammen for Gamle og Unge;
Som Aanden og Hjertets den eenbaarne Søn,
Det melder i Lys hvad der skabtes i Løn!
Paa Bjerge, paa Sletter, paa Bølgerne blaa,
Da mødes med lifligt Velkommen
Det ædle, fribaarne, oldnordiske Sind,
Som her mødes Valhals-Ungdommen,
Fra Fjorde og Elve, fra Belt og fra Sund,
Fra Dovre og Sigtun, fra Leire og Lund!
Saa lyd da: Velkommen, i Fædrenes Aand,
De ædleste Kæmpers paa Jorden!
Velkommen, du Nyaar i Kæmpernes Hjem,
Med Fostbroderlaget i Norden!
Af Kjærlighed baaret, du vore ved Daad !
Syng høit i din Glæde og smil i din Graad !
N. F. S. Grundtvig
(Kjøbenhavnsposten 26. juni 1845)
Laurids Skau var involveret i en af de første store voldsepisoder i konflikten i Slesvig. I Haderslev 1845 kom en gruppe dansknationale anført af bonden Laurits Skau i masseslagsmål med andre af byens indbyggere. Skaus modstandere var ikke kun tysknationale af den slags der ønskede hele Slesvig-Holsten med i Det Tyske Forbund. Bl. a. Petersen, Andersen og Rasmussen var irriterede over Skau og de københavnske nationalliberale der krævede en ren dansk nationalstat til Ejderen fordi det truede Slesvigs dansk-tyske sameksistens.
- Det nordiske Studentermøde. VI. (Det skandinaviske Selskabs Fest i Dyrehaven). Onsdag Morgen saae man en uendelig lang Vognrække holde fra Frue Kirke op ad Nørregade og Nørrevold, næsten lige til Vestervold. Det var Bønderne fra Kjøbenhavns Amt, som efter Opfordring af Dhrr. Kammerraad Drewsen og Procurator Christensen vare mødte omtrent 140 i Tal for at befordre de svenske og norske Gjæster til Dyrehaven, og til hvilke en Deel af Byens Indvaanere velvilligen havde sluttet sig, saa at den hele Rad indeholdt omtrent 180 Vogne. Kl. 10 satte Toget sig i Bevægelse og kjørte gjennem Byen ud ad Østerport og Østerallee ad Frederiksdal. Veiret, der havde været klart tidlig om Morgenen, mørknede, medens Vognene samledes, og neppe vare de begyndte at kjøre, før der faldt Regndraaber, som snart gik over til en øsende Pladskregn, saa at de fleste af Deltagerne, inden de naaede Frederiksdal, vare gjennemblødte. Her forefandt man allerede en Mængde Vogne fra Kjøbenhavn med Deltagere i Festen, som havde søgt Ly under Træer og i Huse, hvilke Gjæstfriheden velvilligt aabnede. Dermed vare imidlertid de svenske og norske Gjæster, samt de Danske, der ledsagede dem, ikke hjulpne; thi intet almindeligt Hus kunde have rummet dem, om end ikke al Plads forud havde været optaget af Andre. Man henvendte sig da til Forvalteren paa det ubeboet staaende Slot, og denne viste sig strax redebon til at aabne dette for de dryppende Ankomne. Medbragt Proviant opdækkedes nu dels paa gamle Borde, dels paa Marmorconsoler og Kaminer, store Trækar med Melk hensattes i Gangen og Gaarden, og Ungdommens Lystighed overvandt, endmere oplivet af et landligt, ved sine disharmoniske Bestræbelser ret komisk, Musikcorps, snart Regnens ubehagelige Virkninger, Tavshed og Kuldegysninger. Skjønt der saaledes Intet tabtes i social Glæde ved Veirets Slethed, forhindrede det dog naturligvis Gjæsterne fra at see og beundre den skjønne Egn. Endelig satte man sig trøstig paa Vognene igjen, i Haab om at Veiret nok vilde blive bedre, inden man naaede Dyrhaven, og man skuffedes heller ikke; thi næppe var man naaet op ad Møllebakken ad Lyngbyveien, inden Solen belyste de efter Regnen friskt duftende Marker og Skove. Ved Sorgenfri gjorde man Holdt og drog omkring i Haven under perlende Sang af den upsalensiske og den lundensiske Sangforening, og da man igjen havde besteget Vognene og rullede gjennem Lyngby mod Fortunen, var Toget saaledes forøget, at det nu talte i det mindste 250 Vogne. Overalt, hvor det kom frem, traf det Deltagelse og glad Bevægelse. Bønderpiger og kjøbenhavnske Damer tittede ud af Vinduer og Stakitter, og de første kappedes med de sidste om at kaste Blomster op i Vognene. Ved Fortunen hilstes Toget af Kammerraad Drewsen med en Deel ældre Landmænd, som der stedte til det, og det kjørte nu ned ad den smukke nye Vei gjennem Fortunens Indelukke til Eremitage, hvor det forefandt den øvrige Deel af det skandinaviske Selskabs Medlemmer fra Byen, der havde tegnet sig til Deltagelse, i Festen. Her ordnede man sig, formedelst den store Mængde Tilskuere ikke uden Møie til en Procession, som drog omkring Slottet og et Stykke ned ad Arien til Bakken, hvor et fra en lille Høi vaiende stort Flag betegnede Pladsen for den egenlige Fest. Imellem Skovens høie Træer, tæt ved Hjørnet af den skovløse Eremitageslette og Veien, og ligefor en herlig Udsigt over de lavere liggende Skovpartier og Sundet, var der af en Masse Seil, som Admiralitetet velvilligen havde laant Selskabet tilligemed det fornødne i Tougværk, udspændt et colossalt Telt, aabent mod Siderne undtagen Vindsiden og smykket med Flag og Grønt. Herunder var der dækket et frugalt Middagsbord til 1000 Personer. Tilligemed Selskabets Medlemmer, Gjæsterne og en Afdeling af Studentersangforeningen, samt flere indbudte Autoriteter og fortjente Mænd, tog ogsaa alle de Bønder, der velvilligen havde befordret Gjæsterne, Plads ved Bordet. Efter at 2den Brigades Musikcorps havde underholdt med nogle passende Musikstykker, indledede Selskabets Formand, Professor Clausen, Festen med svigende Ord:
"Det er en Hilsen fra Studenter til Studenter, som hidtil er bleven vore kjære Gjæfter til Deel - hilsen i Sang og i Tale, udgaaet fra den academiske verdens Midte, fra dem, der have aandeligt Kald og aandelige Studier tilfælles med dem. Dog, denne Hilsen var ikke den eneste. Dengang da Kysten ved Danmarks Hovedstad var bedækket med Tusinder, hvis Blikke fulgte de fremskridende Røgstøtter paa Øresund, der bebudede alt nærmere og nærmere de længe Forventedes Ankomst, - da det svenske og det norske Flag gled ind mod den danske Kyst, og de hilsende Jubelraab fra Skib og Kyst mødtes og slog sammen med Bølgernes Klang, - da vor Hovedstads Befolkning var sammentrængt i de Gader, gjennem hvilke det høitidelige Tog skulde stride frem, og Rækkerne af Ynglinge, dansk og norsk og svensk Arm i Arm, med Møie fandt vei mellem Tusinder og atter Tusinder af Mænd og Qvinder, Unge og Gamle: i Sandhed, det var en Hilsen, et velkommen saa fuldt og saa festligt, som det kun bringes der, hvor det qvælder frem fra et helt Folks inderste Sjæledyb. Det var et af de mægtige Momenter i Livet, hvis Veltalenhed griber selv den, der gjerne væbnede sig imod den, og bringer hver Indsigelse, hver Mistvivl til at forstumme. Mod dette veltalende Sprog er Ordet fattigt og klangløst; og dog trænger det til Ordets Hjælp, for at det kan blive nærmere tydet og tolket, hvad der ligger i Hilsenen, der bragtes. Det er et saadant Ord, der skal lyde her: paa et Samfunds vegne, der aldrig med freidigere Bevidsthed kom sit Navn ihu, end i disse Dage, - paa Borgeres vegne, der slutte sig til den academiske Ungdom, her mellem Skov og Strand, i Omgivelser, der drage os Fædrenes VtiS i Minde. Thi af denne Frihed til at samles i Stad og Land paa folkelig Viis, til at lade Ordet lyde om folkelige Anliggender, som det egner sig fribaarne Borgere, - af denne Frihed, takket være Gud! har den skandinaviske Mand vidst at bevare noget Mere, end det paa mange andre Steder er lykkedes.
Og naar hver den, hvem Ordet er givet i disse Timer, føler sig - Manden saavelsom Ynglingen - gjennemstrømmet af Høitidens Magt, da er det, fordi her gives et Ord, som ikke staaer alene for sig, uden Livets virkelighed og Virkelighedens Betydning. Thi dette Slags Ord, hvor der konstrueres i Tanken og propheteres uden Fodfæste, hvor der tales i stærke Toner uden Alvor og Kraft til at handle, hvor der takkes og lovprises uden skjellig Grund, loves og forjættes uden Opfyldelse, - er kun overvældende for Livet, qvæler og dæmper Væxten af den sunde og kraftige Spire. Men Ordet, der føres i denne Kreds, har en Gjerning, en levende virkelighed at støtte sig til. Det er Gjerning, det er blevet til vitterlig virkelighed i vor Tid, at de nordiske Folk ere vaagnede op af den gjøglende Drøm, at Selvstændigheden skulde bevares, ved at drive den Isolering, der er given disse Folk ved den naturlige Beliggenhed, endnu videre: dertil, at de ogsaa isolere sig fra hinanden indbyrdes; - det er Kjendsgjerning at man allevegne mødes i den Bevidsthed, hvor det er blodig Synd, er skrigende Unatur at ville holde Broderfolkene fjernede fra hverandre, hvor der - paa en Tid, saa rig paa Lære og Paamindelse for Folkene, paa en Tid, da Folkestammer trindt omkring slutte sig nær tilsammen for at værne med forenede Kræfter om det, de have tilfælles - er Opfordring for Danske, Norske og Svenske til ogsaa at slutte sig, nær og inderligt, tilsammen. Og, naar saaledes Samfund have dannet sig ved Øresund og ved Mælarens Bredder til at være Organer og Fremmere for den nationale Enhed, naar vi see ynglinge fra de nordiske Universiteter arbeide sig gjennem alle Hindringer frem til broderligt Møde, naar vi see danske Bønder samle sig for at føre norske og svenske Studenter ud i vore Skove, see Kjøbenhavns Borgere kappes om at indlemme dem i deres huslige Hjem: da er her talende, livskraftig og forfattelsesrig Gjerning. Her handles ikke om Broderskab i Literatur og Studier alene; det er Folkenes Genius, der giver sig Vidnesbyrd i Folkenes Liv.
Og lader jeg nu Blikket hvile paa liter, yngre Brødre fra Upsala, Lund og Christiania! og vender jeg Ordet til Eder: da er det for at prise Slagten lykkelig, i hvis Ungdomslod det falder, at opvoxe og dannes under Indvirkningen af en Aand, i hvilken den sande Kjærlighed til det, der er dansk eller norsk eller svensk, har sin rette og naturlige Rod, for at prise den lykkelig, at den, dannet og udviklet under saadanne Indflydelser, skal indgaae i Livets Virksomhed til at arbeide i denne Aands Tjeneste. Dersom der iblandt Eder er Nogen, som endnu har taget Tvivl eller Mistro med sig ombord: - den vil være begravet i Bølgerne; thi jeg veed det viist, at Enhver af Eder har fornummet, hvor det er velgiørende, udenfor det egenlige Fædrelande Grændser at finde dem, der ikke, som Fremmede, modtage gjæstfrit og mildt, men der komme ham imøde som hans Egne, - ikke blot af samme Udspring, med samme Sprog, men med det samme aandelige Præg, den samme Maade i al Væren, al Tanken og Talen. Og dersom der er Nogen iblandt Eder, som maatte have tiltraadt Reisen kun med Tanken om Nydelser og Behageligheder, den skulde bringe: - jeg veed det vist, at han vil modtage fra disse Dages Samliv et Indtryk, dybt og alvorsfuldt, der vil bevare sin Kraft, ogsaa hvor Livet stemmer sig hindrende og fjendligt imod hans Id og Stræben.
Men ogsaa hver Mand priser jeg lykkelig, der med Sjælens Varme kan og vil slutte sig til Ungdommen der, hvor den er Repræsentant for den oplivende, foryngende Nordens Aand. Kan denne Aand vinde Magt og Gyldighed, da vil vort herlige Norden være stærkt til at afvise Alt, hvad der kan true, være sig fra Øst eller fra Syd, og lys og frydelig vil Fremtiden udvikle sig af Mørket. Og dette vare da Ønsket, jeg her frembærer: for den nationale Enheds Udvikling i den skandinaviske Trehed!"
Da derpaa følgende Sang af Grundtvig var afsungen:
[Teksten er citeret i artiklen ovenover]
holdt Samme et høist livlig og humoristisk Foredrag om de trenordiske Nationaliteter, hvis Ret til at bestaa uforkrænkede i det store nationale Fællesskab han hævdede. Raadmand H. P. Hansen udbragte en Skaal for Sverig, og Mag. Monrad for Norge. Cand. Martin Nissen udtalte sig om det norske Folks Stemning med Danmark og protesterede imod, at de enkeltstaaende Angreb paa dette, som vare fremkomne i et norsk Blad, betragtedes som udgaaede fra det norske Folk.
(Sluttes imorgen.)
(Fædrelandet 30. juni 1845).
- Det nordiske Studentermøde. VIl. (Festen i Dyrehaven sluttet.) Vi see os idag istand til at begynde vor Beretning med Pastor Grundtvigs igaar omtalte Skaal for Nationaliteten.
Den lød saaledes:
"Mine Herrer! og især I nordiske Frænder fra Kristiania, Upsala og Lund! havde jeg end slet ikke Andet at sige, saa maatte jeg dog udbede mig Ordet blot for at lykønske Norden med den Aand, som, trods mange Bomme, Bølger og Bjerge, synlige og usynlige, mægtig og venlig har samlet os her, og for at lykønske mig selv med Oplevelsen af den lange forventede, lange forsinkede Dag, med sit lykkelige Varsel for nordisk Enighed. Oplysning og Forklaring i Stamfædrenes Aand, Men jeg har mere at sige Dem, og da jeg i Dag skal have den Ære at udbringe en Skaal for Nationaliteten, saa ligger det mig nærmest at sige hvad jeg forstaaer ved Nationalitet i Nordens Aand, I forrige Aarhundrede, da jeg blev født, var man saa langt fra at oversatte Nationalitet ved Folke-Lighed, at man endog talte rask om den østerrigske Nationalitet i Ungarn, i Böhmen og Lombardiet, ja fandt det soleklart. at alle oplyste Folk maatte betragte sig som Verdens-Borgere, der fandt deres Fædreneland, hvor de fandt deres Brød, og kunde gjøre hvilketsomhelst Sprog de behagede til deres Modersmaal. Det var en tragi-comisk Tid, da man maatte baade lee og græde over den Troskyldighed, hvormed det forsikkredes, at al naturlig Forskellighed hos Menneskens Børn, enten som Folkefærd eller Enkeltmand, var, ligesom Adel, kun en Lyd, saa man behøvede kun at være født i Paris for at være saa ægte en Franskmand, som han fandtes under Solen, ja, man behøvede kun at indført det franske Sprog ved Hoffet eller den franske Konstitution i et Land, for at gjøre alle Slags Folk, selv Jyder, til ægte Franskmand.
I vort Aarhundrede, der med hvert Aar, ja, med hver Dag, endsige da med Høitidsdage som disse, bedre Hævder sig Navn af det ægte Nationale, det Folkelige, nu baade leer og græder, tænker og kæmper man sig vel efterhaanden ud af denne fortvivlede Tankegang, der truede med at gjøre alle Folkefærd og alle Mennesker dumme, slette og slaviske, som den eneste Maade, hvorpaa de Alle kunde blive lige kloge, lige gode og lige frit! men hvad man kæmper sig ud af, det er man jo endnu meer eller mindre inde i, saa det maa ikke undre os, at vi endnu høre løierlige Ting om Nationaliteten, ja, kan selv midt i Norden høre ymte om den svenske Nationalitet i Finland, den norske i Finmarken og jeg troer selv den danske i Holstein og Lauenburg, mens der paa den anden Side ymtes om en splinterny, udelukkende, nordisk eller skandinavisk Nationalitet, der skulde opsluge de gamle Tre i Norden, naturligvis ligesom Pharaos magre Køer opslugte de fede og blev dog ikke selv fede deraf! thi var vi, folkelig talk. flet ikke andet end Skandinaver, da vilde Navnet kun være en daarlig Mur imod Rusland, som snart vilde bevise os, det hørte til Nordens Enhed, at vi indlemmedes i det nordiske Verdensrige.
Dog, alt Saadant hører nødvendig til Overgangstidens Pinagtighed og bør ei komme Nogen til Skade paa gode Navn og Rygte, og gjør os heller ingen Skade, naar vi kun, efter at have opdaget Fastes-Trangen til et nordisk Fostbroderskab, flittig mødes, som nu, og tale rent ud af Skægget, som vist ogsaa Kongerne af de tre nordiske Riger gjorde, naar de fordum, efter Sagnet, aarlig mødtes i Fredstid paa Hisingen eller Danholmen. Ja m. H. skjønt vore Møder ei behøvede gammel Hævd for at være baade nodvendige og glædelige, saa er de gamle nordiske Kongemøder dog baade er herligt Vidnesbyrd om, at de fribaarne Stammer, hvoraf vi udsprang, tidlig følte, der var noget Fælles, som selv deres tronede Hoveder skulde bøie sig for, og de er tillige er Speil, som viser os, hvordan vi skal mødes værdig, saa det bliver til fælles Bedste og derved til det Heles Gavn. Det skeer nemlig kun, naar Stammerne mødes, som kronede Ligemand, der føle med Glæde, at de i Nordens Aand har meget tilfælles, som de kun i virkeligt og venligt Fællesskab kan besidde eg benytte, men glemme derfor ikke, at de, hver især, har meget Ejendommeligt, som de for ingen Pris vil opgive, og bør ikke heller, da hele Nordens Kraft og Held og Hæder beroer paa, at dets fribaarne Stammer aldrig spændes i Ensformighedens Tvangstrøie, man kalde saa Tvangstrøie-Formen med saa velklingende et Navn, som man vil. Kun naar Stammerne, hver i sit Hjem cg sin Kreds, ligesom hver Enkeltmand i sine, kan røre sig frit i det store Raaderum, som Frihedsloven, naar den viselig gjennemført lader Friheden sætte sig selv sine Grændser, langt mere indhegner end indskrænker, kun da kan de ædle Krafter udvikle sig til Gavn og Glæde for det Hele, kun da kan den fribaarne Mennesse-Natur udfolde sig i hele sin Rigdom og klare sig til den aandelige Skjønhed. der kun udspringer af levende Enhed i fri Mangfoldighed.
Der er jo rigtig nok en lille Hage ved det gamle Sagn om Kongemøderne i Norden, saa det kan synes farligt at røre ved, og endnu farligere at speile sig i det, thi der staaer baade i den danske Rimkrønike og i den svenske Västgothalov, og vist ligesaa i en gammel norsk Bog, skjønt jeg ikke husker hvilken, at ved de Møder holdt de to Konger ved Bidselet og Stigbøilen, mens den Tredie svang sig paa Hesten, og vi maatte slet ikke kjende den indskrænkede, udelukkende Nationalfølelse, som vi dog kjende alt for godt, naar vi tænkte, at Middelalderens Danske, Norske og Svenske kunde enes om, hvilken nordisk Konge det var, der havde saa kongelige Staldmestre. Men til Lykke, ja, til Nordens Lykke, kan vi prægtig enes om, at var det Nogen af dem, da var det sikkert, skiftevis, dem alle Tre, der steg saa majestætisk til Hest, mens den ene Konge ved Bidslet holdt, den Anden ved Istædet, cg saaledes forklaret bliver Sagnet just fortræffeligt at speile sig i, thi kun da vil Fostbroderlaget i Norden være sundt og fast, naar Danske, Norske og Svenske føle sig gjennemtrængte af den fælles Følelse, at alle tre Stammer kun ved hinandens venlige Bistand kan ret bestige den høie Hest i Nordens Aand.
Saaledes haaber jeg bedre ind ved en lang Beskrivelse at have sagt Dem, hvad jeg mener om Nationaliteten, saa jeg har Intet imod, at man kalder Norden treenig, naar det er Trefoldigheden ufortalt, og aandelig talt, vil jeg selv sige, vi har et fælles Fædreneland, fordi Nordens Aand er den gamle Folkefader i alle tre Riger! men borgerlig talt har hver Stamme dog Sit, og hjertelig talt har vi et trefoldigt Moderskjab, hvor Modersmaalet og Alt hvad der i Forkjærlighed inderligst forbinder os med vore nærmeste Paarørende maa skee sin fulde Ret, saa vi ved Fostbroder lag et Intet miste, som er værdt at eie, men vinde, hvad aldrig kan besiddes med udelukkende Egenkjørlighed og hadsk Misundelse, men kun i venligt Fastesskab med adel Kappelyst! Fælles Aanden, som maa besjøle os ligesaa vel, for at hver Stamme kan ret udvikle og benytte sin Ejendommelighed, som for at vore Avindsmand, naar de Iegemlig eller aandelig, udæske Norden, kan allevegne finde sig et kronet Hoved, fast i Sadlen.
Saaledes har jeg da den Ære at udbringe Folkelighedens Skaal i Nordens Aand"
Docent Tham fra Upsala yttrede, at der havde været Strid mellem de skandinaviske Riger, en politisk Strid, ofte paa Liv og Død. Den Strid er forbi. En anden forestaaer, en Kappestrid i intellectuel, i politisk, i al Slags Udvikling, en Kappestrid, i hvilken det gjælder mindre, hvem der hurtigst, end hvem der kommer bedst til Maalet. Til denne Strid har Danmark udfordret Sverig, til denne udfordrer Sverig Danmark og Norge. Dette maa blive vor Fremtid, hvis vi skulle have nogen Fremtid, og det ere alle enige i at haabe, at ville, at virke for.
Dr. Sturzenbecker yttrede:
"Norske og svenske studenter hafva ankommit till Köpenhamn for alt besöka sina Kamrater. De hafva här blifvit mottagna med en gästfrihet, som är en af vara skönaste öfverlemningar från det gamle Nordens dagar. Men de danske studenterna hafva icke länge fått vara allena om sina vänner. Köpenhamns borgerskap har med en missundsamhet, lika ädel, som almän, hastat att förmedelst denna fest i del gröna bevisa de anlända fränderna sin själs innersta håg och sitt varma deltagande i den skandinaviska rörelsen. Och detta, Mine Herrar! är det stora med skandinavismen, at denna ide, ehuru ännu blott få år gammal, redan vuxit till en sådan allmänlighet cch omfattning. Det är icke mer en studentfest, detta möte, det er en folkfest. Redan denna gang har det vårit svärt alt finna lokaler, nog stora för att rymma de deltagande; om tio år skall det icke längre bli möjligt att förnya dessa fostbrodrakärlekens folkvandringar, vi skulle icke finna nog vidsträckta fält, för alt uppdruka gästvänskapens bord. Men hvarhelst numera en dansk, en norsk och en svensk man mötas, der skola de med hvärannan dela sitt hjerta och sitt bröd. Det är derfor, vi redan nu, vi härvärenda norman ock svenskar,- äro berättigade att i hela det norska og svenska folkets namn hembära Köpenhamns borgare var renaste och heligaste tacksamhet for denna dag, och jag går säkert allas edra känsler till mötes, da jag därvid särskildt förbinder et uttryck af vår vörtnad och vara sympathier for Köpenhamns Borgarrepræsentation, denna utvalda legion, hvilken i de sista tiderna uti sitt fäderneslands politiska angelägenheter ådagelagt så många storsinnta prof af frihetskärlek, ihärdighet och politiskt mod. En jublande skål for Köpenhamns Borgare och Borgarrepresentanter!'
Derpaa henvendte Provst Afzelius fra Enköping sig til de tilstedeværende Bønder:
"Mina Herrar! - Nej, således ma jag icke tilltala Eder. Jag erinrar mig från min hembyggd: väl är Bonden från urminnes Drott, eller Herre i sitt hus - såframt hustruen icke är det (Bravo. Br.). - Nå jag märker nu, att således lär aften här i landet våra - och det är skönt, det är godt att få år, ty det är kärleken som gifver med sig, och ofta nyttigt för bonden att han lyder sin Statsråd qvinnan; det är ju hon, som glater hans lif, och törkar svetten af hans panna. (Br., Br.). - Således vill jag tilltala Eder, såsom Svenska man ännu kalla sig: "Danneman"! - mina Bröder! - Jag är icke främling i Bondehydda. Vi Svenskar, som stå har framför Eder, äro till stor del af Nordisk Bondestam: - (Hør! hør!) - Jag såg, under färden till denna fest, törfhögar, som skola varma någon bondehydda. Äfven jag uppväxte på sådan ort, der vid törfvens glöd å hyddens hård jag hörde Sagan i vinterqvällen, om förfädrens mandomsrön, och huru Skandinavien fördom visat sin trohet mot Drott och Fädernesland. Det kan väl hända, att den höga veklingen ur vällustens gyllene falar fornämt rycker på axlarna vid ordet "Törferök'. (Hør! hør!)
"Men mången Skandias sön, när han sin kofa ställer
Tillbakas till sitt hem från Marmorfalars flård
Utaf förtjusning tårar fäller,
Vid oset utaf törf ifrån sin barndoms härd."
Men, mina Bröder! i dessa Sagor blandades ett förgift för inbördes kärleken i våra hjertan. Jag lärte att det var Svenskhet, att hata och förakta Danskarna, och nästan tänkte jag mig en Dansk såsom et ohyra med svans och klör. Men som yngling mötte mig förstå gången i Stockholm en Dansk, ung bildad man, jag kände mig svårt dragen till honom, och sade förundrad vid mig sjölf Min Gud! det ar ju en menniska! - (Bravo! Bravo!) Huru hafva da Bröder så länge kunnit misförstå hvärandra, hata, och färga dessa af Gud velsignade fällt med hvärandras blod? (Hør! hør!) - Ja. Fürstarne, forntidens Konungar låto utså och unterhollo detta Brödrahat (vedholdende Bifaldsraab). Hafva då således Konungarne syndat? - (Ja, Ja, Ja!) - Bröder! må vi dock glömma den, som det gjort, och forlåta dem! - men ingalunda uppresa at dem minnesvårdar (Br., Br.) - -
För gladjen att vara sluten i denne krets, en gäst vid denna betydelsefulla fest, tackar jag dessa unga Skandinaver från Upsala. De sände mig ett bref, med inbjudning alt deltaga som deras följeslagare på denna ungdomens vikingatfrd. Stollt ofver detta förtroende skall jag gömma detta lilla bref och sägar i mitt sinne: "Det är mitt adelsdiplom" - (Br., Br.) - -
Så gungade snart tre snäckor med Svenska och Norska unga män, lagerkrönta och lärare från Nordens trenne Universiteter, i sanning en skön, en dyrbar last, mot Selands härrliga strand. Och huru emottogos vi af Köpenhamns invånare! med sang och handslag, såsom älskade, länge efterlängtada Bröder: huru blomsterströddes vår väg! - Snart blef oss alla så underligt om hjertat, slutne med kärlek i familjekretsarne. Det var ju vårt modersmål vi hörde talas. Välvilja tog mot oss ur allas ögon: ack! sådana våra ju min broders, sådana min systers blickar! Huru är det? får jag nu två Fädernesland? - (Hør ! hør!) - Nej! den, som har två Fädernesland, han har icke något. - (Br. . Br !) - Si: den som har tre Gudar, han har ingen; men såsom en tillfällighet stadtfästat trenne gründer för Allfaders namn; må vi hädanefter kalla vårt Fädernesland, Danmark, Norge och Sverige!! - I Selandska Danneman, och medlemmar af det Skandinaviska forbund! Vi må lämpa på vår färening skriftens ord: "Guds rike, (och hans års alla riken) er likt ett senapskorn, det minst är af frön, men växer upp till ett stort tråd, der himelens föglar hafva sina nästen under'. - Så var i begynnelsen den Skandinaviskaforeningen ett ringa frö, en tanke född i en dansk mans hjerta; Nu är det redan stort vordet: ett träd som står kring Nordens trenna Folk sina grenar. Välsigne det Himelen! sködda det Gud! - Må det blifva ett skuggrikt nästo for Nordens Nacktergalar! - men aldrig for Örnarna! - (Vedholdende Bifald) Och nu, I Selandska män! må det våra frid och kärlek mellan oss! och se vi en Broder, som sörger och lider, må vi skynda att - bortkyssa hans tårar ! Och I Bønder. Når I hädanefter om Sabbathsmorgonen gån med Pfalmboken under armen faderen med sin son, moderen med sin dotter, upp till Herrans tempel att bedja: bedjen och för Edra bröder på andra stranden! - Bedjen for det Skandinaviska forbundet; ty ingen välsignelse, ingen varagtighet, utan från Gud, kärlekens källa.
Sist ett ord till Eder, I unge Bröder, Skandinaviska föreningens hopp? Nog hafva vi spisat: fvarligen hafva vi ock truckit tillfammans. Så gjorte och våra Förfader, till dess de låga under bänkarna, - och - blefvo till rof fär sine fiender. Må någonting blifva handling vid detta stora sällsama möte: Jag föreslår: Låtom oss på hver sin strand befördra stridandet af Brödrafolkens Litteratur, alt våra fællen må få ett större Fädernesland. I, mine unga Följestagare! Viljen I löfva, alt när I blifven lärare i vår hembygd, I viljen uppmuntra Svenskarne till låsning af danska goda arbeten på deras Original-språk och forhindra all öftersättning, såsom hinderlig for vårt andamål och beröfvande smilet sin lön? - (Ja, Ja!) - Än ett önskada jag från dessa oforgåtliga dågar: ett yttre tecken, som ehvar vi möttes i lifvet låt oss igenkänna en följeslagare på den Skandinaviska farten ! (Ja. vel!)
Och nu till slut: på den Skandinaviska ungdomens vägnar: hafven tack! trofast, innerlig tack, I Bønder och Danneman från Seland och Slesvig for -Eder välvilja och kärlek! Välsignelse efter Eder! Hell Danmark! Hell Skandinavien, det gemensama Fäderneslandet ! !
Capitain Tscherning havde derpaa Ordet:
"Da det blev mit Hverv paa det skandinaviske Selskabs Vegne at udbringe en Skaal for Skandinavien, haabede man ikke paa at høre denne Skaal indviet med kløgtige Ord, man forlangte kun, at min stærke Røst skulde forsøge paa at gjort det vitterligt for Alle, hvorledes Skaalen skal forstaaes, og at skaffe Samklang tilveie! man regnede sikkert paa, at dens fulde Betydning allerede laa dybt rodfæstet i hver Mands Bryst. Det skandinaviske Selskab paakalder ikke Skaalen for en vis Form; at udfinde denne overlader det foreløbig til deres Snille, til hvem de 3 nordiske Rigers Styrelse er voldgivet; men det opfordrer Dem, mine Herrer, til at medbringe en Tro, en saadan Tro, hvorpaa der kan bygges, og et saadant Haab, at man ikke tør svigte det. Troen er den umiddelbare, det er Følelsernes Overbevisning; Haabet er alle vore bedste Forjættelsers Grundvold. Med Tro, siger det gamle Ordsprog, kan man flytte Bjerge; jeg siger, med Tro kan man udrette langt meer, thi Troen fremkalder bramfri Martyrdom, denne høieste af alle menneskelige Idrætter; og Haabet udlokker endnu Livsfunker paa Bredden af Undergangen. Derfor, mine Herrer, Tro paa Haab om Skandinavien! En Skaal for Troens og Haabets Skandinavien".
Efterat Laurids Skau, efter Manges Opfordring, havde bragt de Fremmede en Hilsen fra Danmarks, eller nærmest fra Slesvigs, Bønder, besteg Pastor Grundtvig endnu engang Talerstolen og improviserede et smukt lille Foredrag om de Unges Forhold til de Gamle.
Hermed var Maaltidet sluttet, og man brød nu op fra Teltet, for, efter at have dvælet en Stund ved Eremitagen og nydt den skjønne Udsigt, at synge en af Dr. Hjaltelin overbragt Indbydelse til at tage Vandcuranstalten ved Klampenborg i Øiesyn og der overvære dens første Concert. Her opholdt man sig til ud paa Aftenen og underholdt sig med Musik og Sang. Navnlig blev efterfølgende alt den foregaaende Aften i Ridehuset omdelte Sang af Grundtvig afsungen :
Som Haabet er de Unges Lyst,
De Gamles Skat er Minde,
Et Gladhjem dog er kun det Bryst,
Hvor sklønt de sammenrinde!
Med Ynde saa de sammenrandt
Fra Arildstid i Norden,
Det Kæmpeglæden viste grundt
Ved Gjallarhornets Torden!
Det Gjallarhorn var Mimers Skat.
Med Graahaars-Krands om Tinde.
Som vaaged baade Dag og Nat.
Og droges Alt til Minde;
Men Hornet var dog Heimdals Trøst,
Hvor paa sit høie Stade.
Med Ungdoms-Haabet i sit Bryst,
Han vakte Kæmper glade!
Saa skal i Norden nu paany
De gamle Dages Minde
Med Fremtids-Haabet høit i Sky
Til Glæde sammenrinde.
Vort Nordens Kæmpevækker-Sang
Gjenfødes da paa Tunge,
Og det er Gjallarhornets Klang
For Gamle og for Unge!
Af Mindet født med Graahaarskrands,
Fra Mimersbrønd i Dale,
Paa Haabets høie Hest i Dands
Til Himmelbjergets Svale,
Sig svinger Nordens Bjarkemaal
Med Klang af Hjertets Fylde.
"De Gamles og de Unges Skaal.
Som Kæmpeaanden hylde!"
Paa Dampskibe og Vogne vendte man tilbage til Byen, hvorhen de Fleste først ankom ud paa Natten. Den store Mængde Mennesker af alle Stænder, som uden at høre til Selskabet, havde indfundet sig i Dyrehaven og omlejrede Teltet, nød en saa uindskrænket Adgang til at see og høre Alt, hvad der foregik, som vel kunde gives dem, uden ligefrem at dele Mad og Vin med dem eller tage dem paa Skjødet, og kommer nu hertil, at c. 120 Bønder deltoge i Maaltidet, som Selstabels Gjæster, med Embedsmand, Borgere og Studenter, saa vide di i Sandhed ikke, hvad det skal sige, naar man i et andet Blad har klaget over, at Festen ikke var "folkelig" nok.
Torsdag Aften besøgtes, som tidligere bebudet, det kgl. Theater, der af Directionen velvilligen var de danske Studenter og deres Gjæster overladt uden mindste Udgift, ligesom Skuespillere, Balletpersonale og Kapellets Medlemmer med den største Redebonhed havde tilbudt at medvirke til Gjæsternes Underholdning. Men et ikke mindre smukt Træk, der sikkert vil overraske Mange, er det, at Dhrr. Cloetta & Mini, der have forpagtet Theatrets Buffet, der efter Tilbud beværtede det hele samlede Selskab gratis. Forestillingen bestod af Ouverturen til "Lulu", den her i Bladet alt meddelte Prolog af Oehlenschläger, "Barselstuen" og "Toreadoren". Scenens eminenteste Konstnere og Kunstnerinder hilsetes alle ved deres Indtrædelse med Bifald, og ved Forestillingens Slutning lod et jublende Hurra far den danske Scene.
(Fædrelandet 1. juli 1845. Artiklen fortsatte med besøget i Søndermarken og Frederiksberg fredag 27. juni 1845. Se indslaget herom).
Skaus hilsen medførte i Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn, 2. juli 1845 følgende kommentar:
L. Skau, der "bragte de Fremmede et Hilsen fra (alle?!) Slesvigs Bønder" (hvilket Hilsen han bragte, omtales ikke i Beretningerne).
Grundtvigs historiesyn var at der var fire hovedfolk: jøderne, grækerne, romerne og nordboerne. Og den kraftigste folkeånd var Nordens ånd som tiden nu var til inde til at blive sig bevidst om.
- Efter Anmodning skulle vi til vor kortfattede Beretning om det skandinaviske Selskabs Skovtour med de svenske og norske Studenter i Onsdags supplerende tilføie, at ikke "endeel", men 121 Bønder af Kjøbenhavns Omegn, som med deres egne Vogne havde afgivet Befordring, deeltoge i Festmaaltidet inde i det store Telt som det skandinaviske Selskabs dertil indbudne Gjester; medens 16 andre Befordringer deels vare kjørte af Bønder og Andre, som selv ere Medlemmer af Selskabet og som saadanne Participanter i Gildet, eller af Karle, der vare sendte fra Gaardeiere eg Gaardeierinder, som ikke selv kunde kjøre, og for hvem Selskabet tildeels sørgede paa anden Maade.
- Som et andet Supplement til vor Beretning om Festlighederne i Fredags skulle vi ligeledes tilføie, at de fremmede Studenter om Eftermiddagen, efterat have bragt Oehlenschlager deres Hilsen, begave sig til Bakkehuset, hvor Pastor N. F. S. Grundtvig boer, for ogsaa at bringe denne det skandinaviske Brodervenskabs gamle fortjente Skjald og Opmuntrer deres hjertelige Takl
(Kjøbenhavnsposten 30. juni 1845).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar